Vi er flyttet! modkraft.dk



Queers Read This

Af Mads Ananda Lodahl | 23. december 2011 | 22:48 | 5 kommentarer |


I 1990 gik Gay Priden gennem New York. Du kender stilen. Paletter, højt hår, popmusik. Men en gruppe unge, radikale aktivister, der senere blev kendt som Queer Nation, infiltrerede paraden og delte en flyer ud med overskriften QUEERS READ THIS.

Queer er et engelsk, ekstremt stødende og negativt ord for ikke-heteroseksuelle og især homoseksuelle. Det opfattes af mange med engelsk som modersmål som mere sårende end fx faggot eller dyke.

Blandt folk, der ikke har engelsk som modersmål, bruges ordet især positivt i forbindelse med queer teori eller queer aktivisme eller som samlebetegnelse for homo- og biseksuelle og transkønnede, altså synonymt med LGBT.

Når ordet overhovedet kan bruges positivt i dag, er det fordi, det er blevet reclaimet – taget tilbage – af dem, der egentlig blev ramt af det. Queer Nation og QUEERS READ THIS var startskuddet til at reclaime ordet ”queer.”

QUEERS READ THIS har inspireret queer aktivister de sidste 20 år, fordi den sætter ord på en vrede, som den kommercielle, tilpasningsorienterede, mainstream homo/LGBT-bevægelse slet, slet ikke kan rumme.

QUEERS READ THIS lægger ikke fingre imellem, men giver plads til en retfærdig vrede over en verden, der tæver, myrder og undertrykker queer mennesker – overalt og hele tiden!

Jeg har oversat QUEERS READ THIS til dansk, fordi den er blevet en historisk tekst, der er for queer aktivisme, hvad Judith Butler er for queer teori, og fordi den er vigtig og inspirerende. Også i dag. Også i Danmark. For mig har den været et manifest og et sted at finde vrede og styrke. Det håber jeg også, den kan blive for dig.

Her kan du læse den originale tekst på engelsk. Og herunder kan du læse teksten i sin helhed på dansk. God fornøjelse. God jul. Og god kamp.

JPEG - 115.9 kb
”De stærke søstre sagde til brødrene, at der er to vigtige ting at huske om den kommende revolution: Den første er, at vi får røvfuld. Den anden er, at vi vinder.”

QUEERS READ THIS

Hvordan skal jeg sige det? Hvordan kan jeg overbevise dig, bror, søster, om at dit liv er i fare? At hver dag, når du vågner op i live, nogenlunde glad, som et velfungerende menneske, så er det en oprørsk handling. Du er, som en levende og velfungerende queer, en revolutionær.

Der er intet på denne planet, der bekræfter, beskytter eller opmuntrer din eksistens. Det er et mirakel, at du står her og læser dette. Du burde i virkeligheden være død. Lad dig ikke narre: heteroseksuelle mennesker ejer verden, og den eneste grund, til at du er blevet skånet, er at du er klog, heldig eller en fighter.

Heteroer har et privilegium, der tillader dem at gøre, hvad de vil og bolle uden frygt. Men ikke alene lever de et liv uden frygt. De tværer også deres frihed ud i ansigtet på mig. Deres billeder er på mit TV, i de blade, jeg køber, i den restaurant, jeg vil spise i og på den gade, jeg bor på.

Jeg vil have en begrænsning på heteroseksuelle ægteskaber, på børn, på offentlig fremvisning af heteroseksuel kærlighed og på mediebilleder, der promoverer heteroseksualitet. Indtil jeg kan nyde samme bevægelsesfrihed og frihed til seksualitet som heteroer, må deres privilegier stoppes og gives til mig og mine queer søstre og brødre.

Heteroseksuelle folk vil ikke gøre dette frivilligt, så de må tvinges til det. Heteroer må skræmmes til at gøre det, terroriseres til det. Frygt er den mest magtfulde motivation. Ingen vil give os det, vi fortjener. Rettigheder er ikke noget, man får. Det er noget, man tager, med magt om nødvendigt.

Det er lettere at kæmpe, når man kender fjenden. Heteroseksuelle mennesker er din fjende. De er dine fjender, når de ikke anerkender din usynlighed og bliver ved med at leve i og bidrage til en kultur, der dræber dig. Hver dag er der en af os, som bliver taget af fjenden. Om det er en AIDS-død, som følge af en homofobisk regerings ligegyldighed eller en lesbisk, der bliver overfaldet i en døgnåben restaurant (i et tilsyneladende homoseksuelt kvarter), bliver vi systematisk taget ud. Og vi vil også fremover blive udslettet, medmindre vi indser, at hvis de tager en af os, så må de tage os alle sammen.

En hær af elskende kan ikke tabe

At være queer handler ikke om retten til et privatliv. Det handler om retten til frihed til at være offentlig - til at være, hvem vi er. Det betyder, at man hver dag kæmper mod undertrykkelse: homofobi, racisme, kvindehad, fordømmelse fra religiøse hyklere og vores eget selvhad. (Vi er blevet omhyggeligt lært at hade os selv.) Og nu betyder det selvfølgelig også at kæmpe mod en virus og alle de homo-hadere, som prøver at udslette os med AIDS.

At være queer handler om at leve et helt andet liv. Det handler ikke om mainstream, profit, nationalisme, patriarkat eller om at blive integreret. Det handler ikke om privilegier og elitisme. Det handler om at være ude i periferien og definere sig selv. Det handler om gender-fuck og hemmeligheder - hvad der er under bæltet og dybt inde i hjertet. Det handler om natten. At være queer er ”græsrod,” fordi vi ved, at hver og en af os, hver krop, hver kusse, hvert hjerte og røv og pik er en verden af nydelse, som bare venter på at blive udforsket. Enhver af os er en verden af uendelige muligheder.

Vi er en hær, fordi vi bliver nødt til det. Vi er en hær, fordi vi er så magtfulde. (Vi har så meget at slås for. Vi er den mest værdifulde af de truede arter.) Og vi er en hær af elskende, for det er os, der ved, hvad det vil sige at elske. Begær og lyst - det er os, der har opfundet det. Vi kommer ud af skabet, møder samfundets afvisning, vold og brutalitet, kun for at kunne elske hinanden!

Hver gang, vi knepper, vinder vi!

Vi må kæmpe for os selv (der er ingen andre, der gør det), og hvis vi i den proces bringer større frihed til verden som helhed, så er det bare godt. (Vi har givet så meget til verden: demokrati, alle kunstgrene, ideen om kærlighed, filosofi og sjælen, bare for at nævne nogle få af gaverne fra de gamle græske lebber og bøsser.) Lad os gøre alle steder til lesbiske og bøsse-steder. Enhver gade til en del af vores seksuelle geografi. En by af længsel og så total tilfredsstillelse. En by og et land, hvor vi kan være trygge og frie og mere. Vi må se på vores liv og se, hvad der er bedst ved det - se, hvad der er queer, og hvad der er heteroseksuelt og lade alt det heteroseksuelle lort falde fra! Husk, der er så uendeligt lidt tid. Og jeg vil være jeres alle sammens elsker. Næste år marcherer vi nøgne.

Vrede

”De stærke søstre sagde til brødrene, at der var to vigtige ting at huske om den kommende revolution. For det første får vi røvfuld. Og for det andet vinder vi.”

Jeg er vred. Jeg er vred over at blive dømt til døden af fremmede folk, der siger ”du fortjener at dø” og ”AIDS er løsningen.” Vreden koger over i mig, når en højreorienteret kvinde, klædt i tøj og smykker for tusindvis af dollars, går forbi politiets kæder, og ryster på hovedet, fniser og peger fingre ad os, som om, vi var umulige børn, der stillede absurde krav og gik amok, når de ikke blev opfyldt. Jeg er vred, når Joseph beklager sig over de 8.000 dollars, han bruger om året på AIDS-medicin, som måske nok holder ham i live lidt længere, men gør ham sygere end den sygdom, han har fået diagnosticeret.

Vred, når jeg hører en mand fortælle, at efter at have ændret sit testamente fem gange, er han ved at løbe tør for folk, han kan efterlade noget til. Alle hans venner er døde. Vred, når jeg ser et hav af mindetæpper, går til et fakkeltog eller til endnu en begravelse.

Jeg vil ikke marchere fredeligt med et fucking lys. Jeg vil pakke mig selv ind i de forbandede tæpper og rive dem og mit hår itu og forbande enhver gud, som religion nogensinde har skabt. Jeg nægter at acceptere en skabning, der skærer folk ned i deres livs tredje årti. Det er ondt og meningsløst, og alt, hvad jeg har i mig, rejser sig imod absurditeten, og jeg løfter mit ansigt mod skyerne og en flænset latter, der lyder mere dæmonisk end frydefuld, undslipper min hals, og tårer løber ned ad mit ansigt, og hvis sygdommen ikke bliver min død, så gør frustrationen det sikkert.

Mine fødder går op og ned ad gaderne, og Peters hænder er som lænket til apotekerens skranke, mens ekspedienten ser på i rædsel, og Erics krop ligger og rådner på en kirkegård i Brooklyn, og jeg kommer aldrig til at høre hans fløjtes ekko opad mødehusets vægge igen. Og jeg ser de gamle i Tompkins Park, som skutter sig i deres lange uldfrakker i juni måned for at holde den kulde ude, som de føler, og for at holde fast i den lille smule, som livet stadig har tilovers til dem, og jeg tænker, ah, de forstår. Og jeg bliver mindet om alle dem, der klæder sig af foran spejlet hver aften, før de går i seng og tjekker deres krop for mærker, som måske ikke var der i går. Et mærke, der fortæller, at pesten har været hos dem.

Og jeg bliver vred, når aviserne kalder os ”ofre” og alarmerende fortæller, at ”det” måske snart vil sprede sig til den ”almene befolkning.” Og jeg får lyst til at skrige ”hvem fanden er jeg?” Og jeg får lyst til at skrige af New Yorks Hospital med dets gule plastik poser, som er mærkede ”isolationslinned,” ”ropa infecciosa,” og dets overlæger, iført latexhandsker og kirurgmasker, lister rundt om sengen, som om patienten pludselig ville hoppe op og sprøjte dem fulde af blod og sæd og også smitte dem med pesten.

Og jeg er vred på heteroer, som sidder selvtilfredst pakkede ind i deres beskyttende lag af monogami og heteroseksualitet, sikre på at denne sygdom ikke har noget med dem at gøre, fordi det kun sker for ”dem.” Og teenagedrengene, der ser mit ”silence=death”-badge, begynder at synge ”svansen skal dø,” og jeg kommer til at tænke på, hvem der har lært dem det? Fuld af vrede og frygt siger jeg ingenting, mens mit badge håner mig hele vejen ned ad gaden.

Og den vrede, jeg føler, når et TV program om mindetæppet giver profiler af de døde, og listen begynder med en baby, en teenagepige, der fik en blodtransfusion, en ældre minister og hans kone, og når de endelig viser en bøsse, beskrives han som en, der bevidst smittede unge trækkerdrenge med virusen. Hvad andet kan man forvente af en svans?

Jeg er rasende!

Queer kunstnere

Siden tidernes morgen er verden blevet inspireret af queer kunstnere. Til gengæld har vi fået lidelse, vi har fået smerte, og vi har fået vold. Gennem hele historien har samfundet lavet en handel med dets queer borgere: de må bestride kreative karrierer, hvis de gør det diskret. Gennem kunsten er queers produktive, lukrative, underholdende og endog opløftende. Dette er de brugbare og utvetydige biprodukter af det, der ellers anses for at være asocialt. I kulturelle kredse har queers lov til i stilhed at sameksistere med en magtelite, der ellers er fjendtlig.

I forgrunden af den nyeste kampagne mod queer kunst står Jesse Helms, forkæmper for alt, hvad der er pænt, moralsk, kristent og amerikansk. For Helms er queer kunst ganske enkelt en trussel mod verden. I hans forestillinger er heteroseksuel kultur for skrøbelig til at kunne holde stand mod erkendelsen af menneskelig og seksuel diversitet. Magtstrukturerne i den jødisk-kristne verden har ganske enkelt gjort reproduktion til deres hjørnesten. Familier, der får børn, sikrer forbrugere til nationens produkter og en arbejdsstyrke, der kan producere dem og desuden et indbygget familiesystem, der tager sig af de svage og reducerer det offentlige sundhedsvæsens udgifter.

Al ikke-reproduktiv opførsel betragtes som en trussel: fra homoseksualitet over fødselskontrol til muligheden for abort. Det er ikke nok, ifølge den religiøse højrefløj, konstant at reklamere for reproduktion og heteroseksualitet, det er også nødvendigt at udslette alle alternativer. Det er ikke kunst, Helms er ude efter - det er vores liv! Kunst er, for lesbiske og bøsser, det sidste sikre sted at søge skjul. Det ved Helms, og han har udviklet et program, som kan drive queers væk fra det ene område, hvor vi er blevet tilladt at bidrage til den fælles kultur. Helms arbejder for en verden fri for forskellighed og afvigelse. Det er let at tænke sig, hvorfor det vil føles mere behageligt for dem, der har magten over sådan en verden. Det er også let at forestille sig et amerikansk landskab, som er blevet gjort helt fladt af en sådan magt. Helms skulle bare spørge efter det, han i virkeligheden er ude efter: statssponsoreret kunst, totalitær kunst, kunst, som kun taler i kristne termer, kunst, som støtter magthavernes mål, kunst, som matcher sofaerne i Det Ovale Kontor. Spørg efter det, du vil have, Jesse, så bevidste mænd og kvinder kan mobilisere imod det, sådan som vi mobiliserer mod krænkelser af menneskerettigheder i andre lande og kæmper for at befri vort eget lands afvigere.

Hvis du er queer, så råb det!

Queers er under angreb. Queers bliver angrebet fra alle sider, og jeg er bange for, at vi synes, det er fint nok.

I 1969 blev queers angrebet. Det var ikke ok. De slog igen. Queers tog gaderne tilbage.

I 1990 var der 50 overfald på queers, alene i maj måned. Voldelige overfald. 3720 mænd, kvinder og børn døde af AIDS samme måned, på grund af et endnu mere voldeligt angreb – manglende handling fra regeringen, med rod i samfundets voksende homofobi. Det er institutionaliseret homofobi - måske farligere for queers’ eksistens, fordi angriberen er ansigtsløs. Vi tillader disse angreb gennem vores egen konstante mangel på handling imod dem. AIDS har fået en indflydelse på den heteroseksuelle verden, og nu giver de os skylden for AIDS og bruger det til at retfærdiggøre deres vold mod os. De vil ikke have os mere.

De vil tæve os, voldtage os og dræbe os, førend de vil fortsætte med at leve sammen med os. Hvad skal der til, før det ikke er ok? Føl dog noget vrede! Hvis vreden ikke giver dig kraft nok, så prøv frygt. Hvis det heller ikke virker, så prøv panik!

Vær stolt. Gør, hvad der er nødvendigt, for at kunne rive dig selv ud af din sædvanlige tilstand af accept. Vær fri! Råb op!

I 1969 var der queers, der slog igen. I 1990 siger queers bare ok. Er vi her overhovedet stadig næste år?

Jeg hader

Jeg hader Jesse Helms. Jeg hader Jesse Helms så meget, at jeg ville juble, hvis han faldt død om. Hvis nogen slog ham ihjel, ville jeg anse det for at være hans egen skyld.

Og jeg hader Ronald Reagan, fordi han myrdede mit folk i otte år. Men for at være ærlig hader jeg ham endnu mere, fordi han hyldede Ryan White uden først at indrømme sin egen skyld, uden at bede om tilgivelse for Ryans død og for titusindvis af andre, der døde af AIDS – de fleste af dem queers. Jeg hader ham for at tage pis på vores sorg.

Jeg fucking hader paven, og John fucking Cardinal O’Conner, og jeg hader hele den katolske kirke. Det samme med militæret og især Amerikas håndhævere – panserne – statsansatte sadister, som tyranniserer gadetransvestitter, prostituerede og fængslede queers. Og jeg hader de medicinske og mentale sundhedsinstitutioner, især psykiaterne, som overtalte mig til ikke at have sex med mænd i tre år, indtil vi (dvs. han) kunne gøre mig biseksuel i stedet for queer. Og jeg hader undervisnings-institutionerne, for deres del af skylden for at drive tusindvis af queers til selvmord hvert år.

Jeg hader den respektable kunstverden og underholdningsindustrien og mainstream medier, især New York Times. I virkeligheden hader jeg hver eneste del af det heteroseksuelle samfund i dette land – af hvilket de værste ønsker alle queers døde, mens de bedste aldrig ville risikere noget som helst for at holde os i live.

Jeg hader heteroer, der tror, de har noget intelligent at sige om at springe ud. Jeg hader heteroer, som tror, historier om dem selv er “universelle,” mens historier om os kun handler om homoseksualitet. Jeg hader heteroseksuelle musikere, som bruger queers eller queer kultur i deres karriere og så angriber os og så opfører sig såret, når vi bliver vrede, og så nægter at have gjort noget galt i stedet for at undskylde for det.

Jeg hader heteroer, der siger “jeg forstår altså ikke, hvorfor du har brug for at gå rundt med de der badges og t-shirts. Jeg går jo heller ikke rundt og fortæller hele verden, at jeg er hetero.”

Jeg hader, at jeg i de tolv år, jeg gik i en offentlig skole, aldrig lærte noget som helst om queers. Jeg hader, at jeg voksede op i den tro, at jeg var den eneste queer i verden, og jeg hader endnu mere, at de fleste queer kids i dag stadig vokser op på samme måde. Jeg hader, at jeg blev pint af de andre børn, fordi jeg var svans, men endnu mere, at jeg lærte at føle skam over at være genstand for deres ondskab, lærte at føle, at det var min egen skyld. Jeg hader, at højesteretten i dette land siger, at det er ok at kriminalisere mig, pga. hvordan jeg elsker.

Jeg hader, at så mange heteroer går så pissemeget op i mit sexliv. Jeg hader, at så mange fucked up heteroer bliver forældre, mens jeg skal slås som ind i helvede for at få lov til at blive far. Jeg hader heteroer.

Usynlighed er vores ansvar

Jeg bærer min lyserøde trekant overalt. Jeg dæmper ikke min stemme, når jeg taler om lesbisk kærlighed eller sex. Jeg fortæller altid folk, at jeg er lesbisk. Jeg venter ikke på, at de skal spørge til min “fyr.” Jeg siger ikke, “det kommer ikke nogen ved.”

Alt det gør jeg ikke for de heteroseksuelles skyld. De fleste af dem ved ikke, hvad den lyserøde trekant betyder. De fleste af dem er komplet ligeglade med, at min kæreste og mig er totalt forelskede eller midt i et skænderi midt på gaden. De fleste af dem lægger ikke mærke til os, uanset hvad vi gør. Jeg gør det for at nå andre lesbiske. Jeg gør det, fordi jeg ikke vil have, at andre lesbiske tror, jeg er hetero. Jeg er ”ude” hele tiden, overalt, fordi jeg vil i kontakt med dig! Måske lægger du mærke til mig, måske komme du over og snakker med mig, måske bliver vi venner. Måske siger vi ikke et ord, men vores øjne mødes, og jeg vil forestille mig dig nøgen, svedende, med åben mund, med krummet ryg, mens jeg boller dig. Og vi vil være glade for at vide, at vi ikke er de eneste i verden. Vi vil være glade, fordi vi fandt hinanden, uden at sige et ord, måske bare for et øjeblik.

Men nej! Du vil ikke have en lyserød trekant på din trøje. Du vil ikke møde mine øjne, hvis jeg flirter med dig på gaden. Du undgår mig på jobbet, fordi jeg er “for ude.” Du bagtaler mig på barerne, fordi jeg er “for politisk.” Du ignorerer mig i offentligheden, fordi jeg drager “for meget” opmærksomhed til min homoseksualitet. Men samtidig vil du have mig som din elsker, som din ven. Og du vil have mig til at elske dig, støtte dig og kæmpe for “vores” ret til at eksistere.

Hvor er du? Du taler og taler og taler om usynlighed og trækker dig så tilbage til dit hjem, for at bygge rede med din kæreste og gå til den på barerne med venner og tumle hjem i en taxa eller sidder stum og høflig og ser til, mens din familie, din chef, dine naboer og embedsmænd forvrænger, forskruer, latterliggør og straffer os. Og så er du derhjemme igen, og du får lyst til at skrige. Men så dulmer du din vrede med et parforhold eller en karriere eller en fest med andre lesbiske som dig selv, og så undrer du dig stadig over, hvorfor vi ikke kan finde hinanden - hvorfor du føler dig ensom, vred, fremmed.

Hallo! Vågn op, søstre!! Dit liv er i dine hænder. Når jeg risikerer alt ved at være ude, så risikerer jeg det for os begge. Når jeg risikerer det, og det virker (hvad det ofte gør, hvis du prøvede), så vinder jeg noget ved det, og det gør du også. Men når det ikke virker, så tager jeg skraldet, og det gør du ikke. Men du kan ikke vente på at andre lesbiske gør verden tryg for dig. Hold op med at vente på en bedre, mere lesbisk fremtid! Revolutionen kunne være her, hvis vi startede den.

Hvor er I, søstre? Jeg prøver at finde jer, jeg leder efter jer. Hvorfor ser jeg jer kun til Gay Pride?

Vi er ude! Hvor fanden er du?

Når nogen angriber dig, fordi du er queer, så er det queer bashing. Er det ikke?

En gruppe på 50 mennesker går ud af en bøssebar, da den lukker. På den anden side af gaden står der nogle heterofyre og råber “bøssesvin” og kaster ølflasker efter forsamlingen, som er 10 gange så stor som heteroernes. Tre queers prøver at svare igen, men får ingen opbakning fra gruppen. Hvad får en gruppe på den størrelse til bare at tage imod og ingenting gøre?

Tompkins Park, 1. maj. Til en årlig koncert/dragshow bliver en gruppe bøsser chikaneret af en flok teenagere med kæppe. Midt imellem tusindvis af bøsser og lesbiske slår disse heterodrenge to bøsser i gulvet og bliver så stående, triumferende og grinende. Konferencieren bliver underrettet og advarer publikum fra scenen: “I piger må hellere passe på derude. Når I dresser sådan op, bliver drengene helt vilde,” som om det var en joke på baggrund af ofrenes påklædning og ikke et bevidst angreb på hvem som helst og alle til showet.

Hvad skulle der være sket, før folk havde sagt fra overfor angriberne?

Efter at James Zappalorti, en åben bøsse, koldblodigt blev myrdet på Staten Island i vinters, blev der holdt en enkelt demonstration i protest. Der kom kun hundrede mennesker. Da Yusef Hawkins, en ung, sort mand, blev skudt og dræbt, fordi han var på “hvidt område” i Bensonhurst, marcherede et stort antal afroamerikanere igennem det samme kvarter igen og igen. En sort person blev dræbt, fordi han var sort, og farvede folk over hele byen anerkendte det og reagerede på det. Den kugle, der dræbte Hawkins var bestemt for en sort, en hvilken som helst sort. Tror de fleste bøsser og lesbiske, at den kniv, der punkterede Zappalortis hjerte, kun var tiltænkt ham?

Den heteroseksuelle verden har overbevist os om, at vi er hjælpeløse ofre, der fortjener den vold, der rammer os, og at queers ikke kan finde ud af at reagere på fare. Vær rasende! Disse angreb må ikke tolereres! Gør noget! Forstå, at enhver aggressiv handling mod et hvilket som helst medlem af vores samfund er et angreb på ethvert medlem af vores samfund! Jo mere vi tillader homofober at udøve vold, terror og frygt på vores liv, jo oftere og jo voldsommere vil de gøre os til ofre for deres had.

Din krop må ikke være et åbent mål for vold. Din krop er værd at beskytte. Du har ret til at forsvare den. Ligegyldigt hvad de siger, så har din seksualitet krav på at blive forsvaret og respekteret. Du må hellere lære, at dit liv er umåleligt værdifuldt, for hvis du ikke snart begynder at tro på det, så kan du meget let miste det.

Hvis du ved, hvordan man blidt og kontrolleret uskadeliggør din angriber, så gør endelig det. Men hvis du ikke har de evner, så prik øjnene ud på ham, slå næsebenet op i hjernen på ham, skær halsen op på ham med en smadret flaske – gør hvad du overhovedet kan, hvad der er nødvendigt, for at beskytte dit liv!

Hvorfor queer?

Queer! Ah, behøver vi virkelig bruge det ord? Det giver ballade. Enhver homo har sit eget forhold til det. For nogle betyder det mærkværdig og excentrisk og sådan lidt mystisk. Det er ok. Det kan vi godt lide. Men nogle bøsser og lesbiske kan ikke lide det. Det synes, de er mere normale end sære. Og for andre bringer ”queer” minder frem om en pinefuld ungdomstid. Queer - i bedste tilfælde bittersødt og gammeldags – svækkende og smerteligt i værste. ”Kan vi ikke bare sige ”gay”? Det er et meget lysere ord. Og er det ikke et synonym for ”glad”? Hvornår bliver I militante voksne og kommer over trangen til at være anderledes?”

Jo, ”gay” er ok. Det har sine fordele. Men der er mange lesbiske og bøsser, der vågner op om morgenen, vrede og fulde af væmmelse, ikke glade. Så vi har valgt at kalde os selv queer. At vi kalder os queer, hjælper os med at huske, hvordan resten af verden ser os. Det er en måde at fortælle os selv, at vi ikke behøver at være charmerende og vittige mennesker, som fører diskrete og marginaliserede liv i en heteroseksuel verden. Vi bruger queer som bøsser, der elsker lesbiske og lesbiske, der elsker at være queer. Queer, i modsætning til ”gay,” betyder ikke mandlig.

Og når vi bruger det til andre bøsser og lesbiske, er det en måde at foreslå, at vi slår os sammen og (for en tid) glemmer vores individuelle forskelle, fordi vi står overfor en mere modstandsdygtig, fælles fjende. Ja, queer kan være et voldsomt ord, men det er også et snedigt og ironisk våben, som vi kan stjæle fra homofobens hånd og bruge imod ham.

Nej tak til sex politi

Hvis nogen siger, at det at springe ud ikke er en del af revolutionen, så går de glip af hele pointen. Positive seksuelle billeder og det, de manifesterer, redder liv, fordi de bekræfter de liv og gør det muligt at leve og elske sig selv i stedet for at væmmes ved sig selv. På samme måde som “Black is Beautiful” ændrede mange liv, bekræfter “Read my Lips” det at være queer, når man konfronteres med had og usynlighed, som det ses i en nylig statslig undersøgelse af selvmord, der viser, at 1/3 af alle teenagere, der begår selvmord, er queers. Dette bliver yderligere eksemplificeret i stigningen af Hiv-smittede under 21.

Som queers er vi mest hadede for vores sex, dvs. vores fysiske kontakt med det samme køn. Vores seksualitet og seksuelle udfoldelse er det, der gør os mest modtagelige for fysisk vold. Vores forskellighed, vores andethed, vores unikhed kan enten lamme os eller politisere os. Forhåbentlig vil de fleste af os ikke lade det slå os ihjel.

Queer rum

Hvorfor i alverden lukker vi heteroer ind i queer klubber? Hvem giver en skid for, om de kan lide os, fordi vi “virkelig ved, hvordan man fester”? Det bliver vi da nødt til for at komme af med nogle af de frustrationer, de giver os hele tiden! De hænger og kysser, hvor de har lyst og tager alt for meget plads på dansegulvet. De bærer deres heteroseksualitet som et ”bliv ude”-skilt eller som et ejerskabsskøde.

Hvorfor helvede tolerer vi dem, når de invaderer vores rum, som om det var deres ret? Hvorfor lader vi dem stikke deres heteroseksualitet – et våben, som deres verden bruger mod os – op i ansigtet på os på de få offentlige steder, hvor vi kan være sexede sammen uden at behøve at være bange for at blive angrebet?

Det er på tide, at de heteroseksuelle ikke får lov til at lave alle reglerne. Lad os starte med at sætte dette skilt op udenfor enhver queer bar og klub.

Regler for heteroseksuelles adfærd

1. Hold jeres kærlighedserklæringer til hinanden på et minimum (kysse, holde i hånd, kramme). Jeres seksualitet er uønsket og fornærmende for mange her.

2. Hvis I skal danse tæt, så vær så diskrete som muligt.

3. Lad være med at glo efter lesbiske og bøsser, især efter betonlebber og drag queens. Vi er ikke jeres underholdning.

4. Hvis du ikke har det godt med, at nogen af dit eget køn lægger an på dig, så skrid.

5. Lad være med at gøre opmærksom på din egen seksualitet. Vær diskret. Risiker, at folk tror, du er svans eller lebbe.

6. Hvis du synes, disse regler er uretfærdige, så gå ud og bekæmp homofobi på heteroklubberne, eller

7. Fuck dig.

Jeg hader heteroer

Jeg har venner. Nogle af dem er heteroseksuelle.

År efter år ser jeg mine heterovenner. Jeg vil gerne se dem, for at se hvordan de har det, for at tilføje noget nyt til vores lange og komplicerede historier, for at opleve lidt kontinuitet. År efter år bliver jeg ved med at erfare, at det, der fylder noget i mit liv, er irrelevant for dem, og at jeg kun bliver lyttet til med et halvt øre - at jeg er en fodnote i den større verdens gang, en verden af magt og privilegier og installationens love, en verden af udelukkelse og eksklusion. “Det passer ikke,” siger mine heterovenner.

Der er det ene sikre argument i magtens politik: dem, der bliver frosset ude, trygler om at blive lukket ind, mens dem, der er inde, mener, at de første også allerede er det. Mænd siger det til kvinder, hvide siger det til sorte, og alle siger det til queers.

Den grundlæggende skillelinje, både bevidst og ubevidst, er reproduktion - og det magiske ord: familie. Ind imellem sker det, at dem, vi bliver født ind i, gør os arveløse, når de finder ud af, hvem vi i virkeligheden er, og for at gøre sagen endnu værre, så kan vi ikke engang få vores egen.

Vi bliver straffet, fornærmet, afskåret og behandlet som idioter i forhold til børneopdragelse, vi forbandes, både hvis vi prøver, og hvis vi nægter. Det er som om, videreførelsen af arten er så skrøbeligt et foretagende, at hvis ikke det blev tvunget ned over os som en politisk dagsorden, så ville menneskeheden smelte tilbage til urtidens sump.

Jeg hader at skulle overbevise heteroer om, at lesbiske og bøsser lever i en krigszone, at kugler, som det tilsyneladende kun er os, der kan se, fyger om ørene på os konstant, at vores kroppe og sjæle står på nåle, dødsensangst for at blive overfaldet eller voldtaget, at vi dør af sorg eller sygdom, berøvet for vores individualitet.

Jeg hader heteroer, som ikke kan tåle at høre vrede queers uden at sige “hey, det er altså ikke alle heteroer, der er sådan. Jeg er også heteroseksuel,” som om deres egoer ikke blev nusset nok om og beskyttet i den her arrogante, heterosexistiske verden. Hvorfor helvede skulle vi pylre om dem midt i vores retfærdige vrede, som skyldes deres fucked up samfund?! Hvorfor tilføje bekræftende “selvfølgelig mener jeg ikke dig. Sådan er du jo ikke.” Lad dem selv finde ud af, om de fortjener at blive inkluderet i vores vrede eller ej.

Men det ville selvfølgelig betyde, at de skulle lytte til vores vrede, hvad de stort set aldrig gør. De skifter emne ved at sige: “sådan er jeg ikke” eller “hvem er det nu, der generaliserer?” eller “man kommer længere med guleroden end med pisken” eller “hvis du hele tiden fokuserer på det negative, så giver du bare mere magt fra dig” eller “du er altså ikke den eneste i verden, der har det svært.” De siger: “lad dog være med at råbe af mig, jeg er på din side” eller “jeg synes, du overreagerer” eller “mand, hvor er du bitter!”

Lad din vrede få frit løb

De har lært os, at gode queers ikke bliver vrede. De har lært os det så grundigt, at vi ikke bare skjuler vores vrede for dem, men også for hinanden. Vi skjuler den endda for os selv. Vi skjuler den med misbrug af rusmidler og selvmord og med at gøre vores allerbedste i håbet om, at vi kan bevise, hvad vi er værd. De tæver os og stikker os ned og skyder os og bombarderer os i større og større antal, og stadig er der mange, der flipper ud, når vrede queers bærer bannere og skilte, der siger Bash Back.

Gennem det sidste årti har de ladet os dø i hobetal og stadigvæk takker vi præsident Bush for at plante et fucking træ og klapper af ham for at sammenligne AIDS-syge med ofre for bilulykker, som nægter at køre med sikkerhedssele. Lad dig selv blive vred over det.

Vær vred over, at prisen for synlighed er den konstante trussel om vold: anti-queervold, som praktisk talt enhver del af dette samfund bidrager til. Vær vred over, at der ikke er et eneste sted i dette land, hvor vi kan føle os sikre, et sted, hvor vi ikke er mål for had og overfald; selvhadet, selvmordet – skabet.

Næste gang, der er en hetero, der skælder dig ud for at være vred, så sig, at indtil tingene ændrer sig, så behøver du ikke yderligere beviser for at vide, hvem der bestemmer, hvor skabet skal stå. Du gider ikke udelukkende at se heteropar shoppe i fjernsynet. Du gider ikke have flere billeder af babyer stukket op i ansigtet, før du kan få lov at have eller beholde din egen. Ikke flere bryllupper, shows og jubilæer, tak, medmindre det er vores egne brødre og søstre, der fejrer det.

Og sig til dem, at de ikke skal lukke munden på dig ved at sige: “du har rettigheder,” “du har privilegier,” “du overreagerer” eller “du har en offermentalitet.” Sig til dem “pis af med dig, indtil du forandrer dig. Gå ud og prøv at leve i en verden uden de stærke, modige queers, som er dens rygrad, som er dens nosser, hjerne og sjæl.”

Sig til dem, at de skal gå ud på de offentlige gader og gå hånd i hånd med en af deres eget køn i en måned. Og hvis de overlever det, så gider du høre, hvad de har at sige om at være vred og queer.

Og ellers: bed dem om at holde kæft og lytte.



Kommentarer


Kommentar af Elizabeth | 26. december 2011 | 23:09

det har undret mig, at venstreorienterede aktivt fordømmer racisme, men ikke den åbne eller strukturelle vold, der rammer personer, der er anderledes kønnet eller anderledes seksuelt orienteret end majoriteten.

Fakta er, at det forholder sig sådan.

Tavshedens vold er en af grundene - og der til kommer vel homo/trans/bi-fobi.


Kommentar af Elizabeth | 26. december 2011 | 23:13

http://www.stopaids.dk/uploads/pg_c...

Her kan du se hvor meget større misbruget og hvor oftere selvmordsforsøgene er blandt homo-bi-transpersoner


Kommentar af Kåre | 29. december 2011 | 00:11

Jeg håber at der blandt al denne vrede er plads til en gang imellem at glæde sig over de positive sider af den udvikling der har fundet sted i de sidste halvtreds år. At jeg kan blive taget alvorligt af alle jeg kender, når jeg siger at jeg ikke er sikker på min kønsidentitet, og at jeg gerne vil have at de først og fremmest ser mig som et menneske frem for et køn eller seksualitet. Jeg håber også at Mads og andre der deler hans passion for kønspolitik, har blik for hvordan man i denne kamp for en mere rummelig verden inkluderer alle mennesker - uanset køn og seksualitet. Og jeg håber at I er enige med mig i at den inklusion kun kan ske med et positivt budskab. Det betyder selvfølgelig ikke at det ikke er i orden at være vred og at gøre noget ved sin indignation. Men jeg tror først det er når vi kan handle og kæmpe med forståelse og empati for vores ’modstandere’, at vi vil komme i nærheden af en rummelig og kærlig verden.


Kommentar af Kenneth | 3. januar 2012 | 02:43

Mads, du er fandme sej og dejlig, at du har videregivet det vanvittigt vigtige budskab. Tak!


Kommentar af Matias Jensen | 14. januar 2012 | 10:53

Der er grund til at være vred, we get it. Had Reagan og had usynligheden, men had for helvede ikke heteroer. Forfriskende ærligt, ækelt og forkert alligevel.


Kommentarfunktionen er lukket


Jeg er mere end noget andet optaget af at ødelægge den heteroseksuelle verdensorden med alle dens fobier, begrænsninger, kedsommeligheder og al dens had og frygt.

Jeg er vokset op i en snæversynet og kristen by i Vestjylland, og det er jeg glad for i dag, fordi jeg lærte, hvad det vil sige at være udenfor, ensom og anderledes.

Da jeg er opdraget i temmelig racistiske, sexistiske og homofobiske omgivelser og selv har måttet finde min vej ud af det lort, ved jeg en del om, hvordan der ser ud inden i hovedet på folk, der har det sådan. Jeg kan godt forstå, når folk hader indvandrere, bøsser og kvinder. Men det betyder ikke, at jeg ikke synes, det er dumt og forkert.

Jeg er uddannet på Herning Gymnasium, Zahles Lærerseminarium, i Ungdomshuset og Queer Jihad, hos Vesterbroanarkisterne, i de kollektiver, jeg har boet i, og på gader og under broer i Tyskland sammen med bumser og punkere og blandt queer venner overalt i Europa.

For øjeblikket er jeg i gang med at skrive en introduktion til queer, der samler min kærlighed til queer teori og aktivisme, Wu Tang Clan, Buddha, Sun Tzu og Kate Bornstein i en fantastisk bog til alle unge mennesker, der kan læse dansk og gerne vil vide hvad ’det der queer’ egentlig betyder.




Blogarkiv

2. januar 2012
Kom til workshop i selvforsvar
2 kommentarer

23. december 2011
Queers Read This
5 kommentarer

12. december 2011
Forelsket i en anden mand
24 kommentarer

17. november 2011
Hele Danmark er en heteroseksualitetsklub
14 kommentarer

10. oktober 2011
Historier fra bøssesaunaen
2 kommentarer

23. september 2011
"Sex er noget, piger giver til drenge"
7 kommentarer

6. september 2011
Brevkasse: valget, børn, hip hop og film
4 kommentarer

29. august 2011
Filmanmeldelse: SALT
3 kommentarer

17. august 2011
Retssag: Hvor queer har man lov at være?
13 kommentarer

3. august 2011
Trist-til-mode-uge
5 kommentarer

1 2 3 >

Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer