Vi er flyttet! modkraft.dk


Nu kommer der snart folketingsvalg

Af Eskil Andreas Halberg | 23. februar 2012 | 7 kommentarer

Inden de sidste par folketingsvalg var der en almen opfattelse af, at et nyvalg ville komme, når den siddende regering havde gennemført det, der stod i dens regeringsprogram.

Den samme fornemmelse kan man få i dag – bare omvendt. Er der mere tilbage? Skal posen rystes? Skal der skrives et nyt program? Skal der nye ansigter til?

Den siddende regering har efter få måneder ved magten ikke mere at skyde med, som det hedder blandt kommentatorer. De har prøvet alt og er mislykkedes med det meste. Det virker som om, regeringen har siddet på taburetterne lidt for længe nu. Vi må have nogle friske ansigter på banen og der må formuleres et nyt regeringsprogram. De politiske udspil er færdige og udkørte. Befolkningen vil have en ny politik.

Jeg tror, der snart kommer valg.


Sammenbrudstykker - en dagbog fra Athen

Af Eskil Andreas Halberg | 12. februar 2012 | 3 kommentarer

Jeg har en god ven der er i Athen for tiden. Han blogger på dansk om hans oplevelser på gader og pladser. Måske har det interesse for nogen her.

Bloggen kan følges her: http://sammenbrudstykker.blogspot.com/


Svære tider på Modkraft

Af Eskil Andreas Halberg | 5. februar 2012 | 46 kommentarer

Jeg har svære tider med den her blog. Det er vanskeligt for mig at skrive fantasifuldt og at udvikle fælles tanker og politik i de her rammer. Dels fordi bloggen er personfikseret og dels og især fordi jeg ikke vil være en del af ’en samlet venstrefløj’. Ikke under de nuværende betingelser.

Nyliberale på Modkraft

Der var en vis dynamik, kritik og idé-udvikling her på siden, før det så omtalte folketingsvalg. Og der var da også i nogen grad tale om et sted for ’den helt brede venstrefløj’, fra radikal og fantasifuld queerfeminisme, til røvsyge socialdemokrater. I perioder har her været fin debat. Men med regeringsskiftet ser det sådan ud, at der i dag er 11 eller 12 bloggere fra regeringspartierne her på modkraft.dk. Er det en god situation for en ’progressiv’ portal?

I mine øjne ser det ud til, at Modkraft i stigende grad er blevet en legitimeringsmaskine for regeringens politik. I de seneste uger, ikke mindst i diskussioner om skattepolitik, har Modkrafts læsere og brugere stået til måls for nyliberal idémageri i kaliberen: ”Vi vil effektivisere og øge konkurrencen mellem mennesker” og ”Det skal kunne betale sig at arbejde”.

Vi som brugere af Modkraft må spørge os selv om der skal være plads til disse nyliberale tanker på Modkraft?

Med andre ord: Jeg er ikke på nogen måde på hold med Socialdemokrater og SF’ere. Det står mig mere og mere klart, at deres projekt er nyliberalt i den forstand, at de øger skellet mellem rig og fattig, og at deres politik skaber løntrykkeri og øget individuel konkurrencementalitet. Staten opfattes som markedets forlængede arm, samtidig med at staten i stigende grad bliver en moraliserende og kontrolfikseret størrelse.

Og det kører på fuldt blus her på Modkraft. Men man er altså ikke progressiv eller venstreorienteret, bare fordi man er en del af SF eller Socialdemokratiet eller noget helt 5. Så automatisk fungerer den slags ikke.

Før og efter valget

Før valget gav det i nogen grad mening, at have en centrum-venstre-platform. Dengang var Venstre og Konservative i regering og de fleste diskussioner handlede om at kritisere dem der var ved magten, og det var trods alt et fælles projekt. Nu er nogle af Modkraft’s bloggere en del af magten. Det må naturligvis have en betydning, ændre på noget herinde. Enhedslisten er jo også i stigende omfang fedtet ind i de politiske kompromisser.

Før valget kunne bloggere på Modkraft være uenige om strategier for at komme til magten. Jeg var sjældent selv en del af den diskussion, men den fandtes her, og fred være med det. Men Socialdemokraterne og SF kan ikke længere af strategiske grunde udskyde den progressive politik under påskud af, at ”vi skal først have magten, og derefter lave forandringer”. Der er ingen undskyldninger længere for at sprede neoliberalt tankegods på Modkraft, og endnu værre, neoliberal økonomistyring og effektiviseringsteknikker gennem de vedtagne lovforslag. Som Jakob Lindblom så rigtigt skriver et sted; neoliberalisme kan ikke forvandles til socialistisk politik, ved at de samme politiske forslag skifter mund fra Claus Hjort til Thor Möger.

