Vi er flyttet! modkraft.dk


Et socialistisk skatteudspil

Af Christian Østergaard | 1 februar 2012 | 11 kommentarer

Debatten på venstrefløjen går højt i disse uger med diskussioner om blandt andet principprogrammer, skattereform og ulighed. Lad mig slå en ting fast fra starten: Jeg er tilhænger af tankerne i Thor Mögers kronik om at sænke skatten for de lavest lønnede og ikke for folk uden for arbejdsmarkedet. Det er i mine øjne meget socialistisk, og jeg vil i denne blog diskutere argumenterne om, at det modsatte skulle være tilfældet.

I første omgang er kritikken mod Mögers forslag, at de arbejdsløse lades i stikken, og at det er uretfærdigt, når nu de har holdt for under krisen ved at lade jobbet. Det er rigtigt, at de har betalt en alt for stor regning for en krise, de intet har haft at gøre med årsagerne til. Men Regeringen har allerede afskaffet fattigdomsydelserne, og den har afsat penge til en kickstart af dansk økonomi, der skal sparke gang i beskæftigelsen. For den bedste måde at hjælpe en arbejdsløs er i mine øjne at give vedkommende et arbejde.

Lighed som mål
Regeringen har som erklæret mål for sit arbejde, at den vil styrke ligheden i det danske samfund – det ”vil den måles på”. Det har jeg også tidligere skrevet om her på Modkraft, og det er en flot vision. Når skattereformen så isoleret set øger uligheden, bør alle vi lighedstilhængere så ikke hive hårdt i bremsen?

Nej, det mener jeg ikke, vi skal. Dels fordi man skal se på regeringens politik samlet – og hermed også se på de øvrige initiativer, der samlet set styrker ligheden i samfundet. Men vigtigere fordi jeg mener, at den værste ulighed i samfundet er den, der er at finde på arbejdsmarkedet.

Det er en skræmmende tendens, at hvor direktøren på et hospital for 20 år siden tjente 5 gange så meget som rengøringsmedhjælperen, tjener han i dag 25 gange så meget. At han overhovedet tjente 5 gange så meget som rengøringsassistenten i første omgang er uretfærdigt – derfor giver det mening at omprioritere penge internt på arbejdsmarkedet, hvis vi skal komme de grundlæggende uligheder i samfundet til livs.

At sænke skatten på arbejde for arbejderklassen, kommer forhåbentlig også snart de mange uden for arbejdsmarkedet til gode, idet det må være et grundsynspunkt for os, at alle der kan skal tage et arbejde – og så må samfundet stille jobs til rådighed.

At vi er midt i en krisetid, kan vi heller ikke komme udenom, og det gør kun udspillet mere forfriskende. Havde man valgt at give ”alle” en skattelettelse, ville den være blevet minimal grundet fælleskassens ringe forfatning, men med skatteudspillet prioriterer man bevidst visse grupper frem for andre. En klar politisk prioritering, der skal komme arbejderklassen til gode.

Working poor
Her på Modkraft skriver Jakob Lindblom, at ”spin-SF” i virkeligheden skader ”de hårdtarbejdende lønmodtagere” ved at øge skellet mellem dem uden for arbejdsmarkedet og dem nederst på arbejdsmarkedet. Hermed bliver man mere attraktiv som arbejdsløs for arbejdsgiveren, idet man formentlig vil tilbyde sin arbejdskraft billigere, end de som allerede er i beskæftigelse. Hermed får vi flere ”arbejdende fattige”, som selvom de er i beskæftigelse lever i fattigdom.

I samme ombæring bruges skattereformens reallønsmæssige styrkelse af arbejderklassen som argument for, at det bliver lettere for arbejdsgiverne ikke at give lønstigninger i overenskomstforhandlingerne. Og så er vi lige vidt…

Men helt ærligt – det er da for nemt bare at råbe røv.

Jeg har to anker: 1) At sænke skatten på arbejde vil definitorisk hjælpe ”the working poor”, da det netop er skatten på arbejde, som sænkes. At mange står uden for arbejdsmarkedet er et kæmpe problem og en kæmpe trussel for den danske model og vores velfærdsstat – det er jeg helt enig i. Men det er et problem, der løses gennem en aktiv beskæftigelsespolitik og af den danske fagbevægelse. Klart, vi kan gøre ting fra politisk hold, som blandt andre Daniel Skovhus skriver på Politiken. Men selve skattelettelsen på arbejde for de lavest lønnede er en bemyndigelse af mennesker, der netop er på vej mod at blive working poor.

2) Min anden anke går på, at vi fra politisk hold må gøre, hvad vi kan for at gøre verden bedre for de mennesker, vi kæmper for. At vi stiller lønmodtagerne dårligere i overenskomstforhandlinger, er i mine øjne ikke et argument. Argumentet forudsætter, at enhver fordelingspolitisk sejr for arbejderklassen ædes op af arbejdsgiverne i overenskomstforhandlingerne. Det er da noget pessimistisk. Men jeg er principielt enig i, at det forudsætter en stærk fagbevægelse ikke at stille sig tilfreds med skattelettelser på arbejde.

Er Thor Möger i virkeligheden nyliberal?
Sådan spørger Søren Kayser i en kronik i Information. Jeg blev noget forbløffet, da jeg læste kronikken, og jeg har siden spekuleret en del over, hvad den idémæssige baggrund er for at kalde Möger nyliberal. Kayser har tre anker, hvoraf de to første er behandlet ovenfor. Den tredje anke synes jeg er den mest interessante. Det er her, Kayser mener at kunne spore nyliberalistiske tanker hos Möger. Den dvæler meget ved argumentet om, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”.

Som jeg læser Mögers kronik er det ikke dette argument, som er drivende i hans tanker om en skattereform. Det er snarere, at de lavest lønnede grupper skal have anerkendelse for deres arbejde – en anerkendelse, de har måttet se langt efter de sidste mange år. Det er helt rigtigt, at argumentet om, at ”det skal kunne betale sig at arbejde” bliver brugt af borgerlige til at ”styrke konkurrenceevnen” (læs: trykke lønnen, sænke overførselsindkomster) ud fra et rationalistisk menneskesyn, der ser mennesket som egennyttemaksimerende og gående efter maksimal nytte for minimalt arbejde.

Men sådan ser jeg ikke Mögers argumentation. For hvis man lige stener over det, hvad er det så for et samfund, man skaber, hvis det bedre kan betale sig at sidde derhjemme og chille end at arbejde? Selvfølgelig skal det kunne betale sig at arbejde – selvfølgelig skal arbejderen have betaling for sit arbejde. Ved at arbejderen får større del i merværdien, styrkes hans position i samfundet, og det er det, jeg ser som målestokken og pejlemærket i Mögers melding.

Den bløde venstrefløj
Kayser omtaler i sin kronik ”den bløde venstrefløj”, som ”ser mennesket som rundet af fællesskabet” og som derfor åbenbart står i modsætning til Mögers menneskesyn. Det er jeg meget uenig i. For det er da netop at se mennesket som rundet af fællesskabet at arbejde for anerkendelse af de lavest lønnede! Deres bidrag til fællesskabet er for længe blevet taget for givet, og det samme kan siges om deres opbakning til velfærdsstaten som socialpolitisk konstruktion, der som følge heraf risikerer at miste sin legitimitet.

Som Hans Mortensen også pointerede i Weekendavisen d. 20/1, er Mögers udspil netop et bud på en udvikling fra – med Daniel Skovhus’ udtryk – nødhjælpssocialisme til klassiske, socialistiske værdier. Han skriver: ” Det er derfor langt mere end skatteteknik, der driver Thor Möger Pedersens tanker. Det er et opgør med grundfæstet vanetænkning på den danske venstrefløj, hvor man i årtier har set stigende beskatning og større offentlig sektor som et udtryk for solidaritet og velfærd. Resultatet er, at de borgerlige partier i dag har et godt tag i LO-arbejderne, der tilsyneladende ikke fatter den afgrænsning, der betyder, at en borger på offentlig forsørgelse ( Carina) er fattig med en indkomst efter skat på 16.000 kroner, mens en borger med en lønindtægt på over 32.500 kroner om måneden før skat tilhører de velbjærgede og derfor skal betale topskat.”

Kampen for øget lighed på arbejdsmarkedet kan måske endda sige, er ”klassisk marxistisk”. Med ”marxisme” i denne forstand forstås en opfattelse af mennesket som et arbejdende væsen for hvem andelen af sin producerede værdi, der tilfalder ham/hende selv er altafgørende for selvopfattelsen og -forholdet. Og så kan det godt være, det er et brud med ”den bløde venstrefløj”, men det gør det ikke nyliberalt eller højreorienteret.

Et socialistisk skatteudspil
Så opsummerende vil jeg klart sige, at Möger begår et socialistisk indspark i skattedebatten. Selvfølgelig må der tages realpolitiske hensyn, når Folketinget består af 60 % blå politikere, men så meget desto mere er det fantastisk, hvis det lykkes at omfordele penge fra toppen til bunden af arbejdsmarkedet med en kommende skattereform. Med et andet flertal kunne man måske godt finde mere guld og flere grønne skove at omfordele, men det er da en start – og selv en revolution skal jo starte et sted ;-)

For uligheden på arbejdsmarkedet er for mig at se den mest grundlæggende i samfundet, som vi må og skal bekæmpe. Det er en ulighed, som kommer forud for de øvrige uligheder – i hvert fald, hvis man abonnerer på et materialistisk menneskesyn, hvor menneskets økonomiske forudsætninger har forrang for dets livsudfoldelser.

Denne diskussion er interessant for venstrefløjens selvopfattelse – både på det abstrakte plan: Vil vi omfordele skatten til de lavestlønnede på bekostning af dem uden for arbejdsmarkedet? Og på det mere konkrete plan: Midt i en krisetid, hvordan vil vi fordele de relativt knappe midler i samfundet? Jeg glæder mig til den mere konkrete debat om skattereformen, når udspillet foreligger.


Den retningsgivende lighed

Af Christian Østergaard | 10. oktober 2011 | 8 kommentarer

Den nye regering fremlagde i mandags sit regeringsgrundlag, som er særdeles gennemarbejdet. Det indeholder en hel masse konkret politik, og det er tydeligt, at det er tre partier, der har forhandlet sig frem til et fælles kompromis. Som SF’er er der derfor ting, jeg bliver glad for at se, og ting jeg ærgrer mig over er kommet med. Men sådan er det jo – og sådan skal det sgu også være, når nu de Radikale er med.

I regeringsgrundlaget fremgår det, at den nye regering vil måles på sin evne til at begrænse fattigdommen her i landet. Alt for mange er fattige, og udviklingen i den stigende ulighed skal bremses. En flot og ambitiøs målsætning, man særligt kan takke SF for, er med i regeringsgrundlaget.

Regeringen har desuden opstillet en række værdier, der skal være gennemsyrende for dens arbejde, og her er ”lige muligheder for alle” nævnt som nummer to lige efter ”frihed for den enkelte”. Værdierne er svære at være uenige om det gode i, men jeg er overbevist om, at regeringen er uenig med oppositionen i, hvad både ”frihed for den enkelte” og ”lige muligheder for alle” betyder i praksis.

Netop i denne forbindelse er det særdeles interessant og virkelig fedt set med solidariske briller, at regeringen vil måles på sine resultater i forbindelse med netop fattigdomsbekæmpelse. Det betyder, at fattigdomsbekæmpelsen kommer til at spille en central rolle i den øvrige politik, regeringen fører og i den forbindelse bliver en slags pejlemærke.

”Frihed for den enkelte” og ”lige muligheder for alle” bliver altså en ramme, regeringen formulerer sin politik ind i, mens fattigdomsbekæmpelsen kommer til at være målet, den efterfølgende vurderes på baggrund af.

Kampen for lighed

Udfordringen bliver at gøre fattigdomsbekæmpelsen i sig selv til en del af en større kamp for lighed i samfundet. Heri ligger de ideologiske uenigheder med højrefløjen, idet vi netop ser forskelligt på forholdet mellem frihed og lighed, der i vores optik er hinandens forudsætninger, mens de for højrefløjen er modsætninger.

Og hvori består så kampen for lighed i samfundet? Den består primært i på en solidarisk, fælleskabsorienteret måde at indfri målsætningen om at sikre ”lige muligheder for alle”. Det betyder nu og her løft i uddannelsessektoren med blandt andet praktikpladsgaranti og bevarelse af SU’en. Det betyder prioritering af det fælles sundhedsvæsen ved investeringer samt fjernelse af fradragsretten på private sundhedsforsikringer. Og så betyder det selvfølgelig også, at vi skal arbejde for, at den helt benhårde, økonomiske ulighed mellem mennesker mindskes, så færre er fattige.

I forbindelse med det sidstnævnte bliver det interessant at se, hvordan forhandlingerne om en ny skattereform kommer til at gå. Hævelsen af topskattegrænsen er vedtaget af den forrige regering, og den er der flertal for i det nuværende folketing som med den øvrige økonomiske politik. Slagsmålet bliver derfor, hvordan skatten på arbejde skal ”sænkes markant” – om det skal være i toppen eller bunden. Her er det afgørende, at man har fået skrevet betingelsen om ”social balance” ind, så det ikke bliver et carte blanche til udelukkende at gennemføre de ”gamle” lettelser i toppen.

Vores parametre for politik

Den nye regering vil betyde en ny politik – men nok så vigtigt er også, at den kommer til at betyde, at der kommer nogle nye parametre for politik. Her er det hamrende vigtigt, at den økonomiske lighed mellem mennesker netop bliver sat som det parameter, regeringen vil måle sig på. Hermed ændres også præmissen for, hvad den gode økonomiske ledelse af landet består i. Er det at sikre de rige flere penge eller at arbejde for lighed i samfundet? Mit bud er, at vi langt om længe kan få erstattet det første med det sidste.

Med et frækt universitetsord formuleres altså hermed en lighedsdiskurs, som politikken føres inden for, og som den konkrete politik skal tjene til virkeliggørelsen af.

Til sammenligning indførte Anders Fogh med venner et princip om, at pengene skulle følge borgeren ud fra ønsket om at realisere en liberalistisk frihedsdiskurs (med menneskeord: At slanke den offentlige sektor, sænke skatterne og dermed sikre ”frihed for den enkelte” i deres ideologiske opfattelse af termen).

Vores udfordring og opgave er nu som venstrefløj at styrke lighedsdiskursen som modstykke til de borgerliges frihedsideal, hvis vi vil varig og reel forandring af dette samfund. Ligesom Anders Fogh har ændret den måde, vi tænker på, skal vi gøre lidt det samme med modsat fortegn.

Vi skal insistere på, at frihed er noget, man har, når man indgår i et stærkt og forpligtende fællesskab, der kan rumme forskellighed. At der kommer et vist økonomisk råderum forud for friheden. Vi skal forklare, hvordan alle vinder på lighed og insistere på, at vi ikke vil konkurrere på lave lønninger i Danmark, men at vi i stedet vil en anden vej, hvor lavere levestandard for almindelige mennesker ikke behøver at være prisen for at sikre konkurrenceevnen.

Vi må ikke opfatte individet som en isoleret aktør, staten ikke bedriver andet end at begrænse i sine udfoldelsesmuligheder. Det er derimod afgørende, at vi formår at tage udgangspunkt i et individ, der er indlejret i sociale relationer og anerkender, at ingen er sig selv nok (so to say). Og at individets frihed er betinget af sociale relationer.

Det konkrete mål om fattigdomsbekæmpelse kan altså blive noget af det vigtigste, der står i dette regeringsgrundlag, fordi den lighedsopfattelse, målet er udtryk for, bliver det tankegods, vi skal kæmpe for bliver gældende for den måde, vi tænker på i det hele taget i dette land. Nu starter arbejdet for at sikre lige muligheder for alvor, men den kan langt fra vindes på Christiansborg alene!


Derfor stemmer jeg på SF

Af Christian Østergaard | 10. september 2011 | 12 kommentarer

Dagene til valgstederne åbner, og vi forhåbentlig kan begynde et nyt kapitel i Danmarkshistorien, kan nu tælles på én hånd. Jeg stemmer på SF, og jeg vil med denne blog gøre klart, hvorfor jeg ser det som det absolut bedste valg, hvis man vil et rødere Danmark.

En stemme på SF er en stemme på en rød regering – og på de rødeste toner i regeringskonstellationen S-SF. En stemme på SF er den sikreste vej til at sørge for, at lighed, social retfærdighed og bæredygtig vækst bliver prioriteret af en kommende regering: Jo større muskler, desto mere kan vi løfte, so to say.

Hertil kommer, at et stort SF vil få flere ministerposter end et svagt SF. Hov, sagde han lige ministerposter? Ja. Det betyder noget, hvem der sidder i ministerierne, og jo flere socialister, vi kan sætte for bordenden i landets forskellige ministerier, desto bedre!

Man undervurderer ofte den magt, der ligger i at forvalte et samfund på en bare lidt anderledes måde – men det kan der komme store forandringer ud af! Et eksempel er Anders Fogh, hvis erklærede mål var at ”ændre den måde, danskerne tænker på”. Det er han sgu desværre lykkes ret godt med. Og hvad gjorde han? Han tog sit forandringsprojekt et lille skridt ad gangen, og i dag kæmper vi med de kæmpe forandringer i mentalitet og måde at drive samfund på, det har forårsaget.

Et eksempel er ”noget for noget” og ”pengene skal følge borgeren”-principperne, som har affødt privatisering af offentlig velfærd og en helt anden måde at forstå og tænke velfærdssamfundet. Principper der startede som måder at forvalte og styre, men har vokset sig større og større og mere indflydelsesrige.

På torsdag stemmer jeg på et SF, der sammen med Socialdemokraterne står for et markant rødere regeringsalternativ til VKO, end vi så det i 2007. Betalingsring, millionærskat, opgør med skattestop, ubetinget efterlønsforsvar og opkvalificering af ledige på dagpenge er blot noget af den politik, som nu rent faktisk kan blive realiseret med SF i regering, men som næppe havde været SR-politik i 2007. Det er SF’s fortjeneste, at disse tiltag er med i Fair Løsning, og nu måske kan blive til noget ude i den ægte, virkelige verden.

Jeg kan sgu ikke RIGTIG vænne mig til tanken om, at de ting, vi på venstrefløjen og i SF har gået og diskuteret så længe nu måske kan realiseres. Det er helt vildt, hvis vi får den mulighed – det maner i virkeligheden blot endnu mere til kamp her den sidste uge! Til kamp for en praktisk socialistisk politik – til kamp for et parti, der tager et skridt ad gangen og fokuserer mere på de konkrete forandringer end på at have rene hænder og lave tilråb fra sidelinjen.

Men når vi nu har indgået så tæt samarbejde med Socialdemokraterne, kan det så ikke være ligemeget, hvem man stemmer på af de to? Nej. Der er forskelle på de to partier historisk, ideologisk og konkret politisk.

I SF er vi socialister – stiftet af udbrydere fra DKP i 1959. Det var som følge af Sovjets overgreb på oprøreres krav om demokrati i Ungarn i 1956, som SF’s stifter og DKP’s daværende formand Aksel Larsen ikke var nede med.

Larsen så behovet for at bryde med Moskva bydende, og han stiftede derfor SF. SF skulle være et parti, der skulle arbejde for socialisme på danske præmisser. Man arbejdede altså stadig for et andet samfund, men brugte socialdemokraternes måde at agere på politisk. Forandringen måtte komme gennem politiske reformer og beskidte negle.

Socialdemokratiet har et helt andet udgangspunkt, idet de ikke på samme måde kommer af en bevægelse med ønsker om et radikalt andet samfund. Deres bevægelse kræver ikke på samme måde et opgør med marked og elite med det formål at brede magten ud til folk.

Jeg fremhæver dette, fordi det er disse forskellige udgangspunkter for at lave politik – forskellen på at være socialist og på at være socialdemokrat – der også er afgørende for, hvor jeg sætter krydset.

En stemme på SF er altså en stemme, der kommer til at være afgørende for, hvor store muskler SF får i et nyt regeringssamarbejde. Og en stemme på SF er en stemme, der kommer til at arbejde i samfundets maskinrum. En stemme på SF er en stemme på lighed, fællesskab, bæredygtig vækst og social retfærdighed.

Derfor stemmer jeg på SF!


Det vigtigste valg i 50 år?

Af Christian Østergaard | 16. august 2011 | 11 kommentarer

Vi er midt i den længste, dyreste og måske også den grimmeste valgkamp nogensinde i Danmark. Nu er vi ved at kunne se en ende på den – nu er der trods alt et begrænset antal tirsdage tilbage, hvor Løkke kan ”trykke på knappen”.

Vi er midt i et skæbnevalg: Valget mellem to veje ud af krisen og to etablerede politiske blokke, som har sat alt ind på valgsejr her til efteråret. Men det her valg handler ikke kun om Helle eller Løkke, rød eller blå eller om investeringer eller nedskæringer. Det handler også om, hvad det er for et Danmark, vi gerne vil have på den anden side af krisen – og lang tid herefter!

Den danske velfærdsstat er i høj grad skabt i krisesituationer som den nuværende. Fundamentet blev lagt med Kanslergadeforliget i 30’ernes krise. Her blev svaret på krisen, at arbejderklassens vilkår måtte forbedres, og retsprincippet introduceredes.

Velfærdsstaten blev senere udbygget først i kølvandet af anden verdenskrig med Marshallhjælp, der tillod vækst i dens omfang, og senere i starten af 70’erne under oliekrisen. Her blev den rigtig udfoldet med omfattende sociale ydelser, herunder blandt andet efterlønnen, som blev gennemført på trods af det økonomiske pres på Danmark – og som udgør hjørnestenene i den danske velfærdsstat i dag.

Alle de nævnte var tidspunkter, hvor den danske stat var under pres, og hvor der var røster, der gerne ville gå andre veje, men hvor befolkningen valgte fællesskabet og velfærden.

I dag som dengang er Danmark nu presset, og vi må vælge, hvilken vej vi vil gå. Når jeg fremhæver de tre konkrete nedslag i Danmarks nyere historie, er det ikke fordi jeg underkender andre konkrete tilfælde i historien og deres indvirkning på den velfærdsstat, vi kender i dag – selvfølgelig er vores samfund mere komplekst, end at det skulle være formet af blot tre begivenheder. Jeg bringer det op, fordi det kommer til at betyde alt for de næste 10, 20, 30 måske 50 år, hvilken vej vi vælger ud af krisen.

Valget er sådan set klart: Vil vi individualismens vej, hvor sociale rettigheder som efterløn undermineres, uligheden vokser og hvor ethvert spirende plus på de offentlige finanser omsættes til skattelettelser? Eller vil vi fællesskabets vej, hvor vi løfter i flok og holder fast i og udvikler det stærke fælles sociale sikkerhedsnet, der er den danske velfærdsstat?

Det er i situationer som disse, landes historie skrives. Det er i situationer som disse, vi må træde i karakter, hvis vi for alvor mener, at historien skabes af folket. Det er i situationer som disse, vi må mobilisere til, engagere i og diskutere politik med alle. Det er nu, vi må insistere på relevansen af politik og at den enkelte stemme nytter og skal høres, så valget om landets fremtid bliver vundet.

Dette valg bliver altafgørende, fordi den måde at føre politik på, og det rationale der vinder valget, vil definere retningen for Danmark de næste mange år. Det ses også på den måde, de ideologiske linjer nu er trukket skarpere op end længe, idet de borgerlige ikke længere kan foregive at være tilhængere af en velfærdsstat, som opsvinget ellers tillod dem.

Jeg tror, vi om 50 år kigger tilbage på valget i 2011 og enten siger, at det var der, vi valgte individualismens vej og begravede velfærdsstaten. Eller også at det blev fællesskabets valg – samfundsfællesskabet der blev udviklet og det lokale der blev udvidet. Valget hvor de manges muligheder blev styrket, og fra hvilket lighed, solidaritet og fællesskab blev de toneangivende værdier for Danmark.


God stil, Frederik og Mary!

Af Christian Østergaard | 27. april 2011 | 19 kommentarer

Jeg blev i dag meget positivt overrasket over, at vi nu skal have små royale poder rendende rundt i den offentlige folkeskole. Det er et stærkt signal, og det er rart, at vores monarker er sig deres store ansvar som rollemodeller bevidst og vælger det offentlige, fælles tilbud i stedet for det private.

Men denne blog skulle egentlig ikke handle om kongehuset, som jeg alle andre dage er meget stor modstander af, men i stedet om den fælles folkeskole versus det private alternativ.

Vi starter med at spole tiden et par dage tilbage. I påsken var der landsmøde i SFU, og her diskuterede vi netop holdningen til privatskoler. Her besluttede et overvældende enigt landsmøde, at vi går ind for på sigt at erstatte privatskoler med en stærk folkeskole på fællesskabets hænder.

For mig at se er der 2 grunde til at være imod privatskoler og herunder også friskolerne, som i deres natur er private:

1) Danmark er et klassesamfund – der er store økonomiske forskelle på rig og fattig og som følge heraf forskelle i levestandard og –tid. Hvis vi fortsat har en ambition om et samlet Danmark, må vi også modarbejde den øgede polarisering, der er sket under den borgerlige regering. Her er det nødvendigt at tænke i tiltag, der kan ”blande klasserne”, så solidariteten klasserne imellem styrkes. Det bedste bud herpå er en stærk folkeskole, hvor børn og forældre fra forskellige klasser blandes og mødes.

2) Uddannelse må aldrig blive en vare, man kan købe for penge. Brugerbetaling og betaling til privatskoler er med til at forvride uddannelsessystemet, så det i højere grad tilgodeser børn og unge fra økonomisk velstillede hjem. De chancer man har i livet skal ikke være betinget af størrelsen på forældres bankbog – eller længden på deres eksamensbeviser for den sags skyld!

Nå, men hvis privatskolerne afskaffes, afskaffes også friskolerne og mange af de positive ting, friskolerne står for. Dog er jeg overbevist om, at vi ikke skal indføre den samme, firkantede folkeskole overalt. Så længe ejerskabet over skolen er fælles, bør man åbne op for øget medbestemmelse over skolen af brugerne. Her kan tankegodset fra friskolerne spille en helt central rolle!

Det skal være forældre, lærere og elever, der skal være med til at forme skolen – og ikke kun Christiansborg- eller Undervisningsministerium-bureaukrater. Noget af det, friskolerne kan, er alternativ pædagogik og forpligtigelse af forældrene på skolen som fælles projekt. Det skal vi føre over i folkeskolen. Dog kræver dette, at vi har fælles retningslinjer for, hvad vores skole skal kunne. Vi må forlange af den enkelte skole, at den er inkluderende og fungerer på et demokratisk værdigrundlag. Til gengæld giver vi magten fri til i højere grad at udforme af skolen lokalt!

Fremtidens velfærdssamfund skal bestå af aktive borgere og ikke passive klienter. På skoleområdet er det borgere, der engagerer sig i deres børns skoledag, og lærere der inddrager forældre og elever i udformningen af de uddannelsesplaner, de i langt højere grad end i dag skal være ansvarlige for.

De gode ting fra friskolerne skal altså over i folkeskolen. Dog er det hamrende nødvendigt for den fortsatte solidaritet danskerne imellem, at klasserne blandes og for den sociale mobilitet, at uddannelse ikke bliver en vare, man kan købe for penge. Noget så centralt for individers livschancer som uddannelse må være fælles. Vi må altså insistere på, at uddannelse skal være på fællesskabets hænder og erstatte det private. Kun sådan kan vi skabe det samfund, vi ønsker for almindelige mennesker i et forpligtende, stærkt fællesskab.

Det kan være, det var det, Frederik og Mary tænkte, da de traf den forbilledlige beslutning af lade deres førstefødte gå i offentlig folkeskole. God stil og props til Frederik og Mary herfra!


Fjaltring round 2

Af Christian Østergaard | 10. december 2010 | 5 kommentarer

Jeg sidder midt i en tung eksamen, og det er koldt uden for, hvor vejret ikke engang længere kan mønstre sne, men i stedet formaster sig til at bedække København i usselt sjap.

Jojo, elendigheden står for døren. Men det lader jeg mig nu ikke gå på af, om end både eksamen og vejret modarbejder min gode vilje. Denne blog skulle egentlig heller ikke være en selvretfærdig bøn om medynk.

Julen står også for døren, og den gik jeg så småt og glædede mig til på vej hjem gennem sjappen, og den ene tankestrøm tog den anden, og lige pludselig kom jeg i tanke om et perspektiv, jeg havde udeladt i de blogs om min mormor, jeg lagde op her på siden i sommers. Jeg tror, at koblingen var noget med småkager —> min mormor —> Fjaltring —> blog - eller noget i den retning

Det grundlæggende interessante ved min mormor og ved Fjaltring som case er det liv, der er netop i den by. Der er ingen tvivl om, at der er noget om Udkantsdanmark-snakken, idet der helt konkret sker en centralisering af jobs i byerne, men ikke desto mindre er der noget helt særligt i en by som Fjaltring, som man ikke har blik for i denne debat.

Grundlæggende oplever jeg gennem min mormor Fjaltring som et forpligtende fællesskab. De mange forskellige ting, der foregår er dels en videreførelse af gamle traditioner i byen, hvor Indre Mission aldrig har stået synderligt stærkt, og forsamlingshuset i stedet blev brugt til at dyrke højskolesangbogen i stedet for salmebogen.

Dels er det de forskellige kulturtilbud der er i Fjaltring, som er helt unikt for den lille flække. Der er udstillinger og foredrag på Bovbjerg fyr, der er teater, der er forfattere, musikere og billedkunstnere der bor og skriver, og der er bogklubber for byens beboere.

Det er en sød historie, men hvorfor er den politisk relevant? Det er et godt spørgsmål, jeg måske også blev stillet i en kommentar til den første blog om min mormor - eller også var det til en af de andre kommentarer.

Politisk synes jeg, det er interessant, at Fjaltring fungerer som en helhed. Man ved hvem hinanden er, og der er samlende begivenheder for hele det lille samfund. Det er interessant, fordi det ikke bare er bonderøve, der befolker Fjaltring. Der er netop forfattere, ingeniører, psykologer, landmænd og pensionister i mange afskygninger.

De fungerer sammen som et fællesskab og indbyggerne ser sig selv som en del heraf. Det bliver lynhurtigt romantiserende at opstille billeder af mini-samfund som dette og sige "Se bare! Sådan skal vi gøre i resten af Danmark", men jeg synes, det er interessant, hvordan denne mærkværdige klassesammensætning har skabt et lokalsamfund rigt på kultur og på nærvær.

Jeg kan på ingen måde forestille mig at have så tæt et forhold med nogen bare fordi de bor i nærheden af mig. Jeg hilser til nøds på mine naboer i min opgang, og vi inviterer hinanden til vores fester for at købe aflad for den larm, vi laver, og det er helt fint.

Jeg vælger mine venner og omgangskreds ud fra helt andre præmisser end geografi så at sige. På den måde er Fjaltring måske også et levn fra en tid, hvor den fysiske forankring i virkeligheden betød noget andet og på den måde mere, end den gør i dag.

Noget jeg særligt bider mærke i ved de ting, min mormor sagde, er hendes holdning til indvandrere. Hun vil gerne have dem til Fjaltring, fordi hun mener, beboerne i Fjaltring ville være gode til at få dem inddraget i deres liv. Det tror jeg sgu også! Men hvem gider flytte til the outskirts of Vesterhavets klitter?

Jeg tror, det bedste man kan gøre ved en utilpasset indvandre-familie er at sende dem til Fjaltring. Heri ligger måske kimen til god integration - det ved jeg ikke. Jeg tror i virkeligheden, integration starter med gensidig forpligtelse og anerkendelse. Der skal stilles krav om, at man vil demokratiet, men til gengæld skal man forlange respekt for det man yder.

Det er i virkeligheden et godt princip for mange andre sammenhænge end integration: Man skal kunne forvente noget af hinanden og modsat forvente at få noget igen. Man skal gøre sin pligt og kræve sin ret - og man skal ville fællesskabet. Man skal ville hinanden det gode.

Det vil de i Fjaltring, så udfordringen er at skalere Fjaltring op i samfundsperspektiv. For mig er de hamrende interessante - også fordi de netop har skabt et forpligtende fællesskab på tværs af klasse- og aldersskel deroppe med relativt simple midler: Viljen til at tage del i andre menneskers liv og kravet om at blive taget seriøst af dem som den man er uanset fortid.

Tiden står på en måde stille i Fjaltring. Jeg lagde mærke til, at naturen for min mormor betyder meget. Den barske, men også smukke natur er (foruden hendes venner i Fjaltring) en af grundene til, at hun ikke flytter til København til resten af sin familie. Hun er på en eller anden måde mere opmærksom - på naturen og på andre mennesker.

Jeg ved ikke, om det kommer med alderen - jeg er i hvert fald ung og rastløs og ikke har tålmodighed til at gå lange ture og nyde naturen. Jeg ved ikke, om der er sjap i Fjaltring - det er ikke et område, der er særligt veloplyst af google earth. Jeg ringer sgu lige til min mormor og hører ad!


"Folkets skole"

Af Christian Østergaard | 22. oktober 2010

”Hvad skal jeg bruge det til?” spurgte min klassekammerat Steffan, når han i dansktimerne en sjælden gang vågnede op af sin døs på bagerste række i 9.B, hvor han spillede computer eller kort med sidemanden. Hvad skulle han bruge det til – og hvorfor er det relevant at spørge om?

Regeringen har i bedste moderne virksomheds-stil foretaget et 360 graders eftersyn, KL kom i maj med et folkeskoleudspil med fokus på større valgfrihed i hverdagen for de ældste elever, og folkeskolen bliver en af de varmeste kartofler til næste valg.

Jeg vil i denne (lange) blog komme ind på forskellige aspekter af folkeskoleproblematikken, jeg mener, er relevant for udformningen af en ny folkeskole, som reelt kan være med til at bidrage til indfrielsen af målsætningen om, at 95% af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse og som kan være med til at nedbryde klasseskel i stedet for at reproducere dem.

Mit eget parti lover sammen med Socialdemokraterne blandt andet 2 lærere i dansk og matematik de første år i skolen og mange andre fornuftige ting, men med denne blog prøver jeg at tage et skridt dybere og give mit bud på, hvad der i dag er socialistisk folkeskolepolitik versus regeringens og for den sags skyld KL’s. Det er altså ikke en gennemgang er realpolitiske bud på folkeskolens fremtid, men nærmere en analyse af, hvorfor 95%-målsætningen har svære kår og nogle spæde bud på, hvad der kan gøres ved det.

Folkeskolens primære opgave er at sikre vores børn og unge, at de kan begå sig i samfundet på et slags ”minimumsniveau”, idet det er den eneste obligatoriske uddannelse i landet. Den skal gøre de unge klar til videre uddannelse og arbejde. Lige nu er der det helt overordnede problem, at kun knap 80 % rent faktisk uddanner sig videre efter folkeskolen. Partierne i folketinget er enige om målsætningen om, at 95 % af en årgang skal have en ungdomsuddannelse, så det politiske slagsmål består i at afklare midlerne, ikke selve målet.

Der er to grupper som det er særligt svært at få til at tage en uddannelse efter folkeskolen, og det er børn fra ikke-boglige/akademiske hjem, og så er det drenge. Det skal naturligvis ikke forstås sådan, at ingen drenge videreuddanner sig eller at man automatisk er fucked, hvis ens forældre ikke har en boglig uddannelse. Det viser sig blot gang på gang, at 1) der er markant flere med uddannede forældre, der uddanner sig videre fra folkeskolen og 2) drengene falder fra før pigerne.

Som socialist går jeg ind for, at social baggrund ikke skal definere dine chancer i livet. Derfor er det problematisk, hvis vi har en folkeskole, børn af faglærte eller ufaglærte ikke føler sig hjemme i. Folkeskolen skal være folkets skole, og viden eller evner hjemmefra bør ikke være afgørende for mulighederne i livet.

Det er i folkeskolen, unge får deres første møde med uddannelsessystemet, og hvis vi har en folkeskole, som værdsætter visse akademiske værdier frem for andre, har vi et problem. Det er min opfattelse, at vi står overfor netop et sådant problem – en opfattelse som langt fra er ny og banebrydende, men en opfattelse hvis konsekvenser jeg ikke synes bliver taget alvorligt af politikerne i regeringen eller KL.

Min far er folkeskolelærer, og jeg har snakket meget med ham om, at undervisningen i folkeskolen er tilrettelagt til den tredjedel af eleverne, der skal videre i gymnasiet. Der laves problemformuleringer, synopser, projektarbejde og mundtlige fremlæggelser. Ting jeg stadig arbejder med på universitetet, men som jeg ikke tror, Steffan har haft særlig megen anvendelse af som tømrer.

Det er så, hvad det er. At Steffan skal undersøge en problemstilling selvstændigt og fremlægge den for klassen kan han lære rigtig meget af. Dog er det problematisk, at der er så stor fokus på den slags undervisning og tilegnelse af viden, fordi den netop forudsætter, at man ”kan selv” og kan tale frit om dette og hint, og her spiller forældrenes uddannelsesbaggrund en langt større rolle, end man kunne tro.

Der er lige kommet en ny kvalitetsrapporti Københavns kommune, som (igen) slår fast, at forældres socioøkonomiske baggrund spiller en stor rolle for de færdigheder, man har som elev og den måde, man går til viden på. Dette er der desuden massevis af andre rapporter og studier, der viser.

Problemet er ikke i sig selv, at der i folkeskolen er projektarbejde og mundtlige fremlæggelser, men problemet er, at den undervisningsform står meget alene, og jeg forstår godt, at man efter mange nederlag og dårlige karakterer i skolen ikke har lyst til at blive i et uddannelsessystem, der fordrer nogle værdier og evner, man ikke føler, man besidder.

Hvis man fra 5. klasse og frem mindst en gang om året skal lave et stort projekt med dertilhørende problemformuleringer, emneafgrænsninger osv., er det klart, at skolen kan virke abstrakt og verdensfjern, hvis man egentlig bare helst vil bruge sine hænder.

Der er et meget klart fokus i undervisningen i folkeskolen på, at man skal videre på gymnasiet – her er der så et klart fokus på, at man skal videre på universitetet, men det er i denne sammenhæng irrelevant. Det er et problem, fordi vi får en masse unge til at føle, at de ikke passer ind i uddannelsessystemet ved i så ringe grad at anerkende, hvad de kan og vil. Det er et problem, vi skal imødekomme og løse, hvis 95%-målsætningen skal opfyldes.

Hvordan gør man så det?

KL kom i maj med deres bud på en ny folkeskole: Her skal eleverne fra 6.-9. klasse selv strukturere deres hverdag, og der skal være yderligere fokus på valgfrihed og ”ansvar for egen læring”. Jeg er sikker på, at jeg ville have haft det meget federe i sådan en folkeskole – men det tror jeg ikke, så mange andre i min klasse ville.

Jeg tror ikke, der er brug for mere frihed til at strukturere sin egen skoledag for sådan en som Steffan. Han har brug for en lærer, der bevidst lærer ham de ting, vi som samfund gerne vil lære vores unge – og han som lærer i øvrigt finder relevant. At give Steffan det valg det er selv at strukturere sin skolegang, er at spille fallit fra vores side som samfund. Steffan vil ikke vide, hvad han skulle vælge, og han ville formentlig kravle under gærdet, hvor han kunne.

Og hvem kan bebrejde ham det? Hvis han ikke føler sig hjemme i skolesystemet og kun har oplevet nederlag i forbindelse med det projektorienterede arbejde.

Et helt andet aspekt er selve lærerens rolle – i en ”ansvar for egen læring”-skole er læreren degraderet til at være en slags coach, der skal hjælpe eleven med at udforme sin ”individuelle læringsmål og –strategi” som det står formuleret i KL’s udspil. Det er grundlæggende problematisk at forlange af elever i 6. klasse, at de på den måde skal være ansvarlige for deres liv. Her må vi stå fast på lærerens autoritet og på de fælles retningslinjer, vi har for vores fælles skole.

Ansvar for egen læring fungerer skidegodt for sådan en som mig med uddannede ressourceforældre ansat i uddannelsessektoren og det hele, men for unge fra ikke-boglige hjem er det et fripas til mere computer- og mere kortspil på bagerste række, fordi de ikke ved, hvordan de skal gribe ansvaret an – og fordi de egentlig ikke gider.

Jeg vil også stille spørgsmålstegn ved, om problemformuleringer overhovedet hører hjemme i folkeskolen? Det er en disciplin, der hører hjemme senere i uddannelsessystemet, og man kan sagtens udføre projektorienteret arbejde, som er af langt mere praktisk karakter uden at være sig sin problemformulering bevidst. Det er en ”abstraktgørelse” af noget, der slet ikke behøver at være det, og det er et problem, hvis vi fortsat vil holde på særligt drengene med ild i røven fra ikke-boglige hjem.

Hvis vi skærer selve det at lave en problemformulering væk fra folkeskolen vil det ikke betyde, at Steffan ikke kan bygge et hus, fordi han ikke er sig de taksonomiske niveauer bevidst, og det vil heller ikke betyde, at jeg som universitetsstuderende ikke får det lært – det skal jeg nok nå. Men i stedet for at undervise i synopser og teoretisk projektarbejde, som sigter på de i forvejen gymnasieegnede elever i folkeskolen, bør man gøre mere ud af at ramme bredere og give folk som Steffan nogle succesoplevelser i uddannelsessystemet.

Man kan også starte et helt andet sted. Som jeg skrev, tror jeg meget af problemet med, at de unge ikke får en ungdomsuddannelse ligger i den meget ensidige fokus på og anerkendelse af det akademiske. Hvis vi når et punkt, hvor det er lige så sejt at være murer, som det er at være læge, tror jeg, vi er nået langt og at vi vil få nemmere ved at uddanne de unge.

Det handler ikke kun om, at de unge skal synes, det er sejt at være murer, for det er der også mange, der gør. Det handler om, at selve folkeskolen skal indrettes anderledes, så det også instrumentelt anerkendes på en helt anden måde end i dag.

Det kunne man eksempelvis gøre ved at tilrettelægge undervisningen i eksempelvis matematik på en helt anden måde end i dag, så man så snart man har lært om trekanter kommer ud i et murer- eller tømrerfirma og ser deres brug af geometri. Man kunne se procentregnings anvendelse hos en købmand eller i Bilka osv. På den måde sørger man for en konkret kobling af den teori, man lærer i klasselokalet med den praksis, der er uden for skolens vægge og som eleverne skal ud og være en del af senere.

Et andet konkret eksempel på, hvad man kunne gøre er at lave flere arrangementer, hvor klasserne tager ”ud og ser”. Jeg har selv gået i folkeskole, men jeg skulle alligevel helt op i 2.G, tror jeg, før det gik op for mig, at flertallet af mine jævnaldrende faktisk ikke gik på gymnasiet. En af mine medstuderende spurgte overrasket om det virkelig var under 90% af en ungdomsårgang, der gik i gymnasiet.

Grunden til at jeg siger dette er noget så fluffy og sociologisk som af hensyn til ”sammenhængskraften” i samfundet. Jeg kunne også sige solidariteten, men personligt kan jeg egentlig bedst lide at tale om fællesskabet. Det er nødvendigt, at vi ved noget om, hvem de andre er i det samfund, vi lever i.

Som socialist har jeg en ambition om, at folk ikke bare pakker sig sammen for sig selv og lever deres eget liv, alene. Vi skal være engagerede i hinandens liv, og vi skal have forståelse for hinandens forudsætninger i livet. Her er det en udfordring, at samfundet bliver stadigt mere polariseret. De rigeste bliver rigere, de fattigste fattigere. Men det betyder også, at de rigeste sætter deres børn i privatskoler, og at de vokser op i troen om, at 90% af en ungdomsårgang går i gymnasiet.

At komme mere ud i ”den virkelige verden” i stedet for bare at sidde i klasseværelset, vil også gøre, at sådan nogen som mig får øjnene op for, at størstedelen af Danmarks befolkning er beskæftiget med manuelt arbejde. Et grundlæggende misforhold ved folkeskolen er, at den uddanner med sigtet på gymnasiet, men vi har som samfund langt fra interesse i, at alle eleverne i folkeskolen skal i gymnasiet – vi har brug for håndværkere inden for såvel fremstillings- som servicefag.

Jeg holdt for nylig et oplæg for en samfundsfagsklasse i gymnasiet, hvor jeg spurgte dem, hvor mange medlemmer, de mente LO havde. Først skulle det lige gøres klart, at LO er en fagforening og hvad det er for en størrelse, men da det så var på plads, var der en pige der rakte hånden op og med overbevisning i stemmen sagde ”7.000”. Hendes forældre var ikke LO-medlemmer.

Hele den sidste pointe her handler også om, at folkeskolen ikke bare skal være et sted, hvor man lærer faglige ting. Det skal også være et sted, hvor man møder folk fra andre sociale lag end sit eget og får en forståelse for hinandens positioner. Det er en forudsætning for et sammenhængende land, for et velfungerende fællesskab, man kan føle sig forpligtet af og overfor.

Nå, det var så en længere smøre. Overordnet set vil jeg gerne gøre det klart, at vi ikke indfrier 95%-målsætningen ved at lave en skole for sådan nogen som mig. Når det så er sagt, synes jeg naturligvis stadig, at lærerne skal gøre noget ud af at udfordre de dygtige elever, men vi skal sgu nok få os en uddannelse – andet kan vi jo ikke finde ud af! Udfordringen ligger i at lave en skole, som er attraktiv for sådan nogen som Steffan, og som kan give ham succesoplevelser, der gør, at han har lyst til at blive i uddannelsessystemet.

I folkeskolen ligger også den grundlæggende vaccine mod den borgerlige ”enhver er sig selv nærmest”-tankegang. Ved at møde og blive venner med folk fra forskellige samfundslag, skabes forpligtelsen overfor hinanden og overfor fællesskabet. Jeg vil et Folkets Skole, hvor det ikke skal være afgørende, hvad dine forældre laver, men derimod hvilke drømme og ambitioner du selv har.

Det kan i min blog her måske fremstå som om, jeg mener, at børn af tømrere skal blive tømrere, fordi det er det, de kan. Børn af akademikere skal blive akademikere, men det er slet ikke min tanke – tværtimod. Lige nu har vi et uddannelsessystem, som er med til at fastholde klasseskel, fordi unge fra ikke-boglige hjem har svært ved at uddanne sig.

Vi skal skabe et helt andet uddannelsessystem, hvor forældres uddannelse ikke skal være adgangsbillet til bestemte studier. Hvor man kan se børn af tømrere blive læger og børn af læger blive tømrere – og hvor det ikke er et ”skridt ned” af en eller anden samfundsmæssig rangstige for lægebarnet.

Samtidig er det heller ikke mit ærinde at mane til væbnet kamp mod projekt- og gruppearbejde. Det er arbejdsformer, som er rigtig lærerige, og det er noget, vi er særligt rigtig gode til i Danmark. Det skal vi holde fast i, men projektarbejdet må dels akkompagneres med andre læringsformer og dels bør det tage udgangspunk i mere praktiske, levede forhold, der ikke er så abstrakte som ellers.

Jeg siger ikke med denne blog, at vi ved at lave ”ud og se”-dage får de sidste 15% af en ungdomsårgang til at tage en uddannelse efter folkeskolen, men jeg håber, denne blog kan være med til at sætte fokus på nogle af de bagvedliggende faktorer, der gør, at unge ikke fortsætter i uddannelsessystemet.

Hvad skulle Steffan så bruge det til? Tja, det er svært at svare på. Jeg er overbevist om, at han skulle bruge mere, end han selv troede, men jeg forstår også godt hans frustration. En frustration det er nødvendigt at imødekomme og forandre folkeskolen på baggrund af, hvis vi skal have 1) unge fra ikke-boglige hjem og 2) drengene med. Ikke bare for at nå en målsætning på 95%, men for at skabe et samfund, hvor dine forældre ikke skal afgøre, hvilke chancer du har i livet.


"Du sætter jo heller ikke en revisor til at bygge dit hus" - eller hvad?

Af Christian Østergaard | 23. august 2010 | 15 kommentarer

Er politik et spørgsmål om holdning eller om viden? Kan man skille de to ad?

Jeg læser ikke statskundskab og har aldrig gjort det. Mit kendskab til Platon var derfor før denne blog begrænset til noget med en ”hulelignelse” og en vild splittelse mellem hestene i denne verden og hesten i en anden verden. Nuvel, det var ikke det, denne blog skulle handle om. Jeg starter lige et helt andet sted.

”Der er så mange vælgere, der ikke forstår, hvad politik går ud på”. ”Det er umuligt som almindelig vælger at sætte sig ind i, hvilken konsekvens ens stemme har”. ”Der er så mange der bare stemmer på dem, de synes virker sympatiske og ikke tager stilling til politikken bag”. Disse tre udsagn er sagt af et par forskellige folk, jeg har diskuteret vores nuværende demokrati med.

De forskellige folk der alle sammen har haft ovenstående grundudsagn: ”Demokratiet fungerer ikke, fordi folk ikke kan overskue og forstå det”. De har været vidt forskellige – både højreorienterede og venstreorienterede, såvel færdiguddannede akademikere som folk udelukkende med folkeskolebaggrund. Det er et grundlæggende farligt udgangspunkt at have for diskussion af samfundet, at det kun er en bestemt gruppe, der er kvalificeret til at mene noget om samfundets udvikling. Derfor denne blog.

Jeg var selv i starten af gymnasiet tiltalt af denne tankegang, fordi jeg var virkelig frustreret over VKO-flertallet, og jeg kunne rationelt ikke fatte, hvordan så mange mennesker kunne støtte dem. Siden er jeg blevet klogere (”høhø, han er SF’er; det er det samme som VKO” – ikke på den måde klogere) og i takt hermed har jeg mistet enhver sympati for det ovenstående antidemokratiske synspunkt.

Tilhængerne af synspunktet vil en eller anden for styreform, hvor de uddannede står for beslutningsprocessen og ikke er folkevalgte. Pointen er, at folket ikke ved, hvad der er bedst for det selv. De bruger ofte metaforer som, at man ikke sætter sin ”revisor til at bygge sit hus”, hvorfor man heller ikke skal lade håndværkere være med til at lede et land.

Platon (her var han!) var ligeledes stor modstander af demokratiet ud fra samme betragtninger, så det er bestemt ikke noget nyt. Platon var netop af den grundholdning, at man skulle adskille viden og holdning og lade de vidende lede samfundet. Det samme hører jeg fra unge i dag.

Jeg ved ikke, om det er en opfattelse, der kun gør sig gældende i min generation eller om den også findes blandt ældre generationer. For mig at se er det slet ikke relevant at splitte viden og holdning i kvalifikationen til at deltage i demokratiet.

Nå, i denne omgang ville jeg egentlig holde det kort og lægge det op til jer: Hvordan ville I reagere, hvis en gammel ven præsenterede holdningen til demokratiet, at det burde afskaffes, så man kunne lade kompetente folk regere? Hvordan skal man forholde sig til Platons oldgamle anke mod demokratiets præmis om folkets styre?


Om at være helt out

Af Christian Østergaard | 12. juli 2010 | 1 kommentarer

I efteråret 2007 viste det sig, at 4 ud af 10 danskere er digitale analfabeter. Digitale analfabeter kan ifølge dr.dk ikke vedhæfte en fil, bruge netbank eller digital signatur. Det koster samfundet 79 mia. årligt. Det er den ene side af det: Det er dyrt for samfundet. Den anden side af problemet er de mange mennesker, der ikke kan – eller vil – følge med. Hvilke konsekvenser det har for dem, vil jeg i denne blog give et spinkelt bud på.

Dette er den tredje og sidste blog om min vestjyske udkantsmormor. Hun er 79 år gammel, og jeg har foretaget et interview med hende for at få belyst en masse ting, og vi kom vidt omkring i vores samtale. Denne blog handler specifikt om, hvordan hun oplever den stigende digitalisering og vægt på brug af Internettet i dag. Hun er selv ”digital analfabet” med såvel stort d, i, g og så videre.

Du er vokset op med teknikken, du kan jo ikke forstå, at man kan leve uden. Og det kan vi jo næsten heller ikke nu. Vi kan jo ikke leve uden nu, men det gik altså meget godt dengang. Og jeg lever jo stadig uden computere! Det generer mig kolossalt, at man ustandselig får at vide, at det duer slet ikke, og nu skal alle kunne alt omkring computere og net og ting og sager. Jeg kan ikke, men jeg er ked af ligesom at blive skubbet ud. Og så får jeg at vide, at det er håbløst.

Når jeg ringer steder hen og skal have en oplysning, får jeg at vide, at jeg skal slå det op på nettet – jeg HAR ikke noget net! Jeg kan ikke engang skrive på maskine, så jeg har opgivet det. Jeg tror, jeg vil sige, at jeg vil ikke engang lære det! Men jeg kan ikke forstå, at vi er fuldstændig out, fordi vi ikke kan. Det går meget godt alligevel.

Vi talte om, at der er sket flere ting i den teknologiske udvikling mellem min mormor og jeg, end der gjorde mellem hendes mormor og hende selv. Det er selvfølgelig rigtigt, at mange nye ting blev introduceret, og kommunikations udbredelse hurtigere blev gjort lettere, men ikke desto mindre er der sket så meget siden min mormor var ung, at hun har svært ved at følge med i dag. Jeg spørger hende, hvor hun mærker det:

Det er i TV, hvor man siger, at det er ”håbløst”, og ”man forventer” og ”nu er der ingen, der kan sådan og sådan”. Hos mig er det store ting, at jeg har en mobil, og den ved jeg ikke engang, hvordan jeg skal betjene. Jeg skal bare have den, hvis jeg er ude og køre og sådan noget, men det generer mig. Jeg ville gerne, at jeg kunne, men jeg har ikke energi til at lære det. Det generer mig, at man er fuldstændig håbløst antikveret, fordi man ikke kan.

Jeg mærkede det, da jeg ringede til SKAT for at høre, hvornår jeg fik besked, om jeg fik penge tilbage. Der sagde de bare, at jeg skulle slå det op på nettet. Det kan jeg ikke.

Sådan ned i detaljen er det også, når jeg nu er frivillig medhjælper oppe på fyret. Her bliver der sendt programmer ud, som folk får ind på nettet, så der sker mange ting, som jeg også gerne vil høre om. Der er nye udstillinger hver måned deroppe. I det hele taget er det et meget levende hus, men jeg har jo ingen net, så hvis man lige glemmer mig, får jeg jo ingen besked om det. Og det generer mig, for det synes jeg, jeg skal have papir på. Det synes jeg godt, man kunne gøre. Men jeg kan godt høre, det er besværligt.

Jeg nævnte undersøgelsen fra 2007 om digital analfabetisme, og den kunne min mormor nikke genkendende til. Hun er i høj grad en af disse. Jeg spørger ind til, hvordan det føles på den måde at være kørt ud på et sidespor.

Jeg føler mig umyndiggjort og dårligt stillet. Jeg er dårligt stillet på det her punkt. Men det er langt hen ad vejen min egen skyld, for jeg kunne jo have givet mig til at lære det, men jeg bebrejder ingen andre det – det kunne da lige passe! Jeg føler ikke, at jeg på det punkt kan kræve mere af det offentlige eller noget. Og jeg vil som sagt heller ikke lære det.

Dette svar kommer lidt bag på mig – jeg havde ikke troet, at hun på den måde ville skyde skylden på sig selv. Det er vel forståeligt nok, at computere, Internet og mobiltelefoner kan virke uoverskuelige, når man er vokset op i en helt anden tid.

Men jeg synes bestemt, det er den rigtige vej! Det er vel en del af en eller anden ungdomskultur her i landet, og den kan jeg godt forstå er der. Den skal være der. Jeg synes, vi har så mange fantastisk dygtige og flittige unge mennesker. Vi hører så meget om bander – vi gider ikke høre mere om dem! Vi vil høre om jer, der gør noget, er noget og vil noget!

Jeg lader emnet ligge for en stund og vender tilbage til det i slutningen af interviewet, hvor vi egentlig er færdige. Jeg siger til hende, at det kommer bag på mig, at hun i så høj grad skyder skylden på sig selv. Som en god sociologistuderende socialist mener jeg jo, at det til enhver tid måde være samfundets skyld, men nej…

Det er nok, fordi jeg er blevet mindre kritisk med årene. Det er mig egen skyld, og jeg vil ikke bebrejde andre. Jeg er ikke bitter, slet ikke. Men jeg har forsømt noget selv, sådan er det.

Dette emne har fået forbavsende lidt taletid i medierne. Man kan håbe på, at der er sket noget de sidste 3 år, men mit bud er, at der stadig er en god del af danskerne, der ikke er trygge ved nettet og som kan kategoriseres ”digitale analfabeter”. En god del af danskerne, der ligesom min mormor føler sig umyndiggjort af den store fokus, der er på nettet i såvel reklamer på TV som i kommunikationen fra det offentlige.

Hvad skal vi så gøre ved det? Vi kunne spare 79 mia. ved at lære alle at bruge nettet, så de selv kunne opsøge den kommunikation, de har brug for, men min mormor er næppe den eneste, som ikke vil bruge nettet. Det må vi også kunne acceptere, og så må vi huske på, at ikke alle kan bruge nettet i samme grad, som vi kan. Dog skal vi heller ikke gå tilbage til udelukkende at sende breve med posten og lignende. Som min mormor siger, er det den rigtige vej, vi kører, men vi skal være mere opmærksomme på de, som halter bagefter feltet, hvad angår IT-kundskaber.


Bovbjerg fyr og det grøndlanske Tukak-teater

Af Christian Østergaard | 9. juli 2010 | 5 kommentarer

En hurtig google-søgning på ordet ”Udkantsdanmark” giver godt en kvart million hits, og den første side, der kommer op, er TV2’s temaside om emnet. Her kan man komme med sine historier fra Udkantsdanmark, hvilket mange har gjort. Arbejdspladserne flytter og busruterne lukker. Senest har Regeringen med Genopretningsplanen centraliseret borgerservice, hvilket vil få den konsekvens, at det offentlige og staten kommer endnu længere væk i folks bevidsthed.

Alt i alt tegnes et deprimerende billede af den del af Danmark, som ligger uden for vækstområderne på den jyske østkyst og København. Denne blog er den anden i rækken, der tager udgangspunkt i et interview med min mormor. Hun bor i Fjaltring i Vestjylland, og denne blog handler om Udkantsdanmark, herunder hendes oplevelse af debatten. Det er et forsøg på at nuancere debatten om Udkantsdanmark, men skal naturligvis ikke opfattes sådan, at min mormor er repræsentant for alle udkantsdanskere – afgjort, langt fra.

Vi synes jo slet ikke, vi er en del af Udkantsdanmark – ikke i Fjaltring! Vi kan godt se, at det kniber andre steder, men vi synes ikke, vi er en del af det her. Vi er en hel flok, der arbejder frivilligt på Bovbjerg Fyr, og der har vi lige haft Jan Gintberg ude, fordi han rejser rundt og prøver at samle indtryk i Vestjylland i den såkaldte udkant, og ham ville vi gerne imponere. Vi var en snes frivillige, der alle sammen mødte op på fyret, da han skulle komme. Vi lavede nogle aktiviteter – måske sådan en lille smule kunstige, men vi arbejdede.

Bovbjerg Fyr er et kulturcenter med udstillinger, foredrag, koncerter og meget mere. Her hjælper min mormor altså til.

Det der gør, at vi ikke føler, at vi er det, er vores samarbejde og frivillige indsats. Vi er så mange! Jeg er snart 80 år, men jeg synes stadig, jeg kan bruges – og det kan jeg. Det er der mange andre, der kan. Indimellem er vi ældre lidt nervøse for, hvem der skal overtage efter os, men de kommer. Der er masser af yngre mennesker, der bor her nu, der er Fjaltring-børn, som er kommet hjem igen. De har deres arbejde på Cheminova, i Struer, i Lemvig eller Holstebro, og det er jo noget, der er spændende, at børnene kommer hjem igen.

På dette tidspunkt i interviewet var jeg lidt på Herrens mark. Jeg havde slet ikke forventet at høre om frivillighed og folk, der vælger at flytte til Fjaltring, når nu billedet af Udkantsdanmark i offentligheden er et helt andet. Og der var mere endnu.

Fjaltring er et fantastisk sted at være. Havet, gæssene, naturen – og kulturen! Der er en masse kultur – der har været en del kunstnere, der har præget vores område. Vi har kulturcenteret Tuskær, og vi har Tukak-teatret med grønlænderne. Der har Julie Berthelsen også optrådt.

Kultur og kunst. Frivillighed og engagement. Fjaltring er øjensynligt ikke ramt af det, der nærmest kan virke på andre udkantsbyer som en livsdrænende cancer. Men én ting er kultur og frivillighed, én anden er arbejdspladser. Disse flytter fra yderområderne og centraliseres i byerne. Den italesættelse af ”landet” kontra ”byen”, der følger af denne proces, bryder min mormor sig dog ikke om.

I Fjaltring er vi næsten alle tilflyttere, og det er her meget præget af. Der er masser af mennesker i Fjaltring, som er ude i verden. Nogle af mine gode venner er lige nu i USA, og et par som også er mine gode venner har lige været langt nede i Arabien for at besøge et barnebarn. Der er da også folk, som har nok i Fjaltring – det er jo Venstrefolk, der bor her. Men der er også plads til alle os andre. Der er rigtig god plads til os alle sammen. Vi tager vore kampe, men vi er bestemt venner på tværs af alting

Der ærgrer mig, at man taler sådan om Fjaltring. Her er liv! Og hvis ikke der var det, ville alle os tilflyttere jo flytte igen. Fjaltring er ikke udkant.

Jeg er glad for at høre, at min mormor langt fra er ved at gå til i en vestjysk spøgelsesby. Der er liv og kultur i Fjaltring. Disse historier er med til at nuancere mit billede af ”Udkantsdanmark”. De ændrer dog ikke ved, at arbejdspladserne flytter, og min mormor medgiver også, at folk i Fjaltring har fået nok af nedskæringer og sygehuslukninger.

Vi kan ikke lide, at vi skal så langt til et sygehus, men vi kan ikke både bo tæt på og så få specialisterne, og det kniber nok lidt her hos os. Mange siger, at ”Det er også dem, der bestemmer, og det er da for dårligt”, men det er altså for kortsynet. Vi kan ikke få begge dele, og det synes jeg, vi skal indse. Jeg kan godt forstå holdningen om, at der er for langt til sygehusene, men vi skal være mere rimelige i vores krav.

En anderledes beretning om en af de vestligst beliggende flækker i Danmark nærmer sig her sin ende. Ifølge min mormor ikke en del af Udkantsdanmark, men ifølge diverse medier placeret solidt i krumningen på Den Rådne Banan. Den nære kultur og de åbne sind trives i Fjaltring, og min mormor ville ikke bytte. Samtidig lukker arbejdspladserne og buslinjerne, Regeringen centraliserer borgerservice og DR laver udsendelser fra spøgelsesbyer ikke langt derfra.

I virkeligheden handler hele debatten om, at mange ting er blandet sammen under den samme ”udkantshat”. Arbejdspladser og infrastruktur er nødvendigt for, at landsdelene skal kunne fungere, hvilket retfærdiggør emnets taletid, men at der er dødt på landet og at kulturen kun trives i København er forkert.

Derfor må diskussionen fremover handle om at sikre, at beboere kan bo alle steder i landet. At der er arbejde at få og busser at tage. Den skal adskilles fra diskussionen om, hvorvidt der er dødt eller ”party i provinsen”.


1 2



22 år, drengesind.

Medlem af SFU’s landsledelse.

Sociologistuderende eksiljyde i København.

Politik er en kamp om fordeling af magten i samfundet. Som demokratisk socialist er min grundlæggende vision at brede magten ud til flere, og det må være udgangspunktet for alt vores arbejde.

Den primære udfordring for venstrefløjen i dag er at formulere en relevans af vores samfundsforandrende projekt for folk, som de er flest. Det betyder, at vi skal være knivskarpe på at konkretisere vores visioner og være pragmatiske i vores tilgang til politik.




Blogarkiv

1 februar 2012
Et socialistisk skatteudspil
11 kommentarer

10. oktober 2011
Den retningsgivende lighed
8 kommentarer

10. september 2011
Derfor stemmer jeg på SF
12 kommentarer

16. august 2011
Det vigtigste valg i 50 år?
11 kommentarer

27. april 2011
God stil, Frederik og Mary!
19 kommentarer

10. december 2010
Fjaltring round 2
5 kommentarer

22. oktober 2010
"Folkets skole"

23. august 2010
"Du sætter jo heller ikke en revisor til at bygge dit hus" - eller hvad?
15 kommentarer

12. juli 2010
Om at være helt out
1 kommentarer

9. juli 2010
Bovbjerg fyr og det grøndlanske Tukak-teater
5 kommentarer

1 2

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Det var blot et forspil, der hvor man brænder bøger brænder man også til sidst mennesker.

Heinrich Heine. Tysk digter (1797-1856).

Flere citater