Vi er flyttet! modkraft.dk


Danish Defence League på tur i SFO’en

Af Jakob Lindblom | 22. februar 2012 | 25 kommentarer

Efter at have læst Sarah Bruuns blog om DDL’s demonstration og den planlagte moddemo, og ikke mindst kommentarerne under bloggen, så føler jeg sgu trang til at dele en antifascistisk oplevelse af de federe med jer og samtidig løfte pegefingeren og være lidt morfaragtig overfor nogle af jer og sige hov hov, unge mennesker, husk solidariteten…

Oplevelsen først.

For et par år siden (kort efter venstrefløjssangerinden Natasjas død) stod jeg som så ofte før på tribunen til en superligakamp. På det tidspunkt var klubben ved at få en lille gruppe af 16 til 20-årige højreekstremistiske fans af typen skinker. I ved, de der skaldepander, der efter et par timer i solen ligner en udkogt Jaka-bov, og efter tre fadøl også opfører sig som en.

Normalt hørte vi ikke meget til dem, men pludselig den dag trængte de igennem i en sangpause fra de andre fans. Og de sang sgu en gammel børnesang, eller rettere brugte melodien fra en. Nemlig sangen om at danse på Jamaica. Blot havde de ændret teksten til Jamaica, Jamaica, Jamaica – vi nakkede Natasja på Jamaica…

Først reagerede flere af os med lidt vantro latter, en ironisk klappen og for nogle af os en op-og-ned bevægelse i håndledet med en halvt knyttet hånd over hovedet. Universelt fodboldsprog. Det fede var imidlertid ikke at opleve højrefløjens nye sangskat eller vores fantasiløse reaktion på den. Nej, det fede var, da de var holdt op, og der var et øjebliks stilhed, hvor en halvgammel mand brølede igennem det hele: Har I lært den sang i SFO’en, snothvalpe?

Det var så fedt. Der var ikke nogen konfrontation, der var ikke noget vold, men der var en massiv antifascistisk sejr. De der ti-femten tosser lignede sgu pludseligt Jaka-bov. De var knaldrøde i hovedet. De var frustrerede og kunne ikke tage til genmæle, og så var de først og fremmest til grin med et par hundrede fans, som højlydt skreg af grin over dem. Vi hørte INTET til dem resten af kampen.

Og så tilbage til Sarah Bruuns blog og Danish Defence League.

Det kan være, at I kalder mig vattet, gammelmandsbelærende og uradikal. I don’t give af damn…

Men jeg bliver nødt til at sige, at hvis nogen af dem, som i debatten under Sarahs blog slår til lyd for blokadeforsøg og aktive konfrontationer rent faktisk mener det og har tænkt sig at gøre noget ved det, så er I dælme usolidariske og ganske uvidende overfor situationen, som vi slås med i Århus.

Nu er det et par år siden, at jeg selv deltog mere aktivt i det antiracistiske arbejde i Århus end blot at møde op til arrangementer nu og da, men hver gang en af kammeraterne slås ned og overfaldes, så skal vi i Århus døje med stupide politifolk og en (næsten) entydig borgerlig århusiansk presse i JP-Århus, TV2-Østjylland m.fl., der har travlt med at udråbe det til en bandekrig. Måske med Stiften som eneste halvhæderlige undtagelse.

Hver eneste gang skal der skabes en stemning, der går på, at venstrefløjen er lige så slem som højrefløjen, at ofrene dermed næsten selv er ude om det, og at det at være racist skam ikke er værre end at være antiracist.

Dette billede slås vi enormt med i Århus. Uanset om det er ”pæne parlamentsfikserede byrådskandidater fra Enhedslisten” eller folk fra det venstreradikale miljø, der overfaldes, så skal vi høre politiets skingre, semifascistoide sang om ”bandekrig”. Det skal dog siges, at enkelte betjente har været professionelle og gode, men hvad nytter det, når chefen bagefter kommer med sit nonsens i pressen? Om det er det højt besungne ORG-netværks angivelige indflydelse, som gør sig gældende, det aner jeg ikke.

Men faktum er, at hvis der sker så meget som det mindste lille blokadeforsøg eller konfrontationsforsøg, så risikerer vi at tabe det arbejde med at brede det antifascistiske arbejde bredt ud og imødegå politiets og pressens løgne, som mange af os har knoklet for. Vi eller rettere I risikerer kort sagt at give dem ret og bombe det antifascistiske arbejde i Århus mange år tilbage.

Og det er det, som jeg mener, er pokkers usolidarisk.

Det handler ikke om, at jeg ikke også gerne ser en effektiv blokade, hvis situationen var anderledes og styrkeforholdene nogle andre. Kære venner. Det er de bare ikke!

Det det handler om er, at hvis alle jer gode antifascistiske aktivister derude mener det alvorligt med at være solidariske, så skal I også være det i praksis. Hvis I vil hjælpe den antifascistiske kamp i Århus, så må I lytte til Sarah Bruun, Antiracistisk Netværk og de andre seje antifascister i Århus, som planlægger en Århus For Mangfoldighed-demo, og som ikke ønsker konfrontationsforsøg, som kan skade deres arbejde enormt.

Husk på, at solidaritet ikke bare handler om at føre egne kæpheste i ringen. Solidaritet handler om at sætte sig i andre menneskers sted og bidrage til DERES kampe, og det uanset om det er ulandssolidaritet, hvor vi ikke bare skal komme som den hvide mand og belære og føre vores kampe, men derimod pinedød må lytte til og føre solidariteten på de lokales præmisser, hvis ellers de er progressive. Og det gælder også arbejdskampe, hvor solidaritet ikke består i, at komme og pålægge en arbejdskamp nogle andre præmisser eller kampformer end dem, som fører kampen er klar til.

Bevares, vi kan råde hinanden og debattere, men lad være at overtage vores kamp. Det gælder i ulandene, i de faglige kampe, men også i det lokale antifascistiske arbejde.

Hvis I i stedet tager jeres egne kampformer og regler og søger konfrontationen, så kæmper I måske for os, men ikke med os, og så er I hattedamer og meget lidt solidariske overfor dem, som skal blive i byen, når jeres bus er kørt. Som min anekdote i starten gerne skulle vise, så er den antifascistiske sejr ikke afhængig af konfrontationen. Lad os udstille DDL i antal, lad os gøre grin med dem, evt. overdøve dem med en larmedemo – hvad ved jeg. Men søg for vores skyld ikke konfrontationen eller blokaden.


PS: Og så til noget helt andet. Hvis ikke du, kære læser, har været inde og skrive under på kravet om en folkeafstemning om den reaktionære, udemokratiske og dybt borgerlige finanspagt endnu, så fis ind og gør det på disse link til Folkebevægelsen eller hos Enhedslisten.


SF skader de lavestlønnede

Af Jakob Lindblom | 19. januar 2012 | 56 kommentarer

Man tror det ikke kan blive værre, og så bliver det endnu værre.

Sådan skrev en af mine SF-Facebookvenner i går under min profil, hvor jeg havde lagt et link ud til en artikel, hvor Brian Arthur jubler over, at SF kopierer hans skattepolitik.

Som bekendt har Thor Möger skrevet en kronik, hvori han blankt afviser, at skattereformen skal lette skatten i bunden for dem udenfor arbejdsmarkedet, selvom disse også betaler skat.

Det skal kun være dem, som arbejder og trækker læsset lyder det. Og i TV og Radio toner Thor belærende frem med eksempler som rengøringsassistenter, fabriksarbejdere, sosu’er o.l. imens Skattekommissionen, Liberal Alliance, Konservative, bankøkonomerne osv. jubler og tolker det som et oplæg til et bredt forlig. Og som Ole Birk Olesen fra LA glad bemærker, så havde dette aldrig været muligt uden Carina-debattens opgør med fattigdomshysteriet. Så er scenen ligesom sat.

Det kunne jo ellers lyde godt nok med forslaget, hvis man ser bort fra den borgerlige jubel. Hey, de hårdtarbejdende folk i arbejderklassen, det kan vi da ikke være imod?

Gu kan vi så! Så længe det ikke får dem i bunden med, dem udenfor arbejdsmarkedet, så skaber forslaget ulighed, hvilket er et stort problem for SF, som netop gik til valg på at øge ligheden og det er da også dette, som Enhedslisten i sin kritik primært hæfter sig ved.

Lad mig derfor nøjes med at fremføre et enkelt argument, som ikke har fyldt alverden i kommentarerne hidtil, og som i den grad spidder dobbeltmoralen hos en række SF’ere.

Forslaget hjælper ikke de hårdtarbejdende med lave indkomster – snarere tværtimod på lidt længere sigt! Tværtimod vil forslaget nemlig betyde øget pres på lønningerne for dem indenfor arbejdsmarkedet og dermed forstærke den tendens i retning af working poors, som selv ledende SF’ere advarer imod.

Sagen er jo i al sin enkelthed, at hvis forskellen mellem dem indenfor og udenfor arbejdsmarkedet øges, så vil incitamentet til at tage et lavtlønsarbejde i teorien øges.

Der vil ifølge borgerlig økonomisk teori være flere ledige, som vil forsøge at komme ind på arbejdsmarkedet (som om de ikke allerede gør dette). Og hvad værre er, at for at få erobret en plads, så vil de acceptere lavere lønninger og dermed øge lønpresset på dem, som allerede er inde på arbejdsmarkedet.

Dette er den borgerlige teori bag forslaget. Det er derfor, at den borgerlige skattekommission siger, at selv beskedne forøgelser af jobfradraget giver flere jobs, selvom enhver logik ellers vil sige, at fordi dem, som er i arbejde skal betale mindre i skat, så giver det ikke flere arbejdspladser. Men nej, større ulighed presser lønnen fra dem udefra og sænker dermed lønudgifterne for virksomheder, så de får øget deres konkurrenceevne, lyder den borgerlige logik.

Det kaldes udbudsøkonomi og er hele årsagen til, at selvsamme borgerlige politikere og økonomer mener, at en forøgelse af arbejdskraftsreserven fx ved at fjerne efterløn i sig selv skaber jobs, selvom vi andre vil sige, at det blot skaber flere arbejdsløse. Teorien er simpelt udbud og efterspørgsel. Hvis udbuddet er større end efterspørgslen, så sænkes prisen (lønnen) og dermed skabes en større efterspørgsel. Blot på et lavere ligevægtsniveau.

Nu er jeg ikke borgerlig udbudsøkonom, men mekanismen er velkendt, at i tider med høj arbejdsløshed, så er man ikke helt så stædig med lønkravene af frygt for at blive erstattet af en udefra med lavere lønkrav. Når det er sagt, så tror jeg dog, at teorien skal vendes på hovedet.

Får arbejderne en skattelettelse, så vil mester da bruge det som argument for nulløsninger i overenskomsten. Jamen reallønnen er sikret via skatten, vil det lyde og langsomt men sikkert vil skattelettelsen blive ædt op af mester, som oven i købet kan henvise til dem uden for arbejdsmarkedet, som er villige til at tage job til en lavere løn qua den større ulighed, som SF selv er med til at skabe.

Det er lige nøjagtigt ovenstående, som gør, at de borgerlige jubler. Det er ikke fordi, de ønsker flere penge til den arbejdende del af arbejderklassen. Det er fordi, de forudser, at en øget ulighed vil skabe disse dynamikker – og må jeg minde om – ikke mindst i lyset af de stærkt forringede dagpengeregler, som gør ledige desperate.

Jeg fatter simpelthen ikke, at ellers forstandige folk i SF som Mattias Tesfaye og andre, som ofte har advaret mod working poor, og som kender til alt om løndumping og presset på overenskomster udefra ikke kan se dette her.

En reform, som skal sænke skatten for de hårdest arbejdende og lavest lønnede SKAL også gælde dem, som bider de lavest lønnede i haserne for at komme ind på arbejdsmarkedet – dem som er desperate og drevet frem af dagpengeforringelser og en evig stress i jobcirkusset. Ellers kan mester spille jer ud mod hinanden – det er simpel gammeldags socialdemokratisk børnelærdom om arbejdsmarkedspolitik.

Kom ind i kampen for pokker!

Og tillad mig så et afsluttende surt opstød mod Thor skattemedister. I har vel de fleste af jer hørt ham forsvare den øgede ulighed med en fortænkt spinfrase om, at man jo ikke skal se på den statistiske lighed og at man jo godt kan øge ligheden ved at tage fra rengøringsassistenten og give den til en lægestuderende, så også SU-modtagerne får skattelettelser, men at dette ikke er fair og bla bla. (ellers kan I læse det her). Sikke en gang latterlig spin. Helt ærligt, hvor dumme tror du, vi er, Thor Möger? For det første bidrager du selv til at underminere dine kære hårdtarbejdende jf. ovenfor. Hvorfor pokker tror du ellers, at de borgerlige jubler. For det andet, så er dit eksempel med rengøringskonen og den lægestuderende hul i hovedet.

Hvorfor skal man være fattig, når man studerer? Hvorfor ikke tage fra den færdiguddannede læge og give til BÅDE rengøringskonen og den studerende? Hvorfor ikke sikre en ordentlig studietid også for os, som ikke har forældre med røven fuld af penge, som du selv har haft? Os som ikke fik smidt et forældrekøb i nakken? Hvis hele hysteriet om, hvor vigtigt det er, at vi alle uddanner os, er rigtigt, hvorfor så ikke sikre ordentlige vilkår, undgå den øgede ulighed og så brandbeskatte de rige, når de er blevet uddannet og faktisk tjener deres egne penge.

Det andet er sgu kun latterligt spin og det klæder ikke et parti med rødder på venstrefløjen at tro, at arbejdere og fagbevægelse er så dumme.


Hvilken strategi, Enhedslisten?

Af Jakob Lindblom | 19. december 2011 | 25 kommentarer

Efter valget i september byder hverdagen sig for alvor til for den nye regering, men så sandelig også for venstrefløjen hos Enhedslisten.

Det så ikke godt ud i starten. De Radikale skrev regeringsgrundlaget, røsterne om løftebrud gjaldede og personsagerne orkestreret af borgerlige medier fyldte i debatten. Også selvom personsagerne med skattesagen er drejet mod blåt stormvejr. Allerede nu er det derfor tid til at løfte blikket en anelse og lufte en bekymring. Den rodede start har nemlig i den grad fået folk til at glemme, hvorfor de stemte rødt, hvilket er bevist af borgerlig fremgang i de fleste målinger siden valget.

Er det så grædekonernes holdeplads, som jeg alt for tidligt begiver mig ud på? Har regeringen ikke masser af tid? Nej til det første og ja til det sidste. Selvfølgeligt kan målingerne vende. Selvfølgeligt skal regeringen have tid til at bevise sit værd, eller mangel på samme. Og selvfølgeligt er der netop tid, men til hvad?

Indtil videre gør to bemærkelsesværdige tendenser sig gældende, hvis man gerne ser en venstredrejning i Danmark.

For det første. SF kan ikke finde sine ben og af de 12 punkter, som de gerne ville måles på forud for valget, så var halvdelen ifølge Politikens opgørelse forsvundet efter valget. Og de mærkesager, som trods alt gik igennem er alle tillige Radikale mærkesager - ikke mindst på klima og miljø. Trods dette, så gik SF-toppen alligevel ud og oversolgte regeringsgrundlaget som en stor sejr, hvilket var en eklatant fejlbrøler af Komiske Ali fra Bagdad-størrelse. Enhver kunne jo se, at det ikke passede, ligesom det i 2003 ikke passede, at Irak havde drevet de "imperialistiske, vantro amerikanerhunde langt ud i Golfen".

Det er den slags politiske overdrivelser og fejlskøn, som desillusionerer vælgerne, som man har set det tidligere hos SF’s søsterpartier i Tyskland og Norge. Ligesom det var tilfældet i de to lande, så ser det umiddelbart ikke ud til, at SF formår at trække regeringsprojektet grundlæggende i en rødere retning, men må finde sig i, at skulle administrere S og R’s økonomiske politik på samme måde som Konservative måtte administrere DF’s værdipolitik. En hård dom måske, men lad os nu se.

Den anden tendens af interesse er Enhedslisten, som tilsyneladende har formået at holde formen, og indtil videre undgået brølere fra uerfarne nyvalgte. Fremtoningen er selvsikker og for første gang i partiets historie indgik de et finansforlig, som dog bestemt ikke var prangende, men alligevel godkendt situationen taget i betragtning. Også selvom regeringen sandsynligvis havde udeladt en række af forbedringerne fra regeringsgrundlaget - alene med et finanslovsforlig med Enhedslisten for øje.

En ting er dog helt sikkert, nemlig at Enhedslisten skal være meget påpasselig med ikke at falde i SF-fælden og oversælge sine resultater. Med Vestager som de facto økonomisk regeringsleder, så kan der måske nok opnås forbedringer, men ikke afgørende forandringer i retning af et socialistisk samfund. Og mon ikke Thorning og Vestager - som Nyrup og Jelved i halvfemserne - fremover kigger mod højre, når finansloven skal i hus?

Brug for en visionær strategidiskussion.

En ting er, at Enhedslisten sammen med SF skal fortsætte det parlamentariske arbejde og have som taktisk grundlag at presse forbedringer igennem og undgå forringelser. En anden ting er, at der allerede nu skal gang i en strategisk diskussion på hele venstrefløjen, i diverse bevægelser og i Enhedslisten i særdeleshed. Ikke blot om det selvfølgelige i, at man vil forandre samfundet i en socialistisk retning, men helt konkret, hvordan vil man forandre samfundet i en socialistisk retning, og hvordan opbygger man en slagkraftig opposition til regeringen, samtidig med, at man er regeringsgrundlag?

Her har Enhedslistens hovedbestyrelse allerede fremlagt et papir om Enhedslistens mål 2012 - 2016, som skal behandles på årsmødet i foråret 2012. Papiret glimrer med en række gode ting, men kommer ikke meget nærmere en egentlig strategisk vision for arbejdet.

Blandt de gode ting er fokus på partiopbygning, hvor man sætter sig en række mål om uddannelse af partiaktivister, 10.000 medlemmer, 10 procent af stemmerne ved næste valg større lokal gennemslagskraft i afdelingerne, mere arbejde i bevægelserne, skoling og inddragelse af nye som gamle medlemmer osv.

Alt sammen gode ting. På venstrefløjen har vi typisk det fokus at forandringerne skal komme fra bevægelser, der løfter krav ind på den politiske scene. Dette gælder fortsat, men med den tilføjelse, at der jo rent faktisk er bevægelser nok, som blusser op og lige så hurtigt dør ud igen. Det så vi med ATTAC-bevægelsen ved årtusindskiftet, vi har set det med klimabevægelse, velfærdbevægelse midt i nullerne og senest med et skvulp af Occupy.

Det er ikke bevægelser, som har manglet, men kontinuitet og en politisk ramme, der kunne bruges i bevægelsesarbejdet. Her spiller parti- og organisationsopbygning en rolle, hvad enten det er Enhedslisten eller faste bevægelser som Folkebevægelsen mod EU, klima- og miljøbevægelser o.l.

Papiret opstiller såmænd også en langsigtet vision om et bæredygtigt samfund uden udbytning, diskrimination og med frihed for den enkelte. Et samfund som ikke kan indfris under kapitalismen, som det tørt konstateres. Men altså ikke en egentlig strategi for, hvordan man når dertil, eller hvilke politiske delmål, som vi vil arbejde på at indfri i fireårsperioden 2012 - 2016. Delmål, som kan begejstre og samle. Delmål som kan indfris og pege fremad mod mere. Delmål som kan fungere som en strategi på det mellemlange sigte.

Tættest på en egentlig ny strategi for Enhedslisten i det nævnte papir er af temmelig defensiv karakter. Nemlig at man vil flytte styrkeforhold. At det som ikke kan nås i dag skal gøres muligt i morgen. Til dette opremses en række pinde, som man særligt vil ændre på. Det være sig lønarbejderes styrke skal øges overfor arbejdsgiverne. Velfærd og demokratisk kontrol skal styrkes over kapitalinteresser. Økologi og klima overfor markedsøkonomien. Demokrati på arbejdspladsen, for brugere og i lokalsamfund skal styrkes overfor bureaukrati og centralisering og endeligt at ligestilling, solidaritet og menneskerettigheder skal styrkes overfor ulighed, diskrimination og fremmedhad.

Alle sammen gode velmenende ønsker, om end de hverken er nye eller særligt konkrete. Har vi som venstrefløj ikke altid arbejdet efter at ændre styrkeforholdene i vores retning? Har vi ikke altid kæmpet for at styrke arbejderes, miljøets og velfærdsmæssige interesser fremfor kapitalen? Og demokrati og rettigheder overfor demokratisk afvikling og fremmedhad?

I mine øjne er fejlen her, at man forveksler strategi med taktik. Ovennævnte pinde er jo glimrende taktiske redskaber til at vurdere konkrete forslag i Folketinget. Styrker et politisk forslag eller svækker det vores position indenfor et givent område? Og forskellen mellem taktik og strategi er jo forskellen mellem det, man gør "på dagen" og det langsigtede - forskellen på hvad man gerne her og nu vil prøve at nå og hvordan man bringer sig i en position til at nå det.

En fodboldklub er måske et sigende eksempel. Her lægges taktikken efter, hvem man skal spille mod, og hvordan man gerne vil spille? Vælger man en holdopstilling med to eller tre angribere? Er det den fysisk stærke angriber i front, eller en lille hurtig spirrevip, som skal løbe fra modstanderne? Eller vælger man en defensiv opstilling mod et bedre hold? Det er taktikken.

Strategien derimod er helt konkret den måde man har valgt at arbejde for at nå sine mål og indfri sine taktiske ønsker. Hvor én fodboldklub har som strategi at være en købeklub, der køber de bedste fra andre klubber, så kan en anden (mindre) klub have en udviklingsstrategi om at skabe egne spillere gennem talentudvikling. Strategien er de langsigtede valg om, hvordan man når sine mål.

Og her glimrer Hovedbestyrelsens papir ved at mangle konkrete svar på, hvordan vi opnår at ændre styrkeforholdene helt konkret. Der mangler den mellemlange fortælling om, hvad vi her vil arbejde på, som kan give svar og alternativer til kapitalismen. Som kan overbevise om, at vores smukke vision ikke blot er, ja en vision eller en utopi.

Der er allerede elementer af sådanne forslag i papiret, men kun i form af redskaber til at opnå det. Fx at fagbevægelsen skal styrkes og politiseres, men ikke nødvendigvis hvordan og for hvad? Der ligger også i papiret, at der skal skrives et nyt program for Enhedslisten, som måske kan komme til at give nogle af svarene. Men når man samtidig ved, at HB mener, at dette skal være en to årig proces, som først afsluttes i 2014, så er dette midtvejs i den fireårsperioden, som papiret dækker og alt for sent.

Lad mig derfor komme med fire bud på, hvordan vi kan skabe en konkret strategi på dels tre politikområder, som både peger fremad mod noget andet end kapitalismen, som konkret flytter styrkeforhold for solidaritet, arbejderklassen og velfærden og dels et område som udvikler venstrefløjen til at stå stærkere fremover. Og som desværre har været næsten totalt fraværende i Enhedslistens ud ad vendte kommunikation de senere år.

Hvilken offentlig sektor?

Den offentlige sektor er central for et venstreorienteret projekt. Det er her velfærden ligger, det er her den store samfundsmæssige solidaritet og omfordeling ligger og det er her, at den største del af økonomien udenfor markedskræfternes kontrol befinder sig.

Her skal venstrefløjen have en meget mere offensiv linie for, hvilken offentlig sektor vi skal have. Det er ikke nok med "send flere penge" som mantra og så overlade resten af debatten til kommunalordførerne og kommunalpolitikerne i S og SF, som er fedtet lige så meget ind i new public management teorier (NPM), som selv den mest hardcore djøfer.

Det er os sammen med brugerorganisationer og fagbevægelse, som skal gå forrest og udvikle ideerne om velfærdsledelse, vi skal stille krav om et opgør med NPM, med BUM-modeller, kontrol og bureaukrati, og vi skal gøre det konkret og tillokkende så den kommunale hjemmehjælper kan forstå det og spejle sig i det.

En ting er, at vi vil rulle lovgivning tilbage, som den, der tillader profit på daginstitutioner eller har indført "frit valg" med delvis privatisering af hjemmeplejen. En anden ting er at vi skal udvikle og fremlægge alternative visioner - ikke bare tilbagevenden til det gamle. Vi skal gøre det offentlige til Danmarks mest demokratisk drevne arbejdspladser med bruger, medarbejder og folkevalgt demokrati fri for EU-bindinger og kontrollerende markedsinspirerede ledelsesmetoder.

Vi er gode til at have fokus på en værdig pleje og velfærd, men vi har ikke nogen strategi for indfrielse af vores visioner og delmål som offentlige arbejdsgivere og medarbejdere, selvom det vil vise kimen til en helt ny samfundsorganisering og betyde alverden for brugere og medarbejdere. Derfor skal der lægges en strategi for at nå dette delmål.

Demokratisk produktion

Hvordan får vi startet en debat, som reelt peger frem mod nogle andre produktionsformer? Hvis vi mener visionen om et samfund uden udbytning, hvilke eksempler vil vi så fremhæve, og hvilke resultater kan vi skabe, der viser, at det nytter noget - også bare på mellemlangt sigte?

Her tror jeg, at vi skal se på flere ting. For det første skal kommunalfuldmagten ændres, så det bliver muligt for kommuner at iværksætte egentlig produktion og drift, hvad enten det er boliger, landbrug eller kommunalisering af udliciterede områder såsom mad, rengøring, IT og vedligehold. Det kan dels være ordinære arbejdspladser og dels diverse sociale projekter, hvor vi ikke skal lade os binde af EU-regler og blind markedsideologi.

Men det stopper ikke her. Hvilke erfaringer kan vi fremhæve fra diverse medarbejderejede virksomheder, kooperativer, små andelsselskaber, og ikke mindst, hvilke barrierer rammer disse og hvilke lovgivningsmæssige tiltag kan fjerne barriererne, hjælpe med opstart osv? Tænk bare på de milliarder kroner i erhvervsstøtte, som gives til iværksættere. Hvorfor skal dette ikke kunne omlægges til alternative produktionsformer?

Det er velkendt at Mærsk fik støtte fra Eksportkreditfonden til udflagning af Lindøværftet. Kunne man så ikke forestille sig en pulje, der kunne lette tilbageblevne arbejdere på udflagede virksomheder i at drive fabrikker og slagterier videre som medarbejderejede?

Det er ikke nok at tale imod kapitalismen og dens dårligdomme. Vi skal også have en strategi for at udvikle og fremvise alternativerne. Også på det mellemlange sigte.

Demokrati og EU

Det tredje politikområde, hvor vi mangler en strategisk satsning er arbejderbevægelsens måske ældste kamp. Nemlig kampen for demokrati. Bevares demokrati er også indeholdt i ovenstående med en demokratisk offentlig sektor og demokratisk styret produktion.

Alligevel er der specielt et punkt, som savner målrettet adressering: Nemlig EU. Når HB-papiret tørt konstaterer, at vores langsigtede vision ikke kan indfris under kapitalismen, så kan det tilføjes, at selv ikke mange af vores dagligdags og taktiske forslag kan gennemføres i EU.

I dag bestemmer EU ca. 80 % af lovgivningen i medlemslandene og dette på en enormt udemokratisk måde, hvor det er næsten umuligt at ændre politikken igen gennem valg, som det ellers kendes fra normalt demokrati. Og det går enormt stærkt med at gennemføre bindende nyliberale politikker, som følge af euroens krise.

Hvis Enhedslisten skal gøre sig håb om forandring og ikke kun forbedringer i det små, så kræver det et brud med EU. Så skal man lægge den berøringsangst fra sig, som er vokset i takt med DF’iseringen af dansk politik, og som har medført, at Enhedslisten de sidste år har nedtonet systemkritikken af EU og udmeldelseskravet.

Dette skal der rettes op på, og skal vi ændre styrkeforhold, så vi kan ryste os fri af EU enten gennem parlamentarisk ulydighed eller direkte udmeldelse til fordel for socialistiske forandringer, så kræver det en strategisk vedtagelse om, at man målrettet vil fokusere på at ændre befolkningens holdning til EU som konstruktion og lægge mindst samme energi i dette, som man de senere år har lagt i asylpolitikken.

Generel styrkelse af venstrefløjen

Sidst men ikke mindst, så skal vi have styrket venstrefløjen generelt. Det er glimrende med partiopbygning, og det er fint at involvere medlemmerne mere i bevægelsesarbejde, som der lægges op til i papiret, men hvorfor ikke kigge mere bredt på det?

Et af venstrefløjens største problemer er, at vi mangler platforme til at komme ud med vores budskaber. Vi har Modkraft.dk og Dagbladet Arbejderen, som kan kaldes "massemedier" på venstrefløjen, men bestemt ikke i samfundet som sådan. Desuden har vi en række tidsskrifter som Kritisk Debat, Det Ny Clarté osv. Men det er langt fra nok!

Der er brug for en medie-modmagt, hvor der ikke bare er tale om nichemedier til egen afklaring. Større og stærkere venstrefløjsmedier er nødvendige til at rejse bevægelser og sætte delkampe i et fælles perspektiv - også for dem, som deltager for første gang. Det er her de kritiske debatter skal tages i fællesskab, og her vi kan blive klogere på hinanden og læse alt det, som de borgerlige ikke gider skrive om. Det er her den primære skoling i sammenhænge, strukturer og alternativer skal tages. Ikke bare i egne medlemsblade og envejskommunikation som hjemmesiden, som der lægges op til fra Hovedbestyrelsens side.

Tænk på, hvor massivt de borgerlige tanker dominerer i avisbilledet herhjemme, se på det danske svar på FOX News - TV2 og tænk på hvor sjældent der er radikal samfundskritik, selv i hæderlige undtagelser til det borgerlige mediebillede som Information og til dels DR.

Det vil i sandhed være en strategisk opgave, hvis Enhedslisten påtog sig en rolle med at styrke venstrefløjens medier. Strategisk, da det netop er et spørgsmål om, at sige nuvel, hvordan kommer vi ud med vores analyser, forslag og kritikker? Hvordan får vi forklaret, hvorfor det er en god taktik at gøre lige netop sådan her i en given situation og får skabt dialog med bevægelserne og vennerne på venstrefløjen om det? Strategisk fordi det er et middel til at opnå noget større og forhåbentligt noget blivende, hvor vi ikke er afhængige af Johannes øjeblikkelige mediepopularitet eller debatredaktørernes luner.

Ovenstående fire bud er såmænd ikke udtømmende. Man kan sagtens foreslå andre områder også. Man skal bare huske to ting, at man skal holde sig endemålet om egentlig samfundsforandring for øje, ellers glemmer man det i den daglige politiske trummerum og at det kræver en strategi, at vide, hvor man vil hen.

Man kan læse Enhedslistens Hovedbestyrelses forslag i sin helhed ved at klikke HER. Tjek midtersiderne.

NB: Dette er en artikel, som har været bragt i internettidsskriftet Kritisk Debat, som bestemt er et besøg værd. Det betyder også, at indlægget er længere og lidt anderledes end min normale blogform. Men jeg håber, at jeg ved at bringe det her på bloggen kan give mulighed for at debattere det og I er meget velkomne til at komme med ris eller ros, andre forslag til strategier og dele med jeres Enhedslistevenner, da det ærligt talt er vigtigt med en ordentlig strategidebat inden årsmødet. Handsken er kastet og I er velkomne uanset, om I er medlemmer eller ej :-)


Strandvasker med guld i munden

Af Jakob Lindblom | 20. november 2011 | 17 kommentarer

I en bog, som jeg læste for år tilbage, var der et par skæve eksistenser, som fandt en strandvasker godt opløst af vand og halvt spist af diverse fisk. Efter den obligatoriske bræktur pga. lugten tager fanden ved dem og de ender med at rydde munden for guldtænder.

Moralen synes at være, at det ikke er særligt fedt at finde en strandvasker, men er der guld i mund, så er det ikke så skidt, at det ikke er godt for noget.

Nogenlunde sådan har jeg haft det med finansloven.

I regeringsgrundlaget fra det sorte tårn blev det slået fast, at den nye regering ikke ville ændre grundlæggende ved den økonomiske politik. Og det sorte løfte har de opfyldt med den nye finanslov. De startede med at fremsætte VK’s strandvasker af et finanslovsforslag med løfte om ændringer efterfølgende.

Derefter ventede vi alle spændt på, hvilke guldtænder som regeringen ville fremsætte og som ville komme som følge af Enhedslistens forhandlinger med regeringen. Og lad mig starte med konklusionen. Finansloven er bestået, men topkarakter er der ikke.

Allerførst er det jo desværre sådan, at de radikales asociale forlig med VKO-regeringen om dagpengenes nedsættelse fra 4 til 2 år plus de facto-afskaffelsen af efterlønnen videreføres. Her kunne man jo mene, at Enhedslistens vedtagelse om ikke at stemme for finanslove, som samler op på allerede vedtagne forringelser, burde forhindre EL i at gå med i et forlig.

Her lavede Enhedslistens hovedbestyrelse imidlertid en fortolkning, så det først gælder for forringelser vedtaget efter valget. Hmm, jeg er ikke vild med det, det må jeg sgu indrømme. Omvendt ville det nok være umuligt at deltage, hvis ikke man havde gjort det, og regeringen var så blevet tvunget i armene på de borgerlige, som ville have taget sig særdeles dyrt betalt og man kan jo argumentere for, at det giver mening med den fortolkning. Men nok om det. Pointen er, at der uanset hvad er særdeles stramme strandvaskerdunster i den nye finanslov. Men dette var jo for så vidt kendt på forhånd, så lad os springe hurtigt videre.

Det første som faldt på plads var en finansieringsramme, hvor der blev afsat godt 5 mia. til velfærdsforbedringer mv. Her glimrede Enhedslisten i egne øjne med en reklameafgift, som ville indbringe 400 mio. og som skulle gå til de laveste indkomster i form af en ekstra grøn check. Årsagen til denne kompensation var angiveligt, at afgiftsstigningerne på smøger og alkohol vender den tunge ende nedad, og ja, det gør de også. Men for sulen da, det gør reklameafgiften sørme også.

Reklameafgiften vil ikke medbringe bare én mindre udsendt reklame. Dertil er den for lille. Til gengæld vil udgiften uden tvivl blive væltet over på forbrugerne med den tunge ende nedad. Og det endda uden, at forbrugerne har mulighed for at gennemskue, hvor det sker, så de kan undgå det, ligesom de kan med smøgerne og alkoholen. Dertil kommer, at det er et bureaukratisk rod for relativt få penge, så i mine øjne startede det ikke så godt.

Heldigvis kom der siden hen en del virkeligt gode resultater. Afskaffelse af både loft på børnepengene, brugerbetaling på fertilitetsbehandling, fradragsretten for private sundhedsforsikringer, diverse fattigdomsydelser og meningsløs aktivering mv.

Desuden indføres bedre drikkevandssikring, begrænsning af kemi, mulighed for at få asylansøgere udenfor centrene, bedre efteruddannelsesmuligheder for arbejdsløse, ferie til kontanthjælpsmodtagere, offentlig betaling for en række tandlidelser, et halvt års udsættelse af dagpengereformen, mere i skat fra multinasserne, flere skolepraktikpladser og bedre ydelse til eleverne herpå, flere penge til forskning, sundhed, kemiforebyggelse osv.

Alt sammen gode velfærdsmæssige forbedringer, men særligt tre ting vil jeg fremhæve, som gode eksempler, hvor Enhedslisten har knyttet sig tæt op ad bevægelseskrav, som er rejst udenfor Christiansborgs mure.

Den ene er klasseloftet på maks. 28 elever på ungdomsuddannelserne, hvilket har været et fast krav i hver eneste protest over diverse nedskæringer, som elev- og studenterbevægelser har lavet siden 1999. Det er rigtigt fedt og viser de unge, at der er nogen på Borgen, som lytter.

Den anden ting jeg vil fremhæve er 1500 flere pædagogiske personaler i daginstitutionerne. Yes sir! Det er dælme tiltrængt og noget, som mange forældre, pædagoger, pædagogmedhjælpere og folk som de er flest har strejket, demonstreret og i det hele taget kæmpet for i årevis i takt med, at kommunerne har sparet og sparet. Så det er godt gået, selvom tallet slet ikke er tilstrækkeligt. For eksempel skal der findes yderligere 1862 for bare at komme op på niveauet i 2009.

Den sidste ting er indsatsen mod social dumping, hvor der afsættes 65 mio. til en særlig enhed med Skat, politi og Arbejdstilsynet mod udenlandske plattenslagerfirmaer og pirater. Det er fedt, og selvom beløbet sikkert er for lille, så kan det være en stor hjælp mod ringe arbejdsmiljø og skattesnyd. Dette er jo i den grad også et signal til fagbevægelsen om, at de kan regne med Enhedslisten.

Til gengæld er netop denne aftale også et eksempel på, at man ikke skal oversælge resultaterne, som når Finn Sørensen i Arbejderen den 17. november kalder det en sejr for ordentlige lønforhold. Lige netop dette er det jo ikke. I Danmark er der ikke en lovbestemt mindsteløn og indsatsen vil ikke kunne ændre social dumping på lønningerne. I hvert fald ikke direkte.

Tværtimod er der tale om en lappeløsning på de problemer, som EU har skabt med diverse domme til fordel for social dumping. I disse domme kaldes konkurrence på lønningerne netop for hele formålet med udstationeringsdirektivet og EU-traktatens bestemmelser om fri bevægelighed og disse kan jo ikke ændres af finansloven.

Det er således kun lovbestemte ydelser og de steder, hvor der er overenskomst i forvejen, at det kan have direkte betydning for lønnen. Og så en smule indirekte, idet det vil sikre, at flere firmaer registreres i RUT-registret, så fagforeningerne kan tage på besøg og iværksætte konflikt, men uden at man kan kræve den fulde løn jævnfør EU-dommene, som man kan læse mere om her og uden at man er garanteret at vinde en blokadekonflikt. Men ellers kan det ikke hjælpe på løndumping, så vidt jeg kan se.

Udover ovenstående er der også en række andre tiltag, hvoraf nogle måske er mere kviksølvsplomber end guldplomber. Et eksempel er de fremrykkede investeringer i 2012 og 2013 på 18,7 mia. Bevares, det skaber godt nok arbejdspladser, men når TV-Avisen kan fortælle, at hele 17 mia. går til motorvejsbyggeri over de to år, så er smagen sgu lidt sur.

Det samme kan siges om fremrykningen af renoveringerne af almene boliger, som skal betales af lejerne selv via Landsbyggefonden. En ting er, at den gamle regering har fodret andre med lejernes hale. Når så lejerne selv fodres med egen hale, så smager det ikke just af finere fransk madlavning, men vel mest af alt af ingenting.

Der er sgu også større knaster. Det Kongelige Teater skal forgyldes, hvad fanden dette elitære kultur-fra-oven københavnerteater så skal gøre godt for. Lad dog falde, hvad der ikke kan stå, som Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance sagde på valgnatten, inden han drattede om!

Og bedre bliver det ikke af, at politiet også skal have flere penge til grænseovervågning og ghettoindsats eller at sågar Kongehuset skal have en million ekstra. Måske som kompensation for de dyrere smøger, hvem ved?

Alt dette er måske ikke forringelser for almindelige mennesker, som gør, at vi ikke skulle have stemt for, men det er heller ikke nødvendigvis forbedringer og det tegner mildest talt et noget grumset billede af finansloven.

Hvor vil jeg så hen med alt dette her?

Jo, jeg vil gerne advare mine partikammerater. Lad være at oversælge dette her. Der er tale om det mindst ringe, som vi kunne opnå. For at sige det, som det er, så er der intet i finansloven, som peger mod en socialistisk samfundsindretning. Der er intet alvorligt opgør med den økonomiske politik det sidste årti, markedet, ejerforhold eller kapitalismen som helhed. Til gengæld er der masser af delelementer, som gør Danmark lidt grønnere, og lidt mere socialt og humanistisk og tusind tak for det. Det er derfor finansloven ikke dumper. Guldtænderne opvejer stanken fra strandvaskeren, om jeg så må sige.

Men hvis vi alene rækker armene op og glæder os over delsejrene, så risikerer vi at tabe målet af syne. Vi skal ikke lade os nøjes. Vi skal ikke risikere at få en identitet, som det nye magtparti, som måske nok kan skabe små men vigtige forbedringer af social, humanistisk eller miljømæssig karakter, men ikke får kommunikeret vores langsigtede mål samtidig. Så ender vi ligesom SF med alene at have en sådan identitet. Identiteten skaber partiet, om jeg så må sige.

Og vi skal især passe på ikke at ende som SF i dagene efter regeringsgrundlaget, hvor de jublede over alt det, som de mente at have fået igennem, som ingen andre kunne få øje på, hvorfor troværdigheden røg en tur. Her kan folk måske nok få øje på vores resultater, men så sandelig også på tidslerne, så hvis vi oversælger resultaterne, som der allerede har været en vis tendens til uden at gøre opmærksom på tidslerne, så skaber vi selv billedet hos vælgere og politiske med- og modstandere af nogen, som er pragmatikere uden endemål.

Kort sagt, så må budskabet være, at vi har stemt for, fordi alternativet var værre. Fordi vi har fået en række små men skidegode forbedringer, der betyder noget for almindelige mennesker. Men det er hverken godt nok eller på nogen måde tilfredsstillende derudover.

Vi vil nemlig meget mere og noget helt andet, og det skal vi have os for øje. Vores rejse er først lige begyndt!

Men tak til forhandlerne, Johanne, Frank og Per for de guldtænder, som I har trukket ud midt i stanken og trods alt. Det luner sgu lidt alligevel efter et sort årti.


Bevægelsernes bevægelse – en toer.

Af Jakob Lindblom | 17. oktober 2011 | 3 kommentarer

Efter at jeg for en uge siden lancerede konkurrencen om at vinde en flaske Cuba-rom eller en æske chokolade for at melde sig ind i Folkebevægelsen, så har jeg fået en del spørgsmål.

Før vi kommer til disse, så vil jeg dog lige afsløre, at vi er ca. halvejs til at nå de 25, der udløser gaven, og at konkurrencen stadigt løber frem til onsdag den 26. oktober, så det er bare med at komme i gang og få meldt sig til.

Men tilbage til spørgsmålene. Eller rettere spørgsmålet. Et er nemlig gået igen og lyder, hvorfor jeg dog synes, at lige netop EU er så meget vigtigere at forholde sig til, end så mange andre emner, hvad enten det er asylaktivisme, ulandssolidaritet, klima og miljø, velfærdsbevægelse eller fagligt arbejde.

Svaret er egentligt relativt simpelt. De andre emner er bestemt vigtige, men EU er noget helt særligt, fordi EU i høj grad bestemmer helt eller delvist over alle de nævnte emner og mere til.

I dag bestemmer EU som bekendt ca. 80 procent af alle regler og love i Danmark, og det har betydning for asylaktivismen, når EU’s Fort Europa-grænser opbygges med et paramilitært grænseværn, der står bag drab på flygtninge og forhindrer disse i at indgive asylbegæring i modstrid med FN-konventionerne.

EU har også betydning for velfærdsbevægelsen, når de strenge konvergenskrav skal overholdes og velfærdsordninger over hele EU udsættes for en chokdoktrin af nyliberale reformer som led i eurokrisen. Eller på miljøområdet, når nye gmo-afgrøder eller sprøjtegifte tillades, eller på klimaområdet, hvor EU foreslår en dybt uvirksom kvoteordning, der ikke indeholder meget andet end varm luft.

Og sådan kan man blive ved. EU’s landbrugsstøtte og toldmure skader stadig ulandene. Fagforeningernes konfliktret er stadig underlagt EU-domstolens begrænsninger. EU-nationalismen er ikke et internationalistisk bolværk mod den hjemlige grimme nationalisme osv. osv.

Og måske vigtigst af alt. Lige så snart EU bestemmer, så sættes det demokrati, som vi trods alt kender ud af kraft. Så fanger bordet og de folkelige bevægelser såvel som folkevalgte politikere har stort set ikke en chance for at ændre tingene igen.

Det er derfor, at jeg mener, at vi på venstrefløjen gør en kæmpe fejl, hvis vi kun render rundt i den hjemlige politiske andedam og diskuterer om det er Johanne eller Villy, som er den skønneste politiske åkande, eller om Margrethe eller Pia er gedden, der napper ællingerne.

Skal vi have forandringer, så skal båndet til EU brydes, så skal Europluspagtens asociale økonomiske politik forkastes. Her nytter det ikke bare at skælde ud på de radikale.

Det er derfor, at jeg mener, at det er så hammer vigtigt, at styrke den organiserede EU-modstand i Folkebevægelsen mod EU. Folkebevægelsen er efterhånden en slags bevægelsernes bevægelse, hvor vi netop rejser de enkelte bevægelsers mærkesager og sætter dem ind i den EU-kontekst, som er så vigtig.

Det ses, når Folkebevægelsen laver klimaarbejde. Eller når Folkebevægelsens faglige udvalg er en af drivkræfterne bag en kæmpe konference mod social dumping, eller når vi sætter fokus på EU og ulandene eller EU’s umenneskelige asylpolitik. Så sættes den EU-vinkel netop på, som er så vigtig, når 80 procent af alle love binder os fra EU.

Kom med på holdet og vind en flaske Cuba-rom eller en æske chokolade.

Det var derfor, at jeg lavede denne konkurrence, som stadig løber. Hvis 25 melder sig ind i Folkebevægelsen inden den 26. oktober (og har betalt), så trækker jeg lod om chokoladen eller rommen. Indtil videre er vi ca. halvvejs.

Hvis du vil være med, så udfyld dette link (tryk her). Og husk at skriv Cuba-rom sammen med dit navn.

Find derefter Dankortet frem og gå ind på denne side. Udfyld beløb, åbn betalingsvindue og tryk på Dankortlogoet i venstre side.

Det koster 250 kroner årligt for ordinære medlemmer og 100 kroner for studerende, pensionister og arbejdsløse. Har du ikke Dankort, så kan pengene overføres via bank eller netbank på reg. nr. 9860 konto nr. 0000025100. Ellers kan du nøjes med at udfylde indmeldelseslinket, så får du et girokort tilsendt.

Er du allerede medlem? Så husk at del denne side på Facebook eller send linket til dem, som du kender, som i dine øjne burde være medlemmer. Det er også en hjælp.

For mig er dette et lille forsøg på, at se, hvad jeg også kan bruge min blog til. Så for lige at svare på et andet hyppigt spørgsmål, så skal jeg nok vende tilbage med mere normale blogs senere :-)

Jeg glæder mig til at slippe gaven og styrke EU-modstanden sammen med jer læsere, så kom bare i sving…


Vind en flaske Cuba-rom og gør en forskel…

Af Jakob Lindblom | 9. oktober 2011 | 12 kommentarer

Læs denne blog og deltag i en konkurrence om en flaske Cuba-rom nederst i bloggen.

En af de mere oversete ting i både valgkamp og debatten om regeringsgrundlaget har været… Nå ja, de faste læsere har måske gættet det… EU.

Faktum er, at EU bestemmer mellem 60 og 80 procent af alle love og regler herhjemme, og at det næsten er omsonst kun at forholde sig politisk til den hjemlige andedam uden at medtage EU, hvilket de fleste desværre har en tendens til.

Se blot hvordan både rød og blå blok før valget skændtes om, hvilken af deres økonomiske planer, som bedst levede op til EU’s krav. Og se hvordan den økonomiske politik i regeringsgrundlaget passer som fod i hose med EU’s ”anbefalinger” til Danmark og den nye Europluspagt, som selv S og SF har tiltrådt. Alt sammen uden medier eller opposition hæfter sig synderligt ved det.

Et andet spørgsmål er de danske EU-forbehold, hvor regeringsgrundlaget slår fast, at den nye regering vil afskaffe rets- og militærforbeholdene indenfor regeringsperioden. Ifølge Søvndal kan det ske allerede i 2012.

For mig at se, er dette den måske allerstørste og i hvert fald den første meget alvorlige styrkeprøve mellem venstrefløjen bredt set og så den nye regering.

Den er symbolsk vigtig i forhold til at få stoppet afdemokratiseringen og overførslen af ny magt til EU.

Den er politisk vigtig i forhold til, hvorvidt Danmark skal deltage i den militære opbygning af EU som en militær supermagt. En supermagt, som direkte har kopieret Bush-doktrinen i sin egen sikkerhedsstrategi (Solana-doktrinen), hvor man forbeholder sig retten til at angribe forebyggende à la Bush, eller som det formuleres: Vi skal være klar til at handle, før en krise opstår.

I samme doktrin pointeres den tætte alliance med USA i øvrigt, ligesom Lissabon-traktaten indeholder oprustningskrav, mens kravet om FN-mandat for militær indgriben glimrer ved sit fravær.

Det er dette, som folkeafstemningen om militærforbeholdet handler om.

For retsforbeholdet kan man bare se på de sidste ugers ihærdige forslag om, at EU vil bestemme på stort set hele strafferetsområdet med fælles strafferammer osv. Så kan man nok forstå vigtigheden af at bevare forbeholdet. Ellers kan man læse her.

Med andre ord, så står venstrefløjen og EU-modstanderne overfor en enorm opgave. SF er sprunget på EU-toget, Junibevægelsen er lukket og tilbage står Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU med et enormt ansvar for at repræsentere EU-modstanden på et demokratisk, solidarisk og internationalistisk grundlag modsat DF’s nationalchauvinisme.

Derfor er jeg faktisk også megastolt af Folkebevægelsens nye kampagne: Verden er større end EU.

Men i Folkebevægelsen har vi ikke nogen venner i Saxo-bank, som kommer med millioner til annoncer, og uanset, hvor interessante historier og nyheder, vi kan præsentere medierne for, så er interessen usigeligt lille. Hvem gider læse om EU, tænker journalisterne.

Hvis vi skal stå stærkest muligt op til de meget vigtige afstemninger om forbeholdene og skal det forsat være muligt at lave kampagner som den ovenfor. Ja, så er der brug for en markant styrkelse af Folkebevægelsen mod EU.

Derfor har jeg lavet en konkurrence.

Vind en flaske Cuba-rom.

Jeg har nemlig besluttet, at hvis over 25 melder sig ind i Folkebevægelsen, som beskrevet herunder, så trækker jeg lod mellem alle nyindmeldte om en flaske Cuba-rom. Uanset, hvor i landet du bor, så skal jeg nok få den frem til dig.

Vigtigt: Sådan gør du for at deltage.

Et medlemskab koster i ordinært kontingent 250 kroner om året. Er man studerende, pensionist eller arbejdsløs kan man nøjes med 100 kroner.

På Folkebevægelsens hjemmeside er der en indmeldelsesformular.

Her skal du så skrive:

Cuba-rom + Fulde navn

Adresse

Postnummer / By

Email:

Telefon:

For at registrere dig som betaler skal du derefter finde Dankortet frem og gå ind på denne side hos Folkebevægelsen (tryk her),hvor man kan betale direkte. Så indtaster du kontingentbeløbet 250/100 plus evt. noget mere hvis du har lyst :-)

Og så selvfølgeligt bagefter gå videre og gennemføre betalingen, så har jeg en aftale med landskontoret om, at de registrerer jer som medlemmer og giver mig besked.

Så er du med i konkurrencen, og vigtigere endnu, så er du med til at styrke den brede solidariske og internationalistiske EU-modstand forud for den enorme udfordring som en kommende folkeafstemning er.

NB: Dette er en ændring fra jeg først publicerede bloggen, da jeg har fået oplyst af landskontoret, at e-pay ikke får beskedfeltet viderebragt korrekt, hvilket de arbejder på at løse. Indtil videre er det altså bedst at udfylde via begge links. Og har du allerede udfyldt kun via betalingslinket, så gør lige det andet for en sikkerheds skyld, selvom I er registreret som betaler, og vi forhåbentligt kan få e-pay til at eftersende adressen. Ellers finder vi jer :-)

Husk der skal meldes 25 ind, før rommen falder, så send endelig linket videre til venner og bekendte, som du ved heller ikke vil give EU mere magt. Del på Facebook osv.

Er du allerede medlem? Så ved du jo allerede, hvorfor det er vigtigt. Du skal derfor også opfordres til at dele på Facebook og sende videre til partikammerater, politiske venner, eller bare naboen, som du mener, vil have godt af at melde sig ind også. Du kan jo også bruge linket til at indbetale et støttebidrag, who knows...

Er der over 100, der deler på Facebook, så finder jeg nok på en lille tillægskonkurrence for dem også. Min sidste blog blev delt af 63, så det er ikke så usandsynligt at nå 100.

Konkurrencen stopper tirsdag den 25. oktober, så har vi en vinder til Folkebevægelsens landsmøde i weekenden efter. Og jeg skal nok holde jer orienteret løbende.

Nu er det din tur. Gå ind og meld dig ind. Vi har brug for dig i Folkebevægelsen mod EU. Og som bekendt, så kan vi mere, når vi er flere sammen.


SUF vs. Enhedslistens Ungdom anno 2001

Af Jakob Lindblom | 29. september 2011 | 18 kommentarer

Den nuværende ballade mellem SUF og en udbrydergruppe, som kalder sig Enhedslistens Ungdom har virkeligt fået minderne frem hos en halvgammel støder som mig.

Da SUF i sin tid blev dannet, tilhørte jeg nemlig også et højtråbende mindretal, som ønskede en Enhedslistens Ungdom, men det skal nu ikke få mig til at tage stilling i den nuværende sag. Dertil er jeg for gammel og uden aktier i de to foretagender. Det skal dog ikke forhindre mig i at bringe nogle sjove minder og anekdoter til torvs, og måske et enkelt godt råd eller to.

Jeg meldte mig ind i Enhedslisten i 1997, og før det havde jeg aldrig været med i Rebel eller Rød Ungdom. Sidstnævnte fandtes ikke engang i Silkeborg dengang. Det gjorde Rebel.

Bevares jeg kendte da rebellerne, og husker specielt en gang, hvor de bad om et oplæg nede på det lokale medborgerhus. Dengang arbejdede jeg som jord og betonarbejder, og da jeg kom til mødet sad der fire langhårede gutter og guttinder i aflagt militærtøj, eller klassik sort, hvoraf jeg kendte en del fra gymnasiet.

Mødet startede kl. 19 og den første halvanden time gik med at snakke om sidste afsnit af Beverly Hills, sidste weekends fester og den kommendes, alt imens vi ventede på Jeppe, som vist nok havde sagt, at han kom. Da han endelig dukkede op, ville de først ned i cafeen og købe en øl inden vi kunne starte, og så var det sgu næsten min sengetid, når jeg skulle op kl. halv seks næste morgen.

En anden gang ringede Anders fra København, som jeg kendte fra Enhedslistens daværende ungdomsudvalg. Rebel havde ikke nogen med kørekort, så jeg blev spurgt, om jeg ikke kunne komme til Århus næste morgen (var så vidt jeg husker netop blevet fyret pga. årstiden) og køre for dem ud til uddannelsesstederne.

Jo da, vi aftalte, at jeg skulle komme tidligt, så jeg stod op og tog toget kl. 7 og nåede frem til Niels Juels Gade, hvor min senere så gode ven Henning Bek boede og hvor vi skulle mødes. Kl. 8 ringede jeg på, og jeg ringede og jeg bankede indtil jeg var ved at give op. Først da åbnede en tydeligt tømmermandsramt Anders døren uden andet tøj end boksershorts.

Vi kom først af sted halvanden time senere til min store irritation, men vi havde en pragtfuld dag. Rebel blev jeg dog aldrig!

Til gengæld var jeg med i Enhedslistens Ungdomsudvalg, og jeg husker tydeligt min første københavnertur til et seminar på Sortedamsskolen (tror jeg nok). Jens Borking holdt et godt EU-oplæg og om aftenen ville vi jyder gerne i byen og se det vilde liv.

Her blev Morten Kabell guide, og vi endte på en bøssebar uden, at jeg anede det. Først da jeg, som sædvanen tro for en silkeborgensisk ungersvend med mod på livet og verdensmandsmanerer (!?), råbte til den kjoleklædte bartender med ryggen til: Hey frøken, kan jeg få en HOF, og bartenderen vendte sig og gav et stort smil omkranset af et endnu større fuldskæg, ja først da gik det op for mig, hvor jeg var. Han tog det nu festligt, og jeg havde røde ører til stor morskab for de lokale.

Så kom turen, hvor Rebel strakte våben og en sammenlægning mellem ungdomsudvalget og Rebel kom på tapetet. SUF skulle stiftes og jeg var i mellemtiden flyttet til Århus.

Jeg husker især de lange debatter i Ungdomsudvalget. De fleste af os jyder ville helst have en Enhedslistens Ungdom. Det ville vi, da vi netop mente, at Rebel var et københavnerfænomen, og da det var vigtigt for at blive landsdækkende og at ride med på den kendthed, som Enhedslisten havde.

Damn, vi fik ikke et ben til jorden!

Vores jævnaldrende københavnere i ungdomsudvalget gjorde ikke meget væsen af sig, men overlod debatten til et par små sortklædte hobitter på 14-15 år. Jeg var selv 22-23 år dengang, men vi blev virkeligt udmanøvreret af de andre, når vi sad i Studiestræde og skulle diskutere vores holdning til forhandlingerne.

Når vi så kom over i Solidaritetshuset og skulle forhandle med Rebel, så skiftede de unge bordside og gik fra at have siddet med ved ungdomsudvalget til nu at sidde som rebeller. Og de kunne ikke få det fladt og antiparlamentarisk nok, selv om det siden har ændret sig, så i hvert fald en af dem i dag er en flittig (og hyggelig) Villynist her på Modkrafts debatter.

Endelig oprandt dagen for det stiftende landsmøde, og især husker jeg aftensmaden den første aften, hvor en af de få århusianere, som ikke var en del af min fraktion havde taget sin skildpadde med, som blev løftet op midt på spisebordet under aftensmaden og kvitterede ved at pisse ud over bordet, lige hvor vi Enhedslisten Ungdomsfolk sad. Ret symbolsk for resten af weekenden.

Dagen efter skulle der være navnedebat og afstemning. Vi tabte hurtigt, og forsøgte med et allerede dengang latterligt navn om at tilføje De Rød-Grønne bag navnet Socialistisk Ungdomsforbund, som var det mest sandsynlige udgangspunkt. Igen var det for at have en reference til Enhedslisten, som dengang var mere kendt som Enhedslisten De Rød-Grønne i medierne. I stedet stillede Bertil forslag om at ændre Ungdomsforbund til Ungdomsfront, hvilket vi protesterede vildt over. Den mente vi ikke at kunne sælge uden for det mørkklædte Nørrebro.

Men under megen hujen og latter, så skulle de dumme jyder nu have en på hatten, virkede det til, og Ungdomsfront blev det.

Jo jo, disse minder! Jeg husker, at vi bagefter pakkede vores ting og udvandrede i protest, hvilket vist ikke gjorde andet end at øge munterheden for de tilbageblevne. I stedet tog vi på MacDonald’s på Hovedbanegården og skrev en syrlig udtalelse om spildte muligheder, som jeg i dag kun kan ærgre mig over ikke at have gemt. Det ville sikkert have været grineren at genlæse.

Det skal dog siges, at det trods alt blev vedtaget at lave en samarbejdsaftale med Enhedslisten, hvilket ikke alle rebeller var glade for, ligesom ledelsesstrukturen blev en kopi af Rebels (stort set, så vidt jeg husker). Det var jo ikke min kop the, men sådan blev det.

Det var heller ikke gratis for det nye SUF, faktisk gik flere af lokalgrupperne i Ungdomsudvalget ud (bl.a. Vejle og Aalborg), og vi blev ikke så landsdækkende, som vi kunne være blevet.

I tiden efter blev vi andre i SUF, og lærte endda at leve med det nye navn. Men i den første tid gik debatterne højt. De ”værste” anarkister fra Rebel-dagene forsvandt efter en ophedet diskussion om Direkte Aktion contra Socialisme. Mange af disse debatter foregik på mailinglisten og for søren da, hvor kunne der til tider have været brug for Modkrafts nænsomme moderator.

Især kan jeg huske et par gamle Rebeller, som dengang vel var midt i trediverne, som jeg er i dag, og hvor kunne de belære os unge og mene noget om alting og især om gamle Rebel-dage, indtil det blev for meget og operation ”Træk stikket ud, Knud” blev iværksat med et par venlige opfordringer til d’herrer.

Dengang lød opfordringen i øvrigt, at man blev i SUF til man var 25 år, og jeg smuttede ret præcist der omkring, selv om jeg fortsat var støttemedlem. I stedet helligede jeg mig listen.

Bevares, ovenstående er mine meget selektive og lettere komiske og selvironiske minder. Der var bestemt også gode minder, gode seminarer og gode aktioner, fester og alt det der. Bottom line er, at vi ikke fik vores vilje, og det var måske endda godt nok i forhold til, hvor godt SUF udviklede sig!

Når jeg kigger tilbage, så blev SUF nemlig meget federe, bredere og større, end vi turde håbe på dengang, hvor vi var vant til to konkurrerende og meget små organisationer, som ikke kunne samarbejde synderligt godt.

Men men men. Ovenstående er jo ikke kun skrevet for de gode minder og skæve smils skyld.

Eksemplerne med mig og Rebel viser jo tydeligt, at aktiviteter skal laves på tidspunkter, hvor alle kan være med, hvis man vil samle unge fra ufaglærte og faglærte arbejdspladser. Men her er jeg faktisk imponeret over, hvor godt SUF har fat og hvor seje de er med alt fra blokadestøtte, Fremtidsfighters og Jobpatrulje. Og dette viser jo også, at navnet IKKE har været afgørende.

Samtidig viser mine historier også, at dengang var der dælme også uformel ledelse, og det havde stor betydning. Vi jyder, som ikke var en del af ”netværket” fik ikke et ben til jorden. Og var desuden slet ikke på omgangshøjde med de små irriterende hobitter og deres dygtige manøvren rundt i processen. Vi var vel egentligt temmelig naive…

Men for pokker da. Uformelle strukturer er en del af alle organisationer. Bare se Enhedslisten, hvor dem fra de store afdelinger nemmere kan koordinere årsmødeforslag, hvor ansatte og valgte har enorme netværk, og hvor sjællændere og københavnere især har helt andre muligheder for at begå sig i de landsdækkende udvalg, droppe forbi lokalerne osv. Og sådan vil det næsten altid være, hvis ikke man skal sande til i bureaukrati.

Og især da for ungdomsorganisationer vil dette være en medfødt børnesygdom for alle organisationer af en vis størrelse. Det tager simpelthen tid at lære at lytte og snakke sig ordentligt tilrette, og så kan man have nok så mange formelle strukturer. En daglig ledelse kan jo også have mindretal, være påvirkelig for netværk osv.

Som sagt, så vil jeg ikke tage stilling i den nuværende konflikt. Jeg stoler rigtigt meget på gode kammerater på begge sider, og faktisk, så aner jeg intet om debatterne internt og hvilke uenigheder, der har været.

Men hvis jeg alligevel skal slå slumretæppet om benene og læne mig tilbage i gyngestolen, løfte pegefingeren og komme med et alfaderligt råd fra et gammel frontsvin i SUF’s dannelse, så håber jeg virkeligt, at I besinder jer en smule.

Min erfaring fra dengang er, at uanset hvor højt bølgerne gik, så endte vi sgu med at stå sammen og lave noget godt. Og alle jer, som nu har travlt med at slette hinanden som venner på Facebook og svine hinanden, I skal da forhåbentligt arbejde sammen i mange år i Enhedslisten, så behandl hinanden ordentligt – det lønner sig senere.

Jeg vil også sige til Enhedslistens Ungdomsfolk, at I dælme skal gøre op med jer selv, hvor svær en opgave, som I har startet. Er I klar over, hvor lang tid det tog at bygge SUF op? Er I klar over, hvor mange kræfter der gik på grundlæggende ting som opstart for at blive landsdækkende, de evindelige kampe for at sikre DUF-midler, kontingenter, kartoteker osv. osv.

I skal tænke godt over, om det er det værd og især, når jeg kan se, at mange af jer allerede er godt oppe i tyverne. Kan I virkeligt se jer selv bruge 5 år på at kæmpe jer op, og måske uden at det lykkedes og uden, at I er lovet hjælp fra listen?

Og til SUF’erne, brug kritikken konstruktivt. Har I, som alle andre, bøvl med uformelle ledelsesstrukturer, og føler folk sig ikke hørt og taget alvorligt (hvilket splittelsen vel er bevis for?), ja så tag debatten konstruktivt. Hvad kan I gøre bedre? Skal noget laves om?

Og til alle os andre gamle hoveder. Lad være at tale konflikten op, og brug i stedet tiden på at opfordre de unge til at finde sammen igen. Måske er der brug for reformer af SUF, måske ikke? Måske dropper ELU-folkene helt SUF, måske de kan finde tilbage og finde ud af det under en eller anden form. Måske bliver det kun Enhedslisten for dem, måske starter de deres egen organisation i praksis også. Jeg aner det ikke!

Men det er ikke os, som skal tale sagen op.


Hvad nu, store (rige) Enhedsliste?

Af Jakob Lindblom | 22. september 2011 | 41 kommentarer

Sikke et valg! Aldrig har der været delt så mange flyers ud. Aldrig har Enhedslisten haft så mange medlemmer og aldrig har vi været større mandatmæssigt. Hele tolv af slagsen fik vi, og som en hidtil overset detalje betyder de 161.878 nye stemmer, den ekstra partiskat samt de mange nye kontingenter, at der er over 6 millioner ekstra årligt at lave politik for.

Der er altså al mulig grund til at hæve armene i vejret, og nå ja, vi slap da også af med Løkke og Pia, selvom Vestager kom med som havkatten i hyttefadet.

Alligevel er der grund til også at hæve et øjenbryn og være lidt kritisk. Som en kammerat sagde til mig under valgkampen, så var Enhedslistens kampagne den bedste socialdemokratiske kampagne siden en gang i halvfjerdserne.

Og sandt er det da også, at aviserne har flydt over med kommentatorer, som forklarer succesen med Johannes fremragende kommunikationsevner og ikke mindst en højredrejning af politikken. Og ikke mindst er kompromisviljen og beslutningen om at ville stemme for finansloven blevet fremhævet.

Omvendt vil jeg gætte på, at de fleste inde omkring valgkampsledelsen vil hævde, at der skam ikke er sket nogen højredrejning og at vi mener, som vi hidtil har gjort.

Og det er måske også rigtigt nok.

Højredrejningen består snarere i det, som ikke er blevet sagt end i det, som rent faktisk blev sagt.

Væk var den egentlige system- og kapitalismekritik. Stort set væk var EU-modstanden, når man ser bort fra nogle få udspil i valgkampens hektiske slutspurt. Og væk var en kommunikation af, hvad vi som et moderne socialistisk parti egentlig vil med magten på lidt længere sigt.

I stedet havde vi en valgavis bygget op om fem mærkesager, som placerede os strategisk lige til venstre for SF med en anstændig udlændingepolitik, bedre vilkår for arbejdsløse, bedre offentligt sygehusvæsen, klimajobs og en finansieringsplan. Alt sammen her og nu ønsker, som alle var gode og rigtige og bestemt satte en dagsorden og medvirkede til fremgangen.

Men særligt ambitiøse var de ikke.

Tag finansieringsplanen, som Johanne igen og igen fremhævede blot ville føre beskatningen af de rigeste danskere tilbage til 2009-niveau. Eller sygehuspolitikken, som vanskeligt lod sig adskille fra SF’s ditto. Eller beskæftigelse - hvor SF ville have 60.000 arbejdspladser på 3 år, så overbød vi i antal med 56.000 klimajobs på et år.

Så vidt jeg ved, så blev der omdelt 800.000 valgaviser. Hvorfor satte vi ikke her vores egen dagsorden med et ekstra opslag (4 sider) med to sider EU, nu vi er det eneste parti til venstre for Konservative, som ikke vil afskaffe undtagelserne og give EU mere magt. Når vi er det eneste parti til venstre for Konservative, som siger nej til EU’s dybt asociale krisepolitik og angreb på den offentlige sektor med Europluspagten?

Så kunne de sidste to sider af opslaget passende have haft en tekst om, hvad Enhedslisten egentlig er for en størrelse. Om at den nuværende økonomiske verdensorden skaber ulighed, fattigdom og rovdrift på klima og miljø og at vi vil en helt anden vej.

Men nej. Nu var vores valgkamp og sågar vores egne kommunikationskanaler alene bundet op på 4 velmenende velfærdsområder fra før sosserne gik af lave og en finansieringsplan med et slagnummer om en skat for de rigeste svarende til 2009-niveau.

Hvis ikke vi som socialister ville bruge noget af medgangstiden til at snakke om det vi virkeligt vil – også efter de første to år af en ny regering, ja hvornår skulle vi så? Og er det så ikke ligegyldigt overhovedet at mene det andet, hvis ikke vi siger det og dermed vænner folk til tanken om, at det ikke er så underligt det der socialisme alligevel?

Bevares, dette er fortid nu, og ingen skal være i tvivl om, at jeg er glad for fremgangen. Glad for de mange mennesker fra spidskandidater til helt almindelige medlemmer, som har knoklet for resultatet. For at gå tilbage til indledningen, så ER armene stadigt højt hævet!

Men trods fremgangen, så er det pinedød nødvendigt, at partiledelsen, de nyvalgte kammerater og ikke mindst deres rådgivere forstår ovenstående skepsis. Så kan vi forsikre os selv og hinanden nok så meget om, at vi ikke er drejet det mindste til højre, nu vi ikke har gjort det på et årsmøde. Så kan vi forsikre hinanden om, at det kun gælder en lidt anden form, eller en god og praktisk oversættelse af paroleagtige årsmødevedtagelser.

Sandheden er bare, at vi ud ad til har givet udtryk for noget andet. Det gik jo godt og vi spillede med på mediernes udlægning. Og som bekendt skaber sproget, det sagte ord, virkelighedsopfattelsen, mens det usagte forsvinder, også selvom nogle borgerlige tosser har haft travlt med at råbe op om det på deres indskrænkede måde.

Kære partiledelse, ny- som genvalgte, spidser, ansatte og ganske jævne partikammerater, ovenstående udlægning er ikke forkert, og masser af gode partisoldater har vitterligt haft svært ved at genkende dem selv og deres parti den sidste måned. Og vi har en enorm udfordring med dette faktum. Ja faktisk flere udfordringer.

For mig at se, så har vi i den grad hele 4 ganske store udfordringer foran os som parti.

1. Parlamentarisk rolle?

For det første, så skal vi være knivskarpe på vores parlamentariske rolle. Vi skal i arbejdstøjet og vi skal være konstruktive, jow jow, og vi skal nappe alle de små forbedringer og skridt i den rigtige retning efter 10 års ørkenvandring, sæ’fø’li!

Men vi skal dælme ikke hverken sluge kameler eller jordegern, eller hvad mine medbloggere ellers foreslår. Tvært imod, så har baglandet, så vidt jeg kan vurdere, behov for en forsikring om, at vi fastholder vores princip om at stemme imod den mindste forringelse og for den mindste forbedring. Her skal ikke være nogen højredrejning.

Enhver god forhandler ved, at kører man fast med et forslag, så må man anvise en anden vej. Står S-SF overfor et problem, hvor de radikale ter sig tossede og kræver forringelser, fx som led i en finansiering, ja så må vi komme med et, to eller tre andre forslag. Vi skal være garanten for, at der er alternativer. Vi skal tilberede en hel buffet af spiselige forslag, så kamelpartyet undgås. Og vælger S-SF-R så fortsat at føre blå politik, så er det ikke vores skyld, men deres eget ansvar – også når vi stemmer imod.

Vi skal nemlig ikke medvirke til borgerlig politik, og vi skal glemme alt om at stemme for finansloven, hvis dagpengeforringelser, efterlønsforlig, eller EU’s sparekrav er indeholdt – også selvom Per, Frank og Johanne har udtalt nok så meget, at de regner med at skulle stemme for den første finanslov.

2. Vi mangler en samlende fortælling

For det andet, så mangler vi en samlende fortælling, nogle mål om man vil, om hvor vi gerne vil rykke samfundet hen på mellemlangt sigte. Jeg er bekendt med, at debatten har været sat i gang. Men vi er slet ikke i mål endnu med spørgsmålene Hvad er vores svar på og vej til socialisme?

I de sidste ti år har vi haft en marginaliseret rolle som vagthund og den mest konsekvente opposition. Vores energi har samlet sig om at vælte Fogh og Løkke, og ranke ryggen og råbe op, når S-SF skejede ud. Men vi har forsømt os selv!

Hvis jeg kortfattet skal svinge mig op på den høje hest, så må kampråbet være: Meget Mere Demokrati! Om ti år skal samfundet, hvis vi får noget at skulle have sagt, have udviklet sig i meget mere demokratisk retning.

Vi skal have velfærdsledelse og reel medarbejder- og brugerdemokrati i den offentlige sektor. Vi skal have retssikkerheden tilbage og stoppet udflagningen af folkelig indflydelse til EU’s udemokratiske regime. Vi skal have stoppet markedets indtrængen på stort set alle områder, og iværksat en spirende produktion med alternative ejerformer. Give kommunerne lov til offentlig produktion under kommunalfuldmagten. Gennem lovgivning have stoppet (eller begrænset) spekulationsøkonomien til fordel for en bæredygtig og grøn real økonomi. Have en rettigheds og pligtdiskussion for det medborgerskab vi ønsker, hvor alle deltager og er sikret en værdig social status. Og sådan kan man egentlig blive ved.

Får vi ikke sådan en samlet fortælling på mellemlangt sigte, ja så bliver socialismediskussion ligegyldig. Så kan vi sidde i et kælderlokale som idealisterne hos Scherfig og vente på den sande revolutions komme, eller vi kan fortabe os i de dagsaktuelle forbedringer og krav, som under valgkampen, men med den risiko, at vi glemmer at vi ikke er et lappeløsningsparti, men rent faktisk vil noget – også på sigt.

3. Mange flere socialister, tak!

Vi er i den lykkelige situation, at vi for få år siden kun var 2500 medlemmer og nu er vi over 7500 – hurra! Gennem årene har vi sukket over, hvorfor miljøfreaken, den ulandsfrivillige, tillidsmanden og den ganske almindelig velfærdsdansker ikke meldte sig ind.

Det er ændret nu, det er fedt og det giver os en styrke til at nå meget bredere ud. Men selvom jeg nægter at se det som et problem, så giver det os en udfordring. Vi mangler nemlig i fællesskab at gøre de mange nye medlemmer til socialister. Vi mangler at give dem en forståelse af det kapitalistiske samfund, hvad en moderne klasseanalyse er for en størrelse. Hvordan kapitalen dominerer og ulande udbyttes.

Ja for pokker, vi aner det knapt nok selv, men vi vil stå så meget stærkere. Vores nuværende popularitet og coolness minder om de radikales i 2005 og Villys i 2007, men se hvor flygtige størrelser dette har været!

Vi skal kort sagt fremtidssikre socialismen ved at blive klogere, lave bedre analyser og få mange flere socialister. Det er ikke nok med Aktivistfabrik, hvor nye lærer at fremføre de budskaber, som andre tænker. Med et bedaget ord, så skal der sgu’ skoles!

4. Meget mere venstrefløj.

Sidst men ikke mindst, så skal vi i gang med en seriøs debat om, hvordan vi styrker hele venstrefløjen - også den udenomsparlamentariske.

Jeg har sagt det før, som faste læsere ved. Der er brug for en massiv satsning på at opbygge venstrefløjens medier. Der er brug for en medie-modmagt, hvor der ikke bare er tale om nichemedier til egen afklaring. Bredere, større og stærkere venstrefløjsmedier er nødvendige til at rejse bevægelser og sætte delkampe i et fælles perspektiv – også for dem, som deltager i bevægelsesarbejde for første gang.

Det er her de kritiske debatter skal tages internt, og her vi kan blive klogere på hinanden og læse alt det, som de borgerlige ikke gider skrive om.

Dette kræver økonomisk muskel og konkret foreslår jeg, at der skal afsættes en stor pose penge til en mediefond af de 6 mio. nye årlige kroner, som vi har fået.

En anden ting er at styrke alle de små græsrodsaktiviteter, de røde cafeer ad hoc-kampagnerne osv. Derfor skal Rød Fond, som er Enhedslistens græsrodsfond for alvor pumpes op, så de kan gøre en forskel mod de symbolske småbevillinger, som de er i stand til nu.

I det hele taget, så har vi nu en størrelse, hvor det er os, som i endnu større grad skal bære bevægelsernes krav ind i Folketinget, og os der skal hjælpe til udenfor i mobiliseringerne.

Kun hvis venstrefløjen bredt set vækster, som et nyt modeord lyder, nye initiativer blomstrer og bevægelser vokser frem, ja kun derved kan vi skabe den modmagt og modkultur, som rent faktisk kan præge mennesker og gøre op med tredive års indoktrinering som egoistisk egennyttemaksimerende individ. Det er faktisk en ret stor opgave og vi kan give vores lille bidrag, hvis vi vil.


Det er nu debatten om Enhedslistens fremtidige kurs skal tages. Det er nu nyvalgte skal have retning og opbakning, og det er nu, at debatten ikke kun skal køre internt mellem listefolk, men på hele venstrefløjen. Nu er Enhedslisten store nok til at tage rollen som hele venstrefløjens parti på sig.

God debat!


Giv 12 minutter ekstra til klassekampen

Af Jakob Lindblom | 26. august 2011 | 10 kommentarer

Hører du til dem, som er træt af blå og rød klovn, som fløjene i dansk politik er blevet døbt af dele af den udenomsparlamentariske venstrefløj? Overvejer du måske at stemme blank, som følge af den snigende parlamentsfiksering hos Enhedslisten, støtten til Libyen-aktionen eller slet og ret mistro til Folketingsarbejdet?

Tja, gu’ flirter dele af Enhedslisten lidt for ofte med tanken om at iklæde sig klovneparykken, så de ikke føler sig udenfor på Borgen, men så kig på politikken og den basis, som partiet også rummer og ikke mindst de gode politiske grunde, der findes herunder.

Er du omvendt en af dem, som nok er trætte af SF’s højredrejning, leflen for boligejerne og strammerkurs på udlændingeområdet, men som alligevel sukker så meget efter forandring og indflydelse, at du hælder til SF ud fra en ide om, at Enhedslisten alligevel ikke får noget igennem?

Så ja, SF står til indflydelse og kan (måske) sammen med Socialdemokrater og Radikale vælge at holde Enhedslisten udenfor. Men sker dette, så er en ting helt sikker. Jo stærkere Enhedslisten er, jo nemmere er det at fremføre kritikken og kravene om en ny politik – også i praksis. Og jo sværere er det at fravælge venstrefløjen.

Hvad enten du tilhører den ene eller anden gruppe, så er det måske en ide at overveje sagen lige en gang til.

En blank stemme er kun en stemme på blå klovn og tror du ikke, at det gør en forskel, så tænk på, hvor meget værre det blev med Fogh i 2001, selvom vi var mange, som ikke troede at det kunne være værre end Nyrup, Lykketoft og Jelved. Tænk på, hvor meget samfundet er ændret i nationalkonservativ retning. Kultur, pædagogik, uddannelser, udlændingepolitik, krigseventyrer, angreb på fagbevægelsen og velfærden – you name it!

Omvendt er en stemme på SF IKKE en stemme på det mest konsekvente opgør med det sorte borgerlige årti. Det er Enhedslisten og der er faktisk muligheder og argumenter.

Gider du heller ikke afskaffe de danske EU-forbehold, så der er grønt lys for dansk deltagelse i et EU-militær med oprustning på dagsordenen eller endnu mere retspolitik og terrorlove fra EU uden mulighed for demokratisk at kunne ændre det igen. Ja, så er det dælme vigtigt, at Enhedslisten styrkes, da SF her er hoppet med på vognen om mere EU.

Her kan en stemme på Enhedslisten medføre en styrket nejside under en folkeafstemning.

Mener du heller ikke, at almindelige mennesker skal betale krisen ved at betale endnu flere bankpakker, fastholde boligboblen og arbejde 12 minutter mere om dagen til gavn for kapitalister og erhvervsliv, ja så er et fravalg af SF lige for. Og kun Enhedslisten at gå til.

Og sådan kan man egentligt føje politikområde efter politikområde til.

-  Skal der være et fuldbyrdet opgør med den ekstreme udlændingepolitik, så er det Enhedslisten eller de radikale, hvor efterlønsslagtningen følger med i bagagen.

-  Skal klimaet reddes gennem handling frem for deponering af handlekraften i tåbelige CO2-kvoter i EU, som SF hælder til, ja så er der kun Enhedslisten.

-  Skal skattelettelserne rulles helt tilbage, velfærden udbygges og de multinationale reelt beskattes frem for blot en symbolsk millionærskat, ja, så er det sørme også Enhedslisten.

-  Skal magtarrogancen fra Østerild-plantage, Holberg-skolen osv. bekæmpes, så er det næppe Villy, der skal have din stemme.

Men nuvel, jeg kan også til tider dunke hovedet ind i væggen i afmagt over spildte muligheder og vattede udmeldinger fra Enhedslisten, men alternativet – ingen eller et mindre Enhedslisten - er værre. Ikke mindst på længere sigt, hvor forbeholdsafstemningerne skal vindes, fagbevægelsen presses til også at turde kritisere en rød regering og alternativer til de økonomiske DREAM-modeller i Sass Larsens finansministerium skal udbasuneres.

Og for de af os fra Enhedslistens venstrefløj, som mener, at et styrket Enhedslisten skal bruges på at styrke hele venstrefløjen, opbygge slagkraftige venstrefløjsmedier, give økonomiske håndsrækninger til græsrødder, studenterinitiativer og kampagner for flere fristeder, bedre miljø eller hvad det så end må være. Ja vi får mere at arbejde med, jo flere stemmepenge og partiskatter en valgfremgang hælder i kassen. Også selvom det skam bliver en kamp, der skal tages internt efter valget.

Så kære venstrefløjsere, en ting er, at I skal droppe snakken om at stemme blankt og / eller turde tro på forandringen frem for blot magten til at regere det bestående i SF. En ting er, at dette kræver en Ø-stemme den 15. september.

Noget helt andet er, at I aktivt kan gøre en forskel og hjælpe til i valgkampen, tag nogle flyers med på jobbet, kontakt den lokale partiafdeling for opgaver og aktiviteter, del ting på Facebook osv. Hvis dig, der ellers ikke er tiltænkt en rolle i Enhedslistens valgkamp blot bruger 12 minutter om dagen – en time om ugen – så skal det nok batte noget.

Det er sgu da sjovere at give 12 minutter til klassekampen, end til din arbejdsgiver, som Ole Sohn og Henrik Sass vil have dig til...


Er Søvndal en idiot?

Af Jakob Lindblom | 9. august 2011 | 12 kommentarer

Villy Søvndal er en idiot. Sådan læste jeg forleden i en statusopdatering fra en af de politiske Facebookvenner, som havde ledsaget udsagnet med en artikel fra JP i weekenden, hvor Villy rasede mod aktivisterne i Østerild-klitplantage og krævede dem ned fra træerne.

De repræsenterer ikke et moderne grønt synspunkt, hævdede han blandt andet og satte trumf på: ”Deres modstand er ude af proportioner” og ”de burde respektere demokratiet”.

Sjovt nok minder det lidt om Søren Pind, der vist fik ørerne i maskinen for også at sætte spørgsmålstegn ved aktivisternes demokratiske idealer med udsagn om ekstremisme i Østerild (og Norge). Så klodset var Søvndal ikke, selvom ligheden trods alt er der, men det er næppe det mest interessante her. Det er derimod Søvndals eklatante foragt for samme demokrati, som han hævder at repræsentere.

Lad os se på sagen:

I et umådeligt arrogant og vanvittigt forløb besluttede et flertal af partierne i Folketinget, herunder S og SF, at placere et nationalt testcenter for vindmøller midt i en fredsskov, som af mange naturfagfolk betegnes som særlig unik og sjælden for Danmark og i øvrigt er nærmeste nabo til Vejlerne, der er et fredet fuglereservat med masser af sjældne og beskyttede dyrearter.

Her vil man fælde 266 hektar fredsskov og placere syv megamøller, der rager 250 meter i vejret og kan ses på 50 kilometers afstand.

Oprindeligt var Østerild-klitplantage kun tredjeprioritet for vindmølleindustrien, som i stedet pegede på landbrugsjord ved Ringkøbing Fjord o.l., men pludseligt vendte Venstreministeren på en tallerken og det var verdens vigtigste ting, at Østerild blev stedet. Man hastede miljøundersøgelserne igennem, og begik sågar fejl i processen, dækkede over støjgener, og Karen Ellemann måtte på den baggrund forøge familiebeholdningen af politiske næser.

Man lyttede ikke til de lokale protester, men trumfede i bedste ´kjøwenhavnerstil` det ned over hovedet på folk trods målinger om, at 75 procent af nordjyderne og over halvdelen af danskerne var imod.

Når Søvndal hævder, at et moderne grønt synspunkt bør bakke op om testcentret, så tager han fejl. Modstand mod Østerild-placeringen har intet med modstand mod vindenergi at gøre. Danmark er dækket af 63 procent (urentabel) landbrugsjord, og både ministeriets egne embedsmænd, Danmarks Naturfredningsforening og sågar vindmølleindustrien selv havde peget på andre placeringer. I stedet skulle den mest naturbelastende og vanvittige løsning absolut hastes igennem.

Men tilbage til Søvndals beskyldninger om, at aktivisterne er udemokratiske.

Selv i den mest skrabede borgerlige demokratiforståelse, så er der to ben i demokrati. Der er både det repræsentative, hvor politikerne vælges i frie og ”lige” valg og bagefter kan træffe beslutninger indenfor rammerne af grundloven med videre. Her har Villy da ret i, at de politikere, som traf beslutningen er folkevalgte, om end processen ikke var særlig demokratisk, åben eller inkluderende.

Men det er det andet demokrati-ben, hvor Villy vist har tabt protesen. Nemlig retsstaten. Ethvert borgerligt demokratiideal bygger på 1) frie valg og 2) retsstat. Det at alle er lige for loven – også politikerne, og at den dømmende, udøvende og lovgivende magt skal være adskilt, så politikerne ikke alene kan afgøre, om de bryder loven eller ej.

Her dumper Villy i demokratiet med bravur, piber og trommer!

Sagen er, at placeringen i Østerild muligvis er ulovlig, og faktisk er der rejst to retssager mod regeringen for at stoppe den. En ved danske domstole rejst af lodsejerne og en ved EU pga. habitatsdirektivet rejst af Danmarks Naturfredningsforening.

Så langt så godt, skulle man mene, men sagen er mere speget end som så, idet det jo er fløjtende ligegyldigt, hvis skoven fældes, om man så bagefter får ret – så er skaden jo sket, og her er det så interessant, idet Vestre landsret skulle tage stilling til, om de nævnte sager skulle have opsættende virkning, som det hedder.

Altså om man skulle vente med at fælde, til det var prøvet ved domstolene om det overhovedet er lovligt. Denne dom skulle oprindeligt have kommet den 11. august, men blev udsat til den 29. august.

Det var ministeren dog ligeglad med, nu skulle der sat’me fældes, lød det i sommers – jo mere der kunne nås inden dommen jo bedre, virkede det til.

Resultatet kender vi. Trods brave protester fra lokale og aktivister, så startede man fældningen, så der nu er fældet 12 hektar af de 266, så anlægsvejene til området og byggepladserne kan etableres. Og meningen var, at der skulle være fældet yderligere 17 hektar i denne måned. Det vender jeg tilbage til.

Det er denne virkelighed, som Villys arrogante udmelding skal ses i.

Det er her, hvor han i den grad gør sig til ministerens medskyldige i at sætte demokratiets andet ben – retsstaten ud af kraft ved ikke at respektere domstolene og afvente dommen om, hvorvidt en retssag skal have opsættende virkning.

Det er her, at Villy viser en magtfuldkommenhed og ligegyldighed med retsstatsprincipper, som vist er uovertruffen i nyere dansk politisk historie. Han kræver ikke fældningen udsat, næ nej, han kræver protesterne mod den stoppet og så pyt med, at uigenkaldelige gerninger trumfes igennem uden, at domstolene får blot få uger til at udtale sig og evt. udskyde projektet til efter en endelig dom, som er eneste logiske retsstatsmæssige at gøre i spørgsmål om uigenkaldelige naturressourcers bevarelse.

Næ nej, nu skulle Villy igen-igen spille stærk mand i en borgerlig avis, og spille med musklerne overfor fæle hippier. Væk med hele SF’s fortid som miljøaktivismeparti. Væk med minderne om Greenpeace i firserne og søstersolidariteten med Die Grünes miljøaktivisme i Tyskland, som ellers er den tråd SF-sweateren traditionelt er strikket af. Næ nej, det nye SF er stærkt, industriorienteret og går i syntetiske jakkesæt.

Respektere demokratiet – min bare… Villy Søvndal!

Helt galt er det så dags dato gået for Villy, hvis spindoktor efterhånden må have røde ører.

Blot få dage efter, at Villy skulle vise handlekraft og overfor JP’s læsere gøre op med borgerlige vrangforestillinger om et hippie-aktivistisk SF, så blev han hængt alene til tørre af sine borgerlige sengekammerater.

Lige som linket til stærk mands-udtalelserne var begyndt at cirkulere på fjæsbogen, hos miljøaktivister og blandt de gamle rød-grønne SF’ere, som ikke har skiftet garderoben, ja, så vendte Karen Ellemann i dag på en tallerken, og erklærede, at man nu ville afvente domstolens afgørelse den 29. august inden de næste 17 hektarer fældes.

Aktivisterne, naturen og ideen om en retsstat har dermed vundet en vigtig (men lille) moralsk delsejr. Karen Ellemann kan reparere lidt på imaget, og tilbage hænger Søvndal til skue, som den mest magtfuldkomne af hele rosset. Sågar selvforskyldt gennem en fuldstændig unødvendig og latterlig spillen Søren Pind light kamikaze-udmelding.

Om det så retfærdiggør min Facebook-vens udmelding om, at Villy er en idiot er måske så meget sagt og især i disse tider, hvor tonen i debatten igen fylder i medierne. Lad mig derfor nøjes med at konstatere, at om ikke andet, så bærer Villy sig da i det mindste ganske idiotisk ad..


1 2 3 4 5 >



Socialist, debattør og EU-modstander. Faglig konsulent hos FOA Århus og før det uddannet cand.scient.pol. med speciale i EU-nationalisme fra Århus Universitet 2007.

Kritik betyder at gennemlyse noget med henblik på at ændre og forbedre dette. Er derfor både venstrefløjskritiker såvel som venstrefløjsaktivist. Hjertesagerne er modstanden mod EU, en styrkelse af venstrefløjens medier og kommunikation, så vi kommer bredere – og bedre – ud til flere end de allerede overbeviste, solidarisk velfærd, fagligt stof såvel som internationalt og noget så abstrakt som demokrati fra neden. Men deltager også gerne i debatter om integration, religion, køn og alt det andet, vi som venstrefløj roder rundt med.

Opvokset i Silkeborg, gift, småbørnsforælder, midlertidigt bosat i Århus på 11. år, fan af Silkeborg IF og aktiv i Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU plus det løse.




Blogarkiv

22. februar 2012
Danish Defence League på tur i SFO’en
25 kommentarer

19. januar 2012
SF skader de lavestlønnede
56 kommentarer

19. december 2011
Hvilken strategi, Enhedslisten?
25 kommentarer

20. november 2011
Strandvasker med guld i munden
17 kommentarer

17. oktober 2011
Bevægelsernes bevægelse – en toer.
3 kommentarer

9. oktober 2011
Vind en flaske Cuba-rom og gør en forskel…
12 kommentarer

29. september 2011
SUF vs. Enhedslistens Ungdom anno 2001
18 kommentarer

22. september 2011
Hvad nu, store (rige) Enhedsliste?
41 kommentarer

26. august 2011
Giv 12 minutter ekstra til klassekampen
10 kommentarer

9. august 2011
Er Søvndal en idiot?
12 kommentarer

1 2 3 4 5 >

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Det er gået op for mig – efter at jeg har set Gangs of New York igen og igen – at den kamp, som folk må udkæmpe for at skabe et ordentligt liv, ikke har ændret sig. Verden er blevet mindre, og afstanden mellem rig og fattig er blevet større.

Martin Scorsese. Filminstruktør af bl.a. »Taxi driver« og »Gangs of New York«, Information den 14. januar 2005

Flere citater