Vi er flyttet! modkraft.dk


Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

Af Lise Jonassen | 26. februar 2012 | 2 kommentarer

I USA er der winners og så er der losers. Vindere og tabere. Det sprogbrug er heldigvis aldrig slået igennem herhjemme. Det er for bombastisk og for åbenlyst nedladende overfor dem, som ikke er kommet på samfundets grønne gren, men må nøjes med at sidde på samfundets visne grene.

Alligevel er der i Danmark vokset et sprog frem, som også vender den tunge ende nedad. Man snakker om de stærke og de svage i samfundet, og nu er det blevet udbygget til de ressource-stærke og ressource-svage.

Jeg er ikke svag – jeg er en stærk smed der er blevet gammel

Klart nok er der nogen, der har svært ved at opfylde alle samfundet succes-kriterier. Men hvem har lyst til at blive kaldt svag? Det havde den mand , som socialrådgiver Hanne Reintoft beretter om, i hvert fald ikke. I en af sine bøger refererer hun denne episode:

Hun havde lige holdt et foredrag om ældrepolitik og åbenbart nævnt noget om de svage i samfundet. Pludselig rejser en mand sig - rød i hovedet af vrede. “Jeg er ikke svag” råber han“ hold op med det, jeg er en stærk smed, der er blevet gammel.”

Ingen skam at være arbejdsløs

I min blog i sidste uge kritiserede jeg de såkaldt ‘fleksible’ udlejningsregler og fik et svar fra socialborgmester Mikkel Warming, hvor han forklarede, hvorfor han og Københavns Kommune bakkede op om disse regler.

Den grundlæggende ide i hans indlæg er, at det er godt, at reglerne gør det svært for folk uden arbejde at få bolig i visse boligområder. Han skriver f.eks. ”En række boligområder har det rigtig skidt. Hvor der er for mange fattige og ressource-svage stuvet sammen på samme sted” og ”Unge uden ressourcer dominerer gadebilledet”.

I gamle dage var det en skam at være arbejdsløs, men det fik stærke kræfter i arbejderbevægelsen gjort nogenlunde op med. Der blev lavet arbejdsløshedsbevægelser, som krævede arbejde og understøttelse. Man henviste skammen til skammekrogen. Og der skulle den helst blive – skammen altså.

Også derfor må man ikke diskriminere folk, der ikke har arbejde. Jeg synes, det er en meget god personlig leveregel. Og for offentlige myndigheder er det altafgørende, at alle behandles lige.

Det indebærer så også, at man ikke kan lave regler, der giver et bolig-forspring til folk i arbejde. På den måde lægger man indirekte boliganvisningen i hænderne på arbejdsgiverne, og det kommer der ikke noget godt ud af.

Ressource-svage eller unge på vildspor

Jeg går ud fra at Mikkel Warming som socialborgmester støtter sociale tiltag i KBH, der prøver at nå de unge med sociale problemer bl.a. ved at give dem tro på fremtiden og en følelse af at høre til. Men jeg synes, det trækker i den anden retning, når han kalder de unge rødder for ressource-løse.

Personlig har jeg aldrig mødt en ”ung uden ressourcer” - men rigtig mange, som er destruktive og kommet på vildspor.

Og er man fattig har man pr. definition ikke mange økonomiske ressourcer – men det har jo ikke noget at gøre med, hvor mange menneskelige ressourcer man har.

Sig ja til dem, som arbejdsmarkedet siger nej til

På herberget, hvor jeg arbejder, er mange af brugerne på overførselsindkomster. Men det er faktisk også ofte folk udenfor arbejdsmarkedet, som arbejder frivilligt på stedet eller i de genbrugsbutikker, som finansierer en stor del af herbergets drift. Ressourcesvage?

Der er mange grunde til, at folk i den arbejdsdygtige alder ikke har et arbejde. De er måske for tykke, for fysisk nedslidte, for alkoholiserede, for kloge, for selvstændige, for mørkhudede, for uheldige, for venstre-orienterede, for gamle, for unge, for følsomme, for dårlige til at tale dansk, for overkvalificerede, for syge eller for dårligt uddannede til at være dem, der bliver foretrukket af arbejdsgiverne.

Med andre ord - alle mulige forskellige mennesker. Eller for nu at blive i den gamle smeds sprog: De er ikke ressourcesvage - de er bare nogen, der ikke kan få arbejde.

 [1]


Skal man have arbejde for at være en god nabo?

Af Lise Jonassen | 21. februar 2012 | 7 kommentarer

Når man er på efterløn kan man ikke få en lejlighed i et socialt boligbyggeri. Logisk? Næh! Men sådan er det åbenbart.

Jeg har lige fået to breve med tilbud om lejlighed i København. Eller rettere med oplysning om, at der er to lejligheder klar til udlejning, bare ikke for mig. For i dem begge kræves det, at man har fast arbejde på mindst 25 timer om ugen, så jeg er jo dumpet med et brag. Det samme er en masse andre mennesker: Dem på sygedagpenge, pension, arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp og førtidspension. De syge, de handicappede, de gamle og de arbejdsløse. Fik jeg sagt, at boligselskabet hedder Foreningen Socialt Boligbyggeri, FSB?

Håndplukket udlejning

Det er nu ikke noget FSB har fundet på alene. Faktisk er det en lang række boligselskaber, som har indgået en aftale med Københavns kommune, som de kalder fleksibel udlejning. Aftalen medfører, at man i visse boligområder sløjfer princippet om, at man får tildelt lejlighed efter sit nummer på ventelisten. Og i stedet bruger en model, hvor man får efter éns nummer på den sociale rangstige.

Baggrunden for disse mærkværdigheder kan læses i en pjece fra Københavns kommune: Politik for udsatte byområder. Her skrives der smukt om, at visse udsatte byområder skal løftes til ’københavnerniveau’. Og at beskæftigelsesgraden i disse områder derfor skal op på københavnergennemsnittet. Bl.a. ved hjælp af en række fine sociale initiativer.

At målet så også skal nås ved simpelthen at gøre det meget svært for arbejdsløse og andre at flytte ind i disse områder, står der ikke direkte, og pjecen er altså på 36 sider, så der skulle nok være plads til en lille faktuel bemærkning.

Hvorfor går man mon så stille med dørene? Ja, det er jo svært at vide, men det kunne jo skyldes, at man ikke har lyst til at udstille noget, der ligner diskrimination.

Hellere en studerende end en syg

Hvis man havde udlejningskriterier, hvor man forfordelte bestemte nationaliteter, ville der lyde et ramaskrig – og heldigvis for det. Men jeg har svært ved at forstå, hvorfor det skulle være bedre at udelukke arbejdsløse og sygemeldte end at udelukke f.eks. tyrkere eller svenskere. Det er alt sammen diskrimination.

Det er nogle år siden, jeg første gang stødte på den ‘fleksible’ udlejnings-mur - da en af mine veninders voksne børn var boligsøgende på ca. samme tidspunkt. Hendes datter var studerende og hendes søn var sygemeldt efter en arbejdsulykke. De havde været skrevet op lige lang tid i sociale boligselskaber.

Datteren fik en lejlighed med det samme. I det boligselskab var de nemlig ‘fleksible’ til fordel for studerende. Sønnen derimod fik ingenting, for i alle de boligselskaber, hvor han kunne ha’ fået noget, var der ‘fleksible’ udlejnings-regler, som udstødte folk på overførselsindkomster. Bund-uretfærdigt.

Det sidste man har brug for, når man er syg og i forvejen føler sig sat uden for, er at få et gok i nøden fra det omgivende samfund. Og arbejdsløse har så absolut heller ikke brug for et dobbelt-gok: ” Du kan ikke bruges på arbejdsmarkedet. Og du vil heller ikke være nogen gevinst for dette boligområde.”

Det er heller ikke særlig fedt at få den besked som efterlønner. Jeg står heldigvis ikke i akut bolignød, men det kan jo komme, og så hjælper det åbenbart ikke, at jeg har været skrevet op og betalt kontingent i 15 år.

Kan fattige ikke være rollemodeller?

Det er uden tvivl rigtigt, at der er boligområder, hvor der er mange problemer. Københavns Kommune skriver om disse områder, at de er præget af fysisk nedslidning og en skæv beboersammensætning. »Det indeholder kimen til manglende forståelse og tolerance mellem mennesker, fattigdomsfælder uden positive rollemodeller og i yderste konsekvens parallelsamfund, hvor der gælder andre normer end i resten af byen.« (fra samme pjece side 10)

Jeg går ud fra, at det er de kriminelle bander, man sigter til med det sidste, og det er da bestemt positivt, at kommunen vil gøre noget for at gøre områderne trygge at bo i og for at forebygge kriminalitet. Men er man automatisk er en god rollemodel, hvis man er i arbejde. Jeg mener nej! Det har jeg gjort op med i en tidligere blog.

Mange arbejdsløse og pensionister kan yde en stor indsats til gavn for alle i et boligområde. De har jo bedre tid til det. Man kan simpelthen ikke vide på forhånd, hvem der kan hvad. Folk kan ikke behandles som en grå masse med ens karaktertræk. Og fattigdom kan ikke løses ved at sprede de fattige og gøre livet endnu mere surt for dem.

Social diskrimination – nej tak

Jeg nægter at tro, at det skaber et mere fredeligt og afbalanceret København at behandle folk sådan. Eller et bedre Helsingør for den sags skyld - for vi har også vores boligafdelinger, hvor man foretrækker folk med fast arbejde. Det er nemlig Folketinget, som helt tilbage i 2001 har gjort det muligt for boligselskaberne at forskelsbehandle. Jeg håber, der er nogen i det nye Folketing og rundt om i kommunerne, der vil prøve at få disse regler ændret.

På papiret er Københavns kommune imod enhver form for diskrimination. Kommunen har f.eks. en meget oplysende hjemmeside om emnet. Her kan du læse, at diskrimination betyder usaglig forskelsbehandling, og at det f.eks. kan finde sted på grund af national/social oprindelse. Om begrebet ‘social oprindelse’ skriver man, at det »henviser til en persons tilhørsforhold til en bestemt social klasse eller gruppe«.

Jamen er det ikke meget præcist det, der er tale om, ved den såkaldte ‘fleksible’ udlejning? At bestemte sociale grupper forfordeles?

Der har været bred opbakning i Københavns Borgerrepræsentation til de uretfærdige udlejnings-principper. Også SF, Socialdemokratiet og Enhedslisten støtter. Det har jeg meget, meget svært ved at forstå.


Når vold og mobning hører op - smukt skoleeksempel fra Helsingør

Af Lise Jonassen | 30. januar 2012 | 2 kommentarer

I kender de Hollywood-film, som handler om skoler i barske kvarterer, hvor dagligdagen er præget af ballade og mobning, udbrændte lærere og manglende opbakning fra myndighederne. En dag kommer der en ny lærer, som vender udviklingen, og det hele ender med en stor elev-koncert, hvor alle får øje på, hvilket mirakel der er sket.

I de sidste måneder har Helsingør Dagblad lagt spalter til sådan en historie. Det er Rønnebær Alle Skole, der har trukket overskrifterne. Skolen ligger lige ved Helsingørs største almennyttige boligområde, Vapnagård, og historien startede i september, med at 2 konservative byrådsmedlemmer pludselig og uden varsel bekendtgjorde, at de mente at skolen skulle nedlægges.

Fordi “de stærke forældre er flyttet fra skolen og vi nu bør blande kortene anderledes. …… Børnene skal busses ud til andre skoler i kommunen, så de kan blive undervist i et mere bredt miljø, hvor der også er ressourcestærke elever”. Det var de to konservatives argument.

Vi er ikke ressource-svage

To dage efter svarede 8.B s elever igen i avisen og viste skilte som: “Vi er ikke ressource-svage” og “Vi vil gerne være forskellige”.

Skolebestyrelsen var også hurtigt på vingerne: “Skolen ved Rønnebær Allé ligger i toppen blandt Helsingør Kommunes folkeskoler både med karaktergennemsnit og elevernes trivsel og er ……..en mønsterskole for integration” Ca. halvdelen af eleverne er nemlig to-sprogede.

Næsten samtidig kom det frem, at selvsamme skoles faglige kvalitet indtog førstepladsen blandt Helsingørs folkeskoler. Det fremgik af en statslig undersøgelse, hvor man inddrager de social-demografiske forhold. De konservative er nogen gange ret uheldige. I hvert fald hørte vi ikke mere til de to bus-tilhængere, og partiets flertal i byrådet sluttede sig ikke til dem.

Men som i en rigtig hollywoodfilm er der rigtig mange forhindringer, der skal overvindes, før det ender godt.

Læserbrevs-storm

Det næste var at kommunaldirektøren meddelte, at skoleinspektør Bo Stampe Rasmussen skulle flyttes til en meget mindre og helt anderledes skole. Hvorfor? Det ville kommunaldirektøren ikke fortælle. Han kan åbenbart godt lide at have hemmeligheder.

Men det viste sig at være ret dumt af ham. For der brød der en veritabel læserbrevs-storm løs. Alle mulige mennesker forsvarede inspektøren og gjorde opmærksom på de rigtig gode resultater, der var opnået på skolen under hans ledelse. Der var gamle elever, forældre til elever, lærere, præster og praktiserende læger osv.osv.

Ikke mere mobning og vold

Nu kom der for alvor fokus på de store pædagogiske landvindinger, skolen har opnået, efter at de for ca. 4 års siden startede projektet Hele kroppen med i skole

Udover de faglige landvindinger er der ikke mere mobning, eleverne er gladere og i bedre fysisk form, der er et roligt undervisningsmiljø, så lærerne kan undervise i stedet for at skulle bruge tiden til at løse konflikter. Vold og hærværk tilhører fortiden.

For 4 år siden “udgjorde apati og hysteri hovedingredienserne i et umuligt undervisningsmiljø” , forklarede skoleinspektør Bo Stampe Rasmussen “Klasseværelserne var befolkede af en blanding af sukkerkolde elever, der lå henover bordene og chips og cola-speedede klassekammerater, der kravlede på væggen som besatte”

Så sadlede skolen om

Her er en liste over de tiltag, som indgik i projektet ”hele kroppen med i skole”

Men Helsingør er jo ikke Hollywood

Projektet har selvfølgelig krævet rigtig meget af lærerne som f.eks. oftere skal være gårdvagt, hvor de før kunne tage sig en kop kaffe.

Men det ser ud til, at både lærere og skoleinspektør i den grad har villet det, for elevernes skyld. Og at eleverne har taget rigtig godt imod det. En solstrålehistorie. Og havde det været en Hollywood-film var den endt med, at flytningen af inspektøren blev taget af bordet.

Men Helsingør er ikke Hollywood. Så inspektør-flytningen blev kun taget af bordet, fordi Bo Stampe Rasmussen selv endte med at sige op. Kun på den måde kunne han få endnu et skoleår med på Rønnebær Alle skole.

Nej, Helsingør er ikke Hollywood. I filmene er det som regel ét menneskes værk, at alt vender. i Helsingør er det en inspektør, en skolelæge, en masse ihærdige lærere, en skolebestyrelse, et elevråd og en masse positive elevers væk. Det gør til gengæld nok succes’en mere langtidsholdbar.

Forhåbentlig. Hvis ikke politikere eller top-embedsmænd igen spænder ben. Men det bliver sværere nu, hvor der er sat så meget spot på de gode resultater.


Det er dyrt at lave ny medicin, det er langt billigere at lave nye patienter

Af Lise Jonassen | 8. november 2011 | 20 kommentarer

Nu er vi kommet i reparations-alderen. Jeg og mine venner. Én for én valser vi til lægen til rutine-tjek - nogle friske og raske, andre med diverse skavanker. Men syg eller frisk - alle kan vi risikere at komme hjem med recepter på diverse piller. Typisk kolesterol-medicin og/eller blodtryks-medicin. Eller lykkepiller.

Hvad sker der?? Er friske mennesker pludselig blevet syge, siden de skal ha’ medicin?

Norske mænd på piller

Samfundets svar er JA. I 2004 viste en norsk undersøgelse, at efter de gældende europæiske retningslinier var 90% af norske mænd over 50 år i en højrisikogruppe på grund af deres blodtryks og kolesterol-værdier. Tænk på det næste gang du havner på et norsk skisports-sted og ser beundrende på de sports-trænede nordmænd. Hvis de er 50+ burde de være på piller.

Skulle det virkelig være så usundt at leve i Norge? Eller kunne det tænkes, at der var noget galt med retningslinierne? Det er hvad speciallæge Uffe Ravnskov mener, og han refererer til undersøgelser der siger, at et højt kolesteroltal slet ikke er farligt for gamle mænd – og heller ikke er en risikofaktor for kvinder. Men at de undersøgelser bliver ignoreret.

Man kan under alle omstændigheder konstatere, at medicinalindustrien tjener styrtende, hvis det lykkes at få så mange til at tro, at de ikke kan leve uden piller.

En sygdom at være kvinde

Og det er ikke kun os halvgamle, der skal medicineres. Nyheden sidste uge var, at svenske kvinder, som har det dårligt før menstruationen, nu kan få udskrevet lykkepiller. Det er åbenbart blevet en sygdom at være kvinde, i alt fald hvis hun har hormonelle svingninger, og det er der jo ikke nogen kvinder, der slipper for i løbet af livet. Heldigvis.

Ifølge medicinalfirmaet Lundbeck lider op mod fem procent af alle kvinder i den fødedygtige alder af syndromet, som er kendetegnet ved irritabilitet, aggressivitet og humørsvingninger op mod menstruation. De 5 % kan blive en rigtig god indtægtskilde for Lundbeck. Måned for måned i omkring 40 år.

Midlet findes også i Danmark og kan bruges af lægerne, men har ikke helt fået det officielle blå stempel.

“Det er dyrt at lave ny medicin, det er langt billigere at lave nye patienter” – det var læge Lotte Hvas’ rammende kommentar til den nye menstruations-medicin. Hun er praktiserende læge og medlem af Etisk Råd.

Gule medicin-busser til børn

Børnene og de unge slipper heller ikke . For tiden kører der gule busser rundt til de danske skoler og reklamerer for ADHD-medicin - sponsoreret af medicinal-industrien. På godt 10 år er antallet af børn, der tager piller mod ADHD, vokset fra ca. 900 til flere end 11.000 børn. Børn der f.eks. er hyperaktive og impulsive.

Igen: Det er dyrt at lave ny medicin, det er langt billigere at lave nye patienter. Ingen kender langtidsvirkningerne af ADHD-medicinen.

