Colombia: Hvem vandt egentlig?

Tak for et helt nødvendigt indlæg.Venstrefløjen i latinamerika er under pres og har brug for al den støtte de kan få nu hvor USA igen opruster i regionen og militærkuppene igen er kommet på dagsordenen med Honduras som første succes historie i kampen mod demokrati og folkelig indflydelse. Politikere, medier og forretningsinteresser kører alle med på den neoliberalistiske dagsorden og så længe der ikke er en slagkraftig folkelig solidaritetsbevægelse som tør gå imod frygten for terrorlovgivningen så er det svært at se hvordan der kan slås hul på denne mur af løgn og fortielser. I 80 erne havde vi i Danmark en stærk solidaritetsbevægelse med befrielsesbevægelserne i Mellemamerika og sydafrika og denne bevægelse var med til at sætte dagsordenen i medierne trods det at højrefløjen også dengang havde magten. Hvad er så forskellen til idag ? ja man kan jo komme med lange forklaringer om neoliberalismens konsolidering o.s.v. men det var måske på tide at den danske venstrefløj tog sit ansvar alvorligt og analyserede lidt på hvorfor man lod og lader Fighters & Lovers , oprør og andre grupper kæmpe alene om at holde solidaritetsfanen højt. Når Enhedslisten i forbindelse med sagen mod F&L gør meget ud af at præcisere at de skam ikke støtter FARC så har de i mine øjne totalt mistet deres politiske perspektiv og underlagt sig de borgerlige mediers dagsorden. Jeg mener ikke at man skal støtte FARC eller andre befrielsesbevægelser blindt og det gjorde venstrefløjen og solidaritetsbevægelserne heller ikke i firserne, men hvis man af frygt for at tabe diskussionen om mål og midler i den revolutionære kamp, på forhånd afstår fra at organisere solidaritet med disse bevægelser så har man selv en stor del af skylden for at de borgerlige medier har så let spil. Lad os få en Venstrefløj der tør stå ved sin politik.

Jeg er klar over, at jeg som borgerlig-liberal er en "fremmed fisk" på modkraft, ligesom jeg fundamentalt har nogle helt andre idealer og ideer for hvilket samfundssystem der vil sikre de bedste vilkår for Colombia og andre latinamerikansk befolkninger - forskelle der naturligvis også gør sig fældende herhjemme. Jeg synes også at det er godt at der fortsat skrives om den manglende lov og orden i Colombia (og andre steder i verden) - også når det går ud over folk jeg formentlig er politisk uenige i, men blogindlægget og fremstillingen af Colombia lider efter min mening under to fundamentale problemer. Dels er hele fremstillingen af det "politiske" landskab præget af den ensidighed der fremkommer, når man vist på forhånd har udnævnt en side af det politiske spektrum til at være mere ærlige som renfærdige end den anden side. Ja, politik i Colombia er en beskidt affærre, og der er næppe tvivl om, at paramilitære grupper har forbindelser i parlamentet og dele af regeringen, ligesom narkorkateller og FARC har det - En af de kilder der fremhæves, Piedad Córdoba, undersøges for eksempel for forbindelser til FARC.

At korruption er udbredt i Latinamerika, er desværre en kendt sag - uanset om man har venstreorienterede eller højreorienterede regeringer. Faktisk er der kun to lande der skiller sig positivt ud, Chile, der siden februar har haft en borgerlig præsident og Uruguay, der har ene socialistisk præsident, der for øvrigt er tidligere terrorist/frihedskæmper (det afhænger jo som bekendt af øjnene der ser).

Men at politik er en beskidt affære i Colombia, at der fortsat sker overgreb på menneskerettighederne (omend heldigvis i mindre omfang end i 1990erne), og der i store dele af landet fortsat er mangel på lov og orden, kan ikke strækkes til at sætte spørgsmålstegn ved om den afgående præsident Uribe er uhyre populær hos flertallet af colombianerne - ligeså lidt som den nyvalgte præsident Santos valgsejr er til diskussion.

Noget andet er hvorfor et flertal af de der stemte så valgte Santos fremfor Bogotas tidligere borgmester Mockus (hvad Mockus står for kan ses på http://americas.dk/2010/05/02/den-g...) - her har tiltroen til hvem der mest effektivt kan bekæmpe FARC formentlig været afgørende. Plus det (ærgelige) faktum, at korruption muligvis ikke spilller så stor rolle for mange vælgere, som det gør i vores del af verden (en undersøgelse af IBGE i Brasilien viste, at 3/4 af vælgerne ikke lagde vægt på om deres foretrukne kandidat var korrupt eller ej - noget lignende gør sig formentlig gældene i f.eks. Italien). I Colombia har betydningen af korruption formentlig vejet tungest blandt byernes middelklasse.

Hvis jeg var venstreorienteret ville jeg derfor håbe på at FARC i løbet af den næste præsidentperiode blev nedkæmpet fuldstændigt - indtil da skal man næppe forvente den store folkelige opbakning.

@ Jens: Du har ret i den politiske dagsorden er rykket langt til højre siden 80erne. I Colombia er situationen i dag så ekstrem, at præsident Uribe har beskyldt Amnesty og Røde Kors for at være terrorsympatisører og smidt europæiske fagforeningsfolk ud af landet fordi han mener de også støtter terror. Jeg synes solidariteten med fagbevægelsen, studenterbevægelsen og fredsbevægelsen er det allervigtigste lige nu. Og det er virkelig positivt der sker så meget på den front i Danmark.

@ Niels: Du har fuldstændig ret i, at spørger man velstillede folk i byerne i Colombia, kan man møde stor velvilje over for Uribe og Santos, deres ultraliberale politik og deres militarisme. Men mener du at man i et landbrugsland hvor over 60 % af befolkningen lever i fattigdom, får et retvisende politisk billede ved at spørge rige mennesker i byen hvad de mener? Bør man ikke fx tage i betragtning at der i Colombia eksisterer et statsstyret stikkernetværk på omkring 1 mio. medlemmer, hvis eneste opgave er at finde frem til folk der modarbejder regeringen?

Betvivler du at der ved de seneste valg blev dokumenteret udbredt valgsvindel og at selv den officielle valgkommission har meldt om svindel ved dette valg også?

Mener du man kan tale om demokrati i et land hvor statens paramilitær efterlader hele landsbyer øde, og hvor FN netop har udråbt Colombia til verdens alvorligste flygtningeproblem, fordi 10 % af befolkningen i dag er fordrevet fra deres hjem? Tjek lige hvad FN og Amnesty udtaler.

Du mener Piedad Córdoba er utroværdig fordi regimet beskylder hende for at sympatisere med FARC? Baggrunden for anklagen er at hun ganske officielt har forhandlet med FARC for – med regeringens accept – at få frigivet fanger. Og at hun og resten af fredsbevægelsen går ind for en fredsproces som den man havde for 10 år siden. Skulle Córdoba ikke hellere belønnes for dét?

Jeg synes det er fint som liberal at gå ind for neoliberal politik i Sydamerika også. Men jeg mener det er langt ude at sidestille ”korruption” med systematisk politisk vold og mord for at gennemføre den neoliberale politik.

@Christine

Jeg afviser bestemt ikke at der har forekommet valgsvindel - det er almindeligt anerkendt, og bl.a. Economist har skrevet om det flere gange. Jeg afviser heller ikke, at paramilitære grupperinger har indflydelse eller at der sker overgreb af menneskerettighederne. Colombia er et problematisk samfund, der fortsat er præget af vold både fra grupperinger på højre og venstre side i det politiske spektrum. Tillægger vi til dette narkokartellerne (der i sig selv kan være eller ikke være knyttet til politiske "spillere") - et problem der formentlig ikke kan løses før vi får en anden internationale narkortikapolitik (læs legalisering) så er der tale om en giftig Cocktail. Men at der skulle være tale om valgsvindel i et omfang der stiller spørgsmålstegn ved om Santos ville have vundet valget, det afviser jeg. I lighed med en fremstilling der stiller spørgsmålstegn ved at Uribe har været en meget populær præsident - på trods af de mange "lig i lasten" - i bogstaveligste forstand, som han overlader til efterfølgeren.

Jeg medgiver at de colombianere jeg har mødt og kender, primært gennem mit engagement i bestræbelserne på at ændre den internationale narkotikapolitik, både er veluddannede og efter colombianske forhold velhavende - urban middelklasse. Men de har næppe stemt på Santos, og neoliberale vil jeg kun betegne de færreste af dem.

Men at tale om neoliberal politik i forbindelse med Colombia er nu også temmeligt langt ude (med mindre man definerer det som politik guidet efter principperne i Washington Consensus, men så er lande som det socialdemokratiske Costa Rica og Lula’s Brasilien super-neoliberale) Colombia er fortsat en relativt lukket økonomi med begrænset økonomisk frihed (et mål for graden af liberalisme).

Din fremstilling af dine kilder køber jeg ikke. Den ene af dem, der ender med at betegne Mockus som en regimeskabt opposititionskandidat prøvede på et tidspunkt at lave en alliance med netop partiet de grønne og Mockus. Og at opfordre til boykot af 2. valgrunde er blot et billigt trick)

Du har fuldstændig ret i at Colombia har store sociale og økonomiske problemer. Omend en angivelse af at 60% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen er lige i overkanten, men om det er 40, 50 eller 60 procent er lige meget - det under alle omstændigheder for meget. Der er stor ulighed og høj arbejdsløshed. Men at fremstille Colombia som et land bestående af få rige mens resten lever i stor fattigdom er ikke korrekt. Colobia er et urbaniseret samfund (3/4 lever i byerne) og det bliver interessant at se hvad den nye regering kan og vil gøre ved de økonomiske problemer. I takt med at sikkerhed (forhåbentlig) udgør et faldende problem er der mulighed for at det er den slags problemstillinger får større betydning for kommende valg - og det vil bestemt i sig selv være et udtryk for fremskridt.

Endelig angående anklagerne om forbindelser til FARC. Det kan hverken du eller jeg afgøre om er korrekt, men alene at reducere det til regimet kontra opposition holder ikke - måske i Venezuela, hvor restssystemets uafhængighed under Chavez er gået fra slemt til værre. Men i Colombia er det rent faktisk gået den anden vej - selv om der stadig er umanerligt langt. Trods alt er det værd at notere, at højesteret rent faktisk afviste Uribes ønske om at stille op igen, fordi det var i strid med forfatningen.

Tak for en god debat mellem forskellige holdninger. Det bliver man klogere af, og inspireres til videre tænkning og interesse, og ikke af servering af færdigsyede meninger der står alene, som eksempelvis dagbladet ARBEJDEREN ofte er fyldt med.

@ Niels Westy

Jeg har opholdt mig 3 måneder i Colombia og jeg kan slet ikke genkende det billede du tegner af landet.

For det første nævner du flere steder, at det går bedre med menneskerettighedssituationen i Colombia. Ifølge dem jeg kender fra studenterbevægelsen var det begyndt at gå en smule bedre - lige indtil Uribe blev valgt som præsident. Siden har de sociale bevægelser været under stigende pres. I de sidste 3 år har jeg samarbejdet med colombianske studenterbevægelse og har haft løbende kontakt med studerende fra flere forskellige steder i landet. På de 3 år er deres situation kun blevet værre. De oplever større repressioner og det bliver mere farligt for dem at organisere sig. Der er altså tale om helt unge studerende, der udsættes for dødstrusler, overfald, fængslinger og i nogle tilfælde drab. Jeg kender studerende der som 17-18-årige blev tvunget til at flygte fra deres hjemby, fordi de modtog for mange dødstrusler, og som nu ikke tør besøge deres egen familie.

Går det bedre og bedre i Colombia? Det afhænger nok af hvem man spørger.

For det andet skriver du, at “den afgående præsident Uribe er uhyre populær hos flertallet af colombianerne” og at tiltroen til, hvem der kan bekæmpe FARC er afgørende for, hvilken præsidentkandidat, der får opbakning. Det er jeg uenig i.

Uribe blev i høj grad valgt på et løfte om at demobilisere de højreorienterede paramilitære grupper (på trods af hans egne forbindelser til flere af grupperne). Selvom nogle paramilitære faktisk blev demobiliseret, er de fleste grupper stadig aktive, og mange mener, at demobiliseringen ligefrem var en legitimeringsproces for mange af de paramilitære. Flere af de paramilitære, der ifølge Uribe (og de store colombianske medier) smed våbnene, har indtaget andre funktioner, hvor de bidrager til den politiske forfølgelse af fagbevægelse, studenter, menneskerettighedsaktivister osv. F.eks. indenfor sikkerhedstjenesten. Det fremgår blandt andet af en rapport fra Amnesty (http://www.amnesty.org/en/library/i...).

Der er helt sikkert mange, der støttede Uribe, og ikke bare stemte på ham pga. valgfusk og trusler. Men Uribes ”popularitet” skyldtes i høj grad, at han iscenesatte demobiliseringen af nogle paramilitære grupper, som i flere tilfælde bare er blevet hjulpet over i mere legitime funktioner, hvor de fortsat står for politisk forfølgelse af sociale bevægelser.

Der er allerede skrevet meget og valgsvindel i de tidligere indlæg. Alligevel vil jeg fortælle en enkelt anekdote: I Colombia mødte jeg en nyuddannet advokat, der blev sendt ud som valgobservatør ved forrige valg, hvor Uribe blev genvalgt. Det første han oplevede var at få stukket en pistol i tindingen og få besked på at sige til alle han talte med på valgstedet, at de ville blive skudt, hvis ikke de stemte på Uribe.

Dette er blot et par årsager til, at både Uribes popularitet og Santos’s valgsejr i den grad bør være til diskussion.

For det tredje handler konflikten i Colombia om meget mere end narkotika. Den handler blandt andet om ulighed. Colombia er ikke et fattigt land, men er tvært imod meget rigt på en række naturressourcer. Problemet er, at en lille elite sidder på størstedelen af denne rigdom, mens 60% af landets befolkning lever under fattigdomsgrænsen (tallet er 82% i landområderne) (http://pum.princeton.edu/pumconfere...). At reducere problemet til en narko-konflikt er derfor meget forenklet.

Tak for en god debat. Ja, hvis vi to var enige Niels, så var du vel med i Enhedslisten ligesom mig, eller jeg arbejdede i CEPOS ligesom dig ☺ Her er et (måske) sidste langt svar.

Neoliberal eller socialdemokratisk politik?

Det er interessant at du gerne vil præsentere højrefløjen og venstrefløjen i Latinamerika som to parter der er ”lige gode om det”. Det er dog en kendsgerning, at alle militærdiktaturerne på kontinentet har været stærkt højreorienterede og støttet af USA - og den tid er desværre ikke bare et afsluttet kapitel. Samtidig med at USA i dag søger at presse frihandelsaftaler igennem med de enkelte regeringer og på den måde dominere de latinamerikanske markeder, er USA igen ved at opbygge sin militære power på kontinentet. Til det bruger USA de tre mest neoliberalt styrede, USA-venlige – og undertrykkende – regimer: Mexico, Peru og Colombia.

Ja, ser vi på Latinamerika med europæiske briller, så er flere af de lande vi kalder socialdemokratiske, i høj grad styret af neoliberale institutioner som IMF og Verdensbanken. Og det er mange latinamerikanere med god grund utilfredse med. På samme måde betegner højreorienterede medier ofte velfærdstiltag som gratis sundhed og uddannelse, som ondsindet kommunisme, når de bliver indført i lande som Bolivia eller Venezuela. Ting vi i Danmark stadig tager for givet.

Uddannelsessektoren og de studerende som Helga Mathiassen taler om, er et godt eksempel på Colombias neoliberale politik. I Colombia er målet at have skåret alle statslige udgifter til videregående uddannelser væk inden 2015! De studerendes protester, marcher og nedlæggelser af undervisningen for at bevare retten til offentlig uddannelse har været massive. Regeringens svar har været massiv undertrykkelse. Bla. er hæren blevet sat ind på flere af de store offentlige universiteter.

Et andet eksempel: De massive indianske protester for halvandet år siden var netop rettet imod regeringens neoliberale politik og frihandelsaftalen med USA, som de indianske bønder mener vil smadre deres egen landbrugsproduktion.

Om Mockus og ”De Grønne”

Det er rigtigt at centrum-venstre-alliancen PDA præsenterede et minimumsoplæg til samarbejde med Mockus og ”De Grønne”, bl.a. om at forsvare offentlig sundhed og uddannelse. Det afviste Mockus fuldstændig. Det er klart at den øvrige højrefløj i Colombia har haft en interesse i at præsentere Mockus som en ”alternativ” kandidat der på den måde kan legitimere valget. Om medierne har pustet ham kunstigt op, som Córdoba anfører, ved jeg ikke.

Ingen retsgarantier

Jeg er ikke enig i at retsvæsenet går den rigtige vej i Colombia. Se evt. FNs Menneskerettighedshøjkommission: http://www.ohchr.org/EN/Countries/L... Eller tjek Advokatsamfundet i Danmark: http://www.advokatsamfundet.dk/Defa... Her beskrives det hvordan der i Colombia de seneste år er blevet indført to slags retsgarantier – en for ”almindelige borgere” og en anden for dem, anklageren kan vælge at kalde ”statens fjender” (læs politiske modstandere af regeringen) og som mister helt basale rettigheder.

Narko og paramilitær

Narkobaroner, udleveret til USA, indrømmer lige nu hvordan narkomafiaen i Colombia har forbindelser langt op på regeringsniveau. Det er også påfaldende, at den USA-støttede militære plan ”Plan Colombia” kun bekæmper narko ved at ramme småbønder i den centrale og sydlige del af landet, hvor FARC står stærkt, og lader landets største kokaplantager gå fri. De ligger i de paramilitært kontrollerede områder mod nord og vest, tæt på Colombias store paramilitært kontrollerede havne, med nem adgang til USA.

Jeg mener det er mangel på respekt for de fagforeningsfolk og menneskerettighedsaktivister der slås med livet som indsats i Colombia, at hoppe med på regimets billede af en nogenlunde demokratisk stat med ”problemer”.

Den politiske kamp i Colombia er internationalt vigtig at følge med i, fordi det ser ud til at Colombia lige nu er den største politiske og militære trussel for fred og selvbestemmelse i resten af Latinamerika.

Niels Westy:

Jeg vil gerne problematisere din påstand om at retssystemet i Colombia er gået den rigtige vej under Uribe:
-  Ifølge FNs Højkommisariat for Menneskerettigheder (UNHCHR) er antallet udenomretslige henrettelser steget i Uribes regeringstid, og begås systematisk af medlemmer af sikkerhedsstyrkene, i særdeleshed hæren (UNHCHR Annual Report 2007)
-  Under Uribes to første år ved regeringsmagten, blev mindst 6300 mennesker udsat for vilkårlige anholdelser,- det er seks gange så mange vilkårlige anholdelser pr år som under den foregående regering: http://www.dhcolombia.info/spip.php...
-  Flertallet af anholdelserne foregår uden anklageskrift eller arrestordre. Der er talrige eksempler på at vidner er blevet betalt, at de samme vidner har gået igen i flere retssager med enslydende vidneudsagn, at vidner og forsvarsadvokater (især i retssager mod paramilitære) er blevet truet og dræbt http://www.dhcolombia.info/spip.php...
-  Amnesty International skriver i sin rapport fra 2009 at “Impunity remained the norm in most cases of human rights abuses”: http://www.amnesty.org/en/region/co...

Dette viser med al tydelighed at man ikke kan tale om et velfungerende retssystem i Colombia,- og at situationen ikke er blevet bedre under tidligere præsiden Uribes regering.

@Christine

Du har ganske ret i at vores syn på sagen er som nat og dag - og ud over en grundlæggende ideologisk forskel, skyldes det formentlig grundlæggende hvordan man definerer centrale begreber - som f. eks. hvad det betyder at være venstre- eller højreorienteret. Det illustreres måske meget godt af når du skriver:

"Det er interessant at du gerne vil præsentere højrefløjen og venstrefløjen i Latinamerika som to parter der er ”lige gode om det”. Det er dog en kendsgerning, at alle militærdiktaturerne på kontinentet har været stærkt højreorienterede og støttet af USA - og den tid er desværre ikke bare et afsluttet kapitel. Samtidig med at USA i dag søger at presse frihandelsaftaler igennem med de enkelte regeringer og på den måde dominere de latinamerikanske markeder, er USA igen ved at opbygge sin militære power på kontinentet. Til det bruger USA de tre mest neoliberalt styrede, USA-venlige – og undertrykkende – regimer: Mexico, Peru og Colombia."

Lad mig for det første sige, at du har fuldstændig ret i når du skriver, at jeg ikke mener at der er forskel på venstre- og højrefløjs diktaturer (som venstre og højrefløj defineres af venstrefløjen) - Jeg vil her blot nævne Argentina under militærdiktaturet i 1970erne og Cuba især de første 10 år efter "revolutionen" i 1959 og indtil man fik knækket den cubanske befolkning. Man kunne naturligvis også nævne Chile under Pinochet, ligesom bevægelser som den lysende sti i Peru, FARC o. andre i Colombia osv. osv.

Noget andet er din brug af ordet neoliberal. Den grundlæggende forestilling hos liberalister (og det er det det er) er ideen om frie og åbne markeder, uafhængige institutioner og et minimum af regulering. Latinamerikanske lande har historisk stået for stor set det modsatte. Jeg kan fortsat kun komme i tanke om et land der over tid konsekvent har arbejdet sig hen mod dette mål, og hvor der er sket et egentlig paradigmeskifte. Et paradigmeskifte der ikke mindst skyldes udviklingen under regeringer i næsten 20 år ledet af kristendemokrater og socialister indtil februar i år.

Hvis man med højreorienteret mener (individuel) markedsøkonomi, og med venstreorienteret mener kollektivt ejerskab. Så har de fleste militærdiktaturer i Latinamerika været mere venstre- end højreorienterede - statsejede virksomheder, central planlægning, nationalisering af udenlandske virksomeder, 5 års planer osv. osv. osv. er karakteristika der kan findes både hos militær- og civile regeringer i det 20. århundrede, både (nogenlunde demokratisk valgte) og egentlige diktaturer.

Betyder det så at jeg vil betegne Brasiliens militærdiktatur 1964-1985 som kommunistisk, fordi de opererede med central planlægning og 5 års planer, samtidig med stat og delstater ejede (og fortsat delvist) ejer banker, olieselskaber osv. osv. ? Nej selvfølgelig vil jeg ikke det. Men at sidestille det med (nordeuropæiske og nordamerikanske) markedsøkonomier er en fundamental fejl - med undtagelse af Chile som det ser ud i dag. Latinamerikas store ulykke - ud fra min synsvinkel har været manglen på økonomisk og personlig frihed (og som liberalist anser jeg den økonomiske for at være en forudsætning for den personlige).

Måske er betegnelsen statskapitalistisme (omend det er noget af en catch-all frase) den mest passende, men det ligger også milevidt fra et liberalistisk ideal.

Se evt. http://www.freetheworld.com/ der løbende laver et index over landenes placering i forhold til Friedmanske/"neo"liberalistiske ideal om økonomisk frihed, og se f.eks. den historiske vurdering af Chile under Pinochet i forhold til de efterfølgende 20 år under centrum-venstre ledede regeringer.

@ Niels Westy

Stor respekt for at du prøver at højne debatniveauet med præcise betegnelser. Der er på venstrefløjen en tendens til at bruge begrebet nyliberalisme en smule ukritisk.

Når det er sagt, så synes jeg du glemmer en central faktor i din analyse af udviklingen i Latinamerika - nemlig dialektikken:

Disse højreorienterede - statskapitalistiske - militærdiktaturer som i halvfjerdserne bredte sig over det latinamerikanske kontinent som en steppebrand, opstod ikke ud af, hvad vi med europæiske briller kunne kalde, en "regelmæssig politisk udvikling".

Militærdiktaturerne, som flere steder kortsluttede en voksende demokratisk proces, var en klar reaktion på den bølge antiimperialistisk kamp der i løbet af 1960erne og -70erne opstod flere steder i den tredje verden, og som var stærkt repræsenteret i Latinamerika.

I den forstand, er det klart at militærdiktaturerne ikke kunne tillade en liberalistisk udvikling i klassisk forstand, hvor de økonomiske og politiske friheder er kædet sammen. Når du er tilsyneladende kun kan undertrykke en befolknings demokratiske valg gennem mord, tortur og frygt, er det selvfølgelig ikke plads til politiske friheder.

Heldigvis er kapitalismen et fleksibelt system, og det var det ligeledes i Latinamerika. Man kan sagtens privatisere den offentlige sektor uden at give noget igen (som f.eks. politiske friheder). Det sjove er at du henviser til en side, der analyserer landes frihedsgrader ud fra en friedmansk diskurs. Det er netop den selvsamme Friedman som rejste til militærdiktaturets Chile for at holde foredrag om nyliberalistiske reformer, mødes med Pinochet og yde ham rådgivning, for derefter at uddanne en gruppe chilenske studerende i hans økonomiske teori. Et rammende eksempel på nyliberalismens "demokratiske" diskurs!

@Anders skriver:

"Det er netop den selvsamme Friedman som rejste til militærdiktaturets Chile for at holde foredrag om nyliberalistiske reformer, mødes med Pinochet og yde ham rådgivning, for derefter at uddanne en gruppe chilenske studerende i hans økonomiske teori."

Ovenstående er kronologisk ikke korrekt. Friedman var ganske rigtigt i Chile, men det var i 1975, 1½ år efter kuppet. Her holdt han en tale på Santiagos Universitet, hvor han fremlagde sine ideer om sammenhængen mellem økonomiske og personlig frihed (det første er en forudsætning for det andet), derefter havde han en samtale med Pinochet på ca. 45 minutter, rejste hjem igen og kom aldrig tilbage.

Flere af de såkaldte "Chicago Boys" der blev ministre under Pincohet, var forøvrigt aktive i kampen for genindførelse af demokrati i 1980erne, det gælder bl.a. den nyvalgte præsident Sebastian Pinera’s storebror Jose Pinera. En kamp som Friedman bestemt har bifaldet. Det er formentlig også forklaringen på at netop Sebastian Pinera (der ligeosm sin bror arbejdede for genindførelse af demokrati i Chile i 80erne) som højreorienteret kandidat var "spiselig" for chilenerne. Til gengæld er han ugleset hos de "hardcore" Pinochet tilhængere der er tilbage

At Chile endte med at gennemføre de mest vidtrækkende økonomiske reformer noget Latinamerikansk land har gjort til dato (og startede en udvikling der har gjort det til det mest velstående land i Sydamerika og eneste realistiske kandidat til at blive et egentlig I-land i regionen i min levetid) må nærmest betegnes som et tilfælde, eller held i uheld - set fra en liberalist side. Det kan jo naturligvis aldrig forsvare den undertrykkelse og forfølgelse af politiske modstandere som perioden under Pinochet også er kendt for. Ligesom den argentinske juntas metoder altid må fordømmes, uanset sikkerhedssituationen i landet før kuppet. Ligeledes skal overgrebene i Colombia - uanset om de begås af folk med tilknytning til regeringen eller ej også fordømmes.

Hvis blot venstrefløjen ville indtage samme kritiske holdning når talen falder på FARC eller Chiles politiske modsætning Cuba, hvor Castro-regimets undertrykkelse og forfølgelse af politiske modstandere, seksuelle afvigere, bønder der ikke ville lade sig tvangskollektivisere eller unge mennesker der blot gerne ville være en del af ungdomsoprøret og lytte til rockmusik risikerede blev tæsket, sendt i koncentrationslejre og i tusindtal likvideret.

På samme måde skelner jeg ikke mellem paramilitære grupper på højrefløjens overgreb eller tilsvarende grupper på venstrefløjen - og for de det går ud over er det nok også temmelig ligegyldigt hvem der efterstræber dem livet.

"Ovenstående er kronologisk ikke korrekt. Friedman var ganske rigtigt i Chile, men det var i 1975, 1½ år efter kuppet."

Hvori består den ukorrekte kronologi? Vi har skrevet præcis det samme. Jeg har ikke sagt andet end at Friedman rejste til "militærdiktaturets Chile", hvilket du netop bekræfter - vedmindre du ikke betragter Pinochets Chile anno 1975 som et diktatur.

"Flere af de såkaldte "Chicago Boys" der blev ministre under Pincohet, var forøvrigt aktive i kampen for genindførelse af demokrati.."

Det er muligvis sandt, men spørgsmålet er hvilke forudsætninger, der gjorde det muligt at vende tilbage til det repræsentative demokrati.

Du kan selvfølgelig påstå, at diktaturet opløste sig selv af sit eget gode hjerte. Det er imidlertid ret sjældent at det sker.

Jeg tror en langt mere sandsynlig grund, er at diktaturet havde tjent dets formål. Det vil sige: Pinochets diktatur varede fra 1973-1990 - altså ca. 17 år. I løbet af den tid havde den før nævnte globale bølge af nationalistiske og antiimperialistiske opstande døet ud. Og med Sovjetunionens opløsning i 1989 røg endeligt frygten for det socialistiske/kommunistiske alternativ. Dertil - eller måske derfor - blev diktaturerne og deres suspension af demokratiet mere og mere utilladelige, og der opstod et stigende internationalt pres, der til sidst medføre at det repræsentative demokrati blev genindført.

"Hvis blot venstrefløjen ville indtage samme kritiske holdning når talen falder på FARC eller Chiles politiske modsætning Cuba, hvor Castro-regimets undertrykkelse og forfølgelse af politiske modstandere, seksuelle afvigere, bønder der ikke ville lade sig tvangskollektivisere eller unge mennesker der blot gerne ville være en del af ungdomsoprøret og lytte til rockmusik risikerede blev tæsket, sendt i koncentrationslejre og i tusindtal likvideret."

Enig.

"På samme måde skelner jeg ikke mellem paramilitære grupper på højrefløjens overgreb eller tilsvarende grupper på venstrefløjen - og for de det går ud over er det nok også temmelig ligegyldigt hvem der efterstræber dem livet."

Sjovt: Tidligere sad jeg og tænkte, at arbejderne sikkert var ret ligeglade med om det var statskapitalisterne eller frimarkedskapitalisterne, der stjal deres penge. ;)

@Anders:

Du fremlægger det som om Friedman nærmest var ansat af Pincohets styre - hvad der skete var reelt, at militæret efter at have leget kommandoøkonomi i 1½ år - sådan fungerer og forstår militæret nu en gang økonomi - opgav at styre den side af sagen. Dermed adskiller regimet sig fra regionens andre militærstyrer på den tid.

Hvad angår din kommentar om tyveri. Her skilles vandene naturligvis. *Jeg opfatter det ikke som tyveri, hvis man bliver tilbudt beskæftigelse og får betaling for dette. Problemet med statskapitalisme - ikke mindst som den har fungeret i store dele af Latinamerika - er at alle de der ikke er involveret i de priviligerede og statssubsidierede dele af produktionsapparatet betaler for dette. Enten direkte i kraft af højere priser for dårligere kvalitet og gennem skatter og afgifter der går til de priviligerede sektorer eller indirekte gennem at den form for industrialisering typisk ikke udnytter de pågældende landes komparative fordel som er lave lønninger, men tværtimod efterspørger stadig mere kvalificeret arbejdskraft. Det efterlader jo så økonomi hvor efterspørgslen efter ufaglært arbejdskraft er "kunstig" lav - med den effekt det nu har for deres lønninger.

@ Niels

Kronologisk og faktuelt er det korrekt hvad jeg skriver. Måske har jeg givet et indtryk af en tættere forbindelse mellem Friedman og militærdiktaturet, end hvad der i virkeligheden var tilfældet. Det kan godt passe - jeg kender ikke så meget til historien.

Derimod er jeg overbevist om at du lyver - eller taler usandt - når du siger at "han (holdt) en tale på Santiagos Universitet, hvor han fremlagde sine ideer om sammenhængen mellem økonomiske og personlig frihed (det første er en forudsætning for det andet), derefter havde han en samtale med Pinochet på ca. 45 minutter, rejste hjem igen og kom aldrig tilbage."

Ifølge - blandt andre - Wikipedia tilbragte Friedman syv dage i Chile, hvor han holdt "a series of lectures". Hjemme i USA - efter at have mødt Pinochet - skrev han tilmed et brev til denne. "The letter listed a series of monetary and fiscal measures deemed a "shock program" to end hyperinflation and promote a market economy."

http://en.wikipedia.org/wiki/Milton...

Her er desuden brevvekslingen mellem Friedman og Pinochet:

http://wwww.naomiklein.org/files/re...

@Anders du har helt ret i at han efterfølgende skrev et brev til Pinochet og man kan måske med rette bebrejde ham at han ikke brugte lejligheden til protestere mod regimets brutalitet - som bl.a. i Brian Doherty’s artikel "The Economist and the Dictator http://reason.com/archives/2006/12/... .

Jeg beklager hvis du opfatter det som et forsøg på at dække over noget, det var bestemt ikke meningen. På den anden side har han på intet tidspunkt bifaldet regimets metoder overfor politiske modstandere. Om han holdt en eller flere forelæsninger finder jeg underordnet (ikke noget jeg har spekuleret over) - men du fandt jo data på Wiikipedia - og tak for link til brev på Kleins hjemmesider - rart at det kan bruges til noget. Det forklarer jo ganske præcist hvad Friedman mener der skal til, tiltag jeg (ikke overraskende) bifalder til fulde.

@ Niels

Du har ret. Det er underordnet, interessant men underordnet. Måske vi skulle få debatten tilbage på sporet.

Jeg tager dog ud i den lyse sommeraften nu ;)

Tak for snakken!

@ Niels

Hvis du er så bekymret for menneskerettighederne og folks politiske frihed så kunne jeg godt tænke mig at høre din kommentar til militærkuppet mod Zelaya i Honduras sidste år,og den efterfølgende bølge af mord på journalister, fagforeningsfolk og politikere der støtter oppositionen,som i dette tilfælde ikke bare er venstreorienterede, men også store dele af det liberale parti som Zelaya kom fra. Mig bekendt har der ikke været opråb fra Cepos om boykot af det nye styre.

@Jens

Lad mig først understrege, at jeg ikke er ansat i Cepos. Jeg er medlem af Cepos centerråd, hvilket er noget ganske andet. Cepos beskæftiger sig primært (indtil videre) med danske problemstillinger, og har som sådan ikke nogen holdning til individuelle regeringer og regimer rundt om i verden (men nok til den frste økonomiske politik).

For mit eget vedkommende må jeg understrege, at jeg ikke "holder med nogen - og da slet ikke politiske ledere.

Hvad angår Honduras, så blev Zelaya jo afsat efter en beslutning i højesteret, der bagefter blev konfirmeret af parlamentet. Selve forløbet var mere end problematisk, og vil formentlig blive afgjort i en retsag. Afsættelsen som sådan finder jeg i orden, med mindre man mener, at valget af en præsident er udtryk for demokrati (og en sådan kan gøre hvad han vil) og et valgt parlament ikke er udtryk for demokrati - og at en højesteret blot skal gøre hvad præsidenten ønsker - uanset gældende lovgivning.

Hvad angår politisk vold (og narkotikarelateret, det er ikke altid helt nemt at skelne hvor når det handler om penge eller om magt) var den allerede udbredt før afsættelsen af Zelaya, og for mig viser det først og fremmest, at Honduras på mange måder er et dysfunktionelt samfund. Om den nye præsident, der blev valgt i 2009 kan ændre/vil ændre på det, kan man have sine tvivl om.

Desværre er den nok så meget udtryk for en politisk tradition der bygger på forestillingen om absolut magt og den stærkes ret (Caudillo-syndromet)

@Niels

Du har helt ret i at Honduras er et dysfunktionelt samfund.Men du undgår behændigt endnu engang at tage stilling til omfanget og organiseringen af den politiske vold. Den proces der var igang i forbindelse med Zelayas afsættelse var at Zelaya ønskede at starte udformningen af en ny forfatning som ville kunne demokratisere landet og fjerne noget af den totale politisk/økonomiske dominans som en lille elite af rige familier har i Honduras. Det burde jo være enhver liberals politik, hvis man som liberal går ind for personlig frihed og brud med økonomier der styres af halvfeudale forhold. Kendsgerningen er at langt størstedelen af den politiske vold og undertrykkelse i mellemamerika og latinamerika kommer fra højrefløjen og med mindre man er fuldstændig ligeglad med befolkningens politiske og økonomiske rettigheder men kun ser denne region som et lukrativt marked for økonomiske investering, så er man nødt til at forholde sig til disse massive overgreb. Men desværre er det ikke kun såkaldt liberale i Cepos men også EU der er fløjtende ligeglad med brud på menneskerettighederne med mindre det lige er Cuba det drejer sig om.

@Jens Dit problem er så snart du begynder at tale om "befolkningen". Din fremstilling af Zelaya er efter min overbevisning ekstremt naiv, og synes at bygge dels på en kort historisk hukommelse, Zelaya blev både kritiseret for censur og forfølgelse af kritiske journalister, bl.a. af OAS - dels en stor assymetri. Fordi folk siger de repræsenterer fattige bønder eller indianere er de ikke nødvendigvis mindre moralsk angribelige, mindre magtliderlige eller ærligere end hvis de er virksomhedsejere (eller omvendt). Det handler om magt, og jeg er i hvert fald ude af stand til at udnævne helte og skurke på den politiske scene i Latinamerika baseret på om de kandelr sig konservative, socialister, liberale eller marxister. Som sådan skelner jeg heller ikke mellem Pinochet og Fridel Castro, Che Guevara eller Strossner - for at sige det lige ud, der er i alle tilfælde tale om hvad jeg opfatter som dumme svin.

Men så indrømmer jeg også at jeg aldrig har forstået venstrefløjens store behov for helte - og dyrkelse af stærke ledere - en gang var det Lenin og Stalin, så var det Mao, Fidel og onkel Ho - og nu er det åbenbart Hugo Chavez og Evo Morales. Der er ikke noget af det de to herrer prøver, som ikke er prøvet før (Evo Morales kollektive jerskab forsøgte man sig med i 1970erne i Peru), og det vil gå på samme måde som det går hver gang. De man siger man vil hjælpe, bliver i sidste ende altid taget i r.... Ikke nogen overraskelse, for sådan er politik, ikke mindst i Latinamerika.

@ Niels Du har ret i at det handler om magt. Det spøjse er at du nægter at forholde dig til hvad det er for et magtapparat der skal til for at for at smadre de kollektive organisationsformer der står i vejen for din vision om det økonomisk frie menneske. Folk er jo ikke dumme,så længe der er en ekstrem økonomisk ulighed og dermed ulige magt fordeling, så vil folk forsøge at organisere sig for at forbedre deres mulighed for at få del i magten.På den anden side er det lige så naturligt at dem der sidder på pengene og dermed magten vil bruge de midler de kan komme afsted med for at smadre disse organiseringer.Du skylder en forklaring på hvordan den liberalistiske dagsorden kan gennemføres uden undertrykkelse og marginalisering af flertallet af befolkningen som historien indtil nu har vist. Visionen om borgeres frie udveksling af værdier opnået uden at forhindre andre i at have de samme muligheder, er jo en en utopi hvis man ikke samtidig vil forhindre magtkoncentration og økonomisk ulighed. Ang. helte så er det interessante ikke hvem der står i spidsen, men hvad der reelt foregår i samfundet.

til Niels Vest

At du ikke vil skelne " mellem Pinochet og Fidel Castro, Che Guevara eller Stroessner ..." er for mig ensbtydende med, at du simpelthen ikke kender historien, dens årsager, virkninger og udviklingsforløb, kære ven!

Her et par informative links

Militærkuppet i Chile - et historisk drama : http://www.autonominfoservice.net/2009/09/10/militærkup-i-chile/

Che Guevara - mod strømmen: http://www.autonominfoservice.net/2009/06/11/che-guevara-mod-strømmen/

@Alfred

At der under Pinochets undertrykkende regime gennemførtes reformer, der var med til at Chile i dag er Latinamerikas mest moderne og velstående økonomi kan eller vil jeg aldrig bruge til at retfærdiggøre regimets overgreb.

Dine henvisninger siger for mig alt. Det er ren og skær propaganda.

Til Niels Westy

Hvad er det, som skulle være "propaganda" i den henviste artikel om Chile - og for hvad...? Artiklen gennemgår de reelle begivenheder og politiske følgevirkninger i kølvandet af nedslagtningen af den demokratisk valgte, reformorienterede regering under socialisten Salvador Allende og likvideringen af landets organiserede venstrefløj.

At du hylder Pinochet-styrets indførelse af neoliberalismen* og dermed ser bort fra dennes massive uddybning af de socio-økonomiske uligheder i befolkningen indtil idag, angiver blot dit politiske ståsted - langt ude på højrefløjen.

* Milton Friedmann og ligesindede økonomer, de såkaldte "Chicago-boys", brugte under Pinochets militærdiktatur Chile som et slags laboratorium for deres økonomiske omstruktureringskoncept. Forbuddet og repression mod enhver faglig aktivitet, skabte de ideale betingelser for at afvikle og privatisere store dele af den offentlige sektor og de- regulere de af arbejderbevægelsen tilkæmpede overenskomster og faglige rettigheder... På denne måde havde neoliberalismen sin verdenspremiere i Pinochets Chile i 70’erne...

@ Niels

"At der under Pinochets undertrykkende regime gennemførtes reformer, der var med til at Chile i dag er Latinamerikas mest moderne og velstående økonomi kan eller vil jeg aldrig bruge til at retfærdiggøre regimets overgreb."

Ja, det bliver du ved med at sige, men sjovt nok bliver du også ved med at lægge tryk på at militærstyrets økonomiske chokterapi - eller, "reformer", om du vil - lagde grobunden for en sund økonomi.

Det er det samme med Friedman: Han påstod at hans engagement med det chilenske militærdiktatur handlede om at skabe den økonomiske basis, der ville gøre det muligt at genindføre det repræsentative demokrati - men problemet er jo netop at det ville blive GENindført! Det eksisterede før Pinochet tog magten, faktisk fungerede det så godt at selv den økonomiske sfære var ved at blive demokratiseret! Disse forhold tager Friedman slet ikke med i sine overvejelser! Og med god grund, for det eneste demokrati han ville have indført var det repræsentative skindemokrati, hvor den økonomiske ulighed forblev uændret.

Det er den beskidte sandhed bag hele svineriet, og grunden til at der er ingen her der helt tror på dig, når du holder fast i at den hvide terror dannede grobund for en sund økonomi. Det virker nærmere som om du siger: "Ja, det var s’gu noget lort der skete i Chile den gang - men noget nødvendigt lort!"

@Kradsaf - at der næppe er mange hvis nogen overhovedet af læserne af denne blog der er enige med mig er næppe overraskende. Vi er jo ideologiske modsætning - du (I) er opslugte af politisk magt, som i ønsker skal være absolut, jeg (vi der er liberalister) ønsker til gengæld at minimere den, for at sikre maksimal individuel frihed og levestandard og minimum undertrykkelse - og er i den forstand revnende ligeglad om terror og forfølgelse udføres af "hvide" eller "røde" eller "ternede" - nej, målet helliger ikke midlet uanset om vi taler om Havanna, Santiago eller Bogota.

Men når nu reformerne er blevet gennemført (reformer der fortsatte under centrum-venstre regeringer i 20 år efter Pinochets afgang), og Chile økonomisk har gennemlevet et paradigmeskifte uden sidestykke og er gået fra at være en ineffektiv lukket økonomi til Latinamerikas mest moderne og åbne økonomier - endda en af verdens 10 mest åbne og frie økonomier, ville det da være absurd ikke at forholde sig til dem.

Ikke mindst fordi den politiske undertrykkelse ikke har noget med de økonomiske reformer at gøre - uanset hvilken økonomisk politik man havde ført ville den have været det samme - hvilket der er masser af eksempler på i resten af Latinamerika. Rent faktisk er de fleste reformer og den forsigtige åbning af økonomierne der er sket i resten af regionen primært foregået under demokratiske regimer - her er Pinochets militærstyre for alvor en afvigelse fra den form for økonomisk politik der er blevet ført under militærregimer i resten af regionen.

Jeg er heller ikke i tvivl om at en lang række af de mere end problematiske forhold der hersker i Colombia - herunder forfølgelse af politiske modstandere og mord på samme - et punkt hvor jeg ikke er uenig med Christine, andet end måske, at det foregår på begge sider - hvorefter det hele kan reduceres til en mudderkastning om hvem der har slået flest ihjel - en "konkurrence" der er meningsløs, fordi det altid vil være den part (eller parter) der har flest ressourcer til rådighed - ikke ville forekomme i en åben fri økonomi, hvilket Colombia ikke er og aldrig har været - Det er en af de økonomisk mest ufri økonomier. Men det rykker ikke ved min oprindelige kritik af Christines indlæg, nemlig at den næste præsident i Colombia uanset om der har været uregelmæssigheder ved valget (dog formentlig færre end ved parlamentsvalget) så er Santos valgt som den næste præsident i en demokratisk proces.

Den manglende opbakning til venstrefløjen kan man først og fremmest takke ELN og FARC for - sidstnævnte går jeg da også ud fra at den afgående præsident Uribe husker at takke i sin aftenbøn for at han valgt valget i 2002. Uribe stod ikke til at vinde valget i 2002, indtil FARC gennemførte hvad der må betegnes som en af de strategisk mest tåbelige aktioner fra en oprørs/terror-bevægelse, hvorefter Uribe som den eneste kandidat der var i mod de daværende fredsbestræbelser skovlede stemmer ind og vandt valget.

@Niels Det kunne være det ville hjælpe hvis du ville forholde dig til de faktiske forhold i Chile. Chile er ikke et reelt demokrati men overtog en forfatning fra Pinochets tid som giver begrænsninger i det demokratiske system. Det var en betingelse for at han ville gå af selv om han havde tabt folkeafstemningen om indførelse af repræsentativt demokrati. Chile er et af de 10 lande i verden med den mest ulige indkomstfordeling. Den slags opnår man ved at beskytte en lille økonomisk elite og sikre sig at lønmodtagerne ikke har ret til at forhandle kollektive overenskomster. Til det brug har man et stærkt militariseret politi med gode erfaringer i nedkæmpelse af fagforeninger, så når lønmodtagere og studerende forsøger at demonstrere mod den manglende sociale sikkerhed så bliver de mødt med poltibrutalitet. Desværre er denne politik fremherskende uanset om det er venstre eller højre regeringer der sidder ved magten. Men da du fremhæver Chile som et mønstereksempel kan jeg forstå at det er den slags magt du finder nødvendig for at skabe det frie økonomiske menneske.

Læs følgende link for yderligere uddybning af bagsiden af Chiles økonomiske "mirakel"

http://www.kritiskdebat.dk/articles...

"Ikke mindst fordi den politiske undertrykkelse ikke har noget med de økonomiske reformer at gøre.."

Hahahahahahahahahahahahahahahahahahaaaaaa....

Måske skulle du prøve at læse Naomi Kleins Chokdoktrinen..

Men mener du at man i et landbrugsland på 3 gange danmarks areal ( danmark laver mad til 18 millioner på cuba bor 12 mililoner) hvor over 99 % af befolkningen lever i fattigdom, får et retvisende politisk billede ved at spørge diktaturets ledere eller udvalgte folk på gaden hvad de mener? Bør man ikke fx tage i betragtning at der i cuba eksisterer et statsstyret stikkernetværk på omkring 300000. medlemmer, hvis eneste opgave er at finde frem til folk der bare siger noget kritisk om regeringen eller den førte politik . men der er jo heller ikke nogen politisk modpol de er slagtede hver og en og deres børn og familie med så colombia har lang vej endnu , men de er på rette spor

@Jens -tak for henvisning - hvis fremstilling jeg ikke helt deler - selv om jeg fuldt ud erkender at der var tale om en glidende overgang til demokrati (fordi Pinochet og kumpaner gjorde alt hvad de kunne for at beskytte deres interesser). At der er indbygget begrænsninger i det politiske systems magtmuligheder er dog noget jeg bifalder - hvilket formentlig skyldes at jeg ikke ser håndsoprækning og afstemninger som et mål i sig selv. Jeg sætter individuel frihed højere end demokrati. Hvad angår indkomstulighed, så er det jo et afgørende punkt hvor du som socialist og jeg som liberalist altid vil være uenige. Det btyder stort set alt for jer og intet for mig. Jeg anerkender ganske enkelt ikke at relativ ffattigdom er et problem, men kun at absolut fattigdom er det. Målt på sidstnævnte er Chile det land i Latinamerika der har opnået den uden sammeligning største reduktion.

@Kradsaf - Jeg har skam læst Naomi Kleins bog - og set den efterfølgende film. Jeg anser det for at være en omgang konspirationsteoretisk makværk på linie med at Mossad stod bag 9-11 - og så er der selvføgelig karaktermordet på Milton Friedman, der var imod invasionen af Irak (der var han bestemt klogere end undertegnede, der i sin naivitet troede at amerikanerne havde lært af tidligere tiders fejltagelser - bl.a. i Vietnam - det havde de/vi så ikke og det har de fortsat ikke, hvilket vi jo med sørgelig klarhed ser i Afghanistan hver dag ), modstander af "The War on Drugs", imod værnepligt, og i det hele taget i mod USA’s selvbestaltede rolle som verdens politimand.

Men du kan jo evt. læse "Free to choose" - hvis du får fat i 1982 udgaven kan du også læse det forord, som Naomi Klein baserer hele sin fremstilling af "katastrofe-kapitalismen" på.

Du kan også vælge at se den TV-serie der blev lavet samtidig med bogen på

http://www.ideachannel.tv/

Ikke fordi jeg tror at det får dig til at ændre opfattelse, men måske vil du få en større forståelse for hvorfor mennesker som jeg tænker som vi gør - og hvorfor vi afskyr politisk magt og systemer - uanset farve.

@ Niels

"Jeg har skam læst Naomi Kleins bog - og set den efterfølgende film. Jeg anser det for at være en omgang konspirationsteoretisk makværk på linie med at Mossad stod bag 9-11."

Eftersom Naomi Kleins påstande i Chokdoktrinen er grundigt dokumenterede, tror jeg at ovenstående citat siger mere om dig end det gør om hende.

"...og så er der selvføgelig karaktermordet på Milton Friedman..."

Enig. Klein lægger alt for meget fokus på Friedman i stedet for nyliberalismen som system. Jeg tror det har noget at gøre med at det er lettere at beskrive en person som "ond" (hvilket Friedman naturligvis ikke var) end at beskrive "ondskaben" i et system, dvs. den økonomiske udnyttelse og statsautoriserede vold, der er indbygget i udbredelsen af det nyliberalistiske system.

"Ikke fordi jeg tror at det får dig til at ændre opfattelse, men måske vil du få en større forståelse for hvorfor mennesker som jeg tænker som vi gør - og hvorfor vi afskyr politisk magt og systemer - uanset farve."

Ok, to kommentarer:

1) Hvorfor antager du at vi på den yderste venstrefløj naturligvis er for mere magt til staten? Jeg tror, at du vil finde, at vi er mange, der rent faktisk er imod større statsmagt.

2) Sandheden er jo at liberalisme i sin kerne ikke anfægter begrebet magt. I vil blot erstatte statens magt med markedets magt.