Linksamling til artikler, sites, leksika, videoer til Woody Guthrie 100 år
Skat, kurver og konsekvenser
Af Knud Holt Nielsen | 4. februar 2012 | 10:41 | 22 kommentarer |
Da Ronald Reagan som nyvalgt præsident i 1981 indledte sit grundlæggende opgør med den fordelingspolitik, der havde præget det meste af efterkrigstiden, var et af de økonomiske nøglebegreber bag hans nye økonomiske politik den såkaldte ’Laffer-kurve’. Oprindeligt undfanget på en serviet i forbindelse med et restaurantbesøg. Sådan lyder historien i hvert fald.
Faderen til modellen var den amerikanske økonom Arthur Laffer. I december 1974 på the Two Continents Restaurant i Washington spiste Arthur Laffer middag med bl.a. sin tidligere klassekammerat fra Yale Dick Cheney og Donald Rumsfeld, der begge på det tidspunkt var ledende medlemmer af præsident Gerald Fords stab. Arthur Laffer var på det tidspunkt professor ved University of Chicago, som var samlingsstedet for den såkaldte Chicago-skole indenfor modeløkonomien – også tit omtalt som neoklassisk eller monetaristisk - indædte modstandere af den Keynesianske forståelse af økonomi, som havde præget den vestlige verden siden 1930’erne. Jude Wanniski, som var associate editor for The Wall Street Journal, var også til stede og refererede siden episoden.
Professor Laffer argumenterede ved middagen indædt imod daværende præsident Gerald Fords ”WIN” forslag om skattestigninger (Whip Inflation Now), og hævdede at en sænkning af marginalskatterne under bestemte forhold tværtimod kunne resultere i øgede skatteindtægter, og for at understrege sit argument hev han sin kuglepen frem og skitserede så på en spiseserviet sin nye teoretiske økonomiske model for forholdet mellem skattetryk og statens indtægter. Modellen vakte stor interesse blandt de tilstedeværende.
Afsættet var de to grundlæggende forhold, at såfremt skatteprocenten i et samfund var 0 procent, så havde staten ingen skatteindtægter, og såfremt skatteprocenten var 100 procent så ville ingen arbejde – i hvert fald næppe frivilligt - og så ville staten heller ikke have nogen indtægter.
I mellem disse to yderpunkter forestillede Arthur Laffer sig så, at skatteindtægterne havde form af en kurve. Såfremt eksempelvis marginalskatten overskred et ikke nærmere defineret toppunkt, ville borgerne vælge at arbejde mindre og derfor ville statens indtægter falde. En sænkning af skatteprocenten for de høje indkomster kunne derfor ifølge den økonomiske model resultere i øgede skatteindtægter, da folk så ville vælge at arbejde mere, når de nu kunne beholde en større del af indtægten efter skat.
Med Reagans valgsejr kom Chicago-økonomernes teoretiske modeller, herunder Laffer Kurven, i centrum for den økonomiske politik. Arthur Laffer blev således medlem af Ronald Reagans Economic Policy Advisory Board fra 1981-1989 og en af arkitekterne bag Reagans økonomise politik også kendt som Reaganomics.
På baggrund af modellen var det muligt at argumentere for, at skattelettelser faktisk ville øge statens skatteindtægter, og Reagan derfor kunne kombinere sit ønske om øgede udgifter til militær oprustning med skattelettelser for de højeste indtægter og stadig få statens budgetter til at balancere.
Nu var det ikke sådan, at der var et egentlig empirisk videnskabeligt belæg for, at der overhovedet eksisterede en Laffer-kurve. Altså at statens skatteindtægter eksempelvis ikke bare ville stige i en eller anden grad i takt med skatteprocenten – så længe marginalskatterne ellers var under 100 procent. Og såfremt der faktisk eksisterede en Laffer kurve ude i virkeligheden, så var der ingen der igennem empiriske undersøgelser havde indkredset, hvor toppunktet faktisk befandt sig. Altså det punkt, hvorfra statens skatteindtægter begyndte at falde i takt med stigende skatteprocenter i kraft af folk ikke længere ville arbejde fordi skattetrykket blev for højt, for havde man ikke passeret dette punkt og bevæget sig over i højre side af kurven, så ville statens skatteindtægter selvsagt bare falde i takt med at skatten blev sat ned.
I tilfældet Reagans økonomiske blev resultatet da også, at skattelettelserne i realiteten resulterede i lavere skatteindtægter for staten, der i kombinationen med øgede militærudgifter resulterede i massive underskud på statsbudgettet. I løbet af Reagans regeringsperiode blev den amerikanske statsgæld således tredoblet. Set i forhold til det amerikanske bruttonationalprodukt steg gælden fra 32,5 procent il 53,1 procent og USA gik således fra at have været det internationale økonomiske systems største kreditor til verdens største skyldner.
Massive investeringer i militær oprustning og Reagans økonomiske politik i det hele taget, havde selvsagt også andre effekter, som man kan diskutere, men det må blive en anden gang.
Arbejdskraftudbud og topskattelettelser
Når der er grund til idag at mindes Lafferkurven som økonomisk model, er det ikke bare som et kuriøst eksempel på tankegangen blandt 1980’ernes nye højre – selv om CEPOS i Berlingske Tidende stadig sværger til ’servietøkonomien’– men fordi den på sæt og vis minder en del om tankesættet bag den igangværende diskussion om topskatten i Danmark, der udspringer af modeller fra samme gren af den økonomiske modelvidenskab.
Der er udsigt til en skattereform i Danmark, og både højrefløjen og den siddende centrum(venstre)-regering har peget på, at der skal ske lempelser for borgere, der i dag betaler topskat. Enten ved at hæve indtægtsloftet for hvornår man skal betale topskat (igen) – så færre betaler den højere marginalskat – eller ved simpelthen at sænke topskatteprocenten.
Den underliggende modeløkonomiske forestilling, som både regering og opposition tilsyneladende deler, er ikke som hos Reagan at øge statens skatteprovenu ved at sænke marginalskatterne på høje indtægter, men denne gang at ’øge arbejdsudbuddet’. Samme begrundelse som lå bag det sidste års forringelser af dagpengeordningen og efterlønnen. Nu er det jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, at det er de radikale, som er de varmeste tilhængere af topskattelettelser, men både S og SF har tilsyneladende affundet sig med tanken.
Ideen er, at såfremt skatten på den sidst tjente krone sættes ned, så vil mange borgere pludselig være villige til at arbejde meget mere, og ifølge regeringsgrundlaget indgået mellem socialdemokraterne, SF og de radikale kan dette ligefrem medvirke til at arbejdsudbuddet øges med hvad der svarer til 7000 personer og 3 milliarder ekstra i statskassen. Det svarer til, at hver ny person skal levere knap 430.000 i statskassen hvert år. Som andre har påpeget, er dette nok ikke ligefrem et scenarie, som er hentet med afsæt i hvordan den faktiske virkelighed nu engang ser ud.
I det hele taget kan det være vanskeligt at følge ræsonnementet med, at det er arbejdsudbuddet, som der er et tvingende behov for at øge i en tid hvor hundredetusinder, der gerne vil arbejde, er parkeret udenfor arbejdsmarkedet, herunder tusindvis af unge med solide uddannelser bag sig.
Såfremt arbejdsudbuddet i sig selv skabte vækst, kan det jo iøvrigt undre, at Sydeuropa og Nordafrika ikke for længst har overhalet de kinesiske vækstrater med den overflod af arbejdsparate uddannede unge, som i den grad gerne vil ind på arbejdsmarkedet, men som i stedet frister en tilværelse som tilværelse som arbejdsløse. Det er imidlertid en anden diskussion, som ikke er pointen her.
For det gode spørgsmål er nemlig, om der rent faktisk er belæg for regeringsgrundlagets forestillinger om, at lavere topskat vil få flere til at arbejde mere.
Først kunne man jo spørge om, hvem der i det hele taget betaler topskat i det her land. Ifølge skattemyndighederne var der i 2011 ca. 4.7 mio. skatteydere i Danmark, af disse forventes beskedne 710.000 eller 16 procent at have tjent så mange penge, at de passerer topskatteloftet.
Nu omfatter skatteyderne selvsagt også alle de unge under uddannelse, de gamle på pension, de kronisk syge osv., men selv om vi tæller dem fra og nøjes med at se på de 2,8 mio. mennesker der udgør selve arbejdsstyrken, dvs. de beskæftigede og de arbejdsløse, så er det fortsat kun beskedne 25 procent, der tjener så meget at de passerer topskattegrænsen.
For overhovedet at komme til at betale topskat skal en borger tjene 423.804 kr. før arbejdsmarkedsbidrag, svarende til en udbetalt månedsløn på 35.317,- kr. før skat. Og det er altså uden at pensionen er medregnet. Det er faktisk en ganske høj indtægt i et land, hvor flertallet af arbejdsstyrken har en årlig indkomst under 300.000. Tænker man alle fradragene med for renteudgifter, befordring, faglige kontingenter, private ratepensionsopsparinger, børnepenge og hvad folk nu eller måtte være udstyret med, kommer topskattegrænsen faktisk endnu højere op.
Selvom 25 procent af befolkningen ligefrem udgør hverken eliten eller overklassen, så er det altså så afgjort den højere middelklasse, man taler om, når man taler om topskatteydere. Nu er det jo ikke fordi, at jeg vil påstå, at der ikke findes eksempelvis freelancere eller andre folk i det her land, som har en temmelig uregelmæssig indtægt og enkelte år har en høj indtægt for til gengæld at have væsentligt mindre andre år.
Men hvis man har to faste indtægter og hvert år passerer topskatte-skattegrænsen, så tilhører man altså de absolut bedst lønnede i Danmark, der i forvejen har været begunstiget af eksempelvis skattestoppet og de øvrige lempelser for boligejerne igennem de sidste årti, så det klinger mildt sagt hult, når der fra tid til anden klages over, at topskatten rammer såkaldt ’almindelige’ lønmodtagere. Lidt ligesom den del af den velbjergede middelklasse, der for tiden jamrer over udsigten til en beskeden trængselsafgift, når de i fremtiden skal krydse kommunegrænsen til København i deres BMV.
