Vi er flyttet! modkraft.dk



Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

Af Lise Jonassen | 26. februar 2012 | 11:57 | 2 kommentarer |


I USA er der winners og så er der losers. Vindere og tabere. Det sprogbrug er heldigvis aldrig slået igennem herhjemme. Det er for bombastisk og for åbenlyst nedladende overfor dem, som ikke er kommet på samfundets grønne gren, men må nøjes med at sidde på samfundets visne grene.

Alligevel er der i Danmark vokset et sprog frem, som også vender den tunge ende nedad. Man snakker om de stærke og de svage i samfundet, og nu er det blevet udbygget til de ressource-stærke og ressource-svage.

Jeg er ikke svag – jeg er en stærk smed der er blevet gammel

Klart nok er der nogen, der har svært ved at opfylde alle samfundet succes-kriterier. Men hvem har lyst til at blive kaldt svag? Det havde den mand , som socialrådgiver Hanne Reintoft beretter om, i hvert fald ikke. I en af sine bøger refererer hun denne episode:

Hun havde lige holdt et foredrag om ældrepolitik og åbenbart nævnt noget om de svage i samfundet. Pludselig rejser en mand sig - rød i hovedet af vrede. “Jeg er ikke svag” råber han“ hold op med det, jeg er en stærk smed, der er blevet gammel.”

Ingen skam at være arbejdsløs

I min blog i sidste uge kritiserede jeg de såkaldt ‘fleksible’ udlejningsregler og fik et svar fra socialborgmester Mikkel Warming, hvor han forklarede, hvorfor han og Københavns Kommune bakkede op om disse regler.

Den grundlæggende ide i hans indlæg er, at det er godt, at reglerne gør det svært for folk uden arbejde at få bolig i visse boligområder. Han skriver f.eks. ”En række boligområder har det rigtig skidt. Hvor der er for mange fattige og ressource-svage stuvet sammen på samme sted” og ”Unge uden ressourcer dominerer gadebilledet”.

I gamle dage var det en skam at være arbejdsløs, men det fik stærke kræfter i arbejderbevægelsen gjort nogenlunde op med. Der blev lavet arbejdsløshedsbevægelser, som krævede arbejde og understøttelse. Man henviste skammen til skammekrogen. Og der skulle den helst blive – skammen altså.

Også derfor må man ikke diskriminere folk, der ikke har arbejde. Jeg synes, det er en meget god personlig leveregel. Og for offentlige myndigheder er det altafgørende, at alle behandles lige.

Det indebærer så også, at man ikke kan lave regler, der giver et bolig-forspring til folk i arbejde. På den måde lægger man indirekte boliganvisningen i hænderne på arbejdsgiverne, og det kommer der ikke noget godt ud af.

Ressource-svage eller unge på vildspor

Jeg går ud fra at Mikkel Warming som socialborgmester støtter sociale tiltag i KBH, der prøver at nå de unge med sociale problemer bl.a. ved at give dem tro på fremtiden og en følelse af at høre til. Men jeg synes, det trækker i den anden retning, når han kalder de unge rødder for ressource-løse.

Personlig har jeg aldrig mødt en ”ung uden ressourcer” - men rigtig mange, som er destruktive og kommet på vildspor.

Og er man fattig har man pr. definition ikke mange økonomiske ressourcer – men det har jo ikke noget at gøre med, hvor mange menneskelige ressourcer man har.

Sig ja til dem, som arbejdsmarkedet siger nej til

På herberget, hvor jeg arbejder, er mange af brugerne på overførselsindkomster. Men det er faktisk også ofte folk udenfor arbejdsmarkedet, som arbejder frivilligt på stedet eller i de genbrugsbutikker, som finansierer en stor del af herbergets drift. Ressourcesvage?

Der er mange grunde til, at folk i den arbejdsdygtige alder ikke har et arbejde. De er måske for tykke, for fysisk nedslidte, for alkoholiserede, for kloge, for selvstændige, for mørkhudede, for uheldige, for venstre-orienterede, for gamle, for unge, for følsomme, for dårlige til at tale dansk, for overkvalificerede, for syge eller for dårligt uddannede til at være dem, der bliver foretrukket af arbejdsgiverne.

Med andre ord - alle mulige forskellige mennesker. Eller for nu at blive i den gamle smeds sprog: De er ikke ressourcesvage - de er bare nogen, der ikke kan få arbejde.

 [1]

[1] Hanne Reintofts bog hedder: “Det kan kolde hjerner ej forstå”



Kommentarer


Kommentar af Bolette | 27. februar 2012 | 20:25

Tak for et vigtigt indlæg. Det er vigtigt at vi modarbejder tendensen, der gør, at en position på arbejdsmarkedet bliver indgangen til muligheder og fællesskaber.


Kommentar af Mette | 28. februar 2012 | 10:44

Tak også herfra. Dine blogindlæg er nogle af de bedste på Modkraft. Mere. Bliv ved.


Kommentarfunktionen er lukket


Bor i Helsingør og får efterløn bortset fra om onsdagen, hvor jeg leder et lille malerværksted på et herberg. Jeg er 61 år.

Uddannet socialrådgiver, men deserterede for over 20 år siden fra et arbejde som sagsbehandler. Jeg var træt af, at jeg ikke kunne give borgerne den behandling de havde fortjent – det spændte politikerne ben for. Arbejdede herefter som kontorassistent på forskellige biblioteker.

Har tidligere være aktiv på venstrefløjen først og fremmest i kvindebevægelsen, men i de sidste mange år har mine vigtigste politiske diskussioner foregået mellem mig og fjernsynet. For en del år siden fandt jeg ud af, at de ikke lyttede, når jeg blandede mig i en TV-avis-diskussion. Så prøvede jeg at boykotte, når opblæste politikere tonede frem på skærmen. Det var der desværre heller ingen der tog sig af.

Så nu er jeg her.




Blogarkiv

26. februar 2012
Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde
2 kommentarer

21. februar 2012
Skal man have arbejde for at være en god nabo?
7 kommentarer

30. januar 2012
Når vold og mobning hører op - smukt skoleeksempel fra Helsingør
2 kommentarer

8. november 2011
Det er dyrt at lave ny medicin, det er langt billigere at lave nye patienter
20 kommentarer

22. maj 2011
Man vælger da selv sine rollemodeller
10 kommentarer

15. marts 2011
Havenisser, 68’erne og Collstrups giftgrunde
2 kommentarer

9. februar 2011
Mens de snakker om integration
2 kommentarer

17. januar 2011
Fra efterløn til efterforskning?
4 kommentarer


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer