Vi er flyttet! modkraft.dk


Nekrolog over en god ide. Eller hvilken farve har regeringen mon egentlig?

Af Knud Holt Nielsen | 23. februar 2012 | 15 kommentarer

Det var pissekoldt den 12. december 2009, og vi havde travet i timevis for at komme ud på Amager. Næsten 100.000 mennesker. Indenfor i varmen i Bella Centeret sad Lars Løkke Rasmussen og havde gjort sig bemærket blandt sine udenlandske kolleger. Ikke mindst i kraft af erklæringer som ’jeg ved godt at nu knepper jeg bordet’ fra talerstolen på sit fine skoleengelsk.

Foran de mange menneskene i kulden udenfor stod de der til gengæld alle fire ved demonstrationens afslutning: Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager, Villy Søvndal og Johanne Schmidt-Nielsen. Repræsentanter for den samlede danske opposition. Nu var mange demonstrationsdeltagere selvfølgelig udlændinge og forstod ikke et suk af talerne, da de tre af dem som nogen af de eneste insisterede på at tale på dansk. Men hvis man forstod dansk, og i øvrigt stod tæt nok til at høre hvad de sagde, var man ikke tvivl om, at det for de fire talere var altafgørende med en indsats mod klimaforandringer og miljøproblemer både globalt og lokalt.

Hvis man virkelig mener, at klimaforandringer og miljøproblemer globalt og lokalt er den største udfordring kloden står overfor, så er det jo indlysende, at så vil man selvfølgelig også lave så ambitiøse løsninger som overhovedet muligt. Også selv om det betyder at nogle forurenere – store som små – kan blive trådt over tæerne.

I efteråret blev et hold ministre i Danmark så afløst af et andet hold ministre. Nu fra Socialdemokratiet, De Radikale og SF. De var ikke enige om voldsomt meget, når det kom til spørgsmål om kontrol med finanssektoren, fordelingspolitikken, retspolitikken – ja faktisk var de ikke enige om meget andet end at de gerne ville være ministre. Men én ting samlede tilsyneladende de tre partier: Miljøpolitikken. Medierne talte ligefrem om, at nu havde Danmark fået et ambitiøst grønt reformflertal.

Men hvordan ser det så ud nu 5 måneder senere?

Trafik og miljøproblemerne i København

Tirsdag den 21. februar blev det klart, at den socialdemokratiske Statsminister Helle Thorning-Schmidt valgte at droppe ideen om en betalingsring rundt om København. Det var ellers både et klar valgløfte fra socialdemokraterne og SF og en del af det regeringsgrundlag, der ellers angiveligt skulle angive, hvad trekant-regeringen egentlig ville opnå med at sidde i ministerkontorerne.

Efter at have været vidne til et pinagtigt forløb, der har demonstreret en ganske usædvanlig grad af amatørisme blandt de tre regeringspartier, kan det måske lige være på sin plads at minde om, hvad det egentligt handlede om med den betalingsring.

Ideen om indførelse af en betalingsring har været et tema i Københavnsk lokalpolitik i 20 år og ikke mindst et hovedtema ved hvert eneste kommunalvalg siden 1993. Også ved det seneste i 2009, hvor partierne der støttede indførelsen af en betalingsring fik et massivt flertal.

Det er ikke så underligt, for København står med massive miljøproblemer skabt af biltrafikken i byen. Temmelig paradoksalt egentlig, for der er kun meget få Københavnere, som selv har bil. Faktisk er det kun 28 procent af københavnerne, der har en bil. 72 procent har kun cykel og kollektiv transport.

Der er så meget trafik i København, at bilisterne dagligt sidder i kø i 130.000 timer. Det koster hvert år samfundet seks milliarder kroner ifølge tal fra DTU og Københavns Kommune.

170.000 boliger er plaget af støj, og 100.000 personer bor mindre end 50 meter fra en stærkt trafikeret vej. Samtidig er biltrafikken den største lokale forureningskilde i København. Mens luftforureningen fra kraftværkerne og industrien er faldet markant i de seneste årtier, er trafikkens bidrag til luftforureningen steget i byerne. Den luftforurening, som måles i København, kommer langt overvejende fra trafikken – op til ca. 90 % i meget trafikerede gader. Udeluften har også stor indflydelse på, hvordan luftkvaliteten er indendørs. Ser man bort fra rygning, er partiklerne i udeluften den største kilde til partikelforurening inden døre. Udstødningen fra biler, busser og lastbiler indeholder en række helbredsskadelige stoffer, som sandsynligvis øger byboernes risiko for hjerte-karsygdomme, luftvejslidelser og kræft.

Bilernes udstødning indeholder bl.a. kvælstofilter, hvoraf især kvælstofdioxid (NO2) er skadeligt. Høje koncentrationer øger sandsynligvis risikoen for at få astma. I København var forureningen allerede i 1998 tæt på det niveau, som Verdenssundhedsorganisationen, WHO, anser for at være sundhedsskadeligt. Udstødningen fra biler, busser og lastbiler indeholder flere hundrede kemiske forbindelser. Nogle af dem er kræftfremkaldende; det gælder f.eks. benzen, 1,3-butadien, formaldehyd og polyaromatiske kulbrinter (PAH).

I 1990 blev alle nye biler forsynet med katalysatorer, som spalter en del af kvælstofilterne til uskadeligt kvælstof og ilt. Forureningen er dog ikke formindsket afgørende, da trafikken i mellemtiden er vokset. Målinger fra Københavns kommune for 2010 viser således, at luftens indhold af kvælstofdioxid fortsat ligger over den grænseværdi, som skulle være overholdt fra 2010.

