Vi er flyttet! modkraft.dk



Ernst Dahl: Det mærkværdige kommunistparti

[Indskannet udgave fra Vindrosen, 17. årgang, nr. 4, 1970, side 37-43].


Det mærkværdige kommunistparti
[Af] Ernst Dahl

»Kommunisterne forsmår at skjule deres anskuelser og deres hensigter. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved, at hele den bestående samfundsordning styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution.«
Karl Marx og Friedrich Engels: Det kommunistiske partis manifest. 1848.

Da den tyske besættelse ramte landet, lagde det officielle Danmark sin politik til rette med det formål at redde sig billigst muligt gennem krigen. Rigets førstemand, statsminister Thorvald Stauning, slog tonen an. I en tale i studenterforeningen 8.3.41 udtalte han sig om den fremtid, der ventede Danmark: »Det er mit indtryk, at Tyskland har visse planer, der ikke blot sigter efter øjeblikkelig nyordning, men efter en blivende, europæisk nyordning ... Denne nyordning vil kræve et samarbejde indenfor Europa, og linien vil være den for Tyskland kendte planøkonomi, der sikkert rummer betydelige fordele, fremfor den planløshed, som har været rådende hidtil som bestanddel af den liberalistiske egoisme, altså erhvervs- og samfundsegoisme ... Bedst vil det være, om man roligt og villigt medvirker til den tilpasning, jeg her har antydet, når tiden dertil er inde, og den vil ikke være så afskrækkende, som nogle måske vil synes. Det er usundt og uklogt at vende sig imod en udvikling, som tid og forhold fører med sig. Tilpasningen til det Europa vil blive en af tidens politiske opgaver«. (Frit Danmarks hvidbog, bd. 1, s. 107).

Arbejderne mærkede hurtigt at besættelsen havde fremkaldt en forskydning i magtforholdet mellem de sociale klasser. Arbejdskøberne indstillede ensidigt udbetalingen af overenskomstmæssige lønforbedringer. Den sociale lovgivning blev forringet og arbejderne pålagt tvungen voldgift. Højgaard-kredsens bestræbelser for at få udnævnt et »upolitisk« ministerium førte til cementfabrikanten Gunnar Larsens optagelse i regeringen.

Mod denne udvikling tog det kommunistiske parti kampen op. I sin agitation afslørede D.K.P. overklassens reaktionære anslag mod arbejderklassen. Socialdemokratiets rolle blev utvetydigt præciseret som kapitalismens sociale hovedstøtte. De socialdemokratiske ledere blev betegnet som forrædere. Besættelsesmagten kunne D.K.P. naturligvis ikke angribe direkte. Denne tilbageholdenhed skyldtes imidlertid ikke så meget de tyske troppers tilstedeværelse. Tyskland var nemlig ikke - iflg. D.K.P. - ansvarlig for den ulykke der havde ramt landet. I sit 1. maj opråb 1940 udtalte D.K.P.: »Krigen er årsagen til, at vi ikke kan fejre den første maj under de sædvanlige former. Skyldige er de engelsk-franske imperialister med deres krigspolitik og deres forbryderiske spil med lande og nationer«. (Arbejderbladet 1.5.40). Denne storpolitiske vurdering var relativt ny for D.K.P. I 30’erne var partiet sammen med kommunister i andre lande drivkraften i anstrengelserne for at få skabt en demokratisk folkefront, der kunne bremse fascismens fremmarch. Disse bestræbelser havde fået en brat ende. På en bestemt dag, d. 23.8.39, blev det nazistiske uhyre mere fredeligt samtidig med at de vestlige stormagter forvandledes til imperialistiske krigsophidsere. På denne dag undertegnede den socialistiske Sovjetunion en ikke-angrebspagt med det nazistiske Tyskland. Efter aug. 39 blev den anti-fascistiske agitation erstattet med en skarp kritik af England og Frankrig; i forhold til Tyskland var man nærmest neutral og det gav naturligvis en slagside. Ja endog svage tendenser til en direkte pro-tysk holdning kunne iagttages i den kommunistiske presse, tydeligst da Aksel Larsen udlagde storkapitalisten Fritz Thyssens flugt fra Tyskland som et tegn på det nazistiske regimes tiltagende anti-kapitalistiske indstilling. (Arbejderbladet 17.3.40). En ikke-angrebspagt med Sovjetunionen kunne tilsyneladende gøre underværker. En teoretisk begrundelse for hvorfor et fascistisk regime optrådte anti-kapitalistisk kunne naturligvis ikke gives. Det er kun et af de utallige eksempler på den kommunistiske propagandas forplumring af vandene i en grad, så den i realiteten modarbejdede bevidstgørelsen hos partiets medlemmer og tilhængere. Da kampen mod fascismen nu var afblæst og en folkefront dermed uaktuel, svingede de kommunistiske partier tilbage til en mere venstrepræget linie i den indenrigspolitiske agitation. Det borgerlige demokrati var ikke længere et mindre onde i forhold til facismen, og de socialdetnokratiske ledere blev atter klasseforrædere.

180°
Den 22.6.41 angreb Tyskland Sovjetunionen, og D.K.P. blev endnu engang tvun-get til at foretage en hovedkulds nyvurdering af den udenrigspolitiske situation.* Indtil 22.6.41 havde D.K.P. betragtet krigen som et opgør mellem imperialistiske magter. Da Sovjetunionen blev Englands (og senere USAs) allierede kunne de naturligvis ikke længere karakteriseres som imperialistiske. England og USA førte nu en »fremskridtskrig«, kun Tyskland og Italien var imperialistiske. At krigen med Sovjetunionens indtræden fik en ny dimension er ubestrideligt men det er svært at se hvordan dette skulle kunne ændre karakteren af de vestallieredes krig. Ud fra et marxistisk synspunkt må det afgørende ved vurderingen af en krig være: hvilke sociale klasser er ledende i de krigsførende stater. Og der fandt ikke i tiden efter 22.6.41 nogen magtforskydning sted i England og USA.

D.K.P. betragtede de besatte landes kamp som en national befrielseskrig. Det arbejdede på at få skabt en bred modstandsfront og var derfor parat til at samarbejde med enhver der ønskede at bekæmpe besættelsesmagten. For ikke at støde borgerlige nationalister fra sig af-ideologiserede partiet efter 22.6.41 sin udadvendte agitation. Udtryk som »overklassen« og »klassekamp« anvendtes næsten ikke. D.K.P. opgav ikke at varetage arbejderklassens interesser, agitationen fik blot en ny retning. Den rettedes nu mod partiernes samarbejdspolitik, administrationens asociale indstilling, navngivne personer, samt hvad man betegnede som »den sociale reaktion« der dækkede grupper som værnemagere, spekulanter og andre særlig grove udbyttere. Det var en betydelig indsnævring af klassemodstanderen, men forståelig, klassekampen skulle jo nødig forhindre en national front med andre kapitalister. En skrivelse af 22.8.41 fra centralkomiteen (ck) til partiafdelingerne karakteriserer »al hang til spekulationer og dybsindig filosoferen over, hvad der så skal ske, når Hitler er knust« som »tåbelig tidsspilde«. Den aktuelle kamp må altså ikke placeres i en langsigtet strategi for socialisme, dermed ophørte D.K.P. med at være et kommunistisk parti og påtog sig alene rollen som national befrielsesorganisation. Verbalt søger man dog at bevare et vist socialt perspektiv for frihedskampen; arbejderklassen skal mobiliseres og bringes til at spille en le-dende rolle i kampen. Men hvordan gøre arbejderklassen ledende uden at støde borgerlige kredse fra sig? I praksis løste D.K.P. denne modsætning ved at underordne sig selv og arbejderklassen et borgerligt lederskab af modstandskampen.

Interne partidokumenter afslører hvilke vanskeligheder partiledelsen havde med at begrunde sin nye politik. Det bratte omsving efter 22.6.41 havde skabt mudder i geledderne. Mange partimedlemmer havde svært ved at forstå at situationen nu krævede at marxismen-leninismen (for en tid?) blev stuvet af vejen. En rundskrivelse fra partisekretariatet korrigerer nogle »fejl det må være slut med«. F.eks. mener en partiafdeling at man i sin agitation skal fastslå Englands og USAs imperialisme og angribe disse lande. Noget sådant går naturligvis ikke, »Kun aksemagterne fører erobringskrige, uretfærdige krige som Marx og Lenin har defineret det«. Ledelsen erkender at Vestmagterne ikke ophører med at være imperialistiske fordi de er i alliance med Sovjetunionen men fremfører et væsentligt argument: »Hvad i alverden skal det kunne gavne at råbe op om dette?« I en anden organisation [i.e. partiafdeling] menes det at Sovjetunionens kamp mod Tyskland er socialismens kamp mod fascismen. Dette går heller ikke, for »hvis krigen kun var en krig socialisme kontra fascisme - så ville det blive umuligt at få det store folkeflertal herhjemme til at vende sig imod Tyskland, da folkets flertal jo (endnu ikke) er klar over, at socialismen er i dets interesse. Kampen står ikke »klasse mod klasse«, men den gælder Danmarks frihed. Hvad vi siger om den internationale side af denne kamp, må harmonere hermed«. En rent opportunistisk begrundelse. Hvordan folket skal kunne bringes til bevidsthed om dets interesse i socialismen, når dette aspekt ikke må nævnes i det kommunistiske partis agitation, overvejer man tilsyneladende ikke. Andre inteme dokumenter viser at det ikke var tilstrækkeligt at korrekse afvigerne, der måtte eksklusioner til før der var orden i rækkerne. I stedet for gennem en nøgtern analyse at fremdrage krigens forskellige aspekter sovses det hele ind i nationale fraser og upræcise udtryk.

D.K.P. i den nationale front.
Omkring årsskiftet 41-42 tog partiledelsen initiativ til en frontdannelse med andre modstandere af underkastelsen under besættelsesmagten. Aksel Larsen og Christmas Møller grundlagde organisationen »Frit Danmark«, som fik en rent national målsætning og omfattede personer fra alle anti-nazistiske partier. FD blev en forløber for det frihedsråd som blev dannet i sept. 43. Danmarks Frihedsråd blev skabt af modstandsbevægelsens fire store organisationer: D.K.P., Frit Danmark, Dansk Samling (kristendom og nationalisme) og Ringen (socialdemokratisk-borgerlig). Af rådets 13 medlemmer var to kommunister hvortil kom Mogens Fog som stod D.K.P. nær.

For D.K.P. skulle den nationale front også løse en opgave når krigen var afsluttet. Man så i modstandsbevægelsen konturerne af efterkrigstidens politiske struktur. Det var en af partiets hovedparoler at sammenholdet skulle bevares ind i efterkrigstiden. I en offentlig redegørelse for partiets målsætning, »Vi kæmper for et sandt Demokrati«, fra 43 siges om fremtiden: »Begivenhederne har lært os, at det er muligt og bydende nødvendigt, at partiskel og partiprogrammer må træde i baggrunden overfor de vigtige opgaver. Thi samlet formår vi alt, opdelte intet, og ydermere giver en splittelse frit slag for udbyttere og despoter«. I et mere om-fattende program fra dec. 44 »Folkets vilje landets lov« uddybes spørgsmålet om den kommende regering. Ved krigens ophør bør en »folkeregering« dannes, den »må repræsentere de mest fremadstræbende kræfter inden for folket og de forskellige partier. Så snart frie valg til rigsdagen har fundet sted, bør regeringen selvsagt udgå af folketinget. Mest betryggende vil det være, at det bliver de kredse - d.v.s. frihedsbevægelsen - der stærkest og kraftigst har bekæmpet samarbejds-politikken, som kommer til at præge den kommende regering«. Kriteriet for regeringens sammensætning skal være nationalt. Man foretager her en helt uholdbar projektion af besættelsestidens sammenhold ind i fremtiden. Det er uforståeligt hvordan man kan tro at vidt forskellige grupper som kunne enes om modstandskampen også vil kunne arbejde sammen om efterkrigstidens politiske problemer. Ordet »folkeregering« var en af de bekvemme konstruktioner partiledelsen betjente sig af, det var så tilpas upræcist at det kunne udlægges forskelligt af forskellige kredse. Det understreges i programmet at arbejderklassen skal være stærkest repræsenteret i regeringen. Men hvordan? Ved socialdemokratiske ministre? Folkeregeringen var tænkt som et overgangsled til socialismen - »Hvis de kræfter der har tilkæmpet sig friheden, fortsat holder sammen, vil de ikke alene være i stand til at holde reaktion og fascisme nede og sikre en folkelig løsning af efterkrigsproblemerne, men også en udvikling af demokratiet hvorved socialismen fra at være noget fjernt vil rykke indenfor rækkevidde«. Regeringen kan iøvrigt »også omfatte personer fra overklassen, blot må det kræves, at disse går ind for at bryde med besættelsestidens politik«. Det er virkelig en bred regering D.K.P. ser frem til. Regeringen skal have et nært samarbejde med de folkelige organisationer, men »Det betyder dog ikke, at regeringen ikke skal høre de store arbejdsgiver- og erhvervsorganisationers mening, men kun, at der lægges mest vægt på de føromtalte organisationers anskuelser«. Her er man ude i det skinbarlige nonsens. Hvordan i al verden har man tænkt sig at en regering i et kapitalistisk samfund skal kunne tage mere hensyn til arbejdernes ønsker end til kapitalisternes?

