Vi er flyttet! modkraft.dk


Populister eller nødhjælpssocialister?

Af Lars Gaardhøj | 3. februar 2012 | 8 kommentarer

For nylig annoncerede skatteminister Thor Möger(SF), at den kommende skattereform vil have fokus på skattelettelser til hårdtarbejdende danskere med lave lønninger. Det fik straks Enhedslisten med Johanne Schmidt-Nielsen i spidsen til at ryge helt op i det røde felt og kræve, at kontanthjælpsmodtagere, studerende og andre på overførselsindkomst også skal have mere udbetalt, hvis Enhedslisten skal stemme for en skattereform.

Jeg synes ærlig talt det minder mig om Pia Kjærsgaards velmagtsdage, hvor hun brugte sin magt til at stemmemaksimere ved at kommunikere skarpt og direkte til vælgerbasen: nemlig dem, der er bange for indvandring. De skulle forstå at ét parti kæmper deres sag: DF. Med samme kirurgiske præcision kommunikerer Johanne Schmidt nu direkte til dem, der er på overførselsindtægt. De skal have mere kræves det. Den ny Pia hedder Johanne?

Det er brandærgerligt, at Enhedslisten vælger den reaktion. For sagen er jo, at den kommende skattereform ikke bliver en gavebod. Pengekassen er tom, og en skattereform skal finansieres krone og krone. Og når den nye regering lige har afskaffet de laveste og åbenlyst urimelige sociale ydelser, så kunne man tro, at et parti, der kalder sig arbejderparti faktisk ville klappe i hænderne over, at det endelig er de lavtlønnede og hårdtarbejdende, der skal i fokus.

Om forklaringen er, at arbejderne har forladt Enhedslisten, som i stedet domineres af ”nødhjælpssocialister” som tømrer og enhedslistemedlem Daniel Skovhus mener, eller om sagen simpelthen er, at Enhedslisten blot i bedste DF-stil udnytter sin position til at stemmemaksimere, er svært at vurdere lige nu og her, men vi finder ud af det, når forhandlingerne om en ny skattereform går i gang.

Personligt håber jeg Enhedslisten vælger DF-modellen. Altså puster sig op, men alligevel går med. Danmark har de sidste 3 år mistet omkring 175.000 private jobs bl.a. fordi produktionsomkostninger er blevet for høje i visse brancher. En snedig skattereform, der sænker skatten på arbejde kan medvirke til at styrke dansk konkurrenceevne, og på den måde vil den nye regering slå et slag for danske arbejdspladser, og det er hvad, jeg forventer af en socialdemokratisk regering.


Hvorfor politiske fanger?

Af Lars Gaardhøj | 27. april 2011 | 30 kommentarer

Fire unge fra det venstreradikale miljø blev mandag nat fængslet. Angiveligt bevæbnet med nødblus og benzin i gang med at anstifte brand på Politiskolen. De er nu varetægtsfængslet 27 dage.

I Modkrafts omtale kan man læse, at der blandt andre venstreradikale aktivister opfordres til at sende en hilsen til de fængslede aktivister. Formålet er at udtrykke solidaritet med de "politiske fanger".

Jeg synes da sådan set, det kan være udmærket at sende en hilsen til indsatte i danske fængsler. Det er sikkert ikke nemt at være frihedsberøvet. Men kæden hopper da helt af, når man omtaler de fængslede aktivister som politiske fanger.

Hvorfor skulle de dog være politiske fanger? For mig at se drejer det da sig om simpelt hærværk og brandstiftelse (såfremt anklagerne er sande). Politiske fanger er da noget helt andet. Hvad siger I andre?


Drop nu al den ghetto-snak, og kom i gang med en seriøs boligpolitik!

Af Lars Gaardhøj | 13. oktober 2010 | 7 kommentarer

Efter 9 år uden et boligministerium ser det ud til, at statsministeren vil tage tilløb til en boligpolitik, hvis man skal lytte til hans åbningstale. Men er det reelt? Jeg tvivler.

Statsminister Lars Løkke brugte noget af sin åbningstale til at erklære krig mod ghettoerne. Nu skal der ryddes op må vi forstå. På en måde er det befriende, at regeringen nu efter 9 år ved magten har opdaget, at den er helt gal i visse socialt belastede områder. Alligevel sidder jeg tilbage med en følelse af, at regeringen ikke helt har forstået, hvad der skal til. For nok er det en god ide vælte eller ombygge nogle af de mest udtjente og belastede boligområder. Ligesom det også bliver svært at finde modstandere af, at brandvæsen og politi selvfølgelig skal kunne færdes frit i alle kvarterer. Men statsministerens fokusering på ghetto-bekæmpelse virker på mig som, at man forsat mest er interesseret i at fremstå som handlekraftig, og ikke tage fat mere grundlæggende.

Alene det at man fastholder brugen af ordet ghetto er problematisk. For hvad betyder ghetto, jo, en ghetto har siden middelalderen været det sted, hvor forfulgte jøder i Europas storbyer blev stuvet sammen. Under anden verdenskrig var ghettoen opsamlingssted inden kz-lejrene. Derfor er ghetto synonymt med jødeforfølgelse og folkemord, og efter min mening et forkert ord at bruge om socialt belastede boligområder i dagens Danmark. Desværre må jeg sande, at også mit eget parti flittigt bruger ordet ghetto frem det eller meget mere præcise ”socialt belastet boligområde”. Det er ærgerligt, for deri ligger også en anerkendelse af, at de problemer, vi desværre ser flere steder, jo netop er udtryk for sociale problemer, og som skal løses som sådan.

Følger man Socialministeriets opgørelse over ghettoer i Danmark, så er 41.000 boliger (120.000 mennesker) at regne for ghetto. Jeg tvivler på, at statsministeren mener, at alle 41.000 boliger skal jævnes med jorden.

Der er derfor ikke anden vej end at tage fat på at løse de sociale problemer. Visse steder skal politiet inddrages. Tag f.eks. Mjølnerparken, hvor politiet dårligt kan færdes idag. Det går simpelthen ikke, at Mjølnerparkens beboere svigtes af politiet, så her er en øget politiindsats nødvendig nu. Andre steder er problemerne af en anden karakter, men fælles for de udsatte boligområder er, at løsningen er at sikre en mere alsidig beboersammensætning. Som det er nu, er den helt skæv i mange områder f.eks. på Nørrebro eller i Nordvest med alt for mange beboere på overførselsindkomst, og skævheden slår igennem også på de lokale skole børneinstitutioner, skoler osv. Det bliver nemt en ond cirkel.

Men mønstret kan brydes, hvis vi sikrer, at ressourcestærke mennesker flytter til de belastede områder. Og det kan lade sig gøre. For hundrede år siden var Christianshavn det mest belastede kvarter i København, men har i mange år været noget af det mest hippe. Og her kommer vi tilbage til det med hvordan vi taler. For vil man løfte de udsatte boligområders image, så er det nok ikke en særlig smart ide at kategorisere flere og flere udsatte boligområder som ghetto”. Hvem fanden vil flytte til en ghetto?

Derfor havde der været format over statsministeren, hvis han i sin åbningstale havde indrømmet, at det var en fejl at nedlægge By- og boligministeriet tilbage i 2001, og at det nu skal genoprettes, for problemerne er så store og komplekse, at der skal tænkes i helheder og sammenhænge, og det kræver et ministerium. Lars Løkke kunne også have sagt, at nu er det nok med stigmatiserende ghetto-tale (som vi har hørt på i 9 år, men som ingen løsninger har bragt), og i stedet have talt om hvordan det nye By- og Boligministerium skulle udvikle planer for hvordan vi får ombygget, udviklet og moderniseret de almene boligområder, og i særlig grad de socialt belastede boligområder, så det bliver et sted et sted flere gerne vil flytte hen og bo.

Desværre holdt statsministeren sig til at tale om at vælte ghettoer, hvor ”danske værdier ikke er bærende” frem for at tale om en sammenhængende og seriøs boligpolitik. Det er ellers det, der er brug for.


Naturligvis skal NETTO ikke mødes med imamer og bandeledere

Af Lars Gaardhøj | 29. juni 2010 | 39 kommentarer

NETTO i Blågårdsgade er p.t. lukket som konsekvens af en helt uacceptabel hændelse for nylig, hvor personalet blev overfaldet. Efterfølgende er personalet oven i købet blevet truet, formentlig for ikke at stille op som vidner.

Vi er som lokalpolitikere rystede over den brutalitet, der åbenbart kan udløses af at bestemte kunder bliver bedt om at skifte kø. Men det er da næsten endnu mere rystende at opleve, at imam Abdul Wahid seriøst foreslår, at NETTO nu skal mødes med ham og en person kaldet Lille A for at tale om hvordan NETTO igen kan åbne butikken.

Imamen og Lille A kender åbenbart de unge i miljøet, også dem, der ikke kan opføre sig ordentligt, og skulle på den led være oplagte problemløsere. Må vi være fri. Det er en helt forkert udvikling, hvis butikker skal til at diskutere deres eksistens med imamer og unge uromagere.

Det, der er foregået i NETTO er kriminelt, og skal håndteres af politiet. Allerhelst skal vi dog undgå at vi kommer dertil, og der har de sociale myndigheder en stor rolle at spille. Det arbejde skal ikke ødelægges af bandeledere eller imamer.

Lars Aslan Rasmussen, BR-medlem (S) & socialordfører
Lars Gaardhøj, Regionsrådsmedlem og Folketingskandidat (S)
(begge opstillet på Nørrebro)


Liste Ø - nu også som pragmatikere

Af Lars Gaardhøj | 16. maj 2010 | 16 kommentarer

Enhedslisten har på sit årsmøde taget den indlysende rigtige, men sikkert ikke lette, beslutning om at have en pragmatisk tilgang til dansk politik ved at melde ud allerede nu, at det ikke bliver listens mandater, der skal spænde ben for en S-SF-regering ved at stemme imod finansloven, som man plejer.

Det er et klogt og velgørende træk set fra en socialdemokrats perspektiv. For det første ønsker vi at et opgør med den stupide blokpolitik, som har medført katastrofale beslutninger på smallest mulige flertal. Tænk blot på Irak-krigen. Så når Enhedslisten melder sig klar til ansvar, så øger det naturligvis muligheder for bredt samarbejde. Det er godt. For det andet så er det velgørende, at Enhedslisten nu springer ud af skabet som pragmatikere, og melder sig klar til at tage ansvar for også upopulære beslutninger, f.eks. nedskæringer og/eller prioriteringer af hvad velfærdsstaten kan tilbyde under en anderledes økonomi.

Vi er på vej mod nye tider i dansk politik. Det bliver spændende og godt at have Enhedslisten med.


Selvmål

Af Lars Gaardhøj | 27. april 2010 | 8 kommentarer

SF holdt i weekenden landsmøde, og uanset om man er enig i politiken, så var der stil over forløbet, og SF fremstår som et parti, der er klar til at tage ansvar. Så langt, så godt. For dårligt var landsmødet slut, før end der skete noget, der rokker ved billedet.

Medierne blæste nemlig endnu en facebook-historie totalt ud af proportioner, fordi de to SF’ere Steen Gade og Kamal Qureshi var med i en gruppe, hvor en tredie person havde uploadet nogle billeder, hvor Pia Kjærsgaard og DF blev kædet sammen med nazismen. Selvom de to SF’ere ikke har noget med billederne at gøre, så bedyrede de straks, at de ville forlade gruppen.

Men hvor Steen Gade lagde sig fladt ned, sagde undskyld og mere eller mindre indrømmede, at han ikke selv styrer sin Facebook-profil, så gik Kamal Qureshi en anden vej og har nu istedet oprettet Facebook-gruppen "Stop Dansk Folkeparti".

Her kommer vi til selvmålet.

Enhver der har fulgt med i dansk politik de sidste 10-15 år ved, at Pia Kjærsgaard elsker at spille offer. Hun er god til det, og medierne medvirker altid ved at rydde sendefladen, så vi kan høre hvad Gentofte-fruen nu har været udsat for. Og hr. og fru Jensen elsker det, og stemmer DF en gang til.

I en situation hvor mange vælgere fra VKO i følge meningsmålingerne er på vandring mod oppositionen, så er en sværtekampagne, eller noget der kan opfattes som sådan en boksebold til et blåt øje. VKO-vælgere, der faktisk er i gang med at bevæges sig væk fra VKO skal da ikke mødes med en gang moraliseren, næ, de skal da bydes velkommen.

Een omvendt synder er vigtigere end 40 retroende hedder det vistnok et sted i de hellige skrifter, som jeg i øvrigt ikke abonnerer på, men billedet er meget godt. Politik drejer sig om at overbevise, ikke om hvem, der har moralsk ret eller lignende.

VKO skal besejres med argumenter om fejlslagen økonomisk politik, fejlslagen sundhedspolitik, fejlslagen udenrigspolitik og så videre. Der er sgu nok at tage fat på!


Lad dog efterlønnen i fred og skab i stedet et rummeligt arbejdsmarked

Af Lars Gaardhøj | 9. april 2010 | 7 kommentarer

En række konservative og radikale folketingspolitikere, lederskribenter og nu også en række venstre-borgmestre gør fælles front og kræver efterlønnen afskaffet, da de mener den er for alt dyr. Desuden er de forargede over, at raske og rørige mennesker ”belønnes” for ikke at lave noget og bare spille golf dagen lang. Ja, det er nemt at blive forarget, hvis nu det var et dækkende billede. Jeg ser 3 grunde til ikke at lytte til de ”reform-ivrige” politikere.

For det første tror jeg langt flertallet går på efterløn fordi de er nedslidte, eller fordi de presses ud af arbejdsmarkedet. For nylig talte jeg med en kvinde på 61, hun har arbejdet på kontor siden hun var 17, men står nu uden job, og ingen vil ansætte hende. Derfor sendes hun fra det ene til det andet tvivlsomme aktiveringsforløb. Jeg ved ikke, om hun overvejer at gå på efterløn og spille golf, men gør hun det, forstår jeg det godt. Sikkert er det dog, at hun ikke vil opfatte det som en ”belønning” – langt fra, hun vil helst arbejde.

De reformivrige politikere mener også, at der kan spares 18 mia. kr., hvis efterlønnen afskaffes fordi efterlønnere så kommer i job. Men hvordan skaffes der ud af den blå luft nye jobs til de 130.000 efterlønnere? Mere end 55.000 efterlønnere var faktisk ledige, da de ”valgte” at gå på efterløn og mange valgte sikkert efterlønnen for ikke at blive fyret. Dertil kommer den aktuelle finanskrise, så man idag fjerner efterlønnen, så tror jeg et meget, meget stort antal vil rykke tilbage i arbejdsløshedskøen. De skal så have dagpenge eller kontanthjælp, og de skal i aktivering, som jo også koster. Jeg har svært ved at se den store besparelse ved at afskaffe efterlønnen.

For det tredje virker det underligt, at det netop er efterlønnen, der skal holde for i en krisetid. Hullet i statskassen er vel trods alt ikke efterlønnernes skyld? Så lad dog efterlønnen være i fred. Fornuftige reformer er allerede aftalt, så efterlønsalderen hæves til 62 år, ligesom det er gjort mere favorabelt at vente med at gå på efterløn. Og faktisk er det jo sådan, at der hvert år siden 2006 har været et fald i antal nye efterlønnere. Sidste år valgte 1.000 mennesker færre end i 2008 at gå på efterløn uanset at der er krise, og man vel egentlig burde forvente en stigning.

Jeg vil slutte af med at foreslå de reformivrige politikere, at de ser på helheden. En afskaffelse af efterlønnen skaber formentlig kun en beskeden besparelse, som slet ikke batter noget i forhold til hullet i statskassen. Vil de reformivrige politikere gøre en forskel og sænke antallet af efterlønnere, så skab et rummeligt arbejdsmarked, så tusindvis af seniorer ikke skal opleve at blive presset ud af det, og over på efterløn.


Privatiseringsbølge nummer 2

Af Lars Gaardhøj | 27. marts 2010 | 1 kommentarer

Sundhedsstyrelsen vil give 50 privathospitaler og privatklinikker lov til at gennemføre specialbehandlinger som f.eks. kræft og hjerteoperationer. Det er en stor overraskelse, for det har i lang tid været strategien, at specialer tværtimod skulle samles på få steder for at højne kvaliteten og patientsikkerheden.

Nu skal privathospitaler altså udføre operationer, som de ingen erfaringer har med, og først senere skal der føres tilsyn med om kvaliteten er i orden. Og man må spørge sig selv hvorfor Sundhedsstyrelsen mon dog mener, de private skal have adgang til specialerne?

Jeg oplever det som en ny privatiseringsbølge, der skyller ind over vores sundhedsvæsen.

Første bølges mål var at gøde jorden for privathospitaler. Den anvendte substral var behandlingsgaranti, frit sygehusvalg, overbetaling af privathospitaler og fradrag på sundhedsforsikringer. Enorme offentlige midler blev på den vis kanaliseret over i de private hospitaler, så det lykkedes på rekordtid at få en lang række privathospitaler ind på markedet, og nu skal deres markedsandel så åbenbart øges.

Spørgsmålet er så om det er klogt? Hvem tager ansvaret, hvis kvaliteten ikke er høj nok? Konsekvenserne kan jo være fatale, hvis en hjerteoperation går galt og der på det private hospitale ikke er de øvrige specialer tilstede, som en kritisk situation måske kræver.

Og hvad med den kontrol, der loves fra Sundhedsstyrelsen, hvor meget skal vi tiltro den? Det forlyder, at der ikke er afsat ekstra midler til dette arbejde. Husk på at det jo er Sundhedsstyrelsen, der har ansvaret for de pinlige historier om udenlandske læger, der arbejder i det danske sundhedsvæsen uden uddannelse.

Det er underligt, at vi på den ene side sparer på det offentlige sundhedsvæsen, mens regeringen og Dansk Folkeparti på den anden siden rask væk støtter mere privatisering og kaster offentlige midler ind i et ideologisk projekt. Jeg synes VKO svigter det offentlige sundhedsvæsen og den fri og lige adgang til sundhed for alle.






Socialdemokrat. Regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden.

37 år. Stolt far til Carl, Alma og Anton.




Blogarkiv

3. februar 2012
Populister eller nødhjælpssocialister?
8 kommentarer

27. april 2011
Hvorfor politiske fanger?
30 kommentarer

13. oktober 2010
Drop nu al den ghetto-snak, og kom i gang med en seriøs boligpolitik!
7 kommentarer

29. juni 2010
Naturligvis skal NETTO ikke mødes med imamer og bandeledere
39 kommentarer

16. maj 2010
Liste Ø - nu også som pragmatikere
16 kommentarer

27. april 2010
Selvmål
8 kommentarer

9. april 2010
Lad dog efterlønnen i fred og skab i stedet et rummeligt arbejdsmarked
7 kommentarer

27. marts 2010
Privatiseringsbølge nummer 2
1 kommentarer


Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Der er for få sure, gamle stoddere.

Kim Larsen. Troubadour, TV2 Nyhederne, 27. maj 2010, efter kritik af hans afstandtagen til dansk deltagelse i Afghanistankrigen.

Flere citater