Vi er flyttet! modkraft.dk



Klassekampen er afskaffet?

Af Jakob Lindblom | 13. februar 2011 | 21:59 | 77 kommentarer |


De sidste års tid er klassekampen blusset voldsomt op igen og her tænker jeg ikke på den økonomiske krise og de voldsomme angreb på velfærdssamfundet og lønningerne herhjemme og i resten af Europa. Næ nej, jeg tænker såmænd på vores egen lille venstrefløjsandedam og såmænd også her blandt bloggere og debattører på Modkraft.

Jer faste læsere ved sikkert allerede, hvad jeg tænker på. Kansasromantik og halvfjerdserarbejderisme kalder nogen det, når unge SF’ere og Enhedslistere blæser til kamp mod akademikere. Postmoderne værdigøgl uden nogen som helst betydning for arbejderklassen, lyder det omvendt fra andre, når der skal sættes ord på venstrefløjen anno 2011. Arbejderklassen vil nemlig have Skoda, fladskærme og wienerbrød om søndagen.

Uanset hvilken side, man hælder mest til, så er det min opfattelse, at debatten er overfladisk og fordummende. Hvis grøfterne graves meget dybere, så ender vi netop i de karikerede beskrivelser ovenfor.

På venstrefløjen er vores styrke, at vi netop analyserer politisk og baserer vores politik og analyser på de strukturer i samfundet, som putter folk i kasser, fastholder mennesker i fattigdom og gør, at nogen bliver rige, mens andre knokler sig til nedslidning.

Vi kalder det kapitalisme, og dens politiske og ideologiske drivkraft kalder vi for liberalisme. Og i denne fortælling fylder arbejderklassen meget. Det er arbejderklassen, som vi vil frigøre fra kapitalismens udbytning, og det er arbejderklassen, fortæller vores gamle (støvede?) bøger os, som har magten til at ændre tingene, da den netop kan stoppe produktionen og dermed tilførslen af endnu mere rigdom til kapitalistklassen. Kan den oven i købet selv overtage produktionsmidlerne, så kan den for alvor køre kapitalisterne ud på et sidespor og selv bruge profitten til eget forbrug eller fælles bedste.

Det er derfor de mest dogmatiske arbejderister får præmatur sædafgang (m/k) ved selv den mindste strejke.

Men uanset hvad, så er det værd at holde fast i fortællingen om klassesamfundet. Det er den, som giver os styrken til at se bagom tingene, så vi kan se, hvorfor tingene går skævt. Opgiver vi denne ideologiske styrke, så ender vi som forfejlede hattedamer, som kun kan føre politik på vegne af nogen, som vi tilfældigvis synes, at det er synd for, hvad enten det er udlændinge, hjemløse eller nedslidte, der ikke kan få efterløn.

Misforstå mig ikke, selvfølgelig skal vi være solidariske og kæmpe for udsatte minoriteter, fattige og nedslidte, men går vi ikke bagom og forsøger at ændre tingene (strukturerne), der skaber uligheden og uretfærdigheden, så nøjes vi med at reparere på skavankerne frem for at fjerne dem.

Så ender vi med en forfejlet 2. semester sociologiopfattelse af klasser, som i øvrigt er dybt borgerlig. I ved den der med socialklasse 1 til 5, hvor klasserne alene måles på, hvor meget den enkelte har skrabet til sig af enten dårligdomme som fattigdom, misbrug og sygdom i socialklasse 5 eller rigdomme i socialklasse 1.

Så ligger den amerikanske asociale drøm og dens bagside ligefor. Enhver kan jo bare være sin egen lykkes smed, og er man ikke det, så er det sgu deres egen skyld. Eller i den socialdemokratiske version så er det bare et spørgsmål om social arv og flere lektiecafeer, så flere kan realisere sig selv. Reelt samfundsforandrende eller venstreorienteret er det sgu ikke i min bog.

Arbejderklassen – hvad er det?

Men hvorfor pokker er det så svært det der med arbejderklassen?

Måske vi i stedet for at skændes og kalde hinanden sjove ting, så var det måske en ide at starte en debat om, hvad pokker vi forstår ved arbejderklassen. Mit håb med denne blog er netop dette!

Skal vi forstå, hvad arbejderklassen er, så kommer vi ikke udenom den gode gamle Karl Marx.

I de klassiske udlægninger af Marx, så er arbejdere nogen som sælger deres arbejdskraft til kapitalisterne, som ejer fabrikkerne. Arbejderne er nogen, som går hen på fabrikken og kun har deres egen arbejdskraft at sælge, mens kapitalisten så stiller med maskinerne og værktøjet og råstofferne / ingredienserne.

Ved at bruge arbejdskraften på at forarbejde fx en træklump til en træsko, så tjener de noget løn, men ikke lige så meget, som træskoen er værd, når løn, værktøj og træklump er betalt. Denne merværdi scorer fabrikanten så ved videresalget og kan derved leve fedt af den værdi, som arbejderen reelt har skabt. Han tager sig kort sagt betalt for at stille kapital (maskiner, værktøj og træklump) til rådighed. Deraf ordet kapitalisme og kapitalmagt.

Det er her, at kæden hopper af for nutidens arbejderister. I denne fortælling er en rigtig arbejder typisk en mand, han skal helst blive beskidt og producere en vare, der kan sælges og allerhelst iført noget rigtig arbejdstøj. Det er denne opfattelse, som gjorde, at DKP’ere og andet godtfolk i halvfjerdserne i hobetal drog ud fra seminarierne for at blive rigtige arbejdere på skibsværfter, fabrikker og andre ”rigtige” mandearbejdspladser.

Problemet er bare, at den ikke holder i virkeligheden, hverken politisk eller ideologisk. Hvis vi politisk skal bygge vores projekt på denne indsnævrede forståelse af arbejderklassen, så skal vi sgu rykke til Kina. Et flertal herhjemme får vi nemlig ikke længere med kun denne gruppe.

Ideologisk holder det heller ikke. Hvad med buschaufføren, pædagogen eller sosu-assistenten? Hvad med skolelæreren, frisøren, gymnasielæreren, rengøringsassistenten eller lastbilchaufføren? De producerer ikke dimser eller står ved en beskidt maskine. De er i servicesektoren, hvad enten det er den private eller offentlige. Må de ikke være arbejdere – eller vigtigere har de ikke en rolle i vores ideologiske projekt?

Selvfølgelig har de det, og selvfølgelig er de arbejdere!

De sælger jo netop også deres arbejdskraft, og om man har stået i lære tre-fire år som tømrer eller smed, eller om man har gået tre-fire år på seminariet, frisørskolen eller social- og sundhedsskolen gør sgu ikke den store forskel.

Hvis man skal se lidt analytisk og ideologisk på det her, så er der et begreb, som hedder cirkulationssfæren, som også er en del af arbejderklassen. Når fx buschaufføren fragter arbejderne hen på arbejdspladsen, lastbilchaufføren fragter varerne rundt, eller pædagogen passer arbejderens unger og sosu-assistenten arbejderens forældre, så sikrer de, at arbejderne kan passe deres job. Varerne og arbejdskraften cirkuleres rundt eller mere overordnet hjulene drejes rundt i samfundet (det kan man læse mere om her).

Dette gælder i yderste konsekvens også skolelæreren og gymnasielæreren, som uddanner ny arbejdskraft eller akademikerne og HK’erne i det offentlige og private, som laver sagsbehandling efter snævre regler, uddanner vores ungdom, udfylder ordresedlerne, befolker arbejdstilsynet, får det offentlige til at køre, beregner dimensionerne og tegner tegningerne til nye maskiner, vindmøller, biler osv. osv.

I yderste konsekvens er dette en meget en bred klasseforståelse. Fælles for dem alle er, at de sælger deres arbejdskraft, men dette gør den administrerende direktør i Danske Bank jo for pokker også, så måske der skal laves nogle afgrænsninger trods alt.

Man hører tit, at akademikere er privilegeret med nemt arbejde og høj løn. Dette er kun delvist rigtigt. Forleden kunne man læse, at fremtidens nedslidte typisk vil være ramt af psykisk nedslidning. Det psykiske arbejdsmiljø er ofte rigtigt dårligt for akademikere og den psykiske nedslidning tilsvarende stor foruden problemer med ryg og bevægeapparatet af stillesiddende arbejde.

Dette sammenholdt med et væsentligt forbedret fysisk arbejdsmiljø for traditionelle arbejdergrupper gør, at det ikke er arbejdets nemhed man skal se på. Fx er murerarbejdsmanden ofte erstattet af minilæsere og vareelevatorer på stilladserne. Jeg ved det og har selv været jord og betonarbejder. Bemærk mit ærinde er ikke at benægte fysisk nedslidning – blot at sige, at nedslidning (om end forskellig) er et fælles grundvilkår på arbejdsmarkedet. Desværre!

Så er der den der med løn. Tja, nogle akademikere tjener rigtigt godt, men for mange store grupper er det ikke tilfældet, når man sammenligner mellem mellemlange og lange uddannelser og med de flere indtjeningsår, som faglærte og ufaglærte har.

Når man så medtænker, at pengene er mere værd tidligt i et livsforløb for arbejderne for så vidt angår investering i fast ejendom, pensioner osv. osv. så er der nok en forskel, men ikke en afgørende, da forskellen internt i akademikergruppen er større end mellem akademiker og arbejder i traditionel forstand.

Men hvor pokker skal vi så sætte hegnspælene?

Ja, der er sågar dem, som går i den modsatte grøft, som Kritik og Kaos skribent Anders Lundkvist, som overhovedet ikke mener, at der findes nogen arbejdsklasse i Danmark, da alle er kapitalister pga. deres pensionsopsparing. I mine øjne er det nok de færreste, som mener, at pensionsopsparingerne ændrer deres arbejdssituation, og måske skal vi netop kigge på vilkårene på arbejdsmarkedet, når hegnspælene om arbejderklassen skal sættes.

Fremmedgørelse

Her skal vi tilbage til Marx igen. Marx har et begreb om fremmedgørelse i kapitalismen, hvor arbejderne fremmedgøres fra produktet ved at stå ved samlebåndet og ofte bare lave en lille del af det samlede produkt, og i øvrigt lave så mange varer, at man ikke følger dem videre frem og derved fremmedgøres. Dette står naturligvis i skærende kontrast til tidligere tider, hvor man producerede til eget og sine nærmestes behov, og derved nemmere kunne forholde sig til det. Og i øvrigt selv kunne bestemme over processen.

Men Marx var jo materialist og ikke mindst en historisk en af slagsen. Han skrev jo ud fra sin samtid og derfor skal han ikke læses fundamentalistisk, men hele tiden gentænkes og sættes ind i en moderne historisk sammenhæng.

For mig er fremmedgørelse en pokkers væsentlig ting i en moderne klasseanalyse.

Ovenstående fremmedgørelse gælder for så vidt stadig, men for pokker da, hvor er det som med så meget andet blevet ekstremt mere komplekst siden. Varegørelsen, som er et andet ord for den klassiske marxistiske forståelse, eksisterer stadig og er sågar udvidet til også at gælde eksempelvis ældresektoren, hvor fritvalgsordningen og minuttyranniet har sat formel på den menneskelige omsorg: 8 minutter til støttestrømper, tjek. 4 minutter til medicingivning, tjek.

Men jeg vil egentligt gerne udvide fremmedgørelsesbegrebet til især sidste del, nemlig det om, hvorvidt man selv bestemmer eller som minimum har selvbestemmelse over sin egen arbejdssituation og ikke mindst hvorvidt man har magt til at diktere andre menneskers arbejdssituation. Det er nemlig her, at den store forskel ligger i mine øjne.

Hvis I vil læse en øjenvidneskildring om, hvor afmægtig man kan blive af ikke at have indflydelse på egen arbejdssituation, så læs denne pjece hos Libertære Socialister (side 6 især).

Det skildrer enormt godt, hvor afmægtig man kan føle sig, når lønmodtager Pedersen som pladsmester i et større firma til hver en tid kan udstikke en fyreseddel. Så er han jo netop ledelsens mand, og som sådan ikke en del af arbejderklassen, selvom han netop er lønmodtager. Jord- og betonerne på pladsen har ingen egenkontrol med deres egen arbejdssituation. Den dikteres fra oven.

Selvom mange arbejderister sikkert klapper i hænderne over dette eksempel, så gælder det jo netop også mange akademikere, som har en afdelingschef, en souschef osv. som dikterer deres arbejdsvilkår. Gymnasielærere osv. som skal underlægges diverse meget detaljerede bekendtgørelser, undervisningskanoner og meget andet. Og jo, selvfølgeligt er det dyrere at fyre i det offentlige, men det ændrer ikke indflydelsen på eget arbejde. Usikkerheden eller prekariatet om man vil med et fint ord.

Det gælder også i den offentlige administration, hvor akademikere sættes til at lave politisk bestilte rapporter og indstillinger, som dælme ikke harmonerer med deres livssituation eller sågar deres egne interesser, som når en børnefamilieakademiker tvinges til at lave planer for besparelser i daginstitutionerne. Heller ikke her har man kontrol over eget arbejde, og kan man ikke lide lugten i bageriet, så kan man smutte eller få en fyreseddel.

Med andre ord, så er der to forhold, for mig at se, der skal være til stede i en forståelse af arbejderklassen. Det er for det første salget af arbejdskraft, men også om man har indflydelse på eget arbejde, eller kan diktere og bestemme andres.

Uanset om man er nok så meget lønmodtager, så er man ikke en del af arbejderklassen, hvis man er repræsentant for arbejdsgiversiden, hvis man er chefakademiker eller bare chef, som via kontrol og omstruktureringer øger fremmedgørelsen og usikkerheden for lønmodtagerne længere nede i systemet. Det er her hegnspælene skal bankes ned og det er her interesserne for alvor skilles.

Når det er sagt, så er min pointe vel også, at arbejderklassen ikke er en entydig størrelse i beskidt tøj, men pokkers mangfoldigt og af og til med indbyrdes modstridende interesser. Tør vi tage den udfordring op? Og hvad med den offentlige sektor. Er de arbejdere, når der formelt ikke er profit?

Ja, for det første er den offentlige sektor også præget af lønarbejde uden egen indflydelse på arbejdet. Dybest set er buschaufføren, der kører offentlig buskørsel med evindelige nedskæringer og effektiviseringer ikke meget anderledes stillet end buschaufføren, som er udliciteret.

Og selvom der ikke er profit og merværdi i det offentlige, så sælges arbejdskraften stadig, man er stadig fyringstruet jævnfør disse års evindelige sparerunder og man er stadig underlagt fremmedgørelsen med ledelseslag – nogen gange politiske – som bestemmer over ens arbejdskraft og udførelse af arbejdet. Endeligt så bestemmes lønnen ikke demokratisk af politikere, som en udbredt myte lyder, men er underlagt den private sektors lønudvikling.

På den måde er cirkulationssfæren tæt forbundet med den kapitalistiske produktionsmetode, som det også er set i det netop indgåede statsforlig om overenskomsten, hvor arbejderside oplever reallønsnedgang, fordi de angiveligt ”skylder ” arbejdsgiverne penge, da lønudviklingen har været mindre i det private end i det offentlige. Desuden er der tonsvis af private jobs uden direkte skabelse af merværdi på et givent produkt – en vare. Tænk på den gammeldags pladsmand, som gjorde værktøj og skurvogn rent, men ikke lagde sten på byggeriet, eller HK’eren, som udskriver ordresedler og laver lønsedler.

Men hvad med akademikerne? For det første, så er der mange akademikergrupper, som kun adskiller sig ved uddannelseslængden, men reelt ikke adskiller sig fra så mange andre i jobfunktioner uden ledelsesansvar eller muligheden for at påvirke hverdagen for andre lønarbejdere. Det være sig gymnasielærere, biologer, matematikere osv. osv.

Skal vi så ikke længere kritisere djøficering? De kan jo forfremmes til ledelseslagene og deler interesse med disse, hævdes det.

Jo, selvfølgeligt skal vi kritisere djøficering, kontrolleringsmekanismer, new public management o.l. i det offentlige, men at hævde, at en djøfer på gulvet ikke er i en arbejdssituation, er ikke rigtigt. Som ovenfor beskrevet, så kan de heller ikke bestemme eget arbejdsliv, de sælger deres arbejdskraft, og at de har mulighed for at forfremmes ændrer ikke dette.

Fx kan fabriksarbejderen også blive værkfører, eller tømrersvenden blive mester. Her må vi jo analysere ud fra, hvor den enkelte er placeret i samfundet, og at nogle måske identificerer sig mere op ad i ledelseslagene end ned ad er jo ikke anderledes end alle de klassiske arbejdere, som vi alle kender, der slider sig halvt ihjel for firmaet og identificerer sig mere med dette end med kollegaerne.

Der kan sikkert rejses mange indvendinger mod ovenstående. Der kan være modstridende interesser, der er forskelligheder i identitet og selvforståelse osv. Men dette har der jo altid været, og der er såmænd også modstridende interesser indenfor den klassiske arbejderopfattelse, ja sågar indenfor den enkelte faggruppe – fx mellem arbejdere, som vil have lønkroner, mens andre prioriterer arbejdsmiljø og sikkerhed.

Men så må vi jo kigge på det konkret og tage debatten frem for de evindelige trøstesløse diskussioner om arbejderister, kansasromantik og hadeudfald mod akademikere.

Og kan vi nå en klasseforståelse, hvor vi som revolutionære vil afskaffe kapitalismen både i form af udbytning, men så sandelig også i form af fremmedgørelsen og magtesløsheden overfor egen jobsituation, så er vi nået langt, og vores reformkrav må jo så pege i den retning – ikke kun for kansastyperne, men for arbejderklassen bredt set både i det private og det offentlige.

Hvor kunne det være fedt, hvis både Daniel Skovhus, Mikkel Skov, SF’erne, Ø’erne, IS’erne, SUF’erne APK’erne, KP’erne, anarkisterne, de libertære osv. osv. ville deltage i denne blogdebat med det formål, at finde fælles fodslag, eller i det mindste afdække uenighederne om klassekamp uden at råbe ad hinanden. Om jeg så må sige, vil afskaffe den interne klassekamp, så vi kan blive styrket i den virkelige klassekamp – I ved den, hvor venstrefløjen ikke bare tamper på hinanden, men på kapitalismen.

Bolden er givet op.

PS: Jeg gider ikke lange teologiske diskussioner om de rette Marx-citater eller akademiske udredninger. Ovenstående er forsøgt skrevet, så det ikke blev for teoretisk og tungt (selvom det sikkert er alt for langt), så tag debatten derfra, så alle kan være med.



Kommentarer


Kommentar af Elizabeth | 14. februar 2011 | 00:11

Er skolelærens rolle, ligesom præsten og journalistens ikke at lyve og fordreje og skjule?

Juristen, dommeren og fængselsbetjenten og strisseren ikke nederste lag i system der beskytter ptivillegirr og holder de urolige rolige?

Hvilken rolle har socialarbejderens i sidste ende?

Tjener bankmanden ikke trofast banken - og bliver bankens moral ikke hendes?

Hvor ligger skelnens der?

Ifht APMøller der borer olie, sejler røvergodset forbi bla Somalias Kyster og bygger operahuse i akse med kirken, dronningens slot, ja ifht dem er vi alle besiddelsesløse, men hvem holder systemet oppe??


Kommentar af Matias Jensen | 14. februar 2011 | 01:00

Jakob, som både en af "anarkisterne" og "de libertære" kan jeg kun glæde mig over at du belyser det moderne klassesamfunds nuancer, og de indelæggende fejl ved at fetishicere arbejderisme.

Det er for mig meget positivt at du tager fat i Jakob Mathiassens tekst, for han forklarer nemligt perfekt at arbejderklassens udfordring ikke ligger i fagene eller partierne, men i de magtrelationer der deler os i herskere og slaver. Det lønner sig ikke at hævde at akademikere er problemet (det er de ikke), eller at sige at arbejdere må være ens (de bliver de ikke) - tværtimod! At se på vores fælles interesser som proletarer og de strukturer (snarere end grupper) der kan splitte de interesser, er meget mere lovende!

Elizabeth>> Pis med dig! Jeg kender mange journalister, og min egen mor er skolelærer. De arbejder røven ud af bukserne, mens regeringen konsekvent skærer i deres vilkår, for at få noget fornuft ud til læsere og børn - at hævde at folk der ikke arbejder i produktion "lyver, fordrejer og skjuler" er netop udtryk for den hovedløse stenalderanalyse Jakob her viser bagdelene ved.


Kommentar af Jakob Lindblom | 14. februar 2011 | 08:48

@Elizabeth, når den er gal med strukturerne og det system, som vi har, så kan der selvfølgeligt peges på en række grupper, som arbejder indenfor dette og er med til at opretholde det. faktisk så gælder det vel alle? Ja, selv håndværkere og fabriksarbejdere opretholder systemet ved at sælge deres arbejdskraft og "aflevere" merværdien.

På samme måde er ALLE de grupper du nævner jo dels indlejret i systemet og dels har de en dobbeltrolle. Politi, domstole og jurister arbejder også med beskyttelse af os alle, retssikkerhed osv. Igen indenfor de strukturer, som samfundet giver dem, ligesåvel som strukturerne og lovene bestemmer, hvornår de kan bruges mod os, faglige kampe, migrationsarbejde osv. det samme gælder socialarbejderen.

Så nævner du bankansatte ?? Og de har selvfølgeligt lige som alle andre ikke ens interesser som deres arbejdsgiver. Hvordan de så agerer i kunderelationer har vel ikke noget med det at gøre, men beviser vel snarere, at de også har bundne roller og ikke bare kan gøre som de vil = fremmedgørelse. Ligeledes er mange af de andre udsat for samme prekaritet

Jeg deler ikke din negativitet!

@ Matias, takker :-) Ja, Jakobs tekst er god på en række områder og jeg har læst den med en åben interesse - omvendt er jeg jo ikke enig i alt, surprise :-)


Kommentar af Esben B. Sørensen | 14. februar 2011 | 10:09

Jakob:

Først må jeg tage hatten af for din evne til at formulere dig.

Hvis jeg har forstået din klasseanalyse korrekt, så er udgangspunkt for analysen begrebet om "magt", og derved bliver klasseanalysen til en egentlig magtteori. Det kan jeg kun tilslutte mig, både fordi sådan en tilgang er teoretisk konsistent, og fordi den netop peger på det centrale politiske angrebspunkt mod kapitalismen: fordelingen af magten. På den måde bliver klasseanalysen et vigtigt redskab i selve klassekampen.

Så vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved dine tanker over fremmedgørelse. Men du skrev at du ikke lagde op til akademiske udredninger eller teoretiske diskussioner, så det vil jeg lade være med.

PS: Kan vi ikke lade være med at kalde de nyere SF’ere for arbejderister? På trods af deres angreb på akademikere, er deres politik ikke særligt "arbejderistisk".


Kommentar af Jakob Lindblom | 14. februar 2011 | 10:30

@Esben

Tak, og ja, det er i hvert fald tiltænkt, at magtbegrebet spiller ind ift. fremmedgørelse, afmægtiggørelse, økonomisk magt osv.

Jeg vil gerne høre, hvad du mener om fremmedgørelse. Når jeg skrev i ps’et, at jeg ikke gad teologiske debatter om Marxcitater og akademiske udredninger, så var tanken, at folk ikke skulle gemme sig bag, at Marx i 18-hundredhvidkål sagde bla bla, og derfor tager jeg fejl, eller mht. det akademiske, så at det blev en eller anden metadebat om, hvorvidt ordene er brugt i helt nøjagtigt den betydning, som den eller den tidligere har brugt dem, fremfor at forholde sig til indholdet. Nu ved jeg endnu ikke, hvori din kritik består, men skyd løs. Det må gerne være lidt langhåret, selvom man kommer længst ved at huske at skrive / formulere sig, så flertallet kan være nogenlunde med :-)

Ang. arbejderister, tjo, det kan du have ret i, men jeg tænkte ikke kun på nye SF’ere, men også i Ø og andre steder. Og jeg forsøger jo at male modbillederne op ud fra debatten. Så når folk bruger arbejderist, så afspejler det jo netop den debat, som jeg gerne vil ud over...


Kommentar af Matias Jensen | 14. februar 2011 | 11:18

Nu skal du huske på at fremmedgørelse på venstrefløjen tit består i langhårede teorier de fleste almindelige mennesker enten ikke forstår eller ikke kan relatere til, Jakob ;)


Kommentar af Esben B. Sørensen | 14. februar 2011 | 11:27

Jamen så vil jeg prøve at gøre nogle overvejelser over fremmedgørelse.

Hos Marx selv finder man jo flere former for fremmedgørelse. De to mest centrale er den unge Marx’ fremmedgørelsesbegreb som repræsenteret i parisermanuskripterne, med udgangspunkt i et hegeliansk arbejds- og fremmedgørelsesbegreb, og den senere økonomikritiske Marx fremmedgørelsesbegreb, hovedsagligt med udgangspunkt i fetichisme, dvs. de specifikke værdiformer i kapitalismen.

Megen senere diskussion om fremmedgørelse har drejet sig om forholdet mellem disse to opfattelser. Er der en sammenhæng, eller er der ikke en sammenhæng? Bryder Marx fuldstændig med sin tidligere opfattelse, eller er der et overlap? Den diskussion behøver vi nok ikke tage, men jeg vil mene at det er frugtbart at se på hvordan begge fremmedgørelsesbegreber kan spille sammen, uanset om det så er den "rigtige" fortolkning af Marx eller ej.

Et sådant forsøg finder vi hos Lukacs, og senere Marcuse. Lukacs er bl.a. kendt for at operere med et fremmedgørelsesbegreb hos Marx, som egentlig kun kan findes i ungdomsskrifterne, som først blev opdaget og publiceret et årti efter udgivelsen af hans første hovedværk "historie og klassebevidsthed". Selvom der er noget om snakken, må man konstatere at Lukacs tager udgangspunkt i den økonomikritiske Marx, og fremmedgørelsesbegrebet bliver hovedsagligt et reifikationsbegreb (tingsliggørelse). Det nye ved Lukacs er fremmedgørelsen som totalt dominerende samfundet og den menneskelige bevidsthed, et aspekt Marcuse arbejder videre på.

Hvad er pointen så? Jo fremmedgørelse handler ikke kun om kontrol over egen arbejdssituation (og liv), og den handler ikke så meget om hvorledes man identificerer sig selv. Fremmedgørelse er både en fremmedgørelse af arbejdet og dermed selve den menneskelige livsaktivitet, OG en strukturel fremmedgørelse, hvor kapitalen strukturerer samfundet på en sådan måde, at det fremtræder forvrænget for den menneskelige bevidsthed. Hertil kan man tilføje nyere teori, hvor Zizek forsøger at bruge (bl.a.) den Lacanianske psykoanalyse til at beskrive andre aspekter ved fremmedgørelsen. Endelig findes der flere former for politisk fremmedgørelse med udgangspunkt i både den liberale parlamentarisme og neoliberalismen. Et eksempel herpå er Marcuses begreb om den "repressive tolerance".

Formålet med mit indlæg har egentlig været at kvalificere diskussionen, så vi når udover en fremmedgørelsesproblematik der "blot" handler om kontrol over egen situation. Jeg ser diskussionen om fremmedgørelse for aldeles central og helt afgørende for den konkrete politiske aktivitet. Jeg har dog selv svært ved at omsætte ovenstående overvejelser til egentlig politisk aktivitet, men det er vel bl.a. det vi skal diskutere.


Kommentar af Esben B. Sørensen | 14. februar 2011 | 11:31

Altså: fremmedgørelsen er så kompleks at den ikke bare er sådan til at gennemskue. Men hvordan når vi så overhovedet frem til en "korrekt" politisk aktivitet. Hvis vi ikke kan forstå samfundet rigtigt, hvordan kan vi så handle?


Kommentar af Jakob Lindblom | 14. februar 2011 | 12:13

Hej igen Esben.

Jeg mener ikke, at fremmedgørelse "blot" er kontrol over egen sitaution. Som jeg skrev i indlægget, så er der både det Marx har om varegørelsen, der giver fremmedgørelse og det med kontrol, som jeg skrev om det første:

Her skal vi tilbage til Marx igen. Marx har et begreb om fremmedgørelse i kapitalismen, hvor arbejderne fremmedgøres fra produktet ved at stå ved samlebåndet og ofte bare lave en lille del af det samlede produkt, og i øvrigt lave så mange varer, at man ikke følger dem videre frem og derved fremmedgøres. Dette står naturligvis i skærende kontrast til tidligere tider, hvor man producerede til eget og sine nærmestes behov, og derved nemmere kunne forholde sig til det. Og i øvrigt selv kunne bestemme over processen.

Dette er som jeg også skrev faktisk udvidet i dag til også at gælde omsorgsarbejde osv, hvor ydelserne skal standardiseres, måles og vejes og gøres til en vare.

På den måde gælder dette stadig som overordentligt aktuelt. Og især da det jo ikke bare handler om, at man ikke har nogen "følelser" for dimsen man producerer, men fordi man får opbrudte identiteter og en anden selvforståelse ift. tidligere tider, hvor bonden er bonde døgnet rundt (selvom det i sig selv er en gammel traver). Det nye er jo især interessant for mig som FOA konsulent ift. hvad der sker i ældresektoren fx. og hvordan dette stresser de ansatte og dehumaniserer opgaverne i yderste konsekvens. Tidligere hvis der kom afføring på skjorten, så gav man sig tid til at skifte og sætte det over i vask. Men nu tørrer man den måske lige med en våd klud, da det andet jo ikke er visiteret og udmålt i ens minutter... Sådanne ting påvirker jo folks syn på arbejdet og opgaverne - det fremmedgøres og enten kører man selv ned med stress, arbejder i sine pauser og spiser madpakken på cyklen hen til den næste borger for at kunne leve op til egne standarder, eller også så glider ens standarder, og hvad der før var uacceptabelt er i dag normalt - altså en forråelse og fremmedgørelse overfor arbejdet.

Ift. det andet med / om egen-kontrol er jo endnu bredere, da man netop afmægtiggøres / fremmedgøres overfor forhold, der bestemmer hele ens livssituation, forsørgelse og identitet. Det er lagt over i hænderne på andre, og netop dette er pokkers vigtigt.

Hvordan gør vi så konkret. Tja, i det offentlige handler det jo om at afskaffe visiteringstyranniet med dets minutter og standardiseringer og i stedet lade de ansatte være del af ekspertisen til at vurdere hjælp- og omsorgsbehov, selv tilrettelægge arbejdet osv.

I en række andre sektorer, så kan man jo altid lave medindflydelsesudvalg osv. osv. men dybest set, så går vejen langsigtet jo over en afskaffelse af ledelsesretten og i sidste instans derfor også med kapitalismen. Men undervejs er der da en lang række delsejre og mål, der kan nås. Fx. at genskabe en ordentlig dagpengeperiode og ydelse, så folk ikke er så udsatte, hvis stodderen på pladsen alligevel fyrer dem.

PS: Jeg kender ikke alle de navne, som du nævner, så der må andre træde til :-)


Kommentar af Esben B. Sørensen | 14. februar 2011 | 13:18

Hej Jakob

Jeg synes det er nogle meget interessante betragtninger du har over fremmedgørelsens mere konkrete udtryksform i det offentlige. Det er vel sådan noget man skal tage fat i, for at kunne gøre det klart at fremmedgørelse (eller hvad man nu vælger at kalde det) er et problem.

Det er en smule problematisk at forklare fremmedgørelse med at arbejderen "ofte bare lave en lille del af det samlede produkt, og i øvrigt lave så mange varer, at man ikke følger dem videre frem". Jeg vil, for det første, mene at fremmedgørelsen ikke er indskrænket til arbejderklassen (hvilket kan tolkes ud af det citerede, uden at pådutte dig den mening). Kapitalismen producerer en total fremmedgørelse af alle livsforhold. Hertil kommer, for det andet, spørgsmålet om ideologi. På én gang opmuntrer kapitalismen en fremmedgørende ideologi, og samtidig kan ideologi også ses som værende noget andet end ren fremmedgørelse. Jeg tror ikke at vi afskaffer al fremmedgørelse og ideologi med afskaffelsen af kapitalismen. Det vigtige er altså ikke bare at bekæmpe ideologi, men at finde ud af hvordan vi når til en socialisme, på trods af vores nedsunkethed i borgerlig ideologi. (Ideologi skal ikke forstås som politiske ideologier).

Min pointe er nok, at hvis vi vil ændre samfundet, må vi også gøre os det klart, at fremmedgørelse ikke "bare" har nogle negative effekter på mennesket (som i dine konkrete eksempler fra det offentlige), men i ligeså høj grad forhindrer handling, for så vidt vi er indspundet i en bestemt ideologisk måde at tænke på. En bestemt måde at tænke samfundet på. De klassiske eksempler er naturliggørelsen af den kapitalistiske produktionsmåde, rettigheder forstået som hovedsagligt politiske rettigheder etc. Problemet bliver altså, hvordan vi kan ændre kapitalismen, når kapitalismen selv producerer bestemte måder at tænke på, og når disse bestemte måder at tænke på igen er med til at opretholde kapitalismen.


Kommentar af Bent | 14. februar 2011 | 13:23

Arbejder? Det er Helle Thorning. En hårdtarbejdende kvinde, som tilbringer dagen ved samlebåndet på overenskomstmæssig løn, inden at hun tager hjem til en af sine mange faste ejendomme.


Kommentar af Elizabet | 14. februar 2011 | 13:35

Vi kan altså fastslå at alle ifht monopolkapitalen er proletarer, fremmedgjorte, udbyttede osv. Så der står altså en stor befolkning overfor kapitalens top?


Kommentar af Elizabet | 14. februar 2011 | 14:04

Er ingen af den borgerlige stats funktioner borgerlige? Og ingen af dens ansatte - en del af et borgerligheden? Af undertrykkelsen?


Kommentar af Jakob Lindblom | 14. februar 2011 | 14:29

@Esben, tak for svar. Jeg er ikke uenig med dig i dit sidste indlæg (hvis ellers jeg forstår dig korrekt). Nu er jeg ikke "marxolog" men har da læst lidt og jeg tror vi her er ude i at diskutere lidt udenom hinanden fsvt. angår individ / samfundsniveau.

Som jeg forstår dig, så er vi ude i, at kapitalismen er alt gennemgribende - som Karl havde sagt det, så er verdensmarkedet ekspansion umættelig - vi oplever en kommercialisering af nye områder, der gøres til genstand for profit, selv modkulturer og subkulturer kommercialiseres effektivt, og det samme gør en lang række ellers intime / private sfærer. På samfundsniveau er det uigennemtrængeligt og påvirker alt. Det ses også som det helt naturlige, som du skriver, ja nærmest meningen med livet, at vi skal forbruge, og vokse op og arbejde og forbruge endnu mere og da kapitalismen er så gennemgribende, ja så er dens fremmedgørelse det også. Egentligt elsker jeg den gamle studenterparole om uddannelse for livet - ikke erhvervslivet, fordi den fanger skismaet ret præcist.

Omvendt forsøgte jeg, at ramme den lidt mere nede i øjenhøjde, hvad den enkelte udsættes for i selve arbejdsrelationen - at du har vist, at dette langt fra dækker alle betydninger i begrebet fremmedgørelse, er vi så enige om, men det andet kan fint stå alene til mit formål (om end det sikkert kan formuleres mere præcist).

Og ja, vi står overfor en enorm udfordring... (sondringen med ideologi osv. er jeg til gengæld usikker på, hvor du vil hen med, men det bliver nok også lidt for nørdet :-))

@Elizabeth, jeg havde faktisk forventet en debat a la den du rejser - om at min definition er for bred og tænk sig, at jeg også inddrager akademikere.

Jo, selvfølgeligt er der borgerlige myndigheder, der opretholder systemet, ja selvfølgelig er der sikkert ikke mange revolutionære her, men vis mig den gruppe, hvor der er det?

Jo, uden tvivl, der er stor forskel i objektive interesserer og nej, Hr. Højesteretsdommer er nok næppe med i min arbejderklasse heller - i det hele taget, så er der i mine opremsninger ovenfor jo en række funktioner, som ikke er med, nogen kan man sikekrt også diskutere - måske mest præcist ud fra magt, indflydelse og ikke mindst hvilke interesser funktionen varetager.

Men din simplistiske opstilling holder nu heller ikke. Historisk var det matroserne, som rejste sig med Luxembourg og hæren i Tunesien har just taget demonstranternes parti, men selvfølgelig kan hær, politi og alle andre borgerlige rets og kontrolfunktioner anses som varetagende det bestående samfunds (og dermed den herskende klasses) interesser.

Det gør de fleste arbejdere, og vælgere altså også i dag. Men det ændrer ikke ved, at der også i den enkelte forvaltning kan være folk i en arbejdsrelation, så læs lige indlægget igen. Jeg synes faktisk, at jeg svarer for mig hvad det angår :-)


Kommentar af Elizabet | 14. februar 2011 | 15:07

Jakob, jeg synes bare din definition bliver så forenklet eller bred at jeg ikke synes den er så interessant. For hvor til skal/kan den bruges? Hvis vi alle er lige ifht APMøller - og det er vi jo grundlæggende - hvad kan denne for enkle analyse bruges til?

Jeg er ikke imod at opfatte folk der har gået på Uni, som en del af folket, men af arbejderklassen?

Jeg tror de borgerliges modstand mod pædagoger, skolelærere og socialrådgivere er at de fleste af os er på arbejderklassens side. Det der engang var gennemborgerlige embedsmænd er ikke længere så regerlige. Det hader højrefløjen - men tjener skoler osv nu alene et progressivt formål? Jeg spør, for der er en vurderingssag.


Kommentar af Janx | 14. februar 2011 | 15:21

hej Jacob.

Fremmedgørelse på et højere niveau?

Det slår mig lige, at ’fremmedgørelsen’ i forhold til arbejdet, er noget vi netop nu kæmper imod blandt lærere, pædagoger, sygeplejersker m.fl. såkaldte ’varme hænder’ -fag. Man er i gang med at fremmedgøre/umyndiggøre folk, der ved noget om et fag til at skulle stå ved et nyt slags samlebånd og bare gøre hvad der blir sagt -selv om vi har lært faget og faktisk ved, at noget andet er rigtigt i mange situationer. Dermed rykker begrebet op i en anden liga: Fra at fremmedgørelse har handlet om ting, skal vi nu til at fremmedgøre vores viden og ikke mindst vores samvittighed om, hvad der er rigtigt at gøre overfor andre mennesker. Et er at være skide ligeglad med et produkt som f.eks. opskæring af en gris -hvad nu når ’produktet’ er et menneske f.eks. et barn i vuggestue, en ældre på plejehjem???


Kommentar af Jakob Lindblom | 14. februar 2011 | 15:24

@Elizabeth.

Jeg syens, at du karikerer mig lidt, hvis alle skal sættes overfor Mærsk og co. Næ nej, det jeg beder dig om, er, at se på hvilke funktioner / arbejde den enkelte laver, hvor den enkelte står dels ift. egen selvbestemmelse og dels indflydelse / bestemmelse over andre.

Snakker vi centralforvaltning, så er de tæt på magten, men den yderste nyansatte akademiker er sgu ikke, men tværtimod lige så bunden i sine opgaver og lige så meget arbejdskraftsælgende.

Hvor den enkelte daginstitutionsleder er repræsentant for arbejdsgiveren, så er det stadig en cheffunktion - for at tage et eksempel - uanset, at den enkelte leder, så også knokler, kan fyres og iøvrigt solidariserer sig med sine kollegaer / ansatte. På den måde er det jo komplekst og det faktisk uanset, hvad de borgerlige mener om disse grupper.

På den måde, så er er jeg modstander af, som jeg oplever dig, blot at skære grupper til eller fra - fx. LO-familien og evt. hvis vi er flinke deres koner i FTF. Næ, der er også chefsygeplejersker, værkfører osv. osv. som mudrer billedet.

At analysen er kompleks ændrer dog ikke ved, at den er bred for så vidt. Men den er netop også operationaliserbar ift. fagforeningerne, og ikke mindst ift. at de færreste af os vel mener, at vi skal have et proletariatets diktatur i leninistisk forstand, når nu den mest simplistiske opfattelse af arbejderklasse - altså alene vareproduktion - er så håbløs i undertal foruden, at det jo også handler om demokrati.

Det kan også bruges analytisk ift. hvor vi så skal sætte ind ift. delkampe (jævnfør udviklingen i det offentlige, som nævnt i svar til Esben) og langsigtede mål. Altså i mine øjne en væsentlig mere anvendelig klasseanalyse i et komplekst samfund end blot den gamle om at inddrive flere lønkroner indtil vi tager magten :-)


Kommentar af Lise Jonassen | 14. februar 2011 | 16:25

Hej Jakob

Selvfølgelig skal vi af med klassesamfundet. Om det kræver, at vi bliver enige om en definition af arbejderklassen, er jeg derimod knap så sikker på, selv om det har været en yderst populær diskussion til alle tider. Egentlig synes, jeg det er mere interessant at få dit bud på, hvad en hattedame er.

Som du bruger udtrykket, gælder det alle, som arbejder for undertrykte grupper uden at forbinde det med en anti-kapitalistisk samfundsomvæltning. Dvs at alle - fra medlemmer af Rotary til strejkende buschauffører og demonstranterne på Tahrir-pladsen - får den noget nedsættende etiket.

