Vi er flyttet! modkraft.dk


En ung socialists EU-manifest

Af Emilie Turunen | 4. maj 2009 | 6 kommentarer

“Hvad vil du dog dernede?”.

Folk kigger vantro, når jeg fortæller dem, at jeg vil i Europa-Parlamentet til sommer. At jeg faktisk gerne vil af sted.

Ned til Europa. Ned til Den Europæiske Union. Ned til Bruxelles og lobbyisterne. Ned til demokratiunderskuddet. Ned og blive flomme-europæer sammen med alle de andre jubelidioter. Eller hvad?

Nej. Ned og gøre en forskel.

Jeg opstiller, fordi jeg er en del af en venstre-grøn strømning, som vil noget med Europa. Fordi vi tror på, at vi kan få et Europa, der er dedikeret til at sikre velfærd, tryghed og bæredygtig udvikling. Et Europa som faktisk er til for det store flertal af almindelige europæiske lønmodtagere. Vi er klar til at skabe de nødvendige alliancer. Og vi ved, at vores politiske mål konsekvent må knyttes til krav om resultater og konkrete forbedringer for dem, vi knokler for. Vi vil reel samfundsforandring, og ved at vi også må være ledende i en international strømning.

Drømmefabrik eller skærsild?

Indrømmet. EU er på nuværende tidspunkt langt fra det EU, som vi, som unge venstreorienterede, drømmer om. EU er udemokratisk. Nyliberalistisk. Protektionistisk. Alt det slemme.

Derfor har EU historisk set været et sprængfarligt emne på venstrefløjen og ikke mindst i SF. Det er som om vi aldrig rigtig har kunnet finde ud af, hvilket ben, vi skulle stå på. Vi var ikke modstandere, men vi var i hvert fald heller ikke tilhængere.

Længe var EU-modstand i SF og SF Ungdom selve lakmusprøven på, om man var ægte venstreorienteret. Udtrykte man sig positivt om EU var man enten højreorienteret, radikal eller lidt af det hele. Jeg lærte, da jeg blev aktiv i SF Ungdom, at sige ”nej” til alt, der stod EU på. Så var vi ligesom dækket ind og på den sikre side.

Jeg fandt hurtigt ud af, at et parti, der har en så defensiv tilgang nemt bliver ubetydeligt. Jeg fandt ud af, at en sådan tilgang mest af alt gavner højrefløjen i Europa. Det er faktisk den største gave, vi kan give dem. Mens vi sidder på sidelinjen og jubler over fodnoter og forbehold, får vores modstandere arbejdsro til at forme fremtidens Europa og tegne de lange linier i samfundsudviklingen. Alt imens vi har formet vores EU-identitet ud fra idéen om bremseklods, har de borgerlige frit og fornøjeligt ageret samfundsarkitekter. Det kan vi ikke være tilfredse med, når vores mål er samfundsforandring.

I dag er sagen heldigvis en anden. SF og SF Ungdom er mere pragmatisk og realistisk indstillet overfor EU. Fokus er på politikken og visionerne frem for spørgsmålet om for eller imod. Vi har kylet de gamle venstrefløjsmyter overbords og ser i dag EU som en arena for politiske kampe på lige fod med det danske Folketing. Det giver ikke mening at snakke om, hvorvidt man bryder sig om eller ikke bryder sig om EU. For os handler EU om at arbejde benhårdt for politiske resultater, der forbedrer hverdagen for borgerne. EU er hverken drømmefabrik eller skærsild. EU er en politisk kampplads.

Global afhængighed

Kunne vi ikke bare give op? Trække følehornene til os og have nok i os selv? Det korte svar er nej. At EU på nuværende tidspunkt er domineret af borgerlige parlamentsmedlemmer og regeringschefer er ikke en undskyldning for at stille sig hen i et hjørne og melde hus forbi. Vi kaster jo heller ikke håndklædet i ringen, fordi Lars Løkke er statsminister i Danmark.

Det lidt længere svar er, at global afhængighed kan ikke fravælges. Det ser vi meget aktuelt med den finansielle og økonomiske krise. Vi er økonomisk, socialt og politisk vævet sammen i et globalt kludetæppe. Om vi vil det eller ej. Det afgørende - og det som vi skal slås for - er karakteren af denne afhængighed: Skal det være en nyliberalistisk eller skal det være en solidarisk og demokratisk afhængighed? Vi skal tage stilling i den politiske kamp. Vi skal vælge side. Ellers er udfaldet givet på forhånd.

Vores modstandere er allerede langt foran os: kapitalen er for længst globaliseret og arbejdsgiverne er ligeglade med grænser. De flytter produktionen og arbejdspladser ud, de outsourcer, og de opretter europæiske og multinationale selskaber, der er fri for høje skatter og irriterende krav til arbejdstageres rettigheder. Det er på tide at politikken, reguleringen og rettighederne følger med, og at markedskræfternes negative tendenser inddæmmes og kontrolleres. Vi skal sikre, at de grundlæggende ting, vi har kæmpet for i Danmark - rettigheder, velfærd og velstand - bredes ud til internationale fora. EU er ikke kun en del af problemet, men skal være en del af løsningen i kampen for social retfærdighed.

Det interessante er, at der i netop nu tegner sig et tydeligere politisk skel på europæisk plan: højreorienterede bakker baglæns, når samarbejdet ikke kun fremmer kapitalens frie bevægelighed, men også pludselig vil regulere den, og tage sig af miljøet og af borgernes rettigheder. Se bare Søren Pind og Saxo Banks Liberal-Alliance-venlige direktør, der i disse tider udtrykker en generel skepsis overfor samarbejdet. Det nye skel i EU handler ikke længere om, hvorvidt man er for eller imod. Det nye skel er om man vil bruge EU til at sikre forpligtende internationale løsninger til gavn for almindelige europæere - eller om man ikke vil. Der har vi som venstrefløj en helt ny offensiv bane, som vi skal udnytte.

