Vi er flyttet! modkraft.dk


Et skålpund kød

Af Kurt Bertelsen Christensen | 24. februar 2012 | 3 kommentarer

Det er muligt at jeg også i dag overser et par pointer i det politiske landskab, men så må det være sådan. For sagen om betalingsringen, blev den berømte dråbe der fik bægeret til at løbe over.

De politisk ansvarlige, ingen nævnt igen glemt, løber efter et eneste mål og det er at blive på posten at beholde den politiske magt man har fået og alle omkring politikerne gør det samme. Sådan er det, men værre er det, at den parasitverden der omgiver politikkerne, er blevet en meget stor verden i dag. Der er penge i lortet og derfor bliver man i dét, også om det bare er lugten, man lever af.

Jeg har tidligere forsøgt at få en diskussion med bl.a. Mikkel Skov Pedersen (som jo også lever af denne ildelugtende politiske verden), men det er ikke blevet til noget, sikkert fordi jeg ikke længere bryder mig om lugten i bageriet og som sådan vel bare kan holde min kæft. Spørgsmålet er måske også, om det overhovedet er Mikkel og hans verden, jeg vil diskutere med, eller om jeg i virkeligheden forsøger at udstille den politiske verdens tomhed!

Jeg ved det ikke, men jeg ved at jeg er led og ked af al den snik snak om politisk proformens, på bekostningen af den dagligdag jeg lever i.

Selvom det er en modsigelse, er jeg altså fyldt op af den politiske tomhed der gennem medierne udstilles i det politiske landskab, udtrykt i spørgsmålet om regeringer og politikere, taber eller vinder, på de politiske sager.

Jeg har forstået, at på de medier der skal have penge i kassen, dvs. kunne sælge deres nyheder, er der ingen grænser for det politiske teater, men her på Modkraft kunne man da godt forvente, at der var lidt højere til loftet. Men det er det ikke. Undskyld – der er gode folk der diskutere den politiske substans, men der er alt for mange som bruger deres spalteplads på en masse snik snak om hvorvidt Villy og Helle og hvad de nu hedder alle sammen, har tabt eller vundet på de politiske sager de forsøger at få igennem.

Det er en politiske skandale i sig selv, og netop Mikkel Skov Pedersen befinder sig helt i front, i kampen for mere af det samme, dvs. af ingenting.

Jeg kommer lige fra en af mine klasser i folkeskolen, hvor vi i Samfundsfaget pt. arbejder med temaet "Medier og Samfund" og i denne 8. klasse, som er opdelt i redaktionelle grupper der arbejder med nyheder og artikler, er der ingen tvivl - de mener simpelthen, at det de læser, ser og hører i medierne er noget medierne bringer alene og kun alene, for at sælge aviser, TV og radio.

Direkte adspurgt siger de, at det medierne oplyser os om, ikke er mere sandt, end vi selv bestemmer os for, er sandt. Hvis det er sandt er det sandt, hvis det er løgn er det løgn, ifølge mine elever. Det kommer der gode diskussioner ud af, for selvfølgelig forstår og accepterer de fleste af mine elever også vigtigheden af at vi kan stole på hinanden. Men denne virkelige verden har altså ikke noget medierne at gøre - længere.

Hvordan kan det være og hvem er skyld i at vi i den politiske og medieskabte verden, ikke længere kan stole på noget som helst?

Jeg mener at Mikkel, der kommer fra og forsvarer en mediekommunikativ verden, hvor alt er blevet tilladt, i forsøget på at få eller blive ved magten, bærer et meget stort ansvar for dette politiske forfald. Desværre er han ikke den eneste.

Der var engang for flere år siden, hvor jeg hver dag glædede mig til nyheder i DR2 ex. Deadline - det gør jeg bestemt ikke mere. I helt særlig grad er DR2 blevet eksponent for den verden Mikkel kommer fra. F.eks. det sludder der siges om denne betalings/trængsels ring. Nu kræver Mikkel gudhjælpemig også Villys og Helles afgang i samme sag.

Hvad sker der i mandens hoved og i Deadline og andre medier - jo man laver ikke andet end at diskutere om regeringen eller de blår eller partierne i mellem, taber eller vinder på sagen. DER ER INTET ANDET TILBAGE.

Dertil bruger medierne og deres proselytter sig selv. Måske sidder Mikkel også hver dag og venter på en oprigning fra Deadline, Clements eller en vært fra de andre programmer, hvor han kan komme ind og sige noget om dit og dat.

Men igen hvad pokker har det med sagen at gøre? Nu er det altså besluttet at bilister til og fra København, IKKE skal betale for at køre til og fra byen. Penge som skulle være brugt til en bedre kollektiv trafik. Nu skal hele landet betale for at københavnerne, med vold og magt VIL køre i deres egne biler. Så enkelt er det faktisk. Og det selv om de har en fantastisk kollektiv trafik i og omkring København.

Herude i det vestlige Jylland har vi ikke engang et elektronisk netværk der på nogen måde kan siges at leve op til de krav der stilles til fremtidens unge. Jeg kan ikke engang indrette min undervisning med forventningen om at de kan arbejde på Elevintra og andet derhjemmefra. Fordi mange steder herude stadig befinder os på et 256 modem hastigheds niveau.

Når vi gør vrøvl får vi det svar, at vores problem er det modsatte af trængsel, vi er for få til, at vi og vores børn kan følge med den elektroniske udvikling. Skal vi så flytte til byerne, for at vores børn kan følge med og dermed gøre trængslen større i byerne? Åbenbart.

Når jeg kommer til København, med toget selvfølgelig, kan jeg udenfor hovedbanegården inden for få minutter stå på en bus der hurtigt bringer mig derhen, hvor jeg skal. Herude hvor vi bor er der en (skole) busafgang hver anden time fra kl. 7. til og med kl. 15 – så er det slut, så er der ikke mere kollektiv transport, overhovedet.

Og er det ikke mere vigtig end spørgsmålet om rød eller blå vinder, eller om Helle og Villy skal gå af? Ikke pga. af en IRAK krigs lignende grusom sag, men fordi de proformer elendigt!

Vore børn og gamle skal køres til alt det de skal deltage i efter kl. 15. Skal der set fra hovedstaden ikke bo mennesker på landet længere? Skal I ikke have noget mad, derinde i byen? Eller er holdningen i byen - et langt stykke af vejen - godt udtrykt af "nf" når vedkommende skriver til Ulrik, i forbindelse med mødet om Modkraft er for højredrejet:

"Der var mange middelklasse Københavner til stede i går, der glædelig snakkede om Modkrafts tiltrækning til håndværkere fra udkant Danmark. Et nyliberalt projekt ingen interesse har for mig. Og hvis dette er den eneste måde man kan engagere udkant Danmark på, så vil jeg heller blive en af de "500 stenkastende autonome voldspsykopater fra helvede". Udkant Danmark må blive ved med at læse Information, hvis aktivister er skrammende."

Hvis, er det klart, at én og anden bliver gal i skralden over, at alene og kun alene fordi politikerne blev presset gennem medierne til IKKE at etablere den betalings ring, skal vi, der hverken har kollektiv trafik eller elektroniske netværk, nu bidrage med den mia. som bilisterne i København skulle have betalt. Det er da helt ude i hampen, målt på det politiske ansvar i Danmark. Og det er muligt at Helle og Villy bærer det store ansvar, men på DR2 har jeg set og hørt mange fra den blå blog som kæmpede indæt mod ringen.

Var det i virkeligheden ikke den blå blog som ikke ville have den ring, og medierne som skulle have deres skålpund kød, da alt kom til alt? Vi har de politikere vi fortjener, OK - men fortjener vi så ikke nogle bedre medier?

PS. Jeg holder mig aldrig tilbage med kritikken af de røde, men når virkeligheden er, at de røde gerne ville have denne ring og alene aflyste ringen, fordi medier og politiske rådgivere rådede dem til dét, så burde Modkrafts debattører, i det mindste, forholde sig til det eller også selv overveje deres stilling.


Kommentar til Vagn Rasmussens seneste artikel.

Af Kurt Bertelsen Christensen | 16. februar 2012

Jeg ved desværre heller ikke hvad der er op og ned i Libyen og Syrien, dvs. hvem der gør hvad og hvordan. Men Vagn forsøger i det mindste at dokumentere alt det han påstår og argumentere ud fra det.

Igen i dag så jeg noget som bekræfter nødvendigheden af Vagns kritik. I TV2 News genudsendte man hele dagen et interview med en angivelig syrisk politimand som angiveligt skulle være betalt 25.000 lira for at skyde på demonstranter. Han skulle selv have sagt at han har skudt og "slagtet" ca. 70 mennesker. TV2 indslaget har de købt hos CNN

Men intet kan dokumenteres. Og selvom journalisten Arwa Damon fra CNN, som pt. befinder sig i Syrien undercover, sikkert er troværdig, er det ikke desto mindre dybt kritisabelt at TV2 News viderebringer sådanne optagelser, uden anden dokumentation end at det er CNN der har lavet det.

