Vi er flyttet! modkraft.dk


Hurra - krisen er slut!

Af Lars Grenaa | 25. december 2011 | 6 kommentarer

Endelig!

Endelig kom nyheden der afsluttede knap fire års kedelig krise. Nu er der plads til optimisme og glæde igen – og julen kan nydes i fulde drag. Champagnepropperne kan poppe og den deprimerende realisme lægges på hylden.

Eller. Selvom den anonyme køber kunne tildeles en medalje af Saxo Bank og Liberal Alliance (+ S-SF’s væksttilhængere) for at sætte gang i både forbrug og boligmarked, så er huskøbet nok ikke tegn på andet end at krisen aldrig rigtig har eksisteret for dem med penge nok og at krisen vil fortsætte for dem der ikke har millioner på bankbogen.

For nylig var jeg til en slags møde sammen med en 20-30 andre venstreorienterede hvor vi diskuterede den politiske situation og den økonomiske krise, og flere af de yngre kammerater efterlyste noget viden om (politisk) økonomi.

Og selvom mit fokus nok mere var på fest og ballade end på indholdet af de mange skolingsrækker i politisk og marxistisk økonomi jeg deltog i dengang i de glade 90’ere, kan jeg da godt lige lave et lynkursus i kapitalistisk kriseøkonomi.

Om ”mindre mindre” og ”mere mindre”.

Når kapitalisterne skal tjene mange penge, falder løn og indtægter for dem der i forvejen har mindst (dem der ifølge den tidligere joke af en statsminister har ”mindre mindre”), samtidig med at dem der har meget ”mere mindre” rager til sig med arme og ben. Det fører til reallønsnedgang, og formindsket købekraft, og så bliver der krise fordi kapitalisterne ikke kan sælge alt deres plasticlort.

MEN, men, men. Det betyder selvfølgelig ikke at de rige ikke kan blive endnu rigere, – tværtimod. Det er under en krise at man kan tjene rigtig mange penge, mens ens konkurrenter går konkurs.

Krisen gør også kløften mellem rig og fattig endnu dybere, og mens de rigeste kan bruge juletiden på at spekulere over hvad de skal bruge overskuddet på, må dem der år for år bliver fattigere bruge tid på at gå på tilbudsjagt og ikke kan vente på revolutionen, men må gribe til "praktisk socialisme".

Mens vi venter på krigen...

...der kan løfte verden ud af den økonomiske krise og sætte gang i hjulene og væksten, er der heldigvis håb for en bedre verden over det hele. Brug for eksempel lidt af din juleferie på at læse denne her inspirerende artikel fra England og tænk lidt over hvordan vi kan bruge de erfaringer i vores egen kamp i andedammen.

Og lad så 2012 blive året hvor vi som venstrefløj (endelig) indser at borgerskabet for længst har opsagt den sociale kontrakt og at vi skal føre klassekamp og at den kamp ikke vindes i parlamentet. Ellers bliver krisen permanent for os uden millioner i banken...


Håbet om Helle

Af Lars Grenaa | 16. oktober 2011 | 24 kommentarer

Der var engang...

en advokat for de undertrykte i USA. Det var svært at gøre noget for de undertrykte, for i USA havde en ond mand regeret i mange år og gjort mange onde ting. På et tidspunkt stillede de undertryktes advokat op som præsidentkandidat i verdens største stormagt. Det gav de undertrykte i hele verden et kæmpe håb.

Deres håb var så stort at advokaten blev valgt som præsident og nu virkelig kunne bruge sin magt til at hjælpe de undertrykte. Men deres håb blev gjort til skamme, for selvom advokaten blev præsident var det stadig nogen andre der bestemte...

I et land langt væk...

havde de undertrykte ikke bare en advokat, men hele tre (+/-) politiske partier der ville repræsentere deres interesser. Da de partier der samtidig havde magten var tyndslidte af interne opgør og metaltræthed, øjnede de undertrykte og progressive humanister et håb. Et håb om forandring. Et håb om Helle.

Håbet var dybfølt, for magthaverne havde ikke bare forarmet en stor del af befolkningen og sendt en anden stor del ned i en endeløs gælds- og forbrugsspiral samtidig med at de havde forgyldt den rigeste del. Magthaverne havde også indført diskriminerende lovgivninger overfor mennesker i nød og mennesker der ikke lignede resten af befolkningen.

Om ikke andet, håbede folk, så kunne det fremover være Helle, og ikke hende Pia eller ham Løkke der vågede over en om natten, fordi hun trods alt ville gøre det lidt bedre.

Et håb blev knust...

Helle vandt valget. Hun blev endda den første kvinde på posten og alt i alt synes hverdagen lysere og tømmermændene rarere. Og i det mindste var Pia, Pind og Løkke sure over at have tabt. Desværre for de undertrykte var det heller ikke Helle der bestemte i landet, selvom hun var blevet ”La Presidenta”.

Dem der bestemmer de store linjer, både i USA og herhjemme i det danske land, er erhvervslivet og især de multinationale firmaer. De skjuler gerne deres indflydelse, for på papiret og i propagandaen har vi demokrati og folkestyre. Men en sjælden indsigt i deres magt fik vi i Dansk Journalistforbunds Kommunikationsmagasin ved navn ”magasin K” i september-udgaven, hvor der berettes om hvilken lobby-virksomhed de undertryktes partier har været udsat for.

Erhverslivet havde altså også et håb om Helle. I det mindste et håb om at hun ikke ville føre politik for de undertrykte. Og i aviserne fra d. 4/10-2011, kunne man under overskrifter som ”Ervhervslivet roser nye takter i rød plan”, ”Topchefer lettede over regeringsudspil” og ”Blå tilfredshed med rød plan”, læse at erhervslivet havde fået deres håb opfyldt, mens andre havde fået dem knust. Senest præsenterede den folkesocialistiske skatteminister en plan for at lade uligheden stige for senere at få råd til mere lighed...

Myten om den røde regering...

Det er i høj grad lykkedes erhvervslivet at få indflydelse på regeringsgrundlaget, men især også på Folkesocialisterne og Socialdemokraternes politik. Valgsloganet om at Danmark skal stå sammen om at ”vækste sig ud af krisen” er ikke kun keynesiansk ideologi, det er samtidig sød musik i ørene på Dansk Erhverv og Dansk Industri.

Skylden for de højredrejede dele af regeringsgrundlaget gives til de radikale – især fra partisoldaterne i S-SF alliancen, men også i Ø lyder klagesangen over de radikale. Men er faktum ikke at Socialdemokraterne er et moderne socialliberalt parti og har været det gennem nærmest uendelige tider? Er faktum ikke at Socialdemokraterne, på trods af de mange venstreorienterede medlemmer og en fordelingspolitik der er en tand mere sympatisk end VKO’s, er et parti ledet af (sødere) liberalister, der endda udgør Socialdemokratiets højrefløj?

Jeg forstår i hvert fald ikke hvorfor vi på venstrefløjen har travlt med at skyde skylden på de radikale, når skylden i ligeså høj er S-SF’s. Når vi undlader at kritisere en samlet regering for en økonomisk politik der er mere højredrejet end VKO’s (!), undlader vi samtidig at angive en retning for venstrefløjen der adskiller sig væsentligt fra S-SF’s champagnesocialisme.

Og det vil i mine øjne være en af de største fejl vi kan begå i den nuværende politiske situation. Min påstand er altså at Helle blev glad for valgresultatet fordi hun dermed slap ud af sin binding med SF og kunne føre ægte liberal politik med de radikale.

Hvad må der gøres...?

Først og fremmest må vi glemme illusionerne om at Socialdemokraterne er et parti på venstrefløjen, uagtet at de har en stor venstreorienteret medlemsgruppe og at partiet stadig har magten i dansk fagbevægelse og dermed er af stor strategisk vigtighed for venstrefløjen.

Bagefter må vi glemme illusionerne om at SF skifter strategi fra at ville have magten for at ændre samfundet til at ville ændre samfundet og dermed opnå magten. På trods af SF’s venstrefløj buldrer partimaskinen afsted og vejen til magten er blevet hovedprojektet. Et projekt hverken venstrefløjen eller ”folk som de er flest” kan bruge til noget særligt fornuftigt.

De sidste illusioner vi skal have glemt, er dem om at de tolv kammerater der nu er blevet fuldtids-aktivister for Enhedslisten inde på Christiansborg kan gøre noget grundlæggende anderledes med deres parlamentariske tyngde. Vi må altså ikke læne os tilbage og tænke at de 12 på borgen nok skal klare skærene og udtænke den store plan – det har de slet ikke tid til når de skal følge med i alle regeringens løftebrud og tænke over hvordan man retorisk både kan favne venstrefløjens kritik og den fremstrakte hånd til S-SF i sine udmeldinger.

”Oprør! Modstand! Intet roligt bagland!”

Ovenstående gamle parole skal vækkes til live igen – og tanken må være at baglandet er stort og udgøres af de ca. 2 millioner mennesker der har stemt på regeringen i håbet om forandringer. Regeringen skal udfordres – og den skal åbenbart også presses til at gennemføre forbedringer.

Bevægelserne skal genfremsætte deres politiske krav – og både i fagbevægelsen og i elev- og studenterbevægelsen (og i alle de andre bevægelser), skal der opildnes til kamp mod den liberale politik som både opposition og regering nu vil føre. Det gælder om at skabe et begejstret venstreorienteret projekt der kan redde regeringens ønsker om at mindske uligheden – og derfor må vi ikke lade os stoppe af at toppen i fagbevægelsen og andre mega-kloge hoveder vil sige; ”Jamen hør hov – hvis i demonstrerer mod regeringen, så hjælper i jo Lars Løkke”.

Nej – tværtimod. Hvis regeringen skal have mulighed for at indgå nogen kompromiser der også giver forbedrede leveforhold for ”folk som de er flest”, og hvis der skal rykkes på nogen styrkeforhold i klassekampen, så kræver det altså at der foregår en kamp og lægges et pres ude i virkeligheden.

Venstrefløjen skal populært sagt være den nye regerings CEPOS. Altså dem der kræver det ukrævelige – husk selv på hvor effektivt det virkede når CEPOS foreslog at uligheden blev øget markant og Fogh så ”gik på kompromis” og hævede uligheden en smule.

Hvis ikke venstrefløjen tør kræve at uligheden formindskes markant gennem f. eks brandbeskatning af erhvervslivet og de store multinationale firmaer og en skattereform der kræver skat af boligsalg og sænkelse af topskatteniveauet, så får vi intet. Hvis ikke venstrefløjen kan råbe højt om at ”vi kommer og tager alle jeres penge”, så bliver de rige altså ikke rigtig bange og så får vi intet. Occupy Wall Street-bevægelsen har vist vejen – nu er det op til os at følge den.

Du kan passende starte med at hjælpe den nye regering ved at møde op til demonstration mod ”Lømmelpakken” som den nye regering jo har lovet at afskaffe. Det er nu på tirsdag d. 18/10 kl. 16 på Gammel Torv i København. Du kan også se mere her.


“Skulle vi ikke lege, at Benedikte Kjær...”

Af Lars Grenaa | 5. august 2011 | 6 kommentarer

Denne blog er begået af en pædagogisk kampfælle ved navn Kirsten Gunvor Løth, der havde skrevet denne glimrende tekst om det samme emne jeg ville blogge om.

Anledningen er dette frontalangreb på det pædagogiske arbejde der udføres i landets daginstitutioner, børns medbestemmelse og ret til at være børn. Her følger Kirstens svar til ministeren:

“Skulle vi ikke lege, at Benedikte Kjær...”

Jeg blev så elendig til mode, da jeg torsdag d. 3/4-2011 læste om Socialminister Benedikte Kjærs opgør med den “frie leg”. Jeg var lige kommet hjem fra en dag i børnehaven. Vi legede så godt, at vi udskød frokosten en halv time. Jeg var hunden.

Tristheden giver mig så gebommerlig ondt i maven. Men mavepinen over de systematiske angreb på det pædagogiske område, har jeg vænnet mig til. Det, der virkelig giver mig brækfornemmelser, er politikernes systematiske modstand mod legen og barndommen.

Ministeren forlanger opgør med den “frie leg” og “hippiepædagogikken”. Børn skal ikke længere “sætte grænser og selv definere, hvad de skal lave”. Pædagoger skal nu “arbejde systematisk med børns nysgerrighed”.

Denne konservative og reaktionære udmelding kommer ingenlunde bag på en socialistisk rundkredspædagogisk ballademager som mig. Lad mig endda understrege, at Socialministeren og jeg kan blive enige om opgøret, hvis hun med hippiepædagogik hentyder til “kaffedrikkende pædagoger”, der hellere vil være sammen med hinanden end med børnene. Ud med dem! Vi kan endda blive enige om et oprør, hvis hun med “fri leg” mener “fraværende voksne”, der skal udfylde skemaer og politikker. Væk med lortet!

Men der er langt i mellem os, hvis Benedikte Kjær med “hippiepædagogikkens opgør” mener mere kontrolpædagogik og hun har i undertegnede fundet sin største modstander, hvis hun med “den frie legs opgør” mener mindre medbestemmelse til børn.

Så skulle vi ikke lege, at hun i virkeligheden mente, at der i børns dagligdag skal være voksne, som har lyst til at spejle, støtte og lege med børnene? Skulle vi ikke også lege, at hun så barndommen som mere end skoleforberedelse? Som noget, der har en værdi i sig selv?

Vi kunne også lege, at udspillet ikke var en afledningsmanøvre fra diskussionen om grundnormeringer i landets daginstitutioner. Eller at hun lyttede til det pædagogiske personale, som er hverdags- og sandhedsvidner til børns leg?

Eller jeg ved det! Vi leger, at ministeren skaber rammer for børns udvikling og så udfylder hverdagseksperterne på mangfoldige og opfindsomme måder finde rammerne!

Pædagogik handler om at ville noget med nogen og det kræver tid og nærvær. Derfor sagde vi jo, at Socialministeren indførte grundnormeringer i landets daginstitutioner, så der var tid og lyst til at fordybe sig sammen med dem, der skal være nærværende overfor os, når vi kommer på plejehjem.

Så kunne jeg være hunden.


Enhedslisten stemmer ikke længere for krig – de legitimerer den bare (gæsteblog)

Af Lars Grenaa | 31. marts 2011 | 56 kommentarer

Jeg har denne gang lånt min blog ud til min medkollektivist Kristian.

En kommentar til Frank Aaen.

Nyheden om at Enhedslisten ikke længere mener, der skal bombes i Libyen, spredes i øjeblikket landet rundt i medierne og på nettet.

Frank Aaen afslører dog overfor DR, at Enhedslisten vil fortsættte legitimeringen af krigen. Han udtaler: ”De sidste dage har oprørerne fået luftstøtte til at rykke frem, og uanset at vi har stor sympati for oprørerne, så er det ikke NATOs opgave at støtte den ene part i en borgerkrig”

Det betyder oversat til lige ud af posen snak: ”Det er helt sikkert oprørere med de bedste intentioner vi ser i Libyen. NATO forsøger at hjælpe disse oprørere (!), og vi har nu støttet den ene part i en borgerkrig i en uges tid, men nu tager vi principielt afstand fra sådan noget.” Man forstår godt, hvorfor Stinger-Frank ikke kan tale lige ud af posen.

Der er overhovedet ingen refleksion om krigens rigtighed. Hans (samt folketingsgruppens og hovedbestyrelsens) vending fra at støtte krigen med stemmer til nu bare at støtte den moralsk, kommer af pres internt i partiet og fra antikrigsbevægelsen.

Men Aaen fortryder intet, der er tale om et kursskifte uden nogen form for selvkritik: ”Det var en rigtig beslutning at stoppe hans (Gadaffis) angreb, og vi er glade for at have været med til det”, siger han.

Krigsfortaler Aaen - fra Afghanistan i gamle dage til Libyen i dag - anklager samtidig regeringen for dobbeltmoral, hvad angår lande i Nordafrika og Mellemøsten. (Hvad i øvrigt med jeres eget forslag til regering, hr. Aaen?) Med denne anklage for dobbeltmoral – hvorfor ikke gøre noget ved Saudiarabien, Bahrain osv – åbner Aaen en ladeport for flere imperialistiske krige i regionen.

Der er ingen dobbeltmoral hos regeringen eller S/SF – der er kun dobbelt umoral: Støtte til en røverkrig og til provestlige diktatoriske regimer, hvad enten de er konger, sheiker eller generaler. Krigen mod Libyen er ikke en god krig, ikke en humanitær aktion, ikke engang støtte til en demokratisk revolution.

Den ekvilikrigstiske Aaen henviser til, at: ”Flere nationer og Den Afrikanske Union har prøvet at få gang i forhandlinger, men har ikke fået nogen opbakning fra Nato og alliancens udenrigsministre, der hellere vil bombe videre”.

Men indtil for 5 minutter siden ville DU bombe løs, hr, Aaen. Det er DINE – og Enhedslistens - bomber der er kastet over Libyen. Det er DIN krig, der har forhindret de forhandlinger, du nu ’begræder’ ikke blev til noget.

Det er langt over grænsen til et værre svineri, når du peger på ’alliancens udenrigsministre’ og bagatelliserer DIN egen rolle i bombningerne.

Lad os tage den igen: Hvorfor var det lige Enhedslisten ikke længere kan stemme for krigen?

Skal vi tage Stinger-Frank på ordet, så ’er det ikke NATOs opgave at støtte den ene side i en borgerkrig’, selvom krigskoalitionen altså har gjort det fra dag 1.

Hvorfor undlader Aaen at trække tråde til Danmarks, NATOs og USA’s krige og besættelser i Afghanistan og Irak – dette århundredes vel to største folkemord? Hvordan (og hvorfor) kan USA, NATO og Danmark dræbe hundredtusinder i Irak og Afghanistan og samtidig føre en god krig i Libyen? Med de samme våben, de principielt samme metoder, og tilmed med nogenlunde samme propaganda om ’demokrati’ og ’stop for barbari’ og udskiftning af folkemorderiske regimer.

Stinger-Frank mangler stadig at forklare sit og partiets knæfald for imperialismen.Enhedslistens folketingsgruppe og hovedbestyrelse skylder mange svar på alle de modsætninger, der åbenbarer sig efter krigstilslutningen. Modsætninger der ikke bliver færre af ved nu at tilbagetrække stemmer til krig, og fortsat mene at NATO støtter oprørere - men måske kan modsætningerne så til gengæld skydes lidt på afstand(?:-).

Jeg tror ikke hverken jeg eller krigsmodstanden nogensinde vil få de svar. Til gengæld er jeg stensikker på, at Enhedslisten vil slå på ’enhed’ som sjældent set før, der vil blive henvist til folketingsvalg og hvor slemme DF er. Jeg er sikker på at ’vi nu skal stå sammen mod krigen’ og glemme fortiden og uenighederne.

Den apati, der har grebet flere (antikrigs-)Ø’ere den seneste tid, vil være en del af grundlaget for at ’overbevise’ de fleste medlemmer om ovenstående ’taktik’.

Men venstrefløjens og krigsmodstandens behov for en pålidelig parlamentarisk repræsentation vil stadig være der.

Det er også sikkert at der vil komme flere imperialistiske krige. Mit parti og jeg vil igen være på gaden mod dem – med det samme!

Kristian /APK


Den farlige folkestemning

Af Lars Grenaa | 20. marts 2011 | 15 kommentarer

Mens granaterne falder over Benghazi og F-16 flyene bomber løs fra luften og krigsskibene affyrer missiler, og ”the coalition of the willing” har valgt side i den libyske borgerkrig, er det tid til at tænke lidt over hvad krigen vil betyde for den danske politiske virkelighed.

Forleden træf ledelsen af partiet Enhedslisten nemlig en historisk beslutning. Men det er en beslutning der også vil vise sig at være historisk forkert.

Ikke bare fordi at koalitionens krigshandlinger ikke vil løse problemerne eller afskaffe diktaturet i Libyen. Heller ikke fordi at krigshandlingerne ikke vil føre til færre civile tab, men også og især fordi beslutningen vil få store indenrigspolitiske konsekvenser – og især for den danske venstrefløj.

Om at beskytte civile

Som jeg læser partiets ledelses beslutning handler det ikke så meget om at redde civile, selvom det selvfølgelig er argumentationen. Der dør nemlig mange civile hver dag ude i verden, uden at Enhedslisten har erklæret krig mod den kapitalisme der dræber dem. Der findes desværre også alt for mange diktaturer i verden (Colombia, NordKorea (!), Yemen, Bahrain, Syrien, Sudan osv, fortsæt selv listen), hvor civile hver dag bliver slået ihjel i deres kamp for retfærdighed.

Men såvidt jeg husker har partiet Enhedslisten ikke erklæret krig mod nogle af de landes herskere. Eller krævet oppositionen/oprørerne i de lande udstyret med Stinger-missiler. Og da befolkningen i Gaza blev udsat for et terrorangreb af den isralske hær krævede man heller ikke fra Liste Ø’s side et internationalt præventivt angreb på Israel. Enhedslisten beslutning bunder altså ikke i en lang og stolt tradition for at kræve krig mod diktatorer og internationale krigshandlinger udført for at beskytte en civilbefolkning.

Valg-panik?

Jeg tror derfor desværre tværtimod at partiets ledelse er gået i irrationel valg-panik over udsigten til at skulle stemme imod dansk deltagelse i krigshandlingerne. Partiet står nemlig historisk stærkt i meningsmålingerne og er i takt med SF’s strategiske ryk mod højre blevet mere og mere populært fordi det står fast på en række principielle holdninger (velfærd osv).

Det momentum vil man ikke sætte over styr ved at få en ny mediehetz over sig hvor man ville blive beskyldt for at gå ind for eller i hvert fald undlade at reagere overfor folkemord (som vi andre krigsmodstandere f. eks bliver beskyldt for). Det ville være en hetz som jeg tror ville overgå hetzen omkring Asmaa’s kandidatur, og det er i min optik fair nok og taktisk forståeligt at man prøver at undgå den. Det indebærer dog ikke at man af den grund kan legitimere krigshandlinger og indgriben i en borgerkrig.

Jeg underkender selvfølgelig ikke at ledelsen af Enhedslisten har et ønske om at redde civile, men jeg frygter at ovenstående scenarie har spillet mere ind. Jeg frygter at man har valgt at tage slagsmålet internt på venstrefløjen, fremfor slagsmålet med højrefløjen om hvilken politik der er mest hensigtsmæssig overfor det libyske diktatur. Jeg frygter at man har valgt at tage slagsmålet til venstre med de sikre vælgere der alligevel ikke har noget stemmemæssigt alternativ (såfremt man stemmer), fremfor at skræmme nogle af vælgere man har fået fra SF væk. Man har altså valgt at tage debatten med venstrefløjen – og jeg håber det bliver en stor debat og at Enhedslistens årsmøde vil undsige beslutningen.

Defensive konsekvenser

Konsekvensen af beslutningen er at man svækker anti-krigsbevægelsen i Danmark, som man ellers officielt bakker op om og arbejder med at fremme. De samme argumenter som man nu bruger i forhold til at bakke op om krigshandlinger imod den ene side af den libyske borgerkrig, er nemlig de samme argumenter man brugte mod Saddam.

Og de er de samme argumenter som man vil bruge næste gang man har brug for et lands naturressourcer eller militærstrategiske placering. Og det er argumenter der ikke holder fordi de er så latterligt inkonsekvente. Man ønsker kun at vælte diktatorer der ikke tjener kapitalistiske og imperialistiske interesser – mens man holder hånden over mange andre diktaturer der er både lige så slemme og endnu værre.

Bevægelsen imod at støtte krigshandlingerne er altså en bevægelse ud på en glidebane der kun kan gøre det mere besværligt og problematisk for venstrefløjen og anti-krigsbevægelsen at føre en progressiv og anti-imperialstisk politik. Sagt på en anden måde; Lars Løkke og Helle T har nu venstrefløjen hvor de vil have dem – i en total defensiv.

Man kunne have valgt at gøre så mange andre ting end at bakke op om ”the coalition of the willing”. Man kunne have valgt at påpege at krig ikke kan skabe fred. At diplomati er vejen frem. At sanktioner og internationalt pres hjælper. I stedet har man valgt krigens vej – og det for en ikke-pacifist som mig ok, sålænge det ikke er så inkonsekvent at man ikke kan støtte den legitime irakiske eller palæstinensiske forsvarskamp mod ulovlige besættelser.

Bemærk i øvrigt at Enhedslistens søsterorganisationer/venskabsorganisationer i både Norge, Tyskland, og Spanien er imod krigshandlingerne. Mit franske er ikke så stærkt at jeg kan læse om NPA er imod, men de er i hvert fald stærkt kritiske overfor beslutningen.

Heldigvis er der gode kræfter også i Enhedslisten der taler imod den historisk forkerte beslutning, og heldigvis er Enhedslistens uofficielle ungdomsorganisation også imod.

Modstanden er altså til stede, og det bliver spændende at deltage i og følge denne afgørende debat.


Om anti-demokratiske demokrater...

Af Lars Grenaa | 26. januar 2011 | 21 kommentarer

Det er mandag eftermiddag, jeg er træt og vejret er nærmest sådan lidt gråt i gråt med ekstra skyer. Meget sigende for bloggens emne: ”Fuck hvor er jeg træt af at venstreorienterede kan finde på at demonstrere side om side med ministre fra VKO, krigstilhængere og endda også nazister”.

Bloggen her handler mest om venstrefløjens mangel på demokrati-forståelse og ikke så meget om det der diskuteres alle andre steder; Skal man, eller skal man ikke, demonstrere mod HUT? Og ja, jeg ved godt at alle blogs handler om det lige nu, men jeg skal lige have lidt luft for mine frustationer og synes der mangler nogen perspektiver i (og for) debatten.

Myten om demokratiet

I samfundet generelt hersker der store myter om det danske demokrati som desværre også vinder indpas på venstrefløjen i takt med at den ideologiske tilgang forsvinder (den uddyber jeg lige en anden gang...). Og selvom jeg anerkender at det kan være svært at se demokratiet for bar demokrater, så synes jeg alligevel at man som venstreorienteret har pligt til at tage et smugkik bag facaden.

Der synes at eksistere en myte om at dansk demokrati er unikt, bedst i verden og bare er opstået fordi vi i bund og grund er verdens flinkeste, hyggeligste og demokratiske mennesker. I den svada af vrøvl synes man blandt andet at glemme følgende: Vi er en nation af slaveholdere, heksebrændere, stavnsbindere, røvere og voldtægtsforbrydere, kvindeundertrykkere osv.

Det er ikke mange år siden at fattige, kvinder og unge fik stemmeret, og denne var skam ikke en gave fra fede kapitalister og adelige i Landstinget. Stemmeretten blev tilkæmpet af arbejderbevægelsen – som også fik afskaffet den umyndiggørende fattighjælp, børnearbejdet og mange andre slaveagtige forhold.

Den abstraktion vi kalder for det danske demokrati og som nogen hylder på grundlovsdag mens vi andre holder fri, er intet andet end netop en abstraktion og et udtryk for ønsketænkning. Vores såkaldte folkestyre er under overfladen et markedsdiktatur, og hvis du synes at den holdning lyder lidt for ekstrem og rabiat, så læs venligst bogen ”Fra folkestyre til markedsdemokrati” af professor i statskundskab Tim Knudsen, eller tjek grundlovens § 73 ud.

Truslen mod vores frihedsrettigheder

Det såkaldte demokrati der praksiseres indenfor nationens grænser er ikke udtryk for andet end summen af vores erfaringer og formåen som arbejderklasse/venstrefløj, og reflekterer dermed intet andet end det aktuelle styrkeforhold i klassekampen. Vi har vundet nogle frihedsrettigheder gennem historien, og dem skal vi forsvare og forsøge udvidet. Men hvor kommer truslen mod vores frihedsrettigheder fra?

I min optik stemmer det meget dårligt overens med den politiske og samfundsmæssige virkelighed, at en gruppe religiøse tosser som Hitz-Halløj udgør en fare mod vores nuværende frihedsrettigheder. Dels fordi de ikke er mange og dels fordi Kalifatet virker længere væk end revolutionen.

Det giver altså efter min bedste overbevisning ikke mening at tale om Hitz-Halløj som en ”trussel mod demokratiet” – i modsætning til klart fascistiske organisationer (DNF, DNSB osv) som qua den politiske virkelighed har ”vind i sejlene” og nyder magtpolitisk opbakning til deres krig mod Islam og det fremmede. Organisationer der samtidig virker ved vold, trusler og terror mod politiske modstandere og tilfældige (overfald, rudeknusninger osv) – og som jeg derfor mener at man klart skal imødegå konkret (blokader, demonstrationer, selvforsvar osv).

Truslen mod vores frihedsrettigheder kommer tværtimod fra nyliberalismen og nationalkonservatisme, både repræsenteret gennem den såkaldte politiske opposition og det man i denne sammenhæng burde kalde for det danske præstestyre = VKO.

Det kapitalistiske markeds krav om konstant vækst og dets indbyggede ulighed vil altid være dens største trussel mod frihedsrettighederne, fordi de griber forstyrrende ind i de såkaldte ”frie markedskræfter”. I disse år er den originale nyliberale blok, repræsenteret gennem VKO, ledet af kristne mørkemænd og kvinder der blandt andet har patent på sandheden og er parat til at gå i krig for den (og olie).

De ønsker blandt andet forbud mod bestemt tøj, bestemte symboler, og bestemte holdninger. Og så undergraver de i øvrigt et bredt udvalg af frihedsrettigheder med terrorlove og andre stramninger.

Konklusionen burde være soleklar: Hitz-Halløj er nogle slemme banditter, men de rigtig slemme banditter er de politisk-religiøse fundamentalister i VKO+crew.

Lidt om paradokser...

Jeg mener derfor at man skal rette skytset det rigtige sted hen, især proportionelt med hvor man ellers kan rette det hen.

Når jeg skal demonstrere mod nogle antidemokrater så ville jeg vælge at demonstrere mod dem der omgår grundloven, dem der trækker i trådene og dem der tjener penge på krig.

Når jeg skal demonstrere mod religiøs fundamentalisme ville jeg enten tage forbi Jesusfesten, eller stille mig ned foran den lokale folkekirke. Og når jeg skal demonstrere mod kvindeundertrykkelse ville jeg overveje at indfinde mig ved Ligestillingsministeriet.

Derfor mener jeg at der er tale om lidt af et paradoks når man kan finde på at demonstrere for demokrati sammen med folk der reelt ønsker ytringsfriheden afskaffet.

Jeg synes også det virker ekstremt paradoksalt at man kan finde på at demonstrere mod homofobi sammen med homofober.

Og jeg synes virkelig også at det virker paradoksalt at ”mandat-tyven”, det forhenværende Liste Ø medlem Jaleh Talekvoli, kan finde på at demonstrere for et frit Iran side om side med nazister, når hun har travlt med at beskylde andre for at ville være venner med sin fjendes fjender.

Men måske er det bare mig der er totalt bagud i forhold til at være en moderne venstreorienteret der både skal bakke op om et fiktivt demokrati, hylde en ikke-eksisterende ytringsfrihed og demonstrere mod religiøse tosser sammen med mine (værste) politiske modstandere...

(DISCLAIMER: Hvis du efter at have læst dette på nogen som helst måde har opfattelsen af at jeg har den mindste sympati for Hitz-Halløj eller ser dem som politisk allierede i nogen som helst sammenhæng, så læs venligst bloggen igen og lad være med at påstå det – på forhånd tak...)


Tvangskollektiviser lortet!

Af Lars Grenaa | 7. januar 2011 | 13 kommentarer

Den glemte asociale ghetto

Forleden læste jeg om en ghetto nord for Storkøbenhavn, hvor beboerne har skabt en slags parallelsamfund, hvor værdier der ikke kan betegnes som danske (men hvilke værdier kan i øvrigt det?) hyldes, og hvor ikke engang (bagmands-)politiet tør komme. Ghettoen har ikke noget officielt navn, men i folkemunde omtales den ofte under navnet ”Whisky-bæltet”. Jeg vil dog i dette blog-indlæg, i takt med tidens retorik om parallelsamfund, kalde den for ”Spekulant-ghettoen”. Du kan se mere om manglen på medmenneskelighed og moral blandt beboerne i denne ghetto her

I ”Spekulant-ghettoen” mangler de ikke meget andet end anstændighed og omsorgs-gener, mens de ikke kun er rige på økonomisk og kulturel kapital, men også på grådighed og egoisme. Beboerne hylder asocial adfærd og individuelle løsninger som private daginstitutioner, skoler og hospitaler, mens de nasser på den kollektivt finansierede velfærd på den ene side og unddrager statskassen for milliarder på den anden side

Nogen af beboerne er endda anklaget for at være kriminelle narkohandlere, bordel-muttere og svindlere (f. eks Zobel, Fønsby og Bagger). Hvis du sidder og undrer dig over hvilken del af Danmark ”Spekulant-ghettoen” ligger i, kan du blive klogere her

Lidt om paraleller

For en som mig, der har min daglige gang i en anden social ghetto, nemlig Mjølnerparken hvor jeg arbejder, er det klart at se, at ”Spekulant-ghettoen” i langt større grad udgør et parallelsamfund end de 29 socialt belastede boligområder som de danske politikere betegner som ghettoer. I ”Spekulant-ghettoen” kan man i hvert fald ikke leve op til de krav Venstre opstiller for at et boligområde ikke er et parallelsamfund

Jeg prøver med denne sammenligning mellem Mjølnerparken og ”Spekulant-ghettoen” ikke at nedgøre graden af de problemer som beboerne i de socialt belastede boligområder lever i og udsættes for. Ej heller ønsker jeg at dreje fokus væk fra disse problemer, eller at lade som om at de ikke eksisterer, jeg prøver bare at bringe lidt perspektiv ind i den danske ghetto-debat. For der findes ved gud andre sociale ghettoer og parallelsamfund der udgør en større trussel for den danske velfærd end de 29 socialt belastede boligområder som politikerne har udråbt som et af de største problemer i landet

Hvad må der gøres?

Det er her jeg tager ”Kommu-cap’en” (læs: ”socialist-hatten”, red.) på og siger: Tvangskollektiviser lortet (aka ”Spekulantghettoen"). I stedet for at ekspropiere de stakkels hippier på Christiania burde vi som befolkning kræve pengene tilbage fra spekulanterne og tvangskollektivisere deres huse, biler, både, vinkældre, formuer osv. Deres formuer bygger alligevel på slavedrift, vores (arbejderklassen med venner) blod, sved og tårer og pensionsindbetalinger, så det skulle da kun være rimeligt at vi krævede hvad der var vores.

Det kan godt være at vi har begået mange fejl ved at tvangsplacere flygtninge, arbejdsløse, misbrugere og mange andre i de socialt belastede boligområder, men det er ikke for sent at gøre den fejl god igen og tilbyde dem plads i en ordentlig bolig for socialt udsatte

Udover at give disse et pusterum fra krigstraumer, arbejdsløshed, racisme, diskrimination, sociale problemer mm, ved at tilbyde dem plads i et område med ren luft, ro og skovsøer osv, så vil det jo også kunne løse ghetto-problemerne ved at man bør tilbyde de tvangskollektiviserede spekulanter fra Gentofte og Hellerup en billig lejebolig i Gellerup. Og derudover kunne det da være spændende at se hvad disse driftige og iderige mennesker kunne skabe af åndelig rigdom og innovation i de tidligere så socialt udsatte boligområder.

Lidt om tvangskollektivisering

Nu sidder du måske og er et stille og roligt menneske der ikke kan lide tvang, og måske tænker du at det lyder lidt voldsomt med sådan en gang tvangskollektivisering eller at det lyder som noget grimt noget der foregik i Sovjet for mange, mange år siden. Og det er da rigtigt at det er et meget radikalt forslag, men tvangskollektivisering og ekspropiation forekommer mange steder i vores åh så demokratiske samfund og er endda skrevet ind i Grundloven

Der er altså intet suspekt eller voldsromantisk over at socialister mener at tvangskollektivisering er vejen frem, og hvis man i et ægte liberalt demokrati kan tvangskollektivisere Gellerup og de 28 andre socialt udsatte boligområder, så skal man vel også kunne tvangskollektivisere Hellerup...?

(Disclaimer: Ironi og overdrevne karikaturer kan være anvendt for at fremme forståelsen. F. eks mener jeg ikke at all mennesker der bor i ”Spekulant-ghettoen” kan betegnes som snyltere eller spekulanter)






31 år, kollektivist, korsanger, kommunist, aktivist og pædagog.

Arbejder som pædagog og afdelingsleder for vuggestuedelen i en integreret institution i Mjølnerparken på Nørrebro.

Aktiv i den københavnske pædagogiske fagforening lfs.dk, hvor jeg sidder i bestyrelsen for det almene område.

Har været aktivist på venstrefløjen, i fagbevægelsen, elev- og studenterpolitik og i alle mulige (og umulige) progressive sammenhænge siden jeg var 13 år gammel.

Elsker Brøndby - Hader Racisme!

Nytårsforsæt: Skal se flere kampe med Boldklubben Frem (Ægte København) i det kommende år.

Hvis du vil vide mere om mig kan du begynde her: http://modkraft.dk/sektion/kontrado...

Du er velkommen til at kommentere og diskutere mine blogs, men du kan ikke forvente at jeg altid har tid til at svare eller involvere mig i debatten.




Blogarkiv

25. december 2011
Hurra - krisen er slut!
6 kommentarer

16. oktober 2011
Håbet om Helle
24 kommentarer

5. august 2011
“Skulle vi ikke lege, at Benedikte Kjær...”
6 kommentarer

31. marts 2011
Enhedslisten stemmer ikke længere for krig – de legitimerer den bare (gæsteblog)
56 kommentarer

20. marts 2011
Den farlige folkestemning
15 kommentarer

26. januar 2011
Om anti-demokratiske demokrater...
21 kommentarer

7. januar 2011
Tvangskollektiviser lortet!
13 kommentarer


Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Det var blot et forspil, der hvor man brænder bøger brænder man også til sidst mennesker.

Heinrich Heine. Tysk digter (1797-1856).

Flere citater