Vi er flyttet! modkraft.dk


Regeringens politik er en blanding bolsjer

Af Julie Malling Laursen | 10. oktober 2011 | 11 kommentarer

Jeg kan bedst beskrive regeringsgrundlaget som en pose blandede bolsjer. Nogle af dem vil jeg gerne have fingrene i, mens der er andre, som slet ikke burde ligge i posen. Og så er der endelig dem, som jeg gerne ville have haft nogle stykker af. Når alt kommer til alt er posens indhold alligevel bedre end det, den tidligere regering gav os at tygge på.

Ny uddannelsesretorik

VKO havde en vision om, at 95 procent af en ungdomsårgang skulle gennemføre en ungdomsudannelse. Alligevel fik færre og færre unge en uddannelse, under deres regeringsmagt.

Vores nye regering har overtaget visionen fra VKO men med den væsentlige forskel, at der bliver sat handling bag.

S-SF-R har givet løfter om at prioritere uddannelsesområdet. Der skal bruges pengene på at forbedre kvaliteten på erhvervsskolerne. Det skal være med til at mindske frafaldet, som i dag er så højt, at næsten hver anden elev dropper ud.

For at sende lidt inspiration med på vejen til vores nye børne- og undervisningsminister, vil jeg foreslå hende at afskaffe den såkaldte lærerfri undervisning. Timer på skoleskemaet hvor eleverne får lov at kukkelure inde i klasseværelset helt alene uden deres lærer.

Generelt vil regeringen skabe garantier for, at unge kan gennemføre deres uddannelse. Det skal blandt andet ske gennem praktikpladsgaranti på erhvervsskolerne. Jeg glæder mig til at høre mere om de planer. Det står i hvert fald klart, at den tidligere regerings gulerod til arbejdsgiveren på 50.000 kroner hver gang han opretter en læreplads, ikke har givet pote. Alene det at op mod 10.000 unge stadig ikke kan komme i praktik, viser, at ordningen har spillet fallit.

S-SF-R ser uddannelse som en investering og en vej til jobskabelse frem for en udgift, der skal holdes så lav som muligt, sådan som det var VKO’s opfattelse. Denne positive forandring skal de holdes fast på, så det bliver praksis, når de kommer med deres forslag til finanslov.

Vi skal arbejde os ud af krisen

Helle Thorning og hendes regerings svar på krisen er, at flere skal i arbejde. Det skal skabe vækst og tryghed, som det lød fra talerstolen inde på borgen.

I 2020 skal arbejdsudbuddet være steget med 135.000. Og os som er i gang med en uddannelse, skal skynde os at blive færdige, så vi kan være med til at tage fat.

Det er tiltag, som stemmer helt overens med europluspakkens målsætninger om at forbedre konkurrenceevnen gennem massivt udbud af arbejde. Ligesom alle andre mennesker vil jeg da rigtig gerne arbejde. Men her bliver jeg så bare nødt til at spørge, hvad er det lige for noget arbejde vi skal tage?

Sidste gang jeg snuste lidt til jobbaserne på nettet, så var det ikke fordi, min computerskærm flød over med job, som kunne søges. Under krisen er 40.000 unge blevet arbejdsløse. Det tal placerer Danmark i den tunge ende i en europæisk sammenhæng.

Helle Thorning har præsenteret nogle fine ideer om klimarenovering og så er der satsningen på uddannelse og fremrykning af 10 milliarder kroner i den offentlige sektor, som kan give lidt arbejde. Det er ganske udmærket, men det er ikke godt nok Helle.

Hvert år flytter flere danske virksomheder sin produktion til udlandet i jagten på profit. Det betyder, at Danmark i løbet af de sidste år har tabt omkring 200.000 arbejdspladser.

I åbningstalen lød det, at regeringen vil kigge på, hvordan der kan skabes flere arbejdspladser. Hvad med at starte med at tvinge dem som allerede er her til at blive? Vi kunne gøre dem til national ejendom og på den måde selv bestemme over dem. Eller indfører økonomiske sanktioner overfor dem, som flytter ud. Et sådan opgør med de frie markedskræfter kan være med til at skabe den tryghed, jobskabelse og velfærd, den nye regering snakker så meget om.

Men i stedet maner statsministeren lønmodtagerne til besindighed. I direkte forlængelse af europluspakken åbner hun op for spørgsmålet om lønnedgang. Det er selvom sidste års overenskomstforhandlinger i det private, bød på historisk lave lønstigninger.

Ikke mindst er det naivt at tro, at vi kan arbejde os ud af krisen. Det viser, hvordan regeringen fuldstændig lukker øjnene for krisens egentlige karakter, som en grundlæggende krise i hele det kapitalistiske system.

For mange blå bolsjer i posen

Det er tydeligt for enhver, at de radikale og EU-politikken har sat voldsomme neoliberale aftryk på den nye regerings økonomiske politik.

Der er positive ting på vej omkring uddannelse, klima og en mere human politik overfor flygtninge og indvandrere. Dem må vi glæde os over. Men vi må samtidig være parate til at fortsætte kampen for reelle forandringer, for dem byder vores nye regering ikke på.

Regeringens hovedproblem består i, at den fortsætter, hvor VKO slap med at sende regningen for krisen til arbejderklassen. Der er skattelettelser på vej til de rige, lønnedgang til den almindelige arbejder, ingen udsigt til efterløn, mangel på arbejde og fortsat en dagpengeperiode på to år.


Dette debatindlæg fra mig blev bragt i Arbejderen i lørdags. Nu har jeg lagt den her op for at dele den med jer på modkraft.dk


Valgkamp på kommunistisk

Af Julie Malling Laursen | 1 september 2011 | 28 kommentarer

Jeg skriver valgdagbog for Dagbladet Arbejderen og har valgt at bruge den her på bloggen også. Så here you go.

Mandag aften var jeg til aktivistmøde med unge kommunister fra København.

De næste 18 dage kan du møde os på gaden i kampen for en ny regering. Vi deler materialer ud, laver happenings og står klar til en dialog om valget og vores perspektiver for en ny regering.

Og hvorfor så det? Den hurtige læser har sikkert bemærket, at det ikke er muligt at stemme på Kommunistisk Parti ved det kommende valg. Så hvad har vi overhovedet at gøre i en valgkamp?

Selvom vi ikke stiller op til valget, har vi en klar holdning til det parlamentariske system. Kommunistisk Parti valgkampsparole er »ny politik – ny regering«. Vi kæmper ikke bare for en ny regering, men for en helt ny politik for Danmark.

Vi er klar til at kaste os ud i valgkampen, så vi kan få væltet regeringen og samtidig være med til at give Enhedslisten et flot valg.

Valgkampen er godt i gang og alt tyder på, at det bliver et valg om økonomi. Det er bestemt ikke uforståeligt. Krisen kradser og flere og flere rammes af arbejdsløshed, økonomiske problemer og forringelser på dagpengeområdet.

I lørdags faldt jeg over Ekstrabladets spiseseddel, hvor der med fede typer stod »amatør« hen over et billede af Lars Løkke. Pointen var, at det er statsministerens evner, som er skyld i, at det går så galt for dansk økonomi.

Men grunden til at vi er havnet her, skyldes ikke bare, at vi har en talentløs statsminister. Det er derimod den kriseramte kapitalisme som system, der er hovedproblemet.

Regerings krisepolitik, som går ud på at sparre på velfærd og give flere penge til de rige og bankerne, gør blot ondt være.Det bliver arbejderklassen, som betaler regningen for krisen med stigende arbejdsløshed og dårligere velfærd.

Det store spørgsmål er jo så, hvad der vil ske, når S og SF kommer til magten.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi vil se forbedringer. Oppositionen lover flere offentlige investeringer i for eksempel uddannelse og bedre praktikpladsordninger.

Men jeg nærer samtidig heller ikke nogle illusioner om, at vi vil opleve grundlæggende forandringer.

S og SF vil ikke tage et totalt opgør med VKO’s omfordelingspolitik og EU’s finanspolitik, som tvinger os til at skære ned og øger presset på vores lønninger.

Kampen for forbedringer stopper ikke med en ny regering. Derfor vil jeg og alle de andre unge fra Kommunistisk Parti også bruge valgkampen til at diskutere, hvordan vi skaber reelle forandringer i Danmark.


Kampen fortsætter

Af Julie Malling Laursen | 25. juli 2011 | 36 kommentarer

Nu har jeg gået og kredset om at få skrevet det her blogindlæg længe nok. Men hvor starter man lige…

Bombesprængninger, skuddrama og massedrab på unge der lige som jeg selv er politisk aktive, fordi vi tror på, at vi kan gøre en forskel. Jeg sender min dybeste medfølelse til alle ofrene og deres nærmeste. Men ikke mindst udsender jeg et håb om at kampen mod uretfærdighed, racisme og terrorisme fortsætter.

Hvad der er sket i Norge kommer ikke mindre tæt på af, at jeg netop er hjemvendt fra Kommunistisk Partis årlige Rød Sommerlejr. Den sindsyge terrorhandling er ikke bare et enkeltstående angreb på den norske socialdemokratiske ungdom og arbejderbevægelse. Den er et overgreb på alle mennesker, som vil en mere demokratisk, tolerant og solidarisk verden.

Et galt samfund

Flere medier, bloggere og politikere forsøger i øjeblikket at tegne et billede af hændelsen som ’en syg galnings værk’. Men den tolkning er både fejlagtig og farlig. For ved at forstå handlingen som sådan, så undervurderer man de fremmedfjendske og antidemokratiske kræfter, der findes i vores samfund. Og det kan få alvorlige konsekvenser, som det vi lige har været vidne til.

Den ufattelige hændelse i Norge sker på et tidspunkt, hvor højreorienterede partier og bevægelser over en årrække har styrket deres positioner i en lang række europæiske lande. Disse spreder systematisk fremmedfjendtlig propaganda. Muslimer er blevet dæmoniseret, men også marxister og socialister bliver lagt for had.

I en række EU-lande vedtages i dag helt åbenlyst love med et racistisk og fremmedfjendsk indhold. Dansk Folkepartis rolle i dansk politik bekræfter den udvikling. Partiet, som engang bestod af ’landsbytosserne’ fra Fremskidtspartiet, har nu været ’stuerene’ i omkring et årti. Man skal ikke glemme at terroristen Anders Behring Breivik er tidligere medlem af det norske Fremskridtsparti.

Grænserne for hvad man tillader at sige i den offentlige debat og lovgive om, flyttes hele tiden. Foruden de nævnte partier og bevægelser bidrager massemedierne i høj grad til den udvikling. Muslimer fremstilles konstant som antidemokratiske og gøres til den vestlige verdens fjende nr. 1. Mediernes dækning af katastrofen i Norge i dens første timer, er et oplagt eksempel herpå. Hurtigt var de ude og placere ansvaret hos den arabiske verden. Og der var til at begynde med endeløse gisninger om, hvorvidt det nu var opbakning til krigen i Libyen eller andet, der var skyld i, at Norge skulle rammes. Da det så kom frem, at det var en blåøjet landsmand, der stod bag, begyndte flere og flere medier ligeledes at betegne handlingen som en massakre frem for terrorisme. Man skal altså åbenbart være brunøjet og have et religiøst (læs: muslimsk) afsæt for at kunne betegnes som terrorist eller hvad?

Alle disse forhold er til sammen med til at øge fremmedhadet, fremmedfrygten og gøde jorden for syge politiske miljøer på den yderste racistiske og nazistiske højrefløj. Det er derude aktører som Anders Behring Breivik bliver politisk skolet og henter politisk inspiration til sine aktioner.

Hvad der er sket i Norge er frygteligt og yderst skræmmende. Men kampen imod enhver form for racisme, terrorisme og fremmedhad må og skal fortsætte. Det gælder i forhold til Danmark og andre EU landes fremmedfjendske politik, det gælder retorikken i medierne og den offentlige debat det gælder de syge politiske miljøer på den yderste højrefløj.


Rødt flertal tak!

Af Julie Malling Laursen | 14. maj 2011 | 11 kommentarer

Det parlamentariske cirkus som vi lige nu er vidne til er både beskidt og holdningsløst. Kampen er for alvor sat ind på at vinde vælgernes sympati og ikke mindst kameraernes linser og avisernes spalter. Ligesom med dagpengeforringelserne har DF igen brudt løfterne overfor vælgerne. Tilsvarende må man stille spørgsmålet: hvis de Radikale virkelig ønsker at føre en human indvandre og flygtninge politik, hvorfor aviser de så ikke forhandlingerne med VKO, som i alle de år de har været ved magten, har ført en helt igennem fremmedfjendsk politik?

Regeringens 2020-plan har længe lagt beslag på mediernes overskrifter. I sin helhed er planen med al sandsynlighed det største angreb på vores kollektive velfærd nogensinde. Det hører vi bare ikke ret meget om.

Valget har længe været lige om hjørnet. Vælgernes opbakning til tilbagetrækningsreformen vil sandsynligvis afgøre om vi skal sætte kryds før eller efter sommerferien. I den situation er det helt afgørende at Enhedslisten, S og SF står fast og leverer de gode og helt rigtige argumenter for bevarelsen af efterlønnen.

Den lille forskel

De radikales opgør med efterlønnen kan ikke overraske nogen. Det er et helt igennem borgerligt parti, der fører en borgerlig politik med et humant tilsnit. Derfor holder det ingen steder, hvis en rød regering kommer til at omfatte radikale ministre.

Desværre hopper S og SF i øjeblikket med på flere af blå bloks anti-velfærdsbølger. I torsdags lød det, at partierne ønsker at sænke væksten i den offentlige sektor til 0,8 procent fra 2016 til 2020. Til forveksling en procentsats som ligner den borgerlige regerings udspil. Konsekvenserne for vores velfærd ved så lav en vækst kan ikke overraske nogen. Hertil kommer, at S og SF pure afviser, at rulle de ufinansierede skattelettelser tilbage, som regeringen har gennemført lige fra den kom til magten. Alene det kunne skabe overskud på de offentlige udgifter frem til 2020.

Skæres der ind til benet betyder det reelt set, at forskellen mellem rød og blå mere eller mindre kan reduceres til et spørgsmål om godt og vel 20 milliarder. Men det er ikke sådan valget skal vindes. Tværtimod. Jo mere S og SF sælger ud, desto større chance er der for fire år til med en borgerlig regering. Danskerne skal kunne se forskel på rød og blå ikke kun i farve, men også i politik.

Ny politik – ny regering

I sidste ende er det et spørgsmål om, hvorvidt S og SF vælger at være ansvarlig overfor den arbejderklasse, der kan levere stemmerne til et regeringsskifte, eller om de ønsker, at være mere ansvarlig overfor EU’s økonomiske anbefalinger og velfærdshetz. Det understreger behovet for at forstærke presset og kampen for en ny politik.

I Kommunistisk Parti har vi længe haft sloganet: ny politik ny regering. Det betyder, at det for os er utilstrækkeligt med en ny regering, hvis den føre samme asociale politik, som vi har set VKO gøre det alt, alt for længe. Men skal det lykkes, så må alle sejl nu sættes ind på at styrke Enhedslistens position og vælgertilslutning, som det eneste parti i Folketinget, der er garant for ægte økonomisk og social ansvarlighed.

Kampen er sat ind og den skal og må vindes! Lad os kæmpe for rødt flertal og lad os for alt i verden ikke glemme kravet om ikke bare en ny regering, men en helt ny politik – både under og efter valget.


Ny politik - ny regering

Af Julie Malling Laursen | 2. maj 2011

Sådan lød det, da jeg stod på talerstolen i går foran 25.000 på Rød 1.maj

Er det kun mig der går og venter på at få væltet den regering?

Det håber jeg ikke. Jeg tror, at rigtig mange af os går rundt og venter på at få lov til at gå til valg. Det er nu vi skal ha’ stoppet VKO, som i mere end 10 år har ført en helt igennem asocial og neoliberal politik. Jeg kan i hvert fald snart ikke selv vente længere. Valgkampen har varet længe nok og fire år til med Lars Løkke og co. vil være katastrofal.

I al den tid regeringen har været ved magten, er det lykkedes den, at forvandle vores velfærdssamfund til et samfund som bygger på stigende ulighed, individuelle løsninger, intolerance og fremmedhad.

Vores kollektive velfærd er under voldsomt pres. Vores skoler lukker og den ene lærer efter den anden fyres, selvom regeringen har en vision om at have verdens bedste folkeskole. Timetallet på de videregående uddannelser er nu så lavt, at det svarer til en afkortning af vores studier på halve eller hele år. Der er stadig flere tusind unge, som ikke kan færdiggøre deres uddannelse, fordi de ikke kan komme i praktik. Og senest er det SU’en, som endnu en gang står for skud. Lad mig gøre det helt klart: en SU til at leve af er afgørende for, at flere unge får en uddannelse. Især de unge som kommer fra hjem, hvor der ikke er tradition for at tage en uddannelse og hvor pengene er få. Ikke mindst bruger regeringen millioner af kroner på at sende os i USA’s imperialistiske oliekrige – senest i Libyen med opbakning fra et enigt folketing. De penge kunne have været brugt på velfærd.

Danmarks medlemskab af EU øger presset på vores tilkæmpede velfærd. Et næsten enigt folketings tilslutning til EURO-pagten betyder, at de magtfulde mænd i EU nu kan stille endnu større krav til hvordan vi forvalter vores penge og ikke mindst niveauet for vores løn. Det alene til gavn for virksomhedsejernes profit og konkurrenceevne.

Krisen kradser og det gør ondt. Politikkerne og medierne forsøger at tegne et billede af, at krisen snart er slut. Samtidig vokser køen af unge uden arbejde og nærmer sig 100.000, mens flere og flere må leve et liv i fattigdom.

”Vi må være ansvarlige” lyder det fra den ene borgerlige politikker efter den anden. Samtidig sænker de skatterne for de rige og forærer bankerne milliarder af vores – skatteborgernes – kroner og lader derpå os betale regningen. Jeg mener ikke, at det er uansvarligt at bruge penge på velfærd og kollektive løsninger. Tværtimod er det uansvarligt at lade vær!

I det parti jeg er medlem af – Kommunistisk Parti – kæmper vi ikke bare for en ny regering men for en helt ny politik for Danmark.

Lige nu må alle sejl sættes ind på at vælte regeringen. Men vi må holde fast i, at kampen for velfærd ikke stopper med det næste valg. Kampen for en mere solidarisk politik – både nationalt og internationalt – er nødvendig, uanset hvem der sidder på ministertaburetterne. Og vi skal turde fortsætte den kamp – også når S og SF kommer i regeringen. Det er os som er til stede her i dag, der skal være med til at sikre, at de ikke løber fra de løfter de gav os, inden de kom til magten.

Vi må være aktive og organisere os i den fælles kamp. På den måde kan vi være med til at gennemtvinge virkelige forandringer i vores samfund. Men skal det lykkedes, så er der brug for endnu flere kræfter. Så til alle jer der ude: kom ind i kampen, organisér jer, vær aktiv og kæmp for en ny regering, en ny politik – og for velfærd og socialisme. God 1.maj alle sammen!


Endnu et krigsmareridt

Af Julie Malling Laursen | 20. marts 2011 | 33 kommentarer

Jeg har nu i flere dage ihærdigt gået rund knebet mig selv i armen i et forsøg på at vågne op fra dette uvirkelige krigsmareridt.

For få timer siden lettede fire danske F16 fly fra NATO-millitær basen på Sicilien, dødstallet fra krigens første døgn lyder på over 40 og der meldes om flere hundrede sårede civile. Med disse kendsgerninger har jeg opgivet forsøget på at vække mig selv. Jeg er vågen og jeg vidne til, at Danmark endnu engang er draget i krig. – Denne gang med et enstemmigt folketing i ryggen!

Hvornår er stormagternes krige løsningen?

Enhedslisten har lagt sin stemme til angrebene imod Libyen og ledende Enhedsliste-medlemmer udtaler bl.a. her på Modkraft, at de ser krigen og Danmarks deltagelse heri som den allersidste udvej. Men jeg spørger bare, hvornår har en krig ledt af USA været en udvej? Og hvad er det der gør, at det skulle være rigtigt denne gang?

Krigene i Afghanistan og Irak taler sit tydelige og skræmmende sprog. Langt over en million civile har mistet livet og i ingen af de to lande er der indført frihed og demokrati. Deres undertrykkende regimer er blot blevet erstattet af et andet - en besættelsesmagt som Danmark er en del af. Hvorfor skulle det gå anderledes i Libyen? Hvorfor skulle denne krig befri libyerne mere end krigen imod Irak og Afghanistan har befriet irakerne og afghanerne?

Det begriber jeg ikke. Men jeg begriber, at denne krig, som alle andre imperialistiske krige ene og alene handler om at forsvare stormagternes interesser. På hundred forskellige måder forsøger NATO, USA OG EU at legitimere deres tilstedeværelse i Mellemøsten med det formål at kontrollere de arabiske stater og deres dyrebare oliereserver.

Krigen er allerede gået for vidt, så stop den dog

Jeg har på DR udate netop set, formanden for den Arabiske liga Amru Musa, udtale, at de angreb som finder sted netop nu, går udover, hvad FN-mandatet gav lov til for at etablere en No-fly zone. Derfor er der indkaldt til ekstraordinært møde i den Arabiske liga. Stormagternes alliance slår revner efter bare 24 timers krig.

Jeg håber inderligt, at Amru Musas udtalelse vil være en øjenåbner for alle jer der ude som på besynderligste vis, støtter denne sindssyge krig. Åbn øjnene og se hvad de har gang i! Lad os for alt i verden få stoppet den krig og trukket de danske styrker hjem inden vi bliver vidne til, at et nyt land i Mellemøsten bliver bommet synder og sammen og hvad der deraf følger af død, ødelæggelse, sult og nød.


Valget skal ud af stuen

Af Julie Malling Laursen | 7. februar 2011 | 12 kommentarer

Selvom vi ikke kender datoen for, hvornår vi skal op og sætte vores kryds, er valgkampen i fuld gang. Der er lagt i ovnen til et bittert opgør og alt tyder på at valgkampen bliver intens og aggressiv.

Mindst en gang om ugen mødes de store kanoner fra regeringenspartierne og oppositionen til stort opslåede TV dueller, hvor de i den bedste sendetid får lov at slagte hinanden for åben skærm. Denne form for præsidentvalgkamp er i sig selv udemokratisk. Den gavner de store partier, der har markante og kendte ansigter, mens de mindre partier som fx Enhedslisten får langt mindre sendetid.

Valgkampen er mere end nogensinde rykket indenfor i TV-studierne, hvor vi, som skal vælge politikkerne, får lov at blive underholdt og se passivt til på sidelinjen. Selvom det jo i virkeligheden er os, det hele handler om. Men vi kan ikke overlade valget til toppolitikerne på tv-skærmene. Et opgør med den førte politik kræver, at regeringen får kamp til stregen – ikke af Søvndal, Torning og alle de andre inde fra borgen, men fra alle os udenfor de store tykke mure. Det er ude på gaden, på arbejdspladserne og udannelsesinstitutionerne at kampen skal vindes – ikke i tv-stuerne.

Nu er det nok

I sidste uge så vi heldigvis, at ikke alle lader sig affinde med positionen som passiv tv-kigger. I torsdags satte tusinder af buschauffører, lufthavnspersonale, skraldemænd og havnearbejdere Danmark i stå, da de nedlagde arbejdet under parolen ”Nu er det nok” i frustration imod den førte politik. Og dagen forinden valgte 5000 medlemmer af LO at tage turen til Odense for at deltage i et fagligt stormøde imod afskaffelse af efterlønnen. Og der er brug for endnu mere af den slags. Valgkampen skal gøres til en kamp for velfærd. Regeringen har brug for mere modstand og oppositionen må ruste sig til, at forsvare de krav fagbevægelsen og den brede befolkning rejser.

S og SF skal ikke tage ansvar for regeringens nedskæringspolitik, som de eksempelvis gjorde, da deres regionspolitikere i sidste uge, blåstemplede en sparreplan på en halv milliard i Region Midt. Socialdemokraterne, SF og de Radikale skrev under på en aftale, som vi koste midtjyderne dyrt, alt imens de borgerlige partier udvandrede fra forhandlingerne og hundredvis af borgere demonstrerede i Viborg, hvor mødet fandt sted. De voldsomme nedskæringer i regionerne og kommunerne skyldes regeringens skattestop og krav 0-vækst og derfor må regningen sendes til VKO.

Oppositionen skal turde sætte velfærd på dagsordenen, i stedet for at bukke under for regeringen, de liberale tænketanke og de store virksomheders påstande om, at deres politik er uansvarlig. Med krisen er ansvarlighed tilsyneladende blevet det nye bussword i den politiske debat. Men oversat til et sprog der er til at forstå, er det blot et andet ord for nedskæringer.

Utilfredsheden med nedskæringerne skal frem i lyset. Det er den forestående valgkamp en oplagt mulighed for. Det er nu alt skal sættes ind på at vælte regeringen og stoppe nedskæringspolitikken. Til det er der brug for en stor og stærk bevægelse, som ikke lader sig nøjes med at se valg på TV, men i stedet sætter gang i endnu flere aktiviteter af den slags, som fandt sted i sidste uge. Fra bevægelsen skal der stilles krav til en ny regering og en ny politik – krav som vi må være parate til at kæmpe for både under og efter valget – uanset hvem der kan sætte sig på taburetterne næste gang.


Krisen kradser i det kolde nord – og alle andre steder...

Af Julie Malling Laursen | 14. oktober 2010 | 3 kommentarer

Er netop landet efter en rejse rundt i det kriseramte Island. Island er på mange måder helt forskelligt fra Danmark: En storslået natur med alt hvad det indebærer af vandfald, vulkaner, bjerge, varme kilder, gletsjer og små legoagtige landsbyer. Samtidig er der også flere lighedstræk. Humoren, tøjmoden, cafelivet i Reykjavik minder meget om Danmark og der er ligeledes mange islændinge, som stadig taler dansk (de lærer det endnu i skolen – et levn fra da de tilhørte kongeriget Danmark). Derfor bliver det skræmmende nemt at forestille sig Danmark i en lige så dyb og alvorlig krise, som Island er havnet i.

Jeg ankom samtidig med Altingets (Folketingets) åbningsdag. Ligesom i Danmark foregik dette (heldigvis) ikke uden protester. Flere aftner i træk mødtes befolkningen foran Altinget til store larmedemonstrationer. De vender sig imod den socialdemokratiske regerings krisepolitik. Ligesom den borgerlige regering gør det i Danmark, forsøger den islandske at klare sig ud af krisen ved at rede finanssektoren. Og præcis som her sender regeringen regningen for krisen til befolkningen i form af nedskæringer og privatiseringer. Forskellen er så bare den – og det er naturligvis en væsentlig forskel – at krisen (endnu) er markant dybere i Island end i Danmark.

Således kan omkring halvdelen af de islandske boligejere ikke klare terminerne, og er derfor i fare for at må gå fra hus og hjem. Mange boliger er allerede kommet på tvangsaktion og flere vil komme til. Men som om det ikke var nok, risikerer boligejerne at miste alt hvad de ejer. De kan nemlig ikke få solgt boligen til det, som de i sin tid har givet for den. Og i små byer over hele landet demonstrer beboerne imod den stigende arbejdsløshed og velfærdsslagtninger. Her er især hospitalerne, som skal halvere deres budgetter, hårdt ramte.

Forskellig og så alligevel ens I denne blog forsøger jeg, med udgangspunkt i min veloverståede rejse, at skildre forholdene i Island. Men gad vide hvordan den ville have set ud, hvis jeg skulle beskrive det kriseramte Irland eller Grækenland? Eller et hvilket som helst andet kapitalistisk land i verden? Krisen rammer ikke landene lige hårdt, så meget ville sikkert være forskelligt. Men nogle vigtige karaktertræk ville gå igen:

- Overalt ville det stå klart, hvordan magthaverne i et ihærdigt forsøg på at rede systemet, ville poste milliarder i finanssektoren samtidig med, at de ville lade den brede befolkning (bemærkelsesmæssigt nok den del, som intet ansvar har for krisen) betale for den.

- Og det ville være helt tydeligt, at sådan kan man ikke kan redde sig ud af krisen. Krisens globale og omfattende karakter vidner nemlig om, at der ikke bare er tale om en håndfuld lande, som lod gambler økonomien gå lidt for vidt og lige om lidt er på fode igen (eller efter sommer som Lars Løkke engang lovede os). En rejse rundt i alverdens forskellige lande ville i al sin tydelighed fortælle, at krisen ikke bare er en krise i finanssektoren, men en grundlæggende og strukturel krise i systemet, som vidner om, at kapitalismen har spillet fallit.

- Derfor er den folkelige modstand imod krisen og systemet, som lige nu vokser frem over alt – et tredje fælles karakter træk – helt afgørende. Modstanden er endnu svag, men den er insisterende og vedholdende ligesom de demonstrerende jeg mødte foran parlamentet i Island. Bliver den bevægelse ved med at vokse sig stor og stærk, så vil min blog fra en rundrejse måske tager sig helt anderledes ud i en ikke så fjern fortid…?


Fællesskab, faglige kampe og fadøl

Af Julie Malling Laursen | 1 maj 2010 | 14 kommentarer

Første maj. Hvilken mere oplagt dag at debutere som blogger? Lige om lidt skal jeg i Fælledparken og fejre den endnu aktuelle internationale arbejderkampdag. Overalt i verden er arbejders rettigheder under stadig større pres.

Tag for eksempel de danske industriarbejdspladser der flytter til udlandet i jagten på profit. Mens det efterlader tusinder af danskere i arbejdsløshed, må indere og polakker arbejde under umenneskelige vilkår, dårlig løn og uden rettigheder. Profitten får de og deres lande ingen glæde af, den stopper virksomhedsejerne nemlig i egne lommer.

Ja der er nok at kæmpe for! Så jeg må se at komme af sted. Vi ses der ude alle sammen – på Rød 1.maj, hvor vi ikke bare kæmper for en ny regering, men også for en ny politik.






Julie Malling Laursen, 26 år og sociologistuderende ved Københavns Universitet. Bosiddende i Københavns Nordvest-kvarter og travlt optaget af at forandre verden.

Mit politiske liv begyndte, da jeg var 16 år. Først i Rød Ungdom og Ungdom mod EU. Dernæst aktiv i elev- og studenterbevægelsen og næstformand for DGS. Sidenhen medlem af den kommunistiske bevægelse og aktiv i klimakampen.

I dag er jeg ungdomsleder i Kommunistisk Parti.

Jeg kæmper for bedre forhold for elever og studerende, for arbejderklassen, de arbejdsløse og de fattige; med andre ord for flertallet af befolkningen i det danske samfund.

Mit drive i kampen er en tro på, at vi i fællesskab kan, skal og må skabe en bedre og mere solidarisk verden.




Blogarkiv

10. oktober 2011
Regeringens politik er en blanding bolsjer
11 kommentarer

1 september 2011
Valgkamp på kommunistisk
28 kommentarer

25. juli 2011
Kampen fortsætter
36 kommentarer

14. maj 2011
Rødt flertal tak!
11 kommentarer

2. maj 2011
Ny politik - ny regering

20. marts 2011
Endnu et krigsmareridt
33 kommentarer

7. februar 2011
Valget skal ud af stuen
12 kommentarer

14. oktober 2010
Krisen kradser i det kolde nord – og alle andre steder...
3 kommentarer

1 maj 2010
Fællesskab, faglige kampe og fadøl
14 kommentarer


Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Det var blot et forspil, der hvor man brænder bøger brænder man også til sidst mennesker.

Heinrich Heine. Tysk digter (1797-1856).

Flere citater