Vi er flyttet! modkraft.dk


Hvordan kan noget så uretfærdigt vare ved?

Af Asmaa Abdol-Hamid | 30. november 2010 | 5 kommentarer

I forbindelse med den internationale solidaritetsdag med det palæstinensiske folk fik vi i Odense, besøg af Mariam Abudaqa fra Gaza. Hun er den første palæstinensiske kvindelige fange, i et israelsk fængsel efter junikrigen 1967. Hun har været aktiv på den politiske scene siden sin tidlige ungdom, og var den første kvinde som blev guerillaleder.

Mariam fortalte om kvindelige fangers situation i israelske fængsler. Hvordan de bliver udsat for totur og ydmygelse. Mariams historie er meget lang-, men jeg vælger at opridse en meget lille del af den.

Mariam var 15 år da hun første gang blev stillet for retten. Hun var aktivist og arbejdede aktivt imod den zionistiske besættelse; ”Der var tre militær dommere. Min far havde givet mig tre advokater. Men de fik ikke lov til at sige noget i retten. Det var kun anklagerne og dommerne der måtte snakke”. Mariam blev som 15 årig dømt, uden muligheden for at forsvare sig selv. I fængslet blev hun gentagne gange afhørt. Under afhøringen blev hun totureret; ”De slukkede cigaretskodderne på mit hoved, slog mit hoved mod væggen og truede mig med voldtægt. Min forbrydelse var at jeg er en palæstinenser som kæmper for min frihed”. I dag lider Mariam af en kronisk hovedpine pga. totur i det israelske fængsel. Men hun synes selv at hun er sluppet billigt-, for ifølge hende er flere fanger grundet totur, blevet lammet.

Mariam Abudaqa fortæller, at er der mere end 8.500 palæstinensiske fangere i de israelske fængsler. 300 af dem er børn. Flere af de indsatte dør pga. manglende behandling af leversygdom, kræft og sukkersyge.

I dag kæmper Mariam for at få palæstinensiske kvinder ud af israelske fængsler og i gang med livet udenfor fængslet. For det er ikke nemt, at starte en tilværelse, hvis man slipper levende ud af fængslet. Mariam Abudaqa er 58 år og leder af The Palestinian Development Women Studies Association (PDWSA). Hun bærer meget mod og styrke-, men der er ingen tvivl om, at hun er en kvinde, som er blevet frarøvet sin barndom og ungdom af den zionistiske besættelse som forhindrer palæstinenserne deres universelle ret til frihed og selvstændighed.

(Den 29. november blev i 1977 af FN vedtaget til at være ”International Solidaritetsdag med det Palæstinensiske folk” – Resolution 32/40B. Grunden til at man har valgt netop denne dato er at på denne dag, 29. november 1947, vedtog FN en delingsplan for Palæstina. En delingsplan – Resolution 181(II) - som betød at man delte Palæstinensernes land i 2 dele, en Palæstinensisk og en jødisk.

Det palæstinensiske folk, der i dag tæller over otte millioner, er primært bosat i det historiske Palæstina og de omkringliggende arabiske lande, hvor en stor del af dem stadig lever under kummerlige forhold i flygtninge lejre. Denne solidaritetsdag har traditionelt åbnet for muligheden for at de internationale samfund, kan sætte fokus på at spørgsmålet om Palæstina fortsat er uløst, at det Palæstinensiske folk endnu, i dag 62 år efter, ikke har fået deres rettigheder. Rettigheder defineret af selvsamme myndighed, som har vedtaget både denne dag og delingsplanen. Disse rettigheder tæller blandt andet; Retten til selvbestemmelse uden ekstern indblanding, retten til national uafhængighed og suverænitet og retten til tilbagevenden for de Palæstinensiske flygtninge til deres hjem og ejendom hvorfra de blev fordrevet i 1948.

Desværre er det ikke alle FN’s medlemsstater som følger opfordringen fra FN om at opretholde denne solidaritetsdag ved hjælp af forskellige arrangementer i medlemsstaterne, mens FN årligt udgiver film og diverse foldere i forbindelse med dagen. Palung)


Thorning vs Kjærsgaard eller Omar Marzouk?

Af Asmaa Abdol-Hamid | 25. november 2010 | 12 kommentarer

De seneste par dage har jeg virkelig stået over for et meget svært valg. Endelig gæster Omar Marzouk Odense med sit nye show; Omskåret. Og selvfølgelig skal jeg ind og se showet. Jeg havde lyst til at give mavemusklerne en chance og smilebåndet masser af plads. Så bliver jeg bekendt med duellen på DR1 mellem Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard. Her stod jeg med et rigtigt svært valg. Skal jeg tage ind til magasinet og se Omar Marzouk? Eller blive hjemme og se duellen? Af flere andre årsager valgte jeg at blive hjemme.

Duellen blev skudt i gang; den startede med udlændinge og pointsystemet, rørte lidt ved velfærden og tilbage til udlændinge, hen mod økonomien og tilbage til udlændinge – hen mod danske værdier og sluttede hos udlændinge.

Selvom der var lagt op til en interessant diskussion så synes jeg ikke at forventningerne blev indfriet – for man lagde ører til det samme, som man de seneste måneder har hørt meget om – dog overraskede Thorning da hun hilste udlændinge ”Velkommen” og blev tydelig med sætningen ”Truslen mod det danske velfærdssamfund kommer ikke fra udlændinge men fra Pia Kjærsgaard”. Debatten blev pludselig interessant – for det er godt nok længe siden, at man har lagt ører til det modsatte af diskrimination og eksklusion.

Debatten omkring velfærdsstaten skabte plads til underholdningen i duellen. For ifølge Pia Kærsgaard er velfærdsstaten ikke et tegn på danskhed, ”for det har man også i andre lande”, siger hun. Derimod fremhæver Pia Kjærsgaard; nye kartofler, jordbær med fløde og vejret som et tegn på danskheden.! For et sekund bliver jeg helt i tvivl… har jeg uden selv at bemærke det alligevel, bevæget mig ind til Omar Marzouks standup show?? Stand-up’en som vi kender den er ved at revolutioneres. Der kommer nye aktører ind som konkurrerer med den traditionelle stand-up-, de kalder det blot stand-ups.


Pia, Kiks og Rasmus Seebach

Af Asmaa Abdol-Hamid | 15. november 2010 | 10 kommentarer

Ingen kan komme uden om, at der er gået kage i dagens politiske Danmark. Der konkurreres skarpt med stand-up’en-, men på politisk hedder det vist stand-ups.

Først vil Pia Kærsgaard forbyde parabolerne i de socialt udsatte boligområder og med censur, kontrollere den frie tanke. Dernæst har regeringen med sit støtteparti foretaget stramninger i udlændingeloven. Danmark er nu det land i Europa der har den strammeste og mest fremmedfjendske udlændingepolitik. Ingen anden EU-land deler sit folk så skarpt op. Ifølge VKO er det din pengepung som skal afgør om din kærlighed er noget værd. Har du et fuldtidsjob og mange penge vil du og din udenlandske ægtefælle få muligheden for at bo i Danmark. Er du på deltid – må du opgive din ægtefælle eller rejse ud af Danmark. Tættere på klassediskrimination har Danmark aldrig været. I dag hører jeg rigtig mange danskere sige "Jeg skammer mig over at være dansker".. det er en tragisk og dybt sørgelig tendens. Men sørgekiks er der nok af… på de danske sygehuse.

I Vollsmose har perlerne efter gråden valgt at grine. For hold da op hvor har man skulle ligge ører til meget kiks, kage og saftevand. Her er Vollsmose’s beskedne bidrag til den debat der viser sig for at være vigtigere end både finanskrisen og besparelserne i kommunerne:

http://www.youtube.com/watch?v=E_gK...


Piger, jeg er så stolt af jer!

Af Asmaa Abdol-Hamid | 29. juni 2010 | 11 kommentarer

De nyudklækkede studenter pynter virkelig i de danske gader. Deres smil er brede, og huen tyder på, at alt er gået helt, som det skal. Jeg bemærker specielt studenterne med lidt mere pigment i huden, med tørklæde, mørt hår og mørke øjne. Sagt på en anden måde, så bemærker jeg helt bevidst de danske studenter med minoritetsbaggrund, og jeg synes, at der er kommet rigtigt mange.

Politiken havde en udmærket artikel om etniske minoritets-kvinder, som klarer sig godt på uddannelses-institutionerne. Og det er helt fantastisk. Selv har jeg haft fornøjelsen af at følge et par piger, som brød mønsteret og som er de første i deres familie, der er blevet studenter. Og jeg føler mig rigtig stolt af dem, for de nøjes ikke med blot at få studentereksamen. Nej, de tager så sandelig en eksamen med rigtig flotte karakterer. Pigerne har ydet en enorm indsats, og i sidste ende er de også blevet belønnede. De skal nu læse videre på universiteterne, og de populære fag er blandt andre statskundskab, medicin og kommunikationsstudier.

Jeg ønsker alle studenter et rigtigt stort tillykke - specielt kvinderne. Nu må vi efterhånden se, hvad der skal gøres for at få de etniske minoritetsdrenge med… hmm… nogle forslag?

http://politiken.dk/debat/ledere/ar...

http://www.berlingske.dk/danmark/am...


Giv en hund

Af Asmaa Abdol-Hamid | 21. juni 2010 | 18 kommentarer

Selvom finanskrisen er til at føle hos rigtigt mange danskere, så er der heldigvis rigtigt mange, som stadig er bevidste om, hvad der i virkeligheden gør os rigere. At være solidarisk med andre mennesker og dele ud af, hvad man har, det er rigtig rigdom.

Flere kræftramte patienter har med stor succes sat destinationen mod udlandet og er kommet raske hjem til deres familie og venner. Denne chance kan vi være med til at give Patric. En landsdækkende indsamling er derfor sat igang. På www.redmitliv.dk kan vi alle bidrage med at hjælpe Patric, som er ramt af kræft i lungerne. Patric er far til 2 piger på 2 og 4 år. Han er ægtemand, familefar, kollega og ven. Du kan være med til at hjælpe Patric til fortsat at være iblandt dem, han holder af. Send en hund eller to- eller flere. Bidrag med det du kan. I denne sammenhæng betyder hver en krone meget.

På kontoen er der allerede 223.445 DKr. Men der er stadig et stykke vej endnu. Jo hurtigere Patric kan komme afsted, desto bedre. Skynd dig at hjælpe til, og du kan også opfordre dine nærmeste til at gøre det samme.

Lige til sidst. For dem som måske kan misforstå: Behold hunden men send nogle kroner :)

Dansk Bank Reg.: 1551 Konto: 10702151


Lad os rette cykelkursen
mod menneske-
rettighederne

Af Asmaa Abdol-Hamid | 16. juni 2010 | 5 kommentarer

Av for den… for helt rigtigt, startede det med at gøre ondt.. rigtig ondt.. i hele kroppen. Og det gør stadig ondt, når man når halvvejs på ruten og stadig har 50 km til de famøse 100 km. Der findes ikke en bedre følelse end at cykle 100 km og opnå sejren. Man ånder lettet op og er glad for, at man gjorde det.

Det har interesseret mine omgivelser, at jeg er nyudklækket cykelrytter på en rød racercykel. Og det ser helt rigtigt ud-, cykelhjelm, cykelsko og cykeltøj som er blevet tilpasset – og vupti – så indtager jeg sammen med 24 andre cykelryttere og en holdkaptajn, de fynske veje og stier. Holdkaptajnens fornemmeste opgave er, at give instrukser og søger for at vi alle overholder reglerne – for der skal nødig ske os noget. Stemningen, energien og motivationen er rigtig god. I Team Odense træner vi to gange om ugen-, for planen er, at vi den første uge i August, skal cykle Danmark rundt. På holdet er der både professionelle cykelryttere og amatører. Jeg tilhører nok den sidstnævnte kategori, selvom en test gav mig en høj maxpuls. Efter sigende skulle min maxpuls være bedre end hos flere professionelle sportsfolk. Der er dog en del at arbejde på – ikke mindst konditionen. Der er intet bedre end at være med i et fællesskab, hvor omdrejningspunktet er en uskyldig interesse. Ikke mindst er det befriende, at glemme at man, på grund af sit religiøse tilhørsforhold, er en del af en minoritet, som før finanskrisen blev omtalt hver evig eneste dag. I stedet bliver der talt kost og gearskift og advaret om vejkant, glasskår, bagfra kørende biler med- eller modvind og andet, som kan ødelægge eller skade cykelrytterne eller cyklerne. Men selvom man oplades med energi viser det sig, at være en umulighed at fortrænge eller glemme de elementer, som også skader mennesker i al almindelighed. Jeg har måtte erkende, at ligesom man på et cykelhold advarer hinanden om mulige risici på stræderne, må man gøre det i al almindelighed. Og ligesom holdkaptajnen også må giver skældud efter en advarsel, må man også gøre det i alt almindelighed. Derfor meldte jeg afbud til en af vores cykeldage og valgte i stedet, at tage til demonstration i Odense til støtte for Gaza og nødhjælpsarbejderne. Nødhjælpsarbejderne som var blevet mødt med statsterror af Israel. De blev angrebet og flere blev dræbt. Deres forbrydelse var, at insistere på at hjælpe Gazas civilbefolkning med mad og medicin.

Gaza betegnes som verdens største åbne fængsel og Israel har siden 2007 foretaget en blokade af området. Gaza er på størrelse med Langeland og 1,5 millioner palæstinensere bor i området. I tre år har Gaza’s befolkning ikke fået lov til at få mad, medicin, byggemateriale eller elektricitet til området. Den mad som palæstinenserne har, er enten dyrket selv eller smuglet ind gennem underjordiske tunneler mellem Gaza og Egypten. Derfor insisterede nødhjælpsarbejderne, som kom fra Irland, Grækenland, UK; Tyrkiet og USA på, at rette kursen mod Gaza for at hjælpe de 1,5 millioner hårdtramte palæstinensere.

Helt forståeligt, tænker mennesket i os. Og derfor er det helt uforståeligt og kynisk når terrorstaten Israel angriber nødhjælpsarbejderne. Ikke mindst fordi skibene blev angrebet på internationalt farvand, hvilket er ulovligt og et brud på folkeretten. Jeg blev optimistisk på humanismen vegne da holdkaptajnen FN, fordømte terrorstatens angreb. Men det havde de gjort så ofte før - for det er ikke første gang at terrorstaten føler sig hævet over konventionerne og menneskerettighederne.

Derfor tænkte jeg, at holdkaptajnen EU ville træde i aktion og gå et skridt videre - for skader man bevidst og direkte de andre ryttere, må man da sanktionerer. Stjæler man andres cykler og opretter ulovlige bosættelser skal man smides ud af holdet og undertrykker man bevidst andre ryttere ved spærre dem inde langt ude i skoven og grine på hele turen hjem, må man da diskvalificeres – ihvertfald indtil man har lært god opførsel!? Så her sad jeg naivt og ventede….og jeg venter stadig.

Jeg ved, at det er at minimere problemstillingen, at sammenligne forholdende i Palæstina med et hold cykelryttere fra Danmark. Men måske har vi alle brug for en sammenligning fra vores privilegerede dagligdag, for at forstå, det vi kalder en kompliceret konflikt. For måske er den ikke så kompliceret endda?

Det lader til, at vi synes, at det er helt uvirkeligt at nogen bare kan reagere med vold og drab uden, at det er i selvforsvar. Altså, at det er uvirkeligt, at terrorstaten Israel angriber, undertrykker palæstinensere og dræber nødhjælpsarbejdere uden at det er selvforsvar? Men det er vigtigt at spørge; forsvare sig overfor hvad? Overfor nødhjælpsarbejdere i internationalt farvand der kommer sejlende med mad og medicin!? Her forstår man betydningen af meningsløst vold - eller retter sagt – her er der et entydigt og helt konkret billede på meningsløst vold og drab. Meningsløs vold kan man også blive dømt for i Danmark – for der er desværre mennesker, der meningsløst begår vold mod andre. På statsplan hedder det også terror. Og situationen i Gaza og angrebet på fredsskibene, kan ikke være andet end statsterrorisme. I Danmark siger regeringen, at de gerne vil bekæmpe terror- og nu står hele regeringen handlingslammet og forsøger desperat at vige udenom, at handle på drabene på nødhjælpsarbejderne. Vi har mulighed for virkelig, at stå forrest og rette EU’s kurs mod handling for menneskerettighederne. Det vil gøre ondt… måske rigtig ondt i starten.. men når de 100 km er nået og vi har stadsfæstet menneskerettighederne, er der ikke en bedre følelse. Vi vil ånde lettet op og være stolte af, at vi gjorde det.


Danmark til debat i Mellemøsten

Af Asmaa Abdol-Hamid | 9. oktober 2009 | 4 kommentarer

”Aljazeera har deres egen dagsorden med filmen”. ”Journalisten der har lavet filmen har sin egen dagsorden”.” Det er også bare de arabere.” Ja, meget er allerede blevet sagt om den famøse dokumentarfilm om Danmark, som den arabiske tv-station Aljazeera viste i aftes. Dokumentarprogrammet har fået politikerne op af stolen, ambassaderne i de arabiske lande var klar til aktion og det danske udenrigsministerium var i sit bedste beredskab og klar til at reagere. Aviserne skrev om en mulig JP-krise. Hele Danmark var sat på et ben.

Dokumentaren skulle vise Danmark som et racistisk og fremmedfjendsk land. Sådan blev det præsenteret i nyhederne dagen inden – og sådan blev det præsenteret i danske aviser.

Selv har jeg ventet med at kommentere. Jeg ville først se filmen og ikke lade mig rive med af hvad der bliver sagt og skrevet. Og en tolk er ikke nødvendig – for jeg forstår arabisk sprog, kultur, sarkasme/humor og hvad der evt. vil blive sagt mellem linjerne.

Kl. 19.05 dansk tid satte jeg mig varmt i sofaen, lidt anspændt og klar til at se Aljazeeras dokumentar-program. I traileren til filmen blev der vist voldsomme sammenstød og afbrændinger. Men da filmen gik i gang afdæmpede den forventningen om et voldsomt racistisk Danmark. Filmen viste billeder af politiet i aktion, den omtalte bandekonflikterne, regeringens politik og græsrøddernes erfaring med integration.

I filmen får følgende ordet: Venstre, Karen Ellemann (udtaler sig på vegne af regeringen) Radikale, Margrethe Vestager (hun bliver præsenteret som oppositionen) Khalid Alsubeihi (udtaler sig som socialarbejder) Issam Bashiri (fra gruppen Outlandish) Zaki Youssef (dansk mor og egyptisk far, rapper med erfaringer fra egen krop) Og andre, såsom folk på gaden, en asylansøger, politiet og kunstner. Slørede personer var der også. Det gav dårlig smag i munden. Grundlæggende mener jeg, at man bør vise ansigt når man kommer med så alvorlige anklager.

Filmen viste sig overraskende nok, at være mere nuanceret end ellers præsenteret. Den favnede bredt og flere "forskellige" fik muligheden for at komme til orde. Det er korrekt at billedet af Danmark i filmen, ikke var godt. Desværre er hverdagen for flere etniske minoriteter i Danmark, heller ikke god. De økonomiske og sociale skel bliver i Danmark præsenteret som integrationsproblemer – selvom de er af social karakter. Dette betyder at integrationsproblemerne virker massive og at Danmark er et land som diskriminerer etniske minoriteter.

Som danskere kan vi vælge to ting: 1. Fornægte billedet af Danmark og sige; ”Det er også de arabere der ikke forstår noget!” 2. Tag en dyb indånding og spørge ”Hvorfor var det lige at Danmark blev præsenteret sådan?”

Efter 8 år med VKO må vi erkende omverdenens syn på os. Danmark er desværre blevet trukket i en retning som ikke er den klædelig og det vil have større konsekvenser end vi egentlig tror. Den stramme udlændigepolitik, asylpolitik, integrationspolitik og måden politikerne omtaler etniske minoriteter på er opsigtsvækkende for omverdenen.

For i år 2009 bliver Danmark hørt – og hvad der foregår internt vil betyde noget eksternt. Derfor er en ransagelse nødvendig. Vi er nødt til at se indad hvis vi skal nå at redde lidt af vores omdømme. Vi skal være bevidste om, at vi ikke lever alene i verden. Hvis vi fortsat vil blive mødt med respekt når vi rejser ud i verden, må vi begynde at se indad. Vi, folket vil ikke vente på, at regeringen får hænderne op af lommen, og ændret Danmarks omdømme. Vi tager skovlen i egen hånd og viser at Danmark har flere sider. Regeringens siden pynter ikke men folket vil noget andet - Her vil man tolerance, respekt, anerkendelse og mangfoldighed. Jeg tager d. 17. oktober til Beirut for at være med i et arabisk tv-program. Jeg vil forsøge at gøre mit for at overdøve DF’s udtalelser gennem årene. Derfor vil jeg tale om mine gode erfaringer med mine danske venner, kammerater og folk jeg møder på gaden. Som danskere er vi nødt til at bidrage til et andet syn af Danmark end hvad regeringen hidtil har præsenteret. Jeg ved dog, at min optræden ikke er nok. Vi skal erkende at der skal en anden politik til på indvandrerområdet. For handlinger taler meget mere end ord.


Eid-Alfitr, En invitation til Pia Kærsgaard

Af Asmaa Abdol-Hamid | 20. september 2009 | 33 kommentarer

Eid Alfitr er afslutningen på fastemåneden ramadan. Den forløber sig over tre dage hvor man fester, deler gaver og smil mellem sig. Eid Alfitr er muslimernes næststørste begivenhed og er en af to årlige islamiske højtider. Selvom jeg er glad for at fejre Eid med familie og venner er der også en trist følelse i mig. Jeg er trist over ramadanens afsked. Måneden hvor de fleste muslimer over hele kloden valgte at faste. Det betyder at man som muslim valgte at afholde sig fra mad, drikke og samlejer fra gry til solnedgang. Syge, ældre, gravide kvinder, kvinder som lige har født, menstruerende kvinder, folk under rejse og små børn er fritaget for fasten. Grundene til at faste er mange. Men i ramadanen blev koranen åbenbaret af barmhjertighed og som en vejledning.

Set i bakspejlet er jeg meget klogere på hvorfor jeg personligt har valgt at leve op til forpligtigelsen. For ramadanen handler ikke kun om at afholde sig for noget. Det handler om selvkontrol og udvikling. Det handler om, at være bevidst om hvad man vælger til eller fra. Det handler for mig om, at mit mig bestemmer over jeg. Det er ikke min lyst der overvejende, skal drive mig som menneske eller individ. Derimod er det min bevidsthed omkring hvad der er godt, som for mig skal fylde mest. Da jeg mærkede sulten i maven, kunne jeg ikke lade være, at tænke på hvorledes tusinder og atter tusinder af børn har det i f.eks. Mellemøsten og Afrika. Børn som lever på gaden og som er afhængige af tilfældige menneskers donationer til dem, så de kan få et let måltid mad. Vi ved alle sammen at de børn eksisterer men vi er ikke sikre på hvordan de har det. Vi kan kun danne os forestillinger. Med fasten mærkede jeg lidt. Lige pludselig kommer det tæt på og emnet fattige familier, blev nemmere at forholde sig til. Jeg blev pludselig bevidst om mig selv og bevidst om den verden jeg tilhører og er en del af.

I ramadanen er der tale om en fysisk og spirituel berigelse samt en social oplevelse. Vi kender alle billederne af mennesker der smilende møder hinanden og familierne som samler sig omkring middagsbordene og til bøn. Til bøn hvor der ikke er forskel på rig og fattig, sort og hvid, etnisk dansker eller etnisk minoritet. Alle mennesker er pludselig lige. Det er i ramadan måneden, at jeg henter mine kræfter. Jeg henter kræfter til 11 måneder frem. Det er her mit batteri bliver opladt.

Når jeg ser tilbage kan jeg se at fasten hænger sammen med moralen. Fasten handlede også om at anstrenge sig hen mod en eksemplarisk opførsel, at besidde de bedste karakterer og manerer, at være opmærksom på andre mennesker og deres behov. Det handler om have overskud, både i forhold til at hjælpe andre og i forhold til at stå imod de udfordringer jeg mødes af.

Med de redskaber jeg har fået under ramadanen er jeg nu frisk på at fejre Eid. Jeg er klar på, at møde Mogens Camre med et smil på læben, hvis han igen skulle anbefale mig psykiatrisk behandling. Jeg vil endda gå så langt som til at invitere hans partiformand Pia Kjærsgaard til at fejre Eid sammen med mig og min familie. Så vil Pia få del og indblik i den verden som hun ofte kommenterer men egentlig ikke ved ret meget om. Pia er velkommen til at deltage i et festmåltid med arabisk mad, nødder, kager og en god snak om familier i DK som lever under fattigdomsgrænsen – en snak om hvad vi kan gøre for dem.


Vollsmoses unge vandt førstepladsen

Af Asmaa Abdol-Hamid | 8. september 2009 | 2 kommentarer

Vollsmoses unge vandt førstepladsen og dermed Guldpokalen i Kræftens Bekæmpelses stafetløbet i Sønderborg.

”Da vi så dig på pladsen troede vi du var kommet for at holde et foredrag”. Med disse ord bliver jeg mødt at sønderjyderne på ringriderpladsen i Sønderborg. Men nej, Jeg og de 20 andre unge er ikke kommet for at holde foredrag. Vi er kommet for at deltage i kampen mod kræft.

På rådhuset i Sønderborg kommer den socialdemokratiske borgmester Jan Prokopek Jensen hen til den gruppe af unge, som har taget turen helt fra Vollsmose til Sønderborg for at deltage i ”Stafet for livet” og hilser pænt. Det er første gang, at sønderjyderne ser en perle-række af unge mennesker fra Vollsmose til arrangementet ”Stafet for livet”. Borgmesteren viste sin begejstring over Vollsmoses deltagelse, og nævnte os derfor også i stafettens åbningstale.

Stafet for livet, er et årligt arrangement arrangeret af Kræftens Bekæmpelse. Målet er, at kæmpe kampen mod kræft, fejre livet og give håb til alle der er berørt af kræft. I alt var der 360 deltagere fordelt på 22 hold.

Fra Vollsmoses stod vi alle 21 unge sammen som ét hold. Vi bestod af piger og kvinder fra PAF, Pigernes aktivitetsforening og unge mænd fra netværket UIT, Unge Initiativtagere. Det er ikke første gang at foreningen slår sig sammen med ungenetværket for en fælles sag. Det var i sidste øjeblik, at beslutningen om deltagelsen kom. Derfor var det usikkert om det var muligt, grundet de økonomiske omkostninger, der også er forbundet med deltagelsen. Det umulige viste sig for at være muligt – Vollsmoses beboere og erhvervsliv viste sig fra den gavmilde side. Der blev på halvanden dag sponsoreret 10.000 kr. til gruppen. Endvidere sørgede pizzeriaet Oasen i Sønderborg for, at vi fik mad ved solnedgangen og morgenmad inden daggry da hele gruppen fastede som en del af Ramadan.

http://vollsmose.dk/Nyheder/PAF%20f...

Den anden side af Vollsmose

Fra Vollsmose lagede vi hårdt ud. Da startskuddet for stafetten lød – begyndte vi at gå og løbe i små grupper. Målet var at løbe flest kilometer fra starten, for derefter at kunne slappe lidt af. For løbet ville vare i 22 timer.

Fastende, positive og med masser af energi, gik vi sammen, som én gruppe. Ved hver runde (1 km) blev vi mødt med klapsalver og store smil. Selv konkurrenterne fra de andre hold var trofaste heppere på ”Vollsmoses Unge”. Hanne Sillesen fra holdet BUI-Motion sagde: ”Vollsmoses deltagelse og engagement er opløftende, de har en ualmindelig stor energi”. Og Hanne havde helt ret. For teamet nøjedes nemlig ikke kun med at gå – der kom parkour underholdning, sang og kampråb hele vejen rundt. Den arabiske daf (tromme) blev flittigt brugt og den fik smilet frem hos mange.

Sønderjyderne var overraskede over den positive stemning som Vollsmose bidrog med. Det var et helt andet Vollsmose – en helt anden version af historien om bydelen og dens indbyggere, end den medierne jævnligt fremstiller for dem. ”Man ser Vollsmose i et andet lys end den man kender fra medierne”, siger Mikkel Rasmussen, som sammen med sin kæreste deltog på det konkurrerende hold ”Facon”. ”Det er dejligt at se den anden side af Vollsmose. Vi hører jo kun om balladen gennem medierne” siger kæresten Pia Jacobsen bekræftende. Og ja, det var en anden side. For Vollsmose var engageret og gav sig fuldt ud. Vi havde taget lagkage med fra Odense, arabisk kaffe og henna så vi udover løbet kunne bidrage med nogle skillinger til kampen mod kræft.

Vi fik indtaget førstepladsen. Vi havde i alt løbet og gået 608 km på 22 timer. Guldpokalen blev smilende hævet op af holdets kaptajn som fremviste sejrstrofæet på scenen.


Sig stop i tide

Af Asmaa Abdol-Hamid | 15. august 2009 | 7 kommentarer

Det er som en rejse tilbage i tiden. Jeg husker tydeligt min historielærers levende fortællinger på handelsgymnasiet på Elmelundsvej i Odense. Han gav mig en gennemgang og viden omkring 20´ernes og 30´ernes tendens i verden. Forklarede levende hvordan forfølgelsen fandt sted. Den startede langsomt og udviklede sig til en af historiens værste forbrydelser. Jeg husker hvordan vi i klassen undrede os over, hvordan det kunne nå dertil? Hvorfor var der ikke nogen der sagde stop i tide? Hvorfor skulle et folk forfølges udelukkende fordi de var jøder?

Vi rystede på hovedet og var lettet over, at det ikke er tilfældet længere. Vi var lettede og taknemmelige for, at tilhøre en civiliseret generation og verden, der gerne vil humanisme, frihed og fred. Ja, jeg husker tydeligt hvordan vi alle rystede på hovedet - vi var nemlig alle enige om, at det hørte fortiden til. Den pinlige fortid… det var hvad vi troede...

Selvom det er lykkedes mig, at kontrollere mit kaffeforbrug - råbte kroppen efter en dobbelt dosis koffein da jeg tilfældigt foran skærmen faldt over en artikel i Vejle Amts Folkeblad:

http://www.facebook.com/l/;www.vejl....

Jeg skyndte mig at lave et stort glas isvand for at modstå koffeintrangen. Maven krøb sammen, det hele kom galt i halsen men koldt vand kom der i blodet… og det var tiltrængt.

Et frisk interview med Kristian Thuesen Dahl (DF) med overskriften: Der skal ikke flere muslimer til Danmark.

Tænk at mennesker i dag bliver vurderet på deres religiøse tilhørsforhold og ikke på deres uddannelsesbaggrund eller øvrige kompetencer. Flere millioner mennesker er stemplet lige i panden som værende undermennesker der er uønskede og uegnede - udelukkende fordi de tror på én Gud og på Mohammad (GfvH) som profeternes segl. De kan være læger, lektorer, politikere, i erhvervslivet, forskere, arbejdere eller andet - det er fuldstændig ligegyldigt - de er stemplet!

Når man surfer over bølgerne på nettet, virker det som en umulighed at komme tilbage i land. Har DF virkelig taget os ud på dybt vand? Ja de har - og finder vi ikke tilbage til land så risikerer vi at komme slemt til skade eller drukne helt. Danmark skal forvente, at hvis Kristian Thulesen Dahl blev statsminister vil der være en grænse for, hvor mange muslimer der skal være plads til i Danmark.

I hovedet prøvede jeg at vende det om. Jeg tænkte om det vil være acceptabelt at sige: Der skal være en grænse for hvor mange jøder der skal være plads til i Danmark.? På ingen som helst måde! Enhver politiker der vil komme med sådanne udtalelser vil med øjeblikkelig varsel blive bedt om at forlade sit embede. Det er netop diskriminerende, nazistisk og racistisk.

I artiklen har DF tørret sminken af ansigtet. De taler ikke længere integration eller kritik af islam. De dybe mørke rande under øjnene taler assimilering, den urene hud taler antiislam og de røde usunde øjne, som er konsekvensen af ekstrem usund kost, kan kun give assiosiationer om Auschwitz.

Det er helt utroligt, at en hel gruppe skal stemples og åbenlyst erklæres for uønskede. Det er helt utroligt - at Dansk Folkeparti´s opskrift til Danmark er assimilering. Assimilering, som på ingen måde anerkender, respekterer eller accepterer den grundlæggende tanke om, at mennesker er forskellige. Det er dybt bekymrende, at den kritiske journalistisk har sparet kritikken væk. Flere og flere følger med strømmen - utrygheden, afstanden og hadet får lov at vokse sig større.

Jeg ved ikke hvad der driver politikere der direkte appellerer til had. Er magten vigtigere end fordragelighed? Er magt vigtigere end sikkerhed og tryghed? Er magt ikke et middel, til netop, at opnå disse mål? - eller er magten blevet målet i sig selv - koste hvad det vil?

Jeg er blevet bombarderet med beskeder fra unge muslimer, som ikke føler sig trygge i Danmark. De indleder altid deres beskeder og e-mails med: Du kender mig ikke men jeg ved ikke hvem jeg ellers skal skrive til. Der er tale om unge muslimske drenge og piger som føler sig uønsket og hvordan det slider på dem. De elsker Danmark - deres hjem - men de føler sig fremmedgjorte og forfulgte. Hos nogen er der dybere ar end hos andre. Flere bliver traumatiserede af den mentale psykiske tortur der rettes mod dem. Jeg bliver så bekymret når flere skriver, at de vil forlade landet så snart muligheden melder sig. Det er veluddannede unge muslimer som vil flytte til et sted der sætter pris på deres kunnen - et sted hvor de vil blive set på som ligeværdige mennesker og vurderet på deres kompetencer. Et tab for Danmark - et tab for os.

Dansk Folkeparti har præsenteret en ny form for racisme. En racisme der kan relateres til 20’erne og 30’ernes diskriminering, forfølgelse og had. Med deres politik præsenterer DF en nyracisme som er en trussel mod det danske samfund, dets udvikling og en trussel mod borgernes sikkerhed og tryghed.

… Under historielærens fortælling husker jeg, at jeg tænkte; hvis jeg levede i denne tid vil jeg have gjort alt for at forhindre det. Jeg ville ikke have være af dem der fulgte nazisterne - jeg ville ikke have hoppet med på den manipulerende vogn. Jeg ville have været af dem som modarbejdede dem.. Jeg ville aldrig have tilladt det….

Et trygt og sikkert Danmark er vores alles ansvar. Vi vælger selv på hvilken vogn vi vil være... er det den der fører i retning mod fred, sikkerhed og tryghed eller er det den vogn der fører i retning mod noget der svarer til gaskamrene…






Asmaa Abdol-Hamid er 29 år og uddannet socialrådgiver. Hun er suppleant for Enhedslisten i folketinget og i Odense byråd.

I sine barndomsår boede hun i Sønderjylland, men i 1998 valgte familien at flytte til Vollsmose i Odense. Hun har i Vollsmose været aktiv i beboerdemokratiet som beboerformand i Bøgeparken og har været med i styregruppen for Vollsmose Sekretariatets helhedsplan. Asmaa Abdol-Hamid stiftede tilbage i år 2000, den første pigeklub i Vollsmose, Pigernes Aktivitetsforening, som i dag er en af områdets mest aktive foreninger.

Asmaa Abdol-Hamid har været sparringspartner for de tidligere integrationsministre Bertel Haarder og Rikke Hvilshøj. Endvidere er hun blevet brugt af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Asmaa Abdol-Hamid er ikke ræd for at kalde integrationsproblemerne for sociale udfordringer. Hun er meget opmærksom på marginaliserede grupper og klasseforskellene i Danmark. Hun brænder for at igangsætte bevægelser som skal skabe øget lighed og dermed også forbedre forholdene for de marganaliserede. Som person er Asmaa Abdol-Hamid en iværksættertype hvor der aldrig er langt mellem ord og handlinger.

Asmaa Abdol-Hamid har været tv-vært på programmet Adam & Asmaa på DR2. Hun er en aktiv samfundsdebattør og en fremragende foredragsholder. Asmaa har arbejdet som familiekoordinator i Roskilde kommune. Hun er i dag beboerkonsulent og arbejder med Helhedsplanen i Vollsmose.




Blogarkiv

30. november 2010
Hvordan kan noget så uretfærdigt vare ved?
5 kommentarer

25. november 2010
Thorning vs Kjærsgaard eller Omar Marzouk?
12 kommentarer

15. november 2010
Pia, Kiks og Rasmus Seebach
10 kommentarer

29. juni 2010
Piger, jeg er så stolt af jer!
11 kommentarer

21. juni 2010
Giv en hund
18 kommentarer

16. juni 2010
Lad os rette cykelkursen
mod menneske-
rettighederne
5 kommentarer

9. oktober 2009
Danmark til debat i Mellemøsten
4 kommentarer

20. september 2009
Eid-Alfitr, En invitation til Pia Kærsgaard
33 kommentarer

8. september 2009
Vollsmoses unge vandt førstepladsen
2 kommentarer

15. august 2009
Sig stop i tide
7 kommentarer


Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Da jeg var lille, kom der mange danskere til Malmø. Ofte for at købe billig kaffe. Også nu er der mange danskere i Malmø. En del kommer for at købe billige biler, nogle for at bo billigere. Men mange kommer, fordi der er indført love, som forbyder dem at leve i Danmark med den, de elsker, fordi han eller hun kommer et andet sted fra. Det er en skam! Men også storebror (Sverige, red.) og specielt de skånske storebrødre har al anledning til at se kritisk på sig selv, nu når højreesktremisterne i det Sverigedemokratiske parti med stor sandsynlighed kommer til at tage plads i den svenske rigsdag efter næste valg. Jeg ved, at den danske dronning er enig med mig.

Mikael Wiehe. Svensk-dansk musiker i en tale til bl.a. det danske og svenske kongepar under Öresundstinget, den 11. maj 2007.

Flere citater