Modkraft.dk har et ansvar

Denne kommentar er derfor også henvendt til Modkraft’s redaktion. I må vel have gjort jer nogle overvejelser om dette?

Hvad skal Modkraft være for et sted?

Skal det være en platform for en dynamisk og kritisk venstrefløj? Skal det være et sted hvor progressive og exciterende røster kan få frit løb og skabe konstruktiv debat? Eller skal det være en strategisk diskussionsklub for regeringspartiernes undersåtter, der på forskellig vis legitimerer forringelser og nyliberal politik?

Det står jo klart for de fleste, at mange af Socialdemokrat- og SF’er-bloggerne her på siden, er sendt i byen af folk længere oppe i systemet. Enten direkte, eller gennem påført dårlig samvittighed over, at man er en del af et nyliberalt projekt, som man så bliver nødt til at forsvare.

Truer med at blive

Jeg er på mange måder faldet bag om dansen her på Modkraft. Diskussionerne handler i stigende grad om teknikaliteter og legitimering og diskussion af den danske udgave af den tredje vej-projektet fra New Labour i England. Forestil jer i parentes bemærket et par New Labour bloggere her på fladen. Det ville trods alt være for meget for de fleste.

Om jeg skrider fra Modkraft? Nej ikke endnu. Jeg truer med at blive, som Det Radikale Venstre altid siger. Modkraft er stadig potentielt et sted for politisk fantasifuldhed og idéudvikling. Og det er et sted, hvor jeg kan tænke sammen med folk jeg ikke kender og ikke er enig med. Det er en åben platform, som lige nu har svære tider, fordi venstrefløjen er dødssyg og neoliberal. Så jeg bliver – lidt endnu. Især for at kunne stille diagnoserne. Der er noget der er råddent her på Modkraft, ligesom i resten af landet.


Kapitalismen er ikke et subjekt - men den opfører sig som et

Af Eskil Andreas Halberg | 16. januar 2012 | 44 kommentarer

Kapitalismekritikere bliver indimellem kritiseret for, at opfatte kapitalismen som et subjekt. Udtalelser som: kapitalismen gør dette eller hint giver anledning til konspirationstænkning, siges det. Der er dog også noget om det. Kapitalismen er ikke et monster eller en skabning med en vilje og en fornuft.

Kapitalismen er ikke et subjekt, men snare en samling af sociale relationer, teknologier, livsstile, penge, en bestemt type værdi og meget andet.

Ikke desto mindre opfører kapitalismen sig fortiden som om den er et subjekt. I forbindelse med at den tidligere græske præmiereminister Papandreus forsøgte, at afgøre Grækenlands fremtid med en folkeafstemning, pustede markederne sig op. Markederne blev usikre på det borgerlige repræsentative demokrati.

Markedet svarede så at sige igen med et raserianfald. Det abstrakte marked fik virkning som et stort søuhyre. Kapitalismen fik sin vilje og Papandreu måtte efterfølgende gå af.

Det eneste man kan takke Papandreu for, er at han fik illustreret, at det borgerlige demokrati er blevet sat ud af kraft. Den tidligere præmiereminister fik søsat ideen om, at borgere kan have indflydelse på nationaløkonomien. Kapitalismen fik sin vilje, men tilbage står fortsat ideen om folkestyret.


Depression som strejkevåben

Af Eskil Andreas Halberg | 28. november 2011 | 8 kommentarer

”Vi er ikke deprimerede. Vi er gået i strejke!”Den usynlige komité

Hvad sker der, når det er ens hoved, der udbyttes, frem for ens krop? - Man får ikke ondt i ryggen, man bliver deprimeret og fremmedgørelsen antager nye former. Kognitariatet bliver fornuftigt nok deprimerede af at gå på arbejde.

Kognitariatet

Historien skrives ofte, i den vestlige del af kapitalismen, som en bevægelse fra samlebåndet til det åbne kontorlandskab eller ”arbejde med mennesker”. Denne marxistiske historieskrivning er ikke ny og er blevet diskuteret siden 70’erne.

Arbejderen er i dag en selv-ledende idémager, en uddannende opdrager eller en omsorgsarbejder. Et kognitariat har siden 60’erne eller 70’erne set dagens lys i takt med at sociale, kommunikative og kreative dele af livet er blevet gjort til udbytningspotentiale.

Hvis historien optegnes således er klassekampen, for kognitariatet, flyttet fra hænderne op i hovedet. Det arbejde vi i dag nægter, i tilfælde af strejke, er tænkning og tale. Strejken kan i dag betegnes som modløshed, apati og mangel på mening med det man foretager sig. Det kaldes også depression.

Klassekamp i hjernen

Når der skal tænkes på arbejdspladsen, bliver man træt i hovedet. Navnlig når meningen med al den omsorg, læring, kreativitet og kommunikation bliver omsat til abstrakt arbejde, innovation, eksamensplaner, børnenormeringer eller reklamer. Her står kognitariatet ikke anderledes end snedkeren, hvis evner bliver taget fra ham når varen skal sælges på det abstrakte markedet.

For kognitariatet bliver apatien konkret. Den veksles til depressionen, der mærkværdigt nok næsten kan sammenlignes med meningsløshed i hverdagslivet (et hverdagsliv, der i realiteten er et arbejdsliv). Meningsløsheden er så indlysende rigtig. Depressionen bliver sandhedsbærer om vores hverdagsliv. Den bliver til en politisk konflikt. Hvad mening giver det, at omsorg for børn, læring og kommunikation blot omsættes til regneark og lønarbejde? Ingen.

Arbejdet er ganske enkelt ikke meningsgivende, trods det netop er mening, omsorg og gode ideer, som kognitariatet skal producere. Meningen med arbejdslivet bliver dog solgt på markedet og tilbage står kognitariatet med meningsløsheden.

Til forsvar for melankolien

Aristoteles knyttede melankolien til skarpsindigheden. Det skal man passe på med. Men pointen er alligevel tankevækkende al den stund, at depression ikke er et individuelt anliggende, men et samfundsproblem og snarere burde være en kollektiv refleksion over samfundsmæssigt sammenbrud. Der er fornuft i melankolien.

Melankoli er realitetssans. Det er lige præcis meningsløshed, apati og ugidelighed, der mest dækkende beskriver et arbejdsliv hvor netop mening, iderigdom og innovation er det der akkumuleres kapital ved.

Ikke underligt, at melankolikerne ofte virker ugidelige, trætte, modløse og dovne. Når hele livet er blevet til genstand for udbytning, samfundsmæssig anerkendelse og fremmedgørelse, er det ikke melankolikerne den er gal med. Snarere samfundet.

Psykopatologi som modstandsform

Hvis meningen, som kognitariatet har produceret i deres arbejdsliv, bliver taget fra dem, står de tilbage med meningsløsheden. Meningsløshed er diagnostisk set tæt forbundet med depression, som i denne sammenhæng ikke blot er en psykopatologi. For depressive medarbejdere skaber ikke gode produkter – de melder sige syge.

Problemet er strukturelt, fordi virksomhederne ikke kan lade deres arbejdere beholde meningen. Den skal jo sælges eller på anden måde omsættes. Depressionsdiagnosen er derfor et strejkevarsel. Kognitariatet holder op med at være produktive. De går i strejke.


Enhedslisten – Et parti med principper

Af Eskil Andreas Halberg | 24. november 2011 | 4 kommentarer

Enhedslistens regel om ”ingen nye forringelser” bliver for tiden fortolket af mange i lyset af de netop overståede finanslovsforhandling. Men hvorfor har Enhedslisten denne regel? Er der overhovedet behov for den?

Gamle forringelser

Reglen er: Enhedslisten stemmer imod selv den mindste – NYE – forringelse og stemmer for den mindste forbedring. Det vil altså sige, at Enhedslisten stemmer for store forbedringer. Men stemmer de så for gamle forringelser?

Ja, det er der opstået en større polemik om, som jeg nu vil deltage i. I dag skriver pol.dk, at Enhedslisten har stemt for forringelser. Det er noget med nogle penge til universiteterne, som bliver sparet væk. Men hov - hvad med reglen? Det vender jeg tilbage til.

Det vigtigste er reglen

Når børn leger, er meget af legen ofte bygget op omkring aftaler om, hvad legen handler om. Børn laver regler, når de leger. Nogle gange kommer børnene aldrig i gang med selve indholdet i legen, fordi reglerne er det, der egentligt er spændende.

Når man bliver lidt ældre, forskyder sporten sig til andre områder af livet: Hvordan skal vores parforhold være? Hvordan kan vi holde et møde, hvor alle kan sige deres mening? Og så videre.

Reglerne er forudsætninger for, at legen kan gå i gang, men samtidig en del af selve legen.

Reglerne er en del af legen

Tilbage til Enhedslistens regler. Enhedslistens Pernille Skipper udtaler i dag noget spændende om reglerne: ”Vi har tænkt os at stemme for finansloven, fordi disse forringelser, som vi fuldt ud anerkender, tidligere er vedtaget af VK-regeringen. Det er ikke nye forringelser”.

Det står her klart, at betegnelsen ”nye” er vigtigt i denne sammenhæng. Reglerne er overholdt, siger Pernille Skipper. Derfor kan de godt stemme for forringelserne. Reglerne er ikke brudt, trods Enhedslistens løfte om at stemme for forringelserne. Reglerne er således ikke kun tilstede for at sikre sig mod, at man begår en dumhed (læs: forringelser).