Det er ikke en let opgave. Det er bestemt op ad bakke. Men vi har et valg: vi kan lægge os ned, gå i defensiven og lade andre styre udviklingen. Eller vi kan gøre det eneste rigtige. At tage kampen op. At fremsætte et venstreorienteret program, og skabe de alliancer, der er nødvendige for at realisere programmet.

Jeg vil ikke høre denne kommentar om SF, som jeg hørte om de venstreorienterede nej-sigende EU-parlamentarikerne, da jeg var på besøg i Parlamentet: “They are not trying to shape a social Europe. They are making statements being against!”. De europæiske lønmodtageres liv, håb og drømme er alt, alt for vigtige til ‘statements’.

Det europæiske samarbejde har brug for socialister i den politiske kamp mellem højrefløjen og venstrefløjen. Det kan virke umuligt og uovertigeligt. Men vi må spørge os selv: Hvordan skabes forandringer i samfundet? Det gør de, når mennesker går sammen om at handle, og i fællesskab insisterer på at sætte sine krav igennem. Det gælder også i EU.


Svar på EU-tiltale!

Af Emilie Turunen | 21. april 2009 | 9 kommentarer

Tak for de mange kommentarer. Interessant at visionerne om at skabe jobs og ville diskutere EU med danskerne, kan få så mange op af stolene.

Jeg vil svare på nogle af tingene her:

@Emil omkring kommissionens papirer: Nu ved jeg ikke præcist, hvad det er for nogle ’papirer’, du hentyder til - men lige præcis i forbindelse med den nuværende økonomiske krise, ser jeg faktisk rimelig positiv på Kommissionens udmeldinger:

Europa-Kommissionen opfordrer EU-lederne til at fremme en koordineret EU- indsats til bekæmpelse af den økonomiske krise. Kommissionen fremsatte i sin meddelelse til Det Europæiske Råd den 19.-20. marts en række forslag om, hvordan man kan udbygge den omfattende støtte, som allerede er blevet ydet til realøkonomien og beskæftigelsen. Kommissionen gentaog endda sin opfordring til medlemsstaterne om, at blive enige om, at foretage målrettede investering i sammenkobling af energinet mv.

Lige i dette tilfælde er jeg ikke så sur på Kommissionen, som du er. Tjek lige papirerne én gang til - hvis jeg har glippet noget, hører jeg gerne fra dig.

@ Thomas B om at den grønne gruppe er den mest ligegyldige: Jeg ved ikke med hvilken baggrund, du fremsætter den påstand. Men i min optik, er den grønne gruppe langtfra ligegyldig. Den grønne gruppe arbejder målrettet for at gøre sin indflydelse gældende og på at fremme sine visioner om et socialt og bæredygtigt EU - og danne alliancer med ligesindende (GUE, Socialdemokraterne) for at gennemføre mest mulig god politik til gavn for de europæiske borgere. Den Grønne Gruppe er tilmed ved at nå en gos størrelse - større en GUE - og ser ud til at gå samlet frem i EU ved det kommende parlamentsvalg.

@ Thomas B om, hvad jeg mener om Lissabon-traktaten: Jeg mener ikke, at Lissabontraktaten er perfekt - langtfra. Men den er dog efter min mening ikke en forværring af den markedsliberale dominans: her er det ’status quo’ og altså hverken værre eller bedre.

Til gengæld er der fælere positive sider ift. demokrati: • Parlamentet og de nationale parlamenter styrkes på Kommissionens bekostning • Rådsmøder gøres åbne • Beslutningsprocesserne går over til den fælles beslutningsprocedure • Det Europæiske Råd bliver en EU-institution på linje med de andre og underlægges demokratisk kontrol • Tilpasning af antallet af Parlamentarikere efter udvidelsen • Det understreges at EU’s forsvars og sikkerhedspolitiske samarbejde skal foregå på FN’s principper

Derfor: valget mellem Nice og Lissabon er ikke så svært - demokrati-aspekterne peger min tommel opad. Arbejdet herfra består så i at ændre markant ved servicedirektivet, se på hullerne i udstationeringsdirektivet og sikre en social pagt, som kan slå fast, at fundamentale rettigheder - herunder sociale og faglige rettigheder - til hver en tid står over det Indre Marked.

@ Henrik om, hvorfor ’SF ikke kan eller vil forholde sig kritisk til den måde, EU er skruet sammen på’.

Det vil vi meget gerne - og det gør vi hver dag i vores konkrete arbejde. Spørgsmålet er bare: skal man bruge al sin tid på at brokke sig over det, som er galt og håbe på at blive valg på sit negative ikke-program, på protest? Eller skal man fremsætte de konkrete politiske ting, man vil slås for - og som man vil ændre? Det er en konkret forskel mellem SF og Enhedslisten i forvaltning af taletid og politisk opmærksomhed.

Jeg tror i virkeligheden, at den største trussel for os er, at udvikle en ’fodnote’-mentalitet, hvor man hellere vil sidde trygt på siddelinjen med sine hellige holdninger end at være med til at vinde fodboldkampen. Vi har jo i alt for mange år overladt scenen til de borgerlige - de har frit og roligt kunnet agere samfundsarkitekter, mens vi definerede os som ’bremseklods’. Det er uambitiøst!

Og sat lidt på spidsen: det er i virkeligheden en underkendelse af demokratiet at ville ud af EU: det er jo folkevalgte regeringer og folkevalgte parlamentarikere, der udstikker retningen for EU! At der er flest borgerlige er jo mest af alt vores problem som venstrefløj. Vi kaster jo heller ikke håndklædet i ringen i Danmark, bare fordi Lars Løkke er statsminister! Så kom med på vognen - der er brug for alle konstruktive socialister, der laver politik med afsæt i den konkrete virkelighed.

@Nikolaj om, Lissabontraktatens forherligelse af det ’afregulerede finansmarked’.

Vil du oplyse for mig præcist hvor denne forherligelse er indskrevet? Det vil jeg i så fald meget gerne forholde mig til.


Drop paragraffnidderet og start EU-debatten!

Af Emilie Turunen | 17. april 2009 | 7 kommentarer

En undersøgelse, foretaget for Europa-Parlamentet, viser at kun hver sjette dansker er klar over, at der skal stemmes til Europa-parlamentet d.7.juni.

EU er alt for alvorligt at lade være at diskutere!

Hvis vi ikke har en folkelig og demokratisk diskussion, overlader vi magten til embedsmænd og erhvervslivets magtfulde lobbyister.

Samtidig står vi midt i en brydningstid med klimakrise og omfattende økonomisk krise, der vil sende op mod 25 mio. europæere i arbejdsløshed inden foråret 2010. Den økonomiske krise kræver politiske løsninger på internationalt plan. I denne forbindelse vil de politiske forskelle mellem højre- og venstre for alvor blive trukket op!

SF har sammen med den grønne grupper foreslået, at vi skaber 5 millioner grønne jobs på 5 år i EU gennem massive investeringer i kollektiv transport, energirenoveringer og udvikling af bæredygtig energi. Sådanne forslag er håndgribelige og har betydning for mange mennesker - fx de arbejdsløse 3F’eres - hverdag.

EU-debatten har alt for længe handlet om ‘paragraffnidder’ og gammeldags ‘for-eller-imod-logik’. Vi skal have konkret politik på banen i denne valgkamp!

Jeg vil i dialog med danskerne om andet end EU-paragraffer og er for alvor begyndt min kampagne, der skal skabe diskussion om grønne jobs, kvindehandel og arbejdsmarkedsforhold.

Jeg har besøgt fem uddannelsessteder de sidste to dage. Min oplevelse er, at når vi først får de konkrete politiske konflikter på banen, er selv helt unge mennesker meget interesserede. For eksempel optager spørgsmålet om kvindehandel virkelig mange, der er helt med på, at det er nødvendigt med et stærkere politisamarbejde.

Jeg vil frem mod valget til juni arbejde benhårdt for at komme i dialog med danskerne - det er vores pligt og vores ansvar som kandidater at tage politikken med ud i virkelighedens Danmark.


A Green New Deal for Europe

Af Emilie Turunen | 29. marts 2009 | 2 kommentarer

“Economic crisis”... “regulation”... “recovery plans”... “social dumping”... “A Green New Deal”... “5 million jobs in 5 years i EU”... “improving workers rights”..

Sidder med høretelefoner og lytter til engagerede politikere fra hele Europa. Det europæiske grønne parti - European Green Party (EGP) - afholder kongres denne weekend, og jeg deltager fra SF. Dette er særligt interessant for mig som kandidat, fordi jeg potentielt skal arbejde sammen med mange af disse mennesker efter Europaparlamentsvalget d.7.juni. I Europaparlamentet er SF nemlig en del af den grønne gruppe, og er samtidig observatører - ikke medlemmer - af EGP.

Europaparlamentets omfattende tolkesystem hjælper os alle til at forstå alt, der bliver sagt. Det er virkelig imponerende! Men også lidt specielt at sidde i sin egen høretelefon-verden midt i en kæmpe mødesal med 300 mennesker. Og lidt specielt at kigge på en ung kvinde, der bevæger munden - og så høre en dyb mandestemme i høretelefonerne.

Det helt overordnede tema for kongressen er ”New Green Deal”. Det er idéen om, at vi i Europa (og resten af verden) skal finde vej ud af klimakrisen og den økonomiske krise med visionen om ny grøn vækst. Det er en pagt, som forener klimastrategier, beskæftigelsesstrategier og sociale strategier i et nyt vækstparadigme.

Der er voldsomt behov for et sporskifte. Det finansielle kollaps har bragt de seneste årtiers mislykkedes økonomiske, sociale og klimamæssige politikker i skarp fokus. De mislykkedes politikker har én klar sammenhæng: de er børn af den nyliberalistiske tænkning, som har domineret på globalt plan de sidste 25 år. Kriserne i de enkelte politikområder har herved afsløret sig som en systemisk krise, en grundlæggende fejl helt nede i maskinrummet. Der er brug for en helt ny bæredygtig retning, der tænker økonomiske, sociale og klimamæssige dimensioner sammen.

Skal vi videre fra krisestadierne, er det helt afgørende, at vi bryder med forestillingen om, at vækst og bæredygtighed er hinandens modsætninger. I stedet skal vi installere den tanke, at de to kriser skal løses sammen. Vi kan med ’A Green New Deal’ i Europa og på globalt plan skubbe gang i økonomien, skabe millioner af jobs og sikre en ambitiøs klimaindsats.

SF og den grønne gruppe har konkret foreslået 5 mio. grønne jobs på 5 år (læs mere på Facebook eller på kampagne-sitet).

Vores vej handler om aktiv styring af økonomien, bekæmpelse af arbejdsløshenden regulering af finansverdenen og omfattende klimainvesteringer. Det er ikke stor revolutionerende videnskab, men det er vores klokkeklare bud på fremtidens rettesnor for politik og økonomi. Det er faktisk ganske simpelt.


Den er krøbet ind under huden...

Af Emilie Turunen | 13. marts 2009

Frygten, altså. Er ellers ikke meget for at indrømme det, men jeg er altså en lille smule bange. Ikke så bange, at jeg ikke tør gå udenfor en dør, men bange som i, at jeg kører udenom Rantzaugade, Korsgade og Jægerborggade, når det er mørkt. Også selvom jeg må tage en omvej. Bange som i, at jeg kan nå at spille en komplet skud-episode i min fantasi, mens jeg passerer rockerborgen på Svanevej. Og bange som i, at jeg beder min skaldede kæreste om at gro noget hår - eller bare tage sin bas på ryggen hver gang, han skal ud i verden. De har jo taget fejl et par gange, dem med pistolerne.

Engang, dengang jeg lige var flyttet til København, sagde min far altid til mig i joke, når han var på besøg, og vi hørte sirenen fra en politibil i udrykning: “Det er jo det rene Chicago!”. Ha-ha-ha, grinede vi. For i Chicago skød de jo hinanden - det var trods alt mere end hvad man kunne sige om København.

Nu griner vi lidt mindre af den joke. Selvom København stadig ikke er Chicago, så er der sket et ryk i den helt forkerte retning. Siden år 2000, da jeg blev Københavner-beboer, er rødderne blevet hærdede, metoderne voldsommere og konflikterne dybere. Kniven skiftet ud med pistol, og de sociale problemer er taget til.

Regeringen har, med Lene Espersen, i spidsen foretaget sig én ting for at løse problemerne. I syv år har Lene, med evig henvisning til danskernes retsfølelse, gentaget de to samme ord: “strengere straffe!”. Alt i mens kriminaliteten er stigende, at de kriminelle er blevet mere kriminelle, og at politireformen er slået totalt fejl. Alt i mens den forebyggende indsats på hele socialområdet er blevet beskåret kraftigt, således at der i dag nærmest kun eksisterer symptombehandling.

Der er et skrigende behov for at kombinere konsekvenspolitik med forebyggelse. Der skal føres hård konsekvenspolitik overfor dem, der skyder i gaderne lige nu, det er klart. For vi kan ikke leve med tilfældige skyderier og flere ofre. Indsatsen skal ske via en ekstraordinær stærk politi-indsats, herunder stress-indsats overfor rockere og bander, mandsopdækning af centrale bagmænd, lukning eller nedrivning af rockerborge og tilholdssteder, skærpet straf for besiddelse af skydevåben og mere politi på gaderne. Samtidig skal civilsamfundet i København, særligt på Nørrebro, på banen og sige nej tak til skyderier og ja tak til sammenhold, tryghed og fællesskab. Der er behov for en markering, som krydser etniske, religiøse og social skel i ønsket om et trygt Nørrebro.

Og så skal der en markant opgradering af den forebyggende, sociale indsats. Herunder øgede midler til gadeprojekter, til SSP, til væresteder for unge, til sport og kulturliv, til rollemodeller og til forældre-coaching. Og der skal i langt højere grad være økonomisk mulighed for, at de sociale myndigheder kan lave reelle forløb med unge, der er i farezonen for at blive tiltrukket af AK81, rockermiljøet eller indvandrerbanderne.

Det er ikke lige klaret med et snuptag, det her. Der skal mere en smarte politiker-løsninger til. For det er råddent, voldsomt og dybt. Regeringen har spildt otte år på at gentage mantraet om strengere straffe, uden reelt at være i stand til at skabe øget tryghed og mindre kriminalitet. Det er otte år lige ud af vinduet.


I’m back again

Af Emilie Turunen | 1 februar 2009 | 4 kommentarer

Jeg kom til at tænke på en sang med et eller andet funk-band, jeg har glemt navnet på. Omkvædet lyder: “I’m back again - waiting for you to do your thing”. Det er faktisk præcist sådan jeg har det med mine indlæg og de kommentarer, der følger: Jeg er tilbage med en blog og venter på jeres rygmarvsreaktioner. Jeg har det, som om jeg kender diskussionerne på forhånd. SF sell-out eller ej? Praktisk socialisme eller opgivelse af arvegodset? Vi bliver nok aldrig enige. Nok ikke engang særligt klogere. Måske skulle vi komme lidt videre? Næste sætning i sangen lyder: “Waiting for you to take it one step higher than you did before”. Jeg prøver her. Er I klar på det?

Én ting bekymrer mig mere end alt andet lige nu: den voldsomt stigende ledighed. Tallene viser én ting: At kurven nu for alvor er knækket efter 5 års konstant fald i ledigheden. Og at den stiger drastisk.

Den sæsonkorigerede ledighed er siden august steget med 25% og alene i december blev 5.900 flere ledige. Børsting kalder det “stærkt foruroligende” og presser på for, at der igangsættes omfattende offentlige investeringer. AE Rådet konstaterer, at “vi er på vej ind i en meget kraftig vending på arbejdsmarkedet” og i følge deres prognoser vil minimum 100.000 være arbejdsløse allerede i efteråret. AE Rådet påpeger ligeledes, at arbejdsløsheden fordelt på A-kasser viser, at krisen er bredt funderet på arbejdsmarkedet - dvs. at det er en ’dyb’ krise, der rammer økonomien bredt. Men de påpeger også, at byggefagene og de ufaglærte, især 3F’ere, rammest hårdest.

Det ved man godt i 3F, og derfor kan man i det nyeste Fagbladet læse overskrifter som “hver tredje 3F’er får fyreseddel” og “når du bliver arbejdsløs: www.3f.dk/fyret”. Det er hardcore.

Krise og arbejdsløshed skaber frustrationer og kan, ud over at smadre menneskeliv, potentielt også rive hele samfund midt over. Det er ud af krisetider, at de værste politiske strømninger i historien har fået liv: fascismens Spanien, Italien og Tyskland blev født ud af 1.verdenskrig og den efterfølgende krise i verdensøkonomien. Disse politiske strømninger blev båret frem af stærke ledere, der formåede at samle opbakning omkring sig på trods af - eller måske netop i kraft af - deres forfærdelige dagsordener. Måske var de, de eneste, der tilbød lederskab midt i krisen. Dette svigt må aldrig ske igen. Vi har et vigtigt stykke arbejde foran os.

Tesfayes ‘frustrations-klip’ i sidste blog giver et billede af, hvad der er på spil. Det samme gør en artikel fra Information d.15.januar med overskriften ‘russiske nynazister tjener på krisen’. Artiklen beskriver den fremgang, som den ultra-nationalistiske ‘Bevægelse mod Illegal Immigration’, oplever i forbindelse med krisen. For mig er Mattias’ klip og Informations artikel eksempler på de stærke understrømme, som krisetider frembringe. Understrømme, der kan rive fødderne væk under enhver pæn venstrefløjspolitiker og på ethvert demokratisk samfund.

Det er ikke for at være dramatisk - men helt alvorligt, så er det i krisetider, at de værste bevægelser i verden er blevet født. Min pointe er, at vi skal se disse kræfter i øjnene og tage dem allerhelvedes alvorligt. Som socialister har vi et kæmpe ansvar for at samle frustrationerne op og bruge dem konstruktivt. Hvis ikke, er der nok nogle andre, der skal samle dem op.

Politisk mobilisering er mulig i krisetider. Når krisen for alvor kradser, og vi kan mærke det på egen krop, går vi ikke bare hjem og fortsætter livet som før, når demonstrationen er slut. Så fortsætter vi.

Viljen til politisk aktivitet, har vi set i 1970’erne med et kæmpe fagligt og politisk konfliktniveau under den massivt stigende arbejdsløshed, med arbejdsløshedsmarchen i 1982 fra Aalborg til København og med Påskestrejkerne i 1985, en af det 20. århundredes største strejkebølger i Danmark.

Empiriske studier (bl.a. Flemming Mikkelsen og Claus Borre) viser dog, at økonomisk krise og deprivation er ikke i sig selv nok til at skabe politisk aktivitet. Det kræver at nogle tager ansvar for organisering og mobilisering. I Frankrig er der lige nu generalstrejke rettet mod Sarkozy og hans håndtering af krisen. Dette kan blive hans politiske død. Hvad med Danmark? Hvis Fogh bliver ved med at tøve og ikke tage ansvar for den stigende arbejdsløshed, så skal vi mobilisere.

Vi skal stille os i spidsen for en politik, det sætter gang i økonomien: offentlige investeringer, der kan skabe nye jobs. Investeringer i grøn teknologi, bæredygtige energireformer, og energirenovering af offentlige bygninger. Og så skal vi sikre ordentlige dagpengeregler og nye mulighed for at komme med i A-kasse systemet for den tredjedel af danskerne, der har valgt at stå udenfor. Det skal vi gøre inden den står på kontanthjælp for titusindvis og skabelsen af en ny underklasse i Danmark.

Som socialister er vi optagede af at ingen skal lades i stikken, og vi skal forpligte hinanden på at komme igennem krisen solidarisk. Vi er modstandere af al arbejdsløshed, og skal forpligte os til at samle frustrationerne blandt de danske arbejdstagere op. Vi skal give svar, der kan trumfe nationalisternes. For vi har lært af historien.


Om togture og praktisk socialisme #2

Af Emilie Turunen | 10. december 2008 | 28 kommentarer

Fik slået et ordentligt brød op med sidste indlæg. Taget tilløb til den helt store runde. Min formulering om ”socialismens muligheder i Danmark” var ambitiøs. Jeg var grebet af den slags entusiasme, som kun kan opstå, når man sidder i et tog på vej til det sydligste Jylland og ved, at man først mange timer senere vil cykle gennem Københavns nat ad ruten Hovedbanegården-Nordvest. At man først mange timer senere vil liste ind af hoveddøren for ikke at vække sin kæreste, der for længst er gået i seng. Så er man jo nødt til at etablere lidt begejstring.

Nå. Men hvad sker der så, mens jeg har travlt med andre ting? Mens jeg går rundt og tænker: ”åh nej, Emilie. Hvorfor lovede du nu alt det? Hvorfor lagde du frivilligt hovedet på (Modkraft-)’bloggen’?”. Mens jeg efterfølgende mander mig op og tænker, at jeg må tage fat der, hvor pisset kommer i kog, og der hvor venstrefløjen splittes op?

Klikker ind på Modkraft og ser straks overskriften ’Praktisk Socialisme’. Mattias Tesfaye har indledt ballet. Og modtaget ikke mindre end 34 kommentarer, svingende fra decideret aggressive over kraftigt uenige til lettere forargede.

Nå, nå. Så blev jeg lige overhalet indenom. Typisk Mattias lige at stjæle rampelyset. Det skal nu heller ikke være nogen hemmelighed, at vi er flere, som løbende diskuterer, hvad et socialistisk parti er og skal være. Så tak for forarbejdet, Mattias. Tak fordi, du er pioner på at sige alt det, ingen kan lide at høre.

Jeg kan på langt de fleste stræk erklære mig enig i Mattias’ ti teser. Og føler ikke behov for at nyformulere den essens, som vi grundlæggende er enige om.

Nå. Nå. Nå. Vil dog samle tråden op fra sidst. Jeg fik en kommentar på min sidste blog: ”Det store problem er den her socialisme, som der bliver nævnt. Hvor er den?”. Det er et vældig relevant spørgsmål. Der findes jo som bekendt mange versioner af den sag. Min version hedder praktisk socialisme, og den korte udgave har I læst om hos Mattias.

Den lange udgave er ikke blog-materiale, men bør snarest muligt finde en form, der kan få den videre fra min skrivebordsskuffe. Tilbage til spørgsmålet om socialisme. Det egentlige 10.000-kroners-spørgsmål er jo: Er vi tættere på eller længere fra socialismen, end vi har været tidligere? End da SF blev stiftet i 1959? End da DKP blev stiftet i 1920? End da Enhedslisten blev stiftet i 1989? Nej, vel. Det ser ikke skide meget bedre ud. Tværtimod. Min pointe er: vi har alt at vinde.

Min tanke er: Vi har et skrigende behov for et bredt socialistisk lønmodtagerparti, der reelt evner samfundsforandring. Hvis Danmark nogensinde skal forandres i socialistisk retning, kan det kun ske, hvis vi har et stærkt masseparti, der kan fremsætte et flertalsprogram og vinde opbakning i arbejderklassen. Det må være målet for SF at fylde den position ud. Det kan SF ikke endnu, men det har SF (som de eneste) potentialet til. Derfor er jeg SF’er.

Pernille Rosenkrantz-Theil er blevet socialdemokrat. ”Er vi ikke alle socialdemokrater?”, spurgte min kæreste mig, da vi så nyheden på pol.dk. Nej. Hun siger, at hun brænder for et reformprogram. Det gør jeg også. Men et socialistisk reformprogram. Skabt af et parti, som ikke skuer bagud, men tør tage teten der, hvor det gamle store arbejderparti slap.

Tilbage til nutiden. Jeg er på vej gennem Jylland igen. Drikker dårlig DSB-kaffe endnu engang. Jeg har været til 90-års fødselsdag hos en meget vedholdende dame i Ribe. Hun er så gammel, at hun næsten ikke kan tale eller spise længere, men hun fik dog knebet en enkelt snaps ned. Stærkt. Midt mellem fisken og det varme, måtte hun ned og ligge. Herfra observerede hun fødselsdagsselskabet spise videre.

Jeg tænkte på, at denne dame er født i 1918. Hun er født under første verdenskrig. Hun har oplevet den første finanskrise. Hun har oplevet 1930’ernes økonomiske depression. Hun har oplevet Anden Verdenskrig. Velfærdssamfundets fremvækst og opblomstring. 1960’erne højkonjunktur, parcelhuse og studenteroprør. 1970’ernes kvindefrigørelse. Hun har oplevet Stauning, Hedtoft, Krag, Anker, Schlüter og alle de andre. Hun har set verdens vokse gennem et århundrede. Hun har levet den historie, jeg har læst om i skolebøgerne.

Da Ny Alliance blev dannet i foråret 2007, dumpede der et brev ind ad min brevsprække. Det var fra en ældre dame i Sydvestjylland. Indeni var der en tegning af en lille tændstiks-dame, der holdt en kæmpe stor rød fane. Fanen udgjorde hele forsiden af papiret og var farvet knaldrød med en tuschpen. På bagsiden af papiret stod blot: ”Det er på tide at bekende kulør”.

I dag, inden jeg gik, hviskede hun mig i øret: ”Jeg tror, at vi to er på samme hold”. Fra en socialist på 90 til én på 24. Jeg skal gøre mit bedste for at vores hold vinder en dag. Det lover jeg.


Om togture og praktisk socialisme #1

Af Emilie Turunen | 20. november 2008 | 3 kommentarer

Jeg elsker at køre i tog. At sidde og se landskaber glide forbi, at drikke dårlig DSB-kaffe, at læse dagens avis. At være på vej.

Jeg sidder i et tog på vej gennem november-Danmark. Regnen siler ned over ruderne. Kolding station. Derefter industriland før Vamdrup. Mere kaffe.

Jeg tænker på det oplæg, jeg om knap to timer skal holde på en sønderjysk højskole. Jeg har fået frit slag. Frit valg på tale-hylden. Privilegeret. Præcis lige som denne blog. Frit slag på alle hylder. Pisse-irriterende med al den spændvidde.

Jeg beslutter at skrive det samme, som jeg om lidt skal snakke om. Praktisk socialisme.

Skrid ad helvedes til og andre forfærdeligheder

I marts siger SF’s formand, Villy Søvndal, ”skrid ad helvedes til!” til Hitzb-Ut-Tharir. I april, på SFs landsmøde, bliver den sidste rest af EU modstand lagt på hylden, da partiet vedtager sit positivt klingende program for Europa-Parlaments-valget i (næsten) konsensus. I august laver SF et fælles integrations-udspil med Socialdemokraterne, hvor modstanden mod 24-års reglen lægges på hylden. I oktober stemmer SF tilmed for til dette års finanslov.

Mange, særligt dem til venstre for SF, spørger sig selv og hinanden, hvad SF egentlig har gang i. Er det højredrejning, kynisme, realisme eller noget helt fjerde?

Diskussionen om det nye SF fylder en del. I de store dagblade. Blandt politiske kommentatorer. På Enhedslistens årsmøde. På Rosas og Mikkels blog her på Modkraft, hvor der gerne ryger en finke af fadet. Selv på Venstres og Socialdemokraternes landsmøder snakker de om SF. Man bliver nærmest smigret over al den opmærksomhed. Det er jo ganske uvant for et lille parti.

Nogle siger: for meget spin, for meget topstyring, for mange meningsmålinger, for midtersøgende, for EU-liderlige, for magt-liderlige, for lidt ideologi, for lidt socialisme.

Andre siger: flere mandater, yngre mandater, mere indflydelse, mere synlighed, flere medlemmer, bredere appel, god kommunikation med fokus, mere gejst, mere dagsordensættende. Mere betydningsfulde for dansk politik.

Der er mange meninger om SF, også mange stærke meninger. Det er kun godt. Det betyder, at SF ikke længere er et ligegyldigt parti, og at vi er under tiltrængt forandring.

Ærindet

Min ærinde med denne blog er ikke at tage SF i forsvar på konkrete spørgsmål om kommunale budgetter, 24-års regel eller fravær på social forum i Malmö.

Dette indlæg bliver et ideologisk spadestik dybere. Det bliver – hvis alt går som jeg planlægger det – noget så ambitiøst som et indlæg om socialismens muligheder i Danmark.

I min version af SFs udvikling, fornyelse og politiske mål står begrebet praktisk socialisme helt centralt. I min version er SF tættere på sit ideologiske ståsted end nogensinde før.

Det her bliver ikke kort. Jeg tager den i flere bidder. Nu tager jeg først lidt mere DSB-kaffe.


Obama – Change is coming?

Af Emilie Turunen | 7. november 2008 | 4 kommentarer

”Its been a long time coming, but tonight, because of what we did on this day, in this election, at this defining moment, change has come to America.” - Barack Obama i sin sejrstale.

Jeg tror, hele verden holdt vejret på valgaftenen. Overalt på kloden, forskudt af tidszoner, og på trods af andre gøremål, sad folk klistret til TV-skærmen for at se udnævnelsen af USA’s næste præsident. Verdens måske mest magtfulde mand i verdens måske sværeste job.

Og jeg tror, at rigtig mange åndede lettet op, da Obama først tog svingstaten Pennsylvania og siden Florida, Ohio og Virginia. Netop disse afgørende svingstater gav Obama sejren henad kl. 5 om morgenen, dansk tid. Jeg var nærmest lykkelig. Sammen med en masse andre unge venstreorienterede jublede jeg over Obama.

Hvordan kan en dansk socialist være lykkelig over en politiker, som på mange måder er mindre progressiv end Anders Fogh? Hvordan kan man som dansk venstreorienteret glæde sig så meget over et valg i USA? Der er mange gode grunde.

Den mindst ringe

For det første fordi USA ikke er Danmark. Samfundsmæssigt, historisk, politisk og økonomisk er der kæmpe forskel. I en amerikansk kontekst er Obama temmelig progressiv. På nøgleord som forandring og håb har han lovet amerikanerne ny udenrigspolitik, ny klima- og energipolitik, ny velfærdspolitik.

På uddannelsesområdet påpeger han vigtigheden af, at alle – uanset baggrund – får en uddannelse. På sundhedsområdet lover han, at alle amerikanere skal have en sundheds-forsikring og sikres adgang til behandling. På klimaområdet lover han forbedringer, reduktioner og internationalt samarbejde. På udenrigspolitikken vil han erstatte den sorte neokonservative krigs-gale Bush med visioner om dialog. På spørgsmålet om skat og omfordeling vil han give skattelettelser til dem, der har brug for dem: de fattigste og de almindelige arbejdere, frem for de rigeste.

Blandt andet derfor støtter den amerikanske fagbevægelse Obama. Det interessante bliver jo nu at følge, hvorvidt Obama rent faktisk får gjort politiske løfter til virkelighed. Til reel forandring.

Mobilisering af arbejdere og sorte

En anden god grund er Obamas evne til at mobilisere. Han har – som ingen anden – evnet at få sorte, fattige og unge op af sofaen og ud til stemmeboksene. Det betyder, at han har formået at vende politikerlede og apati til håb og tro på forandring. Det er stort og en sejr i sig selv.

Han har med stor succes formået at iscenesætte sig selv som folkets kandidat – hans sejrs-tale for 100.000 tilhørere i Grant Park i Chicago er det seneste eksempel på denne eminente iscenesættelse. En iscenesættelse, som ikke blot er show – men som faktisk betyder noget for mennesker.

Obama is the new black

Obama is the new black. Således står der på den fashion T-shirt, som er blevet revet væk fra Mads Nørgaards hylder. Teksten er sjov, fordi den både hentyder til Obamas popularitet med et udtryk fra modeverden, som samtidig rummer en fræk dobbelthed, fordi Obama jo rent faktisk er sort.

Netop dette faktum – at Obama er USAs første sorte præsident – er der mange, som taler om i disse dage. Samtidig siger andre, at man ikke må tale om det. Jeg synes, det er ganske væsentligt at tale om. I et land, hvor sorte for 150 år siden var slaver, i et land, hvor det kun er 50 år siden, at segregeringslove adskilte sorte og hvide i alle dele af samfundslivet, og i et land med en så massiv undertrykkelseshistorie – så er det historisk, at en sort mand nu vælges til præsident. Det er et brud med diskrimination og racisme. Det er et uvurderligt stort skridt for ambitionen med at hele 150 års race-krig.

På alle afgørende områder er Obama den mindst ringe kandidat. Det kan godt være, at han ikke er socialist. Og det kan godt være, at den neokonservative periode kun lægges i graven for at bliver erstattet af en neoliberalistisk. Men det er trods alt ét skridt i den rigtige retning. Fra sort til mindre sort med en sort mand i spidsen. Yes, we can.


Arbejdere i byerne, foren jer!

Af Emilie Turunen | 28. oktober 2008

En svensknøgle og en pensel. En mand og en kvinde. En knyttet arbejdshandske og teksten: ”Arbejdere i byerne, foren jer!”.

Finland har kommunalvalg og plakaten med arbejderhandsken hænger overalt i Helsinki. I metroen, ved busskurene og på plakatsøjler. Det er ikke venstrefløjens plakater. Hverken Venstre-Alliancen (Vasemmisto Liitto), Socialdemokraterne (SDP) eller det lille kommunistparti (SKP) har produceret disse. Det har derimod det store konservative koalitionsparti (Kokoomus). I TV debatter præsenterer partiets leder sig endda som chef for ”arbejdernes parti”. Jeg var ved at tabe både næse og mund.

Min umiddelbare tanke om kombinationen af konservativt parti og venstrefløjssymboler var: det virker ikke. Det er for tykt. Mikko, en ung Venstre-Alliance kandidat fra Finlands tredjestørste by, Tampere, oplyser mig om noget andet. Almindelige arbejdstagere fra det private stemmer i højere grad på de borgerlige.

Den situation kender vi kun alt for godt fra Danmark. Herhjemme behøver Venstre ikke engang sige eller skrive, at de er arbejdernes parti. Det er de bare. Mere sofistikeret, men måske også mere foruroligende? Jeg spurgte til de offentligt ansatte, herunder de verdensberømte strejkende sygeplejersker, som sidste år endte med at få 20% højere løn efter kollektiv opsigelse. Mikko rystede på hovedet og sagde opgivende: ”Kokoomus”.

Valgresulatet bekræfter billedet af en højrefløj med succes og en venstrefløj i defensiven. Det konservative parti overhaler Socialdemokraterne og er nu Finlands største parti i kommunerne. Nationalistpartiet stormer frem til alles skræk og forargelse. Det borgerligt orienteret grønne parti sejrer i storbyerne. Og venstrefløjen går tilbage. Igen.

Valgfesten søndag er en sørgelig affære. Resignation og afmatning præger forsamlingen. Suppen, øllene og nederlaget synkes, mens partiets leder halvhjertet forsøger at opmuntre forsamlingen og huske dem på, at de borgerlige jo også har flere penge. På storskærmen viser national TV blå balloner og borgerlig sejrsrus. Mit besøg hos Venstre-Alliancen og deres ungdomsorganisation, VANU, er langt fra opløftende. Men det er tankevækkende.

Det politiske klima i Finland er til højre. Fordelingspolitisk, værdipolitisk og magtpolitisk er det entydigt højrefløjen, der tegner fremtidens Finland. Alt sammen under dække af brede alliancer, nye tider og konsensus. De konservative er pludselig et folkeparti, ja endda et arbejderparti. Hvad går galt?

For det første er fortællingen om, at højre og venstre er passé, for alvor slået igennem i Finland. De borgerlige har formået at annullere spørgsmål om forskelle, interesser, konflikter og politik. De har gjort valget til et spørgsmål om image, identitet og ’nye tider’. Det er en dygtig ydmygelse af venstrefløjen, når de borgerlige på denne eksplicitte måde laver en kampagne direkte adresseret til den almindelige arbejder. Og det er dygtigt gjort, at de, som et borgerligt parti, bruger venstrefløjens retorik og symboler i en tid, hvor venstrefløjen ikke selv kan bruge den uden at blive associeret med Sovjet. Demonstrationer er ikke noget, nogle har lyst til at komme til. Socialist er ikke noget, nogle har lyst til at kalde sig selv. De konservatives arbejder-kampagne er den ultimative triumf.

For det andet er venstrefløjen politisk i defensiven. Socialdemokratiet fører zig-zag kurs, er uden et klart projekt og uden et tydeligt politisk hjemsted. Har vi set det før? Venstre Alliancen hænger fast i en traditionel faldgrube på venstrefløjen: De bruger al deres taletid på minoriteters rettigheder og på at tale om diskrimination og demokrati i nogle meget generelle og abstrakte termer. Alt imens taler de borgerlige direkte og konkret til det arbejdende flertal.

For det tredje er der milevidt mellem højrefløjens og venstrefløjens kampagne-kapacitet. Mens højrefløjen fremstår professionelle og formår at tage det meste af opmærksomheden, er venstrefløjen håbløst bagud i både kampagneførelse og kommunikation. Venstre-Alliancens valgprogram har hele 15 temaer og kandidaterne er generelt lidt for gamle og taler lidt for langhåret. Frustrationen findes i partiets yngre rækker. Om partiets profiler sagde en ung Venstre-Alliance kandidat fra Helsinki, Mike, frustreret til mig på valgaftenen: ”Please! Have some media-training!”.

Dette handler ikke bare om overflade og glitter. Det har en mere seriøs side. For hvem tror på, at venstrefløjen kan styre samfundet, når de ikke engang kan køre en velorganiseret og professionel kampagne? Hvem kan tro på venstrefløjen som politiske ledere, når det hverken er til at forstå dem – eller huske, hvad det nu var, de egentlig stod for?

En fjerde årsag er, at de brede bevægelser, fagbevægelsen og elev- og studenterbevægelsen, ikke er aktive i at mobilisere og politisere deres medlemmer. Elev- og studenterbevægelsen er domineret af borgerlige unge, der har mere travlt med at vælge nye smarte slips og networke med parlamentsmedlemmer end at mobilisere ungdommen på uddannelsesspørgsmålet. Det betyder, at ungdommen, modsat i Danmark, stemmer borgerligt. Fagbevægelsen oplever, i tråd med en generel nordisk tendens, tilbagegang, medlemsflugt og afpolitisering. Disse organisationer spiller ikke en offensiv politisk rolle til gavn for deres medlemmer.

Dette er fire centrale grunde til, at det finske politiske landskab ikke har bevæget sig i en bedre retning ved dette kommunalvalg, men tværtimod cementeret højrefløjens dominans. Forhåbentligt vil vi ikke se samme billede i Danmark, når vi næste år i november skal vælge vores lokale politikere. Men følelsen af resignation er ikke langt væk og minder mig om, at fremgang aldrig kommer tilfældigt. Der venter store opgaver for partierne til venstre.

Vi skal kridte banen yderligere op i dansk politik, så vi ikke oplever et borgerligt parti tage patent på at repræsentere den almindelige arbejdende dansker. Vi skal udbygge vores organisationer og kampagnekapacitet, så vi kan føre de bedste og mest effektive kampagner. Vi skal udvikle vores svar på befolkningens bekymringer og være tæt på folk i politik og kommunikation. Og så skal vi arbejde målrettet og strategisk for at vinde valgene.

Ja, det er rart at være hjemme igen. Jeg har rystet resignationen af mig. Endnu mere klar på at arbejde for et politisk magtskifte. Endnu mere klar på, at vi næste år skal kunne sige, at arbejdere i byerne, stod forenet for et nyt og bedre Danmark.


1 2



Denne blogger er ikke længere aktiv.
Jeg hedder Emilie Turunen, og er kandidat for SF til Europa-Parlamentet og tidligere landsformand for SF Ungdom.

Jeg blev politisk aktiv, den dag det gik op for mig, at mennesker i fællesskab kan forandre samfundet. Det var den dag jeg sammen med titusinder af gymnasieelever demonstrerede for bedre undervisning og lavere klassekvotienter.

I dag laver jeg politik med præcis samme udgangspunkt: fordi jeg brænder for at gøre Danmark, Europa og verden til et bedre sted at leve for almindelige mennesker.




Blogarkiv

4. maj 2009
En ung socialists EU-manifest
6 kommentarer

21. april 2009
Svar på EU-tiltale!
9 kommentarer

17. april 2009
Drop paragraffnidderet og start EU-debatten!
7 kommentarer

29. marts 2009
A Green New Deal for Europe
2 kommentarer

13. marts 2009
Den er krøbet ind under huden...

1 februar 2009
I’m back again
4 kommentarer

10. december 2008
Om togture og praktisk socialisme #2
28 kommentarer

20. november 2008
Om togture og praktisk socialisme #1
3 kommentarer

7. november 2008
Obama – Change is coming?
4 kommentarer

28. oktober 2008
Arbejdere i byerne, foren jer!

1 2

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Da jeg var lille, kom der mange danskere til Malmø. Ofte for at købe billig kaffe. Også nu er der mange danskere i Malmø. En del kommer for at købe billige biler, nogle for at bo billigere. Men mange kommer, fordi der er indført love, som forbyder dem at leve i Danmark med den, de elsker, fordi han eller hun kommer et andet sted fra. Det er en skam! Men også storebror (Sverige, red.) og specielt de skånske storebrødre har al anledning til at se kritisk på sig selv, nu når højreesktremisterne i det Sverigedemokratiske parti med stor sandsynlighed kommer til at tage plads i den svenske rigsdag efter næste valg. Jeg ved, at den danske dronning er enig med mig.

Mikael Wiehe. Svensk-dansk musiker i en tale til bl.a. det danske og svenske kongepar under Öresundstinget, den 11. maj 2007.

Flere citater