Medicin og profitjagt hører ikke sammen

Jeg taler ikke imod al medicin. Synes f.eks. at insulin-medicin er en genial opfindelse. Men det er en absurditet, at den meste medicinske forskning foretages af medicinalfirmaerne. Forskningen burde kun ha’ ét formål: At gøre folk sunde og raske, og ikke blandes sammen med profitinteresser. Og medicinalfirmaerne har ingen økonomisk interesse i en sund og rask befolkning. De tjener penge på de syge.

Derfor skulle det være staten, som stod for forskningen. Og hvis det dermed viste sig, at der slet ikke er brug for alle de piller, ligger der jo også en enorm statslig besparelse og venter. For det er ikke småpenge, der i dag bliver givet i tilskud til medicin.

En regering, der kalder sig rød, burde straks tage initiativ til at gøre den medicinske forskning uafhængig af økonomiske interesser.

Og en regering, der kalder sig grøn, burde ikke bare se på, mens befolkningen bliver fyldt med piller og skal døje med alle deres bivirkninger.


Man vælger da selv sine rollemodeller

Af Lise Jonassen | 22. maj 2011 | 10 kommentarer

To unge, glade kvinder smiler til mig fra forsiden af Helsingør Dagblad. »Rollemodeller viser vej for integrationen« hedder overskriften. De to kvinder er blevet udnævnt til at være medlemmer af Helsingør Rollemodel-korps, fordi de har kæmpet sig vej til uddannelse mod alle odds.

Hvor er det fedt, tænker jeg, at de vælger at give deres erfaringer videre til andre, og ikke nøjes med at mele deres egen kage. Og hvor er det rart, at Helsingør Dagblad vælger at bringe historien på forsiden.

Alligevel er der noget, der skurrer i mine ører. Det er ordet ROLLEMODEL-KORPS. Jeg har nu tygget grundigt på dette mærkelige ord, og det smager ikke godt. For hvordan kan man blive udnævnt til at være rollemodel, altså til at være et forbillede??? Er et forbillede ikke noget man vælger selv???

Gode folk og dårlig titel

Avisen har nu ligget på mit skrivebord siden 4. april, og siden da har jeg diskuteret frem og tilbage med mig selv, om jeg skulle fare i blækhuset på grund af det ord. Bl.a. fordi jeg ved, at det er rigtig gode folk, som er rollemodel-koordinatorer i Helsingør. Og fordi det sikkert er det samme i andre byer.

Og fordi det er et par yderst sympatiske kvinder. På en dobbeltside inde i avisen får man historien om de to, hvis forældre har henholdsvis tyrkisk og arabisk baggrund. De har kæmpet sig vej til studentereksamen og uddannelser som henholdsvis sygeplejerske og folkeskolelærer. På trods af racisme for den enes vedkommende og manglende støtte fra hjemmet for den andens.

Nu skal de ud og holde foredrag på uddannelses-institutitioner, i ungdomsklubber mm. For det er det rollemodel-korpset går ud på, at unge med etnisk minoritetsbaggrund fortæller om deres erfaringer med fx at finde praktikpladser og tage en uddannelse. For at de dermed kan bane vej for andre unge.

Et helt igennem godt og nødvendigt projekt.

Bortset lige fra den titel de unge bliver udstyret med: Rollemodel. Et alt for stort ord til et uddannelses- projekt.

Kan andre definere ens forbilleder?

Der er elleve med i Helsingør rollemodel-korps, og der er sådanne korps over hele landet. Konceptet er udviklet i samarbejde med Integrationsministeriet , se www.brugforalleunge.dk. Her kan man i øvrigt også bestille foredrag af forældre-rollemodeller!!

Men i et demokrati vælger man sine forbilleder selv, på samme måde som man vælger sit politiske ståsted selv. Ingen skal derfor diktere mig mine rollemodeller.

Men jeg kan åbenbart også ånde lettet op – jeg behøver slet ikke leve op til nogen modeller. De skal først og fremmest være modeller for etniske minoriteter, og hvis jeg ser grundigt efter i slægtstavlerne, kan jeg kun præstere at være 3. generations indvandrer – og kun i en af grenene.

Jeg ville faktisk også være lidt ked af, hvis mine forbilleder skulle være nogen, der blev udpeget af et råd, som var blevet nedsat af et par offentlige instanser i samarbejde med et ministerium.

Gad vide om etniske minoriteter ikke også har det sådan? Hvad nu, hvis man allermest beundrer sin gamle bedstemor, som har klaret at holde sammen på familien på trods af, at hun er flygtning og analfabet? Eller en nabo, som har banket en grønthander-butik op. Er det ikke OK?

Når offentlige myndigheder støtter, at unge fra indvandrer-familier inspirerer andre unge til at få en uddannelse, er det et skridt frem for integrationen. Men når de samme myndigheder samtidig prøver at definere etniske minoriteters idealer - får det en drejning henimod den Pind’ske assimilations-drøm.*

Hvis korpsånden breder sig

Forestil dig, at denne rollemodel-trend breder sig:

Hvis Sundhedsministeriet nedsatte rollemodelkorps, af kernesunde folk som har under 5 sygedage om året?

Eller måske et rollemodel-korps af kvinder i flade sko ? (Jeg har nemlig lige læst, at det er usundt at gå i høje hæle i mere end et par timer om ugen. )

Eller hvis Trafikministeriet nedsatte et rollemodel-korps af bilister, som aldrig har fået en bøde.

Artiklen fortæller i øvrigt, hvordan den ene af kvinderne i folkeskolen var blevet mødt med konstante drillerier og hånende tilråb som perker, terrorist, abe eller sorthårede muslim. Bl.a. derfor kunne man få den tanke, at den etniske majoritet i den grad trængte til at lære noget om integration.

Har Integrationsministeriet mon tænkt på at nedsætte lokale rollemodel-korps af ærke-danskere, som med deres personlige levemåde har fremmet integrationen. Det kunne f.eks. være ved at bekæmpe Dansk Folkepartis fremmed-fjendskhed?

Nå, ikke!

* Også selvom rollemodel-koordinatorerne i Helsingør ser mangfoldigheden, som en styrke og opfordrer til at man lever med sin historie og sine kulturelle erfaringer. Rigtig godt. Det rimer bare ikke helt med, at idealerne er defineret på forhånd.


Havenisser, 68’erne og Collstrups giftgrunde

Af Lise Jonassen | 15. marts 2011 | 2 kommentarer

JPEG - 50.5 kb
Min egen havenisse

Jeg har en havenisse. Jeg har fået ham som gave og han er ikke særlig køn, men jeg er blevet glad for ham. Og så han er sjælden, for havenisserne er ved at forsvinde fra parcelhus-haverne.*

Nu er det det nok sandsynligt, at du, som læser dette, er flintrende ligeglad med havenisser. Men hør alligevel lige, hvad der står om dem i en bog fra 1992 om billedkunstneren Hundertwasser :

En gud fra urgamle tider

»Ikke alle mennesker har dem, men mange. Hvis man spørger dem om grunden, ved de aldrig, hvad de skal svare. Min teori er, at havenissen er en slags gud, en gud fra urgamle tider, der er forsvundet, måske endda blev ødelagt af vores monoteisme.

Havenissen er blevet menneskets personificerede dårlige samvittighed overfor naturen. Når folk har det indtryk, at de gør naturen uret, opstiller de en havenisse som undskyldning. Han er lille, fordi græs og blomster er små; han er mindre, så han bedre kan tale med sneglene, dyrene og planterne.« **

Forureningens smiley

Sagen om Collstrups giftgrunde 13 forskellige steder i Danmark viser, at de tunge drenge i dansk erhvervsliv aldrig har så meget som overvejet, om der overhovedet findes nogen snegle eller planter, man skal passe på. *** Det var Danske Bank, Unibank , ATP og Chr. Augustinus Fabrikker, som ejede Collstrup. De beklager, men de frasiger sig ansvaret.

Men de og andre forurenere må lære at sige rigtigt UNDSKYLD til naturen - som det første skridt, inden de går i gang med at gøre skaden god igen. Det er her havenisserne kommer ind, for de har jo mange års erfaring med at sige undskyld.

Så havenisserne må frem i lyset igen. De firmaer, som ødelægger miljøet, burde tvinges til at opstille masser af havenisser i deres receptionslokaler, konference-rum og på chefernes skriveborde, som er heldigvis store, så der er plads til temmelig mange havenisser.

Kan I se det for jer? Havenisser overalt i Danske Banks hovedsæde. Og det skulle være strafbart at fjerne dem, før al giften var fjernet. En slags forureningens smiley-ordning. Mon ikke det ville noget nær den værste straf et strømlinet firma kunne blive udsat for? Jeg tror faktisk, det kunne få direktionen til at komme til lommerne.

Hvem er inde i din havenisse?

JPEG - 29.9 kb
Skulptur af Priapus fra det 2. århundrede. Foto: Epheseus Archaeological Museum

I samme bog om Hundertwasser er der en teori om, at havenisserne er en videreudvikling af frugtbarhedsguden Priapus, som var havernes gud og beskytter. Kristendommen undertrykte denne falliske guddom og reducerede den til en havenisse. Fra en gud som skabte frugtbarhed - til én som undskylder, at det frugtbare er blevet ødelagt.

En sørgelig udvikling, men vi ved jo egentlig godt, at det er den vej, det er gået. Selv tror jeg dog ikke, at tiden er inde til at stille de oprindelige Priapus-skulpturer op rundt omkring i landet. Og da slet ikke nu, hvor DR lige er blevet pålagt at formidle den kristne kulturarv. Det er ikke klogt at starte med at lægge sig ud med DR, hvis man vil gøre noget for miljøet.

Nej, så er det bedre med havenisse-bevægelser, der stiller havenisser op overalt, hvor det behøves. Så kan nisserne selv bestemme, hvornår de vil komme ud af skabet og vise deres sande Priapus-natur. For det sker en skønne dag. Husk på det i Danske Banks direktion.

Stjerner:

*Vi 68’ere har meget på samvittigheden – mest godt, tror jeg. Men for en uges tid siden gik det op for mig i al sin gru: Vi er den generation, som næsten har udryddet havenisserne. Vi har latterliggjort og hånet dem og forvist dem til mørke kælderrum eller fuldstændig destruktion. En af mine venner fortalte forleden med et stort smil, at der hvor hun bor, bruger man dem til at skyde til måls efter.

**Et kraftigt indicium på at denne teori holder stik er, at haverne blev fyldt med dræber-snegle i samme takt, som havenisserne forsvandt. Snegle har åbenbart brug for at blive talt til rette.

***Kan det mon være derfor, man aldrig har set en eneste havenisse ved en liebhaver-villa?


Mens de snakker om integration

Af Lise Jonassen | 9. februar 2011 | 2 kommentarer

På min arbejdsplads er vi ca.75 ansatte, men en 2-3 af de ansatte dem kender jeg ikke. I virkeligheden ved jeg ikke engang, hvor mange de er – dem jeg ikke kender. De arbejder i samme bygning, men som regel på andre tidspunkter, og de er ikke med til personalemøder, jubilæer, julefrokoster osv.

Det er rengøringsfolkene.

De er ikke kommunalt ansatte som os andre, men er ansat af et rengøringsfirma. Kommunikationen mellem dem og os foregår ofte sådan: Nogen klager over rengøringen - det bliver givet videre til deres chef, som går videre med klagen til rengøringsassistenterne. Som altså ikke engang har ansigter på de folk, der klager, og derfor ikke kan ikke forklare sig direkte.

Hvis man vil skabe arbejdsfællesskab og tillid mellem mennesker, er det nok ikke lige måden at gøre det på.

I gamle dage, for få år siden

Sådan har det ikke været altid – for nogle år siden var rengøringsfolkene ansat på linje med os andre. Der var flere af dem, og vi snakkede sammen som kolleger. Så blev rengøringen privatiseret, og med tiden blev der pudsigt nok flest indvandrere iblandt dem.

Det betyder jo så til gengæld, at hvis man i dag vil tage et skridt i retning af integration eller inklusion, er der en måde at gøre det på. Simpelthen ved at gøre rengøringen kommunal igen.

..og hvis det blev landsdækkende

Helsingør kommune har en integrationspolitik, hvor man tilstræber, at procentdelen af medarbejdere fra ikke-vestlige lande skal være den samme som deres andel i kommunen.

Det mål kunne man jo komme nærmere ved at kommunalisere rengøringen.

Som jeg ser det, ligger det lige til højrebenet at iværksætte sådan et lav-praktisk integrations-projekt. Som i øvrigt hurtigt blive et af de mest storstilede af slagsen, for det er jo ikke kun på min arbejdsplads, at tingene fungerer sådan, men i hele landet - på massevis af offentlige kontorer, daginstitutioner, hospitaler osv. osv.

Tænk hvis tusinder af rengørings-folk igen blev inkluderet i almindelige arbejdssammenhænge. Det kunne da kun blive rigtig frugtbart for alle.


Fra efterløn til efterforskning?

Af Lise Jonassen | 17. januar 2011 | 4 kommentarer

Ja, jeg ved det godt. I gider ikke høre mere om efterløn. Jeg har også selv svært ved at lægge øre til mere snak om efterløn og kongelige tvillinger. Men hvis jeg nu lover ikke at skrive et ord om tvillingerne?

Jeg synes nemlig , at jeg har et rigtig godt argument for at bevare efterlønnen. For den er én af de få sociale ydelser, vi har, som er skruet rigtig godt sammen. Den hjælper en masse mennesker, og den koster næsten ikke noget at administrere.

Så enkelt som det kan være

De fleste tror, at man slet ikke må arbejde, når man får efterløn. Men efterlønnen er faktisk fleksibel, og jeg er en af dem, som både arbejder og får efterløn. I efterløns-systemet bliver alt ordnet helt enkelt: Jeg finder selv ud af, hvor meget jeg arbejder. De timer indberetter jeg til min A-kasse, som derefter trækker dem fra i ydelsen.

Selvfølgelig bliver det kontrolleret om man snyder, men som udgangspunkt er ordningen bygget på tillid. (Og så på det faktum, at efterlønnen desværre er så lav, at man tænker sig om to gange, inden man vælger efterløn frem for arbejde.)

Nogen har tænkt helt logisk: Vi ved, at livet har slidt på folk, når de er nået de 60 – det nemmeste er nok at lade dem selv finde ud af,om de skal arbejde. Det er så absolut også det billigste.

Syge løber spidsrod i bureaukrati

Hvis du er syg og ikke på efterløn, er der derimod tale om et meget dyrt og kontrollerende system.

Det betyder, at du skal rende fra det ene møde til det andet med sagsbehandlere, læger og speciallæger. Fra arbejdsprøvningsinstitutioner til private jobcentre. De skriver og skriver. Journaler om dig, breve til dig og erklæringer til hinanden. De er alle sammen meget svære at træffe, fordi de har så travlt med alt det skriveri. Der kan gå år med deres store efterforsknings-arbejde, så de kan placere dig i systemet.

Det ville være dejligt, hvis nogen også ville tænke logisk omkring disse sociale ydelser. F.eks sådan: »Vi kan se, at du selv og din læge fortæller, at du er syg - så du må prøve at finde ud af, hvor meget, du kan arbejde. Vi kan hjælpe dig til at blive afklaret og med et evt. flex-job eller revalidering. Men vi skal nok spare dig for overflødig kontrol og mistænkeliggørelse«.

Jeg ved, at mange sagsbehandlere ville ønske, at det var sådan, og gør deres bedste inden for det eksisterende system. Men det er jo ikke dem, der bestemmer.

...og det kan sagtens blive endnu værre

Regeringen vil selvfølgelig gå den modsatte vej, så også de som ellers ville kunne få efterløn, skal igennem en tung og ydmygende mølle for at bevise, at de er nedslidte.

Gad vide, hvornår turen kommer til barselsorloven? Jeg ser det for mig: Nybagte forældre vandrende fra læger og psykologer til sagsbehandlere. Medbringende lægeerklæringer om evt. fødselsdepression, bækkenløsning eller psykolog-udtalelser om barnets udvikling.

Eller hvad med et obligatorisk familie-prøvnings-ophold, som skal afklare, hvor lang netop denne families barselsorlov skal være. Man kan analysere barnets behov for at være sammen med sine forældre. Så kunne man i samme omgang træffe beslutning om, hvordan orloven skal fordeles mellem faren og moren.

For det der med, at et nyfødt barn har brug for sine forældre og omvendt, det er næsten for simpelt. Ligesom ideen om, at mange halv-gamle ikke kan arbejde som én på 25.

Så hellere smide pengene ud af vinduet.






Bor i Helsingør og får efterløn bortset fra om onsdagen, hvor jeg leder et lille malerværksted på et herberg. Jeg er 61 år.

Uddannet socialrådgiver, men deserterede for over 20 år siden fra et arbejde som sagsbehandler. Jeg var træt af, at jeg ikke kunne give borgerne den behandling de havde fortjent – det spændte politikerne ben for. Arbejdede herefter som kontorassistent på forskellige biblioteker.

Har tidligere være aktiv på venstrefløjen først og fremmest i kvindebevægelsen, men i de sidste mange år har mine vigtigste politiske diskussioner foregået mellem mig og fjernsynet. For en del år siden fandt jeg ud af, at de ikke lyttede, når jeg blandede mig i en TV-avis-diskussion. Så prøvede jeg at boykotte, når opblæste politikere tonede frem på skærmen. Det var der desværre heller ingen der tog sig af.

Så nu er jeg her.




Blogarkiv

26. februar 2012
Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde
2 kommentarer

21. februar 2012
Skal man have arbejde for at være en god nabo?
7 kommentarer

30. januar 2012
Når vold og mobning hører op - smukt skoleeksempel fra Helsingør
2 kommentarer

8. november 2011
Det er dyrt at lave ny medicin, det er langt billigere at lave nye patienter
20 kommentarer

22. maj 2011
Man vælger da selv sine rollemodeller
10 kommentarer

15. marts 2011
Havenisser, 68’erne og Collstrups giftgrunde
2 kommentarer

9. februar 2011
Mens de snakker om integration
2 kommentarer

17. januar 2011
Fra efterløn til efterforskning?
4 kommentarer


Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Der er for få sure, gamle stoddere.

Kim Larsen. Troubadour, TV2 Nyhederne, 27. maj 2010, efter kritik af hans afstandtagen til dansk deltagelse i Afghanistankrigen.

Flere citater