Vi er flyttet! modkraft.dk


Bidrag til kritik af julesangskatten

Af Kasper Bjering Søby Jensen | 18. december 2011 | 7 kommentarer

Tidligere på ugen skrev jeg nedenstående blogindlæg, som nu efter sidste afpudsning offentliggøres. Det kan virke som en kommentar til dagens heftige diskussion om julesangskrig mellem "det kristne land" og dets "muslimske gæster", men er altså skrevet før som mit eget forsøg på en marxistisk analyse af den danske julesangskat... Konklusion: Jeg kan kun finde én progressiv dansk julesang!

For et års tid siden argumenterede jeg her på bloggen for, at »det ideologisk ikke [er] uden betydning, at man tager kampen op med den religiøse fordrejning af solhvervsfesterne«. Eller mere mundret: Marxister bør deltage aktivt i markeringen af de historiske traditioner, der markerer menneskets produktive samspil med naturen (f.eks. solhverv og høst).

En af disse traditioner er julen. Vi lærer af samfundet, at mennesker holder jul hvor vi gør, fordi Jesus blev født på det tidspunkt. Sandheden er dog, at Jesu’ fødselsdag er lagt på det tidspunkt, fordi det var dér mennesker fejrede jul.

Den ideologiske kamp om julen, står altså mellem på den ene side det religiøst-idealistiske billede der står nedfældet i juleevangeliet, og på den anden side det videnskabeligt materialistiske verdensbillede, som forklarer disse traditioner som menneskets hyldest til produktionen – dvs. julen som en fejring af vintersolhverv.

Et af de stærkeste virkemidler til den religiøse indoktrinering om julen som Jesu’ fødselsdag, er hele arsenalet af julesange. Vil man diskutere julens budskab, er det altså slet ikke noget dårligt sted at starte.

De religiøse sange

De kristne julesalmer udgør så klart den største andel af julens samlede sangskat, selvom hovedparten af disse nok er ganske ukendte for de fleste. Et af de gennemgående temaer i disse, er fortællingen om Jesu fødsel som et særligt historisk vendepunkt for menneskeheden. Som i ”Et barn er født i Betlehem” hvor et vers lyder:

Forsvunden er nu al vor nød,

os er i dag en frelser fød.

Og i ”Det kimer nu til julefest” finder man følgende vers:

Men verdens ære, magt og guld,

For dig er ikkun støv og muld;

I krybben lagt, i klude svøb,

Et himmelsk liv du har mig købt.

Begge eksempler bygger på den traditionelle religiøse fortælling om, at nød og elendighed i de levendes verden slet ikke skyldes materielle afsavn, men derimod åndelige. At frigørelsen er en åndelig frigørelse, hvis egentlige gevinst er adgangen til paradis hinsides livet.

For den sultne er det dog en ringe trøst at selve fødslen af en frelser, skulle føre til al nøds øjeblikkelige forsvinden. Også selvom Karl Marx nok havde ret i at kalde det for »folkets opium«. Og dermed mente han ikke, som ofte (mis)forstået, et narkotikum uddelt af magthaverne for at holde folk bedøvet, men snarere en panodil der skal tage toppen af smerterne.

For den sultne er ”støv og muld” vitterlig det så absolut væsentligste guld i denne verden. Og alligevel bliver netop Jesu’ egen fattigdom ofte brugt som argument for, at netop hans prædiken af fattigdom skulle være til de fattiges gavn. Jeg kan således ikke selv påstå, at jeg ikke får en smule gåsehud når man i ”Dejlig er den himmel blå” synger følgende vers:

De ham fandt i Davids hjem,

de ham fandt i Betlehem,

uden spir og kongetrone,

der kun sad en fattig kone,

vugged barnet i sit skød.

Selve fortællingen om Jesus som de fattiges føre, hentet fra egne rækker, kan virke meget smuk. Næsten som når Brecht synger »Es kann die Befreiung der Arbeiter nur, das Werk der Arbeiter sein«. Venstrefløjen bruger endda selv Jesus i den betydning i ”Skipper Klements Morgensang” hvor der synges »Fattig på jorden vandred Guds søn, hented just ikke hos dem sin løn.«

Men det er – fra et marxistisk synspunkt – noget vrøvl. Jesus prædiker et liv efter døden, frem for et før. Han forlader selv sin (pap)fars produktive tømrerværksted, for at drage omkring med uproduktiv snak og bøn. Hans disciple gør alle noget tilsvarende. De tilstræber bevidst et liv i ekstrem fattigdom i forventning om åndelig rigdom og rigdom i det hinsides. Den fortælling gavner kun et sted. Nemlig i det jordiske skattekammer hos de stenrige.

Et sidste eksempel her på den religiøse indoktrinering i julesalmerne, er fra ”Glade jul, dejlige jul”. Her synger man i næstsidste vers om »Fred på jord, fryd på jord« og om Jesusbarnet der »har Himmerigs dør oplukt«. Mens man i sidste vers synger om »Salig fred, himmelsk fred« og »fryd dig hver sjæl han har frelst«.

Her skelnes mellem ”jordisk” og ”himmelsk” fred. En skelnen som i sig selv har været årsag til både jihad, korstog, terrorisme og andre former for religiøs vold. Og samtidigt bliver ”fred på jord” til et spørgsmål om at åbne himmerigets porte, hvor man så kan opleve den himmelske fred og sjælens frelse (men altså ikke den sultne maves).

Jesus var ingen arbejderhelt eller fattigfører eller for den sags skyld frihedskæmper. Han var en individualistisk særling - nogle ville sige hippie, der med sin ”vende den anden kind til”-ideologi snarere trak pinen ud, end åbnede døre til paradis. Den diskussion kan godt være værd at tage over klejner og flæskesteg, når julebudskabet skal klarlægges og nedskylles med vådt jordisk gods.

Den barnlige overtro

Heldigvis er der andet end kristne julesalmer. Der er også julesangene for børnene, som har det til fælles, at de baserer sig på god gammeldags almue-overtro. De handler således om nisser, julemanden og flyvende rensdyr.

Mest kendt i genren er nok ”På loftet sidder nissen” fra 1911. Nissen er jo egentlig oprindeligt et dæmonisk væsen, som almuen stillede grød til for at undgå de værste plager. I Margrethe Munthes sang er det dog nissen der plages af rotterne, som har et godt øje til hans grød. Den fortælling er ikke helt overtroisk. Når folk i gammel tid vedholdende stillede grød til nissen, har det nok hængt sammen med at de reelt fodrede netop mus, rotter og andet utøj.

I samme kategori finder man også en julesang som ”Der bor en lille nissemand” og den ikke særligt julede sang, ”En lille nisse rejste”. I førstnævnte dyrkes også den mytiske fortælling om nissen som en grødspiser boende ”på loftet”, mens det i den sidstnævnte er temmelig uklart hvorfor der tales om nisser. Nisser er også temaet i eksempelvis ”Julebal i Nisseland” fra Lille Per-filmen og på min gamle folkeskole, Lundebjergskolen, havde vi vores egen lokale julesang, ”Kender I nissen på Lundebjerg”, som ifølge teksten har det kristne navn Jacob.

Menneskeliggørelsen af rotterne i ”På loftet sidder nissen” kan genfindes hos musene i julesangen om Søren Banjomus. Og udover nisser støder man naturligvis også på den mytiske figur Julemanden, der har sine rødder i den kristne Sankt Nikolaus. Ham finder man bl.a. i ”Kender du den om Rudolf”, hvor Rudolf er noget så eksotisk som et rensdyr der kan flyve og som har en rød næse der kan ”lyse som et fyr” (!!!).

Og er alt denne folkelige overtro om nisser, julemænd og festende mus så bedre end fortællingen om Jesus? Altså i den store historiske kontekst er de ikke. Bekæmpelse af folkelig overtro har altid været en central opgave for marxister og andre modernister. Men selvom det således gibber i mig, når vi fortæller vores ældste søn, at gaven i julesokken dagligt leveres af julemanden, så er det dog ikke værre, end at jeg jo godt ved, at den fortælling vokser han fra.

Den (små)borgerlige jul

Det er dog ikke alle julesange der baserer sig på forskellige former for (over)tro. De to mest fremtrædende eksempler på sådanne julesange, er skrevet af den danske telegrafdirektør og amatørfotograf (den første af slagsen i kongeriget), Peter Faber. I første vers af hans ”Sikken voldsom trængsel og alarm” kan man høre:

Midt på gaden sælges træer og frugt,

se butikken, hvor den stråler smukt!

Varer kan man få i tusindvis,

tænk Dem bare, under indkøbspris.

pris, pris, pris, pris, pris, pris,

Her er ikke noget om Jesus, fattigdom og nød. Det er den moderne borgerlige jul der hyldes, ved at opremse ting der kan købes, butikker der stråler og ikke mindst ordet ”pris”. Det fortsætter i andet vers om børnenes deltagelse og tredje vers om familiens omfattende madindtag, der rækker så langt at lænkehunden får dobbelt sul, for at den kan mærke det er jul. Der er til gengæld ikke noget budskab om næstekærlighed over for de fattige, der muligvis ikke behøver mærke at det er jul.

Gud er dog ikke helt glemt, i det man i fjerde vers får at vide, at hvis man ikke er en dovenkrop, står man tidligt op og vader ned i kirken. Men altså ikke på den ydmyge og lovformelige måde salmerne foreskriver, men på rigtig småborgermanér. Som det hedder:

Indenfor er sang og festlig fred,

og man føler sig så vel derved,

allerhelst når præk’nen ikke dur

thi så får man sig en lille lur!

lur, lur, lur, lur, lur, lur,

Og den altid bagudskuende, romantiserende og forandringsforskrækkede småborger, som nok er abstrakt progressiv, men særdeles reaktionær i alle konkrete spørgsmål, fremsætter i femte og sidste vers dette banale ønske:

Drej kun universet helt omkring,

vend kun op og ned på alle ting,

jorden med, - thi den er falsk og hul, -

rør blot ikke ved min gamle jul!

Også i Peter Fabers anden – endnu mere kendte – julesang, ”Højt fra træets grønne top”, hyldes den forbrugeristiske og patriarkalske småborger-jul. Sangen er vidst skrevet til en konkret juleaften om virkelige personer og præsenterer i sit første vers det smukke juletræ, hvor på der i de følgende seks vers præsenteres hvilke gaver de forskellige børn tildeles.

Her kommer det patriarkalske syn på køn i den grad til udtryk. Anna får fire alen stof, så hun kan sy en frakke. Og bedstefar får en hue, som Hanne har strikket, mens Lotte har holdt garnet. Peter derimod får en tromme og Henrik en fane. Og Peter Fabers egen søn William får i et, for de fleste mennesker ukendt, vers foræret ”træets bedste ziir” i form af noget blankt guldpapir, han godt må gnave i.

William-versets ukendthed kan formentlig ledes tilbage til det forhold, at selvom arbejderfamilier i almindelighed altid har stræbt efter småborger-idyllen, og derfor gladelig har sunget med om Fabers jul, så var det alligevel en kende for overdrevet, at lade en lille rolling gennemtykke træets fineste stykke pynt, udformet i dyrt dyrt guldpapir.

