Vi er flyttet! modkraft.dk


Internettet skriver historie d. 25. Februar.

Af Erik Storrud | 23. februar 2012 | 2 kommentarer

Om få dage går vi på gaden for internettets fremtid og der er meget på spil. Det globale samfund står ved en skillevej hvad internettet angår. Lobbyister fra underholdningsindustrien vil bevare deres økonomiske dominans gennem forældede monopoler på gammeldags distributionskanaler. De går nu målrettet efter, at få vedtaget handelsaftaler som ACTA så de kan omgå domstole, demokrati og fornuft i deres jagt på pirater. Hensynet til deres profit og monopol tæller højere, end hensynet til den frihed og mangfoldighed, der gør internettet til videnssamfundets største ressource. De vil en verden hvor internetudbydere skal være deres private politikorps i jagten på pirater. Hvor tjenester og fora på internettet overvåges eller lukkes ned ved den mindste mistanke om ophavsretkrænkelse. En verden hvor alt det, der er frit og fedt ved internettet, er væk.

Overfor dem står vi. En eksplosivt voksende bevægelse af velorienterede og politisk bevidste internetbrugere. Vi er de små idéer, der ivrigt deles på hjemmesider hvor brugere frit kan uploade dem. Vi lever og ånder i en verden af kommunikation, vidensdeling og informationsfrihed. Vores fremtid er afhængig af, at ressourcer, idéer, kommunikation og viden er frit tilgængeligt på nettet. Hvor de ser en trussel mod deres forældede forretsningsmodel og truslen mod deres monopol-virksomhed, ser vi en fremtid for vores kultur, der ikke er Read-Only, distrubueret oppefra og ned til os passive modtagere. Vi ser en Read-Write kultur, en Remix Kultur, og altså en fremtid vi alle kan deltage i.

Da det blev afsløret hvad ACTA reelt var for en størrelse faldt støtten dramatisk. Det er nu yderst tvivlsomt om aftalen overhovedet bliver gennemført i sin nuværende form. Men demonstrationen på lørdag handler om mere end papirer. Den handler om hvilken vej vi vil udvikle vores internet og længden vores samfund. Vil vi underholdningslobbyens vej med mere kontrol, øgede udemokratiske beføjelser til rettighedshaverne, censur og lukkethed? Eller vil vi fortsætte kampen for at holde internettet frit for alle?

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at rettighedsindustrien for længst har tabt kampen mod piraterne. Teknologien findes for at blive brugt. Nyere og smartere kanaler forbinder kunstnere med deres fans som aldrig før. Musikken, kunsten og kulturen tager ikke skade af at blive delt. Tvært imod.

Det vi skal spørge os selv, er hvor meget vi vil tillade en lille gruppe lobbyister fra en forældet branche at ødelægge før de går til grunde. På lørdag går vi på gaden for at sige at internettet står sammen om at sige stop. De skal ikke have lov til at ødelægge mere!

Skrevet i samarbejde med andre Stop ACTA Danmark aktivister og delt på facebook i som en del af mobiliseringen til lørdagens demonstration.


Flotte piger man ikke kender

Af Erik Storrud | 19. januar 2012 | 24 kommentarer

Om at være en hvid heteroseksuel mand og hvorfor det nok ikke er smart at have dårlig samvittighed over det.

Nogle gange er det bare meget rart at cykle bag en flot pige man ikke kender. Også selvom det betyder at man skal cykle lidt langsommere end man egentlig havde tænkt sig.

Der var en gang hvor kønskampen var simpel. Det var mændene og kapitalismen der i en alliance undertrykte kvinderne for at bevare deres adgang til sex, magt og penge. Kønsstereotyper var per definition onde og legetime mål var porno, kønsbestemte reklamer og prostitution. Alle repræsentationer af ulighed mellem kønnene skulle bekæmpes.

Roden til alle problemerne var hvide heteroseksuelle mænd der stod på toppen af en pyramide af undertrykkelse. Til møder og politiske fester skulle vi derfor passe meget mere på hvad vi sagde og gjorde for ikke at komme til at undertrykke nogen. Det var en synd at snakke om eller se på piger på en objektificerende måde og straffen kom prompte i form af et udtalt sexist-stempel eller subtilt i form af bagtalerier eller rygtespredning. Vi var syndere og skulle helst have dårlig samvittighed over vores blotte tilstedeværelse i rum med kvinder.

Siden 90’ernes venstreradikale feminisme er der sket meget. De fleste radikale feminister er i dag for en legalisering af prostitution, der findes progressiv porno og queer bølgen forsøger at eksperimentere med kønsopfattelserne på en ret positiv og inkluderende måde som selv de mest garvede og moderigtige hipstere kan være med på.

Overordnet lader det til at der er kommet en forståelse af at virkeligheden er mere kompleks end simple fjendebilleder i form af kapitalisme og mænd. Det er mere progressivt og positivt at udviske grænsen mellem kønnene gennem en kulturrevolution der stiller spørgsmålet om hvad køn egentlig er end det er at angribe repræsentationer af undertrykkelse de fleste danskere ikke forstår alligevel.

Til gengæld findes der stadig meget undertrykkelse forbundet til køn og kønsroller. Desværre må jeg nok også konstatere at det meste af den stadig rammer kvinder og seksuelle minoriteter mere end det rammer heteroseksuelle mænd. Derfor er der nok stadig grund til at se lidt indad på vores adfærd og prøve at danne os et overblik over hvornår vi undertrykker kvinder.

Da jeg i sin tid bloggede på Urban identificerede jeg en meget direkte undertrykkelsesform der umidelbart kun undertrykker en vej mellem kønnene. Det er når drenge udtrykker utilfredshed ved at være nød til at bruge kondomer. Biologiens indbyggede uretfærdighed gør det ret direkte til at tage og føle på. Kvinder kan blive sterile af Klamydia hvorimod mænd kan have det uden symptomer. Aids smitter lettere fra mænd til kvinder end omvendt og graviditet er alt andet lige biologisk set et større problem for kvinden end manden.

På trods af det åbenlyst uretfærdige er der stadig masser af mænd der insisterer på at det er kvindens opgave at beskytte sig selv. I ungdomsprogrammer om sex på TV er det helt legetimt for drenge at sige de helst vil undvære dem uden at nogen siger dem imod. Når sex mellem teenagere desværre er et ret usikkert rum hvor forventninger og normer betyder rigtig meget kan mænds insisteren på at kondomer er ubehagelige dagligt tvinge massevis af piger til at udsætte deres krop for en uretfærdig og unødvendig risiko.

Dermed har jeg fundet et klokkeklart eksempel på hvordan de heteroseksuelle mænd stadig formår at være øverst på undertrykkelsespyramiden. Derfor kan alle antisexister med god samvittighed losse samtlige mænd i skridtet hvis de udtrykker sig negativt om kondomer. Antisexismen er blevet simpel igen!

Men måske det ikke forholder sig så simpelt alligevel. Fordi der må jo være nogle grunde til at mange drenge er så bange for kondomer i første omgang. Svaret skal nok findes i en anden samfundsnorm der kan være næsten lige så seksuelt undertrykkende som kravet om at kvinder skal have store bryster. Nemlig kravet om mandens erektion.

Sex mellem især unge mennesker sker ofte i et ret usikkert rum hvilket gør mandens erektion til en tvivlsom konstant. Det er et et kæmpe tabubelagt problem for rigtig mange mænd selvom det er noget de færreste snakker om. Kondomer er altså endnu en hindring på vejen til at gennemføre det samleje der i medierne, musikken og i populærkulturen bliver præsenteret som noget nær meningen med mandens liv.

Det er altså heller ikke altid nemt at leve op til de idealer og normer produceres og reproduceres hos mænd. Når dumme drenge sidder med en Cult flaske i hånden og grinende siger at kondomer altså ikke ’lige er dem’ er det meget sandsynligt at deres virkelige agenda er at beskytte deres rejsning mod en usikker, skamfuld og tabubelagt seksualarena.

Det betyder ikke at det bliver mere okay hvilket egentlig heller ikke er hensigten med kondomeksemplet. Jeg finder det meget sandsynligt at unge kvinder stadig bliver mere undertrykt af forventningspresset omkring deres seksualitet end mænd. Mit mål er blot at slå fast at antisexismen ikke er blevet mindre kompleks eller simpel selvom der er sket en masse de senere år.

En konstant der dog lader til at gøre sig gældende i alle eksempler jeg kan forestille mig er at intet kan være mere undertrykkende end en seksuelt undertrykt mand.

Derfor håber jeg det kan lade sig gøre at udvikle en antisexisme der ikke giver mænd mere dårlig samvittighed over deres seksualitet. Nogen gange er det nemlig okay, at cykle lidt langsommere end man ellers havde tænkt sig, hvis man cykler bag en flot pige.


Lortefængsel

Af Erik Storrud | 20. december 2011 | 15 kommentarer

For en måned siden blev jeg løsladt efter lidt over tre måneder i varetægtsfængsel. Jeg kan desværre ikke skrive hvorfor jeg var fængslet før retssagen er overstået hvilket nok sker en gang i Januar, så i må væbne jer med tålmodighed eller kommunikere med mig på en anden måde hvis i er for nysgerrige.

Den sidste måned i frihed har jeg brugt på at finde mig selv og min hverdag igen. Det har lykkedes ret godt indtil jeg faldt over en artikel på hjemmesiden for Københavns Fængsler.

I moderniseringens tjeneste

Der læste jeg at man ville afskaffe de gammeldags tremmer for vinduerne i Vestre Fængsel. De nye vinduer skal indføres på de fleste af cellerne og sikre ’maksimal sikkerhed og komfort for indsatte og ansatte’. Det ser umiddelbart meget sympatisk ud men det er kun fordi der er masser af historier som Københavns fængsler ikke fortæller. Blandt andet om hvad fanger kan bruge vinduer med tremmer til. For at komme ind på den historie bliver vi lige nød til at forklare lidt om fangers muligheder for håndtere deres latrinære behov i Vestre Fængsel.

Latrinære forhold i Vestre Fængsel

Hver celle i Vestre har en håndvask der bruges til drikkevand, opvask og håndhygiejne. Derudover bruger stort set alle (mandlige) fanger også håndvasken til at urinere i. Det er desværre ikke rigtig praktisk at gøre andet.

Fra kl 20 hver aften lukker vagterne alle fanger inde på deres celler. Derefter kommer de kun forbi på deres runder hver anden eller tredie time. Den eneste måde at blive lukket på toilettet i den periode er at trykke på en knap der tænder en lampe på døren udenfor din celle. Den kan vagterne så se og åbne når de kommer forbi på deres runder.

Det ubehag det giver at skulle vente så lang tid er simpelthen mindre ubehageligt end det er at tisse i den håndvask man skal vaske op i. Det kan godt lyde som om at fanger bare er ulækre fordi vi ikke gider at vente på at tisse, men det er faktisk værre at skulle holde sig end man tror. Du kan jo selv lave et eksperiment der kan undersøge det. Når klokken bliver otte om aften skal du så snart du får lyst til at tisse slå med en terning. Du ganger antallet af øjne med 30 minutter og må først tisse når tiden er gået.

Hvis det så skal være HELT rigtigt skal du faktisk bede en ven om udføre terningslaget og så fortælle dig når tiden er gået. Man kan nemlig aldrig vide hvornår vagterne kommer forbi da deres runder skifter fra dag til dag.

Psykisk kontrol med kroppen

Men det eksperiment kan stadig ikke helt beskrive det ubehagelige ved at skulle tilpasse sig fængslets vilkår. Når man trykker på en knap og skal vente på at kunne komme på toilettet bliver man mindet om at det faktisk ikke blot er fanget på sin celle. Man er fanget i sin krop og dens naturlige funktioner er underlagt vagternes tidsplaner. Det er dem der bestemmer hvornår du kan få opfyldt basale fysiske behov og hvis du stiller krav eller brokker dig over deres ’service’ bliver de mindre motiveret til at hjælpe dig næste gang du skal bruge noget.

At tisse i sin håndvask er at tage en lille smule af kontrollen med sin egen krop tilbage. Det er en lille frigørelse fra et system hvor man sidder i dyb afhængighed af folk der egentlig ikke er særlig godt motiveret for at hjælpe dig.

Personlige standarter

Jeg var selv hygienisk disciplineret nok til kun at bruge håndvasken når jeg var blevet låst inde for aftenen. I dagtimerne ventede jeg eller tissede når de alligevel lukkede mig ud til mad eller lignende. Derudover vaskede jeg vasken grundigt efter mig hver gang og ekstra grundigt før jeg gik i seng. På den måde følte jeg at jeg både var lidt i kontrol og fjernede det værste ubehag. Så kunne jeg leve med mig selv i min celle.

Jeg gætter på at en del af de andre fanger ikke havde helt samme standarder i Vestre Fængsel. Narkomaner og andre på randen af samfundet er naturligvis mindre motiverede til at bekymre sig om den slags. De er jo vant til at skulle udmyge sig væsentlig mere. Derudover er der også problemstillingen omkring det latrinære behov nummer to. Heldigvis er det væsentlig lettere at holde på en nummer to end det at holde sig når man skal tisse. Det er dog stadig ikke sjovt at vente op til tre timer på at kunne komme på toilettet om aftenen. Derfor kommer man let ind i en rutine hvor man ordner forskellige ting på de tidspunkter der passer fængselssystemet. Inklusive toiletbesøg.

Små brune poser

Men nogen fanger får selvfølgelig som alle andre dårlig mave en gang imellem. Derudover er der andre fanger der simpelthen kommunikerer så dårligt med vagterne at det er uoverkommeligt at skulle bede dem om at få lov at gå på toilettet om aften.

Derfor var de ikke unormalt at finde små brune plastikposer langs cellevinduerne når man gik rundt på gårdtur. Folk ordnede simpelthen deres behov i skraldespandene på cellerne. Bandt knude på skraldeposerne og skubbede dem ud mellem tremmerne. Der kunne de så ligge indtil de indsatte der havde arbejde i gården samlede dem op og smed dem i containeren.

Udskældte tremmer?

Det bringer os tilbage til historien fra Københavns Fængsler hvor de stolt er ved at afskaffe tremmerne. Det de ikke fortæller er hvad alternativet betyder for mange fanger. Tremmerne skiftes nemlig ikke ud med åbne vinduer som artiklen kunne antyde. De skiftes ud med en hullet metalplade der ikke kan åbnes og som ikke lukker meget luft ud eller ind. Lidt ligesom de huller man prikker i toppen af en papkasse når man skal køre en lang tur med sit marsvin.

De fortæller ikke at den virkelige årsag til ’moderniseringen’ nok snarere er, at det kan lade sig gøre at hejse hash, breve og penge ind mellem tremmerne fra gårdarealet. Københavns fængsler nævner intet om hvordan fanger bliver nød til at håndtere deres fysiske behov i fængslet og hvordan dette nu endnu en gang bliver endnu mere udmygende på grund af sikkerhedshensyn.

Undertrykte fortællinger

Grunden til at de kan slippe af sted med at fremstille den slags historier positivt er nok at varetægtsfanger i danske fængsler er en gruppe i samfundet der ikke særlig tit får lov til at fortælle deres historier. Fra fængslet er det simpelthen ikke muligt at fortælle andre om dine oplevelser. Derudover kan fængslet være så ubehageligt at man ikke har lyst til at tænke på det når man endelig bliver løsladt.

Det håber jeg på at kunne lave lidt om på med mine kommende blogindlæg. Jeg håber og tror på at historier fra danske fængsler skal fortælles hvis tingene skal ændre sig.

En klog men ukendt person sagde engang at man kan måle hvor civiliseret et samfund er, ved at kigge ind i dets fængsler. Hvis han har ret kan vi se hvor civiliseret Danmark er i mine følgende blogindlæg. Velkommen til min rejse gennem det danske fængselssystem.


It’s not the end of the world...

Af Erik Storrud | 4. juni 2011 | 5 kommentarer

Om en tabt klimakamp, science fiction og global historiefortælling.

It’s not the end of the world… But you can see it from here.

Dette dystre citat stammer fra traileren til et cyberpunk computerspil der udkommer til august. Traileren beskriver en fremtid hvor menneske og maskine smelter sammen, firmaer bestemmer mere end regeringer og demonstranter skydes ned i gaderne for at beskytte deres hemmeligheder. Samtidig blandes den græske Ikarosmyte ind i mosaiken af teknologi, magt, intriger og action. .

Selve Ikarosmyten handler om en alkymist der laver kunstige vinger af voks og fjer for at undslippe et fangeskab for sin søn og sig selv. Men under flugten bliver sønnen fascineret af solen så han flyver for tæt på den med det tragiske resultat at hans vinger smelter og brænder så han styrter i døden.

Fortællingen stammer fra det gamle grækenland, men man kan finde referencer til den i rigtig mange moderne fortællinger. Der findes stort set ikke noget cyberpunk værk der ikke på en eller anden måde behandler eller genfortæller Ikarosmyten da cyberpunk altid er et teknologisk twist af vores virkelighed.

Grunden til at en tre tusind år gammel fortælling stadig er relevant er nok at vi ikke de siden fortællingens ophav er blevet meget bedre til at håndtere den teknologi vi omgiver os med. Teknologien har lært os at flyve og udforske himlen der i gamle religiøse fortællinger var forbeholdt guderne. Men det er særdeles muligt at vores teknologi samtidig indeholder nøglen til en hybris der kan fordømme hele menneskeheden i kommende generationer.

Dette er især relevant når vi snakker klimaforandringer. Den 30. maj blev år 2010’s CO2 udledning målt og vejet. Resultatet er at vi udleder meget mere CO2 end forventet og eksperter snakker nu om at det bliver uhyggelig svært at holde temperaturstigningen under de to grader der er grænsen for et katastrofalt og selvforstærkende klimaskifte hvor temperaturen stiger 5-6 grader af sig selv.

Det virker som om sitautionens alvor ikke er gået op for verdens befolkning. En verden hvor temperaturen stiger så voldsomt over en kort periode er svært at beskrive med videnskab men der er gjort nogle forsøg alligevel. Store dele af verdens mad og vandreserver vil forsvinde eller flytte sig så hurtigt at teknologien og befolkningsudviklingen ikke kan nå at følge med. Man kan ikke forudsige hvordan verdens geopolitiske situation ser ud 30-40 år ude i fremtiden, men det er rimeligt sikkert at verden i en periode ikke vil kunne understøtte de milliarder der befolker den nu.

Hele menneskehedens historie har antallet af mennesker på planeten altid steget støt og roligt i takt med at vi er blevet i stand til at producere mere mad. Det er en kurve der gennem hele vores civilisations historie har været stigende. Aldrig har nogen lavet et eksperiment hvor man pludselig fjerner livsgrundlaget fra en eller flere milliarder af jordens befolkning. Derfor er det umuligt for nogen videnskab at forudsige hvordan menneskeheden vil håndtere konsekvensen af katastrofale klimaforandringer.

For at citerer en anden cyberpunk forfatter er vores civilisation lige nu et sindsygt eksperiment med socialdarwinisme designet af en gal videnskabsmand der hele tiden holder fingeren på fast forward knappen. Fremtiden lader til at være uden for vores kontrol. Vores teknologi har ført til en hybris og menneskeheden har ikke viljen eller sammenholdet til at kunne håndtere skyggesiden af vores teknologiske frembringelser.

Hvis vi for alvor skal forudsige fremtiden bliver vi nød til at bevæge os væk fra videnskaben og komme tilbage til science fiction fortællingens domæne. Science fiction er der hvor videnskabe og fiktion mødes. Fiktion fører ikke til pålidelige forudsigelser af fakta, men den kan give os nye idéer og visioner. Visioner der bliver det bedste vi har når videnskaben må give op.

Jeg har altid været fascineret af tanken om dommedag og civilisationens sammenbrud. Ivrigt dyrker jeg atomkrig, meteornedslag, supervulkaner og nu klimaforandringerne. Jeg ved ikke hvorfor civilisationens undergang er så spændende. Måske fordi katastrofer får noget råt og brutalt frem i menneskets natur. Tester vores art til det yderste. Det er her vi finder ud af om sammenhold eller egoisme giver os det største potentiale. Om vores værdier og idealer betyder noget under pres.

Med mine science fiction-fingre på tastaturet har jeg forfattet to muligheder for hvordan menneskeheden vil håndtere globale klimaforandringer. Dem vil jeg kort ridse op her.

Pseudofascistisk science fiction-scenarie

Planetens evne til at understøtte den menneskelige befolkning falder gradvist og civilisationens magtcentre vil tilpasse sig klimaforandringerne ved at blive hårdere og beskytte sig selv. Denne udvikling har allerede sin spæde start i vor tid da fremtidens flygtningestrømme er et tilbagevenende punkt på dagsorden til både EU-, NATO- og G8-topmøderne. Det mest sandsynlige er at lande der ligger kolde regioner vil opruste og millitarisere deres grænser for at holde de nødstedte milliarder ude. De lande der har skabt klimaforandringerne lukker deres grænser for de lande der kommer til at lide under dem.

Det er dog usandsynligt at den nuværende geopolitiske situation kan bevare sin nuværende form hvorfor krige og pseudofascistiske styreformer bliver hverdag for alle lande der ikke synker ned i kaos og despotisme. I den fremtid bliver Danmark eller EU blive et kontrol-samfund hvor straffen er hård og konsekvent og hvor lydighed og sammenhold er nødvendigt for at imødegå trussler udefra og indefra. Hvorvidt denne model bliver klassisk fascisme eller orwels overvågningssamfund er ikke sikkert, men det helt sikkert ikke sjovt at være venstreradikal blogger i den verden. Derfor hopper vi hurtigt videre til det andet scenarie jeg har fundet på.

Post-apokalyptisk science fiction scenarie

Inden for denne fiktive fremtidsfortælling rammer klimaforandringerne så hurtigt og voldsomt at verdenssamfundet bryder fuldstændig sammen. Vores civilisation bygger på teknologier og sociale globale strukturer der ikke kan opretholdes når verdens befolkning mærker realiteten af klimakrisen. Mobilnet, dankort, virtuel værdi, modetøj og kontooplysninger bliver meningsløse når folk indser at de skal slås med deres nabo om brød og vand. Ingen passer grænserne, soldaterne flygter fra tjenesten for at beskytte deres familier mod naboerne og verdens regeringer falder på stribe.

Dette scenarie er både godt og dårligt. Det dårlige er at et større antal mennesker vil dø på kort sigt når den globale infrastruktur bryder sammen. Alle vil slås med alle for mad og drikkevand og grænser, kulturelle og sociale skæl bliver udvisket i kampen for overlevelse. Det er ikke fordi venstreradikale bloggere har større chancer for at overleve jeg bedre kan lide dette scenarie.

Det gode ved den post-apokalyptiske science fiction fortælling er at den er mere retfærdig både på et praktisk plan og i den mere metafysiske historiefortælling. Under et totalt sammenbrud af civilisationen vil de mennesker der er uafhængige af avanceret teknologi og globale magtstrukturer have størst chance for at overleve. Selvforsynende primitive samfund kan bedre overleve at dankortnettet og mobilnettet bryder sammen end forbrugsafhængige vesterlændinge. De fattige vil blive de rige og dem der er skyld i klimakrisen vil blive hårdest ramt af dens konsekvenser.

Men det er ikke kun i den klassiske marxistiske klasseretfærdighed der er på spil. På det metafysiske plan er denne fortælling også mere retfærdig hvilket bringer os tilbage til Ikarosmyten.

Den vestlige civilisation har bygget kunstige vinger af fossile brændstoffer i troen på at evigt eskalerende forbrug teknologi kan bringe os til solen og stjernerne. Men solen er ved at smelte de vinger der holder os flyvende og vi har kun en dyb afgrund under os. Civilisationens sammenbrud og den uundgåelige klimakastrofe er i den fortælling en nødvendig lektie menneskeheden må lære på den hårde måde.

Det er hybris at tro vi kan have en verdensorden baseret på egoisme, millitær magt og hensynsløst forbrug af planetens ressourcer. Menneskeheden når kun solen og stjernerne hvis vi arbejder sammen for noget større end vores egen økonomiske vinding.

Jeg tilhører ikke den eneste generation der skal håndtere Ikaros myten og brugen af den teknologi vores civilisation har frembragt. Derfor har jeg altid elsket science fiction og spekulationer. Ikke fordi de tillader mig at undslippe virkeligheden, men fordi science fiction kan lære os ting om os selv vi bliver nød til at finde ud af før science fiction fortællingen bliver til virkelighed.

Fremtiden er måske enden på verden som vi kender den. Derfor bør vi allerede nu fortælle hinanden historier om hvordan en bedre verden kan se ud.


BZ: Sol, sommer og nedslidte politibetjente

Af Erik Storrud | 3. juni 2011 | 13 kommentarer

Så er min sommereksamen afleveret og jeg er draget på familiebesøg i Grækenland hvor jeg kan få catched lidt op på min forsømte blog.

Samtidig med at jeg kæmpede med min eksamensopgave var jeg også aktiv i projektet BZ søminen. Men hvorfor er det overhovedet relevant for aktivister at BZ’te ting i Danmark anno 2010’erne.

Samfundsmæssigt var BZ i 80’erne et oprør mod håbløshed stigende arbejdsløshed og en potentiel atomkrig. I år 2011 tid er der finanskrise, stigende arbejdsløshed samt bevidstheden om at klimaforandringer gør al langtidsplanlægning til en usikker affære. Det er som om de historiske betingelser er tilstede for på ny at samle en ungdomsbevægelse om noget mere meningsfyldt end partipolitik og forbrugsidealer.

Da jeg begyndte at holde møder omkring BZ søminen blev jeg hurtigt overrasket over hvor simpel en sag det var at videreformidle. På facebook, fra pressen og som respons på vores åbne breve og nabo-mails mødte jeg meget mere forståelse end når jeg normalt forsøger at kommunikere min politik ud.

Sagen er jo uhyggelig simpel samtidig med at den kan rumme en nærmest uendeligt potentiale for politisk og samfundsmæssig forandring. Helt simpelt forklaret står søminedepotet tomt fordi en byggematador ikke kan leje den ud grundet finanskrisen. Den politiske sag i vores projekt er dermed at det er fjollet at vi ikke må lege på grunden sommeren over når den alligevel står tom.

Den sag er god og simpel nok til at naboer både indenfor og udenfor Christiania forstår den og respekterer os og vores projekt. Sagen er endda simpel nok til at pressen lydigt formidler vores politik langt bedre end det normalt er tilfældet. Derfor havde vi en god og simpel sag der kunne mobilisere ca 1500 aktivister til at BZ’e søminen.

Min taktiske vurdering af situationen og hvad der skete er egentlig meget simpel. Vi var så mange og havde kommunikeret vores budskab så godt og effektivt at politiet fravalgte den umiddelbare konfrontation og lod os indtage stedet selvom det var ulovligt. Selvom det kan føles som om verden aldrig bliver den samme når man har lavet en stor succesfuld aktion er det desværre ikke altid tilfældet og politiet ryddede søminen mandagen efter. Men lad os lige analysere lidt på politiet og den nye BZ bevægelses potentialer.

Først og fremmest er det interressant at politiet uden videre gav os lov til at få grunden i første omgang. I pressen forinden havde både politiet og os fra søminen gentaget at vi ikke ønsker en konfrontation. Jeg har tidligere beskrevet politiets dialogkoncept og hvordan de er nød til nu at fremstille sig selv lidt anderledes i pressen end vi er vand til.

En delkonsekvens ved politiets nye dialogkoncept er at de er nød til at ligne de ikke vil konfrontationen. Den slags er for uciviliseret i et samfund der skal ligne et velfungerende demokrati. Den illusion havde de fået svært ved at opretholde når da vi kom gående helt fredeligt, ubevæbnet med en god sag mod søminen. Pludselig hvilede mange øjne på politiet og deres standardhistorie om at ’forsøgte dialog’ før det gik galt ville ikke have virket. Den dialog havde vi taget offentligt og vi var ligeglade med at det var ulovligt at trænge ind på Søminen i det vi satte fornuften over loven.

Til gengæld blev en stor gruppe betjente observeret på en parkeringsplads ikke langt fra Søminen. Det indikerer at de alligevel nok var klar til en konfrontation alligevel. Om det er fordi de havde meget lidt tillid os eller ville have stoppet os alligevel hvis vi havde været under 1000 kan vi jo kun gætte om. Til gengæld viser rydningen mandag morgen at politiet stadig hellere vil knuse vores friske fristedsdrømme end tage en dialog med ejeren om hvorfor han egentlig vil have den ryddet.

Så politiet er stadig den hær der bliver sat ind for at knuse vores drømme og beskytte samfundets orden hvad end den giver konkret mening eller ej. Til gængæld åbner dialogkonceptet op for at vi i nogle tilfælde kan få lov til at komme frem med vores budskaber før vi bliver kriminaliseret af ordensmagten. Derudover er deres fravalg af konfrontationen stadig interessant. Gad vide om Aktion-G13 under ungdomshuskampen var endt med så meget tåregas og ubehag hvis politiet dengang lavede samme prioritering?

Men hvad kan vi som nystartet BZ bevægelse bruge det til? Den eneste måde at overvinde et morderne vestligt politi ved at køre dem trætte på ressourcerne. Der ligger et stærkt press på politiet for tiden. Medierne følger politiet tættere end nogensinde før og fra befolkningen er der et tydeligt krav om at politiets tid og penge bliver brugt til noget fornuftigt. Både politiet, pressen og dele af samfundet forstår at det ikke er fornuftigt at slås om en asbestramt bygning på en tilgroet ubenyttet område. Stedet får kun reel værdi hvis vi bruger det eller hvis ejeren hiver noget fornuftigt op af hatten at bruge den til. Dermed vil politiet altid være de største tabere fordi de intet kan vinde ved kampen.

Derimod kan vi som BZ bevægelse ikke undgå at vinde hvis blot vi fortsætter kampen og bliver ved med at hygge os med det. Vi kan holde en demonstrationer, bage snobrød, lave gadefester, piratfester, gemmelege, campingweekender og alt hvad vores fantasi kan begære. Alle projekter der er sjove for os og dyre for politiet. Vi bestemmer selv hvordan og hvornår vi vil slås og det er vores største styrke.

BZ er en den perfekte måde at kræve plads i et samfund der ikke giver mening. Finanskrisen bliver af ejeren brugt som en del af undskyldningen for at hans grund skal forsvares. I et rationelt samfund ville finanskrisen betyde at samfundet ikke har råd til at lade grunde stå tomme når de kan benyttes til at skabe reel værdi i vores liv. Samtidig betyder finanskrisen også at politiet ikke har råd til at slås med en generation af unge uden at slås om noget reelt. En ungdomsgeneration der på grund af finanskrisen ikke har så meget at miste. Faktisk har vi jo kun en drøm om at det må være muligt at tage byens ubenyttede grunde i brug til værdi for alle. Hvis politiet eller samfundet slår ned på os for at knuse vores drømme bliver vi bare lidt dygtigere og med lidt mindre at miste. På den måde er BZ nu som i 80’erne en bevægelse der altid bliver stærkere af modstand.

Afslutningsvis vil jeg gentage en af 80’er BZ’ernes paroler:

Kampen fortsætter! Sommeren er jo kun lige begyndt...


10 år siden i dag. Min første anholdelse

Af Erik Storrud | 21. april 2011 | 19 kommentarer

10 år som fjende af systemet

I anledning af at det i dag er præcis 10 år siden første gang jeg er blevet anholdt får i et copypaste fra min erindringsbog.

Bogen var et hyggeprojekt jeg skrev på for nogle år siden da jeg fik brug for at sætte mit liv lidt i perspektiv. Den bliver nok aldrig udgivet og jeg er for længst holdt op med at skrive på den. Når jeg læser den nu synes jeg den er alt for klynket og emotionel.

Men det er trods alt dumt at skrive noget hvis det aldrig bliver læst. Så her får i det. Fortællingen om min første store demonstration og min første anholdelse.


Første demonstration

Sverige havde EU-formandskabet hvilket betød at de skulle være værtsnation for diverse formelle og uformelle topmøder igennem hele året. Min ven Rina kunne fortælle mig en masse om hvorfor man skulle være imod EU. Landbrugsstøtten er den direkte årsag til at vi for eksempel spiser hvid sukker i den vestlige verden mens fattige bønner i Indien ikke kunne komme af med deres afgrøder selvom de laver det billigere og bedre for miljøet.

Så Rina og jeg tog til Malmø hvor EU’s finansministerrådsmøde blev afholdt. Det var meget oplagt at demonstrere imod dem. De var den kapitalistiske side af EU og hovedansvarlige for at EU holder den 3. verden i fattigdom.

Vi mødtes på hovedbanegården sammen med en masse andre danskere der skulle med. På vej i toget blev vi dog opmærksomme på at der sad nogle skumle fyre med øresnegle som kiggede meget åbenlyst på os og havde travlt med at snakke med deres jakker hele tiden. Det var mit første møde med de danske urobetjente der havde gjort svensk politi den tjeneste at tage med de danske demonstranter over sundet. Da vi stod af på Malmø banegård var perronen ryddet for almindelige mennesker og der var fyldt med kampklædte betjente der stod med deres skjolde nede på banesporene bare i tilfælde af at vi skulle finde på at løbe ud på dem og væk. Vi blev allesammen pillet til side og placeret i en politibus hvor vi skulle vente imens de stod og snakkede med de danske betjente om hvem vi var for nogen og tjekkede vores straffeattester. Så fik vi lov til at gå videre undtagen en punker der havde en kæde i sine bukser. Det var jo et slagvåben med lidt god svensk politivilje.

Da den første demonstration startede løb politiet ind og konfiskerede de store bannere folk havde fordi de kunne bruges som skjolde også. Stemningen blev pisket lidt op af alle betjente der løb rundt og rev bannere fra folk, men vi holdt os i ro alligevel og demonstrationen fik lov at starte.

Efter demonstrationen gik vi hen til de nogle svenskere der boede i kollektiv og lånte deres stue ud til danske demonstranter så vi havde et sted at sove. På vej rundt i byen blev vi passet op af politiet, kropsvisiteret og undersøgt 3 gange. Mine efterskolekammerater, Rina og jeg snakkede meget om hvordan i alverden politiet kunne betragte den flok hippier og demonstranter som en trussel.

Jeg var en pacifistisk hippie der var taget til Sverige for at demonstrere for fred, forståelse og en bedre verden mens politiet behandlede mig som en kriminel.

Malmö 21. april 2001.

Dagen efter var det den store demonstrationsdag. Over 2.000 demonstranter havde samlet sig på pladsen. Der var farvede flag, folk der gøglede og var klædt ud. Hver gang man gik 2 meter fik man en ny løbeseddel i hånden og blev opfordret til at støtte en eller andens brændende vigtige politiske sag. Alle mulige mennesker havde åbenbart et problem med EU. Der var miljøbevægelser, fagforeninger, venstrefløjspartier, almindelige unionsmodstandere og dem der interesserede mig mest; Anarkisterne. Det var dem med sort tøj. De autonome anarkister jeg havde læst så meget om i bøger og lært om på internettet. De virkede mystisk dragende. Med Cirkel-A på deres flag og råbte slagord om ingen ledere og den slags. Præcis de idéer jeg selv gik og tumlede med alene på Falster. Jeg fandt et par danskere og begyndte at stille dem spørgsmål om hvordan han syntes et anarkistisk samfund skulle se ud og om han kendte til nogen anarkister på Falster alt imens demonstrationen begyndte at bevæge sig. Rina smuttede ned til nogle andre venner fra Folkebevægelsen mod EU Ungdom.

Pludselig rykker kampklædt politi ind foran og bagved vores del af demonstrationen. Hurtigt er vi afskåret fra resten af demonstrattionen. Nogen forklarer at der vist nok er blevet kastet med nogle æg lidt længere tilbage i demonstrationen. Jeg forstår ikke hvorfor de splitter demonstrationen ad og isolerer 2-300 mennesker fra resten. Folk er synligt bange for de kampklædte betjente der står med deres hjælme og skjolde. Der kommer flere og flere af dem og vi trækker os sammen i en stor klump. Som en panikken fåreflok bliver vi drevet sammen af de kampklædte betjente der brøler ordrer til os og skubber med deres skjolde når nogen ikke følger dem hurtigt nok.. Pludselig kommer en helikopter svævende meget lavt over vores hovdeder. Larmen er øredøvende og det forstærker indtrykket af at være med i en krigsfilm. Helikopteren har nogle store højtalere under sig der begynder at skratte. En stemme brøler noget i højtalerne på svensk jeg ikke forstår, de andre svenskere virker meget oprørte over det. En dansker i nærheden forhører sig hos en svensker.

“De siger vi alle sammen er anholdt” forklarer han med vantro i stemmen.

Nogle specielle politisoldater rykker ind. De har lettere udstyr og større knipler end de andre. De almindelige betjentes skjoldmur går op og lukker dem ind i flokken. Der begynder de at rive og flå demonstranterne ud af flokken og anholde dem lidt ad gangen. De er meget voldsomme og enhver der stritter imod, råber eller snubler bliver straks slået hård med stavene. Anholdelsespatruljerne har alle sammen gaffatape over deres tjenestenumre som om nogen kunne tro deres uniformer på mystisk vis allesammen skulle lappes lige der.

Nogle holder fast i hinanden når de rykker ind og river folk ud. Andre prøver at sætte sig ned, men det gør ikke den store forskel. De bliver slået alligevel fordi de er mere besværlige at få ud. I en time står vi og ser på og holder fast i hinanden mens de gang på gang rykker ind og river folk ud til brutale anholdelser. Flokken af os bliver mindre og mindre og politiet bliver mere og mere voldeligt fordi de bliver frustrerede over den passive modstand og fordi vi bliver vredere og vredere på dem. Folk kalder dem grimme ting, råber pansersvin og fascister efter dem. Pludselig ser jeg en af mine kammerater fra efterskolen blive anholdt og slået over ryggen og væltet ned på asfalten. Jeg er pludselig meget mere vred end bange. Jeg hæver hænderne højt over hovedet mens jeg går imod skjoldmuren og råber ad dem. ”Hvad fanden har i gang i? Hvordan kan i leve med jer selv? Forbande svin!”

Jeg har ikke opdaget at anholdelsespatruljen er rykket ind bag mig. Hurtigt bliver jeg fældet over en politimands ben. To af dem tager fat i mit lange hippiehår og trækker mig hen ad asfalten i det. Jeg bliver vendt om på maven. En betjent griber fat i mine ben, en anden planter sit knæ solidt i ryggen på mig imens den sidste der stadig har fat i mit hår slår mit hoved ned i asfaldten et par gange. Så tager han sit hjælm på helt tæt på mit hoved og spørger på svensk “Var det det værd?”.

Jeg prøver at svare men når jeg åbner munden maser han igen mit ansigt ned i asfaldten. Det giver en kvalmende lyd når jeg mærker mine tænder skrabe imod asfaldten. Mine hænder puttes i strips bag min ryg og jeg løftes derefter op i dem og bliver ført ind i en politibus fyldt med andre demonstranter. Der er tårer i mine øjne. Jeg ved jeg har fået rigtig tæv for første gang i mit liv men jeg kan ikke mærke at det gør ondt nogen steder. Med tungen konstaterer jeg at mine tænder ikke har taget alvorlig skade af deres kontakt med asfalten. Min krop er dirrende af adrenalin, frygt og afmagt. Jeg græder. Ikke fordi det gør ondt men af afmagt over at sidde hjælpeløs i håndjern i en bus imens politiet kan fortsætte med at tæve folk ude på vejen.

På midtergangen i bussen kommer en betjent og spørger om jeg er ok. Jeg vender mit hoved væk i vrede. Jeg har fanme ikke brug for de svin. Hvis de er interesserede i mit helbred kan de lade være med at tæve mig i første omgang. Jeg sidder og kigger ud af bussen på endnu en voldsom anholdelse. Så kigger jeg tilbage på betjenten i midtergangen. Pludselig ser jeg i hans øjne at han væmmes over det han ser udenfor bussen. Han er altså menneske et eller andet sted alligevel. De er mennesker. De lader bare nogen gange som om de ikke er det. Så husker jeg ikke-volden. Det jeg tror skal redde verden. At had kun avler had og i sidste ende fører til selvdestruktion. Det er ikke betjentene jeg hader. Det er det arbejde arbedje de udfører og det der gør at de fravælger deres samvittighed og menneskelighed. Mit had til politimænd som de mennesker de er varer kun fem minutter af hele mit liv. Fra da jeg blev anholdt til jeg sad i bussen og konstaterede at de stadig var mennesker.

Vi bliver kørt til en politistation, tjekket, fotograferet og sluppet løs uden sigtelser. Politiet håbede måske om at vi har lært det ikke er det værd.

Efterspil

260 demonstranter blev anholdt. Mange af dem kom til skade, brækkede, forstuvede lemmer, men de fleste havde bare ondt efter politigrebene. Den slags der gør ondt uden at efterlade sig synlige mærker. Jeg havde hudafskrabninger i hele den ene side af ansigtet, ondt i næsen, armene og ryggen. Rina ringede et par dage senere og sagde at folkebevægelsen mod EU skulle bruge mit ansigt til et TV interview. Jeg stillede op og fortalte min historie. Den kom ud til mange mennesker men gjorde ikke den store forskel.

6 af de anholdte demonstranter blev senere sigtet og idømt bøde for at stritte imod anholdelse. En forbrydelse udløst af politiets uretmæssige anholdelser i første omgang. Der blev rejst en klagesag imod en enkelt betjent og den leder der havde beodret masseanholdelsen. Alle poltifolk blev frifundet. Til gengæld blev fire danske uro-bejtente senere på året degraderet for at udføre politiarbejde uden for landets grænser. De havde overset en gammel spionagelov der forbød dem at tage til Sverige i arbejdstiden. 4 blev degraderet, men jeg talte mindst 12 af dem i toget.

Jeg var taget derover som en glad hippie der skulle overbevise EU’s finansleder om at de skulle være fredelige, gode og behandle de fattige ordentligt. Da jeg tog derfra var jeg overbevist om politiet blev brugt til at skræmme folk fra at demonstrere. Jeg behøvede ikke længere at læse bøger om fascismen eller frihedskæmperne. Når politet kunne være voldelige imod fredelige demonstranter og slippe afsted med det. Når deres magt kan bruges politisk til at stilne kritiske røster var det ikke længere et demokrati jeg levede i, men en politistat. Jeg var en frihedskæmper i et fascistisk styre. Kampen var i gang.


Rina blev ved med at være EU modstander. Tjek hendes blog her: http://modkraft.dk/blogs/rina-ronja...

Selv blev jeg ved med at blive anholdt. Jeg holdt til gengæld hurtigt op med at være pacifist. Men det er en helt anden historie...


Åbent brev til pressen - uro på staden

Af Erik Storrud | 12. april 2011 | 9 kommentarer

Det her er en mail som jeg skrev den til en journalist der har dækket uroen på staden i nat. Håber den kan danne en model for et forsøg på at få en anden historie fortalt end politiets.


Kære journalist

Jeg kan godt forstå det kan være svært at få kilder fra ’den anden side’ af konflikten på Christiania, men der nogle relativt vigtige ting som ikke rigtig kommer frem når politiet er den eneste kilde til historien. Jeg ved ikke om det kan flettes ind i dækningen af urolighederne, men tænker at det ikke skader noget at fortælle jer det alligevel.

Politiet har den seneste sendt civilklædte uro-betjente ind for at foretage anholdelser af hash-handlende. Udover at uro’erne er generelt meget mere voldelige end almindeligt politi (måske fordi de ikke har beskyttelse på) har de siden vinteren startede været ekstremt hurtige til at trække pistolerne og ved flere lejligheder skudt varselsskud. Nogle af gangene har politiet nægtet at pistolerne har været fremme og andre gange har de snakket om at betjentene er under angreb.

Det er ikke noget nyt at politiet og især uro-betjentene hellere vil trække pistolerne end få tæv, men det er noget nyt at det sker så tit. Derudover signalerer det at de er villige til at slå ihjel for at udføre deres opgave som i dette tilfælde er at anholde hash-pushere. Det er der ikke mange der finder okaj. Hverken af hash-pusherne, christianitterne eller folk på christianshavn i det hele taget. Det er simpelthen ude af proportion at politiet prioriterer anholdelser vigtigere end folks liv. Det skaber en vrede og fornyer sammenhold mod politiet og hvor flere end bare de ’sædvanlige bøller’ deltager i urolighederne.

Når politiet i dag siger at stemningen var ond nævner de sjovt nok ikke noget om den eskalering de selv har været en del af gennem længere tid.

Jeg skriver ikke det her for at forsvare hashpusherne. Staden ville efter min mening være et rarere sted uden mange af dem. Problemet er bare at politiet fortæller en ensidig historie hvor de underspiller deres egen rolle i eskaleringen. Det er derfor mit håb at jeg kan gøre nogle journalister bevidste om at der altså skal to sider til at få tingene til at eksplodere som de gjorde i går. Der er mere til historien end at politiet prøvede med dialog.


Politiets nye strategi

Af Erik Storrud | 9. april 2011 | 10 kommentarer

Til gadefesten DiktatorCrawl blev jeg vidne til en af mine egne forudsigelser omkring politiet. I forbindelse med en opgave på uni har jeg skrevet om politiets forsøg på at blive mere pædagogiske og nu blev jeg selv vidne til det.

Som i måske har læst her på Modkraft, var jeg medarrangør på DiktatorCrawl. Det var en gadefest i solidaritet med oprøret i Nordafrika og Mellemøsten og for generel international solidaritet.

Den lettere provokerende indkaldelse sammenholdt med ambitionen om at holde gadefest på strandvejen fik politiet til for alvor at teste deres nye taktiske indsatskoncept; Dialog-betjente.

Baggrunden for det nye politi

Politiet i Danmark er i problemer og gør som alle andre små landes politier når de er trængte. Kigger efter hvordan man gør i de store lande. Det er egentlig ikke noget nyt. Efter 18. maj i 1993 hvor politiets strategi fejlede så miserabelt at de skød med skarpt kiggede de mod syd og blev inspireret af det tyske politis indsatskoncept.

Show of force

Det betød at politiet fra slutningen af 90’erne begyndte at omringe demonstrationer med kampklædt politi, anholdt folk for små forseelser og i øvrigt altid viste at man var mange og havde overmagten på sin side. Strategien bliver af politiet kaldt show of force fordi en dansk oversættelse nok ville minde folk for meget om hvad strategien egentlig går ud på.

Med rydningen af ungdomshuset og de efterfølgende års sociale uroligheder kom denne strategi så også i problemer. Før det første blev aktivisterne for mange til at politiet umiddelbart kunne omringe ’den sorte blok’ og vise at man var talmæssigt i overtal. For det andet betød deres meget lidt pædagogiske fremgangsmåde at politiet eskalerede situationer ved at præsenterer sig selv som en aggressiv fjende overfor meget store demonstrationer. For det tredie kræver show of force at politiet altid er talmæssigt stærkt tilstede hver gang der er fare for uroligheder. Dette var simpelthen ikke muligt med ugentlige torsdagsdemonstrationer og masser af protester i øvrigt.

Politiet i defensiven

Derfor har politiet siden 2007 været meget tilbageholdende. Som udgangspunkt holder de sig udenfor demonstrationer og nøjes i stedet med at dække sidegader og potentielle mål for demonstranterne. For mig har det været enormt rart at demonstrere på den måde da det betyder man ikke hele tiden skal kigge mig over skuldrende. Det betyder også at demonstranter kan opsætte klistermærker eller ryge sig en joint og at rummet man demonstrerer i på alle måder er mere frit. Det er blevet en rar oplevelse at demonstrere i forhold til tidligere hvor man altid skulle forholde sig til en gruppe betjente der fysisk stiller sig imellem en selv og det samfund man gerne vil ændre.

Ydermere betyder det at vi har kunnet afholde spontane demonstrationer og gadefester med succes. Hvor man i gamle dage kunne være sikker på at politiet ville omringe gadefester og eskortere dem ud af byen eller chikanere dem til ophør dukker de nu bare op og kigger på og venter med at skride ind til der bliver begået ulovligheder eller som i tilfældet med Hyskenstræde 2009; Et godt stykke tid efter ulovlighederne var gået i gang.

Britisk model

Den høje grad af frihed til at demonstrere og feste kan politiet selvfølgelig ikke acceptere. Så de har kigget sig omkring i verden efter en ny måde at pacificere demonstranter i en post-ungdomshus bevægelse. Denne gang kommer inspirationen fra England. hvor der fra sluthalvfemserne og frem til de helt nye og historiske studenterprotester det sidste halve år, stort set ikke har været alvorlige konfrontationer mellem demonstranter og politiet. I stedet har man et meget mediebevidst politi der med massiv overvågning, selvlysende veste og dialog holder styr på demonstrationer uden umiddelbart at bruge magtmidler eller kampudstyr.

Fra autoritetsfigur til serviceorgan

Idéen er sådan set meget pædagogisk. Det går ud på at politiet i stedet for at trække evigt eskalerende magtmidler skal udviske grænsen mellem en autoritetsfigur og et serviceorgan. De skal undgå at blive vores fjender ved første øjekast. Altså omdefinere den måde demonstranter ser politiet på.

Derfor er uniformen udskiftet med en selvlysende vest der til forveksling minder om dem der bliver af servicepersonalet til festivaller eller koncerter. Meningen er så at de i stedet for at vise hvad vi ikke må ved at true med en konsekvens bare går og mingler med demonstranterne og i stedet bare hyggesnakker om hvad der er rigtigt og forkert.

Skulle der så opstå ulovligheder eller uro vil dialogbetjentene først og fremmest forsøge at de-eskalere situationen eller tale ophidsede folk ned. Kommer det så til uro af et større omfang trækker dialogbetjentene sig tilbage og det kampklædte politi som vi kender og elsker det kommer på banen igen.

Kilde: http://videnskab.dk/kultur-samfund/forsker-undersoger-fankultur-og-politi

Generalprøve

Således gik vi rundt i fredags i Hellerup i selskab med 12 betjente der med selvlysende veste gik rundt imellem os. En enkelt af dem gik så langt i forsøget på at bryde med forudindtagelserne at han dansede det meste af vejen.

Da vi så nåede til de ambassader vi demonstrerede imod gik de ud af demonstrationen og dannede en løs kæde mellem os og ambassaderne. Bag dem stod almindelige kampklædte betjente med udstyret klar og gemte sig bag deres pansrede vogne som de plejer.

På den måde blev diktatorcrawlet ufrivilligt en generalprøve på politiets fremtidige strategi. Da jeg har læst op på mine lektier har jeg vidst at det var på vej i længere tid. Der er da også andre demonstrationer hvor de har forsøgt sig at dukke op med selvlysende veste men det er første gang jeg har kendskab til at konceptet ført til ende og set det gennemført som det var meningen.

Vanskelig dialog

Politiets dialog-koncept har været på vej siden 2007 hvor forskere fra Institut for Idræt på Aarhus begyndte at samarbejde med politikredse i Jylland om forebyggelse af fodbold-uro. En del af politiets træning til klimatopmødet gik også ud på at fremme dialogen.

I den intellektuelle debat på P1 radio og i forskerverdenen findes der to væsentlige kritikpunkter ved implementeringen af dialog-konceptet. Det ene er at det simpelthen strider imod betjentenes psykologi at gå rundt og tale med ’bøller’ og ’demonstranter’.

Dette er overvejelser jeg blandt andet beskæftigede mig med i min sidste aflevering. Politiet er nød til at konstruerer forskellige billeder af de mennesker de normalt arbejder med. Konstruktionernes primære formål er at gøre det lettere at være politibetjent.

Uden at blive alt for nørdet kan det groft forklares ved den konsekvens at det ikke giver psykologisk mening for politibetjente at gå rundt og hyggesnakke med demonstranter hvis de mentalt går rundt og forbereder sig på at gasse hele flokken lidt senere. De mentale konstruktioner der gør det muligt at være en effektiv betjent i en gadekamp gør det svært at være et venligt serviceorgan overfor samme demonstranter. Kilde: http://www.dr.dk/P1/P1Dokumentar/Udsendelser/2010/02/04092749.htm

En betjent. To forklædninger

Det andet kritikpunkt af dialogstrategiens udførelse er at betjente nogle gange ikke skifter tøj når de opførsel. Det kan være på grund af ressourceknaphed eller travlhed. Således er det observeret til mange fodboldkampe og til klimatopmødet at politi i selvlysende veste kaster hjelm på sit hoved og slutter sig til sine kampklædte kollegaer i at være den brutale magtform der ikke signalerer dialog.

Dette strider direkte imod konceptet hvor dialogbetjentene netop skal adskilles fra de kampklædte for at give potentielle ballademagere muligheden for at vælge de ’gode’ betjente de ikke har lyst til at slås med. Dette duer selvfølgelig ikke når betjentene blander påklædningerne sammen.

Er dialog-konceptet godt eller skidt?

Som pædagogisk uddannet der forstår idéerne bag konceptet, og som aktivist der har oplevet politiet negativt virkelig mange gange, er det ikke helt let for mig at vælge en holdning til det nye koncept. Som pædagog er det svært for mig at hade en strategi der prioriterer dialog over magtdemonstrationer og som aktivist ville jeg da til hver en tid vælge at have et par snaksagelige selvlysende betjente rendende frem for det kampklædte bur der fulgte demonstrationerne rundt før rydningen af ungdomshuset.

Men det nye koncept er farligt på andre måder end den mere synlige autoritære magtform. Politiet forsøger nemlig ikke blot at forhindre unødvendig brug af magt. De demonstrerer faktisk lige pludselig side om side med os uden nødvendigvis at have den samme politiske agenda.

Problematisk tilstedeværelse

Idéen om at politiet altid er til stede til demonstrationer er jo faktisk ikke givet. Egentlig foregår mange demonstrationer jo fint uden politiets tilstedeværelse til andet end at dirigere trafik. Elev og studenterprotester er et eksempel herpå.

Hvorfor er det at politiet føler et behov for at være tilstede ved nogen demonstrationer og ikke ved andre? Spørger man politiet vil svaret som regel være at det er fordi nogen demonstrationer er mere tilbøjelige til at udvikle sig til ulovligheder end andre. Men de ulovligheder de snakker om når demonstrationer ’bliver voldelige’ er jo en ulovlighed der opstår som en del af en konflikt mellem politi og demonstranter. Den mest effektive forebyggelse af ’voldelige demonstrationer’ ville jo være at fjerne politiet (eller demonstranterne for den sags skyld)

Antager man i stedet det mere udviklede konfliktsyn at ’voldelige demonstrationer’ kræver en konflikt mellem to parter vil en egentlig formålsløs tilstedeværelse i blive til en unødvendig. Hvis politiets sande ambition er at undgå vold og konflikter ville de holde sig helt væk fra demonstrationer indtil der bliver brug for dem. Sådan foregår det i øvrigt tit i f.eks. Frankrig og Italien.

Dialog sælger godt

En anden fordel fra politiets synspunkt er at dialog konceptet får dem til at fremstå rigtig godt i medier og befolkningens øjne generelt. I pressen og den politiske debat ender narrativerne altid med konklusionen at konflikten i sig selv er en dårlig ting og den der vil konflikten typisk er skurken. Det i danskernes kollektive selvforståelse at vi er civiliserede og vores samfund er så perfekt at der ikke kan findes rationelle grunde til at slås om noget.

Derfor sælger dialogkonceptet meget bedre end show of force. Med den strategi i hånden har politiet fået det perfekte narrativ til at forklare hvordan det altid er demonstranternes skyld at ting eskalerer. Politiet er jo selvlysende og prøver altid med dialog først. På den måde bliver det meget lettere demonstranternes skyld når ting går galt.

En del af dialogkonceptet er også at politiet snakker meget mere med pressen og folk i det hele taget. Dette så vi til Klimatopmødet hvor de fremviste konfiskerede effekter på pressemøder. På den måde kunne de blande tingene sammen og fortælle deres historie om hvor farlige demonstranternes ting var. Demonstranterne bliver i den sammenhæng nemmere udelukket fra at fortælle deres historie.

Demonstranternes perspektiv

For mig som demonstrant er politiets tilstedeværelse altid et politisk problem. Tidligere da de omringede hele demonstrationer var mit største problem at det ikke længere var os der demonstrerede. Det var politiet der demonstrerede hvem der bestemte.

Mit største problem med dialogkonceptet er at det stadig er politiet der demonstrerer til vores demonstrationer. Denne gang demonstrerer de bare ikke-voldeligt for at sælge sig selv som dialogsøgende. De selvlysende veste er et meget synligt politisk udtryk vi aldrig har bedt om til vores demonstrationer. Vi demonstrerer ikke for fred med politiet. Vi demonstrerer for en anden verden og politiet er den kraft der forsøger at forhindre os i at nå den.

Dialogkonceptet er en mere subtil og farlig magt fordi den for det første tvinger demonstranterne til at vælge mellem den gode og den onde politimand. Det er en afledningsmanøvre fra spørgsmålet om hvorvidt politiet har en eksistensberettigelse til demonstrationer overhovedet. Det eneste acceptable valg er jo at vi slet ikke vil have politi til vores demonstrationer.

For tæt på

I mine yngre ballademager-dage kunne jeg godt lide at sige at hvis politiet er tæt nok på til at man kan ramme dem er de for tæt på. Det var selvfølgelig mest en provokation, men logikken bag udsagnet holder stadig. Politiet har ingen legitim grund til at blande sig i demonstrationer før nogen ringer og anmelder en ulovlighed. Alt andet bør betragtes som forsøg på at påvirke vores politiske dagsorden. Derfor er politiets nye koncept ikke et hak bedre end det gamle selvom det har fået en pædagogisk ansigtsløftning.

Derfor vil næste afsnit nu udpege svagheder i konceptet. Det er selvfølgelig ikke en opfordring til at gøre noget ulovligt. Bare en påpegelse af hvad deres nye koncept ikke kan finde ud af.

Svagheder i det nye koncept

Det nye dialogkoncept kan nemlig ikke håndtere mellemtingen mellem grove ulovligheder og ’pæne demonstranter’. Folk der stiller sig i vejen, klistermærker på deres biler, vandballonskast, blokering af deres kameraer når de filmer os og den slags ting. Små stik der ikke retfærdiggører indsættelsen af de kampklædte betjente, men som samtidig gør det meningsløst for dialogbetjentene at være til stede.

Det kan selvfølgelig virke rigtig barnligt at iværksætte en kampagne hvor man skal til at mobbe flinke betjente ud af vores demoer, men det kan være utrolig effektivt og demoraliserende for deres selvtopfattede evner overfor demonstranter.

Det ligger nemlig ikke en i en betjents psykologi at acceptere nogen former for provokationer eller ulovligheder da de i normalt politiarbejde betragter sig selv som en autoritet der ikke skal stilles spørgsmålstegn ved eller provokeres. Dermed kan demonstranter med spontant ulydighed og små provokationer stille dem i samme dilemma som de forsøger at stille os i. Enten skal de passivt se til mens demonstranter provokerer og laver små ulovligheder. Noget deres indre autoritetsopfattelse skriger dem imod. Eller også skal de indsætte det kamklædte politi de er på gaden for at undgå og som egentlig ikke er proportionelt med små forbrydelser. Uanset hvad er deres koncept og træning spildt og vores mulighed for at demonstrere og forandre samfundet sikret igen.

Dette er selvfølgelig stadig ikke en opfordring. Bare en påpegning af min analyses konklusion. Kampen fortsætter!


En revolutionær begravelse

Af Erik Storrud | 27. februar 2011 | 7 kommentarer

Om at følelser til begravelser er kulturelle størrelser, men at politiet altid er nogle svin.

Jeg var til Svend Espensens begravelse i går. Det er ikke fordi jeg kendte ham vildt godt, men da jeg lå i min seng med milde tømmermænd funderede jeg over at han var et menneske der var svært at finde noget som helst ondt ved. Altid en god kammerat. Altid glad og smilende. Et menneske med hjertet og holdningerne på det rette sted. For det fortjente han en sidste respekt fra mig.

Begravelsesoptoget var rigtig smuk på sin helt egen måde. Hans yndlingssange blev spillet fra lydvognen. Hans venner spillede musik, holdt taler og fortalte gode historier fra Svends liv. Om hvordan han droppede anarkismen fordi der var for mange regler. Om fototure til verdens fattige brændpunkter. Om hans foragt for USA, ordensmagten og fascismen i det hele taget. Det var gåtur gennem Nørrebro med alt det han elskede og holdt af og nok gerne vil huskes for.

Begravelsesskulturer

Mens vi gik tænkte jeg over hvordan man i vores kultur behandler vores døde. Når man er til begravelser i Danmark er det typisk stille og rolige begivenheder. Sjældent står man med en kiste i det offentlige rum som vi gjorde det i går. Sjældent bliver folks død markeret med høj rockmusik i gaderne og højlydt skålen med kisten.

Det er ikke i alle dele af verden at begravelser er stille og rolige begivenheder. I Bahrain og Algeriet bliver begravelser netop nu offentlige begivenheder hvor de døde i revolutionerne begraves med store demonstrationer der ofte fører til yderligere kamp. I Palæstina har man i årevis begravet folk offentligt og tit har begravelsesoptog udviklet sig til kampe mod de israelske undertrykkere. Generelt er det mere tilladt at skrige mod himlen og have højlydte følelsesudbrud jo længere væk fra vestlig kristen kultur man kommer.

Begravelsesritualer som institutionaliseret sorg

Danmark står folk typisk og hulker i stilhed når de er for bevægede til at synge med på salmerne i kirken. Stille går man rundt og krammer hinanden i en rolig og respektfuld atmosfære. Det ville nok anses som umanerlig dårlig opførsel at skrige højt eller råbe forbandelser af verdens ondskab med vilde fagter til begravelser. Det er egentlig underligt når man tænker over det. Hvor mange af os har ikke et eller andet sted lyst til at skrige mod himlen når sygdomme eller ulykker tager vores kære fra os? Arabisk kultur inkorporerer meget godt de følelser man får når der sker ting så sørgelige og forfærdelige at ingen rationel eller pæn opførsel kan udtrykke sorgen ordentligt.

Det danske begravelsesritual institutionaliserer følelserne på bestemte måder der kan være ganske rare og smukke. Jeg syntes det kan være rigtig rart og befriende bare at sidde stille og vide at det er okaj at være ked af det i en kirke. Men det er kulturel arrogance at tro det er den eneste måde at gøre det på. Derfor var det rigtig fedt at se et andet begravelsesudtryk der reflekterede Svends liv og ærede den måde han nok helst vil huskes på.

Den grundlæggende sandhed er jo nok at når folk dør findes der ikke rigtige eller forkerte følelser. Folk skal bare gøre hvad der bedst bringer dem videre og begravelsens funktion er at understøtte dem. I det perspektiv findes der ikke rigtige eller forkerte måder at begrave folk på. Bare forskellige måder at leve og dø på.

Tilladte følelser

Selvom det var en begravelse anderledes end det normale følte jeg det stadig som umanerlig dårlig opførsel da politiet stod med nye HD kameraer og filmede optoget. Det er ret arrogant og disrespektfuldt at de udnytter et begravelsesoptog til at indsamle efterretninger om den autonome bevægelse. Et udtryk for en hensynsløshed der vækkede en vrede man ikke kunne reagere på fordi det også ville være forkert af os at eskalere en situation til begravelsen.

Til gengæld var det så rigtig rart at politiet havde glemt en civil politibil lige ved rustvognen. Mens vi alle sang Bella Ciao kunne folk diskret pifte dækkene og knække sidespejlene af. Da optoget gik videre mod slutningen kunne folk så mindre diskret baldre ruderne og tage til gravøl på blågårdsapoteket.

På den måde blev begravelsen en sammenblanding af det bedste fra alle kulturer. Der var stilhed og respekt for roen og pladsen til sorgen fra den danske begravelseskultur. Der var rockmusik og skålen unik for punken og rock’n’roll livsstilen han havde valgt. Og til sidst var der en fortsættelse af kampen som vi kender fra mellemøsten og som bør være en del af alle revolutionæres begravelser. Jeg kan ikke forestille mig en revolutionær blive bragt bedre ud af verden.


Balladens nødvendighed

Af Erik Storrud | 7. februar 2011 | 15 kommentarer

Om gadekampe ved ungdomshuset og bevægelsesudvikling.

Lad os først lige slå fast, at jeg ikke er en del af ungdomshuset som organisering. Sidst jeg var til et mandagsmøde var mere end år siden, og det er da også blevet mere og mere sjældent, at jeg kommer der til koncerter og lignende.

Derimod følte jeg et klart tilhørsforhold til ungdomshusbevægelsen, der havde sin storhedstid, det års tid København var uden ungdomshus. Man kan diskutere om bevægelsen stadig eksisterer, da dens grundlag var at skaffe København et ungdomshus. En af bevægelsens egenskaber var, at man så sig selv som modstandere af den de europæiske landes angreb mod fristeder og åndehuller.

Således kæmpede de for os, da ungdomshuset blev ryddet, og vi kæmper for dem når det brænder på. Derfor er det naturligt at gå vi på gaden i København, når fristeder bliver ryddet i Tyskland. Så langt så godt.

I Danmark har vi en ret unik bevægelsesudvikling. I eksempelvis Tyskland og Sverige ser man sjældent millitante markeringer, der står alene. I stedet er udfald mod politiet eller hærgen en del af andre demonstrationer, der ikke bekender sig til militans. Dette fører selvfølgelig altid til skænderi, slagsmål internt og afstandtagen.

Det der skete til Klimatopmødet hvor Never Trust A Cop (NTAC) ikke respekterede demoledelsen d. 12. december er derfor ikke noget nyt fænomen i Europa selvom vi ikke er vant til det i Danmark.

Historisk aktivistisk erfaringsudvikling

Ungdomshusbevægelsen var i den henseende unik. Der var bred enighed om at man aldrig tog afstand fra de måder folk valgte at vise deres frustrationer på. Hver gang der blev brændt ting af eller slåsset med politiet stod pressegruppen altid stået fast på kravet om et nyt hus. Der blev aldrig taget afstand.

Endnu mere fantastisk var det da bevægelsen efter et halvt års radikalisering og stort set konstant stillingskrig med politiet kunne afvikle Danmarkshistoriens største ikkevoldelige masseaktion; G13. Det burde ifølge europæisk bevægelseslogik ikke kunne lade sig gøre og viser efter min mening en helt fantastisk organisatorisk styrke, at bevægelsen kollektivt kunne lægge militansen fra sig da situationen krævede det.

Efterfølgende var erfaringen at politisk forandring kunne opnås gennem ikkevoldelige masseaktioner. Bevægelsens kollektive historiefortælling blev det omvendte af BZ-bevægelsen. Hvor BZ’erne i 80’erne ikke kunne opnå noget uden at kaste med ting efter politiet lærte post-ungdomshusbevægelsen at man kunne opnå ting gennem symbolsk civil masseulydighed.

Siden da er det gået støt ned ad bakke for idéen om masseaktionerne. De har fået mindre og mindre gennemslagskraft og kan ikke længere rokke ved samfundet. Hvor man kan argumentere for at G13 gav os et nyt ungdomshus i København er det svært at mene at at Luk Lejren eller Shut It Down rokkede meget ved klima eller asylsituationen i Danmark.

Det betyder ikke at aktionerne var uden effekt. Aktionerne (især kirkeasyl) havde en stor virkning på synliggørelsen af et samfundsproblem. Derudover synes jeg altid det er positivt at politiet er nød til at bruge ressourcer på politiske problemer. Men overordnet set har de gentagne masseulydighedsaktioner siden G13 og nu ikke formået at gennemføre den politiske forandring der var deres mål.

Det betyder at aktionerne mister deres mening indadtil i bevægelsen samtidig med at der dannes betydelige frustrationer da politiet sjældens skelner mellem militante og ikkevoldelige aktioner. Enhver udfordring af loven bliver af ordensmagten bekæmpet med alle midler.

Frustrationens manglende afløb

Dette er et problem fordi de ikke-voldelige masseaktioner har svært ved at give afløb for frustrationerne. Både politisk og følelsesmæssigt. Når politiet dæmoniserer os i pressen kritiserer vi dem ikke, men prioriterer den politiske sag vi er på gaden for. Når de angriber os til aktionerne eller anholder arrangører kan vi ikke eskalerer situationen da det vil bryde med aktionskonceptet. Det betyder at vi internt har en historiefortælling hvor vi kan være enige om at politiets overgreb bliver værre, men ikke kan gøre noget ved det.

For mig at se er det rigtig farligt bare at acceptere politiets overgreb. Det skaber berettigede frustrationer der skal have afløb personligt og repræsenteres politisk. Vi risikerer nemlig at marginalisere vores egne aktivister.

Til Liebig 14 solidaritetsdemonstrationen kastede folk med flasker selvom man fra højtalervognen ihærdigt opfordrede til at lade være. I fredags byggede folk barrikader og kastede ting efter politiet selvom det geografiske placering af barrikaderne næppe taktisk fordelagtig for de fleste ungdomshusaktivister. Der er tegn på at vi er ved at producere en gruppe aktivister i vores bevægelse der ikke ser nogen grund til at respektere arrangørernes planer eller overordnede taktiske hensyn. Og det er farligt på lang sigt.

Hvordan kommer vi videre

For at kunne udvikle bevægelsen fornuftigt herfra er vi først nød til at slå nogle ting fast.

For det første er der meget dumt at betragte spontan ballade mod politiet som upolitisk. Det er altid politisk når folk konfronterer ordensmagten. Det gælder uanset om det er hashpushere fra staden, rødder fra Blågårds Plads eller nye generationer af aktivister. Det eneste der gavner vores evne til at forandre samfundet er hvis vi bruger balladen politisk til at tale om årsager og konflikter. Det var også grunden til at jeg udtalte mig til Modkraft i forbindelse med balladen.

For det andet bør vi indse at bevægelsen har brug for alle slags indsatser. Hvis man vil ændre noget i samfundet kræver det at tre elementer er tilstede i bevægelsen. 1: Direkte aktioner eller synlige konflikter. 2: Symbolske aktioner eller gode historier. 3: Oplysning og politisk benarbejde. Vi kan derfor hverken undvære dem der konfrontere problemerne direkte eller dem der appellerer til politikere, medier og den brede befolkning.

Opsamling

Det er derfor dumt at bidrage til dæmoniseringen af en gruppe aktivister der i forvejen bliver dæmoniseret af politi og medier. I stedet bør vi kollektivt skabe en bevægelse der rummer alle slags aktionsformer, men som taktisk kan vælge hvornår de forskellige midler er mest passende. Ingen forandring er mulig uden.


1 2



Jeg hedder Erik, er 27 år og læser pædagogisk psykologi på Danmarks Pædagogiske Universitet. Siden jeg flyttede til København som 18-årig, har jeg været en aktiv deltager i de fleste aktivistiske kampe og større projekter på venstrefløjen. Med en stærk kritisk holdning til politiet og et talent for at skabe problemer for mig selv, har jeg kastet mig ud i demonstrationer, husbesættelser, ulydighedsaktioner, oplysningskampagner, politisk benarbejde og en enkelt nøgen svømmetur efter EU’s miljøministre.

I dag arbejder jeg ihærdigt på at blive en del af samfundet og forsøger tit at bygge bro mellem aktivistbevægelsen og parlamentariske elementer. På Modkraft blogger jeg om at være en ballademager, der bliver voksen. Om at prioritere i sit liv og vælge sine kampe. Om samfundets problemer og hvordan vi holder bevægelsen på et spor, der ændrer verdenshistorien.




Blogarkiv

23. februar 2012
Internettet skriver historie d. 25. Februar.
2 kommentarer

19. januar 2012
Flotte piger man ikke kender
24 kommentarer

20. december 2011
Lortefængsel
15 kommentarer

4. juni 2011
It’s not the end of the world...
5 kommentarer

3. juni 2011
BZ: Sol, sommer og nedslidte politibetjente
13 kommentarer

21. april 2011
10 år siden i dag. Min første anholdelse
19 kommentarer

12. april 2011
Åbent brev til pressen - uro på staden
9 kommentarer

9. april 2011
Politiets nye strategi
10 kommentarer

27. februar 2011
En revolutionær begravelse
7 kommentarer

7. februar 2011
Balladens nødvendighed
15 kommentarer

1 2

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Ja, vi er ved at bygge et Fort Europa, men et venligt fort.

Bertel Haarder. Venstreminister, 2003.

Flere citater