Vi er flyttet! modkraft.dk



40 års forskning: en tilståelsessag, af Morten Thing

Forelæsning på Roskilde Universitetsbibliotek, 1. april 2014 (indskannet af Modkraft Biblioteket, april 2014)


Se også opslag om bibliotekets arrangement 1. april 2014: forelæsning og udstilling


Der gøres mange forsøg på at styre forskningen, så ’samfundet får mest for pengene’. Der er to grunde til, at det er et projekt, som er dømt til at mislykkes. Dels kan man ikke forudse, hvor det næste gennembrud i forskningen vil ske, og dels er forskning på det personlige plan i høj grad et spørgsmål om lidenskab. Det første betyder, at da man ikke kan dirigere forskningspengene derhen, hvor man kan forvente det næste gennembrud, kan forskningsplanlægning kun tage sigte på at dirigere pengene hen, hvor der er talent. Det andet betyder, at forskerne bedst selv styrer, hvor de vil forske. Hvis man kunne undersøge, hvor mange timer en forsker bruger på sin forskning, ville man formentlig opdage, at det er langt flere timer end der bliver betalt for. Det skyldes, at der er knyttet en stor personlig lidenskab til forskningen. For mange forskere er forskning ikke bare arbejde, det er en aktivitet der er tæt på dem selv.

Jeg begyndte min forskning i det teoretiske og politiske. Jeg var af politiske grunde optaget af kommunismens udvikling og betydning. Det blev imidlertid hurtigt klart for mig, at der var en anden central årsag til min interesse, nemlig at jeg var vokset op i et kommunistisk hjem. Denne opdagelse har jeg siden lænet mig op ad og undersøgt, om jeg havde en personlig dagsorden, som kunne fremme interessen. Det er sådan, at når man laver forskning, som hviler på store mængder empiri og læsning af hele biblioteker, så er der rigtig meget kedeligt arbejde, som skal laves. I sådanne faser er det en styrke at have meget lyst knyttet til udforskningen.

Alligevel kommer der for de fleste forskere situationer, hvor man har enormt lyst til en overspringshandling. Og min erfaring er, at overspringshandlinger tit giver en den afstand, man behøver for at komme videre. Derfor har jeg som regel flere projekter kørende samtidig. De opstår tit ved knopskydning. En gang jeg var i gang med at undersøge større arkivmængder i Landsarkivet, faldt jeg i registranten over Københavns Politis arkiver over en indførsel om en række sager om overtrædelse af pornografibestemmelserne, som var udtaget og henlagt under politidirektørens kontor. Rent arkivalsk var det en foræring, fordi Københavns Politis arkiver er i en forfærdelig tilstand, da man, da Landsarkivet overtog dem, ikke havde plads til det kæmpe arkiv. Man smed derfor alt ud, med mindre det handlede om politiets interne organisation eller hvis årstal endte på 0. Fra 1918 har man ikke gemt en eneste sag om de mange sammenstød mellem politi og venstrefløj, men derimod en sag om en politihund, som Københavns Politi overdrager til Pekings Politi. Men der var altså undtagelser i elendigheden og man havde på Landsarkivet fulgt politiets interesse i pornoen og gemt alle de udtagne sager uanset hvornår de var fra. Jeg skrev mig det bag øret, og en dag jeg kedede mig mere end normalt, bestilte jeg sagerne frem. Det viste sig at være råstoffet til en interessant historie om pornografiens historie i Danmark, jeg sagtens kunne bruge som overspringshandling mange gange.

Når man har skrevet en bog om pornoens historie i Danmark, bliver man meget hurtigt ekspert og har en god grund til at holde sig orienteret indenfor forskningsområdet. På denne måde bliver det med specialist en slags selvopfyldende profeti.

Sporskifter i forskningen kan også opstå på andre måder end ved overspringshandlinger ved en helt utrolig change. I 1993 var jeg for første gang i Moskva for at finde kilder til den danske kommunismes historie. Dér faldt jeg lidt ved et tilfælde over en registrant over overførsler af medlemmer fra det danske kommunistparti til det russiske. Og blandt dem en forfærdelig sag om et russisk-jødisk ægtepar, som havde været med til at grundlægge DKP, og som i 1930 havde besluttet at immigrere tilbage til Rusland med deres to børn. I sagen kunne man følge problemerne, de havde med at blive optaget i det sovjetiske kommunistparti, og hvordan de endte deres dage i en sovjetisk fangelejr i 1937-38. De fremgik af sagen, at deres søn i slutningen af 50erne havde fået dem rehabiliteret. Men døde var de jo.

Senere i halvfemserne holdt jeg et foredrag i en jødisk forening i København om netop dette ægtepar. Da jeg var færdig, var der en polsk-jødisk flygtning, som spurgte, hvorfor jeg ikke havde undersøgt sådan og sådan, og hvorfor jeg ikke var gået videre med det og det. Jeg svarede: ”Det er fordi, man skal kunne jiddish for at kunne det, du spørger om, og det kan jeg ikke.” ”Jamen, jeg vil gerne lære dig det, hvis du vil.” Jeg svarede med det samme: ”Det er en aftale”. Når jeg var så sikker på, at jeg ville bruge tid på at lære et nyt sprog og et nyt alfabet, skyldtes det, at min mor, som var jøde, var ved at blive gammel. Det blev sværere at få hende til at tale detaljeret om fortiden. Jiddish var min mors modersmål, det første sprog hun havde brugt, selvom hun havde ’glemt’ det, da hun kunne svare sine forældre på dansk, når de spurgte på jiddish. Og hun opfattede mit nye projekt som en interessant og kærlig gestus.

Hvordan det nu ellers hang sammen, førte undervisningen i jiddish til et sporskifte i min forskning. Da jeg blev i stand til at læse jiddish, fik jeg mulighed for at læse førstehåndskilder om mine bedsteforældres og deres generations immigration og integration i Danmark i første halvdel af 1900-tallet. Og det førte til flere bøger om denne indvandrings kulturhistorie.

Jiddish er et germansk sprog ligesom dansk. Måske 80 % af ordforrådet består af germanske ord, som vi genkender som tyske. Mor hedder muter og far hedder foter. Men ud over tyske ord er der især i de østeuropæiske dialekter også mange slaviske ord. Alternativt til muter og foter kan mor og far hedde mame og tate, som er af slavisk oprindelse. Det var almindeligt at forskellige jiddishe dialekter optog lokale ord. De russiske jøder i Danmark tog fx møntenheden ’øre’ til sig og kaldte den oyre. Men de syntes, det var underligt, at møntenheden ikke havde en særskilt flertalsform, så de opfandt den, og den hedder oyres.

Jiddish skrives med det hebraiske alfabet. Faktisk kan man ikke kalde det hebraiske tegnsystem et alfabet, for det er et græsk ord, som består af navnene på de to første tegn, vokalen alfa og konsonanten beta. På hebraisk bruger man ikke at skrive vokalerne, så det er et konsonanttegnsystem. Da man begyndte at skrive på jiddish for måske 8-900 år siden, så brugte man dette tegnsystem, men de tegn man ikke havde brug for brugte man som vokaler. På den måde blev det et alfabet som det græske, og det hedder efter de to første tegn alefbeyz.

Der er imidlertid et særligt forhold mellem jiddish og hebraisk, som man ikke kender fra andre sprog. Ca. 10 % af ordforrådet i jiddish er hebraisk og staves på hebraisk uden vokaler. Vil man på jiddish skrive navnet David, så kan man sagtens gøre det med fem tegn, ligesom man ville skrive Morten med seks tegn. Men på jiddish skrives David som Dvd med kun tre tegn som på hebraisk. Det er én af de ting, som gør det lidt svært at lære jiddish. Man har kort sagt to forskellige ortografiske systemer i næsten enhver tekst.

Det med sprog har optaget mig en del. Det er sådan, at jeg er uddannet i dansk. Egentlig ville jeg læse dansk litteratur, men da jeg startede på Københavns Universitet i 1964 var dansk i meget høj grad et sprogligt studium. Man skulle til forprøven bestå en prøve i oldislandsk, altså sagasproget, som næsten halvdelen af de studerende dumpede til. Så jeg blev tvangsfodret med sprog. Under oprøret i 1968-69 fik vi lavet studieplanen om, så man kunne læse mere litteratur. Men, må jeg altså her bekende: jeg er ikke historiker i den forstand, at jeg aldrig har læst historie på universitetet. Det kommer bag på nogle, som ud fra de bøger, jeg har skrevet, slutter at jeg nok er historiker. Jeg havde dengang jeg studerede en plan om at skrive speciale om Pontoppidans tre store romaner set i sammenhæng med industrialiseringen og moderniseringen af Danmark i perioden fra 1870-1920. Men det gik op for mig, at der kun fandtes tilløb til en marxistisk teori om litteraturen, som jeg kunne bruge. Så derfor endte jeg med at skrive speciale om ideologibegrebet hos Marx og om dets anvendelse i litteratur analysen.

Jeg ville gerne være fortsat med at forske i litteratur. Men min politiske interesse blandede sig i mine valg. Jeg anså det for vigtigere at udforske kommunismen for at få fod på, hvad det var der var gået galt for kommunismen. Det blev en længere rejse, som strakte sig fra slutningen af 70erne og ind i nullerne. Kommunismeforskning var dengang en særlig form for forskning. Man kunne som regel kun få adgang til andenhåndskilder, for førstehåndskilderne lå bag lås og slå i Moskva eller hos de stadig levende kommunistpartier. Da først Sovjet var brudt sammen, blev de russiske arkiver åbnet, så det blev muligt at komme meget tættere på. Man kan sige at Sovjets sammenbrud normaliserede kommunismeforskningen som videnskab.

Da jeg var færdig med bogen Kommunismens kultur, fik jeg som sagt for første gang mulighed for at tage til Moskva og søge i nogle af de russiske arkiver. Jeg var både i Kominterns og i SUKPs arkiv. Det var i efteråret 93, og selvom det var fire år efter 1989, så var meget stadig som i gamle dage. Skulle man tale med en af de ansatte i arkivet, kom man ud for, at på nogen kontordøre stod der de tre bogstaver ’tov’ foran navnet. Det betød tovarish eller kammerat. Det var en særlig finesse i det sovjetiske bureaukrati, at der på kontordørene stod, om folk var medlemmer af SUKP. Jeg havde et noget forbløffende møde med sikkerhedssystemet. Jeg havde en tolk med, en svensk kvinde, som talte flydende russisk. Da vi første dag skulle ud fra den bygning, hvor Kominternarkivet lå, det gamle Institut for marxisme-leninisme, ville vagten ikke lukke os ud, fordi tolkens svenske pas ikke var oversat til russisk. Vi prøvede at gøre ham opmærksom på, at vi var på vej ud og ikke på vej ind, men det syntes han var en ligegyldig detalje. OK, hvad skulle vi så gøre? Ja, det var jo ikke hans problem. Jeg bad ham så ringe direkte til chefarkivaren Kyrill Anderson og lade mig tale med ham. Så blev han lidt blød og sagde: OK, så er det godt nok for nu. Men kommer I igen, må I se at få det ordnet. Hvad vi så ikke gjorde. Men vi så heller ikke ham igen. Men han gav os lige en smagsprøve på fortidens nærvær.

Jeg besluttede mig for at forskyde min forskningsinteresse fra DKP til partiets forhold til de intellektuelle, som var med til at give partiet et skær af modernitet, som bestemt ikke kom fra Moskva. Ved at flytte interessen kunne jeg meget lettere bruge offentligt tilgængelige kilder som de intellektuelles romaner og malerier. På den måde blev bogen Kommunismens kultur også et forsøg på at lave et bud på en historieforskning og –fortælling, som gik tæt på ’kulturen’. Jeg forsøgte at bevæge mig både af den personlige biografis spor og den kulturelle kamps med DKP som medspiller gennem de hastigt ændrende politiske paroler. Bogen var også et forsøg på at tage min uddannelse som litteratur- og sprogmand med hen et sted, hvor litteraturen og sproget ikke var selvstændiggjorte, men sociale forhold.

