Vi er flyttet! modkraft.dk


Digitalt forår

Af Henrik Chulu | 27. februar 2012 | 4 kommentarer

Jeg havde æren og fornøjelsen af at tale til demonstrationen Stop ACTA. Tak til alle arrangører og deltagere for at gøre Danmarkshistoriens hidtil største internetpolitiske manifestation mulig. Her er talen:

Hej.

Det er så fedt vi er så mange. Det viser at internettet kan stå sammen, hvis vi sætter os for det. Når vi står her på en fin forårsdag i København, står vi ikke alene. Vi står sammen med hundredetusinder af andre mennesker over hele Europa. Og endnu flere i resten af verden der mener at internettet skal være frit og åbent.

Vi står her fordi internettets fremtid er truet. Internettet bliver truet af handelsaftaler som ACTA, aftaler, der forhandles i hemmelighed for at øge kontrollen med hvordan vi kommunikerer.

Ligesom med demokrati kan vi ikke tage internettet for givet og ACTA er en trussel mod internettet og et angreb på demokratiet. Derfor står vi her i dag.

Vi står her for at vise at internettet ikke bør begrænses på vegne af økonomiske særinteresser der ikke forstår internettet.

Jeg er blevet stillet et spørgsmål igen og igen de sidste fire uger: Hvad er der galt med ACTA? Det er heldigvis nemt at svare på. Der er tre ting galt:

For det første:

ACTA blev forhandlet bag lukkede døre. Men hvem sad med ved forhandlingsbordet? Det gjorde menneskerettigheds-, borgerrettigheds, og forbrugerrettighedssorganisationerne ikke. Det gjorde offentligheden ikke. Det gjorde ikke engang vores folkevalgte politikere.

Og hvad foregik der bag de lukkede døre? Det kunne man i lang tid kun finde ud af gennem WikiLeaks. Og det man fandt ud af var skræmmende. ACTA var en ønskeseddel over ting rettighedsindustrien ville gøre ved internettet. Den blev forhandlet på plads på vegne af rettighedsindustriens lobbyister, Men at lave en aftale om internettet, hvor kun rettighedsindustrien er repræsenteret, svarer til hvis vores udenrigspolitik blev dikteret af våbenfabrikanter.

Når aftaler grundlæggende handler om hvordan vi må kommunikere sammen, bør resten af samfundet blive hørt i fohandlingerne. Det blev det ikke med ACTA.

For det andet:

ACTA er sat i verden for at beskytte ophavsretten og andre immaterielle rettigheder, men den truer vores andre grundlæggende rettigheder. Vi står her ikke for at få adgang til al musik, film og spil gratis. Men fordi vi ikke vil tvinges til at købe kultur med en pistol for panden. Modstanden mod ACTA handler ikke om musik og film og computerspil. Det handler om retten til at kommunikere frit uden at blive censureret. Om retten til at være anonym og ikke at blive overvåget. Og så handler det om at være uskyldig – indtil det modsatte er bevist. ACTA er en trussel mod alle disse grundlæggende rettigheder.

For det tredje:

Ulykker kommer sjældent alene, som man siger, og ACTA er ingen undtagelse. ACTA er en del af en politisk trend. I USA var man for nylig tæt på at vedtage lovforslagene SOPA og PIPA, og for nylig blev de første dokumenter lækket fra ACTAs lillebror TPP. Alle forkortelserne dækker over politik der ikke føres på vegne af det fælles bedste, men på vegne af økonomiske særinteresser, der ikke ønsker forandring.

Her hjemme følger vi også efter i trenden med at indføre dårlig lovgivning. I øjeblikket bakser de inde på Borgen med noget de kalder brevmodellen. Den går ud på at sende advarselsbreve til de internetbrugere, som rettighedsindustrien mistænker for at krænke deres ophavsret. Det er internetudbyderne der skal betale for frimærkerne, og det betyder at regningen ryger videre til forbrugerne. Heldigvis er politikerne allerede begyndt at indse at det er en dårlig og dyr ide. Det synes jeg vi skal bakke dem op i.

Den trend som ACTA er en del af er på ingen måde ny. Gennem de sidste par hundrede år er ophavsretten blevet udvidet igen og igen, og igen og igen er håndhævelsen af ophavsretten er blevet strammet. Det er en proces der fortsætter og fortsætter, hvis ikke der bliver sagt stop. Og det er nu vi siger stop: Ikke flere udvidelser, ikke flere stramninger. Vi vil have ophavsretsreform, ikke aftaler der cementerer den nuværende lovgivning.

Internettet er en ny virkelighed, hvor gamle forretningsmodeller er truet. Løsningen er ikke at ødelægge internettet for at redde forretningsmodellerne. Underholdningsindustrien har brugt det sidste årti på at bekæmpe internettet, i stedet for at bruge det til at udvide markedet og gøre kulturen let tilgængelig. Det gjorde den også da kassettebåndet truede musikindustrien, og da videobåndoptageren truede filmindustrien. Det samme med radioen, pladespilleren og selv det automatiske klaver før det. Da trykpressen blev opfundet brokkede munkene på klostrene sig også.

Hver gang har en industri følt sig truet af en ny teknologi. Og hver gang har teknologien vist sig at udvide markedet. Og samtidig har teknologien udvidet alles muligheder for at udøve vores rettigheder. Hver gang har en gammel generation beklaget sig, mens den unge generation har grebet mulighederne og brugt teknologien. Internettet er vores tids pigtrådsmusik. De gamle forstår det ikke og vil bremse det. De unge bruger det til at kommunikere.

Heldigvis var ACTA dråben der fik bægeret at flyde over. Over hele Europa protesterer vi mod ACTA. Og flere og flere steder lytter de folkevalgte til hvad folk siger. Det er kun i Danmark at politikerne synes at have svært ved at høre hvad der bliver sagt. Der er ikke noget at komme efter, siger de ansvarlige ministre. ACTA ændrer ingenting. Men hvis ACTA ikke ændrer noget, hvorfor har vi så tiltrådt den?

Nede i Bruxelles har de til gengæld hørt hvad der bliver sagt. Europaparlamentet lytter heldigvis til hvad deres vælgere siger. Og det har været muligt at forklare dem, hvorfor de skal stemme nej til ACTA. Det har nu fået Kommissionen til at sende ACTA til EU-domstolen. Men det betyder ikke at ACTA er stoppet, bare at processen er trukket i langdrag. Der kommer til at gå et år eller måske to før der sker noget nyt. Men indtil da er der nok at tage fat på.

Vi kan starte med at sige til de danske politikere at de skal droppe brevmodellen. Vi kan starte med at fortælle de danske politikere at internetcensur er en glidebane.

Vi kan ikke tage det frie og åbne internet for givet. Selv når vi får lagt ACTA i graven, er kampen for internettet ikke slut. Den er knap nok begyndt.

Sidste år så vi en demokratisk vækkelse i Mellemøsten. Vi kaldte den det arabiske forår. Vi jublede da folk brugte internettet i forsøget på at skabe demokrati. Nu er det blevet forår igen. Både herhjemme og i resten af Europa. Igen bruger folk internettet i forsøget på at skabe demokrati. Vi står sammen her i dag for at kræve digitale rettigheder. Det er blevet forår i Danmark, lad os stå sammen om, at det bliver et digitalt forår.


Kulturpolitiske klimaforandringer

Af Henrik Chulu | 28. december 2011 | 1 kommentarer

Hvis den politiske proces omkring brevmodellen er et vidnesbyrd om hvordan lovgivning bliver til i Danmark, skal der mere end et folketingsvalg til for at opnå forandringer som gør en forskel.

Efter afsløringerne af uautoriseret fildeling hos både plade- og filmselskaber, der viser et hykleri omkring ophavsretten som ikke begrænser sig til Danmark, er tiden nu kommet til politikerne.

Følgende screenshot fra youhavedownloaded.com viser resultatet af en søgning på et IP-nummer tilhørende Socialdemokratiets hovedkontor på Danasvej 7 på Frederiksberg:

I november havde lobbyister fra RettighedsAlliancen premiere på et roadshow om ophavsret hos netop Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, der efterfølgende nedsatte et udvalg om emnet.

DSU fik endvidere lovning på at modtage oplysningsmateriale om emnet i politisk kampagnesammenhæng til deres website, måske i lyset af Venstres klare ophavsretskrænkelser i forbindelse med den senest overståede valgkamp.

Det ser dog ud til at der i Socialdemokratiet alligevel var behov for at fejre den nylige sejr over de borgerlige med et afsnit af den amerikanske TV-serie Revenge.

RettighedsAlliancen kan således tilføje et advarselsbrev til det oplysningsmateriale som de bidrager med til det nyligt indtrådte regeringsparti.

Isen smelter ved polerne…

Selvom klimaet politisk set ikke har været en vindersag siden falliterklæringen i København i 2009, ser det alligevel ud til, at der stadig er interesse blandt de folkevalgte for konsekvenserne af den globale opvarmning. Her er et screenshot med et IP-nummer der tilhører Folketinget på Christiansborg:

Danmarks Radio har de seneste seks mandage vist BBCs serie Den Frosne Planet, som tager seerne med til jordens koldeste steder.

I den oprindelige version er der imidlertid syv afsnit, hvor det sidste handler om netop klimaforandringer. Dette syvende og politisk set mest betydningsfulde afsnit er således ikke tilgængeligt for de danske licensbetalere. Det er det til gengæld gennem den bittorrent-fil som er blevet hentet gennem et af Folketingets IP-numre.

Et politisk tøbrud?

Hvor brevmodellen før valget stod til at blive vedtaget bredt af Folketinget, har flere partier i både regeringen og oppositionen givet udtryk for at modellen ikke er samfundsøkonomisk bæredygtig.

På trods af at Venstres kulturordfører Michael Aastrup Jensen har holdt møde med RettighedsAlliancen om netop brevmodellen udtaler han til Politiken, at Venstre er »skeptiske over for brevmodellen.«

Tilsyneladende har det tidligere regeringsparti fået øjnene op for, at modellen ikke økonomisk set er gavnlig for samfundet og indset, at »brevmodellen er en rigtig dyr ordning at implementere.«

Det manglende balance mellem brevmodellens klare økonomiske omkostninger og mildest talt uklare nytteværdi fremgår faktisk af det informationsbrev RettighedsAlliancen selv har sendt til sine medlemsorganisationer.

Med henvisning til en enkelt rapport konkluderes »at det er den almindelige opfattelse, at piratkopiering har en negativ effekt på salget af musik (der findes kun undersøgelser, der vedrører musik)« (tilføjet kursiv).

I modsætning til fx den menneskelige indflydelse på den globale opvarmning er der intet belæg for at musikere taber penge på uautoriseret kopiering. Der er tale om en formodning der er langt fra sandsynliggjort.

Brevet fortsætter med at citere undersøgelsen for, at der er »en vis sammenhæng« mellem uautoriseret kopiering og lovligt salg, »men at kvantificeringen heraf er behæftet med en del usikkerhed, da også andre faktorer spiller ind.«

Hvad der ikke kan påvises med fakta, kan imidlertid vedtages politisk.

Forhandlinger bag lukkede svingdøre

I et indlæg i fagbladet Advokaten kritiserer IT-advokat og åbenhedsevangelist Martin von Haller Grønbæk at hele den politiske proces »i forbindelse med forberedelse af en brevmodel har været ført i et hermetisk lukket udvalg under Kulturministeriet«.

Dette er ikke noget nyt i ophavsretsregi. I begyndelsen af dette årtusind skulle det såkaldte Infosoc-direktiv fra EU implementeres i dansk lov. En væsentlig del af direktivet er fritagelse af tredjepart for ansvar i rettighedskrænkelser, dvs. at internetudbydere, webtjenester osv. ikke er ansvarlige for ophavsretskrænkelser begået af deres brugere.

Ansvarlig for implementeringen af Infosoc-direktivet var advokat Peter Schønning, der på daværende tidspunkt var kontorchef i Kulturministeriets ophavsretskontor. Direktivet blev ikke desto mindre implementeret i en form som nogle har kaldt et kunstgreb og andre en decideret fejl, hvilket i Danmark gør internettets mellemmænd ansvarlige for deres brugeres handlinger.

Det var denne ophavsretsrevision, foretaget under Schønning, der gjorde det muligt for pladeselskabernes brancheorganisation IFPI gennem først landsretten og siden Højesteret at tvinge alle danske internetudbydere til at blokere for adgangen til The Pirate Bay.

Og hvem førte sagen i Østre Landsret på vegne af IFPI? Det gjorde selv samme Schønning, der i mellemtiden havde skiftet sit job som kontorchef i Kulturministeriet ud med et job som advokat i Johan Schlüter Advokatfirma og leder af AntiPiratGruppen (nu RettighedsAlliancen).

Men svingdøren mellem Johan Schlüter og Kulturministeriet svinger begge veje. Da Schønning startede på sit nye job hos Johan Schlüter blev han kollega med en ung, nyuddannet advokat ved navn Nicky Valbjørn. I sommers fik Valbjørn så et nyt job, ikke langt fra hans tidligere arbejdsplads på Højbro Plads. Han kan nu smykke sig med titlen som chefkonsulent i Kulturministeriets ophavsretskontor lige rundt om hjørnet på Gammel Strand.

Som von Haller skriver er IFPIs advokater »den eneste faggruppe inden for musikbranchen, der reelt har forøget sin indtjening og set et voksende marked for sine ydelser i de seneste ti år.« Spørgsmålet er om det overhovedet er nødvendigt for Johan Schlüter at betale RettighedsAlliancens lobbyister for at påvirke den politiske proces gennem Folketingets partier, hvis Kulturministeriets embedsmænd kan gøre arbejdet for dem.


Advarselsbreve til rettighedshyklere

Af Henrik Chulu | 20. december 2011 | 8 kommentarer

Selv om brevmodellen, der består i at sende advarselsbreve til formodede fildelere, endnu ikke er vedtaget af Folketinget er det allerede nu muligt at sige hvor de første advarsler skal sendes hen.

Tre russere har skabt et website der registrerer IP-numre på internetbrugere der deler filer via bittorrentnetværket. På youhavedownloaded.com kan man se om ens eget IP-nummer er registreret.

Sitet gør det imidlertid også let at se hvad der er registreret af delte filer fra andres IP-numre. Her er et screenshot fra sitet, hvor et af Sony Music Entertainment Denmarks IP-numre er tastet ind i søgefeltet:

Som det fremgår af billedet, mente en medarbejder hos Sony ikke at det var værd at betale for R&B sangerinden Ledisis album Pieces of Me der er udgivet på konkurrenten Universals label Verve Forecast.

Følgende screenshot viser ligeledes resultatet af søgningnen på et Sony Music Entertainment Denmark IP-nummer:

Her ser man hvordan en Sony-medarbejder har kostet rapper-ægtefællerne Nicki Minaj og Drake et værdifuldt salg af nummeret Moment 4 Life ved at downloade det gratis via bittorrent. Albummet Pink Friday, som nummeret stammer fra, er udgivet på Young Money/Cash Money der ligeledes ejes af Universal.

Dobbeltmoralen lever ikke kun i musikbranchen. Her er et yderligere eksempel på tydeligvis uautoriseret fildeling af ophavsretsbeskyttet materiale:

Ovenstående screenshot peger på at der fra et IP-nummer tilhørende det danske filmselskab Zentropa er foretaget download af video- og billedbehandlingsprogrammet Adobe After Effects, der primært bruges til post-produktion af film og TV-programmer. Vi lader lige billedet stå et øjeblik...

Dette sidste screensshot viser søgningen på en IP-adresse tilhørende Johan Schlüter Advokatfirma:

Johan Schlüter Advokatfirma kendes bedre som RettighedsAlliancen (tidligere kendt som AntiPiratGruppen) og arbejder politisk for at den såkaldte brevmodel skal indføres herhjemme.

Måske alliancen skulle starte med at sende et brev til Sony Music Entertainment Denmark som gennem IFPI er en af dens største interessenter, så et til Zentropa og derefter sende et brev til sig selv?

Det ville under alle omstændigheder klæde plade- og filmbranchen at stoppe hykleriet og derefter stoppe lobbyismen for et tiltag der hverken gavner retssikkerheden eller respekten for de kreative brancher.

Før valget stod brevmodellen til at blive vedtaget bredt af Folketinget, men det viser sig, at der måske ikke er helt så bred politisk opbakning nu som før valget.

Måske de folkevalgte har indset at det ikke nytter at lovgive på vegne af lobbyorganisationers særinteresser imod et bredt flertal af befolkningens holdninger og adfærd. Så slipper både Sony og Zentropa måske med en mundtlig advarsel i denne omgang.

RettighedsAlliancen må gerne fildele

Det handler imidlertid ikke kun om hykleri. Afsløringen af fildeling hos Sony, Zentropa og RettighedsAlliancen peger på at kunstnere mister flere penge på lovlige downloads end på såkaldt piratkopiering.

Hvor man må gå ud fra at Zentropas såvel som Sony Music Entertainment Denmarks formodede fildeling ikke var autoriseret af rettighedshaverne, er dette ikke nødvendigvis tilfældet for RettighedsAlliancens download af filmen Dirch.

Ifølge alliancens talsperson Maria Fredenslund er det nemlig ikke alle downloads af ophavsretsbeskyttede værker via bittorrentnetværket som er ulovlige:

»Vi arbejder jo for rettighedshaverne, som naturligvis har givet os lov til at hente deres materiale på nettet som et led i et efterforskningsarbejde,« siger hun til Comon.dk.

Hvorvidt RettighedsAlliancen har omgået DNS-blokeringen af The Pirate Bay for at efterforske fildeling af filmen om Dirch Passer melder historien desværre ikke noget om:

Et kig på netop The Pirate Bay afslører til gengæld at omfanget af uautoriseret fildeling af netop Dirch er ubetydeligt sammenlignet med fx en gennemsnitlig amerikansk film.

Hvad koster et lovligt download?

Selv hvis man medgiver at et ulovligt download økonomisk set svarer til et tabt salg, er spørgsmålet om de tabte indtægter, ved at nogle hundrede filmentusiaster ikke kan vente på at filmen kommer på markedet som DVD, svarer til udgifterne ved at hyre et prominent advokatfirma som Johan Schlüter til at efterforske uautoriseret fildeling?

Det er endnu ikke lykkedes at få tal ud af RettighedsAlliancens interessenter på hvor mange penge der bliver lagt i det efterforsknings- og lobbyarbejde som Johan Schlüter Advokatfirma udfører på deres vegne.

Tager man imidlertid i betragtning hvilken type virksomhed Johan Schlüter driver fra Højbro Plads i København, overfor Christiansborg og rundt om hjørnet fra Kulturministeriet, er det svært ikke at forestille sig et betydeligt advokatsalær for RettighedsAlliancens arbejde.

På samme måde kan man stille spørgsmål om hvorvidt et tiltag som brevmodellen med omkostninger i en størrelsesorden af flere millioner kroner årligt på nogen måde svarer til hvad rettighedshaverne kan se frem til at tjene på forbrugere der ud over pistolen i tindingen også ender med at betale regningen for gildet.

For en internetbruger bliver valget, hvis brevmodellen alligevel skulle blive vedtaget, om vedkommende helst vil bruge 50 kroner om måneden på en anonymiseret VPN-løsning, der gør at vedkommende kan downloade frit efter behov uden at skulle bekymre sig om RettighedsAlliancens advarselsbreve, eller hellere nøjes med at købe en enkelt dvd på tilbud.

Ophavsretten er en del af den sociale kontrakt

Diskussionen er imidlertid akademisk, da et uautoriseret download naturligvis ikke svarer til et tabt salg for rettighedshaverne. For nyligt besluttede den Schweiziske regering at bibeholde de Schweiziske ophavsretlige regler, der gør det lovligt at downloade ophavsretligt beskyttede værker til personligt brug. Denne beslutning blev naturligvis ikke taget ud af den blå luft, men på grundlag af en samfundsøkonomisk vurdering af omkostninger og goder ved de pågældende regler.

Man kan kun håbe på at Kulturministeriet har samme interesse i at tjene et overordnet offentligt gode snarere end særinteresser i rettighedsindustrien.

Rettighedshaverne har intet at vinde ved at bekæmpe fildeling på internettet. I stedet burde den traditionelle plade-, film- og bogbranche overveje om deres bidrag til en lobbyorganisation som RettighedsAlliancen på sigt gavner deres evne til at konkurrere på et marked, hvor gamle distributionsmodeller er under pres, men hvor internettet samtidigt tilbyder øget omsætning, hvis de formår at tilrettelægge deres strategier efter dets potentialer i stedet for at forsøge at bekæmpe dem.

Ligeledes bør faglige organisationer som Koda, Dansk Musikerforbund, Danske Filminstruktører, Dansk Forfatterforening, etc. kraftigt overveje om det er en fornuftig forvaltning af deres medlemmers midler at hælde dem i samme bundløse hul som deres arbejdsgivere i de respektive brancher, i stedet for at bruge pengene til at udvikle nye forretningsmodeller og tjenester der sikrer at deres medlemmer også i fremtiden kan leve af at skabe indhold.


Koda erklærer danske musikbloggere krig

Af Henrik Chulu | 1 oktober 2011 | 7 kommentarer

Der gror spinat i det musikalske vækstlag. Koda jokker i den og kræver beskyttelsespenge for YouTube-klip på »usolidariske« danske blogs.

Danske musikbloggere er »usolidariske,« skriver direktør for Koda, Anders Lassen, i et debatindlæg i Politiken. Kritikerne af Kodas nye blogpolitik er »snæversynede og trænger til at vågne op.«

Blogpolitikken går kort fortalt ud på, at bloggere skal betale Koda for at gøre musik tilgængelig, uanset at de har indgået aftaler med musikkens rettighedshavere og derudover ikke har nogen omsætning i forbindelse med deres skriverier.

Argumentationen i resten af indlægget er usammenhængende, grænsende til det pinlige. Lassen sammenligner bloggere, der bruger deres fritid til at skabe opmærksomhed om ny musik uden nogen økonomisk gevinst, med både Danmarks Radio, Roskilde Festival og »den lokale cafe.«

Problemet med blogpolitikken er, at den forsøger at trække penge ud af et kredsløb, hvor der i udgangspunktet ikke løber nogen penge rundt. Ikke-kommercielle foretagerne, hvor langt størstedelen af musikblogs hører under, er netop kendetegnet ved ikke at have nogen omsætning.

Blogpolitikken er, som Søren Storm Hansen skriver, udtryk for, at Koda vælger at fokusere enøjet på deres principper og se bort fra virkeligheden. I stedet for at koncentrere sig om at trække penge ud af de kredsløb, hvor der faktisk er penge i omløb, fx ved at få en aftale på plads med YouTube, går Koda efter musiklivets yngste spirer.

Der et stort potentiale i blogs generelt, men på nuværende tidspunkt er det et potentiale for en levende dansk internetkultur og ikke for økonomisk gevinst for Kodas medlemmer.

Dialog: Et tilbud du ikke kan modstå

At betale Koda for at lægge et YouTube-klip med musik på ens blog, svarer til at betale en gangster beskyttelsespenge. Selv om Koda inviterede de danske musikbloggere ind til dialog om blogpolitikken, er virkeligheden den, at bloggerne har fået et tilbud de ikke kan modstå. Ikke fordi det er godt tilbud, men fordi alternativet er at gå rettens vej, og i modsætning til Koda har musikbloggerne ikke deres egne ophavsretsadvokater ansat på fuld tid.

Blogpolitikken er i sin natur en trussel mod kommunikationsfriheden på internettet, i og med at det ikke er defineret, hvad en musikblog egentlig er. Er det blogs der kun handler om musik, eller skal blogs der kun en gang i mellem handler om musik, hvilket nok er hoveparten af danske blogs, også betale efter Kodas blogpolitik? Det tætteste man kommer på en definition af ordet ‘musikblog’ er, hvem Koda vælger at kræve penge ind fra.

Det står ligeledes ikke klart, hvorvidt mikroblogs som Twitter og Facebook tæller som blogs. I så fald skal rigtig mange danske Facebook-brugere pludselig betale Kodas bloggingafgift, når de poster musikvideoer fra YouTube. Og er profiler på bloggingsystemer som WordPress.com eller Tumblr.com dækket af Kodas blogpolitik eller er det kun hvis en blog har registreret et .dk domæne?

Adspurgt svarer Koda via Facebook, at de »er med på at det giver en hel række afgrænsningsspørgsmål :-) [sic] Det må vi bare forholde os til løbende. Det afgørende for os er, hvem der har ansvaret for det site, hvor musikken præsenteres og ikke hvilken server musikken trækkes fra.«

Hvis Kodas blogpolitik kun gælder musikblogs på egne domæner, er det latterligt overhovedet at bruge tid på at diskutere sagen, endsige for Koda at bruge kræfter på den, da det drejer sig om ganske få blogs og derfor et ubetydeligt økonomisk udbytte.

Hvis det derimod er brugeren som er ansvarlig for indholdet på fx. WordPress.com eller Tumblr.com, giver det Koda et afgrænsningsproblem, som organisationen ikke »bare« kan forholde sig til »løbende.« Der er ikke nogen principiel forskel på at have en blog på en tjeneste som WordPress.com og så at have en profil Facebook.

Musikbloggere forén jer! Eller…

Det er vigtigt at have organisationer der kæmper for kunstneres rettigheder. Det er imidlertid pinligt at se, at Koda ikke forstår at vælge sine kampe. Organisationen jokker først i det musikalske vækstlags spirende spinat ved at sende skyhøje regninger til danske musikblogs. For at redde sit image indbyder den så til dialog om sin blogpolitik for derefter at gøre i nælderne og kalde sine kritikere usolidariske.

Som en kommentar til kritikken af Kodas blogpolitik skriver Troels Abrahamsen, at lige som Koda og andre organisationer gennem hundrede år har organiseret sig i kamp for kunstnernes rettigheder, bør musikbloggerne danne deres egen organisation og kæmpe for deres rettigheder.

Problemet er imidlertid ikke organisatorisk, men snarere at organisationer som Koda forvalter et forældet juridisk system. Ophavsretten, med sin tildeling af monopoler på fremførelse og eksemplarfremstilling af værker er ikke opdateret til måden internettet fungerer på teknologisk, eller den måde det bliver brugt socialt til at udveksle kultur.

Blogpolitikken er udtryk for, at man forsøger at transplantere en forældet tankegang over på en innovativ teknologisk udvikling. Resultatet bliver, at den innovation, som musikblogs potentielt udgør, bliver kvalt ved fødslen. Hvis blogpolitikken ender med at blive håndhævet konsekvent, vil den, som Lukas Kaldan skriver, endvidere medføre, at danske musikelskere i højere grad vil benytte udenlandske musikblogs til at opdage ny musik, blogs som i meget lille grad gør det danske vækstlag tilgængeligt.

(Musik)bloggere forén jer! Seriøst.

Det er imidlertid ikke en dårlig ide for danske bloggere generelt at organisere sig omkring en fremadskuende internetpolitik. Organisationer som Koda og DMF står i dag, på trods af deres faglige rødder, skulder ved skulder med pladeselskabernes organisation IFPI i RettighedsAlliancen, og har derfor, som Claus Pedersen skriver, »fået en lektion i klassekamp for den kreative klasse.«

Hvor RettighedsAlliancen generelt står for en gennemført reaktionær internetpolitik, findes der heldigvis en lang række organisationer som står klar med bud på politikker, der baserer sig på den innovation, som internettet tilbyder. Fx opdaterer Creative Commons ophavsretslovgivninger verden over med en licensstruktur der gør dem kompatible med internettets muligheder for at dele indhold.

Selvom Koda har etableret en forsøgsordning i samarbejde med Creative Commons Danmark om at gøre licenserne tilgængelige for sine medlemmer, følges denne mulighed med en klar advarsel om brugen. Det har, sammen med den besværlige proces, som det er for Kodas medlemmer faktisk at bruge licenserne, medført, at utroligt få medlemmer har valgt at benytte de facto standarden for lovlig deling og genbrug af kreativt indhold på internettet.

Koda burde spare kræfterne fra sin RettighedsAlliancen-inspirerede blogpolitik, og bruge dem på at udvikle nye modeller for musikbrug der udnytter internettes potentiale for deling af indhold, i stedet for at hæmme det.


Kunstværkets autonomi vs. autonom kunstkritik

Af Henrik Chulu | 2. august 2011 | 40 kommentarer

Shepard Fairey har med sit gavlmaleri ved tomten på Jagtvej 69 skabt et værk hvis betydning uforvarende er blevet en aktiv del af sin lokalpolitiske kontekst.

Det er ikke til at tage fejl af budskabet i Shepard Faireys gavlmaleri ud til en af Københavns mest betydningsbærende adresser. Det er ikke forsøgt pakket ind eller afleveret under dække af at sige noget andet. Værket har nogenlunde samme subtilitet som en molotov cocktail der rammer en af Københavns Politis hollændervogne.

Duen har været brugt som fredssymbol siden kristendommens fødsel, hvor den med en olivengren i næbbet har repræsenteret helligånden og den kristne salighed og sjælefred. Dens politiske betydning fik imidlertid først sin popularitet, da Picassos litografi Duen blev valgt som emblem for det kommunistiske Verdensfredsråds kongres i 1949. Faireys due er ligesom Picassos ikke tynget af en kristen olivengren.

Hvis de kunsthistoriske og geopolitiske referencer passerer hen over hovedet på beskueren, som en af Københavns forhadte storbyduer eller som en brosten over et sammenstød mellem politi og demonstranter, kan man nøjes med at læse skriften på væggen i en typografisk stil der henviser til oprindelsen af moderne europæisk reklameæstetik, art nouveau.

Netop den reklameæstetiske metode, at gentage sine budskaber i en uafbrudt strøm, er central i Faireys værker der iklæder reklamens symbolske vold et autoritært og totalitaristisk formsprog.

Ofte akkompagneret af en ordre om at adlyde, tvinger Faireys billeder beskuereren ind i et alternativt perspektiv på sine omgivelser, der alle steder er mættet med kravet om at adlyde den sociale orden gennem forbrug.

Den samme æstetiske metode blev taget i brug under konflikten om Ungdomshuset. Det var i flere år umuligt at bevæge sig nogen steder i København uden at se tallet 69 overalt i form af grafitti, klistermærker, stencils, på t-shirts, hættetrøjer, som håndtegn osv.

Ungdomshuset blev efter sin rydning et brand der i genkendelse lokalt kunne måle sig med hvad Fairey globalt har opnået med Obey.

Hvor fredsduen er et velkendt symbol der udtrykker kravet om besindelse hos verdens krigsførende magter, er betydningen af tallet 69, der figurerer som en slags signatur i Faireys værk, imidlertid udtryk for en kamp for et fristed, en kamp hvor Københavns Kommune og de kristne ekstremister i Faderhuset blev anset som hovedmodstandere.

Placeringen af et værk der forlanger fred i verden (og tilmed med en moderne version af gammelt kristent symbol) ved en grund som står som et omvendt monument over så mange knægtede følelser kolliderer disse to betydninger.

At værket derudover er sponsoreret af kommunen som et led i en strategi om at brande København som en progressiv og “cool” by leverer ny brændsel til et bål hvor Ungdomshusets aktivisters følelser stadig ulmer.

Der gik ikke lang tid før værket blev vandaliseret med klatter af maling og graffititeksten “NO PEACE!” og “GO HOME YANKEE HIPSTER”.

At værket kunne blive opfattet som en hån med kommunen som afsender er ikke overraskende.

At tro Fairey har ageret nyttig idiot i et forsøg på at håne Ungdomshusbevægelsen er derimod overraskende selvcentreret og en smule paranoidt.

Dansk Folkeparti stillede faktisk krav i Borgerrepræsentationen om at Faireys værker skulle forhåndsgodkendes for at få støtte, men dette blev stemt ned. Fairey har så vidt vides haft fuldstændig kunstnerisk frihed.

Fredsmotivet på gavlen ved Jagtvej 69 er omgivet af endnu et symbol, en cirkel af lotusblade, hvis oprindelse er indisk og hvis spidser peger alle andre steder hen i verden end Nørrebro.

Der er ingen tvivl om at Fairey ingen ide havde om den symbolske betydning af det 69 han signerede sit vægmaleri med. Reaktionen på placeringen af værket ved tomten på Jagtvej er imidlertid udtryk for en provinsiel og navlebeskuende læsning af værkets betydning.

Banaliteten i den reaktion understreger, at kunstkritik (også i form af vandalisme), for at være relevant, skal kunne måle sig med det værk den beskæftiger sig med, for i sig selv være socialt, kulturelt og politisk relevant.


Det politiske massemords anatomi

Af Henrik Chulu | 26. juli 2011 | 31 kommentarer

Gerningsmanden bag fredagens bombesprængning i Oslo og nedskydning af mindst 85 unge politisk aktive på Utøya, Anders Behring Breivik, bliver i Berlingske sammenlignet med manden bag det amerikanske bombeattentat i Oklahoma City i 1995, Timothy McVeigh.

Sammenligningen med McVeigh forbigår imidlertid en række egenskaber ved manden bag massakren i Norge, detaljer som er væsentlige for at få dækket baggrunden for og konsekvenserne af begivenheden.

McVeigh var drevet af et blindt had mod den amerikanske føderale administration. Hadet havde sin oprindelse i hans oplevelser i den første Golfkrig og blev antændt af bl.a. belejringen i Waco, Texas der endte i et blodigt skudopgør præcis to år før McVeigh detonerede sin bilbombe i Oklahoma City og dræbte 168 mennesker og sårede 680.

Der er ingen tvivl om at Breivik er fyldt af et blindt had sammenligneligt med McVeighs men baggrunden for hadet er en anden og en række andre egenskaber giver et andet billede af terroristen og massemorderen.

Først og fremmest kan afstumpetheden, hvormed Breivik likviderede forsvarsløse unge der var fanget uden flugtmuligheder, bedst sammenlignes med den tilsvarende hos gerningsmændende bag skoleskyderier som på Columbine High School og Virginia Tech. Massakren på Utøya var imidlertid væsentligt mere systematisk. Breivik undersøgte bl.a. sine ofre og skød dem flere gange efterfølgende hvis de gav livstegn fra sig.

Dertil kommer en manifestskrivende selviscenesættelse der tidligere er set hos Ted Kaczynski, bedre kendt som The Unabomber. Kaczynski sendte i årene 1978-1995 16 brevbomber der dræbte tre og sårede 23. Som krav for at stoppe sine bombeattentater, stillede han, at hans over 50 sider lange essay Industrial Soviety and Its Future, bedre kendt som The Unabomber Manifesto, blev trykt ordret i et større dagblad eller akademisk journal.

Hvor Kaczynski var drevet af sin teknofobiske samfundskritik, skal Breiviks massemord ses i sammenhæng med en nationalkonservativ politisk forestillingsverden som han deler med hjemlige skikkelser som Søren Krarup, Dansk Folkepartis mest markante ideolog.

Krarup har gennem mange år begrundet sin kritik af universelle menneskerettigheder i sin kristne tro og blæst til kamp mod “kulturradikal multikulturalisme” og indvandring fra især muslimske lande. Det er det samme had til venstrefløjen og muslimer der kommer til udtryk i Breiviks manifest og i lyset af hvilket han begik sine grusomheder.

Ideologien har gennem det seneste årti inficeret den offentlige diskurs om Islam så kraftigt, at massemedierne og de “eksperter” der udtalte sig til dem, mens begivenhederne udspillede sig i Norge, ikke kunne give slip på forestillingen om, at der var tale om muslimske terrorister i hellig krig mod Norge pga. gennoptryk af Muhammedtegningerne. I hasten med at breake historien glemte flere medier i stor udstrækning at findebelæg for de påstande de formidlede videre.

Det er ikke kun indenfor de seneste år, fx da en snigskytte i efteråret 2010 dræbte og sårede indvandrere i Malmø, at denne ideologi har fundet voldeligt udtryk på vores breddegrader:

“Faktisk var begyndelsen af 1990erne [sic] tilsyneladende en af de mest koncentrerede perioder i terrorismens danmarkshistorie, hvor Den Danske Forening systematisk registrerede en lang række gennemførte og planlagte bombe- og brandattentater mod asylcentre, moskeer, indvandrerklubber og indvandrerbutikker.”

Den Danske Forening, hvor Krarup på daværende tidspunkt var medlem, beskrev ifølge Rune Engelbrecht Larsen disse angreb som “sabotage” og gerningsmændene som “modstandsgrupper”, hvad der i dansk optik må betragtes som en hyldest. Krarup opfordrede ligeledes “direkte til at »sabotere« Dansk Røde Kors.”

I modsætning til tidligere fremmedfjendsk politisk vold herhjemme og i vores nabolande, var bombningen af Oslo og massakren på Utøya præget af en kold og kalkuleret kynisme der gør det svært at fatte, at det er et menneske der har foretaget handlingerne.

Hvilket menneske kan detonere mindst 500 kilo sprængstof i en bykerne som en afledningsmanøvre for en systematisk og tålmodig likvidering af en hel generation af kommende politiske ledere?

Som Rick Falkvinge skriver, er der tale om et massivt politisk attentat som ikke vil have nogen direkte effekt før om 20 år.

I Danmark er det, ligesom i Norge, tid til politisk selvransagelse. Gennem det seneste årti har fremmedfjendske og antidemokratiske holdninger fået frit spillerum i dansk politik. Blandt alle folketingets største partier har et ideologisk modspil ladet vente på sig.

Spørgsmålet er, om vi er villige til at vente på, at den hadske ideologi igen får pistolløbet som talerør.






Halvandengenerationsindvandrer.

Kandidat i filosofi og geografi fra RUC med fokus på æstetik og geopolitik. Skrev speciale om ophavsret, musik og fildeling.

Professionel musiker med en række udgivelser og turneer i baggagen.

Freelance webredaktør, skribent og kommunikationskonsulent.

Skriver på bloggen frikultur.dk, laver events for Creative Commons Danmark og er medinitiativtager til Bitbureauet.dk.




Blogarkiv

27. februar 2012
Digitalt forår
4 kommentarer

28. december 2011
Kulturpolitiske klimaforandringer
1 kommentarer

20. december 2011
Advarselsbreve til rettighedshyklere
8 kommentarer

1 oktober 2011
Koda erklærer danske musikbloggere krig
7 kommentarer

2. august 2011
Kunstværkets autonomi vs. autonom kunstkritik
40 kommentarer

26. juli 2011
Det politiske massemords anatomi
31 kommentarer


Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Det er gået op for mig – efter at jeg har set Gangs of New York igen og igen – at den kamp, som folk må udkæmpe for at skabe et ordentligt liv, ikke har ændret sig. Verden er blevet mindre, og afstanden mellem rig og fattig er blevet større.

Martin Scorsese. Filminstruktør af bl.a. »Taxi driver« og »Gangs of New York«, Information den 14. januar 2005

Flere citater