Men det kan være løgn fra ende til anden. Ikke nødvendigvis med journalistens vidende, men oprørerne har gode grunde til at få dokumenteret deres mange påstande om at magthaverne bruger betalte snigskytter. Nu ser vi så det er sandt for her viser indslaget en tyk såret maskeret mand der personligt har skudt og slagtet ca. 70 demonstranter. Skulle det senere vise sig at det hele var et setup, kan CNN sagtens komme ud af den knibe med henvisning til de kaotiske tilstande i Syrien.

Nu bliver indslaget, sammen med en masse andet udokumenteret fra Syrien, meget konkret brugt til at få os i den vestlige verden til at acceptere vores militære indgriben – også i Syrien. Før jul var det en umulig tanke, nu er det nærmest en umulig tanke at det ikke skulle ske. For Assad styret er dokumenteret nu så grusomt og forfærdeligt, at alt andet end vil være uansvarligt.

Og nu vil alle være med, også den danske regering, godt bakket op af Enhedslisten (som intet har lært af Libyen), være med og melder sig under fanerne i landene af villige, kaldet "Syriens Venner". Formålet er krystalklart at få lagt optimalt pres på Rusland, så Rusland gør som landet gjorde i forhold til Libyen, dvs. opgiver deres veto i FN’s sikkerhedsråd, så NATO kan komme i gang med at bombe i Syrien. Vil Assad følge Gaddafi i døden for deres lande og folk? Det er ikke utænkeligt og derfor bliver Syrien måske også en meget blodig affære.

Er det hele retfærdiggjort af Assad styrets grusomheder? Nej og atter nej. De mange tusinde mennesker der er blevet dræbt i Syrien det sidste år, kan ligeså vel tilskrives vores bomber i Libyen, som Assads styre. Det er muligt at Assad ikke har noget andet valg længere, end at træde tilbage, men har oprørerne noget andet valg end at fortsætte til den bitre ende, dvs. til vi griber ind? Og hvis Assad skulle beslutte sig for at træde tilbage, hvor skal han så træde hen? Var det vores bifangst ved mordet på Gaddafi – at Assad og folk som ham, nu kan se frem til deres dræbte familier og de selv ydmyget, hånet og henrettet af oprørerne? Alt for meget ser sådan ud.

Angrebskrige og bombetogter er blevet en del af den danske udenrigspolitik også under denne regering. Først støtter man oprør i landet man vil have kontrol over og når det er ved at være bygget op, rykker NATO ind. Og nu vil denne regering oven i købet have denne form for aktivistisk udenrigspolitik skrevet ind i den udviklingspolitiske strategi.

Jeg tror brugen af militær er et meget konkret udtryk for danskernes ønsker, mere end egentlig imperialisme. Flertallet af danskerne synes nemlig godt om at vi bruger vores militær, dvs. de ca. 22 mia. om året, til skarpe missioner, som man nu kalder det. Og ja det flertal lever roligt med at danske soldater bliver dræbt og lemlæstet, det er nu en erhvervsrisiko i det job. Og når man spørger de erhvervsaktive på jobbet, vil de gerne ud i krigen – og gøre en forskel som de selv siger. Og politikerne med magten vil gerne ud i krige der ikke koster alt for meget, for det giver gode muligheder for at beholde magten.

Og det er bl.a. derfor Vagn, undertegnede og folk med vore holdninger skal holde kæft, for alle skal bakke op om vore soldater, når de på vore vegne, sætter liv og lemmer på spil ude i krigene.

Men min politiske analyse af alt hvad der har med de danske angrebskrige at gøre, kan være ligeså god som andres og jeg siger og skriver derfor igen og igen, at jeg er lodret imod, at Danmark bruger det danske militær og 22 mia. af statsbudgettet på angreb i fjerne lande. Lodret imod og ingen af de danske soldater, som både frivilligt og godt lønnet tager ud i verden for at dræbe andre mennesker, har min støtte – ingen. Og som borger og skatteyder her i landet, vil jeg til alle tider hvor jeg har mulighed for det, stille de politisk ansvarlige til ansvar for deres militære angrebskrige.

Apropos udokumenterede nyheder skulle man ifølge allafrika.com have fundet 28 lig på stranden i Sanag provinsen i det nordlige Somalia. Denne historie blev ikke nævnt med et ord i TV2 New i går – hænger det sammen med at den ikke kan dokumenteres? Måske. Men det ændrer ikke ved fakta som er at tusinder af mennesker hvert år drukner på flugt fra nød og elendighed.

Hvis de 28 lig (billedet kunne tyde på at der er tale om døde mennesker på en eller anden strand) blev fundet på den strand, og det er flygtninge, hvor mange er så ikke skyllet op på stranden? Er deres fartøj kæntret eller blev det skudt sønder og sammen af alle de våben der bekæmper pirater i Aden bugten i dag, eller måske er det i virkeligheden blot pirater der ligger som de har redt – vil andre mene.

Men uanset hvad, så ved vi at tusinder og atter tusinde af bådflygtninge omkommer hvert år i Middelhavet, i Stillehavet i Atlanterhavet for at slippe væk fra fattigdom og sult. Hvis den italienske journalist, som samler oplysninger og skriver om Fort Europa har ret drukner tusinder på vej til EU og dertil skal lægges de tusinder der drukner på vej til lande uden for EU.

Det er helt åbenbart ikke så vigtigt i vores medieverden. Nej vores egen medieverden skal i stedet bruges til at drive en syrisk diktator til et større og større mål af grusomheder, rettet mod de grupper i Syrien som vil ham til livs. Grupper som i dag ikke længere har noget andet valg end at blive ved til den bitre ende, dvs. at vi sender vores F16 og til formålet, nyindkøbte bomber.

Det er i denne sammenhæng jeg ser det vigtigste i Vagns samfundskritiske analyser, at han så ikke er skarp nok i forhold til diktatorerne (også efter min mening), har meget lidt med sagen at gøre. For over det hele står sandheden om at man ikke kan bombe sig til en bedre verden og Amnestysseneste rapport fra Libyen efter Gaddafi dokumenterer endnu engang denne sandhed.


DET FØRSTE OFFER FOR EN KRIG ER SANDHEDEN!

Af Kurt Bertelsen Christensen | 11. februar 2012 | 49 kommentarer

LØGNE OG FORTIELSER. Forfatter Vagn Rasmussen INTERSOL

Det var i Anders Fogh Rasmussens periode som statsminister, forvandlingen for alvor begyndte. Og det begyndte med løgne. At Saddam Hussein har masseødelæggelsesvåben, er ikke noget, vi gætter os til. ”Det er noget, vi ved”, sagde Rasmussen i Folketinget, da han med et spinkelt flertal fik Danmark til at sende bl.a. en ubåd til ørkenkrigen i Irak.

Senere er Rasmussen blevet generalsekretær for Nato. Og han er forsat med at lyve. Nato hævder, det kæmper for demokrati og menneskelige rettigheder, men samarbejder samtidigt med nogle af verdens værste diktatorer.

I Bahrain, hvor den 5. amerikanske flåde har hovedkvarter, lader man den enevældige konge forgifte befolkningen med tåregas i operationer, der ledes af den tidligere chef for Scotland Yard i London og den tidligere leder af politiet i Miami for blot at nævne et enkelt eksempel.

http://intersol.dk/intersol/globalt...

Og som jeg tidligere har påvist, var det om end ikke en direkte løgn, men en fortielse af et vigtigt motiv, der lå bag det ret pludselige angreb på Libyen, for Gadaffi stod lige på nippet til at medvirke til at rive hele Afrika ud af neokolonialismens kløer. Det kan enhver forvisse sig om ved at slå op på Google på Internettet.

Sirte erklæringerne fra 1999, hvor lederne af de afrikanske nationer blandt andet bekræftede deres tilslutning til Gadaffis økonomiske planer for Afrika, kan man finde her:

http://www.uneca.org/adfiii/rieffor...

FORBEREDELSER TIL ANGREB PÅ SYRIEN OG IRAN

Nu står den måske mest omfattende krig siden den anden verdenskrig på dagsordenen. Nato synes parat til at angribe først Syrien og derefter Iran.

Den 5. februar blev et forslag til resolution forelagt FN’s sikkerhedsråd af blandt andet USA, Storbritannien og Frankrig. Men Rusland og Kina nedlagde til stor vrede fra de andre og generalsekretær Ban Ki-moon veto imod det.

I resolutionsforslaget hed det:

(Sikkerhedsrådet) ”fordømmer de syriske autoriteter for deres vidt spredte og fortsatte overtrædelser af de menneskelige rettigheder og fundamentale frihedsrettigheder, sådan som brugen af vold imod civile, vilkårlige henrettelser, drab og forfølgelser af de protesterende og medlemmer af medierne, forhindring af adgang til medicinsk behandling, tortur, seksuel vold og fordømmelig opførsel, inkluderet over for børn”.

Hvor rædsomt – hvis det altså var rigtigt.

Det er det bare ikke!

DEN ARABISKE LIGAS UNDERSØGELSESMISSION

I håbet om at kunne dokumentere regimets forbrydelser sendte Den Arabiske Liga en undersøgelseskommission den 24. december 2010 til Syrien. Undersøgelserne varede indtil den 18. januar 2012, hvor den blev trukket tilbage igen.

Problemet med kommissionen, der blev ledet af den sudanesisk general, Muhammad Ahmad Mustafa Al-Dabi, var, at den havde mere end vanskeligt ved at bevise de forbrydelser fra regimets side, som man gerne ville have haft den til at bevise.

Af en rapport fra generalens mission fremgår det derimod, at det faktisk var oppositionen, der var mest voldelig:

”I nogle zoner reagerede denne bevæbnede entitet (væsentligst Syriens Frie Hær) ved at angribe de syriske sikkerhedsstyrker, hvad der tvang regeringen til at svare igen med yderligere vold. I sidste ende er det uskyldige civile, der betaler prisen med liv og lemmer.

I Homs, Idlib og Hama observerede undersøgelsesmissionen, at voldelige handlinger blev begået mod regeringsstyrker og mod de civile, hvad der resulterede i adskillige døde og sårede. Eksempler på disse handlinger inkluderer bombningen af en civil bus, der dræbte otte personer og sårede mange, inklusive kvinder og børn, og bombningen af et tog med dieselolie. I en anden hændelse i Homs, blev en bus med politi sprunget i luften, hvad der resulterede i drabet på to politibetjente. En olieledning og en mindre bro blev også bombet…

Sådanne hændelser inkluderer bombninger af bygninger, tog med oliebrændsel og eksplosioner med det formål at ramme politiet, medlemmer af medierne og olieledninger. Nogle af disse angreb udføres af Syriens Frie Hær eller af andre væbnede grupper”.

Missionen noterede også, at mange parter bragte falske oplysninger om de eksplosioner og den vold, der var foregået adskillige steder. Når observatørerne besøgte disse steder, fandt de rapporterne ubegrundede.

Missionen bemærkede sig også, at ifølge ”undersøgelsesholdene i marken, overdrev medierne hændelserne og antallet af protesterende, der var blevet dræbt i hændelserne”.

Rapporten kan findes her:

http://intersol.dk/intersol/english...

FN-resolutionen her:

http://intersol.dk/intersol/english...

ALBA-landene i Latinamerika, som jo har mange negative erfaringer med amerikansk finansierede ”kontraer”, har også fordømt de syriske ”kontraer”:

http://intersol.dk/intersol/english...

PRESSEKAMPAGNEN

Svaret fra den Nato-venlige presse på forkastelsen af resolutionen i FN’s sikkerhedsråd har været at skrue endnu mere op for deres propaganda. Dagligt kan vi læse eller se udsendelser, der baserer sig på en kilde, som hedder Syrian Observatory for Human Rights.

Og hvad er Observatoriet så for noget?

”Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder bliver finansieret af et fond i Dubai, som samles sammen af vestlige golfpenge. (Alene Saudi-Arabien har, ifølge Elliot Abrams, sat 130 milliarder dollars af til at ”lindre de arabiske masser under det Arabiske Forår.”), skrev Aisling Byrne, som er projektkoordinater i Konflikt Forum i Beirut.

”Skønt det forekommer at være en ubestemmelig britisk-baseret organisation, har observatoriet været kardinalpunktet i fortællingerne om massedrabene af tusinder af fredelige demonstranter, idet det bruger svulstige tal, ”kendsgerninger” og ofte overdrevne erklæringer om ”massakrer” og på det sidste også ”folkedrab”…

Observatoriet er ikke legalt registreret i Storbritannien hverken som et selskab eller en humanitær organisation, men opererer uformelt. Det har intet kontor, ingen stab, og direktøren er på konstant jagt efter donorer.

Det modtager sine informationer, siger det, fra et netværk af ”aktivister” i Syrien. Dets engelsksprogede hjemmeside indeholder kun en side med Al Jazeera i stedet for at være et hjemsted for konstante blogge for det, der er sket i Syrien fra begyndelsen. Det har intet kontor, ingen stab, og direktøren er på konstant jagt efter donorer.”

Læs den engelske originalartikel her:

http://intersol.dk/intersol/english...

SKÆRPELSE AF DEN AKTIVISTISKE UDENRIGSPOLITIK

Nu er der sikkert en del, der havde håbet på en omlægning af den aktivistiske udenrigspolitik i og med, at Danmark fik en ny regering. Men sådan er det desværre ikke gået – tværtimod.

I stedet for at trække bemeldte krigsskib hjem, vil regeringen styrke den danske indsats i på Afrikas Horn.

Den vil blandt andet bruge 212 millioner til oprustning af Kenyas hær og til en østafrikansk styrke i håbet om, at det kan medvirke til at stabilisere forholdene på hornet og til at skabe fred i Somalia.

Det har naturligvis skabt en del opstandelse:

http://intersol.dk/intersol/globalt...

http://intersol.dk/intersol/globalt...

Men da STS, som jeg er medlem af, har arbejdet i Somalia siden 1999, syntes bestyrelsen, at den også ville blande sig i debatten med følgende indlæg:

http://intersol.dk/intersol/globalt...

Pengene til oprustning af Kenya og andre lignende projekter vil blive taget fra bistandsmidlerne, som fremover også skal bruges til at forsvare, hvad der kan betegnes som Danmarks – og ikke mindst USA’s og Natos - udenrigspolitiske interesser.

Måske vil finansieringen af Absalon også overgå fra forsvarsministeriets belastede budget og til bistandsmidlerne, for selvom 70 procent af den somaliske befolkning ifølge en opinionsundersøgelse for et par år siden faktisk støttede piraterne, så gør Vesten det ikke. Og Danmark mener desuden, at somalierne har bedst af at blive styret af en regering, hvor – hold fast! – 96 procent af midlerne fra det internationale samfund forsvinder i korruption. Og hvis somalierne ikke makker ret, kan man jo altid bombe dem.

Vi skal nok heller ikke vente nogen tilbageholdenhed i retning af, at ”danske fly sætte ind for at bombe den ene part” i en borgerkrig (eller i retning af at skjule civile tab). Den nye udenrigsminister har udtrykt sin begejstring over Den Arabiske Ligas ”lederskab” for støtten til den syriske opposition, sammen med den franske udenrigsminister Alain Juppé ville han endog stille sig i spidsen for at samle den, og han har givet Hillary Clinton håndslag på, at Danmark er parat til at udkæmpe en ny krig sammen med USA.

EFTERTÆNKSOMHEDEN

Så længe den meget massive krigspropaganda foregår, er det næsten umuligt for modstanderne af Natos krige at komme til orde i mainstreammedierne. Deres påvirkning af meningsdannelsen er endog så stor, at store dele af venstrefløjen lader sig rive med af den – mest fordi man intellektuelt set er dovne til at søge sine egne og uafhængige oplysninger via Nettet, f.eks. fra vrimlen af alternative medier.

Men knapt er krigene overstået, før eftertænksomheden melder sig på banen.

Hvem var i grunden vinderen af krigen mod Irak?

Ifølge Michael Jarlner fra Politiken var den egentlige vinder – præstestyret i Iran!:

http://intersol.dk/intersol/globalt...

Og skeletterne står formeligt i kø for at vælte ud af skabene:

http://intersol.dk/intersol/globalt...

http://intersol.dk/intersol/globalt...

Efterskrift

GRUNDEN TIL AT JEG STADIG MÅ BRUGE ANDRES BLOGGE

I slutningen af sidste år annoncerede Modkraft efter nye folk, der kunne betragtes som værdige til at få deres egen blog. Deadline blev sat til den 10. januar i år. Da jeg egentlig syntes, det var en smule træls at skulle anmode andre om at låne mig deres blogge, for at jeg også kunne få mine meninger frem, så sendte jeg en ansøgning med henvisninger til noget af det, jeg havde skrevet, til Modkrafts redaktion den 5. januar.

Den 26. januar modtog jeg en kort mail, hvor der blandt andet stod: at ”efter en afstemning i alle sektioner, må vi desværre meddele, at vi ikke har valgt dig som blogger”.

Man skulle ellers tro, at sektionerne ville have haft god tid til også at give mig en egentlig begrundelse. Men måske bryder sektionerne ikke om det, jeg skriver?

I øvrigt var det med deadline det rene fis. Jeg kender i hvert fald en blogger, som fik besked på sin ansøgning med det samme og inden ansøgningsfristens udløb.

Jeg har ikke ondt af mig selv, for jeg skal nok finde bloggere, der også i femtiden vil låne mig deres blogge.

Det, jeg derimod er betænkelig over, er Modkrafts forstærkede tendens til at blive et middel til envejskommunikation.

Det mest spændende ved Modkraft, som det var i mine øjne (men også i andres) for relativt kort tid siden, var den frie debat, hvor enhver af Modkrafts læsere kunne rejse debat, om det, han eller hun fandt vigtigt. Men den frie debat er lukket, angiveligt fordi, det var for besværligt at læse alle indlæg igennem for at sikre sig, at alle overholdt tonen for en god debatstil. I virkeligheden kunne redaktionen være totalt ligeglad - med mindre altså, at den føler sig forpligtet til også at opdrage skribenterne i retning af almindelig borgerlig dannelse.

Redaktionelle artikler kan forsat ikke kommenteres, skønt de indimellem kunne trænge til det. Desuden afspejler de, hvad redaktionen selv og tilsyneladende ret tilfældigt er optaget af for tiden. Mens alle andre medier også er meget optaget af, hvad der sker i Syrien, kan man foreløbig ikke finde et eneste ord om det, hverken i redaktionelle artikler eller andre steder i Modkraft. Det eneste, jeg har kunnet finde om Syrien, var, da jeg skrev en blog, som jeg lånte af Elizabeth Japsen.

Man kan dog godt kommentere, hvad andre skriver på for eksempel Kontradoxa. Men man stiller forskellige krav til dokumentation, skønt artiklerne står i eget navn. Nogle kan derfor skrive, men andre har svært ved det.

Men er man fundet værdig til at have sin egen blog, kan man til gengæld skrive, hvad man vil, både af ligegyldigt sludder og af artikler med mening i. Og her er debatten fri til at kommentere det, som – ANDRE skriver. Men her holder man til gengæld skarpt øje med, hvem der kan blive blogger og hvem, der ikke kan.

Aldrig før har der været så stærkt brug for en absolut ÅBEN DEBAT PÅ VENSTREFLØJEN, som der er i dag - og både om den indenrigspolitiske udvikling, såvel som den udenrigspolitiske.

Det er synd for Modkraft læsere, at Modkraft tilsyneladende ikke påtager sig denne opgave. Debatten på Modkraft er mindre fri, end den er mange andre steder.

Vagn Rasmussen.11.2.2012


ANSVAR

Af Kurt Bertelsen Christensen | 22. december 2011 | 1 kommentarer

Det er nytår og folket (de der har pengene) skal have torsk og østers. Det bliver dyrt, men der vil være fisk og skaldyr i butikkerne. Til danskere ja, men der bliver ikke ret meget til andre folk. Selv om Danmark aldrig har været det store marked for dansk fiskeri, kan dansk fiskeri 2011, næsten kun dække det lille marked, når det gælder torsk fra Nordsøen og Skagerrak og østers fra Limfjorden. For ikke så mange år siden leverede dansk fiskeri torsk og østers til hele verden – hvorfor er dansk fiskeri holdt op med det?

Svaret er meget enkelt, fiskeriet forsvandt i samme takt som ansvaret der blev taget fra fiskerne. Fiskernes daglige ansvar for havet og dets ressourcer forsvandt i opbygningen af fiskeriforvaltningen og fiskeripolitikken. I denne opbygning overtog de store interesseorganisationer, banker, fiskeriets organisationer, miljøets organisationer og andet uden for fiskeriet, forvaltningen af fiskeriet fra hav til bord. Og siden starten af 80’erne, er det kun gået en vej for det danske og europæiske erhvervsfiskeri målt i de fisk de fanger - nedad.

I dansk fiskeri er der næsten ingen fiskere tilbage. Der er nogle få megastore fartøjer, ejet af kvotebaroner som bestyrer mere end en mia. kr. og deres selskaber som i dag hyrer deres ansatte i fremmed lande. Og i stedet for aktive fiskere ude i de mange havne, har vi fået den største forvaltning af fiskeriet nogensinde, målt på ansatte og omkostninger. Alt dette er trukket ned over hovedet på fiskerne. De fleste fiskere forsvandt sammen med fiskene og tilbage står spørgsmålet: Fiskerne kunne se at fisken forsvandt, men hvorfor skulle de også tage noget ansvar, når ansvaret reelt var taget fra dem?

Nu vil nogen måske hævde, at hvis vi ikke havde denne forvaltning, ville der slet ikke være noget fiskeri tilbage, fordi fiskerne er så grådige, at de fanger alt det de overhovedet kan fange.

Det ved jeg ikke, derimod ved jeg at med den fælles fiskeripolitik i EU i 1983 og dermed opbyggelsen af den biologiske og økonomiske fiskeriforvaltning, er erhvervsfiskeriet målt i mængden af fisk der bliver landet, banket tilbage til 60’erne.

Samlet set er EU’s fiskeri dog stadig store tal og områder, derfor vil jeg koge denne fortælling ned til to danske forvaltninger, nemlig torsken i Nordsøen og Skagerrak og østers i Limfjorden. Begge bestande som er blevet målt, vejet, overvåget og forvaltet, med det erklærede mål, at undgå overfiskeri, dvs. for at beskytte fiskene og fiskeriet mod sig selv.

Der er stadig torsk i Nordsøen og Skagerrak. Men i et meget stort område i Vesterhavet, fra Holland i syd til Hirtshals i nord, er torsken noget nær forsvundet fra kysten og 30 mil ud i havet. Det er et stort område hvor torsken nu er forsvundet og forvaltningens videnskaber aner ikke hvorfor. Der er ellers lavet et utal af genopretningsplaner og der har været store fiskestop; indført havdage; GPS og kamera overvågning; tilmeldepligt hvor fiskerne skal melde til direktoratet når de forlader en havn og en time før de anløber en havn og her skal de melde ned til sidste kg hvor mange torsk og andre fisk de har fanget. Rammer de 8 % ved siden af modtager de automatisk en bøde på mindst 10.000. Og denne overvågning og meget skrappe forvaltning for torskens vedkommende er udviklet og opbygget siden 2000 og alligevel har der aldrig nogensinde i moderne tid, været så få torsk og andre fisk inden i dette store område i Vesterhavet.

Kan det have noget at gøre med det samlede fisketryk i hele havet? Måske – eksperterne ved det ikke.

I 2000 dukkede den værdifulde europæiske østers igen op i Limfjorden i det lille område der hedder Nissum Bredning. Den havde ellers været væk i mange år, men i 2000 så det ud til at bestanden var på vej tilbage og så tog biologerne og forvaltningen over. Der blev udstedt licenser og de bliv som kvoterne ude i havet, også omsættelige, således at fiskerne kunne blive ansvarliggjort for deres fiskeri lød det fra forvaltningen. I virkeligheden fik ejerne af fartøjerne ejerskabet over kvoter og rettigheder så de kunne låne flere penge i bankerne og købe nye fartøjer, dvs. blive større og større.

Nu blot 10 år efter er den bestand, i dette lille bitte område, ved at være udryddet. Da fiskeriet var på højeste niveau i midten af 2000, måtte der fanges 1500 tons østers om året og østers blev skovlet ind og solgt for en slik og alt var kontrolleret og overvåget af biologer og forvaltninger. Nu er denne eksklusive ressource ved at være udryddet, selvom det var den mest forvaltede og overvågede bistand biologerne og forvalterne har haft ansvaret for de seneste 10 år.

Hvorfor bestanden forsvinder, aner de ansvarlige ikke.

Kan det måske have noget med fiskertrykket at gøre? Nej sige de ansvarlige, for de har jo forvaltet og styret fisketrykket og derfor kan det selvfølgelig ikke være forklaringen. Men hvorfor kom de østers og de mange hummere tilbage til Limfjorden, for godt 10 år siden?

Kan det måske have noget med fisketrykket at gøre?

De ved det ikke. Men vi ved at næsten al fiskeri blev indstillet i midten af 90’erne, da fiskeriet på Limfjorden blev officielt indstillet – hvorfor? Fordi fisken var forsvundet fra Limfjorden. Dengang var forvaltningen ikke i tvivl. For før de begyndte at forvalte, mente forvaltningen at alle problemer kunne tilskrives fiskeriet og et alt for højt fisketryk.

Men dengang, før forvaltningen tog over, var problemerne, målt på hele fiskeriet, småting i forhold til i dag. Og fiskeriet regulerede også ofte sig selv. Hvis en bestand viste svaghedstegn, gik fiskerne i gang med at fange end anden bestand og hele fiskeriet og fisketrykket blev dagligt reguleret af de muligheder fiskerne havde for at købe nye fartøjer og grej for egne penge, forstås. Men med den stigende forvaltning fulgte de mange mia. EURO og kroner fra EU og staterne til støtte i fiskeriet.

Hvorfor kan forvaltningen så ikke forvalte fiskeriet bæredygtigt? Der er mange grunde, den vigtigste er efter min mening manglen på det daglige ansvar i alle led fra hav til bord. Man kan efter min mening ikke forvalte et fiskeri, uden at fiskerne som fanger fisken er med, dvs. har sagt ja til planerne.

Det gjorde man ikke desto mindre.

Forvalterne og deres biologer krævede at fiskeriet skulle indrette sig og det gjorde fiskerne selvfølgelig ikke. Enhver der har arbejdet i det nu fhv. Sovjetunionen ved om nogen at den centrale magt, styring og forvaltning også tager ansvaret for det producerende folk. For hvorfor tage et personligt ansvar, når det i virkeligheden er taget fra én?

Det er 20 år siden jeg hev min sidste fisk op af vand som erhvervsfisker og siden har jeg beskæftiget mig med mangt og meget. I år er jeg startet som skolelærer, efter at jeg har taget en merituddannelse og selvom jeg aldrig nogensinde synes jeg har haft så travlt som det seneste halve år, har det halve år også givet mig stof til eftertanke, i helt særlig grad når det handler om det personlige ansvar i folkeskolen. Under uddannelse og nu også ude i virkelighedens skole står jeg også overfor store nye forkromede systemer for læring og pædagogik.

Det system jeg har brugt mest tid på at undersøge og tænke over, er systemet PALS (Positiv Adfærd i Læring og Samspil) opfundet i USA, med det formål at få en bedre adfærd hos børn og unge. Det er udviklet til brug for unge kriminelle og det bliver nu introduceret i folkeskolen højlydt sekunderet af Niels Egelund som selv i midten af 90’erne, opfandt og siden har italesat uroen i Folkeskolen.

PALS. Hvis en skole køber programmet skal skolen først i lære i tre år, dvs. alle herunder forældrene skal uddannes og efter endt læretid, vil der være udfærdiget et katalog som alle så kender og derfor skal rette sig efter. Alt er skrevet ned til mindste detalje, i særlig grad hvordan børn og unge skal opføre sig og hvis de ikke gør det, hvilken straf de skal have osv.

Men hvor bliver det personlige ansvar af under PALS? Hvem har ansvaret i det daglige? Hvem tager de rigtige beslutninger i situationerne? Det er jo underviseren, men på hvilket grundlag tage han sine beslutninger? Han tager dem selvfølgelig ved at få situationerne tilpasset PALS katalogets regelsæt, alt andet vil være halsløs gerning, al den stund at han skrevet under på at ville arbejde under systemet.

Det er klart, at de lærere som synes at det er systemet i sig selv der er halsløs gerning, ikke arbejder på sådan en skole, de finder en anden skole eller et andet job, ligesom fiskerne der ikke længere fisker. Men tilbage bliver der jo fiskere og lærere som indordner sig, og som gør hvad systemet forlanger af dem. Men resultatet bliver også derefter. For ligesom systemet ikke har noget med det daglige fiskeri at gøre, har PALS systemet, det heller ikke ude i skolerne. Men efter systemerne er indført er det kun systemets vogtere som kan sige noget forståeligt om, hvad der foregår ude i virkeligheden. Virkeligheden bliver tavs og gør derefter kun det nødvendige.

Ja og derfor er det i virkeligheden den store frihed der findes i det personlige ansvar (filosoffen Kant har altså ret), der forsvandt sammen med torsken og de herlige østers fra Nissum Bredning. Fiskeriet og fiskerne er forsvundet og tilbage er der nogle store industrier, ingen kan forstå. Og nu skaber folkeskolen med PALS og alle de andre systemer som følger i kølvandet, de tilpassede voksne som systemerne lever af.

Når der er faldet lidt ro over julefesten, brug så 10 min. af din tid på at se el. gense sir Ken Robinsonssamfundskritiske foredrag og har du fået professor Ole Kaj Pedersens bog ”Konkurrencestaten” julegave så læs, har du ikke, så køb den. Godt Nytår.


Lidt om afgrunde, katte, tunneler og dansk økonomi

Af Kurt Bertelsen Christensen | 21. december 2011 | 21 kommentarer

For et par uger siden brækkede en fhv. kuglestøder, i dag storsnorkende folketingsmedlem, sig over mennesker der mente at der var fattige i Danmark.

Men ser man TV, hører radio, læser aviser og følger lidt med på nettet, kan man altså ikke være i tvivl om at der findes fattige her i landet og der vil komme mange flere til.

For situationen i landets finanser og økonomi, lyder til at være værre end i 1979 da finansminister Heinsen udtalte "Vi er ikke på afgrundens rand. Men vi har retning imod den og vi kan se den".

Spindoktoren for dagens finansansvarlige får os nu til at vakle helt ude på randen, som vi ikke var kommet til i 1979 og den ansvarlige for økonomien giver os mere uforstand til en i forvejen meget uforståelig tunnelmetafor, og for at få det mudret helt sammen skamrider hendes rådgiver også Deng Xiaoping.

Den optræden som økonomi- og indenrigsminister Margrete Vestager gav os den 20/12 i DR1 kl. 18.30 ser jeg som det foreløbige højdepunkt i ministeren og hendes regerings politiske uansvarlighed.

Hvorfor pokker siger de ansvarlige ikke tingene som sandt er, nemlig at det er en fantastisk god ide at sætte gang i hjulene og omsætningerne ved at få bygget og renoveret i den offentlige sektor? At få repareret veje; at få langt skinner og elektrificeret jernbanenet; bygget ikke to, men 10 store vindmølleparker osv. osv.

Det er en god plan, for når krybben er tom bides hestene. Når der ikke er noget at lave, står håndværkere faktisk på nakken af hinanden for at få og ikke mindst beholde opgaverne og kvaliteten af det byggede og det reparerede er helt i top.

I modsætning til at det lort der blev bygget, til har det vist sig, ubetalelige høje priser for 5 år siden, dengang vi skulle ligge på vores blødende knæ for at få skiftet et sprunget vandrør - dengang de uansvarlige ansvarlige i folketing og ministerier fortalte os at vi var blevet så rige, under deres lederskab, at vi (de etniske og indfødte danskere forstås) kunne købe resten af verden.

Den liberale kuglestøder brækker sig over de fattige.

Hvis jeg brækker mig i julen, lover jeg at brække mig over de liberale; fhv. kuglestødere; de rige og ikke mindst de politiske ansvarlige, som i disse år lader sig piske rundt af de økonomiske eksperter, der hvert andet minut døgnet rundt står og fortæller os alle sammen hvor slemt det hele ser ud alt imens de lever fedt af vores angst for at miste pensioner og friværdier - jeg brækker mig.

Og mens jeg er i gang, brækker jeg mig også over den politiske venstrefløj som jeg selv hører til. Over udenkrigsministeren som har lige været i Guds eget land, hvor han roste og anerkendte det politisk styre, som afløste Bush med løfter om store politiske forandringer. Dvs. lukning af ulovlige fængsler og en mere ansvarlig klimapolitik, men som i dag står til at miste magten i 2012 til det værste af det værste politiske styre, man kan forestille sig i dag.

Og alt det politiske forfald her i landet og verden rundt kan tilskrives den politiske højrefløj og deres kumpaner i den økonomisk spekulative verden - føj og atter føj.

Her ved årets udgang vil jeg derfor endnu engang have slået fast, at Enhedslisten skulle have sagt klart og tydeligt til SF, S og R at de kunne rende og hoppe med det regeringsgrundlag, de tre partier ville regere på.

Derved ville EL have tvunget de Radikale i armene på V, K og DF. Så kunne de øverste politiske ansvarlige selv have fået lov til at feje op og gøre rent efter sig. De skulle have siddet tilbage med magten i dag. Det gør de ikke, de er fredet i klasse A og har det som blommen i et æg og derfor sidder den politiske højrefløj og griner smørret i Folketinget. Tilbagestår i dag venstrefløjens politiske ansvarlige og deres støtter med magten og vi andre de alm. mennesker i afmagten.

I dag hvor venstrefløjens politiske ansvarlige - ja tro det og forsvar dét de som kan - stemmer for den liberale økonomiske politik, der skaber flere fattige og gør det endnu vanskeligere at være fattig, så de rige kan få flere skattelettelser i det nye år.

Her skulle det have stået "Godt Nytår".


Folkestyret længe leve, hurra, hurra og så det lange hurra

Af Kurt Bertelsen Christensen | 5. december 2011

I tidligere sovjetiske lande som Kasakhstan er det mere reglen end undtagelsen, når politiske magthavere gennem medier forsøger at smadre deres politiske modstandere. Ved f. eks. at bruge deres magtapparat til at få deres modstandere anklaget for skattefusk.

Det er almindeligt i de lande. Sammen med den voksende skare af politiske rådgivere i folketingets partier, var noget af det samme også ved at snige sig ind i dansk politik. Hvordan ved vi så det? Gennem de mange TV udsendelser, for fungerende og fhv. spindoktorer som fortalte os om hvad de lavede.

Ikke ulovligheder selvfølgelig, men forstod vi – så tæt på man mente man nu kunne komme. Men selvom det er god underholdning, vil den danske befolkning altså ikke acceptere, at magthaverne bruger deres magt til at smadre deres politiske modstandere, ved misbrug af de personlige oplysninger, magthaverne jo altid har om dem.

Og selvfølgelig skal sagen nu undersøges, men det er alene for at få alle de ansvarlige stillet til ansvar og alle ved, at dette ansvar kommer til at omfatte flere politikere end Troels Lund Poulsen.

For uanset at vi endnu ikke har det endelig bevis, den rygende pistol i Troels Lund Poulsen sagen, så skal man ikke bruge andet end ens fornuft for at kunne slå fast, at det meste af Venstres folketingsgruppe med tidligere Lars Løkke Rasmussen i spidsen, også må være rådden el. pilrådden i denne sag.

I marts 2011 gennemførte VK en regeringsrokade, hvor Troels Lund Poulsen forlod skatteministeriet (vi forstår nu også hvorfor) og blev minister for skole og uddannelse. Peter Christensen blev skatteminister og Søren Pind overtog integrationsministeriet. Denne rokade havde det erklærede formål at få de tre bragt i stilling, dvs. i forreste medielinje, før det valg til folketinget som alle vidste, skulle finde sted inden nov. 2011.

Det valg trak som bekendt ud og planen om at Venstre, med de tre i front skulle smadre Helle og Villys valgkamp floppede. Hvad mon der foregik i de tre og andre Venstre folks hoveder vedr. den Helle Thornings skattesag i de måneder? Ja selvfølgelig – de har virkelig snakket (i takt med at meningsmålingerne ikke rettede sig til deres fordel) om denne sag og undersøgt alle de muligheder der lå i den for at VK kunne blive ved magten. Alle de politiske svinestreger i sagen fra efteråret 2010 fik en ekstra tand og så kørte sagen med BT’s hjælp. Men alt ville (måske) være faldet ro igen hvis ikke det var for Ekstra Bladets afsløringer.

Men hvordan ved vi i dag, at toppen i partiet Venstre står overfor meget store politiske og juridiske øretæver? Hvis ikke det var tilfældet, ville Troels Lund Poulsen selvfølgelig ikke søge orlov. Har han rent mel i posen ville han med 100 % sikkerhed, også blive på sin post. Det der sker i Venstre nu er så klart, at ingen kan være i tvivl - Venstre forsøger at forhindre en katastrofe. En politisk katastrofe som vil ramme de tre nævnte og sikkert også andre med Lars Løkke Rasmussen i spidsen.

Dette er en meget alvorlig sag for partiet Venstre, men det er meget god sag for det danske folkestyre. Partiet Venstre ligger som de har redt, de har nok at se til. Men de øvrige partier skal nu ikke falde i søvn, de skal vågne op og få set alle deres procedurer efter i sømmene. Dvs. få ryddet op og komme i gang med at få udviklet en politisk kultur og sprog, som forhindrer at sådan en sag kan udvikle sig som den har gjort. Og de kan f.eks. begynde med at fyre de fleste af de politiske rådgivere og spindoktorer de omgiver sig med.

Det kan kun gå for langsomt, dvs. dette arbejde behøver ikke at vente på undersøgelsekommissionens rapport.


Sohngate

Af Kurt Bertelsen Christensen | 28. november 2011 | 14 kommentarer

Hvad er op og ned i Sohn sagen? Nogle mener han har løjet som minister, andre at han ikke har sonetnok. Og det hele kompliceres af, at angrebene mod ham, kommer fra både det politiske højre og venstre.

Personligt håber jeg, Ole Sohn får tæsk fordi han og hans chef, bærer det store ansvar for et smadret SF og en åreladning af hele den politiske venstrefløj i Danmark.

Men det kan jo kun glæde den politiske højrefløj, som i dag sover trygt og roligt, for med Sohn og Søvndal ved magten, får de ikke nogen forandring af betydning i de økonomiske systemer - hvorfor er Sohn så ikke højrefløjens helt i dag?

Det er han ikke og derfor tror jeg at Sohn sagen, ikke har så meget med Ole Sohn at gøre, som den ser ud til. Selvfølgelig er der noget Sohn i sagen, men når jeg prøver på at forstå den voldsomme debat i dag, så ser den mest af alt ud til at være drevet af skuffelse – fra begge sider.

Muren nedlagede sig selv, hele det kommunistiske system, som rettroende kapitalister, liberalister iblandet et alt for stort mål af socialdemokrater, mente, ville æde os alle med hud og hår, nedlagde sig selv, relativt stille og roligt. Og derfra begyndte de fhv. kommunistiske lande at opbygge demokratier og andet i den retning. Og det gik faktisk over al forventning godt, de kunne omstille sig til nye politiske systemer og nu er endda flere af dem også medlemmer af vores kapitalistiske klub.

Ligesom murens fald tydeligt var en skuffelse for koldkrigerne og de hadefulde kommunister i Rusland i 90’erne, ser det ud til, at skuffelse og had var ligeså stærke i vest, på højrefløjen. For hvad fanden bilder han sig ind (Ole Sohn) sådan at blive minister i Danmark, hvad fanden er meningen? Manden er kommunist og som sådan skal han dø, når hans tid kommer, forstås. Ole Sohn skal leve for, at sone sin brøde og når tid kommer, skal han dø som den kommunist og fortaler for solidaritet og lighed han var engang.

Hvor meget af hadet og kærligheden til solidaritet og lighed driver hetzen mod Ole Sohn?

Tilsyneladende meget mere end mange vil være ved. Men hvem holder medie gryden i kog? Jeg mener gryden holdes i kog af magtfulde politiske og økonomiske interesser, der med alle midler bekæmper solidaritet og lighed. De danske koldkrigere, som med murens fald (som de kalder den politiske omstilling i øst, for at opretholde illusionen om at de også væltede dén) mistede deres vigtigste fjende. Sådanne gemytter, dvs. folk der tænker og lever som dem, i hadet til solidaritet og lighed, har åbenbart svære ved at miste en fjende end en ven. De vil aldrig nogensinde tilgive Ole Sohn, for en god kommunist er og bliver en død kommunist.

De sagde de dengang og det siger de i dag, alt mens de sender danske soldater til fjerne lande for at blive dræbt og dræbe andre. Det gør de så ikke i venskab og solidaritet med folk i fjerne lande, som kommunisterne gjorde det, men i håbet om at de militære aktioner i fjerne lande, kan holde verden i skak og dem selv ved magten.

Jamen de kommunistiske lande var jo rædselsregimer, med flere drab på samvittigheden end nazi tyskland, hvordan kan du forsvare dét? Jeg forsvarer ikke det der foregik øst for Jerntæppet og andre kommunistiske lande. Jeg kendte det ikke, jeg levede i og med den tid ligesom alle andre i vesten gjorde det. Hvis det var så slemt, som alle nu åbenbart ved det var dengang, hvorfor gjorde man så ikke mere ved det?

Hvorfor løb, cyklede og svømmede de kloge og alvidende overhovedet om kap med de af kemikalier og andet kunstigt fremskabte atleter fra de rædselsregimer dengang de også gjorde det? Hvorfor?

I min politiske historiske forståelse som jeg har opbygget op efter 1991, var de kommunistiske lande meget mere end blottede rædselsregimer. Selvfølgelig kan man stille større krav til de ansvarlige, som Ole Sohn også var, men derfra og til at alle de uansvarlige i vesten, nu hyler deres forargelse mod ham og det tidligere Østeuropa, som har lagt fortiden bag sig, er der efter min meget langt.

Forsvarer jeg så de rædsler som regimet havde ansvaret for? Det mener jeg ikke, men det må andre bedømme, jeg evner det ikke. Jeg evner det ikke fordi jeg stadig mener, at solidaritet og lighed mellem mennesker, er værd at bemærke, når de ses i politiske programmer.

De store ord stod at læse for os alle sammen. Nu er de næsten forsvundet og tilbage står masserne og forsvarer banditter i habitter, som smadrer vores verden i deres umættelige begær og grådighed.

At det kommunistiske systems vogtere så ikke opførte sig bedre end de banditter og de banditter der vogtede Abu Ghraib fængslet; etablerede Guantanamo fængslet; som sendte fanger verden rundt til tortur i fremmede fængsler; som flyttede hele befolkninger på Grønland for at få plads til militærbaser osv. osv. kan de uansvarlige medier og deres folkemasser, så hyklerisk fortrænge (og jeg bemærke) i deres jagt på de demokratiske, men fhv. kommunister.


Vagn Rasmussen har ordet under overskriften: Fjernelsen af Gadaffi.

Af Kurt Bertelsen Christensen | 19. november 2011 | 12 kommentarer

Sidste gang lånte jeg Elizabeth Japsens blog, hvori jeg gik imod den på bjerget gældende tendens til kun at se Gadaffi som en ren forbryder og oprørene som engle, der kun manglede vinger for at kunne flyve. Jeg forklarede faktisk, at Gadaffis regime også havde gjort noget godt - først og fremmest ved, at det havde forvandlet Libyens befolkning fra at være nogle af Afrikas fattigste og til at være borgere i et moderne velfærdssamfund.

Denne gang har jeg lånt Kurt Bertelsen Christensens blog, fordi jeg gerne vil give en forklaring på det hastværk Nato havde med at få fjernet Gadaffi. Jeg har hentet artiklen fra nyhedsbrevet fra STS – Intersol nr. 102, som snart vil udkomme.

Overskriften hedder: Var det mon forklaringen på at man havde så travlt med at få fjernet Gadaffi?

Omtrent en uge efter Gadaffi var blevet dræbt og begravet, spurgte man på TV2 News, om sandheden mon skulle begraves sammen med ham. I den forbindelse viste man filmklip af de røde løbere og de omfavnelser, hvormed man blot nogle få år inden angrebet, havde modtaget Gadaffi. Men hvad var det i grunden for en sandhed, man i givet fald forsøgte at skjule? For at finde ud af noget mere slog vi op på Google. Her er noget af det, vi fandt:

”Det var Gadaffis Libyen, som sørgede for den første revolution i moderne tider”, skrev Jean-Paul Pougala på AlAfrica.com den 13. oktober. ”Det skete, da hele kontinentet blev forbundet med telefonforbindelser, radioforbindelser, tv-forbindelser og andre moderne faciliteter som telemedicin og fjernundervisning via radio og fjernsyn. Og takket være WMAX-radio-broen blev disse ting opnåelige over hele kontinentet inklusive i de landlige områder.”

Afrikas egen satellit

”Det begyndte i 1992, da 45 afrikanske nationer etablerede RASCOM (Afrikas Regionale Satellitsamarbejde), så Afrika kunne få sin egen satellit og reducere kommunikationsomkostningerne drastisk over hele kontinentet”, fortsatte Pougala. ”Det skete på et tidspunkt, hvor telefonsamtaler til og fra Afrika var verdens dyreste, også indenfor samme land, fordi kontinentet måtte putte 500 millioner dollars i årlig leje for telefonsamtaler i lommerne på ejerne af satellitter i Europa som Intertal.

En afrikansk satellit ville koste et engangsbeløb på 400 millioner dollars, og kontinentet skulle ikke længere betale 500 millioner dollars årligt i leje. Men hvilke banker ville finansiere et sådant projekt? Problemet vedblev med at bestå – hvordan kan slaver, der søger frihed fra deres herrer, spørge herrernes hjælpere om hjælp? Ikke overraskende kom Verdensbanken, den internationale valutafond, USA og EU kun med vage løfter i 14 år.”

Andre afrikanske satellitter og hvad det har kostet Vesten

Derefter forsatte Pougala: ”Gadaffi satte en ende på disse forgæves plagerier de vestlige ”velgørere” med deres overdrevne rentesystemer. Den libyske leder lagde 300 millioner dollars på bordet. Den Afrikanske Udviklingsbank tilføjede 50 millioner mere, og den Vestafrikanske Udviklingsbank yderligere 35 millioner dollars.

Kina og Rusland fulgte trop og delte deres teknologi og hjalp med at lancere en satellit for Sydafrika, Nigeria, Angola og Algeriet i 2010. Den første helt igennem afrikansk-byggede satellit vil blive opsendt fra Algeriet i 2020. Satellitten er beregnet på at konkurrere med verdens bedste, men til en ti gange mindre brugerpris - en virkelig udfordring.

Dette er historien om, hvordan en symbolsk gestus på kun 300 millioner dollars, forandrede livet på et helt kontinent.

Ikke blot har Gadaffis Libyen kostet Vesten 500 millioner dollars i årlig leje, men det har også kostet Vesten indtægterne fra de lån, man ellers havde måttet yde, for at kontinentet overhovedet skulle kunne betale de 500 millioner og de store renteudgifter. Det ville have belastet kommende generationer, men også hjulpet med til at bevare et okkult system for plyndringer af hele kontinentet.

Afrikas Monetære Foundation, Afrikas Centralbank og Afrikas Udviklingsbank

De 30 milliarder dollars, der er blevet indefrosset af hr. Obama, tilhører den libyske centralbank og er blevet øremærket til at være Libyens bidrag til tre nøgleprojekter, som kunne have tilføjet de sidste hjørnesten i en afrikansk føderation – den Afrikanske Investeringsbank, placeret i Sirte i Libyen, etableringen i 2011 af Den Afrikanske Monetære Foundation i Yaounde (Cameroun) med en kapital på 42 milliarder dollars, og den Afrikanske Centralbank, som når den begynder (læs: begyndte) at trykke pengesedler vil betyde dødsstødet for brugen af CFA-franc, gennem hvilke Paris har været i stand til at fastholde grebet om nogle afrikanske nationer i de sidste halvtreds år. Det er let at forstå den franske forbitrelse overfor Gadaffi.

”Det var ingen overraskelse at se, at de afrikanske lande på et møde den 16.- 17. december afslog, at vestlige lande kunne deltage i Den Afrikanske Monetære Foundation, idet de sagde, at den kun var åben for afrikanske lande”, skrev Pougala også.

Han frygter også, at Vesten skal gå efter at vælte styret i Algeriet, fordi landet foruden enorme naturressourcer har kassereserver på 150 milliarder dollars. ”De lande, der bomber Libyen, har en ting til fælles – de er alle bankerotte og har enorme gældsposter”.

Udover disse visioner hos den forhenværende libyske regering, kan man også på Nettet finde planer om at udnytte de store vandressourcer, der ligger under sandet i Sahara, til at skabe produktion af fødevarer i overrislede områder af Sahara.

Gadaffi blev betegnet som ”skør” af de vestlige ledere. Det var han muligvis også, men hans visioner har alligevel betydet meget for Afrika, for dem af dem, han nåede at realisere, inden han blev dræbt og begravet på et hemmeligt sted i ørkenen.

Der er ingen tvivl om, at han ikke levede op til de standarder, som man måtte stille i retning af overholdelse af de menneskelige rettigheder.

Nå, men det gør USA vist heller ikke. De diktatorer, Vesten samarbejder med rundt om i verden, har vel også lidt svært ved det.

Bombningerne af Libyen fandt sted for at beskytte den civile befolkning imod Gadaffis planer om at begå folkedrab på sin egen befolkning, hævdede de 8 ud af 28 Nato-lande, der deltog i aktionen.

Desuden overholdt Gadaffi jo ikke de menneskelige rettigheder.

I øvrigt advarer jeg imod at tro, at forholdene i Libyen er blevet demokratiske efter Natos bombardementer eller at tro, at modstanden mod Nato er forbi. Det vil jeg vende tilbage til, hvis jeg kan låne endnu en blog.

Vagn Rasmussen.


Lad Mærsk betale for kongehuset– uden fradag for udgiften, forstås!

Af Kurt Bertelsen Christensen | 16. november 2011

Er det to fænomener som står sammen i Danmark, er det kongehuset og Mærsk. Og de holdes uden for kritik af et stort flertal i den danske befolkning. Kongehuset og Mærsk skal ingen sige noget imod, de er urørlige. De skal have hvad de skal have. De gør os stolte og de bringer mange indtægter til Danmark.

Det er påstanden, når man forsøger med et, men…! Her er der ikke noget ”men”, kun ydmyg underkastelse. Målt på høflighedsbarometeret ved jeg fra eget virke, at der er forskel på de to bærer af Elefantordenen.

I mit liv har jeg nemlig haft den fornøjelse, at modtage personlige breve fra både kongehuset og Mærsk. Dronningen, der beklagede at hun og kronprinsen desværre ikke havde tid til at møde Kong Neptun, som besøgte København i 1991. Vi havde inviteret havets konge til landet i et sidste desperat forsøg på at få Folketinget til at stemme imod broen til Sverige. Fra rederen selv fik jeg nogle år senere et meget kortfattet brev, hvor han i et formfuldt sprog skrev, at jeg kunne rende og hoppe. Han ville ikke hjælpe fiskerne ved Aralsøen. Fiskerne havde bedt om lidt hjælp til nogle containere og noget fragt af brugt udstyr til Aralsøen, som en lille kompensation for al den olie Mærsk hentede i den kasakhiske undergrund.

Det var et sidespring, tilbage til virkeligheden i dag.

Hvor det nu ser ud til, at Enhedslisten, uden kamp, accepterer, at give kongehuset nogle flere penge. Ja du så rigtig – det ser ud til at Enhedslisten ikke længere, i det mindste, kæmper røven ud af bukserne, for at få sparet på kongehuset. Det er noget rod. Før valget skulle kongehuset nedlægges, nu skal kongehuset have flere penge!

Men på den anden, dvs. plussiden ser det også ud til, at EL har fået åbnet for Nordsø aftalenog dermed måske også åbnet for at få Mærsk og andre firmaer, som har og lever i sus og dus af vores olie i Nordsøen, til at give os lidt mere af deres velstand. Faktisk så stor en velstand, at Mærsk kan ”forære” os alt muligt vi slet ikke har brug for, bl.a. et operahus til 1,5 mia. kroner.

”Forære” fordi som alle ved, men ikke vil være ved, er det skatteyderne som betaler det meste. For hvis Mærsk ikke havde brugt denne smule af deres gigantiske overskud på velgørende og almennyttige formål, skulle pengene være betalt i skat og så ville de penge jo være gået til alt muligt, som rederen himself, ellers hverken vil hjælpe eller røre med en ildtang.

Og netop fordi Mærsk år efter år samler disse ufattelige mange mia. fra os og den øvrige verden i firmaets gigantiske overskud (2010: 28,2 mia.) kan han ”forære” os alt muligt. Bl.a. dette operahus, hvor driften lagt oveni i de 750 mio. kroner kunne have løftet vores folkeskole op i den klasse, de borgerlige politikere mener vi hører hjemme.

Kongehuset koster os ca. 100 mio. i direkte udgifter og det også sindssygt mange penge. Og det er sindssygt fordi kongehuset og alle dets væsen, dvs. alt det der foregår omkring det hus, er det så mystisk, dvs. syret, at jeg må knibe mig i armen for at tro på det jeg ser og hører.

Mærkelige mennesker der opfører sig endnu mærkeligere, så mærkeligt at jeg ofte tænker – er de fulde, de opfører sig i hvert fald som parodier på sig selv. Det er selvfølgeligt hvad det og de er arveligt belastet, men vi andre, de normale (håber jeg) behøver vel ikke at opføre os som tåber, for at komme disse mennesker og deres mystiske hus i møde.

F.eks. når husets ansatte ringer til borgmesteren i Lemvig og fortæller at de kongelige agter at besøge kommunen, så skal vi alle sammen selvfølgelig ikke ligge vandret i et helt år forinden, eller acceptere at kommuneskatten skatten stiger og at alt andet går i stå. Men det skal vi og derfor er det jeg mener det måske er flertallet af danskerne der er blevet sindssyge?

I denne verden af vanvid, var jeg dengang jeg var dét, svært tilfreds med mit medlemskab af Enhedslisten, som jeg vidste aldrig ville lade sig narre til, at sende det danske forsvar i krig i fjerne lande. Det vidste jeg, ligesom jeg vidste at mit parti aldrig nogensinde, ville stemme for andet end at få nedlagt kongehuset, alternativt at få dét privatiseret.

Sidst på året i 2011 blev jeg så igen klogere.

Når det er understreget, så skal jeg huske at minde mig selv om de indlysende forbedringer der er sket siden valget og med den nye regering. F.eks. som i går, hvor fagbevægelsen fremsatte forslag om at herboende arbejdende muslimer, selv skulle have lov til at vælge deres religiøse fridage. Jeg forestiller mig et øjeblik, at det forslag var blevet fremsat før valget, dengang det var Dansk Folkeparti som styrede – ja det var utænkeligt.

Så det er ikke noget der så skidt, at det ikke også er godt for noget andet. Men det bliver da sjovt at skulle opleve Christian, Frank, Per, Jørgen, Henning og Lars i kjole, hvidt og butterfly, i det nye år.


Så fik I ham!

Af Kurt Bertelsen Christensen | 20. oktober 2011 | 47 kommentarer

Men glem nu ikke, at det var jeres drab, det var jer der dræbte ham. I gik efter ham –og I fik ham.

Seks måneders daglige bombeangreb på Libyen er ved at slutte. Despoten dræbt og slæbt rundt i gaderne, stampet på og liget smadret til noget nær ukendelighed og selvfølgelig lige ind i stuerne, så mine børn ved selvsyn kan se, hvad I og jeres militær evner og kan. Ingen skam – kun blodrusens glæde.

Glæde – midt i finanskrise og lande på randen af bankerot.

Seks måneder bombede I og alle er overbevist om - uden jeres bomber, ville det ikke være lykkedes for oprørerne at komme Gaddafi til livs. Så I, der tror på krigen er stolte. Regnemaskinerne er i gang, hvor meget måtte I ødelægge i Libyen? Der er olie og penge i Libyen, så nu skal der gang i genopbygningen.

Danske virksomheder står i første række når der skal genopbygges, forlyder det.

Tillad mig følgende betragtninger i jeres glædesrus: Javel, I siger farvel til et despoti, men hvad gør I med det, jeg er meget sikker på, er på vej i Libyen? Det er helt åbenbart ikke jeres bekymring, men nu hvor despoten er død, vil oprørerne ikke have mere at samles om. Og så er fanden igen løs.

Også derfor skammer jeg mig over alle der glæder sig i dag.


1 2 3 4 >



60 år og lærer. Bor ude på kanten af Jylland ved Bovbjerg Fyr, fhv. sømand, kok, fiskeskipper, projektleder, miljø-, fiskeri- og udviklingspolitisk aktiv og debattør.

Ærinde: Her vil jeg gerne diskutere uddannelsespolitik, EU, miljø, fiskeri- og udviklingspolitik.

Den røde tråd er mit begreb om solidariteten, målt på mennesker og natur.

Min grundholdning er, at når man mener man gør det rigtige i verden, måske det gode, bør man også tager sig den nødvendige tid til at få taget de politiske diskussioner der hører til det gode liv.

Det er ikke nok at leve det. Det er altså ikke nok at dyrke og handle økologisk; støtte fattige i Afrika og alt andet som hører under begrebet "solidaritet". Og den etiske fordring vil jeg gerne dele med andre.

For mig er det vigtigste ikke at fortælle mine politiske modstandere, at jeg er uenig med dem, det ved de godt. Som græsrodsaktivist skal jeg først og fremmest holde mig selv og mine nærmeste på rette kurs. Det fokus holder jeg i forhold til udviklings-, miljø- og naturorganisationer.

I min verden, er det ikke modstanderne, men forsvarerne som er udfordringen. På www.levendehav.dk har jeg skrevet om natur, miljø, fiskeri og udvikling siden midten af 90’erne.




Blogarkiv

24. februar 2012
Et skålpund kød
3 kommentarer

16. februar 2012
Kommentar til Vagn Rasmussens seneste artikel.

11. februar 2012
DET FØRSTE OFFER FOR EN KRIG ER SANDHEDEN!
49 kommentarer

22. december 2011
ANSVAR
1 kommentarer

21. december 2011
Lidt om afgrunde, katte, tunneler og dansk økonomi
21 kommentarer

5. december 2011
Folkestyret længe leve, hurra, hurra og så det lange hurra

28. november 2011
Sohngate
14 kommentarer

19. november 2011
Vagn Rasmussen har ordet under overskriften: Fjernelsen af Gadaffi.
12 kommentarer

16. november 2011
Lad Mærsk betale for kongehuset– uden fradag for udgiften, forstås!

20. oktober 2011
Så fik I ham!
47 kommentarer

1 2 3 4 >

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Ja, vi er ved at bygge et Fort Europa, men et venligt fort.

Bertel Haarder. Venstreminister, 2003.

Flere citater