Vi er flyttet! modkraft.dk



Kritikkens død er politikkens genkomst

Af Eskil Andreas Halberg | 24. oktober 2011 | 12:11 | 37 kommentarer |


De intellektuelle har længe feticheret kritikbegrebet. Men i de aktuelle kampe på gader og på pladser er denne intellektuelle sport blevet overflødig. Kritik fra elfenbenstårnet er erstattet med politik på Wall Street.

Det er næppe nogen tilfældighed, at det netop var den kritiske teoris største tænker, Theodor W. Adorno, der ringede efter det tyske politi ved universitetsbesættelserne i Maj 68. Adorno var leder af Institut für Socialforschung, og politiet havde kun adgang på campus, hvis han gav dem lov. Det gjorde han.

Jeg har i en årrække læst mig igennem en del kritisk teori. Min interesse har været stor for tænkere som Honneth, Habermas, Adorno og Horkheimer. Jeg har fulgt forelæsninger, læst Marcuse og Benjamin i studiekredse og engageret mig i teorikonstruktioner. Men der manglede altid noget. Engagementet for filosofien og begreberne overskyggede den engagerede politiske kamp. Den blev formalistisk og abstrakt. Den kritiske teori adskiller sig altid fra politikken fordi kritikken af samfundet ofte dækker over et manglende politisk engagement. Den kritiske disciplin, som vi ser fra den akademiske verden, er bange for at få beskidte hænder. For ude på gaden, på arbejdspladserne og blandt de arbejdsløse kan retfærdighedsteorier sjældent forandre det store. Her erstattes filosofiens abstrakte kritik med den særlige kropslige fornemmelse af nedværdigelse i køen ved jobcentret.

Politikkens genkomst

Over alt i verden er oprør og modstand blomstret op i skyggen af den verdensomspændende økonomiske krise. Folk går på gaden. Men ikke med Marx, Honneth eller Foucault under armen. De går på gaden med deres følelser, fantasier og begær efter et andet liv. Selv i europæiske velfærdsstater drømmer demonstranter om et andet liv. I de seneste 10 – 15 år har Europa befundet sig i en tilstand, man kunne betegne som postpolitisk. De grundlæggende politiske konflikter blev ikke diskuteret, men henkastet som nødvendigheder, der ikke kunne være anderledes. Den neoliberale verdensorden havde sejret, og der var ikke mere at diskutere. Men den politiske ørkenvandring er slut nu. Murens fald er kommet på behørig afstand og krigen mod terror er tabt. Mennesker verden over sidder ikke længere kun på sidelinjen og kritiserer. De er på gaden med deres kroppe og begær. Politik er ikke en ren, retfærdig, fornuftig og demokratisk affære. Politik er til forskel fra kritikken en beskidt kamp med elementer af vold, oprør, glæde, begær, forbudte fantasier og raseri. Noget det akademiske sprog aldrig vil eller kan begribe.

Oprør – ikke kritik

I Grækenland er der ikke brug for teorier om demokratiske rettigheder og ytringsfrihed. Der skal ikke tales eller oplyses. Folk er fuldt oplyste om grådigheden og radikaliseringen af den økonomiske ulighed. Gadekampenes politiske attitude lader sig ikke begrebssætte af den kritiske oplysning. Så sent som forleden blev begæret efter en anden demokratisk orden for stort for protesterne i Rom. Dele af byen blev smadret og voldsomme gadekampe stod på i timevis. Det dysfunktionelle italienske system lader sig ikke kritisere. Det må i stedet politisk forandres. Tidligere på året så vi optøjer i London, der ikke just havde én bestemt retning, men også tog form af plyndringer. En yngre kvinde med maskering udtalte i den forbindelse: ”Vi tager vores skatter tilbage”. Et udsagn der viser, at samfundet allerede er krakeleret. Der findes ikke længere en offentlighed, hvor en kritisk ytring har en plads. Britiske politikere har alt for længe ikke interesseret sig for det fælles gode, og oprørerne skylder ikke samfundet noget.

Fornuftens undertrykkende fordring

Kritikken har altid haft fornuften på sin side. Den kritiske teori opbygger avancerede retfærdighedsteorier med baggrund i den filosofiske kánon med Kant og Hegel i spidsen. Den kritiske teori er fornuftig og tålmodig. Men kritikken har ingen krop. Intet begær. Ingen fantasi. Den er formel og tom. Det politiske begær bliver med henvisning til fornuften skubbet udenfor som uetisk. Vi bliver kaldt utålmodige. Den slovenske tænker Slavoj Zizek har - med rette – kaldt den kritiske teori for postpolitisk, med henvisning til, at særlige betingelser skal være til stede for, at en kritisk og demokratisk samtale kan finde sted. Disse betingelser er ikke til stede i Athen, Rom og London. De kritiske teorier kan ikke begribe, hvad, der sker på gaderne, når folk har fået nok. De græske fagforeningsaktivister vil skide diskurs- eller anerkendelsesetikken et stykke. De mangler mad på bordet og vil bestemme over deres eget liv. Anerkendelse fra et græsk samfund, der er gået i opløsning kan ikke betale for de manglende lønninger. Anerkendelse er blevet til kontrol.

Kritik er kapital

Den kritiske teori har besvær med, at navigere i de aktuelle politiske kampe. For kampene handler ikke om abstrakte retfærdighedsprincipper. De handler om arbejdsløshed, depression, arbejdspres og dårlige leveforhold i et samfund, der kunne se radikalt anderledes ud.

Men ikke nok med det. Kritikken er direkte årsag til øget undertrykkelse. Den samfundskritiske borger eller forsker er nemlig selve drivkraften i de forskellige nederdrægtige former for strategiske selvfordoblingsøvelser. Fra selvudviklingskurser, til HRM-teknikker over kropsterapi og psykologiserende gruppedynamiske kurser er kritikken den altafgørende selvfornedrende teknik. Selvkritikken er arbejdsgiverens sprog. For i den kritiske manøvre ligger en higen efter nye former for udbytning. Samfundets magtmekanismer bruger kritikken til at afsøge steder, der endnu ikke er blevet til genstand for akkumulation. Kritik af stress og depression på arbejdspladsen bliver til frugtordninger, kritik af manglende kreativitet bliver til gentrificering og kritikken af arbejdsløshed bliver til tvungen aktivering. Kritikken er spændt for kapitalens fortsatte kolonisering.

Pseudo-politisk engagement

Den kritiske intellektuelles ytring bliver til et forestillet samfundsengagement, hvor intet er på spil. Problemet er, at kritikken bliver til en fetich, der står i vejen for politiske forandringer. Den intellektuelle er ikke selv en del af samfundet og blander sig ikke i konflikter med egen krop. Kroppen sidder hjælpeløst på kontorstolen. Den kritiske intellektuelle lever stadig i den forestilling, at hun/han på privilegeret analytisk vis kan beskue samfundet fra sit kontor på campus. Men den eneste der tror på samfundets eksistens er den intellektuelle, der alt for længe har undladt, at kigge ud af vinduet. For her ville hun finde et samfund på renden af sammenbrud. Kritikeren holder sine egne begreber ubrugeligt i live. Kritikeren bliver en person med et pseudo-politisk engagement, der tager form af en handling uden handling. Kritikkens engagement bliver en fritidsbeskæftigelse, der er oplyst om sin egen afmagt. Et engagement, der med Peter Sloterdijks ord, kan betegnes som oplyst falsk bevidsthed: Den kritiske intellektuelle ved godt, at hans nye bøger, artikler eller tanker egentlig ikke bevæger samfundet, men fortsætter ufortrødent.

Tænkning i fællesskab

De intellektuelle kommer til kort ved massemøderne på Wall Street. Den besatte gade inddrager hele livet som det politiskes genstand. Det er ikke kun de politiske krav som formuleres kollektivt, der har et radikalt demokratisk perspektiv. Også det forhold, at folk bebor Wall Street i fællesskaber og udvikler et fælles sprog og fælles tanker, har radikale politiske konsekvenser. Alle kan nemlig tænke. Honneth, Zizek, Habermas, Adorno og alle de andre har ikke privilegeret adgang til kapitalismekritikken på gaderne. Her tænker demonstranterne sammen. Alle ved nemlig allerede, at samfundene er gået i stykker og skal laves om. Det kan man mærke i kroppen. Det, der skal tænkes nu, er ikke, hvad vi vil have, men hvordan vi får det.



Kommentarer


Kommentar af Ævlebævle | 24. oktober 2011 | 13:08

Det er meget morsomt, at du påstår, at kritikken hverken kan gøre noget for dig eller for oprøret. Dit eksempel med kritik, der besvares med frugtordninger, er som taget ud af Marcuses Det endimensionale menneske. Han kommer med lignende eksempler på, hvordan den generelle kritik af samfundet og forholdene på fabrikkerne af arbejdsgiverne koges ned til faktaspørgsmål, som kun kan besvares med nogle små simple krav, såsom bedre udluftning eller pænere farver på væggene. Svaret på kritikken bliver således til bestikkelse i skikkelse af små konkrete belønninger, som ikke skaber virkelig forandring.

Hvis du nu ikke havde læst al den kritiske teori, men bare havde fået dig et job på en fabrik eller var gået ud på gaden med et par havehandsker på, er jeg seriøst bange for, at du kunne have endt i samme situation som mange uuddannede er i dag. Til fals for alle mulige former for populisme. Og besnæret af den der frugtordning. Eller den hurtige gevinst, når ruden er smadret.


Kommentar af Sigrid Bjerre | 24. oktober 2011 | 13:34

Det er en virkelig vigtig kritik du rejser, men er det en kritik af kritisk teori eller af hele den akademiske verden? Jeg synes det er at gå for langt når du for eksempel siger, at ’det akademiske sprog’ slet ikke kan indfange hvad der sker på Wall Street. Her sætter du jo f.eks. selv ord på det, ligesom mange andre har gjort, også i forhold til tidligere oprør. Samt, der er vel trods alt temmelig mange eksempler på intellektuelle der tager konsekvensen og selv går på gaden, og i modsætning til Adorno åbenbart, ikke ringer til politiet. Er det så ikke bare bonus, at de samtidig forsøger at begrebsliggøre og analysere hvad der foregår?


Kommentar af Jakob Lindblom | 24. oktober 2011 | 15:38

Hmm, jeg kan ikke helt blive klog på dit indlæg Eskild. Om det blot er et studentikost forsøg på at bevise egen radikalitet, eller om du virkelig mener, at tænkning eller kritik, som du kalder det, er så skadeligt og undværligt?

Bevares, vi kan hurtigt blive enige om, at nogle af dem, som du nævner har store huller i bedste fald, vi kan sikkert også enes om, at kritisk tænkning er brugt (og misbrugt) fx. gennem de mangamentteorier, som fx. Foucault indirekte bevirkede.

Men helt ærligt at gøre kritik til arbejdsgiversnak og sidestille kritik med reaktion er sgu en kende for søgt.

Og kræve handling uden kritik eller blot en kritisk sans eller en smule analyse er sgu da at aflyse handlingen. Eller i hvert fald en hver progressiv retning på handlingen.

Hvis vi bare skal protestere for at være imod og følge vores indignation og/eller vrede, så ender vi sgu da lige nøjagtig i halvfemserfælden med topmødeturisme uden mål eller med i det politiske liv.

Der er sgu da netop brug for analyser, som påviser, at kaptalismens krise netop skyldes strukturer og ikke bare grådige enkeltpersoner, som så kan udskiftes mens systemet består.

Der er brug for, at der kommer politik i bevægelserne fremfor "Hyskenstrædeinspirerede" italienske anarkister, som dem du roser.

Uden systemkritik så står bevægelsen nøgen og går i sig selv igen, når den sidste medbragte sushi er spist på rådhuspladsen eller folk finder noget andet at give sig til.

Kun gennem systemkritik kan svaghederne i det nuværende system udstilles og kun derved opstår behovet for rent faktisk at tænke i alternativer.

I sig selv, så sker der intet med riots eller for den sags skyld besættelser, strejker, demoer og andet, hvis ikke en kritik formuleres og et alternativ stille og roligt vokser frem.

Men misforstå mig ikke. Kritik, analyser osv. er ikke forbeholdt gamle professorer, som dem du nævner. Kritik er også politisk samtale, paroler, begreber, diskussioner (som her på Modkraft). Men det kræver alligevel lidt mere end evnen at være vred.

Kritik betyder "at gennemlyse noget med henblik på at forbedre dette". Uden målet om forbedring, alternativer og visioner, så ingen kritik, ingen retning og vigtigst af alt - ingen forandring.

Du har jo ret i, at intet sker alene gennem studerekammeret, langhårede diskussioner og snørklede tekster. Men det er gennem synergien, at det spændende opstår.

Ja undskyld, min patos, men tiden skriger sgu da på analyser, svar og kritik for for alvor at kunne skabe handling andet end bare indignation og vrede. Det er da netop bevidsthed om systemet og behovet for alternativer, at handling kan få retning fremfor blot endnu en regndans på stedet.

Iøvrigt er dit indlæg da netop om noget udtryk for en kritik, men prøv at stå ved den i stedet for at undsige den. Hvis du har ret i, at optøjerne i London er udtryk for en manglende offentlighed og ingen rum for kritik for underklassen, hvilket er en gammel sandhed, skal man så ændre dette eller skal man være ligeglad, hylde vredens blop og lade livet gå videre bagefter?


Kommentar af Eskil Andreas Halberg | 24. oktober 2011 | 16:24

Hej Jakob (andre vil måske også få svar på deres indlæg her)

Super gode spørgsmål du stiller.

Min hoved pointe er først og fremmest, at vi er fuldt oplyste. Alle ved godt, at kapitalismen er et strukturelt problem. Alle ved det. Alternativet er, at nogen (os venstreorienterede) skulle oplyse de uoplyste gennem vores kapitalismekritik. Det giver det problem, at venstreorienterede i så fald skulle have privilegeret adgang til samfundets strukturer og det mener jeg ikke.

Analysen er for mig at se overflødig. Kapitalismen har oplyst sig selv alle ved, at den ikke hænger sammen. Kapitalismen lyver jo ikke engang for tiden. Den siger lige ud hvad den mener. De rige skal blive rigere og de fattige fattigere. Den har tilmed oplyst sig selv om, at den ikke kan løse sine egne problemer – at den er en stor modsætning. Kritikken – som jeg opfatter som et oplysningsprojekt – har udspillet sin rolle. Alle ved godt den er helt gal (oplyst falsk bevidsthed).

For det andet er min pointe, at ideen om et samspil mellem ”teori og praksis” er en dårlig måde at forstå problemet på. Det handler ikke om en middelveje mellem hjerne og krop eller ide og handling. Ideen er handling. Eller handling er ide. Derfor kan man kun tænke noget om forandring når man er i gang med at gøre det. Derfor min pointe om kroppen.

Kroppen tænker. Det er derfor, at Wall Street er fedt. Fordi det ikke kun er en demonstration. Eller kun en kritisk analyse af samfundet. Demonstranterne tænker mens de er ”på gaden”. Det er en afgørende forskel.

Rigtig meget af de ”politiske” arrangementer og bevægelser jeg har været en del af har det afgørende problem, at der tænkes før der handles. Og så igen bagefter. Jeg ved godt hvad jeg vil ha. Det ved mine politiske kammerater også godt. Hvis i er i tvivl så se her: http://modkraft.dk/blogs/eskil-andr...

Det vi ikke ved er, hvordan vi kan få det. Det finder vi først ud af når vi står i kampens hede. Aldrig til et møde i en lejlighed hvor det hele kan planlægges. Hvis det kan det, vil jeg ikke være med. Teksten er radikalt anti-elitær.

Og det her med, at det er en selvmodsigende tekst, fordi jeg selv er intellektuel og bla bla…, kan givet vis være rigtigt. Men det gør den ikke mindre sand. Snarere tvært imod.

Alt godt -


Kommentar af Ævlebævle | 24. oktober 2011 | 16:54

Jeg synes ikke, jeg får svar på noget. Hvorfor bruger du kritisk teori til at kritisere kritikken, hvis den ikke dur til noget? Marcuses pointe er, at generel kritik reduceres gennem sproglig manipulation og omformes til nogle billige krav, der tilsyneladende kan tilfredsstilles med et stykke frugt om dagen. Men de behov, der udtrykkes i den generelle kritik, bliver jo ikke mættet af det der æble. Kritikken forstummer bare. Ellers sker der ingenting. Medmindre man gennemskuer spillet. Men du stopper inden kritikken. Og afviser den.

Det stemmer på ingen måde, at alle på forhånd har gennemskuet kapitalismen som problem. Du kan se, hvor nemt det er, for en gruppe omkring Rådhuspladsen lige nu at reducere og inddæmme kritikken for at få debatten ført over på individers grådighed og strukturelle småreformer. De bruger arbejdsgivertricket. Og det lykkes sgu. Fordi folk ikke gennemskuer, at der bliver manipuleret med dem. Og at de ikke gennemskuer det, skyldes netop manglen på en generel kritik af kapitalismen. Slukøret handlingslammelse eller destruktion uden mål og med er det uafvendelige resultat.


Kommentar af | 24. oktober 2011 | 19:26

For mig er indlægget dersvære så akademisk indviklet at jeg må give op på halvejen. Med mine kun ni års skolegang og derefter 25 årig færden på almindelige arbejdspladser og blandt ufaglærte arbejdsløse, gør at jeg ikke har intelektuelt ordforråd nok til at være istand til at forstå teksten


Kommentar af Brian Svensson | 24. oktober 2011 | 20:32

Enig med sidste @anonyme. Den slags diskussioner virker så uendeligt ligegyldige.......


Kommentar af A Greenspan | 24. oktober 2011 | 22:21

@BS og Anonym:

Helt seriøst. Pak det nu sammen. Det er nærmest blevet reglen at nogen kommer med disse indlæg, til Eskils indlæg på Modkraft. Og jeg synes sgu den plade er ridset efterhånden. Hvad er det præcist i plæderer for? Skal der aldrig diskuteres teori på siden, eller må akademikere ikke skrive blogs på portalen. Indlægget her rejser jo faktisk en meget central diskussion af venstrefløjens brug af teori, og dens (mangel på) sammenhæng med praksis, og på mange måder er indlægget jo netop relevant for diskussionen om akademia og venstrefløj.

Det kan meget vel være at der er sætninger i ovenstående indlæg der ikke er de nemmeste, men så burde det vel være muligt at skrive det i kommentaren og dermed bede blogejer udtrykke sig klarere.

Og så til sidst så er jeg sgu i tvivl om har læst bloggen, eller om i blot har set blogskribentens kontrafej, og derefter så sat den sædvanlige kommentar ind i kommentarsporet. Hvis i virkelig mener det, burde i jo skrive denne kommentar om ca. alle indlæg på modkraft, der ikke har nyhedskarakter (Finn Jannings artikel ovenfor, eller Tørk Haxthausens ditto nedenfor som nyeste eksempler)

Konstruktiv kritik burde være standard i diskussioner som ovenstående.

