Vi er flyttet! modkraft.dk



»De faktiske forhold i jernindustrien…«

Af Karen Helveg Petersen | 27. februar 2012 | 17:01 | 4 kommentarer |


Dette lidt bedagede udtryk stemmer sindet vemodigt. Hvornår var det vi havde en jernindustri hertillands (selvom ”jernet” stadig har magt over arbejderbevægelsens sind)? Der var noget med stålvalseværket i Frederiksværk. Det humper videre under navnet NLMK Dansteel og leverer stålplader. Det er domineret af russisk kapital.

Kul- og Stålunionen var et første skridt til det, der blev til EU, så jern og stål virker underlig gammeldags. Der produceres stadig stål i Tyskland og Frankrig, men ikke det store (60 mio tons råstål i 2011), selvom Tyskland skylder sin økonomiske succes, at det stadig har en højteknologisk sværindustri.

Udvinding af jernmalm og stålproduktion foregår til gengæld i stor stil i andre dele af verden. Det drejer sig bestemt ikke kun om genbrug. Kina står for 50% - knap 700 mio tons - af verdens produktion af stål i 2011. Dets egen jernmalm dækker ca. halvdelen. Indien regnes med at overtage føringen i efterspørgselsstigningen fra 2020. Brasilien har det største mineselskab i verden. Afrika ligger i venteposition som storforbruger.

Jeg har lige været i et land, der står foran et boom i udvinding af jernmalm. Alle de store mineselskaber er til stede. Der skal bygges havne og jernbaner. Det drejer sig om investeringer til milliarder af dollars. I et land, der ikke har det bedste rygte. Mineselskaberne bedyrer, hvor gode selskabsborgere de er, de skal nok følge reglerne og betale skat og tage hensyn til miljø og befolkning osv osv. Bare de må få lov til at komme igang. Hellere end at vente på den offentlige sektor griber de i foret, ”vi skal investere, vi har planer, nu skal det ske, vi har for meget kapital bundet op”. Heldigvis er der stigende bevidsthed på det lokale plan om, at landet også skal have noget ud af det.

Når man ser tegn på dette voldsomme fremstød i et fattigt land (der skal vel investeres en 5-6 gange dets årlige BNP inden for de næste fem år), så går det op for én, at der nok også er penge i jernet.

Hjemvendt til København kigger jeg mig omkring, hvor er der jern? Overalt. Hvor skal vi bruge jern og stål i fremtiden? Metrobyggeri – ja mon ikke. Alle de her dejlige huse langs havnen, masser af jernbeton. Stilladser og kraner, Fehmern-tunnel, en bro eller to, for ikke at tale om det, som danske virksomheder får lavet rundt omkring. Mærsk-skibe – er der ikke jern i? Udbygningen af jernbanenettet – selv alt det, der skal reducere CO2 udslippet: jern i massevis.

Den kapitalistiske jernalder er ikke slut endnu. Vi er bare det sidste led i kæden.



Kommentarer


Kommentar af Ninjaskrald | 27. februar 2012 | 21:22

Der ingen Kutnets-kurve bare en kerne og en periferi!


Kommentar af Ninjaskrald | 27. februar 2012 | 21:23

Jeg har hørt dig til et foredrag m.m. virkelig en sej dame og jeg er glad for at du blogger her nu!


Kommentar af mikkel | 28. februar 2012 | 12:13

Tak for et godt indlæg! Og jeg vil se frem til de kommende!


Kommentar af Johannes | 28. februar 2012 | 14:08

Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller bekymring): Hvilket land?


Kommentarfunktionen er lukket


Jeg gennemgik en pæn universitetsuddannelse på Århus Universitet. Dengang var der lystig debat inden for den traditionelle politikforståelses rammer. Så kom Vietnam-krigen osv., og det hele rørte på sig. Husker fornemmelsen, da det der blev sagt offentligt, blev vendt på hovedet inde i mit eget og pludselig fremstod højkomisk. Jeg har siden studeret i Frankfurt/M og i USA (State University of New York). Førstnævnte sted brugte jeg til at læse Karl Marx’s vigtigste økonomiske skrifter på tysk, sidstnævnte til at tage en Ph.D. grad i standardøkonomi med en kraftig matematisk dose. Matematikken har jeg dog lykkelig glemt siden.

Men jeg brugte også tiden til at studere penge, valuta- og finansmarkeder, en interesse jeg har haft lige siden.

Derefter kastede jeg mig over udviklingsarbejdet og har boet i Kenya og Congo-Brazzaville (tre år hvert sted) samt endnu engang i USA (Washington D.C.). At bo i Afrika, dengang men også nu, giver et godt indblik i samfundenes fysiske sammenhæng (el, vand, transport), og siden har jeg som konsulent arbejdet med infrastruktur samt offentlige finanser og meget andet godt i Afrika, Latinamerika og lidt i Asien. Jeg har et særligt kendskab til det fransktalende Vestafrika.

Min interesse er kort og godt politisk økonomi. Jeg prøver at se på de store linjer eller grundlæggende forhold. Hvad med minedrift? Olie. Disse ressourcer har det pikante ved sig, at der her ligger muligheder for ekstraprofitter for magtfulde selskaber. Systemer og mekanismer for, hvordan ændringer foregår, er en anden fascination. I forlængelse af det skriver jeg på et værk, hvor jeg sætter de økonomiske grundskoler (klassisk, neoklassisk, herunder finansteorierne, samt keynesiansk) i relief mod de vigtigste internationale udviklinger efter 2. verdenskrig. ’Rentekapitalisme’ mener jeg vores nuværende tilstand burde kaldes. Jeg ønsker den også et vist sted hen, men holder gammeldags på, at grundige studier hjælper på forståelsen.

Jeg er redaktør på Det Ny Clarté og med i arbejdet i Grønt-Rødt Oplysningsforbund Grobund og kan vel betegnes som venstreorienteret med en lav organisationsgrad.




Blogarkiv

27. februar 2012
»De faktiske forhold i jernindustrien…«
4 kommentarer


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer