Vi er flyttet! modkraft.dk


Sexkøb

Af Iben Vindbjerg Petersen | 24. juni 2009 | 9 kommentarer

Sexkunder

Det er egentlig mærkeligt, at man i en debat der på mange måder handler om hvorvidt man skal forbyde sexkøb, taler næsten udelukkende om (og på vegne af) sexarbejdere.

Denne blog skal forsøge at behandle emnet fra den anden vinkel. Sexkøberen.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre hvad Sexkundernes interesseorganisation kunne havde at sige i debatten....

Men en ting er sikker, det er nok svært at undgå at tale om sexarbejderen når man taler om kunden. Det burde også gælde den anden vej efter min mening. Men jeg skal forsøge at holde mig på sporet.

Som en repræsentant fra SIO (Sexarbejdernes Interesse Organisation) sagde da hun modtog modkraftprisen:

[prostitution, red.] handler jo om sex, penge, køn, klasse, magt, marginalisering, normativitet, social eksklusion, selvbestemmelse, faglige og personlige rettigheder, migration, kapitalisme og globalisering.

Meget rammende ord synes jeg. Det er nemlig her det bliver rigtig interessant.

For sexkøbet foregår jo helt eller delvis i dette føromtalte felt, hvor kønnet og alle dets problemstillinger altid indgår, i hvert fald hvis man taler om mænd der køber sex af kvinder.

Seksualiteten, og især kvindens er så invaderet af kønsroller, magt, historie, pornoindustri og markedet generelt, at der ikke er noget der hedder sex udenfor disse strukturer. Det er noget vi hele tiden kæmper med og som spiller ind i vores seksuelle interaktion, mennesker imellem og særligt mænd og kvinder imellem.

Strukturerne manifesterer sig for eksempel i den kommercielle kultur, hvor kvinder i høj grad gøres til objekter. Billeder af udfordrende blikke og kvindekroppen i seksuelle positurer rammer vores nethinder konstant.

Sex som en forbrugsvare er ikke noget der hører verdenen af sexkøb til.

Arketypisk er sex noget man som mand efterstræber, noget man skal opnå. Nattelivet er et kødmarked, hvor man ved hjælp af tricks, pres, lokken, skills og talent for spillet opnår belønningen, sex.

Man kan også som kvinde komme til at ”love” sex hvis man har fået tilstrækkeligt med drinks, hvis man har smilet til en, hvis man har en kort kjole på, hvis man er gift med en.

Alt sammen er elementer af det kvindehad som er en diskurs i vores vestlige kultur.

Det er denne her bane man spiller bold på når man som mand køber sex af en kvinde, for jeg vil ikke mene det kan adskilles fra den ovennævnte kultur og struktur.

Objektgørelsen af kvinder og tricksene og presset i nattelivet spejler sig i lysten til at have sex med nogen der ikke har lyst i samme forstand som dig selv, men som du har betalt for en ydelse.

Jeg kan selvfølgelig ikke snakke om hvordan det er for en sexarbejder at have sex mod betaling, men jeg tror i hvert fald der er mange sexkunder der har den opfattelse at sexarbejderen ikke har lyst på den måde som de selv har, men at de leverer en service eller vare.

Og måske er denne lyst til sex med nogen der ikke har lyst i samme forstand som dig selv også et led i kæden, hvor seksuel trespassing og voldtægt er led.

Jeg synes ikke verden er klar til at det er almindeligt accepteret at købe sex. At det er normalt at have sin første gang hos en sexarbejder, eller det er noget man taler om til familiemiddagen.

Jeg synes ikke den mentalitet der strukturelt hører sexkøb til, er tilstræbelig i en verden så belastet af undertrykkelse, ulighed og kønsroller. Jeg er sikker på at en almen accept af sexkøb, vil være et tilbageskridt for kønnene og magten imellem dem. Det vil sprede sig ud i kulturen og gøre sex endnu mere belastet og ladet med undertrykkende mekanismer.

Nu er spørgsmålet om de ting jeg har redegjort for omkring sexkøberen kan adskilles fra sexarbejderen, og om det ikke kommer til at miskreditere deres arbejde og respekten for det?

Jeg må indrømme jeg ikke er sikker på det ikke har en afsmitning, og det er for resten også en af grundene til at forbud mod sexkøb muligvis ikke er en god løsning.

Men det jeg i hvert fald kan sige er at som sexarbejder benytter man sig vel bare af omstændighederne. Tager dem som en præmis og får det bedste ud af det, ligesom alle mennesker gør i en eller anden udstrækning.

Man kan bruge sin arbejdskraft på den ene eller anden måde, og hvis noget er lettere eller man er god til noget eller det er fedt for en, så er det der ens arbejdskraft ligger. Intet mærkeligt i det.

Desuden er der så mange måder at være sexarbejder på at det egentlig er umuligt at sige noget generelt om det. Det kan gøres på så mange måder, og kan helt sikkert gøres på en måde hvor man som kvinde er stærk og i kontrol. Få kvinder kan sige det om deres job i det hele taget.

Tilbage til spørgsmålet om forbud mod sexkøb. Jeg aner ikke om det er en løsning.

På et plan ville det være godt, for love er holdningspåvirkende. En lov ville sende et signal om at det er uacceptabelt at købe sex.

Hvad den lov ellers ville lave af ravage som at det hele går under jorden, endnu mere stigmatisering af sexarbejdere og andet godt er jeg meget usikker på.

Problemerne omkring sexhandel er og bliver et socialt problem, og sociale problemer kan man dårligt lovgive og straffe sig ud af. Afskaffelse af disse problemer kræver i virkeligheden større lighed økonomisk, globalt og nationalt, og større frigørelse og lighed mellem kønnene.


Den grænseløse mur

Af Iben Vindbjerg Petersen | 21. januar 2009

Muren der omkranser verdens største fængsel, Gazastriben, strækker sig i virkeligheden ikke kun 700 km lang på palæstinensisk jord, amputerende for et helt folk. Den krydser den hermetisk lukkede egyptiske grænse så let som ingenting, tager en omvej omkring de arabiske lande, høj på tomme ord.

Den overhaler bådflygtningene på vej over Gibraltarstrædet, skærer sig igennem spanske kroppe, parterer kvarterer og skiller forstæder fra cafebestrøede gader i Paris, hamrer op gennem Tyskland med en trykbølge som fra et DIME missil, og historien hviler tungt og den dårlige samvittighed lader hænderne hænge ned langs siden.

Kroppe kastes til siden da vægten tynger den jyske ås ned, og muren bespises flot, som en velkomstgæst, af politikeres rygklap til zionismen, den skyder ryg og pløjer sig dybt ned i mulden, splitter knogler, lemlæster sind, knækker tillid.

Splittelse i vesten

Vestlige regeringers støtte til Israels politik, krigsførsel og massakre i Palæstina skaber endnu mere splittelse mellem indvandrere og deres efterkommere fra muslimske lande og de samfund som de lever i.

I det danske samfund er splittelsen på forhånd stor, bl.a. på grund af den hadefulde retorik og de racistiske love der kommer fra oven. Men efter denne krig hvor palæstinenserne har stået alene både i Gaza og i alle andre lande, må den sidste rest af lyst hos danskpalæstinenserne til at indgå samfundet og forsøge at samarbejde være forsvundet.

Et samfund der ikke tilbyder ens folk nogen retssikkerhed, støtter den åbenlyst forkerte side i en krig og samtidig fremhæver det illegitime i palæstinensernes kamp, er ikke et samfund der vil en noget godt. Det er et samfund der får en til at føle sig utryg, uvelkommen og udgrænset.


Retssikkerhed i det venstreradikale miljø

Af Iben Vindbjerg Petersen | 17. december 2008 | 12 kommentarer

Man kan godt opfatte det autonome miljø lidt som et lille samfund. Miljøet er folks verden, deres sociale relationer, der hvor de arbejder, går til fest, har kærester, og bor.

Vi har også nogle institutioner der udfører forskellige funktioner, nogle koncentrationer af magt, grupperinger, og normer.

Jeg bekymrer mig nogen gange for retssikkerheden i dette lille samfund, da man her kan ”dømmes” uden beviser.

Især fordi vi har at gøre med mennesker, og mennesker fortæller nogle gange usandheder, manipulerer eller benytter sig af deres magtposition.

I denne tekst vil jeg prøve at se sagen fra ”gerningspersonens” side, og generelt en vinkel, der forholder sig mere til retssikkerhed end til ”offerets” eller den der har været udsat for et overgrebs side.

Jeg synes, det er nødvendigt at tage side med den magtstrukturelt svagere part i en konflikt, og det er derfor meget relevant at snakke om at stå på ”offerets” side og først og fremmest sørge for dennes beskyttelse og behov.

Men, selvfølgelig afhængig af gerningspersonens generelle sociale status i miljøet, kan man meget hurtigt skabe en ny magtstrukturelt underlegen position for denne. Så man bliver nødt til at huske på denne persons rettigheder og eventuelt svage status – ikke i forhold til den, der var udsat for overgrebet, men i forhold til miljøets grupperinger og ”institutioner”.

Ideen om offeret først er nemlig også noget, der bliver brugt på højrefløjen til at indføre strengere straffe, udvisninger og nultolerancepolitik.

Tilbage til bekymringen for retssikkerheden:

Der er tre forskellige steder, hvor jeg ser store problemer:

1. Når man bliver mistænkt eller anklaget for højreradikal virksomhed.

2. Hvis man har en kritik af miljøet eller nogle af vores magtstrukturer.

3. Hvis man bliver mistænkt for at have gjort noget krænkende overfor en, der tilhører en minoritet eller strukturelt svagere stillet gruppe.

Sympati med højreradikale

Hvis man i vores miljø bliver mistænkt for at socialisere eller sympatisere med højreradikale, så er proceduren at en struktur i vores miljø, et møde eller en organisering fremlægger, at denne person har gjort sådan og sådan. Det er i sig selv beviserne og bliver så udgangspunkt for hele miljøets reaktion. Og det er jo langt hen ad vejen fint, i og med det er disse personer, der er i tættest kontakt med det eller den de udtaler sig om.

Men der kan ske fejl, og der er sket fejl, og der er ingen, der har demokratisk kontrol med disse instanser i miljøet. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at få aktindsigt. Som mistænkeliggjort eller ”anklaget” har man ikke en snebolds chance i helvede for at hamle op mod en given instans’ troværdighed med sin egen troværdighed eller mangel på samme.

Kritik indefra

Vi er et presset miljø, der er ligger i konstant kamp med autoriteterne og nogle gange omgivelserne generelt. Især i forbindelse med ungdomshuskampen har vi vokset os meget store og har kørt en tight og effektiv pressestrategi, som vi alle sammen har et ansvar for at hjælpe på vej, eller i hvert fald ikke modarbejde. Pres udefra gør det som bekendt ret svært at være selvkritisk.

Det gør det også svært at kritisere magtstrukturer og måder at gøre tingene på, når vi bare skal køre frem effektivt for at vinde kampen, om f.eks et ungdomshus.

Problemet med ting, der bliver sagt på møder, som senere ender i pressen gør også, at alle er underlagt en tavshedspligt om, at det der er blevet diskuteret på mødet, ikke må refereres udenfor mødet. Så er problemet bare, at hvis man nu rent faktisk ikke føler, der bliver lyttet, og at tingene ikke ændrer sig på trods af det, der er blevet fremført på mødet, så har man dårlig mulighed for at tage kritikken til næste trin.

Det er i det hele taget svært at få en åben debat, i og med vi at vores lille ”samfund” ikke rigtig har noget, der fungerer som en fri og kritisk presse, der graver ting frem og hiver dem ud i lyset.

Vi har en generel politik om, at kritikken går man til dem med, man vil kritisere - personligt. Det er et godt udgangspunkt, men ikke alle vil kunne gøre dette, og nogle gange er der brug for, at disse ting bliver taget som en generel og åben debat og ikke som noget mellem to enkeltpersoner.

Disse ting gør det svært at kritisere, og det faktum at vi alle kender hinanden socialt, gør det endnu sværere. Vi er så afhængige af hinanden, hvilket giver mulighed for personlige sanktioner som udelukkelse, ”kolde skuldre”, tab af venner og upopularitet i de kredse af miljøet, der har høj status. Alt sammen noget, der med sikkerhed kan få folk til at tøve med kritikken.

Krænkelse

I vores miljø har vi en generel politik om, at hvis der er en, der siger den er blevet voldtaget, så er det det udgangspunkt, man tager i en given sag. Jeg synes på mange måder, det er et godt udgangspunkt, men kun fordi jeg ikke har noget alternativ.

I Danmarks juridiske system skal der føres bevis, før nogen kan dømmes skyldig. Det, sammen med systemets generelle intolerance og ubrugelighed, resulterer i at det er meget svært at få en voldtægtsforbryder dømt, da der ofte kun er to mennesker til stede ved overgrebet. Det er ord mod ord. Her vælger systemet så at lade tvivlen komme overgrebspersonen til gode, hvorimod i vores ”samfund” lader vi ”tvivlen” komme den, der har været udsat for overgrebet til gode.

Men det er et helt grundlæggende problem, at du kan ”dømmes” uden beviser.

”Straffen”, eller konsekvensen af sådanne ”domme” er i meget høj grad, at man får karantæne fra alle miljøets samlingssteder og generelt til sammenkomster. Heldigvis har vi nogle grupper i vores miljø, der har påtaget sig at arbejde med personer, som har begået eller er mistænkt for krænkelse eller voldtægt, som du kan få chancen for at tale med. De laver virkelig et uvurderlig og vigtigt stykke arbejde.

Hvis forbrydelsen er grov, f.eks. voldtægt, vil personen blive helt udskilt, måske udsat for vold og vil sandsynligvis have meget svært ved at bo i sin hjemby, eller i noget andet venstreradikalt miljø i Europa/verden.

Det er en meget, meget radikal konsekvens – og straf. Selvfølgelig er formålet ikke at straffe, derimod blot at give rum til den, der har været udsat for overgrebet og alle dem, der strukturelt bliver ramt af overgrebet. Men set fra den persons synsvinkel, som konsekvensen rammer, er det en straf, en udvisningsdom.

Dette er problematisk, og bunder selvfølgelig også i, at vores samfund ikke er et rigtigt samfund, man bare en lille enklave i et problematisk samfund der gør det svært at håndtere sociale problemer på en konstruktiv måde.

Men det rokker ikke ved, at vi i vores miljø ikke har nogen fair rettergang, ingen mulighed for at føre ”folkelig” kontrol og få indsigt i sager og ”institutioner”, og vi har nogle meget strenge ”straffe”.

Det sker somme tider, at der er sager, som ikke er klokkeklare.

En handling kan være to forskellig ting på samme tid, noget personligt og noget strukturelt.

Nu taler jeg selvfølgelig ikke så meget om grove tilfælde, hvor man dårligt kan dække sig ind under ikke at forstå det strukturelle, men mere om tilfælde, hvor man virkelig kan tale om to forskellige oplevelser af en given situation.

Personen der udfører handlingen kan have en idé om hvad den betyder eller er, mens modtageren/modtagerne har en hel anden opfattelse. Begge dele er sande. For det første er gerningspersonens intention gyldig på det personlige plan, mens handlingen set fra den anden side er gyldig på et strukturelt plan, og har dermed en noget anden mening som også er sand, fuldstændig underordnet gerningspersonens intention.

Det er ikke nogen undskyldning, at intentionen var en anden end resultatet set i en strukturel sammenhæng. Men det er relevant i og med at ”straffen” for den udførte handling rammer enkeltpersonen, og straffer den for at have gjort noget som, filtreret gennem virkelighedens strukturelle magtfordeling, er et overgreb eller en overtrædelse af en grænse.

Man har selvfølgelig pligt til at kende til disse strukturer, og agere i forhold til dem, men at jokke i spinaten på denne måde er ikke det samme som at blæse på en andens persons integritet og gøre, hvad man har lyst til med den.

Generelt er problemet, at vi har et lille samfund, som alligevel ikke er et samfund på samme måde, som Danmark er det. Men vi har alligevel med nogle meget alvorlige sager at gøre: overgreb, vold, ytringsfrihed, straf, sikkerhed og demokrati, og vi forholder os til disse ting og skaber derved nogle demokratiske problemer, som vi bliver nødt til at kunne håndtere.


Idealet og det lette liv

Af Iben Vindbjerg Petersen | 10. november 2008

Min livspræmis har længe været at genforene indignation med handling, at blive et ”helt menneske” gennem at fjerne denne fremmedgørelse, der gør, at man kan købe bananer, der er plukket af en slave, mens man aldrig ville acceptere, at naboen holdt en slave til almindeligt husarbejde.

Jeg har altid været et ret idealistisk menneske, noget jeg nok deler med en del læsere på denne side. Men jeg er en særlig stivnakket en af slagsen. Idealisme kombineret med høje forventninger og krav til mine præstationer og idéen om at man kan konstruere sig selv, har til tider gjort, at mit liv er blevet levet lidt i modvind og at ting knækkede, før de bøjede.

Mit modsvar på de firkantede kasser verden har budt mig at passe i, har været ligeså firkantede og ubøjelige. Jeg har følt stærkt for idéer om køn, seksualitet, økonomisk uafhængighed, modstandskamp og aktivisme, og jeg har forsøgt at leve disse ting stort set uden hensynstagen til andet end idéen.

Det resulterede i, at jeg virkelig udfordrede mig selv og flyttede en masse grænser, og blev bevidst om en masse strukturer, hvordan jeg selv indgik i dem og strategier til at modsvare dem. Det førte også til aktioner, politi, fysisk og psykisk vold fra samme side, en masse slid og slæb, skuffelser og glæder.

Og ja, det resulterede også i, at der røg nogle hjørner, når tingene skulle presses ned i den nye kasse, eller mine grænser rykkes. Langsomt sled jeg mig selv ned, fordi jeg altid, altid udfordrede mig selv, som en damptromle henover det hele. I det store billede blev det svært for mig at skelne mellem, hvad der var mine grænser, følelser og svagheder, og hvad der var noget, jeg kunne ændre på, og hvor meget jeg kunne ændre, hvor hurtigt.

Jeg tror ikke engang, jeg lagde mærke til mig selv, hvem jeg var, om jeg kunne holde til det, jeg lavede. Jeg skænkede ikke lykken en tanke.

Senere er jeg blevet bevidst om, at jeg har glemt noget i min socialkonstruktivistiske analyse. For det jeg er, som produkt af min opvækst, er jo ikke mindre legitimt, bare fordi det ikke er genetisk eller biologisk. Det er stadig mig, noget solidt, og sandsynligvis er det ikke alt, der kan ændres, bare fordi det er konstrueret.

Men hvordan kan man gå efter lykken i en verden, der er så fuld af uretfærdighed?

Jeg synes, det er et meget basalt spørgsmål.

Piet Hein skriver i teksten til sangen ”Man binder os paa haand og mund” fra revyen ”Dyveke” fra 1940, at ”vi har ingen krav på fred”. Jeg tolker det som en kommentar til den almindelige danskers pligt til at gøre modstand mod besættelsesmagten, at man ikke kan lade verden være én uvedkommende, blot fordi man mener, man har retten til (at være i) fred som individ. Med andre ord, når uret bliver ret, bliver modstand en pligt. Man har ikke ret til, bare fordi man har muligheden, at leve et ”let liv”.

Men ganske rigtigt, man skal nyde livet som ”D” også udtrykker det i sin kommentar til min forrige blog. Men som det også tydeligt skinner igennem, i ”D’s” indlæg, er det den privilegeredes mulighed, og kan nemt blive letkøbt liebhaveri og romantisering af den godmodige livsnyder.

Men som ”D” benytter vi os alle af vores privilegier, dog i større eller mindre udstrækning. At lade helt være ville kræve en næsten kristenpuritansk forsagelse af det søde og det fristende.

Men hvordan opnår man at kunne nyde livet i kampen? En påstand går på, at man bliver nødt til at have det godt med sig selv, før man kan hjælpe andre (og sig selv). Og ja, det skal man vel, for det vi kæmper og lever for, er jo på en eller anden måde nydelse, ”living for pleasure, not pain” for nu at holde mig i denne blogs floskelunivers af lommefilosofier.

Vi kæmper for alle menneskers ret til nydelse. ”Luksus til alle” som der råbes fra højttalervognen 1. Maj, med 90’er dance som underlægningsmusik.

Det føles godt at tænke på lykken. Men jeg vil gerne balancere på denne irriterende ”gyldne middelvej” og formå at få fuldt udbytte af min energi, så jeg kan leve godt, og give max modstand.

Det er som om, det er helt nødvendigt for ens eksistens at lave dette fremmedgørende skel mellem det nære og det fjerne. Mellem ens eget liv og andre menneskers krigshærgede liv langt herfra.

Men det er grundlæggende umenneskeligt, synes jeg.

Men det umenneskelige synes at være en præmis for vores liv, i en verden der er globaliseret på et umenneskeligt grundlag.


En hverdagshistorie

Af Iben Vindbjerg Petersen | 19. oktober 2008 | 10 kommentarer

Jeg er startet i skole ude i den virkelige verden. Der er sådan cirka 60% mandlige elever på gennemsnitligt 21 år.

Jeg var forberedt på at møde den almindelige hyggelige heterosexisme og homofobi. Jeg troede i hvert fald, jeg var klar. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Egentlig er det vel ikke værre, end jeg havde forestillet mig, måske rammer det bare hårdere, end jeg havde forestillet mig. Måske havde jeg helt glemt, hvordan det er.

Anden uge skulle vi lave en masse 2 min film. De kom virkelig til at vise noget om, hvad der er den lettest tilgængelige fællesnævner, hvad vi kan dele og grine af uden fælles forudsætninger.

Historierne var næsten alle med mandlige hovedroller og kvindelige bikarakterer, der havde specifikke funktioner i historien som kvinder, altså roller som ikke kunne spilles af mænd.

Der blev tegnet et meget klart billede af mænd som dem, der handler, og kvinder som dem, der er objekt for den handlen. Af mænd som naturligt ”altid på jagt efter fisse” og selvfølgelig kvinder som passive objekter.

Desuden var den måske allermest klassiske joke vi har i Vesten, ”en mand i dametøj”, godt repræsenteret.

Der var karakterer, hvis mandighed der blev sået tvivl om ved at antyde, at de var til mænd, og videre ud af den tangent.

Der blev grinet af noget, der antydede overgreb/voldtægt.

I det hele taget blev der grinet meget, næsten alle syntes, det var usigeligt morsomt, også den 15de gang. Jeg tror bare massiviteten af det hele var lidt overvældende for mig. Men så begyndte vi på kurser, og jeg fandt ud af hvem der var til at snakke med, og der er nogle virkelig dejlige mennesker her på skolen.

Men så i fredags, inden alle skulle pitche ideer til film foran hele skolen, blev der vist en film, tre mænd havde lavet som en fødselsdagsvideo til en fjerde mand, der hedder Melle.

Filmen var en voxpop med spørgsmålet: ”Hvad synes du om Melle?” Første del var en række af elever plus forstander, der sagde: ”Jeg hader den fyr, jeg fucking hader den fyr!”, derefter nogle forskellige mænd der antydede, han havde lagt an på dem, ”og at der foregår noget skummelt”, en på sammenbruddets rand, der fortæller om, hvordan han skulle låne noget på Melles værelse, ”og hører låsen smække”, hvorefter denne karakter løber grædende væk fra kameraet.

Så kommer hans rumbo og fortæller, hvordan Melle hver aften vil kysse ham på munden og synge for ham, og at der foregår noget virkelig langt ude. Han viser os ind på deres værelse og trækker dynen væk fra Melles seng, hvor en lærer, Mikael, ligger, tilsyneladende nøgen med læbestift på og fniser og opfører sig helt overstadigt - underforstået umandigt. Sidste klip er samme lærer, der æggende siger Melles navn, og laver kysselyde med munden, der er helt smurt ind i læbestift.

Latteren var næsten ustoppelig, piften og hujen og tillykke Melle! Jeg havde næsten kvalme, og opdagede samtidig, at jeg faktisk også havde grinet i de sekunder, hvor jeg ikke vidste, hvad fod jeg skulle stå på. Jeg blev virkelig ked af det og fucking vred. Så da det var mig og mit crews tur til at stå med mikrofonen foran hele skolen, så sagde jeg det.

Jeg følte mig overraskende rolig. At jeg var ked af at gå på en skole, hvor sådan et hadefuldt budskab, endda med deltagende lærere, skjult bag humor, som noget uskadeligt, var accepteret. Jeg så endda pågældende lærer i øjnene, da jeg sagde det med lærerdeltagelsen. Det første der var nogen, der sagde, var: ”hvilket hadefuldt budskab?” Jeg afslørede, at det var homofobi, jeg talte om. En eller anden råbte: ”undskyld!” oppe fra rækkerne. Så fik en af mine medpitchere mikrofonen for at fremlægge vores projekt. Hun lagde ud med at sige, at hun var enig og fortsatte så med fremlægningen.

Da hele arrangementet var færdigt, stillede selv samme lærer sig op og sagde, han var ked af, hvis nogen var blevet krænket, men at han bare lige ville klargøre, at på skolen er der ingen censur, ”ingen vil blive censureret!”

Da vi alle rejste os, kom han hen og lagde armen om mig, og sagde det samme igen, og at han var blevet virkelig ked af, jeg havde stillet mig op og sagt sådan noget, for der var ingen, der skulle censureres. Men jeg var forberedt på denne reaktion, og vred mig behændigt ud at omfavnelsen, mens jeg gjorde det klart med en lang række nej’er, at det ikke ville blive så let. Jeg sagde, det ikke handlede om censur, så sagde han jo, det var det, jeg havde sagt. Så sagde jeg nej igen, og så gik han.

Da jeg kom ud fra salen, gik jeg lidt forvirret rundt. En sagde, det var godt, jeg havde sagt det, og at hun heller ikke synes, det var sjovt

Så kom der en hen fra mit crew, han var rigtig vred, kunne jeg se. Han sagde, at jeg ikke kunne tillade at gøre det sådan, for det blev som om jeg talte på hele crew’ets vegne.

Så gik jeg, og tog bussen hjem, for det var fredag og jeg skulle hjem. Jeg var helt færdig og ked af det, men trods det overbevist om, at det var godt, at jeg havde stillet mig op og fået det sagt.

Mandag kom jeg tilbage, og ingen nævnte det, ikke engang mine venner, og siden har jeg bare følt mig helt alene.

Jeg ved ikke helt, hvad denne her (hverdags) historie handler om. Det føles som om, den handler om mig, selvom jeg har lært, at den slags aldrig kan være et personligt problem.

Men det er fandme svært at forstå, når man er ene mod 110. Så bliver det ligesom svært at komme med sin lille enpersons norm, der siger, det ikke er personligt, men strukturelt, og sætte dem op mod en 110 personers norm, der mener, jeg nok burde have sagde det på en anden måde, ikke have taget det så personligt, afveje mine kampe, burde have vidst det, har misforstået filmen, at jeg er humorforladt, at jeg er overfølsom.


Monogami, eller at være venner

Af Iben Vindbjerg Petersen | 9. oktober 2008

Venskabet er for mig at se den ædleste og smukkeste form for predefineret menneskelig relation. Det kan være et forhold med kærlighed, sammenhold, forpligtelse og utvungethed. Men alle disse ting uden nidkærhed, uden ejerfornemmelser og jalousi. Man kan dele personen med andre, det er en selvfølge, at man ikke selv kan udfylde alt, hvad ens ven skal bruge af social kontakt.

Jeg synes, det er fantastisk. Og jeg ville gerne låne nogle af egenskaberne fra venskabet med over i kærlighedsrelationen.

Det er noget med at være venner som grundlag. Først og fremmest venner. 90% venner, og 10% kærester.

Sådan, at man ved, at der er noget tyngde, noget man holder af på en måde, der står over relationens form. Noget, der er vigtigere end forelskelsen, sex, den fysiske kontakt. At det vigtigste er, at personen er i ens liv, at man kan få lov af være sammen med den, og nyde godt af den.

At man ved, man først og fremmest ville kæmpe for venskabet, frem for sit kærlighedsforhold/kæresteforhold.

At, hvis ikke der kan være andet, så er venskabet der stadig, hvis det er muligt for smerten.

På den måde kan man ligesom bruge ”ven” konstruktionen til at hænge sit kærlighedsforhold op på.

Man har hver sit liv, hver sin platform, hver sine projekter, hver sine venner og elskere, måske også nogle fælles, og så mødes man, rækker ud fra sin egen platform, og deler noget, deler meget. Og resten af ens kærestes/elskers liv er sådan set privat. Det er noget, man ved noget om, fordi den anden har delt noget af det med en, fortalt om det. Det man ikke hører om, er dens andens private sfære, noget der ikke vedkommer en i større udstrækning, end det bliver delt med en.

Dermed kan man igen finde en tryghed i, at det ikke er ens sag, hvem den anden er sammen med. Det er ikke afgørende, fordi det forgår på den andens banehalvdel, og det eneste der er afgørende for en selv, er det, man deler med sin elsker, det fælles. Så det har ingen indflydelse på det, man har med sin elsker/kæreste, hvorvidt elskeren har andre eller har kysset eller bollet med nogen. Det, der er interessant for en selv, er den andens lyst, og det at man ved, man er valgt til, og ikke taget for givet.

Man kan finde en tryghed i at vide, at der ikke er nogen ydre omstændigheder, der binder en sammen, kun lysten. Måske kan man finde en tryghed i, at chancen for at man begynder at tage hinanden for givet, og glemme at være høflig, at pleje kærligheden, er mindre end i et monogamt forhold. For det er lysten, nuet, det man har sammen og ikke andet, der holder et åbent forhold sammen.

Nu snakker jeg om, at noget er privat, og at man er enerettighedshaver til sit eget liv, men det betyder ikke, at man skal holde ting skjult for sin elsker. Det betyder bare, at elskeren ikke har krav på noget indenfor det felt. Snarere tværtimod. For mig har det altid givet mest mening at fortælle om mine eskapader på det seksuelle område, som jeg ville fortælle om mine andre eskapader. Det kan også virke afmystificerende, og det kan føles trygt at blive involveret i den slags oplevelser, at man godt kan rummes i den oplevelse. Så kan følelserne af utroskab og bedrag falde til jorden.

Venskabet er selvfølgelig ikke det samme som kærlighedsforholdet. Der er nogle andre følelser i kærlighedsforholdet.

Vi er vokset op med Hollywoodkærlighed – den eneste ene for evigt, familien. Det, og så at man har at gøre med følelser, gør det her til en svær kunst. Og det er nok svært at argumentere sig frem til en løsning, hvis man ikke er enige.

Men det er sådan her, jeg fungerer, og det er sådan, det giver mening for mig, og jeg tror, venskabet som grundlag for kærlighedsforholdet og tillid til hinanden og kærligheden er hele hemmeligheden for mig.


Gaderummet

Af Iben Vindbjerg Petersen | 18. september 2008 | 1 kommentarer

Gaderummet hænger, efter en lang og til tider noget ensom kamp, i en tynd tråd. Der er lige blevet afsagt dom i landsretten, og gaderummet tabte.

Når det er Københavns Enhedsliste-socialborgmester der står som hovedmand bag lukningen, og fristeds-forkæmperne ikke formår at overkomme gamle konflikter og støtte op, så er man som fristed havnet i et rigtig ubehageligt vakuum. Alene blandt dine egne.

Lige meget, hvor bitter striden har været indenfor vores lille verden, den venstreradikale, så er det ærgerligt at underkende Københavns kommunes og den gældende diskurs’ normaliserings-rus, som lukningen af gaderummet er en del af. Det er noget, vi altid må stå sammen om at bekæmpe.

Gaderummets grundidé er den åbne dør. Det er et rum for ”alle”, du må bare være der uden kvalificering. Derfor er det heller ikke et rum for alle. Selvfølgelig fordi alle rum er ekskluderende for nogle. Men Gaderummet er i særdeleshed eksluderende for en god del. Måske i nogen grad for kvinder, i næsten fuldstændig grad for folk med andre seksualiteter eller kønstegn end heteronormen.

Og netop derfor er det så vigtigt, det findes. Fordi queer og kvindevenlige rum også er ekskluderende for sin del.

Samfundet har svært ved at rumme mange af de mennesker, som bor i Gaderummet, ligesåvel som de andre væresteder og ungdomshusmiljøet kan have svært ved at rumme dem.

Derfor skal Gaderummet være der med sin åbne dør, og ingen krav. For verden er fuld af krav, og nogle gange har man bare brug for at kunne have en seng at sove i, i stedet for at skulle på jobansøgningskursus eller være queer.

Det er retten til at være, fordi man er. Retten til mad og en seng og muligheden for at surfe på nettet og se videoer på Youtube ligesom de fleste andre unge mennesker i Danmark. Retten til at tale med en om alt det der sætter sig gennem ens liv, alene fordi man er vokset op i dette samfund, hvor det siges, man bare står på en bjergtop med et hav af muligheder for sine fødder, men hvor et hav af muligheder lige så godt kunne erstattes med gabende tomhed af postmoderne relativisme.

Jeg tror, der er mange i Gaderummet der måske for første gang i deres liv føler, at de har ret til noget, at de har et rum, der giver mulighed for at skabe, eller lave ingenting.

For frihed og selvbestemmelse fører til ansvarlighed. I den grad du kan afstedkomme ansvarligheden med den bagage du bærer på selvfølgelig.

Man ser det blandt drengene fra gaden. De kan finde på at bekymre sig om hinanden, de kan finde på at være solidariske. Hvilket er mere end den almindelige middelklassedansker formår.

Det gør ondt i mit hjerte, at Gaderummet er blevet trådt sådan under fode, og nu er ved at kollapse under den enorme vægt. Mit liv ville ikke være det samme, hvis jeg havde været foruden, og København har så meget brug for det sted.


At blive stukket i ryggen med en trafikkeglefod

Af Iben Vindbjerg Petersen | 16. august 2008

Så kom jeg hjem fra ferien med denne heterolover, ven, og nu med den kontroversielle titel Kæreste. Det bliver der forhåbentlig en hel blog om senere.

Og ikke så meget som kom denne person ind af døren, før det stod klart, at næste rejse var med enkeltbillet til toget, og en time i bus (den offentlige trafik altså! Regeringen altså!) til Sønder Omme, hvor en betjent med en rød rose under armen skulle stå parat til at hente den sone-klare. Lige lukt i fængsel, og det ifølge hovedpersonen, som vi her vil kalde Rocky, tænk chicken run, uskyldigt.

”Ja, det kunne have været dig og dig, og hvis du havde været der, så var det helt sikker blevet dig, selv din øl ser kriminel ud i dit selskab!” Jeg peger med min blege spædbarnsagtige stand up komikerfinger og det stupide drengerøvs-københavnersmarte bonderøvspublikum slår en billig latter op.

Nå, men tilbage til sagen. Det kunne nemlig have været hvem som helst, selvom det dog ser ud til, der er nogle kriterier. Gerne autonomt/perker udseende, let genkendelig, f.eks. meget høj (det er der nok nogen derude, der kan genkende) briller eller hanekam måske. Så skal du være et sted, måske på vej forbi/væk, hvor nogen ikke har haft den forventede respekt for politiets autoritet, eventuelt brudt loven, og som er sluppet godt fra det.

Det resulterer nemlig i en flok edderspændte scooterbåthorn i blåt nylontøj med et underskud af sigtede ballademagere, hvilket jo kunne resultere i, at de kom til at fremstå som selv samme. Altså på sådan en tju bang! aften skal der være nogle sigtede, om de kan dømmes eller ej, er fuldstændig underordnet. Vi har jo varetægsfængsling af hensyn til retsfølelsen. Det ser godt ud i spalterne dagen efter.

Og ja, varetægt blev det til for Rocky, 40 dage, praktisk talt isolation, bortset fra at den rigtige isolation er meget værre. Rocky fik nemlig lov at gå gårdtur med de andre fanger en time om dagen.

Da retsfølelsen ligesom var intakt og i sikkerhed for Rocky, blev han atter sat på fri fod. Retssag og dom fulgte: Vold mod tjenestemand i funktion af særlig grov og brutal karakter, kast med 13 kg tung trafikkeglefod. 4 måneder. Og her kommer vi til det med uskyldig, som Rocky hævder han er.

Normalt ville man jo tro samfundets tjenestemand på sit ord, og det ville være overraskende, hvis ikke disse skulle være sandheden. Men når det nu rent faktisk kan bevises, at der aldrig er fløjet nogen trafikkeglefod gennem luften træffende den sommerskjorteklædte betjent i ryggen.

På skadestuen kunne man ikke finde nogen brækket ryg, indre blødninger, blå mærker eller myoser i skuldrene - ingenting! Dog kunne de notere, at betjenten klagede over smerter, og måtte holde et par dage fri. Der var heller ingen fingeraftryk på trafikkeglefoden.

Anklagemyndighedens bevisførelse bestod i ovennævnte betjents vidnesbyrd der, til vores allesammens lettelse, ikke blev givet uden at blinke. Så er de trods alt menneskelige.

Retsikkerheden i den vestlige verden og dermed Danmark smuldrer mellem fingrene på os.

Varetægtsfængslinger på intet grundlag. Som efter Ungdomshusets rydning, hvor folk blev taget i knibtangsmanøvren, blev fængslet i uger uden beviser, der senere kunne holde i retten.

Overvågning og registrering i nattelivet, på din telefon, på togstationen, og på internettet.

Tvangsudvisning, som helt aktuelt er i gang nu med irakiske asylansøgere og udvisning uden dom, som det skete for de to tunesere, der blev anklaget for at lægge mordplaner for en af Jyllands-Postens tegnere.

Administrative domme, som i Sandholmlejren, hvor du for mindre forseelser bliver isolationsfængslet i lejrens fængsel.

Visitationszoner i kvarterer med mange med indvandrerbaggrund.

Et politi, der er voldeligt og skal undersøge sig selv, når der er klager. Et politi, der fabrikerer beviser, som i ovennævnte sag, og igen også omkring knibtangsmanøvren ved rydningen hvor politiet skriver en rapport om en gruppe på 40-50, som de anholdende betjente kan bevidne for hver enkelt at de har kastet ting mod politiet. Dette blev senere modbevist ved hjælp af video. Dertil var forfatteren til rapporten, en vicepolitikommisær, slet ikke til stede under anholdelserne.

Så der sidder Rocky, lidt på vegne af os alle sammen, for det er ikke kun dem, der har noget at skjule, som er usikre uden retssikkerhed.


Heteroseksualiteten beyond heteroseksualiteten

Af Iben Vindbjerg Petersen | 22. juli 2008

Ja, så sidder jeg her i meget fint selskab. Det bliver spændende, i hvert fald for mig. Kunsten er jo så at gøre det spændende for dem, der skal læse denne blog. Derfor vil jeg tage udgangspunkt i mig selv. Så dette her er Ibens blog. Her kan I læse alt om mig, og hvad jeg oplever. Det bliver ikke småting.

Vi starter her: Jeg har lige pakket for at tage på ferie. Det skal dog ikke være temaet i denne første blog, jeg skriver. Det, der er interessant, er mig - som ikke kommer på Københavns Queerfestival #3, som begynder i dag, den 21. juli.

Grunden er, at jeg skal på ferie med en lover. Af hankøn. Og selvom jeg ikke er glad for at skulle kategorisere mig selv sådan, så har jeg ikke kæmpet tilstrækkeligt til at ende et sted midt imellem, udenfor eller helt på tværs til ikke at måtte indrømme at tilhøre hunkønnet. Altså dropper jeg denne fantastiske festival for at kunne rulle mig 24-7, i heteroseksuel tosomhed. Jeg glæder mig.

Så jeg forstår godt, at man kunne tænke, som nogen sikkert gør, at jeg er en kvinde, veltilpasset i mit køn, glad og tilfreds med min heteroseksualitet, der gnidningsfrit glider ind i strømmen, og bopper veltilfreds afsted på toppen af parforholdets blide bølger.

Men jeg befinder mig ikke godt i rollen som kvinde. Når jeg er i selskab med folk, der bare passer ind i deres køn, og nyder det, udfylder deres køn til fulde, griner af den lille forskel, og kritikløst benytter sig af de fordele, de får i kraft af deres køn og kønsrolle, så efterlades kun kvinderollen til mig. Den ligger der som en tom sparkedragt, og jeg kan tage den på, og alt hvad jeg gør, er kvindeting, eller mandeting der gøres på en kvindemåde. Eller jeg kan lukke røven, munden og fissen. Og der kommer ikke noget ud, og dét der er mig, er skjult.

Så hvad gør jeg, når jeg har nogle præferencer, eller gør noget der passer som Ninas strap-on i Katrine med min tildelte kønsrolle, men alligevel ikke er med på at være heteroseksuel fuldblodskvinde med alt, hvad det kunne indebære?

Det er en mærkelig situation, hvor jeg bliver nødt til at adskille idé fra praksis. På alle andre områder ville jeg ofte prøve at gøre noget andet eller det modsatte af, hvad der kunne forventes af en med mit køn. Men lige på dette punkt er der ikke noget, der hedder at manipulere med sig selv. Der er kun lysten, og at gribe fat i halen på den og prøve at følge den, og måske derigennem udvide og udfordre den.

Jeg kan ikke indordne min seksualitet under en idé, f.eks. at det ville være mere norm-udfordrende at være mere sammen med folk af mit eget køn og folk der ligger udenfor de to køn, end det ville være at være sammen med mænd. Jeg har ofte lyst til mænd. Så det må jeg forfølge.

Men det sidste jeg har lyst til, er at være er heteroseksuel, forstået på den måde at heteroseksualitet ikke kun er en forbindelse mellem en af hunkøn og en af hankøn, men en pakke med et masse strukturelt indhold, og dermed forventninger og antagelser fra omverdenen. Jeg bliver nødt til at følge mine lyster og være sammen med folk af hankøn, men så må jeg prøve at sætte det ind i en anden ramme end den heteroseksuelle, selvom det udenpå ser heteroseksuelt ud.

Jeg har denne her idé om, at jeg gør det på trods af, og ikke fordi det passer til mit køn. Jeg gør det måske, ligesom en bøsse gør det. Jeg kan godt lide mænd på den måde, bøsser kan lide mænd på. Jeg kan godt lide nogle gange at blive brugt, ligesom nogle mænd elsker at mærke deres store behårede elsker invadere deres krop. Jeg kunne godt tænke mig at kunne gå ned i H.C. Ørstedsparken og møde en og have sex med den – på den der direkte, helt liderlige måde.

For det er jo ikke ens lyster, og det man gør i sengen, der skaber heteronormativiteten, og det er det jo så alligevel på en måde. Men man kan ikke lade være med at gøre ting.

Alt, hvad en mand og en kvinde kan gøre sammen, er allerede claimet, erobret, af Hollywood, kernefamilien og pornoindustrien. Hvis jeg sutter pik, så skal jeg nogle gange koncentrere mig for ikke at tænke på, at jeg gør det, ligesom en kvinde gør det i en pornofilm. Hvordan kan jeg sutte pik på en mand uden at blive ham underdanig? Og hvis jeg godt kan lide at gøre det på en underdanig måde, så er det endnu sværere. Hvordan skal jeg gøre det uden at føle mig underdanig som kvinde?

Jeg kan ikke afholde mig fra at gøre alle de her ting som er porno- eller kæresteagtige, for så har jeg lige foræret fjenden størstedelen af seksualiteten og en god del af mit spillerum i relationen til andre mennesker.

Jeg bliver nødt til at gøre dem på trods af, at de falder ind i mønsteret. Jeg må finde en måde at få heteroseksualitet til at være queer. Jeg skal gøre mere, ikke mindre, ekspandere, gøre alt, for derved at modvirke heteronormativiteten.

Men omgivelserne er også vigtige, fordi det jeg prøver, er jo at sætte stort set de samme handlinger ind i en ny sammenhæng, og det er svært, hvis man ikke får hjælp og accept.

Derfor er respekten for min idé om, hvad jeg laver også vigtig. F.eks. at det ikke bliver antaget, at det er et hetero-kæresteforhold jeg har til denne her lover, men at man forsøger at være åben og mærke sig frem for at se, hvad jeg selv mener mit forhold er, ligesom det er høfligt ikke bare lige at antage, at folk er heteroseksuelle. For det er jo kun inde i mit hoved, så jeg har brug for omverdenens hjælp til at sætte mine handlinger fri fra kønnet. Det er meget svært, hvis den bliver ved med at hive noget, jeg prøver at hæve over kønsrollen lige tilbage ned i den.

Og så tror jeg, vi er klar til at radikalisere heteroseksuel aktivitet og heteroseksualitet. Jeg tror, vi er klar til at lade den indtræde i det københavnske eller måske ålborgensiske queermiljø og udforske progressiviteten i heteroseksualiteten beyond heteroseksualiteten.






Denne blogger er ikke længere aktiv

Først jyde – 1000frydsk stamgæst, dernæst hollandsk skovbesætter, senere københavnsk BZ’er og skribent og redaktionsmedlem på Ungerens indstik i Information og på Salts temanummer om Ungeren. Med i G13´s pressegruppe. Studerende, og laver SeSe-TV.




Blogarkiv

24. juni 2009
Sexkøb
9 kommentarer

21. januar 2009
Den grænseløse mur

17. december 2008
Retssikkerhed i det venstreradikale miljø
12 kommentarer

10. november 2008
Idealet og det lette liv

19. oktober 2008
En hverdagshistorie
10 kommentarer

9. oktober 2008
Monogami, eller at være venner

18. september 2008
Gaderummet
1 kommentarer

16. august 2008
At blive stukket i ryggen med en trafikkeglefod

22. juli 2008
Heteroseksualiteten beyond heteroseksualiteten


Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Der er ikke andre krige end dem, vi selv laver.

Robert De Niro. Den amerikanske præsidents spindoctor i filmen »Wag the Dog« (1997), hvor en sexskandale maskeres med en fiktiv krig.

Flere citater