Vi er flyttet! modkraft.dk


Surt, surt, surt, lukkedage, lukkedage og mere lukkedage

Af Anne Mette Omø Carlsen | 12. juli 2011

De af jer, som har børn i danske daginstitutioner kender alle til begrebet lukkedage og nu også lukkeuger – stort set alle byer i hele landet fra Ålborg til Esbjerg, Odense til Næstved har indført et vist antal dage om året, hvor institutionerne lukker og børnene skal passes andre steder. Det er både enkeltstående dage og nu også mange steder lukkeuger i sommerferien.

Historierne om hvad det betyder for de danske børnefamilier har fyldt meget denne sommer, blandt andet fordi antallet af lukkedage er steget voldsomt på trods af løfter om det modsatte. Tilbage i 2007 lovede daværende familieminister Carina Christensen, at antallet af lukkedage ville blive reduceret – nu i 2011 er tallet bare stigende og stigende.

Lukkeugerne betyder, at nogle familier ikke kan holde ferie sammen. Det Københavnske brandvæsen har for eksempel indført tvungen ferie i en periode, som ligger uden for den periode, hvor institutionerne har lukket - så surt at være brandmand i København og have børn, hvis man altså synes det kunne være sjovt at være sammen med sine børn i ferien….

På sygehusene er ferien ofte planlagt år i forvejen, da alle gerne vil have de samme uger i juni og juli – surt for sygeplejerskerne, jordemødrene, social og sundhedsassistenterne, lægerne…

Er du på kontanthjælp er det bare endnu mere surt, da du så ikke har ret til ferie…. Surt for kontanthjælpsmodtagerne, som ikke kan holde ferie med deres børn.

Eksemplerne er mange på de familier, som rammes hård af lukkeuger og lukkedage og løgnene og løfterne er der også mange eksempler på i den sag.

Der tilbydes alternativ pasning i lukkedagene og i lukkeugerne JA. I sidste uge var jeg til forældrebestyrelsesmøde i den institution, hvor min datter går. Her sad pædagogerne og fortalte om hvor nervøse de var for, at der i sommerferien kommer 7 vuggestue børn fra en anden institution, da vores institution er en af dem, der er udvalgt til at holde åbent. De var nervøse for hvordan de nye børn ville takle det at komme til et helt nyt sted, nye omgivelser og mange nye voksne. Når pædagogerne sidder og er nervøse gør det også mig nervøs!

Der følger en kendt voksen med JA, men den kendte voksne kan ikke være der hele tiden fra kl.7-17, så det kan ikke undgås, at et barn kan sidde alene i en ny institution med nye voksne. Så er det jeg tænker på, at der vel er en grund til, at jeg brugte en uge på at køre både min datter og min søn ind i institutionen da de startede og var der sammen med dem de første dage og kun lod dem være der et par timer….. og nu forlanger politikerne så, at børn skal være så omstillingsparate allerede fra 1 års alderen, at de kan kastes rundt mellem nye institutioner og nye voksne. Surt for børnene!

Lukkedage og lukkeuger er ikke andet end en skjult besparelse og politikerne skal holde op med at kalde det andet! De er endnu er resultat af de udsultede økonomier ude i kommunerne – og nej det er ikke sjovt for børnene at blive kastet rundt mellem institutioner. Surt for børnene, surt for forældrene, surt for arbejdsmarkedet, surt for pædagogerne og pinligt for politikerne!


Libyen får et los i røven

Af Anne Mette Omø Carlsen | 22. marts 2011 | 37 kommentarer

Dagens gæsteblogger: Jens Henneberg Andersen.

Har været aktiv i den kommunistiske bevægelse, internationalt solidaritetsarbejde og forsøg på at ændre den danske anti-terrorlovgivning. Har de sidste par år været helt væk fra politisk arbejde, men nu låner han min blog til en kommentar om Libyen

Diskussionerne om Libyen går højt. Jeg har selv brugt timer på at debattere blogs her på Modkraft. Nu prøver jeg at samle essensen i mine efterhånden mange indlæg:

”Så er krigen mod Gaddafi i gang. Håber de giver ham et ordentligt los i røven!” Skrev en Facebook-veninde i sin opdatering lørdag. Hun er sprogofficer, og burde vide hvad hun taler om.

Jeg håber sgu også Gaddafi får et los i røven. Ligesom Saddam. Men af vestlige bombefly?

Jeg frygter, at krigen er et stort tilbageslag for ’det arabiske forår’, den folkelige bevægelse for frihed og demokrati i hele Mellemøsten og Nordafrika. Jeg savner en opposition i det danske Folketing.

Vi spoler tilbage til fredag

Benghazi er omringet. Oprørenes sidste bastion bliver løbet over ende inden for få timer. Nedslagtninger, måske folkemord forude. Eneste alternativ til militær intervention, altså vestlige bombefly, er passivitet og accept af at oprøret druknes i blod.

Frygteligt dilemma for en krigsmodstander.

De borgerlige partier er klar til krig. Det overrasker mig ikke. Oppositionspartierne stemmer også for. Selv Enhedslisten! S+SF er forudsigeligt. S indførte i sin tid den aktivistiske udenrigspolitik. SF har længe strømlinet sig regeringskontorerne. Men Ø?

Hvordan kan vi stå i en situation, hvor der intet alternativ er til, at Frankrig, Storbritannien og USA skal bombe et arabisk land med gigantiske oliereserver? At Danmark skal bombe!

Manglen på et alternativ er både min, oppositionens og venstrefløjens krise.

Der er et alternativ

Danmark er låst fast af militær indsats. 12 års aktivistisk udenrigspolitik har gjort os afhængige af krig og intervention. Altid med USA og de vestlige stormagter. Vi kan ikke længere forestille os andre roller i konfliktløsning. Dialog og forhandling fejes hånligt til side med henvisning til øjeblikkets nødvendighed. Langt væk fra en selvstændig, socialistisk udenrigspolitik.

Danmark kunne bruge sine interventionsressourcer på den nød og fattigdom, der hver dag koster 100.000 mennesker livet. Gå ud af NATO og militæralliancer. Bruge sin rolle som småstat aktivt til at arbejde for fredelige løsninger i mediatorens rolle. Ikke som part i krig, men som den der fører parterne sammen. For hver ny krig vi roder os ud i, bevæger vi os længere væk fra den mulighed.

Har venstrefløjen helt droppet den tanke? Skal vi drives som stemmekvæg fra krig til krig i manglen på alternativer?

Dilemmaernes dilemma

Benghazi igen. Et knusende militært nederlag til oprørene i Libyen var overvejende sandsynligt. I sig selv en frygtelig tanke, for det er jo dem der skal give Gaddafi det los i røven! Med kongeflag og det hele.

Danmarks indsats blev ikke afgjort alene i fredags. Ugerne op til omringelsen af Benghazi blev brugt på at arbejde for militær intervention sammen med Frankrig og Storbritannien. Danmark kunne have arbejdet målrettet på våbenhvile og forhandling. Som foreslået af Brasilien, Venezuela og den Afrikanske Union. Men afvist af oprørene selv i forvisning om det forestående flyangreb. På sin vis en foruroligende prioritering.

Hvis Benghazi var faldet, måtte vi anlægge samme kyniske betragtning, som de krigstilhængere der bifalder Mirage-jagerfly og Tomahawk-missiler. Bomberne regner ikke kun over Gaddafis styrker, men også over civilbefolkningen i Tripoli og Sirte. Det er hele Libyen der får det los røven nu. Vi har set luftkrig før.

Forhandling og folkemord

Jeg tror ikke på, at Gaddafi havde iværksat et folkemord. Indrømmet, han fremstår gal og utilregnelig. Men som statsleder har han også vist sig at være dreven og opportunistisk. Med det internationale samfunds overvældende opmærksomhed, havde en nedslagtning af oprørene været en invitation til invasion. Ikke i Gaddafis interesse.

Et knusende nederlag er nu også slemt nok. Det kunne blive enden på et demokratisk Libyen i denne omgang. Oprørene tog en stor risiko, da de afviste forhandlinger.

Såfremt Vesten holder sig inden for rammerne af (ånden i) resolutionen fra FN’s Sikkerhedsråd, er spørgsmålet, om oprørerne kan sejre militært? Jeg tvivler. Så hvis ikke Vesten intensiverer bombekrigen, eller måske endda indsætter landtropper, må det afgørende slag sættes ind ved forhandlingsbordet. Det er her Gaddafi skal presses til at træde tilbage. Som den sidste diktator der væltes i denne omgang.

Det arabiske forår

Virkningen af bomberne, rækker langt udover Libyens grænser. Krigen vil trække samme spor som Irak og Afghanistan.

I hele regionen risikerer vi, at regimerne stabiliserer sig nu, hvor det internationale samfunds fulde opmærksomhed er væk. Åbne oprør bliver slået ned, nye protester bliver kvalt før de opstår. Libyen er ikke det eneste diktatur. Alle lande i regionen har deres torturkamre og årvågne sikkerhedspoliti.

Selv i oprørenes arnesteder, Ægypten og Tunesien, mister opbygningen af de ny demokratier momentum. Det ligner mere personudskiftninger end regimeskift.

De fattige og undertrykte befolkninger vil indse at de bliver svigtet. Mange vil vende sig til radikal islam efter konsekvent kritik af både Mellemøstens regimer og Vestens krige.

’Flyveforbuddet’ kan være starten på enden på ’det arabiske forår’.

Ny politik

Oppositionen og venstrefløjen har forsømt at udvikle et gennemtænkt, troværdigt bud på en ny, dansk udenrigspolitik. Det lider vi under nu. Det kommer ikke fra S+SF. Hvad med Enhedslisten?

Jeg ser et parti i vildrede. Der netop har truffet en frygtelig forkert beslutning. Det er grimt at dække krigen ind i newspeak om ’humanitær aktion’. Flirten med militær intervention i Somalia og Sudan (Darfur) huer mig heller ikke. Men jeg er ikke pacifist. I Rwanda burde verdenssamfundet have grebet ind.

Hvis Ø skal rykke, så kræver det at man besinder sig i diskussionerne. Ø er ikke ansvarlig for Danmarks seneste krigseventyr. Krigsmodstanderne skal ikke skydes i skoene, at vi ville acceptere folkemord i Benghazi.

Min første indskydelse var helt at opgive Enhedslisten, men måske har den netop nu brug for opbakning? Jeg håber partiet har evnen til kritisk at reflektere over bomberne, krigens indre dynamik og sin egen position. Til at indgå i et frugtbart møde med de mange divergerende synspunkter. For der skal skabes noget nyt. Vi har brug for en venstrefløj, der ikke handler i afmagt og mangel på alternativer, men som selv magter at skabe dem.


Helhedsskolen der aldrig dør

Af Anne Mette Omø Carlsen | 11. december 2010 | 10 kommentarer

Mulighed for helhedsskoler Helhedsskoler kan med øget fleksibilitet i hverdagen være med til at gøre skoledagene længere og mere spændende og øge elevernes indlæring. I helhedsskolerne er der ikke et skel mellem skoletid og SFO/fritidshjemstid.

Undervisning i kernefag kan i løbet af dagen styrkes med praktiske og kreative fag samt sikre, at forenings- og idrætslivet får en ny rolle som faste samarbejdspartnere med f.eks. idrætslærere, kulturklasser og naturvejledere.

Derfor skal kommunerne have frihed til at indføre helhedsskoler, og S og SF vil igangsætte et forsøg med 100 helhedsskoler uden forældrebetaling, der skal dække forældreudgiften til SFO’en.

Sådan lyder det i S og SF nye skoleudspil og jeg bliver så træt!

Hvad er det med de heldagsskoler, der skulle være så tiltrækkende? og hvorfor er det, at de absolut vil holde fast i at fritidspædagogikken skal undermineres og fjernes?

Der er en generel opfattelse af at børnenes fritid, hvad enten det er tiden fra 0-6 år før skole eller fritiden efter skole ikke spiller en rolle i børnenes liv og udvikling. Det pædagogiske arbejde, der foregår uden for skolegangen nedprioriteres og undervurderes gang på gang og så undrer politikerne sig over at mange børn har brug for specialundervisning eller er urolige i timerne.

Hvorfor dør tanken om de heldagsskoler bare aldrig?


Om røvere på Rådhuset, blå balloner og demotrætte børn

Af Anne Mette Omø Carlsen | 17. september 2010 | 21 kommentarer

Åhh nej mor skal vi til demonstration igen, siger Alfred da jeg henter ham i børnehaven onsdag i silende regnvejr.

Ja det skal vi, men det bliver rigtig sjovt, der er både balloner og børnemusik og vi skal ikke være der særlig længe, fortæller jeg ham og forsøger samtidig at overbevise mig selv om, at det nytter at stå nede ved Sortedamssøen i øsende regnvejr og sende 1000 blå balloner mod himlen, i stedet for at sidde hjemme og spille Musefælde og spise kage med ungerne.

Det er ikke første gang jeg har kørt den remse af overfor mine unger – remsen om at: Nu skal vi til demonstration igen, det bliver sjovt og jeg lover vi ikke skal være der særlig længe. Det holder aldrig rigtig helt, de ved og jeg ved. Alligevel står vi der igen og igen – år efter år.

I tirsdags var jeg til arrangement på Blågård skole, hvor Alfred skal starte til næste år. Her spurgte en far om skolen havde lige så dårlige budgetter som institutionerne.

Ja i institutionen er vi jo vant til hvert år at blokere og demonstrere – er det det samme på skoleområdet?, spurgte han. Svaret blæste lidt i lærerværelset og ingen af os forstod det vist helt, men faktum er at svaret bare er JA!

Ja skoleområdet har lige så dårlige budgetter som institutionerne og med børn i skole skal man fortsætte med at stå i silende regn, høre børnemusik og forsøge at overbevise om, at vi ikke skal være der særlig længe – børnene er så desværre bare blevet større og ved godt at det ikke passer.

Alfred følger da også troligt med den onsdag ned mod søen og spørger om hvorfor vi skal til demonstration – snak om budgetter, demografimodel, stigende børnetal, nedskæringer på 350 millioner og øget forældrebetaling kan jeg godt glemme alt om. Så svaret bliver, at nogen vil tage penge fra vuggestuer, børnehaver og fritidshjem. Alfred bliver noget bekymret, så jeg må alligevel berolige ham, selvom jeg faktisk selv går med det der hul i maven, som forældre ofte oplever – hullet i maven, der kommer af at de nedskæringer, som København oplever faktisk vil gå ud over min søn og min datter og mange andre børn.

Men hvis de tager penge, så er de jo røvere og så skal de i fængsel, er det oplagte svar fra Alfred – jeg kan se på ham, at han virkelig føler, at han har fundet løsningen her, han er glad og stolt. Og så er det at udfordringen virkelig kommer i at være forælder – for ja jeg er så skide sur over de nedskæringer, som vil ramme mine og andre børn, at jeg bare har lyst til at give ham ret, stille mig op og råbe fuck jer til alle politikerne og kalde dem røvere og tyveknægte, ja og ville i mine vredeste øjeblikket ikke have noget i mod, at de blev sendt på vand og brød et par måneder.

Men næ nej, jeg fortsætter turen mod søen, klapper af talerne, ser på ballonerne der flyver ud over søen, hører børnemusikken og går drivende våd hjemad med rystende kolde børn lang tid efter jeg havde lovet, at vi skulle gå.

Lyttede røverne så til demofolket og de blå balloner?

Torsdag nat indgår røverne så forlig om budgettet for 2011 og spørgsmålet er nu om jeg kan berolige Alfred med, at røverne ikke tager pengene alligevel? Det kan jeg desværre ikke – 150 millioner skal stadig fjernes fra børneområdet og hullet i maven forsvinder ikke. 2 ugers tvungen sommerferie lukning, en strukturændring, som igen ved om indbringer de 40 millioner, som er budgetteret med og takststigninger rammer direkte ned i mine børns hverdag og min pengepung.

Alle de fine løfter om børnenes by, plads til børnefamilier og ro på området var vist løgn.

Derfor tager jeg igen børnene i hånden, fortæller dem at vi skal høre sjov børnemusik og ikke være der særlig længe, håber på mindre regn og deltager i demonstration på torsdag mens røverne holder møde inden for:

Børnene først Frank – børnevenlig demonstration,

torsdag den 23. september kl.16-17.30 på Rådhuspladsen.

Sig nej til nedskæringerne på børne- og ungeområdet og på det sociale område i Københavns Kommune. Deltag i den store fælles demonstration mod nedskæringer i Københavns Kommune.

Arrangører: BUPL Hovedstaden, Aktionsgruppen Den Blå Dreng, Københavns Forældreorganisation (KFO), Landsforeningen af Socialpædagoger (LFS), Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS), Socialpædagogerne, og BesparelserKBH.dk


Claus, Eskil og elendighedsteorien om bedre institutioner.

Af Anne Mette Omø Carlsen | 14. maj 2010 | 1 kommentarer

Claus Pedersen skriver i en kommentar tilEskil Andreas Halberg: ”Du skylder at forklare, hvorfor netop "hoppet" fra 37 timer til 38 timer skulle være specielt slemt. Det kunne jo være, at netop dette "hop" betyder at der bliver rejst flere krav om bedre institutioner, skoler mv. fordi vi bliver tvunget til at være mere på arbejdspladsen. Eller at netop denne 38.time gør, at vi bevæger os mere, og dermed bliver mere sunde...”.

Hvorfor så ikke bare sætte arbejdstiden op til 45 timer, hvis det betyder flere og stærkere krav om bedre daginstitutioner og skoler?

Ærlig talt synes jeg, at det er en underlig elendighedsteori Claus har gang i her!

Men der, hvor Claus har fat i noget er netop kravet om bedre daginstitutioner og de 37 timer der blev til 38, for det er klart at en sådan ændring vil betyde øget pres på daginstitutionerne.

Institutioner, som over hele landet melder om nedskæringer i selve kerneydelsen, altså åbningstiden, maden, det pædagogiske personale, tiden pr. barn ect. og en øget arbejdstid vil selvfølgelig betyde et yderligere pres på institutionerne.

Men vil en øget arbejdstid også betyde et øget krav om bedre institutioner – ja det tror jeg da helt bestemt, det rejses jo allerede landet over.

Men vil SF også være med til at indfri kravene?

I København har SF for nylig fremlagt en spareplan sammen med S, som betyder at der skal skæres 350 millioner kroner på børne – og ungdomsområdet. Kravene om bedre institutioner rejses over hele byen, men det ser ikke ud til at flertallet i København vil lytte til forældre, forskere og personale, som alle beretter om de store konsekvenser det vil have for børns motoriske, sproglige og sociale udvikling, hvis området udsultes yderligere og der vil være mindre voksentid pr. barn.

Vi kan altså på den ene side se frem til at skulle arbejde en time mere og på den anden side være nødt til at placere vores børn under så dårlig forhold, at det gør ondt i maven.

Men hvad der næsten gør mere ondt i maven er, at SF står i spidsen for nedskæringerne. Jeg sidder tilbage med følelsen af, at vi får mere arbejde for de voksne og ringere forhold for børnene.

Men jeg er sikker på at hoppet, som Claus taler om, fører til flere krav om kvalitet, men jeg er mere usikker på om de bliver indfriet.


Skæbnedag for Københavns børn

Af Anne Mette Omø Carlsen | 3. maj 2010 | 3 kommentarer

På onsdag skal børne- og ungdomsudvalget i København tage stilling til hvilke indstillinger de vil sende til det samlede budget for 2011. Det bliver en skæbnedag for byens børn – intet mindre!

350 millioner er der lagt op til at spare på børne- og ungdomsområdet i København i næste års budget og mere end 600 millioner over de næste tre år.

Sidste efterår var området ude i en stor kamp om budgettet for i år, hvor der blev skåret over 200 millioner. Svimlende beløb, som næsten er svære at forholde sig til. Dengang svarede det til over 2% pr. institution i København.

Og nu står vi her så igen, denne gang heldigvis i lidt bedre tid, til at få lagt pres på de kommunale forhandlingerne, hvor penge fordeles.

Men hvor er det voldsomt frustrerende at stå overfor nedskæringer igen, og igen skulle forklare hvor store konsekvenser det har for børn, at det pædagogiske indhold i institutionerne reduceres til opbevaring og samlebåndsarbejde. Og hvor er det voldsomt frustrerende at lægge børn til!

Børne- og ungdomspolitikerne lægger blandt andet op til at indføre 2 ugers tvungen ferielukket, fjerne morgenåbningen i fritidshjemmene og flytte det til skoler samt indføre områdeledelse, så antallet af institutioner reduceres fra 600 til 200.

Alt sammen noget, som vil forringe forholdene for børnene. Hele debatten handler mest om effektiviseringer og hvordan det vil ramme familierne og meget lidt handler om børnene.

- Hvad betyder det for eksempel for børn, at de skal leve i omstruktureringshelvede i mange år af deres børnehaveliv?
- Hvad betyder det for børn, at de måske ikke kan holde ferie med både mor og far?
- Hvad betyder det, at trygheden ved at starte dagen i fritidshjemmet forsvinder?
- Og vil det på nogen måde være muligt at opretholde dagtilbudslovens bestemmelser med så dårlige forhold, som institutionerne vil få med de kommende nedskæringer?

Alle de spørgsmål bliver ikke stillet – alle de spørgsmål som vedrører børnelivet drukner i effektiviseringer og udsigten til at spare millioner.

Jeg er rigtig ked af at det er S og SF som står i spidsen for sparekataloget og ked af, at det ikke er dem, der stiller spørgsmålene om hvad det vil betyde for børnene.

Men på den anden side er jeg glad for og meget stolt af de Københavnske forældre, som igen igen ser ud til at give politikerne kamp til stregen!

Netop derfor skal jeg selvfølgelig deltage i Københavns Forældreorganisations stormøde på torsdag den 6.maj om nedskæringerne. Kl.19.30 hos TIB, Mølle Allé 26, 2500 Valby.


Kan retorik og politik skilles?

Af Anne Mette Omø Carlsen | 13. april 2010 | 6 kommentarer

Diskussionen om at kommunikere strategisk fylder meget, men ofte under dække af andre politiske diskussioner, som at af Kasper Bjerrings seneste indspark på bloggen.

Udgangspunktet er her retspolitikken, men bloggen handler mere om SFs kommunikation og retorik – Kasper forsøger flere gange at sige det, men uden held.

SF vil gerne ændre retorik på retspolitikken, så langt er jeg med. Men kan man ændre retorik uden at ændre politikken – handler det så om hvor meget eller hvor lidt retorikken ændres?

Retorik – det man siger er man selv.

Et argument er, at venstrefløjen vil for meget, siger for meget og for indviklet. Det er, og har længe været venstrefløjens problem. Fokusgrupper, målgruppeanalyser og kommunikation baseret på videnskabelige undersøgelser er fy ord og ikke noget venstrefløjen vil vide af. Det bliver kaldt designerpolitik og forfladigelse af politikken.

SFs retorik skal ændres – ikke politikken er budskabet, baseret på hvad kunne man starte med at spørge?

Når et parti kommunikerer noget ud er det baseret på en politisk holdning, sådan er opfattelsen blandt befolkningen – man skal mene hvad man siger og holde hvad man lover, længere er den (stadig) ikke. Og det er lige netop hvad det handler om – hvad siger man og hvad gør man ved det?

Lidt basal kommunikationsteori for de interesserede kan være nyttigt. Begreberne profil, image og identitet er relevante at bruge i analysen af en organisations, virksomheds eller et partis kommunikation.

Begrebet profil refererer her til organisationens bevidste fremstilling af sig selv.

Begrebet image refererer til det indtryk andre har af organisationen via forskellige informationskilder, fx medier, anden- og trediehånds-beretninger og lignende.

Identitet refererer til det, som virksomheden rent faktisk er.

Begreberne kan bruges til at beskrive, at organisationens kommunikation bør være afstemt mellem organisationens selvfremstilling, egen-identitet og andres opfattelse af organisationen.

Det er ikke nogen nem opgave. En ting er den kontrol, man som ledelse kan have med, hvilket billede af organisationen, andre skal have, en anden ting er at få det billede afstemt med medlemmernes, og sidst men ikke mindst afstemt med omgivelsernes opfattelse. Et langt stykke hen ad vejen er der tale om en aldrig stillestående proces, en slags vekselvirkning, hvor de enkelte faktorer, påvirker de andre.

Den helstøbte kommunikation bør teoretisk set være et produkt af alle grænsefladerne mellem profil, image og identitet. Den samlede kommunikation er netop summen af profil, image og identitet og derfor skal kommunikationstrategien tage hånd om helheden.

Hænger organisationens profil, identitet og image ikke sammen opstår en række problemer med troværdigheden – et troværdighedsgab.

Det kan fx ske ved, at det billede, som organisationen tegner af sig, ikke stemmer overens med det billede, som medlemmerne har af organisationen.

Kasper Bjerring har blandt andet to råd til venstrefløjen til en ny retorik:
-  Vi skal holde op med at sige at ”straf virker ikke”. I stedet skal vi erkende åbent, at straf handler om at staten tager hævn på ofrets og samfundets vegne. Og i den henseende virker straf faktisk fint.
-  Vi skal holde op med altid at henvise til forebyggelse. Mennesker gider ikke vente på at vi har haft magten i 15-20 år, før deres problemer bliver løst. Socialister skal også kunne levere hurtigtvirkende løsninger ”nu og her”. Og de kan oftest kun leveres med en effektiv politiindsats og muligheden for at spærre gerningsmænd inde. To råd, som kan give SF problemer med deres profil, identitet og image.

Eksempel: Hvis partiet SF fremstiller sig selv som en organisation med den holdning, at staten skal tage hævn og at straf virker, vil det billede konflikte med den sandhed medlemmerne oplever. Med mindre politikken ændres til at passe til retorikken. Dermed opfattes kommunikationen som utroværdig og usandfærdig af medlemmerne.

Kommunikationsgabet Ligeledes kan der opstå et kommunikationsgab, såfremt det billede organisationen tegner af sig selv, profilen ikke stemmer overens med organisationens image, altså de eksterne iagttageres opfattelse.

Eksempel: Hvis partiet SF fremstiller sig selv som en organisation med den holdning, at staten skal tage hævn og at straf virker, vil det formentlig konflikte med omverdens syn på SF, der snarere er, at her tager man udgangspunkt i forebyggelse og de bagvedliggende årsager til kriminalitet.

Imagegabet Endelig kan der opstå et Imagegab, såfremt der er uoverensstemmelse mellem offentlighedens opfattelse af en organisation og så det, organisationen rent faktisk er.

Eksempel: Hvis omverdens syn på SF er, at her har man en opfattelse af, at staten skal tage hævn og at straf virker og sandheden i virkeligheden er, at man har et mere nuanceret syn på kriminalitet og en anden politik end den der kommunikeres ud.

SF kan altså godt forsøge at ændre sin retorik, men min påstand er, at de også er nødt til at ændre politikken, hvis ikke der skal opstå usikkerhed om deres politik.

Retorik er ikke løsrevet fra politikken, men to sider af samme sag. Det betyder også, at når man som politisk parti vælger at ændre retorik har det store konsekvenser for hele den måde man skal indrette sig og kommunikere på.

Et parti, som siger noget, men gør noget andet opfattes utroværdigt – der er altså ikke balance mellem alle sider af partiet – profil, identitet og image og er der ikke den balance, ender det i usikkerhed fra vælgerne, fægten i blinde og uklarhed i kommunikationen.

SF kan altså ikke, efter min mening tro, at de kan ændre deres retorik på retsspørgsmålet uden at det vil have konsekvenser for deres politik – SFs politik vil ændre sig fra at have fokus på forebyggelse og en opfattelse af at ”straf virker ikke” til en politik, der lægger mere op til straf og hurtige politiindsatser – det kan man så være enig eller uenig i.

Man kan håbe for SF, at de har tænkt alle aspekterne – profilen, identitet og image med ind i deres overvejelser, for ellers kan de få gevaldige problemer, hvis medlemmerne begynder at opfatte retorikken som utroværdig eller, hvis det viser sig at der faktisk ikke er sammenhæng mellem det de siger og det de gør!


Et besøg langt væk fra Nørrebro

Af Anne Mette Omø Carlsen | 26. marts 2010 | 1 kommentarer

Afgang Nørrebros runddel kl.8.34 bus 18 ud af Jagtvej og bus 43 mod Værebroparken, ankomst 9.34.

Bare tanken om at sidde i en bus helt ud til Bagsværd en mandag morgen gør mig træt. Jeg skal besøge en skole og overvejer om jeg ikke bare skal ringe og snakke i telefon med dem i stedet, det føles som uendelig langt væk.

Værebroparken – jeg har hørt om det før, måske har jeg læst om det i mit bysociologiske kursus på RUC, er det ikke noget med noget ghetto, forfaldent 60´er byggeri eller hvordan var det nu det var? Midt i alt det skulle altså så ligge en skole og den er jeg på vej ud til. For mig kunne jeg lige så godt være på vej til Ruds Vedby, Kerteminde eller Sønderborg, jeg har ingen anelse om hvor langt der er, hvor det ligger eller hvordan der ser ud.

Jeg er i god tid, spørger i det lokale supermarked, som også her hedder Super Brugsen og til forveksling ligner mit eget på Nørrebrogade. Den unge dreng bag disken fortæller, at jeg bare skal følge pergolaen gennem Værebroparken og så kommer jeg til skolen.

Pergolaen er en lang overdækket gang, som fører mig ind gennem et klassisk 60´er byggeri. Store ens boligblokke, som er blevet frisket op med panggrønne, lyserøde og blå vinduer og facader. Ens legepladser og smalle stisystemer.

Jeg kommer ind i en skolegård, hvor nogle børn løber rundt og spiller fodbold og finder efter lidt søgen indgang B, som til forveksling ligner indgang A, D, E og F.

Her lugter af min barndoms skole, den velkendte duft af tandlæge, som alle der gik med bøjle og havde elastikker på tænderne kan huske. Kliniske og rent. Jeg husker fornemmelsen af kolde hænder og dårlig tandlægeånde og er for et øjeblik sat tilbage til min egen tid i folkeskolen.

Jeg står lidt i forgangen og tænker over skolen. Meget lidt indbydende, lavt byggeri, ensformige lange gange og beskidt gråt linoleums gulv. Efter kort tid i forgangen bliver jeg budt inden for af skolebestyrelsesforkvinden og jeg er sikker på, at hun kan se forbavselsen nærmest bøjet i neon over mit hoved, da vi træder ind.

Jeg møder en skole, hvor intet er standard, ensformigt eller linoliumsgråt. Her er masser af farver, liv, et drivhus midt i den overdækkede gård, bløde møbler på gangene og børneudstillinger på alle vægge. Her leves, læres og leges på en gang.

Forkvinden for bestyrelsen, Sanne fortæller at hun selv startede på skolen i 1968 og alle hendes tre børn har gået eller går på skolen. Faktisk arbejder hendes ældste søn, som lærervikar her på andet år inden han skal starte på lærerseminariet.

Vi går rundt på skolen og jeg oplever skolens teaterafdeling med stor teatersal, vises rundt i køkkenet, hvor skolen har valgt at ansætte en professionel kok – hun har tidligere arbejdet på D´angleterre , fortæller Sanne stolt.

Nu laver hun sund og billig mad med skolen elever hver dag. En lille salat for 6 kroner, en stor 12 kroner og dagens ret for 20 kroner – mine tanker går hjem til Københavns Eat ordning, som koster 30 kroner og skal bestilles tre dage i forvejen over nettet.

Men Sanne fortæller også, at skolen har store udfordringer og kæmper med at fastholde elever – en kamp, som primært kæmpes mod Bagsværd privatskole. På et arrangement for nye elever har Sanne fået fortalt, at privatskolen meddelte forældrene at: Her betaler man jo for at slippe for de socialt belastede elever.

Derfor har Værebro skolen indført, at de hvert år går rundt til alle forældre til nye skolebørn og ringer på og fortæller om skolen. Skolen bruger meget energi på at få gode historier i pressen og de forsøger at tiltrække medlemmer til teaterforeningen, så flere kommer indenfor og får samme positive oplevelse, som jeg i dag har fået.

Men det er en kamp op ad bakke, villaforældrene tør simpelthen ikke vælge en skole med mange to- sprogede og med socialt belastede elever, men vælger hellere privatskolen allerede når barnet bliver født, fortæller Sanne.

Pludselig er der slet ikke så langt til Bagsværd, pludselig ser jeg min egen kamp på Nørrebro og på Bispebjerg for mangfoldige skoler fuldstændig klart og tydeligt tegnet op.

Hvor er det synd, at der er børn i Danmark, som andre ikke vil gå i skole med, hvilken følelse mon de vokser op med, mon det føler sig velkomne, betydningsfuld og værdsatte?

Men hvor er det dejligt, at der findes folk som Sanne, der kæmper sin egen lille kamp for en rummelig skole, for at alle børn skal have en chance, for integration og for at få folk til at tænke sig om en ekstra gang før de vælger den private ghetto skole.


Hvide kitler, lortebleer og stopure

Af Anne Mette Omø Carlsen | 11. marts 2010

Jeg sidder og forbereder mig til generalforsamling i København Forældreorganisation, jeg glæder mig til at møde mange aktive forældre, at opsummere vores lange seje budgetkamp sidste år og planlægge det kommende års arbejde.

Samtidig ved jeg, at vi går endnu et hårdt år i møde. Børne- og Ungdomsborgmester Anne Vang har lige varslet yderligere nedskæringer på 320 millioner kroner. Hvor skal pengene komme fra og måske vigtigere hvilke konsekvenser har det ude i institutionerne?

Jeg taler med forældre, som fortæller om deres vuggestuebarn på under 2år, som tvinges i børnehave, hvor det skal gå sammen med børn på 6 år, for at skabe plads til flere børn og sikre institutionen penge.

Jeg har selv siddet til møde i min egen institution og besluttet fyring af rengøringspersonalet – tre mennesker, som har arbejdet i institutionen gennem 10 år.

Pædagoger er blevet fyret og vi har nu institutioner i København uden pædagogisk uddannet personale. Forældre skal nu have bleer, solcreme, frugt og sågar dyner med selv.

Hvem skal råbe op?

Hvad blev der af snakken om kvalitet og ingen forringelser af serviceniveau i København?

Vi får af vide, at vi bare er forkælede, ressourcestærke forældre, som kræver og kræver. Hvis ikke forældrene skulle råbe op, hvem pokker skulle så – vuggestuebarnet, som ikke har voksne nok, gør det ikke!

Sidste efterår gennemførte forældre i København en lang, sej budgetkamp og vandt en lille sejr ved, at politikerne ikke fjernede den såkaldte kompensationsordning, men i stedet fandt pengene andre steder og blandt andet optog et lån. Men der blev stadig sparet 200 millioner kroner og det er den besparelse, som nu gør rigtig ondt ude i institutionerne.

På sygehusene oplever personalet samme sparerunder, masser af personale bliver fyret og dem tilbage skal løbe stærkere. Social- og sundhedspersonalet oplever de samme nedskæringer og stopuret har gjort sit indtog i ældreplejen – alle social og sundhedshjælpere ved præcis hvor lang tid det tager at skifte Fru Hansen og give Hr. Jensen medicin.

De hvide kitler, lortebleerne og stopurene burde forene sig i en overordnet kamp for mere tid og bedre forhold.

Når jeg går hjem fra generalforsamling i KFO håber jeg, at vi er kommet et skridt nærmere en fælles front for et velfærdsamfund med plads til de svageste.

Krisen kradser, vi skal alle stå sammen og yde vores til at komme godt igennem den er budskabet fra regeringen. Den er jeg med på. Men jeg er ikke med på, at det betyder at alle områder af vores velfærd skal skæres ned under et minimum og vi ikke længere må tale kvalitet og rimelige vilkår.


På koralen jeg sværger.....

Af Anne Mette Omø Carlsen | 15. oktober 2009 | 1 kommentarer

Min datter er startet i skole, på Nørrebro endda i folkeskole – og det er ikke fordi vi ikke nåede at skrive hende op til Nørrebro Lilleskole. Det er fordi vi har valgt det, fordi vi synes, at det ville være godt for hende. Hun går i en klasse med 13 børn – fire drenge og 9 piger og er meget stolt over at have lært bogstaverne A, S og T.

Og så har hun lært at sværge – ”Mor jeg sværger på koralen...”.. - Karla vi er ikke muslimer, så vi sværger ikke på koranen, hvis det er den du mener (og de der koraler har jeg hørt, at man skal holde sig fra, de dør, bliver grå, dykker-turisterne bliver sure og der er sikkert også nogen oprindelige stamme, som lever af dem), men min datter sværger altså på koralen med bedste wollah accent.

Når man starter i skole. starter også mange andre nye verdener – ”Der er altså en fra fritten, som går til ballet, violin, klaver og kor” - Ja og der er en grund til at hun er enebarn...... Måske er vi bare ikke ambitiøse nok på vores børns vegne, men vi har en grænse der hedder en fritidsaktivitet om ugen – rundstyk vi må forsøge at gøre det bedre næste sæson..... Mit datter har denne sæson valgt kirkekor.

Vi er flyttet til Nørrebro, min datter er startet i skole med rigtig, rigtig mange forskellige nationaliteter, hun har lært at sværge på koralen og er startet i kirkekor.

Jeg kunne overveje at invitere Pia Kjærsgaard hjem og tage en snak med Karla om hvordan den der integration lige skal kringles, kirkekor, koral, Sri Lanka, Tyrkiet, muslimer, rugbrød, hallal og tørklæder – hun har styre på det hele.

Ok mor, så sværger jeg ikke på koralen, men jeg sværger Amager strand jeg sværger.....


1 2 3 >



Anne Mette Omø Carlsen, uddannet i kommunikation og socialvidenskab fra RUC med speciale i FOAs kommunikation med medlemmerne under OK2008 processen – om aktivitet, solidaritet, ligestilling og demokrati i fagbevægelsen.

Mor til to, kontaktforælder på Blågård skole, bestyrelsesformand for Askovgårdens børnehus, bosiddende på Nørrebro.

Arbejder i Københavns Forældreorganisation med kommunikation og mobilisering af forældre og i forældreforeningen Skole og Forældre med integration.

Brænder for kampen for velfærdsstaten, og for at forene flere i kampen for velfærd; forældre, pædagoger, lærere, sosu hjælpere, skoleelever......

Kritiserer kapitalismen, kæmper for en anden verden og kalder sig kommunist.

Medlem af Enhedslisten.




Blogarkiv

12. juli 2011
Surt, surt, surt, lukkedage, lukkedage og mere lukkedage

22. marts 2011
Libyen får et los i røven
37 kommentarer

11. december 2010
Helhedsskolen der aldrig dør
10 kommentarer

17. september 2010
Om røvere på Rådhuset, blå balloner og demotrætte børn
21 kommentarer

14. maj 2010
Claus, Eskil og elendighedsteorien om bedre institutioner.
1 kommentarer

3. maj 2010
Skæbnedag for Københavns børn
3 kommentarer

13. april 2010
Kan retorik og politik skilles?
6 kommentarer

26. marts 2010
Et besøg langt væk fra Nørrebro
1 kommentarer

11. marts 2010
Hvide kitler, lortebleer og stopure

15. oktober 2009
På koralen jeg sværger.....
1 kommentarer

1 2 3 >

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Da jeg var lille, kom der mange danskere til Malmø. Ofte for at købe billig kaffe. Også nu er der mange danskere i Malmø. En del kommer for at købe billige biler, nogle for at bo billigere. Men mange kommer, fordi der er indført love, som forbyder dem at leve i Danmark med den, de elsker, fordi han eller hun kommer et andet sted fra. Det er en skam! Men også storebror (Sverige, red.) og specielt de skånske storebrødre har al anledning til at se kritisk på sig selv, nu når højreesktremisterne i det Sverigedemokratiske parti med stor sandsynlighed kommer til at tage plads i den svenske rigsdag efter næste valg. Jeg ved, at den danske dronning er enig med mig.

Mikael Wiehe. Svensk-dansk musiker i en tale til bl.a. det danske og svenske kongepar under Öresundstinget, den 11. maj 2007.

Flere citater