Vi er flyttet! modkraft.dk


SF og socialismen

Af Andreas Albertsen | 23. februar 2012 | 16 kommentarer

Esben Bøgh Sørensen har i en artikel på Kontradoxa leveret et frontalangreb på SF. Partiet er ikke socialistisk hævder han. Den slags udtalelser er snarere reglen end undtagelsen i debatten på venstrefløjen, men udgangspunktet for EBS’s kritik er interessant.

Dommen afsiges ikke grundet løftebrud, kompromisser – eller fordi forandringen ikke går hurtigt nok. Anklagen er, at SF både principielt og i sin politiske praksis har forladt Socialismen som ideologi. Det er anklagens alvor, dens principielle karakter der kalder mig til svar. For jeg er lodret uenig i ESB’s vurdering. Jeg anerkender at nogen sikkert vil mene, at jeg ikke forholder mig til hele Esbens kritik – den er ret omfangsrig . Jeg vil primært beskæftige mig med, hvorvidt ESB har ret i, at Det mål SF beskriver i sit principprogramsudkast er ikke Socialistisk. Jeg berører derfor ikke (selvom jeg heller ikke er enig i denne) Esbens seperate kritik om, at SF i sit daglige arbejde ikke stræber efter socialismen.

Timingen for ESB’s indlæg er rigtig god. SF har netop fremlagt 2. udkast til sit principprogram og det er blandt andet det der har fået EBS til tasterne. Men desværre er der et element i Esbens kritik som er ret svær at forholde sig til. Nemlig når EBS indleder en længere polemik mod Landsledelsesmedlem Kasper Bjering Jensen for en artikel i SF’s medlemsblad.

Denne del af Esbens kritik baserer sig i mine øjne på manglende forståelse for, hvad Kasper faktisk skriver. Men det må være op til andre, at afgøre denne uenighed.

Jeg vil i det følgende antage, at EBS udsagn om, at SF har skubbet det socialistiske endemål ud af sine taktiske overvejelser er et han mener at være i stand til at opretholde, uden at lægge vægt på polemikken med Kasper (om Kautsky, Luxemburg og Bersteins forkætrede udsagn om, at Bevægelsen er alt og endemålet intet). Men lad os se på Indholdet i ESB’s kritik.

Den principielle kritik: EBS mener SF’s udkast til principprogram er tyndt. Han skriver at målet er reduceret til en socialistisk markedsøkonomi, lidt udvidelse af demokratiet og lidt grønt. Her synes jeg kritikken bliver temmelig skinger og at Esben scorer billige point ved at give en misvisende fremstilling af, hvad der faktisk står. Programmet taler om en socialistisk og grøn markedsøkonomi, der for de fleste nok siger mere end at den er styret. Der tales om bæredygtig vækst og om at ejendomsretten til produktionen bredes ud.

ESB burde for diskussionens skyld svare på et ganske enkelt spørgsmål: Mener han nogensinde et SF program har levet op til hans socialistiske vision? Det ville jo give et indtryk af, om EBS kritiserer dette program, eller om han leverer en kritik, der tager sit udgangspunkt i et partiideal der aldrig har passet på SF.

Men tilbage til den konkrete kritik. EBS´s alternative vision, det han mener SF burde tilslutte sig, kan tilsyneladende formuleres i Marx-citater – der som både principper og visioner er temmelig uklare:

-  ”afskaffelsen af den private ejendomsret” Her bør enhver da spørge: Til hvad? Og hvad sættes i stedet: Fælleseje, statseje?
-  ”ophævelsen af arbejdsdelingen og organiseringen af samfundet i en association af frie producenter” Hvordan er det lige præcis det her er organiseret? Selv som abstrakt princip er det jo aldeles uklart
-  hvor »enhver yder efter evne, enhver får efter behov« (Marx 1971b: 18) Marx var som bekendt ganske uklar på begge dele af sætningen. Hvilken arbejdsmængde dækker evne mon over her - Hvad folk kan tage sig sammen til eller deres fysiske maksimum? Og hvad med folk der opdyrker absurde eller meget dyre behov?
-  og hvor »hver enkeltes fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling«

Det er nok det mest klare af principperne, og i øvrigt også det der står SF-programmets tankegang om stærke forpligtende fællesskaber nærmest. Jeg mener faktisk ikke de benævnte Marx-citater kan anvendes som vision. Dels er de grundet deres berømte og åbenlyse uklarheder ikke særligt anvendelige at stille frem – dels vil de ikke være særligt anvendelig som vejledning til navigering i den politiske praksis. Esbens alternative ideal er derved uklart. Det er aldeles tvivlsomt om han vil mene SF nogensind0e har levet op til disse idealer og det er endnu mere tvivlsomt, om det faktisk er de rette idealer at stille op.

Efter at have kritiseret Esbens vision vil jeg nu forsvare den socialistiske vision programudkastet ligger frem. SF’s landsledelse præsenterer et principprogramsudkast, der kritiserer kapitalismen, og skriver at SF vil ”et socialistisk samfund, hvor den overordnede udvikling gennem et udvidet demokrati bliver styret af menneskenes behov og respekt for naturen. Det forudsætter en omfattende omfordeling af magt, ressourcer og velstand fra den økonomiske elite til den brede befolkning. En sådan omfordeling kan fremmes på mange måder, men sikres mest grundlæggende ved at ejendomsretten til produktionen bredes ud.”

SF’s program anerkender åbenlyst i sit udkast at der eksisterer en interessekonflikt herom, og tager entydigt stillig for lønarbejdere og den brede befolkning i den konflikt. Programmet har en grundlæggende demokratisk vision og en ambitiøst vision om lige muligheder. Som et erklæret marxistisk parti betyder demokratiidealet også, at vi tager favntag med ejendomsretten, der skal bredes ud og præsenterer en anden økonomisk model: Den socialistiske markedsøkonomi, hvor konkurrence og varierede ejerskabsformer eksisterer i nogle dele af økonomien, mens offentlig kontrol og ejerskab er i den del af økonomien, hvor menneskers eller samfundets behov gør, at konkurrence og almindelig privat ejerskab ikke kan tillades. SF vil sikre en bæredygtig vækst, så der sikres en balance, mellem naturens og menneskenes behov. Herudover er der også ambitiøse målsætninger på det internationale område.

Så dette fællesskabets samfund, der indebærer en økonomiske model, der ud fra demokratiske idealer kan opfylde både mennesker og naturs behov, er altså at forlade socialismen? Udsagnet er aldeles tvivlsomt – men debatten er velkommen og vigtig. Jeg håber også at finde tid til at levere svar på Esbens anden kritik, der går på at SF i hverdagen svigter Socialismen.


Koperativer: Faldgruber og mangler?

Af Andreas Albertsen | 12. januar 2012 | 10 kommentarer

Min partikammerater Peter Westermann slogi sin seneste modkraftblog på tromme for kooperativer. Motivationen er helt grundlæggende den, at ”vi må bygge videre på virksomhedsmodeller, der ikke baserer sig på profit og hensynsløshed.” Bloggen argumenterer for, at det i lyset af den økonomiske krise er relevant at overveje økonomiske alternativer.
Jeg er helt med på, at det er oplagt at diskutere nye ejerskabs- og virksomhedsformer i forlængelse af krisen, men har alligevel en række kritiske kommentarer til Peters blog. De handler på den ene side om beskrivelsen af krisen og på den anden siden om det alternativ, PW ridser op.

I Krisediskussionen undlader PW lidt for let at tage stilling til, hvorvidt vi burde have ladet bankerne falde sammen. Det er væsentligt i en analyse af finanskrisen at beslutte sig for, om man mener at bankerne i den konkrete kontekst og i lyset af alle de politiske fejl og den manglende regulering, faktisk var blevet ”to big to (let) fail.” Selv har jegtidligere argumenteret for, at det var eneste vej ud af redeligheden at redde bankerne, hvor smerteligt det end er at konstatere. At der både dengang blev stillet for få krav, og at den efterfølgende regulering har været utilstrækkelig er reelt en anden diskussion. Men denne eventuelle uenighed har ikke den store betydning for analysen i denne sammenhæng.

Det har jeg på fornemmelsen at den næste har. I det afsnit, der beskriver ansvaret for finanskrisen er PW’s formuleringer om hvem der gjorde hvad, er uklare på centrale punkter. Det er ikke tydeligt for mig, om han kritiserer profitmotivet, eller det problematiske ved, at så mange og så store enheder nådesløst forfulgte dette. Forskellen er, at det første taler for at eliminere profitmotivet – det andet for at ændre de forhold konkurrencen foregår under.

Jeg mener grundlæggende, at det kun er ret begrænsede dele af økonomien det giver mening at ønske kooperativer i forståelsen medarbejder og forbrugerejede virksomheder. Men jeg mener til gengæld at visionen om økonomisk demokrati på arbejdspladsen er et væsentligere ideal. Som jeg ser det har idealet om kooperativer problemer, enhver fortaler må forholde sig til.

Kooperationen beskrives hos PW som en filosofi ”hvor medlemmerne på demokratisk vis både ejer og driver deres virksomhed eller aktivitet. Den kooperative virksomhed skal ydermere være til størst mulig nytte for medlemmerne og samfundet - frem for at give det størst mulige økonomiske overskud.” Heri ligger en (rigtig) ide om, at både medarbejdere, og borgere har interesser i virksomheden. Men det peger også frem mod nogle afgørende konflikter og problemstillinger.

Det første er magtforholdet mellem forbrugere, medarbejdere og det politiske system. Hvilke beslutninger placeres hvor? Lad mig blot illustrere hvilke store og afgørende spørgsmål, der skal afklares. Hvem bestemmer produktionsmålene for virksomhederne? Hvordan foregår overskudsdelingen og er der forskel på om det hives ud af virksomhederne eller geninvesteres? Hvilke regulationer er der på arbejdsmiljø, arbejdstempo? Hvem vælger direktører? (hvis der skal være sådanne). Hvem vælger hvem der skal bestemme over hvad i virksomhedens organisation?
Alle disse spørgsmål og alle de du, som læser, sidder med herudover er ikke egentlige indvendinger mod kooperationer. Men det fremhæves for at understrege, at der er store og svære beslutninger at træffe, der alle opstår fordi der er modstridende og forskelligartede interesser mellem forbrugere og medarbejdere på den enkelte virksomhed – og sikkert også mellem forskellige undergrupper herunder.

Det næste problem vil uvægerligt følge i forsøget på at løse det første. Det slidsomme arbejde med at identificere regulerende principper vil med al sandsynlighed hurtigt vise sig ufrugtbart, og forklaringen er, at økonomien er så kompleks en størrelse, at vi nok må anerkende, at både styringsprincipper, ejerskabsformer og mulighederne for medarbejderdemokrati varierer i økonomiens forskellige sektorer.

_ Betragt beslutningen om, hvem der bestemmer hvor meget der skal produceres og lad os sige, at vi lader medarbejderne træffe denne beslutning. Det virker som en god ide at lade dem der skal producere bamserne bestemme, hvormange de ønsker procuderet. Men i andre dele af økonomien duer dette princip ikke. For sygeplejerskene kan ikke beslutte, hvor mange der skal plejes hver måned – og mængden af vand fra vandværket er det ikke hensigtsmæssigt at de beslutter på et møde mandag morgen. Problemet er at økonomien er for kompleks og for forskelligartet og problemet vokser i omfang, når vi betragter hvad forbrugerne skal have lov at bestemme.

Overvej blot: Arbejdstempo/arbejdsmænde/arbejdstid i den almindelige produktion – eller i den lokale velfærdslevering? Vil forbrugerne ikke risikere at følge kortsigtede hensyn og hive for meget ud af virksomheden, eller urimeligt holde lønnen nede for medarbejderne?

Grundlæggende er jeg altså skeptisk over for kooperationstanken som overskrift på et forandringsprojekt. Og jeg ville foretrække en diskussion, der ud fra en grundlæggende anerkendelse af økonomiens sammensatte størrelse, diskuterede hvor kooperationstanken kan anvendes og hvor det må overlades til medarbejdere, politikere eller andet.

I øvrigt savner jeg også en diskussion af profitmotivet og dets rolle. Der er dele af økonomien, hvor jeg mener det er et fremragende og vigtigt ideal at fjerne profitmotivet. Det skal ud af alle de steder, hvor det er forrykt at lade individuel købekraft bestemme, hvor meget af en service individet kan modtage (sundhed, uddannelse, pleje) og de steder, hvor et sammenbrud er ubærlige for samfundet (forsyning, infrastrutur, finanssektor). Men skal det også ud af vores hotelbrancher, tøjbutikker og bagere?

Sammenfattende er der altså behov for en grundlæggende grænse og ansvarsdragning. Hvem skal beslutte hvad og hvordan skal vi løse alle de problemer der opstår, når borgernes og medarbejdernes interesser er modstridende? Hvad sker der de steder, hvor kooperativer opfører sig for meget som virksomheder og hvad sker der hvis de i for ringe grad er i stand til at justere deres produktion i forhold til borgere og samfunds behov?


Skitse til en Socialistisk Markedsøkonomi

Af Andreas Albertsen | 3. december 2011 | 31 kommentarer

Jeg konkluderede på baggrund af den debat, der opstod i kølvandet på min sidste blog, at debatten ikke ville komme videre før jeg fremlagde et mere konkret bud på, hvad jeg mente med en socialistisk markedsøkonomi. Et sådan bud var bevidst fravalgt i min forrige blog, der blot havde til formål at afmontere en ofte fremført indvending mod markedssocialismen. I det følgende vil nogen sikkert føle, at det hele ikke er konkret nok. Men blog-formatet og ønsket om at nogen når at læse det til ende sætter sine begrænsninger.

Jeg mener grundlæggende, der er behov for en økonomisk indretning af samfundet med mere demokrati og mere indflydelse til de mange. Dette kan realiseres i en socialistisk markedsøkonomi. Udgangspunktet er en anerkendelse af, at hverken den centraliserede kommandoøkonomi eller det frie marked afspejler en attraktiv demokratisk vision. Alternativet hertil indebærer en økonomisk model, med helt andre spilleregler end den vi kender i dag. En model der både er innovativ, indeholder konkurrence, men sikrer medarbejdere og borgere demokratisk indflydelse på økonomien.

Grundlaget for den socialistiske markedsøkonomi, er en økonomi, hvor ejerskab til virksomheder i mindre grad end i dag er præget af privateje og hvor økonomien afspejler demokratiske prioriteringer, og medarbejdernes indflydelse på virksomhedernes drift og udvikling. Det er i denne ramme, og i et samfund med højere grad af økonomisk lighed og lige muligheder, at markedet kan spille en positiv rolle. Da det ikke er muligt eller hensigtsmæssigt at regulere alle dele af økonomien på samme måde, har visionen forskellige mål for forskellige dele af økonomien. I det følgende beskrives afgrænsede elementer af samfundet. Det beskrives på tre kriterier:
- Ejerskabsformen
- Medarbejderindflydelse
- Om de konkurrerer på et frit marked

I en socialistisk markedsøkonomi, vil der være dele af samfundet, hvor markedsmekanismerne ikke skal råde. Det bør i mine øjne være tilfældet alle de steder, hvor det, der produceres eller leveres af helt principielle grunde ikke skal leveres på markedsvilkår. For mig gælder det ydelser, der opfylder helt grundlæggende individuelle (og på flere måde også samfundsmæssige) behov. Her skal ikke kun leveres til de, der har evnen til at betale for det eller til de, det i snæver forstand kan betale sig at levere til. Indenfor kerneområder som sundhed og uddannelse, skal der derfor ikke være konkurrence på et frit marked, hvor prisdannelse afspejler købekraften blandt de, der ønsker disse ydelser. Medarbejderindflydelsen begrænses af, at medarbejderne ikke kan beslutte at bryde med principperne om fri og lige adgang og ejerskabsformen begrænses til offentlig ejerskab, idet der ikke er et ønske om, at nogen skal tjene penge på at levere disse ydelser.

I en anden kategori finder vi virksomheder og industrier, hvis fortsatte og uafbrudte funktion er nødvendig for at samfundet kan fungere. Disse bør være ejet af staten og afspejle helt centrale samfundsmæssige prioriteringer. Når sådanne er så centrale for samfundet, at deres nedbrud eller konkurs har så alvorlige konsekvenser, at staten altid vil være tvunget til at redde dem når det går skidt, så er det mere hensigtsmæssigt, at staten driver disse. På denne måde kan fællesskabet både høste frugterne af gode tider, og bære tabene i dårlige, fremfor at nøjes med det sidste. Sådan en karakter har finanssektoren som helhed, energi og vandforsyningen, infrastruktur, samt udvindingen af naturressourcer. I denne del af økonomien er der ikke fri konkurrence og medarbejderindflydelsen er begrænset. Det er fx ikke hensigtsmæssigt, at medarbejderne (når der ikke er konkurrence) kan beslutte sig for, kun at levere strøm i ulige uger.

En lang række virksomheder og industrier leverer både som enkeltforetagender og som helheder vigtige bidrag i form af arbejdspladser og produktion, men nedbrud eller konkurs hos den enkelte har en mindre afgørende betydning for samfundet. Dette er kendetegnende for både store og små virksomheder i såvel produktions og serviceerhverv. Sådanne virksomheder skal også fremadrettet konkurrere med hinanden på et marked, men det bør være visionen, at de i højere grad skal være drevet og ejet af medarbejdere. Det vil være et afgørende fremskridt for demokratiet, hvis mange flere virksomheder blev drevet og ejet i fællesskab.

Også i fremtiden vil der sandsynligvis være enkeltmandsvirksomheder og små firmaer. Det er både ønskeligt og hensigtsmæssigt, at det er let at starte sådanne virksomheder op og –hvis det ønskes – let at overgå til medarbejdereje, hvis dette ønskes på sigt. Mellem alle sådanne industrier og virksomheder, der ikke er helt centrale, vil der være fri konkurrence. Det betyder, at hvad der produceres og leveres her, ikke bestemmes centralt, men lokalt blandt medarbejderne og af borgernes efterspørgsel som forbrugere. Konkurrencen vil dog være underlagt en central lovgivning, der modvirker monopol- og karteldannelse, regulerer arbejdsmiljøet, samt forbyder sundhedsskadelige, miljøskadelige og uetiske forretningstiltag.

En økonomi som den skitserede ovenfor, der afvikles i et samfund hvor uligheder og løndannelse er præget af lighed og lige muligheder, synes på mange måder attraktivt. Tankegangen, er således, at vi træffer overordnede demokratiske beslutninger, der påvirker driften og prioriteringerne på de virksomheder, der er essentielle for samfundet. På sådanne er der medarbejderdemokrati, i den udstrækning dette kan realiseres uden at bryde de samfundsmæssige prioriteringer og de forpligtigelser disse giver over for forbrugerne. Dette er på mange måder også vilkårene på de virksomheder, der af principielle årsager ikke drives ud fra markedsprincipper.

Herudover har vi så en stor mængde virksomheder, hvor beslutninger, drift og prioriteringer afspejler det interne demokrati, men hvor succes og fiasko afspejler prioriteringer og præferencer hos befolkningen som forbrugere – dog underlagt bestemmelser, der hindrer at driften bryder med regler for miljø og arbejdsvilkår etc.

PS: Jeg læser interesseret den evt. debat denne blog måtte afstedkomme, men jeg får svært ved at deltage i den på fuldt blus, da der er forpligtigelser i tiden-


Anbefaling: Chavs – The demonization of the working class

Af Andreas Albertsen | 27. november 2011 | 4 kommentarer

Owen Jones har leveret et velskrevet og yderst interessant bidrag til debatten om det moderne England – og samtidig ytret sig om, hvordan en moderne venstreorienteret platform, kan basere sig på mobilisering af arbejderklassen.

Jones har skrevet en bog om, hvordan den del af England, der har sit på det tørre ser ned på under- og arbejderklassen. Fokus er på den store gruppe, af helt almindelige hårdtarbejde mennesker, hvis livsform og udfordringer bliver latterliggjort og ignoreret i den offentlige debat. Alle de, der hånligt fremstilles som "Chavs." Vi har endnu ikke et dansk begreb for det, men lad os håbe, at vi ikke får det. Men det et begreb, der bruges om de, der herhjemme kendes som sociale tabere, men hvor ordet anvendes om en større gruppe, end vi umiddelbart gør her.

Jones slår tonen an med en personlig anekdote fra et middagsselskab. Der blandt veluddannede venner med pæne indtægter illustrerer et kluntet forsøg på at være morsom, hvad det er for et fænomen Jones beskriver. En ven siger ud i forsamlingen, at det er ærgerligt at stormagasinet Woolsworth lukker, for hvor skal de fattige ellers købe deres julegaver? Underforstået, fattige mennesker køber julegaver et sted, der ikke regnes af ”os andre”. Jones’ venner griner mens han undrer sig. Alle omkring bordet havde opfattet det som dybt upassende, hvis vittigheden var gået ud over nogen af anden etnisk herkomst. Så hvordan blev det egentlig ok at grine af en hel befolkningsgruppe? Endda en der på ingen måde er i stand til at svare igen i den offentlige debat.

Jones analyserer den offentlige debat, og fremstillingen af den såkaldte chav-karrikatur . Denne tegner et billede af chavs som personer, der er på overførselsindkomster, bor i socialt boligbyggeri og er overpræsenteret statistikker for kriminalitet, narkomisbrug og teenagegraviditet. Disse mennesker er grundlæggende selv skyld i deres arbejdsløshed og manglende succes i livet. Dommen over dem i den offentlige debat er, at de mangler ambitioner, vilje og derfor er de hvor de er. Jones refererer i overflod klummer, debatindlæg, politiske udtalelser, der underbygger dette billede. Men han demonstrerer også, at billedet gengives velvilligt i tv-serier og udstilles i reality shows.

Heroverfor stilles idealet om middelklassen. Der opdrager deres børn (ordentligt), er i arbejde og helst også ejer deres egen bolig. Det er dette ideal alle burde stræbe efter. Det er sådan pæne almindelige mennesker er og det er sådan viljestærke mennesker indretter deres liv. Idealet er social mobilitet. Fordi alle der ikke er middelklasse burde skynde sig at blive det. Denne fremstilling udfylder et klart ideologisk formål. Den legitimerer lave ydelser og mistillid til de arbejdsløse – og manglende initiativer til at rette op på folks situation. En politisk ansvarsfralæggelse, der også var tydelig i forbindelse med efterårets uroligheder i London. Den underbygger en forståelse af samfundet, hvor der er den store middeklasse i trygge job – og så de der ikke kan finde ud af at passe sådan et og derfor enten er arbejdsløse eller ansatte i servicesektoren.

Efter denne fremstilling af debatten tager Jones os med på rundtur i England. Med rundt til minebyerne hvor Thatcher lukkede minerne for at knuse fagbevægelsen. Men med minearbejdspladserne røg også byens ryggrad, de sikre jobs og lokalsamfundene. Labour har sidenhen stiltiende set på, mens industriarbejdspladerne flyttede. Hvis der kom nye jobs, var det af den usikre slags i servicesektoren.

Det afgørende er, at Chav-karikaturen og det billede af samfundet den er med til at tegne, ikke ”kun” rammer de ganske få, der ikke kan finde ud af at passe et arbejde, har stofproblemer, lever i sociale boligområder og måske endda bedrager de offentlige kasser. Mistilliden og det rendyrkede had der rettes mod denne gruppe bredes ud til alt der ikke er middelklasse og pænt. Det betyder at hadet rammer alle de, der lever i områder, hvor problemet er manglende arbejdspladser, ikke manglende vilje til at arbejde. Hvor sikre jobs i industrien er blevet til usikre ansættelser i en servicesektor med lav løn og en stor forekomst af working poor. Det er deres problemer der ignoreres, deres vilje der beklikkes og deres livsvikår der lægges for had. Helt almindelige arbejdede mennesker. Chav-karikaturen fungerer som murbrækker for tiltag der rammer disse mennesker.

Jones er aktiv i Labour og blogger jævnligt om Labours udfordringer på http://owenjones.org/ Derfor er bogen også en kritik af det New Labours projekt, der fralagde sig ansvaret for at skabe nye arbejdspladser. Og en kritik af dette projekts afstandstagen fra at basere sin politik på arbejderklassens interesser. Alt tænkes ind i en middelklassekontekst, fortolkes sådan af journalister alt imens arbejdere bliver hjemme på valgdagen eller stemmer på højreradikale partier. Jones leverer en skarp og læseværdig analyse. Et forsvar for, at vi bør arbejde for et trygt arbejdsliv for alle, og for stolthed og værdighed i typer af arbejde, der i dag ringeagtes i helt utrolig grad. Han forfalder ikke til lette løsninger om at vi bare skal tale pænt, men taler åbent om et samfund rigget til fordel for de der har i forvejen. Om chav-karikaturens ideologiske funktion og om behovet for en ny kurs.

En ny klassebaseret politik, må ifølge Jones gå til angreb på uligheden, politisere arbejdsløsheden, styrke fagbevægelsens organiseringsmuligheder, genetablere Storbritannien som et produktionsland og arbejde for den enkeltes indflydelse ,medbestemmelse og medejerskab på sin egen arbejdsplads.

Bogen anbefales hermed, og kan erhverves for omkring 100 kr (inklusiv fragt) via amazon.co.uk


Socialistisk markedsøkonomi - en selvmodsigelse?

Af Andreas Albertsen | 19. november 2011 | 27 kommentarer

Så raser debatten. Eller raser gør den måske ikke, men den findes i hvert fald og det er kun godt. SF planlægger at vedtage et nyt principprogram i 2012. Som så ofte før, er der mange på venstrefløjen, der følger interesseret og passioneret med i, hvad SF gør (og ikke gør), mener (og ikke mener) og tænker (og, nå ja). Det er kun godt.

Debatten er også her på modkraft, hvor det umiddelbare skudsmål fra Ulrik Kohl er, at det 1. udkast til principprogram ikke er godt nok. Han leverer, ligesom en del medlemmer af SF også gør det i forskellige fora, en række helt legitime pointer, som jeg gerne vil forholde mig til på et senere tidspunk. Jeg vil i denne blogserie (intet mindre!) kun forholde mig til et af de mange væsentlige spørgsmål. Spørgsmålet om begrebet ”socialistisk markedsøkonomi.”

Det fik straks sensationshungrende journalister på information til at skrive at SF nu omfavner markedet. I så fald er det en ret stedmoderlig omfavnelse, der mest har til formål at regulere det.

Først er det væsentligt at få historikken på plads. Er selve termen ”socialistisk markedsøkonomi” et skred for SF? Nej, lad os se lidt på historien. I SF’s første principprogram fra 1963 tales der positivt om socialistisk planøkonomi som et attraktivt ideal. I 1980 er idealet et samfund uden markedsøkonomi, men i programmerne siden, dvs. 1991, 2003 og nu altså udkastet i 2011 taler om enten en socialistisk markedsøkonomi eller et demokratisk reguleret marked. Men bare fordi SF har ment noget længe kan det godt være forkert, eller en dårlig ide.

En oplagt og ofte fremført kritik af ideen om en socialistisk markedsøkonomi, er at det simpelthen er noget sludder. Argumentet går i al sin enkelthed på, at markedet er en økonomisk indretning, der står i direkte modstrid med en anden økonomisk indretning, socialismen. Derfor kan man lige så lidt meningsfyldt tale om en socialistisk markedsøkonomi, som man kan tale om en tør vandpyt eller et tomt glas med vand.

Den helt oplagt måde, at forholde sig til sådan en kritik er i første omgang at diskutere, hvad vi egentligt forstår ved disse ord. En uddybning af diskussionens øvrige aspekter følger senere. Et marked kan de fleste nok gå med til at definere som et system, hvor prisen på varer afspejler udbud og efterspørgsel. Et sådant marked kan så være mere eller mindre frit (husk: det er prisdannelsen og ikke de enkelte mennesker økonomer refererer til, når de taler om en fri økonomi). Markedsøkonomier varierer dermed efter, i hvor høj grad prisdannelsen (og den deraf følgende allokering af ressourcer) påvirkes af staten.

En økonomi, hvor markedet ikke findes, er en økonomi, hvor staten fastsætter priser og produktionsmængder – måske endda et samfund uden priser. Dette er en planøkonomi, og sådan en kan man i denne sammenhæng selvfølgelig godt være tilhænger af. Men der der findes altså en modsætning mellem markedsøkonomi og planøkonomi. En modsætning hvor man så kan være tilhænger af den ene eller den anden overordnede variant, men hvor det da skal anerkendes, at forskellen ikke i alle tilfælde vil være glasklar. Den principielle forskel er velanerkendt i den økonomiske litteratur og særligt de Østeuropæiske planøkonomier har give økonomer og andet godtfolk lejlighed til at diskutere fordele og ulemper ved planøkonomier. Modsætningen er let at forstå. Jo mere frit marked, des mindre planlægning og jo mere planlægning, des mindre frit marked.

Men er socialisme ensbetydende med, at økonomien er planlagt? Blev Rusland mere socialistisk, da Stalin indsnævrede markedet. Eller var Sovjetrusland hverken socialistisk før og efter disse indgreb, fordi det ikke var et samfund, der afspejlede det vi egentligt mener med socialisme – der er noget større end blot fraværet af et marked. Jeg mener det sidste. Socialisme er ikke ensbetydende med den planlagte økonomi.

Det udelukker selvfølgelig ikke, at man kan mene, at den socialisme man er tilhænger af indebærer en samfundsindretning, hvor der slet ikke er noget marked og hvor samfundsindretningen herudover afspejler bestemte værdier. Værdier som selve tilstedeværelsen af et marked forhindrer os i at realisere. Det vil jeg i den følgende blog delvist medgive, at markedet kan stride mod centrale socialistiske værdier. Nogle af disse er kun et argument for, at markedet skal fungere på et bestemt grundlag, mens andre helt grundlæggende stiller spørgsmålstegn ved et moralske ved menneskelig udveksling af goder i den form det findes på et marked. Men min første, ret simple konklusion er følgende: Markedet har ikke socialismen som sin modsætning –det modsatte af markedet er planøkonomi. Socialisme kan i mine øjne ikke reduceres til at økonomien er planlagt. Konklusionen vil for mange være utilfredsstillende. For den tager ikke fat på den større pointe pointe. At socialismens modsætning er kapitalismen, og at denne kendetegnes af en lang række magt og ejendomsforhold, som socialister ønsker at gøre op med. Men de der er kritiske overfor ideen om en socialistisk markedsøkonomi bør kridte skoene og finde på mere virkningsfulde argumenter. Socialismens modsætning er nemlig ikke markedet, men kapitalismen.

For længden, læsbarheden og debattens skyld stopper jeg her. Og fortsætter debatten med to yderligere blogindlæg henover weekenden:
-  Markedet og socialismens værdier: Hvorfor socialister generelt er skeptiske over for et marked.
-  Elementer af en attraktiv socialistisk markedsøkonomi (Herunder, hvorvidt 1. udkastet til sf’s ny PP lever op her til

PS: I SF vedtager vi nyt PP, fordi et landsmøde i 2010 har besluttet det. Er der nogen der kan opklare om Enhedslisten er i gang i en lignende (men knap så åben) proces? Partiets politiske ordfører annoncerede jo i valgkampen, at alt det støde i programmet skulle ud. Det ville være fedt med en update på, hvordan arbejdet med dette støvsugede program forløber.


Oplevelser fra Dagpengeland

Af Andreas Albertsen | 30. august 2011 | 2 kommentarer

Tilbage i april blev jeg færdig med mit studie. 1. september starter jeg på mit nye job. I perioden siden april har jeg oplevet det nuværende aktiveringssystem fra første parket.

Denne blog opsummerer indtryk og oplevelser fra min tid som ledig. Hjemme på mit skrivebord ligger en stor bunke papirer. Dem har jeg fået tilsendt og langt de fleste indeholder en ikke ubetydelig sætning om, at hvis jeg ikke gør som brevet foreskriver ”kan det få konsekvenser” for mine dagpenge. Sådan er hverdagen i systemet, fyldt med krav, pligter og de helt særlige konstruktioner der på samme tid er en pligt og en rettighed. Her er min fortælling, til de der vil lytte:

Andreas på jobcenter
Første møde hos jobcenteret. Det blev indkaldt som en individuel samtale, men endte i en ren farce. Der sad vi. 30 vidt forskellige mennesker mellem 25 og 30. Nogle uuddannede, andre med 5 år på universitetet i rygsækken. En løjerlig sammensætning, for folks behov er vidt forskellige og det samme gælder reglerne for deres ledighed.

Herefter var der et fælles oplæg. Det strittede i alle retninger fordi tilhørerne var så forskellige. Vi fik en seddel vi skulle udfylde: Uddannelse, alder og andre forhold. Det gjorde jeg så – nemt nok! Den lovede individuelle samtale afsluttede forløbet. Den var dog hverken individuel eller en egentlig samtale. En konsulent gik rundt om bordet, samlede sedlerne ind og kommenterede dem så alle i rummet kunne høre det. Mig fortalte hun, at jeg ville blive henvist til en ”anden aktør”-virksomhed. Det vidste jeg godt, for det var blevet nævnt i oplægget og havde stået på indbydelsen til mødet.

Men værre blev det, for den gravide pige og personen der gerne ville på sygedagpenge. For deres situationer blev også bare drøftet så alle kunne høre det. Dybt usmageligt. Dagen efter blev jeg kontaktet af min a-kasse. De havde fået at vide af jobcenteret, at jeg ikke var mødt op til møde. Heldigvis troede A-kassen på, at jeg havde været til mødet. Sikkert fordi jeg kunne navnet på konsulenten, der havde holdt oplæg og gav et fyldigt (kritisk) referat af mødets indhold. Jobcenteret medgav, at de havde lavet en fejl. Men hvorfor havde jobcenteret ikke bare ringet til mig? Så var jeg ligesom budt velkommen til systemet.

Andreas på 6-ugers selvvagt kursus
På jobcentret havde de godt nok sagt, at de kurser man selv kunne vælge mest var folk uden uddannelse, men min a-kasse (AAK) fortalte, at det slet ikke hang sådan sammen. Ved at undersøge sagen nærmere fandt jeg ud af, at a-kassen havde ret. Derfor tog jeg på 6-ugers selvvagt uddannelse i Projektstyring. Det var både underholdende og givende, lyspunkterne i ledigheden fortjener også at blive nævnt. Afslutningen på kurset faldt sammen med, at jeg fik mig et job pr. 1 september. Så skulle jeg sådan set bare finde ud af, hvad juli-august skulle gå med.

Andreas hos anden-aktør
Det var så det udramatiske udgangspunkt for mit første møde hos min ”anden aktør.” Jeg havde et job - så hvad skulle der så ske? Jo for det første skulle jeg medbringe 2 jobs jeg ville søge i den kommende tid. ”Ville” i dagpengeland betyder noget lidt andet end i resten af Danmark. Så det gjorde jeg. Ligesom jeg også troligt har sendt ansøgninger sommeren over. De har sikkert vagt glæde i travle virksomheder.

Så snakkede vi ellers om sommerens muligheder. Vi endte med en løsning, der i virkeligheden var overraskende fleksibelt. Jeg skulle på jobsøgningskursus de uger jeg ikke modtog feriedagpenge, men da jeg allerede havde et job ville det blive i reduceret omfang. Fair nok med det, selvom jeg selvfølgelig ikke så frem til sommerdage i et ansigtsløst kontorlandskab og meningsløse ansøgninger til firmaer, der forhåbentligt har bedre ting at tage sig til end at svare på mine ansøgninger.

Ordningen var dog overraskende fleksibel og tilrettet mine behov. Jeg skulle blot en gang om ugen, på en hvilken som helst dag, på et vilkårligt tidspunkt møde op. Så skulle jeg sige mit navn til administrationen, forklare min situation og gå igen. Elevatorturen tog længere tid end selve jobsøgningskurset. Fedt nok? Men det var altid med en nagende følelse. For jeg er helt sikker på, at statskassen for alle ugerne betaler for at jeg er på kursus i 30 timer og føler mig helt tryg ved at virksomheden belønnes for at have fundet mig et job. Ingen af delene er i overensstemmelse med sandheden. Og det giver sgu en grim smag i munden, at man i aktiveringssystemet først bliver et individ, når dine ønsker flugter med aktør-virksomhedens interesse.

Et absurd system
Men hvorfor så denne blog? Ikke for at udstille et firma eller enkeltpersoner, slet ikke. Men for at udstille det regelcirkus de administrerer. For at give min oplevelse videre. Til alle de der sidder fast i systemet. Til de der føler sig klemt og glemt i arbejdsløsheden. Og til de, der vil have konkrete eksempler på noget af det, der må og skal ændres. Lad os få bugt med administrationen, kontrollen og den vanvittige ide om, at arbejdsløsheden kan kontrolleres og straffes væk. Vi skal skabe værdige forhold for de ledige og vi skal sikre ny vækst og nye jobs. Nogen synes sikkert, at jeg er sluppet billigt. Nogen har sikkert værre historier. Men så del dem med os andre. Fortæl om systemet, få det frem i lyset! Nu vil jeg sende ugens to jobansøgninger af sted, selvom jeg starter i job på torsdag. Sådan er livet, i dagpengeland.

PS. Ingen blog om aktiveringscirkus uden en henvisning til bloggen dagpengeland


Lighed? Ja tak - men hvilken?

Af Andreas Albertsen | 18. august 2011 | 17 kommentarer

I en tid hvor den politiske debat blandt borgerlige er blevet et mærkværdigt kapløb om at dele skattelettelser ud, og hvor økonomer, tynget af situationens alvor, fortæller danskerne, at deres (danskernes, ikke økonomernes!) løn er for høj, er kampen for et mere lige samfund gledet markant i baggrunden. Men er kampen for lighed passé?

De borgerlige deltager ikke på nogen måde i arbejdet for at skabe et lige samfund. Deres kamp mod det de så farverigt kalder lighedsmageriet kender ingen grænser. Ofte er det endda uklart hvorvidt lighed for loven er en slags lighedsmageri. Men bør venstrefløjen bekymre sig over en udvikling med stigende ulighed i eksempelvis formue og indtægt? I mine øjne er svaret klart ja, venstrefløjens bør være bærere af idealer om lighed og fællesskab! Fokus i det følgende er på det første af idealerne.

Men hvilken lighed og hvilket fællesskab skal venstrefløjen kæmpe for? Ligheden er en kompleks størrelse. Det er vigtigt at understrege, at et attraktivt lighedsideal ikke indebærer at alle skal have det samme. Det betyder altså ikke, at alle skal have det samme i løn, være ens eller være lige lykkelige. En sådan form for lighed ville ikke være attraktiv.

Det skyldes at mennesker lever forskellige liv og træffer forskellige valg. Sådanne valg kan betyde, at nogen frivilligt arbejder mindre end andre – eller at nogen tillægger sig dyrere vaner end andre. Det er ikke noget attraktivt i løbende at omfordele til de med ekstravagante vaner og lav lyst til at arbejde, på bekostning af de hårdtarbejdende med simple behov.

Men hvilke lighedsforståelse kan undgå en sådan omfordeling? Et bud er, at det i stedet for at handle om lighed i snæver forstand, handler om at give mennesker lige muligheder.

Lige muligheder er ikke et entydigt begreb, idet følgende læner jeg mig kraftigt op over den behandling G.A. Cohen giver emnet i bogen Why Not Socialism.Lige muligheder kan let udvandes til en størrelse, der ikke meget forskellig fra, at loven gælder for alle. Dette kunne vi kalde et borgerligt begreb om lige muligheder, der indebærer at mulighederne er lige, når ikke begrænses af formelle. Som illustration på en situation der bryder med dette ideal om lige muligheder, kan man forestille sig et samfund, hvor loven fastslår, at jyder aflønnes lavere end sjællændere.

Mange venstreorienterede vil føle, at denne form for lige muligheder er utilstrækkelig. Det er tilfældet fordi idealet ikke er i stand til at fordømme samfundsindretninger, hvor sociale faktorer skaber uligheder. Flot illustreret af Jacques Anatole Francois Thibault med ordene:

“The law, in its majestic equality, forbids the rich as well as the poor to sleep under bridges, to beg in the streets, and to steal bread.”

Det borgerlige begreb om lige muligheder mener eksempelvis, at det er rimeligt nok, hvis der opstår lønforskelle fordi brugerbetaling på uddannelsesinstitutioner gør, at folk fra ringere sociale kår ikke får en uddannelse. Det taler for, at vi skal have et begreb om lige muligheder, der både afviser formelle og sociale begrænsninger af folks muligheder.

Men hvorledes så med naturlige, medfødte begrænsninger? Folk med medfødte handicaps er ikke (nødvendigvis) fra fattige familier, men synes alligevel på relevant vis at blive begrænset i deres muligheder. Af den grund skal begrebet om lige muligheder endnu engang udvises, til også at inkludere kompensation for naturlige forskelle.

Lighedsidealet bør, i mine øjne, være en omfattende version af idealet om lige muligheder. På et senere tidspunkt vil jeg gerne forsvare, hvorfor jeg er villig til at acceptere uligheder, der følger af menneskers valg. Jeg kan dog allerede nu godt afsløre, at min næste Blog kommer til at være dedikeret til teoretikeren G.A. Cohen, der døde for ca. 2 år siden.


Ulighed: I Lego- og Løkkeland

Af Andreas Albertsen | 26. maj 2011 | 15 kommentarer

I denne uge kom det frem, at forlystelsesparken Legoland i Billund indfører et såkaldt Express-pas, der betyder, at de der lægger 95 kr. udover billetpriser kan springe kø og ventetid over.

Det kan man selvfølgelig vælge at trække på skuldrene over. Sådan er det også i teatret og hos flyselskabet. Hvis du betaler mere, får du ekstra fordele: Bløde stole, benplads og ekstra service. Men tiltaget i Legoland bør alligevel give anledning til nogle principielle overvejelser. Når Legoland åbner for hurtig-køen er der endnu et sted, hvor individets muligheder afspejler den eksisterende fordeling af rigdom og ressourcer.

Det giver anledning til at slå et slag for det venstreorienterede ideal om lige muligheder. Dette ideal betyder ikke at mennesker bør have lige mange penge eller være lige lykkelige. Men det understreger at mennesker set over et livsforløb, bør have lige muligheder og forudsætninger.

Det klassiske liberale forsvar for tilkøbte privilegier, er at erklære, at der i Legoland netop er lige muligheder. Alle har mulighed for at betale mere og de der vælger ikke at gøre det, må bære konsekvenserne af deres valg, og håbe, at deres unger er tålmodigt anlagte. Det problematiske ved denne opfattelse af lige muligheder er, at folks muligheder for at træffe dette valg afhænger af deres pengepung. Det betyder reelt at jo større en del af samfundet der fungerer som Legolands nyeste tiltag, jo mere udtalt bliver den ulige fordeling af muligheder og frihed.

For det handler dybest set ikke om Legoland, men om Løkkeland – Danmark. For også her bevæger vi os væk fra idealet om lige muligheder. Det er den helt forkerte vej at gå.

I stedet for at skabe endnu flere steder, hvor den eksisterende fordeling hersker, bør vi opbygge nye fællesskaber og institutioner, hvor man modtages som borger og ikke som kunde. Vi bør aktivt arbejde for, at adgangen til sundhedssystemet, uddannelsesydelser og værdig omsorg ikke er forundt de rige. Vi bør derfor ikke, som de konservative,arbejde for mere brugerbetaling- men for mindre.

NB; Det er klart at Lego suverænt bestemmer. Hvem der skal ind i deres forlystelsespark. Skulle de finde på at indføre det princip, at kun direktøren måtte benytte parken, står det dem frit for. Heldigvis står det os andre frit for, at diskutere det principielle spørgsmål om tilkøbte privilegier.

NB: Jeg er klar over, at jeg i bloggen ikke argumenterer for idealet om lige muligheder, eller at den eksisterende fordeling ikke afspejler dette. Men blog-formen tillader ikke, at alt kommer med.


Derfor skal SF have et nyt principprogram

Af Andreas Albertsen | 3. maj 2011 | 10 kommentarer

Sidste år blev det besluttet på SF’s landsmøde, at partiet på landsmødet i 2012 skal have et nyt principprogram. Som medlem af den landsledelse, der skal virkeliggøre denne beslutning, vil jeg gerne her fremføre et par argumenter for, hvorfor det er en god ide at programmet fra 2003 udskiftes med et kortere og mere præcist program. Jeg forholder mig her kun lidt til, hvad et nyt program bør indeholde, det er en diskussion der er alt for stor til at den kan inddrages her.

Til interesserede kan alle SF’s programmer findes på arbejdermuseets hjemmeside, herunder også det der i dag er gældende – hvis længde er på 26 sider. Målsætningen for den igangsatte proces, der er beskrevet her, er at det skal munde ud i et program i omegnen af 4 sider. Men hvorfor overhovedet lave et nyt program?

Væksten i SF’s organisation
Medlemsudviklingen de seneste år gør, at langt over halvdelen af SF’s medlemmer ikke var medlem af partiet, da det gældende principprogram blev vedtaget. Det medvirker til den i mine øjne kedelige tendens, at det nuværende principprogram ikke fungerer som en integreret del af organisationen.

Det nuværende programs form
Det nuværende principprogram har en uheldig form, hvor det også forholder sig til en række temmelig specifikke politikområder. Det skyldes at det er skrevet ud fra en programtradition man også kan genfindes i tidligere SF-programmer, der gør programmerne unødvendigt lange - Eksempelvis er programmet fra 1980 hele 60 sider langt!

Programformen er således, at principprogrammet reelt indplaceres i grænselandet mellem det rene principielle program og et politisk program, der har til formål at afklare partiets stillingtagen til politiske hovedområder. Det umiddelbare problem ved at afklare SF’s stillingtagen til temaer som økologisk bæredygtighed, international Sikkerhedspolitik, EU’s rolle i verdensordenen er, at det i voldsom grad forlænger programmet længde, og herudover gør det til et program, der hurtigt risikerer at blive forældet. Jeg foretrækker derfor et program, der overlader drøftelsen og analysen af væsentlige politikområder til det vedtagne reformprogram, og dermed ”kun” foretager en principiel afklaring og beskrivelse af følgende helt centrale problematikker:

-  Det nuværende samfunds klassestruktur
-  I forlængelse af ovenstående: Uretfærdighederne i det nuværende samfund/verden, herunder kapitalismens konsekvens for miljøet.
-  SF’s bud på et alternativt samfund
-  SF’s strategi for forandring

Udvalgte passager i det nuværende program
Ethvert principprogram indeholder kompromisformuleringer, eller formuleringer, der har til formål at bygge bro mellem forskellige synspunkter. Det er jeg helt på det rene med, og sådanne kommer der (sikkert) også til at være i det nye program. Men jeg et kortere program stiller krav om at det skrives i et sprog, der kan læses af en bredere kreds og fungere som en engagerende og mobiliserende tekst. Flertydige formuleringer, om hvorledes kapitalismen skal afskaffes dur bare ikke, ligesom programmets tendens til at anvende begreber som de færreste forstår entydigt er uheldigt. Selvfølgelig skal kapitalismen erstattes af et andet samfund, men det kræver jo en forforståelse af hvad dette indebærer. Jeg tænker her særligt på formuleringen:

SF vil en grundlæggende ændring af samfundet. Strukturer og mekanismer i samfundet skal i små og store skridt gradvist omdannes, så demokrati, frihed,... social retfærdighed og bæredygtighed gøres til de bærende principper for samfundets udformning og udvikling. Det forudsætter en revolutionær proces, hvor et flertal i befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen."

Afrunding
Det nuværende principprogram skal derfor erstattes. Ikke fordi jeg er uenig i programmets analyse, men fordi det både grunden sin alder, form og konkrete formuleringer ikke er hensigtsmæssig. De der ønsker et principprogram, der reelt spiller en rolle i organisationen, bør i mine øjne også støtte, at SF får et, der har de bedst muligt forudsætninger for at blive læst og anvendt. Jeg synes også vi skylder os selv, og den politiske forandring vi gerne vil stå i spidsen for, åbent at erklære vore anskuelser og hensigter i et klart sprog.


Krisens 3. lektion: De Nødvendige Bankpakker

Af Andreas Albertsen | 9. marts 2011 | 24 kommentarer

Dette er tredje indlæg i en blogserie der ser tilbage på krisen og dens konsekvenser. Det kommende fjerde og sidste indlæg beskæftiger sig med hvorledes vi kan undgå i fremtiden at skulle understøtte bankerne, dette tredje indlæg handler om, at det var svært at undgå at lave en eller anden form for nødhjælp til bankerne, da skaden først var sket.

Det må siges at være dyre lærepenge, der er blevet betalt over de seneste år. Der bruges nærmest uhyrlige summer fra statskasser verden over, på at redde den skrantende finanssektor. Nogen steder tør man stille krav, der i hvert fald på det helt simple plan åbner op for, at regulering måske er på vej tilbage, andre steder gør man ikke. Sådanne krav kunne være: Krav til direktørlønninger eller et overskueligt bonussystem, krav om statslige repræsentanter i bestyrelser, krav om billige aktier til staten. I Danmark har vi ikke stillet mange krav. De borgerlige kalder krav til aflønning for bodegapolitik og repræsentanter for folkestyret i bankernes bestyrelse er åbenbart socialisme eller kommunisme. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, især fordi et krav om aktieposter ifølge Børsens vurderinger kunne have sikret os i omegnen af 8 mia. i afkast. Det havde ikke været dårligt i en tid, hvor sparrekrav er hverdagen i landets kommuner.

Ingen bryder sig vel i virkeligheden om, at hælde penge i den finansielle sektor, som vi sagtens kunne have anvendt andre steder. Men det er desværre blevet nødvendiggjort af 30 års uansvarlig deregulering af finanssektoren. Overalt i verden er stater sprunget til med garantier og hjælpepakker til nødstedte banker. Havde det ikke været for situationens alvor og den høje pris, ville det være komisk at se, hvorledes de, der ellers nok er fortalere for det frie marked, pludselig blev meget stille, da bankpakkerne skulle gennemføres. Egentlig er stilheden helt forståelig, for bankpakkerne var nødvendige.

Modtanden mod bankpakkerne har samlet de hardcore liberale, der ønsker at fortsætte af den slagne anti-reguleringskurs og den alleryderste Venstrefløj i et pudsigt holdningsfællesskab. Begge yderpoler kræver, at staten ikke uddeler bankpakker. De liberale håber at markedets usynlige hånd, der har været overordentlig usynlig i hele denne misere, i anden omgang vil redde deres ideologiske projekt fra at fortsætte sin kurs mod havets bund. Den yderste venstrefløj drømmer (som altid?) om kapitalismens endelige kollaps. Ingen af de to yderpoler forholder sig særligt meget til virkeligheden. Hvis ikke stater verden over havde hjulpet bankerne, så var bankerne gået konkurs. Og med dem var røget: Sunde og usunde virksomheder; rige og fattige familier; små og mellemstore lande. Kun helt ideologisk fastlåste projekter kan undgå at se, at banker ikke bare er banker. Vi er som samfund og som enkeltpersoner på godt og ondt bundet til deres skæbne. Jeg synes bestemt det er forstemmende, at 30 års fejlslagen politik har ført os i en situation, hvor bankpakkerne blev nødvendige. Og jeg er også kritisk overfor bankpakkernes (I til III) konkrete indretning herhjemme, men jeg deler ikke opfattelsen af, at de blot kunne være undværet da skaden var sket.

Det handler ikke om at straffe bankerne (og dermed os selv). Det handler om at styre ud af krisen.


1 2



Jeg er 25 år gammel og uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet. Jeg har fået mine politiske opvækst i SFU og SF. Jeg er født i det, der så smukt er blevet døbt udkantsdanmark, men bor og studerer i dag i Århus.

Jeg har igennem min tid i politik haft en forkærlighed for diskussionerne af de store spørgsmål, men i praksis går meget af tiden i disse dage med de mere jordnære ting, som jeg bestemt også nyder: Århusiansk kommunalpolitik, næstformandskabet i SF Århus og min plads i SF’s landsledelse.

De store og afgørende spørgsmål er for mig dem, der omhandler hvor samfundet skal hen, hvorfor dette er ønskeligt og hvordan vi kommer dertil.

På denne blog vil du oftest finde indlæg, der på den ene eller den anden måde bidrager til disse diskussioner. Det vil blive forsøgt sat til diskussion ved at sætte mine egne tekster til skue og krydret det med portrætter af relevante forfattere, boganmeldelser og lignende.




Blogarkiv

23. februar 2012
SF og socialismen
16 kommentarer

12. januar 2012
Koperativer: Faldgruber og mangler?
10 kommentarer

3. december 2011
Skitse til en Socialistisk Markedsøkonomi
31 kommentarer

27. november 2011
Anbefaling: Chavs – The demonization of the working class
4 kommentarer

19. november 2011
Socialistisk markedsøkonomi - en selvmodsigelse?
27 kommentarer

30. august 2011
Oplevelser fra Dagpengeland
2 kommentarer

18. august 2011
Lighed? Ja tak - men hvilken?
17 kommentarer

26. maj 2011
Ulighed: I Lego- og Løkkeland
15 kommentarer

3. maj 2011
Derfor skal SF have et nyt principprogram
10 kommentarer

9. marts 2011
Krisens 3. lektion: De Nødvendige Bankpakker
24 kommentarer

1 2

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Da jeg var lille, kom der mange danskere til Malmø. Ofte for at købe billig kaffe. Også nu er der mange danskere i Malmø. En del kommer for at købe billige biler, nogle for at bo billigere. Men mange kommer, fordi der er indført love, som forbyder dem at leve i Danmark med den, de elsker, fordi han eller hun kommer et andet sted fra. Det er en skam! Men også storebror (Sverige, red.) og specielt de skånske storebrødre har al anledning til at se kritisk på sig selv, nu når højreesktremisterne i det Sverigedemokratiske parti med stor sandsynlighed kommer til at tage plads i den svenske rigsdag efter næste valg. Jeg ved, at den danske dronning er enig med mig.

Mikael Wiehe. Svensk-dansk musiker i en tale til bl.a. det danske og svenske kongepar under Öresundstinget, den 11. maj 2007.

Flere citater