Vi er flyttet! modkraft.dk


Velkommen til Enhedslisten Ungdom

Af Daniel Skovhus | 25. september 2011 | 93 kommentarer

Er du enig? Så skriv dig med på brevet under kommentarerne, med navn, alder og beskæftigelse. Jeg sender det så efterfølgende som åbent brev til partiets hovedbestyrelse.

ÅBENT BREV TIL ENHEDSLISTENS HOVEDBESTYRELSE

Når der diskuteres politik på arbejdspladser og tekniske skoler, så har Enhedslistens holdninger det sidste års tid vundet en større og større plads. Flere folk er begyndt at tage os seriøst. Det giver flere der er interesserede i Enhedslisten. Og det giver også flere unge medlemmer af Enhedslisten. De melder sig ikke ind for at blive sendt videre til en ungdomsorganisation med et helt andet navn. De melder sig ind fordi de med Enhedslisten gerne vil være med til at trække Danmark til venstre.

SUF er idag en organisation man har svært ved at anbefale til lærlinge og unge kollegaer. Hvis vi skal kunne engagere mange af alle de unge potentielle faglige partimedlemmer, så er det nødvendigt med oprettelsen af en ungdomsorganisation, som for det første deler vores navn. En seriøs ungdomsorganisation, der ikke er gennemsyret af naiv revolutionsromatik og subkulturel ungdomshuskultur. En organisation, hvor vi trygt kan sende vores unge røde kollegaer hen uden at være bange for, at de bliver skræmt væk, fordi de ikke lever 100% op til en indspist venstrefløjskultur. Vi tror på at det kan blive en realitet med et Enhedslisten Ungdom, lavet på baggrund af deres vision på http://enhedslistenungdom.tumblr.com.

Med håb om at Enhedslistens hovedbestyrelse og årsmøde vil tage lige så glædeligt imod Enhedslisten Ungdom, som vi gør.

Daniel Skovhus, 29, Tømrer Og forhåbentligt mange flere.


Smörgåstårta og svensk kontrol -en svensk fortælling del 1

Af Daniel Skovhus | 17. august 2011 | 4 kommentarer

Jeg går for tiden som murarbejdsmand i Sverige. Og hvordan faen gik det lige til, at jeg fik æren af at skifte fag, møde det svenske arbejdsmarked og smage på fremmede kulturer? Jo, svensk kontrol og høje sikkerhedskrav.

Det danske murerfirma JOP havde vundet en byggesag i Sverige og min kammerat Silas, som er kongelig priviligeret murersvend, blev bedt om at finde en murarbejdsmand med teleskoplæsser certifikat. I både Danmark og i Sverige skal man have bestået et kursus i at betjene sådan en krabat. Forskellen mellem DK og S er bare, at i DK risikerer arbejdsgiveren at få en mindre bøde, hvis Arbejdstilsynet kigger forbi og fanger medarbejderen uden certifikat på fersk gerning. I Sverige får byggeledelsen prompte en dobbelt så stor bøde, hvis ikke de fra dag et har sikret sig en kopi af medarbejdernes certifikat og id-kort på kontoret. Krav som ministeren herhjemme mener, er så skrappe over for de stakkels byggefirmaer, at det i følge ministeren, meget belejligt, slet ikke er tilladt pga. EU-regler. Sjovt nok er det tilladt i Sverige, selvom broderfolket også er med i EU. Forbudssverige! Kontrolsverige! I 2009 havde svenskerne lige så mange dødsulykker på arbejdspladserne som i Danmark, selvom de har dobbelt så mange indbyggere. Og hvis vi havde samme sikkerhedsniveau som svenskerne, ville vi have haft 128 færre dødsulykker i 2008. Hvorfor skal sikkerhed og kvalitet vige for klamphuggeri? Spørger Silas. Det er sgu et meget godt spørgsmål.

Jeg nåede lige at tage teleskoplæsserkurset, inden VK-regeringen satte loft over, hvad efteruddannelse for ledige må koste. Siden februar må et kursus for en ledig max koste 3500 kr. om ugen. Der er desuden indført brugerbetaling, og den ydelse, man får under kurset samt eventuelt rejsegodtgørelse, er blevet skåret ned med 20%. Så i stedet for at udnytte folks ledighed til at give dem den fornuftige opkvalificering og videreuddannelse, har VKO i stedet afskåret ledige muligheden for at deltage i langt de fleste meningsfyldte kurser. Hvad er meningen er med den besparelse?

Havde det ikke været for det kursus, jeg lige nåede at tilluske mig, havde jeg sikkert stadig hutlet rundt med småjobs en uge her og en uge der. Men takket være et certifikat, en god kammerat og et effektivt svensk sikkerhedssystem, røg jeg med til Sverige og kan nu bryste mig af at være et kulturel erfaringmøde rigere: "Smörgåstårta" eller smørebrødstærte på dansk.

Fredag før den svenske industriferie bød byggeledelsen på frokost for alle 25-30 arbejdere på pladsen (noget jeg har svært ved at forestille mig en dansk byggeledelse ville gøre). Smørebrødstærten består af roastbeef, skinke, rejer, æg, laks, appelsin, ananas, maderin og vindruer. Hele herligheden rørt godt sammen med massere af mayo og delt i lag af sødt hvidt brød lige som en lagkage. Og mens jeg sad og tyggede mig igennem dette pragteksemplar af svensk folkelig kultur, tænkte jeg over hvor meget man egentlig lærer om sit eget lands kultur, skikke og samfund, når man møder andres.

Ja tak til svensk sikkerhedskontrol, nej tak til smørgåsen.

Flere spændene opdagelser efter mødet med det svenske arbejdsmarked følger, efterhånden som stenene kommer op at stå derovre...


Når vandet er gået, er der kun en vej ud

Af Daniel Skovhus | 4. maj 2011 | 15 kommentarer

Og af sted til hospitalet. Med eller uden New Public Management, storken er sgu ligeglad.

9 timer med skrig og skrål hvert andet minut. Hun er kraftedeme sej hende Mette. Man kunne tydeligt mærke, at de have travlt den nat på Riget. Vi havde fire forskellige jordemødre på 9 timer. De første tre timer lå Mette i en enestue og blev ikke tilset og fik ingen smertestillende.

Der er rygende travlt på både Hvidovre og Rigets fødeafdelinger, efter en række afdelinger er nedlagt. Fx er Frederiksbergs fødeafdeling lukket, så nu sendes store dele af hovedstadens fødende til Riget eller Hvidovre, uden at der er kommet mere plads på fødeafdelingerne af den grund. Samme antal stuer og flere fødende er lig med farlige forhold for fødende og nyfødte babyer.

Jordemødrene kæmper en brav kamp, for at gøre det så godt de kan. Men de politikere og den ledelse, der beslutter, at presse alt for mange skrigende og fødende kvinder sammen på for lidt plads med for lidt personale, burde selv prøve at presse et barn ud uden smertestillende midler.

Og da Mette endelig fik skreget sig frem til presseveerne, var det lige som om, nogen havde monteret en for lille dør ud til verdenen. I hvert fald for lille til store Marie. Jordmødrene trak i arbejdshandsken som et sammentømret to-mandssjak, der kæmper for at få bakset et dør ind i gammelt skævt og lidt for lille dørhul, mens elektrikeren puster dem i nakken for at komme til. Fødselslægen blev tilkaldt og svup på med en sugekop, og 10 minutter efter stod jeg med Marie i hænderne. Intet andet end kærlighed til overs for alle de her damer, der fik hevet min fantastiske datter ud i virkeligheden lørdag morgen den 30. april 2011.

Vi var hjemme 6 timer senere. Sådan er proceduren på Riget, hvis ikke der er noget i vejen efter fødslen. Hvis du er på min alder, så prøv at sig det til dine forældre, og de falder bagover. Dengang min mor fødte mig, blev de nybagte mødre liggende på stuen i en uge, nogle gange mere, før de tog hjem. Men på et eller andet tidspunkt mellem dengang og i dag har man besluttet, at hvis ikke nogen fejler noget, så har mor og barn altså bedst af ro omkring sig – derhjemme – ikke på sygehuset. Og som en af jordmødrene sagde til os, så er der nok lidt mere ro hjemme hos os selv end på en på 1980’ernes seksmandsstuer fyldt med nye små, søde og skrigende babyer. Så selvom der er en del ting, man skal have styr på i forhold til amning, afføring og deslige, så er det nok bedre at komme hjem og få en god opfølgning senere hen. Troede vi...

Opfølgningen var vi så til i mandags to dage efter fødslen på Rigshospitalets Barselhotel i Aldersrogade. Jordmoderen kikkede ned på sit afkrydsningsskema:

”Vi har nogle ting, vi altså SKAL nå at snakke om, så ikke vi bruger tiden på alt muligt andet irrelevant”.

Skemaet hedder på nudansk New Puplic Management, og hvis man oversatte den besked, vi lige havde fået til Daniel-sprog, lød det som om, hun sagde:

”Nu går jeg lige uden for døren og stiller mit højt kvalificerede hoved, som I har investeret millioner af skattekroner i at uddanne. Og når jeg kommer tilbage, gennemgår jeg det smarte skema, som vores overfyldte administration tydeligvis mener, er bedre til at sikre, at vi ikke spilder tiden med irrelevante og alt for individuelle spørgsmål.”

Mette og jeg er bestemt ikke særligt krævende borgere, hvis jeg selv skal sige det. Men efter jordemoderen havde gennemgået det der fuldstændigt overflødige skema, var der knap nok tid til at få besvaret de få spørgsmål, vi havde skrevet ned på en lap papir.

Vi kunne se, at personalet på Rigets barselshotel var mindst lige så stressede som på Rigets fødegang, da vi ankom fredag nat før fødslen. Skemaet er et eksempel på, hvordan systemet vil industrialisere og systematisere et offentligt område, der ikke kan industrialiseres. Hvis du skal forklare en nybagt mor om amning og vuggedød, kan man altså ikke bare fastsætte 900 ord og så hvert år hæve talehastigheden med 2 % for at matche de besparelser, politikerne på Christiansborg har presset ned over regionspolitikernes budget.

Vores lille historie fortæller om to typer effektiviseringer inden for det offentlige. Den ene type er baseret på en faglig vurdering af, at ro for spædbørn er vigtig. Det argument giver mening for nogle nybagte mødre og fædre, der sendes hjem efter 6-8 timer, hvilket de er glade for, mens andre kan føle sig presset til at tage hjem alt for tidligt, fordi der ikke er plads på fødegangen.

Den anden type effektivisering er baseret på en overbureaukratiseret kontrolfetich, som er fostret i en syg, ærkeliberal, politiker og DJØF’ers hoved og går under navnet New Public Management.

Hvis jeg skulle have lov til at vælge, hvem der skulle stå for den fremtidige udvikling af fødeindustrien i København, så stemmer jeg på mine yndlingsjordmødre fra i lørdags; Linda, Annelise og Karin. De vil levere topprofessionel velfærdydelser og omsorg.

Vi kunne starte med at lave en god faglig funderet effektivisering og fyre et par DJØF’ere i stat og region. Så kunne der blive råd til et par ekstra jordmødre til den travle fødegang og det stressede barselshotel. Bagefter kunne vi skodde alle overflødige skemaer, der tager tid fra vores veluddannede jordmødres fordybelse i deres arbejde og tager tykt pis på deres faglige vurderinger.

Hold kæft, jeg tror jordemødrene kunne udrette mange flere og større mirakler, hvis de igen fik stor indflydelse på udøvelsen af deres fag. Jeg håber ikke, at bureaukrater og politikere får held til at kvæle deres entusiasme og kampgejst i papirer og underbemanding.

I øvrigt går alt ellers godt her på hjemmefronten med Mette og lille Marie, der for det meste sover og spiser.

Men jordmødrene kunne godt bruge mere magt over forholdene på fødegangene og barselshotellerne.

Ingen politikere eller DJØF’ere lader til at lytte til de professionelle jordemødres advarsler mod massive besparelser, fyringer, lukninger og sammenlægninger af fødeafdelinger, der rammer personale og fødende og nyfødte.

PS: Undtagelsen er jo igen vores alle darlings: Frede og Mary, der fik stillet en smukt, nyindrettet fødestue til rådighed flere måneder, før Mary skulle føde tvillinger. Marys fødestue stod tom i månedsvis, imens de andre kvinder kunne stuves sammen på for lidt plads med for lidt personale. Men mon ikke Rigets ledelse og politikere selv tog den beslutning hen over hovedet på personalet og jordemødrene?


Vi er ikke stærkere end det svageste led

Af Daniel Skovhus | 1 maj 2011 | 8 kommentarer

Det er første maj. Arbejdernes internationale kampdag. En dag hvor vi gør status og fremsætter krav for arbejderklassen. Status er, at kampen i Danmark aldrig har været mere international. Arbejdsgiverne har de sidste 10 år i et stadigt stigende tempo flyttet fabrikker til udlandet og importeret underbetalt arbejdskraft til landet.

Alt sammen for at knække den magt og de lønninger arbejderne i Danmark har tilkæmpet sig gennem mere end et helt århundrede. Det er stærke våben, de har taget i brug, og krisen har ikke svækket deres offensiv. Tværtimod.

Men heldigvis er det ikke kun op til arbejdsgiverne, hvem der skal vinde kampen. Der skal to til en tango. Vores største styrke og svaghed i klassekampen er, at vi er de mange. Styrken ligger i, at hvis vi står sammen, så er der intet, der kan standse os. Svagheden er, at vi ikke er stærkere end det svageste led. Vi kan indgå gode overenskomster, men hvis ikke vi har en høj organisering, hvor medlemmerne gør krav på deres ret, så er store forbundshuse og højtuddannede jurister fuldstændig overflødigt.

Men for tiden går det, blandt de største af arbejderklassen faglige forbund, tilbage for organiseringen og sammenholdet.

Hvordan får vi opbygget de stærke arbejdspladsorganiseringer, som udgør fundamentet i en samfundsforandrende bevægelse, der kan matche arbejdsgiverorganisationerne?

Det er i hvert fald ikke dyrt betalte fagbosser, der kommer til at rykke organiseringen på arbejdspladserne fremad. Nej, det er op til dig og mig. Kan vi engagere vores kollegaer til at stå sammen om fælles krav på arbejdspladsen, kan vi sikre os, at fagforeningerne får en stærkere arbejdspladsforankring, så kan vi opbygge de rødder, der danner grobund for en stærk bevægelse.

Den dårlige nyhed her på arbejdernes internationale kampdag er, at arbejderklassen står stadigt svagere organiseret.

Men den gode nyhed er, at fremtiden er op til os.

Så tag en tur forbi ”Ungdommen i BJMF” i fælledparken i dag. Drik en øl med os andre, diskuter verdenssituationen og slå søm i et bræt sammen med andre unge og lærlinge. Vi står i nærheden af byggefagene under banneret;

Vi er fremtiden


Brok, brok, brok

Af Daniel Skovhus | 3. april 2011 | 33 kommentarer

Efter flere måneders overvejelser frem og tilbage tog jeg i juleferien en beslutning, der kan få store konsekvenser for min kommende lille families liv. Et gammelt tungtvejende argument, som jeg flittigt har kastet omkring mig, endte med at ramme mig i nakken som en boomerang.

Jeg brugte det så sent som for 7 uger siden, da jeg mødte op på en ny plads i Sydhavnen. Fuld af forhåbning og gejst. Nu skulle hammeren svinges og gipsen ha da da. Førstegangsindtrykket var en lettere rodet plads med et rimelig uoverskueligt antal uafsluttede tømreropgaver. Men pladsen var tæt på sin afslutning, så det var vel ikke så mærkeligt med lidt panikstemning.

Jeg startede på gipsen sammen med Bjarne, som er en god, solid tømrer af den gamle skole. Indenfor det første kvarter havde han spurgt til, om jeg nu var medlem af fagforeningen og han havde leveret sin holdning til denne kaotiske plads, som han havde været på i 3 uger: "Chefen er en flink, nyopstartet tømrermester, der kan snakke fanden et øre af, men ikke kan finde ud af at drive et ordentligt firma og betale løn til tiden."

Der var meget brok den dag, og mit argument blev hevet frem endnu engang: "Hvis man brokker sig skal man også være parat til at gøre noget ved det."

Alle var enige, og da lønnen var forsinket næste morgen, startede vi med fagligt møde, der resulterede i, at 4 ud af 5 svende havde forladt pladsen, da ugen var omme.

Jeg har gået på andre pladser som lærling, hvor svendene brok aldrig blev fulgt op af handling. For 3 år siden var jeg i gang med en simpel udskiftning af et par vinduer og døre i Valby. Opgaven var sat til at tage 2 mand, 5 dage at udføre. Alt inklusiv. Men så let skulle det ikke gå. Svenden hed Martin og må have været verdensmester i dårlige undskyldninger. Fugemassen duede ikke, døren var forkert målt op af mester, vejret var for koldt, der manglede en skurvogn, karmskruerne var for lange.... Brok, brok, brok. Men at ringe til mester og give ham en opsang og stille nogle krav, var nosserne ikke store nok til. Jeg fik til gengæld sat både tolerance og tålmodighed på noget af en prøve. Det føltes som om, jeg gik på den sag et år med blylodder i skoene og sovepiller i kaffen.

Hvis ikke brok efterfølges af handling, ender brok i en sløv depression. Min videnskabelige adfærdsformel ser sådan her ud:

Brok + brok + brok + brok = Depression

Brok + brok + handling = Løsning

Jeg meldte mig ind i Enhedslisten omkring samme tid, som da jeg gik og sate vinduer og døre i med svenden Martin i Valby. Og jeg har lige siden brokket mig over, at Enhedslisten har alt for få arbejdere - faglærte og ufaglærte - i Folketinget, i ledelsen og på vores kandidatlister. Så i juleferien tog jeg beslutningen om at lade alt mit brok over manglen på arbejdere i partiet efterfølge af handling.

Brok brok brok, nu stiller jeg sgu op til Folketinget.

Her er min opstilling:

Daniel Skovhus

Tømrer, 28 år. Opvokset på Fyn. Bor i dag almennyttigt på Amar’ med min gravide kæreste Mette, der er pædagog.

Med mig som kandidat, kommer klassekampen øverst på dagsordenen. Jeg har været rundt omkring. Jeg har gået som pædagogmedhjælper, buschauffør og vicevært. Nu er jeg udlært tømrer og går på skiftende arbejdspladser.

Alle steder raser klassekampen!

Som formand for Lærlingeklubben i 3F, Bygge, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening i København, kæmper jeg for, at alle Københavns tømrer- snedker- og murerlærlinge kræver deres ret og er stolte af deres fag.

Jeg vil tage min hverdag med ind i Folketinget – og min folketingsindflydelse med ud på arbejdspladserne. Den danske arbejderbefolkning har ikke brug for et parti, der holder sig til en snæver folketingsdagsorden.

Når der diskuteres politik på arbejdspladser og i klasseværelser, har vi gode kort på hånden. Enhedslistens holdninger til omfordeling, grønne jobs, EU-modstand, afbureaukratisering og investeringer i det offentlige, er noget der vinder opbakning.

Samtidig med, at vi knokler for at få en ny regering, skal vi opbygge et massivt folkeligt pres. S og SF skal holdes fast, så de forventninger befolkningen har opbygget til konkrete forbedringer, kan indfries.

Noget af det værste, jeg ved, er levebrødspolitikere. Derfor har det også taget mig lang tids overvejelse, før jeg valgte at stille op for at blive folkevalgt for Enhedslisten. Men hvis I sender mig til Christiansborg, så lover jeg at give dem kamp til stregen!


Fyret: Så må vi sgu vente lidt med den Skoda

Af Daniel Skovhus | 10. februar 2011 | 25 kommentarer

I tirsdags mødte jeg op på pladsen med ondt i halsen og feber. Jeg var 20 minutter om at tilskære en gipsplade til en 45 graders hældning. Man får kløe i røven, når det går så langsomt. Det var svært at komme til for bare hænder. Vi var seks mand på gipsen, hvor fire ville være rigeligt, og vi nærmest rev arbejdet ud af hænderne på hinanden.

Jeg burde være blevet hjemme. Første tegn på at der ikke er arbejde nok, er når man begynder at træde hinanden over tæerne. Så har mester ikke nok steder at sende folk hen.

”Mester skal lige snakke med dig inden frokost”, sagde formanden på stilladset på vej til frokost. Og som den sidst ankomne, så kan man godt regne ud, hvilken vej vinden blæser.

Firmaets brevpapir er gult:

Du er dags dato opsagt på grund af manglende arbejde fra onsdag den 09.02.2011 ved arbejdets ophør.

Med venlig hilsen Ove Madsen A/S København

Kontant afregning efter 22 dages tro tjeneste.

”Skal vi ikke sige, at det er sådan en gentleman-agreement, at du får din ene dags opsigelse, så gør du dit arbejde færdigt for i dag, og så behøver du ikke møde i morgen”, siger den nu forhenværende mester.

”Jeg ringer, når jeg igen har noget arbejde til dig”, var hans afsluttende bemærkning, inden han tog til Caribien på ferie.

Han er egentlig fair nok, ham mester. Sådan er vores branche. Jeg arbejder jo ikke på offentlige overenskomster med lange opsigelsesvarsler og faste normeringer. Vores overenskomster er baseret på prislister, hvor vores sikkerhed er tildelingen af akkorder.

At trække pinen ud og blive ved med at træde rundt oven i hinanden ville også være dødsygt.

Da jeg kom hjem til min kæreste med værktøjskassen i hånden, kiggede hun overrasket på mig: ”Jeg troede, der var arbejde året ud”, sagde hun.

”Ja, men det var der altså ikke. Du vidste, hvad du gik ind til, da du valgte at få barn med en håndværker”, svarede jeg tilbage.

”Så kan det godt være, vi må vente lidt med at købe den Skoda”, fastslog kæresten.

Og så drak jeg mig en kæp i øret, mens vi pludrede løs om sommerhuset, toilettet der skal renoveres og babyting.

Laver du kassen eller tager du af kassen?

Min kloge kæreste lærte mig et ordsprog fra pædagogernes verden: ”Hvis man bliver fyret, er det enten fordi, man har taget af kassen, slået på kassen eller ligget i med kassen”.

Selvom ti års besparelser nu også har ramt det offentlige, så er fyringerne dog ikke lige så hurtige som i byggeriet. Derfor er min tilføjelse: ”I det private bliver man fyret, hvis ikke man laver kassen”.

Men nu skal de Københavnske byggepladser til at passe på! Nu kommer der en nyudlært tømrer med krudt i røven, der netop har fået smag for livet som svend.

I morges var jeg forbi en ny plads på sluseholmen i Sydhavn, hvor jeg tidligere har talt med en mester, og han tager mig ind i næste uge. Så selvom jeg ellers har lært alle dagpengereglerne og er yderst velkvalificeret til at stå i arbejdsløshedskøen, så må a-kassen og det private jobfirma skyde en hvid pil efter den her tømrer. For jeg springer over køen den her gang. Så må vi se, hvor længe sluseholmen holder.


Langeland har ikke brug for en mandekommission

Af Daniel Skovhus | 8. februar 2011 | 12 kommentarer

Min kammerat Theis er arbejdsløs. Han trak i 2009 sorteper i endnu en fyringsrunde hos Vestas på Langeland.

Det sker med et par års mellemrum, at der bliver skruet drastisk ned for antallet af arbejdspladser på den smukke lange ø for enden af det sydfynske øhav.

Dengang jeg boede i Svendborg, var det samme triste historie igen og igen. Så lukkede færgen i Bagenkop, Daloon-fabrikken og så Vestas i flere bølger, hvoraf Theis skyllede med ud i den sidste.

Men bare rolig Theis. Oppositionen står i en spritny meningsmåling til at vinde regeringsmagten. Og de har en skræddersyet løsning på dit problem. Du er jo i en særlig udsat mandegruppe: Lav uddannelse, arbejdsløs og udkantsdansker. Du spiser sikkert for få grøntsager, dyrker for lidt motion og dør alt, alt for tidligt. Du har brug for en stor dyr regeringsnedsat kommission bestående af højtuddannede akademikere og embedsfolk, der kan sidde og nulre navler, mens de finder nye smarte betegnelser og begreber for, hvorfor det er synd for dig.

Pernille Vigsø Bagge fra SF vil have en mandekommission, der kan hyre dyre konsulenter, som kan bruge årevis på at undersøge, hvorfor det går så skævt for mænd som Theis.

Skattepengesugende kommission

Og mens endnu en ligegyldig skattepengesugende kommission finder sig til rette på en fashionabel adresse i det indre København, så vil S og SF ifølge deres nye ligestillingsudspil vedtage en kvote på minimum 40 % kvinder i virksomhedsbestyrelser.

Hvad fanden rager overklassekvindernes position i virksomhedernes bestyrelser os?

Jeg er ret sikker på, at Theis er fløjtende ligeglad med, om direktøren, der har fyret, ham hedder Ditlev Engel eller Malou Aamund. Er det ligestilling?

Langeland har ikke brug for en mandekommission

Eller måske er det smarte, kvindelige overklasseløg på folketingets taburetter til venstre i salen, der skal sikre sig en karriere, når Folketinget ikke længere er personligt udviklende for dem?

Hvis vi skal snakke kvoter i virksomhedsbestyrelserne, så skal arbejderpartierne da foreslå arbejderrepræsentation. Ikke kvinderepræsentation.

Hvis jeg skulle kæmpe en reel ligestillingskamp, så ville jeg angribe løngabet mellem mænd og kvinder. I kølvandet på SOSU’ernes strejkebølge fra Holstebro i 2007 lovede S, SF og Dansk Folkeparti 5 mia. kr. til de lavestlønnede i den offentlige sektor. Men da Enhedslisten fremsatte forslaget, var stemningen vendt. Det var nok alligevel for voldsomt et skridt for ligestillingen.

Langeland har ikke brug for en mandekommission. Og fuldstændig ligegyldigt er det, hvilket køn der sidder i virksomhedsbestyrelserne. Langeland har brug for arbejdspladser, lærepladser og en styrkelse af erhvervsskolerne.

Så smid hellere pengene over i Villys vækstplan, for den indeholder da reelle løsninger på Theis og Langelands problemer.


Tilbage på lægterne

Af Daniel Skovhus | 17. januar 2011 | 6 kommentarer

Mandag startede jeg på en ny plads i Valby. Den første af slagsen som svend. Jeg har, siden jeg blev udlært i september, gået ledig. Hold kæft, hvor har jeg været spændt på mit arbejdsliv som svend. Og i mandags blev der så taget hul på det. Jeg har prøvet at starte op på nye pladser flere gange før. Men den her gang er det sgu med et helt andet ansvar.

Ny hat på i Valby

Det er en tagsag i Valby. Fire ens tage med taglejligheder. Alt inklusiv. Fra nedrivning til indflytning. Ét groft tømrersjak river ned, monterer spær og lukker af. Ét fint snedkersjak følger i halen og monterer døre, køkken og gulv. Tømrersjakket og snedkersjakket. Jeg er røget på det grove hold. Fedt. Lige til mit temperament.

Formanden spørger: "Er du medlem af fagforeningen?". Min nye kollega Peter slår fast, at "her hører vi Radio Rødovre. Det har vi lært af stilladsarbejdene." Lærlingen kommer en halv time for sent. Kim gir basser, og dagsaktuelle Anita på 27 fra Ejby smiler frækt til mig fra plakatvægen. Det skal nok blive godt det her.

Peter er vel i midten af trediverne og den ældste svend i skuret. Dengang der var tryk på i byggeriet, prøvede han at være selvstændig og gik på akkord hos de større firmaer. I dag ser det anderledes ud. "Jeg ved godt, at man måske kunne lave flere penge, hvis man lavede det på akkord. Det sagde ham fagforeningsmanden også, da han var på besøg. Men kig dig omkring. Vi har polakker og arbejdsløse over alt." Den gang Peter gik på akkord, var jeg stadig lærling og så frem til min fremtid som svend.

Da jeg blev udlært sidste år, var det omkring halvdelen af hele afgangsholdet på 124 tømrere, der startede deres karriere på den store fællesakkord; A-kassen. Ikke fordi et par ugers pause efter en hektisk svendeprøve var så slemt. Det var tiltrængt. Og det er ikke fordi, jeg mangler ting, jeg kan tage mig til. Men efter 4-5 ugers ledighed, så vil man fandeme gerne have noget at rive i. Ud at bruge det man har lært. Og man opstiller nogle forventninger til arbejdsmarkedet. Jeg vil ikke ligge under løngennemsnittet. Jeg vil lave noget godt tømrerarbejde, der giver vigtige, gode erfaringer de første år. Jeg vil have nogle dygtige kollegaer, som er gode pladskammerater, og en mester der lader os passe os selv. Jeg vil producere noget gavnligt og bidrage til samfundet. Alle disse forventninger deler jeg med mine nyudlærte kollegaer.

Og samfundet har brug for os til at tage fat. Jeg selv og mine nyudlærte kollegaer står klar. Den offentlige bygningsmasse skriger på at blive energirenoveret. Stadig flere nye københavnere venter på en ny bydel i Nordhavn og en Metroring har lige været igennem udbudsrunde.

Enten bliver hele lortet sat i gang og bliver bygget af organiseret, lokal arbejdskraft inklusive lærlinge, skatteindtægter og lavere arbejdsløshed. Ellers bliver metroen bygget af italienere og Nordhavn af østeuropæere uden overenskomst. Vi står over for et pres, som risikerer at blive intensiveret, hvis ikke vores forbund får lagt pres på politikerne.

Dem, der risikerer at tabe, sidder først og fremmest i mit skur. Men hvis vi taber, så taber samfundet også milliarder på udgifter til dagpenge og tabte skatteindtægter. Og når det næste tømrerhold bliver spyttet ud i år, risikerer de at stå endnu mere svækket end mit svendehold fra 2010.

Og mens jeg står og gør klar til at modtage seks paller med gips, inden vi lukker taget, jingler en reklame hen over sendefladen på 105,9 mhz:

"Støt din lokale håndværker, for de støtter Radio Rødovre."


To skridt frem og et tilbage

Af Daniel Skovhus | 2. januar 2011 | 28 kommentarer

Sommerhus, Asserbo, 1992, en forårsmorgen kl. 6.44. Jeg havde mit eget lille værelse med en Kim Larsen plakat på væggen og en kasse myresoldater og biler under sengen. Jeg var alene på besøg hver sommer. Min farfar byggede sommerhuset sammen med min far i 85’. Sommerhuset skulle indramme det otium, der var blevet sparet op til gennem sammenlagt 75 arbejdsomme år: Farfar arbejdede 45 år som smed og farmor 30 år som smørrebrødsjomfru.

Og slidsomme år har min farfars generation været igennem. Fra bred fattigdom i 30’erne, rationeringsmærker under krigen og en efterkrigstid med genopbygning. Og så efterfulgt af en utrolig materiel fremgang i 50’erne og 60’erne, hvor selv en gammel kommunist havde svært ved at brokke sig over de kæmpe fremskridt, hans klasse tog. Med en årlig vækst på mellem 4 og 10 procent i industrien rykkede den lille arbejderfamilie fra en 1-værelses loftslejlighed på Amar’ til en 3-værelses på 1. sal i samme ejendom. Der kom vaskemaskine og damppresser i kælderen. Køleskabet gjorde sit indtog i de små hjem, og farmor fik så meget tid til overs, at hun ud over at passe de huslige pligter, børn og mand, også kunne tage et job som smørrebrødsjomfru i Kastrup Lufthavn.

Alle de slidsomme år, hvor den brede fattigdom blev bekæmpet og velfærdssamfundet banket på benene, skulle nu ende med en velfortjent alderdom i Asserbo med tid til at stå op kl. 6.30 om morgenen med morgenkaffen og sidevogn. Nyde solopgangen og se ræven snige sig ind på resterne af lørdagskyllingen, som farmor havde lagt ud aftenen før.

Det var netop en sådan forårsmorgen, farfar fik en blodprop, slog hovedet ned i bordet og takkede af efter 45 års tro tjeneste som smed på det danske arbejdsmarked. Farmor fulgte efter seks år senere. Tilsammen havde de knoklet 75 år med hårdt fysisk arbejde.

Farfar endte med et otium på 9 år og 45 års tro tjeneste på det danske arbejdsmarked. Da farmor 9 år senere fulgte efter, overtog jeg lejelejligheden på Amar’. Så nu sidder jeg her som faglært arbejder i København, ligesom den gamle.

Pensionsalderen stiger i dag automatisk, og satsen er ikke blevet reguleret efter lønningerne siden 1990. Når jeg fylder 71 i år 2056, så har jeg været over 50 år på arbejdsmarkedet. Pensionsalderen vil, ifølge velfærdsforliget, til den tid ligge på omkring 71 og hvis den akademiske, politiske elite får sin vilje, så er efterlønnen afskaffet. En 30-årig faglært arbejder kunne i 2005 forvente at blive 77,4. Det gir mig et otium på lidt over 6 år.

Min farfars generation fik tilkæmpet sig bedre levevilkår for arbejderklassen end hans far havde og hans forældre stod sikkert endnu ringere. Efterlønnen var ene og alene det gamle arbejdsmandsforbund SID’s opfindelse. Ufaglærtes gennemsnitslevealder lå også dengang langt under alle andres, så hvis folk med hårdt fysisk arbejde skulle have mulighed for nyde deres alderdom blev man nødt til at sikre muligheden for en tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Hvis efterlønnen afskaffes eller udvandes yderligere, så bliver jeg den første arbejdergeneration i 100 år, der står med dårligere fremtidsudsigter end mine forfædre. De forbedringer min oldefar og farfar har skabt er i det nye årtusind røget ud på en deroute. To skridt frem og et tilbage.

Oldefar: Alder 70 år, Arbejdsliv 55 år, otium 5 år

Farfar, Kurt: Alder 69 år, Arbejdsliv 45 år, otium 9 år

Mig, Daniel: Alder 77 år, Arbejdsliv 50 år, otium 6 år

Så når den lange kø af højtuddannede og velfriserede habitter stiller sig op for at belære mig om den samfundsøkonomiske nødvendighed af, at mit arbejdsliv skal forlænges og mit otium forkortes, bliver jeg rasende. Fuck jer! Lars Løkkes nytårsfortsæt er at afskaffe efterlønnen. Mit nytårsfortsæt er, at han skal få kamp til stregen.

Så i morgen går jeg ned i fagforeningen og tilmelder mig efterlønsordningen, og så kan Lars Løkke og slipedrengene bare komme an.


Arbejd, arbejd...

Af Daniel Skovhus | 27. december 2010 | 18 kommentarer

JPEG - 4.4 kb
Udvikling i ugentlig arbejdstid gennem mere end hundrede år og frem til 2020. Hvis altså de kommende 10 år byder på en "fair" udvikling.

Arbejdstid og ferie har siden arbejderbevægelsens start været centrale dele af overenskomsten, som vi i over 100 år har kæmpet for at forbedre. Nu står de to største arbejderpartier til at skulle overtage regeringsmagten, og hvad er deres vision for den danske arbejderklasse; Fair løsning. Arbejd, arbejd.

S og SF vil sælge resultaterne af de største konflikter de sidste 25 år. Det er fandeme for dumt. Påskestrejken i 85’ endte med at banke arbejdsugen ned til 37 timer, og Storkonflikten i 98’ gav os sjette ferieuge i form af vores 5 feriefridage. Det kostede blod, sved og strejkekroner.

JPEG - 4.9 kb
Udviklingen i antallet af årlige feriedage i over hundrede år.

Når der er massiv arbejdsløshed, er der brug for at sætte gang i noget arbejde, for det giver færre udgifter til dagpenge. Og når det går godt, så har arbejdsgiverne sgu da råd til at betale overarbejdsbetaling. Og det giver flere skatteindtægter.

Hvis ikke fagbevægelsen, Enhedslisten og den sunde fornuft får S og SF til at rette ind, bliver jeg en del af den første arbejdergeneration, der får pligt til at arbejde mere og ret til at holde mindre end vores forgående generation. Det er ikke fair, det er unfair.


1 2



Daniel er udlært tømrersvend, 29 år og opvokset på Fyn. Han bor i dag i en almennyttig boligforening på Amar med sin kæreste Mette, der er uddannet pædagog og sin lille nyfødte datter Marie, som er verdens dejligste baby.

- Som formand for Ungdommen i 3F-BJMF kæmper Daniel for, at fagforeningens unge og lærlinge lærer at læse deres lønsedler, bruge deres overenskomst, kræve sin ret og være stolte af deres fag.

- Daniel er medlem af Enhedslisten, hvor han kæmper for, at klassekampen bliver prioriteret langt højere. Der mangler et parti, der kæmper for arbejderne i Danmark. Politik på venstrefløjen skal være mindre elitært og tage almindelige menneskers problemer seriøst.

- Hvis ikke den klassekamp tog så forbandet meget af hans tid, ville han købe sig et hammondorgel og supplere tømrerjobbet med en karriere inden for suppe, steg og is-branchen.




Blogarkiv

25. september 2011
Velkommen til Enhedslisten Ungdom
93 kommentarer

17. august 2011
Smörgåstårta og svensk kontrol -en svensk fortælling del 1
4 kommentarer

4. maj 2011
Når vandet er gået, er der kun en vej ud
15 kommentarer

1 maj 2011
Vi er ikke stærkere end det svageste led
8 kommentarer

3. april 2011
Brok, brok, brok
33 kommentarer

10. februar 2011
Fyret: Så må vi sgu vente lidt med den Skoda
25 kommentarer

8. februar 2011
Langeland har ikke brug for en mandekommission
12 kommentarer

17. januar 2011
Tilbage på lægterne
6 kommentarer

2. januar 2011
To skridt frem og et tilbage
28 kommentarer

27. december 2010
Arbejd, arbejd...
18 kommentarer

1 2

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Der er for få sure, gamle stoddere.

Kim Larsen. Troubadour, TV2 Nyhederne, 27. maj 2010, efter kritik af hans afstandtagen til dansk deltagelse i Afghanistankrigen.

Flere citater