Frihedsrådet havde på et tidligt tidspunkt opfordret de store partier til at lade sig repræsentere i rådet, men fik afslag. Politikerne ville ikke gå længere end til oprettelse af et kontaktudvalg. Efterhånden som Frihedsrådets autoritet voksede i befolkningen, indså de politiske ledere at ingen regering efter befrielsen kunne dannes udenom rådet. I nov. 44 indledtes regeringsforhandlinger mellem Frihedsrådet og partierne. Resultatet blev en samlingsregering, hvor modstandsbevægelsen besatte halvdelen af posterne. Da partierne lagde beslag på næsten alle nøgleministerierne var regeringen reelt et nederlag for modstandsbevægelsen og i særlig grad for D.K.P. Partiet havde ønsket arbejdsministeriet, men måtte p.g.a. socialdemokratisk modstand akceptere det betydningsløse trafikministerium; partiets formand, Aksel Larsen, blev minister uden portefølje. I betragtning af at D.K.P. var modstandsbevægelsens stærkeste organisation hvis indflydelse i arbejderklassen var i rivende vækst, var det meget lidt partiets ledere havde ladet sig spise af med. Rent bortset fra den ringe placering partiet opnåede i regeringen, var selve det at lade sig repræsentere i en samlingsregering af den foreliggende karakter en alvorlig indsnævring a£ D.K.P.s handlefrihed. Desuden bidrog man til at rehabilitere de kompromitterede samarbejdspolitikere. Dette har utvivlsomt været et af politikemes mål med regeringen. Vilh. Buhl gav udtryk for en sådan tankegang i et personligt notat fra regeringsforhandlingerne med Frihedsrådet: »Vor linie har været at skaffe politikerne en sådan placering, at de anerkendes som medkæmpere...« (Hæstrup: Hemmelig Alliance, 2, s. 290).

Modstandsbevægelsen svækkedes yderligere af, at den var uden et politisk program. D.K.P. havde i samarbejde med Dansk Samling forgæves søgt at få Frihedsrådet til at vedtage et politisk program. Den grundlæggende svaghed ved rådet var dets sociale sammensætning. Det bestod i overvejende grad af borgerlige intellektuelle, og der var et urimeligt misforhold mellem arbejderklassens store betydning i modstandskampen og så dens meget svage repræsentation i rådet. Det må huskes at det var arbejdernes strejker som tvang Scavenius bort i 43. D.K.P. kunne have ændret dette forhold ved at foreslå rådet suppleret med repræsentanter fra nogle store arbejdspladser. Hvis det var sket, havde der været større mulig-heder for at politisere rådet.

Da det i foråret 45 stod klart at krigen gik mod sin slutning, måtte D.K.P.s ledelse forberede partiet på den situation som kunne opstå når friheden var vundet. Situationen ville være enestående: landet havde været uden regering i halvandet år, militær og politi var erstattet af en folkelig modstandshær og arbejderklassen var aktiviseret som aldrig før. En sådan situation rummede mange muligheder, også muligheden for revolution. Dette måtte det revolutionære partis ledelse tage højde for, den måtte gardere sig mod at medlemmerne opfattede situationen som revolutionær, man ved jo aldrig hvad kommunister kan finde på. Derfor måtte det gøres klart at ledelsen for længst havde disponeret så fomuftigt at Danmarks march mod venstre var sikret. 29.4.45 udgik et cirkulære fra ck med de sidste instruktioner til afdelingerne. Om den kommende regering siges det: »På det sociale og økonomiske område er det noget uklart, hvor langt regeringen vil komme til at stå til venstre...« Det er Ole Bjørn Kraft, Vilh. Buhl, Arne Sørensen, Knud Kristensen m. fl. man går ud fra vil »stå til venstre«. Det var helt uden hold i virkeligheden. Men den slags illusioner har sikkert været nødvendige for at få medlemmerne til at akceptere at deres ledere var gået ind i en borgerlig-socialdemokratisk regering. Partiledelsen vogtede nøje over at initiativer fra medlemmeme ikke lagde sig i vejen for det brede samarbejde, Da nogle læger kort før befrielsen ønskede at danne en kommunistisk lægegruppe, nedlagde partiledelsen forbud, de interesserede kunne gå ind i Frit Danmarks faggrupper. På lignende måde bremsede ledelsen en D.K.U. afdelings forsøg på at indmelde unge socialdemokrater, den slags kunne jo irritere de socialdemokratiske ledere. (G. Moltved: Kommunisme i Danmark, 1953, s. 22).

Blandt de kommunistiske lederes mange manøvrer, er forsøget på at få D.K.P. sammensluttet med Socialdemokratiet vel nok det mest mærkværdige.

Efter 22.6.41 havde D.K.P foretaget en gradvis tilnærmelse til Socialdemokratiet. I foråret 44 kan »Land og Folk« skrive »I lønsagen har Ejler Jensen nu hejst den fane medlemmerne ønskede« - »De samvirkende Fagforbund har udført et anerkendelsesværdigt arbejde...«. De socialdemokratiske klasseforrædere havde sandelig udviklet sig. De socialdemokratiske ledere beskrives som folk der har taget fejl og som nu under massernes pres er »i bevægelse«. Der foretages ingen analyse af Socialdemokratiets sociale funktion og de forhold der betinger dets eksistens, det anskues udelukkende som et spørgsmål om ledernes moralske habitus. Den socialdemokratiske ledelse afviste ethvert samarbejde med kommunisteme. Længere nede i det socialdemokratiske hierarki fandtes folk som var positive overfor et samarbejde med kommunisterne. Der var flere motiver for sådanne ønsker. Alfred Jensen har refereret en samtale han og Hans Kirk under besættelsen havde med Københavns borgmester H. P. Sørensen. Man havde drøftet en evt. sammenslutning af de to arbejderpartier. H. P. Sørensen var tilhænger heraf og »Han var indforstået med, at der skulle udarbejdes et fælles program, hvilket han ikke mente ville volde store vanskeligheder. Men da det fra vor side blev hævdet, at dette program også skulle gennemføres, sagde han, at det blev programmer jo aldrig. Og over for indvendingen, at det så ville betyde, at man mistede tilhængere, svarede han, at det havde man aldrig set - Socialdemokratiet havde i sin tid opstillet forskellige gode programpunkter for efterkrigstiden, om socialisering og bedriftsråd, og det havde de ikke gennemført, men jo mindre de havde gennemført, des flere stemmer fik de.« (Alfr. Jensen: Kommunisteme under besættelsen, 1945, s. 19).

På den kommunistiske centralkomites første møde efter befrielsen udtalte Alfr. Jensen: »Hvis vort program skal realiseres, og det skal det, så er det nødvendigt at enheden skabes i arbejderklassen. Den er allerede skabt fra neden, og socialdemokraterne går i stor udstrækning ind for den...« (ibid. s. 27). I begyndelsen af juni 45 indbød D.K.P. den socialdemokratiske ledelse til enhedsforhandlinger. Disse var imidlertid ikke interesseret i nogen enhed med kommunister, men akcepterede forhandlinger på betingelse af at de førtes fortroligt. Derved fik de mulighed for at udmanøvrere den kommunistiske ledelse. Desuden bidrog forhandlingerne til at rehabilitere de socialdemokratiske ledere, som naturligvis placerede deres mest kompromitterede mand (Alsing Andersen) i forhandlingsdelegationen.

D.K.P.s reformisme fortsatte langt ind i efterkrigstiden. Partiets vilje til bredt samarbejde var uden grænser. Partiets agitation var præget af en lad-os-så-se-at-komme-igang tone. Og naturligvis renset for marxisme, som kunne støde an. Et begreb som »proletariatets diktatur« blev erstattet med det mere tiltalende »aktivt demokrati«, som betød et samfund med »ligevægt« mellem klasserne hvor overgangen til socialisme kan foregå fredeligt (Tiden, dec. 45, s. 58). Typisk for partiets agitation er den politiske udtalelse fra partikongressen i jan. 46: »Men tiden er inde til at få gjort dagens gerning i det befriede Danmark ... Danmark må have en handlekraftig folkeregering med et positivt program og med vilje og styrke til at bringe orden i Danmarks hus.« (Tiden febr. 46, s. 128). Sikkert en udtalelse der har styrket klassebevidstheden i den arbejderklasse man henvendte sig til. Men klassebevidstheden var ikke mere så vigtig nu hvor alle var som en stor familie, samme udtalelse bebrejder nemlig venstreregeringen at: »... den synes at have til mål at sætte befolkningsgrupperne op imod hinanden til skade for det opbyggende arbejde i det danske samfund«. Til trods for at ingen ønskede samarbejde med kommunisteme fortsatte D.K.P. ufortrødent med at »kalde til samling om en positiv politik«. Selv ikke halveringen af det kommunistiske stemmetal ved valget i okt. 47 bragte partiledelsen på andre tanker.

*Note
Indenrigspolitisk førte det til arrestationen af ca. 300 fremtrædende kommunister, og hverken den socialdemokratiske eller den borgerlige presse kunne holde glædesytringeme tilbage ved udsigten til at få det kommunistiske parti likvideret som politisk faktor. I deres iver for at retfærdiggøre aktionen mod D.K.P kom de ligefrem ud i et skænderi om hvem der mest energisk havde bekæmpet kommunismen. Vestsjællands Socialdemokrat skrev 17.7.41: »Blandt de politiske partier her i landet har Socialdemokratiet i årtier været ene om at føre kampen mod Sovjetunionen« nu er der mange der »lufter deres afsky for kommunismen ... vi anede knapt, at de eksisterede, og vi har intet mærket til dem under den årelange kamp, Socialdemokratiet har ført mod kommunismen«. Dette ville Nationaltidende imidlertid ikke lade sidde på sig og svarede d. 20.7.41 at »... det turde ikke være socialdemokratiske skribenter ukendt, at det først og fremmest var konservative stemmer, som krævede forbud mod kommunismen... Derfor virkede det også så overraskende i et socialdemokratisk blad at læse, at Socialdemokratiet blandt Damnarks politiske partier i årtier har været ene om at bekæmpe Sovjetunionen, alias kommunismen ... der var danskere, som åbent udtalte deres sympati for Franco under hans kamp mod den spanske kommunisme. Så vidt vi erindrer var det i alt fald ikke Socialdemokratiet, som gik i spidsen ved slige lejligheder - snarere ytrede det stedvis en mærkbar koldsindighed. Der var andre, som ikke blot var med, men adskilligt længere fremme. Dette være sagt med et mildt udtryk! Og i al beskedenhed!« (Alkil: Besættelses-tidens Fakta s. 1478).

Se også listen over Modkraft Bibliotekets indskannede tekster


Tidsskriftnyt


Gaia: tidsskrift for international solidaritet (nr.81, forår 2017, 31 s.). Kvartalstidsskrift online med artikler om Trump og nyliberalismen, Etiopien, Cuba, Filippinerne, Israel og Columbia.

Against the Current (Issue 188, May-June 2017). Amerikansk socialistisk tidsskrift online med artikler bl.a. om Trumps politik, Latinamerikas højredrejning, Den Russiske Revolution og arbejderdemokrati + mange boganmeldelser.

Kritisk Debat (17. april 2017). Online med 16 artikler, bl.a. om Socialdemokraterne og højrepopulismen, Latinamerika, Frankrig, Indien, samt en længere artikel af Göran Therborn om ulighedens dynamik (fra New Left Review).

International Socialism (Issue 154, Spring 2017, 223 p.). Britisk kvartalstidsskrift online med artikler bl.a om Donald Trump og den neoliberalistiske verdensorden, antisemitisme og højrefløjen, den russiske revolution og Lenins April-teser, klasseanalyse, Frantz Fanon, Engels og menneskets forhistorie + boganmeldelser.

Se også:
Nyeste links på Modkraft Biblioteket
Nogle af de nyeste links tilføjet på Tidslinjen og linksamlinger på Modkraft Bibliotekets sider.



Aktuelle links

Kriseanalyser

Links med en marxistisk økonomisk blogger, nyere marxistiske bøger og socialistiske konferenceoplæg.

Michael Robert - blogging from a Marxist economist
"First-rate Marxist political economy, deployed for both analysis and polemic, lucidly explained and supported by illuminating graphs and tables."

Marxist books on the global financial crisis and capitalism
Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger (2016) af Michael Roberts og Anwar Shaikh.

Radical economic theories of the current economic crisis (pdf, 23 sider)
Union of Radical Political Economics, sommerkonference 2012.
Med bidrag fra Steve Keen, Andrew Kliman, David M. Kotz, Arthur MacEwan, Fred Moseley, Thomas I. Palley, Jack Rasmus, Michael Roberts, Anwar Shaikh og Richard Wolff.






Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Hvis finanskrisen har en uafviselig lære, må det være, at det er finanssektoren, der skal overbevise samfundet om sin nytteværdi – ikke omvendt.

Thøger Seidenfaden. Chefredaktør på dagbladet Politiken. I en leder 15. november 2010.

Flere citater