Så for at summe op:

Drop akademikerbashingen, eller alternativt spring måske den næste blog over, der indledes med:

"De intellektuelle har længe feticheret kritikbegrebet. Men i de aktuelle kampe på gader og på pladser er denne intellektuelle sport blevet overflødig. Kritik fra elfenbenstårnet er erstattet med politik på Wall Street."


Kommentar af Anna | 24. oktober 2011 | 23:07

Jeg har gået på universitetet i masser af år - og jeg har også svært ved at hænge med i analyserne overfor. Måske fordi det ikke tager udgangspunkt i dagligdags hændelser og problemer som man kan forholde sig til, men i stedet er en form for meta-kritik af kritikken. Det er da om noget intellektuel sport i et elfenbenstårn.

Holder man låget tæt på en gryde i kog, vil den på et tidspunkt eksplodere - det er naturligt at der kommer modreaktioner når folk bliver presset for langt og for længe. Det kan være det er spændende på et intellektuelt plan at se hvad der så sker - men også en holdning man kun kan have hvis man selv har sit på det tørre. De højreorienterede skal nok lave sine analyser - og planlægge hvordan de skal få ufarliggjort bevægelsen. Så er det da fuldstændigt hul i hovedet ikke at gøre, hvad vi kan for at der skal komme noget progressivt ud af "eksplosionerne" - gennem at benytte de organiseringer der er - og ja - planlægge og skabe alliancer som kan rykke styrkeforholdene, så vi faktisk kan ændre samfundet. Det er vel det der er pointen, eller???


Kommentar af Karl M | 24. oktober 2011 | 23:13

@Genosse Eskil... Jeg er sådan set meget enig i de fleste af dine pointer, selv om jeg tror at du overromantiserer spontaniteten i Wall Street. Mon ikke der har været holdt en del møder i en del lejligheder forud for Wall street også? Og lejlighedsplanlægning er jo ikke ligefrem det samme som teori eller hvad?

Desuden er det du skriver jo basalt set et gammelt analyse-dogme fra de mere anti-autoritære dele af den kommunistiske tradition at praksis overskrider og går forud for teori, i nyere tid populariseret af Hr. Hardt og Hr. Negri, der jo ofte (fx når danske intellektuelt ambitiøse venstreradikale har spurgt dem, hvis jeg ikke husker helt galt) har anført at deres analyser samler op på politisk praksis - den forudsiger den/dem ikke og vil ikke udstikke deres retning...

Men det er sgu cool nok det du skriver, det er det fandme. Den der post-marxisme, der har prædikeret at der ingen forskel er mellem teori og praksis har alt for længe resulteret i at der så kun blev lavet - om ikke teori - så en eller anden form for halv-intellektualisme og pseudo-akademia ud af venstrefløjen og enhver ansats til ballade. At vende den om vil da være en skøn forandring. Drop det skide universitet og gallerierne som steder hvor man kan tænke eller kunstne sig til revolutionen og lav den i stedet for. På universitetet som på enhver anden arbejdsplads (og uddannelsesinstitution og gade og plads osv osv. ) En anden ting er at en god del af de sidste års yderst forsigtige ansatser til revolter i dansk sammenhæng vel snarere har været præget af at arrangørerne var meget ivrige for at få folk væk fra gaderne igen.. man skulle jo nødigt have dårlig presse og/eller skade enhedslistens image... Måske er det der skal droppes ikke blot akademia, men også de selvudnævnte taktikere...


Kommentar af stephan | 25. oktober 2011 | 01:46

Jeg er lang hend af vejen enig med teksten - men er uenig med at at folk ikke er belæste - noget af det første du optager ved den slags bevægelser er at folkbegynder at læsse bøger, pamfleter, blade og flvver. Det er hvad den slags bevægsler netop skaberer interesse for, fordi vi venstreradikale ikke kan lave med så mange penge og recurser som meainstream tv og film. Der har ikke været venstrefadikalt forlagt som kunne udgive litteratur i dk i et større oplage, netop fordi bevægelserne manglede som skabte interessen.

ps. Hvilke "kampe" er der i dag i Dk som er så vigtig lige nu på arbejdspladser, uddannelser, osv... igen af dem har et spor af samfundskritik over sig. Nu ved SCS strejken gik arbejder ud med tshirts med overskriften . "Bevare den danske model" - selve samme model som de har ofret deres liv fort så andre fårprofitten og som røverrante dem?! Anti-kapitalstisk og antiautoritæret teori er virkeligt vigtig som et minimums krav eller giver modstanden ingen mening overhoved.


Kommentar af Ævlebævle | 25. oktober 2011 | 09:45

@Stephan

Jeg skal lige have noget på det rene.

Mener du, at folk er belæste, eller mener du, at de ikke er belæste? Det er lidt uklart, hvad du mener, fordi du også skriver, at der ikke er noget venstreradikalt forlag i Danmark, der kan udgive bøger i større oplag, fordi bevægelsen mangler.


Kommentar af Jakob Lindblom | 25. oktober 2011 | 11:44

Hej Eskild

Tak for svaret, som var opklarende, men som også blotlægger uenigheden i hvert fald om første del af dit svar.

Ja, kapitalismen udstiller sig selv, MEN folk tror stadig, at det handler om grådige bankmænd og forkerte lånetyper fremfor egentlige systemiske kriser. Damn, ikke en gang Enhedslisten tør sige det.Men mener i stedet, at vi skal fokusere på at skabe klassebevidsthed uden at nævne klasser men istedet ved at udstille netop bankers grådighed, komme med reformkrav osv.

Du kan også se på det på den måde, at hvis folk godt ved, at kapitalismen har så store problemer, hvorfor fanden stemmer 93,7 procent så på nogen, som vil bevare den, og som vil redde bankerne med bankpakker og andet shit?

På sin vis bekræfter det jo Pelles analyse i linket ovenfor (mener i stedet..), men det bekræfter måske endnu mere behovet for så rent faktisk at sige det højt, at hvis ingen gør det, hvordan skal de 93,7 % så nogensinde finde ud af det?

Det er fedt, skriver du, når tankerne opstår i handlingen, og ja, der er utallige eksempler på, at arbejdskampe har radikaliseret folk i situationen. Men der er sørme flere eksempler på, at protester dør ud uden retning, agitation og en skarp strukturel analyse, så er frugtkurven sgu tiltrækkende lige plduseligt, for nu at nævne ævlebævles indlæg.


Kommentar af stephan | 25. oktober 2011 | 22:50

jeg tro at folk bliver belæst når der kommer en bevægelser i denmark. Jeg har den oplevelse at i Grækkeland er der en vestrefeløj som er hvad debaten angår lys år for ud den danske - selv de grækker som allers adrig læsser om venstrefløjens alternativer giver det an chanche og læser Kein lige nu. I denmark skal man være rigtig godt til fremmedsproget og akademiket for at kunne følge med i den debat hvad angår venstreradikale bevægelser, ideer, og næsten alt handler om udlandet. De få ting der findes på dansk handler jo ikke om livet i Denmark eller taler til subjektet.


Kommentar af Marc | 26. oktober 2011 | 02:25

Hej Eskil

Selvfølgelig bør man ikke ophøre med at kritisere. Det er dit eget indlæg - som du endda også selv siger - et fremragende eksempel på, idet det netop er kritisk.

Det, at forsøge at rense politik fra kritik, er i mine øjne fuldstændig håbløst med mindre politik forfladiges til at være forvaltning af det bestående samfund. Hvilket ironisk nok er det du kritiserer kritik for at være.

Såfremt en politisk handling sker med henblik på at forandre noget, er den kritisk. Et rent og skært følelsesudbrud vil aldrig kunne forandre noget, eftersom forandring implicerer elementer af omformning og konstruktion, ikke blot destruktion. Og så snart noget formes ud fra tanken om, at det ikke længere skal være som det plejer, er der kritik på spil.

Uden kritik ville politiske forandringer aldrig nogensinde have fundet sted.

På den anden side er jeg enig med dig i, at der bør handles og at teori alene ikke ændrer noget (hvilket jeg er sikker på, at de nævnte teoretikere også vil eller ville mene). En politisk teori uden praktiske ambitioner og fordringer er lige så lidt politisk som en komplet ukritisk handling er det.

Tanke og krop / fornuft og følelser hverken kan eller bør fuldstændig adskilles i den politiske kamp. Hvis man kun tænker, forandres ingenting og for så vidt, at man helt og holdent kaster (selv-)refleksion, besindelse og kritik over bord, vil handlingen kunne føre til hvad som helst.

Samfundsforandrende politik er ganske rigtigt beskidt og indebærer ofte voldelige momenter, og så længe, at den giver afkald på ethvert kritisk begreb om retfærdighed, kan man vide sig sikker på, at den ikke vil være eller blive andet.


Kommentar af Kim Ingemann | 26. oktober 2011 | 04:41

Altså, Eskild, igen vrøvler du rundt i begreberne, og derfor er din præmis for indlægget helt forkert. Man kan ikke sætte kritisk teori og politik op imod hinanden, som du gør. Der er forskel på kritisk teori og kritisk praksis, ja. Der er forskel på politisk teori og politisk praksis, ja. Men kritisk analyse af samfundsforholdene er en forudsætning for revolutionær handling, forstået som en handling, der ændrer magtforholdene. Vi har endnu til gode at se, om Wall Street besættelserne faktisk ændrer samfundet, så de kan ikke uden videre bruges som argument imod teori. Desuden er det vel ikke givet, at besætterne ikke tænker kritisk, før de handler.

Og Frankfurterskolens indlydelse, direkte og indirekte, på vesteuropæiske politikere er vist ikke så lille endda.


Kommentar af Marc | 26. oktober 2011 | 09:13

I mine øjne er det ikke teori eller de intellektuelle, som står i vejen for handling.

Grunden til, at kapitalismen endnu ikke er blevet styrtet og det nye reelt demokratiske samfund ikke er blevet kreeret skyldes nok snarere, at flertallet af befolkningen - som før nævnt - ikke ønsker et grundlæggende anderledes samfund. Langt de fleste danskere er nogenlunde tilfredse.

Så jo, i nogen forstand HAR de såkaldte (radikale) vestreorienterede gudhjælpemig priviligeret indsigt i systemets fundamentale strukturelle problemer. De er nemlig de eneste, som vurderer, at disse strukturer er dybt problematiske (hvis man vel at mærke ser bort fra alle mulige obskurantistiske højreorienterede former for anti-kapitalisme).

Det kan sagtens være at folk ikke lider af falsk bevidsthed, men det er i hvert fald sikkert og vidst, at det blot er en lille skare, som udtrykker interesse for radikal samfundsforandring.

Eskil, jeg er med på din anti-elitisme, men ser ingen grund til at lade den stikke af og helt ud i anti-intellektualismen. Den slags har vi vidst set nok af gennem tiderne...


Kommentar af Eskil Andreas Halberg | 26. oktober 2011 | 11:22

Hej Marc

Jeg tror ikke man skal forstå indlægget som anti-intellektuelt, snarere en anti-elitær masse intellektualisme. Alle kan tænke. Og alle tænker hele tiden på alt muligt.

Hvis "langt de fleste danskere lever nogen lunde tilfredse" så gider jeg altså ikke mere. Hele verden er jo ved at falde fra hinanden. Det ved en hver jo.


Kommentar af Jonas Jørgensen | 26. oktober 2011 | 11:26

@Ævlebævle

"hvis de fleste danskere havde været nogenlunde tilfredse, ville det ikke have kunnet lade sig gøre at mobilisere så mange til alt fra de store antikrigsdemonstrationer i starten af 0’erne over ungdomshuskampen sidst i årtiet og så til - på den negative side - stemmekvæg for højrepopulister som DF i hele årtiet"

Hvis denne påstand er korrekt, så ville det netop overståede valg jo have vist enorme stemmetal til hhv Liste Ø og DF som et resultat af den voksende utilfredshed. Dette skete som bekendt ikke, hvorfor i hvert fald parlamentets sammensætning er et udtryk for den overvældende del af befolkningens ønske om at bevare et strukturelt status quo.

I samme ombæring er det efter min overbevisning ikke muligt at tilskrive f. eks Ungeren, Antikrig etc den betydning du giver dem. Deltagermæssigt sneg de sig aldrig i nærheden af "massebevægelse" (selv heller ikke med Arbejderens tal:)).

Demonstrationer der er vendt mod de nævnte ting er naturligvis udtryk for utilfredshed, men ikke med egne livsvilkår, og heller ikke med systemet.

Man må næsten citere Gotfred Appel: "Arbejderen har kun sit farvefjernsyn at miste".


