Vi er flyttet! modkraft.dk



Retssag: Hvor queer har man lov at være?

Af Mads Ananda Lodahl | 17. august 2011 | 20:34 | 13 kommentarer |


Den 12. februar 2008 gik Brandon McInerney, 14, ind i sit klasseværelse i den lille by, Oxnard i Californien, satte sig bag Lawrence King, 15, tog en pistol op af skoletasken og skød King to gange i baghovedet. Kings queer adfærd havde provokeret McInerney. Tilbage sad 22 meget unge vidner og en chokeret lærer.

I juli i år begyndte retssagen mod McInerney. En retssag, der ikke skal finde ud af, om han skød King eller ej. Men hvorfor han gjorde det.

Var det, som anklageren mener, et overlagt mord og en hadforbrydelse? I så fald kan McInerney se frem til 53 år til livstid bag tremmer. Eller var det, som forsvareren mener, en presset drengs desperate forsøg på at stoppe en klassekammerats uønskede, seksuelle tilnærmelser? I så fald kan han dømmes for ikke-planlagt drab og sandsynligvis forlade fængslet som 40-årig.

Men svaret på det spørgsmål kommer ikke kun til at afgøre McInerneys fremtid. Det handler nemlig også om, hvorvidt et offers queer adfærd kan være en formildende omstændighed i en retssag. Er der grænser for, hvor queer man har lov at være? Kan mobning, vold og mord – i det mindste delvist – legitimeres, hvis offeret er queer nok?

På den måde er retssagen en parallel til alle de gange, chikane mod queer mennesker retfærdiggøres med, at ”hvis man ser sådan ud, må man også regne med problemer.”

En ekstrem version af normalitetssøgende homoseksuelle, der beder queers tage det roligt, eller af homofobiske voldsmænd, der retfærdiggør deres vold med, at de blev lagt an på.

Anklager: ”For første gang i hans liv, ville Larry King ikke finde sig i mere ”

Lawrence/Larry King sprang ud som 10-årig, men han fik ikke meget opbakning hjemmefra, hvor faren ikke troede på, at sønnen var homoseksuel. I 2007 blev King fjernet fra hjemmet og kom på børnehjem, muligvis pga. vold fra faren.

Med forældrene på afstand blev King mere selvsikker. Han mødtes med en LGBT-gruppe hver fredag aften, og da børnehjemmet gav ham et gavekort i julegave, brugte han det på højhælede støvler. Da ferien sluttede i januar 2008, steg King på skolebussen iført støvler, øjenskygge, læbestift og smykker. Og sådan gik han klædt, indtil han blev dræbt.

Se tv-indslag om mordet

Ikke overraskende var King blevet drillet i mange år. Han blev skubbet rundt i omklædningsrummet, folk tog hans ting og kastede rundt med dem. Kaldte ham ”svans.” Tilfældige folk kom op og grinede af ham. Nogle elever lavede en bog om folk, de ikke kunne lide. De skrev, de håbede, King ville dø. Også hans 12-årige lillebror blev drillet.

Men King begyndte at give igen, og hans yndlingsvåben var at lægge an på de drenge, der drillede ham. Når han gik forbi dem, sagde han ting som: ”jeg ved, du vil have mig.” Og i omklædningsrummet komplimenterede han deres kroppe.

Skolens reaktioner på hans udseende var blandede. Én lærer nægtede ham adgang til undervisningen. En anden bad ham fjerne sin make-up. Skolens viceinspektør, den åbent lesbiske Joy Epstein, støttede King, og hans engelsklærer, Dawn Boldrin, forklarede ham, at hans adfærd kunne have konsekvenser, men hun anerkendte samtidig hans udtryk ved at forære ham en kjole og give ham tips til at lægge make-up. Det var Boldrin, der underviste den dag, King blev skudt.

Se tv-indslag om de to drenge

Selvom King havde loven på sin side, og selvom flere lærere og ledelsen gjorde meget for at støtte ham, var mobning en del af hans hverdag. Og hans nye selvtillid og udseende fik mobningen til at tage til. Situationen mellem ham og McInerney spidsede til.

Kærlighedserklæring besvares med dødstrussel

De to klassekammerater havde haft et ondt øje til hinanden længe. For McInerney var Kings ”flirten” uudholdelig, fordi det fik hans venner til at drille ham med, at han selv måtte være bøsse, siden King interesserede sig for ham.

To dage før mordet spurgte King, om McInerney ville være hans date til Valentinsdag. McInerneys venner grinede og sagde, de ville få bøssebørn sammen.

Dagen før mordet skændtes de to igen, og King sagde: ”i love you, baby” til McInerney. McInerney blev så rasende, at han prøvede at samle en gruppe, der kunne tæske King, men da ingen ville hjælpe, sagde han, at han ville tage en pistol med og skyde ham dagen efter.

Han gik op til Kings veninde og sagde, hun skulle sige farvel til sin ven, for hun ville aldrig se ham igen. Ingen tog ham alvorligt, selvom folk vidste, han havde adgang til skydevåben.

Dagen efter skød han King i hovedet foran hele klassen.

Se hvad vennerne sagde om Larry King

Forsvarer: Morder blev ”skubbet følelsesmæssigt ud over kanten ”

McInerney vidste godt, hvordan man skød. Han havde trænet med mordvåbnet tidligere. Han trænede kampsport, og som de fleste mænd i hans familie var han interesseret i historie. Især i nazismen, hvis man skal dømme ud fra de mange hagekors og white power-slogans i hans kladdehæfter, Mein Kampf i bogreolen og hans tilknytning til nynazistiske bander.

McInerneys far tævede moren og havde endda skudt hende i armen en gang. Begge forældre havde narkoproblemer, og faren tævede regelmæssigt McInerney og hans brødre.

King havde det svært som homoseksuel kønsoverskrider, men det var heller ikke sjovt at være McInerney. Den næsten klichéagtige historie om den små-nazistiske bølle, der skyder den uskyldige bøsse, er ikke forkert. Men det er altså heller ikke helt så simpelt.

Udfordringen i retssagen – og fortællingen om mordet – er, om man kan have sympati og forståelse for den forsmåede og misbrugte McInerney og samtidig insistere på Kings ret til at udtrykke sit køn og udleve sin seksualitet, som han vil.

Morder arbejdede ikke alene

McInerneys forsvarsadvokat, Kings familie og andre mener, at mordet delvist skyldtes, at King fik lov til at klæde sig og opføre sig, som han gjorde. De mener, skolen burde have irettesat ham, fordi hans påklædning gjorde det muligt for ham at mobbe McInerney.

De mener, at det i virkeligheden var King, der var den aggressive, den, der konstant søgte konfrontationen og overskred McInerneys grænser, og at Kings opførsel kunne udsætte ham selv eller andre for fare. Men det var ikke Kings opførsel, der var farlig. Det var omverdenens reaktioner på den. Og det er ikke Kings ansvar.

Flere lægger vægt på Kings aggressive, seksuelle adfærd mod flere drenge på skolen, især mod McInerney, men overser, at provokationerne var hans måske eneste våben mod den heteroseksuelle overmagt, og at tilnærmelserne ikke var andet end ualmindelige elementer i en almindelig konflikt mellem unge drenge.

Kings påklædning havde været legitim, hvis han havde været født som pige. Hans aggressive seksualitet var blevet set som normal, hvis den havde været rettet mod piger, men fordi King spillede et andet spil – og var stolt af det - provokerede han i en sådan grad, at det kostede ham livet.

King havde nogle støtter, men stod i høj grad alene. Hans morder derimod arbejdede ikke alene. Han stod i ledtog med hele den heteroseksuelle verdensorden.

Man sætter ikke spørgsmålstegn ved det normale

Kings far, forsvareren og andre giver også viceinspektøren, Epstein, skylden. Kings far mener, hun brugte King til at fremme en homoseksuel dagsorden. Efter mordet beskyldte han LGBT-organisationer for at misbruge King med samme formål. Han anklager ikke McInerney for at fremme en heteroseksuel dagsorden.

Ingen anklager de heteroseksuelle voksne for, at Kings plageånder var påvirket af en heteroseksuel, politisk dagsorden, der gjorde dem ude af stand til at forstå eller bare acceptere den queer King.

Normaliteten har sjældent brug for at forsvare sig selv, for der bliver sjældent sat spørgsmålstegn ved den. Det er ikke samfundets stramme kønssystem og dets disciplineringsmekanismer, der bliver stillet til ansvar, men Kings udfordring af dem.

I samme ånd kommer beskyldninger mod skolen om, at de skulle have beskyttet King ved at forbyde ham at gå klædt, som han gjorde. Men skolen havde ingen ret til at bestemme over hans påklædning. Californiens lovgivning mod kønsdiskrimination og hadforbrydelser beskyttede netop Kings ret til at udtrykke sit køn, som han ville.

Morder kunne ikke håndtere homoseksualitet

McInerney kom ikke ligefrem fra en familie præget af overskud. Og som alle andre voksede han op i et heteronormativt samfund, der sætter mænd, maskulinitet og heteroseksualitet over queer afvigelse. En værdisætning, der opretholdes gennem disciplinering, vold og mobning.

Han havde sin hverdag blandt skydevåben, nynazistiske bander, narkoafhængige voksne og en ungdomsgren af marinesoldaterne. Ikke ligefrem et queervenligt bagland.

McInerney havde aldrig lært homoseksualitet at kende som andet end noget, man hader, så da King bød ham ud på en valentinsdate, kunne han ikke finde ud af bare at sige: ”nej tak, og lad være med at spørge igen.” Da hans venner kaldte ham bøsse, kunne han ikke finde ud af at sige: ”jeg er ikke homo, men jeg er egentlig ligeglad med, hvad I tror.”

Det betød meget for McInerney, at folk vidste, han ikke var homo. Og ikke kunne lide homoer.

Mange queer teenagere i modvind toner deres stil ned. I hvert fald til de er blevet ældre og mere selvstændige. Det var ikke Kings strategi. Jo mere folk prøvede at heteroficere ham, jo mere konfronterede han den heteroseksuelle norm. I en voldelig, heterosexistisk verden, hvor ”homo” er mere et stigma end en identitet, kan det hurtigt blive en dødsrute.

Ikke enestående

Efter mordet udtalte Daryl Presgraves, talsperson for homo-studenterorganisation, GLSEN, at ”det, der skete for Lawrence King, var et isoleret tilfælde, men alt det, der ledte op til hans død, sker for unge mennesker hver dag, hele tiden .” Han peger dermed på et generelt problem i et samfund, som slet ikke er så forskelligt fra det danske, hvor mobning også er en del af hverdagen for mange queer teenagere.

Ikke mange tør stå op mod deres mobbere, som King gjorde. Ikke mange har lærere, som støtter dem. Nogle lærere er ligeglade. Andre ser ikke problemerne. Mange bilder sig ind, at de ikke ved, hvad de kan gøre ved det. Og mange lærere ved, at hvis de stiller sig bag queer elever, kan det få konsekvenser for dem selv. Alle ved, at den, der støtter queers, hurtigt selv bliver stemplet som queer.

Et andet sted i USA, på Howell High School i Michigan, smed en lærer en homofobisk elev ud i en time og blev suspenderet for det. En af hans elever, den homoseksuelle, 14-årige Graeme Taylor takkede for støtten ved at støtte læreren under et møde, der skulle afgøre lærerens videre forhold til skolen.

Se 14-årig bøsse forsvare anti-homofobisk og anti-racistisk lærer

Er queer adfærd en invitation til ballade?

Mange queers lever med skam og frygt, og mange vælger at leve i skjul. En del ser ingen anden udvej end selvmord. Det viste en bølge af selvmord blandt unge queers i USA for nyligt. Og en ny undersøgelse viser, at selvmordsforsøg blandt homoseksuelle mænd i Danmark er 9 gange så udbredt, som hos de heteroseksuelle.

Historien om de to drenge i USA kan virke ekstrem og langt væk, men den kan - i sin ekstremitet - fungere som et forstørrelsesglas på de daglige konflikter queers har med sig selv, hinanden og den heteroseksuelle omverden, når de spørger sig selv: ”beder jeg om problemer, hvis jeg opfører mig sådan her? Er det retfærdigt, at jeg får ballade, hvis jeg ser sådan ud?”

Svaret er nej. At vi lever i et heteronormativt samfund kan forklare, hvorfor queer adfærd giver problemer, men hvis man forveksler forklaring med undskyldning, er man gået forkert.

Forældres og læreres modvilje mod queer børn, McInerneys machobaggrund, den generelle homofobi i samfundet kombineret med Kings provokerende, insisterende og højtråbende queer adfærd er en tydelig forståelsesramme for McInerneys frustrationer og handling.

Det er synd for McInerney. Det er det. Og han fortjener ikke at dø i fængsel. Men hensynet til McInerney må ikke betyde, at anti-diskriminationslovgivning, homoseksuelle og/eller støttende lærere og skoleledere, progressive børnehjemsansatte, LGBT ungdomsgrupper og forstående veninder bliver stemplet som farlige, fordi de opmuntrer queer adfærd.

Og det må ikke betyde, at Kings ufattelige mod og selvsikkerhed bliver stemplet som en forståelig grund til, at han blev myrdet.


Læs om sagen og find kilder på Wikipedia

Læs om mordet hos Newsweek

Følg retssagen i lokalavisen

Læs om vold mod queers i Danmark

Læs om Straight But Not Narrow-kampagnen for mere tolerance hos heteroseksuelle mænd og drenge

Læs om It Get’s Better-kampagnen imod queer selvmord

Læs min bacheloropgave om queers i den danske folkeskole (pdf-fil)

Denne artikel er også offentliggjort på PrideNews



Kommentarer


Kommentar af Søren Munk | 18. august 2011 | 08:42

Uhyggelig historie, interessante vinkler, super go’ artikel.

Teenagere er extremt sårbare i skabelse af deres egen idenditet, det afspejles i begge drenges handlinger, og ender ulykkeligt for begge.

Endnu et bevis for den enorme vigtighed der ligger i at vi får skabt en større åbenhed og synlighed af LGBT personer i grundskolen, også i Danmark.

Vi har i mange år lagt fokus på de ca. 8% LGBT personer, til tider i en offerrolle lignende attitude, støttet dem i deres ret til at være mærkelige.

Denne sag viser med al sin barske tydelighed at vi er nød til at sadle om for at komme next step, vi er nød til at eksponerer de 92% af befolkningen der ikke er LGBT personer. Folke skolen er her det vigtigste sted for dette arbejde.

Konflikten foregår i skolen, drabet sker i skolen, skolen er medansvarlig. (skole = lærere/elever/forældre)

Et godt sted at starte er at de 8% af lærere der har en anden seksualitet eller kønsidentitet står ved det i fuld offentlighed, det vil gøre en verden til forskel for alle.

Her har vi som forældre en enorm betydning i vores respekt og rummelighed for at dette kan ske.

I ovennævnte ulykkelige hændelse er det offeret King der støtter læreren der handler korrekt, hvor var lærerens kollegaer, ledelse og forældrene?

Hvorfor skal viceskoleinspektøren selv være lesbisk for at kunne støtte King, det må være tydeligt for enhver at det burde alle ha’ gjort........


Kommentar af Lige meget | 18. august 2011 | 13:40

En ulykkelig historie fra ende til anden.

Det er flot at du formår at beskrive konflikten fra begge sider, og i mine øjne er der tale om to undertrykte personer, som vælger at kaste deres manglende overskud ind i en krig imod hinanden.

Konklusionen er klar. Det er ikke en formildende omstændighed at være blevet inviteret til fest af en queer.

Desværre er konsekvenserne ikke lige så lette at overskue. Er det den rigtige strategi at konfrontere børn/unge med en afvigelse som de opfatter som en trussel imod deres identitet? I det beskrevne tilfælde klart nej. Det var en modig handling som kun burde påkalde sig respekt, men næppe joken værd at betale med livet.

Hvis kampen for Queers ret til at være queer bliver udkæmpet mellem grupper uden overskud, så bliver resultatet formentligt det samme, som når retten til at være muslim skal udkæmpes mellem fattige indvandrere/flygtninge og fattige etniske danskere - vi ender med Dansk Folkeparti og mere had.

Med risiko for at lyde som en gammel marxist, så tror jeg at et generelt løft af (i dette tilfælde) USAs uddannelsesniveau vil være en forudsætning for at kunen vinde kampen for "queer-rettigheder". Ikke at det burde være sådan.

Jeg ser lidt en tilsvarende historie i Muhammed-tegningerne. Havde JP ret til at bringe dem? Ja. Havde King ret til at klæde sig det passer ham? Ja. Var reaktionen ude af proportioner i begge tilfælde? Ja. Forskellen er umiddelbart at Muhammed-tegningerne var et angreb på en svag gruppe, hvor Kings påklædning var et angreb på flertallet/normaliteten. Det kan man analysere sig frem til. Til gengæld kan vi også konstatere at McInerney ikke følte sig som en del at et flertal med overskud.

Hvordan agerer man i en situation, hvor analysen siger at person A burde opfører sig som "X", men person Zs selvopfattelse medfører en opførsen om "Y"?

Svaret kan måske hjælpe os til at forstå den racisme vi oplever i Danmark, hvor det er tydeligt for alle med sund sans, at den danske befolkning er den ressourcestærke, undertrykkende part i samværet med tilflyttere (læs: muslimer), men det enkelte danske individ kan føle sig presset på sin kultur og identitet af tilflyttere.

Det var måske et sidespring. Glæder mig til at læse flere spændende svar i tråden.


Kommentar af Morten G | 18. august 2011 | 15:51

"Forskellen er umiddelbart at Muhammed-tegningerne var et angreb på en svag gruppe."

Tak. Jeg havde lige glemt den et øjeblik.


Kommentar af Elizabeth | 19. august 2011 | 08:24

Jeg har med stort udbytte læst din analyse af forholdene i den danske folkeskole. For mig var det interessant at se begrebet hetronormativitet omsat til hverdag, og dermed tydeliggjort. Ordet identitet betyder : samme som. Hvordan skal man få en solid og sund identitet, dersom der ikke er nogle, der er samme som en en selv? Der ligger i al sin enkelhed problemet ved den fortsatte tabuisering af homo-bi-transpersoner. En tabuisering, der påstås at være løst, men som du så præcist viser er yderst manifest i folkeskolen.

Identifikation, synlighed og åbenhed er et massiv problem for transkønnede - de findes ingen steder i offentligheden.


Kommentar af Martinus | 19. august 2011 | 14:17

Jeg synes ikke det kan sammenlignes med muhammedkrisen. Havde JP ret til at trykke dem? Ja. Havde målgruppen lov til at syntes at det var en fornærmelse? Ja.

Det kunne have gået meget værre end det gjorde. Det lader da også til at det har delt vandende yderligere for nogle og måske også ekstremiseret andre. Der hvor reaktionerne på tegningerne var mest voldsomme, var jo også næsten kun områder med folk der lever undertrykte og med vold som en almindelig ting i dagligdagen.

Så et eller andet sted: Var reaktionerne ude af proportioner mht. muhammedkrisen? Ja. Men at der kunne forekomme vold som reaktion, var jo logik for burhøns og det vidste JP da udemærket godt. Hvorfor ikke bare debattere på et fornuftigt plan, når man ved at man risikerer at støde en gruppe der har en kort lunte fordi de i forvejen lever som dyr.

Herhjemme har vi ret til at gøre hvad vi vil. Dernede har de jo også ret til at reagere som de vil. Vi er jo nødt til at snakke om tingene og ikke fremprovokere vrede. Hvad havde JP forventet? At en en statsløs palæstinenser der har mistet sit barn, sætter sig ned og skriver et læserbrev til JP fordi han er blevet stødt? Nej alt hadet kommer sku da frem.


Kommentar af Jesper Gødvad | 20. august 2011 | 14:28

Velskrevet, gennemarbejdet og tankevækkende indlæg om en dybt tragisk historie.

Tragedien kan så fortsætte, hvis konklusionen reduceres til McInerneys strafudmåling.


Kommentar af Bare helt almindelig | 21. august 2011 | 01:33

Flot skrevet artikel men må jeg lige, som lesbisk, protestere mod at blivet sat i en ny gruppering som hedder ’queer’. Det kan vel ikke være meningen at man skal sættes i en ny bås eller hvad? For mig personligt føler jeg det faktisk temmeligt fornærmende at skulle grupperes med mennesker med hvem jeg intet som helst, andet end måske seksualitet, har tilfælles med.

Jeg kunne aldrig nogensinde finde på at kalde mig selv eller andre lesbiske ’queers’, der må være rigeligt med ord på dansk. Jeg kunne heller aldrig finde på at tage til Pride i København eller demonstrere på anden vis. Og nej, jeg er hverken undertrykt eller mangler selvindsigt men det provokerede mig voldsomt at skulle grupperes som ’queer’ og så er jeg 100% ligeglad hvad dette begreb indeholder!

Du skriver om ’queer adfærd’...hhhm, er det f.eks når jeg tager til frisøren og helst vil klippes kort? Eller er det når jeg laver havearbejde, karbonader eller giver min kat mad??

Alle disse metakulturer....det kan altså også blive for meget!


Kommentar af Nielsen | 21. august 2011 | 10:02

@Bare helt almindelig

Hvor almindeligt er det egentlig at lave karbonader? I det miljø, jeg kommer i, vil man faktisk blive betragtet som lidt af en afviger, hvis man pludselig smider den slags på panden. Almindelighed og "queerness" er vel ret relative begreber.

"Alle disse metakulturer....det kan altså også blive for meget", ville nogle sikkert udbryde, hvis de fik serveret en gang stuvede gulerødder og grønærter til en skive skrigpink hamburgerryg i nitritmarinade.


Kommentar af Johnny Delicato | 21. august 2011 | 17:40

Interessant historie, men du tager fejl på et punkt: hvis King havde ageret som beskrevet over for piger, ville det faktisk også være ulovligt - i USA er det nemlig strafbart blot at sige "Hello pretty" til en kvinde under lovene om sexual harassment. Om der så var blevet ageret, er jo en anden sag.

Jeg synes faktisk sagen er svær, for hvad hvis McInerney havde været en pige og King en dreng, som udsatte hende for "udlevelsen af sin sexualitet", som du skriver - nemlig ved konstante bombardementer med innuendo, som tydeligt var uønsket?

Selvfølgelig skal man ikke slå folk ihjel af nogen grunde, men bare det at man eks. er homo giver altså ikke en ret til at trænge sig ind på andre menneskers intimsfære. Folk skal have lov til at være fri for andre menneskers sexualitet - uanset om den er homo, hetero, bi, trans, etc.


Kommentar af Anna Wærum | 22. august 2011 | 00:28

@ Johnny Delicato...

Jeg synes ikke man kan kalde Kings reaktion på mobning for et udtryk for han seksualitet. Han var ikke seksuelt interesseret i McInerney, hans opførsel var et udtryk, et våben, en måde at forsvare sig på overfor mobningen. Det var en magtkamp. Det er i nogle tilfælde vel ret almindeligt, for folk der bliver sat groft i bås, at vælge at leve deres givne rolle fuldt ud for at afvæbne dem der mobber dem.

Udover det virker det som om King gav udtryk for sin person og seksualitet på den måde. Det kan man synes om hvad man vil, men der skal være plads til det i verden. Og hvis ikke man kan finde ud af at sige fra på andre måder end at dræbe personen, er der jo noget helt galt. Jeg synes det er lidt vigtigt at man ser på Kings opførsel i den kontekst.

I mobbe-situationer kigger man ofte på offeret og gerningspersonen for at prøve at analysere sig frem til hvem der kunne gøre hvad anderledes. Men det virkelig interessante synes jeg, er at kigge på omverdenen og hvordan den reagere, for det er der der kan gøres en reel forskel.

Der vil altid findes konflikter og folk vil altid gå over hinandens grænser, det væsentlige er hvordan vi håndtere det, og i dette tilfælde hvordan skolen, forældrene/værgerne, vælger at håndtere den problematik. Og at man anerkender og støtter de børn og unge som har brug for det på hver deres måde. Så de ikke har så voldsomt et behov for at hævde sig på hinandens bekostning.


Kommentar af Johnny Delicato | 23. august 2011 | 00:05

Nej, det skal der ikke nødvendigvis være "plads til i verden", hvis du med verden mener offentligheden. Man har ikke ret til at tvære sit privatliv ind i fjæset på andre, der tilfældigvis befinder sig samme sted som en selv.

Jeg er egentlig enig med dig i dine overvejelser, men det der irriterer mig sanseløst meget, er hele denne frelste attitude: "Hvor queer har man lov at være?". Man må selvfølgelig være lige så bøsset, queer eller andamansk som man må være hetero. Men det betyder jo ikke at man bare kan være det ubegrænset.

Jeg oplever jævnligt, at jeg ser par på gaden som overskrider mine normer for hvad jeg vil udsættes for i offentligheden. Når det er et heteropar, kan jeg nogle gange godt finde på at påtale det, men det gør jeg aldrig når det er et homo-par. Fordi jeg godt ved, at så lyder det straks med beskyldninger om homofobi og queer jihad, på trods af at - som dette alias antyder - ikke ligefrem er Mr. Heteronormative. Det er bare dét, jeg er så pissetræt af.


Kommentar af Mads | 23. august 2011 | 09:47

hej johnny

først et lille spørgsmål. hvornår har du sidst set et homopar, der overskred dine grænser, i danmark? og hvad gjorde de helt præcist, som du syntes var så slemt?

hvornår har du sidst påtalt et heteropar, der overskred dine grænser. hvad gjorde de, som du ikke kunne acceptere, og hvad sagde du?

og så en lille opgave: prøv engang at bruge dagen i dag på at tælle, hvor mange gange du ser to mennesker, som du tolker som et heteroseksuelt par (inklusiv på film, reklamer osv) og prøv at gøre det samme med ikke-heteroseksuelle par.

når du har løst opgaven, så prøv at gå ind på en queer blog igen og skriv noget om, hvem der tværer deres privatliv ind i fjæset på andre.


Kommentar af matilde | 1 september 2011 | 02:17

<3 mads :) jeg glæder mig til at se dig! du er dejlig!


Kommentarfunktionen er lukket


Jeg er mere end noget andet optaget af at ødelægge den heteroseksuelle verdensorden med alle dens fobier, begrænsninger, kedsommeligheder og al dens had og frygt.

Jeg er vokset op i en snæversynet og kristen by i Vestjylland, og det er jeg glad for i dag, fordi jeg lærte, hvad det vil sige at være udenfor, ensom og anderledes.

Da jeg er opdraget i temmelig racistiske, sexistiske og homofobiske omgivelser og selv har måttet finde min vej ud af det lort, ved jeg en del om, hvordan der ser ud inden i hovedet på folk, der har det sådan. Jeg kan godt forstå, når folk hader indvandrere, bøsser og kvinder. Men det betyder ikke, at jeg ikke synes, det er dumt og forkert.

Jeg er uddannet på Herning Gymnasium, Zahles Lærerseminarium, i Ungdomshuset og Queer Jihad, hos Vesterbroanarkisterne, i de kollektiver, jeg har boet i, og på gader og under broer i Tyskland sammen med bumser og punkere og blandt queer venner overalt i Europa.

For øjeblikket er jeg i gang med at skrive en introduktion til queer, der samler min kærlighed til queer teori og aktivisme, Wu Tang Clan, Buddha, Sun Tzu og Kate Bornstein i en fantastisk bog til alle unge mennesker, der kan læse dansk og gerne vil vide hvad ’det der queer’ egentlig betyder.




Blogarkiv

2. januar 2012
Kom til workshop i selvforsvar
2 kommentarer

23. december 2011
Queers Read This
5 kommentarer

12. december 2011
Forelsket i en anden mand
24 kommentarer

17. november 2011
Hele Danmark er en heteroseksualitetsklub
14 kommentarer

10. oktober 2011
Historier fra bøssesaunaen
2 kommentarer

23. september 2011
"Sex er noget, piger giver til drenge"
7 kommentarer

6. september 2011
Brevkasse: valget, børn, hip hop og film
4 kommentarer

29. august 2011
Filmanmeldelse: SALT
3 kommentarer

17. august 2011
Retssag: Hvor queer har man lov at være?
13 kommentarer

3. august 2011
Trist-til-mode-uge
5 kommentarer

1 2 3 >

Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer