Vi er flyttet! modkraft.dk


Kom til workshop i selvforsvar

Af Mads Ananda Lodahl | 2. januar 2012 | 2 kommentarer

Vold er en del af mit liv. Det har det altid været, og det vil det altid være. Ikke fordi jeg synes, det er fedt, men fordi jeg ikke passer ind i den heteroseksuelle norm. Og det er der nogen, der bliver så sure over, at de begynder at slå og spytte og nappe og kradse.

Jeg ved, at adskillige mennesker bliver overfaldet hver dag i Danmark, fordi de er queer, så selvom jeg ikke (altid) føler det som om, jeg går rundt i en krigszone, så ved jeg godt, at risikoen for ballade er til stede, så snart jeg er synlig som et queer menneske.

Og risikoen for ballade forsvinder ikke, fordi jeg er blevet voksen. Og vold mod queers forsvinder ikke i min levetid. Og der er ingen steder, jeg kan rejse hen, hvor jeg kan være helt tryg.

Det er uretfærdigt. Til tider ubærligt at tænke på. Men jeg kan forberede mig på det, så jeg er bedre rustet, når situationen opstår.

Hvad er selvforsvar?

For mig er selvforsvar en beslutning om, at jeg vil beskytte mig selv. Det er at forberede sig på at beskytte sig selv og være villig til at gøre det. Hvordan, man beskytter sig selv, er forskelligt fra person til person, fra situation til situation.

Selvforsvar lyder voldsomt og farligt i manges ører. Men selvforsvar er ikke kun at slå en stor mand i ansigtet. Det er også selvforsvar, når man altid har 100 kroner i lommen til en taxa, så man kan køre væk fra et ubehageligt sted. Eller når man beder en ven følge en hjem, hvis man er bange for at gå alene. Eller når man snakker med sin kæreste om, hvordan man skal forholde sig til overfald, inden de sker. Eller når man bliver opmærksom i stedet for at gå i panik, når der er fare på færde.

Selvforsvar er alt det, man bevidst gør for at sørge for, at man ikke kommer i farlige situationer - eller for at man kan komme sikkert ud af dem, hvis man lander i dem.

Selvforsvar er nødvendigt for queers, fordi vi er udsatte, og fordi der ikke er nogen, der kan passe på os hele tiden, alle steder. Og ligesom kvinder, der forsvarer sig under voldtægtsforsøg, er det ofte de queers, der forsvarer sig, der slipper bedst fra et overfald. Jeg ved det. Jeg har prøvet det.

Kom til selvforsvarsworkshop i Ungdomshuset

Tirsdag den 10.1.2012 klokken 17-19 holder jeg en selvforsvarsworkshop i Ungdomshuset, organiseret sammen med Ungdomshusets queergruppe HXN. I workshoppen beskæftiger vi os med hele viften af selvforsvarsmuligheder.

I den første del snakker vi om, hvorfor selvforsvar er vigtigt. Hvilke muligheder, der findes. Hvor langt, man er klar til at gå. Du får en masse nyttige tips og viden. Og information om, hvordan du kan holde dig inden for lovens rammer.

Workshoppens anden del er praktisk. Du lærer ingen indviklede karatetricks og judogreb, men du lærer at bruge din krop på en effektiv og simpel måde. Du lærer simple teknikker til at beskytte din intimsfære, skjule frygt, holde en angriber på afstand, få opmærksomhed fra andre osv. Du vil lære simple slag, spark og skub. Og du vil blive præsenteret for en række genstande fra dit dagligliv og se, hvordan de kan bruges som våben.

Workshoppen går altså fra de mest fredelige muligheder for selvbeskyttelse til de mest voldelige. Og så er det op til dig selv at vurdere, hvad du kan og vil bruge.

Da det er en selvforsvarsworkshop (og ikke en kampsportsworkshop) kræver den hverken forkundskaber eller god kondi, men det er en god ide, hvis du har tøj på, som du kan bevæge dig i. Du skal være forberedt på kropskontakt, men du kommer ikke til skade, og dine personlige grænser bliver respekterede.

Workshoppen er separatistisk for queers (så må du selv vurdere, om den er for dig).

Vi glæder os til at se dig!


Læs mere om, hvilke workshops jeg laver

Se Queer Jihads temaside om vold og selvforsvar

Se kalenderopslag om workshoppen


Queers Read This

Af Mads Ananda Lodahl | 23. december 2011 | 5 kommentarer

I 1990 gik Gay Priden gennem New York. Du kender stilen. Paletter, højt hår, popmusik. Men en gruppe unge, radikale aktivister, der senere blev kendt som Queer Nation, infiltrerede paraden og delte en flyer ud med overskriften QUEERS READ THIS.

Queer er et engelsk, ekstremt stødende og negativt ord for ikke-heteroseksuelle og især homoseksuelle. Det opfattes af mange med engelsk som modersmål som mere sårende end fx faggot eller dyke.

Blandt folk, der ikke har engelsk som modersmål, bruges ordet især positivt i forbindelse med queer teori eller queer aktivisme eller som samlebetegnelse for homo- og biseksuelle og transkønnede, altså synonymt med LGBT.

Når ordet overhovedet kan bruges positivt i dag, er det fordi, det er blevet reclaimet – taget tilbage – af dem, der egentlig blev ramt af det. Queer Nation og QUEERS READ THIS var startskuddet til at reclaime ordet ”queer.”

QUEERS READ THIS har inspireret queer aktivister de sidste 20 år, fordi den sætter ord på en vrede, som den kommercielle, tilpasningsorienterede, mainstream homo/LGBT-bevægelse slet, slet ikke kan rumme.

QUEERS READ THIS lægger ikke fingre imellem, men giver plads til en retfærdig vrede over en verden, der tæver, myrder og undertrykker queer mennesker – overalt og hele tiden!

Jeg har oversat QUEERS READ THIS til dansk, fordi den er blevet en historisk tekst, der er for queer aktivisme, hvad Judith Butler er for queer teori, og fordi den er vigtig og inspirerende. Også i dag. Også i Danmark. For mig har den været et manifest og et sted at finde vrede og styrke. Det håber jeg også, den kan blive for dig.

Her kan du læse den originale tekst på engelsk. Og herunder kan du læse teksten i sin helhed på dansk. God fornøjelse. God jul. Og god kamp.

JPEG - 115.9 kb
”De stærke søstre sagde til brødrene, at der er to vigtige ting at huske om den kommende revolution: Den første er, at vi får røvfuld. Den anden er, at vi vinder.”

QUEERS READ THIS

Hvordan skal jeg sige det? Hvordan kan jeg overbevise dig, bror, søster, om at dit liv er i fare? At hver dag, når du vågner op i live, nogenlunde glad, som et velfungerende menneske, så er det en oprørsk handling. Du er, som en levende og velfungerende queer, en revolutionær.

Der er intet på denne planet, der bekræfter, beskytter eller opmuntrer din eksistens. Det er et mirakel, at du står her og læser dette. Du burde i virkeligheden være død. Lad dig ikke narre: heteroseksuelle mennesker ejer verden, og den eneste grund, til at du er blevet skånet, er at du er klog, heldig eller en fighter.

Heteroer har et privilegium, der tillader dem at gøre, hvad de vil og bolle uden frygt. Men ikke alene lever de et liv uden frygt. De tværer også deres frihed ud i ansigtet på mig. Deres billeder er på mit TV, i de blade, jeg køber, i den restaurant, jeg vil spise i og på den gade, jeg bor på.

Jeg vil have en begrænsning på heteroseksuelle ægteskaber, på børn, på offentlig fremvisning af heteroseksuel kærlighed og på mediebilleder, der promoverer heteroseksualitet. Indtil jeg kan nyde samme bevægelsesfrihed og frihed til seksualitet som heteroer, må deres privilegier stoppes og gives til mig og mine queer søstre og brødre.

Heteroseksuelle folk vil ikke gøre dette frivilligt, så de må tvinges til det. Heteroer må skræmmes til at gøre det, terroriseres til det. Frygt er den mest magtfulde motivation. Ingen vil give os det, vi fortjener. Rettigheder er ikke noget, man får. Det er noget, man tager, med magt om nødvendigt.

Det er lettere at kæmpe, når man kender fjenden. Heteroseksuelle mennesker er din fjende. De er dine fjender, når de ikke anerkender din usynlighed og bliver ved med at leve i og bidrage til en kultur, der dræber dig. Hver dag er der en af os, som bliver taget af fjenden. Om det er en AIDS-død, som følge af en homofobisk regerings ligegyldighed eller en lesbisk, der bliver overfaldet i en døgnåben restaurant (i et tilsyneladende homoseksuelt kvarter), bliver vi systematisk taget ud. Og vi vil også fremover blive udslettet, medmindre vi indser, at hvis de tager en af os, så må de tage os alle sammen.

En hær af elskende kan ikke tabe

At være queer handler ikke om retten til et privatliv. Det handler om retten til frihed til at være offentlig - til at være, hvem vi er. Det betyder, at man hver dag kæmper mod undertrykkelse: homofobi, racisme, kvindehad, fordømmelse fra religiøse hyklere og vores eget selvhad. (Vi er blevet omhyggeligt lært at hade os selv.) Og nu betyder det selvfølgelig også at kæmpe mod en virus og alle de homo-hadere, som prøver at udslette os med AIDS.

At være queer handler om at leve et helt andet liv. Det handler ikke om mainstream, profit, nationalisme, patriarkat eller om at blive integreret. Det handler ikke om privilegier og elitisme. Det handler om at være ude i periferien og definere sig selv. Det handler om gender-fuck og hemmeligheder - hvad der er under bæltet og dybt inde i hjertet. Det handler om natten. At være queer er ”græsrod,” fordi vi ved, at hver og en af os, hver krop, hver kusse, hvert hjerte og røv og pik er en verden af nydelse, som bare venter på at blive udforsket. Enhver af os er en verden af uendelige muligheder.

Vi er en hær, fordi vi bliver nødt til det. Vi er en hær, fordi vi er så magtfulde. (Vi har så meget at slås for. Vi er den mest værdifulde af de truede arter.) Og vi er en hær af elskende, for det er os, der ved, hvad det vil sige at elske. Begær og lyst - det er os, der har opfundet det. Vi kommer ud af skabet, møder samfundets afvisning, vold og brutalitet, kun for at kunne elske hinanden!

Hver gang, vi knepper, vinder vi!

Vi må kæmpe for os selv (der er ingen andre, der gør det), og hvis vi i den proces bringer større frihed til verden som helhed, så er det bare godt. (Vi har givet så meget til verden: demokrati, alle kunstgrene, ideen om kærlighed, filosofi og sjælen, bare for at nævne nogle få af gaverne fra de gamle græske lebber og bøsser.) Lad os gøre alle steder til lesbiske og bøsse-steder. Enhver gade til en del af vores seksuelle geografi. En by af længsel og så total tilfredsstillelse. En by og et land, hvor vi kan være trygge og frie og mere. Vi må se på vores liv og se, hvad der er bedst ved det - se, hvad der er queer, og hvad der er heteroseksuelt og lade alt det heteroseksuelle lort falde fra! Husk, der er så uendeligt lidt tid. Og jeg vil være jeres alle sammens elsker. Næste år marcherer vi nøgne.

Vrede

”De stærke søstre sagde til brødrene, at der var to vigtige ting at huske om den kommende revolution. For det første får vi røvfuld. Og for det andet vinder vi.”

Jeg er vred. Jeg er vred over at blive dømt til døden af fremmede folk, der siger ”du fortjener at dø” og ”AIDS er løsningen.” Vreden koger over i mig, når en højreorienteret kvinde, klædt i tøj og smykker for tusindvis af dollars, går forbi politiets kæder, og ryster på hovedet, fniser og peger fingre ad os, som om, vi var umulige børn, der stillede absurde krav og gik amok, når de ikke blev opfyldt. Jeg er vred, når Joseph beklager sig over de 8.000 dollars, han bruger om året på AIDS-medicin, som måske nok holder ham i live lidt længere, men gør ham sygere end den sygdom, han har fået diagnosticeret.

Vred, når jeg hører en mand fortælle, at efter at have ændret sit testamente fem gange, er han ved at løbe tør for folk, han kan efterlade noget til. Alle hans venner er døde. Vred, når jeg ser et hav af mindetæpper, går til et fakkeltog eller til endnu en begravelse.

Jeg vil ikke marchere fredeligt med et fucking lys. Jeg vil pakke mig selv ind i de forbandede tæpper og rive dem og mit hår itu og forbande enhver gud, som religion nogensinde har skabt. Jeg nægter at acceptere en skabning, der skærer folk ned i deres livs tredje årti. Det er ondt og meningsløst, og alt, hvad jeg har i mig, rejser sig imod absurditeten, og jeg løfter mit ansigt mod skyerne og en flænset latter, der lyder mere dæmonisk end frydefuld, undslipper min hals, og tårer løber ned ad mit ansigt, og hvis sygdommen ikke bliver min død, så gør frustrationen det sikkert.

Mine fødder går op og ned ad gaderne, og Peters hænder er som lænket til apotekerens skranke, mens ekspedienten ser på i rædsel, og Erics krop ligger og rådner på en kirkegård i Brooklyn, og jeg kommer aldrig til at høre hans fløjtes ekko opad mødehusets vægge igen. Og jeg ser de gamle i Tompkins Park, som skutter sig i deres lange uldfrakker i juni måned for at holde den kulde ude, som de føler, og for at holde fast i den lille smule, som livet stadig har tilovers til dem, og jeg tænker, ah, de forstår. Og jeg bliver mindet om alle dem, der klæder sig af foran spejlet hver aften, før de går i seng og tjekker deres krop for mærker, som måske ikke var der i går. Et mærke, der fortæller, at pesten har været hos dem.

Og jeg bliver vred, når aviserne kalder os ”ofre” og alarmerende fortæller, at ”det” måske snart vil sprede sig til den ”almene befolkning.” Og jeg får lyst til at skrige ”hvem fanden er jeg?” Og jeg får lyst til at skrige af New Yorks Hospital med dets gule plastik poser, som er mærkede ”isolationslinned,” ”ropa infecciosa,” og dets overlæger, iført latexhandsker og kirurgmasker, lister rundt om sengen, som om patienten pludselig ville hoppe op og sprøjte dem fulde af blod og sæd og også smitte dem med pesten.

Og jeg er vred på heteroer, som sidder selvtilfredst pakkede ind i deres beskyttende lag af monogami og heteroseksualitet, sikre på at denne sygdom ikke har noget med dem at gøre, fordi det kun sker for ”dem.” Og teenagedrengene, der ser mit ”silence=death”-badge, begynder at synge ”svansen skal dø,” og jeg kommer til at tænke på, hvem der har lært dem det? Fuld af vrede og frygt siger jeg ingenting, mens mit badge håner mig hele vejen ned ad gaden.

Og den vrede, jeg føler, når et TV program om mindetæppet giver profiler af de døde, og listen begynder med en baby, en teenagepige, der fik en blodtransfusion, en ældre minister og hans kone, og når de endelig viser en bøsse, beskrives han som en, der bevidst smittede unge trækkerdrenge med virusen. Hvad andet kan man forvente af en svans?

Jeg er rasende!

Queer kunstnere

Siden tidernes morgen er verden blevet inspireret af queer kunstnere. Til gengæld har vi fået lidelse, vi har fået smerte, og vi har fået vold. Gennem hele historien har samfundet lavet en handel med dets queer borgere: de må bestride kreative karrierer, hvis de gør det diskret. Gennem kunsten er queers produktive, lukrative, underholdende og endog opløftende. Dette er de brugbare og utvetydige biprodukter af det, der ellers anses for at være asocialt. I kulturelle kredse har queers lov til i stilhed at sameksistere med en magtelite, der ellers er fjendtlig.

I forgrunden af den nyeste kampagne mod queer kunst står Jesse Helms, forkæmper for alt, hvad der er pænt, moralsk, kristent og amerikansk. For Helms er queer kunst ganske enkelt en trussel mod verden. I hans forestillinger er heteroseksuel kultur for skrøbelig til at kunne holde stand mod erkendelsen af menneskelig og seksuel diversitet. Magtstrukturerne i den jødisk-kristne verden har ganske enkelt gjort reproduktion til deres hjørnesten. Familier, der får børn, sikrer forbrugere til nationens produkter og en arbejdsstyrke, der kan producere dem og desuden et indbygget familiesystem, der tager sig af de svage og reducerer det offentlige sundhedsvæsens udgifter.

Al ikke-reproduktiv opførsel betragtes som en trussel: fra homoseksualitet over fødselskontrol til muligheden for abort. Det er ikke nok, ifølge den religiøse højrefløj, konstant at reklamere for reproduktion og heteroseksualitet, det er også nødvendigt at udslette alle alternativer. Det er ikke kunst, Helms er ude efter - det er vores liv! Kunst er, for lesbiske og bøsser, det sidste sikre sted at søge skjul. Det ved Helms, og han har udviklet et program, som kan drive queers væk fra det ene område, hvor vi er blevet tilladt at bidrage til den fælles kultur. Helms arbejder for en verden fri for forskellighed og afvigelse. Det er let at tænke sig, hvorfor det vil føles mere behageligt for dem, der har magten over sådan en verden. Det er også let at forestille sig et amerikansk landskab, som er blevet gjort helt fladt af en sådan magt. Helms skulle bare spørge efter det, han i virkeligheden er ude efter: statssponsoreret kunst, totalitær kunst, kunst, som kun taler i kristne termer, kunst, som støtter magthavernes mål, kunst, som matcher sofaerne i Det Ovale Kontor. Spørg efter det, du vil have, Jesse, så bevidste mænd og kvinder kan mobilisere imod det, sådan som vi mobiliserer mod krænkelser af menneskerettigheder i andre lande og kæmper for at befri vort eget lands afvigere.

Hvis du er queer, så råb det!

Queers er under angreb. Queers bliver angrebet fra alle sider, og jeg er bange for, at vi synes, det er fint nok.

I 1969 blev queers angrebet. Det var ikke ok. De slog igen. Queers tog gaderne tilbage.

I 1990 var der 50 overfald på queers, alene i maj måned. Voldelige overfald. 3720 mænd, kvinder og børn døde af AIDS samme måned, på grund af et endnu mere voldeligt angreb – manglende handling fra regeringen, med rod i samfundets voksende homofobi. Det er institutionaliseret homofobi - måske farligere for queers’ eksistens, fordi angriberen er ansigtsløs. Vi tillader disse angreb gennem vores egen konstante mangel på handling imod dem. AIDS har fået en indflydelse på den heteroseksuelle verden, og nu giver de os skylden for AIDS og bruger det til at retfærdiggøre deres vold mod os. De vil ikke have os mere.

De vil tæve os, voldtage os og dræbe os, førend de vil fortsætte med at leve sammen med os. Hvad skal der til, før det ikke er ok? Føl dog noget vrede! Hvis vreden ikke giver dig kraft nok, så prøv frygt. Hvis det heller ikke virker, så prøv panik!

Vær stolt. Gør, hvad der er nødvendigt, for at kunne rive dig selv ud af din sædvanlige tilstand af accept. Vær fri! Råb op!

I 1969 var der queers, der slog igen. I 1990 siger queers bare ok. Er vi her overhovedet stadig næste år?

Jeg hader

Jeg hader Jesse Helms. Jeg hader Jesse Helms så meget, at jeg ville juble, hvis han faldt død om. Hvis nogen slog ham ihjel, ville jeg anse det for at være hans egen skyld.

Og jeg hader Ronald Reagan, fordi han myrdede mit folk i otte år. Men for at være ærlig hader jeg ham endnu mere, fordi han hyldede Ryan White uden først at indrømme sin egen skyld, uden at bede om tilgivelse for Ryans død og for titusindvis af andre, der døde af AIDS – de fleste af dem queers. Jeg hader ham for at tage pis på vores sorg.

Jeg fucking hader paven, og John fucking Cardinal O’Conner, og jeg hader hele den katolske kirke. Det samme med militæret og især Amerikas håndhævere – panserne – statsansatte sadister, som tyranniserer gadetransvestitter, prostituerede og fængslede queers. Og jeg hader de medicinske og mentale sundhedsinstitutioner, især psykiaterne, som overtalte mig til ikke at have sex med mænd i tre år, indtil vi (dvs. han) kunne gøre mig biseksuel i stedet for queer. Og jeg hader undervisnings-institutionerne, for deres del af skylden for at drive tusindvis af queers til selvmord hvert år.

Jeg hader den respektable kunstverden og underholdningsindustrien og mainstream medier, især New York Times. I virkeligheden hader jeg hver eneste del af det heteroseksuelle samfund i dette land – af hvilket de værste ønsker alle queers døde, mens de bedste aldrig ville risikere noget som helst for at holde os i live.

Jeg hader heteroer, der tror, de har noget intelligent at sige om at springe ud. Jeg hader heteroer, som tror, historier om dem selv er “universelle,” mens historier om os kun handler om homoseksualitet. Jeg hader heteroseksuelle musikere, som bruger queers eller queer kultur i deres karriere og så angriber os og så opfører sig såret, når vi bliver vrede, og så nægter at have gjort noget galt i stedet for at undskylde for det.

Jeg hader heteroer, der siger “jeg forstår altså ikke, hvorfor du har brug for at gå rundt med de der badges og t-shirts. Jeg går jo heller ikke rundt og fortæller hele verden, at jeg er hetero.”

Jeg hader, at jeg i de tolv år, jeg gik i en offentlig skole, aldrig lærte noget som helst om queers. Jeg hader, at jeg voksede op i den tro, at jeg var den eneste queer i verden, og jeg hader endnu mere, at de fleste queer kids i dag stadig vokser op på samme måde. Jeg hader, at jeg blev pint af de andre børn, fordi jeg var svans, men endnu mere, at jeg lærte at føle skam over at være genstand for deres ondskab, lærte at føle, at det var min egen skyld. Jeg hader, at højesteretten i dette land siger, at det er ok at kriminalisere mig, pga. hvordan jeg elsker.

Jeg hader, at så mange heteroer går så pissemeget op i mit sexliv. Jeg hader, at så mange fucked up heteroer bliver forældre, mens jeg skal slås som ind i helvede for at få lov til at blive far. Jeg hader heteroer.

Usynlighed er vores ansvar

Jeg bærer min lyserøde trekant overalt. Jeg dæmper ikke min stemme, når jeg taler om lesbisk kærlighed eller sex. Jeg fortæller altid folk, at jeg er lesbisk. Jeg venter ikke på, at de skal spørge til min “fyr.” Jeg siger ikke, “det kommer ikke nogen ved.”

Alt det gør jeg ikke for de heteroseksuelles skyld. De fleste af dem ved ikke, hvad den lyserøde trekant betyder. De fleste af dem er komplet ligeglade med, at min kæreste og mig er totalt forelskede eller midt i et skænderi midt på gaden. De fleste af dem lægger ikke mærke til os, uanset hvad vi gør. Jeg gør det for at nå andre lesbiske. Jeg gør det, fordi jeg ikke vil have, at andre lesbiske tror, jeg er hetero. Jeg er ”ude” hele tiden, overalt, fordi jeg vil i kontakt med dig! Måske lægger du mærke til mig, måske komme du over og snakker med mig, måske bliver vi venner. Måske siger vi ikke et ord, men vores øjne mødes, og jeg vil forestille mig dig nøgen, svedende, med åben mund, med krummet ryg, mens jeg boller dig. Og vi vil være glade for at vide, at vi ikke er de eneste i verden. Vi vil være glade, fordi vi fandt hinanden, uden at sige et ord, måske bare for et øjeblik.

Men nej! Du vil ikke have en lyserød trekant på din trøje. Du vil ikke møde mine øjne, hvis jeg flirter med dig på gaden. Du undgår mig på jobbet, fordi jeg er “for ude.” Du bagtaler mig på barerne, fordi jeg er “for politisk.” Du ignorerer mig i offentligheden, fordi jeg drager “for meget” opmærksomhed til min homoseksualitet. Men samtidig vil du have mig som din elsker, som din ven. Og du vil have mig til at elske dig, støtte dig og kæmpe for “vores” ret til at eksistere.

Hvor er du? Du taler og taler og taler om usynlighed og trækker dig så tilbage til dit hjem, for at bygge rede med din kæreste og gå til den på barerne med venner og tumle hjem i en taxa eller sidder stum og høflig og ser til, mens din familie, din chef, dine naboer og embedsmænd forvrænger, forskruer, latterliggør og straffer os. Og så er du derhjemme igen, og du får lyst til at skrige. Men så dulmer du din vrede med et parforhold eller en karriere eller en fest med andre lesbiske som dig selv, og så undrer du dig stadig over, hvorfor vi ikke kan finde hinanden - hvorfor du føler dig ensom, vred, fremmed.

Hallo! Vågn op, søstre!! Dit liv er i dine hænder. Når jeg risikerer alt ved at være ude, så risikerer jeg det for os begge. Når jeg risikerer det, og det virker (hvad det ofte gør, hvis du prøvede), så vinder jeg noget ved det, og det gør du også. Men når det ikke virker, så tager jeg skraldet, og det gør du ikke. Men du kan ikke vente på at andre lesbiske gør verden tryg for dig. Hold op med at vente på en bedre, mere lesbisk fremtid! Revolutionen kunne være her, hvis vi startede den.

Hvor er I, søstre? Jeg prøver at finde jer, jeg leder efter jer. Hvorfor ser jeg jer kun til Gay Pride?

Vi er ude! Hvor fanden er du?

Når nogen angriber dig, fordi du er queer, så er det queer bashing. Er det ikke?

En gruppe på 50 mennesker går ud af en bøssebar, da den lukker. På den anden side af gaden står der nogle heterofyre og råber “bøssesvin” og kaster ølflasker efter forsamlingen, som er 10 gange så stor som heteroernes. Tre queers prøver at svare igen, men får ingen opbakning fra gruppen. Hvad får en gruppe på den størrelse til bare at tage imod og ingenting gøre?

Tompkins Park, 1. maj. Til en årlig koncert/dragshow bliver en gruppe bøsser chikaneret af en flok teenagere med kæppe. Midt imellem tusindvis af bøsser og lesbiske slår disse heterodrenge to bøsser i gulvet og bliver så stående, triumferende og grinende. Konferencieren bliver underrettet og advarer publikum fra scenen: “I piger må hellere passe på derude. Når I dresser sådan op, bliver drengene helt vilde,” som om det var en joke på baggrund af ofrenes påklædning og ikke et bevidst angreb på hvem som helst og alle til showet.

Hvad skulle der være sket, før folk havde sagt fra overfor angriberne?

Efter at James Zappalorti, en åben bøsse, koldblodigt blev myrdet på Staten Island i vinters, blev der holdt en enkelt demonstration i protest. Der kom kun hundrede mennesker. Da Yusef Hawkins, en ung, sort mand, blev skudt og dræbt, fordi han var på “hvidt område” i Bensonhurst, marcherede et stort antal afroamerikanere igennem det samme kvarter igen og igen. En sort person blev dræbt, fordi han var sort, og farvede folk over hele byen anerkendte det og reagerede på det. Den kugle, der dræbte Hawkins var bestemt for en sort, en hvilken som helst sort. Tror de fleste bøsser og lesbiske, at den kniv, der punkterede Zappalortis hjerte, kun var tiltænkt ham?

Den heteroseksuelle verden har overbevist os om, at vi er hjælpeløse ofre, der fortjener den vold, der rammer os, og at queers ikke kan finde ud af at reagere på fare. Vær rasende! Disse angreb må ikke tolereres! Gør noget! Forstå, at enhver aggressiv handling mod et hvilket som helst medlem af vores samfund er et angreb på ethvert medlem af vores samfund! Jo mere vi tillader homofober at udøve vold, terror og frygt på vores liv, jo oftere og jo voldsommere vil de gøre os til ofre for deres had.

Din krop må ikke være et åbent mål for vold. Din krop er værd at beskytte. Du har ret til at forsvare den. Ligegyldigt hvad de siger, så har din seksualitet krav på at blive forsvaret og respekteret. Du må hellere lære, at dit liv er umåleligt værdifuldt, for hvis du ikke snart begynder at tro på det, så kan du meget let miste det.

Hvis du ved, hvordan man blidt og kontrolleret uskadeliggør din angriber, så gør endelig det. Men hvis du ikke har de evner, så prik øjnene ud på ham, slå næsebenet op i hjernen på ham, skær halsen op på ham med en smadret flaske – gør hvad du overhovedet kan, hvad der er nødvendigt, for at beskytte dit liv!

Hvorfor queer?

Queer! Ah, behøver vi virkelig bruge det ord? Det giver ballade. Enhver homo har sit eget forhold til det. For nogle betyder det mærkværdig og excentrisk og sådan lidt mystisk. Det er ok. Det kan vi godt lide. Men nogle bøsser og lesbiske kan ikke lide det. Det synes, de er mere normale end sære. Og for andre bringer ”queer” minder frem om en pinefuld ungdomstid. Queer - i bedste tilfælde bittersødt og gammeldags – svækkende og smerteligt i værste. ”Kan vi ikke bare sige ”gay”? Det er et meget lysere ord. Og er det ikke et synonym for ”glad”? Hvornår bliver I militante voksne og kommer over trangen til at være anderledes?”

Jo, ”gay” er ok. Det har sine fordele. Men der er mange lesbiske og bøsser, der vågner op om morgenen, vrede og fulde af væmmelse, ikke glade. Så vi har valgt at kalde os selv queer. At vi kalder os queer, hjælper os med at huske, hvordan resten af verden ser os. Det er en måde at fortælle os selv, at vi ikke behøver at være charmerende og vittige mennesker, som fører diskrete og marginaliserede liv i en heteroseksuel verden. Vi bruger queer som bøsser, der elsker lesbiske og lesbiske, der elsker at være queer. Queer, i modsætning til ”gay,” betyder ikke mandlig.

Og når vi bruger det til andre bøsser og lesbiske, er det en måde at foreslå, at vi slår os sammen og (for en tid) glemmer vores individuelle forskelle, fordi vi står overfor en mere modstandsdygtig, fælles fjende. Ja, queer kan være et voldsomt ord, men det er også et snedigt og ironisk våben, som vi kan stjæle fra homofobens hånd og bruge imod ham.

Nej tak til sex politi

Hvis nogen siger, at det at springe ud ikke er en del af revolutionen, så går de glip af hele pointen. Positive seksuelle billeder og det, de manifesterer, redder liv, fordi de bekræfter de liv og gør det muligt at leve og elske sig selv i stedet for at væmmes ved sig selv. På samme måde som “Black is Beautiful” ændrede mange liv, bekræfter “Read my Lips” det at være queer, når man konfronteres med had og usynlighed, som det ses i en nylig statslig undersøgelse af selvmord, der viser, at 1/3 af alle teenagere, der begår selvmord, er queers. Dette bliver yderligere eksemplificeret i stigningen af Hiv-smittede under 21.

Som queers er vi mest hadede for vores sex, dvs. vores fysiske kontakt med det samme køn. Vores seksualitet og seksuelle udfoldelse er det, der gør os mest modtagelige for fysisk vold. Vores forskellighed, vores andethed, vores unikhed kan enten lamme os eller politisere os. Forhåbentlig vil de fleste af os ikke lade det slå os ihjel.

Queer rum

Hvorfor i alverden lukker vi heteroer ind i queer klubber? Hvem giver en skid for, om de kan lide os, fordi vi “virkelig ved, hvordan man fester”? Det bliver vi da nødt til for at komme af med nogle af de frustrationer, de giver os hele tiden! De hænger og kysser, hvor de har lyst og tager alt for meget plads på dansegulvet. De bærer deres heteroseksualitet som et ”bliv ude”-skilt eller som et ejerskabsskøde.

Hvorfor helvede tolerer vi dem, når de invaderer vores rum, som om det var deres ret? Hvorfor lader vi dem stikke deres heteroseksualitet – et våben, som deres verden bruger mod os – op i ansigtet på os på de få offentlige steder, hvor vi kan være sexede sammen uden at behøve at være bange for at blive angrebet?

Det er på tide, at de heteroseksuelle ikke får lov til at lave alle reglerne. Lad os starte med at sætte dette skilt op udenfor enhver queer bar og klub.

Regler for heteroseksuelles adfærd

1. Hold jeres kærlighedserklæringer til hinanden på et minimum (kysse, holde i hånd, kramme). Jeres seksualitet er uønsket og fornærmende for mange her.

2. Hvis I skal danse tæt, så vær så diskrete som muligt.

3. Lad være med at glo efter lesbiske og bøsser, især efter betonlebber og drag queens. Vi er ikke jeres underholdning.

4. Hvis du ikke har det godt med, at nogen af dit eget køn lægger an på dig, så skrid.

5. Lad være med at gøre opmærksom på din egen seksualitet. Vær diskret. Risiker, at folk tror, du er svans eller lebbe.

6. Hvis du synes, disse regler er uretfærdige, så gå ud og bekæmp homofobi på heteroklubberne, eller

7. Fuck dig.

Jeg hader heteroer

Jeg har venner. Nogle af dem er heteroseksuelle.

År efter år ser jeg mine heterovenner. Jeg vil gerne se dem, for at se hvordan de har det, for at tilføje noget nyt til vores lange og komplicerede historier, for at opleve lidt kontinuitet. År efter år bliver jeg ved med at erfare, at det, der fylder noget i mit liv, er irrelevant for dem, og at jeg kun bliver lyttet til med et halvt øre - at jeg er en fodnote i den større verdens gang, en verden af magt og privilegier og installationens love, en verden af udelukkelse og eksklusion. “Det passer ikke,” siger mine heterovenner.

Der er det ene sikre argument i magtens politik: dem, der bliver frosset ude, trygler om at blive lukket ind, mens dem, der er inde, mener, at de første også allerede er det. Mænd siger det til kvinder, hvide siger det til sorte, og alle siger det til queers.

Den grundlæggende skillelinje, både bevidst og ubevidst, er reproduktion - og det magiske ord: familie. Ind imellem sker det, at dem, vi bliver født ind i, gør os arveløse, når de finder ud af, hvem vi i virkeligheden er, og for at gøre sagen endnu værre, så kan vi ikke engang få vores egen.

Vi bliver straffet, fornærmet, afskåret og behandlet som idioter i forhold til børneopdragelse, vi forbandes, både hvis vi prøver, og hvis vi nægter. Det er som om, videreførelsen af arten er så skrøbeligt et foretagende, at hvis ikke det blev tvunget ned over os som en politisk dagsorden, så ville menneskeheden smelte tilbage til urtidens sump.

Jeg hader at skulle overbevise heteroer om, at lesbiske og bøsser lever i en krigszone, at kugler, som det tilsyneladende kun er os, der kan se, fyger om ørene på os konstant, at vores kroppe og sjæle står på nåle, dødsensangst for at blive overfaldet eller voldtaget, at vi dør af sorg eller sygdom, berøvet for vores individualitet.

Jeg hader heteroer, som ikke kan tåle at høre vrede queers uden at sige “hey, det er altså ikke alle heteroer, der er sådan. Jeg er også heteroseksuel,” som om deres egoer ikke blev nusset nok om og beskyttet i den her arrogante, heterosexistiske verden. Hvorfor helvede skulle vi pylre om dem midt i vores retfærdige vrede, som skyldes deres fucked up samfund?! Hvorfor tilføje bekræftende “selvfølgelig mener jeg ikke dig. Sådan er du jo ikke.” Lad dem selv finde ud af, om de fortjener at blive inkluderet i vores vrede eller ej.

Men det ville selvfølgelig betyde, at de skulle lytte til vores vrede, hvad de stort set aldrig gør. De skifter emne ved at sige: “sådan er jeg ikke” eller “hvem er det nu, der generaliserer?” eller “man kommer længere med guleroden end med pisken” eller “hvis du hele tiden fokuserer på det negative, så giver du bare mere magt fra dig” eller “du er altså ikke den eneste i verden, der har det svært.” De siger: “lad dog være med at råbe af mig, jeg er på din side” eller “jeg synes, du overreagerer” eller “mand, hvor er du bitter!”

Lad din vrede få frit løb

De har lært os, at gode queers ikke bliver vrede. De har lært os det så grundigt, at vi ikke bare skjuler vores vrede for dem, men også for hinanden. Vi skjuler den endda for os selv. Vi skjuler den med misbrug af rusmidler og selvmord og med at gøre vores allerbedste i håbet om, at vi kan bevise, hvad vi er værd. De tæver os og stikker os ned og skyder os og bombarderer os i større og større antal, og stadig er der mange, der flipper ud, når vrede queers bærer bannere og skilte, der siger Bash Back.

Gennem det sidste årti har de ladet os dø i hobetal og stadigvæk takker vi præsident Bush for at plante et fucking træ og klapper af ham for at sammenligne AIDS-syge med ofre for bilulykker, som nægter at køre med sikkerhedssele. Lad dig selv blive vred over det.

Vær vred over, at prisen for synlighed er den konstante trussel om vold: anti-queervold, som praktisk talt enhver del af dette samfund bidrager til. Vær vred over, at der ikke er et eneste sted i dette land, hvor vi kan føle os sikre, et sted, hvor vi ikke er mål for had og overfald; selvhadet, selvmordet – skabet.

Næste gang, der er en hetero, der skælder dig ud for at være vred, så sig, at indtil tingene ændrer sig, så behøver du ikke yderligere beviser for at vide, hvem der bestemmer, hvor skabet skal stå. Du gider ikke udelukkende at se heteropar shoppe i fjernsynet. Du gider ikke have flere billeder af babyer stukket op i ansigtet, før du kan få lov at have eller beholde din egen. Ikke flere bryllupper, shows og jubilæer, tak, medmindre det er vores egne brødre og søstre, der fejrer det.

Og sig til dem, at de ikke skal lukke munden på dig ved at sige: “du har rettigheder,” “du har privilegier,” “du overreagerer” eller “du har en offermentalitet.” Sig til dem “pis af med dig, indtil du forandrer dig. Gå ud og prøv at leve i en verden uden de stærke, modige queers, som er dens rygrad, som er dens nosser, hjerne og sjæl.”

Sig til dem, at de skal gå ud på de offentlige gader og gå hånd i hånd med en af deres eget køn i en måned. Og hvis de overlever det, så gider du høre, hvad de har at sige om at være vred og queer.

Og ellers: bed dem om at holde kæft og lytte.


Forelsket i en anden mand

Af Mads Ananda Lodahl | 12. december 2011 | 24 kommentarer

Jeg mødte ham til en gadefest i mit kvarter. Vi har fælles venner, og han har okkulte tegn tatoveret over det hele. Det er to gode muligheder for at starte en samtale. Vi sidder på en kantsten og deler en joint, mens vi snakker om de gamle, sataniske mestre og det ydre rum. Jeg går ud fra, han er til fyre, og læner mig ind og kysser ham på munden. Han kysser tilbage, og jeg ved, at det hele er okay.

Da vores venner går hjem, blæser vi op i en sidegade og bestiller pizza. Han får med spinat. Jeg får med grillet aubergine og hvidløg. Vi snakker om, hvor vi kommer fra og fortæller spring-ud historier. Vi griner af, hvor nervøse vi var dengang, og klokken lidt i 4 sætter vi kurs mod mit kollektiv.

Tre unge rødder ser os holde i hånd og spørger, om vi er bøsser. Da jeg svarer: ”også i den grad!” sparker de ud efter os, og jeg spytter efter dem. Måske ikke den mest strategiske reaktion, men det virker, og de lader os være. Min ven smiler til mig og ser ud, som om han føler sig som en prinsesse med en modig ridder. Sjovt nok føler jeg mig på samme måde. Fedt, at være svans. Så kan alle være prinsesser og riddere. Samtidig.

To andre bøsser på vej hjem fra byen spørger, om vi vil med hjem til dem. Vi griner og siger, at vi gerne vil være alene, for vi har lige mødt hinanden. De spørger, hvad mit tørklæde betyder. Det er magenta og sidder i venstre baglomme. Jeg svarer, og de griner.

Rundt omkring os er byens larmende, blinkende krop ved at falde til ro. S-togets skrattende lysæske sejler forbi, og jeg kommer i tanker om, at jeg skal ud med hunden, inden vi går i seng, så vi kan have en god morgen sammen, når vi vågner. Jeg planlægger hemmeligt at lave morgenmad på sengen med chokolade croissanter, börek, frugt, jogurt og kaffe.

Måske bliver han hængende hele dagen, og vi kan se film og gå ture og lære hinanden at kende. Måske kan jeg ligge og kigge på de okkulte tatoveringer hele dagen, og han kan fortælle i timevis om, hvad de betyder. Måske tager han hjem, når vi vågner, og jeg ser ham aldrig igen, og vi bliver drømmeagtige minder i hinandens indre fotoalbum.

Hjemme hos mig tager vi et bad, og han spørger, om jeg har hiv. Jeg svarer. Og tænker på en anden gang, jeg tog en dreng med hjem fra en fest.

Da vi var kommet i seng, blev han pludselig stille og sagde, at han skulle fortælle mig noget. Han sagde, han havde hiv. Jeg kom til at sige: ”I don’t care.” Men jeg mente: ”I don’t mind.” Det var ikke første gang, jeg havde sex med en hiv-smittet, og det bliver nok heller ikke sidste. Ingen grund til at være bange. Som den lokale aids-organisations slogan lyder: ”jeg ved, hvad jeg laver.”

Efter han har tørret sig med mit håndklæde, river en vandperle sig løs fra hans afblegede hår og løber ned af hans ryg og efterlader en lysende sti på hans hud. Han opdager det ikke selv. Men jeg kan ikke få billedet ud af hovedet. Jeg ved, jeg vil tænke tilbage på det de næste hundrede år.

Inde i sengen er vi rene og tørre og varme mod hinanden. Med fingeren tegner jeg masker på hans ansigt. Senere bliver det endnu vildere, og så spørger han, om jeg vil være top eller bottom.

Alt er til forhandling. Ting er ikke så fedtet ind i Hollywood og Joan Ørting. Endnu. Vi bestemmer selv. Laver vores egne regler. No boys, no girls, no bullshit.

Og den næste dag bliver han hængende. Og jeg laver den morgenmad på sengen. Han griner og kalder mig en player. Vi hører R Kelly. Vist mest for min skyld.

Han fortæller mig, at han også bor i kollektiv. Med en plante og sin hund. Så om eftermiddagen tager vi i skoven med hundene, så de kan tumle rundt i de visne blade, mens vi kigger på efterårets skovbrand. Kører på røven med S-toget. Det tør jeg ellers aldrig.

Vi snakker ikke om alle de alvorlige ting. Vi forhandler ikke kæresteforhold og monogami eller poly-regler. Vi kigger bare på hinanden og glemmer, at de andre kigger på os, når vi kysser. Som om de har fået glosuppe med kigboller i til middag.

Hans hud er gennemsigtig som vådt rispapir og med fregner. Han har smalle, brune øjne og taler med en accent, der er nuttet som Hello Kitty. Han går med T-shirten nede i de lange underbukser, som bliver holdt oppe med seler. Han går med kondisko fra ALDI og bløde fleecetrøjer, der lugter af en blanding af frisk luft og cigaretter. Han snorker en lille smule, når han er træt.

JPEG - 104 kb
Jeg har taget et billede af ham, og han sagde, jeg skulle proppe det på min blog. Han tror, jeg er modeblogger. Jeg har prøvet at forklare ham, at det er jeg altså ikke.

Tirsdagen efter er vi på vej hjem fra et folkekøkken, der trak ud. Det er omkring midnat, da vi går hånd i hånd forbi tre unge rødder, der står og sparker til dækkene på deres bil, mens de snakker og ryger hash. Den ene giver mig respekt for min traditionelle, tyrkiske hue, som en veninde havde med hjem fra Istanbul. Jeg takker og peger på jointen og siger, at det lugter godt. Han vinker os over og rækker den videre. Da jeg tager et hvæs, giver han mig respekt for min lyserøde neglelak og spørger, om vi også bor her i gaden. Jeg peger på mit vindue og siger: ”dér.”

På vej ind i opgangen kigger jeg ind ad vinduet hos nogle kunstnere, der er i gang med at indrette et galleri i stueetagen. Mens de har lejet et lokale, hvor de kan sidde og tegne og høre musik, flytter der hver uge en fattig (som regel tyrkisk) familie ud af kvarteret og længere ud i forstæderne, fordi huslejen stiger med alle de unge, hvide kunstnere, der kommer ind fra forstæderne. Lokalet er helt lyst op af en projektørlampe. På gulvet ligger kunstnerne i ens, bordeauxrøde velour joggingdragter og har sex. De er skøre, de kunstnere. Og de er jo søde nok.

Nu har jeg kendt ham et par måneder, og han får mig til at føle mig som en million-kroner-seddel hver dag. Vores hunde er blevet venner og sover i hver deres lænestol, når jeg sover hos ham. Vi falder i søvn til stearinlys og musik fra hans land (og nogle gange fra mit). Hans krop er som en radiator, mens nætterne bliver koldere og koldere. Han kysser mig om morgenen, og det laver en klikkende lyd, når hans læber rammer min mund.

Mand, jeg har ikke været så forelsket i årevis!


Hele Danmark er en heteroseksualitetsklub

Af Mads Ananda Lodahl | 17. november 2011 | 14 kommentarer

Hvis man udfordrer den heteroseksuelle orden, må man forvente at få tæsk. For i Danmark går vi ind for demokrati, og det betyder, at mindretal skal rette sig efter flertallet, hvis ikke de vil have smadret en flaske i hovedet. Det kunne man læse i kommentarerne til en artikel, som queerkraft bragte forleden.

Et langt ord: skyldsforskubbelse

Queerkraft bragte den 9. november en artikel om en mand, der var blevet slået ned med en flaske, fordi han kyssede en anden mand. Da han meldte overfaldet til politiet, fik han at vide, at ”når mænd kysser hinanden offentligt, må de forvente, at den slags sker.

At give et voldsoffer skylden for et overfald og begrunde det med, at offeret havde opført sig provokerende eller udfordrende, kalder man skyldsforskubbelse.

I kommentarerne til queerkrafts artikel var det lige nøjagtig skyldsforskubbelse, da Simon, Mark og Jeppe H fortalte Andreas, som fik knust en flaske i hovedet, at han selv bad om at få tæsk, fordi han var så dum at kysse en anden mand i en ishockeyklub.

Læs artiklen ”Retssag: Hvor queer har man lov at være?” om en queer dreng, der blev dræbt af sin klassekammerat

”I Danmark går vi ind for demokrati”

Simon påpeger, at ”i Danmark går vi ind for demokrati” og uddyber, at ”det er flertallet, man tager hensyn til”.

Men der findes to opfattelser af, hvad demokrati er:

- Simons demokratiopfattelse indebærer, at flertallet har retten til at tromle mindretallene. Det kan man også kalde flertallets tyranni eller flertalsdiktatur. Med Simons demokratiopfattelse vil man typisk forsvare overgreb mod minoriteter, ulighed og fx homofobisk og racistisk lovgivning, fordi ”flertallet har ret,” også selvom det er på bekostning af andre.

- Den anden demokratiopfattelse vender forholdet mellem flertal og mindretal lidt på hovedet. Den indebærer, at flertallet har en pligt til at beskytte mindretal, fordi alle mennesker har visse rettigheder - menneskerettigheder. Hvis man har den demokratiopfattelse vil man typisk mene, at uanset hvor lille en minoritet er, har den krav på beskyttelse, rettigheder og tryghed.

Når homoseksuelle har lært at hade sig selv og identificerer sig med deres undertrykker, kalder man det i øvrigt internaliseret homofobi.

“Det går rigtig godt i Danmark”

Det første – og måske det største – problem for folk, der vil forbedre vilkår for queers i Danmark er at få folk til at anerkende, at der overhovedet findes anti-queer diskrimination.

Mira Skadegaard Thorsen, ekstern lektor på RUC og seniorrådgiver på mangfoldighed i Global CSR, siger, at "i forhold til diskrimination af minoritetsgrupper, har vi i Danmark en tendens til at pege på offeret. Majoriteten vil slet, slet ikke tage skylden på sig, for vi har en national opfattelse af, at vi er ordentlige, og at vi ikke diskriminerer."

Men vi er ikke alle sammen ordentlige i Danmark. I hvert fald ikke hele tiden. Og det siger de også inde i LGBT Danmark, hvor "det er en gængs opfattelse blandt foreningens medlemmer, at homoseksuelle par ikke har samme råderum som heteroseksuelle."

Men hvis man hele tiden får tudet ørerne fulde af, at der ikke er nogle problemer, og at hvis der er, så er det ens egen skyld, så kan det være svært at gøre noget ved de problemer, der så alligevel er.

Jeppe H’s pointe er, at "det går rigtig godt i Danmark, og at vi skal anerkende de rigtig mange sejre vi som minoritet har fået." Og Simon supplerer og nævner det (for voldsofre absolut ligegyldige) "flertal for kirkelige vielser i den brede befolkning."

“Man må forvente at få tæsk”

Uanset hvor godt og demokratisk det går i Danmark, mener Simon, at "man må forvente at få nogle tæsk," og "at man beder om tæsk," hvis man "reklamerer med sin homoseksualitet."

Mark mener også, at volden var retfærdig. Han mener, det var dumt af Andreas at kysse sin kammerat, og at ”der blev afregnet ved kasse 1 og sagen burde dér være ude af verden.”

Det er i virkeligheden en ret nazi-agtig holdning, at fysisk vold er en retfærdig reaktion på folk, der er anderledes. Og det er påfaldende, at den samme person, der fortæller, at ”i Danmark går vi ind for demokrati” synes, at det er okay at tæske minoriteter.

Læs et brev, jeg engang skrev til en heterofyr, som sammenlignede det at være åben om sin homoseksualitet med at gå ind på Brøndbys tribune med en FCK-trøje

“Man skal også passe lidt på sig selv”

Natascha, der også kommenterer artiklen, "har ikke lyst til at tage konsekvensen af at kysse offentligt. Jeg er ikke stærk nok til at forsvare mig selv." Hun anerkender, at der findes anti-queer vold, og hun har taget snakken med sin kæreste om, hvordan de skal håndtere det. Og som hun siger: "man skal også passe lidt på sig selv i samfundet."

Jeg er enig med Natascha i, at selvforsvar er en nødvendig ting for queers. Og hver queer må vælge den form for selvforsvar, som passer bedst til den enkelte.

For Natascha, som ikke føler sig stærk nok til at stå overfor en "snæversynet, uvidende båtnakke" handler selvforsvar om at vente med at kysse sin kæreste, til de er hjemme i stuen. Det er Nataschas ærlige svar til sin kæreste, når hun vil kysses nede i Føtex. Det er trist, og Natascha ville også "ønske at vi ikke skulle gemme os og at vi kunne gøre som vi ville, men sådan er nutidens samfund bare ikke."

Det gør ondt i mit hjerte, når jeg læser, at Natascha ikke tør kysse sin ”dejlige kæreste,” når hun har lyst. Det er et uretfærdigt og ondskabsfuldt samfund, der gør den slags mod elskende. Men jeg kan godt forstå Nataschas strategi – og jeg respekterer hendes valg. Hver person passer på sig selv, som de bedst kan.

Men hvo intet vover, intet vinder. Og det er Andreas, der kommer til at ændre samfundets indstilling til queer kærlighed, for det er ham, der udfordrer den. Ikke Natascha, Simon, Mark og Jeppe H.

“En ishockey-klub er ikke en heteroseksualitetsklub”

Mikkel Storgaard Knudsen er på Andreas’ side og skriver: "En ishockey-klub er sådan set en ishockey-klub - ikke en heteroseksualitetsklub," og det er også rigtigt nok. Men det er også lidt forkert, for egentlig er hele samfundet en heteroseksualitetsklub.

Mikkels tommelfingerregel lyder: "Hvis det er i orden for et heteropar at gøre x, er det også i orden for et homopar!" Og det virker rimeligt ud fra idealer om lige rettigheder og sådan.

Men Simons tommelfingerregel lyder sådan her: "Gad vide om ishockey-fans generelt holder af at se fyre kysse hinanden? Nej? Mon så ikke jeg skulle nøjes med at skåle med min ven?"

Omsat til generelle vendinger: "Hvordan kan jeg som homo bedst tilfredsstille de heteroseksuelle omkring mig, så de ikke smadrer flasker i mit ansigt? Ved at ydmyge mig selv, leve i skabet, være "sød og sjov" og for den kristne guds skyld aldrig gøre noget, der kan virke stødende på selv den mest snerpede hetero. Vi skulle jo nødig bringe de kirkelige vielser i fare."

En ishockeyklub er en ishockeyklub er en heteroseksualitetsklub.

På samme måde som kirken, staten, skolen, sundhedsvæsenet, boligmarkedet, rejseselskaberne, nattelivet, Hollywood, børnelitteraturen, zoologisk have og alt andet omkring os er en heteroseksualitetsklub, indtil Andreas (og folk som ham) sparker døren ind og insisterer på, at de også vil have deres andel i planeten, samfundet og klubben.

Indtil vi kommer spændende med kysmund og knytnæver og kræver retten til at elske, hvem vi vil, hvor vi vil, og når vi vil uden at skulle spørge den heteroseksuelle overmagt om lov først.

“En hær af elskende kan ikke tabe”

Andreas er ikke bare en flot fyr med gode holdninger og hjertet på det rette sted. Når han kysser en mand i en ishockeyklub, er han gjort af et revolutionært stof, der kaster vrag på de heteroseksuelles kærlighedsmonopol og lader hånt om frygten.

Som Caspian Drumm, Sarah fra X-Factor og tusindvis af ukendte mennesker er han den, der trækker sin kærlighedspistol, afsikrer og trykker af mod heteronormativitetens gender defenders og gør verden lidt smukkere, lidt lykkeligere og lidt mere fuld af mod.

Som han selv siger: hvis "man ikke kan kysse en ven, når man er fuld og glad så er det en meget trist verden at være en del af."

Så kære Mark, Simon, Jeppe H og Natascha, lad os vinke farvel til den fucking tristhed. Lad os kysse frygten og volden farvel og lad os gøre som Andreas.

Lad os kysse lidt mere og lad os stå fast på, at kærlighed er bomben, der sprænger hadet væk, at queer kærlighed er den gren, der skraber heteronormativiteten af vores sko, når vi har trådt i den. Og lad os for helvede have modet til at gøre det simple, det smukke, det uskyldige: at kysse dem, vi elsker, og ikke give en fuck for planetens snæversynede, uvidende båtnakker!

Hver gang vi kysser, vinder vi!


Det her indlæg bliver desværre det sidste fra mig et stykke tid. Jeg regner med at være tilbage efter nytår engang. I mellemtiden kan du hygge dig med nogle af de her ting:

- min nye hjemmeside – almindelig.com - hvor du kan følge med i, hvad jeg laver, booke en workshop eller læse ting fra tidligere. Det er en helt almindelig hjemmeside.

- klubværelset på P1, hvor jeg fortæller, hvorfor jeg er imod homoægteskaber (tjek også deres bagkatalog, de har virkelig mange gode programmer).

- Tomas Lagermand Lundmes radiodrama, ”man får jo ikke en regnbue i hovedet hver dag,” der handler om forskellige bøsseting. Det er virkelig godt og sjovt.

den her video.


Historier fra bøssesaunaen

Af Mads Ananda Lodahl | 10. oktober 2011 | 2 kommentarer

Klokken 16 står jeg bag baren i blå T-shirt og shorts i den bøssesauna, jeg arbejder i, i Berlin. Klar til at lange pizzaer og håndbajere over disken til nøgne mænd med håndklæder. Den første gæst, jeg snakker med, smiler, mens han fortæller mig, han har et helt æble oppe i røven. Helt oppe bag den anden lukkemuskel. Med stilk og det hele. Han bliver helt salig, når han sidder i boblebadet og mærker, hvordan det summer.

Æbler

Senere kommer han op i baren og ser mindre glad ud. Han kan ikke få æblet ud. Lidt senere kommer han op igen. Og nu er han glad igen. Han har mødt to fistfuckere. De tre har fundet en kabine og en dåse smør og ligger og hygger med dagens projekt: at få et æble ud af en mand.

De to fistere er fra Magdeburg i det tidligere Østtyskland. Ham med æblet er fra Hamborg. I dag er Tag der Deutschen Einheit, og Tyskland fejrer genforeningen. Det er en national fridag, men de tre mænd har fundet en sjovere måde at fejre det på end at ligge hjemme på sofaen og se fjernsyn om Helmut Kohl.

Ovre i hjørnet af baren står en ung, asiatisk mand med kæmpestore kinesiske (tror jeg) tegn på overarmen og viser sin cockring frem, mens han spiser et æble. Han har cockringen på.

Tatoveringer

Friedhelm er også fra Magdeburg. Han spørger, hvordan jeg kan få fjernet mine tatoveringer. Jeg siger, at man kan fjerne dem med laser, hvis man vil, men det vil jeg ikke. Han kender en, der fik fjernet en tatovering. Men det er længe siden. De havde bare skåret huden af, trukket den omkringliggende hud sammen og syet det til. Det var ikke blevet så pænt. Man kunne godt se et ar. Det kan jeg godt forestille mig.

Han fortæller mig, at hans far døde i krigen. Han var tysk soldat. Jeg tænker på, om det var ham, der fik fjernet sin tatovering. I saunaen i København havde jeg en dag en gæst fra Finland. En gammel, gammel mand. Han havde tatoveret det tyske våbenskjold fra nazitiden. Det med en ørn, der står ovenpå et hagekors. Så rendte han rundt med det på armen i en bøssesauna i 2008.

Jeg spurgte, hvorfor han ikke havde fået det fjernet, og han begyndte næsten at græde. Han talte ikke så godt, og slet ikke et sprog jeg kendte. Men det var tydeligt, at han ikke var stolt af sin fortid. Han var ung, sagde han, og ville gerne flyve, så han blev jægerpilot for nazisterne. Smed bomber på folk. Jeg tog et stykke plaster og satte det henover hans tatovering. Han så lettet ud. De andre gæster nikkede anerkendende til mig, da han var gået.

Skilsmisser

Friedhelm spørger, hvad min kæreste siger til, at jeg arbejder her. Han siger det på tysk (Freundin), så man kan høre, han snakker om en pige. Jeg griner og siger, at sådan en har jeg ikke.

Han blev selv gift med Eva i 1969, da han var 30. Samme år blev det lovligt at være homoseksuel i Vesttyskland. I Friedhelms DDR var det blevet lovligt året før. Indtil da var ca. 50.000 mennesker blevet fængslet for homoseksualitet i Tyskland siden krigen. Og nazitiden… det er en helt anden historie…

Han ville ikke have nogen børn, for han regnede ikke med, at han ikke ville kunne give dem et godt liv. At leve efter Prins Henrik-modellen var en tikkende bombe og ikke en, man skulle lægge under et barn.

I 1981 døde Friedhelms mor. Friedhelm var 42, og nu hvor begge forældre var døde, og der ikke var nogen at skuffe, skilte han sig fra Eva og begyndte sit liv som bøsse. Han havde drukket under ægteskabet og var ikke stolt af den måde, han havde behandlet sin kone på. Men han havde aldrig haft sex med andre end hende. Det skulle ændre sig. Efter skilsmissen talte han aldrig med Eva igen.

I sit job som chefingeniør på et af de østtyske atomkraftværker kontaktede han andre mænd over telefonen, og en dag blev han kaldt op til den øverste chef. STASI havde lyttet med og underrettet chefen, som ville høre, om det var rigtigt, at han var homo. Friedhelm bekræftede det selvsikkert, og chefen mente, at så længe han arbejdede, når han var på arbejde, var han ligeglad.

Da rygtet spredte sig, ville Friedhelms sekretær også have sikkerhed. Friedhelm bekræftede igen stolt sin seksualitet, og sekretæren fik tårer i øjnene af glæde, for ”nu vidste hun, at hun ikke behøvede gå i seng med ham.” De to blev slyngveninder i den gammelkendte formation: bøsse + fag hag / pige + bøsseven.

Eksorcisten

Men så kommer der pludselig en gruppe gæster op fra poolen, og de vil alle sammen have øl, så jeg får ikke resten af historien. En af dem har en smadret tatovering på den ene arm. Jeg spørger til den, og han fortæller, han lavede den i skolen som 12-årig. Dengang var hans arme ret små. I løbet af de sidste 50 år er tatoveringen blevet fire gange så stor. Jeg synes, den er flot. Den forestiller en kors med en kniv igennem. Godt fundet på.

Rizwan fra Saudi Arabien kommer op og giver mig et fast håndtryk og spørger, hvordan det går. Han er massør i saunaen. Han har også været gift med en kvinde, efter han kom til Tyskland. Men for 8 år siden sprang han ud og lod sig skille. Konen tog tilbage til Saudi Arabien med deres søn. Rizwan har snakket i telefon med sønnen hver eneste aften, siden de flyttede. Hans søn er 14 år.

Klokken er lidt før midnat, da nattevagterne tager over. Mens Thomas tæller kassen op, fortæller Holger om en nat, hvor han arbejdede alene. Det var en tirsdag, så der var kun en gæst. En 25-årig meget liderlig mand, som stod nøgen på trappen og kiggede Holger ind i øjnene, mens han spillede pik og sagde ”knep mig, knep mig.” Fra klokken 3 til klokken 6.

Jeg grinte og spurgte, om det havde været frækt, men Holger synes, det mindede mest om den scene i eksorcisten, hvor pigen kravler op ad væggen og skriger til præsten, at han skal kneppe hende, mens hun skubber et krucifiks op i kussen.

Verboten

Da jeg får fri tager jeg et bad og sætter mig ned i saunaen. Oppe i baren står Paulo, som jeg er rimeligt vild med. Han er på arbejde. Jeg siger til ham, at der er noget nedenunder, han skal reparere, og at jeg kan vise ham, hvor det er. Han tager nøglebundtet, og jeg fører ham hen til teknikrummet.

Da han åbner døren, skubber jeg ham ind, følger selv efter og smækker døren bag os. Han kigger forvirret på mig, inden jeg tager fat i ham og kysser ham. Han kysser mig tilbage. Det vidste jeg godt, han ville gøre. Han har tynde shorts på, og jeg er nøgen. Vi er glade for hinanden. Jeg kan ikke lade være med at grine, fordi han hele tiden gentager på lidt dårligt tysk: ”Es ist verboten, ich arbeiten.”

Navnene er opdigtede. Læs flere historier fra saunaen her.


"Sex er noget, piger giver til drenge"

Af Mads Ananda Lodahl | 23. september 2011 | 7 kommentarer

Der er forskel på, hvad folk tænker, når drenge siger, de har scoret. Og når piger siger det. Den anden dag snakkede jeg med en af mine veninder. Jeg fortalte, jeg havde scoret en punker til en 90’er fest. Hun fortalte, at hun scorede rigtigt meget for tiden…

Min veninde: Eller… - jeg boller ikke bare rundt med hvem som helst. Jeg er sammen med folk, som jeg har nære relationer med. Sådan har det været i nogle år. Jeg er ikke interesseret i at have noget fast.

Det kan godt være svært for min omgangskreds og min mor at forstå. De har vist nogle andre ideer om, hvordan man er en pige. De tror ikke på, at jeg ”har mit hjerte med.” Men jeg er god til at mærke mig selv og har aldrig fortrudt noget.

Mads: Det lyder dejligt.

Min veninde: Det er det også. Men ind i mellem dukker der alligevel tanker op, sådan… om alting egentlig er i orden med mig. I forhold til at jeg har sex med flere mennesker og ikke gider det der faste kæresteforhold, som det er meningen, jeg skal drømme om.

Altså… - jeg ved godt, jeg ikke gør noget forkert, men der er alligevel ideer i samfundet, som påvirker, hvordan vi tænker om os selv, og de kan gøre det svært at mærke, hvad man egentlig føler.

På den ene side føles det hele fantastisk, og mit liv er bare dejligt og let. Men samtidig føles det, som om det burde føles forkert, og jeg kan tage mig selv i at tænke: ”Vent. Hvis nu jeg tænkte mig rigtig godt om, er der så noget galt med mig? Kan jeg virkelig mærke, hvad jeg har lyst til?”

Jeg er fanget mellem den glæde, jeg faktisk føler, og den skam, som samfundet vil have mig til at føle. Forstår du, hvad jeg mener?

Mads: Ja. Det forstår jeg faktisk rigtigt godt.

Da jeg begyndte at have sex med drenge, havde jeg det på samme måde. På den ene side føltes det helt fantastisk og rigtigt, men samtidig var der en stemme indeni, der prøvede at overbevise mig om, at det var forkert.

Det tog lang tid at få den stemme ud, men det hjalp at arbejde i en bøssesexklub, hvor der kørte bøsseporno hele tiden. Det blev godt nok lidt anstrengende at glo på i længden, men til sidst blev det ligeså naturligt for mig at se to mænd bolle som at se nogen hoste.

Min veninde: Der er sådan en ide om, at sex er noget, piger giver til drenge, men som de ikke selv har nogen interesse i. At sex er noget, mænd vil have, og de skal bare finde en pige at bruge til det. Så hvis en pige siger ja, bliver hun set som billig, dum, svag – en der lader sig bruge. Men jeg kan slet ikke genkende mig selv i den formel.

Jeg er god til at tage initiativ, sige til og fra, mærke mig selv og have kontrol i situationen. Alligevel oplever jeg tit, at hvis jeg fortæller mine drengevenner, at jeg har været sammen med nogen, så synes de, at jeg har misforstået hele spillet, og at jeg er blevet brugt.

JPEG - 112.3 kb
Kondom af mærket ”Lucky Boy.” Men hvis drengen er heldig, når han får sex, hvad er pigen så? Uheldig? Eller bare dum?

Men når mine drengevenner scorer, synes de andre drenge jo, det er sejt. Det passer ind i formlen: ”jo mere man scorer, jo mere mand er man.” Det er ligesom der står i Learning Good Consent:

”Vi arbejdede ud fra den hetero-opskrift, der siger, at fyren er føreren, der skal sørge for at komme så langt med en pige, som han kan, og det er så pigens opgave at være bremsen, altid på vagt overfor mænd, der prøver at få så meget seksuelt fra hende, som de kan, indtil hun stopper dem.

Men den opskrift er en fælde for alle parter. Det er en fælde for drengene, fordi den ikke giver dem plads til at have et helt og fuldt sæt af følelser, til ikke at have lyst til sex eller til at føle sig som noget som helst andet end en sexgalning, altid på jagt efter sex.

Og det er en fælde for pigerne, fordi uanset hvad der sker, er det deres skyld. Enten siger vi ingenting, og vores stilhed bliver tolket som samtykke, eller også siger vi fra, og så bliver vi stemplet som snerpede eller narrefisser.”

Mads: Nu ved jeg jo, du kommer i ”alternative” kredse, og det kan godt være, det lyder lidt sur-mand-agtigt, men jeg synes simpelthen, det er så kikset, at folk, der ser sig selv som alternative/progressive/punk/whatever, dømmer (sig selv og andre) efter gammeldags og patriarkalske standarter, hvor kvinder er en eller anden viljeløs handelsvare mellem mænd.

Hele det der luderstempel er simpelthen så kristent. Hvordan tror du, man kan komme ud af det?

Min veninde: Det handler om at tro mere på sig selv, end på hvad mænd siger om en. Og det hjælper at være omkring mennesker, som ser verden, ligesom man selv gør, så man ikke hele tiden skal forsvare sig eller forklare, hvorfor man gør, som man gør.

For mig handler det om at være omkring folk, der ikke dømmer eller sætter spørgsmålstegn ved min glæde, når jeg har haft en god nat, men bare er glade for, at jeg er glad.

Mads: For mig er det vigtigt at være omkring folk, som ikke syntes, det er frastødende/spændende at se mig kysse andre mænd. Men det er også vigtigt at forstå, hvad homofobi er. At det ikke har så meget med mig at gøre som med samfundet.

Dit problem er jo heller ikke, at du er forvirret, men at samfundet jubler over mænds ”erobringer,” men tror, der er noget galt med piger, hvis de kan tænke selv og godt kan lide sex.


Kom til min workshop

Jeg holder en workshop om, hvordan man helt konkret kan gøre modstand mod Den Heteroseksuelle Verdensorden på tirsdag den 27.9. kl. 20 hos BLUS i Huset i Magstræde, København. Workshoppen varer ca. 2 timer og foregår på engelsk. Det er gratis, og alle er velkomne.

Her er en beskrivelse af workshoppen:

Do you ever feel like you don’t know what to do about oppressive straight society? Like you feel powerless and frustrated? Like making a demonstration or putting up a sticker just isn’t the right answer or doesn’t really help? Like you feel alone and confused? Do you ever feel like you could use some more tools in your toolbox, when you set out to battle the Straight World Order? Then come to an empowering and inspiring workshop about queer resistance and queer activism.

Hvis du er en af dem, der er på Facebook, kan du læse mere her.


Brevkasse: valget, børn, hip hop og film

Af Mads Ananda Lodahl | 6. september 2011 | 4 kommentarer

Spørgsmålene hober sig op i min inbox, og det er blevet tid til at besvare et par af dem. Hvis du også har et spørgsmål, du gerne vil stille mig, kan du sende det til queer-jihad@care2.com

Du kan se den sidste brevkasse her eller ved at bladre i mit blog-arkiv ude i højre side ------->

Hvem skal jeg stemme på?

Hjælp!!! Der er valg lige om snart og jeg ved ikke hvem jeg skal stemme på. De er alle sammen så dumme. Kan du ikke give mig et råd? Hilsen den Råd-Vilde.

SVAR: Jeg er enig med dig i, at det ser svært ud. De fleste politikere virker forløgne, ondskabsfulde eller straight up dumme og idiotiske.

Nu er jeg ikke den, der ved mest om parti-politik, men for mig ser det ud som om, Enhedslisten er det eneste parti, der faktisk er i opposition. Så hvis du synes Folketinget er lort nu, så skal du stemme på dem.

Det er også det eneste parti, der har et queer-udvalg, dvs. nogen, der arbejder ud fra normkritiske, queer perspektiver og ikke bare sidder og siger: ”Vi vil giftes i en kirke.”

Når nu der skal være en statsminister, så håber jeg, det bliver Enhedslisten.

Noget om børn og queer

Hejsa Mads. Jeg har et spørgsmål til din brevkasse, som jeg godt kan lide at læse. <3

Jeg har gået og tænkt på, om der mon findes nogle queer børnehaver eller dagplejer i Danmark? Ellers tror jeg, det kunne være en fed ting at lave, fordi at den tidlige barndom i høj grad er med til at påvirke en persons syn på verden. Hvad synes du om ideen? Tror du man kunne finde forældre der ville sende deres børn derhen? Hilsen Lola

SVAR: Hej Lola. Jeg har hentet lidt eksperthjælp til dit spørgsmål fra min veninde, Ane Kirk, fra foreningen Køn I Pædagogik. De har en hjemmeside, hvor du kan læse om dem og finde tips til gode bøger og tekster. Her kommer Anes svar:

Der findes ingen queer daginstitutioner i Danmark. Det kan der være mange grunde til, men en grund er nok at, der ikke uddannes i normkritisk pædagogik eller i konstruktivistiske tilgange til køn på pædagog- eller læreruddannelsen. Der findes altså ikke en faglighed omkring pædagogisk arbejde med køn og kønsroller.

En anden grund er, at der ikke er en tydelig lovgivning på området, der kan pege på, at man skal arbejde kritisk med køn i pædagogik, i modsætning til Sveriges lovgivning, hvor der blandt andet står:

Lika tillgång till utbildning

8 § Alla ska, oberoende av geografisk hemvist och sociala och ekonomiska förhållanden, ha lika tillgång till utbildning i skolväsendet om inte annat följer av särskilda bestämmelser i denna lag. I diskrimineringslagen (2008:567) finns bestämmelser som har till ändamål att motverka diskriminering och på andra sätt främja lika rättigheter och möjligheter inom utbildningsområdet oavsett kön, könsöverskridande identitet eller uttryck, etnisk tillhörighet, religion eller annan trosuppfattning, funktionshinder, sexuell läggning eller ålder.

Se mere om svensk lovgivning

Grunden, til at der ikke står noget om køn i den danske lovgivning, er et ideal fra lovgiverens side om at være kønsneutral. Det er bare problematisk, fordi det kommer til at betyde, at pædagoger og lærere, der alligevel arbejder med køn i en kønnet hverdag i daginstitutionerne, ikke har en faglighed omkring køn med i det arbejde. Og så kan det blive stereotyperne, biologisk essenstænkning og commonsense forståelserne af drenge og piger, der får lov til at styre.

Den essentialistiske tilgang til køn er ret dominerende i det danske pædagogiske landskab. Det kan man eksempelvis se i en daginstitution i Kolding, der arbejder med at styrke drengenes drengethed og pigernes pigethed.

Læs artikel om daginstitutionen i Kolding

Det interessante ved artiklen er, at det viser sig, at det ikke er så nemt eller godt at holde ungerne så fastlåste i deres køn, så de voksne er blevet nødt til at bløde lidt op. Men bemærk alligevel, hvordan drengene har tillært sig, at det er helt legitimt at hade alle piger, og at heteronormativiteten trives.

Der er dog også daginstitutioner, der arbejder lidt mindre dogmatisk med køn og forsøger at udfordre kønsstereotyper i det små, men så vidt jeg ved, er der ikke nogle daginstitutioner, der har det som en overordnet politik. Tip mig gerne i kommentarfeltet nedenunder, hvis du finder ud af noget andet.

Læs om en lidt mindre dogmatisk daginstitution

Til gengæld ved jeg, at der er nogen, der overvejer at starte et sted op, der netop skal arbejde normkritisk med køn som en integreret del af institutionens politik. På spørgsmålet, om der er nogle forældre, der er klar til at sende deres barn hen i sådan en institution, er svaret ja. Denne måling viser eksempelvis, at hver tiende dansker er klar til børnehaver uden køn.

JPEG - 79.5 kb
Se mere queer graffiti hos Queer Jihad

Som trøst fordi Ane ikke kunne henvise til en queer børnehave, har jeg samlet en masse links til de voksne, der interesserer sig for børn og for, hvordan man kan give børn en mere queer opvækst. Det gør nok ikke den store forskel, men måske kan det være opmuntrende og inspirerende.

Disney er ondt

Svampebob er godt

5-årig dreng elsker lyserøde kjoler og bliver støttet af sin mor

Svensk børnehave afskaffer drenge og piger

Kan man skabe et kønsneutralt barn?

Noia interview med børn om kønsroller

Upassende gaver til børn

En bøssefar springer ud

7-årig transkønnet pige fortæller om sit liv

TV-program om familier med transkønnede børn

Dreng med to fædre stiller op til talentshow

10-årig dreng står op for LGBT-rettigheder - og modtager en pris for det

Kønsløs lille canadier kastet ud i stormvejr

5-årig dreng klæder sig ud som en dame, og hans mor flipper ud, fordi han bliver drillet

Læs også mit indlæg om en ung bøsse, der blev dræbt af sin klassekammerat

Kender du begrebet NO HOMO?

hej mads, jeg hører meget hip hop og den slags, og har lagt mærke til at det er en trend at rappe linien "no homo" i forbindelse med udtalelser der kan tolkes som homo-begærs-agtige. har du også lagt mærke til det? kh mathias

SVAR: Jeg har godt hørt om begrebet, men det er ikke så meget i det hip hop, jeg hører (primært 90’er, eastcoast og ting fra Wu Tang Productions). Selvom homofobi er udbredt i hip hop, så er ”no homo” kun brugt i visse kredse. Jeg tror, mange i hip hop synes, det er et latterligt begreb, selvom de synes, homofobi er sejt.

Og det er jo bare endnu et eksempel på, at én minoritetsgruppe gør sig stor på en andens bekostning, og så kan de ikke-hvide og de ikke-heteroseksuelle stå og spytte på hinanden, mens de hvide heteroer står rundt omkring og råber ”Slås! Slås! Slås!”

Fox Mulder siger noget klogt om det (ja, ham fra X-files):

“Fear. It’s the oldest tool of power. If you’re distracted by fear of those around you, it keeps you from seeing the actions of those above.”

Kan du anbefale nogle gode film?

hej, bøssemads! Kan du ikke anbefale nogle gode queer film i din brevkas?

SVAR: Nu er ”god” og ”queer” jo to ord, der har mange betydninger, men jeg kan da godt anbefale nogle film, som jeg synes var gode at se, og som handler om at leve udenfor den heteroseksuelle verdensorden. Det er bare et lille udvalg i tilfældig rækkefølge. Klik på titlen for at se en trailer eller et klip. Mange af filmene kan også ses på nettet.

Man må meget gerne tilføje film i kommentarfeltet nedenunder.

Dokumentarfilm:

Dreamworlds 3: Desire, Sex and Power in Music Videos

The Cockettes

The Celluloid Closet

Boy I Am

Paragraph 175

The Battle of Tuntenhaus (se hele filmen her)

Männer, Helden, Schwule Nazis (Men, Heroes, Gay Nazis) (se filmen her)

This Film Is Not Yet Rated

Sisters in Law

101 Rent Boys

Paris Is Burning (se filmen her)

The Watermelon Woman

Be Like Others/Transsexuals in Iran

The Codes of Gender

Spillefilm:

A Single Man

Aimee & Jaguar

Broderskab

Transamerica

AFR

Salt (læs min anmeldelse af filmen her)

Brother to Brother

Dog Day Afternoon

Dream Boy

Eban and Charley

The Graffiti Artist

F es tun Salad (Fogi Is A Bastard)

The Heart is Deceitful Above All Things

Itty Bitty Titty Commitee

Mannen som elsket Yngve

Un Ano Sin Amor (A Year Without Love)

Longtime Companion

La Mala Educacion (Bad Education)

Nico & Dani

No Skin Off My Ass

Otto, or Up With Dead People

Raspberry Reich

Skin Gang

Hustler White

Pink Narcissus (kunstfilm)

Shortbus

Sommersturm

Oira Sukeban

Machine Girl

Tarnation

Totally F**ked Up

The Living End

Doom Generation

Mysterious Skin

Nowhere

Splendor

Philadelphia

Secretary

Polyester

Fremde Haut (Unveiled)

Cruising

Another Gay Movie (lad være at se 2’eren, den er sygt ringe)

Smukke Dreng

Total Eclipse

Bent

Beautiful Boxer

I Shot Andy Warhol

Eating Out

Me and You and Everyone We Know

Wild Tigers I Have Know

Kondom des Grauens (Killer Condom)

Dahmer

Sick Girl

My Beautiful Laundrette

X-Men III: The Last Stand

Baise-Moi (fuck me)

Saló

But I’m a cheerleader

Milk

+ True Blood

Og som sagt – man må meget gerne anbefale flere film i kommentarfeltet nedenunder…

- og her er en anden liste over queer film, som nogen andre har lavet. I øvrigt en ret sjov blog.


Filmanmeldelse: SALT

Af Mads Ananda Lodahl | 29. august 2011 | 3 kommentarer

SALT er en actionfilm fra 2010 med Angelina Jolie i hovedrollen som CIA-agenten og spionen, Evelyn Salt. Jeg har set den tre gange. Og selvom det måske lyder underligt, vil jeg kalde SALT en feministisk film. Udelukkende fordi den ikke er sexistisk.

Du kan se traileren til filmen her. Så slipper jeg for at skrive, hvad den handler om.

At der overhovedet findes en actionfilm med stort budget og en kvindelig, påklædt hovedperson er nærmest en præstation i sig selv, men det, jeg lagde mærke til, da jeg så filmen, var, at den fuldstændigt manglede de sexistiske traditioner, som man finder i de fleste mainstream film.

Sexistisk tradition # 1: The Male Gaze

I film (og tegneserier og reklamer osv.) benyttes ofte det, man kalder The Male Gaze, det mandlige blik. Det betyder, at man ser ting fra den heteroseksuelle mands synsvinkel. Mænd er dem, der kigger. Kvinder er dem, er bliver kigget på.

Læs en god artikel om The Male Gaze

Det betyder, at kameraet ofte filmer kvinder nedefra, fokuserer på kvindens krop og ikke hendes ansigt, og ofte beskærer billedet, så kvindens hoved slet ikke er med. Kvinden er ofte letpåklædt og placeret så kameraet (og den mandlige, heteroseksuelle biografgænger) har ”god udsigt.” Og sexscener er et nærmest obligatorisk element i film, der gerne vil vises i biffen.

Vi, der er trætte af at glo på heteroseksuelle sexscener, bliver sparet for det i SALT. Og Evelyn Salt træder ikke frem på lærredet som stykke kød, som den mandlige beskuer kan fortære. Og Angelina Jolie er ellers en af Hollywoods største sexsymboler.

Hun er i næsten hele filmen klædt i høje halse og lange bukser. Hun er beskidt og blodig, hvilket hverken er særligt sexet eller særligt feminint (i mainstream forstand). Og kameraet fokuserer på hendes ansigt og hendes handlinger frem for på hendes krop.

Sexistisk tradition # 2: Kvinder er aldrig interessante i sig selv

I langt de fleste film er hovedrollen en mand, der indgår i en handling, hvor stort set alle hans modspillere er mænd. Hvis der er kvinder i filmen, har de som regel den funktion at vise noget om mandens baggrund, følelsesliv eller magt.

Det er med til at bekræfte det mandlige som det neutrale, det vigtige og det, som alle kan relatere til, mens kvinders erfaringer bliver overset og gjort usynlige og dermed uvigtige.

Der findes en test, der kan vise noget om kvinders tilstedeværelse i en film. Testen er meget simpel. Den består af 3 spørgsmål, som man skal kunne svare ja til, hvis en film skal kunne bestå.

1. Er der to eller flere kvinder, som har navne, i filmen?

2. Taler de med hinanden?

3. Taler de med hinanden om noget andet end mænd?

Det lyder sindssygt, men langt de fleste film kan faktisk ikke bestå testen. Og selvom jeg kækt erklærer SALT for en feministisk film, er den desværre ingen undtagelse. Der er ingen andre kvinder i filmen end Evelyn Salt. Ingen.

Men en kvinde er alligevel en kvinde mere end i film som Valhalla Rising, Hurt Locker, Men Who Stare at Goats og No Country For Old Men, hvor der ikke er en eneste kvinde.

Få testen forklaret i denne video og se, hvor mange af dine yndlingsfilm, der ikke består

Hvor de fleste film handler om en mand (eller en gruppe mænd), der har et eller andet drama kørende med nogle andre mænd, så de kan erobre, beskytte eller udnytte nogle personlighedsløse kvinder, er rollefordelingen i SALT vendt om.

Salts mand er en 2-dimensionel figur, som vi ikke hører meget om, og som mest af alt har den funktion at vise os Salts menneskelige side. Og så er det Salts ønske om at beskytte sin mand, der sætter hele filmens drama i gang.

Sexistisk tradition # 3: Kvinder skal lide dobbelt, før de må hævne sig

I mange film – for eksempel i alle Quentin Tarantinos film – kan man se, at hvis en kvinde skal have lov til at træde i karakter og stå op for sig selv, forsvare sig selv eller hævne sig, så skal hun først igennem de mest utrolige lidelser.

For kvinder er det ikke nok, at nogen kalder dem ”homo,” kigger på deres kæreste eller stiller spørgsmålstegn ved deres ære. Kvinder skal voldtages, tæves og begraves levende, før det bliver okay, at de siger fra.

Tænk på Kill Bill eller Death Proof. Tænk på Thelma & Louise. Der skal altid et eller andet exceptionelt modbydeligt til, før manuskriptforfatterne giver deres kvindelige roller lov at gå amok.

I SALT tager Evelyn Salt sin del tørre tæsk. Men forskellen på SALT og mange andre film er, at hun ikke skal igennem noget, som hendes mandlige modparter ikke også skal igennem. Og det er helt naturligt i filmens logik, at hun hævner sig og giver igen af samme skuffe.

Se to mænd komme op at slås i They Live, fordi den ene ikke vil prøve den andens solbriller

Sexistisk tradition # 4: Vold mod kvinder skal være seksualiseret

Når der er vold mod kvinder på film, er det ofte seksualiseret vold. Når man alligevel skal være voldelig, kan man ligeså godt vedligeholde den kønnede orden også, synes logikken at være.

Kvinder får tæsk på helt andre – og mere ydmygende – måder end mænd. Og det er snarere reglen end undtagelsen, at seksuelle overgreb er en del af volden. Igen er SALT anderledes.

I åbningsscenen bliver Salt tortureret, mens hun ligger i undertøj på et beskidt gulv, men selvom skaberne af filmen havde rigelige muligheder for at bringe den seksualiserede vold ind i billedet, har de ladet være.

I en (film)verden hvor voldtægt bare er endnu et underholdende element, der appellerer til vores følelser, kan det kun have været et bevidst valg ikke at tage det med.

Sexistisk tradition # 5: Ingen film uden kvindeforagtende skældsord

At bruge sexistiske skældsord som bitch, whore, pussy og so, luder, tøs og møgkælling er så udbredt, at mænd også bruger dem om hinanden. Det ændrer bare ikke på, at de beskriver noget kvindeligt og derfor ikke kan løsrives fra sexismen.

I SALT er der tusind scener, hvor mænd er vrede på en kvinde og derfor ligger det lige for at benytte sexistiske skældsord. Men det gør de ikke. Igen kan jeg kun tro, at det har været et bevidst valg at fravælge sexismen i en (film)verden, hvor den slags ord er ligeså almindelige som kameraer.

SALT nedbryder sexistiske stereotyper

SALT er ikke en feministisk film på samme måde som Baise-Moi eller Itty Bitty Titty Committee, men det er en film, der – tilsyneladende bevidst – fravælger nogle af Hollywoods mest fastgroede, sexistiske traditioner og viser, at kvinder kan ting, som det ellers kun er mænd, der får lov til at kunne.

Når man har set Evelyn Salt få hældt benzin ned i mavesækken gennem en tyk plastikslange og blive sparket i maven og stadig ikke indrømme, at hun er spion, bliver det svært at holde fast i fortællingen om kvinder som svage.

Og det er det, det handler om. Det er film (og andre medier), der skaber vores stereotyper. Og når der kommer en film som SALT, der er med til at nedbryde skadelige stereotyper, fordi den viser os noget andet, så er det feministisk.

Og det er sgu god, feministisk ironi, at når lortet brænder på, smider Salt de høje hæle, så hun kan løbe og kaster sine trusser op på overvågningskameraet, så hun kan få fred til at bygge en bazooka af rengøringsmidler og kontormøbler.

Samlet vurdering: 4 ud af 5 stjerner

Jeg giver SALT 4 ud af 5 stjerner. Den manglende stjerne er, fordi filmen ikke klarer filmtesten. Jeg synes, den ville have vundet point, hvis hovedpersonen havde været en del af en feministisk bande.

Men på den anden side… det kan man jo sige om alle film.


Tre gode dokumentarfilm om film, køn og seksualitet, som kan ses på nettet (tryk på link):

The Celluloid Closet

This Film Is Not Yet Rated

Dreamworlds 3


Retssag: Hvor queer har man lov at være?

Af Mads Ananda Lodahl | 17. august 2011 | 13 kommentarer

Den 12. februar 2008 gik Brandon McInerney, 14, ind i sit klasseværelse i den lille by, Oxnard i Californien, satte sig bag Lawrence King, 15, tog en pistol op af skoletasken og skød King to gange i baghovedet. Kings queer adfærd havde provokeret McInerney. Tilbage sad 22 meget unge vidner og en chokeret lærer.

I juli i år begyndte retssagen mod McInerney. En retssag, der ikke skal finde ud af, om han skød King eller ej. Men hvorfor han gjorde det.

Var det, som anklageren mener, et overlagt mord og en hadforbrydelse? I så fald kan McInerney se frem til 53 år til livstid bag tremmer. Eller var det, som forsvareren mener, en presset drengs desperate forsøg på at stoppe en klassekammerats uønskede, seksuelle tilnærmelser? I så fald kan han dømmes for ikke-planlagt drab og sandsynligvis forlade fængslet som 40-årig.

Men svaret på det spørgsmål kommer ikke kun til at afgøre McInerneys fremtid. Det handler nemlig også om, hvorvidt et offers queer adfærd kan være en formildende omstændighed i en retssag. Er der grænser for, hvor queer man har lov at være? Kan mobning, vold og mord – i det mindste delvist – legitimeres, hvis offeret er queer nok?

På den måde er retssagen en parallel til alle de gange, chikane mod queer mennesker retfærdiggøres med, at ”hvis man ser sådan ud, må man også regne med problemer.”

En ekstrem version af normalitetssøgende homoseksuelle, der beder queers tage det roligt, eller af homofobiske voldsmænd, der retfærdiggør deres vold med, at de blev lagt an på.

Anklager: ”For første gang i hans liv, ville Larry King ikke finde sig i mere ”

Lawrence/Larry King sprang ud som 10-årig, men han fik ikke meget opbakning hjemmefra, hvor faren ikke troede på, at sønnen var homoseksuel. I 2007 blev King fjernet fra hjemmet og kom på børnehjem, muligvis pga. vold fra faren.

Med forældrene på afstand blev King mere selvsikker. Han mødtes med en LGBT-gruppe hver fredag aften, og da børnehjemmet gav ham et gavekort i julegave, brugte han det på højhælede støvler. Da ferien sluttede i januar 2008, steg King på skolebussen iført støvler, øjenskygge, læbestift og smykker. Og sådan gik han klædt, indtil han blev dræbt.

Se tv-indslag om mordet

Ikke overraskende var King blevet drillet i mange år. Han blev skubbet rundt i omklædningsrummet, folk tog hans ting og kastede rundt med dem. Kaldte ham ”svans.” Tilfældige folk kom op og grinede af ham. Nogle elever lavede en bog om folk, de ikke kunne lide. De skrev, de håbede, King ville dø. Også hans 12-årige lillebror blev drillet.

Men King begyndte at give igen, og hans yndlingsvåben var at lægge an på de drenge, der drillede ham. Når han gik forbi dem, sagde han ting som: ”jeg ved, du vil have mig.” Og i omklædningsrummet komplimenterede han deres kroppe.

Skolens reaktioner på hans udseende var blandede. Én lærer nægtede ham adgang til undervisningen. En anden bad ham fjerne sin make-up. Skolens viceinspektør, den åbent lesbiske Joy Epstein, støttede King, og hans engelsklærer, Dawn Boldrin, forklarede ham, at hans adfærd kunne have konsekvenser, men hun anerkendte samtidig hans udtryk ved at forære ham en kjole og give ham tips til at lægge make-up. Det var Boldrin, der underviste den dag, King blev skudt.

Se tv-indslag om de to drenge

Selvom King havde loven på sin side, og selvom flere lærere og ledelsen gjorde meget for at støtte ham, var mobning en del af hans hverdag. Og hans nye selvtillid og udseende fik mobningen til at tage til. Situationen mellem ham og McInerney spidsede til.

Kærlighedserklæring besvares med dødstrussel

De to klassekammerater havde haft et ondt øje til hinanden længe. For McInerney var Kings ”flirten” uudholdelig, fordi det fik hans venner til at drille ham med, at han selv måtte være bøsse, siden King interesserede sig for ham.

To dage før mordet spurgte King, om McInerney ville være hans date til Valentinsdag. McInerneys venner grinede og sagde, de ville få bøssebørn sammen.

Dagen før mordet skændtes de to igen, og King sagde: ”i love you, baby” til McInerney. McInerney blev så rasende, at han prøvede at samle en gruppe, der kunne tæske King, men da ingen ville hjælpe, sagde han, at han ville tage en pistol med og skyde ham dagen efter.

Han gik op til Kings veninde og sagde, hun skulle sige farvel til sin ven, for hun ville aldrig se ham igen. Ingen tog ham alvorligt, selvom folk vidste, han havde adgang til skydevåben.

Dagen efter skød han King i hovedet foran hele klassen.

Se hvad vennerne sagde om Larry King

Forsvarer: Morder blev ”skubbet følelsesmæssigt ud over kanten ”

McInerney vidste godt, hvordan man skød. Han havde trænet med mordvåbnet tidligere. Han trænede kampsport, og som de fleste mænd i hans familie var han interesseret i historie. Især i nazismen, hvis man skal dømme ud fra de mange hagekors og white power-slogans i hans kladdehæfter, Mein Kampf i bogreolen og hans tilknytning til nynazistiske bander.

McInerneys far tævede moren og havde endda skudt hende i armen en gang. Begge forældre havde narkoproblemer, og faren tævede regelmæssigt McInerney og hans brødre.

King havde det svært som homoseksuel kønsoverskrider, men det var heller ikke sjovt at være McInerney. Den næsten klichéagtige historie om den små-nazistiske bølle, der skyder den uskyldige bøsse, er ikke forkert. Men det er altså heller ikke helt så simpelt.

Udfordringen i retssagen – og fortællingen om mordet – er, om man kan have sympati og forståelse for den forsmåede og misbrugte McInerney og samtidig insistere på Kings ret til at udtrykke sit køn og udleve sin seksualitet, som han vil.

Morder arbejdede ikke alene

McInerneys forsvarsadvokat, Kings familie og andre mener, at mordet delvist skyldtes, at King fik lov til at klæde sig og opføre sig, som han gjorde. De mener, skolen burde have irettesat ham, fordi hans påklædning gjorde det muligt for ham at mobbe McInerney.

De mener, at det i virkeligheden var King, der var den aggressive, den, der konstant søgte konfrontationen og overskred McInerneys grænser, og at Kings opførsel kunne udsætte ham selv eller andre for fare. Men det var ikke Kings opførsel, der var farlig. Det var omverdenens reaktioner på den. Og det er ikke Kings ansvar.

Flere lægger vægt på Kings aggressive, seksuelle adfærd mod flere drenge på skolen, især mod McInerney, men overser, at provokationerne var hans måske eneste våben mod den heteroseksuelle overmagt, og at tilnærmelserne ikke var andet end ualmindelige elementer i en almindelig konflikt mellem unge drenge.

Kings påklædning havde været legitim, hvis han havde været født som pige. Hans aggressive seksualitet var blevet set som normal, hvis den havde været rettet mod piger, men fordi King spillede et andet spil – og var stolt af det - provokerede han i en sådan grad, at det kostede ham livet.

King havde nogle støtter, men stod i høj grad alene. Hans morder derimod arbejdede ikke alene. Han stod i ledtog med hele den heteroseksuelle verdensorden.

Man sætter ikke spørgsmålstegn ved det normale

Kings far, forsvareren og andre giver også viceinspektøren, Epstein, skylden. Kings far mener, hun brugte King til at fremme en homoseksuel dagsorden. Efter mordet beskyldte han LGBT-organisationer for at misbruge King med samme formål. Han anklager ikke McInerney for at fremme en heteroseksuel dagsorden.

Ingen anklager de heteroseksuelle voksne for, at Kings plageånder var påvirket af en heteroseksuel, politisk dagsorden, der gjorde dem ude af stand til at forstå eller bare acceptere den queer King.

Normaliteten har sjældent brug for at forsvare sig selv, for der bliver sjældent sat spørgsmålstegn ved den. Det er ikke samfundets stramme kønssystem og dets disciplineringsmekanismer, der bliver stillet til ansvar, men Kings udfordring af dem.

I samme ånd kommer beskyldninger mod skolen om, at de skulle have beskyttet King ved at forbyde ham at gå klædt, som han gjorde. Men skolen havde ingen ret til at bestemme over hans påklædning. Californiens lovgivning mod kønsdiskrimination og hadforbrydelser beskyttede netop Kings ret til at udtrykke sit køn, som han ville.

Morder kunne ikke håndtere homoseksualitet

McInerney kom ikke ligefrem fra en familie præget af overskud. Og som alle andre voksede han op i et heteronormativt samfund, der sætter mænd, maskulinitet og heteroseksualitet over queer afvigelse. En værdisætning, der opretholdes gennem disciplinering, vold og mobning.

Han havde sin hverdag blandt skydevåben, nynazistiske bander, narkoafhængige voksne og en ungdomsgren af marinesoldaterne. Ikke ligefrem et queervenligt bagland.

McInerney havde aldrig lært homoseksualitet at kende som andet end noget, man hader, så da King bød ham ud på en valentinsdate, kunne han ikke finde ud af bare at sige: ”nej tak, og lad være med at spørge igen.” Da hans venner kaldte ham bøsse, kunne han ikke finde ud af at sige: ”jeg er ikke homo, men jeg er egentlig ligeglad med, hvad I tror.”

Det betød meget for McInerney, at folk vidste, han ikke var homo. Og ikke kunne lide homoer.

Mange queer teenagere i modvind toner deres stil ned. I hvert fald til de er blevet ældre og mere selvstændige. Det var ikke Kings strategi. Jo mere folk prøvede at heteroficere ham, jo mere konfronterede han den heteroseksuelle norm. I en voldelig, heterosexistisk verden, hvor ”homo” er mere et stigma end en identitet, kan det hurtigt blive en dødsrute.

Ikke enestående

Efter mordet udtalte Daryl Presgraves, talsperson for homo-studenterorganisation, GLSEN, at ”det, der skete for Lawrence King, var et isoleret tilfælde, men alt det, der ledte op til hans død, sker for unge mennesker hver dag, hele tiden .” Han peger dermed på et generelt problem i et samfund, som slet ikke er så forskelligt fra det danske, hvor mobning også er en del af hverdagen for mange queer teenagere.

Ikke mange tør stå op mod deres mobbere, som King gjorde. Ikke mange har lærere, som støtter dem. Nogle lærere er ligeglade. Andre ser ikke problemerne. Mange bilder sig ind, at de ikke ved, hvad de kan gøre ved det. Og mange lærere ved, at hvis de stiller sig bag queer elever, kan det få konsekvenser for dem selv. Alle ved, at den, der støtter queers, hurtigt selv bliver stemplet som queer.

Et andet sted i USA, på Howell High School i Michigan, smed en lærer en homofobisk elev ud i en time og blev suspenderet for det. En af hans elever, den homoseksuelle, 14-årige Graeme Taylor takkede for støtten ved at støtte læreren under et møde, der skulle afgøre lærerens videre forhold til skolen.

Se 14-årig bøsse forsvare anti-homofobisk og anti-racistisk lærer

Er queer adfærd en invitation til ballade?

Mange queers lever med skam og frygt, og mange vælger at leve i skjul. En del ser ingen anden udvej end selvmord. Det viste en bølge af selvmord blandt unge queers i USA for nyligt. Og en ny undersøgelse viser, at selvmordsforsøg blandt homoseksuelle mænd i Danmark er 9 gange så udbredt, som hos de heteroseksuelle.

Historien om de to drenge i USA kan virke ekstrem og langt væk, men den kan - i sin ekstremitet - fungere som et forstørrelsesglas på de daglige konflikter queers har med sig selv, hinanden og den heteroseksuelle omverden, når de spørger sig selv: ”beder jeg om problemer, hvis jeg opfører mig sådan her? Er det retfærdigt, at jeg får ballade, hvis jeg ser sådan ud?”

Svaret er nej. At vi lever i et heteronormativt samfund kan forklare, hvorfor queer adfærd giver problemer, men hvis man forveksler forklaring med undskyldning, er man gået forkert.

Forældres og læreres modvilje mod queer børn, McInerneys machobaggrund, den generelle homofobi i samfundet kombineret med Kings provokerende, insisterende og højtråbende queer adfærd er en tydelig forståelsesramme for McInerneys frustrationer og handling.

Det er synd for McInerney. Det er det. Og han fortjener ikke at dø i fængsel. Men hensynet til McInerney må ikke betyde, at anti-diskriminationslovgivning, homoseksuelle og/eller støttende lærere og skoleledere, progressive børnehjemsansatte, LGBT ungdomsgrupper og forstående veninder bliver stemplet som farlige, fordi de opmuntrer queer adfærd.

Og det må ikke betyde, at Kings ufattelige mod og selvsikkerhed bliver stemplet som en forståelig grund til, at han blev myrdet.


Læs om sagen og find kilder på Wikipedia

Læs om mordet hos Newsweek

Følg retssagen i lokalavisen

Læs om vold mod queers i Danmark

Læs om Straight But Not Narrow-kampagnen for mere tolerance hos heteroseksuelle mænd og drenge

Læs om It Get’s Better-kampagnen imod queer selvmord

Læs min bacheloropgave om queers i den danske folkeskole (pdf-fil)

Denne artikel er også offentliggjort på PrideNews


Trist-til-mode-uge

Af Mads Ananda Lodahl | 3. august 2011 | 5 kommentarer

I dag starter Copenhagen Fashion Week. Så jeg har skrevet noget om udseende. Og noget om musik. Og chokolade.

Smag og behag 1: MUSIK

Da jeg var 13 år, sad jeg og trommede på bordet til en sang med Nirvana og tænkte:

”Hey, det lyder fedt, når man trommer sådan her. Hvorfor mon de ikke har nogle trommer med, der lyder sådan? Det ville have gjort sangen bedre.”

Men dengang var jeg stor fan af Nirvana, så jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at:

”hvis den slags trommer ville have gjort sangen bedre, ville de have haft dem med på pladen. De er trods alt professionelle musikere med en pladekontrakt. De ved bedst.”

Jeg blev enig med mig selv om, at siden de havde skrevet sangen, var deres version den rigtige.

Men så lærte min mor mig udtrykket ”smag og behag,” og jeg fandt ud af, at der findes noget, der hedder coverversioner, og at en coverversion nogle gange er lige så god som originalen. Nogle gange endda bedre.

Jeg forstod, at en sang kan fortolkes på forskellige måder, og selvom man selvfølgelig godt kan snakke om talentfulde og talentløse musikere, så er det i sidste ende mest et spørgsmål om smag og behag.

Ligesom en hylde med mange forskellige slags chokolade. Det er alt sammen chokolade, men forskellige mennesker vil vælge forskellig chokolade. Det er der ikke noget mærkeligt i.

Smag og behag 2: MENNESKER

Der har været perioder i mit liv, hvor jeg selv syntes, jeg var grim. Alle, jeg kender godt nok til at snakke med om den slags, har det på samme måde.

Jeg har tænkt meget på, hvorfor det er en helt normal del af livet i vores samfund at hade sig selv og den måde, man ser ud på. I det mindste i perioder. Og jeg tror, historien om Nirvana kan kaste lidt lys på det.

Vi er hele tiden omgivet af (billeder af) mennesker, der bliver udråbt til at være ”smukke.” Modeller for eksempel. De lever af, at der er en skønhedsindustri, der beslutter, at de er smukke og giver dem penge for at være det.

JPEG - 67 kb
For flere gode råd til piger, gå ind på Bitches’ Guide To Etiquette

Og fordi skønhedsindustrien har penge til reklamekampagner (og kameraer og sminkører og frisører og stylister og photoshop og grafikere og designere) kan de overbevise alle os andre om, at modellerne er smukke. Og at det er sådan man skal se ud, hvis man gerne vil være smuk. Og hvem vil ikke gerne det?

Skønhedsindustrien overbeviser os om, at man skal se ud på en bestemt måde for at være smuk.

Ligesom hvis man sagde, at det kun er originalversioner af sange, der lyder godt. Alt andet lyder lidt dårligt. Eller hvis man sagde, at det kun er Ritter Sport Marcipan, der smager godt, og alt andet chokolade smager lidt ulækkert.

Men det ville man jo aldrig sige.

Man kommer til at tænke på skønhed, ligesom jeg tænkte på musik, da jeg var 13:

”Hvis det havde været pænt at se ud som mig, havde modellerne nok set ud som mig. Hey, måske havde jeg selv været model?! Men jeg er ikke model. Altså er jeg grim.”

Det kan man jo godt blive lidt trist til mode af at tænke på. Men ligesom (amatør)musikere kan lave coverversioner af professionelle musikeres sange, kan man også lave coverversioner af modellernes udseende.

Og folk der har et amatør-udseende kan være lige så flotte som folk, der har professionelle kroppe og ansigter. Nogle mennesker kan endda bedre lide folk med amatør-udseende end modeller, fordi de ikke ligner plastik.

I sidste ende er det hele smag og behag. Og sjovt nok har folk tit givet mig komplimenter for lige netop de ting, som skønhedsindustrien har fået mig til at hade ved mig selv.

Og jeg har ofte holdt af lige præcis de ting ved mine venner og kærester, som aldrig ville skaffe dem en kontrakt ved hverken et modelbureau eller et pladeselskab.

JPEG - 146.4 kb
Tegning af den svenske, feministiske tegner Nanna Johansson

Drømmeprins_esse

For nogle år siden, da jeg begyndte at tænke over alt det her, skrev jeg en liste over (ydre) ting, som jeg godt kan lide ved folk (uanset køn). Her er listen, sådan som den så ud på det tidspunkt. Det var ikke en tjekliste med ”krav,” men mere bare ting, jeg opdagede, at jeg godt kunne lide ved folk:

Store flyveører

Skeløjet og/eller træt øje

Moderat akne

Stammer (altså tale”fejlen”)

Piger med hår på benene er bomben!

Bider negle (man får flotte negle af det)

Bruger ikke deodorant (smager grimt)

Brune øjne (totalt cute!)

Cornrows

Piercing i tungen

Høj

Forskellig farve øjne

Togskinner og/eller grillz og/eller skæve tænder (blir våd i trussen af den her video)

Og en knallert man kan sidde bagpå

/// Hvad mon du har på din liste? ///


1 2 3 >



Jeg er mere end noget andet optaget af at ødelægge den heteroseksuelle verdensorden med alle dens fobier, begrænsninger, kedsommeligheder og al dens had og frygt.

Jeg er vokset op i en snæversynet og kristen by i Vestjylland, og det er jeg glad for i dag, fordi jeg lærte, hvad det vil sige at være udenfor, ensom og anderledes.

Da jeg er opdraget i temmelig racistiske, sexistiske og homofobiske omgivelser og selv har måttet finde min vej ud af det lort, ved jeg en del om, hvordan der ser ud inden i hovedet på folk, der har det sådan. Jeg kan godt forstå, når folk hader indvandrere, bøsser og kvinder. Men det betyder ikke, at jeg ikke synes, det er dumt og forkert.

Jeg er uddannet på Herning Gymnasium, Zahles Lærerseminarium, i Ungdomshuset og Queer Jihad, hos Vesterbroanarkisterne, i de kollektiver, jeg har boet i, og på gader og under broer i Tyskland sammen med bumser og punkere og blandt queer venner overalt i Europa.

For øjeblikket er jeg i gang med at skrive en introduktion til queer, der samler min kærlighed til queer teori og aktivisme, Wu Tang Clan, Buddha, Sun Tzu og Kate Bornstein i en fantastisk bog til alle unge mennesker, der kan læse dansk og gerne vil vide hvad ’det der queer’ egentlig betyder.




Blogarkiv

2. januar 2012
Kom til workshop i selvforsvar
2 kommentarer

23. december 2011
Queers Read This
5 kommentarer

12. december 2011
Forelsket i en anden mand
24 kommentarer

17. november 2011
Hele Danmark er en heteroseksualitetsklub
14 kommentarer

10. oktober 2011
Historier fra bøssesaunaen
2 kommentarer

23. september 2011
"Sex er noget, piger giver til drenge"
7 kommentarer

6. september 2011
Brevkasse: valget, børn, hip hop og film
4 kommentarer

29. august 2011
Filmanmeldelse: SALT
3 kommentarer

17. august 2011
Retssag: Hvor queer har man lov at være?
13 kommentarer

3. august 2011
Trist-til-mode-uge
5 kommentarer

1 2 3 >

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Der er ikke andre krige end dem, vi selv laver.

Robert De Niro. Den amerikanske præsidents spindoctor i filmen »Wag the Dog« (1997), hvor en sexskandale maskeres med en fiktiv krig.

Flere citater