Vi er flyttet! modkraft.dk


Danmark skal tage medansvar for verdens klimaflygtninge

Af Anna Rytter | 1 februar 2012 | 10 kommentarer

De fleste mennesker forbinder den globale opvarmning med nødstedte isbjørne, varme vintre og ændrede kystlinjer. De færreste tænker umiddelbart på de mange millioner af mennesker, der de kommende år vil blive tvunget til at flygte fra hus og hjem på grund af klimaforandringer. Vi har de sidste år set en forsmag på den menneskelige katastrofe, som tørke og sult medfører. Tørken og den efterfølgende sultkatastrofe i Østafrika, der indtil nu har kostet over hundredetusind menneskeliv og sendt flere hundrede tusind på flugt, er en direkte konsekvens af den globale opvarmning og skriver sig dermed ind i historien blandt den perlerække af klimakatastrofer, vi har været vidne til de seneste år, og som vil tiltage i fremtiden.

I nyhedsstrømmen finder man ugentlige beretninger om kæntrede flygtningebåde på Middelhavet. Men vi hører sjældent om, hvor bådene egentlig kommer fra, og hvilke menneskeskæbner der nu ligger på bunden af havet. Tusindvis af mennesker dør hvert år på deres rejse væk fra sult og nød, men også mange både når frem til de sydeuropæiske kyster. Sidste år mistede omkring 1500 mennesker livet. Vi har set billeder fra den italienske ø Lampedusa, hvor titusindvis af flygtninge er spærret inde bag pigtråd i årevis, inden de bliver sendt tilbage til de lande, de er flygtet fra. Mænd, kvinder og børn (over-) lever under forhold, der ikke er bedre end hjemlandets slumkvarterer og flygtningelejre.

Meget bekvemt vælger man ofte af betegne klimaflygtningene som ”migranter”, og fralægger sig derved ethvert ansvar for at give dem en fair asylbehandling eller nogen anden form for beskyttelse. For migranter har ingen ret til beskyttelse. De har ikke engang ret til at få deres asylsag prøvet af myndighederne. Der er givetvis iblandt disse ”migranter” mennesker, der flygter fra personlig forfølgelse og dermed lever fuldt op til betingelserne for at få asyl i de fleste europæiske lande. Der er givetvis også mange, der ikke lever op til den gængse opfattelse af, hvad en flygtning er, men som alligevel må betegnes som klimaflygtninge. En redefinering af flygtningebegrebet er imidlertid helt nødvendig, da vores nuværende lovgivning og praksis på asylområdet bygger på konventioner, der er formuleret for 60 år siden og som slet ikke tager højde for den ganske anderledes globale virkelighed, vi lever i i dag.

FN’s Flygtningekonvention fra 1951 definerer en flygtning, som en person der:"som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse, eller som ikke har nogen statsborgerret, og på grund af sådanne begivenheder befinder sig uden for det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af en sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil".

FNs flygtningebegreb er i høj grad stadig aktuelt, men samtidig står vi i dag overfor nye og anderledes globale udfordringer i forhold til mennesker på flugt. Konsekvenserne af klimaforandringerne vil for eksempel være vandmangel, der vil medføre yderligere ustabilitet i Mellemøsten og blandt andet påvirke Europas forsyningssikkerhed, når det gælder olie og gas. Nedsmeltningen omkring Nordpolen vil betyde nye territorielle konflikter – særligt med Rusland – og tørke, oversvømmelser og dårligere høstudbytte vil få konflikter til at blusse op og forværre sociale og religiøse spændinger. Det vil ikke mindst betyde millioner af flygtninge, særligt fra Afrika, hvor FN anslår, at 75 procent af landbrugsjorden i Nord- og Vestafrika vil være gået tabt i 2050 på grund af klimaforandringer. Man anslår, at 200 millioner mennesker vil være fordrevet pga. klimaforandringer i 2050 – en seksdobling af det nuværende niveau. FN har på nuværende tidspunkt ikke mandat til at hjælpe disse mennesker, da de ikke i juridisk forstand er flygtninge.

I EU og USA er det allerede et sikkerheds- og politisk problem at tusindvis af flygtninge hvert år forsøger at komme fra de fattige udviklingslande i syd til os i nord. Men det er ikke kun i udviklingslande, at klimaforandringerne har haft alvorlige konsekvenser. Orkanen Katrina ødelagde i 2005 store områder langs USA’s sydøst kyst, heriblandt New Orleans. I timerne før orkanens hærgen flygtede millioner af mennesker fra deres hjem i disse områder til mere sikre områder, mange er aldrig vendt tilbage. Denne katastrofe ramte USA, men havde katastrofen været sket et andet sted i verden, ville det muligvis betyde store flygtningestrømme på tværs af landegrænser.

Når en flygtning ankommer til et EU-land og søger om asyl vil myndighederne som det første forsøge at fastlægge vedkommendes identitet, nationalitet og rejserute. Man undersøger om asylansøgeren har været i kontakt med udlændingemyndighederne i et eller flere af de andre EU-lande samt Norge og Island. Hvis det er tilfældet, skal ansøgeren nemlig ifølge Dublin-forordningen slet ikke have sin ansøgning behandlet i landet. Det betyder, at de europæiske lande i høj grad ”sender aben videre”, ved at størstedelen af alle flygtninge skal på en længerevarende rundrejse mellem landene i Europa før de kan få deres sag behandlet. Da hvert enkelt land har sine helt egne asylregler og -procedurer, bliver det et rent lotteri at opnå asyl i Europa.

Da de fleste flygtninge kommer ind i Europa via Grækenland er det græske asylsystem de senere år brudt fuldstændig sammen. Asylcentrene er overbefolkede og ligner i nogle tilfælde slumbyer, og størstedelen af flygtningene er henvist til at leve på gaden uden noget eksistensgrundlag. I januar 2011 afgjorde den europæiske menneskeretsdomstol, at Grækenlands behandling af asylsøgere er så dårlig, at landet overtræder menneskerettighedskonventionen. Det betyder, at de europæiske lande skal holde op med at sende asylsøgere tilbage til Grækenland og også de danske myndigheder må nu opgive at tilbagesende asylansøgere til Grækenland. Det betyder, at omkring 350 mennesker, der allerede opholder sig i Danmark, nu skal have deres sag behandlet af de danske myndigheder.

Danmark har et ansvar for klimaflygtningenes fremtid alene fordi vi er et af verdens rigeste lande. Men vi er også et af de lande, der bidrager i stor stil til den globale opvarmning via vores udledning af CO2. Derfor har vi teknisk set været med til at sende disse mennesker på flugt fra følgekonsekvenserne af vore egne handlinger, nemlig tørke, ekstreme vejrforhold, oversvømmelser, sult og følgesygdomme. Og selv om Danmarks ulandsbistand og hjælp til katastrofeområder umiddelbart er højere end mange af vores europæiske naboer, er det stadig kun en dråbe i havet i forhold til hvor meget det vil koste, hvis vi virkelig skulle rette op på den globale ulighed i leveforhold, som klimaforandringerne også skaber.

Selv om det er mest hensigtsmæssigt at hjælpe klimaflygtninge i deres nærområder, er det ikke nok bare at tilbyde et telt og en daglig madration. Hvis vi skal give klimaflygtningene en fremtid, skal mange omplaceres. Det betyder også, at Danmark må tage sin del. Men selv hvis vi gik forrest, og besluttede at anerkende klimaflygtninge, ville vi umuligt kunne hjælpe alle. Derfor er der brug for et internationalt samarbejde og muligvis en ny flygtningekonvention. Og der er brug for et Europa, som i fællesskab tager vare på de mennesker, der kommer til vore egne grænser. Danmark har lige nu en unik mulighed for igen at være foregangsland, når det handler om at tage vare på nogle af verdens allersvageste mennesker. Og vi burde sætte dette øverst på den europæiske dagsorden. Der skal skabes en europæisk konsensus omkring anerkendelse af klimaflygtninge, hjælp i nærområderne og et fælles ansvar for de mange millioner af mennesker, der vil banke på døren til Europa de kommende år.


drop aktivering - opret jobs!

Af Anna Rytter | 3. januar 2012 | 22 kommentarer

For ikke så længe siden kunne man i landets aviser læse, at frivillige skulle overtage en del af servicefunktionerne på landets sygehuse. På Hvidovre Hospital skulle frivillige og pårørende blandt andet servere mad for patienterne og skifte sengetøj. Da jeg i løbet af det sidste år har været indlagt flere gange på både Odense Universitetshospital og Rigshospitalet, har jeg oplevet, hvordan sygeplejerskerne har overtaget de funktioner, der tidligere var forbeholdt social- og sundhedshjælpere, rengøringsassistenter, portører og sygehjælpere. Og de opgaver, som sygeplejerskerne ikke kan nå, skal patienterne selv udføre. Service- og omsorgspersonale er stort set fraværende!

Samtidig har jeg i forbindelse med min søns skolestart det sidste halve år undret mig over, hvor rengøringspersonalet er blevet af i skoler og fritidshjem. I min barndoms skole kendte vi rengøringsdamen, der var på skolen hele dagen, hvor hun ud over at tømme skraldespande og vaske gulve også lærte os at rydde op efter os selv og satte plaster på vores knæ, når vi faldt i skolegården. I dag kommer der et firma om natten og gør rent. Helt sikkert hurtigt og effektivt, men der er ligesom gået noget tabt...

I det hele taget er mange af servicefunktionerne i vores samfund udfaset og sparet væk. Køkkenassistenter i børnehaverne er et sjældent syn. Biblioteksmedarbejderne kan ikke længere svare på helt almindelige spørgsmål, men henviser til google. Parker og legepladser har hverken parkbetjente eller opsynsmænd. Det betyder dels, at serviceniveauet i vores offentlige institutioner er blevet væsentligt lavere, men det betyder også, at vi har mistet en masse vigtige arbejdspladser, og dermed øget den i forvejen lange kø foran jobcentrene.

Mange vil nok mene, at det er fuldstændig utopisk at tro, at vi i en tid med økonomisk krise, nulvækst og sparekrav kan få råd til at oprette en masse nye servicejobs i den offentlige sektor. Jeg siger: Har vi råd til at lade være? Vi har hundredetusinder arbejdsløse, der går rundt på offentlig forsørgelse. Vi poster milliarder i meningsløs aktivering, der absolut ikke skaber jobs.

I dag foreslår så den radikale beskæftigelsesborgmester at man skal afskaffe aktiveringen for visse grupper af kontanthjælpsmodtagere i København og i stedet lade dem udføre frivilligt arbejde. Det giver rigtig god mening, at give folk noget meningsfuldt at beskæftige sig med, men det giver ikke mening at de ikke skal have en ordentlig løn for deres arbejde! I stedet for at lade folk arbejde gratis, kunne København Kommune jo blot oprette en række nye servicestillinger til kontanthjælpsmodtagerne.

En simpel udregning illustrerer, at det er muligt at oprette servicejobs ganske gratis (ja, måske kan man endda spare penge!). En kontanthjælpsmodtager på højeste sats modtager omkring 180.000 årligt. Jeg mener, at en gennemsnits aktiveringsplads koster omkring 70.000 årligt. Derudover kommer udgifter til administration osv. En kontanthjælpsmodtager koster altså omkring 250.000 kr. årligt. De penge kunne jo i stedet udbetales som løn for et job som eksempelvis serviceassistent.

Jeg er sikker på, at langt de fleste kontanthjælpsmodtagere vil sige ja tak til at bidrage aktivt til samfundet gennem et meningsfuldt arbejde, der samtidig giver en løn, man kan leve af. Så hvad venter vi på? Opret dog de servicejobs nu!


Illegal

Af Anna Rytter | 29. november 2011 | 1 kommentarer

Nu er Dansk Folkeparti igen ude med riven efter den sundhedsklinik for illegale flygtninge og indvandrere, som Røde Kors har oprettet sammen med Lægeforeningen og Dansk Flygtningehjælp. Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer beviser endnu engang, at de overhovedet ikke har nogen forståelse for mennesker i nød. For at illustrere, hvad sundhedsklinikken betyder for mennesker i nød, vil jeg fortælle en historie fra det virkelige liv.

For et par år siden, blev min mand og jeg kontaktet af en god kammerat, som vi ikke havde set et stykke tid. Vi havde hørt, at han havde fået en ny kæreste, så vi regnede med, at han nu ville præsentere hende for os. Han havde ganske rigtig også fået en ny kæreste og han ville gerne komme og præsentere hende for os, da han mente, at vi måske kunne hjælpe hende med nogle problemer, som han ikke lige ville fortælle os om i telefonen. Vi inviterede dem på middag og Amina fortalte lavmælt på engelsk hendes historie.

Hun kom fra et afrikansk land, hvor hun tilhørte et etnisk mindretal, der de seneste år var blevet forfulgt. Hun var 20 år og uddannet på kontor, men havde ikke kunnet arbejde det sidste års tid pga. situationen i landet. Hendes mor var gået fra hende, da hun var ganske lille, og var flyttet til Danmark med en dansk mand. Amina var vokset op hos bedsteforældrene, der nu var døde, og havde kun haft sporadisk kontakt med moderen i Danmark. For et halvt år siden havde hun kontaktet moderen, for at undersøge muligheden for at hun kunne komme til Danmark. Moderen havde inviteret hende og hun havde fået et tre måneders turistvisum.

Straks efter ankomsten til Danmark var moderen begyndt at finde potentielle ægtemænd til datteren, så hun kunne blive gift og blive i Danmark. De fleste af mændene havde været hendes stedfars venner, altså mænd, der var 30 år ældre end hende selv. De ville gerne ”prøvekøre” deres måske kommende kone, så hun skulle bo hos dem en uges tid, før de bestemte sig. På den måde havde hun de sidste tre måneder boet sammen med så mange forskellige liderlige gamle mænd, der alle havde afvist hende efter en uges ”prøvekørsel”, at hun ikke engang kunne huske deres navne.

Samtidig var hun selv begyndt at lede efter en kæreste og var faldet for vores gode ven. Men da de havde været sammen et par uger, gik det op for hende, at hun var gravid. Formodentlig var faderen en af de ”bejlere”, som moderen havde fundet til hende, men hun havde ingen anelse om, hvem det var. Hun havde været jomfru, da hun kom til Danmark og havde ikke brugt prævention, da hun jo ikke havde nogen mulighed for at komme til lægen her. Hun anede ikke, om hun var en uge eller tre måneder henne, men det var nok nærmere det sidste end det første.

Hendes turistvisum var netop udløbet, men hun kunne heller ikke tage hjem til Afrika – gravid, uden nogen mulighed for at forsørge hverken sig selv eller barnet. Derfor havde de fundet en læge i Svendborg, der havde tilbudt dem at foretage en abort i sit eget hjem. Hun skulle blot betale 15.000 kr. på forhånd. Derfor var de rundt til alle venner og bekendte og bede om et bidrag, hvilket vi naturligvis også gav, da jeg ikke kunne komme på nogen anden løsning af deres uheldige situation.

Hvis der havde været en gratis sundhedsklinik til illegale flygtninge og indvandrere, havde Amina ikke behøvet at ligge på køkkenbordet hos en grisk kvaksalver af en læge. Hun var også sluppet for de efterfølgende smerter og den underlivsbetændelse, hun fik, fordi han ikke brugte sterile redskaber. Dansk Folkeparti er selv skyld i, at deres menneskefjendske politik har medført, at mennesker lever illegalt i Danmark. Det er hyklerisk, at man udgiver sig for at være de svages beskyttere og samtidig ikke engang vil hjælpe nogle af de mennesker, der virkelig er i nød!


Nekrolog for en hjemløs

Af Anna Rytter | 14. september 2011 | 4 kommentarer

Jens Reinholdt Andrea er her ikke længere. Hans smukke, lysende blå øjne vil aldrig mere smile eller græde.

Jens var uddannet vinduespudser og arbejdede i mange år i Svendborg, hvor han også stiftede familie og havde sin vennekreds. Senere gik alting skævt for ham og han flyttede til Odense, hvor han endte som hjemløs. I de sidste par år boede han primært på gaden og kunne findes på hans faste plads på bænken ved springvandet.

Jens havde mange venner og kun en fjende - heroinen. I perioder kunne han holde sig clean, men for det meste var han på sprøjten. Derfor søgte han Odense Kommune om at være med i forsøget med udlevering af fri heroin. Desværre fik han afslag.

Jens var en god ven af Enhedslisten. Da han hørte, at Line Barfod kom til Odense for at besøge nogle væresteder for hjemløse, stod han foran banegården med sin indkøbsvogn og tog imod hende, da hun ankom. Det endte med at Line fik en hel rundvisning i Odenses gader af Jens, der fortalte åbent og hjerteligt om livet på samfundets bund.

Jens og hunden Nimbus var uadskillelige. Heldigvis havde Nimbus mange venner i byens pølsevogne, så han fik rigeligt med godbidder. Den daglige kost sørgede Jens altid for inden han spiste selv og han havde altid rent vand med til Nimbus.

Jens endte desværre sine dage på et offentligt toilet med et skud Ritalin i armen. Da han ikke havde råd til heroin, købte han Ritalin af en kunde foran Albanigade apotek.

Jeg vil altid huske Jens for hans enorme varme og overskud. Han havde altid et knus til overs, selv når han havde det rigtig svært.

Æret være Jens’ minde.


Mere end bare valgflæsk...

Af Anna Rytter | 26. august 2011 | 4 kommentarer

Nå, så blev der endelig udskrevet valg. Det ser ud til at blive nøjagtig som det plejer. En masse løgnagtige typer dukker frem på TV og lover guld og grønne skove. Vi har allerede fået en forsmag de seneste dage, hvor partierne har stået på skuldrene af hinanden for at smide penge efter kommende boligejere. Og senest har et bredt flertal (alle partier på nær EL) lukket munden på de fyringstruede bankøkonomer ved at pantsætte stort set hele statskassen hos bankerne. Jeg forudser, at de næste tre uger kommer til at bestå af en sand gaveregn, samtidig med at blokkene vil have travlt med at beskylde hinanden for "økonomisk uansvarlighed", uden i øvrigt at definere det nærmere, da det jo kan ramme én selv. Der er ellers rig mulighed for at valgkampen kunne handle om andre relevante emner, der nu desværre blot vil blive omtalt i en notits i de større aviser. Sultkatastrofen i Østafrika er f.eks. vældig relevant. Jeg vil da gerne vide, om Helle T. har nogle gode bud på hvordan dén løses. Er der nogle bedre bud end: Send mere nødhjælp? Jeg så også gerne nogle flere politikere forholde sig til krigen i Libyen, ja krig i det hele taget. Det er som om, at det bare kører helt af sig selv. Nu har vi jo sagt ja til at være med, så må vi også afslutte det. Ja, men hvordan fanden skal det slutte??? Hvad vil man have efter Gaddafi? Hvordan sikrer man fred og stabilitet i fremtiden? Det er jo ikke ligefrem gået glidende i Afghanistan. Hvor finder man i det hele taget politikere, der er i stand til at se ud over deres eget lille havehegn og være en del af en verden, der er større en Jylland plus lidt mere, i stedet for blot at tale til den enkelte vælgers egne egoistiske behov? Se dét kunne være valgløfter, der ville noget: Fredsskabelse, nedrustning og international solidaritet.


Nej tak til endnu en krig.

Af Anna Rytter | 18. marts 2011 | 112 kommentarer

Da vi for ti år siden fik en borgerlig regering lagde de ud med et opgør med de såkaldte ”smagsdommere”, som de ikke kunne lide. Det betød bl.a. at alt hvad der lugtede af freds- og konfliktforskning blev nedlagt. Senere blev Danmark som bekendt aktiv deltager i to blodige krige,der har kostet hundredetusinder af mennesker livet. De seneste 10 år har vi oprustet som aldrig før og regeringens svar på en løsning på alverdens problemer har været defensiv og militaristisk.

Danmarks forsvar for at deltage i krigene i Afghanistan og Irak har først og fremmest været at skabe demokrati og udbrede menneskerettigheder. Dette er dog overhovedet ikke sket, for alle og enhver kan da regne ud, at man ikke skaber fred og demokrati med bomber og krig. Og det kunne alverdens fredsforskere da også have fortalt regeringen, hvis det altså ikke lige fordi de var blevet afskaffet!

De sidste måneders oprør i Nordafrika og Mellemøsten viser os, at det faktisk er muligt at skabe demokrati i ellers håbløse diktaturer. Men bevægelsen hen mod demokratiske samfund skal komme fra neden – fra folket – og ikke fra udenlandsk militær indgriben.

Demokratikampen i Egypten, der indtil videre har resulteret i Mubaraks afgang og et løfte om demokratiske valg i august, blev i høj grad muliggjort af, at militæret ret hurtigt vendte sig imod regimet og valgte at stå på folkets side. Næsten hele Egyptens hær bestod nemlig af værnepligtige, der ikke havde lyst til at skulle kæmpe imod deres egne brødre og søstre. Det samme gjorde sig i det store hele gældende i Tunesien.

Situationen i Libyen er en helt anden, da størstedelen af den libyske hær er professionelle lejesoldater, bl.a. er en stor del af den Afrikanske Unions stående hær betalt af Libyen og derfor også hjemmehørende her, selvom soldaterne for størstedelens vedkommende ikke er libyere, men fattige afrikanere fra bl.a. Uganda og Angola, der forsørger en hel familie ved at være ”udlejet” til Gadaffi. De har derfor ingen ideologisk interesse i at støtte regimet i Libyen, men en klar økonomisk interesse.

En militær indgriben overfor Gadaffis overgreb imod befolkningen vil derfor medføre en langvarig krig og måske endda en regulær besættelse. Det er dybt problematisk at gribe ind militært uden overhovedet at have forsøgt at skabe fredelige løsninger. Ikke engang en fredsmægling er sat i gang.

Der er masser af muligheder for at sætte hårdt mod hårdt uden at skulle risikere at civile libyere og modige oprørere mister livet. Man kunne jo starte med en våbenembargo og en politisk og økonomisk boycot af Libyen. En sådan boycot skal naturligvis følges op af massiv nødhjælp til civilbefolkningen. Man kunne også prøve noget helt nyt: nemlig at give frit lejde og politisk asyl til dessertører fra den libyske hær.

Men måske er det netop her et af argumenterne for en militæraktion ligger for Danmark og den øvrige vestlige verden: nemlig udsigten til en massiv flygtningestrøm fra Libyen. Der er ingen tvivl om, at man vil gøre hvad som helst for at holde libyerne indenfor deres egne grænser. De 40.000 libyske flygtninge, der allerede bor i lejre i Algeriet, gør man heller intet for at hjælpe. Så hellere indlede endnu en krig, så vi kan få brændt noget af alt det krudt af, der ikke er blevet brugt i Irak og Afghanistan!


Virksomheder støtter Israels ulovlige besættelse af Palæstina.

Af Anna Rytter | 31. januar 2011

De israelske bosættelser på den besatte Vestbred er kendt ulovlige, fordi de strider mod den 4. Genevekonvention. På hjemmesiden www.whoprofits.org, der er lavet af The Coalition of Women for Peace, der er en israelsk feministisk fredsorganisation, kan man finde lister over alle de virksomheder, der direkte eller indirekte bidrager til at opretholde Israels ulovlige besættelse. Oplysninger om den enkelte virksomheds aktiviteter kan også findes på hjemmesiden.

Listerne indeholder oplysninger om virksomheder, hvis produkter indeholder varer produceret i ulovlige israelske bosættelser , virksomheder, der deltager aktivt i opbygningen af ulovlige israelske bosættelser, veje og Israels ulovlige mur samt virksomheder, der yder økonomisk støtte, lån eller sælger varer og/eller ydelser til ulovlige israelske bosættelser, og ikke leverer samme ydelser til palæstinensere.

Nogle af virksomhederne er kendte som f.eks. Unilever og Motorola, mens andre er mindre kendte, men som alligevel kan være relevante for os at kende, da f.eks. Københavns Kommune har investeret i alt 12,9 mio kr. i følgende 13 virksomheder, der direkte er involveret i aktiviteter i ulovligt besatte områder:

Alstom: Bygger jernbane mellem Jerusalem og bosættelser.

Assa Abloy: Har låsefabrik i bosættelse på vestbredden via Mul-T-Lock.

Caterpillar: Leverer buldozere og andre maskiner til Israels militær, der anvendes til at rive palæstinensisk-ejede bygninger ned.

Cement Roadstone Holdings: Leverer cement via Nesher Israel Cement Enterprises til bosættelser, ulovligt murbyggeri, checkpoints mm.

Dexia Group: Belgisk bank, der ejer Dexia Israel, der giver langtidslån til bosættelser.

General Mills: Producerer koshermad bl.a. fra Shalgal anlægget, der ligger i bosættelse på Vestbredden.

Heidelberg Cement: Ejer Hanson Israel, der producerer cement fra 4 anlæg i bosættelserne.

Hewlett Packard/EDS Israel: leverer teknologi til de israelske checkpoints i de besatte områder. HP leverer endvidere computerudstyr til den israelske hær.

Motorola Israel: Leverer overvågningsudstyr og »elektroniske hegn« til bosættelserne. Leverer desuden diverse løsninger til den israelske hær.

The Central Bottling Company (Coca Cola Israel): Ejer Tara, der ejer en landbrugsejendom i en bosættelse i Jordan dalen og en tredjedel af en tilsvarende i en bosættelse i Golanhøjderne.

Unilever: Ejer Beigel and Beigel, der producerer fødevarer fra deres fabrik i en bosættelse på Vestbredden.

Veolia Environnement: Fransk selskab, der har været involveret i bygningen af en letbane mellem Jerusalem og bosættelser. Har også bus-service mellem bosættelser. Veolia har tidligere mistet millionordrer i bl.a. Stockholm og Melbourne på grund af deres aktiviteter i Israel.

Volvo Group: Er medejer af Merkavim Transportation Technologies, der leverer de busser, der transporterer politiske fanger fra Vestbredden til fængsler i Israel. Merkavim Transportation Technologies leverer også armerede busser til den offentlige transport mellem bosættelserne.

Enhedslisten har ved flere lejligheder gjort opmærksom på, at København Kommunes investeringer medvirker til at opretholde Israels ulovlige besættelse af palæstinensisk land. Senest har der været fokus på sikkerhedsfirmaet G4S, der ellers tilbage i år 2002 lovede, at de ville stoppe al aktivitet i de besatte områder. Men G4S har stadig bevæbnede vagter i en række bosættelser og de står for leverancen af sikkerhedsudstyr til checkpoints ved Israels ulovlige apartheidmur.

Torsdag d. 27. januar skete det så, at et stort flertal i Borgerrepræsentationen besluttede, at undersøge muligheden for at stoppe al samarbejde med G4S. Det betyder ikke nødvendigvis, at man stopper samarbejdet med G4S, men det er et klart skridt i den rigtige retning og et vigtigt signal om, at Københavns Kommune ikke vil støtte Israels ulovligheder.

Det kan meget vel blive første skridt på vejen til at Danmark tager afstand fra Israels besættelse af Palæstina. At vi anerkender Palæstina som en selvstændig stat. At vi ikke aktivt eller passivt medvirker til at palæstinensere i hele verden skal leve som statsløse, andenrangsborgere, der hver dag udsættes for ydmygelser og undertrykkelse fra besættelsesmagten Israel.


Om frygt, fordomme og fremmedhad

Af Anna Rytter | 15. januar 2011 | 5 kommentarer

Min første sorte mand.

Jeg husker tydeligt første gang, jeg mødte en sort mand. Det var i toget på vej fra Møn til Odense, dengang turen tog mange timer og man sejlede over Storebælt. Jeg var 6 år og skulle starte i 1. klasse efter sommerferien. Det kan jeg huske, at jeg høfligt og genert fortalte den meget fremmedartede ældre herre, der sad overfor os i kupéen. Min mor har senere fortalt, at det var første og eneste gang, min bror og jeg sad stille hele turen. Vi var travlt optagede af at betragte det eksotiske væsen, der sad overfor os. Jeg kan huske, at jeg tænkte på, om han mon var farlig. Om han kunne finde på at gøre mig noget.

Som voksen har jeg ofte undret mig over, at jeg i mit indre har skabt en fortælling om, at denne mand, var den første sorte mand, jeg havde mødt. Det passer nemlig ikke. Gennem hele min barndom er der kommet afrikanere og afroamerikanere i mine forældres og bedsteforældres hjem. De har bare ikke været fremmede. Først da jeg ser en sort mand i en togkupé, et fremmed sted, på ukendt territorium overmandes jeg af frygten for det ukendte.

Min anden sorte mand.

Senere skulle jeg blive forelsket i og gift med min egen afrikanske mand. Vi var begge fulde af fordomme og de første mange år gik med at nedbryde kulturelle barrierer og skabe en fælles forståelse for vore forskelligheder, vores indbyrdes forhold og omverdenens forholden sig til os. Men vi har aldrig oplevet hinanden som fremmede. Vi har altid kunne spejle os i hinandens øjne og genfinde os selv dér.

Da min svigermor første gang skulle møde sin hvide, danske svigerdatter bad hun mig på forhånd om jeg ikke godt kunne tage et tørklæde på. Hun ville ikke have, at jeg skulle bære tørklæde til hverdag, men jeg kunne jo bare tage det på ude i opgangen inden jeg ringede på hendes dør. Først ved fjerde besøg kom jeg uden tørklæde og jeg tror ikke engang at hun opdagede det. Hun havde vænnet sig til sin fremmedartede svigerdatter og jeg var ikke længere en fremmed for hende.

Fra frygt til forsvar.

Frygt er en fantastisk forsvarsmekanisme. Den skåner os for det skadelige og holder os fra det farlige. Frygten er ofte begrundet i rationelle argumenter om det frygtedes farlighed. Nogle edderkopper er giftige, derfor frygter mange af os edderkopper. Men frygt kan også være dybt irrationel. Mange mennesker, der lider af fobier, frygter dét, som vi andre er trygge ved. Mennesker med agorafobi frygter åbne pladser. Mennesker med klaustrofobi frygter lukkede rum. Nogle mennesker udvikler decideret angst og socialfobi. Nogle er bange for andre mennesker, mens nogle kun er bange for de mennesker, de endnu ikke har mødt.

Vi frygter ikke nødvendigvis dét, der er fremmedartet og anderledes end os selv, men vi frygter dét, vi ikke kender. Den irrationelle frygt for det ukendte er en forsvarsmekanisme, der skåner os for ubehagelige overraskelser og holder os fra det potentielt farlige. Vi forsøger ikke at gøre det ukendte kendt – det er for farligt! Tværtimod forsøger vi enten at lave det ukendte om til noget vi kender i forvejen, eller vi forsøger at bekæmpe det fremmede med alle tænkelige midler.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at nye danskere mødes med kravet om tilpasning og assimilation. Det er heller ikke så mærkeligt, at man i en globaliseret verden med åbne grænser igen taler om nationalstaten, danske værdier og begrænsning af indvandringen.

Jo tættere de fremmede kommer på os, jo længere vil vi holde dem fra kroppen!


Logik for femårige

Af Anna Rytter | 7. januar 2011 | 36 kommentarer

Min søn på snart seks år spurgte mig den anden dag, om han ikke nok måtte komme i fjernsynet. Jeg fik straks dårlig samvittighed over at jeg har ladet ham se X-Faktor, Talent og alle de andre tåbelige fredagsudsendelser, der udstiller danskernes higen efter rampelyset og 15 minutes of fame. Jeg forklarede derfor sønnike, at det slet ikke er værd at stræbe efter at blive en berømt tv-star, men at man hellere skal bruge sit liv på at skabe en bedre verden. Jamen, forklarede han, det var jo netop det han ville opnå med sin optræden i fjernsynet. Han ville gerne fortælle alle mennesker på jorden, at nu skulle de stoppe med at lave krig og i stedet begynde at opføre sig pænt overfor hinanden.

Øv, hvor er jeg ked af, at jeg ikke kan skaffe ham 5 minutter i den bedste sendetid! Jeg tror, at der er rigtig mange, der ville have godt af at høre et par sandheder fra en femårig.

Nu er det ikke fordi min søn ved særligt meget om den ondskab, der findes i verden. Han ved, at der findes krig, fordi han for et års tid siden spurgte mig, om det er rigtigt, at der er nogle soldater, der slår mennesker ihjel. Jeg blev nødt til at fortælle ham sandheden. At voksne mennesker slås og bekriger hinanden. At der nogle gange er nogen, der slår nogen andre ihjel. Da han spurgte mig hvorfor, kunne jeg ikke give ham nogen ordentlig forklaring. Hvordan kan jeg forklare ham, at voksne mennesker ofte handler ud fra magtbegær og egoisme, når jeg samtidig opdrager ham til, at han skal være god mod andre. Han skal hjælpe, hvor han kan. Han skal dele, hvad han har.

Hvorfor er det lige, at voksne mennesker lærer deres børn en hel masse, som de overhovedet ikke selv kan leve op til? Vi siger, at man ikke må mobbe, men man må søreme godt fornærme religiøse mindretal ved at tegne en karikatur af deres profet. Vi siger, at man ikke må holde nogen udenfor, men vi laver uigennemtrængelige regler og begrænsninger for asylansøgere og familiesammenføring. Vi siger, at man skal dele, men de fleste har travlt med selv at rage skattelettelser til sig. Vi siger, at man ikke må slås, men sender alligevel vores soldater ud for at slå uskyldige kvinder og børn ihjel.

I går viste TV2 filmen Armadillo, som udstiller Afghanistankrigens meningsløshed. Men den udstiller også menneskehedens totale dobbeltmoral. Politikernes begrundelser for krigen var at skabe fred og sikkerhed. At hjælpe de stakkels undertrykte afghanske kvinder. At frisætte en befolkning, der i årevis var blevet undertrykt af de slemme Taliban. Realiteten er, at man ikke har skabt en skid fred og sikkerhed. Man har gjort alt dét, vi siger til vores børn, at de ikke må. Man har slået en masse uskyldige mennesker ihjel. Man har ødelagt et helt land og generationers mulighed for en lys fremtid. Man har gravet grøfter i stedet for at bygge bro. Det kan selv en femårig da forstå er forkert!

JPEG - 28.3 kb
Nis Adam tænder et lys for en bedre verden





»Det er med politikere som med aber, jo højere de kravler, jo tydeligere ser man røvhullet, uanset hvor mange dyre dametasker de har med derop!«
(Anne Marie Helger).

Jeg er uddannet BA i filosofi og historie og har desuden læst kultur og formidling. De sidste 10 år har jeg arbejdet med integration, bl.a. som leder af et tolkebureau og lærer på en muslimsk friskole. Pt. ernærer jeg mig som socialarbejder og foredragsholder.

Jeg har tidligere siddet i Odense Byråd for Enhedslisten og er folketingskandidat i Odense V.

Jeg er bredt politisk interesseret og engageret i verden omkring mig. Det socialpolitiske område ligger mit hjerte nært, og jeg mener, at solidaritet med samfundets svageste og mest udsatte grupper kun bliver mere aktuel, jo rigere vores samfund bliver. Jeg tror på fællesskabet som bærende element i alle menneskers liv.




Blogarkiv

1 februar 2012
Danmark skal tage medansvar for verdens klimaflygtninge
10 kommentarer

3. januar 2012
drop aktivering - opret jobs!
22 kommentarer

29. november 2011
Illegal
1 kommentarer

14. september 2011
Nekrolog for en hjemløs
4 kommentarer

26. august 2011
Mere end bare valgflæsk...
4 kommentarer

18. marts 2011
Nej tak til endnu en krig.
112 kommentarer

31. januar 2011
Virksomheder støtter Israels ulovlige besættelse af Palæstina.

15. januar 2011
Om frygt, fordomme og fremmedhad
5 kommentarer

7. januar 2011
Logik for femårige
36 kommentarer


Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Det var blot et forspil, der hvor man brænder bøger brænder man også til sidst mennesker.

Heinrich Heine. Tysk digter (1797-1856).

Flere citater