Kommentar af Ævlebævle | 26. oktober 2011 | 12:11

@Marc

De fleste danskere er nogenlunde tilfredse, siger du. Det tror jeg simpelthen ikke på. Hvis de fleste danskere havde været nogenlunde tilfredse, ville det ikke have kunnet lade sig gøre at mobilisere så mange til alt fra de store antikrigsdemonstrationer i starten af 0’erne over ungdomshuskampen sidst i årtiet og så til - på den negative side - stemmekvæg for højrepopulister som DF i hele årtiet

Nå, men tilbage til emnet, som vel er kritikkens og læsningens nytte i kampen - eller dens ubrugelighed og i værste fald hæmning af aktiviteter, der får alle med. Netop i dag så jeg lige denne artikel om de her Occupy-folk i Oakland, der er blevet angrebet: http://www.huffingtonpost.com/2011/10/25/occupy-oakland-protest-police-protesters-clash_n_1031879.html

Ja ja, jeg ved godt at Huffington Post er et borgerligt medie, men alligevel...fra artiklen:

"The protesters had gathered at a downtown library, marched toward City Hall and ultimately were met by police officers in riot gear. Several small skirmishes broke out and officers cleared the area by firing tear gas."

Ses vi på biblioteket?


Kommentar af Ævlebævle | 26. oktober 2011 | 13:01

Meget mystisk, at mit indlæg er rykket ned under Jonas Jørgensens, når det blev skrevet før hans...

Nå, men til Jonas Jørgensen. Du kunne jo sige det samme om grækenland. Alle dem, der har stemt, må jo være tilfredse. Eller hvad? Alle dem, der ikke er på gaden, tier og samtykker overfor tingenes tilstand. Så i virkeligheden er de fleste grækere fint tilfredse... eller er de?


Kommentar af Brian Svensson | 26. oktober 2011 | 13:24

Man kan godt være utilfreds selvom man ikke smadrer vinduer, brænder biler af og kaster med brosten. Deltager man i de voldelige optøjer, tages man til indtægt for volden - hvad mange gerne vil frabede sig.


Kommentar af | 26. oktober 2011 | 15:09

@Eskil

Som Kim synes jeg også du roder noget rundt i begreberne, og så bliver konklusionerne altså lidt for lette. Derudover tror jeg, du - og ganske mange andre - har en tendens til at romantisere protesterne i Grækenland, Italien osv: "De går på gaden med deres følelser, fantasier og begær efter et andet liv."

Al det snak om begær og fantasi, tror jeg ikke på. De protesterende i Grækenland har nogle meget konkrete problemer, som har ført dem på gaden... der bliver ikke drømt og begæret om andre samfund midt i tåregassen - og de fleste tror nok stadig på løsninger indenfor kapitalismen. Men noget spændende (eller uhyggeligt) kan selvfølgelig opstå i sådan alvorlige krisesituationer, men det sker altså ikke bare af sig selv uden at engagere sig i en diskussion af årsager og løsninger.

Din opfattelse af gadekampen som sådan en et udtryk for et aller andet ukontrollabelt begær for et andet samfund, tror jeg heller ikke på: "Så sent som forleden blev begæret efter en anden demokratisk orden for stort for protesterne i Rom." Gadekampen, i hvert fald som vi ser den i Athen og Rom, er næppe særlig spontan, nærmere planlagt, eller indøvet - og udtryk for et valgt politisk middel og udtryk af en mindre gruppe mennesker.

Hvad er det konkret der indikerer, at grækerne "er fuldt oplyste om grådigheden og radikaliseringen af den økonomiske ulighed"? Hvad er det konkret, der tyder på, at protesterne (i fx Rom) ikke grundlæggende er skåret over den samme formel som tidligere, og at det ikke bare er the usual suspects, der står for fx gadekampen - men nu pludselig udtryk for et eller andet demokratisk begær? Du tager en hel masse ting for givet, men glemmer lidt argumenterne.


Kommentar af Jakob Lindblom | 27. oktober 2011 | 07:43

Hej alle

Selvom jeg ikke normalt er den store Slavoj Zizek-fan så synes jeg at denne kronik i virkeligheden rummer mange af de ting, som denne debat viser.

Det være sig behovet for retning og analyse, men også den handling og den krop, som Eskild efterspørger. Kort sagt, så handler det om erkendelse hos de protesterende. En erkendelse, som de kun kan få gennem analyse og kritik - ikke som svar eller diktater, men som spørgsmål. Eller som Zizek lidt højtravende siger det. Stille spørgsmålet om, hvad de selv er svaret på og derved erkende retning, antikapitalisme og spirende alternativer.

Er man som jeg ikke fan af hans stil med lidt højtstemt geschwung, så skal man dog ikke lade sig aflede af dette. Artiklen viser også meget godt farerne, som "ævlebævle" påpeger.

Kan kort sagt anbefales :-) http://www.information.dk/283194


Kommentar af Jonas Jørgensen | 27. oktober 2011 | 08:01

@Ævlebævle

Ja, undrede mig også over omrokeringen af indlæg, men mon ikke det går.

Demonstrationerne i Grækenland er ikke et udtryk for et ønske om forandring, men der i mod et ønske om at bevare tilstanden fra før krisen. Meget muligt at PAME og KKE er helt oppe i det røde felt og bryster sig lidt af en revolutionær fortid, men kritikken er ikke af systemet, men af de forringelser der kommer inden for systemet. Det er jo ren økonomi det handler om.

Der er ingen tvivl om at deres protester er berettigede - jeg er bare ikke enig i at de er udtryk for en generel lede ved de strukturelle forhold.

Og jeg tror ikke man skal forvente en revolutionær situation fordi tingene er sat på spidsen for tiden - det har vi set mange gange gennem de sidste 50 år, uden at det har rykket det mindste. Så længe vi rider på ryggen af den 3. verden, så har masserne ikke nogen umiddelbar interesse i at omstyrte det system der sørger for dem.


Kommentar af Ævlebævle | 27. oktober 2011 | 10:01

Jeg er 40. Og jeg kan ikke erindre tilstande som de nuværende i min levetid, Jonas. Jeg vil meget gerne undgå at fortælle demonstranter, at de demonstrerer for noget andet, end de selv siger, de demonstrerer for. Men det synes jeg, at du gør. Det er patroniserende. "Jeres munde siger et, men inde i jeres hoveder er der noget andet." "Jeg ved mere om, hvad I vil, end I selv ved." Det er den holdning til mennesker i al almindelighed, jeg læser ud af dit indlæg.

Nå, men det var ikke dette, som blogindlægget, tråden ligger i forlængelse af, handlede om, så jeg synes, vi skal lade vores uenighed hvile her.


Kommentar af Jonas Jørgensen | 27. oktober 2011 | 10:07

@Ævlebævle

Du lægger mig ord i munden. Pointen er måske efterhånden gået tabt, men; jeg siger ikke folk ikke er utilfredse med deres situation, hvilket Grækenland som du fremhæver er et eksempel på. Jeg siger at utilfredsheden ikke er en grundlæggende utilfredshed med systemet (som i privat ejendomsret). Jeg skrev blot dette, fordi du fremhævede blandt andet ungdomshusdemonstrationerne som eksempel til at underbygge påstanden om, at utilfredsheden med systemet er voksende, hvilket alt andet lige må betyde at folk ønsker et radikalt brud med det nuværende.


Kommentar af EVA | 27. oktober 2011 | 10:28

Jeg var I Athen medio juli - og jo, grækerne er fuldt ud klar over hvad de ønsker. Kan i samme ombæring meddele at grækerne ikke er som DANSKERNE.

Nu bliver det pseudoagtigt - og kortfattet er grækerne først og fremmest imod ondets rod bl.a. Goldmann Sachs og al deres VÆREN - og det er vi danskere vel også

Nu er vi danskere jo opflasket med: VI ved bedre - hvad der også afspejler sig i visse indlæg her -men langtfra alle.

Grækerne er langt forud for den danske "oprørsdebat"- hvad i kan konstatere ved at læse græske aviser og hjemmesider (I må bruge google oversæt).

Alt herhjemme (også oprørsnak) skal patenteres, Institutionaliseres og licenseres hvad der giver grobund for diskussioer som kritik af kritik af kritikken.


Kommentar af Ævlebævle | 27. oktober 2011 | 10:58

Jeg mener faktisk, at utilfredsheden med systemet er voksende. Og det er jo også det, demonstranterne selv siger. Hvis du gider at lytte, så handler det altså ikke bare om de små forbedringer, vi kan få, indenfor vores egen matrikel. Eller om at skrue tiden tilbage til "de gode gamle dage" i 2005. For eksempel fordi folk i al almindelighed langt om længe har begrebet, at økonomierne hænger sammen. Uanset om det hedder Grækenland eller Danmark eller USA. Nu nævnte jeg lige Oakland tidligere. Se overskriften på deres livestream her:

http://www.livestream.com/occupyoakland

At påstå, at det handler om Goldmann Sachs, er efter min mening også patroniserende. Lige som det er patroniserende at sige, at det ikke er relevant at diskutere om teori og kritik giver mening i forhold til den politiske kamp - og på hvilke vilkår det eventuelt ikke gør. For det handler om langt større spørgsmål. Der er mange forskellige utilfredsheder ude på banen lige nu. For at forstå dem, er vi altså nødt til at forstå den større kontekst fremfor bare at gå ned ad gaden og spørge nogle grækere, hva’ syns du? Og tro, at det svar man får, af dem man møder den dag, er hele svaret. Det er ikke TV.


Kommentar af Kim Ingemann | 27. oktober 2011 | 15:13

Situationen i flere europæiske hovedstæder og tildels i visse amerikanske byer ligner i virkeligheden situationen i Østeuropa i slut-80’erne. Der er en voksende erkendelse af, at de herskende har mistet deres legitimitet. Men i modsætning til dengang er der ingen magtfulde kræfter, som kan pege på, at problemets årsager skal findes i det økonomiske system. Den udemokratiske statsstyring af hele produktionen kunne ikke sikre mad og ordentlige levevilkår for indbyggerne, og årsagen var tydelig for enhver, fordi det blev italesat.

Situationen i Vesteuropa og USA er, at politikerne har mistet legitimitet, fordi det er ved at gå op for folk, at kapitalismen grundlæggende er udemokratisk, fordi politikerne er nødt til at følge blinde økonomiske love, der altid går forud for den bevidste og lovede lovgivning. Men situationen skriger på analyser af dette, for eksempel i hvilken grad de kapitalistiske produktionsforhold er i konflikt med produktivkræfterne.

At flere og flere har en anelse om, hvor det bærer hen - samt en interesse i at forsvare sig imod angreb på deres livsvilkår - betyder ikke, at de har en bevidsthed om, hvordan de bedst skaber det nye. At basere den revolutionære trang på en følelse af afreaktion eller selvtilfredsstillelse, svarer til at fravælge utopien eller visionen til fordel for nuet. Og situationen, som den ser ud lige nu, er, at demonstranterne ved, hvad de vil gøre lige nu, men ikke, hvad det skal føre til. »I don’t know what I want but I know how to get it« er et Johnny Rotten-citat og en antitese til Jimi Hendrix’ utopiske »I know what I want but I just don’t know how to get it«. Og sidstnævnte citat skulle altså være tættere på oprørernes situation lige nu?

Det er der ikke noget, der tyder på. Der er tale om opbrud og sammenbrud, og det føler kroppen, før den har tænkt noget. Men en krop uden hoved finder aldrig vej.


Kommentar af M | 27. oktober 2011 | 19:43

I guder.. Sluk for akademiker-knappen og tænk selv, Eskild. Det er mere pinligt end det plejer at være, det her, og det siger fanme ikke så lidt.


Kommentar af Eskil Andreas Halberg | 28. oktober 2011 | 08:54

@M: Det kunne være du skulle læse med på en anden blog i stedet for denne her skod-blog. Eller lave din egen.

@Kim: Jeg synes det er et godt indlæg det sidste. Men hvad skal vi med flere analyser af produktivkræfter og produktionsforhold. Er det ikke lidt munke-agtigt (du ved hvad jeg mener).

Jeg er enig i, at folk der vil forandre verden skal tænke og forestille sig noget der kan sættes i stedet for, det der er. Men det sker ikke ved ved flere kapitalisme-diagnoser og marxistiske analyser af klassekampens sammensætning.

I øvrigt mener jeg at fremtiden er NU. Vi skal ikke tænke os til noget i fremtiden. Det skal være noget vi kan gå i gang med med det samme. Den der adskillelse af nutid og fremtid skal nedbrydes. Det er nu vi vil have forandring, og ikke med en specifik pil hen mod et fremtidsmål. Det kender vi ikke. jeg maner man skal droppe den der liniære historieskrivning.

@ -uden navn-: Følelser, begær og fantasier er meget konkrete. Det er præcis det jeg gerne vil understrege. Og jeg er enig i at folk ikke går på gaden fordi de har nogle abstrakte ideer. Lige netop i Grækenland går folk på gaden fordi samfundet er gået radikalt fra hianden og middelklassen forsvinder. Det er meget konkrete forringelser. Jeg er ikke ude i en glorificering af gadenkampen eller et eller andet revolutionsromatisk. jeg tror det er ret hårdt at bo i grækenland for tiden.


Kommentar af Marc | 28. oktober 2011 | 09:35

Ok Eskil,

vi er formodentligt enige om, at det at udnævne sig selv til intellektuel elite eller avantgarde er noget dybt arrogant og politisk ubrugeligt pis. Enten er alle intellektuelle eller også er ingen intellektuelle, eftersom det gælder for ethvert menneske ved bevidsthed, at vedkommende ikke kan lade være med at tænke (sig om).

MEN det er overhovedet ikke ensbetydende med, at vi bør begrave kritikken som en uddateret størrelse.

Du skriver: "Kritikeren holder sine egne begreber ubrugeligt i live." Nej, tværtimod er kritik den eneste måde, hvorpå begreber kan forblive levende, dynamiske og brugbare. Hvis man ikke ustandseligt kritiserer og derved opdaterer sine begrebslige maskinelle samlinger, stagnerer ordene og bliver meningsforladte platoniske idéer.

Uden kritik ville fornuft, sprog og erkendelse simpelthen langsomt tørre ud for bestandigt, hvorved menneskeheden stille men stødt ville regredere til et helt og aldeles dyrisk, naturligt og ufrit stadie, hvor sådan noget som politik er ganske utænkeligt.

Og ja, kroppen ville da kunne nyde sin uddelte triumf, men der ville vel at mærke ikke være tale om menneskekroppen og en sådan ’nydelse’ ville også være komplet ubevidst.

Som nævnt i en tidligere sammenhæng, skal hovedet ikke bare kappes af og efterlades elendigt i rendestenen. Der er rigtignok brug for, at det til tider afmonteres og på afvekslende vis tages under armen, men kun for, at det sidenhen genplaceres på toppen og så fremdeles.

I den forstand er en selvumyndiggørende overordning af kroppen mindst ligeså uhensigtsmæssig som en hårdnakket og (selv-)pacificerende underordning er. De to momenter bør naturligvis sideordnes i et frit spil og nogle gange endda bringes helt ud af orden.

Det, at slå kritikken ihjel for politikkens skyld, er i bedste fald et dødfødt projekt og i praksis fuldstændig uladesiggørligt!


Kommentar af Marc | 28. oktober 2011 | 09:45

Eskil skrev:

"Jeg er enig i, at folk der vil forandre verden skal tænke og forestille sig noget der kan sættes i stedet for, det der er."

Jamen, hvordan tænker man og forestiller sig alternativer uden at bruge sin kritiske sans???


Kommentar af Eskil Andreas Halberg | 28. oktober 2011 | 10:14

Jeg mener ikke det er mig der har slået kritikken ihjel. Det har kritikken selv. Jeg mener bare, at kroppen og hovedet ikke side ordnes. For de kan ikke adskilles.


Kommentar af Marc | 30. oktober 2011 | 14:19

Jeg mener, at det er udtryk for et kritisabelt og temmelig ukritisk perspektiv, at tro, at man kan syntetisere krop og hoved. Det er nemlig ikke bare det samme. Det er derimod både det samme og to vidt forskellige ting. Og er det ikke lidt munkeagtigt at ville nivellere sådanne forskelle?

I øvrigt tror jeg heldigvis ikke, at der er nogen som overhovedet er i stand til at slå kritikken ihjel, hvorfor den første sætning (i ovenstående indlæg) forekommer mig at være en krystalklar selvfølge...


Kommentar af Marc | 1 november 2011 | 13:19

På den ene side er fetichering af hovedet, tænkning og teori dybt problematisk og politisk uhensigtsmæssigt.

På den anden side er fetichering af kroppen, sansning og praksis dybt problematisk og politisk uhensigtsmæssigt.

Jeg mener, at Eskils blogindlæg selv er symptom på det sidste, alt imens det foregiver at være kritisk indstillet overfor det første.

Desuden mener jeg, at man på flere vigtige måder bør skelne mellem en til enhver tid given skribents udsagn og hans faktiske liv.

Det, at Adorno tilkaldte panserne i 68 var, i mine øjne, en handling af reaktionær systemforlængende karakter. Dette er dog på ingen måde ensbetydende med, at Adornos idéer og udsagn kan reduceres til det samme.

Eskils antikritiske kropsfetichisme er lige på nippet til at slå over i obsolet (munkeagtig) identitetstænkning.

Sagt med Adornos (og Horkheimers) ord:

"Tænkningen bliver da også illusionær, så snart den vil fornægte sin adskillende funktion, distancering og tingsliggørelse. Enhver mytisk forening forbliver bedrag: det afmægtigt indvendige spor af den solgte revolution."

(Oplysningens dialektik, Gyldendal 1995, s. 80).

Kritisk politisk teori er både adkillelse og sammenføjning af teori og praksis.

Kritisk politisk praksis er både adskillelse og sammenføjning af praksis og teori.

Men ellers super fedt anti-elitistisk blogindlæg, Eskil!


Kommentarfunktionen er lukket


Eskil Andreas Halberg

Er 27 år, Cand.scient.adm. ved Roskilde Universitet. Er projektorganiseret netværksaktivist på den udenomsparlamentariske venstrefløj og skribent på openhagen.net.

Politisk interesserer jeg mig for styresystemer, bypolitik, biopolitik, segregationspolitik og ideologikritik.

http://twitter.com/#!/eskilhalberg




Blogarkiv

23. februar 2012
Nu kommer der snart folketingsvalg
7 kommentarer

12. februar 2012
Sammenbrudstykker - en dagbog fra Athen
3 kommentarer

5. februar 2012
Svære tider på Modkraft
46 kommentarer

16. januar 2012
Kapitalismen er ikke et subjekt - men den opfører sig som et
44 kommentarer

28. november 2011
Depression som strejkevåben
8 kommentarer

24. november 2011
Enhedslisten – Et parti med principper
4 kommentarer

15. november 2011
Gæld er stavnsbindingens genindførsel
12 kommentarer

24. oktober 2011
Kritikkens død er politikkens genkomst
37 kommentarer

4. oktober 2011
Revolution i Enhedslisten
41 kommentarer

20. september 2011
Du ka’ få uden bilag. Du ka’ få brændt din bil af.
6 kommentarer

1 2 3 4 5 6 7 8 >

Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer