Vi er flyttet! modkraft.dk


De kætterske skoler!

Af Line Hultengren | 18. december 2011 | 4 kommentarer

Støder det mine muslimske elever at skulle i kirke med skolen op til jul? Næh, slet ikke. Skal skolens juletraditioner reformeres? Absolut!

Som nyuddannet og nyansat lærer er jeg blevet både overrasket og provokeret over, hvor meget julen stadig fylder i den danske folkeskole.

Med henvisning til den (endnu engang) aktuelle debat om lærernes arbejdstid, bruger vi uforholdsmæssigt meget tid på at klippe-klistre, pynte op, julehygge, og så videre. Det meste af tiden lægges fokus på nisse versionen af jul og har således kun få indirekte spor efter den kristne udgave.

Og eleverne elsker det, også de der ellers ikke fejrer jul derhjemme. De elsker at være nisser for hinanden, de elsker at have mere tid til at hygge sammen og bruge tid på andet end lektier og skolebøger.

Det kan jo i princippet ikke undre nogen, jeg vil tro at de fleste voksne også elsker, at der er mere chokolade på kontorerne og flere julefrokoster, hvor man kan slå sig løs med kollegaerne om kopimaskinerne.

Religiøse ceremonier er aldrig neutrale

Jeg selv har altid elsket julen, men på en meget ateistisk facon med spyd på toppen af træet og julesange uden Jesus og Betlehem. Jeg har været vant til altid at sætte spørgsmålstegn ved de kristne traditioner, ikke for at være imod dem, men for at være bevidst om, at det er religiøse ceremonier, man kan vælge til og fra, noget man kan vælge at tro på eller lade være, og noget ikke alle deler.

Mine elever sætter ikke spørgsmålstegn. De færreste lærere har taget tiden til at tale med dem om, hvorfor en folkeskole, der er for alle børn i Danmark, vælger at bruge så meget tid i skolen på en enkelt religion, når den nu ellers ikke må indoktrinere og når der også er børn der ikke tror, eller tror på noget andet.

”Men Line, det er jo bare sådan noget vi gør”, lyder svaret samstemmende, når jeg stiller dem spørgsmålet.

Journalister og Dansk Folkeparti er i dag gået skoleledernes formand, Anders Balle, på klingen, da det er kommet frem at kætterske skoler vælger at ændre i juletraditionerne. Nogle lader det være op til elever og forældre at vælge, om de skal med i kirke, man udelader vers i julesalmer eller man sløjfer helt turen til den nærliggende kirke.

Kritikken lyder på, hvordan han kan være med til at udhule ”den vigtigste højtid” vi har for bare for ikke at komme til at støde enkelte muslimske elever.

Skolerne bryder folkeskoleloven

Børne- og undervisningsordføreren, Alex Ahrendtsen, fra Dansk Folkeparti har på News tordnet mod Christine Antorini, lærerne og skolelederne, om hvordan de har pligt til at følge love og bekendtgørelser, og derfor ikke må ændre den førnævnte kirketradition.

Tydeligvis er landet med dens folkeskoler af lave og man prøver at trække børnene væk fra deres elskede kirker, som de desperat prøver at komme ind i, for i fredelig ro at synge julen ind.

Jeg har derfor sat mig ved tasterne for at oplyse folk og fæ (den førnævnte ordfører hører under den sidstnævnte kategori) om virkeligheden og hvad vi egentlig er forpligtet til i folkeskolen. Dette burde faktisk føre til en ændring af de traditioner, der har virket som værende mejslet i cement.

§ 6. Kristendomsundervisningens centrale kundskabsområde er den danske folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom. På de ældste klassetrin skal undervisningen tillige omfatte fremmede religioner og andre livsanskuelser.

Stk. 2. Et barn skal efter anmodning fritages for at deltage i undervisningen i kristendomskundskab, når forældremyndighedens indehaver skriftligt over for skolens leder erklærer selv at ville sørge for barnets religionsundervisning. Fritagelse kan normalt kun ske fra begyndelsen af et skoleår. Er barnet fyldt 15 år, kan fritagelse kun ske med barnets samtykke. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, hvilken procedure der skal følges ved fritagelse for kristendomskundskab.

Ovenstående er loven, den kære ordfører henviser til, og som efter sigende skulle blive brudt i det tilfælde en skole vælger ikke at tage elever i kirke en dag op mod jul.

For os andre der ikke læser folkeskoleloven, som fanden læser biblen, betyder ovenstående, at skolen ikke må forkynde en bestemt religion til eleverne men oplyse om blandt andet den evangelisk-lutherske tro og kultur i kristendomkundskabsundervisningen.

En tur i kirke er ikke en del af denne undervisning, men en del af skolens traditioner, ligesom skolens fødselsdag eller 9.klassernes sidste skoledag. Skulle man alligevel se det som en del af undervisningen, strider det ikke mod nogen regler at fritage elever fra traditionen, da dette eksplicit er indskrevet i loven (om man så synes om loven eller ej..)

Dernæst har vi et stort problem med at den årlige tur til kirke faktisk kan være overordentligt forkyndende.

Kirken som bygning er et religiøst rum, og uanset hvor fri og frisk præsten så kan være, er rummet ikke neutralt og kræver bestemte måder at opføre sig på.

Samtidig forholder det sig sådan, at så snart en præst tager sig af ”undervisningen”, skal vi være opmærksomme på, at han bliver betalt for at skaffe flere medlemmer til sin klub, ergo bliver det ikke et frit og demokratisk rum med plads til alles tro og tanker.

Vi kan jo også prøve at lave tankeeksperimentet: Hvis de lokale Jehovas Vidner tilbød at stå for den årlige julegudstjeneste under den påstand, at de ville tone forkyndelsen ned, ville vi så tro på dem og tage vores elever derhen?

For de af jer, der ikke har været med deres skoleklasse i kirke i nogle år, vil jeg gerne invitere jer med.

Vi går samlet til kirken og sætter os. På hver bænk ligger et papir med sange på hver side. Sangene er hhv. ”Et barn er født i Betlehem”, ”Dejlig er jorden”, og et udvalg af de andre julesalmer der i øvrigt er de længste og mest langsomme (dårligt match til målgruppen).

Præsten fører an fra sin trone forrest i kirken i sin lange præstekåbe, han både beder Fadervor og velsigner os, kort sagt, han gør alt det, han bliver betalt for.

Oveni købet fremfører han en lille gimmick med en mobiltelefon (et forsøg på at ramme førnævnte målgruppe bedre), hvor han får understreget, at der ikke findes nisser og julemænd, da det er noget menneskerne har skabt, det rigtige at tro på, er at Jesus blev født for længe siden, og det skal vi fejre.

Så DF gør faktisk ret i at tordne mod landets folkeskoler, dog er deres timing meget ringe. De burde have tordnet for længe siden og nu begynde at juble.

Det er nemlig først nu, at nogle skoler begynder at være tro mod folkeskoleloven og dens forbud mod forkyndelse, i stedet for at være tro mod forældede traditioner.

Tænd et lys

Dette handler altså ikke om, at der er elever, man ikke må støde, som nævnt synes mine egne elever, på trods af, at de også går i koranskole, at det er meget hyggeligt at gå med og synge de der lange sange. Det handler om, at vi skal have en demokratisk folkeskole, der ikke hæver nogen religioner og trosretninger over andre med eneste argument, ”at det, har vi altid gjort”.

Landets skoler burde tage til grundig overvejelse, hvilket formål det årlige kirkebesøg egentlig tjener. Hvis formålet er at skabe et rum til fordybelse og fællesskab, hvilket absolut er fornuftigt, så tænd nogle lys i den største sal I har, tal om kærlighed, fællesskab og solidaritet.

Syng sange om den mørke tid vi har om vinteren, hvor de mindste lys, skinner allerstærkest, og vis hinanden at vi kan være fælles om vores tro, når vi skræller alt det religiøse væk.


Betalingsring, miljøring eller jernring?

Af Line Hultengren | 4. september 2011 | 18 kommentarer

Trafikpolitik får normalt ikke mit sind i kog, alligevel er det den absurde debat om en betalingsring omkring København, der nu har fået mig til tasterne.

I disse dage er vi mange, der er på gaderne, for at overbevise danskerne om, at de skal stemme på en ny regering, for valget er endnu ikke vundet, og der ligger stadig meget arbejde forud for os. Jeg selv er på gaden med roser og flyers med Helles ansigt på.

Generelt er modtagelsen overraskende positiv, men én ting kan få de sure miner frem hos folk: Betalingsringen. Flere har proklameret, at de normalt ville stemme socialdemokratisk, men ikke efter forslaget om at pålægge en afgift på alle bilister, der foretrækker privatbilen til at komme på arbejde frem for den offentlige transport ind og ud af byen.

Men jeg står altså måbende tilbage, for om jeg begriber modstanden over for et forslag om at mindske luftforureningen i hovedstaden, udbygge det offentlige transportnetværk og næsten halvere prisen for at tage bus, tog og metro.

Skræmmekampagnen skal lægges på hylden

D. 31.august sendte P1 et langt indslag om erfaringer med betalingsringe i hhv. London og Stockholm. Jeg vil kraftig anbefale alle at bruge 28 min. til at høre indslaget. Meget kort fortalt er fortællingen om de udenlandske betalingsringe som følger: Stor modstand mod forslaget før indførelsen. Stor succes og popularitet efter indførelsen.

Alt i alt gør indslaget debatten og rygterne til skamme.

Det giver sig selv, at hvis man som privatbilist vælger at fastholde sin nuværende livsstil med at sætte sig ind i sin bil om morgenen for at køre på arbejde i centrum, vil det naturligvis blive dyre at komme ind på kontoret.

Vælger man derimod at leve efter formålet med forslaget og gøre brug af det offentlige, vil man ikke kun spare penge, man vil også komme hurtigere på arbejde. Ikke kun vil transportnettet udbygges, men pga. de færre trafikkøer, vil busserne heller ikke længere sidde fast og dermed komme hurtigt til destinationen.

Resultatet er, at den tidligere bilist vil tjene flere penge, og altså ikke som rygtet lyder: ”betale for at arbejde”. Bilisten vil ikke spilde tid i bilkøer og som bonus vil man hjælpe miljøet.

Fængsler vi københavnerne?

Jeg har indtil nu skitseret formålet og hovedtrækkene i forslaget, men en ting vi også skal huske på, er at dette er et forslag og altså ikke færdigbehandlet og gennemført. Jeg kunne godt have tænkt mig, at S og SF ikke havde ladet sig skræmme af regeringen til at melde for hurtigt ud om forslaget, når alle detaljer åbenlyst ikke er på plads.

I forslaget lægges der op til at forslaget skal gennemføres i samarbejde med borgerne og de berørte kommuner (vedhæft forslag). Allerede er der derfor også givet løfte til Amager om, at amagerkanerne ikke skal straffes for at køre igennem centrum for at komme på arbejde på den anden side, og bliver derfor fritaget for at betale.

Jeg spår at flere undtagelser vil blive lavet.

Eksempelvis er der allerede forlydender om, at svært gangbesværede ikke skal pålægges en afgift, når de bliver kørt til byen.

Ydermere kunne man forestille sig, at eksempelvis håndværkere, der skal køre til arbejde i centrum med alt deres grej, bliver fritaget for afgift eller får en reduktion på den ene eller anden måde. I øvrigt bør netop håndværkerne og de erhvervsdrivende være glade for forslaget, da erfaringerne viser, at grundet den mindre trafik, får de mulighed for at nå mange flere kunder end tidligere.

Og så er der dilemmaet om de københavnere der bor inden for betalingsringen. Som det ser ud nu, vil de også skulle betale for at komme ind og ud af ringen, hvilket giver mange fra Indre By en følelse af at blive fængslet.

I Indre By har man vel nok de bedste muligheder for at bruge det offentlige transportnetværk, alligevel mener jeg også, der bør laves en undtagelse over for disse i fht. enten en fritagelse fra afgifter eller en reduktion af afgiften. Jeg kan simpelthen ikke med god samvittighed tvinge alle, der bor på ydre Østerbro, om at skulle betale en afgift, vi andre har et alternativ til.

Valget om ringen

Debatten er blevet mere end hidsig, på trods af at det kun berører en mindre del af danskerne. Nogle har forslået, at ringen i stedet skulle kaldes en miljøring, for at indikere formålet med samme. Jeg tror ikke, det ville gøre nogen forskel, da regeringen nok skulle få vendt sagen negativt alligevel.

Nu får danskerne i stedet muligheden for at stemme også om betalingsringen om København, og jeg håber ikke, det afholder dem fra at vælge en ny regering ind.


Hjælper Copenhagen Pride med til at opretholde fordommene?

Af Line Hultengren | 23. august 2011 | 1 kommentarer

I sidste uge løb det årlige ”Copenhagen Pride” af stablen, og endelig lykkedes det mig at deltage, hvor jeg tidligere altid har været forhindret. På trods af, at det blev til nogle underholdende dage, hvor der for en gang skyld blev sat lidt ekstra fokus på bl.a. homoseksuelles rettigheder både i vores partitelt og i medierne, sidder jeg alligevel tilbage med en undren, for ikke at sige skuffelse.

Det bliver udtrykt i pridens mission at: ”Copenhagen Pride skal være med til at skabe ligestilling for homo-, bi- og transseksuelle i Danmark. Vi skaber synlighed via vores årlige festival, hvor vi synliggør LGBT-miljøet gennem en uges festlige og kulturelle indslag, hvor vi byder alle seksualiteter, køn, aldre, etniciteter samt religioner velkomne.”

Jeg er klar over, at motiverne for at deltage ved Copenhagen Pride, må være forskellige alt afhængigt af, om du er politiker eller homoseksuel/ biseksuel/ transeksuel eller på anden vis falder inden for den kategori, vi har en tendens til at kalde ”ikke normal seksuel adfærd”.

Mange deltager for at have nogle dage, hvor man kan være fri, klæde sig som man vil, kysse hvem man vil og generelt fejre sin egen identitet og være stolt af det. Som politikere deltager vi primært for at sætte fokus på diskrimination, hate crimes og overtrædelse af eller mangel på rettigheder.

Blandt alle de mange forskelligartede mennesker, der var til stede, virkede vi, der havde en politisk dagsorden dog i høj grad som ”the odd ones out”.

Se giraffen!

Mest af alt lader hele priden mig tilbage med en følelse af generel ubalance. Hvor man kunne have grebet muligheden for at lægge mere alvor ind i programmet, og eksempelvis sætte fokus på de mange der bliver forfulgt og slået ned på gaden pga. deres seksuelle orientering, gik det meste desværre op i fjer og palietter.

Med et officielt program der bød på ”Mr. Gay”, dragshow og bøssebanko, stod paneldebatten om den ellers vigtige sag om vielser af homoseksuelle i kirken således også meget alene, og blev en flad fornemmelse for især alle de ”udenforstående”, der kom forbi pladsen for at se girafferne i kjoler.

I vores socialdemokratiske telt, hvor vi havde fokus på at homoseksuelle skal have lov til at blive viet i kirken, at bøsser skal have lov til at donere blod og at transeksualitet ikke længere skal anses som en sygdom, fik jeg en af dagene besøg af nogle ældre damer, der ”ledte efter de der homoseksuelle”.

De var, som de selv forklarede, bare forbi ved et tilfælde, og så tænkte de, at det da kunne være sjovt, at se nogle af ”de der homoseksuelle”, altså de der mænd i dametøj. På trods af, at jeg på pædagogisk vis, forsøgte at forklare dem forskellen på transkønnede og homoseksuelle, nåede jeg desværre ikke ind til dem, og desværre hjalp det jo heller ikke, da manden i teltet ved siden af havde langt hår, lilla make up og leopardplettet kjole.

De ældre damer fik absolut set ”de der homoseksuelle” og blev ikke en dag klogere.

Man kan håbe på, at mange er kommet ind på pladsen og har set de to kyssende mænd i kanvastøj og træsko, og således have fået nedbrudt nogle fordomme. Mere sandsynligt er det nok, at man er gået ind, har set den høje mand i stiletter, er gået ud igen og har tænkt: ”HA! Hvad sagde jeg, sådan er de sgu alle sammen!”

Jeg vil aldrig diktere, hvordan folk skal klæde sig, så længe de selv vælger det og føler sig tilpasse sådan, min mission er derfor heller ikke at kæmpe for færre drags til næste års pride, men jeg mener faktisk, at man gør sig selv en bjørnetjeneste, ved kun at have fokus på det helt store Melodi Grand Prix tema, i stedet for at holde balancen og turde tage den alvorlige maske på, hvor ikke alt er ”Fabulous!”.

Således kan det måske lykkes at få rykket ved nogle af folks fordomme, og givet andet stof til journalisternes billeder og artikler end blot store kostumer og storbarmede mænd.

Hvad med de ”almindelige lesbiske”?

Ved kun at fejre den fjerboa-bærende del af det homoseksuelle miljø, skaber man også endnu en ubalance.

Jeg talte med en lille gruppe lesbiske kvinder, som alle kunne fortælle, at de jo egentlig ikke følte sig repræsenterede på priden. De var jo bare ”helt almindelige kvinder med job og familie, der tilfældigvis havde forelsket sig i en anden kvinde”. Copenhagen Pride er nemlig i langt højere grad for de, der engang blev født som mænd, hvad enten de stadig er det i dag eller ej.

Nu kan der argumenteres for, at der historisk set altid har været en større tolerance overfor kvindelige homoseksuelle, da der sjældent ses skævt til to kvinder, der holder i hånd, mens alt for mange mænd føler sig personligt angrebet, så snart andre mænd viser kærlighed overfor hinanden. Således føler flere mænd i hverdagen sig tvunget til at undertrykke deres identitet og seksualitet, hvorfor der kan være et større behov for at udtrykke den demonstrativt, når man ”får lov”.

Dette, nok groft optegnede, argument bør dog ikke være et argument for at holde en pride der således kun er for de, der udtrykker sig på én måde. Således går man også imod pridens mission, der jo netop bør give rum for, at man er velkommen og repræsenteret, uanset hvem man er.

Enhver homoseksuel skal ikke gøres til ambassadør for alle andre homoseksuelle, man bør i bund og grund kun skulle repræsentere sig selv og udtrykke sig, som man selv har lyst til. Dog har en institution som Copenhagen Pride et ansvar, og dette er også et politisk ansvar, for at skabe et mere nuanceret syn på det homoseksuelle miljø.

For at kunne afholde en inkluderende pride, og en pride der også kan opfylde et højere formål end blot at være en 5 dages lang fest, mener jeg, arrangørerne bør holde fast i paliet underholdningen, men skrue op for de nedtonede temaer, således at alle kan repræsenteres, og så omverden også bliver klogere.


Livsfarlig leg?

Af Line Hultengren | 12. august 2011 | 2 kommentarer

På Kolwitzstrasse ligger Abenteuerliche Bauspielplatz Kolle 37. Ordene klinger tyske, og vi er heller ikke længere i Danmark men syd for grænsen i Berlin. En byggelegeplads for alle byens børn i kvarteret Prenzlauer Berg, nær Kastanien allee med alle dens hippe butikker og billige cocktailsbarer.

Legepladsen er, hvad vi i Danmark ville kalde en bemandet legeplads. Ved indgangen er der bure med kaniner, børnene kan fodre, og en cafe hvor forældrene kan parkeres. For som en ansat på legepladsen fortæller: ”Børnene har svært ved at udvikle sig og prøve grænser af, hvis mor hele tiden holder øje og skriger op, hvis de små puslinge kravler for højt op eller vil bygge videre på træhusene med hammer og søm”. Her har børnene lov til at komme til skade.

Slå jer kun!

Og der er masser af muligheder for at komme til skade.

På det store areal, der er ejet af Berlin, er der et område med omkring 15 træhuse, de fleste i to etager, alle vinde og skæve og alle under ombygning. Og børnene er bygherrerne og svinger gladelig både hammer og pensel, for der er altid lige et hus, som trænger til at få en ny tilbygning eller et nyt hus der skal bygges fra grunden.

Alt i alt et potentielt farligt sted at være. Så hvorfor dukker der så flere af den slags steder op i Berlin? Kan de ikke lide børn i Berlin? Vil de ikke sikre Berlins fremtid?

Sagen er den, at berlinerne gerne vil gøre noget for alle byens børn og ikke kun for de, hvis forældre har råd til og interesse i at betale for plads i klubberne. Her kan alle 6-16-årige børn blive tilbudt aktiviteter og have en fast voksenkontakt. De kan få hjælp til lektierne, lege med vennerne, komme i svømmehallen, osv.

De kan kort sagt lege i trygge omgivelser og udvikle sig, så de ikke ender i andre af gadens ”tilbud”.

Der er råd til den vigtige voksenkontakt

Men lad os vende næsen mod Danmark igen. Her kan vi også finde ud af at have bemandede legepladser for de børn, der ikke går i klub, fritidsordning eller SFO.

På Vestamager kan man tilmed finde, midt mellem beton boligbyggerier, en lille gård fuldt udstyret med heste, grise og høns. Og mindre kan også gøre det. I København findes der i alt 22 bemandede legepladser hvoraf to af legepladserne er byggelegepladser lig den i Berlin.

I takt med kommunens nedadgående økonomi har de bemandede legepladser i København dog længe været lukningstruede, og blev først for nyligt reddet. Men vi kan gøre det bedre end det, der skal flere bemandede legepladser og flere fritidstilbud til børn og unge i København. Pengene skal kunne findes, for konsekvenserne er farlige, hvis legepladserne forsvinder.

Ligesom i Berlin kan pædagogerne i København fortælle om, at de dagligt har mange børn igennem med svag hjemmebaggrund, der fast kommer, for at have en voksenkontakt. Pædagogerne ved, at alternativet for de fleste af børnene, er at hænge ud med de forkerte storebrødre på gaden.

Sluk ildebranden

Jeg læser pt. den meget aktuelle bog ”Vrede unge mænd” af Aydin Soei, der sætter fokus på optøjer blandt især unge indvandrere i udsatte boligområder, og i særdeleshed på optøjerne på Nørrebro i 2008 med brand i gaderne. Aktuel er den især i disse dage, hvor London står i brand.

Forfatteren sætter bl.a. fokus på de mange gadeplansmedarbejdere og andre voksne, der har tæt kontakt med de unge, der kan føle sig udsatte, chikanerede og fremmedgjorte på Nørrebro.

De der har brug for at føle, der er brug for dem, der har brug for at lære at håndtere konflikter med dialog, der har brug for at blive taget med i den demokratiske debat med alle dens spilleregler. Unge som ingen anden voksenkontakt har end med deres forældre, da de ikke kommer i klubberne og andre faste tilbud.

Vi har desværre skræmmende beviser for, at unge der bliver opdraget af jævnaldrende på gaden uden fast voksenkontakt, bliver opdraget til modborgerskab. Opdragelsen til medborgerskab skal ske tidligt, og det kan ske på de bemandede legepladser.

Når børn slår sig over fingrene med en hammer, fordi de er ved at bygge et flot træhus, skal fingrene i værste fald i gips. Det er en farligere leg, når legen er på gaden, en leg der på sigt kan ofre en hel generation på bålet fra de brændende containere.


At dræbe et barn

Af Line Hultengren | 23. juli 2011 | 73 kommentarer

Hvad skriver man, når børn bliver slagtet, fordi de tror på en bedre verden, tror på demokratiet og at de kan gøre en forskel?

Den norske tragedie er forfærdelig tæt på. Liv har lige meget værdi, hvad enten de bliver taget i Mellemøsten, ved en naturkatastrofe, eller noget tredje, og det vil altid være ubegribeligt, når menneskeliv bliver taget for tidligt, men når det sker i vores norske baghave, er det vores brødre og søstres liv, der bliver taget.

Min familie og jeg selv er socialdemokrater, hvilket betyder, at vi er mange, der har deltaget i socialdemokratiske sommerlejre i generationer. Det skal med det samme siges, at jeg ikke kender nogle af de unge nordmænd, der blev slået ihjel. Det gør mange af mine egne DSU kammerater.

Jeg ved, hvor uskyldigt det er at tage på politisk sommerlejr. Det er uskyldige børn og unge, der har lyst til at diskutere under mere uformelle forhold, uskyldige unge der har lyst til at blive klogere på deres egen verden og lære hvordan, de kan gøre en forskel for andre.

De holder en ukuelig optimisme, som kun børn kan, på at verden er et godt og trygt sted at være, og på at hvis bare man taler sammen, kan alle have det godt.

Derfor er det på sin plads at sige, at uskylden er taget, og de norske børn der kommer tilbage til skolen i næste måned, er mærket for livet, og aldrig vil blive sig selv igen. Håbet er at de børn der overlever, ikke bare fysisk men også psykisk, vil vokse op og blive stærke demokrater, med en uudslukkelig indre ild, der vil brænde for en bedre verden.

Den slags mennesker kan gerningsmanden have skabt, hvilket næppe har været hans hensigt.

Men tanker opstår, når sådan en tragedie sker, og den tanke der vel råber allerhøjest er: ”Hvorfor?” og dernæst: ”Hvordan kan vi hindre at det nogensinde sker igen?”.

Spørgsmål

Hvorfor slagter man børn, blot fordi man ikke deler deres holdning til verden? Det er der vel ingen af os, der nogensinde kommer til at fatte, for hvordan sætter man sig ind i en gal mands tanker?

Vigtigere er det derfor at beskæftige sig med, hvordan vi hindrer at noget sådan nogensinde sker igen.

Lærere og pædagoger skal i dag holde godt øje med børn og elever, der har radikale holdninger, for at hindre ekstremisme. Dog sættes der mest fokus på børn med svag familiebaggrund, for ikke at sige børn med anden etnisk baggrund.

Hvad gør man med en hvid, blond og blåøjet dreng fra en kristen, pæn familie?

På internettet er der utallige blogs, hvor vi alle har mulighed for at udtrykke vores holdninger. Vi har tankefrihed og derfor også ret til at hade kommunister, muslimer, homoseksuelle, kapitalister og mange andre, så længe vi ikke opfordrer til hetz og vold.

Hvad gør vi så med en blogger med ekstreme holdninger som, når man møder ham i virkeligheden, opfører sig som en almindelig, sympatisk og velformuleret person?

Svarene kan være mange og forskelligartede, og højst sandsynligt vil der være mange flere løsninger, nogle med mere eller mindre succes.

Et svar jeg vil give her og nu, er at vi skal kalde tingene ved deres rette navn, så vi kan behandle problemet og ikke lægge det i skuffen og gemme det væk som en enkelt gal mands handling.

En Facebook opdatering i går lød: ”det kan godt være alle muslimer ikke er terrorister, men alle terrorister er muslimer!”. Personen her har tydeligvis ikke kendskab til terrorismen i Irland, Baskerlandet, Sydamerika og mange andre lande og områder, der ikke er muslimske.

Nogle er begyndt at kalde Anders Breivik for ”Massakreren” og ikke terroristen, for hvordan kan en kristen nordmand være terrorist? Nej, han må være noget andet.

Ekstremisme og terrorisme er ikke en mellemøstlig opfindelse, faktisk var kun tre at ud af 249 tilfælde af enten planlagt eller udført terror i Europa i 2010 islamistisk funderede. Vi gør os selv og fremtiden en bjørnetjeneste, hvis vi ikke italesætter den norske tragedie som en terrorisme handling.

Konsekvensen kan være at vi lukker øjnene for de blåøjede ekstremister. Det har vi nu et frygteligt bevis på.


Folkemøde for folket

Af Line Hultengren | 19. juni 2011

Utrolig meget er blevet sagt og skrevet i tiden op til, under og efter Folkemødet på Bornholm. Der er absolut blevet kastet en stor håndfuld kritik efter mødet, men overordnet set er dommernes vurdering: Bestået.

Det kræver sin krop at skulle fordøje tre dages indtryk, der ikke kun bestod af diskussioner, men også gratis fadøl til langt ud på natten, men jeg vil nu gøre et forsøg på at redegøre for mine oplevelser og min vurdering af det folkemøde der oftere er blevet kaldt elitært end folkeligt.

Stærk inspireret af Almedalsveckan i Sverige, hvor mange tusinde svenskere årligt møder op, for at kunne debattere det svenske riges tilstand, gik Bertel Haarder i oktober i gang med at påvirke sine kollegaer, i håb om at der kunne findes tværpartisk opbakning til mødet.

Haarder er jo ud af en højskolekultur, så selvom jeg politisk ikke deler holdninger med ham, er jeg dog, som ham, stor fortaler for tanken om den levende og folkelige, demokratiske debat.

Jeg har derfor også, både før og efter mødet, været fuld af optimisme over en festival for de politisk interesserede, da det alt andet lige måtte være et stærkt signal om, at demokrati skal foregå i åbenhed og i dialog med hinanden trods forskellighederne.

Hal Koch skrev i 1946 at politiske møder aldrig måtte være for flere end 500 mennesker, da dialogen ellers vil forsvinde.

I dagens verden forgår møder med politikerne dog primært gennem fjernsynet, hvor medietrænede politikere via et manuskript kan fremføre deres politiske budskaber, og de eneste de skal stå til regnskab for, er journalister, der ofte vil stille de samme spørgsmål, og politiske modstandere der kun er interesserede i at gøre det klart for seerne, at man alene står med sandheden og de andre er en flok idioter.

Resultatet for den almindelige borger bliver, at politik, og herunder demokratiet, reduceres til spil og krig, aldrig dialog og søgen efter det fælles bedste. Som borger får man ikke muligheden for at stille politikerne de spørgsmål, der for dem brænder allermest på.

Men kom den almindelige borger til Folkemødet og stillede de forkullede spørgsmål?

Fætter-kusine fest?

Jeg talte med en kroejer på Bornholm, hvis kro lagde ryg til DI’s program. Han var mildest talt irriteret over den lange fætter-kusine fest det havde været, for i hans øjne havde det kun været politikerne, journalisterne og lobbyisterne, der gik en tur langs havnen og delte en Svaneke øl. Der var ingen der kom, hvis ikke de var udsendt for deres parti, arbejde eller organisation.

Arrangørerne kunne dog melde om en anden historie, hvor bornholmerne, hvad enten de var skolebørn eller pensionister, selv deltog i stort tal i løjerne. Men i princippet kan det være sagen uvedkommende.

Kroejeren selv var, trods irritationen, ellevild med konceptet, og han kunne stolt fortælle, hvordan han allerede havde siddet til flere møder med de bornholmske politikere og senere skulle evaluere med dem. Hvis bare der havde været bedre reklame, og hvis mødet lå tættere på weekenden, kendte han mange, der næste år ville komme frivilligt.

Han selv havde allerede taget en snak med flere politikere fra Christiansborg, og stillet dem spørgsmål om Udkantsdanmark, hospitaler og privatiseringer. Og det var i høj grad essensen af mødet, for dialogen var i højeste grad til stede, og det samme gjaldt visionerne.

Ikke én gang hørte jeg ordet grænsebom, til gengæld blev der diskuteret menneskerettigheder, frihed og ligestilling. Vi tog alle et skridt opad, væk fra enkeltsagerne, og selvom det sikkert vil tage en del folkemøder, at få politikerne til at gå væk fra krigen mod hinanden, hørte jeg ofte dem selv erklære sig enige med hinanden end modstandere.

Hvem er folket?

Jeg bliver nødt til her at indskyde, at hele diskussionen om folket irriterer mig.

Vi kan nemt blive enige om, at hvis Folkemødet kun består af valgte politikere, organisationer med deres lobbyister og journalister, så når mødet ikke sit mål om at være for alle danskere. Det samme ville gøre sig gældende for en festival udelukkende for lærere, for når ikke alle er lærere, bliver det ikke for hele folket. Det betyder bare ikke, at folket så ikke kommer.

Jeg er en del af folket. Måske vil man påstå, at jeg i kraft af mit politiske engagement også tilhører en del af den meningsdannende elite, men hvis ikke ligestillingsudvalget hos Socialdemokraterne havde betalt min billet, var den altså blevet betalt af egen lomme.

Jeg deltager på Folkemødet, fordi jeg er interesseret i at diskutere med dem jeg ikke møder i min hverdag, de der har indflydelse, de der ikke nødvendigvis er enige med mig. Jeg kommer for at blive klogere, for at udvide min horisont.

Mødet er for mig der interesserer mig for samfundet og for politik. Ikke alle er interesserede i samfundet og i politik, ligesom alle ikke er interesserede i musik og derfor ikke kommer på musikfestivaler. Hvis målet er at folket, forstået som alle 5 mio. danskere, skal have lyst til at deltage, så vil Folkemødet dumpe, for det vil ikke lykkes, og det er også okay.

Det er bare ikke okay, hvis de der interesserer sig for demokrati, politik og samfund og ønsker at blive klogere, ikke føler der er plads til dem, og ikke har mulighed for at deltage.

Folket er ikke kun manden ved pølsevognen uden uddannelse, folket er os alle. Målet må være bred deltagelse, det kan ikke være 100 % deltagelse.

Opskriften på det ideelle folkemøde

Jeg tror på, at Folkemødet bliver en stor succes og vil fortsætte i mange år, men der er plads til forbedringer, hvis det skal leve op til sit navn:

Men uanset hvad, er opskriften en succes, for fejler alt andet, vil folket gerne se det smukke Bornholm og kunne prale af at have sludret med Helle og Villy, danset salsa med Bjørn Nørgaard og Master Fatman, kørt i taxa med Peter Skaarup og stået i kø i baren med Søren Pind – det gør jeg i hvert fald, og jeg vil altid betragte mig selv som en del af folket.


Konfirmanderne ud af folkeskolen!

Af Line Hultengren | 10. maj 2011 | 2 kommentarer

I går sad jeg på en cafe med en god veninde, for at nyde en kaffe i solen. Da min venindes store barnevogn gjorde det en kende besværligt for os at hente kaffen, tilbød to drenge, der var på deres Blå Mandag at hente den for os.

Som kommende skolelærer blev jeg helt varm indeni over, at så unge drenge kunne have sådan et overskud og en opmærksomhed, at de frivilligt hjalp to ældre piger på en cafe.

Det tegner jo i sig selv godt for fremtiden, og kan for en stund begrave myten om de selvcentrerede børn og unge, der render rundt i dag. Det er dog ikke det, mit indlæg vil handle om.

Den gruppe af nyvaskede konfirmander, der sad på cafeen, havde dagen forinden højst sandsynligt hørt både mor, far, moster Maren og Onkel Ove indlede deres taler med: ”I dag træder I jo ind i de voksnes rækker”.

Alt imens resten af familien har kunnet se ned på barnet i centrum, fuld af bumser, der aldrig har haft et job, hvis mor stadig smører madpakken og vasker tøjet og som måske først lige har oplevet en spirende forelskelse på egen krop.

For det er netop et barn i centrum og ikke engang en ung på kanten til voksenlivet.

Det er ikke altid, det har virket fjollet, at markere denne dag som indgangen til de voksnes rækker, før enhedsskolens opståen var konfirmationen i det år, de fleste børn sluttede skolegangen og skulle ud og finde arbejde eller læreplads. Dengang var det netop på tide at slippe mors skørter.

I dag er det mest af alt bondefangeri.

Et sted på mine forældres loft hænger min egen konfirmationskjole - en skøn Lilly model. Jeg blev konfirmeret i april 1995, meget imod min mors ønske. Selvom jeg blev lovet både kjole, gaver og fest og var opdraget ateistisk, og i bund og grund ikke troede på noget som helst overnaturligt, valgte jeg alligevel at blive konfirmeret med mine klassekammerater.

Jeg var teenager og turde ikke skille mig ud. Jeg ville gøre som mine venner gjorde, også selvom det gik imod, hvad jeg troede på.

Den teenager jeg var, oplever jeg i stor stil i folkeskolen.

Så hvorfor have konfirmation i 7.-8. Klasse, når det hverken kan være en overgang til voksenlivet, og når de som teenagere er for unge til at tage stilling til så store spørgsmål som tro og kun gør som vennerne?

Fordi folkekirken mangler medlemmer.

I stedet for at sælge sit budskab dyrt, vælger folkekirken at holde fast i en forældet tradition, for at få flere medlemmer, der sjældent melder sig ud igen, selv hvis de finder ud af, at de egentlig ikke tror på Gud. Tror folkekirken så lidt på eget budskab, at det er nødvendigt at lege børnelokkere?

Alternativt kunne kirken flytte konfirmationsalderen til 18 års alderen, hvor det rent faktisk er en overgang til voksenlivet, og hvor det må forventes, at de fleste kan tage aktivt stilling til, hvorvidt man tror på Gud og forsager Djævlen og alle hans gerninger.

Således ville konfirmationen også komme ud af folkeskolen.

I dag er der i folkeskolen kristendomskundskab på skemaet fra 1.klasse til eleverne går ud af folkeskolen. I Fælles Mål for kristendomskundskab står følgende:

”Med folkeskoleloven af 1975 skulle skolen ikke længere på kirkens vegne forestå dåbsoplæringen, og siden da har man i skolen skelnet mellem undervisning og forkyndelse. Det betyder, at selv om kristendommen fylder mest i undervisningen, er religionerne i en faglig sammenhæng kvalitativt ligeværdige. Opøvelse i religiøs praksis er ikke en del af skolens virke.”

Alligevel, og jeg vil sige i direkte modstrid med dette, er faget udeladt det år, konfirmationsforberedelsen finder sted, sådan at præsten skal stå for den ikke forkyndende formidling af kristendom og andre religioner.

En person der af sine kristne medlemmer og øvrige danskere er lønnet til at formidle det kristne budskab, skal altså være vikar i samtlige kristendomskundskabstimer i et helt år.

De elever der vælger ikke at blive konfirmeret, kan da få lov til at sove længe om morgenen, når vennerne går til præst og går dermed både glip af klassens fælles oplevelser her, samt undervisning i etik, religion og livsanskuelser, som faget ellers giver mulighed for.

Jeg kunne skrive et længere indlæg om, hvordan der på ingen måde er en adskillelse af kirke og stat i Danmark, men jeg vil her kun fokusere på det problematiske i, at vi i skolen i praksis forkynder kristendommen og dette pga. folkeskoleloven, hvor faget som det eneste har fastsatte rammer beskrevet.

Netop af samme grund, kan det forsvares, at forældre må fritage deres børn fra undervisning i dette fag og ingen andre. De kan nemlig med rette argumentere for, at der i undervisningen gives plads til forkyndelse af en bestemt religion og værdisæt.

Og her har vi ellers muligheden for, at alle børn i Danmark med en uddannet lærer som guide, kan diskutere etiske spørgsmål, få indsigt i andres tro, få forståelse for, hvorfor mennesker betragter verden forskelligt, og dermed få forståelse for sine medmennesker. Men med det nuværende udgangspunkt i folkekirken, går vi alle glip af denne chance.

Og for hvilken pris? For at folkekirken bliver ved med at få nye medlemmer? For at vi bliver mindet om ”vores danske historie og værdier”?

Folkeskolens § 6 hører ikke til i vores samfund i et Danmark i 2011, og konfirmationen hører ikke til på folkeskolens skema.


Har vi stadig brug for 1.maj?

Af Line Hultengren | 3. maj 2011 | 2 kommentarer

Min blogging har desværre ligget stille et godt stykke tid nu, men da jeg endelig har fået afleveret min bacheloropgave, kan jeg nu igen finde noget tid til at blogge om mine holdninger og tanker. Beklager ventetiden.

Jeg vil lægge ud med at dele min 1.maj hilsen med jer, der blev holdt i Ungeteltet i Fælleden på vegne af FTF’s studenterpolitiske netværk. Talen kan i øvrigt også ses på Facebook.

1.maj tale 2011

”Er det nu 1.maj igen?! Det er bare så old-school at gå til demo med røde seler og drikke øl i parken! Er der overhovedet brug for 1.maj?! ”

Vi ved godt, at der er rigtig mange, der enten bare tænker dét eller rent faktisk siger det højt. Det kunne være pigen på cafe i Strædet eller det kunne blive sagt af Lars Løkke til journalisterne.

Er der nogen her, der tør vædde med mig om, at der i nyhederne igen i år, vil være masser af billeder af unge, der ligger på græsset og drikker øl og siger, de faktisk ikke ved, hvorfor man fejrer 1.maj. De er der bare for hyggen og den gode musik.

Meget har ikke ændret sig over årene. Rigtig meget har ændret sig! For over 100 år siden gik arbejderne på gaden og krævede 8 timers arbejde, 8 timers fri og 8 timers hvile. Dengang blev de truet med fyringer, hvis de gik på gaden. Og politiet arresterede folk, hvis de tog de røde faner frem.

I dag er mange her i Fælleden selv arbejdsgivere. Og politiet smiler og er her for at passe på os.

Ja, meget har vi allerede vundet. Men ikke alt. Vi bruger derfor dagen i dag på at fejre og skue fremad mod det ideelle samfund. Men vi bruger også dagen til at råbe op og sige: Vi er her endnu og vi kæmper stadig for et lige samfund.

Et lige samfund, der endnu ikke eksisterer!

Er der lige adgang for alle til uddannelse? Er der lige løn for lige arbejde? Er der praktikpladser til alle? Kan vi prale af et reelt repræsentativt demokrati?

Jeg kan godt forstå, der er nogen, der ville ønske, vi droppede dagen. Vi minder dem jo om, at vi ikke har nået nok endnu.

Til sommer skal jeg gerne være færdig som lærer, og her blandt andet samfundsfagslærer. Derfor havde jeg sat mig for at skrive min bacheloropgave om, hvordan jeg kan være med til at danne mine elever til demokratiske mennesker, der tager del i samfundet. Men i mit skrivearbejde, faldt jeg over nogle skræmmende sandheder om vores eget land.

Vidste I at mere end hver fjerde af de københavnske skolebørn går på privatskole? Det betyder, at vi igen risikerer at få et samfund af klasser med børn, der aldrig kommer i berøring med børn fra andre sociale og kulturelle lag end deres eget. Det er et farvel til enhedsskolen!

Vidste I at der over de sidste år er kommet mere og mere brugerbetaling på uddannelserne over hele landet?Brugerbetaling forhindrer at alle kan tage en uddannelse. Uddannelse bliver igen for de, der kan få økonomisk hjælp fra far og mor.

Vidste I, at knap halvdelen af politikerne på Christiansborg er akademikere, og siden Anker Jørgensen har alle statsministre været Djøf’ere? Der er slet ikke noget galt med Djøf’ere, dem er der i høj grad brug for. Men hvorfor er der ikke flere murere og malere på Christiansborg? Eller hvis det skal være akademikere, så hvorfor ikke flere psykologer og sociologer?

På mange måder har vi faktisk taget utroligt mange skridt tilbage til det samfund, der fik arbejderne til at skabe denne kampdag. Samfundet ligner nu mere et der hylder uligheden. Den ulighed der gør, at det kun er de få, der har fortjent en uddannelse og en stemme til at påvirke samfundet.

En ulighed forskninghar bevist resulterer i misbrug, mistro og mismod.

Kan vi være den udvikling bekendt? Skal vi prale af et samfund der bevæger sig tilbage og ikke frem?

Har vi stadig brug for 1.maj? Ja. Vi har brug for dagen til at sætte fokus på, at der stadig er stemmer i landet, der ikke får muligheden for at blive hørt.

Vi har brug for dagen til at minde politikerne om, at Danmark er mangfoldigt. Vi er både akademikere og arbejdsmænd, vi er læger og lærlinge, vi er seniorer og studerende. Kun med en mangfoldighed inden for Christiansborgs mure, kan man reelt repræsentere mangfoldigheden uden for murene!

Vi har forsøgt noget nyt i år, og jeg er glad for at se så mange af jer herinde i vores ungetelt. Ideen var at samle de unge, så vi i vores mangfoldighed, om vi er studerende, elever, nyuddannede, gymnasieelever, ungdomspolitikere, eller andet, kunne samles i fællesskab.

Jeg ved at mange af jer her i dag ønsker et meget snarligt valg, et valg der vil bringe en ny regering til roret. Men det gælder altså ikke alle her. Endnu engang er medierne ellers ude med riven efter os og påstår at fagbevægelsen og elev- og studenterbevægelsen er i lommen på venstrefløjen.

Det er noget fis! Vi er ikke imod højrefløjen. Men vi er for fornuft!

At kalde fagbevægelsen venstreorienteret, er det samme som at kalde alle der tror på næstekærlighed for kristne. Det er der givetvis nogle der er, men ikke alle. Ligesom der naturligvis er venstreorienterede i vores flok, ligesom der er borgerlige.

Når vi kræver praktikpladser til alle elever, er det ikke fordi SF vil have det. Måske siger SF det samme, fordi vi siger det. Men det skal jeg ikke gøre mig klog på.

Når vi kræver bedre regional uddannelsesdækning, er det ikke fordi Socialdemokraterne vil have det. Måske siger Socialdemokraterne det samme, fordi vi siger det. Men det skal jeg ikke gøre mig klog på.

Når vi kræver højere SU, er det ikke fordi Enhedslisten vil have det. Måske siger Enhedslisten det samme, fordi vi siger det. Det skal jeg heller ikke gøre mig klog på.

Den klapjagt der er på fagbevægelsen og de studerende for at være i lommen på oppositionen, er kun skabt for at holde os nede. Holde os nede så vi ikke tør kritisere regeringens politik, af frygt for at blive kaldt partipolitisk afhængige.

Men vi er stærkere end det, for vi har et krav og kravet er et bedre samfund med bedre uddannelse til alle, og det står vi alle ved, uanset hvor vi på valgdagen sætter vores krydser.

Og vi kommer heller ikke til at være i lommen på en eventuel ny regering. Som vi kritiserer den nuværende regering, vil vi også kritisere den nye, hvis de lader pengene tale og styre frem for fornuften.

Vi vil altid minde en regering om, at et rigt samfund betyder uddannelse til alle. Det betyder gratis og kvalitetsfuld uddannelse til hele landet!

Et rigt samfund er et samfund, hvor alle stemmer bliver hørt og repræsenteret. Det betyder en mangfoldighed i repræsentationen i både køn, alder, social, kulturel og etnisk baggrund!

Et rigt samfund er et samfund, hvor man tør kæmpe for det man tror på!

JA! Vi har stadig brug for 1.maj.

Vi har brug for dagen til at vise vores styrke i troen på det bedre samfund. Vi har brug for dagen til at fejre hvor langt vi er nået og fejre troen på at vi kan nå meget længere, hvis bare vi stadig står fast og kæmper sammen!

GOD FØRSTE MAJ!


Mit glemte paradis

Af Line Hultengren | 15. februar 2011 | 10 kommentarer

Jeg startede på læreruddannelsen tilbage i 2005. Jeg havde en drøm om at komme ud i folkeskolen, og være en rollemodel for mine elever. Jeg ønskede at være den lærer, der kunne skabe læselyst og nysgerrighed hos de børn, der snart skal ud og indtage verden.

Dengang lå folkeskolen så at sige for mine fødder. Der var ”job-garanti”. Kan I huske det ord?

Ikke nok med, at der var frit optag på de fleste lærerseminarier, man var også garanteret drømmejobbet i folkeskolen. 2005 var praktisk talt paradis for en lærer in spe.

Jeg er nu på mit afsluttende år, og det hele ser desværre ikke helt så lyserødt ud som i 2005. Over hele landet ligger gennemsnittet for ledigheden for nyuddannede lærere i dag på 5,4 %. Det er dog gennemsnittet, nogle steder ser det langt værre ud.

For noget tid siden talte jeg med en god ven, der blev færdig som lærer i sommer fra læreruddannelsen på Fyn, i Odense. Blandt hans meddimmittenter havde kun 15 % fået job.

15 %!

Skal lærerne gå fri?

Jeg er klar over, at der er stor ledighed indenfor alle fag over hele landet, så hvorfor skulle det ikke også ramme lærerne?

Forskellen er, at når der ikke er huse, der skal bygges, er der ikke arbejde til håndværkerne, og så kan de desværre ofte vente sig en fyreseddel.

Måske er det mig, der ikke har fået memoen, men er danskerne stoppet med at føde børn? Er alle forældre begyndt at hjemmeundervise? Har man besluttet sig for, at vi skal have en folkeskole i underklasse?

Nej, nej og nej. Selvfølgelig ikke og tværtimod.

Men hvorfor så ledighed blandt lærerne? Hvorfor ansættelsesstop og fyringer? Fordi folkeskolen ingen penge har. Og har man ingen penge, så må man gå, og det gør lærerne så. De går fra deres drømmejob, og de nyuddannede går fra dør til dør og banker forgæves på, indtil de finder sig en helt ny branche at arbejde indenfor og aldrig vender tilbage til folkeskolen.

Regeringen leger ”gå væk verden” DEL 2.

2. februar udkom nyhedsbrevet fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, og det havde en glædelig nyhed: Færre unge er ledige!

Nogle gange ville jeg altså ønske, jeg levede i den verden regeringen så smukt fremmaler, men sandheden er nu engang den, at de vender sig fra den virkelige verden og lader som om den ikke eksisterer. Og det er simpelthen så frækt over for de mange tusinde unge ledige, der efter en lang uddannelse stadig går derhjemme.

Heldigvis kunne jeg så i sidste uge læse et udspil fra S og SF, der til min store glæde ville tage de unges situation alvorligt. Helt konkret skal der blandt mange andre forslag skaffes flere penge til bl.a. folkeskolen og hermed skabes flere jobs.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg mener der ligger nogle rigtigt gode forslag i den måske kommende regerings unge udspil, men der er stadig noget der både undrer og bekymrer mig.

Pengene til folkeskolen og dermed oprettelsen af nye jobs skal bl.a. komme fra øgede beskatninger og afgifter, men så ligger pengene altså ikke klar til sommer. Vi skal altså vente længe på de nødvendige stillinger, der både gavner folkeskolen og de nyuddannede.

Hvorfor vente?

S og SF vil have flere i uddannelse, og vi kan da heller ikke være uenige om, at uddannelse er godt, og det især er en god ide at opkvalificere og uddanne sig, når der ikke umiddelbart er et job i sigte. Dog bekymrer det mig, at man vil presse flere studerende ind på uddannelser, der ikke engang har råd til de studerende, de har nu.

Har de husket at investere de penge det koster?

Der har tidligere været politikere, der har sagt, de tror på gratis uddannelse og alligevel intet problem ser i brugerbetaling. Er jeg den eneste der ser dilemmaet her? Derfor bliver jeg også en anelse mistroisk, når der bliver sagt, at man ikke vil have brugerbetaling, men ikke siger de gyldne ord: ”Vi vil have en lov mod brugerbetaling”.

Kan vi stole på de gode hensigter?

Men dog ser det ud som om S og SF ikke har tænkt sig at lege den samme leg som regeringen, og det gør mig tryg.

Jeg kan nu blot drømme om, at verden igen vender tilbage til mit paradis fra 2005. Jeg kan nu blot håbe, at de nyuddannede lærere ikke giver op, men stadig ønsker et job i folkeskolen. Jeg kan nu blot krydse fingre for, at hvad end der sker efter et folketingsvalg, så vil det være hele Danmark til gode, også de unge.


Regeringen leger "gå væk verden"!

Af Line Hultengren | 11. februar 2011

Tirsdag d.11.januar stod vi der så igen, denne gang på Læreruddannelsen Zahle. Og for at det ikke skal være løgn, stod vi der igen tirsdagen efter d.18.januar.

Først nedlage underviserne arbejdet, selvom det var overenskomststridigt, fordi de simpelthen ikke ville finde sig i mere.

Der havde også på deres arbejdsplads været fyringsrunde, og de havde dermed mistet nære kollegaer, men den største grund til at de sagde stop, var fordi de ikke længere syntes, det var forsvarligt at udbyde læreruddannelse under de vilkår.

Hver dag ser de ansatte og studerende hhv. deres arbejde og uddannelse blive forringet til en størrelse, der mest af alt giver en lyst til at sætte sig ned og græde, hvis ikke da man kan samle sig sammen til at råbe op.

Ugen efter undervisernes arbejdsnedlæggelse, blokerede de studerende så undervisningen,deres arbejde, fordi de heller ikke vil finde sig i mere.

Hvornår forstår politikerne, at vi ikke kan få velfærdssamfundet til at køre rundt, hvis man forringer udgangspunktet for dette?

Hvordan kan vi skabe verdens bedste folkeskole, hvis vi har verdens dårligste læreruddannelse?

Mange kloge ord er blevet sagt i forbindelse med besparelserne på uddannelsesområdet, men et nyt begreb har taget mig med storm, og det vil jeg hermed dele med jer.

”Lad nu være med at lege ”gå væk verden!””

Begrebet blev introduceret af en underviser, der er far til et par teenagebørn. I hans hjem bliver begrebet brugt, når datteren kommer hjem kl. 5 om morgenen og hårdnakket påstår, at hun skam var hjemme kl.2 som aftalt. ”Lad nu være med at lege ”gå væk verden”, jeg tjekkede hver halve time, du var der ikke.”

Lad os nu få regeringen til at forstå, at de ikke kan lege ”gå væk verden”, det bliver tingene altså ikke mere sande af.

”Folkeskolen har masser af penge”. Lad nu være med at lege gå væk verden!

”Vi er en regering der vægter uddannelse højt og investerer i samme”. Lad nu være med at lege gå væk verden!

”Der er masser af penge til professionshøjskolerne, de skal bare være lidt kreative”. Lad nu være med at lege gå væk verden!

”De studerende har rigeligt med undervisningstimer”. Lad nu være med at lege gå væk verden!

Kan du finde på flere?

Opråb til ledelsen

Her til sidst vil jeg tillade mig at dele et brev med jer.

Forleden satte mit samfundsfagshold sig sammen. Vi blev nødt til at tale om, hvordan i alverden det skulle lykkes os at komme ud på den anden side som dygtige samfundsfagslærere.

Følgende brev er efterfølgende blevet sendt til ledelsen. Jeg håber det kan give jer et helt praktisk eksempel på, hvor galt det står til med uddannelsen af lærere.

”Til ledelsen på Læreruddannelsen XXX

I det forløbne år har vi oplevet et undervisningsforløb, der mildest talt har været under al kritik. De kritisable forhold har i høj grad være grundet overordnede økonomiske problemer i professionshøjskolen, der har været skyld i et ugentligt fast timetal helt ned på 7,5 timer om ugen, det lagt sammen med udsigt til vejledning, der kan ligge på et meget lille sted.

At vi oven i købet på vores hold har været ramt af meget sygdom og fravær fra vores ellers dygtige undervisere, gør ikke vores situation nemmere. Det skal til det endda tilføjes, at vores undervisere i enkelte tilfælde har været ”lånt ud” fra uddannelsesstedets side til andre opgaver end at varetage undervisningen på vores hold.

Argumentet om at vi selv er ansvarlige, for at vi lærer det nødvendige, som det af og til høres, køber vi ikke. Det argument peger mere end noget andet tilbage på uddannelsens berettigelse som uddannelsesinstitution i det hele taget.

Dette handler ikke kun om os på vores hold, dette handler om alle de lærerstuderende, der ikke får nok undervisningstimer og vejledning til at udvikle sig vidensmæssigt og reflektorisk til på rette vis at kunne varetage opgaven som lærere.

Vi føler hverken, vi har haft muligheden for sammen med medstuderende og erfarne undervisere, at komme i dybden med vores fag, eller reflektere over hvilken slags undervisere vi vil være, og hvordan vi vil takle udfordringerne i folkeskolen.

I det hele taget står vi tilbage som hold med en fælles undren over, at vores fag reduceres til kurser i forskellige aspekter af faget. De refleksioner der skal skabes i sammenhængen mellem fagdidaktik, fagteori og fag-praksisviden er der simpelthen ikke tid til.

Vi kæmper alle for i sidste ende, at skabe den bedste folkeskole, men det kræver også den bedste læreruddannelse. Det har vi ikke i dag. Vores uddannelse er ikke meget værd som den ligger nu, og vi vil ikke se stiltiende til.

Vi er snart færdige som lærere, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at løfte vores ansvar derude, men vi er bekymrede for, om det vil være godt nok. Vi er ikke overbeviste om, om det vi har lært på uddannelsen, er det der gør os til de dygtige lærere, vi ønsker at være.

Vi frygter, at det bliver op til tilfældighederne og de erfaringer og talenter vi havde med os, før vi startede på læreruddannelsen, om vi vil kunne varetage den opgave eleverne ikke mindst, har krav på.”


1 2



30 år og nyuddannet lærer i København. Har boet i København siden 2003 men tog mine spæde barneskridt i det nordjyske, nærmere betegnet udenfor Aalborg.

Med nogle stærke kvindelige familierødder i fagbevægelsen og socialdemokratiet, er jeg blevet opdraget med, at demokrati aldrig må blive taget for givet, og deltagelse i samfundet ikke kun er en ret, men også en pligt. Mit første politiske medlemskab blev i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, og efter nogle aktive år i fagbevægelsen er jeg nu vendt tilbage til partiet, hvor jeg bl.a. sidder i socialdemokraternes udvalg for køn og ligestilling.

Det er troen på det stærke fællesskab, der driver mig fremad. Jeg mener, vi alle må finde noget, vores hjerter kan banke for, da vi alle har en rolle at spille i samfundet. Livet er for kort til ikke at engagere sig i verden og vores medmennesker.

Mit hjerte banker særligt for ligestilling, børn og unge, uddannelse, demokrati og folkeskolen og det vil derfor ofte være disse emner jeg debatterer her på bloggen.




Blogarkiv

18. december 2011
De kætterske skoler!
4 kommentarer

4. september 2011
Betalingsring, miljøring eller jernring?
18 kommentarer

23. august 2011
Hjælper Copenhagen Pride med til at opretholde fordommene?
1 kommentarer

12. august 2011
Livsfarlig leg?
2 kommentarer

23. juli 2011
At dræbe et barn
73 kommentarer

19. juni 2011
Folkemøde for folket

10. maj 2011
Konfirmanderne ud af folkeskolen!
2 kommentarer

3. maj 2011
Har vi stadig brug for 1.maj?
2 kommentarer

15. februar 2011
Mit glemte paradis
10 kommentarer

11. februar 2011
Regeringen leger "gå væk verden"!

1 2

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Det var blot et forspil, der hvor man brænder bøger brænder man også til sidst mennesker.

Heinrich Heine. Tysk digter (1797-1856).

Flere citater