Men hvad skal reglerne så til for, hvis ikke de sætter grænser for dumhederne?

Bygger fællesskab om regler

Kigger man igen i børnehøjde, er aftaler om reglerne en del af legen. Det kan endda ske, at legen stopper, når reglerne er aftalt. Det sjove var reglerne, ikke legen.

Legen kan også standses fordi nogen hævder, at reglerne er blevet overtrådt. Så skal reglerne igen op til diskussion. Alle disse afbrydelser og diskussioner om reglernes styrke og virkning kan i stigende grad betragtes som selve legen. Diskussion om reglerne skaber fællesskabet.

Flere regler

Enhedslisten har mange regler. De har et forretningsudvalg, der træffer daglige beslutninger. De har en hovedbestyrelse, som træffer vigtige beslutninger. De har en folketingsgruppe, som nogen mener bestemmer for meget. Men selv siger de, at de følger reglerne.

De har også en masse medlemmer som mødes og danser og snakker og stemmer om alt muligt forskelligt. Det hedder årsmødet. Jeg har faktisk selv været på besøg. Men jeg var ikke med til at snakke. Jeg drak mest deres øller til 20 kr.

Alle disse organer forholder sig til reglerne.

Reglerne er til for at blive testet. Har vi overholdt reglerne, hvis vi stemmer for en forringelse, som er gammel, og som andre har bestemt for os? Regelbestemmelserne kan være vanskelige at få fod på. Hvad med regler, der er gamle, men som bliver ved med at være forringelser.

Nulvækst er en gammel ny forringelse

Den gamle regering fandt på en smart regel: Kommunerne må kun bruge det samme antal penge som sidste år. Det lyder ikke så slemt, men det betyder faktisk, at kommunerne skal spare hvert år. Den besparelse, der kom sidste år, bliver herved suppleret af en ny besparelse det næste år. Med denne regel bliver nye og gamle forringelser blandet helt sammen. For reglen er jo opfundet for længe siden (læs: gammel forringelse). Men reglen har en ny virkning hvert år (læs: ny forringelse).

Ingen regler

Et rigtigt parti som Enhedslisten skal ikke have alle de regler. Det virker helt klodset. Især fordi, at alle ved, at de enten ikke kan være med ved forhandlingsbordet, eller at reglerne hele tiden bliver brudt. Der er selvfælgelig også den mulighed, at reglerne bliver lavet om. Det var tilfældet med indførelsen af ”ingen nye forringelser”-reglen.

Tomme regler

Enhedslisten vidste godt, at deres gamle regler ikke ville holde. Reglerne var for principielle. Derfor lavede de dem om. Spørgsmålet er, om de lavede reglen om, fordi det var en dårlig regel, eller fordi reglen gjorde, at de ikke kunne lege med hos Corydon. Eller en tredje mulighed; at reglen skal laves om i det omfang, at den passer til Bjarne Corydons forhandlingsklima.

Hermed bliver reglen til et tomt princip, uden reel virkning. Reglen skal laves så den altid passer til dem, der bestemmer grundlaget for forhandlingerne. Reglen er nu blot et tomt princip.

Hermed har reglen om ”ingen nye forringelser” dog en anderledes afledt ideologisk effekt. Den skaber distance til SF. Ikke fordi reglen har realpolitisk effekt, men fordi Enhedslisten kan hævde at have nogle principper, som de andre ikke har. Reglerne giver ideologisk sammenhold, dog uden at man forfølger reglerne. De skal bare være der. Enhedslisten er dermed det mest principfaste parti. Enhedslisten – Partiet med regler!


Gæld er stavnsbindingens genindførsel

Af Eskil Andreas Halberg | 15. november 2011 | 12 kommentarer

Noget tyder på, at vi kan anskue politiske og sociale konflikter gennem gæld. Måske har gældssamfundet erstattet velfærdssamfundet, hvor gælden har taget form af kontrol.

I den seneste tid har forskellige kommentatorer og forskere fået en stigende interesse for gæld. Det er ikke overraskende, da gæld spiller en fuldstændig afgørende rolle for de sociale og politiske uroligheder over hele verden.

Den græske stat skylder eksempelvis 15.000.000.000.000 kr. til banker og andre finansielle institutioner. Spanien, Portugal, Irland og andre lande i Europa har lignende problemer.

Gælden er blevet produceret, og den bliver i høj grad fortsat produceret af bankernes og kreditinstitutioners låne-produkter. Renter er prisen på penge, og er i den forstand en nyere form for udbytning, som næsten alle i dag bliver underlagt. Gældens politik styres ikke kun af staterne, men også af de globale banker og kreditinstitutioner. Rentespekulationen kan umiddelbart se ud som bankernes værk. Men det stikker langt dybere. Problemet kan ikke isoleres til kritik af bankerne.

Gæld som klassekamp

Som bl.a. Ole Bjerg, som er ph.d. ved CBC, på det seneste har beskrevet, må vi betragte gældspolitikken med klassekampens begreber. Ole Bjergs pointe er grundlæggende, at bankerne udbytter sine kunder ved at gældssætte dem. Derfor består den nye klassekamp i relationen mellem skyldnerne og kreditorerne.

En anden pointe kunne være, at middelklassen opstod i Europa under velfærdsstaternes opbygning igennem låneprodukter. Arbejderklassen kunne låne til deres forbrug, således at deres levevilkår blev umiddelbart forbedret. Men pengene var lånte. Gælden kan derfor forstås som et forsøg at udskyde klassekonflikterne til fremtiden, netop fordi lån er fremtidig gæld.

Arbejderklassen tog form af en middelklasse for lånte penge. På lånt tid. Datidens lån til arbejderklassen var en måde, hvorpå kapitalen kunne geninvesteres og konflikterne kunne udskydes.

Den aktuelle krise er måske et udtryk for, at denne udskydelse af de politiske konflikter gennem låneprodukter til parcelhus og privatbilisme ikke kan holde længere. Middelklassens levestandard skal betales tilbage nu. Fremtidens politiske konflikter er blev til nutid gennem gældens politik.

Gælden ligger bedst i borgernes lommer

Den måde gælden er fordelt på i Danmark er meget anderledes end eksempelvis i Grækenland. Den private gæld i Grækenland er meget lav. Det er staten, der skylder pengene.

I Danmark er det anderledes. Den danske stat har offentlig gæld, men ikke på 120 eller 150 procent af BNP. Til gengæld er danskerne de mest forgældede i verden. Forskellen på Grækenlands og Danmarks gæld er altså, hvordan den er fordelt mellem det offentlige og de private husholdninger. Den danske stat har udliciteret eller privatiseret gælden. Den har forskudt risikoen for tabet fra statens anliggende til et privat anliggende. Gælden ligger bedst i borgernes lommer, kunne man sige.

Gæld er kontrol

Det forekommer rimeligt at antage, at det velfærdsstatslige fleksible og højtudviklede videnssamfund har forskudt gælden fra et statsligt centrum til decentraliserede og individualiserede netværk. Alle har gæld i Danmark.

Den danske gældspolitik har taget form af et magtapparat, der har kontrolsamfundet som sit forbillede. Gælden er blevet en del af statsapparatet, men decentralt. Gennem gælden kan livet kontrolleres på individuelt niveau. Gældssamfundet er et kontrolsamfund, der udspringer af en neoliberalisme fra neden. En frivillig individualiseret gældssætning båret frem af civilsamfundet selv.

Har man lånt til en bolig, en bil, et sommerhus, et studielån, en kassekredit, et forbrugslån, er man dog stadig tvunget til at arbejde. Gælden tvinger os til at arbejde i mange år frem. Kapitalen og staten er ikke adskilt, men styrker hinandens positioner.

Et eksempel på neoliberalisme fra neden kunne eksempelvis være andelsboligmarkedet.

Foghs angreb på andelsboligen

I starten af 00’erne deregulerede Fogh-regeringen lånemarkedet, så nye og mere spekulative låne-produkter blev udbudt, samtidig med at det blev muliggjort at låne i sin andelsbolig. Disse nye låne- og gældsætningsmuligheder muliggjorde en ødelæggelse af andelsboligen, der i dag kan sammenlignes med en ejerbolig.

Bevægelsen mod et boligmarked på liberalistiske markedsvilkår, blev dog i høj grad drevet frem af civilsamfundet, der så mulighederne for, at hæve andelskronen og komme til hurtige penge. Det var delvist borgerne selv, der stod for liberaliseringen, med en faderligt hjælpende hånd fra Fogh-regeringen. At man i mange tilfælde i dag er tvunget til at låne store pengebeløb for at få et sted at bo bliver en form for arbejdstvang.

Gælden tvinger en høj arbejdstid frem, fordi de månedlige udgifter til renteafdrag er enorme. Tilmed er boligboblen i dag sprunget, hvilket betyder, at folk i stigende grad er teknisk insolvent. De kan ikke længere flytte og er tvunget til at arbejde den store gæld af.


Kritikkens død er politikkens genkomst

Af Eskil Andreas Halberg | 24. oktober 2011 | 37 kommentarer

De intellektuelle har længe feticheret kritikbegrebet. Men i de aktuelle kampe på gader og på pladser er denne intellektuelle sport blevet overflødig. Kritik fra elfenbenstårnet er erstattet med politik på Wall Street.

Det er næppe nogen tilfældighed, at det netop var den kritiske teoris største tænker, Theodor W. Adorno, der ringede efter det tyske politi ved universitetsbesættelserne i Maj 68. Adorno var leder af Institut für Socialforschung, og politiet havde kun adgang på campus, hvis han gav dem lov. Det gjorde han.

Jeg har i en årrække læst mig igennem en del kritisk teori. Min interesse har været stor for tænkere som Honneth, Habermas, Adorno og Horkheimer. Jeg har fulgt forelæsninger, læst Marcuse og Benjamin i studiekredse og engageret mig i teorikonstruktioner. Men der manglede altid noget. Engagementet for filosofien og begreberne overskyggede den engagerede politiske kamp. Den blev formalistisk og abstrakt. Den kritiske teori adskiller sig altid fra politikken fordi kritikken af samfundet ofte dækker over et manglende politisk engagement. Den kritiske disciplin, som vi ser fra den akademiske verden, er bange for at få beskidte hænder. For ude på gaden, på arbejdspladserne og blandt de arbejdsløse kan retfærdighedsteorier sjældent forandre det store. Her erstattes filosofiens abstrakte kritik med den særlige kropslige fornemmelse af nedværdigelse i køen ved jobcentret.

Politikkens genkomst

Over alt i verden er oprør og modstand blomstret op i skyggen af den verdensomspændende økonomiske krise. Folk går på gaden. Men ikke med Marx, Honneth eller Foucault under armen. De går på gaden med deres følelser, fantasier og begær efter et andet liv. Selv i europæiske velfærdsstater drømmer demonstranter om et andet liv. I de seneste 10 – 15 år har Europa befundet sig i en tilstand, man kunne betegne som postpolitisk. De grundlæggende politiske konflikter blev ikke diskuteret, men henkastet som nødvendigheder, der ikke kunne være anderledes. Den neoliberale verdensorden havde sejret, og der var ikke mere at diskutere. Men den politiske ørkenvandring er slut nu. Murens fald er kommet på behørig afstand og krigen mod terror er tabt. Mennesker verden over sidder ikke længere kun på sidelinjen og kritiserer. De er på gaden med deres kroppe og begær. Politik er ikke en ren, retfærdig, fornuftig og demokratisk affære. Politik er til forskel fra kritikken en beskidt kamp med elementer af vold, oprør, glæde, begær, forbudte fantasier og raseri. Noget det akademiske sprog aldrig vil eller kan begribe.

Oprør – ikke kritik

I Grækenland er der ikke brug for teorier om demokratiske rettigheder og ytringsfrihed. Der skal ikke tales eller oplyses. Folk er fuldt oplyste om grådigheden og radikaliseringen af den økonomiske ulighed. Gadekampenes politiske attitude lader sig ikke begrebssætte af den kritiske oplysning. Så sent som forleden blev begæret efter en anden demokratisk orden for stort for protesterne i Rom. Dele af byen blev smadret og voldsomme gadekampe stod på i timevis. Det dysfunktionelle italienske system lader sig ikke kritisere. Det må i stedet politisk forandres. Tidligere på året så vi optøjer i London, der ikke just havde én bestemt retning, men også tog form af plyndringer. En yngre kvinde med maskering udtalte i den forbindelse: ”Vi tager vores skatter tilbage”. Et udsagn der viser, at samfundet allerede er krakeleret. Der findes ikke længere en offentlighed, hvor en kritisk ytring har en plads. Britiske politikere har alt for længe ikke interesseret sig for det fælles gode, og oprørerne skylder ikke samfundet noget.

Fornuftens undertrykkende fordring

Kritikken har altid haft fornuften på sin side. Den kritiske teori opbygger avancerede retfærdighedsteorier med baggrund i den filosofiske kánon med Kant og Hegel i spidsen. Den kritiske teori er fornuftig og tålmodig. Men kritikken har ingen krop. Intet begær. Ingen fantasi. Den er formel og tom. Det politiske begær bliver med henvisning til fornuften skubbet udenfor som uetisk. Vi bliver kaldt utålmodige. Den slovenske tænker Slavoj Zizek har - med rette – kaldt den kritiske teori for postpolitisk, med henvisning til, at særlige betingelser skal være til stede for, at en kritisk og demokratisk samtale kan finde sted. Disse betingelser er ikke til stede i Athen, Rom og London. De kritiske teorier kan ikke begribe, hvad, der sker på gaderne, når folk har fået nok. De græske fagforeningsaktivister vil skide diskurs- eller anerkendelsesetikken et stykke. De mangler mad på bordet og vil bestemme over deres eget liv. Anerkendelse fra et græsk samfund, der er gået i opløsning kan ikke betale for de manglende lønninger. Anerkendelse er blevet til kontrol.

Kritik er kapital

Den kritiske teori har besvær med, at navigere i de aktuelle politiske kampe. For kampene handler ikke om abstrakte retfærdighedsprincipper. De handler om arbejdsløshed, depression, arbejdspres og dårlige leveforhold i et samfund, der kunne se radikalt anderledes ud.

Men ikke nok med det. Kritikken er direkte årsag til øget undertrykkelse. Den samfundskritiske borger eller forsker er nemlig selve drivkraften i de forskellige nederdrægtige former for strategiske selvfordoblingsøvelser. Fra selvudviklingskurser, til HRM-teknikker over kropsterapi og psykologiserende gruppedynamiske kurser er kritikken den altafgørende selvfornedrende teknik. Selvkritikken er arbejdsgiverens sprog. For i den kritiske manøvre ligger en higen efter nye former for udbytning. Samfundets magtmekanismer bruger kritikken til at afsøge steder, der endnu ikke er blevet til genstand for akkumulation. Kritik af stress og depression på arbejdspladsen bliver til frugtordninger, kritik af manglende kreativitet bliver til gentrificering og kritikken af arbejdsløshed bliver til tvungen aktivering. Kritikken er spændt for kapitalens fortsatte kolonisering.

Pseudo-politisk engagement

Den kritiske intellektuelles ytring bliver til et forestillet samfundsengagement, hvor intet er på spil. Problemet er, at kritikken bliver til en fetich, der står i vejen for politiske forandringer. Den intellektuelle er ikke selv en del af samfundet og blander sig ikke i konflikter med egen krop. Kroppen sidder hjælpeløst på kontorstolen. Den kritiske intellektuelle lever stadig i den forestilling, at hun/han på privilegeret analytisk vis kan beskue samfundet fra sit kontor på campus. Men den eneste der tror på samfundets eksistens er den intellektuelle, der alt for længe har undladt, at kigge ud af vinduet. For her ville hun finde et samfund på renden af sammenbrud. Kritikeren holder sine egne begreber ubrugeligt i live. Kritikeren bliver en person med et pseudo-politisk engagement, der tager form af en handling uden handling. Kritikkens engagement bliver en fritidsbeskæftigelse, der er oplyst om sin egen afmagt. Et engagement, der med Peter Sloterdijks ord, kan betegnes som oplyst falsk bevidsthed: Den kritiske intellektuelle ved godt, at hans nye bøger, artikler eller tanker egentlig ikke bevæger samfundet, men fortsætter ufortrødent.

Tænkning i fællesskab

De intellektuelle kommer til kort ved massemøderne på Wall Street. Den besatte gade inddrager hele livet som det politiskes genstand. Det er ikke kun de politiske krav som formuleres kollektivt, der har et radikalt demokratisk perspektiv. Også det forhold, at folk bebor Wall Street i fællesskaber og udvikler et fælles sprog og fælles tanker, har radikale politiske konsekvenser. Alle kan nemlig tænke. Honneth, Zizek, Habermas, Adorno og alle de andre har ikke privilegeret adgang til kapitalismekritikken på gaderne. Her tænker demonstranterne sammen. Alle ved nemlig allerede, at samfundene er gået i stykker og skal laves om. Det kan man mærke i kroppen. Det, der skal tænkes nu, er ikke, hvad vi vil have, men hvordan vi får det.


Revolution i Enhedslisten

Af Eskil Andreas Halberg | 4. oktober 2011 | 41 kommentarer

Det var satans som det revolutions-ord pludselig kom tilbage i offentligheden. Hvem fanden går ind for revolution nu til dags? Gør jeg? Er du revolutionær eller hvad, begynder folk at spørge? Øøøhh… Det har jeg ikke tænkt over siden jeg var 14. Anledningen var naturligvis, at der i Enhedslistens principprogram optræder bøjninger af ordet revolution 18 gange. Revolution mig her og revolution mig der.

”Lidt støvet”

Enhedslistens Finn Sørensen og Rosa Lund – to helt nye flotte ansigter – forsøgte sig med et forsvar af principprogrammet i et debatprogram på DR2. Det var noget med, at revolution var nogle grundlæggende forandringer hvor befolkningen tager magten over samfundet. Og noget med at politiet og militæret ikke længere fandtes. Hvor sejt tænkte jeg. Totalt ynglings-samfund. Andre i Enhedslisten har talt om principprogrammet som noget støvet noget fra en svunden tid. Det skal skrives i et andet sprog ”så almindelige lønmodtagere forstår det”. Fair nok!

Men det går ikke. Det der revolution. For i TV kan man ikke sige, at man går ind for et samfund uden politi. Gør man det bliver man spurgt om alt muligt underligt af studieværter og kommentatorer som Mikael Jalving og David Rehling. Hvem skal så bestemme? Er det jer? Hvem er folket? Er folket dem der mener det same som jer?

Politisk fantasi i fjernsynet

I fjernsynet er der ikke plads til fantasi. Om det er et samfund uden politi eller revolutioner. Bruger man meget tid i fjernsynet er det dumt hele tiden, at sige revolution. Derfor duer det ikke at Enhedslisten siger revolution. Det virker dårligt på TV, simpelthen. Den politiske fantasi kommer ikke fra de politiske partier. Det er ikke nogen nyhed, men det blev endog meget tydeligt, med revolutionssnakken. Man kan ikke forsvare et statsløst samfund på TV. Det går bare ikke. Den politiske fantasi og bægeret efter et helt andet liv kan ikke forklares til folk, der stiller spørgsmål om realpolitik. For politisk fantasi har ikke noget med realpolitik at gøre.

Enhedslisten lever af, at folk stemmer på dem. Det gør folk når de kan genkende sig selv i Johanne eller de andre fra TV. Enhedslisten vil lave politik for fjernsynet og derfor må det statsløse samfund og revolutionen smides ud. Det er det eneste der giver mening. Ingen i fjernsynet tror jo på det statsløse revolutionære samfund.


Du ka’ få uden bilag. Du ka’ få brændt din bil af.

Af Eskil Andreas Halberg | 20. september 2011 | 6 kommentarer

Jeg ved ikke en skid om musik. Jeg kender ikke genren, men det er noget der minder om reggae. Men det her er fed stil...

Sådan lidt lokal-patriotisme på den fede måde. En slags respektfuld genstus til 2400 nordvest, uden det bliver multi-kulti på en dårlig måde.

Gode rim punktum dk

”Der er pole-dance-studie i mit nabolag. Og de har koranskole ved siden af.”

”Nogen føler noget utryghed, så de sidder og kukkelurer i deres lejlighed.”

”Det ik’ for smart endnu. Det stadigvæk lokalt. Og international sjoller tror det’ gået galt.”

Kontrafon

Kontrafon er et ikke-kommercielt pladeselskab, der udgiver musik for musikkens skyld. Uden penge som drivkraft. Det holder 100 % (udtales et-hundrede-procent)!


1 2 3 4 5 6 7 8 >



Eskil Andreas Halberg

Er 27 år, Cand.scient.adm. ved Roskilde Universitet. Er projektorganiseret netværksaktivist på den udenomsparlamentariske venstrefløj og skribent på openhagen.net.

Politisk interesserer jeg mig for styresystemer, bypolitik, biopolitik, segregationspolitik og ideologikritik.

http://twitter.com/#!/eskilhalberg




Blogarkiv

23. februar 2012
Nu kommer der snart folketingsvalg
7 kommentarer

12. februar 2012
Sammenbrudstykker - en dagbog fra Athen
3 kommentarer

5. februar 2012
Svære tider på Modkraft
46 kommentarer

16. januar 2012
Kapitalismen er ikke et subjekt - men den opfører sig som et
44 kommentarer

28. november 2011
Depression som strejkevåben
8 kommentarer

24. november 2011
Enhedslisten – Et parti med principper
4 kommentarer

15. november 2011
Gæld er stavnsbindingens genindførsel
12 kommentarer

24. oktober 2011
Kritikkens død er politikkens genkomst
37 kommentarer

4. oktober 2011
Revolution i Enhedslisten
41 kommentarer

20. september 2011
Du ka’ få uden bilag. Du ka’ få brændt din bil af.
6 kommentarer

1 2 3 4 5 6 7 8 >

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Da jeg var lille, kom der mange danskere til Malmø. Ofte for at købe billig kaffe. Også nu er der mange danskere i Malmø. En del kommer for at købe billige biler, nogle for at bo billigere. Men mange kommer, fordi der er indført love, som forbyder dem at leve i Danmark med den, de elsker, fordi han eller hun kommer et andet sted fra. Det er en skam! Men også storebror (Sverige, red.) og specielt de skånske storebrødre har al anledning til at se kritisk på sig selv, nu når højreesktremisterne i det Sverigedemokratiske parti med stor sandsynlighed kommer til at tage plads i den svenske rigsdag efter næste valg. Jeg ved, at den danske dronning er enig med mig.

Mikael Wiehe. Svensk-dansk musiker i en tale til bl.a. det danske og svenske kongepar under Öresundstinget, den 11. maj 2007.

Flere citater