Fuck det valg, nu starter vi vores egen butik

Af Christine Lundgaard | 3. juli 2010 | 11:43 | 1 kommentarer |

Det dufter skønt ud af ærmerne på Señor Abel´s kridhvide skjorte når vinden tager i den. Hans kasket er ny med en uplettet rød stjerne på. Han er i strålende humør foran mig, på vej ned af bjerget. Lidt for store herrebukser om hans magre skikkelse, men de skjuler næsten de fladmaste cowboystøvler. På vej til møde med landsbyens andre familier, alle kommer langvejs fra.

Vi er i Udkants-Venezuela. Her er langt til alt. Her er huller i vejen, børnene må vade i timevis for at komme i skole, aldrig er der varer nok i områdets eneste billigbutik, og alting er altid for dyrt i de småbitte kiosker der alle sammen sælger det samme. Hvorfor er det sådan i det her rige land?

Oliemagnater og ludfattige bønder

- Vi er totalt på røven, siger Abel. Alligevel sidder folk og venter på at staten skal komme og ordne sagerne. Og så sker der ingenting, siger Abel. – Jeg fatter det ikke.

- Alle folk vil helst til byen og score den store gevinst. Få fingrene i nogle oliepenge. Som om alle kan det. Men jeg har en idé, siger han med et tjekket smil.

Venezuelanerne skulle tænke mindre på oliepenge og lære at dyrke noget man kan spise, mener Abel, flygtning fra Colombia.

De fleste på landsbymødet er colombianske flygtninge der er undsluppet borgerkrigen og dødspatruljerne, og som ligesom Abel drømmer om en dag at vende tilbage til deres land. Men det er overhovedet ikke det mødet i dag skal handle om. Det handler om at få mad på bordet selv om man er en fattigrøv der bor på landet.

- Vi har en fået en ”mercal” herud (statsstøttet supermarked med ekstrabillige dagligvarer) og det er bare fint, fortæller Don Eber som også er på vej til møde.

- Men varerne kommer altid lige pludselig og så er de pist væk igen. Og vi er midt i Zulia, guvernøren hader os, det er et mirakel der overhovedet er noget der når herud, siger Eber, der sammen med Abel og mange andre er havnet i Venezuelas rigeste og konservativt regerede oliedelstat.

Her forsøger politikerne at sætte bremsen i for Chávez-regeringens velfærdsprojekter. Nogle gratis skoler og sundhedsklinikker har staten dog fået banket op, også her. Ellers er det mest mængden af røde kasketter og t-shirts som vidner om at fattigfolk på landet støtter op om deres regering. I modsætning til guvernøren, borgmesteren og områdets private medier, der alle ønsker Hugo Chávez hen hvor peberet gror. Og som gør hvad de kan for at folk i Zulia kan leve på samme måde som de altid har gjort. Som stenrige godsejere og oliemagnater – og som ludfattige bønder på de jordlodder der blev til overs.

- Ingen har råd til at rejse alene til Maracaibo efter varer, forklarer Abel. - Derfor river vi ”mercal”-varerne væk nærmest før de ankommer. Og den eneste anden butiksejer kan sætte prisen som han vil, siger han. - Den sidste smed vi ud af landsbyen. Vi kunne sgu ikke betale de priser.

- Tænk hvis vi alle sammen startede en kooperativ-butik. Så kunne vi splejse til fragten og have billige varer altid, forklarer Abel til Eber. - Dét er mit forslag!

Flygtninge løfter Udkants-Venezuela

Señor Abel er glad for at være i Venezuela. Venezuelanerne tænker godt nok ikke på andet end at holde fester eller brokke sig, synes han. Eller være forelsket i deres præsident eller hade ham som pesten, synes han, i stedet for at lave noget. Dyrke noget at spise for eksempel. Det bekymrer Abel. Men her er muligheder. Fred. Man bliver ikke slået ihjel hvis man er i fagforening.

Derfor er flere millioner velorganiserede bønder og arbejdere fra Colombia draget over grænsen for at finde noget at leve af i nabolandet. Det er et held for Venezuela, tror jeg. Måske er det alle disse arbejdsomme indvandrere og flygtninge der kan løfte Udkants-Venezuela.

Venezuela er et rigt land, fuld af eftertragtede naturresurser og med Latinamerikas største middelklasse. Mange års olieeventyr har gjort det af med en stor del af landets øvrige industri. I flere generationer er folk væltet ind til byerne for, med større og mindre held, at finde de gode jobs. Ligesom mange andre steder i verden.

Det giver ”udkantsproblemer”. Og nu mangler hele landet et spisekammer - på trods af, at alt i dette land gror, bare man knipser med fingrene. Venezuela er totalt afhængigt af import fra det internationale marked, for at landets befolkning kan få noget at spise. Men hvem skal producere det? Landbruget er mange steder tabt på gulvet.

Fingrene i jorden

Så nu vil Chávez´ regering have arbejdsløse byboere til at flytte på landet og lære at blive bønder. Abel og de andre colombianere heromkring synes Chávez har fået verdens fornuftigste idé. På papiret i hvert fald.

Men er det ikke umuligt lige at vende årtiers globale udvikling? Kan moderne storbymennesker blive bønder?

- Jo jo, det er svært, indrømmer Abel. - Så kommer der sådan nogle ingeniører med bløde hænder fra byen, med deres computerplaner, ja ha ha, og det tror de så der kommer bønder ud af.

- Men hvad vil du ellers? spørger han. - Lade slumbeboerne blive i slummen? Og så kan Venezuela producere olie til verdensmarkedet til vi dør, og importere alt hvad vi spiser? Og når oliepriserne går ned, går hele landet bankerot.

- Ja det ku´ de li´! siger Abel med fingeren i vejret. - Nej, send dog folk herud og stop deres fingre ned i jorden!

Jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Succes´erne er store, det samme er fiaskoerne i det her land. Lige nu er det nærliggende landbrugsprojekt udsat på grund af smøl og dårlig planlægning. På trods af planlagte skoler og landbrugsuddannelser, på trods af marked og offentligt bredbånd på vej. Mange byplanlæggere ville mene, at sådan en plan går imod selve historiens gang. Imod udviklingen. Men helt ærligt – hvem har skabt udviklingen? Skal alle bo i én stor by? Hvem skal bestemme om befolkningen i et land skal kunne brødføde sig selv eller være afhængig af andre? Jeg tager hatten af for at forsøge at bestemme det selv.

Alle ved hvordan valget er gået

I dag er der præsidentvalg i Abel´s hjemland Colombia. Abel har ikke stemt. Det har ingen af de fremmødte. Har de ikke stemmeret eller hvad?

- Søde skat, siger Abel og hiver mig i hagen. – For at stemme skal man bede det colombianske konsulat om lov. De er snu nok, de kan sgu godt gætte hvad fattigrøvene her har tænkt sig at stemme, sådan nogen som os får bare en masse bøvl og ingen papirer.

Da landsbymødet er slut, er valget i Colombia det også. Ingen spørger til det. Alle ved hvordan det er gået. I flere generationer har det været aftalt på forhånd hvem der vinder valgene i Colombia. Flygtningene har ikke udsigt til at vende hjem.

- Fuck det valg, siger Señor Abel. - Vi er bønder. Og nu starter vi vores egen butik!

(2. runde af præsidentvalget i Colombia blev afgjort d. 20. juni. Hvad der videre hændte, handler min næste blog om.)

Læs tidligere blog fra Caracas

Læs tidligere blog om valg i Venezuela

Kommentarer

Kommentar af Jakob Lindblom | 5. juli 2010 | 23:11