Det skønnes faktisk fra Institut for Folkesundhedsvidenskab, at op mod 675 mennesker dør hvert år som følge af forurening fra biltrafikken i København

Det er altså ikke pjat, når borgere i København i årtier har bandet over den pendlertrafik, der rider byen som en mare. Hver mand i sin lille bil. Ind i byen hver morgen og så hjem igen om eftermiddagen til parcelhuset i grønnere og renere områder i eksempelvis forstæderne eller Nordsjælland.

Alt imens byen kvæles i biler, så er den kollektive trafik i København blevet forringet og er blevet stadig dyrere igennem de sidste mange år. Priserne for at køre med den offentlige transport i København er steget med 52,3 procent siden 2001. Busserne sidder fast i propper af endeløse biler med hver sin enmands-passager, og det har haft lange udsigter at få etableret nye ambitiøse trafikløsninger i form af f.eks. flere letbaner i hovedstadsområdet.

Betalingsring som en løsningsmodel

Det var på den baggrund, at man for over 20 år siden begyndte at pege på en betalingsring, som et værktøj til at løse en del af problemerne. Ringen kunne afhælpe flere ting på samme tid. Den giver alene i sig selv et større økonomisk incitament til at benytte kollektiv transport, og dermed lade bilen stå med mindre trængsel og mindre forurening til følge i København. Samtidig kunne ringen generere indtægter fra de bilister, som fortsat krydsede ringen, og de indtægter kunne så bruges til at give hele den kollektive trafik i hovedstaden et enormt løft. Kort sagt et columbusæg.

Siden 1996 begyndte en anden ide så pludselig at florere, når debatten handlede om betalingsringen og trafikproblemerne i København, især fra politikere fra partiet Venstre: Roadpricing. Ja der fandtes jo godt nok ikke et eneste sted i verden, hvor man faktisk havde lavet et roadpricing-system, der fungerede.

Her 15 år senere er der stadig ingen steder på kloden, hvor man har kunnet udvikle et roadpricing-system for personbiler, der fungerer. Men man har velfungerende betalingsringssystemer i mere end 20 storbyer. Det gælder blandt andet i Stockholm og til næste år i Göteborg, da erfaringerne med betalingsringen i den svenske hovedstad har været så gode, at man nu også indfører den i Sveriges næststørste by. Der var modstand før ringen blev indført i Stockholm, men den har i dag opbakning fra to-tredjedele af svenskerne.

Så der var med betalingsringen tale om et meget enkelt og meget velfungerende system, som let kunne etableres i København, baseret på gode erfaringer fra vores nabloande.

I København ville indførelsen af en betalingsring betyde væsentlige miljøforbedringer. Alene luftforureningen ville ifølge DMU blive reduceret med 10-19 procent i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune og i hele hovedstadsområdet med 4-6 procent. Trængselsafgifterne ville dertil kunne spare mellem 13 og 25 millioner kroner årligt i sundhedsrelaterede omkostninger.

Det var således med god grund at SF og S, og efterhånden også de radikale, før valget endte med at tilslutte sig de københavnske lokalpolitikeres mangeårige ønske om indførelse af en betalingsring, og det blev efter valget skrevet ind i regeringsgrundlaget, at der nu skulle etableres en betalingsring, som skulle skabe et provenu på op til 2 mia. kr.

Der var med Enhedslistens entydige tilslutning et klart flertal i folketinget for indførelse af en betalingsring og en ambitiøs udbygning af den kollektive trafik, så beslutningen om etablering af en af de mest gennemdiskuterede trafikpolitiske løsninger i København burde nærmest have været en formsag

Den velbjærgede middelklasses privilegium

Der var bare lige en enkelt ting, for der er det med biler, at de er et gode for den vellønnede middelklasse i egen bolig. Den typiske bilejer har nemlig en høj indkomst og bor i ejerbolig. 60 procent af dem der ejer eget hus eller lejlighed har således en bil. For lejerne er tallet kun omkring 20 procent.

(Figurerne viser bilpendlernes årsindkomst (figuren til venstre, tallene er angivet i tusinder) og uddannelsesmæssige baggrund (figuren til højre). Tallene stammer fra Danmarks Tekniske Universitet, Institut for Transport, 8. september 2011. Se hele undersøgelsen af bilpendlerne her)

Det billede afspejler sig også, når man ser på, hvem bilpendlerne er i København. Undersøgelser fra DTU viser, at 76 procent af dem har en mellemlang, lang eller erhvervsfaglig uddannelse og 48 procent tjener mere end 400.000 kroner om året. Kun 20 procent tjener under 300.000. Heraf tjener blot 4 procent under 200.000 om året. Til sammenligning er det kun hver femte skatteyder, der tjener over 400.000, ja flertallet at skatteydere har sådan set en årsindkomst under 300.000.

Pendlerne har for endda flertallets vedkommende ikke engang særligt langt til arbejde. 62 procent har mindre end 24 km til arbejde, 40 procent har mindre end 14 km.

Dermed var fanden løs. For bil- og boligejere i københavns omegn og Nordsjælland er efterstræbte vælgergrupper for både de radikale og socialdemokraterne.

Politikere fra Venstre, bilejernes interesseorganisation FDM og bil- og boligejernes socialdemokratiske borgmestre i forstæderne har nemlig en grundlæggende ting til fælles, en temmelig ensporet modvilje mod enhver form for regulering og begrænsning af privatbilismen, og en grundlæggende skepsis overfor al den snak om miljø- og klimaproblemer. I uskøn forening startede de en stadig mere hysterisk kampagne mod betalingsringen, som de nærmest fik til at lyde som en forbrydelse mod menneskeheden, uden smålig skelen til fakta.

[Se også ”Betalingsringen og det falske oprør” hos Mandag Morgen]

Det fandt hurtigt en villig klangbund blandt de fastansatte journalister på JP, Politiken og Berlingske suppleret af både DR og TV2, der som bekendt også selv tilhører nogle af de højestlønnede grupper i Danmark.

Mediernes dækning af diskussionen udfoldede sig på en så grotesk måde, at man nærmest må karakteriseres som regulær misinformation af borgerne fra mediernes side. Politikens Mads Brandstrup skrev således direkte i strid med fakta, at ringen kun i begrænset omfang gavnede miljøet. En historie der gik medierne rundt. Det blev den imidlertid ikke mere sand af.

(Læs gennemgang af Per Meilstrup af danske mediers nærmest systematiske misinformation om betalingsringen hos Mandag Morgen her:

Knap var blækket da også tørt på regeringsgrundlaget, før det viste sig, at regeringspartierne systematisk begyndte at udvande effekten af en kommende betalingsring med snak om stadig flere undtagelser og regeringens ambitionsniveau dalede støt. Og ikke overraskende så dalede de forventede indtægter i samme takt.

Det var ikke svært at iagttage, hvad der vejede tungest for de radikale og socialdemokraterne, når valget stod mellem surmulende højtlønnede bilpendlere fra Københavns omegn og Nordsjælland og så hensynet til miljøet og folkesundheden. SF på deres side brændte tydeligvis heller ikke nok for sagen. Eller de dele af SF, for hvem miljøproblemer stadig står som den afgørende politiske udfordring, havde i hvert fald ikke synderlig gennemslagskraft overfor partiledelsen.

Og dermed var løbet kørt for at finde en varig løsning på Københavns største miljøproblem.

I stedet fik man en ’ikke-løsning’, der ikke tager hånd om nogen som helst af de trafik- og miljømæssige problemer i København.

Thornings og Søvndals ’gode løsning’

Udgangspunkt var en betalingsring for bilpendlere, der skulle give et klart incitament til at lade bilen stå og i stedet vælge den kollektive transport. Den kunne – afhængig af prisen for at passere ringen – generere mellem 1,5 mia. og 2 mia. til en massiv udbygning af den kollektive trafik i hovedstadsområdet og lavere priser for den.

Det var en model, som alt andet lige ville betyde færre biler og mindre forurening i København. Mindre støj og mindre møg.

Der var et flertal af partier bag den løsning i folketinget, hvis regeringen ellers ønskede at føre sit eget regeringsgrundlag ud i livet. Og et massivt flertal for den i Københavns borgerrepræsentation.

I stedet er der nu udsigt til en kommission, der vil fungere som en ren syltekrukke, og til at der bliver lukket for nogle leasingfiduser omkring biler og andre småting (som man vel alligevel ville have gjort før eller siden). I bedste fald skulle det genere ½ mia. til billigere billetter landet over, svarende til en rabat på 1 ½ krone for en busbillet, og yderligere en ½ mia. til udbygning af den kollektive trafik landet over. Takstnedsættelsen vil muligvis blive målrettet unge og gamle, hvilket fordelingspolitisk kan være fint nok, men det er grupper, der i forvejen ikke kører i bil, og det kommer ikke til at betyde noget som helst for mængden af biler i København og løser ikke et eneste af hovedstadens miljøproblemer.

Man kan kun måbe over, at SF øjensynligt lader sig købe så billigt efter en offentlig ydmygelse. Men det gjorde de. Bagefter kaldte flere af SFs parlamentarikere med Villy Søvndal i spidsen det tilmed nærmest for ’en sejr’.

Fra skatteminister Thor Möger Pedersen lød det i dagbladet Information:

”Det har ligget SF meget på sinde at sikre både billigere og bedre tog. I svære beslutninger skal man tænke sig godt om. Den kunstneriske udførsel kunne måske have været bedre, men slutresultatet er godt.”

Og SFs politiske ordfører Jesper Petersen sagde i Berlingske:

”Vi får en milliard kroner til bedre og billigere kollektiv trafik, og der vil jeg som SFer sige, at det er jeg glad for.”

Og den radikale leder Margrethe Vestager mente ligefrem storsmilende overfor Dagbladet Politiken,at det var en god dag for Danmark.

Men de miljøpolitiske ambitioner fra de engagerede talere den kolde dag foran Bella Centeret, hvor blev de af?

”Jeg ville gerne løse et problem for den helt almindelige hårdtarbejdende københavner eller den, der bor i forstæderne. De syntes ikke, den løsning, jeg havde foreslået, var særlig god. Og så er det vigtigt, at vi som politikere formår at ændre holdning”, lød det fra Helle Thorning-Schmidt i Politiken.

(Hvoraf vi jo kan forstå, at det massive flertal af københavnere, der ikke har bil, og som cykler eller som bruger busser og tog til arbejde, ja vi er ikke er regne som hverken almindelige eller hårdtarbejdende borgere.)

Eller som Villy Søvndal sagde det lige ud til Danmarks Radio, betalingsringen blev aldrig en folkesag og derfor blev den droppet.

Ja jævnt oversat, så bliver der jo faktisk sagt lige ud fra både Socialdemokratiets og SFs politikere, at hvis der kommer modstand fra de folk der berøres af et nødvendigt miljøpolitisk tiltag, der ikke er populært i første omgang, så bliver det droppet.

Det grønne reformflertal?

Men hvad så med det såkaldte grønne reformflertal?

Der ligger to andre væsentlige sager, som måske kan give en ide om den retning tingene bevæger sig i.

I november fremlagde regeringen et ambitiøst forslag til ny energiaftale, der fik opbakning fra stort set alle miljøorganisationer, og som uden problemer kunne vedtages i folketinget med støtte fra Enhedslisten. Men først og fremmest Venstre strittede imod. Siden har regeringen med den radikale klimaminister Martin Lidegaard i spidsen ikke lavet andet end at file på egne ambitioner, da hensynet til at demonstrere radikal samarbejdsvilje med Venstre øjensynligt vejer tungere end klima- og miljøhensyn. Den økonomiske ramme for en grøn omstilling er blevet støt og roligt nedjusteret af regeringen fra oprindeligt 5,6 mia. til nu at være nede på 3,9 mia. Sagen er selvfølgelig ikke slut endnu, men mon ikke det ender med en relativt uambitiøs aftale med Venstre frem for at regeringen får vedtaget den politik, som den ellers hævder at gå ind for?

En anden sag er spørgsmålet om sprøjtegifte i landbruget. Før valget krævede alle de tre regeringspartier og Enhedslisten, at sprøjtegiften Bentazon skulle forbydes. Bentazon er noget særdeles giftigt stads, som i de seneste 20 år fundet i over 300 vandboringer, og i 54 af dem fandtes sprøjtemidlet i koncentrationer over grænseværdien. Stoffet kan blandt andet påvirke både lever og nyrer, sædcelledannelsen og blodets evne til at størkne. Efter valget var der så et klart flertal i folketinget for et forbud, men miljøminister Ida Auken fra SF har nu skiftet kurs sammen med de øvrige regeringspartier, og et forbud er nu pludselig ikke længere på tale. Regeringen vil nemlig ikke udfordre producenten, verdens førende kemikoncern BASF. Hvor sagen ender er selvsagt uklart, men hvorfor ikke gennemføre en miljømæssig ansvarlig politik, som der i øvrigt er et flertal for i folketinget, og så forsvare denne efterfølgende overfor både producenter, landbruget og EU om det skal være?

Man sidder unægtelig tilbage med et billede af, at vi har fået en regering i Danmark, som rigtig gerne vil have stemmerne fra de dele af befolkningen, der kræver en ambitiøs politisk indsats mod klimaforandringer og miljøproblemer – lokalt og globalt, men at de problemer tydeligvis ikke spiller nogen væsentlig rolle når det kommer til den praktiske politik i hverdagen.

Vi har ikke fået en rød regering. Vi har tilsyneladende heller ikke fået en grøn regering. Og set i lyset af hvor amatøragtigt ministre og ordførere fra regeringskoalitionen fumler rundt i den konkrete politik, så kan man blive i tvivl om, hvorvidt vi har fået en regering i det hele taget.


Feriefiflerier i Politiken - eller manipulerer Mogensen?

Af Knud Holt Nielsen | 7. februar 2012 | 5 kommentarer

Danmark er en nation af dovne ”fritidskæmpere” og derfor er tiden inde til at afskaffe forårets feriedage herunder 1. maj, sådan lød det fra Lars Trier Mogensen i Politiken den 6 februar 2012 og klummeskriveren erklærer ligefrem at:

“Fritid er for danskere, hvad våben er for gudfrygtige amerikanere: et symbol på personlig frihed. Derfor møder det lige så stor modstand, når danske politikere vil øge arbejdstiden, som når kystpolitikere i USA foreslår at begrænse adgangen til semiautomatiske angrebsvåben.”

Det er ikke første gang Lars Trier Mogensen kalder til kamp for længere arbejdsdage og mindre ferie for de mennesker, der trykker hans avis, laver mad i hans kantine og gør rent på hans kontor. Den 23. april 2011 var han således ude med samme påstand:

“Den hellige fritidskamp har været ført gennem generationer: En bred koalition af partier opfatter det som en nationalromantisk triumf, at arbejdstiden er faldet med 30 procent siden 1960. Danskerne er et af de folkeslag, der arbejder absolut mindst – både i løbet af ugen, året og livet.

Selv når husarbejde og andre hjemlige sysler regnes med, ligger danskerne helt i bunden blandt OECD-landene, når det gælder tid, der bruges på værdiskabelse.

(…)

Mere arbejdsomme folk har for længst overhalet os indenom. Som folk er vi ikke længere bedre uddannet eller mere intelligent end befolkningerne i alle de lande, vi konkurrerer med over hele kloden.”

Så fik de jo ellers den, alle de lede fagforeninger og andre socialister, der har kæmpet for bedre arbejdsvilkår og lavere arbejdstid igennem de sidste 140 år. Og eftersom 1. maj jo netop blev indført som international kampdag af arbejderbevægelsen i 1889, som et led i kampen for at få arbejdstiden ned på 8 timer dagligt, så er der jo noget næsten symbolsk i at klummeskriveren på Politiken nu kræver dagen afskaffet.

Og det lyder da også rigtig skidt, som Lars Trier Mogensen stiller det op: Danskerne arbejder mindst blandt OECD-landene og derfor har mere arbejdssomme folk for længst overhalet os.

Der er bare en lige en ting. Lars Trier Mogensens postulat er ikke rigtigt, hvis man faktisk læser på de opgørelser fra OECD, som han læner sig op ad.

I OECDs Employment Outlook 2011 finder man således en opgørelse over, hvor meget lønmodtagerne arbejder i løbet af et år i de forskellige OECD-lande (altså fraregnet både ferier og skæve helligdage). (Kilde: OECD Employment Outlook 2011)

Danskerne er ganske rigtigt blandt den fjerdel af OECD landene, hvor man arbejder mindst. Så langt er Lars Trier Mogensen i overensstemmelse med sandheden. Men betyder det så, at vi så også er dem, der arbejder ’absolut mindst – både i løbet af ugen, året og livet’ og at vi er blevet overhalet af mere ’arbejdssomme folk’?

Hvis man ser på opgørelsen fra OECD over 2009, som er de seneste tal, hvor arbejdsindsatsen i Danmark optræder sammen med de øvrige OECD lande, så arbejdede lønmodtagere i Danmark i gennemsnit 1559 timer om året.

Der var imidlertid 6 europæiske lande, hvor folk arbejdede mindre end danskerne.

Det var Frankrig, Belgien, Irland, Norge og på de suveræne bundplaceringer Tyskland og Holland. Tyskland, der er Europas absolut stærkeste og mest konkurrence-dygtige økonomi ud fra de OECD-parametre, som Politiken ellers normalt er så glade for, var således absolut de mest markante ’fritidskæmpere’ i Europa. Beskedne 1390 arbejdstimer på et år blev det således til i 2009. 2010 var det steget en anelse til 1419, men stadig langt under det danske niveau.

Hvis man til gengæld kigger på hvilket europæisk land, hvor befolkningen arbejdede mest – og altså jf. den Mogensenske analyse for længst har overhalet alt og alle – så finder man faktisk de arme grækere, der knoklede 2119 timer om året.

Ser man på den gennemsnitlige pensionsalder indenfor OECD (altså hvor langt op i livet befolkningen arbejder), så er der sådan set på nuværende tidspunkt 19 lande (for mænd) og 13 lande (for kvinder), hvor befolkningen går tidligere på pension end Danmark. Det omfatter såmænd også de ’fritidskæmpende’ tyskere, hollændere, franskmænd og Irere. Kun normændene agerer en smule anderledes her, da deres faktiske tilbagetrækningsalder for mænd således er 3 måneder højere end danskernes.

[OECDs opgørelser over den faktiske pensionsalder i de forskellige europæiske lande, kan finde her]

Man gribes i at spørge sig selv, om Lars Trier Mogensen ikke læser de undersøgelser, han lægger til grund for sine klummer, eller vælger han at læse dem - som fanden læser biblen? Er det dovenskab eller manipulation, der er på spil i Politikens Domicil på Rådhuspladsen? Det kan jeg selvsagt ikke svare på.

Men man kan ikke, som Lars Trier Mogensen prøver på, blot hænge samfundsøkonomiske spørgsmål op på grove forenklinger, fastgroede forestillinger om, hvem der arbejder og ikke arbejder hårdt og kulturkonservative klagesange om sædernes forfald og dermed lægge en art bekvem ’moralsk ramme’ omkring samfundsudviklingen, for verden er nu engang mere kompliceret end som så.

Sandheden er den, at lande ikke nødvendigvis er rige, fordi deres befolkninger arbejder hårdt. Det er lige præcis, når folk er fattige, at de bliver nødt til at arbejde hårdt. Eller som den amerikanske blogger Matthew Yglesias konstaterede i december 2011:

“The truth is that countries aren’t rich because their people work hard. When people are poor, that’s when they work hard. Platitudes aside, it takes considerably more “effort” to be a rice farmer or to move sofas for a living than to be a New York Times columnist. It’s true that all else being equal a person can often raise his income by raising his work rate, but it’s completely backward to suggest that extraordinary feats of effort are the way individuals or countries get to the top of the ladder. On the national level the reverse happens—the richer Germans get, the less they work.”

En fordansket oversættelse kunne være, den banale konstatering, at det nu engang kræver en betydelig hårdere indsats at være rengøringsmedarbejder eller flyttemand end at skrive klummer til Politiken. Det er selvsagt hverken rimeligt eller retfærdigt og det kunne Lars Trier Mogensen måske passende reflektere over inden han næste gang griber til tasterne.


Skat, kurver og konsekvenser

Af Knud Holt Nielsen | 4. februar 2012 | 22 kommentarer

Da Ronald Reagan som nyvalgt præsident i 1981 indledte sit grundlæggende opgør med den fordelingspolitik, der havde præget det meste af efterkrigstiden, var et af de økonomiske nøglebegreber bag hans nye økonomiske politik den såkaldte ’Laffer-kurve’. Oprindeligt undfanget på en serviet i forbindelse med et restaurantbesøg. Sådan lyder historien i hvert fald.

Faderen til modellen var den amerikanske økonom Arthur Laffer. I december 1974 på the Two Continents Restaurant i Washington spiste Arthur Laffer middag med bl.a. sin tidligere klassekammerat fra Yale Dick Cheney og Donald Rumsfeld, der begge på det tidspunkt var ledende medlemmer af præsident Gerald Fords stab. Arthur Laffer var på det tidspunkt professor ved University of Chicago, som var samlingsstedet for den såkaldte Chicago-skole indenfor modeløkonomien – også tit omtalt som neoklassisk eller monetaristisk - indædte modstandere af den Keynesianske forståelse af økonomi, som havde præget den vestlige verden siden 1930’erne. Jude Wanniski, som var associate editor for The Wall Street Journal, var også til stede og refererede siden episoden.

Professor Laffer argumenterede ved middagen indædt imod daværende præsident Gerald Fords ”WIN” forslag om skattestigninger (Whip Inflation Now), og hævdede at en sænkning af marginalskatterne under bestemte forhold tværtimod kunne resultere i øgede skatteindtægter, og for at understrege sit argument hev han sin kuglepen frem og skitserede så på en spiseserviet sin nye teoretiske økonomiske model for forholdet mellem skattetryk og statens indtægter. Modellen vakte stor interesse blandt de tilstedeværende.

Afsættet var de to grundlæggende forhold, at såfremt skatteprocenten i et samfund var 0 procent, så havde staten ingen skatteindtægter, og såfremt skatteprocenten var 100 procent så ville ingen arbejde – i hvert fald næppe frivilligt - og så ville staten heller ikke have nogen indtægter.

I mellem disse to yderpunkter forestillede Arthur Laffer sig så, at skatteindtægterne havde form af en kurve. Såfremt eksempelvis marginalskatten overskred et ikke nærmere defineret toppunkt, ville borgerne vælge at arbejde mindre og derfor ville statens indtægter falde. En sænkning af skatteprocenten for de høje indkomster kunne derfor ifølge den økonomiske model resultere i øgede skatteindtægter, da folk så ville vælge at arbejde mere, når de nu kunne beholde en større del af indtægten efter skat.

Med Reagans valgsejr kom Chicago-økonomernes teoretiske modeller, herunder Laffer Kurven, i centrum for den økonomiske politik. Arthur Laffer blev således medlem af Ronald Reagans Economic Policy Advisory Board fra 1981-1989 og en af arkitekterne bag Reagans økonomise politik også kendt som Reaganomics.

På baggrund af modellen var det muligt at argumentere for, at skattelettelser faktisk ville øge statens skatteindtægter, og Reagan derfor kunne kombinere sit ønske om øgede udgifter til militær oprustning med skattelettelser for de højeste indtægter og stadig få statens budgetter til at balancere.

Nu var det ikke sådan, at der var et egentlig empirisk videnskabeligt belæg for, at der overhovedet eksisterede en Laffer-kurve. Altså at statens skatteindtægter eksempelvis ikke bare ville stige i en eller anden grad i takt med skatteprocenten – så længe marginalskatterne ellers var under 100 procent. Og såfremt der faktisk eksisterede en Laffer kurve ude i virkeligheden, så var der ingen der igennem empiriske undersøgelser havde indkredset, hvor toppunktet faktisk befandt sig. Altså det punkt, hvorfra statens skatteindtægter begyndte at falde i takt med stigende skatteprocenter i kraft af folk ikke længere ville arbejde fordi skattetrykket blev for højt, for havde man ikke passeret dette punkt og bevæget sig over i højre side af kurven, så ville statens skatteindtægter selvsagt bare falde i takt med at skatten blev sat ned.

I tilfældet Reagans økonomiske blev resultatet da også, at skattelettelserne i realiteten resulterede i lavere skatteindtægter for staten, der i kombinationen med øgede militærudgifter resulterede i massive underskud på statsbudgettet. I løbet af Reagans regeringsperiode blev den amerikanske statsgæld således tredoblet. Set i forhold til det amerikanske bruttonationalprodukt steg gælden fra 32,5 procent il 53,1 procent og USA gik således fra at have været det internationale økonomiske systems største kreditor til verdens største skyldner.

Massive investeringer i militær oprustning og Reagans økonomiske politik i det hele taget, havde selvsagt også andre effekter, som man kan diskutere, men det må blive en anden gang.

Arbejdskraftudbud og topskattelettelser

Når der er grund til idag at mindes Lafferkurven som økonomisk model, er det ikke bare som et kuriøst eksempel på tankegangen blandt 1980’ernes nye højre – selv om CEPOS i Berlingske Tidende stadig sværger til ’servietøkonomien’– men fordi den på sæt og vis minder en del om tankesættet bag den igangværende diskussion om topskatten i Danmark, der udspringer af modeller fra samme gren af den økonomiske modelvidenskab.

Der er udsigt til en skattereform i Danmark, og både højrefløjen og den siddende centrum(venstre)-regering har peget på, at der skal ske lempelser for borgere, der i dag betaler topskat. Enten ved at hæve indtægtsloftet for hvornår man skal betale topskat (igen) – så færre betaler den højere marginalskat – eller ved simpelthen at sænke topskatteprocenten.

Den underliggende modeløkonomiske forestilling, som både regering og opposition tilsyneladende deler, er ikke som hos Reagan at øge statens skatteprovenu ved at sænke marginalskatterne på høje indtægter, men denne gang at ’øge arbejdsudbuddet’. Samme begrundelse som lå bag det sidste års forringelser af dagpengeordningen og efterlønnen. Nu er det jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, at det er de radikale, som er de varmeste tilhængere af topskattelettelser, men både S og SF har tilsyneladende affundet sig med tanken.

Ideen er, at såfremt skatten på den sidst tjente krone sættes ned, så vil mange borgere pludselig være villige til at arbejde meget mere, og ifølge regeringsgrundlaget indgået mellem socialdemokraterne, SF og de radikale kan dette ligefrem medvirke til at arbejdsudbuddet øges med hvad der svarer til 7000 personer og 3 milliarder ekstra i statskassen. Det svarer til, at hver ny person skal levere knap 430.000 i statskassen hvert år. Som andre har påpeget, er dette nok ikke ligefrem et scenarie, som er hentet med afsæt i hvordan den faktiske virkelighed nu engang ser ud.

I det hele taget kan det være vanskeligt at følge ræsonnementet med, at det er arbejdsudbuddet, som der er et tvingende behov for at øge i en tid hvor hundredetusinder, der gerne vil arbejde, er parkeret udenfor arbejdsmarkedet, herunder tusindvis af unge med solide uddannelser bag sig.

Såfremt arbejdsudbuddet i sig selv skabte vækst, kan det jo iøvrigt undre, at Sydeuropa og Nordafrika ikke for længst har overhalet de kinesiske vækstrater med den overflod af arbejdsparate uddannede unge, som i den grad gerne vil ind på arbejdsmarkedet, men som i stedet frister en tilværelse som tilværelse som arbejdsløse. Det er imidlertid en anden diskussion, som ikke er pointen her.

For det gode spørgsmål er nemlig, om der rent faktisk er belæg for regeringsgrundlagets forestillinger om, at lavere topskat vil få flere til at arbejde mere.

Først kunne man jo spørge om, hvem der i det hele taget betaler topskat i det her land. Ifølge skattemyndighederne var der i 2011 ca. 4.7 mio. skatteydere i Danmark, af disse forventes beskedne 710.000 eller 16 procent at have tjent så mange penge, at de passerer topskatteloftet.

Nu omfatter skatteyderne selvsagt også alle de unge under uddannelse, de gamle på pension, de kronisk syge osv., men selv om vi tæller dem fra og nøjes med at se på de 2,8 mio. mennesker der udgør selve arbejdsstyrken, dvs. de beskæftigede og de arbejdsløse, så er det fortsat kun beskedne 25 procent, der tjener så meget at de passerer topskattegrænsen.

For overhovedet at komme til at betale topskat skal en borger tjene 423.804 kr. før arbejdsmarkedsbidrag, svarende til en udbetalt månedsløn på 35.317,- kr. før skat. Og det er altså uden at pensionen er medregnet. Det er faktisk en ganske høj indtægt i et land, hvor flertallet af arbejdsstyrken har en årlig indkomst under 300.000. Tænker man alle fradragene med for renteudgifter, befordring, faglige kontingenter, private ratepensionsopsparinger, børnepenge og hvad folk nu eller måtte være udstyret med, kommer topskattegrænsen faktisk endnu højere op.

Selvom 25 procent af befolkningen ligefrem udgør hverken eliten eller overklassen, så er det altså så afgjort den højere middelklasse, man taler om, når man taler om topskatteydere. Nu er det jo ikke fordi, at jeg vil påstå, at der ikke findes eksempelvis freelancere eller andre folk i det her land, som har en temmelig uregelmæssig indtægt og enkelte år har en høj indtægt for til gengæld at have væsentligt mindre andre år.

Men hvis man har to faste indtægter og hvert år passerer topskatte-skattegrænsen, så tilhører man altså de absolut bedst lønnede i Danmark, der i forvejen har været begunstiget af eksempelvis skattestoppet og de øvrige lempelser for boligejerne igennem de sidste årti, så det klinger mildt sagt hult, når der fra tid til anden klages over, at topskatten rammer såkaldt ’almindelige’ lønmodtagere. Lidt ligesom den del af den velbjergede middelklasse, der for tiden jamrer over udsigten til en beskeden trængselsafgift, når de i fremtiden skal krydse kommunegrænsen til København i deres BMV.

Det kan så være afsættet for en overvejelse om det fordelingspolitisk rimelige i skattelettelser her i en tid med voksende arbejdsløshed, offentlige nedskæringer og underskud på statsbudgettet. Men lad det nu ligge, for det gode spørgsmål er selvfølgelig, om man rent faktisk kan få den velbjergede og vellønnede del af den danske befolkning til at arbejde bemærkelsesværdigt mere, ved at sænke topskatten?

Igen er er vi ovre i en gren af modeløkonomien, i dette tilfælde den såkaldte mikroøkonomi og begrebet ’substitionseffekter’. Skal man oversætte begrebet til lægmandssprog, så er det klassiske perleeksempel: "Hvis jeg ikke har flere guldøl, hvor mange flødeboller skal jeg så have for at blive lige så glad". Enhver, der i sin ungdomstid har siddet og hældt guldøl indenbords i kollektivet, ved godt, at det i den virkelige verden er ren nonsens, men garneret med de her pragtfulde kurver i neoklassiske økonomiske teoribøger så virker det som anden modeløkonomi næsten forførende overbevisende.

I det konkrete tilfælde handler det om substitutionen af det personlige gode (fri)tid til fordel for ydelsen arbejde blandt højtlønnede. Den slags er som flødebollerne og guldøllene selvfølgelige stærkt kontekstafhængigt. Hvor meget løn skal jeg eksempelvis have for at blive lige så glad for at gå på mere arbejde, som jeg er for at være sammen med mine børn, når jeg i øvrigt har en ganske høj indtægt?

Tilbyder man en million i timen, er de fleste sikkert villige. Men taler vi om udsigten til at beholde yderligere 20-30 kroner i timen pr. ekstra arbejdstime, som kunne være resultatet af en hævelse af topskattegrænsen til eksempelvis 600.000, så er det måske mere tvivlsomt.

En del vellønnede børneforældre ville måske endda overveje, at arbejde et par timer mindre, når de nu alligevel kan opretholde den samme indtægt, og dermed substituere ydelsen ’arbejde’ med eksempelvis godet ’fritidssysler’ eller måske bare godet ’hent-dine-børn-lidt-tidligere-i-institutionen-så-de-ikke-er-helt-så-knaldhysteriske-når-du-kommer’. Et gode som så tilmed udløser frynsegodet ’bedre samvittighed’ som en ekstra bonus. Det sidste er et særdeles eftertragtet gode blandt børneforældre. Ja det er bare en tanke, jeg har absolut ikke noget empirisk belæg for påstanden andet end personlig erfaring.

Spørger man befolkningen, så er der i hvert fald ikke noget, som tyder på, at skattelettelser vil få den til at arbejde væsentligt mere. Ugebrevet Mandag Morgen offentliggjorde den 25. januar 2012 en undersøgelse, hvor 71 procent af danskerne svarede, at de »slet ikke« eller kun »i mindre grad« havde mulighed for at arbejde mere.Kun hver tiende havde i høj grad mulighed for at øge størrelsen på lønchecken med ekstra arbejde. 62 procent mente ligefrem, at deres skatteforhold havde minimal eller slet ingen betydning for hvor meget de arbejdede. Selv om der var en smule flere af de højtlønnede, der hævdede at ville arbejde mere, hvis skatten blev sænket, så var det stadig en beskeden minoritet indenfor gruppen.

Nu bør man jo være forbeholden overfor al denne her ”gallup-sociologi”, der for tiden er så ekstremt populær hos især Mandag Morgen og Dagbladet Politiken. For spørgsmålet er hvor dækkende udsagnene egentlig er for folks faktiske adfærd. Eksempelvis køber danskerne ifølge befolkningens udsagn i meningsmålinger mere end 10 gange så mange økologiske æg og økologisk kød, som supermarkederne kan registrere ryger igennem kasseapparaterne.

Men der foreligger faktisk nogle undersøgelser foretaget af DJØF, der viser hvor lang en ugentlig arbejdstid en væsentlig del af de højestlønnede medarbejdere har hver uge. Nu er det jo selvsagt ikke sådan, at de så ofte udskældte medlemmer af DJØF repræsenterer alle de højtlønnede, men billedet er nu nok forholdsvis dækkende for, hvordan det er blandt en lang række andre højtlønnede grupper i samfundet – journalister, professorer, højere funktionærer i det private, håndværkermestre, civilingeniører, læger osv.

Den seneste undersøgelse påviste, at Djøfere i gennemsnit arbejder mere end 42 timer om ugen. Hver 8. arbejder tilmed mere end 50 timer om ugen. Fire ud af ti har jævnligt arbejde med hjem.Det er så endda en mindre forbedring i forhold til tidligere. Det forekommer mildt sagt ikke realistisk, at man med nok så mange lempelser i topskatten skulle kunne få denne gruppe til at arbejde nævneværdigt mere, eftersom de allerede arbejder langt ud over den almindelige arbejdstid, og den ekstra arbejdsindsats nok mere handler om immaterielle ’goder’ i form af ’selvidentitet’ og (karrieremæssig) ’selvrealisering’ end om rationaler om kroner og ører.

Så hvad er konklusionen?

Vi får nok en skattereform, som vil indeholde lempelser af topskatten på den ene eller den anden måde, finansieret af nedskæringer og øgede afgifter andre steder i systemet, der vil ikke ske forbedringer for arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, handicappede og andre modtagere af offentlige ydelser, og både Villy Søvndal og en del af de yngre folkesocialister vil givetvis bagefter erklære, at det skam er moderne socialisme, selvom det dybest set er et udtryk for de radikales økonomiske neoliberalisme og benhårde interessevaretagelse for de højestlønnede i samfundet – og styrkeforholdene internt i regeringen.

Men de langsigtede effekter?

Ja mit bedste bud er, at det går som med modeløkonomernes Laffer-kurve og Reagans skattepolitik. En del af de højtlønnede vil komme til at betale mindre i skat, staten vil få et lavere skatteprovenu og stort set ingen vil arbejde mere af den grund.






Historiker og uddannelsessociolog. Jeg har især beskæftiget mig med venstrefløjen, arbejderbevægelsen og de politiske og sociale bevægelser (og deres modstandere) før og nu og forholdene i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne i Danmark.

Jeg interesserer mig for, hvad der former mennesker og sætter dem i bevægelse og er dybt bekymret over det aktuelle politiske klima her i landet. Det var selvfølgelig meget godt med nye ministre, men det havde nu været rarere med en ny regering, og jeg synes, der mere end nogensinde er brug for et kritisk blik på både dagens venstrefløj og dens modstandere.

Sidder i redaktionen for Danmarks bedste faghistoriske tidsskrift ”Arbejderhistorie”, som mange flere burde læse (http://www.sfah.dk/default.aspx?pag...) og jeg har skrevet bogen ”Giv mig de rene og ranke. Danmarks Kommunistiske Ungdom 1960-1990”, der udkom i januar 2009. Den kan stadig bestilles fra forlaget her: http://www.sfah.dk/default.aspx?pag...

I øvrigt er jeg en glad nørd og storforbruger af populær kultur. Jeg elsker tegneserier, støjrock, sentimental pop og klassisk musik og ikke mindst BBC-produktioner og amerikanske serier. Især når det handler om teenagere, som hakker hovedet af vampyrer og den slags, eller nedrige oliemagnater indblandet i absurde intriger. Så jeg var næppe blevet venstreorienteret, hvis jeg havde været ung i 1970’erne.

Mine indlæg tager især afsæt i mine fag og i mine egne praksiserfaringer som aktivist i en stribe forskellige organisationer og bevægelser igennem de sidste 25 år. Jeg startede i elev- og studenterbevægelsen og siden gik vejen over både kommunalpolitik, løsrivelser af øer i Øresund, barrøvsaktivisme og mange timer med våde tæer for revolutionen, til jeg til sidst endte som en del af klapvognsbrigaden i kampen mod kommunale forringelser for børn og unge og nu sidder som tillidsmand på en offentlig arbejdsplads, der i disse år gennemlever drastiske strukturforandringer.




Blogarkiv

23. februar 2012
Nekrolog over en god ide. Eller hvilken farve har regeringen mon egentlig?
15 kommentarer

7. februar 2012
Feriefiflerier i Politiken - eller manipulerer Mogensen?
5 kommentarer

4. februar 2012
Skat, kurver og konsekvenser
22 kommentarer


Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Da jeg var lille, kom der mange danskere til Malmø. Ofte for at købe billig kaffe. Også nu er der mange danskere i Malmø. En del kommer for at købe billige biler, nogle for at bo billigere. Men mange kommer, fordi der er indført love, som forbyder dem at leve i Danmark med den, de elsker, fordi han eller hun kommer et andet sted fra. Det er en skam! Men også storebror (Sverige, red.) og specielt de skånske storebrødre har al anledning til at se kritisk på sig selv, nu når højreesktremisterne i det Sverigedemokratiske parti med stor sandsynlighed kommer til at tage plads i den svenske rigsdag efter næste valg. Jeg ved, at den danske dronning er enig med mig.

Mikael Wiehe. Svensk-dansk musiker i en tale til bl.a. det danske og svenske kongepar under Öresundstinget, den 11. maj 2007.

Flere citater