Det kan så være afsættet for en overvejelse om det fordelingspolitisk rimelige i skattelettelser her i en tid med voksende arbejdsløshed, offentlige nedskæringer og underskud på statsbudgettet. Men lad det nu ligge, for det gode spørgsmål er selvfølgelig, om man rent faktisk kan få den velbjergede og vellønnede del af den danske befolkning til at arbejde bemærkelsesværdigt mere, ved at sænke topskatten?
Igen er er vi ovre i en gren af modeløkonomien, i dette tilfælde den såkaldte mikroøkonomi og begrebet ’substitionseffekter’. Skal man oversætte begrebet til lægmandssprog, så er det klassiske perleeksempel: "Hvis jeg ikke har flere guldøl, hvor mange flødeboller skal jeg så have for at blive lige så glad". Enhver, der i sin ungdomstid har siddet og hældt guldøl indenbords i kollektivet, ved godt, at det i den virkelige verden er ren nonsens, men garneret med de her pragtfulde kurver i neoklassiske økonomiske teoribøger så virker det som anden modeløkonomi næsten forførende overbevisende.
I det konkrete tilfælde handler det om substitutionen af det personlige gode (fri)tid til fordel for ydelsen arbejde blandt højtlønnede. Den slags er som flødebollerne og guldøllene selvfølgelige stærkt kontekstafhængigt. Hvor meget løn skal jeg eksempelvis have for at blive lige så glad for at gå på mere arbejde, som jeg er for at være sammen med mine børn, når jeg i øvrigt har en ganske høj indtægt?
Tilbyder man en million i timen, er de fleste sikkert villige. Men taler vi om udsigten til at beholde yderligere 20-30 kroner i timen pr. ekstra arbejdstime, som kunne være resultatet af en hævelse af topskattegrænsen til eksempelvis 600.000, så er det måske mere tvivlsomt.
En del vellønnede børneforældre ville måske endda overveje, at arbejde et par timer mindre, når de nu alligevel kan opretholde den samme indtægt, og dermed substituere ydelsen ’arbejde’ med eksempelvis godet ’fritidssysler’ eller måske bare godet ’hent-dine-børn-lidt-tidligere-i-institutionen-så-de-ikke-er-helt-så-knaldhysteriske-når-du-kommer’. Et gode som så tilmed udløser frynsegodet ’bedre samvittighed’ som en ekstra bonus. Det sidste er et særdeles eftertragtet gode blandt børneforældre. Ja det er bare en tanke, jeg har absolut ikke noget empirisk belæg for påstanden andet end personlig erfaring.
Spørger man befolkningen, så er der i hvert fald ikke noget, som tyder på, at skattelettelser vil få den til at arbejde væsentligt mere. Ugebrevet Mandag Morgen offentliggjorde den 25. januar 2012 en undersøgelse, hvor 71 procent af danskerne svarede, at de »slet ikke« eller kun »i mindre grad« havde mulighed for at arbejde mere.Kun hver tiende havde i høj grad mulighed for at øge størrelsen på lønchecken med ekstra arbejde. 62 procent mente ligefrem, at deres skatteforhold havde minimal eller slet ingen betydning for hvor meget de arbejdede. Selv om der var en smule flere af de højtlønnede, der hævdede at ville arbejde mere, hvis skatten blev sænket, så var det stadig en beskeden minoritet indenfor gruppen.
Nu bør man jo være forbeholden overfor al denne her ”gallup-sociologi”, der for tiden er så ekstremt populær hos især Mandag Morgen og Dagbladet Politiken. For spørgsmålet er hvor dækkende udsagnene egentlig er for folks faktiske adfærd. Eksempelvis køber danskerne ifølge befolkningens udsagn i meningsmålinger mere end 10 gange så mange økologiske æg og økologisk kød, som supermarkederne kan registrere ryger igennem kasseapparaterne.
Men der foreligger faktisk nogle undersøgelser foretaget af DJØF, der viser hvor lang en ugentlig arbejdstid en væsentlig del af de højestlønnede medarbejdere har hver uge. Nu er det jo selvsagt ikke sådan, at de så ofte udskældte medlemmer af DJØF repræsenterer alle de højtlønnede, men billedet er nu nok forholdsvis dækkende for, hvordan det er blandt en lang række andre højtlønnede grupper i samfundet – journalister, professorer, højere funktionærer i det private, håndværkermestre, civilingeniører, læger osv.
Den seneste undersøgelse påviste, at Djøfere i gennemsnit arbejder mere end 42 timer om ugen. Hver 8. arbejder tilmed mere end 50 timer om ugen. Fire ud af ti har jævnligt arbejde med hjem.Det er så endda en mindre forbedring i forhold til tidligere. Det forekommer mildt sagt ikke realistisk, at man med nok så mange lempelser i topskatten skulle kunne få denne gruppe til at arbejde nævneværdigt mere, eftersom de allerede arbejder langt ud over den almindelige arbejdstid, og den ekstra arbejdsindsats nok mere handler om immaterielle ’goder’ i form af ’selvidentitet’ og (karrieremæssig) ’selvrealisering’ end om rationaler om kroner og ører.
Så hvad er konklusionen?
Vi får nok en skattereform, som vil indeholde lempelser af topskatten på den ene eller den anden måde, finansieret af nedskæringer og øgede afgifter andre steder i systemet, der vil ikke ske forbedringer for arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, handicappede og andre modtagere af offentlige ydelser, og både Villy Søvndal og en del af de yngre folkesocialister vil givetvis bagefter erklære, at det skam er moderne socialisme, selvom det dybest set er et udtryk for de radikales økonomiske neoliberalisme og benhårde interessevaretagelse for de højestlønnede i samfundet – og styrkeforholdene internt i regeringen.
Men de langsigtede effekter?
Ja mit bedste bud er, at det går som med modeløkonomernes Laffer-kurve og Reagans skattepolitik. En del af de højtlønnede vil komme til at betale mindre i skat, staten vil få et lavere skatteprovenu og stort set ingen vil arbejde mere af den grund.
Kommentarer
Kommentar af Ole Sandberg | 4. februar 2012 | 11:38
Hej Knud,
Velkommen til Modkraft, og hvilken fantastisk åbning - med et grundigt, pædagogisk og lærerigt indlæg! Tak for det.
Kommentar af Jakob Lindblom | 4. februar 2012 | 15:55
Hej Knud.
Velkommen til og glimrende indlæg (næsten Århus-marxistisk i sin logiske analyse :-))
Nå, spøg til side, som børnefamiliefar er jeg helt og aldeles enig i at fritid er det dyreste forbrugsgode og derfor overordentligt tiltrækkende.
Lidt anekdotisk så kan jeg fortælle, at da jeg i sin tid havde faget makroøkonomi med en amerikansk lærebog, så optrådte Laffersammenhængen også, og jeg husker tydeligt, da vi var nogle som satte spørgsmålstegn ved det, så grinede professoren og erklærede højlydt, at det selvfølgeligt ikke passede, men man kunne ikke sælge en økonomilærebog på engelsk, hvis man hævdede, at folk ville bytte indtægt for fritid. Det var jo næsten skinbarlig kommunisme over there...
Ikke desto mindre, så har jeg senere netop brugt argumentationen overfor de borgerlige medstuderende og i diverse debatter. At arbejder jeg 42 timer, og får en skattelettelse, så vil jeg da enten nøjes med at arbejde 40 timer og tjene det samme, eller højst høste indtægtsstigningen og blive på samme timetal. At arbejde mere er der ikke nogen ide i...
Et andet lavpraktisk argument mod det er, at de fleste (rigtigt) højtlønnede jo ikke er timelønnede. De er månedslønnet og ofte uden øverste arbejdstid, som det hedder. De vil hverken tjene mere eller mindre ved at arbejde mere, idet de forventes at arbejde det, som opgaven kræver og ikke får hverken overarbejdsbetaling eller andet. Så hvorfor pokker skulle de arbejde mere? De vil jo ikke tjene mere ved de ekstra timer, som de allerede har fået en høj løn for...
Men glimrende blog og ganske fornuftig konklusion. De tre linier siger jo alt!
Kommentar af Morten Wulff | 4. februar 2012 | 21:53
Virkelig godt indlæg.
Guldøl og flødeboller ... den tror jeg bestemt jeg kan bruge i diskussioner i fremtiden :-)
Kommentar af Hoxha fra Pjort | 4. februar 2012 | 22:05
En lille perle om lafferkurvens videnskabelige brug: http://blogs.discovermagazine.com/c...
Kommentar af Kjeld Ammundsen | 5. februar 2012 | 19:56
Og hvis vi så arbejder mere...hvem skal så ikke arbejde. Hvis vi kunne/villle producere og sælge mere så ville enhver arbejdsgiver vel ansætte arbejdskraft, således at arbejdsgiveren ville tjene mere. Tak for et klart blog indlæg.
Kommentar af Danny Jensen | 6. februar 2012 | 11:03
Årets bedste indlæg på modkraft (no offence jakob...) - jeg vil tillade mig at udvide diskussionen en lille smule.
der er et helt åbenlyst misforhold mellem den økonomiske teori der uddannes i på diverse økonomi uddannelser og den virkelighed som disse teorier hævder at forklare. at det ikke fører til en teoretisk bundvending i de økonomisk videnskabelige kredse er i sig selv et spørgsmål som kun kan vække dyb undren hos en person med naturvidenskabelig baggrund som undertegnede.
...men det var en sidebemærkning - det spørgsmål jeg egentlig vil rejse er spørgsmålet; hvordan skal vi på den progressive venstrefløj agere i økonomiske diskussioner, når vi ikke deler grundpræmissen om både makro og mikroøkonomiske forhold, som lægges til grund for "de andres" ageren i den politiske offentlighed?
her er et bud;
jeg vil foreslå at man i den makroøkonomiske diskussion tager udgangspunkt i kortsigtede, enkle og åbenlyse sammenhænge, hvis gendrivelse kræver at opponenten indrager magiske begreber, som "dynamiske effekter" ect. - lad mig give et eksempel. statskassen er tom og udgifterne overstiger indkomsterne - hvilke økonomiske muligheder er der for at opnå fornyet økonomisk balance? a) reduktion af det samlede omkostningsniveau (besparelser) eller b) forøgelse af statens indtægter (skattestigninger) - eller en kombination af a og b. når så regeringen eller dens støttepartier til højre i salen argumenterer for indkomstskattelettelser bør vi rejse spørgsmålet; vil det x) øge skatteprovenuet y) sænke skatteprovenuet - svaret giver sig selv (y - det vil sænke skatteprovenuet). givet at vi ønsker balance på statens financer, vil en indkomstskattelettelse generere et STØRRE financieringsbehov (enten gennem a) besparelse eller b) markant forøgede skattestigninger end vi ellers kunne have gennemført, på andre områder.) og derfor vil indkomstskattelettelser være en forringelse af den samløde økonomiske situation og som sådan være i strid med vores ønske om økonomisk balance - derfor bør vi, i krisetider være MEGET varsomme med at tale positivt om skattelettelser - også som led i en skatteomlægning, da vores samlede financieringsbehov øges hvis vi afviser magiske argumenter.
Herefter bør vi rejse det spørgsmål, som i virkeligheden er det eneste væsentlige spørgsmål i denne sammenhæng - hvilket samfund ønsker vi? hvilke institutioner ønsker vi? hvilke livsvilkår ønsker vi for borgerne i dette samfund? med udgangspunkt i dén diskussion kan vi så anvise økonomiske tiltag som skal skabe det fornødne økonomiske råderum - og her skal vi igen holde os på dydens smalle vej, og afstå fra anvendelse af magiske argumenter til at financiere vores tiltag, men melde klart ud at det kræver markate indtægter til staten hvis man ønsker at skabe et moderne og socialt og forhåbenligt socialistisk samfund - dvs øgede skatteindtægter. fordelingen af denne stigende skattebyrde kan så gøres til genstand for diskussion om fordelingsprofil og omlægning - men altså ALTID i dét perspektiv at de samlede indtægter til iværksættelse af markante socialistske projekter skal stige - ikke falde (eller holdes på status quo!).
og så lige et lille aber dabei til de der argumenterer for reduktion af indkomstskatten som et fordelingspolitisk redskab - jeg vil blot minde om at den eneste måde at skabe en klar social profil på skatteindtægterne er gennem indkomstskatten - der findes ingen andre skattepolitiske redskaber der på samme måde kan geares til at pålægge de mest vellønnede de største skattemæssige byrder - så når enhedslistens folketingsgruppe taler om at lette skatten på arbejde taler de i virkeligheden om at forringe mulighederne for at fordele skattebyrderne på en socialt retfærdig måde hvor de bredeste skuldre bærer det tungeste læs - enhver ved at beskatningen af basisvarer (fødevarer og energi) har en frygtelig social profil - og man skulle i stedet slå et slag for at få flyttet beskatning af disse varer over på indkomsskatten, samt reducere den samlede brugerbetaling i samfundet - igen med financiering primært gennem en progressiv indkomstskat.
Kommentar af Jakob Lindblom | 6. februar 2012 | 12:59
Ha ha Danny, godt nok har du gennem årene bragt mit pis i kog et par gange ligesom jeg vist har ved dig, men det er sgu ikke nogen "offence" at rose dette indlæg. Det må du gerne. Det er da kun fedt med flere på holdet, som vil diskutere strukturelt og analytisk ift. økonomi og den slags :-)
Når det er sagt, så er nyankomne skatteinteresserede læsere, da velkommen til at læse mit skatteindlæg, som bestemt ikke er i modstrid med Knuds og vel sagtens en lidt anden type. Hvad der så er årets bedste skal jeg sgu ikke kloge mig på - blot konstatere, at året er kort endnu, og jeg da gerne ser flere lignende indlæg fra Knud og alle andre, der kan skærpe konkurrencen og tiltrække og højne niveauet på venstrefløjen. Det er jo derfor vi har brug for Modkraft!
Når det er sagt, så har du helt ret i, at det handler om at udstille hulheden i deres argumenter og bagefter skære bullshitbingoet væk og spørge, hvilken velfærd og offentlig sektor vil vi have, og hvordan når vi så derhen? I stedet for at ligge under for løjerlige udbudsøkonomiske idiotier og servietkruseduller...
I det hele taget så handler det jo om at gøre op med modelteoriens forrang for virkeligheden. Med risiko for at såre en eller anden gammel redaktør eller lignende, så er vor tids "kapitallogikere" jo dem, som slår enhver selvstændig tanke eller progressiv ide i hovedet med nonsensfraser som "økonomisk ansvarlighed", hvilket pudsigt nok altid er lig deres holdning og ansvarlighed overfor deres fortærskede modeller. Eller som når de Radikale siger, at de tror på økonomer og så afviser alle økonomer, som står i kø for at kritisere Vestager, hvad enten det er på finanspagtområdet eller om transaktionsskatten.
Kommentar af margit kjeldgaard | 6. februar 2012 | 14:16
Jeg forstår ikke hvorfor så mange ord om Laffer.
Der er vel ikke noget galt med Laffer-kurven - ud over at den ikke siger så meget. Den kan jo ikke sige, hvor samfundet befinder sig på kurven. Den er også temmelig ubrugelig i dansk sammenhæng, hvor vi har progressiv indkomstskat, dvs. stigende skatteprocenter med stigende indkomst (bortset fra skattefradrag og offentlige tilskud).
Hvordan folk reagerer på ændringer i deres skat afhænger tydeligvis af deres indkomstniveau og hvorvidt de overhovedet kan ændre på deres indkomst i pågældende job/branche. Hvis man hæver skatten for de lavestlønnede, vil de formentlig gøre meget for at hæve antallet af løntimer eller tage job nr. 2. Hvis man derimod gør det for de højstlønnede får det muligvis ingen effekt eller også gør det. Der er meget få undersøgelser på dette område, som kan bruges i dansk sammenhæng.
Men det er klart at de top-økonomer, vi hører mest til, antager, at de højstlønnede reagerer på skattestigninger ved at nedsætte arbejdstiden eller flytte til udlandet. Senest i diskussionen om aftrapning af børnechecken http://www.bt.dk/politik/vismaend-a... . De antager, at højtlønnede ligger på den faldende del af Lafferkurven og derfor anbefaler de nedsættelse af topskatten og/eller at hæve grænsen for topskat.
Vi kan hver især udtale os om børnefamiliernes tidspres osv., men noget bevis er det jo ikke. Tværtimod synes jeg der tales meget mindre om nedsættelse af arbejdstiden i dag end i 80’erne og 90’erne.
Det sørgelige er, at Enhedslisten har udtalt sig positivt om at hæve grænsen for topskat, uden samtidigt at stille krav om at en skattereform som helhed skal indbringe samme skatteprovenue. Under valgkampen udtalte S+SF og EL, at man ville følge et forsigtighedsprincip, hvorefter man ikke ville bruge penge før de var i kassen. Det var en klar kritik af den sidste regerings snak om dynamiske effekter og de ufinansierede skattelettelser. Det lød umiddelbart meget klogt, men dér røg samtidigt Keynes anbefaling om at pumpe købekraft ud i en krisesituation.
Jeg frygter derfor for nedskæringer i kommunerne og andre velfærdsområder.
Kommentar af Knud | 6. februar 2012 | 18:16
Hej Margit
Nu var der jo faktisk en langt højere grad af progressiv beskatning i USA før Reagans økonomiske program, som jo indebar at marginalskatterne - eller topskatten om man vil - for de højeste indkomster blev sat voldsomt ned - begrundet i netop ’Laffer-kurven’. Indkomstbeskatningen af de rigeste 0,1% dalede således fra 51% 1980 til 34.3% 1990, for de rigeste 0,01 var faldet endnu større, fra 59.3% i 1980 til 35.4% i 1990
Og omkring Laffer-kurven så er der jo det grundlæggende problem, at der endnu ikke er nogen, der overbevisende har dokumenteret at den overhovedet eksistenser, endsige har kunnet påvise empirisk, hvor toppunktet i givet fald måtte befinde sig. Så den er skam stærkt problematisk at læne sig op ad. Sådan omtrent ligesom forestillingen om at lavere topskat pludselig vil få højtlønnede til arbejde meget mere. Men alt det har jeg jo skrevet om foroven.
Kommentar af Poble | 7. februar 2012 | 09:13
Er det korrekt forstået, at du hævder, at Reagans skattepolitik udelukkende blev ført på baggrund af en tegning på en serviet? Er der empirisk belæg for at sige, at der i Reagan-tiden ikke blev lavet beregninger eller andet, som søgte at bakke op om eller forkaste Laffer-tesen?
Kommentar af margit kjeldgaard | 7. februar 2012 | 10:16
OK, Knud, jeg kender ikke nok til historien i USA. Jeg mener bare, at Laffer kurven eksister og at den er en illustration af en banal kendsgerning. Der ER et toppunkt - et eller andet sted. Et punkt, hvor det er dumt at hæve topskatteprocenten, fordi gennemsnittet af skatteydere vil arbejde mindre eller flytte til udlandet. Den pointe må vi jo forholde os til. Vi kan ikke hæve skatten til 100 % af indkomsten. Men den kan sikkert sagtens komme op på 70 % igen uden mærkbare reaktioner.
Selv på Svanholm endte diskussionen for nylig (så vidt jeg ved) med at man droppede det sidste indkomstinterval med 100 % bidrag til kollektivet, fordi man mente det kunne afholde nogle fra at arbejde mere.
Der er også en grænse for hvor høje afgifter, staten kan lægge på alkohol, tobak, sukker og fedt. Et smertepunkt, hvor typisk folk med bil vælger at køre syd for grænsen og købe stort og billigt ind - hvorved både provenu og sundhedstilstanden daler. Jeg bor i Helsingør, hvor flasker med alkohol er stablet op udenfor butikkerne - også om søndagen.
Kommentar af Danny jensen | 7. februar 2012 | 14:27
Laffer kurven udtrykker ikke nogen form for kendsgerninger, faktisk kan man nemt dokumentere at en stor gruppe danskere, uanset at de ikke har nogen økonomisk gevinst sammenlignet med understøttelse, alligevel søger at gøre sig selvforsørgende. Lafferkurven er på ingen måde en grafisk fremstilling af en kendsgerning, men et politisk instrument til at fremme neoliberal politik. Og så til jeg lige minde om at indkomstskatten i danmark ikke er høj i forhold til de andre vesteuropæiske lande i EU.
Kommentar af Kristoffer | 8. februar 2012 | 19:20
Stærkt indlæg, med en velformidlet og sikker perspektivering fra Reaganomics til den økonomiske politik i Danmark. Tak for det!
Kommentar af jan dencker | 13. februar 2012 | 13:09
"Lidt ligesom den del af den velbjergede middelklasse, der for tiden jamrer over udsigten til en beskeden trængselsafgift, når de i fremtiden skal krydse kommunegrænsen til København i deres BMV."
Når du nu ellers er så ferm til at kaste om dig med statistikker og undersøgelser og på alle måder prøver at fremstå som velovervejet så er det jo ikke rigtig smart, at lige pludselig miste overblikket og være nødt til at partout knibe denne ud mellem sidebenene. For det er vist allerede nu klart, at det vist ikke kun er de såkaldte velbjergede i deres BMW, der klager over dette helt igennem uigennemtænkte projekt der efterhånden må betragtes som afgået ved døden.
Kommentar af Knud | 15. februar 2012 | 08:39
Hej Jan Dencker
Tak for kritik. Så lad os da kigge lidt på tallene omkring den trængselsring
Det er en myte, når man taler om at ”Den lille mand” specielt skulle rammes af trængselsringen. "Den lille mand" har meget sjældent bil. Faktisk er det kun 28% af de københavnerne, der har en bil. 72% har kun cykel og kollektiv transport. Den typiske bilejer har høj indkomst og bor i ejerbolig. Den samme gruppe som iøvrigt er blevet massivt tilgodeset gennem skattestoppet for ejerboliger igennem de sidste mange år. Faktisk er det over 60% af dem der ejer eget hus eller lejlighed, der har en bil i København. For lejerne er tallet omkring 20%.
Når vi kigger på pendlerne så er det heller ikke udpræget den lille mand, der rammes. 76% har en mellemlang, lang eller erhvervsfaglig uddannelse og 50% tjener mere end 400.000 kroner om året. Kun 20% tjener under 300.000. Heraf tjener blot 4% under 200.000 om året.
Så bilejere er altså altovervejende en del af middelklassen. Og ser man på pendlerne til København, så tjener halvdelen af dem altså faktisk tilmed så meget, at de enten rammer eller passerer topskatteløftet og dermed tilmed tilhører de 25% højestlønnede indenfor arbejdsstyrken i Danmark - eller de 16 procent af skatteyderne med størst indtægter, hvis vi skal gøre det op ud fra alle skatteydere.
Hilsen Knud
Kommentar af Jan Dencker | 15. februar 2012 | 12:03
Hej Knud, det var jo en mere præcis formulering med tal bag og ikke bare et overfladisk postulat fra din side..For det er jo klart, at et kig på morgentrafikken meget hurtigt underminerer dit postulat noget, da det vist ikke overvejende er BMW’er (elelr i den klasse), der kommer susende. Du kommer med dine tal så frem til, at det overvejende er middelklassen der er bilejere og bliver ramt af denne nye afgift. Men det er så din holding, at som heldigt medlem af middelklassen, så er det ikke noget problem at hive op til 11.000 ud af husholdningen om året ? Desuden retfærdiggører du denne afgift ved, at den i din optik rammer nogen, der allerede er blevet tilgodeset i form af skattestoppet på ejerboliger. Yderst besynderlig retfærdighedssans. Og også interessant, da det nu viser sig, at skattestoppet på ejerboliger på sin vis er en myte, da kommunerne lystigt har sørget for at skat på bolig er steget med 12.000.000.000 siden, tja rigtigt, skattestoppet.
Kommentar af Neo | 15. februar 2012 | 12:21
@Jan Dencher: Der er ikke tvivl om at det i høj grad er en forkælet, egoistisk og krævementalitetsdomineret middelklasse, der fører an i kampagnen mod betalingsringen - de samme kræfter, som kræver lettelser i topskatten, skattestop på boliger og aldrig protesterer mod at lavlønnede skal nøjes med lønstigninger, der ikke dækker prisstigningerne, mens direktører belønner sig selv med millionforhøjelser i deres indkomster. At privilligerede lønarbejdere piver over at skulle hive OP MOD 11.000 kroner op af lommen for at pasere betalingsringen, ja, det rager mig. De kan jo blot lade være, tage cyklen eller den kollektive trafik, slå sig sammen med andre trafikanter ... og holde inde med klynkeriet.
Knuds billedlige fremstilling af højborgerlig idioti var helt i øjet. Og du bekræfter den - gennem udenomssnak.
Kommentar af Jan Dencker | 15. februar 2012 | 13:17
Kære Neo, nu skal du nok passe på med at anklage middelklassen for krævmentalitet alene.
Men det er reelt set også ligegyldigt for ovenstående viser bare, at betalingsringen åbenbart ikke er et spørgsmål om reduceret forurening, bedre fremkommeligked osv; men en måde at ramme den stygge middelklasse.
Kommentar af Knud | 15. februar 2012 | 13:33
Kære Jan Dencker
Nu skal ordet BMW jo ikke forstås bogstaveligt, og det ved du vist også godt. Der er en mangfoldighed af forskellige bilmærker, som krydser kommunegrænsen hver dag, og eftersom jeg dagligt cykler med mine børn til skole langs en af Københavns mest befærdede veje, som jeg iøvrigt bor lige ud til, så kan jeg jo iagttage det ved selvsyn. Jeg kan også iagttage, hvordan langt hovedparten iøvrigt kun sidder en enkelt passager i bilen.
Provenuet fra trængselsringen skal, som du udmærket ved, investeres i bedre og billigere kollektiv trafik, hvilket selvsagt også kommer alle pendlerne til gode, og hvilket jo dybest set også er i deres egen interesse. Og beboerne i København kan glæde sig over udsigten mindre trængsel, mindre støj og mindre luftforurening, hvilket selvfølgelig er det, der især ligger børneforældre som undertegnede på sinde.
Jeg pendler selv dagligt med S-toget til mit arbejde efter jeg har afleveret ungerne i deres folkeskole, og det kan altså varmt anbefales frem for at sidde og blive stadig mere agressiv bag rattet.
Med venlig hilsen Knud
Kommentar af Knud | 15. februar 2012 | 13:56
Jeg kunne selvsagt også have nævnt eksempelvis bilmærkerne Ford, Opel eller Peugeot, men jeg går altså ikke særlig meget op i bilmærker. Beklager. Jeg er mere fokuseret på mindre luftforurening, større trafiksikkerhed for bløde trafikanter, bedre kollektiv trafik og mindre trængsel.
Med venlig hilsen Knud
Kommentar af Neo | 15. februar 2012 | 15:23
Kære Jan
Selvfølgelig handler betalingsringen om miljø og trængsel - og ikke om middelklassen. Men at det især at den, der må til lommerne, ja det får ikke mit pis i kog. Det er der snarere lidt social retfærdighed i - efter ti års straffeaktioner mod landets fattigste - fx. ved ikke at lade skattestoppet omfatte bus- og togpriser - og borgerlig priviligering af velstillede og rige.
Kommentar af danny jensen | 15. februar 2012 | 19:41
ligesom al anden brugerbetaling har betalingsringen den tunge ende nedad - vil man have færre biler i københavn kan man jo begynde med at udvide de bilfri zoner og opgradere det iøvrigt ret fremragende kollektive transportsystem man har i området - vil man have flere penge i kassen anbefaler jeg indkomstskat - jeg ved godt den slags socialt afbalanceret beskatning er umoderne - men til gengæld er den både effektiv, social og driftsikker.
betalingsringen er udtryk for den sædvanlige socialliberale incitamentsstyring som jeg i virkeligheden synes er dybt asocial - den cementerer jo blot de i forvejen massive forskelle på frihedsgrader mellem de der har masser af dollars og dem uden - har du røven fuld af penge er 40 eller 50 kroner ikke afgørende - balancerer du dit budget omkring de nul kroner kan 40 kroner i den ene eller den anden retning nemt vælte læsset.
nu er jeg i den heldige situation ikke at være bosat i københavns området - havde jeg været det havde jeg formentligt også været på barrikaderne imod betalingsringen.
Kommentarfunktionen er lukket
Historiker og uddannelsessociolog. Jeg har især beskæftiget mig med venstrefløjen, arbejderbevægelsen og de politiske og sociale bevægelser (og deres modstandere) før og nu og forholdene i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne i Danmark.
Jeg interesserer mig for, hvad der former mennesker og sætter dem i bevægelse og er dybt bekymret over det aktuelle politiske klima her i landet. Det var selvfølgelig meget godt med nye ministre, men det havde nu været rarere med en ny regering, og jeg synes, der mere end nogensinde er brug for et kritisk blik på både dagens venstrefløj og dens modstandere.
Sidder i redaktionen for Danmarks bedste faghistoriske tidsskrift ”Arbejderhistorie”, som mange flere burde læse (http://www.sfah.dk/default.aspx?pag...) og jeg har skrevet bogen ”Giv mig de rene og ranke. Danmarks Kommunistiske Ungdom 1960-1990”, der udkom i januar 2009. Den kan stadig bestilles fra forlaget her: http://www.sfah.dk/default.aspx?pag...
I øvrigt er jeg en glad nørd og storforbruger af populær kultur. Jeg elsker tegneserier, støjrock, sentimental pop og klassisk musik og ikke mindst BBC-produktioner og amerikanske serier. Især når det handler om teenagere, som hakker hovedet af vampyrer og den slags, eller nedrige oliemagnater indblandet i absurde intriger. Så jeg var næppe blevet venstreorienteret, hvis jeg havde været ung i 1970’erne.
Mine indlæg tager især afsæt i mine fag og i mine egne praksiserfaringer som aktivist i en stribe forskellige organisationer og bevægelser igennem de sidste 25 år. Jeg startede i elev- og studenterbevægelsen og siden gik vejen over både kommunalpolitik, løsrivelser af øer i Øresund, barrøvsaktivisme og mange timer med våde tæer for revolutionen, til jeg til sidst endte som en del af klapvognsbrigaden i kampen mod kommunale forringelser for børn og unge og nu sidder som tillidsmand på en offentlig arbejdsplads, der i disse år gennemlever drastiske strukturforandringer.
Blogarkiv
Nekrolog over en god ide. Eller hvilken farve har regeringen mon egentlig?
Feriefiflerier i Politiken - eller manipulerer Mogensen?
Skat, kurver og konsekvenser
