Vi er flyttet! modkraft.dk


Hvorfor skulle jeg stemme?

Af Christine Lundgaard | 9. september 2011 | 17 kommentarer

Hvorfor skulle jeg det? Til hvad? Folketingsvalg?? Nej, men det stemmer jeg aldrig til…

Fyren var skidesød og oprigtigt interesseret i, hvad jeg lavede på gaden med en bakke asti-drinks i den ene hånd, og en spiller med discomusik i den anden. Vejret var ad helvede til, men om lidt var det weekend. Ved siden af stod Rosa Lund og Johanne Schmidt-Nielsen og en håndfuld andre fra Enhedslisten Vesterbro.

Fyren hed Thomas. Han var glad for tilværelsen. Egen lille virksomhed, jo selvfølgelig kunne man fornemme der var krise, men det betød ikke alverden, syntes han. Hey, vi har det jo godt, sagde Thomas. Jeg interesserer mig ikke for politik. Jeg har aldrig været medlem af noget af dét der fagforening eller A-kasse. Og ingen politikere har tænkt sig at ændre noget alligevel.

Jeg tænkte, Thomas var indbegrebet af en sofa-dansker. Medvind i tilværelsen, og ingen grund til at tro, han selv skulle blive syg, arbejdsløs eller gammel. Ingen grund til at bekymre sig om alle de andre, der ER syge, arbejdsløse eller gamle. Hvis han endelig skulle stemme, sagde han, skulle det være på de radikale.

Nå, men så er det jo ingen katastrofe, du ikke stemmer på Margrethe Vestager og trækker en ny regering til højre eller ender med at redde røven på de blå, tænkte jeg. Det bliver så de borgerliges problem.

De riges stemmer vejer tungest

Men sagen er, at de borgerlige kan være glade, næsten hver gang der er én, der ikke stemmer. Meget få stemmer ikke, fordi de som Thomas er glade og tilfredse. Og det er venstrefløjen, der har problemet. For i dagens Danmark er det først og fremmest de fattige, der ikke stemmer. Alle dem, der har alt at vinde og intet at tabe ved det folketingsvalg, der er lige om hjørnet.

JPEG - 167.5 kb
De rige kan være glade, næsten hver gang der er én, der ikke stemmer.

I Danmark har hver voksen én stemme. Alligevel vejer de riges stemmer tungere end de fattiges. For nogle fattige grupper er det 2 ud af 3 som ikke deltager i valg. Til gengæld bruger de rige og de højt uddannede flittigt deres stemmeret. De riges stemmeprocent ligger klart over gennemsnittet.

Jeg har en god ven, der arbejder i fagforeningen 3F. Som Modkraft beskriver, gør han og nogle kolleger en brav indsats for at hive folk med til valglokalerne. Det er måske den vigtigste form for valgkamp, der bliver ført lige nu. Hans lokale afdeling ligger midt i én af de sorte pletter på landkortet, når det gælder lav valgdeltagelse, nemlig Københavns Nordvestkvarter. I gamle dage var det største parti her Socialdemokraterne, forklarer han. Men nu er det dem, der ikke stemmer, som er flest.

Tit står han ansigt til ansigt med folk, som ikke ved hvordan man gør. Nogle tror, fagforeningen har et papir med, som de kan sætte et kryds på. En ung mor fortalte, at hun ikke stemmer, fordi hun regner med at alle stemmer alligevel går til Pia Kjærsgaard, som hun ikke kan fordrage.

Nytter det at være med?

Gade op og gade ned i tæt befolkede kvarterer bor der mennesker, der ikke aner hvordan folkestyret virker eller som har droppet at deltage i det, fordi de ikke tror på, der bliver lyttet til deres mening. To store grupper skiller sig særligt ud: arbejdsløse og indvandrere. Valgforskere ved Københavns Universitet har undersøgt det seneste valg i Danmark, som var kommunalvalget i november 2009. Her stemte kun 32 procent af de arbejdsløse på kontanthjælp - og 37 procent af indvandrerne. Samtidig viser tallene, at de fattiges valgdeltagelse falder og falder.

Eftersom flest rige og højtuddannede stemmer borgerligt, er det skæve folkestyre ikke de blå politikeres problem. Men de rødes indflydelse og magt har gennem hundrede år bygget på, at fattige og arbejdere tog aktivt del i den politiske kamp. Hvis de ikke længere tror på det nytter noget at være med, er det os der har et kæmpe problem.

Hvad så?

Hvad skal vi så gøre? Lige nu kan vi: 1) Overbevise vores venner om, at de skal stemme. Banke på døren hos folk, vi ikke kender, og overbevise dem om, at det nytter noget at dukke op ved urnerne på torsdag. Ligesom Enhedslisten gør i disse dage i Mjølnerparken på Nørrebro, hvor de bliver taget godt imod af rigtig mange. Aktivisterne banker på døre igen på tirsdag, og de kan kontaktes her.

2) Vise, at der er hold i det vi siger: Regeringen skal væltes denne gang. Og bagefter har vi pligt til at sørge for, at det nytter noget at skifte den ud med en ny. Fordi det nye hold rent faktisk fører en ny politik, som gør en forskel for folk i Mjølnerparken og Nordvest.


Valg 2011: Løft blikket, verden venter!

Af Christine Lundgaard | 1 september 2011 | 8 kommentarer

En myte i dansk politik går ud på, at vi har en stor, bred midte, der vil noget af det samme, men alligevel slås om nogle komma´er og taburetter. At uden om midten er der to rabiate yderfløje. At jo mere der kan samarbejdes hen over midten, jo mere ansvarligt er det. Hvis man selv gerne vil virke indflydelsesrig på midten på en ufarlig måde, er det et smart billede at tegne. Men valget d. 15. september handler efter min mening om noget helt andet.

JPEG - 126 kb
En ny regering bør blive bannerfører for fællesskab og solidaritet, også i den internationale politik.

Valget om to uger handler om to vidt forskellige menneskesyn, to måder at leve sammen på, to fløje. De to fløje er som dag og nat. Den ene står for fælles kamp for alles frihed. Den anden fløj står for den stærkes ret til at tvære de andre ud. Vi på venstrefløjen skal sørge for, at en ny regering ikke kommer til at blande alt godt fra højre og fra det, man i dag kalder for midten. En ny regering bør blive bannerfører for fællesskab og solidaritet, der kan mærkes. Og hvis vi løfter blikket fra den hjemlige valgkamp og ser på landene omkring os, er der akut brug for en ny international politik:

For eksempel over for vores europæiske naboer som Spanien, Portugal, Italien eller Grækenland. Her protesterer folk i øjeblikket vildt mod forsøget på, med EU og IMF i ryggen, at sløjfe de velfærdsstater, det har taget folk generationer at bygge op. De skal mærke, at vi slås den samme kamp i Danmark som dem, med en regering i front, der tør sige fra over for EU og IMF, når de sender regningen for krisen til dem, der har mindst.

De skal mærke det i England, hvor Thatchers arvtagere nu igen har magten, og der har været oprør i flere byer, pga. racisme, forskelsbehandling og mangel på muligheder. Herhjemme skal det være slut med racistiske betjente i gaderne, og slut med diskriminerende startydelser, der skaber løntrykkeri og en ny underklasse.

De skal mærke det i Mellemøsten – ved at vi aktivt støtter de fagforeninger, studerende, kvinder og andre der slås for demokrati. Og ved at vi tager imod de mennesker, der flygter fra katastrofer, vi selv har skabt. Ikke ved at vi sætter fly og militær ind, hvor der er olie eller andre strategiske interesser, og lader resten sejle deres egen sø.

De skal mærke forandringen i Palæstina. Helle Thorning og Villy Søvndal har heldigvis tænkt sig at stemme ja, når FN’s Generalforsamling inden længe stemmer om en resolution, der anerkender en selvstændig palæstinensisk stat. Forhåbentlig vil en ny dansk regering også presse på for, at den bliver til noget. Forhåbentlig vil en ny regering endda respektere palæstinensernes ret til selv at bestemme, hvilken regering de vil have, og sige fra over for Israels ulovlige besættelsesmagt. Også selv om det går ud over pengepungen og gunstige handelsaftaler.

De skal mærke det i Somalia – ikke via såkaldt terrorbekæmpelse og krigsskibe til at slås mod pirater, mens europæiske fisketrawlere lænser somaliernes have for fisk. Men via dansk støtte til fred, genopbygning og demokrati.

De skal mærke det på Afrikas Horn. Fordi en ny dansk regering er med til at forebygge hungersnød gennem en rimelig ulandsbistand, og ikke bruger af bistandsmidlerne til militær sikkerhedspolitik og katastrofehjælp. Også fordi Danmark arbejder internationalt for fair handelsaftaler, der bygger på fattige landes ret til at sikre deres egen overlevelse og udvikling. Rettesnoren skal ikke være EU´s og USA´s ret til at smadre andre landes markeder med subsidierede discountvarer.

De skal mærke det i Colombia. Fordi en ny dansk regering ikke længere, som et pinlig lillebror til USA, støtter et regime der slår bønder og fagforeningsfolk ihjel, når de står op for deres rettigheder. En ny dansk regering anerkender selvfølgelig retten til at gøre oprør og skrotter de terrorlister, der stempler frihedskamp som terrorisme. I august måned afholdt colombianske bønder, sorte og oprindelige folk en kæmpemæssig fredskonference, for at presse regimet til at forhandle om en løsning på 50 års borgerkrig. 3F og Internationalt Forum sendte deltagere til konferencen. Næste gang bør Danmark deltage på regeringsniveau.

De skal mærke det i Kurdistan og Tyrkiet. Så det ville være en absurd tanke, at en dansk regering og anklagemyndighed lader sig presse til at slæbe en TV-station som Roj TV i retten, fordi de bruger deres ytringsfrihed. Det skal være OK at vise en virkelighed fra Kurdistan, som den tyrkiske regering hellere vil være fri for.

Mulighederne for at gøre en forskel er uendelig mange. Og selv om meget af den forandring vi drømmer om, ikke vil blive udformet på Christiansborg i næste valgperiode, er en stemme på fællesskab og solidaritet d. 15. september et godt skridt på vejen!

Den sydafrikanske biskop Desmond Tutu har sagt: “If you are neutral in situations of injustice, you have chosen the side of the oppressor. If an elephant has its foot on the tail of a mouse and you say that you are neutral, the mouse will not appreciate your neutrality.”


Sørine Gotfredsen har ret i én ting

Af Christine Lundgaard | 10. august 2011 | 11 kommentarer

I sin kronik om massakren i Norge har Sørine Gotfredsen ret i én ting. Hun skriver nemlig: ”I lejren, hvor man hylder det multikulturelle, har man uendeligt svært ved i alvor at overveje, om udviklingen i dag mon er den rigtige, og i stedet griber man til de velkendte midler. Fordømmelse af tonen samt efterlysning af mere tolerance.”

Det passer: Grim tone i debatten og intolerant sprog er det, debatten mest har handlet om. Det vigtigste er at tale pænere, hvis vi vil undgå flere brutale mord a la Breivik. Jeg er enig med Gotfredsen i, at det er en sølle løsning. For hvad med indholdet i debatten, hvad med den konkrete udlændingepolitik, som allerede i mange år har kostet livet for nogen og forpestet livet for endnu flere?

JPEG - 81.8 kb
. Det er som om, nogen taler længe om glasuren på en klam kage, for at undgå at tage en ordentlig bid..

Det er sympatisk nok at slå ned på samtalekulturen. For der er også de radikale politikere og ultraliberalister, der ikke mener massakren overhovedet skal behandles som en politisk handling, vi skal tage kollektivt stilling til.

Og Sørine Gotfredsen selv går selvfølgelig videre og argumenterer FOR at svine andre i en grim debat. Hun mener, det kan tage det værste tryk for frustrerede racister og afværge massakrer som Breiviks. Som en ven sagde, er det rationale ligeså klogt som at forsøge at undgå fysiske tæv i skolegården ved at motivere børn til mere mobning.

Kønne ord for vold og mord

Men hvad med den håndgribelige politik, der ligger bag ordene? Vil politikerne gerne holde fast i den? Hænger ord og gerninger kun sammen en supersjælden gang, når en enkelt psykopat slår til? I virkeligheden er vold og mord, som følge af en ekstrem politik og et sygt menneskesyn, ikke et fremtidsscenarie, vi skal gardere os imod. Vold, mord og umenneskelig behandling foregår hver dag omkring os. Det er konsekvenser af udført politik, besluttet af danske og europæiske politikere.

I Danmark sendes irakiske og syriske flygtninge ud af landet til vold og tortur. Mens danske krigsfly kaster bomber over Libyen, vil Danmark ikke hjælpe de flygtninge, der forsøger at komme væk. Langs Europas kyster drukner hundredvis af folk på flugt hvert år. Det trækker ingen overskrifter. Danmarks krigsindsats i Irak og Afghanistan koster jævnligt civile liv.

Er det vigtigt, vi taler pænt om det? Skal vi hellere kalde udvisningerne ”fast og fair udlændingepolitik”? Skal vi sige at udlændingepolitikken i dag er et bedre svar på danske lønmodtageres problemer? Er vores krige mindre fejlagtige, hvis vi kalder dem ”indsatser for demokratisk udvikling”?

Sæt tænderne i en klam kage

Vi lever i en tid hvor tingene skal pakkes lækkert ind, og politikerne skal have hvide tænder. Men det er som om, debattørerne taler længe om glasuren på en klam kage, for at undgå at tage en bid. Efter massakren i Norge foreslår S og SF sågar indgreb i ytringsfriheden for at holde debatten mere pæn. Efter min mening skal vi lade de borgerlige politikere om at indskrænke vores demokratiske rettigheder, hver eneste gang noget går dem imod, og der må ”gøres noget”. Ytringsfriheden - og tilhørende paragraffer for ansvarlig opførsel - er en afgørende del af demokratiet. Det er ikke reglerne for debatten, der er problemet.

Selvfølgelig gøder retorikken og politikken jorden for hinanden. Der er ingen tvivl om, at sproget kan spille en uhyggeligt effektiv rolle, når mennesker skal overbevises til at gøre grufulde ting mod deres medmennesker. Det dokumenterer den jødiske lingvist Klemperer om sprogbruget i Det Tredje Rige. Parallellen til udlændingedebatten i dagens Danmark er oplagt.

Normale holdninger

Sørine Gotfredsen burde være glad. Både via sprog og via konkret brutal politik er hendes middelalderlige menneskesyn og ideologi blevet spredt fra det alleryderste højre over Dansk Folkeparti langt ind i de partier, der siger de tilhører midten, ligesom det tilgodeses og efterlignes hos S og SF i ”centrum-venstre”. Som Ole Sandberg meget præcist beskriver her på Modkraft: ”Hvor ekstrem og enkeltstående Anders Behring Breiviks handling end er … så er hans politiske tankegods, hans verdensbillede, hans ideologi og hans selvforståelse aldeles ikke ekstrem”. ”Vi kan ikke forholde os til hans tanker og det verdensbillede han lever i, hvis vi gør dette til et spørgsmål om "ekstreme" kontra "demokratiske" politiske holdninger. Hans handling var ekstrem og unik, men hans holdninger er ikke så langt fra at være holdninger, som er ved at være ganske normale og som ikke skiller sig voldsomt meget ud fra den "herskende diskurs" i Danmark og mange andre steder.”

Retorikken og politikken betinger hinanden. Men det er politikken der dræber. De danske medier og politikere har til hudløshed gentaget den smukke formulering, en pige fra Arbeiderpartiets Ungdoms Forbund, først skrev, og som statsminister Stoltenberg siden tog til sig: ’Hvis én mand kan skabe så meget had, tænk så på hvor meget kærlighed vi kan skabe sammen’. Så må man sige til flertallet af danske politikere: Kærlighed i ord er godt. Men kærlighed i handling, i politiske realiteter, kærlighed som respekt for andre menneskers liv og værdighed, er endnu bedre.


Jeg ville stemme nej til krig

Af Christine Lundgaard | 18. marts 2011 | 95 kommentarer

I disse minutter beslutter folketinget at gå i krig i Libyen.

FNs sikkerhedsråd har besluttet at bombe Libyen. Den danske regering sender i morgen 6 F-16-kampfly og mandskab for at være med i bombetogterne. Våbenhvile er ikke længere på tale.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen: - Vi har et ønske om, at det ikke skal være en meget lang indsats, men der gives ikke nogen garantier. Det her er forbundet med en risiko også for de danske soldater, som nu udsendes, siger han.

Debatten er lukket effektivt af. Bombetogter mod militære installationer, som altid vil koste civile liv, kaldes ikke bombetogter, men ”flyveforbud”. Det er faktisk at omgå sandheden.

Jeg håber inderligt de har ret, dem der siger at de udenlandske styrker bare vil bombe en smule og derefter trække sig ud, og så rydde op bagefter og sende humanitær støtte til Libyens befolkning.

Jeg var imod regeringens indkøb af kampfly. Og jeg vil ikke sende dem på togt i Nordafrika.


Libyen: No to no-fly-zone

Af Christine Lundgaard | 14. marts 2011 | 62 kommentarer

YES TO A NO FLY ZONE OVER LIBYA! Taleren til fredagens demonstration for demokrati i Mellemøsten var fra Frit Iran og råbte af sine lungers fulde kraft ud over Rådhuspladsen. Mange jublede, en del blev mundlamme. Jeg blev mundlam. Siden har S og SF endda også ytret støtte til et militært indgreb.

Er løsningen på Libyens blodbad virkelig at USA og NATO klarer ærterne? Plejer det at være en god metode til at sikre demokrati og menneskerettigheder?

Åbn TV´et, tænd for radioen, alle journalister og indkaldte eksperter siger det samme: Libyens diktator Gaddafi skal stoppes, inden han begår en massakre på sin egen befolkning. Jeg synes også han skal stoppes. Jeg synes det er afskyeligt at angribe fredelige demonstranter med vold og true med militær og borgerkrig mod sine politiske modstandere. Endnu værre bliver det, når de politiske modstandere tilsyneladende er flertallet af befolkningen.

Det er Gaddafis egen vold som har tvunget hans modstandere til at gribe til våben. Det er smukt at høre Vestens ledere anerkende at folk kan have ret til at ty til modstand mod et voldeligt regime. Det er rørende at mærke deres solidaritet med oprørerne og se villigheden til at hjælpe. Den gamle kolonimagt Frankrig har endda på rekordtid anerkendt oprørerne som Libyens legitime repræsentanter.

Gaddafi skal stoppes med en "flyveforbuds-zone". Det lyder enkelt. I Radioavisen pointerer de, at den eneste hindring for at komme videre er, at verdens ledere bliver enige. Kina og Rusland er måske imod de militære planer, og så er FN ude af spillet. Tankerne ledes hen på det brutale folkemord i Rwanda i 1994, hvor verden bare så til. Hvem kan være imod handling? Udenrigsministeren siger hun ikke er afvisende for dansk deltagelse i militære aktioner uden FN-mandat.

USA har sat de første aktioner i gang: To krigsskibe med helikoptere og fighter-jets er allerede sendt til Middelhavet. USA diskuterer nu sammen med bl.a. Storbritannien, Frankrig og Italien hvilken militær aktion der vil være bedst.

Og hvad er et flyveforbud så? At sige til Gaddafi at nu er det forbudt at flyve rundt og bombe, så det må han lade være med? US Defense Secretary Robert Gates siger: “Lad os kalde en spade for en spade: Et flyveforbud begynder med et angreb på Libyen, for at ødelægge deres luftforsvar (…) Det er en stor operation i et stort land.” Og selv en begrænset militær aktion som et flyveforbud ville være både risikabelt og kompliceret at opretholde.

Det militære indgreb er hurtigt overstået, Gaddafi skal bare væltes, siger fortalerne. Tænk lige over om du har hørt den før. Inden USA gik ind i Irak i 2003, skulle Saddam bare væltes, så var vejen til fred og lykke for irakerne banet. 8 år efter er det irakiske samfund under Maliki-regeringen bombet generationer tilbage, og freden og demokratiet er ikke tættere på end før. Da tusinder af irakere for nylig demonstrerede for krav om jobs, brød, el og vand, blev de mødt med drab, arrestationer og kidnapninger fra regeringsstyrkernes side. Flertallet af irakerne vil gerne af med besættelsesmagten.

I Afghanistan har befolkningen i dag tre fjender, siger den afghanske politiker Malalai Joya: Taliban, krigsherrerne med Karzai i spidsen – og NATO’s besættelsestropper.

Jeg tror ikke EU og USA bekymrer sig om libyernes ret til fred, demokrati og velstand når de reklamerer for militær intervention. Jeg tror USA tænker på Libyens overflod af olie, og EU tænker med skræk på de mange mennesker der sendes på flugt mod Europa, hvis konflikten eskalerer. Er der borgerkrig på vej, er det sikreste at sende sine egne soldater ind og sørge for at stormagterne så hurtigt som muligt igen kan kontrollere situationen. Tænker de.

Den Arabiske Liga har lige besluttet sig for at være enig i militær indgriben. Den Afrikanske Union er imod. Oprørerne i Libyen er delt. Journalisterne finder folk der mener det ene og det andet, alt efter hvilken historie de gerne vil fortælle. ”Oprørerne i Libyen vil tage imod udenlandske styrker med åbne arme”, eller ” hvis der kommer nordamerikanske tropper til Libyen, vil de slås mod dem på samme måde som de slås mod Gaddafi”.

Jeg er på folkets side mod Gaddafi´s regime. En militær aktion dur ikke.


Blog og politik på standby – vi ses

Af Christine Lundgaard | 30. august 2010 | 9 kommentarer

Kære venner

Pga. sygdom i min familie er jeg nødt til at trække stikket ud i en periode. Det betyder at Modkrafts blog-univers ikke får bidrag fra mig den næste tid. Tak for de livlige og spændende debatter.

Det betyder desværre også at jeg trækker mig som folketingskandidat for Enhedslisten. Jeg håber på at vende tilbage på et andet tidspunkt.

Arbejdet med at vælte regeringen og lave det her land og verden om i en retfærdig og menneskekærlig retning, er selvfølgelig lige vigtigt! Jeg er stadig fyr og flamme efter at bidrage til dét.

Tak for denne omgang, vi ses!

Christine


Colombia: Hvem vandt egentlig?

Af Christine Lundgaard | 11. juli 2010 | 32 kommentarer

–Alle skulle prøve at sidde i fængsel, sagde Emiliano bestemt.

Jeg var bare ude med et par venner i La Villa. Men manden her var ikke ude på smalltalk.

–Nu ved jeg, jeg aldrig vil være i stand til at angive mine kammerater, lige meget hvad der sker. Jeg kender mig selv rigtig godt kan du tro. Det skulle alle prøve.

Emiliano fortalte han har brugt sit liv på at organisere bananarbejdere ved Colombias stillehavskyst. 30 år har han arbejdet i fagforeningen. Nu var han et stykke tid i Venezuela, mens han prøvede at komme sig over sit livs værste gang tæv.

-De vidste hvem jeg var, de vidste alt om mig, sagde han. –De ville ha navne fra fagforeningen. Hvem står for det og det og det. Jeg gav dem ikke ét. Ikke ét! sagde han og holdt mit blik fast.

-Var det derfor de lod dig gå? spurgte jeg.

-De lod mig ikke gå, de lod mig ligge, svarede Emiliano. – De troede jeg var død og det troede jeg også.

Danske fagforeningsfolk vil stoppe aftale

De fleste fagforeningsledere, der bliver angrebet af paramilitære grupper i Colombia, bliver ikke tævet, men skudt. Sidste år blev 39 fagforeningsledere slået ihjel af dødspatruljer, og mange flere blev truet og tvunget til at gå under jorden.

Derfor knokler danske fagforeningsfolk for at støtte deres colombianske kammerater. Lige nu prøver de at stoppe en frihandelsaftale mellem EU og Colombia, sammen med faglige organisationer fra Europa og resten af verden. EU-komissionen har frihandelsaftalen med Colombia klar og vil med den sende et skulderklap herfra til regimet derovre. I Danmark betyder det nok at Europaudvalget inden længe blåstempler aftalen, uden videre debat.

Men det er lykkedes de faglige græsrødder at overbevise en del EU-parlamentarikere om at stemme imod når aftalen skal igennem parlamentet. De vil alligevel ikke stemme for mere handel med Colombia, når Colombias faglige LO inderligt beder dem om at lade være.

Samtidig holder de paramilitære chefer fest i Colombia. De har lige vundet præsidentvalget. Juan Manuel Santos, den ekstreme højrefløjs kandidat, har vundet med 69 % af stemmerne, siger de. På en måde passer det. De har selv sørget for det gode resultat, med trusler, massiv militær tilstedeværelse, gaver, afpresning og stemmefalskneri. Hvis ellers dette valg er gået som valg i Colombia plejer. Og som det er blevet grundigt dokumenteret ved de sidste valg, som den nuværende præsident Uribe officielt har vundet.

Tillykke til venstrefløjens kandidat

Men om Santos har vundet valget, afhænger af øjnene der ser. På en måde var det venstrefløjens kandidat der vandt. Jeg ved ikke om jeg skal sige tillykke.

JPEG - 154.7 kb
Gloria Inés Ramírez (th) fra centrum-venstre-alliancen PDA har selv overlevet et attentatforsøg. Fredsmægleren Piedad Córdoba (tv) har tidligere været kidnappet af paramilitære grupper. Begge opfordrede til ikke at stemme ved valget d. 20. juni.

Venstrefløjen opfordrede nemlig til slet ikke at stemme på valgdagen, for de vil ikke legitimere et valg de mener er udemokratisk. Et flertal på 60 % af colombianerne fulgte den opfordring. Nogle fordi de ikke ønsker sig nogen af de højreorienterede kandidater til at lede landet. Nogle fordi de blev truet fra at stemme. Andre fordi de ikke havde råd til bussen ind til valgstedet, eller fordi de tænker at borgerkrigen kommer til at fortsætte mange år endnu.

Santos, som lige nu bliver fejret af højreekstreme kræfter verden over, har altså - ifølge det officielle resultat - fået stemmer fra en tredjedel af Colombias befolkning.

Oppositionen: Bliv hjemme

-Venstrefløjen og andre demokratiske kræfter i samfundet har ikke nogen at stemme på, forklarer senatoren Gloria Inés Ramírez fra centrum-venstre-alliancen Polo Democrático.

-Vores eneste mulighed er at protestere mod de to reaktionære kandidater og blive væk fra valget d. 20. juni, forklarer Ramírez som er tidligere leder af Lærernes Forbund i Colombia og selv har været udsat for et attentatforsøg.

-Valgobservatørerne fra Colombias Valgmission melder allerede om hundredvis af sager om valgsvindel, fortæller en anden af oppositionens frontfigurer, Piedad Córdoba, socialdemokratisk fredsmægler.

-Vi der ønsker fred i Colombia må bare fortsætte arbejdet med at finde en fredelig løsning på krigen, siger Córdoba. -Lige meget hvad præsidenten hedder.

Paramilitær fest

Colombias kommende præsident har været en af præsident Uribe´s nærmeste medarbejdere. Han, Santos, er lige nu anklaget for krigsforbrydelser af nabolandet Ecuador, fordi han som forsvarsminister var hjernen bag Colombias militære angreb ind i Ecuador for to år siden, hvor mere end 20 mennesker blev dræbt. Santos er også hovedperson i en af regimets værste skandaler, sagen om de såkaldte ”falsos positivos” – ”falske beviser”.

Sagen handler om at Colombias hærchefer, for at pynte på krigsstatistikken, har bortført unge mennesker fra storbyens slumkvarterer, slået dem ihjel og klædt dem ud i guerillatøj, for at fremvise dem som oprørere dræbt i kamp.

Egentlig var det meningen at præsident Uribe selv skulle tage en periode mere, og ikke overlade scenen til Santos. Men Uribe sidder endnu mere i til halsen med skandaler og risikerer at trække mange flere toppolitikere med i faldet. Den fængslede paramilitære chef Mancuso siger hans organisation sidder på en tredjedel af pladserne i Colombias kongres.

Ifølge Amnesty har 80 colombianske parlamentarikere muligvis paramilitære forbindelser.

Og så er Uribe belastet af sagen om sin nære ven, chefen for det hemmelige politi, som selv udarbejdede de sorte lister over fagforeningsfolk, som de paramilitære bødler siden skulle rydde af vejen.

Præsidenten ejer medierne

Det er ikke kun fagforeningsfolk regimet er ude efter. Det er også organiserede studerende, bønder og oprindelige folk, som taler regeringen imod. De colombianske magthavere gør hvad de kan for at udrydde deres organisationer. Men jeg tror ikke det vil lykkes. De studerende i Colombia har held med at vinde international støtte for tiden. I Europa er der en spirende solidaritet i gang; mest af alt fordi danske studerende gør et fantastisk arbejde for at sætte Colombia på dagsordenen.

Og de sidste par år er en bred fredsbevægelse vokset frem i Colombia, som beder europæiske organisationer bakke op om kampen for en ny fredsproces. I Danmark har Enhedslisten lige sluttet op om initiativet.

Det er jo godt at vide, men hvad skal man ellers bruge information om et fjernt sydamerikansk land til? Mens jeg siger at Colombias nye præsident og regering kan sammenlignes med Pinochets styre i 80ernes Chile, siger andre at godt nok er der problemer i Colombia, men det går vel den rigtige vej. Hvad skal man tro? En god idé er at tjekke hvor informationerne kommer fra. Tjek kilderne, næste gang der står i din avis at Colombias præsident er utroligt populær, eller at mere militær og ”sikkerhed” er det colombianerne vil have:

Juan Manuel Santos er medlem af Colombias mest magtfulde familie. Den ejer de vigtigste af Colombias medier, bl.a. Colombias eneste landsdækkende dagblad ”El Tiempo” og det toneangivende ugebrev ”Semana”. De er vant til at sidde tungt på nyhedsstrømmen ud af Colombia, de er dygtige til at kommunikere med internationale medier og tager jævnligt på charmeture rundt i Europa. Det nye er at Santos-familien har solgt aktiemajoriteten i deres avis til den spanske mediegigant Prisa. Prisa udgiver også den spanske avis El País.

Så nu har vi en stærk alliance mellem en af Europas vigtigste formidlere af nyheder fra Latinamerika til dansk presse – og Colombias absolutte elite. Det er meget få alternative nyheder der når Europa og Danmark uden om det maskineri. Nyheder er også en vare. Men der står ikke på dem, hvordan de er produceret og hvad de er tilsat.

Hvad gør vi for at få mere nuanceret information fra Colombia og andre brændpunkter frem i danske medier?


Fuck det valg, nu starter vi vores egen butik

Af Christine Lundgaard | 3. juli 2010 | 1 kommentarer

Det dufter skønt ud af ærmerne på Señor Abel´s kridhvide skjorte når vinden tager i den. Hans kasket er ny med en uplettet rød stjerne på. Han er i strålende humør foran mig, på vej ned af bjerget. Lidt for store herrebukser om hans magre skikkelse, men de skjuler næsten de fladmaste cowboystøvler. På vej til møde med landsbyens andre familier, alle kommer langvejs fra.

Vi er i Udkants-Venezuela. Her er langt til alt. Her er huller i vejen, børnene må vade i timevis for at komme i skole, aldrig er der varer nok i områdets eneste billigbutik, og alting er altid for dyrt i de småbitte kiosker der alle sammen sælger det samme. Hvorfor er det sådan i det her rige land?

Oliemagnater og ludfattige bønder

- Vi er totalt på røven, siger Abel. Alligevel sidder folk og venter på at staten skal komme og ordne sagerne. Og så sker der ingenting, siger Abel. – Jeg fatter det ikke.

- Alle folk vil helst til byen og score den store gevinst. Få fingrene i nogle oliepenge. Som om alle kan det. Men jeg har en idé, siger han med et tjekket smil.

GIF - 79.8 kb
Venezuelanerne skulle tænke mindre på oliepenge og lære at dyrke noget man kan spise, mener Abel, flygtning fra Colombia.

De fleste på landsbymødet er colombianske flygtninge der er undsluppet borgerkrigen og dødspatruljerne, og som ligesom Abel drømmer om en dag at vende tilbage til deres land. Men det er overhovedet ikke det mødet i dag skal handle om. Det handler om at få mad på bordet selv om man er en fattigrøv der bor på landet.

- Vi har en fået en ”mercal” herud (statsstøttet supermarked med ekstrabillige dagligvarer) og det er bare fint, fortæller Don Eber som også er på vej til møde.

- Men varerne kommer altid lige pludselig og så er de pist væk igen. Og vi er midt i Zulia, guvernøren hader os, det er et mirakel der overhovedet er noget der når herud, siger Eber, der sammen med Abel og mange andre er havnet i Venezuelas rigeste og konservativt regerede oliedelstat.

Her forsøger politikerne at sætte bremsen i for Chávez-regeringens velfærdsprojekter. Nogle gratis skoler og sundhedsklinikker har staten dog fået banket op, også her. Ellers er det mest mængden af røde kasketter og t-shirts som vidner om at fattigfolk på landet støtter op om deres regering. I modsætning til guvernøren, borgmesteren og områdets private medier, der alle ønsker Hugo Chávez hen hvor peberet gror. Og som gør hvad de kan for at folk i Zulia kan leve på samme måde som de altid har gjort. Som stenrige godsejere og oliemagnater – og som ludfattige bønder på de jordlodder der blev til overs.

- Ingen har råd til at rejse alene til Maracaibo efter varer, forklarer Abel. - Derfor river vi ”mercal”-varerne væk nærmest før de ankommer. Og den eneste anden butiksejer kan sætte prisen som han vil, siger han. - Den sidste smed vi ud af landsbyen. Vi kunne sgu ikke betale de priser.

- Tænk hvis vi alle sammen startede en kooperativ-butik. Så kunne vi splejse til fragten og have billige varer altid, forklarer Abel til Eber. - Dét er mit forslag!

Flygtninge løfter Udkants-Venezuela

Señor Abel er glad for at være i Venezuela. Venezuelanerne tænker godt nok ikke på andet end at holde fester eller brokke sig, synes han. Eller være forelsket i deres præsident eller hade ham som pesten, synes han, i stedet for at lave noget. Dyrke noget at spise for eksempel. Det bekymrer Abel. Men her er muligheder. Fred. Man bliver ikke slået ihjel hvis man er i fagforening.

Derfor er flere millioner velorganiserede bønder og arbejdere fra Colombia draget over grænsen for at finde noget at leve af i nabolandet. Det er et held for Venezuela, tror jeg. Måske er det alle disse arbejdsomme indvandrere og flygtninge der kan løfte Udkants-Venezuela.

Venezuela er et rigt land, fuld af eftertragtede naturresurser og med Latinamerikas største middelklasse. Mange års olieeventyr har gjort det af med en stor del af landets øvrige industri. I flere generationer er folk væltet ind til byerne for, med større og mindre held, at finde de gode jobs. Ligesom mange andre steder i verden.

Det giver ”udkantsproblemer”. Og nu mangler hele landet et spisekammer - på trods af, at alt i dette land gror, bare man knipser med fingrene. Venezuela er totalt afhængigt af import fra det internationale marked, for at landets befolkning kan få noget at spise. Men hvem skal producere det? Landbruget er mange steder tabt på gulvet.

Fingrene i jorden

Så nu vil Chávez´ regering have arbejdsløse byboere til at flytte på landet og lære at blive bønder. Abel og de andre colombianere heromkring synes Chávez har fået verdens fornuftigste idé. På papiret i hvert fald.

Men er det ikke umuligt lige at vende årtiers globale udvikling? Kan moderne storbymennesker blive bønder?

- Jo jo, det er svært, indrømmer Abel. - Så kommer der sådan nogle ingeniører med bløde hænder fra byen, med deres computerplaner, ja ha ha, og det tror de så der kommer bønder ud af.

- Men hvad vil du ellers? spørger han. - Lade slumbeboerne blive i slummen? Og så kan Venezuela producere olie til verdensmarkedet til vi dør, og importere alt hvad vi spiser? Og når oliepriserne går ned, går hele landet bankerot.

- Ja det ku´ de li´! siger Abel med fingeren i vejret. - Nej, send dog folk herud og stop deres fingre ned i jorden!

Jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Succes´erne er store, det samme er fiaskoerne i det her land. Lige nu er det nærliggende landbrugsprojekt udsat på grund af smøl og dårlig planlægning. På trods af planlagte skoler og landbrugsuddannelser, på trods af marked og offentligt bredbånd på vej. Mange byplanlæggere ville mene, at sådan en plan går imod selve historiens gang. Imod udviklingen. Men helt ærligt – hvem har skabt udviklingen? Skal alle bo i én stor by? Hvem skal bestemme om befolkningen i et land skal kunne brødføde sig selv eller være afhængig af andre? Jeg tager hatten af for at forsøge at bestemme det selv.

Alle ved hvordan valget er gået

I dag er der præsidentvalg i Abel´s hjemland Colombia. Abel har ikke stemt. Det har ingen af de fremmødte. Har de ikke stemmeret eller hvad?

- Søde skat, siger Abel og hiver mig i hagen. – For at stemme skal man bede det colombianske konsulat om lov. De er snu nok, de kan sgu godt gætte hvad fattigrøvene her har tænkt sig at stemme, sådan nogen som os får bare en masse bøvl og ingen papirer.

Da landsbymødet er slut, er valget i Colombia det også. Ingen spørger til det. Alle ved hvordan det er gået. I flere generationer har det været aftalt på forhånd hvem der vinder valgene i Colombia. Flygtningene har ikke udsigt til at vende hjem.

- Fuck det valg, siger Señor Abel. - Vi er bønder. Og nu starter vi vores egen butik!

(2. runde af præsidentvalget i Colombia blev afgjort d. 20. juni. Hvad der videre hændte, handler min næste blog om.)

Læs tidligere blog fra Caracas

Læs tidligere blog om valg i Venezuela


Sorteper og de 12 minutter

Af Christine Lundgaard | 14. juni 2010 | 19 kommentarer

»Alle ender med Sorteper« står der på maven af en t-shirt, jeg fik foræret til demonstrationen i tirsdag i sidste uge. Det var en gammel bekendt som nu er fællestillidskvinde for pædagogerne der stak mig den.

Christiansborg Slotsplads var fyldt. Op til 80.000 mennesker med bannere og balloner stod vi. Arm i arm imod regeringens og Dansk Folkepartis brutale sparepakke, som sender regningen for de riges skattefest videre til arbejdsløse, studerende, børnefamilier og udlændinge. Solen skinnede, og alle folk jeg kunne se, lignede optimister. VKO ligner gamle modeller på vej ud. En ny regering er inden for rækkevidde

Men hvad nu med Sorteper?

BT citerer Helle Thorning-Schmidt for at sende følgende besked til fagbevægelsen: »Alle og enhver ved, at hvis man ikke skaffer 15 mia., så betyder det enten velfærdsforringelser eller meget dramatiske reformer - som for eksempel afskaffelse af efterlønnen«.

Afskaffelse af efterlønnen? Hvorfor skal Sorteper ikke i stedet sendes til dem, der har forårsaget krisen? Hvem er det egentlig Helle lægger op til samarbejde med – er det de 80.000 og deres familier, som vil det sociale, eller er det De Radikale og Margrethe Vestager, som vil det liberale?

Meld dog klart ud.

LO frem i skoen

Samtidig med at et rødt flertal af socialdemokrater, SF og Enhedslisten ser sikkert ud, er fagbevægelsen kommet med frem i skoen. LO har meldt ud de støtter en ny regering og går skarpt imod regeringens skattelettelser til de rige og dens sparepakke til os andre. Tak for det!

Endelig viser LO sig som den politiske kamporganisation der er brug for, og som fagbevægelsen er skabt til at være. De mobiliserer deres medlemmer for at rykke den politiske dagsorden, fordi det soleklart er deres medlemmers interesse.

Alligevel står fagbevægelsen nu med et problem. Aftalen med S og SF styrker nemlig ikke LO´s position over for arbejdsgiverne.

S og SF’s Fair Løsning-plan (http://www.fairlosning.dk) siger nemlig:

“Overenskomstparterne vurderer mulighederne for at indføre mere fleksible overarbejdsbestemmelser og større variation af normalarbejdsugen”

– Det er et tilbageskridt der handler om gratis overarbejde. Hvordan kan fagbevægelsen gå med til at binde sig til at acceptere det, når der skal forhandles overenskomster?

"Der gives mulighed for at overenskomstparterne kan aftale at omlægge den 5. ferieuge til 5 feriefridage, som kan udbetales som løn"

– Det har længe været arbejdsgivernes krav. Hvordan kan det nu være arbejdernes? "Overenskomstparterne erklærer, at man ikke vil gennemføre aftaler, der forkorter normalarbejdstiden, så længe trepartsaftalen løber"

– Det går stik imod de mål om mere fritid og bedre vilkår, som arbejderbevægelsen har arbejdet for de sidste 100 år.

Guf for de liberale kræfter

Alle tre dele er guf for de liberale kræfter i Danmark. Og det har fagbevægelsens top aftalt uden om medlemmerne. Cheferne har altså på forhånd bestemt hvad fagforeningerne kan forhandle med arbejdsgiverne. Det bliver nemlig det, der kan blive konsekvensen af LO´s nye aftaler med socialdemokraterne og SF.

Men der er ingen grund til at fagbevægelsen skal hænge sig op på andet, end de postive ting, som også er med i Fair Løsning-planen.

Det er dejligt med sammenhold. Problemet er bare at samspillet foregår alt for langt til højre. Jeg tror mange faglige græsrødder er snu nok til at gennemskue at hele modsætningen, S og SF sætter op, er forkert

Let at skaffe penge

Den eneste grund til at S og SF er nødt til at bonne fagbevægelsen for 15 ud af de 24 mia. de mangler til at dække kriseunderskuddet, er at de ikke tør tage de penge op af de riges lommer, som Lars Løkke lige har lagt derned. Og når man ikke tør dét, så er man nødt til at lade som om, det er nødvendigt at sende kriseregningen til arbejdere og arbejdsløse.

Men nødvendigt er det ikke. Hvis vi tør skrotte skattelettelserne til de rige, genindføre formueskatten, beskatte arbejdsfri indtægter lige så højt som arbejdsindtægter, og så indføre en millionærskat på 10 procent, får vi 24 mia. kroner om året til velfærd. Det er ærgerligt, S og SF ikke tør sige det. Især fordi, at så længe S og SF holder fast i den der modsætning mellem velfærd og flere arbejdstimer, taler de til de radikales borgerlige fornuft.

Margrethe Vestager vil ikke ramme de rige. Hun kræver vi skal spare på dagpenge og efterløn i stedet. Og hvis det er sådan landet ligger, tænker folk måske at nå ja, så arbejder vi sgu da hellere de 12 minutter mere.

Det er bare en rigtig dårlig idé. Kom nu Helle, meld klart ud hvad du vil. Det er nu der er chancen for at vælge mellem et liberalt og et socialt Danmark.


Enhedslistens tre løfter til demonstranterne

Af Christine Lundgaard | 8. juni 2010 | 11 kommentarer

Måske får regeringen et rap over nallerne i dag som de sent vil glemme.

Lars Løkke og Co. skal ikke slippe afsted med at sende regningen for deres rigmandsfest videre til os andre. Enhedslisten giver i dag tre klare løfter til demonstranterne og resten af befolkningen:

Enhedslistens mandater, der formentlig bliver afgørende efter næste folketingsvalg, skal sikre at:

1) Alle forringelser af dagpengesystemet annulleres. Det samme gælder de øvrige forringelser, så som angrebene på lærlinge og studerende, på barnløse par og på efterskoler, højskoler og universiteter.

2) Regningen omadresseres til de grupper, der tjente mest på skattelettelser og skattestop. De højeste indkomster og indkomster fra kapital og spekulation beskattes højere.

3 ) Der gennemføres en omfattende investeringsplan, som skaber 50.000 arbejdspladser blandt andet gennem grønne investeringer.

Enhedslistens gruppeformand Per Clausen udtaler:

- Der må ikke herske tvivl blandt lønmodtagerne om, at et nyt flertal vil fjerne alle de forringelser for arbejdsløse, børnefamilier og lærlinge og studerende, som VKO-flertallet nu gennemtvinger.

- Derfor vil jeg også gerne opfordre vores venner i Socialdemokraterne og SF til at slå fast en gang for alle, at samtlige VKOs nedskæringer og forringelser vil blive annulleret.

- I disse dage, hvor de Radikale forsøger at skabe tvivl om en ny regerings politik, er det afgørende, at de øvrige oppositionspartier melder ud, hvor en ny regering står i forhold til VKOs forringelser. Det må gøres helt klart, at det flertal, som en række meningsmålinger giver SD, SF og Enhedslisten, vil blive brugt.

...Jeg håber vi bliver mange tusind på slotspladsen kl. 16.30!


1 2 3 4 >



Arbejder med international politik, uddannelse og aktivisme. Oprindeligt uddannet arkitekt og byplanlægger. Bor på Vesterbro i København, men har i mange år rejst og arbejdet i Latinamerika. Solidaritetsarbejder i Internationalt Forum. Medlem af Enhedslisten.




Blogarkiv

9. september 2011
Hvorfor skulle jeg stemme?
17 kommentarer

1 september 2011
Valg 2011: Løft blikket, verden venter!
8 kommentarer

10. august 2011
Sørine Gotfredsen har ret i én ting
11 kommentarer

18. marts 2011
Jeg ville stemme nej til krig
95 kommentarer

14. marts 2011
Libyen: No to no-fly-zone
62 kommentarer

30. august 2010
Blog og politik på standby – vi ses
9 kommentarer

11. juli 2010
Colombia: Hvem vandt egentlig?
32 kommentarer

3. juli 2010
Fuck det valg, nu starter vi vores egen butik
1 kommentarer

14. juni 2010
Sorteper og de 12 minutter
19 kommentarer

8. juni 2010
Enhedslistens tre løfter til demonstranterne
11 kommentarer

1 2 3 4 >

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Da jeg var lille, kom der mange danskere til Malmø. Ofte for at købe billig kaffe. Også nu er der mange danskere i Malmø. En del kommer for at købe billige biler, nogle for at bo billigere. Men mange kommer, fordi der er indført love, som forbyder dem at leve i Danmark med den, de elsker, fordi han eller hun kommer et andet sted fra. Det er en skam! Men også storebror (Sverige, red.) og specielt de skånske storebrødre har al anledning til at se kritisk på sig selv, nu når højreesktremisterne i det Sverigedemokratiske parti med stor sandsynlighed kommer til at tage plads i den svenske rigsdag efter næste valg. Jeg ved, at den danske dronning er enig med mig.

Mikael Wiehe. Svensk-dansk musiker i en tale til bl.a. det danske og svenske kongepar under Öresundstinget, den 11. maj 2007.

Flere citater