Vi er flyttet! modkraft.dk



Når vold og mobning hører op - smukt skoleeksempel fra Helsingør

Af Lise Jonassen | 30. januar 2012 | 22:52 | 2 kommentarer |


I kender de Hollywood-film, som handler om skoler i barske kvarterer, hvor dagligdagen er præget af ballade og mobning, udbrændte lærere og manglende opbakning fra myndighederne. En dag kommer der en ny lærer, som vender udviklingen, og det hele ender med en stor elev-koncert, hvor alle får øje på, hvilket mirakel der er sket.

I de sidste måneder har Helsingør Dagblad lagt spalter til sådan en historie. Det er Rønnebær Alle Skole, der har trukket overskrifterne. Skolen ligger lige ved Helsingørs største almennyttige boligområde, Vapnagård, og historien startede i september, med at 2 konservative byrådsmedlemmer pludselig og uden varsel bekendtgjorde, at de mente at skolen skulle nedlægges.

Fordi “de stærke forældre er flyttet fra skolen og vi nu bør blande kortene anderledes. …… Børnene skal busses ud til andre skoler i kommunen, så de kan blive undervist i et mere bredt miljø, hvor der også er ressourcestærke elever”. Det var de to konservatives argument.

Vi er ikke ressource-svage

To dage efter svarede 8.B s elever igen i avisen og viste skilte som: “Vi er ikke ressource-svage” og “Vi vil gerne være forskellige”.

Skolebestyrelsen var også hurtigt på vingerne: “Skolen ved Rønnebær Allé ligger i toppen blandt Helsingør Kommunes folkeskoler både med karaktergennemsnit og elevernes trivsel og er ……..en mønsterskole for integration” Ca. halvdelen af eleverne er nemlig to-sprogede.

Næsten samtidig kom det frem, at selvsamme skoles faglige kvalitet indtog førstepladsen blandt Helsingørs folkeskoler. Det fremgik af en statslig undersøgelse, hvor man inddrager de social-demografiske forhold. De konservative er nogen gange ret uheldige. I hvert fald hørte vi ikke mere til de to bus-tilhængere, og partiets flertal i byrådet sluttede sig ikke til dem.

Men som i en rigtig hollywoodfilm er der rigtig mange forhindringer, der skal overvindes, før det ender godt.

Læserbrevs-storm

Det næste var at kommunaldirektøren meddelte, at skoleinspektør Bo Stampe Rasmussen skulle flyttes til en meget mindre og helt anderledes skole. Hvorfor? Det ville kommunaldirektøren ikke fortælle. Han kan åbenbart godt lide at have hemmeligheder.

Men det viste sig at være ret dumt af ham. For der brød der en veritabel læserbrevs-storm løs. Alle mulige mennesker forsvarede inspektøren og gjorde opmærksom på de rigtig gode resultater, der var opnået på skolen under hans ledelse. Der var gamle elever, forældre til elever, lærere, præster og praktiserende læger osv.osv.

Ikke mere mobning og vold

Nu kom der for alvor fokus på de store pædagogiske landvindinger, skolen har opnået, efter at de for ca. 4 års siden startede projektet Hele kroppen med i skole

Udover de faglige landvindinger er der ikke mere mobning, eleverne er gladere og i bedre fysisk form, der er et roligt undervisningsmiljø, så lærerne kan undervise i stedet for at skulle bruge tiden til at løse konflikter. Vold og hærværk tilhører fortiden.

For 4 år siden “udgjorde apati og hysteri hovedingredienserne i et umuligt undervisningsmiljø” , forklarede skoleinspektør Bo Stampe Rasmussen “Klasseværelserne var befolkede af en blanding af sukkerkolde elever, der lå henover bordene og chips og cola-speedede klassekammerater, der kravlede på væggen som besatte”

Så sadlede skolen om

Her er en liste over de tiltag, som indgik i projektet ”hele kroppen med i skole”

Men Helsingør er jo ikke Hollywood

Projektet har selvfølgelig krævet rigtig meget af lærerne som f.eks. oftere skal være gårdvagt, hvor de før kunne tage sig en kop kaffe.

Men det ser ud til, at både lærere og skoleinspektør i den grad har villet det, for elevernes skyld. Og at eleverne har taget rigtig godt imod det. En solstrålehistorie. Og havde det været en Hollywood-film var den endt med, at flytningen af inspektøren blev taget af bordet.

Men Helsingør er ikke Hollywood. Så inspektør-flytningen blev kun taget af bordet, fordi Bo Stampe Rasmussen selv endte med at sige op. Kun på den måde kunne han få endnu et skoleår med på Rønnebær Alle skole.

Nej, Helsingør er ikke Hollywood. I filmene er det som regel ét menneskes værk, at alt vender. i Helsingør er det en inspektør, en skolelæge, en masse ihærdige lærere, en skolebestyrelse, et elevråd og en masse positive elevers væk. Det gør til gengæld nok succes’en mere langtidsholdbar.

Forhåbentlig. Hvis ikke politikere eller top-embedsmænd igen spænder ben. Men det bliver sværere nu, hvor der er sat så meget spot på de gode resultater.



Kommentarer


Kommentar af Lige meget | 31. januar 2012 | 11:58

Fantastisk oplevelse. Har du nogle links, så man kan læse mere om læserbrve, skolen mv?

Jeg er blevet meget nysgerrig!


Kommentar af Lise Jonassen | 31. januar 2012 | 15:33

Ja, der er masser af læsestof om det. Her er først et link til en artikel i skoleledernes blad Plenum, fra oktober 2011. Under overskriften “Miraklet” er der side 40-45 et interview med skoleinspektøren.

Og så er der som sagt en masse artikler og læserbreve fra Helsingør Dagblad. En del af dem skal man betale for - men man kan købe adgang til de enkelte numre på deres hjemmeside.

Torsdag den 8. september er der et dejligt foto af de protesterende elever og en meget lærerig dobbeltside med udtalelser fra elever, lærere og skolebestyrelse.

Der er en leder fra Helsingør Dagblad 4. januar. Den findes tilgængelig uden at betale. Det samme er denne artikel hvor kommunaldirektøren langer ud efter en kritisk lærer.

Samme dag er der et interview med kommunens børne- og unge læge Anette Storr-Paulsen, som har været med til at starte projektet op. Det har jeg her i papir-avisen, men jeg kan ikke finde det på net-avisen. Det samme gælder en helsidesartikler 28. december med overskriften Kritikken af tvangsforslytning af skoleinspektør vokser.

Derudover er der en masse læserbreve. Mange af disse kan jeg muligvis også finde datoerne på, hvis nogen er interesseret.

De konservatives angreb kan ses her.

God læselyst - jeg synes det er opmuntrende læsning


Kommentarfunktionen er lukket


Bor i Helsingør og får efterløn bortset fra om onsdagen, hvor jeg leder et lille malerværksted på et herberg. Jeg er 61 år.

Uddannet socialrådgiver, men deserterede for over 20 år siden fra et arbejde som sagsbehandler. Jeg var træt af, at jeg ikke kunne give borgerne den behandling de havde fortjent – det spændte politikerne ben for. Arbejdede herefter som kontorassistent på forskellige biblioteker.

Har tidligere være aktiv på venstrefløjen først og fremmest i kvindebevægelsen, men i de sidste mange år har mine vigtigste politiske diskussioner foregået mellem mig og fjernsynet. For en del år siden fandt jeg ud af, at de ikke lyttede, når jeg blandede mig i en TV-avis-diskussion. Så prøvede jeg at boykotte, når opblæste politikere tonede frem på skærmen. Det var der desværre heller ingen der tog sig af.

Så nu er jeg her.




Blogarkiv

26. februar 2012
Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde
2 kommentarer

21. februar 2012
Skal man have arbejde for at være en god nabo?
7 kommentarer

30. januar 2012
Når vold og mobning hører op - smukt skoleeksempel fra Helsingør
2 kommentarer

8. november 2011
Det er dyrt at lave ny medicin, det er langt billigere at lave nye patienter
20 kommentarer

22. maj 2011
Man vælger da selv sine rollemodeller
10 kommentarer

15. marts 2011
Havenisser, 68’erne og Collstrups giftgrunde
2 kommentarer

9. februar 2011
Mens de snakker om integration
2 kommentarer

17. januar 2011
Fra efterløn til efterforskning?
4 kommentarer


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer