Vi er flyttet! modkraft.dk


Huskekager fra Afrika til Blågårds Plads

Af Charlie Stjerneklar | 30. juni 2010 | 7 kommentarer

Venstrefløjens VM-blogger i Sydafrika vender næsen hjem mod Nørrebro

Nørrebro set fra Afrika

Danske medier har været ultra-fikserede på, om Sydafrika kunne klare et VM i fodbold med den store kriminalitet, der hærger. Indtil nu har landet gjort det til 12 på karakterskalaen. Og det er IKKE Sydafrikas skyld, at Danmarks landshold røg ud af turneringen.

Jeg er her endnu. Fodbolden kører i baggrunden på tossen og jeg kan høre vuvuzelaerne trutte ude i byen. Jeg er kommet til Cape Town og regnen trommer på taget. Hernede kan vinter både betyde 22 graders sommer og sol for så at vende – som i dag – til 11 grader og kuling.

Det er lidt som Blågårds Plads for tiden.

For et par dage siden begyndte jeg at modtage mails fra bekymrede Nørrebro-borgere om kriminalitet i mit eget hjemland. Jeg hørte om unge mennesker fra mit kvarter, som var blevet overfaldet og truet, mens de prøvede at udføre deres arbejde i et supermarked.

Jeg er ret sikker på, at hvis Netto-scenariet var sket her i Cape Town, så ville lokalsamfundet have reageret med afsky og reaktioner. For hvor er man henne som samfund, når nogle få lyssky eksistenser får lov til at tyrannisere ansatte i en butik (de fleste lokale unge, der knokler for at klare sig) i en grad, så det lokale supermarked må lukke?

Mit Nørrebro

Jeg har ikke en farm i Afrika, men en lejlighed på Nørrebro. Og mit udsyn er normalt ikke Taffelbjerget, men storbyens tage. Jeg elsker at cykle hjem over Dronnning Louises Bro og se Irma-hønen hilse velkommen. Men min tur over broen, når jeg vender hjem på søndag, bliver ikke så fed.

Som en konsekvens af nogle idioters opførsel lukkede Netto for mad til folket i Blågårdsgade. En imam kastede sig ind som fredsforhandler. Et lille a blev foreslået som løsningsmodel. Og medier og politikere gik i selvsving.

Jeg er opvokset på Nørrebro og kan huske snakken i skolegården efter 18. maj 93 - nogle havde hørt skud og de, der boede på Fælledvej, havde siddet på første række. Kan også huske historierne om gaderøverier, voldtægt og drab. Jeg har set en ung dreng blive stukket ned på Blågårds Plads. Og jeg mindes, hvordan Nørrebro en overgang lignede en krigszone på grund af uheldige substanser på Rådhuset, i Faderhuset, i Ungdomshuset...

På det seneste har vi haft skudepisoder, der får nogle folk til ikke længere at ønske at besøge vores bydel. Eller bo i den.

Når det sådan remses op, så lyder Nørrebro jo heller ikke ligefrem som en behagelig bydel. Men det er den ellers det meste af tiden! Jeg har været vidne til mindst 10.000 gange så mange gode ting som dårlige på Nørrebro. Det er mit hjem og jeg føler mig tryg ved at gå op ad Blågårdsgade. Med god grund, mener jeg.

Er vi gået til i frygt?

Blågårds Plads er - så vidt jeg ved - det sted i landet, der har den højeste koncentration af alment politi, gadeplansmedarbejdere og siden slut 2009 derudover også 24, ja 24(!), lokalpolitibetjente.

Trods det har automatreaktionen på Netto-skandalen været: Mere politi og hårdere straffe. Selv på (visse dele af) venstrefløjen har dette øjensynligt været god latin i nogle år.

Det virker bare ikke.

Her i Sydafrika bærer politi og private vagtfolk automatvåben. Væbnet røveri kan snildt give 25 års fængsel og 20 år oveni, hvis våbnet er illegalt. Men Sydafrika er stadig et af de lande med flest røverier og mest kriminalitet i hele verden. “Revolverløsninger” løser intet.

Vi skal på Nørrebro, i København, ja i hele Danmark gå andre veje, for grovere politi og større straffe betyder ikke mindre kriminalitet. Desværre, for ellers var problemet løst for længst - både på Nørrebro og i Sydafrika.

Vejen til og for Nørrebro (og Afrika) er at gå fremad – ikke tilbage. Og med det mener jeg, at vi ikke må efterlade nogen tilbage.

Vi skal ikke have grupper af mennesker, der er afskåret fra de samme muligheder som andre. Vi skal sikre, at alle unge får taget en uddannelse, der er mere end blot en niende klasse. Det er ikke så lige til i Afrika, men det burde det være i Danmark.

Vi skal underbygge med praktikpladser, så vi ikke lader nogle stå tilbage med en halv uddannelse, de ikke kan bruge til en noget. Og vi skal sikre, at både de fagligt bedste elever og de mere fagligt udfordrede får den hjælp, de behøver, for at kunne få det optimale ud af deres skolegang helt fra børnehaveklassen.

Huskekager fra Nettosagen

Netto-tragedien skal minde os om, at fremmedhadet ikke må få lov at blomstre. Den må ikke være en undskyldning for diskriminering overfor visse kulturer og religioner, hvor nemt det end er at gøre den til det. Vi skal huske hinanden på, at “Blågårdsbanden” ikke er Nørrebro alene og ikke har patent på bydelen. Det er alle borgere og alle vores besøgende på Nørrebro, der er Nørrebro.

Netto-sagen skal også minde os om, at vi skal have respekt for det arbejde, der udføres i det offentlige, uanset om det er af en rektor, sosu-assistent, politimand, kommunalarbejder eller noget helt femte (og vi skal brokke os, hvis de ikke gør det godt nok).

Vi skal også have respekt for folk i det private erhvervsliv. Ingen skal føle, at de ikke kan gå på arbejde, fordi de er bange for deres egen eller deres familiers sikkerhed. Om du så er kassedame, bankmand eller kromutter skal du ikke frygte at møde til en smadret arbejdsplads. Ingen skal føle sig sat ved siden af, under eller over samfundet. Vi skal inkludere i stedet for at eksludere.

Vi skal reagere, når en virksomhed tvinges til at lukke på grund af et par ballademagere - organiserede eller ej. At lukke en arbejdsplads på den baggrund er en Netto-løsning.

Sig hej til din politibetjent

Jeg vender på lørdag hjem til Nørrebro lettere frustreret over udviklingen. Men med et håb. Et håb om en ny regering og et nyt menneskesyn i Danmark. Det første sker ikke lige i morgen (men forhåbentlig meget snart), så lad os starte med at gøre, hvad vi selv kan.

Øh, lidt kontroversielt måske: Sig hej til din politibetjent. Sig også god morgen til din buschauffør. Vis din kassedame, at du sætter pris på hendes indsats (og hvis du taber en flaske ketchup, så tilbyd at tørre op efter dig selv).Tak dit barns lærer eller pædagog for at gide bruge så meget tid på din søde unge. Giv din bankrådgiver hånden, han/hun er også bare et menneske.

Og lad os sammen gå i aktion – i stedet for at overlade det til alle mulige andre udenfor - hvis hårdtarbejdende mennesker på Nørrebro får trusler og tæv, fordi nogle idioter ikke har forstået, hvad civilisation handler om. Historien om Netto i Blågårdsgade må ikke gentage sig. Vi har alle et ansvar for, at det ikke sker igen.


Jeg har set en rigtig (middelklasse) negermand

Af Charlie Stjerneklar | 23. juni 2010 | 15 kommentarer

Venstrefløjens VM-blogger i Sydafrika

Kan nogle af jer huske sangen ”Jeg har set en rigtig negermand, han var lige så sort i hovedet som en tjærespand”? Den er selvfølgelig fuldstændig politisk ukorrekt at synge i dag, men hold kæft hvor har jeg set mange af dem her i Sydafrika! Som i lørdags på Pretorias største stadion. Stemningen blandt de danske fans var mildt sagt lidt trykket, da Cameroun kom foran. Mit Dannebrog malet i mit hvide ansigt stivnede helt vildt. Og jeg så sort. Mens de afrikanske fans pustede sig op med deres vuvuzelaer. Heldigvis var der en mini-Drogba gemt i Rommedahl. Så tre point på blokken og jeg truttede glad i min røde vuvuzela.

For at fejre det gode resultat tog jeg på natklub i Johannesborg-bydelen Sandton. Regnede med at møde hele verden den aften – myndighederne siger, at der er kommet 450.000 mennesker ind over grænsen for at deltage i VM-festen. Men jeg mødte ingen andre turister! Forklaringen fra de lokale: Turisterne er bange. Alle landes aviser har advaret deres landsmænd om ikke at køre rundt om aftenen i Sydafrika med mindre de skal til fodboldkamp.

Natklubben er åben for alle, der har råd. Entreprisen på 100 rand (ca. 80 kr.) holder dog en del ude. Til sammenligning: En rengøringshjælp får helt ned til 1.500 rand om måneden, hvis hun er så heldig at have et job. For 15 år siden havde alle gæsterne på klubben nok lignet mig. Hvide. Det var også den forventning, jeg havde, da jeg trådte ind i lokalet.

Synet, der mødte mig, gjorde mig glad, men ville få enhver Dansk Folkeparti-sympatisør til at stivne. Hvide, sorte, brune og gule mennesker, ikke bare på samme natklub, men ved samme borde. Ikke en eneste enklave af én race kunne jeg se.

Nu vil nogle måske sige: ”Ja, ja, men tag ud i Soweto, og du vil kun se sorte”. ”Eller tag til Sandton, og du vil kun se hvide”. Og jeg vil svare: Kom igen – jeg har besøgt Afrika næsten hvert eneste år siden jeg var helt lille på grund af min familie, som har slæbt mig rundt til det værste og bedste på kontinentet.

Og forleden var jeg så i det i medierne så omtalte ”hvide” Sandton på natklub og kunne trods mørket se, at mange fra den tidligere definerede underklasse i Sydafrika (læs: dem, der ikke er hvide) faktisk har klaret sig godt. Så på den måde har 180grader.dk bloggere jo ret. Man kan godt komme frem i verdenen uden et velfungerende velfærdssystem. Men når du rejser rundt i Afrika, så er ”man” bare i fåtal.

Fåtallet sidder i baren. Jeg skåler med to unge mænd - en hvid jurist og en sort ingeniør - der er her for at fejre en fødselsdag. De har klaret sig. Deres liv tegner godt. Men de kommer ikke fra en township. Begge deres forældre er fra middelklassen. Familien betalte for deres universitetsuddannelse, fortæller de mig. De bor stadig hjemme og får dermed understøttelse fra familien de første år af deres karriere. De er grønne på arbejdsmarkedet og skal spare sammen for at kunne komme rigtig i gang med livet. Men de skal ikke spare mere op, end at de kan sidde her på natklubben med mig.

Sydafrika har vist mig, at den a(f)/(me)rikanske drøm kan gå i opfyldelse. Men statistisk set er Sydafrika ikke noget at hige efter. Det er nærmest umuligt at være mønsterbryder i et land uden et velfungerende velfærdssystem. Kun for en turist som mig eller for overklassen (som i dag både består af sorte og hvide) eller den spirende middelklasse, er Sydafrika til at leve med. For flertallet – og her taler vi om millioner af mennesker - er livet en kamp op ad bakke. Hvis de falder, gør det rigtigt ondt. Hver gang.

Jeg tør godt vædde på, at der procentvis er flere eksempler på, at den danske drøm går i opfyldelse. Det er, fordi vi har kæmpet for et samfund, hvor man kan gå i en ordentlig skole, få god lægebehandling, få passet sine børn og sikret sin alderdom. For nogle koster det 60 % af bruttoindtægten – for andre mindre. Men ingen af os skal ligge søvnløse over, hvordan vi skal få råd til bussen på arbejde i morgen. Hvordan vi skal skaffe penge til læge, når influenza eller kræft rammer. Hvor vi skal pisse eller skide næste gang.

I morgen skal jeg igen ind og se nogle danske mænd spille bold. De har klaret sig bedre end alle os på natklubben til sammen. De får (for de flestes vedkommende) millionindtægter for at spille fodbold. Skulle en af vores danske drenge komme til skade, betaler vi som samfund gerne for deres operationer. Ligesom vi gør for alle andres.

Og det er pointen: I Danmark er vi er alle principielt en del samfundet. Uanset om vores forældre er – eller var – rige eller fattige, har vi de samme muligheder og kan opnå de samme ting. Det kræver selvfølgelig, at man som individ lægger noget arbejde og energi i det. Men trygheden ligger i at vide, at skulle der ske noget, der sætter én ud af spil, så samler samfundet op. Lyt til ordet: VELFÆRD. Det ønsker os det bedste med på vejen.

Lige præcis dét giver mig ro og gør mig stolt ved Danmark. Det giver mig også en enorm energi til at arbejde for, at vi får en SF-S-regering meget snart. For den nuværende er ved at gøre os til et samfund, hvor den danske drøm er ved at blive erstattet af et afrikansk mareridt.

PS: Værtsnationen Sydafrika vandt over Frankrig i går, desværre ikke stort nok til at gå videre i turneringen. Men at være her i landet – kun to årtier efter apartheid – og se både sorte og hvide stå sammen i gule og grønne farver har været noget af det største ved turen indtil nu. Nu var Frankrig i blåt, så jeg kan passende slutte med nogle linjer fra det sidste vers fra sangen om negermanden: ”Jeg syns alle folk sku´males blå, for så blev de nemlig sjovere at kigge på. Lad ej farven på mennesker spille ind. Vi må mødes med et godt og ærligt sind”


I dag mindes vi en 12-årig dreng

Af Charlie Stjerneklar | 16. juni 2010

Vintersol

Det er onsdag i Sydafrika. Jeg – venstrefløjens VM-blogger - sidder på det kontor, der også fungerer som mit soveværelse i denne uge. Jeg bor hos et tysk/sydafrikansk hvidt/farvet par. Huset er fyldt med gæster - VM trækker folk fra hele kloden. Selvom det er vinter, og Sydafrika er bedst i den lokale sommer, så skinner solen over Pretoria, og fodboldfans valfarter til byen.

Det er dog ikke dem, der ses mest i bybilledet. Når jeg bevæger mig rundt i gaderne, ser jeg gule og grønne Bafana Bafana trøjer, halstørklæder og huer overalt. Nationalfølelsen er stærk. Alle vil vise landet fra den bedste side – nu hvor hele verden kigger. Jeg har på fornemmelsen, at sydafrikanerne – sorte, farvede og hvide - i denne måned glemmer de massive udfordringer, regnbuenationen står overfor. Mange fattige, meget kriminalitet, et stærkt-haltende velfærdssystem for dem, der ikke har. Og ufatteligt mange HIV smittede.

Bafana Bafana er kælenavnet for det sydafrikanske landshold og betyder ”drengene drengene”. Håbet om at drengene vinder, samler nationen – på tværs af race og indkomstniveau. Hvilket er ret fedt at opleve.

Ungdommens dag

I dag er ikke en hvilken som helst onsdag. Den 16. juni er en helt særlig dag for sydafrikanerne. Det er ”Youth Day” - Ungdommens Dag. Dagen markerer nedskydningen af den kun 12 år gamle Hector Pieterson i Soweto i 1976. Han blev dræbt af det hvide apartheidstyre under de sortes ungdomsdemonstrationer mod at indføre Afrikaans (boernes sprog) som førstesproget i de sorte skoler.

Først 18 år efter mordet på Hector Pieterson sejrede fornuften og apartheid blev historie. Og Ungdommens Dag indført. VM feberen raser hernede, men der er alligevel stor fokus på denne dag. Både for sorte, farvede og hvide er dagen skelsættende i landets historie. Hector Pietersen var jo bare et barn, da han blev skudt og dræbt i Johannesborg-bydelen Soweto. For noget så banalt som retten til at blive klogere.

I morges gik vi ned på en lokal cafe og fik æg på toast og en kop kaffe med mælk. Vi sad der med folk i alle afskygninger. De fleste har fri på denne nationaldag. Der var brittere, boere, farvede, sorte og så var der os tre danskere, som sad og kiggede på det hele fra hjørnet af cafeen. I aviserne kunne jeg – mens jeg spiste mit røræg – læse om de unge mennesker, der påvirker det sydafrikanske samfund i retning mod fremtiden.

Ungdommens Dag får nemlig stadig medierne til hvert år at sætte fokus på Sydafrikas unge - og den fremtid de skal skabe. De lokale ungdomspolitikere bliver interviewet og man bruger historien til at kigge fremad. ANC står stadig stærkt, men andre partier pibler frem. Og i modsætning til så mange andre afrikanske lande, så får de lov til det.

Vi kan i Danmark lære ret meget fra Afrika. Den første ting, jeg mener vi bør tage til os, ligger lige for: Vi skal da også have en Ungdommens Dag. Vi har heldigvis ikke en nyere historie, der indeholder så meget smerte som den sydafrikanske. Men den danske variant af Youth Day kunne vi passende bruge til at hylde den nye generation af arbejdere, der er på vej – eller netop er kommet ud – på arbejdsmarkedet.

Vi skal i min generation betale en stor del af et gilde, vi ikke selv kommer med til. Vi bør fejre, at vi har en stor gruppe af unge, der gerne vil betale 50-60 % i skat og arbejde 38+ timer om ugen, så deres forældre kan gå på efterløn som 60-årige.

Vi bør fejre, at denne gruppe ser ud til at skulle tjene landet til de selv er i slut-tresserne selv. Muligvis i start-halvfjerdserne. Vi bør fejre at ungdommen er nyskabende og finder på spændene tiltag, der kan sikre Europa – og Danmark – står stærkt også i fremtiden. For hvis vi ikke vil have et samfund som her i Sydafrika, hvor kun de rigeste er sikret, så tror jeg ungdommens initiativrigdom og arbejdslyst bliver altafgørende. Viljen er der – og det bør vi da i den grad fejre.

Bafana Bafana

Det er onsdag i Sydafrika, og den er historisk ikke bare på grund af mordet på Hector Pieterson for 34 år siden. I dag er det vuvuzela-dag igen, big time. Sydafrikas drenge spiller mod Uruguay i aften. En nøglekamp for sydafrikanerne – og det vil være så stort, hvis de vinder og dermed bekræfter, at det virkelig er Sydafrikas ungdoms dag i dag.

Lørdag aften spiller de danske drenge igen. De er måske ikke alle sammen helt så unge, men jeg glæder mig alligevel.


Småborgerlighed, fattigdom og fodbold

Af Charlie Stjerneklar | 15. juni 2010 | 5 kommentarer

Jeg hedder Charlie og er formand for SF Nørrebro, p.t. den største partiforening i SF. Nogen har måske bemærket, at jeg tilhører en linie i SF, der trækker væk fra midten (mod venstre!!) på mange områder. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg er kandidat til urafstemningen om folketingskandidaturer i København. Jeg er derudover ansat i en af de mest indflydelsesrige danske finansielle virksomheder. Men ingen af disse ting er som sådan direkte relevante i denne kontekst. Jeg er ny blogger på Modkraft. I første omgang som ”venstrefløjens udsendte” til verdensmesterskaberne i fodbold, der (nok ikke overraskende for nogen) foregår i Syd Afrika i år. Jeg vil over de næste tre uger forsøge at beskrive hvordan jeg oplever Syd Afrika under en slutrunde.

Jeg er lige kommet hjem til Pretoria, efter en dejlig kamp mod Holland. 2-0 var ikke hvad vi havde håbet på, men holdets indsats peger mod en slutrunde der bliver værd at følge. Vi er mange danskere i området, men vi er ikke i nærheden af fremmødet af hollændere, portugisere og tyskere.

Jeg vil ikke fokusere så meget på selve kampen, men mere på hvordan jeg kom hertil. Jeg har under min tur til Syd Afrika haft min computer i nærheden af mig. Her er mine noter for turen hertil:

Novia Lounge, Københavns Lufthavn, fredag d. 11.6.2010

Indtil for blot få minutter siden anede jeg ikke at stedet fandtes. Det er mit første lounge besøg siden jeg som knægt for vild i Nairobi lufthavn. Nu har jeg fået et arbejde der giver lounge adgang ”over 600 steder i verdenen” som Mastercard har lovet os det.

Jeg lod bilen stå i dag – København er begavet med en fantastisk Metro, hvorfor jeg nogle gang (læs: Altid) undrer mig over, at folk har bil når de bor i København. Jeg har jo selv en, og jeg ved ikke engang rigtig hvorfor. Vi har jo familie i Jylland der skal besøges (og andre undskyldninger).

Jeg er på vej til Syd Afrika. Et land med historie. Et land med kultur. Et land med natur i verdensklasse. Jeg er en af de (relativt få) danskere, der har ofret flere tusinde kroner på en billet til den anden ende af verdenen ikke for at blive klogere på historien, dykke ned i kulturen eller udforske naturen. Jeg er kommet for at se 22 mand sparke til en plastik bold. Det er grundlæggende det. Min far og lillebror bor i Syd Afrika, så jeg dækker mig ind under, at det er et familie besøg – men i virkeligheden er det jo bare et cover for at få lov til at opleve en slutrunde.

I morges efterlod jeg min gravide kone, Gunhild, og min lille mops, Hugo, derhjemme, i min (svigerforældrekøbs) lejlighed på Sortedam Dossering. Når jeg sider og reflekterer over mit liv på en meget tåget dag i Københavns Lufthavn, så ser livet ikke så skidt ud som det kunne. Nu har jeg det, jeg drømte om som lille: En dejlig familie, omgivet af Volvo (der godt nok er en Renault), villa (nåeh ja en dejlig lejlighed) og en vovhund (der ikke gør så meget – så lad os bare sige hund).

Borgerligheden er over mig – og jeg trives med det. Jeg sætter pris på at være kommet godt op i middelklassen. Jeg husker det første stykke borgerlighed der kom ind i mit liv.

Jeg var velnok 5-6 år. Min mor og jeg boede sammen i en lille toværelses på Blågårds Plads. Det var den første nye ting vi skulle have i vores hjem. Alt andet var klunset eller arvet fra venner og bekendte. Jeg strålede da vi gik hjem fra butikken har min mor senere fortalt at jeg var så stolt. Vi skulle have en ny dørmåtte – 16 kroner kostede den. Jeg husker stadig den dørmåtte og den glæde den bragte.

Første skridt mod middelklassen var taget! Jeg havde en skøn mor, og en far – når han var der – der var dejlig. Men penge og den frihed der følger med var der ikke mange af. En sodavand i weekenden, en lille flaske vin til min mor i de gode måneder, ellers var der risengrød og pandekager på bordet. Ikke for hyggens skyld som i Rasmus Klump, men pandekager er meget billige – og så var det da hyggeligt samtidig.

Nu skal der ikke gå ”negativ opbyggelighed” i den. Synes at eksemplerne på dette er mange – det bedste er jo nok stadigvæk plastikhavemøblerne hos familien Dyremose, der gjorde barndommen for Charlotte meget hård. Nej, jeg vil gerne være elitær, jeg vil gerne sige: Ja jeg gør det godt, jeg vil gerne sige: Fuck hvor er jeg glad for mit liv.

For jeg ved hvad der er på den anden side. Og jeg ved hvad prisen er, hvis ikke man klarer sig. Der er mange fattige i Danmark. Ikke sammenlignet med hvor jeg er på vej hen, bevares, men der er for mange. Ja, bare én der går ufrivilligt sulten i seng, eller ikke har råd til lejrskole er én for mange.

Jeg tager mig en slurk af den gratis kaffe loungen leverer. Sammen med den gratis morgen buffet. Det er dyrt at være fattig. En tilsvarende morgenmad (nedenunder) ville nok stå mig i 70 kr.

Fredag d. 11/6 kl. 13.00

Så er første del af rejsen overstået. En fin kort flyvetur på tre timer. Ikke uden forsinkelse, men alt i alt en fin tur. Er på mellemlanding i Lissabon – 7 timer bliver det til her.

Igen hjælper mit ”priority pass” lounge kort mig. Jeg har tre lounges at vælge imellem – desværre kun en (ja man må jo tage til takke) i den terminal, hvor jeg rejser fra. Rødvin, portvin, sprut, sodavand og ikke mindst espresso ad libitum (det sydeuropæiske islæt skjuler sig ikke).

Mens jeg lader koffeinen fra tredobbelt espresso kombineret med en danskvand slå igennem, kan jeg sidde og stene Murray og Fish gå i tiebreak på en af de mange fladskærme.

Ingen her synes at være påvirket af at vi rent faktisk er i et af G.I.S.P. landene (læs: Grækenland, Italien, Spanien, Portugal). Økonomien hernede sejler. Unge mennesker er arbejdsløse i hobetal. Samfundet er på vej tilbage til hvor de var i midten af halvfjerdserne.

Gratis espresso og øl. Jeg læner mig tilbage i de stor læder lænestole og glemmer verden uden for. Det er jo lettest.

Tilbage til nutiden

Det er mandag aften. Danmark har tabt 2-0. Vi bor os venner i Pretoria. Der er Volvo og Mercedes i garagen – og ”live-in nanny”, så man ikke skal tænke på opvaksen. Der står lasagne på bordet, og vi glemmer at der bliver slået 50 mennesker ihjel om dagen i Syd Afrika. Det er nemt at have penge, og det elektriske hegn holder omverden ude.






Er 27 år. Er opvokset i København og har en B.Sc. i Økonomi fra KU og en HD(O) fra CBS.

Jeg er suppleant til Regionsrådet i København for SF, tidligere formand for SF på Nørrebro, og har derudover haft en række forskellige tillidsposter i SF.

Jeg arbejder for Danske Bank-koncernen med Performance Management, er gift og har en søn på 1 år.




Blogarkiv

30. juni 2010
Huskekager fra Afrika til Blågårds Plads
7 kommentarer

23. juni 2010
Jeg har set en rigtig (middelklasse) negermand
15 kommentarer

16. juni 2010
I dag mindes vi en 12-årig dreng

15. juni 2010
Småborgerlighed, fattigdom og fodbold
5 kommentarer


Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Det var blot et forspil, der hvor man brænder bøger brænder man også til sidst mennesker.

Heinrich Heine. Tysk digter (1797-1856).

Flere citater