Kommunismeforskningen blev et langt spor på 30 år af mit liv. Det førte mig mange steder hen. Blandt andet til et stort nordisk projekt, hvor forskere fra alle fem nordiske lande skulle skrive et komparativt projekt om kommunismen i Norden. Hovedresultatet var, at når man sammenligner, så ligner Norge, Sverige og Danmark hinanden på en meget oplysende måde, selvom der også er forskelle. Derimod er Island og Finland altid en anden historie. Vi skulle fx skrive et afsnit om, hvor mange omkomne kommunismen havde kostet de enkelte lande. Jeg fremhævede Arne Munch-Petersens forfærdende historie, som var blevet klarlagt på det tidspunkt. Og der var nok 2-3 personer mere. Så tog den finske historiker Kimmo Rentola ordet og sagde, at man rundt regnet talte om 22.000 døde finske kommunister. Det handlede både om mange af de finske kommunister, som flygtede til Sovjet efter den finske borgerkrig i 1918. Men det handlede især om amerikansk-finske kommunister. Under vinterkrigen mellem Sovjet og Finland 1939-40 oprettede russerne en karelsk folkerepublik på sovjetisk territorium og lavede en voldsom propaganda for at få finske kommunister i USA til at vende tilbage til deres eget kommunistiske land. Mange svarede ja til opfordringen og tog til Sovjet. Her blev de modtaget og berøvet hele deres opsparede formue og summarisk ført ud af paskontrollen og skudt. Så han måtte nok hellere skrive det kapitel.
Vores bog om den nordiske kommunisme var finansieret af det nordiske forskningsråd, som dengang hed NOS-H og blev af hensyn til samarbejdet med finnerne skrevet på engelsk. Da vi var færdige efter en hel del år, havde støttesystemet til forskning ændret sig. Der var nu ikke længere penge til støtte af trykning. Og ingen kommercielle forlag gad længere at udgive videnskabelige bøger kommunismen. Vi hører hele tiden at forskning og undervisning skal være hurtige og billigere. I dette tilfælde blev den langsommere og dyrere. Vi har måttet tigge os til penge i private fonde og med lidt held udkommer bogen, noget beskåret, mere end 10 år efter vi skrev den.

Som jeg var inde på før, førte min udforskning af de russiske arkiver til, at jeg lærte at læse jiddish og begyndte at interessere mig for den russisk-jødiske indvandring til Danmark. Min gode ven Jan Katlev, som døde for nylig, kom en dag med en kæmpe indbunden bog, som jeg måtte låne. Den viste sig at være en avis med navnet Yidishe folks-tsaytung. Det var et dagblad på jiddish, som var udkommet i København 1914-15. Jeg var virkelig forundret: havde der virkelig været så mange russiske jøder i København ved verdenskrigens udbrud, så der var basis for et dagblad på jiddish? Det viste sig, at der var andre blade og et utal af andre trykte tekster, som ingen nogensinde havde haft fat i som kilder til denne indvandrings historie. Faktisk var mængden af jiddishe kilder til den russisk-jødiske indvandring til København så stor, at jeg kunne se frem til en hel del år med læsning og notater. Men på det rette tidspunkt fik jeg et års ophold ved Center for humanistisk Forskning, hvor jeg kunne sidde og koncentrere mig om de store folianter. Centret viste sig at være en fantastisk opfindelse som befordrede ikke blot min, men mange andre forskeres arbejde. Desværre led Centrer en krank skæbne. Den daværende borgerlige regering mente, at det nok var en socialdemokratisk opfindelse og lukkede det. Så meget om støtte til forskningen.

En særlig spor i min jødiske forskning var, at min mors familie var en del af denne indvandringsbølge. Det førte til, at jeg undervejs stødte på mange forhold, som så at sige oplyste min mors historie og jeg besluttede, at jeg ville skrive min mors historie. Hun havde været ret dement, da hun døde 5-6 år tidligere, og jeg havde et stærkt behov for at finde tilbage til min mor som hun havde været. Mens jeg arbejdede på den, sad jeg en dag på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Her mødte jeg en anden forsker, som jeg kendte i forvejen. Han sagde til mig: Nu har du skrevet vidt og bredt om dine forældres politiske fortid og om din mors jødiske baggrund, hvad vil du skrive om, når du nu har skrevet din mors historie? Er der ikke kun din selvbiografi tilbage? Det var jo et stærkt spørgsmål. Men dels havde jeg endnu ikke skrevet bogen om min far, som fulgte den om min mor. Men dels havde jeg gennem årene gennem utallige overspringshandlinger været ude af andre spor uden at have tid nok til at gå videre. Disse mange overspringshandlinger var udkast til noget, jeg kunne have gjort. Noget som under andre omstændigheder kunne have ført mig et andet sted hen. Et af disse spor var tegnenes historie. Jeg havde gennem årene været meget optaget af de tegn, der gør, at vi kan skrive og læse, og hvordan de er blevet, det de er. Og en dag faldt jeg over en bog af den amerikanske håndskriftshistoriker Paul Saenger, som hedder Space between words. Den handlede om ét tegn, nemlig ordmellemrummet og den enorme betydning det har.

På latin skrev man oprindelig med et tegn for ordgrænse. Man satte et punkt imellem ordene fx. Men det gjorde man ikke på græsk. Der var intet ordgrænsetegn. Romerne havde et latent mindreværdskompleks overfor grækerne, og omkring år 200 begyndte man på latin at gøre lige sådan, altså skrive uden mellemrum. Den kristne kultur startede med, at Biblens latinske oversættelse blev skrevet uden ordmellemrum. Det betød ikke noget, så længe den kristne kultur bredte sig til områder, hvor man talte et romansk sprog, et sprog som var en videreudvikling af latin. Men i 320erne blev irerne rekrutteret til den nye religion, og de syntes, det var rigtig svært at gætte, hvor et ord begyndte og sluttede, og netop på latin er endelsen jo tit afgørende for grammatikken, så derfor indførte de irske munke ordmellemrummet igen i latin. Men de gjorde det ikke, når de skrev på gælisk, der kunne de sagtens klare sig uden. Og fra Irland spredte det sig til England og videre til Tyskland og de nordiske lande og til sidst også til de romanske lande. Det viste sig at være en genial opfindelse, for uden ordmellemrum er det meget svært at læse hurtigt. Indenadslæsning blev til med ordmellemrummet. Og det at man ikke længere læste højt, det ændrede bibliotekerne i de gamle klostre. Og den nye indenadslæsning skabte en ny intimitet mellem skribent og tekst, som gjorde, at den erotiske lyrik genopstod og ligeså de oppositionelle religiøse holdninger.

Da jeg havde læst den bog, forstod jeg, hvorfor jeg gennem længere tid havde kaldt mig for kulturhistoriker, når folk spurgte mig. Og jeg skrev en bog om tegnenes, skrivningens og læsningens historie. Som ikke har noget med min egen baggrund at gøre. Nu mangler jeg bare at skaffe en masse penge fra private fonde til at få den udgivet. For man kan ikke søge dem hos Forskningsrådet.

Således lyder min fulde tilståelse af, hvordan det gik til, at jeg brugte 40 år af mit liv på at forske og skrive. På den udstilling biblioteket har lavet, kan I se et udvalg, nemlig det som er kommet i bogform.


Tilbage til personlisten Morten Thing

Se også listen over Modkraft Bibliotekets indskannede tekster.


Tidsskriftnyt


Gaia: tidsskrift for international solidaritet (nr.81, forår 2017, 31 s.). Kvartalstidsskrift online med artikler om Trump og nyliberalismen, Etiopien, Cuba, Filippinerne, Israel og Columbia.

Against the Current (Issue 188, May-June 2017). Amerikansk socialistisk tidsskrift online med artikler bl.a. om Trumps politik, Latinamerikas højredrejning, Den Russiske Revolution og arbejderdemokrati + mange boganmeldelser.

Kritisk Debat (17. april 2017). Online med 16 artikler, bl.a. om Socialdemokraterne og højrepopulismen, Latinamerika, Frankrig, Indien, samt en længere artikel af Göran Therborn om ulighedens dynamik (fra New Left Review).

International Socialism (Issue 154, Spring 2017, 223 p.). Britisk kvartalstidsskrift online med artikler bl.a om Donald Trump og den neoliberalistiske verdensorden, antisemitisme og højrefløjen, den russiske revolution og Lenins April-teser, klasseanalyse, Frantz Fanon, Engels og menneskets forhistorie + boganmeldelser.

Se også:
Nyeste links på Modkraft Biblioteket
Nogle af de nyeste links tilføjet på Tidslinjen og linksamlinger på Modkraft Bibliotekets sider.



Aktuelle links

Kriseanalyser

Links med en marxistisk økonomisk blogger, nyere marxistiske bøger og socialistiske konferenceoplæg.

Michael Robert - blogging from a Marxist economist
"First-rate Marxist political economy, deployed for both analysis and polemic, lucidly explained and supported by illuminating graphs and tables."

Marxist books on the global financial crisis and capitalism
Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger (2016) af Michael Roberts og Anwar Shaikh.

Radical economic theories of the current economic crisis (pdf, 23 sider)
Union of Radical Political Economics, sommerkonference 2012.
Med bidrag fra Steve Keen, Andrew Kliman, David M. Kotz, Arthur MacEwan, Fred Moseley, Thomas I. Palley, Jack Rasmus, Michael Roberts, Anwar Shaikh og Richard Wolff.






Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Et liv uden fester er som en lang rejse uden gæstehus.

Demokrit. Materialistisk græsk filosof (ca. 460 – ca. 370 fvt.)

Flere citater