Offentlig klassekamp: En gyserhistorie

"Sagen er kort fortalt, at den borgerlige regering i 2003 gennemførte en lov, som blev kaldt fritvalgsloven. Formålet var rent ideologisk, nemlig at hjemmeplejen skulle udsættes for privat konkurrence ved, at de ældre skulle kunne vælge private firmaer til at udføre hjemmeplejen". Nej - loven handlede om at folk selv skulle have mulighed for at vælge hvad de ville have, og at systemet var til for dem og ikke omvendt. Den slags hedder ikke ideologi, men almindelig logik for perlehøns.

Spot on :-)du rammer plet, - desværre er der ikke meget i rød bloks 2020-plan etc der tyder på hjælp til velfærdsarbejderne i maskinrummet. Selvom Enhedslisten har vedtaget et rimeligt fremadrettede papir om den offentlige sektor, så er det et mega problem at den mest markedsgjorte forvaltning (med alt fra BUM til kontrol og mistillid) i København har en Enhedsliste-borgmester! Og der er ikke noget der peger på at markedsgørelsen af Socialforvaltningen aftager i styrke. Et problem som Enhedslisten (københavn?) undgår at forholde sig til

Hej Jørgen - det kommer nok an på øjet, som ser, og desuden, så er det min påstand, at alle de afledte konsekvenser for den offentlige varetagelse af opgaverne (markedsgørelsen) er værre end blot eksistensen af nogle få private aktører.

En spøjs dag, hvor jeg er ret tæt på enig med både Lindblom og Hoby på en gang......

Ej, super spændende indlæg Jakob,

Men som Jan siger, så er socialforvaltningen i København ikke ligefrem kendt for sine klare og letgennemskuelige arbejdsgange, eller sin fokus på medarbejderdemokratiet, tiltrods for flere års liste styre + Mikkel har rødt flertal i sit udvalg, dvs. vel nogenlunde så gode arbejdsbetingelser, som listen får noget sted, før revolutionen......

Dette synliggøre vel netop vigtigheden i at se kommune, region og stat som 3 sider af samme sag og derved vigtigheden i at sørger for at der bliver ført en sammenhængende politik hele vejen igennem. Og derfor også vigtigheden i at vi kæmper for at få en rød regering som muligt, altså at de 3 arbejderpartier både i kommune, region og stat arbejder kontinuerligt på i fællesskab at skabe brede forlig der skaber ændringer. Socialforvaltningen i København er jo et glimrende billede på hvad der sker hvis man kronisk holder sig ude af budgetprocessen, så bliver man som regionerne er idag, blot administrator af andres underlige beslutninger....

Dvs. et godt sted at starte er at listen går helhjertet med i budgetforhandlingerne i kommune, region og stat og derved hjælper os med at skabe et alternativt pres, fordi ligenu får de Radikale alt for meget indflydelse alle 3 steder.

Hej Leif Nu er det jo en SF-borgmester, som sidder med dette område - de ældre. Og ikke socialforvaltningen. Det ændrer dog ikke ved, at Jan sikkert har ret i at meget af det samme også gælder socialforvaltningen - herunder sikkert også en del lovbestemte ting.

Men indlægget er altså om ældreplejen og dermed i København Ninna Thomsens bord og i Århus også en SF-rådmand (Dorthe Laustsen). Men som man kan læse, så gælder min kritik hele venstrefløjen for ikke at forstå dybden af den markedsgørelse, som vi er vidne til, da man netop ikke går strukturelt til værks.

Hej Jakob. Tak for et super skarpt indlæg, - jeg er helt enig. "Det er pinedød nødvendigt, at venstrefløjen igen kommer i gang med at analysere på et strukturelt og ideologisk grundlag".

Idag kan man f.eks. læse at Odense Kommune vil indføre tilkøbsydelser i kommunens daginstitutioner. Det kan de gøre som led i et frikommuneforsøg. Med en manøvre bruger den "røde" kommune et katastrofalt usolidarisk hul i lovgivningen, fordi det netop i frikommuneforsøg tillades at kommuner indfører TILKØBSORDNING i daginstitutioner. Det er et klart brud med princippet om "alles lige ret" til ens pris på børnepasning. Det er ufatteligt at den Odenseanske venstrefløj i sin iver for at få budgettet til at hænge sammen indfører et ultra markedsgjort og usolidarisk betalingsprincip. Det er jo ikke direktøren med den fleksible mødetid man rammer med tilkøbsydelsen, - det er netop de ansatte der i forvejen har for lidt i lønningsposen fx.: Kassedamer, postbude, skraldemænd, fabriksarbejdere, SOSU’er, sygeplejersker, pædagogisk personale og enlige forsørgere.

Lad os få fuld turbo på analyserne af bl.a. NPM og markedsgørelsen på et strukturelt og ideologisk grundlag.

Tingene opstilles sort/hvidt.

Marked = dårligt Offentlig = godt

Mit forslag til syntese

Offentlige udbyder opgaverne til sociale kooperativer der konkurrerer på et socialt marked om at levere de efterspurgte ydelser.

Arbejderne har autonomi. Brugerne kan vælge deres kerneydelser. En offentlig plan-økonomi i dens dårlige betydning undgås, og tager ikke radikal monopol på ens liv hvadenten man er arbejder eller (for)bruger.

"Hertil kommer, at selve det frie valg også spiller en negativ rolle. De ældre kan vælge et privat firma, og så har man jo mistet markedsandele og risikerer i sidste instans at miste sit job".

Det frie valg i en hvilkensomhelst sammenhæng er en illusion. Jeg mener det handler om at justere på forudsætningerne bagom det frie valg (som skaber valg). Den kategori virksomhed, det sociale kooperativ, jeg skitserede ovenfor, som kan levere kerneydelser, skal måske kun delvist beskattes (ligesom et aktieselskab har fordel over en enkeltmandsvirksomhed). Udbuddet ("det frie valg") ændrer sig; i favør til brugerne og arbejderne der nyder en autonomi de aldrig vil kunne opnå som "offentlig ansatte".

Mht til frygten for at miste sit arbejde hvis der vælges en anden udbyder. Et grundprincip for de største klynger af kooperativerne man kender til i dag på markedet, er netop, at man ikke afskediger folk uden videre, men efteruddanner og omroker MENNESKER inden for samme integrerede klynge af kooperativer.

"På den måde fik man skabt et system, hvor et stort offentligt område reelt fungerer som et marked med en varegørelse af ydelserne"

Jeg har de enkelte gange, hvor jeg har været i nærheden af hospitalsvæsen, foretrukket det private, fordi der er tid. En speciallæge i privat regi (evt. hjemme hos ham selv) der tager sig langt bedre tid end den offentlige pølsefabrik.

Markets and Solidarity: Social Cooperatives in Italy’s Emilia-Romagna Region

http://matthancock.blogspot.com/2006/04/markets-and-solidarity-social.html

Michael, hvis du mener, at jeg i det ovenstående skriver, at "offentligt = godt", så skulle du måske læse teksten igen :-) Hele teksten handler jo om, at man har taget det værste fra en verden og via markedsgørelsen lagt det over i det offentlige.

Dernæst hører du mig ikke sige, at alt var perfekt i "gamle dage" - her gjorde andre problemstillinger sig gældende. Men det er blevet værre på en ny og anden måde via varegørelsen med de afledte effekter som minuttyranni, udsathed og psykisk nedslidning.

Om det så kan arrangeres på en anden måde med autonome kollektiver - tja, det kan det vel, men omvendt er det vigtigt for mig, at vi snakker om et universelt system, hvor den gamle ikke stilles ringere pga. ressourcer, men alle har krav på en lige værdig omsorg fri fra profithensyn. Og her ligger en mere solidarisk drevet offentlig sektor lige for, selvom det sikkert kan gentænkes på hundrede måder.

@Michael Andersen: "Planøkonomi i dens dårlige betydning undgås"

Problemet er, at der ikke findes planøkonomi i en god betydning. Det bliver ikke brugerne, der vælger kerneydelserne. Det bliver dem, som dominerer på møderne.

Skræmmeeksemplerne er EU og "østblokken".

Frihed, solidaritet og demokrati er vejen frem.

Hej Jakob

Det er et rigtig godt indlæg, og bærer selvfølgelig præg af at ville spænde mellem konkrete erfaringer og det mere teoretiske. Du slår selv tonen an hvad angår fremmedgørelsesproblematikken, som jeg nu vil prøve at følge.

Vi kan (hos den unge Marx i de økonomisk-filosofiske manuskripter) skelne mellem fire dimensioner ved fremmedgørelsesbegrebet.

1) Forholdet mellem arbejder og produktet af arbejde. Produktet af menneskelig aktivitet er et objekt som er uafhængig af og fremmed til selve denne aktivitet. Derfor er det muligt for en social institution, f.eks. den private ejendom, at sætte sig imellem aktiviteten og produktet, og dermed afskære producenten fra hans produkt.

2) Forholdet mellem arbejder og arbejde som aktivitet. Det er ikke kun i resultatet at fremmedgørelsen finder sted, men i særdeleshed også i selve den producerende aktivitet: arbejdet. I forlængelse af forrige dimension er arbejdet nu ikke længere en del af arbejderens realisering af sig selv, men et blot og bart middel til overlevelse.

3) Fremmedgørelsen fra arts-væsenet. Idet menneskets artsvæsen er karakteriseret ved fri bevidst aktivitet i forhold til den materielle produktion og reproduktion, følger det af de to foregående dimensioner, at menneskets realisering af hans artsvæsen nu bliver fordrejet, og dermed fremmedgjort heroverfor. I det kapitalistiske samfund med privatejendommen som basis, bliver det fællesmenneskelige, menneskets artsvæsen, underlagt et uigennemtrængeligt og fremmed marked, dvs. et område som individet ikke har kontrol over. Mennesket kan nu ikke længere identificere sig med objektiviseringen af det menneskelige arbejde, som under kapitalismen kun skal sikre hans egen individuelle eksistens. På den måde vendes der om på middel og mål.

4) Fremmedgørelsen mennesker imellem. De sociale institutioner som privatejendommen, markedet og lønarbejdet tillader ikke etableringen af menneskelige relationer mellem mennesker i den materielle produktion og reproduktion. Ligesom menneskets artsvæsen, den fri bevidste aktivitet, nu ikke er et mål, men et middel, bliver andre mennesker heller ikke anerkendt som en del af denne art, og derfor ikke set som mål, men snarere som midler.

Med denne teoretiske baggrund bliver det nu nemmere at belyse de konkrete erfaringer du beskriver i dit indlæg. Der bliver i hjemmeplejen indsat en social institution, som skal sikre markedsgørelsen af denne. Dette giver udslag i hvorledes produktionen bliver indrettet, nemlig som en produktion af ting som afskæres fra producenten. Derved bliver hjemmeplejens arbejde ikke længere et udtryk for hans selvrealisering, men derimod til et middel for selvopretholdelse. Dette giver også udslag i forskellige fremmedgørelses relationer til andre mennesker, specielt den varegjorte ældre. Kapitaliseringen, privatiseringen og markedsgørelsen af den offentlige sektor betyder derfor fremmedgørelse af denne sektor. Relationer bliver varegjort, og dermed tingsliggjort. Menneskeligheden bliver målbar og kan nu findes i ting, og i sidste ende profit.

Dette indlæg skal ses som et teoretisk indspark, der måske kan give en baggrundsforståelse for hvad fremmedgørelse egentlig er. Fremmedgørelse er i sin essens et produkt af bestemte magtforhold, og nogle forhold som derfor må afskaffes.

Den enkle løsning er at AFSKAFFE DET KAPITALISTISKE SYSTEM..

Siden Margaret Thatcher, Poul Schlüter, Ronald Reagan m.fl. fik politisk magt, er det kun gået en vej: mere og mere marked og privatisering.

Derfor storm på VKO og kapitalismen.

Som i Tunis, Ægypten, Madrid, Berlin, Paris mv. oprør mod det kapitalistiske klassesamfund.

Hvis menneskeheden skal have en fremtid, overhovedet.

Overser vi ikke, at selve det offentlige system skaber de dårlige arbejdsforhold? Mindre, private enheder kan meget bedre skabe ordentlige vilkår og service. Hvis de ikke gør det, så forsvinder de pga mangel på kunder og andre kommer til, evt samme personer men i en ny organisering.

Fremmedgørelsen er et mellemled i skabelsen af nye udbytningsformer.

Den kan vedrøre både arbejderen, arbejdets indhold og slutmodtageren. Som Marx skriver, så medfører varegørelsen, eller tingsliggørelsen, at en del af enten arbejdets indhold, den arbejdende eller modtageren tabes af syne.

Når managementsystemer som NPM, BUM o.l. camoufleres som pseudoobjektive redskaber, kan de smugles igennem indenfor den udøvende magt og udenom vælgernes beslutning - og til at ændre dem kræves der hundredtusinder af stemmer i en valgkamp.

Økonomisk kan de i reglen kun fungere ved at der tages - enten fra de ansatte eller fra kunderne.

Ideen om at de ansatte skal løbe hurtigere for at rette op på systemets fejl er i strid med overenskomstretten.

I Danmark har vi ikke haft "østeuropæiske" ledelsessystemer - derimod har selvstyrende grupper fungeret en del steder.

Men de borgerlige kan ikke lide dem, fordi der ikke kan tjenes penge på dem.

De har f. eks. voldsomt angrebet håndværksafdelinger, skraldemænd og plejeafdelinger.

De har tvangsmæssigt ødelagt lokal arbejdstilrettelæggelse.

Resultaterne ser vi i f. eks. busdriften og DSB.

Hej Esben, r.k., m.fl.

Tak for gode kommentarer - især Esben for en udrulning af fremmedgørelsesbegrebet. Jeg ved godt, at jeg sprang lidt let hen over det i bloggen, da jeg helst ville fokusere på de praktiske beskrivelser (og desuden ikke er "marxolog" i den forstand, at jeg ikke nødvendigvis kender alt). Men fedt lige at få det andet præciseret.

- /Jakob

Kære Jakob

Jeg er på mange punkter enig med dig i din analyse.

Det ligger lige for at kritisere det frie valg. Er også enig med dig i, at BUM-modellen har ændret radikalt ved den måde vi i kommunalt regi tænker omsorg og pleje.

Jeg vil mene, at man kan tilføje et tredje ben i analysen. Du er selv lidt inde på det. Det frie valg og minut-tankegangen ændrer nemlig også borgernes måde at tænke omsorg og pleje på. Da jeg i sidste sommer havde en grim sag om skjult kamera var et af handlingskravene fra Ældresagen, DF og FOA, at de ældre skulle vide hvor mange minutter, de var visiteret til. Det var deres rettighed - som om omsorg kunne sættes på minutter. Mit svar var, at de ældre ikke blev visiteret til minutter, men til en konkret hjælp til fx at spise, bade få sat en støttestrømpe på. De ældre tænker også i tid - og ikke i omsorg :-/

Som jeg læser S-SFs 2020 plan så lægges der i afsnittet om en effektiv offentlig sektor op til friere rammer for kommunerne i forhold til udlicitering og frit valg. Jeg har selv budt ind til mine MF’ere og sagt at jeg ikke mener, at BUM skal være lovpligtigt. Lad os se.

I forhold til den fremtidige styring så er kunsten jo at opsætte et alternativ. Vi kommer ikke uden om, at vi skal kunne styre på økonomien. Men vi behøver ikke BUM til at gøre det. Vi skal klart give friere rammer - og finde en ny balance mellem kontrol og tillid. Jeg vil dog sige, at jeg tror, at visitationen har nogle fordele. Det er altid godt at få et blik udefra - men visitationen skal måske være meget tættere på end den er i dag. Så visitatorens dialog med SOSUerne er meget mere i øjenhøjde - lidt på linje med det gamle system med tilsynsførende.

Derudover så er det afgørende for hele dette felt, at det i sin kerne bliver udviklet og dyrket. Både på uddannelse, efteruddannelse og på indhold. Det er i sig selv en blog værdig at vurdere på hvorfor ældreområdet ikke ligesom socialområdet eller det pædagogiske område har ældre-pædagogiske retninger og hvorfor ældreområdet i den offentlige diskussion kun handler om hvorvidt og hvor meget vi passer de ældre - men aldrig handler om hvordan vi passer de ældre. Savner fx selv decideret ældreforskning eller en ældrepædagogisk pendant til DPU.

Sidst. Og hvad gør jeg så selv? Vil først sige at hjemmeplejesagen i sommers satte en kæp i hjulet for meget af det arbejde jeg havde forberedt. Men nu er jeg tilbage på sporet. I København har vi netop besluttet at iværksætte en række pilot-projekter, som vi forhåbentligt kan udrulle til hele byen inden årets udgang, hvor vi går væk fra minutterne, og dropper registrering af komme-gå-tider på PDA’en. Det vil være en klar ændring. Men når det er sagt så tror jeg det bliver en lang rejse at få fagligheden genindsat i ældreplejen. Det kan ikke gøres fra den ene dag til den anden. Når jeg går til budgetforhandlinger til sommer er min første prioritet at ansætte faglige ledere og genindføre tiden til faglig sparring med nærmeste leder i hjemmeplejen. Mange ansatte i ældreplejen tager qua styringsmodellerne et samlebåndshoved på når de går på arbejde. Fagligheden skal gen-indføres og dyrkes hvis den skal kunne erstatte kontrollen. Jeg holder selv kvartalsvise møder med FOA, DSR m.v. hvor vi slavist gennemgår hvert eneste hjørne af ældreplejen for at lue ud i bureaukrati, kontrol m.v.

For jeg er helt enig - venstrefløjen skal da meget mere end at give mere tid og flere hænder. Den borgerlige regering har med et nyt styringsparadigme ændret måden vi tænker i omsorg og pleje - vi skal ikke bare ændre tilbage når vi (forhåbentlig) får regeringsmagten. Men vi skal da klart ændre - og det er da afgørende som bare pokker at vi bliver skarpe på alternativet. Jeg bidrager gerne.

Bedste hilsner Ninna Thomsen

Hej Jacob

Styringen af den offentlige sektor er ekstremt vigtig, og den er under forandring i disse år. Vi skal udvikle nye svar på hvordan vi kan sikre en demokratisk styring i den offentlige sektor. Som på en gang sikrer ansatte og brugere meget mere indflydelse på hverdagen, samtidig med at der skal være et klart politisk ansvar – altså et klart politisk besluttet serviceniveau, som et politisk flertal beslutter, og skal stå til ansvar for.

Ninna tager fat i nogle af de konkret ting der kan gøres inde for rammerne af den lovgivning der er lige nu, så det gentages ikke.

Et problem er de krav og forventninger der møder kommunerne og dermed de ansatte i dag. Hvor ældre – og ikke mindst deres pårørende stiller krav om præcise ting der skal gøres. Og klager hvis ikke man mener det sker. Og går til medierne. Det er et klart udslag af forvandlingen af danskerne fra borgere til forbrugere. Men det betyder også at man i en slags selvforsvar i hjemmeplejen registrerer alt for meget, for hvis der nu bliver klaget….

En anden ting er BUM-modellen, altså adskillelsen af en der ”bestiller” og en der ”udfører” velfærd. Og det kan godt betyde fremmedgørelse og markedsgørelse. Men det er ikke altid helt sort og hvidt. Jeg er f.eks. overbevist om, at det er fornuftigt, at det er socialrådgivere/sagsbehandlere der når de undersøger et barn og en familie, definerer problemerne, og derefter finder løsninger. Løsninger der eksempelvis kan være en anbringelse i en plejefamilie eller på en døgninstitution. Det er jo også en slags bestiller-udførermodel. En ren BUM-model kan ganske rigtig være meget skadelig, hvis der ingen sammenhæng er mellem de der vurderer behovet, og de der udfører hjælpen. Men hvis der er struktureret dialog, så de der vurderer hele tiden får input fra de der har barnet, eller er ude hos den ældre, så er det ikke altid og på alle områder, at det er så slemt. Opgaven, som til gengæld skal gøres meget bedre, er at få skabt en tæt kontakt og dialog mellem de der ser barnet/den ældre hver dag, og de der vurderer behovet. For det mangler alt for meget i dag.

Jeg synes noget af det vigtigste der skal gennemføres her og nu i kommunerne er, at serviceniveauet skal besluttes politisk. I dag er det i praksis ofte forvaltningsfolk, der presset af stramme budgetter, får de ansatte til at skære i servicen. Det bør være de valgte politikere, der bestemmer det serviceniveau der skal være. Det vil betyde at hvis budgetterne kommer under pres – eksempelvis hvis der kommer flere mennesker med handicap der har brug for hjælp og støtte, så får politikerne valget mellem at bevilge flere penge, så niveauet kan holdes, eller sætte niveauet ned, så budgettet kan holdes. Det vil give en langt større gennemsigtighed og holde et politisk flertal op på deres gerninger. Og gøre det lettere for de ansatte i deres hverdag.

Idet hele taget skal vi blive bedre til at beskrive en ny demokratisk styring i den offentlige sektor. Alternativet til den nuværende styring er ikke en professionsstyring, hvor det er de ansatte der definerer behovene. Sat på spidsen så er det ikke lægerne alene der skal bestemme hvad der er godt for patienterne, eller lærerne alene der bestemmer over alt på skolen. Patienterne, eleverne, forældrene - og politikerne -skal også have stor medindflydelse. For også mennesker der ikke selv har børn på en skole har krav til indflydelse på skolens arbejde. Der er en pointe i at det ikke er de ansatte alene der har ansvaret for serviceniveauet. Det er faktisk vigtigt at der er demokratisk beslutning bag. Og dermed – erkendt – også en prioritering af fællesskabets penge og den service der skal være. Det slipper vi nemlig ikke udenom. Det vigtige er at prioriteringen foregår åbent og demokratisk.

Venstrefløjens alternativ står endnu ikke knivskarpt. Derfor er denne debat så vigtig.

Og så ville det altså heller ikke skade med flere hænder i den offentlige sektor :-)

Til slut blot en lille bemærkning til Leif Thomsen, der i sin bemærkning om Enhedslisten der ”kronisk holder sig ude af budgetprocessen” på samme tid demonstrerer sine fordomme om Enhedslisten, og sin uvidenhed om hvor der foregår på Københavns Rådhus. I den sidste valgperiode deltog Enhedslisten i 2 ud af 4 budgetforlig. Vi holder os ikke kronisk ude, men skriver heller ikke automatisk under.

Mikkel Warming

Tak til Ninna & Mikkel forjeres bidrag til Jacob’s blog. Altid ret når politikerne kommer ud af busken :-)

Hvis venstrefløjen skal formulere et alternativ til den markedsgjorte offentlige sektor, herunder Københavns Kommune, så skal vi ned i 1:1. Modstanden mod markedsgørelsen af den offentlige sektor fra de offentligt ansatte og fra venstrefløjen har enten været meget abstrakt eller orienteret mod en række nærmest ikoniserede symptomer. Men da konsekvenserne af markedsgørelsens brutalisering sker i hverdagen så skal vi meget tættere på. Så langt ser det ud til vi er enig.

Jeg er enig med Ninna når hun skriver: "forhold til den fremtidige styring så er kunsten jo at opsætte et alternativ. Vi kommer ikke uden om, at vi skal kunne styre på økonomien. Men vi behøver ikke BUM til at gøre det. Vi skal klart give friere rammer - og finde en ny balance mellem kontrol og tillid. Jeg vil dog sige, at jeg tror, at visitationen har nogle fordele. Det er altid godt at få et blik udefra - men visitationen skal måske være meget tættere på end den er i dag. Så visitatorens dialog med SOSUerne er meget mere i øjenhøjde - lidt på linje med det gamle system med tilsynsførende"

Men derfor bliver Mikkel’s halve forsvar for BUM-modellen endnu mere udforståelig (mildt sagt): "En anden ting er BUM-modellen, altså adskillelsen af en der ”bestiller” og en der ”udfører” velfærd. Og det kan godt betyde fremmedgørelse og markedsgørelse. Men det er ikke altid helt sort og hvidt." Langt ind i KL og i en del kommuner er der en vis enighed om at den klassiske BUM model ikke virker og derfor forsøger KL og kommunerne med al magt at gennemfører en "modificeret " BUM model. Men BUM modeller uanset deres reformeret form, gør mere skade end gavn og er selv indbegrebet af New Public Mangement.

At Mikkel som Enhedsliste-borgmester overhovedet forsvare elementerne i en "modificeret" BUM model er dybt problematisk. (Spørgsmålet er om det i øvrigt er i overensstemmelse med Enhedslistens vedtaget politik? Er Enhedslistens Købnhavns bestyrelse enig med Mikkel syn på BUM modellen?? etc).

BUM modellen i SOF (Socialforvaltningen i Købnhavn)har dramatiske konsekvenser, for brugere, borgere og ansatte. For BUM modellen i SOF har slet ikke kunne realiseres uden en tilsvarende opbygning af en meget kompliceret styringskæde med tilhørende stabsfunktioner befolket med "styringsspecialister" og bureaukratiske procedurer. Både formelt og reelt står og falder modellens holdbarhed med summen af de quasi-lignende kontraktforhold og disses overholdelse.

I flæng kan kort nævnes den accelererende bureaukratisering, gabet mellem ressourcetildeling og de faktiske resultater i driften, oplevelsen af atomisering og manglende sammenhæng i hele SOF’s drift, de øgede spændinger mellem de nye professionelle ledelsesformer og de ansattes modstand, borgernes oplevelse af forringet kvalitet og mindre lydhørhed inden for det offentlige, tårnhøjt sygefravær i form af diverse stresssymptomer, reduceret handlerum for de politikere, der skulle repræsentere borgernes ønsker og behov og sidst men ikke mindst tendensen til magtcentralisering og selvstændiggørelse af de øverste ledelseslag.

Det kan undrer at socialudvalget med et absolut rødt flertal er så ivrig efter at vedtage det ene kontrol-, mistillids-, vejer og måler-initiativ efter det andet (New Public Mangement i ren form). Måske skulle centrum-venstrepartierne til at snakke sammen på Rådhuset, så man ikke trækker i hver sin retning i de forskellige udvalg. (som tilfældet er i dag)og holde dele af embedsværket mest NPM-fanatiker i en armslængde!

Både Ninna & Mikkel har ret i (ligesom Jakob) at centrum-venstrefløjen skal blive meget skarp i spyttet i forhold til de styrings- og ledelseslogikker som hersker i den offentlige sektor og ikke mindst i udviklingen af de facto alternativer.Centrum-venstre partierne i København kunne med fordel lytte (mere) med og blive klogere på de tanker som bl.a FOA & LFS udvikler omkring velfærdsledelse og velfærdsbudgetstyring.

Men det kræver at venstrefløjen "komme ud af den mentale hængekøje" og forholder sig til virkeligheden i maskinrummet. Lidt mere a la Ninna Thomsen og Anne Vang og lidt mindre som i SOF :-)

Hej Ninna, Mikkel og Jan

Jeg har haft nogle dage væk fra computeren, så jeg ser først jeres gode svar nu.

Allerførst til Mikkel, så har du da ret i, at det vil være en klar forbedring, hvis serviceniveauet blev vedtaget politisk og ikke i forvaltningen. Og faktisk efterspørger vi i FOA jo også, at politikerne ved besparelser meller ud, hvad der så ikke skal laves, da det andet er en psykisk belastning.

Men serviceniveauet overfor borgerne samt den demokratiske styring af dette er bare ikke emnet for denne blog. Det er derimod det offentlige som arbejdsgiver overfor sine ansatte og de vilkår, som de sidste mange års markedsgørelse har givet.

Og her har jeg ikke meget til overs for BUM – hverken i sin rene eller tillempede form. Jeg kender ikke meget til din forvaltning, men mener umiddelbart, at de ting, som Jan siger er reelle faldgruber / trusler.

Men som Ninna også nævner, så skal der jo være en form for bevilgende myndighed / visitation, men jeg mener ikke, at dit eksempel med socialrådgiveren er udtryk for BUM-model, selvom en døgninstitution ikke selv bevilger pladserne. Det er jo et eksempel, som netop ikke indeholder varegørelsen, ATA-tid, minutopgørelse osv. og hvor socialrådgiveren netop er frontmedarbejderen modsat visitator i ældreplejen.

Til Ninna, så tak for et godt svar. Jeg håber meget, at du får nogle af dine tanker godt gennemført, og at du får held til at presse dine partifæller på borgen til et opgør med lovgrundlaget :-)

Dog vil jeg sige, at når vi i fagforeningerne gerne vil, at den ældre kan kende minuttallet, så er det jo fordi, det rent faktisk findes (for at kunne afregnes i fritvalgsfirmaerne) og fordi man derved kan komme uden om det, som jeg beskriver i bloggen, hvor konflikten flyttes over til den ansatte frem for visitator.

Og ellers til alle, jo venstrefløjen skal udvikle alternativer, men først skal vi vide noget om og analysere det eksisterende, så vi kender faldgruberne og ikke bare lave et andet misfoster ovenpå noget skidt, som underliggende fundament. Det var såmænd ærindet med denne blog at gøre dette synligt og blotlægge systemet frem for blot jamre over konsekvenserne.

Kære Mikkel

Beklager det lidt sene svar.

Jeg har helt klart fordomme, men såvidt jeg ved så har Ø været med i 3 (10,07,06 ?)budgetter ud af de 6 budgetter du har siddet med til som borgmester, jeg medgiver gerne at "kronisk" er lidt voldsomt ord. Men 50% er altså stadigvæk ikke meget når man samtidigt insistere på at beholde en borgmesterpost og administrere det budget de andre vedtager på ens vegne....
- jeg syntes ihvertfald at det er en underlig blanding at man gerne vil administrere men ikke tage ansvar for at lægge det budget man administrere.

Men jeg syntes da det lyder super positivt, hvis Ø i højere grad har tænkt sig at gå helhjertet ind i udviklingen af københavns kommune