Vi er flyttet! modkraft.dk


Dansk regering gør livet surt i det besatte Vestsahara

Af Henrik Bang Andersen | 17. februar 2012 | 1 kommentarer

EU vil udplyndre det besatte Vestsahara gennem ny frihandelsaftale og ny fiskeriaftale med Marokko. Det vil den danske regering gerne være med til

Det har indtil videre været en rigtig ’lorte’ uge for lokalbefolkningen i det besatte Vestsahara.

Det handler ikke kun om, at sahrawierne lever under marokkansk besættelse i flygtningelejre - bag landminer og en motherfågger stor betonmur - hvor de, der ønsker en folkeafstemning om et frit Vestsahara, udsættes for tortur og fængslinger og i værste fald drab begået af de marokkanske myndigheder.

Det er jo hverdag.

Det, som har gjort denne uge lidt sværere end ellers, er, at EU har med de danske regeringspartiers opbakning både indgået en ny frihandelsaftale samt sat forhandlingerne igang om en ny fiskeriaftale med kongeriet Marokko.

Dels vil begge aftaler omfatte Vestsaharas naturressorucer. Og dels er aftalerne en blåstempling af den marrokanske besættelse af området.

SF godkender frihandelsaftale

Frihandelsaftalen blev godkendt i går af et flertal i EU-parlamentet. Det skete desværre med stemmer fra SF’s to EU-parlamentarikere, Margrete Auken (som ellers godt kan finde ud af at stemme rigtigt, når det gælder spørgsmål om andre besættelsesmagter fx i Palæstina) og Modkrafts tidligere blogger, Emilie Turunen.

Pinligt og skuffende.

Se hvordan de danske EU-parlamentarikere stemte på VoteWatch.eu

De Grønne stemte imod

Resten af SF’s politisk gruppe i EU-parlamentet, De Grønne, stemte dog imod aftalen. Det var nemlig et medlem af De Grønne, som var EU-parlamentets ordfører (rapporteur) på handelsaftalen.

Ordføreren var den franske aktivist José Bové, som bla. kendes fra Via Campesina og de alternative globaliseringsbevægelser, og hans oprindelige henstilling var at forkaste aftalen , bla. fordi den ikke ekskluderer Vestsahara, og fordi aftalen "begunstiger indflydelsesrige aktørers økonomiske interesser uden at vurdere de sociale følger for de berørte befolkninger og de konstaterede miljøskader".

De to SF’ere havde altså et valg mellem at støtte deres venner hos De Grønne, som var imod aftalen eller deres ministre i regeringen, som var for aftalen. Det er EU-landenes ministre (Ministerrådet), som vedtager EU’s lovgivning sammen med EU-parlamentet.

Se evt. Europaminister Nicolai Wammen, hælde vand ud af ørene på vegne af det danske EU-formandskab i debatten med EU-parlamentet om handelsaftalen (klik frem til 17.38).

Bové fik desværre ikke flertal i EU-parlamentets Handelsudvalg og måtte derfor ændre sin henstilling til en ’godkendelse’ af aftalen, som altså med Emilies og Margretes hjælp blev endelig vedtaget i går af et flertal på EU-parlamentets plenarforsamling.

Men okay, det ville være helt urimeligt at give Emilie og Margrete hele ansvaret for, at den her aftale er kommet til verden (de socialdemokratiske EU-parlamentarikere hjalp også til).

Konflikt med international lov

Men hvad er det så helt præcist S og SF har stemt for?

For det første, er det en frihandelsaftale, der omfatter Vestsahara, uden at sahrawierne nogensinde er blevet hørt, om de synes, det er en god ide, at EU og Marokko tjener på deres naturressourcer. Sådan en aftale er på konfliktkurs med international lov.

For det andet, vil aftalen liberalisere handlen med fiskeri- og landbrugsprodukter, hvilket kun vil komme den marokkanske magt- og erhvervselite og de europæiske multinationale som Azura-group og Idyl til gode.

For det tredje, ser aftalen stort på, at de marokkanske myndigheder også har det svært med at overholde menneskerettighederne i deres eget land. Det gælder for eksempel politiske fængslinger samt brud på retten til at forsamles og retten til faglig organisering. Det kan man læse mere om hos Human Rights Watch.

Men man behøver selvfølgelig ikke tage mine ord for gode varer. Læs i stedet hellere rapporten Conflict Tomatoes, som er udgivet af Western Sahara Ressource Watch og Emmaus Stockholm.

EU har ikke lært af Det Arabiske Forår

Vedtagelsen af handelsaftalen viser, at EU intet har lært af Det Arabiske Forår.

Hvis EU virkelig havde foretaget et kursskife i regionen, så gjorde man undertegnelsen af en sådan handelsaftale betinget af en reel overholdelse af menneskerettighederne og international lov.

I stedet belønner EU den marokkanske kongefamilie for sin besættelse af Vestsahara og sin mangel på reelle demokratiske reformer med en aftale, som kun vil komme magt- og erhvervseliten og de europæiske multinationale til gode.

Men kan man ikke sige, at EU kan være med til at støtte politiske og demokratiske reformer i Marokko gennem sådan en handelsaftale??

Jo, det kunne man måske have sagt før, Det Arabiske Forår afslørede EU’s diplomati i regionen som en fuldstændig fiasko (og hvis man iøvrigt er idiot).

Dertil kommer, at en stribe arabiske menneskerettighedsorganisationer og udviklingsorganisationer har advaret EU mod de frihandels- og investeringsaftaler, EU forsøger at indgå med Nordafrika. De frygter, at EU’s handelsaftaler vil underminere regionens reformprocesser.

Nye forhandlinger om Vestsaharas fisk

Den anden ting, som har spoleret ugen for sahrawierne, er, at Danmark sammen med et flertal i EU’s ministerråd i tirsdags formelt gav grønt lys til at starte forhandlingerne med Marokko om en ny Fiskeri Partnerskabsaftale, der ligesom frihandelsaftalen også kommer til at dække Vestsaharas farvand.

Jeg vil ikke gå i detaljer med, hvorfor den aftale er noget skidt. Dels fordi konflikten er mere eller mindre den samme som med frihandelsaftalen. Og dels fordi fiskeriaftalerne mellem EU og Marokko heldigvis er blevet beskrevet og omtalt flere gange her på Modkraft. Senest i Ørkenfolk farer i flint over dansk fiskeriminister.

Det eneste, jeg lige vil kommentere på, er, at både S og SF var imod en sådan type aftale for et år siden, men nu hvor partierne sidder i regering og har EU-formandskabet, lægger de sig fladt på maven for EU’s økonomiske interesser. Det er ret ulækkert at overvære.

Sverige stemte som det eneste land i Ministerrådet imod at opstarte forhandlingerne (side 12) om en ny fiskeriaftale med Marokko, fordi forhandlingerne ikke ekskluderer Vestsahara. Tilsyneladende kan en svensk konservativt ledet regering være mere progressiv end en dansk socialdemokratisk ledet regering.

Desværre for Sahrawierne så er ugen er ikke helt overstået endnu...

Solidaritetsarbejde

Hvis man vil vide mere om Vestsahara, eller hvis man vil arbejde aktivt for et frit Vestsahara, så foreslår jeg, at man besøger solidaritetsorganisationen Afrika Kontakt, som er ubetinget det bedste sted at starte. De har den nødvendige viden, lokale partnere og ressourcerne.

Du kan også læse mere om plyndringen af Vestsaharas ressourcer hos Afrika Kontakts internationale netværk Western Sahara Ressourcer Watch.

Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen stillede igår i EU-parlamentet sammen med bla. ordføreren fra De grønne, José Bové, et beslutningsforslag om at forkaste aftalen. Forslaget blev stemt ned.


Euro-krisen er en historisk mulighed for venstrefløjen

Af Henrik Bang Andersen | 9. februar 2012 | 11 kommentarer

Euro-krisen tilbyder en historisk mulighed for venstrefløjens politik, men det kræver konsolidering af venstrefløjens identitet og mobilisering

’Borgerlig selvransagelse’ er en opfordring - eller ligefrem et krav - jeg jævnligt er stødt på siden finanskrisen og den efterfølgende realøkonomiske krise for alvor brød ud i 2008, hvor det blev klart for alle og enhver, at hæmningsløs liberalisering er en katastrofe.

Alligevel, er der indenfor det sidste år til halvanden blevet taget mindst fire afgørende skridt mod shock doctrine i EU - hvoraf det seneste er den såkaldte finanspagt, som blev vedtaget i sidste uge.

De øvrige dele er Det Europæiske Semester (overvågning af nationale budgetter: finansloven sendes til Bruxelles inden den ryger i Folketinget); Euro+pagten (nye regler for overholdelsen af Stabilitets- og Vækstpagten); og Six-packen (nye sanktionsmuligheder over for lande der ikke fører stram budgetdisciplin). Sammen med Finanspagten udgør de den nye økonomiske styring i EU.

Og så lige en hurtig anmeldelse: Vil man vide mere om de enkelte dele anbefaler jeg, at man læser Kenneth Haars analyser. Mig bekendt var han en af de første aktivister i Europa - hvis ikke den første - til at slå alarm over EU’s økonomiske styring for over et år siden.

Finanspagten er en videreførelse af solid nyliberal økonomisk politik, hvor offentlig gæld anses for at være den egentlige årsag til euro-krisen (hvilket jo er løgn), og derfor skal offentlige udgifter barberes til et minimum. Samtidig skal konkurrenceevnen sikres ved at lægge pres på lønninger og arbejdsvilkår.

Ja, de borgerlige magthavere i EU og deres socialdemokratiske lakajer burde stoppe op et øjeblik og tænke sig lidt om.

Men hov, hvorfor er det lige, de skulle gøre det??

En lille smule massearbejdsløshed og fattigdom er vel ikke nok til, at man bare lige overdrager 60 års hårdt arbejde - med at integrere Europas økonomier i et fælles marked - til for eksempel den yderste venstrefløj og siger "alright, let’s do it your way".

Det er vel først og fremmest venstrefløjen i EU, som bør stoppe op et øjeblik og fundere over, hvorfor det er, at vi stadig ikke er i stand til at flytte styrkeforholdene i EU, trods EU’s borligere nedskæringspolitiker møder stor modstand blandt befolkningerne i en række medlemslande.

Venstrefløjen i EU

EU har aldrig været en nem bane for venstrefløjen at operere på og har været en kilde til uenigheder, som ikke nødvendigvis har resulteret i konflikter men i forskellige strategier.

Man kan blot kaste et blik på de meget forskellige udgangspunkter, der eksisterer i dag: ortodokse kommunister, EU-modstandere, anti-kapitalister, det hollandske SP’s ”less Brussels” samt den skandinaviske venstrefløj, hvor Danmark og Sverige står udenfor euro-samarbejdet, og hvor Norge slet ikke er medlem af EU.

Der er dog European Left Party (ELP), vil nogen sige - som måske er det bedste (eneste), vi har. Men som fælles platform mangler ELP fortsat konsolidering, og som aktør på det politiske niveau er projektet mildest talt harmløst. Samtidig er der vigtige partier, som står udenfor fx svenske Vänsterpartiet, hollandske SP, portugesiske PCP og græske KKE.

Sammenlignet med De Europæiske Socialdemokrater er der altså tale om en begrænset repræsentation.

Men problemet er i første omgang ikke så meget, at der ikke eksisterer en fælles europæisk strategi for EU – og her vil jeg gerne undgå spørgsmålet om mere eller mindre (kon)føderalisme blandt Europas venstrefløjspartier. Problemet er, at venstrefløjen er identitetsløs, når det gælder EU.

Destabilisering af venstrefløjen

I Danmark synes vi, at ’EU’ er meeega kedeligt, og det er formentlig et resultat af, at mediernes EU-dækning har været meeega latterlig – i hvert fald indtil for nylig. Det er ikke et spørgsmål, som flytter vælgerne.

Samtidig har den danske venstrefløjsstrategi for EU bestået af et udmeldelseskrav (fx Enhedslisten og Folkebevægelsen), hvilket har været let at stigmatisere som nationalisme og landsbytosse frygt. And that shit just doesn’t fly, hvis man skal være smart internationalistisk aktivist eller for den sags skyld realpolitiker, som mainstream partierne gider snakke med.

Og det bliver iøvrigt ikke bedre af, at DF giver den som EU-modstandere.

Kort sagt: Det er okay at være rebel og modstander af WTO, OECD og NATO - men ikke af EU, for så er man en bonderøv eller xenofob.

Men alright, udfordringerne for venstrefløjen i EU (som er mange) er desværre ikke så banale, at de kun handler om ’manglende interesse for EU’ blandt aktivister og politikere - eller bekymringen over ’personlig branding’ (det er dog en del af problemet).

For det første, er det politiske EU’s raison d’etre lig med integrationen af EU’s indre marked – dvs. den frie bevægelighed. Det har gjort EU til en kampplads, hvor spillereglerne i sig selv tilskynder til og promoverer borgerlige/nyliberale politikker (og nej, nationalstaten er da heller ikke en neutral kampplads - staten er jo ’borgerskabets forretningsudvalg’ og al det der, men det er en anden diskussion).

For det andet - og det er nok det vigtigste - er mobilisering en stor udfordring. Mobilisering af offentligheden gennem samarbejde med faglige bevægelser og civilsamfundsorganisationer har traditionelt været en strategi til at flytte styrkeforholdene indenfor statens politiske kampplads.

Men ’agency’ på EU-niveauet er besværliggjort af, at der hverken eksisterer en stærk ’EU-offentlighed’; eller en slags ’transnational valgkreds’; eller en fælles ’EU-social klasse/base’, som kan mobiliseres omkring venstrefløjens projekt.

For det tredje, er EU et overdrevet komplekst regeringsførelsessystem uden en egentlig centralmagt. EU er jo trods alt organiseret af suveræne nationalstater (i hvert fald indtil videre).

Styrkeforholdene skal med andre ord flyttes på flere forskellige niveauer - og måske på samme tid.

Danmark er et eksempel på den udfordring. Sidste år lod vi en socialdemokratisk ledet regering overtage roret for samfundet, fordi de lovede at kickstarte den danske økønomi med offentlige investeringer. Det var selvfølgelig en sejr. Men vi vandt ikke noget på EU-niveauet.

Som EU-formandsland er regeringen derfor igang med at ratificere en finanspagt, som dels vil forhindre andre lande i at lave en tilsvarende kickstart. Og dels vil den forhindre regeringen i selv at lave en ny kickstart, når resten af EU går i recession, og dansk eksport falder.

EU’s politiske markedsplads

En anden konsekvens af EU’s organisering drejer sig om de politiske kompromiser.

Ifølge den hollandske public affairs guru, professor Dr. Rinus van Schendelen, betyder EU’s multi-level styring af suveræne nationalstater, at ”on the EU playing field, the many stakeholders reach an agreement only by wheeling and dealing. It is the logic of compromise. This provides the basis for the consensus as formalised by, for example, heavily qualified majority, unanimity, or silent acceptance in the Council.”

Skal en politik vedtages i EU, bliver det altså et kompromis, lavet af store og ofte uhellige alliancer. Det politiske EU er ikke en politisk kampplads for konkurrerende ideologier, men en politisk markedsplads for studehandler.

Desværre er der ikke stor efterspørgsel på nationalisering af bankerne, offentlige investeringer i grønne jobs og afskaffelse af handel med derivater.

Men sådan er realpolitik vil nogen sige - det er kompromisets kunst. Fair nok, det er jeg enig i, så længe man også kan sige fra - altså det der med, at ”vi stemmer imod enhver foringelse” eller ”vi stemmer imod at overdrage mere magt til EU”. Kort sagt: der er nødt til at være en grænse!

Så kan man diskutere hvornår, der er tale om en forringelse, eller hvornår der er tale magtoverdragelse til EU. Det vigtigste er, at diskussionen ikke går på, hvorvidt den grænse skal eksistere eller ej. I SF har man for eksempel ikke været i stand til at sætte den grænse, og derfor har man destabiliseret den politiske identitet og er blevet til Socialdemokraterne #2.

I min optik er problemet, at hvis man som venstrefløj vil opnå resultater på den korte og mellemlange bane i EU - i håbet om at reformere EU på den lange bane - vil man komme til at overtræde den grænse og altså destabilisere sin politiske identitet med tilnærmelser til social-liberalisme.

Glem alt om at trække noget som helst til venstre. Det er et simpelt spørgsmål om styrkeforhold.

Mener jeg så, at man ikke kan realisere det socialistiske samfund indenfor EU’s rammer?

Ja - på nøjagtig samme måde som at socialisme heller ikke kan realiseres gennem for eksempel WTO.

Men jeg har forståelse for, hvis man synes, at tilbagerulning baseret på et udmeldelseskrav virker endnu mere urealistisk - for kan man overhovedet forstille sig en verden, hvor vi ikke er medlem af EU? Flere og flere mennesker/politikere vokser op i en tid, hvor den europæiske integration for alvor har taget fart.

Mobilisering

Pointen i det her alt for lange blogindlæg er, at venstrefløjen destabiliseres indenfor EU, fordi den reduceres til en parlamentarisk reformstrategi. Og som jeg har prøvet at argumentere for, så er der nogle grundlæggende spilleregler, som umuliggør det projekt.

Det parlamentariske projekt er kun en del af venstrefløjen. Begynder et venstrefløjsparti at betragte sig som et projekt i sig selv, går det galt. ’Selvransagelsen’ for ethvert europæisk venstrefløjsparti bør tage udgangspunkt i det forhold.

Det parlamentariske projekt skal tjene mobiliseringen blandt organisationer og bevægelser. Selvom det lyder som en uoverkommelig opgave uden en stærk fælles offentlighed, så er det mobiliseringen, som er vejen frem, hvis man vil flytte styrkeforholdene i de europæiske kapitaler. Det forhold at den fælles offentlighed er svag, gør kun opgaven så meget vigtigere.

Lige nu skal mobiliseringen foregå omkring EU’s økonomiske styring. Hvis den lange demokratiske vej til socialisme i EU nogensinde har eksisteret, så bliver den definitivt lukket med den økonomiske styring. Finanspagten er bare endnu et skridt i shock doctrinen, og der vil selvfølgelig blive taget flere skridt, så længe finansmarkederne ikke har tillid til Euroen.

Det kan naturligvis ikke blive ved, og på et eller andet tidspunkt kommer der en reaktion fra befolkningerne, som risikerer at blive voldelig og destruktiv (som i London), nationalistisk og xenofobisk, hvis ikke venstrefløjen sætter alt ind for at støtte de positive tegn på modstand: Indignados, Occupy, general strejker og demonstrationer.

Udfordringen er, at sikre at protesterne får samme betydning fra land til land.

Jeg håber folk vil støtte følgende mobiliseringer og begivenheder:

Folkebevægelsens underskriftsindsamling for en folkeafstemning om Euro-traktaten

Enhedslistens ditto

ETUC’s (Europæiske Faglige Sammenslutning) European Day of Action mod EU’s nedskæringspolitik, 29. februar håber LO-ledelsen vil støtte deres europæiske kammerater i stedet for deres danske regeringskammerater

Byggefagenes Samvirke og LO Storkøbenhavns initiativ Forandring NU! 28-29. marts for en social protokol i forbindelse med ECOFIN topmødet, som afholdes i Danmark

Corporate Europe Observatory og Transnational Institute’s konference EU in Crisis, 5-6. maj (hvis altså man ikke deltager i Enhedslistens årsmøde).






Er vokset op ved verdens ende – altså den danske provins – med kærlige forældre, ligusterhæk, MTV, Commodore 64 og splatterfilm. Jeg er ikke fagforeningsbarnet, der er flasket op med røde faner, og jeg har heller ikke lagt hele min ungdom i ungdomspolitik og DGS. Jeg er en ganske normal dude – derfor er jeg socialist og dermed også EU-modstander.

Tidsånden i dag er karakteriseret ved krise og konstant alarmberedskab. Det betyder, at vi befinder os på et ’vippe-punkt’, hvor samfundet kan forandres, og hvor venstrefløjen har en historisk mulighed for sin politik. Men det går ikke så godt.

Vi er tværtimod på vej mod en europæisk version af shock doctrine, hvor den ene nedskæringspolitik bliver vedtaget efter den anden. Men det kan ikke blive ved, og på sigt vil det medføre en folkelig reaktion. Spørgsmålet er hvilken retning og form den tager – bliver den voldelig? Demokratisk? Xenofobisk? Begivenhederne i London, USA og Nordafrika er forskellige bud.

Til daglig arbejder jeg i EU-parlamentet for Søren Søndergaard (fordi han er venstrefløjens Chuck Norris) og den Forenede Europæiske Venstrefløj (som i øvrigt ikke er særlig forenet). Jeg sidder i ledelsen i solidaritetsorganisationen Afrika Kontakt og er medlem af Enhedslisten.

Jeg har tidligere været ansat i U-landsorganisationen IBIS, Oplysningsforbundet DEO/EU-magasinet NOTAT og Mellemfolkeligt Samvirke.

Jeg vil kommentere på emner indenfor EU-politik , venstrefløjen i Europa, u-lande og folkelige bevægelser.




Blogarkiv

17. februar 2012
Dansk regering gør livet surt i det besatte Vestsahara
1 kommentarer

9. februar 2012
Euro-krisen er en historisk mulighed for venstrefløjen
11 kommentarer


Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Der er for få sure, gamle stoddere.

Kim Larsen. Troubadour, TV2 Nyhederne, 27. maj 2010, efter kritik af hans afstandtagen til dansk deltagelse i Afghanistankrigen.

Flere citater