Intet vers i sangen udtrykker dog den partriarkalske og forbrugeristiske jul mere, end det ottende og sidste, som slet ikke behøver at blive kommenteret:

Børn, nu er jeg bleven træt

og I får ej mere.

Moder er i køkkenet,

nu skal hun traktere.

Derfor får hun denne pung,

løft engang, hvor den er tung!

Julen varer længe,

koster mange penge.

Progressive julesange

Tilbage står så spørgsmålet om, hvad i al verden man kan synge i julen, hvis man vil uden om de kristne, de overtroiske og de småborgerlige sange. Findes der f.eks. slet ikke nogen socialistiske julesange? Tja… hvis de findes, så findes de nok i arbejdersangbogen. Og ja, Mylius-Erichsens genfortolkningen fra 1899 af ”Glade jul”, kaldet ”Verdslig julesalme”, findes faktisk dér. De to første vers lyder:

Glade Jul, dejlige Jul,

grøn er Sommer og Høst er gul,

Julen alene er tindrende hvid,

Julen er Fred efter Aarets Strid.

|: Julen er Hjerternes Tid. :|

Skønne Jul, kærlige Jul,

streng for fattig, for Dyr og Fugl.

Menneske! Om du din Jul forstod,

gav du af Evne og Overflod.

|: Julen er gavmild og god. :|

I det første vers kan man med lidt god vilje tale om at sommeren og høsten hyldes med sprælske og varme farver, mens julen fremhæves for sin fredfulde ro – hjerternes tid. I andet vers er den øvrige sangskats hyldest til den kristne fattigdom og småborgerens egoistiske overforbrug væk, til fordel for et krav om at optræde gavmildt overfor ”fattig, dyr og fugl”. De følgende tre vers kører i samme spor.

Spøjst nok er sangen grundlæggende set lige så småborgerlig som Fabers, blot er vi her ovre i segmentet af hattedamer (M/K), for hvem julen bliver en særlig anledning til at udvise medmenneskelighed (julehjælp er som bekendt kun noget de fattige får i julen, selvom sulten findes hele året). Selvom ”Verdslig julesalme” undgår de værste elementer fra den øvrige sangskat, så lever den alligevel ikke helt op til min forestilling om en ”progressiv julesang”.

Tilbage står kun én julesang, som for alvor tilfredsstiller mit krav om at tage afsæt i et videnskabeligt-materialistisk syn på julen. Og meget typisk kræver det, at jeg – mod min gode vilje – søger hjælp hos de gamle garvede kulturradikale viseskribenter fra miljøet omkring Poul Henningsen. Det er Mogens Lorentzens julevise fra 1939, ”Juletræet med sin pynt”, hvor sidste vers fanger solhvervs-budskabet perfekt:

Juletræet på besøg

hilser os fra eg og bøg

med besked derude fra,

at det lysner dag for dag,

og at solen fra sit skjul

ønsker os en glæd’lig jul.

Sangen rummer også lidt af de andre aspekter, men kun med behørig armslængde. Eksempelvis tales om den store stjerne der vist nok gled ned fra himlen. Om ikke den kristne himmel, så den dejlige blå fra virkeligheden. Eller det lille strejf af almue-overtro i ”kræmmerhus med nødder i”, som ”grangivligt er kogleri”. Eller småborger-julen med det oppyntede juletræ og hjemmet der lugter ”brunt og brændt”, men altså slet ikke på den overdrevne måde vi fandt det hos Peter Faber.

Fra et marxistisk synspunkt er ”Juletræet med sin pynt” en enlig progressiv svale i et hav af religion, overtro og småborgerlighed. Husk at synge den, når vi på lørdag, to dage efter vintersolhverv fejrer, at det nu endeligt er begyndt at ”lysne dag for dag”.

Glædelig jul.


Carina er en rød succeshistorie

Af Kasper Bjering Søby Jensen | 30. november 2011 | 34 kommentarer

Den meget omtalte Carina er endt som et gevaldigt nederlag for venstrefløjen, selvom hendes manglende fattigdom netop er udtryk for en ægte rød succes. Venstrefløjen er igen sin egen største modstander. Vi bør dyrke løsninger og sejre mere og vores egen forargelse mindre. Og så skal vi hylde arbejdet og de arbejdende før noget andet.

Der er sagt mange ting om min gode partikammerat Özlem Sara Cekic’ forsøg på at vise offentligheden og ikke mindst Joachim B. Olsen en rigtig fattig dansker. Forsøget var en rigtig kvajer og sådan er det nu engang.

Det der til stadighed undrer mig er dog, hvordan eksemplet Carina kunne ende med at være et så stort nederlag for venstrefløjen og ikke mindst for SF og Özlem.

Jeg mener: En enlig mor der har rigtig svært ved at finde en plads på arbejdsmarkedet, fordi hun lider af angst og depression. Det viser sig så, at kontanthjælp, boligydelse og børneydelser tilsammen giver familien en nettoindtægt på 15-16.000 kr. om måneden, heraf et rådighedsbeløb til mad, tøj, mv. på ca. 5000 kr.

Det giver bestemt ikke grundlag for nogen prangende tilværelse, men trods alt en anstændig en af slagsen, taget morens situation i betragtning. Og det er så et nederlag for de røde… og her er det jeg ikke forstår det længere. For det forhold at en enlig mor, der i næsten alle andre lande ville være ludfattig, faktisk har en anstændig tilværelse, er da en gigantisk rød sejr.

Det er ikke Lars Løkke og VKO der i deres 10 år ved magten har sikret disse forhold for den enlige mor. Og Joachim B. Olsen har nok ret i at Carina ikke er fattig i økonomisk forstand, men hvis han og hans ultraliberalistiske partikammerater fik magt som de har agt, så ville hun sgu blive fattig.

Det er derimod den danske arbejderbevægelse, som på ryggen af socialistiske og socialdemokratiske ideer har skabt et samfund, hvor Carina netop ikke er fattig. Det var dog om noget værd at prale af for de røde. Og Özlem kunne meget vel have udfordret Joachim på, om han støttede de sociale ordninger, der sikrer Carina og hendes barn et anstændigt liv.

Den røde identitet

Og så endte det som et kæmpe nederlag. Facebook svømmer over af SF’ere, Enhedslistefolk, socialdemokrater og andre behjertede skabninger, der forsikrer os om, at der sørme er fattige i Danmark, selvom Özlem altså ikke lige fik vist en af dem frem. Og ja, det er uomtvisteligt sandt, at der findes et større antal personer her i landet, som fortjener betegnelsen fattig.

Men hvorfor lå det ikke de venstreorienterede lige for at hylde Carina som et eksempel på en rød succes? En af grundene er muligvis, at eksistensen af svage, fattige stakler er et grundlæggende fundament for den identitet vi kalder venstreorienterethed.

Af samme grund vil mange venstreorienterede blive identitetsløse, hvis det venstreorienterede projekt om at eliminere eksistensen af fattige stakler lykkes. Og det er jo en personlig katastrofe for de fleste mennesker at miste deres identitet.

Måske fulgte Özlem bare sit venstreorienterede instinkt som sagde, at det naturligvis er en umulighed at der i vores samfund lever langtidsledige enlige mødre, som ikke må vende alle 50-ørerne tre gange for at få brød på bordet.

Og naturligvis er en forklaring også, at venstreorienterede er drevet af et oprigtigt ønske om, at gøre tilværelsen bedre for dem der faktisk har et rigtig elendigt liv. Men fokuseringen på det projekt kan altså blive så stort, at man helt overser alle dem der som følge af venstreorienterede sejre faktisk har gode liv. Ja sågar at man pine død vil se disse som nogen der må være fattige stakler.

Hvad med de arbejdende

Den anden side af hele historien, har været den gigantiske borgerlige propagandasejr over for det Thomas Larsen kalder ”skaffedyrene”. De danskere der hver dag står op, passer et arbejde der for de flestes vedkommende ikke just er selvrealisering og derpå betaler en enorm andel af deres indtægt i skat (primært via moms, afgifter, mv.) og dermed finansierer Carina.

Venstrefløjen taler faktisk meget lidt om dem der arbejder. Heller ikke om de mange arbejdende danskere der knokler i hårde lavtlønnede jobs. Det burde ellers ligge på enhver socialistisk rygrad, at de lavest lønnede arbejdere i Danmark har en bruttoindkomst der matcher Carinas netto-indkomst.

Hvorfor taler venstrefløjen så lidt om danskere der har et arbejde? Måske fordi de ikke lever op til vores selvforståelse af at repræsentere de fattige stakler. Lavtlønnede er muligvis ikke velhavende og måske endda dårligere stillet end Carina, men rigtigt svage kan de ikke være, når de har et arbejde.

Men venstrefløjens politiske succes afhænger af dens evne til at vinde opbakning fra netop arbejderklassen. Et socialistisk projekt der søger at samle de privilegerede med boglige uddannelser omkring forargelsen over at et antal mennesker er meget fattige, skaber muligvis nogle pladser i Folketinget, men ikke noget bedre samfund. Det socialistiske mål må således være underklassens integration i arbejderklassen, ikke arbejderklassens fortsatte understøttelse af førstnævnte.

Løsninger før forargelse

Et godt råd til Özlem og resten af venstrefløjens socialpolitikere kunne derfor være at fokusere mere på at præsentere løsninger og mindre på at skabe indignation og forargelse. Særligt når sidstnævnte nu viser sig at være så svær at skabe. Hvad er det vi skal gøre for de fattige – det kan man jo godt mene noget om, uden at påvise deres eksistens. Bliver der ikke brug for ordningerne, er det jo kun lykkeligt.

Præsenterer man ikke sine løsninger konkret, oplever folk blot budskabet om at der skal sendes flere penge til mennesker der ikke arbejder. Men tydeligvis er der i hvert fald mindst én der ikke behøver så mange flere penge tilsendt. Og der er nok også andre. Så hvem skal egentlig have flere penge og efter hvilke retningslinjer skal de fordeles.

Dernæst må man have en løsning der sigter mod at hjælpe Carina og andre udstødte tilbage til et produktivt liv. Det handler naturligvis først og fremmest om at sikre at der eksisterer jobs til disse mennesker. Men det handler også om at holde dem til ilden. Ikke på de idiotiske måder man gør i dag, men ved at sikre meningsfuld beskæftigelse.

Man burde oprette en stor statslig servicevirksomhed, hvor man altid kan anvises et arbejde til en samfundsmæssig mindsteløn, der sikrer én et rimeligt livsgrundlag. Virksomheden kunne på den baggrund løfte en lang række samfundsopgaver, som ikke løftes ordentligt i dag. Samtidigt kunne et væsentligt element af virksomhedens aktivitet være, at udvikle og uddanne sine medarbejdere, så disse nemt vil kunne gå ud i de ”rigtige” virksomheder, når disse har ledige funktioner.

Naturligvis findes der store grupper, som af fysiske, psykiske, sociale og andre grunde uden for deres egen kontrol, ikke kan passe et arbejde. Disse grupper må der naturligvis eksistere særlige tilbud til.

Hvis venstrefløjen for alvor vil i offensiven på dette spørgsmål, skal der satses mere på at tale om løsninger, og mindre på at opbygge forargelse og løfter om at sende flere af de penge, som andre har produceret grundlaget for. Det er slet ikke nogen simpel udfordring.

Det væsentligste er dog, at venstrefløjen lærer at fejre de ting, som faktisk er sejre. F.eks. at glæde sig over, at den langtidsledige enlige mor Carina, slet ikke er så fattig, som vi gik og troede.

Carina er en rød succes, der først bliver større den dag vi sikrer hende et job.


Gø med Ø eller bid med SF

Af Kasper Bjering Søby Jensen | 13. september 2011 | 16 kommentarer

»Hvis man har en mening med at deltage i politik, så må det være den, at man vil have indflydelse og magt til at virkeliggøre sine ideer. Hvis man bliver skrækslagen den dag, man får tilbudt del i magten, så hører man til ’nederlagets mænd’. Hvis man ikke er mere fast i overbevisningen om sine synspunkters rigtighed og om, at man vil kunne holde fast ved dem, så bør man opgive politik og give sig til at dyrke kål«

Citatet stammer fra Aksel Larsens erindringsbog ”Aksel Larsen ser tilbage”. Det er hans kommentar til, at første gang SF for alvor stod tæt på magten i årene 1966-67 under ”Det røde kabinet”, knækkede partiet og fire folketingsmedlemmer dannede et nyt parti, Venstresocialisterne (VS), fordi de ikke brød sig om kompromisser og politiske studehandler. De mente SF solgte sin sjæl for magten.

Aksel Larsens ord er, med meningsmålingerne to døgn før Folketingsvalget, mere aktuelle end nogensinde før. SF står til 10-11%, mod ca. 18% for et år siden. Enhedslisten, der vel nærmest er VS under nyt navn, er stormet frem fra 3% til 7-8%.

Årsagerne er ret enkle. For det første har Enhedslisten profileret sig på klare budskaber om ”noget helt andet”. For det andet har Enhedslisten haft Johanne, som er brændt igennem med det adspurgte vælgere typisk kalder ”klar tale”.

Overfor det har SF skullet forsvare et 3 år gammelt regerings-projekt, som vælgerne vel nærmest har opfattet som gennemført, selvom det overhovedet ikke er det. Et projekt som i sagens natur har bygget på en række kompromisser med Socialdemokraterne, som SF har skullet stå på mål for. Overfor Enhedslistens klare budskaber og Johannes klare tale, virker SF naturligvis uambitiøst.

Men det centrale ved et valg er jo ikke budskaber og tale i valgkampen, men den virkelighed der etableres efter valget. Vil Enhedslisten kunne omsætte det hele til resultater der tæller? Eller opnår partiet mest at svække SF, så de mange røde mærkesager SF har forhandlet hjem med Socialdemokraterne bliver svækket?

SF – valgets nye projekt

Det eneste virkeligt nye projekt i dansk politik ved dette valg, er udsigten til at der kan dannes en regering, hvor i der indgår et parti til venstre for Socialdemokraterne. Projektet er helt afgørende, fordi Danmark står overfor enorme trusler fra højre. Trusler der på lang sigt vil afvikle hele det velfærdssamfund, som arbejderbevægelsen har bygget på igennem mere end 100 år.

Skal denne udvikling vendes, kalder det på samling af alle gode kræfter. Da Villy Søvndal blev formand for SF stillede han sig i spidsen for et sådan projekt. Ved valget i 2007 belønnede vælgerne det med et flot valg. Og i august 2008 gik Socialdemokraterne endelig ind i det. Radikale og Enhedslisten har hele tiden set til fra siden.

Villys projekt er modigt. Han har sagt til sine medlemmer og vælgere, at hvis udviklingen i Danmark skal vendes, må de række hånden ud. Vi må forenes om det der samler og komme overens med det der skiller. Det sidste vil kræve kompromisser der gør ondt i hjerte, mave og hjerne. Men projektet er nødvendigt, hvis vi skal undgå et borgerligt 100-års-rige.

Projektet har samlet det meste af SF bag sig. Derfor er fortællingen om, at SF-ledelsen sælger alt for sin egen vinding af taburetters skyld, noget sludder. Alle os der ingen taburetter vinder, går jo også ind for projektet. Ikke fordi vi har en religiøs tro på SF eller fordi vi er blevet tvunget til det, men fordi vi tror på at projektet kan bære Danmark videre. At det er det der bedst sikrer velfærdssamfund, bæredygtig udvikling og menneskelighed.

Nogle af de hårdeste kompromisser, har været på skat og udlændinge. Særligt boligskat og familiesammenføringsregler. Men kompromiserne har jo ikke været gratis for Socialdemokraterne, sådan som det ellers ofte fremstår i medierne.

Fredningen af boligskatten har været modsvaret af en aftale om at øge skatten på banker, aktier, millionærer og usunde fødevarer. Socialdemokraterne var jo ellers oprindeligt for hele skattestoppet. De indkasserede penge skal bruges til at styrke velfærdssamfundet, bl.a. skolen og sundhedsvæsenet.

Fredningen af 24 års-reglen og tilknytningskravet var ét af 14 punkter i en samlet udlændingepolitisk plan. De 13 øvrige punkter var god SF-politik. Herunder at særligt lave satser til udlændinge (starthjælp og kontanthjælpsloft) skal afskaffes og at asylansøgere skal ud i samfundet efter 6 måneder i asylcenter.

Det afgørende for SF er ikke at undgå at lave kompromisser, hvor vi ind i mellem kommer til at stemme for noget vi dybest set er imod. Det afgørende er at nå politiske resultater. Resultater som betyder, at det vedtagne er bedre end det ville have været, hvis ikke vi havde deltaget.

Krisetiderne er ikke til store eksperimenter. Der er ingen grund til at bilde os selv og hinanden ind, at der findes en smart mirakelkur ud af krisen, uden at det kommer til at gøre ondt på nogle af os. Kriser gør sgu ondt. Men socialister er så uendeligt meget bedre til at styre dem, end de borgerlige er. Forudsætningen er dog, at vi har samlet en koalition omkring os, der kan danne flertal. Igen kræver det at man rækker ud mod hinanden.

SF’s projekt er lige så lidt en principløs jagt på magt, som det er en magtløs holden fast på principper. SF går til valg på at danne en regering, som trækker Danmark til venstre. Jo stærkere SF er i forhold til de andre partier i den regering, jo mere kan Danmark trækkes til venstre. Det bygger på to ting:

  1. Antal af ministerposter i en regering. Politik er kun i ringe grad beslutninger i Folketinget. Det er i høj grad den daglige administration i ministerierne. Jo flere socialistiske ministre, jo mere vil forvaltningen afspejle socialistisk tankegang.
  2. Styrkeforhold i de løbende forhandlinger. Den allerede aftalte politik er kun eksempler på betydningen af SF’s deltagelse. Efter valget skal der forhandles om mange andre sager. Her vil SF selvklart står dårligere med 18 mandater i ryggen end med 21 eller 28.

En stemme på SF er en stemme på et meget vigtigt politisk projekt, der har som mål at flytte Danmark.

Flytter Enhedslisten Danmark?

Som replik til ovenstående kan man så sige, at hvis et stærkt SF kan flytte Danmark til venstre i en regering, kan et stærkt Enhedslisten uden for en regering så ikke også det?

Jo, i princippet kan det sagtens være sådan. Dansk Folkeparti har som støtteparti for VK-regeringen flyttet Danmark væsentligt mere end de Konservative har gjort i regeringen. Men Dansk Folkepartis indflydelse bygger jo på ekstrem kompromisvillighed. De har udvalgt nogle få områder hvor de har krævet store indrømmelser og så har de i øvrigt loyalt bakket op om hvad regeringen nu kom med.

Sådan kan jeg ikke forestille mig Enhedslisten agere parlamentarisk. Enhedslisten har et grundprincip om ”at stemme imod den mindste forringelse”. Det betyder at partiet ikke vil deltage i et politisk spil, hvor reglerne er at man laver aftaler hvor alle får noget de gerne vil have og må acceptere noget de ikke vil have. Og i en koalition af fire ret forskellige partier vil den indstilling jo være nærmest det samme som at sige, at man i store og svære aftaler står udenfor.

Men hvad er en stemme på Enhedslisten så? Tidligere medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse Jakob Lindblom har sagt det ret præcist i et blogindlæg på Modkraft. En stemme på Enhedslisten er en styrke af kritikken af den nye regering og ikke mindst flere penge til Enhedslistens kampagneapparat, så alverdens retfærdige kampe, f.eks. imod EU, kan styrkes.

Hvis det man ønsker på Christiansborg er politikere der råber højt, kritiserer de flertal som en socialdemokratisk regering kan samle og står urokkeligt fast på sine principper og for hvem kompromisser, er at acceptere kagen uden flødeskum, så er Enhedslisten et fint valg.

Men hvis man interesserer sig for den politiske virkelighed. Den der bliver skabt af de beslutninger der træffes på Christiansborg. Den hvor børn sidder årevis i asylcentrene, den hvor de rige får skattelettelser, den hvor velfærdssamfundet forfalder, den hvor klimaet forringes, så er det uendeligt uinteressant at råbe højt, mens verden passerer forbi. Så må man stemme på indflydelse og resultater. Så må man styrke SF ved valget.

På længere sigt kan et svækket S-SF bliver en svækket regering som falder hurtigt. Påstanden om, at Enhedslisten vil fælde en ny regering aktivt med et mistillidsvotum sammen med de borgerlige partier er noget sludder. Det kommer ikke til at ske. Men hvis Helle Thorning får for svært ved at holde sammen på ”rød blok”, så vil regeringen blive afhængig af højrefløjen, som vil likvidere den det sekund de ser muligheden for det.

Måske tager jeg fejl. Måske vil Enhedslisten vise et helt nyt og resultatorienteret ansigt efter valget. Måske vil en kommende S-SF-R-regering faktisk kunne skabe en ny politik med Enhedslisten? Hvis jeg tager fejl (lad os definere det som, at hvis Enhedslisten i næste valgperiode stemmer for to samlede finanslove ved 3. behandlingen), så lover jeg en officiel undskyldning for min fejlagtige mistanke og en runde latte eller fadøl til hele partiets folketingsgruppe på Café Norden.

Enhedslisten vil gerne fremstille venstrefløjsvælgerens valg som et ”gø med Ø eller bjæf med F”. Altså et valg mellem hvem der har de største intentioner. Men det er en uinteressant modsætning. Enhedslisten har altid de største intentioner.

Det afgørende er hvem der rykker noget. I den sammenhæng er Enhedslisten for mig at se ”more bark than bite”, som de siger i engelsktalende lande. Med andre ord: Mærsk ville anbefale dig at stemme Ø frem for SF. For det er den nye regering, ikke dens højtgøende vagthund, der truer ham mest.

Enhedslistens fremgang sikrer formentlig valg til landmanden Søren Egge Rasmussen. Går det helt galt efter valget, kan han sikkert lære resten af partiets folketingsgruppe at dyrke kål.

Fremad og aldrig glemme

På torsdag skal regeringen væltes og en ny vælges.

På torsdag skal du stemme på Socialdemokraterne, SF eller Enhedslisten.

På torsdag skal du huske at de tre partier er forskellige og at valget imellem dem er vigtigt.

Jeg har her forklaret hvordan jeg ser på det. Jeg håber du træffer dit eget reflekterede valg.


Et valg om efterlønnen!

Af Kasper Bjering Søby Jensen | 10. maj 2011 | 20 kommentarer

Et forlig mellem regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale, vil gøre et kommende Folketingsvalg knivskarpt. Valget vil stå mellem dem der vil forringe tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet og dem der ikke vil. S-SF-Ø må rette skytset klart mod Venstre og Dansk Folkeparti.

Hvis man skal tro dagspressen, er det nu nærmest helt sikkert at Venstre, Konservative, Radikale og Dansk Folkeparti inden for få dage vil fremlægge et forlig, som vil forringe de nuværende ordninger for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet – efterløn og folkepension – med et anseeligt milliardbeløb.

Et sådan forlig kan, på grund af de christiansborgske spilleregler, ikke udmøntes i afstemninger før efter et nyvalg til Folketinget, fordi det vil være et brud på velfærdsforliget fra 2006. Og forlig opsiges kun i forbindelse med nyvalg. Lars Løkke vil derfor med enorm sandsynlighed trykke på valgknappen i starten af næste uge, hvis VKOR indgår forlig.

Situationen vil på mange måder være meget klar. Folketingsvalget må gøres til en folkeafstemning om tilbagetrækningspolitikken, hvor der er to muligheder. Enten får VKOR flertal og så vil de gennemføre deres forlig efter valget. Eller også får vi et arbejderflertal. Dermed vil VKOR’s forlig bortfalde fordi det ikke har flertal og en ny regering kan invitere til forhandlinger om en ny tilbagetrækningsreform (status quo er utænkelig – velfærdsforliget fra 2006 er jo opsagt).

Og så er der også en tredje mulighed, at hverken VKOR eller S-SF-Ø får flertal, fordi Liberal Alliance er en joker. Så er udfaldet højest uforudsigeligt. I det tilfælde vil VKOR enten få tilslutning fra Liberal Alliance eller også vil der skulle laves et nyt forlig ”henover midten”.

Uanset hvad, er det helt klart at arbejderbevægelsen kun har én klar strategi at føre valgkamp efter. Nemlig at sige at der en borgerlig vej hvor tilbagetrækningsordningerne forringes for arbejderklassen og en solidarisk vej, hvor de ikke forringes. Vil man det sidste, må man give sin stemme til et af arbejderpartierne.

Fjenden er Lars og Pia

Mange normalt rolige venstreorienterede er i disse dage vrede udover det sædvanlige over de Radikales samarbejde med VKO i denne sag. Jeg forstår vreden. Men jeg vil opfordre kraftigt til at lade den udfolde sig bag lukkede døre. Slå i en sofapude derhjemme…

Grundlæggende set er det nemlig ret svært at bebrejde de Radikale, at de har fået skabt flertal for en politik, de i 2007 gik til valg på. Nemlig en (delvis) afskaffelse af efterlønnen. Man kan kalde det en ”strategisk brøler”. Men det er at reducere politik til et taktisk spil om magt, frem for en kamp mellem visioner og holdninger.

Lars Løkke vil elske en valgkamp hvor konfliktlinjerne går mellem arbejderpartierne og de Radikale. Det må ikke ske. Vores valgkamp skal fokusere entydigt på at afsløre dem der har svigtet arbejderklassen i denne sag, nemlig Venstre og Dansk Folkeparti, som i 2007 blev valgt på et løfte om ikke at forringe efterlønnen.

Arbejderbevægelsens eneste chance for at vinde det kommende valg er, hvis de arbejdervælgere som de sidste 10 år har stemt på Venstre eller Dansk Folkeparti fordi de følte sig svigtet af os, vender hjem til arbejderpartierne. Der går ingen anden vej.

Derfor bør man også afstå fra at angribe de Radikale for, at Dansk Folkeparti fører parallelle forhandlinger med regeringen om at stramme for udlændinge. Radikale vælgere ved godt at det ikke er eller bliver radikal politik at stramme. Og de kommer ikke til at flygte i hobetal til arbejderpartierne af den grund, så det er spildt krudt.

Sådanne angreb er tilgengæld problematiske i forhold til de vælgere vi skal flytte fra Dansk Folkeparti og Venstre til S-SF-Ø. Hvis de får det indtryk, at vi er mere bekymret for stramningerne på udlændinge, end for forringelsen af efterlønnen, så flytter de ikke.

Det betyder ikke at Dansk Folkepartis stramninger ikke er bekymrende. Det er de. Og med mindre VKO får flertal igen, så vil der ikke efter et valg være flertal for de stramninger. Det har alle fire oppositionspartier gjort helt klart. Derfor er det en falsk og unødvendig konfliktlinje, der kun skader kommunikationen af det for valget væsentligste budskab, nemlig at dem der bekymrer sig om tilbagetrækningsmulighederne, må stemme på S, SF eller Ø.

Situationen kan virke fortvivlende. Fra at det hele så nemt og klart ud, er det nu blevet uoverskueligt, med mange mulige udfald og en hel del åbne uklarheder. Men vi må ikke lade os slå ud af kurs eller begynde at spille modstanderens spil ved at udråbe Radikale til fjenden. Vi må holde hovedet koldt.

Da Nyrups partner gennem 4 år, Centrum-Demokraterne (CD), i begyndelsen af valgkampen i 1998 slog hånden af ham og pegede på Uffe Ellemann, reagerede han ikke ved at lade sig slå ud. I stedet blev han, i en for ham usædvanlig høj grad, klar i spyttet og sagde: »CD har truffet sit valg, nu må vælgerne træffe deres. Det er et valg mellem to menneskesyn«. Han vandt mirakuløst valget! Den klare linjedeling må arbejderpartierne gentage, når Radikale har lavet forlig med VKO.


Afskaf efterlønnen!

Af Kasper Bjering Søby Jensen | 5. januar 2011 | 26 kommentarer

Nu diskuterer vi så efterløn igen. Og som med alle den slags diskussioner, nøjes vi med at forholde os til systemet som det ser ud, overfor den ændring der skal laves. Det er der nu i almindelighed en god grund til (selvom jeg gør noget andet i denne blog). Afskaffelsen af efterlønnen i sig selv er nemlig en uretfærdig forringelse af det eksisterende system for tilbagetrækning, som der er god grund til at bekæmpe.

Men hvis venstrefløjen på længere sigt skal vinde diskussionen om en retfærdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, må vi begynde at diskutere hvad der skal være principperne for denne. Mit forslag er, at vi laver et system uden efterløn, som ikke baserer sig på aldersgrænser. I stedet skal kontrakten hedde 40 års arbejde, 40 års frihed. En person der har tilbragt 40 år i produktionen, skal altså have ret til varig pension.

En diskussion der tvinger samfundet til at grave de principielle standpunkter frem, vil flytte diskussionen udover den snævre kamp om konkrete bastioner, der altid lader sig fordreje af fokus på det ene eller andet særtilfælde (f.eks. den golfspillende læge).

I et klasseperspektiv

Hvis vi anskuer velfærdsstaten ud fra et arbejderklasseperspektiv, så tjener den grundlæggende set to formål. For det første at sikre, at en andel af de i fællesskab skabte værdier anvendes til at dække individuelle behov, som er fælles for næsten alle. Dette kan velfærdsstaten gøre langt mere rationelt, end markedet. For det andet er velfærdsstaten en måde at hive noget af merværdien tilbage på – altså et værktøj i klassekampen.

I Danmark er velfærdsstaten først og fremmest det første. Langt hovedparten af finansieringen kommer direkte fra lønmodtagerne selv gennem skat på indkomst og forbrug. Og selvom Frank Aaen har mange jokere i ærmet til at aktivere det andet formål, så kommer det ikke til at ændre på at det første er dominerende.

Det skal vi i øvrigt ikke være kede af. Hellere hive pengene hjem selv i første omgang og så fordele dem, end at være afhængig af at de rige bliver ved med at være rige. Det betyder til gengæld også, at solidariteten i arbejderklassen overfor den fælles velfærdsstat får en meget stor betydning (større end viljen til at plukke de rige). Dette forhold er det strukturelle grundlag under enhver succesfuld strategi for udvikling af velfærdsstaten.

Solidaritet bygger altid på en kontrakt. Den kan være formel og nedskrevet (som i juridisk forstand: At hæfte solidarisk) eller det kan være uformelt og mere eller mindre udtalt. Den solidariske kontrakt bag velfærdsstaten er ikke specielt udtalt. Og netop det at artikulere indholdet i kontrakten, er et godt sted at starte diskussionen.

40 års arbejde – 40 års frihed

Alle materielle værdier udspringer af menneskers produktive arbejde – det gælder også dem vi anvender i velfærdsstaten. Den solidariske kontrakt handler derfor om at yde efter arbejdsevne og nyde efter objektive behov. Diskussionen om tilbagetrækning handler således om at indskrive i kontrakten, hvornår et individ kan ophøre med at yde, men fortsat nyde.

Det kan være klogt at se det lidt i livsperspektiv. I grove træk er de fleste på nyde-holdet i hvert fald de første 20 år af deres liv, mens få er det mere end de første 30 år. Et menneskeliv varer i grove træk – og her ser jeg bort fra alle uligheder – ca. 80 år. Hvis de første 20-30 år går med at nyde og der også skal være tid til at nyde uden at yde i den anden ende, er en fifty-fifty-fordeling oplagt. 40 års arbejde, 40 års frihed. Eller snarer: 40 års produktivitet, 40 års uproduktivitet.

Den kontrakt er da til at forstå. Halvdelen af dit liv skal du bidrage til fællesskabet ved at arbejde – med mindre du af objektive grunde er forhindret, den anden halvdel kan du nyde i form af daginstitution, skole, uddannelse, SU, studierabatter, pension, ældrepleje, plejehjem, mv. Det er naturligvis lidt forsimplet, men kontrakten er klar i mæglet.

Konsekvensen af 40-40-modellen er, at tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet ikke afhænger af din alder, men af hvor længe du rent faktisk har ydet dit på arbejdsmarkedet. Blev du udlært murer som 20-årig, kan du trække dig tilbage som 60-årig. Fik du snøvlet specialet færdigt i en alder af 29 år, kan du trække dig tilbage som 69-årig.

Mange dilemmaer

Princippet lyder måske simpelt, men skaber et hav af dilemmaer og uklarheder. Hvornår kan man f.eks. siges at arbejde? Har man arbejde blot man står til rådighed for arbejdsmarkedet eller skal tid i arbejdsløshed trækkes fra (det ville være et meget urimeligt princip). Hvad med barselsorlov, er det yde- eller nydetid? Hvad med fritidstjansen og studiejobbet? Og efteruddannelse? Hvad hvis man bliver syg? Og hvad med den hjemmegående husmor/-far?

I det sidste tilfælde mener jeg i grunden at kontrakten bliver brudt. Det er naturligvis helt rimeligt at man lader sin ægtefælle finansiere sit ophold på planeten, men det bryder med kontrakten. Arbejde i hjemmet er godt nok hårdt, ligesom det er hårdt at gå i skole. Men fra et velfærdsstatsligt synspunkt, er de to ting ikke udtryk for produktion. Barselsorlov derimod er et led i arbejdskraftens reproduktion og tæller derfor som samfundsmæssigt arbejde.

Og så er der alt det andet uproduktive. Ledighed bør naturligvis tælle med, hvis man ellers er til rådighed for arbejde. Sygdom fra et arbejde bør naturligvis tælle med. Derudover kan en del af kontrakten meget vel være tilbud om betalt orlov og efteruddannelse, mod at pensionen udskydes tilsvarende. På den måde åbner systemet for nye typer af valgfrihed.

Det vil også være et spørgsmål, om man uanset arbejdsindsats, før eller siden skal have ret til offentligt finansieret pension. F.eks. når man fylder 75 år. Ligesom det kan diskuteres om 40 års arbejde er for meget eller for lidt, osv.

Jeg kan ikke opstille og diskutere alle dilemmaerne her. Mit centrale synspunkt er, at vi ikke som socialister kan nøjes med at tale om rettigheder, ligesom vi aldrig ville acceptere kun at diskutere pligter. Ret og pligt er begge uundgåelige sider af den solidariske kontrakt der konstituerer et velfærdssamfund af vores type.

Af samme grund er den mest offensive tilgang til kravet om, at man skal have et ordentligt liv både før og efter arbejdslivet, at formulere klart i kontrakten, hvornår man har gjort sin pligt og derfor kan kræve sin ret. En sådan tilgang vil bringe os i offensiven overfor de borgerliges budget-logiske tilgang.


Derfor jul!

Af Kasper Bjering Søby Jensen | 21. december 2010 | 22 kommentarer

Den sidste uges tid har jeg tilbragt med en 20 måneder gammel dreng med skoldkopper. Derfor har jeg også set uforholdsmæssigt meget børnefjernsyn. Og bl.a. adskillige gange hørt børn genfortælle og blive bekræftet i den fejlopfattelse, at »vi holder jul fordi vi fejrer Jesu fødsel«.

Som så mange andre socialister, er jeg sekulær ateist af den mere aggressive slags. Og da jeg også selv har abonneret på forestillingen om julen som en kristen fest, har jeg i de sidste 15 år forsøgt at dyrke fænomenet mindst muligt. Andre socialister (og atheister) bryder helt med julen og erklærer at de fejrer vintersolhverv.

Men i virkeligheden er det at lade modstanderen løbe af med det der i grunden er vores. Jul har nemlig ikke det fjerneste med kristendommen og Jesu fødselsdag at gøre. Jul er derimod navnet på en gammel skandinavisk/germansk festlighed, der markerer midvinter.

Ordet jul er formentlig afledt af ordet Jólner, som er det oldnordiske navn for den nordiske overgud Odin. Og festens navn stammer dermed formentlig fra at denne har været en hyldest til Odin. For så vidt er der altså tale om en religiøs ceremoni.

Når kristendommen alligevel har erobret julen, skyldes det et af verdenshistoriens første og største spin. Det starter med det såkaldte juleevangelium, som der vidst er almindelig enighed om blandt sagkundskaben er en sød, men helt sikkert ikke sand historie om en jomfrufødsel i en stald i byen Betlehem for ca. 2000 år siden. Omkring den tid hvor det romerske imperium gjorde kristendom til sin statsreligion, blev Jesu fødsel bekvemt placeret på dagen for den romerske solfest, 25. december.

Den kristne fejring af Jesu fødsel hedder på dansk kristmesse. Det navn har dog trods kirkens fortidige forsøg, aldrig vundet fodfæste i Danmark (jeg husker kun at have hørt det brugt i Martin Jensens anbefalelsesværdige middelalderkrimier om Assens-byfogeden Eske Little).

Dette i modsætning til de engelsktalende lande, hvor man fejrer Christmas, mens det engelske ord for den skandinavisk/germanske julefest, yule, vidst er ret ukendt (jeg husker kun at have hørt det brugt i bogen (og filmen) Harry Potter and the Goblet of Fire hvor der holdes Yule Ball).

Hvorfor fejrer vi så jul?

Men hvis forklaringen på at vi fejrer jul ikke er, at vi markerer fødslen af en betydningsfuld prædikant, hvad er den så? Ja, her må man som materialist gribe til videnskaben.

Planeten Jorden bevæger sig i en bane omkring stjernen Solen. Banen er med god tilnærmelse tæt på at være cirkelformet. Jorden ligger derfor i en fast afstand af ca. 150 mio. km. fra Solen. Solen er et rent energicenter, der konstant frastråler enorme mængder energi og dermed forsyner Jorden med alt den energi dens indbyggere har til rådighed (med undtagelse af en lille smule der kommer fra radioaktive processer). Solen er altså drivkraften bag alt liv, vækst og aktivitet.

Jorden drejer heldigvis også rundt om sig selv. Hver gang Jorden har bevæget sig en hel tur omkring solen, har den drejet 365,25 gange om sin omdrejningsakse. Den flytter sig altså ikke ret meget i forhold til solen, i løbet af en enkelt omdrejning. Derfor fordeles solenergien løbende jævnt på Jorden, frem for kun at falde på en halvdel ad gangen. Jordens krumme overflade gør dog, at der stråler mere solenergi ind pr. overfladeareal på midten end på polerne. Derfor er der varmt i Afrika og koldt på nord- og sydpolen.

Det er nærliggende at forestille sig at Jordens omdrejningsakse står vinkelret på det plan dens bane ligger i. Hvis det var tilfældet ville alle døgn være ens. 12 timer med sol og 12 timer uden. Der ville således heller ikke være årstider. Formentlig ville menneskene i så fald aldrig have opfundet tidsenheden ”et år” [1] og vi ville helt sikkert aldrig have opfundet julen.

Jordens akse hælder imidlertid 23,5º i forhold til vinkelret på dens baneplan. Aksen holder imidlertid altid sin orientering – den drejer så at sige ikke, når Jorden bevæger sig rundt om solen. Det betyder at aksens ene ende (den vi bor tættest på, kaldet nord) altid peger mod stjernen Polaris, også kendt som Nordstjernen. Af samme grund står denne stjerne samme sted på himlen i løbet af et døgn.

Når en fikseret hældende akse drejer omkring et centrum, må denne nogle gange vende ind mod centrum og nogle gange vende væk fra centrum. Dette fremgår af følgende figur. Det tidspunkt hvor Nordpolen peger direkte mod solen, vil man på den nordlige halvkugle opleve som den længste dag, midsommer eller sommersolhverv. Og når den peger direkte væk fra solen, oplever vi det som den korteste dag, midvinter eller vintersolhverv.

To gange om året peger aksen hverken mod eller væk fra solen, dem kalder vi så jævndøgn. Her er dag og nat lige lange. I perioden mellem jævndøgn, hvor nord peger væk fra solen taler vi om vinterhalvåret. Her er solen fremme færre timer pr. døgn og solen rammer mere skævt ind på os. Derfor bliver det køligere og vi får vinter. Samtidigt peger sydenden ind mod solen og derfor har den sydlige halvkugle sommer. Og omvendt.

Da solen er altafgørende for menneskets produktion af mad på marken, har det at følge med i dens opførsel og især at lære mønstrene i disse at kende, været helt nødvendigt til alle tider. Derfor har mennesket også fra de tidligste tider haft tjek på, hvornår det var vinter- hhv. sommersolhverv. Og vi har fejret disse begivenheder, formentlig alle steder på kloden som ligger langt nok fra ækvator, til at årstiderne gør en markant forskel.

Som marxist må man være klar over hvor altafgørende produktionen er for menneskets bevidsthed. Solhvervsfejringerne er ikke bare mytiske skikke begrundet i religiøse tosserier. De er først og fremmest markeringer, som har at gøre med vores aller vigtigste produktivkraft, solen. Det er udtryk for fejring af menneskets produktive omformning af naturen til forbedring og berigelse af sit eget liv. Af samme grund burde man som socialist nok gå mere op i høstfester, end vi gør.

Det er ideologisk altså ikke uden betydning, at man tager kampen op med den religiøse fordrejning af solhvervsfesterne. Sommersolhverv har vi tabt af navn. Sankt Hans aften er formelt set en fejring af Johannes Døberens fødsel. Det er der til gengæld ikke nogen der tænker over. For vintersolhverv har vi vundet navnet jul, til gengæld tror alle at det handler om Jesu fødsel.

Næste gang nogen spørg dig, hvorfor vi fejrer jul, så giv dem det videnskabeligt-materialistiske svar: Fordi Jordens akse hælder 23,5º i forhold til vinkelret på dens baneplan.

I morgen den 22. december er det årets korteste dag. Derfor ønsker jeg alle Modkraft-brugere:

God jul!


Udlændingepolitiske Udfordringer – Humanisternes lange march

Af Kasper Bjering Søby Jensen | 8. december 2010 | 6 kommentarer

I dag demonstrerer et sted mellem 2.000 og 20.000 mennesker i København under parolen ”Kærlighed uden grænser”. Det har de gode grunde til. Regeringens seneste stramninger af reglerne for ægtefællesammenføring til Danmark er endnu et skridt i den helt gale retning.

Havde det praktisk passet ind i mit liv, var jeg såmænd gerne gået med. Men ikke uden at det havde naget mit sind, om denne type af demonstrationer nu tjener ret mange andre formål, end at booste demonstranternes egen gode samvittighed (hvad der i øvrigt kan være fint nok).

Problemet er, at udlændingespørgsmålet ikke er en konfrontation mellem på den ene side en vred befolkning og på den anden side genstridige politikere, sådan som det f.eks. typisk er tilfældet i kampen om efterløn, dagpenge, kommuneøkonomi og som det var med Irak-krigen.

I kampen for en anstændig udlændingepolitik er modstanderen ikke ”bare” Dansk Folkeparti, VK-regeringen og reaktionære socialdemokrater, endsige kapitalisterne. Modstanderen er først og fremmest brede lag i befolkningen. Og dem besejrer man næppe ved at demonstrere imod dem. Hvis man virkeligt vil vinde den kamp, kræver det et langt sejt træk.

Udfordringens indhold

Som socialist er min grundindstilling den klassiske: Der er kun et folk, menneskeheden! I den optik er det jo absurd at tale om ”udlændinge” og især om ”udlændingepolitik”. Parolen er imidlertid en idealistisk forestilling, uden rødder i den aktuelle globale økonomiske basis, hvor verden er fysisk opdelt i produktionszoner, holdt sammen af nationale fortællinger. Den nationale opdeling af menneskeheden er ikke kun ideologisk – den har dybe rødder i den globale økonomiske struktur.

Derfor må vi forholde os til emnet ”udlændingepolitik”. Emnet er så sammensat, at det ikke giver mening at tale om det som én samlet ting. Efter min mening må det opdeles i i hvert fald følgende fem delemner, som dog påvirker hinanden på kryds og tværs:

  1. Indvandringspolitik: Hvem kan, fordi de har lyst, få adgang til midlertidigt eller permanent at bo i Danmark, herunder det specifikke spørgsmål om hvornår man kan familiesammenføres til Danmark.
  2. Asylpolitik: Hvem kan, fordi de af hensyn til deres personlige sikkerhed ikke kan blive hvor de er, få lov at søge tilflugt i Danmark, herunder hvordan vi behandler dem mens de er her og hvornår de kan slå sig permanent ned.
  3. Integrationspolitik: Hvordan sikrer vi at folk der er kommet til Danmark og dem der var her i forvejen, kommer til at være en del af det samme samfundsmæssige fællesskab.
  4. Værdipolitik: Hvilke værdier finder vi acceptable i Danmark (diskussionen om tørklæder, spisevaner, paraboler, køns- og demokratisyn, m.m.m.).
  5. Diskrimination: Hvordan forholder samfundet sig til at personer behandles særlig dårligt, fordi de er udlændinge (det være sig politisk vedtagen, fordomsbaseret og helt traditionel racisme).

Blandt mange ulykker, mener jeg at der i den nuværende udlændingepolitik særligt er to store:

For det første er det antallet af flygtninge der får ophold i Danmark. I 2001 tog Danmark ca. 6000 flygtninge, i de senere år har antallet ligget omkring 1000-1500. Det til trods for at vi har startet to blodige krige i mellemtiden. At tage imod flygtninge er en global opgave, som alle folkeslag må løfte i fællesskab. Danmark tager ikke sin del af slæbet og det kan vi ikke være bekendt.

For det andet at vi opstiller groteske regler for ægtefællesammenføring. En gammel bekendt fortalte fornyeligt om, at han ikke havde turdet besøge sine svigerforældre inden sit bryllup med en udenlandsk kvinde, fordi de frygtede at deres tilknytning til hendes hjemland blev for stor. Danmark opstiller barrierer for mennesker uden rationelt grundlag. Det kan vi heller ikke være bekendt.

Når venstrefløjen har så uendeligt svært ved opnå så åbenlyse forbedringer på udlændingepolitikkens punkt 1 og 2, så handler det efter min mening om, at folk ingen tillid har til at vi kan handle fornuftigt på punkt 3 og 4. Blandt andet fordi vi nogle gange forsøger at placere udfordringer indenfor punkt 3 og 4 i punkt 5. »Vi taler ikke om integration, kun om antiracisme«, som en leder i SFU’s svenske søsterorganisation engang sagde til vores gæst på deres kongres.

Udfordringens baggrund

Den moderne indvandrings Danmarkshistorie starter vidst nok i 60’erne, med import af arbejdskraft fra især Tyrkiet. De første der advarer mod denne indvandring er ikke Fremskridtspartiet eller andre datidige højrepopulister, men derimod venstrefløjen og arbejderbevægelsen. Ikke mindst Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder-Forbund (senere SiD og i dag 3F).

I 1973 indfører Danmark derfor indvandrerstop. På det tidspunkt bor der omtrent 6.000 mennesker med tyrkisk baggrund i landet. 1. januar 2010 er tallet ca. 60.000. Det skyldes ikke ekstrem høj fertilitet, men familiesammenføringer op gennem 80’erne og 90’erne, blandt andet fordi personer med tyrkisk baggrund i høj grad har giftet sig med folk fra Tyrkiet. [Tallene stammer fra boganmeldelsen ”Grænser for godhed” i Weekendavisen, 26/11-2010].

Fra et humanistisk synspunkt er dette udtryk for frie individer der udnytter deres frihedsrettigheder. Fra et samfunds-mekanisk synspunkt, er det potentielt udtryk for et etnisk parallelsamfund, der vokser i et meget højt tempo (i snit 6% om året). Et enkelt af sådanne er naturligvis håndterbart, men hvis der også er et irakisk, et pakistansk, et somalisk, et kinesisk, m.m.fl., kan det give ganske store spændinger.

Nogle af de første der advarede kraftigt mod sådanne parallelsamfund, var de i humanistiske kredse aktuelt populære socialdemokratiske ”vestegnsborgmestre” [Læs f.eks. ”Christiansborgs små palævinduer” i Weekendavisen, 26/11-2010]. De havde dem nemlig tæt inde på livet. En stor almen boligmasse opført til arbejderklassen, skabte stor koncentration af ikke-etnisk-danske grupper i kommuner som Ishøj, Brøndby, Albertslund, Herlev, mv.

Udfordringen med at integrere disse grupper blev i praksis lagt på dem der boede i områderne i forvejen, det vil især sige jævne arbejdere og socialt udsatte. Førstnævnte flyttede væk fra opgaven og det demokratiske fællesskab til individualistlivet bag parcelhuskvarterernes ligusterhæk. Sidstnævnte havde ikke denne mulighed, og måtte lære at slå sig til tåls med de nye naboer på godt og ondt.

Integrationen blev, i hvert fald set med den brede befolknings øjne, en eklatant fiasko. For mange lærte ikke at tale dansk, for mange fik ikke fodfæste på arbejdsmarkedet, for mange havnede i kriminalitetsstatistikkerne. Jeg mener at disse tre faktorer er hovedsagen til at Dansk Folkeparti har kunnet vinde frem. Alt det værdipolitiske om muslimer og ekstremister vinder efter min opfattelse kun frem, på grund af de mere reale problemer.

Integrationsudfordringen var imidlertid ikke uløselig. Den voksede bare hurtigere, end den kunne løses, på grund af familiesammenføringer. Hver gang én person kom til Ishøj, kom der også en ægtefælle. Og fik de tre børn, kom der tre ægtefæller mere, og så videre. Men med regeringens stramninger – først og fremmest tilknytningskravet og 24 års-reglen – kom Ishøj i en tilstand, hvor problemerne løstes hurtigere end de opstod. I dag er Ishøj efter min mening et af Danmarks mest succesfulde integrationsprojekter [læs f.eks. ”Velkommen til Medina” i Weekendavisen, 3/12-2010].

Det er det forhold der gør, at danskerne i massiv grad bakker op om tilknytningskravet og 24 års-reglen, selvom de rammer langt bredere end ”besværlige etniciteter”. Danskerne lider ikke af den principielle anti-muslimske holdning der præger Pia Kjærsgaards sekt. Danskerne lider af bekymring for deres demokrati, deres velfærdssamfund, deres tryghed på gaden, osv. Oplever de at disse ting udfordres, så accepterer de formentlig hvad som helst. Danskerne kan godt falde for Kjærsgaards muslim-hetz, men kun som afledt effekt af de reale problemer. Det er formentlig også derfor, at der ikke er folkelig klangbund for yderligere stramninger. Folk er ikke længere bekymret for de reale problemer.

Den lange march

Det er en stor sejr for os humanister, at vi i dag uden at støde store befolkningsgrupper fra os, kan sige at ”nu er det nok”. Nu skal adgangen til familiesammenføring og asyl ikke strammes yderligere. Men derfra og så til at tro at vi nu kan gå i gang med at afmontere VKO’s stramme udlændingepolitik, uden at befolkningen vender os ryggen, er der langt. Ifølge ovennævnte artikel om ”Christiansborgs små palævinduer”, går kun ca. 10% af danskerne ind for lempelser… 10%!

Det er derfor at humanisters kamp for en bedre udlændingepolitik ikke er en styrkeprøve med mørke kræfter i den danske elite, der klares bedst med uforsonlig konfrontation. Men i stedet en lang og tung march, hvor befolkningen skal overbevises om, at vi er i stand til at løfte integrationsopgaven og navigere i værdipolitikken. Det er en lang snørklet omvej, men genvejen går i afgrunden. Det er derfor jeg mener SF’s position i praksis er mere humanistisk, end Radikale og Enhedslistens.

En humanistisk strategi der virker, må derfor starte med at venstrefløjen og arbejderbevægelsen erobrer magten. Det tyder alt på kommer til at ske ved næste valg. Den magt skal vi bruge, til at vise at vi kan løfte integrationsopgaven. Kan vi ikke løfte denne opgave, kommer vi aldrig videre med at lempe den øvrige udlændingepolitik.

Integration er en tosidig opgave, hvor et individ og et fællesskab skal lære at fungere sammen. Det kræver at begge parter gør en indsats. En ny regering skal derfor i langt højere grad gøre det til en fælles samfundsopgave at sikre mulighederne for sprogundervisning, uddannelse og job til indvandrere. Men vi skal også still krav om, at folk tager imod disse muligheder. Ender man i Danmark i et lukket fællesskab med eget sprog og adgang til sorte småjobs i grønthandlere og pizzeriaer, kan det blive nemt at vælge mulighederne fra, selvom intentionen egentlig var en anden. Det kan ikke accepteres.

Det er derfor jeg synes S-SF’s såkaldte ”pointsystem” ikke er en kamel jeg har måttet sluge, men en helt nødvendig nyskabelse. Fordi det er et system der på en klar og enkel måde stiller basale krav til hvilke integrationsmuligheder man skal gribe. Vel og mærke krav som man har mulighed for at opfylde.

Den store opgave for humanisterne bliver at udvikle dette system så det bliver effektivt i forhold til at få folk der kommer til Danmark til at opføre sig hensigtsmæssigt. Ingen skal som udgangspunkt udelukkes af systemet, men der er betingelser som skal opfyldes, ellers afvises man. Kan vi udvikle et sådan system i f.eks. den første regeringsperiode, har vi efter min mening gode kort på hånden for at tage opgøret med især de værste sider af tilknytningskravet i senere regeringsperioder.

Det er et langt træk, der sagtens kan tage mindst 10 år. Men jeg kan ikke se at der går andre veje til målet. Netop fordi der her ikke er tale om et flertal der holdes på plads af en magtfuld elite, men om et mindretal der skal vinde flertallet for en sag, flertallet tvivler meget stærkt på.

Glem aldrig at fundamentet for den nuværende stramme udlændingepolitik er bekymringer for virkelige forhold. Det er ikke sadistiske tilbøjeligheder overfor danskere der forelsker sig i udlændinge eller et udbredt had mod muslimer, der bærer det igennem hos befolkningen. Det er derimod en dyb mistro til, om en human udlændingepolitik i virkeligheden undergraver alt det andet folk har kært. Velfærd, demokrati, tryghed. Kan vi humanister løfte integrationsopgaven og formår vi at stille os rigtigt i værdispørgsmålene, så kan vi også løfte opgaven at genskabe troen på en human asyl- og indvandringspolitik. Kan vi ikke løfte den opgave, må vi marchere på stedet i rigtig lang tid.

Hold fanen højt nu – men slut jer på den anden side af et valg, til det praktiske arbejde med at løfte denne langsigtede humanistiske opgave. Andet kan vi ikke være bekendt!

God demonstration!


Familiesammenføring – tre linjer tegnes op!

Af Kasper Bjering Søby Jensen | 19. november 2010 | 58 kommentarer

De seneste dages udmeldinger omkring reglerne for familiesammenføring af en ægtefælle (i det følgende blot kaldet familiesammenføring), har trukket tre klare politiske linjer op, som de danske vælgere må vælge mellem ved næste valg.

Der synes i hele centrum-venstre, det meste af Socialdemokratiet indbefattet, at være bred enighed om at afvise VKO’s princip. Retten til at kunne bo i sit land med den man elsker, skal ikke afhænge af et nyttemaksimerende pointsystem. Jeg finder ingen grund til at diskutere dette synspunkt yderligere her.

Set fra et socialistisk synspunkt mener jeg at S-SF’s princip er det rigtige. Grundkernen i socialisme er demokratiske fællesskaber. Og demokratiske fællesskaber forudsætter medlemmerne af fællesskabets aktive deltagelse. Forudsætningen for tilslutning til et samfundsfællesskab, må derfor være at man udviser en mindste vilje til at deltage i dette. Det væsentligste kriterium er efter min mening, at man lærer at beherske det fælles sprog på et basalt niveau, så man kan kommunikere med det øvrige fællesskab.

RØ-LA’s princip passer fint sammen med den liberalisme som præger R og LA. Begge partier har meldt klart ud, at hvis bare folk kan betale selv, så må fællesskabet ikke stille yderligere krav til dem. Det er med andre ord markedet der skal regulere, ikke fællesskabet. Fair nok – jeg er bare uenig.

Men hvad er egentlig Enhedslistens idé om at tilslutte sig princippet? Ikke markedsvejen, det slår partiet fast ved at erklære at »det er usympatisk at lukke kasserne for børn og voksne, som bliver familiesammenført til Danmark«. Hvad betyder det?

Jeg har svært ved ikke at høre det som om, at på den ene side skal alle krav fjernes, på den anden side skal samfundsfællesskabet stå klar med check-hæftet. Hvor langt vil Enhedslisten i grunden gå med at afvikle krav? 24 års-regel, tilknytningskrav og pointsystemer. Okay. Skal boligkravet og forsørgelseskravet også afvikles? Det er jo en ganske effektiv økonomisk barriere for fattige danskere for at få familiesammenføring. Skal fællesskabet stå parat med check-hæftet fra dag 1 for alle, for at sikre at der absolut ingen barrierer eksisterer for ægteskaber? Skal staten om nødvendigt betale flybilletten?

Hvad er principperne egentlig her? Og hvordan harmonerer de med et socialistisk syn på individers forpligtigelse overfor fællesskabet? Det er sgu uklart for mig, når jeg vil dybere end de overfladiske paroler om ”fri kærlighed”. Forhåbentligt kan nogen opklare – en søgning på partiets hjemmeside hjalp mig desværre ikke.

Politik i virkeligheden

Jeg tilslutter mig S-SF’s princip. Ikke som et råddent kompromis, men fordi jeg mener at det er rigtigt at stille basale krav om integration, for at få lov at bo i Danmark. Også for ægtefæller. Jeg er altså politisk enig i S-SF’s pointsystem (som i øvrigt ikke er noget pointsystem, men en liste på 5 simple krav, hvoraf 2 skal opfyldes). Folk der ikke udviser den mindste vilje til hverken at lære sprog eller have tilknytning til arbejde/uddannelse, må efter min mening blive hjemme.

Jamen det er jo en stramning! Ja, ud fra en meget teknisk betragtning, så ja. Men det er det jo kun fordi vi har så mange andre tossede regler, som rammer skævt, diskriminerende og uretfærdigt. S-SF’s pointsystem stiller rimelige og retfærdige krav. Det diskriminerende og uretfærdige ligger fortsat i det såkaldte tilknytningskrav.

Når en så uretfærdig regel har kunnet vinde bred opbakning i den danske befolkning, så er det efter min vurdering fordi netop integrationen i 80’erne og 90’erne slog fejl. Familiesammenføringer førte tusindevis af mennesker til Danmark, som af forskellige årsager aldrig blev integreret. Og deres børn førte nye integrationsudfordringer med sig, når de senere i overvejende grad hentede deres ægtefæller i forældrenes oprindelsesland. Den trafik dæmpede tilknytningskravet meget effektivt!

Skal vi af med denne sadistiske regel, så er vi nødt til at have en effektiv integrationspolitik at sætte i stedet. Det kræver først og fremmest at der laves bedre tilbud om integration, med sprogkurser og tilbud om uddannelse og arbejde. Men det kræver også at vi stiller krav om deltagelse i denne integration, som en aktiv forudsætning for at bosætte sig i Danmark. Det gode ved sådanne krav er, at alle kan imødekomme det, hvis de vil (de der ikke kan pga. handikap, traumer, alder og lignende skal naturligvis have alternative muligheder).

Min vision er, at en kommende S-SF-regering skal udvikle sit ”pointsystem” til en integrationssucces. Hvis vi består den opgave at lave et system, der både motiverer og forpligter sammenførte ægtefæller til at aktivt gennemføre basal integration, så er det realistisk at få afskaffet tilknytningskravet og dermed få fjernet den virkeligt alvorlige sten i skoen. Men det kræver at man stiller aktive krav som forudsætning for at kunne få permanent ophold i Danmark. Ikke krav om at man skal spise frikadeller og gå i kirke, men krav om at lære sproget og have kurs mod uddannelse og/eller arbejdsmarkedet.

Så kan man diskutere hvordan kravene skal udformes konkret. Det håber jeg faktisk R og Ø vil deltage aktivt i! Jeg synes f.eks. at kravene om at ”bestå en sprogprøve” kan gøres bredere. At bestå en prøve skal være den hurtige opfyldelse. Men man kan også forestille sig at særligt svage ægtefæller deltager i længere forløb om dansk sprog og samfundsliv, hvor det er deltagelsen snarer end at bestå en prøve, som tæller.

Til gengæld er jeg uenig med dem jeg i debatten har hørt sige, at det kun at acceptere sprogene dansk og engelsk er fjollet. Kinesisk kan jo også være meget nyttigt! Ja, nyttigt. Men det er netop ikke princippet. Princippet er integration. Og kinesisk er ikke meget værd nede i borgerservice eller til forældremøde i vuggestuen. Engelsk vil være mere besværligt, men ikke umuligt. Derfor kan det accepteres. Tysk, fransk og spansk er ikke meget mere bevendt end kinesisk. Det er altså en konsekvens af at sige ”integration” frem for ”nytte”.

Indlægget står helt for egen regning!


Når ”nok er nok” ikke er nok…

Af Kasper Bjering Søby Jensen | 17. november 2010 | 28 kommentarer

Mit forrige blogindlæg, ”Hvad tænker de dog på i SF”, er blevet udlagt på mange leder og kanter. Jeg takker for alle kommentarer og beklager, at jeg umuligt kan forholde mig til mere end et hjørne af dem. Det vil jeg gøre i dette indlæg.

Min blog har afstedkommet den misforståelse, at SF skulle være blevet banket specielt på plads af S eller Henrik Dam i denne sag. Det mener jeg ikke er tilfældet. SF befinder sig i en parlamentarisk situation, som komplicerer denne kamp langt ud over, hvad der kan reduceres til en forhandling/på-plads-bankning mellem S og SF. Jeg skal prøve at redegøre for mit rationale her. Jeg skal understrege at det er min egne private overvejelser – jeg udlægger ingen tekst for SF og lover intet på partiets vegne.

S-SF’s nuværende aftale om udlændingepolitikken efter næste valg, ”Ny integration: Plads til alle der vil”, sagde følgende om indvandringspolitikken:

»På den ene side er det nødvendigt sammen med arbejdsmarkedets parter at fjerne barrierer for kvalificerede udenlandske lønmodtagere i den eksisterende lovgivning. På den anden side videreføres de gældende regler for familiesammenføring, herunder 24-årsregel og tilknytningskravet, efter et regeringsskifte. […] Det er en kendt sag, at SF ikke er enige i 24-årsregel og tilknytningskrav. Det er en ligeså kendt sag, at SF ikke har stillet ultimative krav i forbindelse med skabelsen af en politisk platform for et nyt flertal. Vi har derfor ikke villet lade denne uenighed spærre for en integrationsreform til gavn for Danmark«

SF bliver bebrejdet for at lade sig presse af S til at forlade denne aftale. Men så simpelt er det desværre ikke. Grundlaget for denne aftale har jo været, at der i Folketinget var et stort flertal med VKO for at videreføre reglerne. Laver VKO før Folketingsvalget et nyt regelsæt med pointsystem, osv., så er flertallet for de i dag gældende regler jo væk. VKO vil stemme imod tilbagerulningen af deres eget nye system.

Situationen foreskriver umiddelbart følgende muligheder:

Scenarie 1 er totalt udelukket. S har efter egen mening – og jeg tror de har ret – tabt de seneste tre valg bl.a. på, at deres udlændingepolitik efter et valg måtte bero på forhandlinger med partier der mente noget helt andet end dem (SF, R og Ø). Problemet her er ikke kun usikkerheden mellem en ”stram” eller ”lempet” politik, men selve det forhold at der er usikkerhed. Derfor går S ikke til valg på en udlændingepolitik, som de efter et valg ikke ved om der er flertal for. Det er iøvrigt også temmelig sikkert, at SF heller ikke tør gå til valg på en politik, man ikke kan gennemskue betydningen af før valget.

Scenarie 2a er også udelukket. S er ikke til at hugge eller stikke i, i forhold til at lempe de regler der gælder i dag. Det er derfor SF har måttet acceptere den formulering jeg citerede ovenfor. Hvis S forsøgte sig med dette, ville de på ny få vestegns-borgmestrene på nakken. Lige så lidt de ønsker stramninger, lige så lidt ønsker de lempelser.

Scenarie 2b er meget interessant for mig, men formentlig fuldstændigt udelukket. R og Ø kommer vel ikke til at underskrive en aftale der siger, at de går til valg på de familiesammenføringsregler der gælder i dag. Men hvis R og Ø gjorde, tror jeg S-SF ville hugge til på stedet. En samlet aftale mellem S-SF-R-Ø om at videreføre reglerne som de ser ud i dag, vil være et ekstremt stærkt kort i valgkampen. VKO vil f.eks. have svært ved at bruge R-Ø som skræmmebillede i udlændingedebatten. Men jeg kan bare ikke se Ø-aktivister gå i valgkamp på parolen om ”genindførelse af 24-års-reglen”…

Ud fra ovennævnte tre rationaler, står det fuldstændig klart at det punkt i S-SF’s udlændingepolitiske aftale, som jeg citerede ovenfor, er faldet til jorden. Det behøver hverken Henrik Dam eller andre S-folk banke SF på plads for at vi kan indse. Det er slut i det øjeblik et flertal i Folketinget inden næste valg, har vedtaget nye regler.

Hvad gør vi så…

Dermed må S og SF jo retænke hele sit oplæg til valgkampen. Det kan efter min mening gøres på tre måder:

Scenarie 3 vil definitivt betyde at vi taber næste valg, samt at SF må forlade sit mål om at få indflydelse på en ny regering. Skulle flertallet tippe alligevel, vil vi få en ren S-regering, som vil føre udlændingepolitik med højreside i salen. Mange gode initiativer vil gå til grunde. Scenarie 4 er udelukket, dels pga. argumenterne givet i scenarie 2a og 2b, dels på grund af at jeg ikke tror der er nogen der lige kan ryste en helt anderledes, men for S acceptabel, politik ud af ærmet.

Scenarie 5a er det mest sikre kort i forhold til at undgå udlændingepolitik som en brudflade mellem VKO og S-SF i en valgkamp. Men for det første vil det med stor sandsynlighed kræve accept af helt uacceptable regler og for det andet vil det splintre og sprænge S-SF indefra og skabe så meget ravage i oppositionen, at jeg faktisk tror det er en utænkelig løsning, selvom der nok skal findes en socialdemokrat et eller andet sted der drømmer om den.

Scenarie 5b er det jeg mener er mest realistisk og det som jeg mener S-SF lægger op til. Det vil sige at S-SF går til valg på at vi viderefører regeringens pointsystem, men vi lægger en række ændringer frem for Folketinget efter valget. Det giver sådan set klarhed for vælgerne om, hvad det er der kommer til at ske. Ændringer kan være at tilbageføre det beløb man skal have stående på bankkontoen, at ligestille alle former for uddannelse og beskæftigelse, at sikre folk muligheden for at lære dansk i Danmark, osv. Denne type af ændringer vil R og Ø i øvrigt stemme for efter et valg. I modsætning til i scenarie 2b kræver dette nemlig ikke, at de accepterer systemet som grundlag, men blot at de stemmer for forbedringer af et system, de i øvrigt er imod.

Jeg mener i øvrigt at scenarie 5b rummer en mulighed, som Pelle Dam er inde på i sin kommentar til mit forrige indlæg. Et pointsystem er jo potentielt meget mere fleksibelt, end de mere firkantede 24-årsregel og tilknytningskrav. Det er sådan set muligt at indrette et point-system der efter min mening vil kunne være mere humant og give bedre muligheder for ægtefællesammenføringer, end de nuværende regler giver. Men alt det afhænger naturligvis af, hvordan forhandlinger mellem S og SF forløber.

Jeg synes at ovenstående analyse viser, hvor genial VKO’s udlændingepakke er i forhold til at sende en kile ind i oppositionen. Heldigvis tyder en del jo på, at VKO slet ikke bliver enige om hvordan reglerne skal se ud. Dermed kan vi jo komme i den situation at S-SF kan videreføre sin gamle aftale, uden at skulle samle flertal for det.

Analysen viser imidlertid også, at alt retorikken om at ”nok er nok” og SF bare kunne have stået fast på den gamle aftale med S, ikke holder. Der er simpelthen ikke nogen grund at stå fast på.


Hvad tænker de dog på i SF?

Af Kasper Bjering Søby Jensen | 15. november 2010 | 44 kommentarer

Beslutningen fra SF’s landsledelse (som jeg af ferie-mæssige grunde ikke var med til at træffe), om at partiet principielt set kan acceptere at den såkaldte 24-årsregel og det såkaldte tilknytningskrav kan erstattes af et mere fleksibelt pointsystem, samt at ”træde vande” i forhold til hvordan VK-regeringen i praksis vil foreslå et sådan system indrettet, har fået en efter min mening stærkt overdrevet modtagelse fra såvel partiets egne rækker, som fra den øvrige venstrefløj (ja – SF er stadig et fuldblods socialistisk og humanistisk venstrefløjsparti).

Det jeg mener er mest overdrevet, er den type af motivforskning der følger i kølvandet. Den falder i to grupper: 1) Dem der mener at SF(-toppen) gør hvad som helst fordi den har et sygeligt behov for at køre i ministerbiler og 2) dem der mener at SF(-toppen) simpelthen har overtaget Dansk Folkepartis muslimforskrækkede fremmedhadsideologi. Begge grupper tager fejl.

SF er som et socialistisk og humanistisk parti optaget af, at vende den udvikling hvor flygtninge og indvandrer behandles stadigt dårligere. SF er som et socialistisk og humanistisk parti optaget af, hvordan vi igen kan give myndige danskere den fulde ret til at bo i Danmark, med den de nu engang har valgt at gifte sig med. SF er som et socialistisk og humanistisk parti optaget af, hvordan muslimer kan blive en fuldt ud integreret del af vores samfund.

Men SF er ikke et parti der før alt andet værner om sin egen anseelse, høster billige klapsalver ved at fremføre synspunkter renset for virkelighedens tunge ansvar eller modtager taknemlige smil fra hårdt prøvede mennesker, ved at klappe dem på skulderen og sige at de har vores dybeste sympati.

SF er et parti der søger politiske resultater. Søger man et parti, hvor medlemskab kan være en del af en personlig humanistisk branding, så kan man for min skyld gå ad Jelved til eller gemme sig på en øde Ø. Partibog i SF er ikke et afladsbrev der fritager en fra verdens ondskab. Det er derimod en aktie i et handlingsfællesskab, der gennem velovervejede strategier søger at nå socialistiske og humanistiske mål. Også hvis det på kort sigt koster på anseelsen i mere hellige kredse.

Enighed eller fald

Udlændingepakken fra VKO, herunder deres sikkert rædselsfulde udgave af et pointsystem, var en taktisk genistreg fra Lars Løkke. For ham var der to ønskede scenarier: 1) Det optimale var at S hoppede på, mens SF hoppede fra. 2) Det næstbedste at S-SF blafrede lidt i vinden, mens partiernes baglande samt R og Ø gik amok. Han har øjensynligt fået nr. 2.

Arbejderbevægelsen har tabt de senest tre valg på såkaldt værdipolitiske spørgsmål, ikke mindst på udlændingeområdet. Problemet har ikke nødvendigvis været at vi var ”slappere”, men først og fremmest at vi overhovedet ikke var enige om hvad vi ville gøre. Typisk har S stået i valgkampen og skændtes med SF, R og Ø om linjen.

Derfor har S-SF lagt klart op til, at denne fejl ikke må gentage sig for fjerde gang. Oppositionens to tunge partier, S og SF, må og skal gå ind og ud af en kommende valgkamp på et fuldstændigt klart fælles udlændingepolitisk program. Ellers er endnu en VKO-sejr så sikker, som ammen i kirken. Og en ny VKO-sejr vil bane vejen for endnu flere stramninger på udlændingeområdet, kombineret med deres stadigt mere radikale nedskæringspolitik overfor den offentlige sektor (flankeret af en markant styrket Anders Samuelsen). VKOI må bare under ingen omstændigheder vinde næste valg.

Det kræver at ledelserne i S og SF har et helt isbjerg i maven, for at navigere gennem denne ekstremt svære situation. Der må ikke herske tvivl om, at de to partier har en fælles linje. SF-toppen blev i den henseende presset af en nok lidt for ivrig Henrik Dam. Men faktum er, at SF-toppen ikke havde andre muligheder end at følge trop. Havde man taget den offentlige konfrontation med S, var oppositionen blevet voldsomt destabiliseret og Løkke havde udskrevet et snarligt valg, som han, Pia og Anders havde vundet. Så alvorlig var situationen.

Ny regering – ny politisk kurs

I skrivende stund ved ingen hvor S-SF’s nye fælles linje kommer til at ligge. Men et faktum er det, at reglerne for familiesammenføring i Danmark vil blive ændret af VKO nu. At de vil blive strammere end de allerede er. At de vil bygge på social diskriminering ud fra parametre om økonomi, uddannelse og beskæftigelsessituation.

Lige så meget faktum er det, at en kommende S-SF-regering ikke vil stramme disse regler yderligere. Tværtimod vil der med meget stor sandsynlighed blive lempet og blødt op på dem. Om det bliver meget eller lidt ved vi i skrivende stund ikke noget om. Forhåbentligt lytter socialdemokraterne til deres kloge borgmestre ude hos os på Vestegnen. Men hvis ikke de gør, så skal SF altså ikke slagte hele projektet og give magten til Lars Løkke igen af den grund. Dertil står alt for meget på spil.

Der er ikke én afvist asylansøger, ikke én udvist flygtning, ikke én diskrimineret indvandrer og ikke én forfulgt muslim i det her land, der kan bruge et helligt SF til noget som helst. Hvad de kan bruge er et nyt flertal og en ny regering med et stærkt SF, der langsomt kan ændre kursen, så den peger mod det bedre. Herunder opblødning af det kommende VKO-pointsystem, afskaffelse af starthjælp og kontanthjælpsloft, øget fokus på reelle muligheder for at integrere sig som en del af det danske velfærdssamfund.

Socialisterne og humanisterne Villy Søvndal, Ole Sohn, Astrid Krag og i SF’s landsledelse og Folketingsgruppe kunne have høstet et enormt bifald og en enorm samling skulderklap fra baglandet og den øvrige venstrefløj, ved at gå imod Socialdemokraterne i denne sag. Det havde på kort sigt været nemt, rart og behageligt. Og dyrt! For i samme omgang havde de sikret VKOI’s makabre alliance mellem nationalisme og liberalisme fire år mere ved magten.

Men frem for at gøre det lette, valgte SF’s ledelse modigt at fastholde det der var nødvendigt. Selvom det gav sure miner og uro i baglandet. Selvom det bliver et enormt hårdt stræk at forklare baglandet, aktivisterne og vælgerne sagens rette sammenhæng. Men historien vil hylde SF’s ledelse for at have handlet rigtigt, hvis ikke det indre og ydre oprør når at destabilisere oppositionen så meget, at projektet falder. Derfor en opfordring til alle parter om at holde hovedet koldt og kanonerne rettet mod VKO frem for mod hinanden.

Et stærkt SF vil i en ny regering sætte en ny kurs for dansk politik. Der kommer ikke store forandringer i første omgang, men kursen mod det dårligere vil blive vendt, så det begynder at gå imod det bedre. Og det er ikke kun på udlændingeområdet, men også for velfærden, klimaet, økonomien, beskæftigelsen, uddannelser og alle andre områder. Det projekt er sgu værd at kæmpe videre for!

Fremad og aldrig glemme!


1 2 3 >



Kasper Bjering Søby Jensen, 31 år, cand.scient. i matematik og fysik fra RUC, ph.d.-studerende i matematikkens didaktik samme sted.

Har været aktiv i SFU og SF siden midten af 90’erne. I dag medlem af SF’s landsledelse (en loyal Villy-støtte). Har i perioder lagt sine kræfter i elev- og studenterbevægelsen, anti-krigs bevægelsen, Danmarks Sociale Forum, m.v.

Er især optaget af spørgsmålene om, hvordan venstrefløjen og arbejderbevægelsen genskabes som folkelige bastioner, hvordan det moderne socialistiske projekt ser ud og hvordan marxismen som praktisk og teoretisk redskab kan udvikles og bruges til at løse de to opgaver.

Er født og opvokset i Skovlunde, men bor nu med sin kone og to sønner i Vejleåparken i Ishøj, en af Danmarks største almene boligafdelinger. Uvidende journalister kalder det ofte for ”en ghetto”, men reelt er det et kludetæppe af etniske minoriteter, hvoraf Kasper selv tilhører den største, nemlig "danskerne".

Er passioneret Brøndby-tilhænger, glad for skak og interesseret i arbejderhistorie.




Blogarkiv

18. december 2011
Bidrag til kritik af julesangskatten
7 kommentarer

30. november 2011
Carina er en rød succeshistorie
34 kommentarer

13. september 2011
Gø med Ø eller bid med SF
16 kommentarer

10. maj 2011
Et valg om efterlønnen!
20 kommentarer

5. januar 2011
Afskaf efterlønnen!
26 kommentarer

21. december 2010
Derfor jul!
22 kommentarer

8. december 2010
Udlændingepolitiske Udfordringer – Humanisternes lange march
6 kommentarer

19. november 2010
Familiesammenføring – tre linjer tegnes op!
58 kommentarer

17. november 2010
Når ”nok er nok” ikke er nok…
28 kommentarer

15. november 2010
Hvad tænker de dog på i SF?
44 kommentarer

1 2 3 >

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Der er for få sure, gamle stoddere.

Kim Larsen. Troubadour, TV2 Nyhederne, 27. maj 2010, efter kritik af hans afstandtagen til dansk deltagelse i Afghanistankrigen.

Flere citater