For mig at se er det vigtigere at skabe alliancer og brede bevægelser end at give velmenende folk øgenavne.


Kommentar af Lars Grenaa | 14. februar 2011 | 16:50

Hej...

Det er et interessant indlæg Jacob har lavet, og jeg er meget enig i at arbejderklassen er større end industriarbejderne og at klassekamp er andet end lønkamp. Jeg mener at kunne huske at der også i Enhedsliste-regi blev lavet en "moderne" klasseanalyse for nogle få år siden - den er også relevant at inddrage så vidt jeg husker.

Og jeg er også enig i at modsætningen mellem "arbejderister" (og her tænker jeg ikke SF!) og "postmodernisterne" er falsk og tit og ofte handler om at folk er ekstremt dårlige til at høre/læse hvad andre skriver/siger.

Men, jeg synes også man skal huske begreberne "objektivt klassetilhørsforhold" og "subjektivt klassefølelse" i denne diskussion - ellers går vi både galt i byen og af hinanden.

Der er altså forskel på formen for og indholdet af ens (løn)arbejde (klassetilhørsforhold) og så ens historie, habitus og følelser til selvsamme arbejde - og til politik i det hele taget.

Man kan altså sagtens være en del af det undertrykkende (stats)apparat i sit arbejdsliv (som jurist, betjent, soldat osv) og således have et objektivt klassetilhørsforhold til middel- eller overklassen, samtidig med at ens baggrund bunder i arbejderklassen og det også er hos denne at ens sympati ligger - og man kan sågar være venstreorienteret og socialist/anarkist samtidig og derved have en subjektiv klassefølelse...(at det til tider kan være praktisk/psykologisk kompliceret er forsåvidt ligegyldigt).

Og samtidig kan man altså være slagteriarbejder og være en værre småborger end ejeren af slagteriet og være højreorienteret - og således også have en modsat klassefølelse end den ens klassetilhørsforhold "burde" tilskynde til.

Man kan således sagtens være journalist eller akademiker og evighedsstudent og i en subjektiv sammenhæng tilhøre arbejderklassen og dennes kamp for frigørelse både økonomisk, socialt og kulturelt - uagtet at ens objektive klassetilhørsforhold "burde" tilskynde til noget andet.

Ekstra kompliceret bliver det når vi når til diskussionen om hvorvidt lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialarbejde/rådgivere tilhører arbejderklassen? Mit umiddelbare svar er ja, fordi de deltager i reproduktion af og vedligeholdelse af produktionsmidlerne (arbejdskraften) i en lønforhold hvor der klart skabes merværdi og sker en udbytning.

Men samtidig er selvsamme faggrupper en del af det reproducerende statsapparat, hvis objektive opgave er at udvikle, reparere, ensrette og dygtiggøre arbejdskraften og arbejde med et menneskesyn der i kapitalismens navn går ud på at skabe begærlige og effektive mennesker - ofte i modsætning til ens subjektive og politisk/fagligt funderede menneskesyn der i det kollektives navn baserer sig på en lighedstanke.

Som offentligt ansat uddannet relationsarbejder er jeg altså fanget i et krydsfelt af politiske interesser, hvor jeg på den ene side tilhører arbejderklassen, men hvor udbytningen ikke er ligeså grel som indenfor industrien, og hvor jeg på den ene side har en objektiv samfundsbestemt opgave i at opdrage (på den grimme måde) børn til effektive arbejdere, på trods af jeg fagligt og politisk ønsker at arbejde med en kulturel og social frigørelse for både børn og voksne i institutionerne og i samfundet generelt.

Så Mathias Jensens journalist-venner og skolelærer mor kan sagtens "arbejde" røven ud af bukserne, mens regeringen konsekvent skærer i deres vilkår, for at få noget fornuft ud til læsere og børn", samtidig med at de objektivt set er en del af undertrykkelsen ved at "lyve, fordreje og skjule" overfor både læsere og børn.

Der er således andre komplicerede problemstillinger i denne debat man er nødt til at afklare udover dem Jacob har nævnt.

Men tak for at starte debatten...


Kommentar af Matias Jensen | 14. februar 2011 | 18:23

Selvfølgeligt kan de det, Lars. Det ændrer bare ikke på at det er en vrangforestilling af dimensioner at sige at det, og ikke andet, er lærerens eller journalistens ROLLE.

Jeg betragter alle der ikke har andet end deres arbejde at sælge som en del af arbejderklassen, uagtet at de sagtens kan føle interessefællesskab med spidsborgere, stat og kapitalisme. Og ja, Elizabeth, det gælder også studerende og akademikere, for de producerer ting der anvendes af samfundet - i rigtigt, rigtigt stor stil endda.


Kommentar af Jakob Lindblom | 14. februar 2011 | 18:42

Janx, tak for dit indlæg. Hvis man som blogger kan give folk ahaoplevelser, så er det fedt at være blogger.

@Lars.

Jeg er helt enig i, at der findes objektive og subjektive klassetilhørsforhold, som har betydning for denne debat. Jeg valgte kun at berøre det overfladisk af pladshensyn og fordi jeg egentlig mener, at det er en lidt anden debat. Alligevel havde jeg det jo med, via eksemplerne om ham, som identificerer sig mere med fabrikken end kollegaerne osv.

Jeg synes dog at du vender fortegnet forkert et par gange ovenfor og forveksler dine interesser med din arbejdsgivers. I min vinkling, så er pædagogen såvel som skolelæreren objektivt set i arbejderklassen, men de har ikke nogen objektive interesser i at være en del af samfundsopdragelsen (uddanne arbejdskraft, som jeg kaldte det i indlægget). Det har deres arbejdsgiver derimod i form af den borgerlige kapitalistiske stat. Pædagogens og skolelærerens interesse er derimod dels lønmæssig og dels at opnå størst mulig frihed og selvforvaltning, for at undgå fremmedgørelsen. Det sidste strider jo lodret mod arbejdsgiverens interesse om at opdrage arbejdskraft.

I det hele taget, så skal vi adskille funktion / "varen" fra den objektive analyse af klassetilhørsforhold. Dengang da typografforbundet var en magtfaktor på venstrefløjen, så var der jo ingen, der sagde, at de var højreorienterede, havde et subjektiv forkert klasseforhold eller andet, selvom de måske trykte det mest reaktionære sludder i Berlingeren eller JP. Man anlyserede derimod på deres objektive ansættelse og placering i produktionen og ikke, hvad udkommet af det, som de blev sat til nu en gang var. Det samme gælder skibsværftsarbejdere, som producerede flådefartøjer o.l.

Men i den offentlige sektor har man i mange år gjort sig krumspring for at afsondre denne ra den "rigtige" arbejderklasse - og også brugt standarder, som man ikke ville gøre på industriarbejderen. Jeg beskylder ikke dig Lars for dette, men det er relevant at nævne her :-)

Så er der en anden debat om staten og undertrykkelse, hvor du skriver, at politimanden har objektive interesser med overklassen. Tja, men omvendt kan han objektivt være arbejder i sin ansættelsesforhold bredt set. Her er det igen et spørgsmål om, hvad man sættes til at arbejdsgiveren i mine øjne, selvom det ganske givet er nogle særlige folk med en særlig subjektiv klasseselvforståelse, som søger ind. Kort sagt, så er hele statsanalysen, dog for omfattende at tage med her, men jeg tror egentlig ikke, at vi er så uenige endda :-)

Blot vil jeg sige, at staten jo afspejler klassekampens aktuelle styrke. Fx. er pædagogarbejde jo ikke som det har været. Der er masser af tilbageslag fra en spændende og legende pædagogik til nu indlæring i børnehaven, kontrol og planer osv. som jo netop er tilbageslag og viser, at pædagogik og stat ikke "bare" er undertrykkende.


Kommentar af Sven Gårn | 14. februar 2011 | 18:50

Jeg synes ikke det er særligt frugtbart at fra- eller tildømme folk en progressiv rolle ved at se på, om deres jobfunktion er samfundsbevarende eller ej. Alene fordi næsten alle jobfunktioner i et hvilket som helst samfund næsten per definition har en samfundsbevarende rolle i det samfund. Om arbejderen på Volvo bygger en politibil, containerarbejderen hos Mærsk sikrer forsyningerne til krigen i Irak, kokabonden i Bolivia hjælper børsvekseleren igennem sin 17 timersdag, eller skolelæreren disciplinerer den næste generation - jeg kan ikke se den store forskel.

Jeg synes at Lars Grenaas tilgang - udbytning og undertrykkelse - samt Jakobs - om fremmedgørelse, magt over andre og magt over arbejdets indhold - er mere frugtbare tilgange til, om man har mere interesse i at lave om på samfundet end man har i at bevare det.


Kommentar af Anders Hadberg | 15. februar 2011 | 01:10

Kære Jakob først og fremmest vil jeg sige, at jeg synes du har lavet en ganske fornuftig artikel og dine flittige kommentarer til spørge- og debatlystne modkraft-læsere er også gode. Jeg tager meget gerne tråden op sammen med dig, selvom du ikke nævner os "SAP’ere" i din afsluttende opfordring ;). Du har skabt en god basis for debatten.

Af dit indlæg kan jeg se at vi er enige om følgende punkter (jf. din henvisning til min og Michael Voss’ artikel om arbejderklassen i Kritisk Debat dec. 2008: http://www.kritiskdebat.dk/articles..., der i øvrigt var et temanummer om klasser/klasseanalyse):

1. Arbejderklassen er defineret ved både salg af arbejdskraft (udbytning) og fraværet af kontrol over eget arbejde. 2. Udbytningen antager to former: som merværdiudbytning (produktionssfæren) og udbytning som underbetaling (cirkulationssfæren) - også et klassisk marxistisk synspunkt. (Her går Lars Grenå for øvrigt lidt galt i byen omkring udbytningsrelationen for ham som pædagog - både hvad angår intensiteten og karakteren) 3. Der er ikke (afgørende) objektive forskelle - ift. afgræsningen af arbejderklassen - på om man arbejder i den offentlige sektor eller den private. I den offentlige sektor arbejder arbejderne fortrinsvis med cirkulation af kapital (i forskellige former), men også en vis grad af (re)produktion af kapitalismens grundlæggende vilkår og infrastruktur. Fx produktion af naturressourcer (energisektoren) som input til industriel virksomhed.

Derudover synes jeg, at dit blogindlæg har to væsentlige tilføjelser ift. Michaels og min egen artikel. Du

1. Giver et væsentligt bidrag til at forstå den heterogenisering (forskelligartethed) som den voksende gruppe af lønmodtagere med en lang videregående uddannelse er undergået de sidste 20 år. Jeg synes du har helt ret i, at der er sket - og i accelererende tempo sker - en proletarisering af akademikerne. Akademikerne overtager - som du selv nævner - mange af de jobfunktioner, som tidligere varetoges af folk med en kortere uddannelse. fx jobkonsulenter i jobcentre, sekretærfunktioner eller lignende. På den måde skaber det kapitalistiske samfund blot en mere veluddannet arbejdskraft, der (håber arbejdsgiverne) kan gøre arbejdet hurtigere/mere fleksibelt/eller hvad de nu tænker.

Det samme er sket tidligere i historien omkring udvidelsen af uddannelsesoptaget for faglært arbejde, samt især mellemlange uddannelsesgrupper. Jeg argumenterer her ikke for, at alt er blevet følelses-, relations-, informations-, eller åndsarbejde - som Negri’anere a la Peter Nielsen gør det.

Kapitalismen skaber (forsøgsvis) den arbejdskraft, der er behov for. Dette kan naturligvis ikke ses ude af sammenhæng med klassekampens udvikling og de aflejringer, der sker i den offentlige sektor. Eksplosionen i MVU-grupperne må således også forstås på baggrund af den særlige situation, at arbejderklassen formåede at tilkæmpe sig en betydelig grad af velfærd og omfordeling gennem den offentlige sektor, hvilket betød at der blev "plads til" (i kapitalistisk forstand) at kanalisere en større del af merværdien over i den offentlige sektor for at uddanne og ansætte arbejdere til her at sikre god service.

Men lad os lægge dialektikken på hylden et øjeblik og fokusere på akademikerne.
- Hvilken funktion tjener arbejdskraft med en længerevarende uddannelse?

Ud over at udgøre et bureaukratisk fedtlag i offentlige institutioner, er det for mig at se helt afgørende at vi forstår væksten i akademikere på baggrund af den jagt på nye teknologier, som er kendetegnende for den nyliberale fase af kapitalismen (dvs. fra ca. 1975/79 og frem til idag). Krisen i 1970erne, den efterfølgende liberalisering af kapitalmarkederne og -bevægelserne (og gradvist omend langsomt arbejdsmarkederne) udløste en enorm intensivering af konkurrencen på det kapitalistiske verdens marked. Denne konkurrence tvinger virksomhederne til konstant at søge teknologisk fornyelse for at vinde over konkurrenterne (med et marxologisk udtryk: at appropriere en større del af den totale merværdi pga. højere produktivitet). Denne fornyelsestrang gennemsyrer alle samfundets sfærer.

Lige fra fremstillingsvirksomheden (fabrikken), til transport- og distributions virksomhederne (der må reducere omkostningerne ved at bringe kapitalen/varerne til forbrugeren). Det er naturligvis delvist forskellige logikker, der driver teknologien i de enkelte sfærer. I produktionen eksisterer muligheden for produktivitetsvækst (dvs. mere for det samme eller meget mere for lidt mere) gennem investeringer. I cirkulationssfæren (transport, distribution, salg, service) handler det om at minimere omkostninger (samme for mindre eller mere for mindre).

Det er også sådan vi skal forstå den offentlige sektors konstante effektiviseringsbehov. Behovet for at reducere udgifterne til den service som den offentlige sektor sørger for stammer fra behovet for at reducere overførslen af merværdi til cirkulation - og øge profitten i virksomhederne til investering.

Den intense konkurrencesituation (sammenholdt med en underliggende overakkumulationskrise siden 1970erne, læs mere her: http://kritiskdebat.dk/print.php?ty...) betyder, at virksomhederne har begrænsede investerings- og produktivitetsgevinstmuligheder. Det bliver sværere og sværere at skaffe et rum for langstrakt økonomisk vækst. Der må stadigt større investeringer til for at opnå teknologisk monopol.

Hvad betyder den snak for uddannelsesniveauet hos arbejdskraften? Jo det har den konsekvens, at en større del af arbejdskraften (end tidligere) i de højtudviklede kapitalistiske lande må have en uddannelse, der gør dem istand til at oversætte og omsætte den nye og hastigt skiftende teknologier indenfor hver sektor til konkrete besparelser eller ’profitmaksimering’. Fordi det er blevet så enormt vigtigt, at kunne omsætte teknologier til praktiske gevinster på kortest mulige tid, er der behov for "omstillingsparathed", "fleksibilitet", "innovation" hos medarbejderne, der skal omsætte teknologiske landvindinger indenfor en felt til gevinster på den korte bane.

Nåh, nu holder jeg med (1) lige for nu.

2. Det andet punkt, hvor jeg synes du bidrager væsentligt er til spørgsmålet omkring arbejderklassens forskellige grupper - og potentielt modstridende objektive/subjektive interesser. Modsætningerne mellem akademikere, mellemlangt uddannede, faglærte arbejdere og ufaglærte - for slet ikke at tale om de racemæssige og kønsspecifikke modsætninger - er meget vigtige at belyse. Især for at forstå udviklingen af selvforståelsen hos arbejderklassens forskellige grupper - som Esben Sørensen tager op. Det er enormt centralt og noget der er meget underudviklet på venstrefløjen.

Jeg er enig i din konklusion, at det ikke opløser klassen eller begrebet om klassen at den rummer forskellige grupper, der kan stå i et tilsyneladende modsætningsforhold til hinanden i kapitalismen. Og du har helt ret i, at det er en af hvis ikke den centrale opgave for revolutionære socialister at skabe enheden i arbejderklassen for skabe social forandring.

Jeg tror at det er nødvendigt, at gå meget mere i dybden med en undersøgelse og diskussion af de forskellige grupper af arbejderklassen for at komme en mere konkret forståelse af den bevidsthed og potentialet for modstand og enhed, der ligger i arbejderklassen.

Jeg ser frem til din respons.

KH Anders Hadberg


Kommentar af Andreas K | 15. februar 2011 | 07:35

Synes Lars pin-pointede det meget godt. Der er dog et helt centralt spørgsmål, som ikke er blevet diskuteret.

Hvorfor er det relevant at diskutere, hvor man bør sætte hegnspælene om arbejderklassen?

Hvis du er frisk på at joine kampen mod kapitalismen og for socialismen, betyder det så noget, hvilket job du besidder, eller hvilken uddannelse du har?

Hvis du har kontrol over eget arbejde (og dermed ikke er en del af arbejderklassen i bloggens definition) men samtidig frisk på at gøre, hvad du kan, sammen med os andre, for et andet samfund, er du så ikke en del af kampen, på vores side? Hvad med folkene bag Modkraft, der (i denne sammenhæng) ikke sælger deres arbejdskraft til andre og har kontrol med deres arbejde - er de ikke en del af kampen? Folk, der lykkes med at skabe små lommer, hvor der er "kapital ingen adgang" - har de meldt sig ud / er de blevet meldt ud af kampen?

Er det et strategisk spørgsmål om, hvem vi objektivt set har bedst mulighed for at vinde over på vores side af kampen? Eller handler det om, hvem der vil kunne bidrage mest til kampen i henhold til deres arbejdsfunktion?

Hvis ikke, man forholder sig til disse spørgsmål, er diskusionen meningsløs - så er det, at det netop bliver en ligegyldig akademikerdiskusion. Lad os i det mindste gøre det til en gyldig akademikerdiskusion. Hvorfor er det relevant at diskutere, hvor man bør sætte hegnspælene om arbejderklassen?


Kommentar af Esben B. Sørensen | 15. februar 2011 | 09:22

Hvorfor er det vigtigt?

Som socialister vil vi forandre samfundet. Vi vil gøre op med kapitalismen gennem bestemte politiske handlinger og sociale forandringer. Derfor er vi nødt til at finde ud af hvordan vi overhovedet handler og skaber disse forandringer.

Den marxistiske tradition har været præget af dette spørgsmål specielt indenfor rammerne af hvad man kunne kalde "revolutionsteori". Hvordan når vi til revolutionen? Hvilken karakter har den? Hvem udfører den? Er den mulig, eller skal man gå andre veje? Marxistisk revolutionsteori blev således bygget på den socialistiske praksis, og omvendt.

I en revolutionsteori indtager det "politiske subjekt" er central rolle. Det politiske subjekt er den aktør der ses som den drivende kraft i de politiske og sociale forandringer, og derfor må en socialistisk strategi støtte sig op ad en stillingtagen til sådan en aktør.

Traditionelt har man identificeret denne aktør med arbejderklassen. Først og fremmest af rent politiske grunde: man tager de undertryktes sag. Dernæst af rent teoretiske grunde: arbejderklassen er ikke bare undertrykte, de indtager en progressiv rolle i den historiske udvikling, og sidst men ikke mindst af praktiske grunde: arbejderklassen har rent praktisk vist sig som den stærkeste, mest aktive og drivende kraft i det 20. årh. revolutioner og politiske forandringer.

Selv indenfor denne enighed er det stadig nødvendigt at analysere og diskutere arbejderklassens konstante udvikling, for derved netop at kunne basere en strategi på dens aktuelle position og sammensætning.

Efter 70’erne og specielt dominerende i 80’erne og 90’erne begyndte en ny teoretisk retning af dukke op, som man overordnet kan betegne som poststrukturalistisk (inkluderende postmodernistisk) marxisme, specielt repræsenteret ved Negri, Hardt, Laclau og Mouffe. I denne marxisme forsøgte man at opstille nye former for politiske subjekter. Efter min mening mislykkedes det fuldstændigt, og begreber som "folket" og "multitude" er alt for svage og analytisk dårlige begreber. Derudover er det nærmest umuligt at bruge i praksis.

I dag kan man tale om at vi er kommet "udover" denne poststrukturalistiske marxisme, forstået således, at den ikke har samme gennemslagskraft længere. Der er forskellige forsøg på at acceptere nogle af den poststrukturalistiske marxismes (eller rettere post-marxisme) resultater, og andre der afviser disse fuldstændigt. Der kan nævnes, D. Harvey, E.O. Wright, L. Panitch med flere. Endelig har vi en mere teoretisk orienteret marxisme hos folk som Alain Badiou og Slavoj Zizek. Det er herfra vi må begynde at diskutere hvad der i dag kan identificeres som det politiske subjekt og hvad dets muligheder for at handle er. Det bedste sted at starte er selvfølgelig ved begrebet "arbejderklasse".


Kommentar af Michael Voss | 15. februar 2011 | 09:25

@Andreas. Jeg er ret overbevist om, at klasseanalyse kan bruges som grundlag for at udvikle en anvendelig strategi, dvs. hjælpe os som organiserede socialister til at handle rigtigt. F.eks. dukker der med mellemrum ideer op på venstrefløjen om, at flertallet af arbejderklassen er blevet til en middelklasse, der lever godt og ubekymret, og som er blevet integreret i kapitalismen, bl.a. gennem ejerboliger, pensionsopsparing og dertil hørende formuer. Dette får nogle på venstrefløjen til at vende arbejderklassen ryggen for i stedet at føre en politik, der skal "hjælpe" og "redde" de svageste. En gang kaldte man det 2/3-samfundet, hvor man tildelte Enhedslisten den rolle at hjælpe den svageste 1/3. Det er myten om en middelklasse, der indbefatter arbejderklassen, som Anders Hadberg og jeg har tilbagevist i to artikler på Kritisk Debat, bl.a. med en del konkrete tal omkring indkomst og formue og klasseforskelle. En anden strategisk konsekvens opstår, hvis man indsnævrer arbejderklassen til arbejdere i produktionen. Gør man samtidig arbejderklassen til den drivende kraft i den nødvendige samfundsomvæltning, så risikerer vi lige pludselig at stå med en mindretals-revolution, som hverken er mulig eller ønskelig. Endelig er det helt afgørende at arbejde ud fra en forståelse af forskellen på objektivt klassetilhørsforhold og subjektivt klassetilhørsforhold, som Lars G. var inde på. En socialistisk strategi må tage udgangspunkt i, at der eksisterer en arbejderklasse, der objektivt set står i et modsætningsforhold til kapitalistklassen, også selv om det store flertal i arbejderklassen i dag ikke opfatter det sådan. En socialistisk strategis centrale opgave er netop at finde de metoder og redskaber, der kan føre frem til en situation, hvor arbejderklassen erkender sine klasseinteresser og handler ud fra det.


Kommentar af Esben B. Sørensen | 15. februar 2011 | 09:51

Jeg vil gerne til omtalte skelnen mellem objektiv og subjekt klassetilhørsforhold (skulle dette ikke rettere være objektiv klassetilhørsforhold og subjektiv klasseopfattelse?) tilføje endnu en skelnen: nemlig mellem den objektive klassebevidsthed og den umiddelbare psykologiske massebevidsthed. Den objektive klassebevidsthed som en art forudsætning for - og produkt af - arbejderklassens praktiske omvæltning af kapitalismen. Dvs. en eksisterende mulighed for en erkendelse af sin egen klasseposition og dermed også for samfundet som sådan. Den umiddelbare psykologiske massebevidsthed er her udtryk for, ja, arbejderklassens samlede bevidsthed, meninger, holdninger etc. på et bestemt tidspunkt et bestemt sted. Teorien skal derfor tangere (eller forsøge at berøre) den objektive klassebevidsthed, og ikke tage udgangspunkt i den umiddelbare psykologiske massebevidsthed. Et udgangspunkt man traditionelt har kaldt "arbejderisme". Hvis man gør det, bliver det heller ikke muligt at gøre rede for teoriens gyldighed.


Kommentar af danny jensen | 15. februar 2011 | 12:21

hej jakob

udemærket indlæg, som langt hen af vejen virker gennemtænkt og relevant (omend det er en anelse langt for en psudoakademiker som undertegnede.)

som jeg forstår indlægget er kernen følgende; "kan man definere en moderne arbejderklasse?" - og afledt heraf; "hvordan?"

jeg deler fuldstændigt dit syn på arbejderismen som jeg finder latterlig og til tider voldsomt skadelig for det socialistiske projekt, som jeg føler mig som en del af.

jeg synes imidlertid du lægger fælder for din egen analyse allerede i problemformuleringen, hvilket gør projektet om definition af en moderne arbejderklasse til halsløs gerning.

Fælden består i at du, som andre indlæg også pointerer, ikke skelner mellem klasseidentitet og formelt klassetilhørsforhold (og det behøver man i princippet heller ikke, men det gør det bare lidt vanskeligt at lave relevante analyser.) Som jeg læser dit indlæg, bevæger du dig indenfor begrebet "klassetilhørsforhold (som jeg ganske rigtigt har opfundet til lejligheden...)" du udvider det formelle objektive arbejderklassebegreb (noget med at være arbejder i blå kansas-dragt på en fabrik ejet af en udbyttende kapitalist), til også at indbefatte servicefagene (teorien om cirkulations sfærer) - men uanset hvor meget du udvider det formelle arbejderklasse begreb vil du uundgåeligt løbe ind i det samme problem; hvad stiller vi op med alle de folk som vi har defineret som arbejderklasse, men som ikke selv føler noget tilhørsforhold til arbejderklassen? - og omvendt - hvad med alle dem der formelt ikke tilhører arbejderklassen (du er vel selv et udemærket eksempel) men som identificerer sig stærkt med de tanker og ideer som er kernen i den politik som er vokset ud af arbejderbevægelsen?

jeg synes ikke længere det er rimeligt at skjule det for den undrende befolkning - lad os nu bare sige det som det er - den objektive formelle definition af "arbejderklasse" er udelukkende et analyseredskab - uanset hvordan begrebet omskrives eller udvides - som politisk begreb er det stendødt!

Lad os i stedet for arbejde med begrebet klasseidentitet - hvad definerer de værdier og tanker som samler os på den yderste venstrefløj - uafhængigt af formelle klassetilhørsforhold.

du skriver; "På venstrefløjen er vores styrke, at vi netop analyserer politisk og baserer vores politik og analyser på de strukturer i samfundet, som putter folk i kasser, fastholder mennesker i fattigdom og gør, at nogen bliver rige, mens andre knokler sig til nedslidning"

...og som tidlige beskrevet er jeg fuldstændigt enig - men hvorfor mener vi overhovedet det er interessant at beskæftige sig med ovenstående spørgsmål? hvad er det der gør at vi er nogle som mener det er relevant at forholde sig til spørgsmål som rigdom vs. fattigdom, sygdom vs. sundhed, frihed vs. trældom osv. osv.?

mange vil måske mene at ovenstående spørgsmål er banale, men alligevel er de kernen i de aktuelle politiske diskussioner der foregår internt på venstrefløjen og såmænd også udenfor - f.eks. diskussionen om efterløn, som i mine øjne føres på et helt fejlagtigt grundlag (man diskuterer nedslidning, hvor man retteligt burde diskutere frihed og ligestilling), diskussionen om integration vs, asimmilation, diskussionen om skat vs, nedskæringer osv. osv.- kom selv med nye eksempler.

Jeg mener vi på venstrefløjen må reflektere over hvilke helt grundlæggende principper der gør sig gældende for vores stillingtagen til politiske spørgsmål - gør vi det ordenligt, mener jeg det er muligt at skabe samling på venstrefløjen med højt til loftet og plads til forskellighed.

...og så lige en note til objektive vs. subjektive interesser, som jeg betragter som et stort og mig bekendt sjældent diskuteret problem i socialistisk teori (som jeg egentlig ikke ved ret meget om, men jeg antager at hvis jeg har hørt om en diskussion, er den bred og almen, har jeg ikke hørt om den er den overset...).

mig bekendt er det ikke lykkedes nogen, nogensinde at redegøre for eksistensen af "objektive"interesser Hele ideen om at et begreb der relaterer sig til en subjektiv vurdering hos den enkelte "interessen" skulle kunne objektiveres er i mine øjne et udtryk for det begrebsmæssige skråplan som førte direkte til de frygtelige diktaturer som i sidste århundrede prægede østeuropa og asien - tanken om at der findes andet end subjektive interesser er den moralske krykke, som gør det muligt uden nogen form for skyld eller skam, at tilsidesætte andres ønsker og krav med henvisning til at det ikke er i deres objektive interesse - den form for tænkning bør luges ud af det socialistiske tankegods hurtigst muligt.

mvh danny


Kommentar af Jakob Lindblom | 15. februar 2011 | 15:34

Kære alle

Puha, der er sket noget fra jeg slukkede computeren igår inden jeg skulle ud til møde og nu, hvor jeg lige har en pause efter at have været til overenskomstforhandling hele dagen.

Jeg bliver nok nødt til at slå svarene lidt sammen :-)

@Lise, jeg glemte dig igår. Hattedamer, tja, det er ikke ment nedsættende, men snarere som et begreb for, når nogen yder hjælp til nogen uden at se bagom og forsøge at ændre de ting, som skaber problemerne (kapitalismen) og iøvrigt uden at sætte sig selv i spil, men har sit på det tørre. Det er her, hvor socialklasse 1 - 5 teorierne 1/3 deles samfundet osv. florerer, hvilket jeg har påvist faldgruberne for. Jeg mener ikke, at det kan bruges om bevægelsesarbejde, strejkearbejde eller andet, som arbejder for at flytte tingene bare en smule i en permanent retning / eller forhindre tilbageslag i den "daglige klassekamp". Det er altså i min ordbog alene der, hvor man individualiserer hjælpen - jf. eksempelvis de amerikanske rigmandsfruer og deres charity-begreb.

Dette betyder ikke, at jeg ikke kan have stor respekt for "hattedameriet", som virkeligt kan være drevet af godhed, indignation og den bedste vilje. Men som socialist, så må jeg også påpege, at systemet vil blive ved med at give mere og mere arbejde til hattedamerne, hvis ikke vi arbejder på at ændre det. Flere psykisk syge, flere fattige, hjemløse, udstødte osv.

Og lad mig så udvide svaret til også at gælde Andreas og til dels Danny. GU’ skal vi da arbejde sammen med hattedamer og alle mulige (og umulige) andre, som af et godt hjerte vil skabe nogle bedre vilkår for de svageste og i det hele taget et bedre samfund. Er der noget, som jeg ikke er, så er det sekterisk desangående.

Men hvis vi alligevel skal arbejde sammen, hvorfor er det så vigtigt med klasseanalyse, magt- og fremmedgørelsesteori, spørger Andreas, jo det er det, fordi det viser, hvilken vej vi skal gå for at ændre verden i vores retning.

Lad mig komme med et eksempel, hvor vores strukturelle indsigt om fremmedgørelse og afmægtighed spiller en rolle. Nemlig ældreområdet.

Her skrev jeg ovenfor om, hvordan man pga. varegørelsen af opgaverne / omsorgen gennem visitation og minuttyranni og den evige effektivisering enten risikerer at gå ned med stress eller oplever en forråelsesproces overfor omsorgen (og alt midt imellem).

Hattedamen (ja undskyld jeg fortsætter med dette ord :-)) vil så arbejde for flere midler til psykiatrien, stressværesteder osv. og i de bedste tilfælde nedsat tid og flere hænder, mens vi bliver nødt til at analysere os frem til problemet og tage fat om nældens rod, nemlig varegørelsen, fremmedgørelsen og afmagten.

På den måde kan vores teorier og analyser netop operationaliseres og betyde, at vi får nogle svar på, hvordan vi skal ændre verden, og hvad vi mener med alle de fine ord om frihed, socialisme osv.

Og det var så et "lavpraktisk" eksempel fra min verden. På samme måde kan en lang række andre punkter analyseres.

Så lad os arbejde sammen med alle der vil, og lad os arbejde på at skabe den klasseidentitet (jf. Danny), som kan være bolværk mod den "store" fremmedgørelse og kommercialisering af menneskeheden, som Esben var inde på tidligt i denne tråd. Men lad os gribe det analytisk til værks, og forsøge at forstå og bidrage med løsninger, der ændrer strukturerne og ikke "bare" hjælper det enkelte individ (hvis jeg må svinge mig lidt op på hesten).

Kh.

Jakob

PS: Anders, du taber svarrunden. Jeg kan simpelthen ikke gå ned i dit indlæg nu, som det fortjener. Men efter en skimning, så kan jeg ikke se de store principielle uenigheder :-)


Kommentar af Daniel Skovhus | 15. februar 2011 | 15:53

Hvem er de dogmatiske arbejderister du skriver om, Jakob? Nævn de bloggere og debatører som mener at kansasbukser, store svensknøgler og beskidte næver er en forudsætning for at være en del af arbejderklassen.

En klasseanalyse er et værktøj vi kan bruge for til ligge vores strategi. Den skal sige noget objektivt om hvordan samfundets produktion fungere og hvem, der udføre forskellige funktioner. Og så skal den sige noget subjektivt om hvordan disse forskellige samfundsgrupper opfatter sig selv, deres klasse og andre grupper. Bare fordi jeg siger at sygeplejersker er en del af arbejderklassen i min objektive analyse, så betyder det ikke at det er en udbredt selvopfattelse i den gruppe. Men for at kunne bruge analysen til noget som helst, skal man have en politisk kamporganisation, der kan prioritere sine kræfter strategisk og ligge handling og krop bag dem. Indtil da behøver vi ikke placere de der hegnspæle så fandens præcist. Vi må tage den på gefylen og sjussen og så er den her artikel som Finn Sørensen har skrevet for 15 år siden, et fint udgangspunkt.


Kommentar af Matias Jensen | 15. februar 2011 | 19:08

Jeg synes svaret på hvorfor man diskuterer omfanget af arbejderklassen er enkelt: Enhver socialist der vil kunne se sig selv i spejlet bør overveje hvad arbejderklassen er, og se den som så bred en størrelse som muligt. Hvis vores ideal om menneskers frigørelse, demokratisering af samfundet og en fri og lige morgendag skal betyde noget som helst, så skal den gælde for alle!

Ellers bliver man nemlig en del af den indspiste venstrefløj der ser sig selv som en mere egnet koordinator eller talsperson (læs: hersker) end alle andre, og så får vi den verden vi har i dag, bare med nye klasser.


Kommentar af Matias Jensen | 15. februar 2011 | 19:15

(Undskyld dobbeltindlægget, glemte noget!)

..Interessant nok var "Hvem er nu den arbejderklasse?" en af de tekster vi brugte under dannelsen af LS da vi skulle finde en fælles klasseanalyse. Ikke bare et ’blast from the past’, men også en utrolig vigtig artikel jeg vil anbefale alle.


Kommentar af Andreas K | 15. februar 2011 | 20:05

@Esben og Michael: Esben, du skriver, at det er nødvendigt at definere et politisk subjekt, og at det derfor er nødvendigt at definere arbejderklassen. Michael, du skriver, at en klasseanalyse er nødvendig for at udvikle en socialistisk strategi, der kan føre frem til en situation, hvor arbejderklassen erkender sine klasseinteresser og handler ud fra det. Kan det politiske subjekt kun være arbejderklassen, hvordan vi end definere det? Eller omvendt: Skal vi nødvendigvis døbe det politiske subjekt "arbejderklassen"? I så fald: Hvorfor? Esben skriver, at det det bedste sted at starte selvfølgelig er ved begrebet "arbejderklasse", når et politisk subjekt skal defineres. Det er netop begrundelsen herfor, som er for mig at se, er det interessant.

Som Danny skriver, er det vel de grundlæggende principper, der gør sig gældende for vores stillingtagen til politiske spørgsmål, som vi må diskutere - og videre de strategiske spørgsmål om, hvordan vi vinder opbakning og i sidste ende realiserer disse principper.

@Jakob: Du skriver, at vi bliver nødt til at analysere os frem til problemet omkring varegørelsen, fremmedgørelsen og afmagten. Enig. Hvorfor har vi brug for at diskutere, hvor det er passende at sætte hegnspælene omkring arbejderklassen i denne sammenhæng? Varegørelse, fremmedgørelse og afmagt er vel en del af en kapitalismeanalyse, som netop leder frem til ovennævnte principper - det er det, vi kæmper imod - det er det, vi kæmper for at ændre. Hvor kommer hegnspælene ind i billedet?


Kommentar af Alfred Lang | 15. februar 2011 | 20:14

Fra sidelinjen: Der blev henvist til Finn Sørensens indlæg, hvori han misvisende taler om "De Autonomes kraftige afstandstagen fra arbejderklassen som revolutionær kraft”.

Det har jeg en kommentar til:

Den overvejende del af de venstreradikale autonome strømninger opererer selvfølgelig med klassepolitiske begreber som mærværdiproducerende arbejdskraft og lønafhængig udbytning, men mener at et menneskes samfundsmæssige placering ikke alene bygger på klassetilhørsforhold men også på køn og race.

Derudover spiller også andre faktorer ind : Om du lever i et rigt industriland i Vesten eller i et fattigt og udplyndret land andre steder på kloden, om du lever som homoseksuel, heteroseksuel, transseksuel eller noget helt fjerde, om du er handicappet eller lever op til samfundets præstationsnormer for såkaldte raske mennesker, om du er ung eller gammel osv. osv.

Interesserede kan læse mere herom her: http://www.autonominfoservice.net/2...

En lille ekskurs om den autonome bevægelses politiske rødder:

Udgangspunkt for den nyere autonome bevægelse er den venstreradikale, operaistiske strømning i 1960’ernes Italien. Den opstod i forbindelse med de store klassekampsopsving som resultat af de daværende omstruktureringer i landets fordistiske masseproduktionsvirksomheder.

Den var en politisk substantiel kritik mod de dominerende fagforeningers og arbejderpartiers institutionaliserede klassesamarbejdspolitik. Operaismen var et opgør med partiernes traditionelle stedfortræderpolitik. Arbejderpartier og fagforeninger blev ikke længere anset for at være det centrale led i de politiske kampe, det var derimod arbejderne selv. Dvs. kampens centrum var/er dér, hvor arbejderne lever, arbejder og bor. Steder, hvor den daglige klassekamp udkæmpes konkret uden institutionel formidling.


Kommentar af Esben B. Sørensen | 15. februar 2011 | 20:28

Hej Andreas K

Jeg synes egentlig at jeg forsøger at svare på det i mit indlæg. Det jeg gør er nemlig en kort skitsering af hvad man har opfattet som det politiske subjekt, hvor jeg først skriver:

"Traditionelt har man identificeret denne aktør med arbejderklassen. Først og fremmest af rent politiske grunde: man tager de undertryktes sag. Dernæst af rent teoretiske grunde: arbejderklassen er ikke bare undertrykte, de indtager en progressiv rolle i den historiske udvikling, og sidst men ikke mindst af praktiske grunde: arbejderklassen har rent praktisk vist sig som den stærkeste, mest aktive og drivende kraft i det 20. årh. revolutioner og politiske forandringer."

Og dernæst forklarer at man faktisk også har prøvet sig med andre definitioner på det politiske subjekt, hvoraf kun få, efter min mening, har været brugbare.

Den ene grund til at arbejderklassen må stå som et centralt begreb i klasseanalysen er simpelthen af praktiske og historiske grunde: nemlig at denne har været den mest aktive, stærke og drivende kraft i det 20. årh. politiske og sociale forandringer.

Dernæst er der en del teoretiske grunde.

1) Vi har allerede et analyseapparat hvori arbejderklassen er identificeret som havende en progressiv rolle i historien. Det er oplagt at begynde her, og videreudvikle dette analyseapparat.

2) Enhver grundlæggende marxistisk forståelse og kritik af kapitalismen bygger samtidig på en umiddelbar forståelse af ethvert samfund som et klassesamfund. Derudover af kapitalismen som bestående af bl.a. en modsætning mellem lønarbejde og kapital. De to udgangspunkter er svære at komme udenom, og vil (næsten) altid føre til et eller andet begreb om "arbejderklassen", uanset hvordan man så ellers definerer denne.

3) Det tredje punkt følger af det 2. nemlig at begrebet "arbejderklasse" derfor ikke kan være en ren nominel betegnelse, men en helt central del af et marxistisk teorikorpus og en socialistisk praksis.


Kommentar af Esben B. Sørensen | 15. februar 2011 | 20:35

Alfred Lang

Er det ikke lidt ærgerligt at sammenblande Triple Oppression teorien med operaismen? (Hvilket måske ikke var din hensigt, men sådan fremstår det desværre i dit indlæg)


Kommentar af Alfred Lang | 15. februar 2011 | 21:03

@ Esben B. Sørensen

Den overordnede fællesnævner er den autonome bevægelses politisk-historiske rødder.


Kommentar af Pelle Dragsted | 15. februar 2011 | 23:49

Hold da op for en spændende og opløftende diskussion. Tak til Jakob for at rejse den.

Jeg synes dog til en vis grad, at der sparkes åbne døre ind i Jakobs indlæg. Jeg tror, at den klassedefinitionsom Jakob ligger op til, og som Lars Grenaa (med et fint indspark fra Sven Gårn) og Anders Hadberg bygger videre på, er ret bredt accepteret - i hvert i fald i og omkring Enhedslisten: Altså at arbejderklassen selvfølgelig må forstås langt bredere end industriarbejderklassen, og er defineret dels ved et udbytningsforhold, og ved sin manglende magt over arbejdet etc. Og at offentligt ansatte, og personer med højere uddannelse derfor også kan være omfattet. Men fint, at det bliver slået fast igen.

(Parantes bemærket er jeg ikke den store tilhænger af Finn Sørensens "model", hvor der opereres med begrebet mellemlagene, som blandt andet omfatter MVU´er . og som i denne optik åbenbart ikke kan tilkendes en plads i arbejderklassens rækker. Men måske er det mere end begrebsmæssig end en indholdsmæssig uenighed)

Ifht. de såkaldte "arbejderister", synes jeg dog, at de får en lidt stedmoderlig behandling i blog og diskussion. Sådan som jeg opfatter det, er den kritik de rejser ikke nødvendigvis udtryk for en snæver opfattelse af arbejderklassen, men mere end kritik af, at venstrefløjen herunder Enhedslisten ikke har den nødvendige repræsentation og politiske opmærksomhed på bestemte dele af arbejderklassen.

For uanset at vi er enige om at arbejderklassen også kan omfatte MVU´er og akdemikere, så er det jo stadig et problem, hvis vi disse grupper, som jo kun udgør et segment af arbejderklassen, er overrepræsenterede hos os ifht, andre dele af arbejderklassen, som f.eks. industriarbejder eller byggefag. Forudsætningen for at kunne bidrage til arbejderklassens enhed, er jo at vi også selv formår at skabe den enhed.

Så lige et par bidrag til diskussionen.

1) I forlængelse af Hadbergs gode pointer om behovet for en analyse af modsætninger i arbejderklassen, mener jeg også at en anden analyse trænger sig på. Nemlig analysen af hvilke dele af arbejderklassen, som under kapitalismens aktuelle udtryk (nyliberalisme/globalisering etc., står med den stærkeste/svageste strategiske position ifht. at kunne bidrage til såval konkrete kampe og delsejre, som egentlige samfundsforandrende processer. Her er der vel ingen tvivl om at der er sket en forskydning blandt andet på grund af den konstante trussel om udflytning, som rammer bestemte dele af arbejderklassen, men ikke andre.

2)Jeg savner måske også lidt fokus på de diskussioner af mere "kulturelle" klasse modsætninger - jvnf. tidligere her på bloggene i forlængelse af blandt andet Kasper Bjerrings blogs. Altså opmærksomheden på at dele af arbejderklassen kan føle mindst ligeså stor modsætning til "eliten" af højtuddannede, om de møder både som ledelseslag, en også i form af autoriterer i offentlige institutioner, kulturliv etc. Når vi bevæger os fra de objektive til de subjektive kriterier bliver denne opmærksomhed vigtigt. For det er langt lettere at konstatere objektive fælles interesser mellem f.eks. rengøringsassistenten og den eskterne lektor på universitetet, end det at at skabe en subjektiv opfattelse af fællesskab og fælles interesser.

Det er indtil videre mit ydmyge bidrag til denne vigtige diskussion.

Pelle Dragsted


Kommentar af Esben Lykke | 16. februar 2011 | 01:34

for mig at se er det vigtigste at komme "djøfiseringen" til livs. Det er om noget den, der skaber fremmedgørelse i samfundet.

Jo flere regler, desto flere jurister, desto flere regler laver de, osv... Bureaukratisering=fremmedgørelse. Men hvordan gør vi det? Brænder det juridiske fakultet af i protest?

En anden ting, der kunne være interessant at diskutere (men måske ikke her) er lægestandens monopol på diagnosticering af befolkningen. Det er om noget fremmedgørende, hvis ens liv kommer til at afhænge af en diagnose (jvf alle de børn der nu bliver diagnosticeret med adhd og alle de mennesker, der ikke får førtidspension eller andet pga manglende/fejlagtig diagnose).


Kommentar af Michael Voss | 16. februar 2011 | 08:58

@ Andreas. Når jeg definerer det politiske subjekt i en revolution som arbejderklassen, er det, fordi arbejderklassen 1) har en objektiv interesse i at sætte kapitalen fra magten/omstyrte kapitalismen; 2) har en potentiel samfundsmæssig styrke til det. Og fordi jeg ikke er blevet præsenteret for et andet muligt politisk subjekt. Jeg bruger ordet "arbejderklasse", fordi det er den historisk anvendte betegnelse, og fordi jeg ikke er stødt på en bedre betegnelse.


Kommentar af Danny jensen | 16. februar 2011 | 09:10

@michael Definer objektiv interesse! Mig bekendt findes der kun subjektive interesser. ...med mindre man altså arbejder med begreber som falsk bevidsthed osv... Mvh Danny.


Kommentar af Jakob Lindblom | 16. februar 2011 | 10:28

Hej Daniel, Pelle m.fl.

Jeg forsøger egentligt ikke at sværte nogen til i min blog, give dem stedmoderlig behandling eller mene, at nogen bestemte bloggere er "onde" arbejderister, men jeg synes, at der de sidste to-tre år har været en debat og en tiltagende polarisering mellem folk, som basher akademikere og idyliserer mandearbejdsfagene. Fx har Tesfaye og Mikkel Skov taget nogle danseture mod hinanden, ligesom debatten om de to opstillingslister også havde kedelige elementer af arbejderisme, selvom jeg selv var stiller på "Christians" liste af samme årsager, som dem du Pelle nævner, nemlig en bredere repræsentation (selvom jeg helst havde opstillet Christian i Århus :-)).

Ligeledes har der især hos unge SF’ere været disse tendenser. Og jeg har altså på landsmøder og andre steder snakket med primært yngre Ø’ere, som havde en total industriarbejder-arbejderklasse definition, jeg har oplevet udfald mod (dovne) offentlige ansatte, der snylter på det privates lønkroner via skatten, og som (hjææææælp) har betalte pauser, selvom de ved gud selv har betalt dem over overenskomsterne. Altså ting, som man egentlig skulle forvente fra folk i det hedengangne fremskridtsparti.

Jeg oplever desværre også en mangel på ideologisk snak på venstrefløjen, som netop gør, at vi dybest set snakker forbi hinanden og nogen står helt af på netop ordet arbejderklasse, mens andre ikke kan sige det tit nok - ingen nævnt ingen glemt...

Men dette gør, at vi tit bliver svage i koderne, og at vi ikke formår at se de problemer (og strukturerne, som skaber dem), der er lige for snuden af os og især, hvis vi ikke aner, hvad pokker vi selv mener med ordene.

Så Daniel, jeg håber ikke, at du føler dig truffet, det var ikke meningen, (tværtimod har vi ofte været enige i debatten under dine blogs), selvom jeg linkede til din fede formulering om wienerbrød om søndagen, som jo netop viser, hvad der sker, når vi ikke snakker samme sprog. Ligeledes er det jo et politisk spørgsmål, hvor man kan prioritere forskelligt - skal vi lave politik for "arbejderklassen" som den forstås snævert i form af praktikpladser på teknisk skoleområdet, mere i løn og mere wienerbrød, som det ofte efterlyses i EL, eller skal vi brede det ud og være mere ambitiøse i vores forståelse. Jeg mener nok begge dele, hvilket jo altid er udfordringen for balancen mellem reformkrav og revolutionære strategier.

Mit egentlige formål med bloggen var såmænd at prøve at komme udover den manglende brede debat om klasser og imødegå nogle af de forenklinger og misforståelser, som jeg har oplevet. Og så iøvrigt forsøge at skrive det i et sprog, så det ikke blev for højtravende, men gerne skulle kunne læses og forstås af alle, der gad læse sig gennem det.

Faktisk, så synes jeg i al ydmyghed, at det er lykkes, og at debatten er skide god, og egentlig er jeg lidt overrasket over de mange gode kommentarer, som oven i købet kan lægge nye betydninger i det skrevne, som jeg ikke nødvendigvis var opmærksom på selv. Det har været fedt!

Og sidder der SUF’ere og andre derude stadig væk, så håber jeg da, at både bloggen og debatten har kunnet give lidt og måske kan bruges til debat og skoling fremover :-)

Kh. Jakob

PS:

@Pelle, "kulturelle klassemodsætninger" elite vs. folket, tjooo. Interessant emne, men som jeg har svaret andre heroppe, så var ærindet ikke, hverken dette eller belysning af subjektive tilhørsforhold, som vel egentlig også ofte bunder i fremmedgørelsesproblematikker og kapitalismens kulturelle, politiske og økonomiske hegemoni.

På den måde er jeg også uenig med Danny, selvom jeg ikke helt ved om det kun er sprogligt. Men nej, folk HAR ikke interesser, hvis ikke de GØR det til deres interesser. Omvendt kan de have en pokkers stor objektiv interesse i netop dette :-)


Kommentar af Esben B. Sørensen | 16. februar 2011 | 10:33

Danny Jensen

En objektiv interesse er vel en interesse der ikke er defineret psykologisk, men defineret ud fra sociale og samfundsmæssige kriterier.

Igennem denne debat har vi arbejdet med begrebet "falsk bevidsthed", både i form af fremmedgørelse, ideologi samt forholdet mellem objektivt klassetilhørsforhold og subjektiv klasseidentitet.


Kommentar af Jakob Lindblom | 16. februar 2011 | 10:36

PS @ Andreas K Hegnspælene skal ikke forstås sådan at vi skal slå folk i hovedet med dem, alt efter hvor de sættes. Men de skal bruges til at imødegå konservatismens og liberalismens dogme om, at vi alle er i samme båd, at vi alle har samme interesser og samfundet, markedet som en fælles organisme, hvor det bare i fælles interesse handler om at gøre kagen større.

Hvis ikke vi sætter nogen skel mellem den udbyttende og den udbyttede, den dominerende og den dominerede, lederen og arbejderen osv. så er det for mig ikke praktisk muligt at imødegå dette eller analysere sig frem til, hvor de forskellige undertrykkelsesmekanismer træder i kraft. Men som sagt, så er det analytiske redskaber til at forstå og ændre verden og ikke slagkøller, de skal bruges til :-)


Kommentar af Ole Wugge Christiansen | 16. februar 2011 | 12:26

Spændende diskussion. Men vendes flere af analyserne ikke på hovedet? Forstået på den måde, at klassedefinitionerne synes mere politisk bestemt end virkelighedsbeskrivende? Altså at formålet mere går ud på at finde befolkningsgrupper, der kan bakke op om et venstrefløjsprojekt, end det er en nøgtern analyse af interessemodsætninger og samfundsmæssige problemer, der kræver løsningsforslag fra venstrefløjens side?

Hvis man af politiske årsager har lyst til at udvidde arbejderklassebegrebet fra en snæver industri/håndværker-definition til også at omfatte servicefagene, ja så forlader man i det mindste et af kernepunkterne i traditionel marxisme: nemlig at arbejderklassen har potentiale til magt over produktionen, i modsætning til ikke-produktive befolkningsgrupper.

Når pædagoger og sosu-assistenter strejker, har det så ikke mere karakter af symbolsk-ideologisk protest end udvikling af magt baseret på blokering af materiel produktion - altså materiel magt, der kan sættes op imod borgerskabet?

Eksempelvis da kommuner sparede penge på strejkerne ved overneskomstfornyelserne for to (tre?) år siden.

Merværdiproduktion er - i min forståelse af verden - dermed centralt. Ikke som et moralsk spørgsmål, men som et magtspørgsmål. Og som analytisk begreb til forståelse af kapitalismen. Ikke for at forsvare gamle positioner, men for at forstå verden bedre.

Det er eksempelvis nødvendigt at fastholde at udbytningbegrebet ikke er moralsk funderet - sultende indiske kulier, der med håndkraft håndterer sække, er eksempelvis mindre udbyttede, end nordiske havnearbejdere, der med skrævere kører kontainere rundt i havnen, selv om de kan opretholde en løn en pæn del over gennemsnittet.

Jeg er til gengæld mere i bekneb begrebsmæssigt og analytisk, når jeg skal definere grænserne for merværdiproduktionen - er eksempelvis de konfliktramte it-ansatte på CSC merværdiproducernede i kraft af deres uundværlighed i opretholdelsen af informations- og logistik-processerne for en lang række virksomheder (og institutioner)? - de har i det mindste samme magtpotentiale som den traditionelle arbejderklasse-grupperinger.

Jeg synes, det er et åbent spørgsmål, om klasseanalyse skal gribes så selvstændigt an som i denne debattråd. Er det grundlæggende problem ikke, at der mangler solide analyser af kapitalismeudviklingen gennem de sidste 40-50 år som en evt. klasseanalyse af interessemodsætninger kan udvikles fra?

Og er der i øvrigt ikke i stedet behov for spørgsmål, der tør konfrontere venstrefløjens traditionelle forestillinger: eksempelvis om arbejderklassens objektive interesser faktisk er en omvæltning af kapitalisme - det er i al fald ikke demonstreret i praksis hidtil. Om forskydningen af fysisk produktion til Asien mv. ændrer grundlæggende ved (den danske) venstrefløjs projekt.

Og er der ikke også behov for genudforskning af centrale teoretiske og analytiske begreber i kapitalismeanalysen? Eksempelvis (i forlængelse af merværdi-forståelsen) produktivitetsbegrebet - er børnepasning produktivt ud fra logikken, at det producerer varen arbejdskraft? Eller "blot" reproduktivt? Eller opbevaringsanstalt ? Eller pædagogisk fabrik? Er (nye og gamle) dele af mellemlagene produktive - eksempelvis ingeniører, der udvikler ny teknologi, eller it-personale, der effektiviserer logistik?


Kommentar af Jakob Lindblom | 16. februar 2011 | 13:25

Hej Wugge

Du stiller gode spørgsmål. Allerførst så havde jeg egentlig ikke intentioner om, da jeg skrev bloggen, at lave en egentlig - færdig klasseanalyse, men derimod at starte en debat, som modtræk til nogle tendenser og iøvrigt fordi jeg fandt et behov for afklaring af dette. Skulle jeg fra starten have lavet en egentlig klasseanalyse som problemformuering, så havde den nok været mere omfattende og ikke sprunget så mange teoretiske mellemregninger over.

Fx. den med merværdi som magt overfor servicefag, hvor jeg mere skildrer arbejderbegrebet ud fra dettes forudsætninger.

Som sådan kan industriarbejderklassen måske have større magt ved at lamme en fabrikant ved strejke - de kan lukke firmaet, hvilket pædagogen ikke kan. Men pædagogen kan derimod ramme kapitalismen ved at forhindre skabelsen af arbejdskraft og her tænker jeg ikke på opdragelsen af ungerne, men på frigørelsen af forældrene til at kunne gå på arbejde - altså cirkulationssfære-diskussionen. Men det ændrer ikke ved, at pædagogerne har magt over arbejdet - deres arbejde. En strejke her har dog bare nogle andre potentialer politisk set.

Min påstand er dermed, at der kan være milevid forskel på, hvilken magt en given arbejdergruppe besidder ift. at lamme produktion og i særdeleshed samfundet / kapitalismen bredere set. Nogle i cirkulationssfæren kan gøre det indirekte, andre direkte, mens andre såsom sosuerne har det endnu sværere, da de gamle kan passe sig selv og få et besøg af ungerne (arbejderne) til og fra arbejde - såfremt de ikke er direkte syge, indtil den offentlige opponion når et vist punkt i hvert fald.

Men dette ændrer egentlig ikke min forståelse af arbejdsbegrebet og dermed arbejderklassen. Det som det ændrer og som overhovedet ikke er taget hul på endnu af nogen af debattørerne er så, hvilke grupper, der besidder hvilke strategiske potentialer og hvordan vi i det hele taget når dertil, at vi får den der identitet / klassebvidsthed osv. som kan bruges, så det bliver i egen erkendte interesse at ændre tingene.

Dette er svar på din "kritik". Dine efterlysninger af øvrige analyser / udfordringer er jeg enige i, men det må vente :-)


Kommentar af danny jensen | 16. februar 2011 | 15:45

@ole WC

hej ole det er ret interessant at læse dine udredninger udi marxisme classic. personligt er jeg ikke marxolog eller lignende, men jeg mener dog at have bemærket visse problematiske forhold i dit indlæg, som fører til konklusioner, som simpelthen ikke holder vand.

som jeg læser dit indlæg definerer du "varen" som en genstand, et fysisk produkt som kan omsættes, og det mener jeg ikke alene er i strid med marx´s helt almindelige antagelser, men også strider imod enhver form for moderne økonomi tænkning. konsekvensen af din tænkning bliver at en stor del af vores kammerater (no pun intended) bliver ekskluderet fra det produktive apparat og dermed nedgøres og nedvurderes deres væsentlige bidrag til fællesskabet på en måde, som jeg ikke synes er retvisende eller fair.

derimod er "varen" i den form for marxisme jeg kender til (og støtter) arbejdet som kan omsættes via forskellige former for repæsentationer (genstande (f.eks. penge)) således at én type arbejde kan udveksles med en anden type arbejde på tværs af tid og rum. Produktion er som følge heraf værdisætningen af det arbejde man udfører - eller sagt på en anden måde - den mængde arbejde andre vil levere for at få dig til at udføre dit arbejde. derfor er der INGEN (i marxistisk forstand) forskel på det arbejde jeg laver, når jeg bedriver forskning på universitetet og det arbejde snedkeren laver når han bygger et møbel.

merværdibegrebet bliver relevant, når det drejer sig om monopolisering af arbejdet - dvs en eller anden gusten kapitalist køber et sygehus og tvinger de ansatte til at generere merværdi til ham selv, så han kan sidde på sin lystyacht og drikker longdrinks dagen lang uden selv at arbejde.

dvs at merværdibegrebet er knyttet til ejerforholdet, ikke til arbejdet.

pyha - nok om teori - så går vi til praksis, du skriver:"Altså at formålet mere går ud på at finde befolkningsgrupper, der kan bakke op om et venstrefløjs projekt, end det er en nøgtern analyse af interessemodsætninger og samfundsmæssige problemer, der kræver løsningsforslag fra venstrefløjens side?"

...hvad havde du eller forestillet dig? at vi skulle sidde nede i mindegade og på nøgtern vis definere hvilke interesser konkrete befolkningsgrupper pine død skal have ud fra nogle "objektive" kriterier, og så efterfølgende drage ud i samfundet for at forklare disse intetanende masser at de var ramt af en falsk bevidsthed påtvunget dem af kapitalismens hegemoni - helt ærligt, det er der sguda ingen der vil finde sig i - rent bortset fra at projektet som udgangspunkt er absurd. enhver definerer selv sine interesser - at motiv fortolke er ikke alene umuligt, det er i min optik også formynderisk og nedværdigende.

arbejderklassen må og skal defineres ud fra de ideer og idealer som den er (eller kan blive) enig om - ikke de funktioner eller den oprindelse den måtte have i et givent samfund. en pædagog er altså ikke mere eller mindre arbejderklasse - pr definition - end en professor eller en murerarbejdsmand(m/k). den offentlige ansatte har ingen "objektive interesser" der a priori er i modstrid med den privatansattes "objektive interesse" (al den stund at objektive interesser ikke findes.) derfor vil en "analyse" der baserer sig på ideer om objektive interesser eller medfødte klassemodsætninger ikke være en analyse, men en fantasi. Definitionen af de problemer der kræver løsningsforslag fra venstrefløjen må vokse ud af de grundlæggende værdier som gør at vi definerer os som arbejderklasse og løsningerne må basere sig på pragmatiske tiltag, som ligger i tråd med førnævnte værdier - alt andet er ren studiekreds snak, som jeg egentlig troede var visnet bort med det gamle årtusinde.

....hov nu blev det da en lang smøre alligevel - jeg er ikke enig med dig Ole og vil kraftigt advare imod at bygge den nye socialisme på den gamle socialismes største fejltagelser.

mvh danny


Kommentar af Lars Grenaa | 16. februar 2011 | 15:56

Hey Wugge.

Lige til den med pædagoger og produktionsmidlerne og strejken, så vil jeg udover at erklære mig enig med Jacob i det teoretiske, komme med en lidt praktisk orienteret tilføjelse.

Det pædagogiske arbejdsområde, er efter min ringe vurdering, et af de mest elementære og fundamentale arbejdsområder i det nuværende kapitalistiske samfund (kald det senmoderne eller service-samfund, jeg er ligeglad). Ikke nok med at den pædagogiske arbejdsgruppe er en af de suverænt største erhvervsgrupper (ca. 80-90.000 pædagoger+medhjælpere), så har en total (eller stor) strejke inden for området potentiale til at lamme industrien og resten af samfundet i løbet af meget få dage.

Dels forhindrer det forældre til ca. 600.000 børn i at komme på arbejde, og dels vil deres manglende deltagelse i arbejdslivet jo også sætte sine spor. Og dermed har pædagogerne jo stor magt over produktionsapparatet - de er bare ikke rigtig selv klar over det.

Du kan ikke drage nogle generelle linjer ud fra den overenskomstmæssige strejke i 2008 - alene af den grund at kun ca. 10 % af området var i strejke - og at det i nogle byer kun var pædagogerne der strejkede (mens medhjælperne og lederen holdt institutionen åben) mens det var medhjælperne der strejkede i andre (mens pædagogerne og lederen holdt institutionen åben). En fuldstændig latterlig strategi, der jo også endte med vi pædagoger ikke vandt det vi sloges for.

Når institutionerne var åbne under strejken var der jo ikke de store problemer, og kommunerne sparede ganske rigtigt mange penge - ca. ligeså mange penge som vores lønstigninger kostede.

Men i en situation hvor der er total strejke inden for området i længere tid (over en uge), vil kommunerne nok være nød til at betale noget af forældrebetalingen tilbage, og vil den vej igennem som arbejdsgivere opleve et tab i produktion/værdiskabelsen.

I øvrigt er diskussionen jo yderst relevant idet antallet af private institutioner vokser og vokser - og i disse institutioner ligger der jo et profitmotiv og en reel værdiskabelse, hvilket jo i høj grad gør pædagogerne til en del af arbejderklassen.

Kammeratligst Lars


Kommentar af Esben B. Sørensen | 16. februar 2011 | 16:42

Danny Jensen

I forhold til vare og merværdi begrebet, så er det ikke muligt at sige at merværdibegrebet er "knyttet til ejerforholdet, og ikke til arbejdet." Produktionen af merværdi er nemlig det karakteristiske (eller rettere imperative) ved værdiabstraktionen i selve produktionssfæren. Altså idet vi taler om kapital, indbefatter det selvfølgelig arbejdets dobbeltkarakter i produktionsprocessen forstået som "arbejdsproces" og "værdiøgelsesproces". Eller mere simpelt sagt: arbejdets specielle karakter under kapitalismen kan ikke frakobles merværdiproduktionen. Jeg tror egentlig du vil være enig, men det er en god idé lige at få det på det rene.

Derudover er jeg enig i at "varen" ikke nødvendigvis behøver at have en relevant materialitetsform. Dit eksempel med penge er helt centralt. Penge viser netop at værdi kan fremtræde i varer hvor brugsværdielementet bliver mere eller mindre ligegyldigt. Det er vigtigt i dag at se på hvordan vi producerer værdi som har en mere eller mindre immateriel karakter. Se evt. André Gorz "The Immaterial".

Så vil jeg også gerne kommentere på sidste del af dit indlæg, men det har jeg desværre ikke tid til lige nu, så det må blive imorgen engang. En hovedpointe du kan tænke over er dog: En klasseanalyse kan ikke basere sig på hvad arbejderklassen mener om sig selv, det kan derimod en socialistisk strategi, som må basere sig på begge dele. Hvis vi ikke selv forsøger at udarbejde videnskabelige analyser og teorier, så er vi overladt til "de andre" (de borgerliges) analyser, teorier og begreber.

Og så kan det godt være at arbejderklassen ikke vil finde sig i den falske bevidsthed de er underlagt. Men er det netop ikke pointen at arbejderklassens frigørelse også er en kamp mod fremmedgørelse?


Kommentar af Pelle Dragsted | 16. februar 2011 | 21:54

Meget enig med Lars Grenaa oa.a. Industriarbejderne står ikke nødvendigvis som den stærkste eller eneste stærke gruppe ifht. at lamme produktion mm. Udover de allerede nævnte er også transportfagene og servicefagene (salg mm) nødvendige elementer i at kapitalen kan realiseres - og kan dermed have stor strategisk betydning.

Hele merværdi-diskussionen er super interessant. Som flere er inde på kan man jo mene at f.eks. sundhedsarbejdere er med til at øge værdien i varen arbejdskraft. Det er ikke noget jeg har nærstuderet, men den italienske marxist Maria Della Costa har en analyse af hvordan det traditionelt kvindelige huslige arbejde eogså mer merværdi-skabende, netop fordi det tilfører værdi til varen arbejdskraft: http://caringlabor.wordpress.com/20...

I det hele taget, er det jo ganske svært i en kompleks moderne global kapitalisme, at påvise præcis hvor merværdien skabes. Det skal dog på ingen måde få os til at opgive netop udbyttelsesrelationen, som det centrale for at forstå samfundets klassemodsætninger. Uanset hvad er enhver ophobning af rigdom resultatet af tilegnelse af lønmodtageres merarbejde.

Vi skal bare hele tiden være klar over at vi når vi taler om merværdi - vil vi være nødt til at sbtrahere/forenkle.

Igen tak for en god diskussion

Pelle


Kommentar af danny jensen | 17. februar 2011 | 09:14

hej pelle og esben merværdi er åbenbart et begreb der kan forstås på mange måder - som jeg forstår jeres indlæg handler merværdi om at "forædle" et råstof til et produkt der er mere værd end råstofprisen og værdien af det arbejde der er lagt i forædlingen (er det ikke det i mener håber jeg i tilgiver mig min manglende evne til at læse indenad).

det mener jeg er en misforståelse af merværdi-begrebet - og jeg skal gerne forsøge at forklare hvorfor.

merværdi er et begreb som relaterer sig til forskellen i "fremstillingsprisen" på en vare eller tjenesteydelse og "salgsprisen" - dog kun i den situation hvor der er en person eller gruppe af personer "ejerne", der kva deres ejerskab af produktionsmidlerne, uden selv at arbejde kan score fortjenesten. problemet i denne ligning er at den der udfører arbejdet ikke får den fulde værdi af sit arbejde (som er defineret ved salgsprisen) men kun en fraktion af denne værdi. på denne måde udbytter kapitalisten arbejderen gennem sit ejerskab af produktionsmidlerne og snyder således arbejderen for en del af hans/hendes arbejdes værdi (som altså ryger i ejerens lomme). på denne måde er merværdi-begrebet udelukkende knyttet til ejerforholdet af en virksomhed - en enmandsvirksomhed genererer ikke merværdi, da arbejder og ejer er een og samme person. det samme gør sig gældende i den offentlige sektor, hvor ejerforholdene er kollektive (men uheldigvis er lønforholdene ikke organiseret som i et kollektiv - fordi en masse borgerlige politikere ønsker at skævfordele indkomsterne til skade for de der yder arbejdsindsatsen.)

det er overhovedet ikke svært at påvise hvordan merværdi skabes i alle virksomheder der ikke er enmandsfirmaer eller fælleseje - det fremgår af alle virksomheders årsregnskab og er i princippet offentligt tilgængelig viden.

...så lige for at slå det fast med syv tommer søm VAREN ER ARBEJDET - IKKE PRODUKTET - så når du køber en mobiltelefon i fona, er den pris du betaler den samlede værdi af det arbejde det har "kostet" at få produktet frem til din hånd - at de der så rent faktisk har udført arbejdet ikke får en betaling der svarer til deres arbejdes værdi er et udtryk for udbytning.

merværdi handler altså IKKE om at nogle grupper på magisk vis kan få en betaling for de varer eller tjenesteydelser de producerer, end de er værd (med alle de forbehold der nu er for prismekanismerne), men at der er et ulige magtforhold i virksomheder og organisationer hvor ejerne, pga deres ejerskab af produktionsmidlerne, stjæler en del af den kage der retteligt skulle fordeles blandt de ansatte (arbejderne).

uheldigvis gør det samme sig gældende i den offentlige sektor, hvor man gennem mange års målrettet indsats har arbejdet på at skabe en organisation hvor forvaltning og ledelse agerer "ejere" på vegne af kommuner, regioner og stat - dette kræver en hierakisk struktur som fjerner ledelse mest muligt fra produktionen, således at midler kan udbyttes mest effektivt og trækkes ud af de decentrale funktioner og fordeles til andre opgaver - det hedder effektivisering i moderne management - og pointen med denne model er netop at skabe en struktur der ligner de privatejede virksomheder, således at arbejder og ledelse kan adskilles mest muligt hvilket gør det muligt for ellers venlige scient pol uddannede rødvinssocialister, som typisk sidder i forvaltningslagene i de danske kommuner, regioner og stat, at snyde de ansatte for den reelle værdi af deres arbejde og på denne måde skabe merværdi, som politikerne så kan disponere over og på denne måde føle sig som potente og handlekraftige ledere.

det socialistiske svar på denne udvikling må være maksimal decentralisering og selvforvaltning - men det er vi vel enige om?

kort sagt - merværdi betyder tyveri af en fraktion af værdien af arbejdernes arbejde - det byder ikke at gøre et råstof mere værd.

mvh danny


Kommentar af Ole Wugge Christiansen | 17. februar 2011 | 14:18

@ Danny: Du har ret i, at jeg som udgangspunkt skelner mellem materiel og ikke-materiel produktion – og mener det er et essentielt element i en kapitalismeanalyse. En universitetsansat producerer i bedste fald viden, mens en snedker skaber møbler. Den første kan sidde i en stol, som den sidste har skabt, den sidste kan måske kun udnytte ny viden til nye (måske bedre, måske blot mere produktive) måder at producere stole på.

Fundamentalt mener jeg - blandt andet med Marx i den tænkemæssige bagage - at det er snedkeren, der producerer den samfundsmæssige rigdom, som betinger at den universitetsansatte kan producere viden.

Men du tillægger mig nogle holdningsmæssige konsekvenser af den opfattelse, som jeg ikke har. Analysen indeholder ikke en moralsk eller politisk negativt ladet vurdering af bestemte befolkningsgrupper. Det indebærer eksempelvis ikke, at jeg mener kanvasarbejdere skal have bedre arbejdsforhold end flipproletarer. Eller at mandlige fagudlærte metalarbejdere skal have højere lønninger end kvindelige sosu-assistenter. Eller at universiteternes vidensproduktion er ligegyldig eller mindre "værd" end produktionsrettet forskning og udvikling.

Jeg fastholder blot en analytisk skelnen mellem produktivt og ikke-produktivt arbejde. Jeg laver ikke en moralsk vurdering. Selv om en butiksansat i klassisk marxisme-forståelse ikke bibringer et produkt mere værdi ved at blive langet over butiksdisken, er funktionen jo samfundsmæssig nødvendig: for kapitalen til realisering af værdiforøgelsen gennem produktionsprocesserne; for forbrugeren af produktet gennem distributionen af varer fra fabriksanlæg til butikkerne.

Jeg fastholder blot at pædagoger, lærere, politibetjente og en lang række andre befolkningsgrupper ikke producerer værdi og derfor ikke i klassisk forstand kan betegnes som en del af arbejderklassen. Jeg vil – ind til nogen overbeviser mig om noget andet - hellere betegne de grupper som mellemlag – også selv om arbejdsvilkår for en række af disse grupper har tilnærmet sig arbejderklassens.

Det betyder heller ikke, at jeg mener man skal ignorere disse befolkningsgruppers problemer, behov eller samfundsmæssige funktion. Men jeg mener, det giver nogle andre betingelser for disse gruppers politisk-faglige kampe.

Lars Grenå m.fl. har måske nok ret i at pædagogstrejker potentielt kan lamme resten af arbejdsmarkedet gennem behovet for børnepasning – og de på den måde bliver magtfulde. Men det sker højst som en indirekte konsekvens, ikke som direkte funktion. Pædagogstrejker skal i stedet ses som symbolske aktioner, hvis funktioner skal aflæses i den politiske sfære, at samle forståelse og støtte til bestemte krav, mere end i en direkte, umiddelbar pression på arbejdsgiverne.

Det behøver ikke (nødvendigvis) at have negative konsekvenser – set ud fra et venstreorienteret synspunkt. Alliancespørgsmål mellem forældre og pædagoger er af essentiel betydning for pædagogernes faglige kamp. Pædagoger kan ikke blot føre samme fagchauvinistiske interessepolitik, som visse (også produktive) faggrupper har gjort, de må skabe forståelse for at deres faglig-politiske krav enten kommer børnene i institutionerne til gode eller retter op på nogle fundamentale urimeligheder (f.eks. ulige lønudvikling mellem mænd og kvinder eller offentlige og private lønninger).

Det betyder også at jeg er skeptisk over for BUPLs nuværende fagpolitiske professionsfokuserede linje. Ikke kun fordi den er potentiel fagchauvinistisk og graver grøfter i forhold til det uuddannede personale på institutionerne, pædagogerne står heller ikke i en magtsituation til at kunne trumfe deres krav i gennem. Skal pædagogerne opnå bedre forhold for sig selv, må de samtidig bane vej for bedre forhold for ungerne - og for pædagogmedhjælperne. Alt andet er nederlagspolitik, tror jeg.

Hvis jeg skal opsummere: Mit indlæg bestod mere af spørgsmål end af svar. Jeg var først og fremmest ude på at komme væk fra selvlegitimerende tankebaner, hvor man bekræfter sig selv i sine egen fortræffeligheder i stedet for at fokusere på problemer og udfordringer for venstrefløjen.

Og den fare så/ser jeg i at udvidde arbejderklassebegrebet til at omfatte op mod 80 procent af befolkningen - uden at gennemtænke problemerne. Det risikerer i værste fald at se bort fra konflikter og problemer i samfundet. Eller at understøtte en faglig chauvinisme, hvor man bakker forskelsløst op om alle befolkningsgrupper inden for definitionen af arbejderklassen.

Det er ikke et forsøg på at beskylde Jakob eller andre i debatten for disse holdninger. Det er en simpel advarsel mod magelighed, også i min egen tankegang.

PS @Danny: Det er en alt for forenklet udredning af merværdiproblematikken, du laver. Det handler ikke (kun) om forholdene på den enkelte arbejdsplads eller prisen på den enkelte vare. Det handler også om distribution af merværdi samfundsmæssigt – ikke kun mellem ansatte og arbejdsgivere. Eksempelvis gennem skatteopkrævning til finansiering af arbejdsløshedsunderstøttelse, børnepasning, anlæggelse af vejanlæg, energiforsyning etc. – og om fordeling af merværdi mellem produktive og ikke-produktive kapitalformer (finanskapital eller handelskapital, eksempelvis, der må have del i merværdien, hvis disse kapitalformer skal låne kapital til igangsættelse af ny produktion eller bringe varerne frem til realisering på markedet).

Men det er en meget lang og langhåret diskussion, som jeg ikke har tid eller mulighed for at gå ind lige nu.


Kommentar af Michael | 17. februar 2011 | 14:41

Danny skriver: "det socialistiske svar på denne udvikling må være maksimal decentralisering og selvforvaltning - men det er vi vel enige om?"

Det er ikke eksplicit mit indtryk. Jeg har som mutualistisk anarkist (influeret af Kevin Carson) haft en konfrontation med f.eks. Libertære Socialister (kollektivister) der vil blande et direkte demokrati ind beslutningsprocessen om hvad f.eks. en kvindelig sexarbejder skal have i løn. Hun kan ikke selvforvalte sin egen krop. Jeg påpegede at kollektivistiske priser og løn der ikke er produceret decentralt er udtryk for centralisering. Libertære socialister var af anden opfattelse. Så, Danny, det vigtige her er at få afdækket hvad folk rent faktisk mener med decentralisering og selvforvaltning.

Et andet eksempel, der bragte mig på kollisionskurs med Libertære Socialister, var et eksempel med hjemmeproduktion i min garage (mere decentral bliver produktion ikke) hvor jeg selv adderede arbejde (værdi) i form af en modifikation til højtalere der allerede var produceret på en kollektivistisk socialistisk fabrik. Forståelsen var at jeg "scorede" en "gevinst" på videresalg. Ikke at jeg fik afkast på mit eget arbejde, andre måtte ikke få gavn af min kreativitet. Min lyd, mente man var pr. definition den bedste fordi varen var dyrere (hvilket er noget sludder, det er subjektivt) og kun den bedste lyd til prisen (igen noget sludder) som fabrikken allerede producerede var noget man kunne tilslutte sig. Mine højtalere var effektiv decentral produktudvikling i garagen forskellig fra årlige rådsforsamlinger der vil diskutere objektivistiske kriterier for den gode lyd eller bedste lyd til prisen. Mange socialister er i helt ekstrem grad parat til at intervenere i menneskelig decentral handling og menneskelig subjektivitet. Arbejderklassen har ikke falsk bevidsthed (til nogen grad ja), det er primært venstrefløjens naivitet pg alternativer til det bestående, der er utiltalende.

Der snakkes meget om udbytning, ironisk har de færreste på venstrefløjen etik eller intentioner om at bringe retfærdighed til arbejde. Arbejdsværdi er en underliggende etik som f.eks. radikal markeds-socialisme kan honorere men som f.eks. kommunismen eller relaterede udbytningsideologier som mener arbejderklassen har objektive fælles interesser forbryder sig imod.

Det er for såvidt fint at den parlamentariske venstrefløj lejlighedsvis fører "klassekamp" mod den udbyttende kapitalisme, som f.eks. SF, S og Ø der vil beskatte aktionærer og/eller den kapitalistiske aktieselskabsform der udbytter arbejde. Men de økonomiske midler ryger i klassekampens navn direkte ind i stat og velfærd. Skal udbytning mindskes, må midlerne offensivt "øremærkes" til arbejderstyrede virksomheder som var Proudhons vision (jeg har aldrig set det som en del socialisters politiske programmer).

Danny, jeg vil godt fuldt støtte op om dit udsagn om merværdien relaterer sig til ejerforhold. Indkomstforskelle på 10x 100x 1000x har at gøre med ejendommens karakter (og politisk statsintervention i marked på vegne af kapitalister). Det ubesvarede spørgsmål er "Hvad er ejendom?" og hvordan konfigureres ejendom til at arbejdere får det fulde produkt. Jeg er selv tilhænger af kooperative virksomhedformer, integereret i klynger, med tilvalg af solidarisk hæfte. Jeg er for omlægning af offentlige opgaver til kooperative arbejderstyrede decentrale virksomhedformer (at mutualisere). Det bringer mig på kant med socialister der per se mener at offentlige virksomheder er bevaringsværdige og er bedre end "private". I Emilia Romagna (italien) findes tusindevis af eksempler på produktions samt sociale kooperativer der beskæftiger også mange handicappede borgere, som kan få brugt deres evner til autonomi og selvproduktion maximalt. Et område som er kendt for services og produkter af høj og kunsterisk kvalitet relateret til arbejderautonomi.

For mit eget vedkommende er jeg lønmodtager i en en lav indkomstgruppe, kapitalisten er underlagt skarp konkurrence. Det er begrænset for hvor meget merværdi kapitalisten tilegner sig. Jeg betaler omvendt rask væk +50% i skat hvilket får merværdien kapitalisten tilegner sig til at blegne. Jeg skal ikke strejke for at tilegne mig den beskedne merværdi min arbejdsgiver aktuelt tilegner sig, det jeg skal bruge et højere grundfradrag fordi staten udbytter mig. At insisterere på produktet af eget arbejde, er en revolutionær doktrin, det medfører høje tabstal hos især kapitalistklassen, men bider så sandelig også mange socialister i røven.

mvh M


Kommentar af Jakob Lindblom | 17. februar 2011 | 14:49

Hej wugge

Jeg er både enig og uenig i dit sidste indlæg.

For det første, så er der forskelle mellem de forskellige grupper - både ift. strategiske muligheder for at lamme samfund eller blot fabrikant og også iforhold til en egentlig værdiskabelse, selvom jeg ikke overraskende - min blog taget i betragtning - er mest på linie med Lars, Anders Hadberg, Voss osv. i denne tråd.

Jeg vil blot lige pointere, at skulle jeg have lavet en mere tilbundsgående egentlig klasseanalyse, så var den grebet mere teoretisk an, da mange ting fremstår usagte eller blot antagede i min blog. Fx. har jeg med eksemplet om træskoene netop ift. merværdi og profit lagt mig en del op af din materielle forståelse uden at jeg deler den i yderste konsekvens.

Det som skiller os er vel så mellemlag vs. arbejdere, hvor jeg mener, at man ikke skal tillægge den materielle skabelse af et produkt en alt for rigoristisk betydning ift et arbejdsbegreb Samt at der via et begreb som den samfundsmæssige merværdi i varetagelse af "mellemlagsfunktioner" også er en udbytning eller som minimum en afhængighed af den produktive sfæres udbytning, hvilket jo er sørgeligt aktuelt med udligningsordningerne og de offentlige overenskomster netop nu. Det er her, at jeg finder cirkulationssfærebegrebet godt anvendeligt.

Men min egentlige hensigt er så at se på arbejderklassen, som nogen der udfører et arbejde (lønmodtagere) og som ikke selv har kontrol, selvbestemmelse eller er fritaget fremmedgørelsesmekanismer for derved at opnå en mere operationaliserbar analyse og ikke mindst komme ud over en arbejderismetilgang af den gamle slags, hvor det næsten alene handler om at indsnævre udbytningsrelationen ved flere lønkroner i posen.

Bemærk også, at jeg allerede i bloggen påpeger, at der er forskellige internt i klassen, at der kan være modstridende interesser osv. Og som det også er nævnt i debatten, at der kan være forskellige selvforståelser, identiteter mv.

Men jeg er rigtig glad for debatten, som jeg selv har lært af, og som jeg håber har været berigende for andre også. Jeg synes netop, at vi mangler denne slags debatter og håber da, at vi henad vejen kan få taget hul på mange flere af de uafklarede spørgsmål, som min blog også rejser - eller i hvert fald som debatten peger på. En ting er helt sikkert. Verden har ændret sig siden Marx, så hvis vi ikke ændrer analyserne (men uden at smide redskaberne og den strukturelle arv overbord), ja så er vi sgu ilde stedt :-)


Kommentar af danny jensen | 17. februar 2011 | 14:59

@ole (undskyld det med wc)

før vi går videre i denne debat, kunne jeg godt lide at høre, hvordan du argumenterer for at der er nogen forskel (i marxistisk forstand) på arbejdere der producerer ting og alle de andre arbejdere.

som jeg tidligere har skrevet mener jeg det ret klart fremgår af Marx egne skrifter at produktet er arbejdet, og resten af mine postulater er så vidt jeg selv kan se den logiske konsekvens af dette.

at skelne mellem fremstillingsvirksomhed og andet arbejder mener jeg kun bidrager til at så splid i arbejderklassen uanset at du fastholder at der intet normativt ligger i distinktionen mellem produktivt og ikke produktivt arbejde.

så laver du en anden (måske kun sproglig) fejlslutning som svider i mine øjne, du skriver; "Selv om en butiksansat i klassisk marxisme-forståelse ikke bibringer et produkt mere værdi ved at blive langet over butiksdisken, er funktionen jo samfundsmæssig nødvendig"

...det der genere mig er at du skriver "mere værdi" - og det er nok fordi jeg læser det som "merværdi" - er det virkelig det du mener? hvis det er det du mener, er jeg bange for vi er meget uenige angående betydningen af merværdi begrebet - jeg mener det er knyttet til at en kapitalist trækker en fraktion af den værdi som arbejderen skal honoreres for sit arbejde, til sig selv ved at argumentere med at det er hans ret, pga hans ejeforhold til produktionsmidlet - det er altså ikke arbejderen der skaber merværdien, men den sociale og politiske kontekst hvori arbejdet udføres der skaber merværdien - din forståelse af begrebet mener jeg kun kan lede til normative fortolkninger der igen kun kan skabe splid i arbejderklassen - det er ikke smeden der skaber merværdien, det er det faktum at smeden arbejder på et værksted ejet af en kapitalist, der skaber merværdien.

jeg mener ikke jeg forenkler, jeg mener du simpelthen misforstår begreberne (men det er vel gensidigt så...)

arbejderklassen udgør langt over 80 % af befolkningen - det er netop pointen med marxog årsagen til at vi har moralsk fundament til at kræve de samfundsforandringer jeg går ud fra vi alle arbejder for - specielt hvis vi kan samle det store flertal bag arbejderklasseidentiteten og få dem til sammen med os at kræve et andet og mere retfærdigt samfund.

mvh danny


Kommentar af Ole Wugge Christiansen | 17. februar 2011 | 16:59

@Jakob: Jeg bemærkede godt at du i din blog ikke ignorerede (sociale) konflikter internt i det du definerede som arbejderklasen. Det var blandt andet derfor at jeg heller ikke siger, at konsekvensen af din analyse er fuld gang i den umiddelbare interessekamp, uanset om det fremmer ulighed i klassen eller ej (men det har andre venstreorienterede tidligere gjort).

@Danny: Eksemplet med den butiksansatte har jeg fra Marx (uden at kunne huske præcist hvorfra). Det er ham, der har brugt eksemplet med at en vares værdi (dvs. mængden af arbejde nedlagt i en vare som fysisk og social genstand) ikke øges ved at blive udleveret til en kunde mod penge - men at funktionen er samfundsmæssig nødvendig for at realisere varen, ikke som brugsgenstand, men som værdigenstand. Dvs. gøre varen til penge, altså forvandle varen fra konkret arbejde til abstrakt arbejde, og dermed muliggøre hele kredsløbet i produktionsprocessen fra uberørt naturgenstand til færdig vare i en butik.

Den butiksansatte indgår altså ikke i produktionsprocessen af en vare, men i dens realisation som værdi. Finansieringen af den butiksansattes løn (og profitten til handelskapitalen) må i denne forståelse derfor overføres fra den produktive værdiforøgelsesproces via den samlede cirkulationsproces (det er hovedtemaet i bind to og tre af Kapitalen)l.

Hvor skellet mellem produktiv og uproduktivt arbejde præcist sættes i denne proces er dog også i Marx’ forståelse svært at gøre op - Marx medtager transportarbejdet fra fabrik til marked som produktiv aktivitet, selv om denne arbejdsproces’ funktion ligner og ligger meget tæt op ad den butiksansattes. Jeg tror, det skyldes, at også "transportarbejdet" i produktionsprocessens start, f.eks. udgravning af kul eller malm og fremføringen til en fabrik, er en absolut nødvendighed for at sætte en produktionsproces i gang.

Lad mig gribe til et sidste argument for "mit" produktivitetsbegreb: Hvis man opfatter den butiksansattes arbejde for produktivt, så burde man jo ansætte flere ekspedienter for at øge varernes værdi. Hvis man - som abstrakt eksempel - forøger antallet af snedkere kan man eksempelvis fordoble antallet af møbler, som man vil sælge - det vil ikke øge værdien af det enkelte møbel, men det forøge den samlede værdi, der ender i butikkerne . Men det sker ikke hvis man forøger antallet af møbelekspedienter i butikkerne, her vil det være samme værdimængde i butikkerne, uanset antallet. af ekspedienter (at man til gengæld kan minimere omkostninger ved at skære i antallet af ekspedienter er en lidt anden sag, der mere handler om profitmaximering end værdiforøgelse).

Nok om det.

Min pointe er, at Marx, i modsætning til din modelopstilling af merværdiproduktionen, ikke tager udgangspunkt i forhold på en fabrik eller produktionsenhed, men i en analyse af markedet (konkret: i varens dobbeltkarakter af værdi og brugsværdi på et marked)

Hvis man tager udgangspunkt i fabrikken, overser man meget nemt at det, er via markedet at varernes værdi distribueres til forskellige kapitalformer, uanset om de bidrager til værdiforøgelse af en vare eller ej.

Finansiering af eksempelvis arbejdsløshedsunderstøttelse, som jo også er kun kan ske ved at der foregår en eller anden form for indhug i den samlede samfundsmæssige produktion. Det sker jo ikke ved at man sender statsfunktionærer ud på de enkelte fabrikker for at konfiskere en del af produkterne, det sker via pengecirkulation som beskatning af både lønninger, virksomheder, aktiehandel, boliger etc. Altså en kompliceret økonomisk proces, der involverer alle dele af den økonomiske aktivitet, ikke blot forholdet på den enkelte virksomhed.


Kommentar af Esben B. Sørensen | 17. februar 2011 | 18:36

Jeg vil gerne lige tilføje noget til Ole Wugge Christensens indlæg, som jeg ellers er enig i.

Det er klart, at selvom merværdien, i hvert fald i udgangspunktet, skal forstås gennem de processer Ole nævner, og hovedsagligt gennem værdibegrebet (og IKKE ejerskabsbegrebet), så må man i klasseanalysen inddrage den marxistiske historisk-sociologiske forklaringsmodel (den historiske materialisme). Det er netop her at magtbegrebet (og igen IKKE ejerskabsbegrebet), bliver centralt i forklaringen af kapitalismen som historisk samfundsmodel, hvor økonomikritikken kan bidrage bl.a. med en afklaring af merproduktets form under kapitalismen (merværdien).


Kommentar af danny jensen | 17. februar 2011 | 18:49

@ole

nu bad jakob jo om at det ikke blev til marx bashing, hvor den der kan finde det bedste citat, vandt - men jeg kan ikke lade være med at citere fra "kapitalen" side 567

".... der Mehrwert für den Kapitalisten produziert oder zur Selbstverwertung des Kapitals dient. Steht es frei, ein Beispiel außerhalb der Sphäre der materiellen Produktion zu wählen, so ist ein Schulmeister produktiver Arbeiter, wenn er nicht nur Kinderköpfe bearbeitet, sondern sich selbst abarbeitet zur Bereicherung des Unternehmers."

altså er det ejerforholdet (produktion af merværdi tilglæde for ejeren/kapitalisten) der er kernen i merværdi begrebet - ikke varen!

eller for at tage dit eget eksempel, hvor varen man køber ikke er genstanden, men muligheden for råd og vejledning (ekspedienten) som butiksejeren udbytter ved at sælge ekspedientens service til dig for mere end ekspedienten får i løn - ret enkelt egentlig - så jeg tvivler på det er et marx citat du husker, men på den anden side har marx skrevet så meget at det ind imellem har været selvimodsigende.

marx tager ikke udgangspunkt i markedet han beskriver ganske rigtigt varens dobbeltfunktion, men udgangspunktet i hele mandens arbejde er hvordan der skabes kapital - det gøres gennem tilvejebringelse af merværdi gennem kapitalisters udbytning af arbejdere.

så kommer du med et lille sjovt eksempel som jeg gerne vil gribe - dit eksempel med at "man kan da bare ansætte flere ekspedienter, så vil det øge varens værdi" - ja det ville være tilfældet hvis arbejdets værdi var konstant - det er som bekendt ikke tilfældet - arbejdets værdi fastsættes på et marked hvor kapitalistens fornemmeste rolle er at finde den balance hvor profitmargenen er størst.

mvh danny


Kommentar af Jakob Lindblom | 17. februar 2011 | 19:15

Kære Esben og Wugge

Jeg vil godt lige citere mig selv fra min blog, da der nu er ret langt at scrolle derop. Om det offentlige (bl.a.) skrev jeg:

Og selvom der ikke er profit og merværdi i det offentlige, så sælges arbejdskraften stadig, man er stadig fyringstruet jævnfør disse års evindelige sparerunder og man er stadig underlagt fremmedgørelsen med ledelseslag – nogen gange politiske – som bestemmer over ens arbejdskraft og udførelse af arbejdet. Endeligt så bestemmes lønnen ikke demokratisk af politikere, som en udbredt myte lyder, men er underlagt den private sektors lønudvikling.

På den måde er cirkulationssfæren tæt forbundet med den kapitalistiske produktionsmetode, som det også er set i det netop indgåede statsforlig om overenskomsten, hvor arbejderside oplever reallønsnedgang, fordi de angiveligt ”skylder ” arbejdsgiverne penge, da lønudviklingen har været mindre i det private end i det offentlige. Desuden er der tonsvis af private jobs uden direkte skabelse af merværdi på et givent produkt – en vare. Tænk på den gammeldags pladsmand, som gjorde værktøj og skurvogn rent, men ikke lagde sten på byggeriet, eller HK’eren, som udskriver ordresedler og laver lønsedler.

Grunden til, at jeg lige vil citere dette er, at jeg jo for så vidt er enig med Wugge i analysen, nemlig at man ikke kan opgøre en merværdi eller udlede en profit af den offentlige sektor (om end der er en mere diffus og svær opgørlig værdi - også for kapitalismen). Jeg tror, at der har indsneget sig en vis begrebsforvirring - muligvis også hos mig selv :-)

Men dette er ikke det samme, som at jeg mener at bemeldte grupper ikke er arbejderklasse, al den stund, at de i mine øjne kvalitativt oplever samme arbejdssituation og samme betingelser (udover nogle traditionsforskelle i overenskomsterne) som industriarbejderne.

Deres arbejde er med hastig og stigende grad blevet varelignende jf. mit sosu-eksempel, og de udfylder en rolle i kapitalismen jævnfør cirkulationsteorien. Endvidere har de nøjagtig samme magt over deres arbejde, som industriarbejderne. De har kun det arbejde, som de sælger, og de kan nedlægge det, så arbejdet ikke udføres. Til gengæld er der store strategiske forskelle i, hvor langt dette kan række i en bredere samfundsmæssig diskussion, som jeg også tidligere har redegjort for.

Som sådan mener jeg ikke, at arbejderklassebegrebet er snævert defineret til eksistensen af merværdi og profit og jeg erindrer ikke, at dette skulle være "umarxistisk". Jeg er ikke marxolog, har læst noget, men om jeg har forstået det må være op til andre at afgøre.

Imidlertid er dette i mine øjne uinteressant og grunden til mit ps i bloggen. I mine øjne, så kan vi lære rigtigt meget af Marx’s metode, det strukturelle analysefelt, dialektikken og den historiske materialisme. Men han var sgu hverken spåkone eller guddom. Så fair nok, at han ikke forudså den offentlige sektors rolle i nutidens kapitalisme, videnssamfundet osv. Ja velfærden forudså han vist heller ikke, men til gengæld havde han en stor andel i den via sine ideer (og frygten for disse).

Bottom line, så må vi bare for at gentage mig selv, jo netop se bort fra de rent historiske skildringer, som Marx har om kapitalismen i 18-hundredhvidkål, og tage ved lære af de analysemodeller med videre, som han gav os og bruge dem på en moderne kontekst.

Og så er det jeg spørger (med fare for at vise min ignorance) de herrer Esben og Ole om, at såfremt Ole accepterer Esbens ps. om magt. Er vi så ikke ved i virkeligheden at nå en syntese?

At hvis vi er enige om merværdibegrebet (ikke at forveksle med direkte og indirekte værdi, cirkulationsværdi osv.) men knyttet til selve varen. Og vi anerkender magten som en forklarende kraft udfra behovet for at sælge sin egen arbejdskraft og dermed underkastelsen samt ens magtesløhed i relation til kapitalisten, egen afhængighed af arbejdskraftsalget osv. som bestemmende for om man er i en arbejdssituation. Er syntesen - den fælles grund - så ikke nået?


Kommentar af Jakob Lindblom | 17. februar 2011 | 19:24

PS: Når jeg skriver, at der ikke er merværdi i det offentlige, så er det ud fra en tanke om, at værdien ikke prissættes og realiseres på et marked med deraf følgende profit. Men "sjovt" nok så sker dette jo alligevel i stigende grad om end indirekte gennem udbudsrunder, licitationer med eget bud, fritvalgsordningerne, hvor velfærdsydelser kan vælges hos private såvel som offentlige leverandører med deraf følgende prissættelse osv.

Blot en skræmmende tanke fra den virkelige verden, som desværre af og til overhaler teoriens :-(


Kommentar af Ole Wugge Christiansen | 17. februar 2011 | 22:29

@Jakob: Tak fordi du henter diskussionen tilbage på det tematiske spor, du har lagt ud. Jeg er helt enig i at en magtanalyse af både formelle og uformelle magtforhold er centrale i en klasseanalyse - og jeg synes at du har nogle fornuftige spor ud i det indledende indlæg.

Jeg er stadig ikke overbevist om at venstrefløjen skal definere 80 procent af befolkningen som arbejderklasse. Det ophæver – tror jeg – evnen til at tænke dynamisk og i konflikter og forskelle. Jeg synes klassebegrebet risikerer at blive vagt, ubrugeligt og konsensussøgende – stedet for at være et analytisk redskab til forstå den verden, hvori venstrefløjen skal agere.

Jeg er - på trods af den foregående diskussion kunne tyde på de modsatte - enig i din sidste kommentar: En analyse og kritik af konsekvenserne af markedsgørelsen af opgaverne i den offentlige sektor trænger sig mere på, end spørgsmålet om sosu’er er eller ikke er værdiproducerende arbejderklasse (selv om det mest er den sidste diskussion, jeg er bedst kvalificeret til at tage del i).

@Danny: Selv om jeg er enig i at teologiske diskussioner om hvem, der har forstået Marx bedst, er latterlige – vil jeg fastholde at du har misforstået kapitalkritikken. Der står faktisk ikke noget om ejendomsforhold i det citat du hiver frem – og selv om Marx griber til en sammenligning, er han helt eksplicit i beskrivelsen af en lærers aktivitet som …. noget der foregår uden for den materielle produktionssfære. Det er altså, undskyld mig, i negationens form en bekræftelse af min påstand om at Marx’ merværdibegreb er knyttet til produktionen af materielle værdier – og at lærergerningen er uproduktiv i Marx’ forstand, tilsyneladende også selv om læring er knyttet til (re)produktion af varen arbejdskraft.


Kommentar af stephan | 17. februar 2011 | 23:39

jeg er gad over at i gider diskutere hvad bdetyder det at være "klasse", og jeg må sige at jeg er splittet i mellem dagligsproget, venstrefløjens sprog og så den analyse jeg fortrækker.

jeg har fundet ud af at i daglidagen i kan man hverkan bruge ordet kapitalisme og klasse uden at blive skulle blive buttet i bås, i lang tid brugt jeg klasseordet simpelthend for at være end del af af den radikale venstrefløj, på venstrefløjen bliver man dog puttet i en kasse når man ikke vil lægge sig fæst op en analyse, og når man har en analyse bliver man for alvord sæt i bås. Den analyse som indtil nu har været min egen kæphest har ført til at jeg ikke kan finde noget sted hjemme politisk, fordi det at debatere begræber som "klasse" er en idenitetesmarkør.

Generelt skellner jeg mellem klasse og masse. Klasse er lige med samfundets regering. Social set er klasse ikke det sammen som masse, en klasse er mennesker som konurerer og magten. Klassen udnytter massen for at få magt. En masse er alle de mennesker som konkurer om at overleve. Når disse mennesker konkurerer indbyrdes så sker det for at overelve og ikke for at skaffe sig rigsom det er disse udelukket som lønmodtager. Disse mennesker konkurer af nødvendighed, mens i en klasse indbyrdes konkurende forudsættet karriere og også som recurser og vilje. Det kræver ikke en vilje til at til bunds i samfundet, men det kræver meget vilje at nå til tops. Som en del af den arbejdende masse er man underlagt vilkårlighedden som skyldes klassens måde at udnytte massen og at der opstår konfliktere af sig selv som marxister kaller klassekamp. Jeg nægter ikke at der er klassekamp, lønmodtagerne er kun ofre, deres modsvar til klasse kampen er den socialebevægelse og at socialrevolutiære. Massen er i bevægelse ellers er det intet. snakke om klasser og blande arbejder bog borgerskab sammen er en klassificering, men vi snakker som sociale rellaitioner som ikke kan klassificeres men der må fidnes to adskilte begræber for to adskile fænomener.

Hvordan adskiller "borgerskab" og "arbejder" eller klasse og masse. Klassen skaber værdi det vil sige at markedsværdig eller vareværdi, mens arbejderne skaber inen værdi overhovedet. arbejderens opgave er at bringer varer fra og til markedet, og det vil sige arbejderne lever af at producere varene, destribuerer, og hender dem fra markedet og forbruger varene. Borger skabet laver værdi. Det vil sige borger skabet bestemmer produkteres indhold og form, bestemmer hvor meget arbejderns kal lave og hvornnår og de ansætter lønmodtaerne, for at over våge andre lønmodtager, ... osv. sidste lønmodtager som er der for at overvåge, kontrollere og diciplinere andre lønmodtager laver før-ophavet arbejde. før-ophave arbejde er alle de aktivitet som har at gøre med at administere ellendigheden. fordi disse ikke menneskers opgave er at sørge for at andre mennesker bliver ved med at arbejde på trods af smafundets rigdom og teknologiske muligheder Pseude-arbejde i daglige tale. Det adminstration, byrokrati, at håndhave love. det er mennesker som gøre som om at de arbejder, men fkatumer at deres opgave er at gøre som at faktisk arbejder´, men i virkeligheden er det før-ophavet arbejde, embedsmænd i adminstrtionen, politiet, solidater, socialrdågiver, jurister,...osv.

i den marxistiske teroi snakker, man om brugsværdi og bytteværdi, to abstratkioner fra det virkelig liv som ligsom merværdi er marxistisk abstraktion. Hvordan skal du måde noget er nyttigt, fakta er at man ikk kan måde nioget uden at have festlagt en måleenhed for altind som feks i kapralismen er dette varerer og varens mest abstratke form er pengen. alting bliver målt i penge. mens feks i matematisken ting bliver målt i meter, killo ..osv. Det vil sige i når ting bliver produceret i dag så er for dem som ejer produktionen pengene mangfoldigørelse nytighedskriteriet. Selve produktets kvalitet er under underordnet, mens for brugerne prisens skal være lavt, mens produktets kvalitet er ofte meget vigtig. et tings nythed er afhænit af en kokrete behove, historiskm, socia og kulture kontekt og er ikke målbart opbjektiv undtaget som i kapitalismen det bliver påduttet af staten igennem at ejendomsystemet og det resulterende varesystemet gjordt at vare værdigen har under kuet af alle andre værdimålestok ved at skabe en økonomisk system alle skal leve under.

Endnu mere absurdr er bytteværdi begræbet, fordi værdi opstår af bytteforholdet. derfor er der ikke noget bytteværdi. Når du køber og sælger skaber du værdi. Bytter du noget for at få profit skaber du vareværdi. Borgerskabet privilegie er at skabe værdi. arbejderne har fået love til at købe og forbrugem. De må eje huse og pensioner, men det er kun nået som sikrer dem at leve bekevment. Det er bogerskabet som indvidter penge for at få flere penge. Faktum er at den såkaldte midklasse ikke findes, men i stedet får har du i dag et prolitariseret borgerskab, fordi småborgerskabet ikke findes i dag mere, fordi privillegier som uddannelse, ejendom, kultur, oplysing er allems eje siden masseforbruget er slået igennem. faktisk har der adrig været så mange arbejder end føre, og den såkaldte midlklasse er en absurd ahistorisk påstand.

Nu til den sidste hellige ko: mereværdien. Arbejderne producerer ting, men disse produccere ikke mereværdi, fordi hvordan mådet du mere-værdi? Hvor meget mereværdi er 100 mereværdi? Merværdi er økonomisme og har været både ML’ers og socialdemokraternes bedste legitimation, fordi merværdi teroien gøre en hvilken som helst strejke til noget sort og ud fra merværdi teorien kan man skutte blot at arbejderne beholder så meget merværdi for dem selv som muligt skal revolutionen nok kommen ud af en økonomisk rlogik eller en eller anden krise skal nok gør at avantarden kan få maserne til at vælte kapitalismen.

merværdi teorien giver arbejder en magt de ikke har og legitimerer arbejderismen, og sluteligt en let måde at slippe fra at forholde sig til fremdgørelsen som er ene af de få virkeligt fornuftige analyser hos Marx, fordi den er grundlaget til vare-analysen. Fremdgørelses-teorien handler om hvordan autoritet opstår, dens virker og hvad dens legitimetet byggger på. Hvem har magten? Hvad betyder det for dem som ikke har magt? Hvordan kan det være at det som producerer arbejderne bliver til den magt som undertrykker dem?Det at skabe værdi er det samme som at have autoritet. Autoritet betyder at besteme hvorfor og hvordan bliver lavet til hvilken mængte, til vilken pris og kvalitet bliver lavet.

jeg tager udgangspunkt fra to teoretikere som brute meet tid på at kritiksere marxes værdikritik og klasseanalyse som indeholder mange af de analyser som anarkister, libertære, venstrekommunister og andre har kritiseret den autoritære og dogmatiske venstrefløj for.

Asger Jorn http://www.copenhagenfreeuniversity...

Jean-Pierre Voyer http://leuven.pagesperso-orange.fr/...


Kommentar af Alfred Lang | 18. februar 2011 | 01:45

@Danny

Det Marx-citat du anfører siger mig umiddelbart ikke noget ift. din pointering... (Bare af nysgerighed: Du angiver desværre ikke, hvilken udgave af DAS KAPITAL du refererer til. Er det MEW/Dietz- eller Ullsteins værkudgave, eller..?).

@ Wugge og Danny:

Jeg mener, at jeres respektive vurdering af merværdiens karakteristika betinger hinanden ganske godt – der er bare forskel på accentueringen...

Den marxistiske økonom Ernest Mandel formidler det kort og godt således: ”Ifølge den marxistiske værdilæres synspunkt er merværdien simpelthen det samfundsmæssige merprodukt i pengeform, det vil sige den er pengeformen af den del af arbejderens produktion, som han/hun afstår til ejeren af produktions- midlerne uden at modtage noget til gengæld. Den foregår gennem bytteprocessen, ligesom alle vigtige funktioner i det kapitalistiske samfund, der altid er bytterelationer. Kapitalisten køber arbejdskraften af arbejderen, og til gengæld for dennes løn, tilegner han sig hele arbejderens produktion. Altså hele den nyproducerede værdi, som er indføjet i værdien af denne produktion. (......)

Arbejdskraften er i en kapitalistisk kontekst en vare, - og som enhver anden vares værdi er dens værdi den mængde arbejde, der samfundmæssigt er nødvendigt for at producere og reproducere arbejdskraften”.

Som Wugge pointerede har enhver vare både en brugsværdi og en bytteværdi. En varemasse, der er fremstillet med det formål at blive solgt, kan ikke længere betragtes som simpel produktion af brugsværdier, men må kategoriseres som en produktion af varer. Vareproduktionen, produktionen af bytteværdier og den indbyggede tvang til akkumulation, er aksen i selve kapitalismens væsen.

Modifikation: Produktet må på den ene side have brugsværdi, ellers ville ingen købe den, men på den anden side behøver ethvert produkt, som har brugsværdi, ikke nødvendigvis have bytteværdi. (For eksempel er dette tilfældet i for eksempel selvforsynende kollektiver, eller produktion til egen husholdning, etc.).

@ Stephan:

Jeg så ikke dit indlæg før efter, jeg har skrevet dette, men opfat bare det her som en slags indirekte kommentar til din problematisering af Marx’s værdilære :)

Der er forresten ingen fælles konsens blandt råds – og venstrekommunister hvad angår kritikken af Marx’s værdilære. Tværtimod! Tænk bare på Karl Korsch, Paul Mattick, Anton Panekoek, m.fl.


Kommentar af danny jensen | 18. februar 2011 | 09:15

@alfred

formålet med citatet er at underbygge min påstand om at det for marx afgørende forhold i relation til merværdiskabelsen ikke er varen (varen kan være materiel eller immateriel - dette er sagen uvedkommende) men at arbejdet udføres i en virksomhed ejet af en kapitalist som trækker merværdien ud af den løn som arbejderen (i dette tilfælde skolelæreren) ellers skulle have modtaget for at blive fuldt kompenseret for sit arbejde (modtage bytteækvavilenter (penge) svarende til den aktuelle værdi af hans/hendes arbejde)).

angående udgaven er det en pdf udgave af kapitalen af ikke nærmere defineret oprindelse, men samme passus findes i "Das Kapital. Kritik der politischen Oekonomie. 4., durchges. Aufl. Hrsg. von Friedrich Engels. Published 1890 by Meissner in Hamburg." side 497.

http://openlibrary.org/books/OL1344....

...men uafhængigt af at der er dækning for udsagnet i das kapital mener jeg fortsat at det er forkert at skelne mellem arbejdere der producerer genstande, og alle de andre arbejdere der blot producerer merværdi - at opsplitte arbejderklassen på den måde giver bedst mulige vilkår for kapitalisterne.

mvh danny


Kommentar af Esben B. Sørensen | 18. februar 2011 | 10:14

Danny og andre.

"Den kapitalistiske produktion er ikke blot produktion af varer; ifølge sit væsen er den produktion af merværdi. Arbejderen producerer ikke for sig selv, men for kapitalen. Det er derfor ikke længere tilstrækkeligt, at han blot producerer i almindelighed. Han skal producere merværdi. Kun den arbejder er produktiv, der producerer merværdi for kapitalisten, dvs. bidrager til kapitalens selvøgning af sin egen værdi. Er det tilladt at vælge et eksempel, der er hentet uden for den materielle produktions område, så er en skolelærer produktiv arbejder, når han ikke blot slider med børnenes hoveder, men også slider sig selv op for at gøre en arbejdsgiver rigere. At denne arbejdsgiver så har anbragt sin kapital i en kundskabsfabrik i stedet for i en pølsefabrik, ændrer intet ved den sag. Den produktive arbejders begreb rummer derfor på ingen måde blot et forhold mellem virksomhed og nyttevirkning, mellem arbejder og arbejdsprodukt, men også en specifik samfundsmæssig og historisk opstået produktionsrelation, der stempler arbejderen til at blive det umiddelbare middel til kapitalens værdiøgning." Kapitalen, Bibliotek Rhodos, side 721

Godt så. Lad os for det første lade være med at snakke om "ejerforhold", fordi ejerskab altid vil være en ideologisk fremtrædelsesform for reelle magtrelationer. Dernæst: Jeg tror ikke, Danny, at der er nogen i denne debat der faktisk har sagt hvad du påstår. Én af pointerne i dette citat er selvfølgelig at en skolelærer kan være produktiv arbejder.

Den vigtigste pointe er dog, at det centrale er forholdet til kapitalens selvøgning af sin egen værdi. Men vi kan ikke forstå citatet hvis vi ikke har læst de forrige 720 sider. Dvs. vi kan ikke forstå kapitalens værdiøgning, hvis ikke vi har læst det første kapitel om merværdien, nemlig kap. 5 "Arbejdsprocessen og værdiøgningsprocessen". Vi kan kun forstå denne skelnen, hvis vi har forstået skelnen mellem arbejdets to former, og der hvor Marx starter, nemlig mellem varens to former. Når vi derfor taler om hvorledes merværdi bliver produceret, må vi tage udgangspunkt i værdiabstraktionen i selve produktionsprocessen. Hernæst bliver Marx jo genial, idet han så fortæller os, at den metode han udarbejder i kapitalen ikke er en særlig økonomisk disciplin, men ligeledes relaterer sig til hans historisk-sociologiske arbejder.


Kommentar af Andreas K | 18. februar 2011 | 19:16

Bedste blog-debat på Modkraft i lang tid - tak!


Kommentar af danny jensen | 18. februar 2011 | 22:08

@andreas enig - slet ikke så ringe, sjældent at det rent faktisk kan betale sig at læse indlæggene mere end een gang!

h danny


Kommentar af Jakob Lindblom | 19. februar 2011 | 10:41

Selv tak d’herrer :-)

Tror nok, at jeg barsler med mere ang. de offentlige ansattes vilkår, varegørelse osv. Debatten har vist, at vi mangler dette...

Tak til alle for en god debat, jeg er bestemt også blevet klogere og mere afklaret underejs, og det er jo ikke så ringe endda :-)


Kommentar af stephan | 21. februar 2011 | 00:17

Merværdi?! Unskyld hvilken kriterie er der for mereværdi? og hvilke imperiske kriterier er der for merværdi? i merværdig terorien producer pædagoer ikke nogen merværdi eller hva? En murer laver merværdi fordi det laver han laver produkt som sælges? En hvilkens som helst værdi har en målenhed, men mere værdi har ingen? Er de kun mig så kan se problemet!


Kommentar af danny jensen | 21. februar 2011 | 08:03

@stephan

merværdi handler ikke om at det arbejde du udfører har en særlig kvalitet, som gør det mere værd end arbejde der ikke genererer merværdi. det handler om at arbejder der udføres i nogle særlige rammer og omstændigheder, pga disse rammer og omstændigheder, vil generere kapital til kapitalisten - dvs merværdi.

eksempel: john er pædagog, han arbejder 37 timer i en offentlig daginstitution og får sin overenskomst fastlagte løn på 20000 før skat om mdr. kommunen, som principielt er os alle sammen, har ud over john og hans kollegers løn, kun udgifter til administration og vedligehold af bygninger, samt drift af samme. når dagen er omme er de samlede indtægter (sum af forældrebetaling og kommunalt tilskud) lig med de samlede udgifter til løn og drift. her genereres ingen merværdi.

john får nu et nyt job på en privat kapitalistdrevet daginstitution, hvor der skal genereres et overskud på 5% - udgifter til driften er som udgangspunkt identiske med den offentlige udgave - hvordan kan kapitalisten få hevet sin merværdi ud af johns arbejde?

1)presse john til at gå ned i løn (dvs stjæle en del af den værdi som johns arbejde er værd). 2)lokke kunderne til at betale mere for johns arbejde (øge værdien af johns arbejde) og så beholde pengene selv (igen som i 1). 3)få john til at arbejde mere for det samme i løn (dvs få john til at levere arbejde uden at modtage løn) - f.eks gennem øgnng af antallet af kunder (dvs børn) i johns daginstitution.

...alle tre eksempler viser i princippet hvad merværdi er og hvordan kapital akkumuleres gennem ulige magtforhold mellem arbejdsgiver og ansat, baseret på kapitalistens ejendomsret til produktionsmidlet og johns afhængihed af produktionsmidlet for at kunne arbejde.

som du kan se af ovenstående handler merværdi altså ikke om arbejdets værdi i almindelig forstand, men om hvordan kapitalister (og efterhånden også kommuner som efterligner systemet i den private sektor) kan ekstrahere kapital af arbejdernes arbejde med henvisning til ejerskabet af produktionsmidlerne.

...eller dvs det er min forståelse af begrebet - andre kan ha andre fortolkninger.

mvh danny


Kommentar af r.k. | 21. februar 2011 | 08:48

Udbytningen gennem boligspekulation bør man ikke overse - selvom den sker via huslejer og afdrag - og ikke via lønsedlen.

Især efter boligforliget 1966, http://www.leksikon.org/art.php?n=340 der sigtede mod at gøre befolkningen til spekulanter,er bolig- og indkomstkløften gravet dybere.

Ejerboligmarkedets prissvingninger gavner ikke private - men kan derimod udnyttes af professionelle spekulanter, der kan omsætte svingningerne til kontanter, som holder hele finans-gangsterverdenen i gang.

De laveste 30-50% af indkomsterne kan ikke benytte lånemarkedet, men må via deres huslejer betale til de obligationsejende pengetanke - Nykredit, PKA, PFA, Danica m.v. Alle disse fortjenester opsamles af folk der aldrig selv løfter en hammer, og de udgør derfor en kolossal fordyrelse for brugerne.


Kommentar af stephan | 21. februar 2011 | 21:23

jeg kender den teori - den siger blot at arbejdernede fortaer sig nole opgaver som deres chef siger de skal gøre , men denne arbejdsprocces bevliver bedstemt af netop atoriteten det vil sige også i kvanitet og kvalitet bliver bestemet af noget skal sæles for at mest muligt oprofit. - men der af llykkedes ikke at slutte at arbejder bestemmer værdien - værdien bliver afgjordt på marekdet i bytte relationen. problemet er jo mereværdi realtioen at den ikke kan mådes. ög sålande den målbarhed findes, noget vi er enig om eller andre kan værdi kvantificeres og gøres opjektiv, fordi værdi ikke er en kvanitet, men bliver det kun i kraf af at man fesætter kvalitet via normer som folk bliver enig om

arbejdets værdi for arbejdskønren bliver også afgjordt på market i bytte processen når se endelige arbejdsprodukt sælges, ligsom alle andre ting som findes i dag. Chefen som har monopolet på den værdi-skabende bytte-relelation og ikke arbejderne.

Arbejderts timerne fortæller noget om hvor meget lønmodtagerne bliver udnyttet og og hvor meget arbejderen for i løn. denne værdi teori konkudere at arbejderne har indfydelse over sit produkt, men det har arbejder jo ikke fordi, hans produkt eller hans arbejdsevner ikke er hans eget i arbejdstiden det er jo chefens. Derfor må det være chefens som har magten og ikke arbejderne. Fremmedgørelses teorien kan ikke bare sådan blandes ind i merværditeorien, fordi de hander ikke om en og samme ting. fremedgørsle hander om magt relationen. Mereværditeori hander for mig mest om et tros spørgsmål og siden hvonår har tro været noget været noget brubart debat om hvad mennesker laver og fortager sig på en arbejdsplads. .


Kommentar af Rasmus Gudmandsen | 22. februar 2011 | 09:01

@ Jacob du skriver at der er en gruppe af arbejderrister i blandt andet enhedslisten en gruppe der for eksempel mener at buschaufføren og pædagogen ikke er rigtige arbejder. Jeg er meget nysgerrig over hvem disse folk er da jeg selv er en del af fagliglands udvalg og i flere år har været en del af faglig gruppe i SUF og dog aldrig mødt nogen med de holdninger du beskriver hvem er de? kan du evt. sende en mail med nogle navne for så var det måske en ide at vi i fagliglandsudvalg to en snak med dem.


Kommentar af Jakob Lindblom | 22. februar 2011 | 10:19

Rasmus, jeg gider ikke udlevere folk, som over øl eller på møder har sagt dumme ting. Og jeg mener bestemt ikke, at fagligt landsudvalg skal være politimand med kammeratlige samtaler. Som jeg skrev i bloggen og debatten, så har jeg hørt meget sludder, og man kan vel ikke nægte, at tendensen med akademikerbashing og kansasromantik er kommet frem igen både i SF, Ø, Modkrafts og Politikens spalter, ligesom mellemlagsudskrivningen af visse grupper nu også linkes til igen.

Som jeg svarede Pelle, så er min kritik ikke møntet på dem, som gerne vil have en mere ligelig repræsentation - det ser jeg også gerne selv - på flere parametre, og jeg har mailet linket til bloggen til de helt konkrete personer, som jeg tænker på, men jeg vil som sagt ikke udlevere dem til dig og eftersom hverken dig eller Daniel har fået mails, så er det ikke jer :-).

Men fremfor at gå i forsvar / angreb over mine oplevelser og bevæøggrunde for at skrive bloggen, så gad jeg da godt høre, hvad du som faglig mener om indholdet af bloggen?


Kommentar af stephan | 22. februar 2011 | 19:27

Næsten alle som skriver som svar på den her blot bruger en klasse analyse som er en variation af marxeses meget usammenhængende klassebegræb - og jeg feks. af er faring at ikke vil følje klass-analysen sætter en i bås. når man tænker "Multitude", "masse" eller pruralstisk praksis orinteret klart klassebegebreb som anarkister, sydikalister, og andre bruger bliver hurtigt sæt i bås. Klasse er på den yderste venstrefløj det mest anvendte måde at potionere sig i forhold til andre venstrerointerede - og det i sig selv er problemtisk. klasse-begræbet er im min erfaring mere en identitets markør end en egetligt brugbart analyse? Arbejderrismen kun en markør i dette spektrum som venstreradikale har skabt til at sætte hinanden og andre i bås på. Er klasse-begræbet identiets-politik eller er faktiske analyse og strategier som forholder sig til den hverdagen og den politiske virkellighed. Arbejderismen er sådan set kun en lille del af problemet, i forhold til den ideologi som føljer med den mod-idelogi som det er utryk for som siger meget lidt om hvad man er for og endu mindre om hvad man vi lave.

Helle debaten har jo ikke taget højde for analyser som er mere gennegribende og bryder med marx blot anarkistiske, situationistiske, syndikalistiske, postmoderne, ... osv, som og lige så meget påberåber sig samme sandhedsværdig og praksisnærhed blot mindre konservativ i deres tilgang og derfor kan jeg ikke se særelig dybte eller brugbere i debaten


Kommentar af John Kragenskjold | 12. februar 2012 | 11:47

Kampen bør ikke handle om hvor man er placeret i systemet, men om hvilke værdier man kæmper for. Vi repræsenterer jo alle, på et eller andet plan, magthaverne, bortset fra den, pt. såkaldte, éne procent.


Kommentar af L. Ink | 12. februar 2012 | 12:42


Kommentarfunktionen er lukket


Socialist, debattør og EU-modstander. Faglig konsulent hos FOA Århus og før det uddannet cand.scient.pol. med speciale i EU-nationalisme fra Århus Universitet 2007.

Kritik betyder at gennemlyse noget med henblik på at ændre og forbedre dette. Er derfor både venstrefløjskritiker såvel som venstrefløjsaktivist. Hjertesagerne er modstanden mod EU, en styrkelse af venstrefløjens medier og kommunikation, så vi kommer bredere – og bedre – ud til flere end de allerede overbeviste, solidarisk velfærd, fagligt stof såvel som internationalt og noget så abstrakt som demokrati fra neden. Men deltager også gerne i debatter om integration, religion, køn og alt det andet, vi som venstrefløj roder rundt med.

Opvokset i Silkeborg, gift, småbørnsforælder, midlertidigt bosat i Århus på 11. år, fan af Silkeborg IF og aktiv i Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU plus det løse.




Blogarkiv

22. februar 2012
Danish Defence League på tur i SFO’en
25 kommentarer

19. januar 2012
SF skader de lavestlønnede
56 kommentarer

19. december 2011
Hvilken strategi, Enhedslisten?
25 kommentarer

20. november 2011
Strandvasker med guld i munden
17 kommentarer

17. oktober 2011
Bevægelsernes bevægelse – en toer.
3 kommentarer

9. oktober 2011
Vind en flaske Cuba-rom og gør en forskel…
12 kommentarer

29. september 2011
SUF vs. Enhedslistens Ungdom anno 2001
18 kommentarer

22. september 2011
Hvad nu, store (rige) Enhedsliste?
41 kommentarer

26. august 2011
Giv 12 minutter ekstra til klassekampen
10 kommentarer

9. august 2011
Er Søvndal en idiot?
12 kommentarer

1 2 3 4 5 >

Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer