Vi er flyttet! modkraft.dk



Dem, der ligger på jorden, må man træde på

Man tror det er løgn, så mange tæsk allerede som barn, så meget udstødelse, og så lidt hjælp....

(Dette er en aktuel historie. Den er sand, skønt den burde være forbandet løgn og digt. Men som forfatteren Sandemose siger: ... det ligger uden for digterens evne at skabe en værre djævel end det uvidende menneske." Den er blevet sendt til mig, og handler altså ikke om mit liv. Jeg takker for at have fået lov til at bringe den)

Af Elizabeth Japsen | 18. februar 2012 | 11:06 | 15 kommentarer |


Jeg er en kvinde - en transkønnet kvinde. Jeg er opvokset i en lille familie i Nordjylland, uden den store forståelse for at mennesker kunne være anderledes end dem selv, så min hverdag bestod som regel af, at jeg blev banket med en bøjle, fordi jeg ikke var dreng i mit eget hoved, men følte mig anderledes.Men da jeg jo ikke var ret gammel, 7 -8 år, forstod jeg ikke særlig meget af, hvad der skete med mig, og da slet ikke hvorfor jeg blev straffet. Jeg tror mine forældre, som så mange andre på den tid, var meget uvidende om emnet, eller også var det skammen de frygtede, jeg ved det ikke.

Men årene gik, og jeg kom i skole i ca. 1965/66. Mine forældre holdt mig et år ekstra hjemme, da de nok håbede på, at jeg ændrede mig, men skete jo ikke. Dumpede i 4. Klasse da jeg hverken kunne læse eller skrive, så jeg blev flyttet til en anden skole, og havnede i en specialklasse for de “dumme” som vi blev kaldt af de andre børn og lærerne. Det hjalp mig da slet ikke, da jeg jo var en hel del anderledes end de andre i forvejen. Min lærer kunne ikke lide mig, og jeg fik hans “kærlighed” at føle næsten dagligt, både fysisk og psykisk, og hans opførsel gav dermed de andre elever en nærmest “legal” grund til at moppe mig. Men efter ca.1½ år blev jeg flyttet til en anden skole igen, men der gentog historien sig bare og senere skiftede jeg skoler to gange til, stadig med samme resultat. Så jeg pjækkede rigtigt meget fra skolen og særligt fra gymnastik, da jeg ikke ville være der sammen med drengene, da jeg jo følte mig som pige i mit sind - men desværre ikke i krop. Det hæmmede mig virkeligt meget. Gik ud af skolen i 9. Klasse med en rigtig dårlig karakter, men jeg havde jo ikke kunne koncentrere mig, da jeg følte mig utrolig forkert.Ja jeg hadede mit liv, og var ensom gennem hele min skoletid.

Da jeg var 16 flyttede jeg hjemmefra, da jeg ikke kunne holde ud at blive tæsket mere af min mor på grund af mit “indre køn” : Jeg begyndte straks at leve som pige, og endelig fandt jeg en fantastisk ro i min krop og i mit sind, en ro jeg virkelig havde savnet, Nu var jeg endelig den lige jeg altid havde været, og ingen skulle tvinge mig i drengetøj mere.Desværre blev min forbindelse til min familie så klippet over af dem, da de jo skammede sig frygteligt meget over, hvordan jeg var.

Havde utroligt svært ved at finde arbejde, så måtte nøjes med de få timer jeg fandt hist og her, men jeg overlevede. Men desværre var der jo mennesker, som ikke kunne lide mig, som den jeg var, og jeg begyndte at opleve volden igen. Selvom jeg levede ret afsondret fra andre mennesker og ingen venner havde, ja så var det som om jeg ikke kunne få lov at leve mit liv i fred,.

Gik til min læge, for nu ville jeg altså have hjælp så jeg kunne få et kønsskifte og et cpr. Nr. der hørte til mit køn. Jeg var 17 år, og måske lidt naiv, men mødet med min læge blev rigtigt ubehageligt, og jeg blev grinet ud, havde det rigtigt dårligt og isolerede mig endnu mere fra andre mennesker.

Efter ca. 3 år flyttede jeg til København, for jeg kunne jo ikke få fred og en fremtid hvor jeg boede, og var heldig at få en lille lejebolig i Nyhavn. Året var 1979, og jeg var 20 år, fandt rimeligt hurtigt nogle “venner” som kom samme sted i Nyhavn som jeg spiste min aftensmad hver dag. Vi kom i snak, og vi begyndte at hænge ud sammen, de var det man kalder Punkere, og var jo nok lige så forvirrede med hensyn til livet som jeg selv var; men det vigtigste for mig var, at de accepterede mig som pige/kvinde, ja godt nok hende den sære, men betød ikke så meget, jeg var glad, og jeg følte, at jeg var hjemme. Men det var jo ikke så idyllisk som jeg “troede” i starten, og endte med at vi kun festede og drak næsten hver dag, og selv om jeg var en af dem, begyndte jeg at trække mig lidt væk fra miljøet, men det blev der ikke set på med milde øjne, så jeg fik rent ud sagt bøllebank, så var det “venskab” ovre.

Flyttede fra København efter ca. 3 ½ år og endte i det nordlige Jylland igen, men det fortrød jeg meget hurtigt, for er der noget man ikke skal, ja så er det at skille sig ud fra mængden her oppe. Så mit mareridt begyndte bare igen, ja har ikke tal på hvor mange gange jeg har fået tæsk, men det har været tæt på at koste mig livet et par gange, og jeg har boet så mange forskellige steder, at jeg end ikke kan huske, hvor jeg har boet mere. Det har ovenikøbet været en rigtig dårlig oplevelse, at anmelde det til Politiet, og derfor har jeg heller ikke gjort det, de sidste mange gange, bryder mig ikke så meget om at blive ydmyget, når jeg står og har brug for hjælp.

Har i årenes løb arbejdet med flere forskellige ting, men for det meste i kortere perioder, da jeg ikke har kunnet finde et job, hvor jeg blev accepteret som menneske / kvinde. Der har altid været problemer med mit cpr.nr. Når man ikke er opereret kan man ikke få et nyt cpr nr, og derfor passer det jo ikke til mit udseende, så det giver jo masser af problemer.

2006/7 flyttede jeg tilbage til Sjælland og fandt et arbejde, som jeg kunne lide. Men desværre blev jeg fyret igen efter ca. 18 måneder, da en kommunalt ansat mente, at jeg kunne være skadelig for de unge mennesker, på grund af min påklædning.Vi lever åbenbart stadigvæk i middelalderen, for igen var det mit cpr. Nr./ kønsskifte eller mangel på samme, der spændte ben for, at jeg kunne få et ordentlig / tåleligt liv.

August 2009 var jeg i aftenshowet - og kort tid efter blev jeg endnu engang overfaldet - af en der havde set mig i tv.

Det er nu underligt at sidde her som 53 årig og kigge tilbage på et “liv”, hvor jeg som 17 årig bare bad om hjælp til kønsskifte/nyt cpr. Det kunne have givet mig et godt liv - men som jeg fortalte - lægen grinede mig ud af sin konsultation

Nu står jeg her i dag, og jeg nægtes stadig operation af seksologisk klinik og retslægerådet - man skulle tro at et+ liv som kvinde, fra jeg var 16 til 53, var bevis nok for at jeg mener det alvorlig - at det er sådan jeg er.

Jeg har skrevet til politikere siden jeg var 16 år, men har aldrig fået et eneste svar, har brugt 38 år bare for at finde ud af at jeg har været til grin, for tror bare det er blevet arkiveret lodret i skraldespanden - og desværre er vores nye regering lige så afvisende, selv Seksologisk Klinik og Sundhedsstyrelsen får man intet svar fra, når man skriver til dem.

Er ikke stolt af at indrømme det, men har et par gange i mit “liv” forsøgt at gøre en ende på det, sidst i 2008, men det mislykkedes, selv om jeg ikke tror mange ville have overlevet det. Sidder i dag med en mærkelig følelse, for aner ikke hvad jeg skal gøre mere, lysten til det hele siver langsomt ud af min krop, men klamrer mig til et lille spinkelt håb om at regeringen vil gå ind og hjælpe, så jeg endelig kan få lov at føle livet på den skønne måde, som alle i andre.



Kommentarer


Kommentar af Karen M. Larsen | 18. februar 2012 | 11:43

En stærk historie skrevet af en stærk kvinde.


Kommentar af Elis Vejvad | 18. februar 2012 | 14:14

Din familie gjorde hvad de kunne for at omforme dig med bøjlen. Jeg ser en direkte parallel, hvor verdenssamfundet (med deres bøjle) bekriger, bekæmper, udsletter, torturerer, forfølger. invaliderer, ignorerer, dominerer, svigter - i deres forsøg på at ’fjerne’ hvad der fejler ideologiens konformitet.

Ideologien - såvel i Nordjylland som verdenssamfundet - er enøjet, uniformeret. Menneskets øjne er mere en 2 og multispektrerende. Som en journalist skrev - landsbytosser. Er vi landsbytosser alle sammen? Han kommer selv fra Nordjylland, men er gennem sit job videreformet af international praksis.

Jeg er selv feminin mand, såvel som maskulin kvinde og har værnet om mit arsenal. Ligesom du, har den konforme verdens kønseparationideologi manglet interesse, men i mit tilfælde fra begge sider. Imidlertid er min konfiguration, hvad måbetegnes et helt menneske, da jeg mestrer begge sider, medens dig som fænomen vel må kaldet et delt menneske.

Meget skyldes andres medvirken til at uddybe delingen, men du finder ’din helhed’ i dig selv og kun dig selv. Jeg kan derfor kun opmuntre dig til være den du er og bygge dig på det du består af i fuld respekt for at du er et unikt individ som alle andre. At andre er spærret inde i almindelighedens ’sociale fængsel’ og deformeret deri er deres skæbne og ikke din. Reelt har enhver frihed til at fremtræde ægte - især uden selvbedrag - men med selvaccept.

Mine bekendte misunder mig og tror det er frihed. Men det er det ikke - det er dem, der er konforme og begrænsede - vel at mærke i en uendelig verden. De er en form for selvmisfoståelse, som enhver kunne forlade, hvis de turde, men modet er destrueret - er de bragt til at tro. Det kan kaldes modernitetens Psy-Ops på befolkningerne.

Frihed eksisterer kun hvis der er begrænsninger. Ægthed kender ikke til grænser, for vi er skabt i altet og kan skabe alt, hvilket er uendeligt. At andre så er af konformitetens enøjethed er blændede og blinde og derved begrænsede er jo ikke dig, men deres skæbne og valg.

Se ud og vær hel og vis det!


Kommentar af Kaj Erik Andersen | 18. februar 2012 | 15:12

Kære Elizabeth

Jeg har sat din historie på min Facebookprofil, og givet den disse ord med på vejen:

Jeg har aldrig mødt Elizabeth, men har været i mail- og facebook kontakt med hende en del gange. Når du har læst hendes historie, tror jeg du vil spørge ligesom jeg: Hvad er det for et samfund, der tillader, at vores medmennesker behandles på denne måde?

Knus Kaj Erik.


Kommentar af Elizabeth Japsen | 18. februar 2012 | 16:03

Hej Kaj - beklager, men det er ikke min livshistorie- det er en, jeg har fået tilsendt.

Uanset det - du har ret:

Hvad er det for et samfund, der tillader, at vores medmennesker behandles på denne måde ?


Kommentar af QMaria | 18. februar 2012 | 17:33

Stop volden!

Der er fredsmarch i morgen søndag d. 19/2-12

kl 14 Rådhuspladsen i Odense

og en anden

kl 15 fra Vesterbro Torv i København

http://politiken.dk/indland/ECE1541...

Fredsmarchen er for at sætte fokus på alle voldsofre i Danmark. Håber alle der har mulighed for det vil bakke op

Stop mobning og had!

Dette musikstykke vil sætte fokus på alle dem, der har mistet livet i en al for tidlig alder som følge af mobning:

http://youtu.be/4EUifVn-TC4


Kommentar af Rikke Christensen | 18. februar 2012 | 20:28

jeg vil sige tak til dig Elizabeth fordi du gider bringe min historie.


Kommentar af Kaj Erik Andersen | 19. februar 2012 | 02:24

Beklager min bommert. Tak for, at du har viderebragt historien.


Kommentar af Bavianen | 19. februar 2012 | 10:23

Denne sag viser bare, hvor tilbagestående, man stadig er på nogle områder i dette land. Som vistnok også en Mads Lodahl nævnte herinde: ’Danmark er en stor heteroseksualitetsklub’. Og bare rolig du er ikke alene, vi er faktisk flere som føler som dig.


Kommentar af Ole | 19. februar 2012 | 12:23

Elizabeth: Teksten på dit blogindlæg på din blog, som står under dit navn, begynder med "Jeg er en kvinde ..." og den slutter også med en sætning med "jeg". Hele teksten er skrevet i første person (jeg-form) og der er intet i teksten eller udenfor den - ingen forklarende indledning eller afsluttende bemærkning - som på nogen måde antyder, at teksten ikke skulle være skrevet af dig. Når du bringer en tekst, hvor der står "jeg", så siger du altså at den handler om dig. Det kan kun forstås sådan af læserne. Sådan virker grammatik :)

Nu har du så fortalt i en kommentar, at det ikke skulle forstås sådan. Teksten handler ikke om dig, og det er ikke dig der har skrevet den. Det kunne ærligt talt have været lidt lettere at få fat i, hvis du havde skrevet det fra begyndelsen - i en indledning inden teksten gik i gang, eller i det mindste et eller andet sted i dit indlæg. Ellers er der altså nok en pæn sandsynlighed for at læserne misforstår hvem teksten handler om og hvem der er forfatteren.

Det kan jo kommunikeres ret let ved blot at starte med at skrive noget i stil med "Følgende selvbiografiske tekst har jeg modtaget fra (en person som helst vil være anonym) og bringer det her med vedkommendes tilladelse:" [og så kommer teksten] ... eller hvad du nu selv ville synes var rigtigt at skrive.

mvh
Ole


Kommentar af mads ananda | 19. februar 2012 | 16:20

tusind tak fordi den her tekst bliver delt.

det er vores alle sammens personlige, private og individuelle historier, der er udgangspunktet for forståelse og forandring. for det er de historier, der skal forandres.

til kvinden, der har skrevet teksten: du er ikke til grin. det er hele verden, der er på hovedet og fuld af det dårlige. men fuck alt det dårlige.

du er mere modig end hver eneste af de stakler, der har fået dig til at føle dig til grin og forkert gennem hele dit liv. ikke en af dem ville have haft modet til at gøre det, du gjorde og gør.

hold ud og vær dig selv. det kan du ikke gøre forkert.


Kommentar af Jesper Larsen | 19. februar 2012 | 19:21

Blogger Japsen, hvad med at få ryddet op i det rod du nu har sat i værk? (med mindre du gerne vil have at folk tror du er født som dreng)


Kommentar af Elizabeth Japsen | 19. februar 2012 | 21:06

"Når en dreng havde forset sig, men alligevel ikke var moden til anstalten, fik han klø på rådhuset. Faderen og et par embedsmænd var vidner. Gud ved om sådan en dreng nogen sinde er blevet menneske. Forskellige digtere har forsøgt sig med djævlefigurer. Men det ligger uden for digterens evne at skabe en værre djævel end det uvidende menneske."

Aksel Sandemose En flygtning krydser sit spor s 60


Kommentar af Elizabeth Japsen | 20. februar 2012 | 22:21

I england er der helt andre toner: http://www.bt.dk/udland/fem-aarig-d...


Kommentar af Izabella | 21. februar 2012 | 12:47

Det er en meget stærk historie du får formidlet Elisabeth - og det er svært ikke at blive harm. Måske ikke så meget over ydmygelserne igennem de mange år, det er grusomt at høre om, men "de" vidste ikke bedre - heldigvis er det anderledes i dag, en tiltagende del af befolkningen accepterer os, de forstår os måske ikke, men rigtig mange er faktisk søde og imødekommende - de prøver. Det virkelig uhyggelige i denne sag, set med nutidens øjne, er imidlertid det officielle Danmarks reaktion. Vi er blevet meget klogere på transkønnede, og Sexologisk klinik og retslægerådet burde som de højt specialiserede institutioner de er, ikke kunne dække sig ind under manglende viden - man kan sige de burde kunne forstå os, så man kunne mistænke at problemet må være at de ikke vil accepterer os.

Historien får mig også til at komme med en bemærkning om andre aktører, der har en uheldig rolle. Vi oplevede med Caspian sagen, hvordan forargelsen gik mod de personer, som rent faktisk havde valgt at forholde sig til hans situation. Det for mig at se allermest forargelige i den sag var sundhedsstyrelsens rolle, hvor de sætter overvågning på de læger der gør noget, fremfor at kigge indad og erkende at de og sexologisk klinik i alt for mange år har udvist et enormt svigt af deres ansvar over for unge transkønnede, ved ikke at have et eneste relevant tilbud at byde på. Det er virkelig både skammeligt og forkasteligt.

Som jeg taler for i et længere indlæg jeg har sendt til modkraft (som måske-, måske ikke- bliver offentliggjort), må vi stille det helt legitime krav at også Danmark implementerer Europarådets menneskerettighedserklæringer, som de specifikt er beskrevet for transkønnede. Sådan at vi bliver accepteret som den centrale person i valget af hvordan vi vil leve vores liv, med den respekt for individet, som gælder alle andre. Og vi må stille krav til at de særlige forhold, der gælder for transkønnede bliver taget hånd om på samme måde, som andre forhold at betydning for folks helbred i bred forstand. Dvs. den viden, der findes på området må formidles til dem der har behov for den, på en let tilgængelig og let gennemskuelig facon, med brugerens behov som det centrale, fuldstændig som andre forhold inden for sundhedssystemet.

Vi ønsker ingen særbehandling, vi ønsker samme behandling som alle andre.


Kommentar af elizabeth | 25. februar 2012 | 22:27

Izabella: Ja, det er dejligt at frisindet vinder frem på dette felt - men denne grumme historie fortæller om tæv indenfor de sidste to år og om latterliggørelse på politistationen.

Dersom Modkraft ikke tager dit oplæg - så send det til mig. Jeg bringer det gerne, med den holdning du har :)


Kommentarfunktionen er lukket


Aktivist på livstid. Fik min debut i en anti-Vietnamkrigsdemo som 13-årig og var ellers mest inspireret af de hollandske provoer, hvis røgbomber mod kongehuset afsluttede den kvalme efterkrigstid.
Jeg var aldrig hippie og flyttede derfor ikke på Christiania, men blev istedet medlem af Kommunistisk Arbejderforbund-marxister-leninister,http://www.leksikon.org/art.php?n=1413, og mener fortsat, at den organiserede arbejderbefolkning er den eneste varige samfundsændrende kraft. Kulturradikalismen er anden kilde ttp://www.leksikon.org/art.php?n=1483. Jeg bliver inspireret af rebeller http://www.youtube.com/watch?featur... til alle tider, fagforenings aktive http://www.youtube.com/watch?v=n8Kx..., antiracister,kunstnere, partisaner http://www.youtube.com/watch?v=epwy..., queeraktivister http://www.youtube.com/watch?v=vCmM... http://www.youtube.com/watch?v=Ignx... og filosoffer http://www.youtube.com/results?sear... Man kan ikke vide ret meget her i livet og det er begrænset hvad man kan gøre. Men lidt har osse ret. Lykkeligvis lever vi i et demokrati. Det skulle vi gerne blive ved med, helst et fuldt demokrati, som ikke slutter ved indgangen til Børsen.




Blogarkiv

28. februar 2012
Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts
1 kommentarer

18. februar 2012
Dem, der ligger på jorden, må man træde på
15 kommentarer

6. februar 2012
Enhedslisten svigter kapitalisme-kritikken
10 kommentarer

23. januar 2012
LGBT politik - ny regering, nye muligheder - eller flere løftebrud ???
14 kommentarer

17. januar 2012
Ib med rosen i rumpen
2 kommentarer

13. januar 2012
PKK og venstrefløjens forhold til deres metoder
14 kommentarer

5. januar 2012
7 årig udvises som uintegrerbar
3 kommentarer

1 januar 2012
Obama- Occupy. Thorning - Øs rolle ....??
20 kommentarer

28. december 2011
Vi underviser i livet, Hr
1 kommentarer

17. december 2011
Armod og incest
42 kommentarer

1 2 3 4 5 6 7 8 9 > ...

Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer