Vi er flyttet! modkraft.dk


Da habeas corpus druknede i sensationens malstrøm..

Af Mads Kissow | 30. december 2010 | 8 kommentarer

Den seneste sag om påstået terrorvirksomhed – et ifølge PET nært forestående voldeligt angreb på JP/Politikens Hus – slutter sig til rækken af mere eller mindre gangbare, men ganske forskellige sager om påståede terroranslag, dygtigt afværget af hhv. den hollandske, svenske og danske efterretningstjeneste.

Formålet med dette blogindlæg er ikke så meget at diskutere skyld eller ikke-skyld i de tre nylige sager, da jeg ligesom den altovervejende del af landenes befolkning ingen mulighed eller videre faglighed har til at vurdere de juridiske aspekter af de verserende sager. Den manglende mulighed kan vi tilskrive efterretningstjenesternes parallel-statslige virksomhed og hemmelighedskræmmeri, mediernes villige accept og politikernes sanktion af dette.

Nej, formålet er forhåbentligt at give bolden op til noget, der har glimret ved sit fravær i stort set alle sager om terrorisme, nemlig en bare lidt kritisk vurdering af mediernes håndtering af sagerne og myndighedernes dygtige brug af medierne.

Kendetegnet ved disse tre sager – den tilsyneladende fummelfingrede bombebærer i Stockholm, de højtprofilerede, nu løsslupne hollandske herrer og sidst, men ikke mindst ”de professionelle” med internationale kontakter og et tilsyneladende had mod JP/Politiken – er, at medierne enten af egen motivation om sensationslyst eller som nyttige idioter for regeringer og efterretningstjenester har pisket en vanvittigt panik op hos alle, der gad/gider høre på dem.

Terror, hvem, hvor, hvad?!

Over de sidste par dage har jeg til min ærgrelse kunnet se den danske presse som et frådende hav af sensationshunger kaste sig over alle aspekter af sagen om disse ”professionelle terrorister med internationale forbindelser”: Historier til laveste fællesnævner om, hvordan det var at bo i samme opgang som vaskeægte terrorister, historier til at bakke op om terrorspøgelset ved at fremhæve stærk religiøsitet og nu mistænktes mønstre ifm. bøn og brug af internet, historier om, hvordan skumle personager er kommet og gået på lyssky tidspunkter – og alle med TASKER!

Her undrer jeg mig i parantens over, hvem der er den skumle nabo, når man åbenbart belurer sin nabos gæster...

Endvidere ærgrer jeg mig over, at samtlige medier uden snerten af kritisk sans har lappet ALT, hvad PET har fodret dem med i sig og spyttet det ud i hovedet på seere/læsere.

Når Jakob Scharf dygtigt bruger medierne og bombastisk forkynder, at ”de ville dræbe så mange som muligt”, før nogen form for retssag endnu er begyndt, og medierne på stribe gengiver det ordret, så bidrager det ikke ligefrem til troen på en ”retfærdig og afbalanceret” rettergang.

Oveni hatten har PET jo den belejlige fordel, at de kan føre ”beviser” og ”vidner”, som INGEN, udover de selv og dem, de vælger, må se eller vide noget om.

Beviser? Jada, masser! Men de er klassificerede og må holdes væk fra offentligheden – for offentlighedens skyld forstås..

Vidner? Ja, utvivlsomt. De skal bare transporteres hemmeligt, fremvises for PETs udvalgte skare og for guds skyld holdes væk fra forsvarsadvokater og tiltalte.. For rigets sikkerhed selvfølgelig.

I sådanne situationer i et fungerende demokrati skulle PET og politiet (i fald de kan sameksistere med et sundt demokrati – tvivlen vokser her af gode grunde) have deres hyr med at holde kritiske journalister og borgere stangne; mennesker, der gerne ville vide, hvordan det kan være PET kan agere fuldstændigt efter forgodtbefindende, og ligesom politiet kun kan undersøges af sig selv.

Men den hovedpine behøver etaten ingenlunde bekymre sig om her i andedammen, nej. Medieinstitutionerne accepterer nærmest entydigt denne passificering, bakker ud med et ”Ja, hr. Scharf, undskyld forstyrrelsen, hr. Scharf. Vi går over og spørger Naser Khader, hvor han køber sin habit til dronningens nytårskur i stedet.”

Herfra skal lyde et ”godt lavet” til Jakob Scharf og co. for deres brilliante manøvrering udenom enhver form for reel demokratisk kontrol og ”thumbs up” til Scharfs mediehold, der virkeligt forstår at holde et publikum ventende, indtil det er så sultent, at det sluger hvad som helst råt..

Underviser i stadig i ”den fjerde statsmagt” på skolerne? Også her kunne der være brug for revision og kritisk eftertænksomhed..

Mod slutningen af denne meningsudledning vil jeg gerne stille et par spørgsmål og smide en opfordring ud – under temaet Hvor kommer spøgelset fra?:

I krigssituationer, hvor magtbalancen er så ulige fordelt, som vi har set med den amerikansk-ledede invasion og besættelse af hhv. Irak og Afghanistan, er det så ikke meget naturligt, at den militært mindre magtfulde part søger alternativer til håbløse åbne kampsituationer overfor en overlegen krigsmaskine?

Er det ikke forståeligt, at en lokal befolkning med en stolt mange hundrede år gammel tradition for uafhængighed ikke accepterer en besættelsesmagt og sætter sig til modstand? Og endvidere at sympatisører – med alle mulige forskellige motivationer – gør, hvad de ser muligt og effektfuldt for at modstå, skade og skræmme den fremmede besættelsesmagt og dennes allierede?

Hvordan adskiller den afganske/irakiske/(indsæt selv anden modstandssituation) modstand mod en fremmed besættelsesmagt fra den danske modstandskamp mod nazismen og den finske modstandskamp mod stalinismen, som i dag hyldes både her til lands og bredt i Vesten?


Og sidst, men ikke mindst, og med frygt for at blive forbudt vil jeg gerne sende denne hilsen til de folk, der aktivt modsætter sig en besættelsesmagt og diverse majonet-regeringer:

Kæmp for jeres frihed og uafhængighed! Kæmp mod en overmagt, der lover frihed og demokrati, men bringer død, afhængighed og udplyndring gennem private virksomheder og nykolonialisme!

Disclaimer: Jeg støtter ikke og deler ikke verdenssyn med hverken Hizb-ut-Tahrir, Taleban eller det sagsomspundne Al-Qaeda, men støtter retten til og kampen for frihed og selvbestemmelse.


Kom med og dans på graven!

Af Mads Kissow | 3. december 2010 | 11 kommentarer

I Cancun er efterfølgeren til det pinlige, KULsorte maskespil, COP15, i fuld gang. På dagsordenen står ikke en grandiøs aftale om globale co2 reduktion, men derimod mere konkrete projekter.

To af de absolut mest centrale diskussioner er forlængelsen af Kyoto Protokollen og en officiel indarbejdning af kvotehandel i Verdensbankens, nu FNs projekt, REDD (Reducing Emissions from Deforestation and Degradation), i det eksisterende net af co2 kvotehandel under rammener udstukket i netop Kyoto Protokollen.

I diverse nyhedsmedier – f.eks DR nyheder og The Guardian - på tværs af specielt den vestlige verden har ”klima-fokus” den seneste tid primært været på videreførslen og udvidelsen af co2 kvotehandel. Her til morgen har der på tværs af disse medier lydt et skrig, fordi Japan netop har meddelt, at man ikke vil forlænge Kyoto Protokollen, fordi det er dårligt for konkurrenceevnen ift. bl.a. Kina. (1)

Dette præsenteres bredt som et enormt nederlag for verdens befolkning, særligt majoriteten udenfor Vesteuropa, og den ”fælles global kamp for co2 reduktion”, mens håb stadig tilskrives de sideløbende forhandlinger om REDDs inkorporation.

I det følgende håber jeg at give jer et overblik over, hvorfor vi skal FEJRE Kyoto protokollens potentielle død og bekæmpe dens eksisterende mekanismer, primært REDD, for, at vi kommer videre mod en social og økologisk revolution; et opgør med kapitalismen for både menneskelig og økologisk bæredygtighed, fra klimaet over biodiversitet til demokrati.

En død Kyoto protokol er en god Kyoto protokol

Co2 kvotehandel under Kyoto protokollen er en samling af mekanismer, der kvantificerer det tidigere fælles gode, kendt som luft, for at gøre det til en vare, der kan handles internationalt i en model, der har slående ligheder med det nyligt kollapsede boliglånsmarked. Som den står nu, består implementeringen af Kyoto protokollen af tre grundlæggende mekanismer for virksomheder og lande til at opnå udledningsrettigheder, credits, og dermed fortsætte business-as-usual, fra produktion af plastik til fastholdelse af oliedrevet, industrialiseret landbrug:

1. Cap and trade: Udleder tildeles udledningsrettigheder fra udledere, der ikke har brugt deres kvote.

2. Baseline and credit: Udledere tildeles credits ved at udføre offsets (fabrikseffektivitet, plantager, vedvarende energi etc.):
- CDM (Clean Development Mechanism) for projekter i ikke-Annex 1 lande (Global Syd).
- JI (Joint Implementation) for projekter i andre Annex 1-lande (f.eks Østeuropa).

3. REDD (Reducing Emissions from Deforestation and Degradation): Udledere tildeles credits for at love ikke at rydde eksisterende skove og plantager.

Et par grundlæggende, bredt anerkendt problemer med ovenstående er, at regeringer og internationale institutioner kun har kunnet enes om en cap sat enormt højt, hvorved kvotemarkedet reelt har været oversvømmet og priserne på credits er dermed styrtdykket. Over 80% af co2 kvoterne globalt – primært i Europa og USA dog - er endvidere blevet foræret gratis til bl.a. fly-, cement- og sværindustrien

Samtidig er kontrolmekanismerne for specielt offset markedet de facto baseret på virksomhedernes egen tilbagemelding, hvorfor vi over de seneste par år har set en række skandaler om massiv snyd og korruption indenfor dette ”nye” marked (2). Dette betyder, at f.eks stålværker og fossile kraftværker har fået disse ”grønne points”, fordi virksomhederne har vurderet deres eget nybyggeri til at være langt mere grønt end det alternative scenarie (som virksomhederne selv opsætter...) (3).

Co2lonialism

Sidst, men ikke mindst har REDD været under kraftig kritik, ligefra indfødte indianeres internationale netværk til store miljø NGO’er.

REDD fungerer ved at kvantificere jordens eksisterende skovressourcer, hvoraf langt de fleste traditionelt og trods alt lidt endnu har været under kollektivt ejerskab og understøttet en fantastisk diversitet i planter, dyr og menneskelig kultur (1,6 mia mennesker regnes som direkte afhængige af verdens skove for overlevelse).

Kvantificeringen bruges til at allokere skovområder vurderet til et vist antal credits, der så sælges til primært internationale virksomheder – men i stigende grad også som aflad for forbrugere (alt fra ”The Coldplay forest” til internationale flyselskaber) – der mod at love ikke at bulldoze hele skoven optjener retten til at fortsætte business-as-usual. (4)

Denne privatisering af vores globale fælles, vitale ressourcer har ifølge skovbefolkninger, græsrodsnetværk og forskere haft enorme følgevirkninger allerede. I takt med at skoven privatiseres trænges skovbefolkninger, primært indfødte indianere, ind på mindre og mindre områder, ofte med konfrontation og efterfølgende tvang, samtidig med at befolkningernes levevis og overlevelsesgrundlag kriminaliseres. (5)

Dette medfører en massiv marginalisering af mio. af mennesker, der uden rettigheder trænges ind i byerne som del af de voksende slumområder med tilhørende prekære bolig, arbejds- og overlevelsesforhold.. Hvis de da ikke lige holdes i skræmmende udbyttende jobs som arbejdere i plantagerne og som serviceorganer for de projekter, der har fordrevet dem fra deres land og (langt mere) bæredygtige liv.

På tværs af kloden har Kyotos mekanismer afstedkommet øget minedrift og olie og gasudvinding i de nyligt privatiserede skove; med Royal Dutch Shells blodige oliekrig i Nigers floddelta som et af de mest skræmmende eksempler på, hvordan firmaer udnytter, at den neoliberale privatiseringsbølge skyller ind over verdens sidste fælles goder.

Samtidig fremkommer flere og flere eksempler på, at regnskoven ryddes og erstattes af genmodificerede monokulturelle plantager af eksempelvis eukalyptus. Disse binder mere Co2 per km2, men er til gengæld fremstår som livløse grønne ørkener uden menneske eller substantielt dyreliv og er off-limits for civilbefolkningen og ofte militariserede områder. (6)

Udvidelsen af Kyoto mekanismerne med REDD har også bidraget til at oversvømme verden med enormt billige credits, hvilket har lagt grundstenene til en “REDD guldfeber”, der således accelererer ovennævnte og flere problemer. Lande i den globale syd har rapporteret, hvordan regeringer presses og lokkes af vestlige regeringer og virksomheder til at støtte reduktionsmaksimering for at sikre økonomisk udvikling og favorabel status som “investeringsland”:

IMF lån og indfluks af vestlige virksomheders produktion (med tilhørende horrible arbejdsforhold) til gengæld for fordrivelse af indfødte, land grabs og øget økonomisk og politisk afhængighed.. Når det beskrives som en win-win situation, kan man med rette spørge med hovedet skeptisk på skrå: ”For hvem?!”

2,4% og videre end talmagi

Den Internationale Monetære Fond (IMF) har sammen med Verdensbanken været primære katalysatorer for de sidste fire årtiers økonomiske struktureringsprogrammer - ”hjælp til nødstedte økonomier” - der indebærer økonomiske lån til lande mod massive nedskæringer i den fælles velfærd og privatiseringer (lynhurtigt som i 70’ernes og 80’ernes Chile under Pinochet eller mere snigende, som vi kan se det her i Danmark). (7)

Med jævne mellemrum udgiver IMF deres ”World Economic Outlook” og i deres 2007 udgave forudses det, at reduktionerne i co2 udledningerne globalt under Kyoto Protokollens nuværende ”Fase 2” med udgangen af 2010 vil være 2,4% - på trods af alle de ”fantastiske” ovennævnte initiativer og mekanismer og pompøse udmeldinger og topmøder fra de økonomiske og politiske eliter globalt.

… 2,4%?! Ovenpå ”Fase 1”, der i stedet for reduktioner end med en netto stigning (8). Altså en nettoreduktion i omegnen af 0,5% (!) over hele Kyotos levetid.

Hvis vi holder disse tal op mod den videnskabelige konsensus om nødvendige reduktioner på 30-50% per 2020. Alene dette peger på, at hverken Kyoto Protokollen eller den række af mere eller mindre fallerede COP’er, der har været siden 1992 (COP1, Rio Earth Summit), kommer til at sikre de nødvendige samfundsmæssige tilpasninger af energiforbrug, udledninger m.v.

For så slet ikke at tale om de enorme sociale og globale slagsider denne klimakamp allerede har medført og vil medføre, beskrevet til dels ovenfor..

Eller det faktum, at perioden med Kyoto kun har set stigninger i mængden af afbrændte fossile brændstoffer og flere og flere forbruger-schemes, hvor afladsbetaling og centralistisk styrede energirationering i stigende grad er dagens orden og skal sikre, at verdens befolkning – som jeg er overbevist om overvejende vil det bedste for os selv og hinanden – lulles til at tro, at vi alle, borgere, virksomheder, regeringer, NGO’er og planeten er ”i den samme båd”..

Jo mere viden, man får om dette, jo tydeligere bliver det, at vi IKKE er i samme båd!

”Løsningerne” indenfor systemet af nationale og internationale institutioner er indtil videre lykkedes: Tydeligvis ikke i at nedbringe co2 niveauet, sikre grundlæggende rettigheder, sikringer mod konsekvenserne af global opvarmning eller skabe en socialt bæredygtig verden. Succesen består i at åbne op for privatisering, kommercielisering og spekulation af nogle af de fælles goder, vi har på jorden: Vand, luft, skove og mad.

Belejligt kan disse tage pladsen for spekulationsboom, efter spekulationsboom’et på primært boligmarkedet kollapsede med den urbane krise, der blev til finanskrisen.

Derfor skal vi ikke græde over Kyoto Protokollens potentielle død, men derimod bidrage med aktiv dødshjælp og mødes til en fest på protokollens grav og finde ud af, hvordan vi kan sende resten af det kapitalistiske system samme vej og bygge en socialt og økologisk bæredygtig verden nedefra og op!

Fodnoter: (1) http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/201... og http://www.guardian.co.uk/environme... (2) Se f.eks http://www.information.dk/telegram/... (3) www.corporatewatch.org – Techno-fixes: A critical guide to climate change technologies (4) Indigenous Environmental Network: On REDD, 2008. Www.ienearth.org/REDD/redd.pdf (5) Friends of the Earth Internationals rapport: Africa up for grabs. Se www.foei.org (6) Fra Indigenous Peoples’ Guide to False Solutions to Climate Change: http://www.earthpeoples.org/CLIMATE CHANGE/Indigenous Peoples Guide-E.pdf (7) Se bl.a. Naomi Kleins værk ”The Shock Doctrine” (8) http://europa.eu/rapid/pressRelease...


På skinnerne mod atomspøgelset

Af Mads Kissow | 1 december 2010

Nu hvor Castor transportens vanvittige weekend i begyndelsen af November er lidt på afstand, kommer her en beretning, nogle overvejelser og efterrationaliseringer over atomkraftens genopståen, modstand og veje frem for den radikale venstrefløj..


I løbet af de seneste år er der sket en udvikling indenfor energiforsyning og svar på klimakrisen, der sætter antagonismen mellem den nuværende tiltagende statskapitalistiske tilgang og en græsrodsorienteret tilgang, mellem grøn kapitalisme og selvorganisering fra neden, på spidsen.

Både nationalt og på europæisk plan må atomkraftmodstanderne således sande, at atomkraft nu forsøges relanceret af en alliance af regeringer, internationale virksomheder og magtfulde lobbygrupper. Under dække af ”forsyningssikkerhed” og ”co2-neutral løsning” på EUs stigende energiproblemer drøner centralismens tog videre mod et socio-økologisk mareridt – atomkraft, ”rent kul” og falske markedsløsninger med kvotehandel trumfes igennem, mens Europas befolkning har blikket rettet mod massive offentlige spareplaner og pengegaver til de virksomheder, der er ”too big to fail”.

Banen kridtes op..

Centralt i forsøget på at relancere atomkraft står problemerne med de mange tusinde tons radioaktivt affald, der i stilhed forsøges gemt og glemt. I Tyskland, såvel som en række andre lande, udvides atomkraften umiddelbart, mens den ekstremt centralistiske energi køres i stilling som en del af fremtidens energi med grøn branding og massive statstilskud.

Siden 80’erne har en bred alliance af lokale borgere, anti-atomkraft aktivister, klimaaktivister osv. blokeret, forhalet og forsøgt forhindret Castor beholderne med atomaffald i at nå frem til et ”midlertidigt” lager i Gorleben. Med den tyske regerings udmelding om, at Tyskland a-kraftværkers levetid skal forlænges til 2040-50, vokser modstanden i befolkningen igen, og ved Gorleben syd for Hamborg var den største mobilisering mod Castor atomaffaldstransporten i historien på skinnerne for at stoppe Castor og pege i retning af alternativerne til grøn kapitalisme.

Mange hundrede netværk og organisationer på tværs af Tyskland mobiliserede med castor2010 til forskellige aktionsformer under en paraply af diversitet af taktikker og styrke i mangfoldighed. Over 130 netværk fra den radikale venstrefløj kaldte for første gang ind til Castor Schottern!: Som et supplement til de traditionelle massive sit-down blokader og lock-on aktioner skulle skinnerne undermineres på den sidste del af jernbanen ind mod byen Dannenberg, hvor atomaffaldet flyttes til lastbiler og transporteres de sidste km mod lageret i Gorleben. Strækningen bruges kun til Castortransporten, og målet var således klart: Det skulle gøres fysisk umuligt for transporten at nå frem!

Den tyske stat reagerede med at gøre det klart, at forsvaret af atomindustriens ”ret til forretning” var vigtigere end befolkningens vel, og havde således udkommanderet små 20.000 politifolk fra hele landet, komplet med militærstøtte, vandkanoner og fyldte pebersprays. Derudover havde de lokale politimyndigheder små to uger forinden ulovliggjort alle offentlige forsamlinger i hele området omkring Gorleben, for at skræmme demonstranter og aktivister til ikke at deltage i protester, ligesom det blev set under COP15.

Da vi mødtes ved Folkets Hus på Nørrebro, kunne vi således se frem til alvorlig omgang ”fangeleg” i skovene omkring togskinnerne, men samtidigt kunne vi hjælpe og være en del af en stærk lokalforankret organisering mod et megaprojekt med stærke statslige og økonomiske støtter. Stemningen i bussen var høj, og glæden over at skulle handle som en støtte til den mere radikale del af protesten for en lokalbefolkning, frem for ”blot” for vores ”aktivist-ghetto” var tydelig.

På skinnerne, allesammen!

Fredag ved midnatstid ankom vores bus til en af de syv lejre omkring Dannenberg. Det var den mest tjekkede aktivistlejr, jeg kan mindes: Vi blev indlogeret i et af de ca. 40 store kanvastelte, der var foret med halm for at afhjælpe den snigende vinterkulde, og folkekøkkenet Le Sabot holdt gryderne varme og sørgede for en konstant mulighed for mad, te og kaffe.

Lørdagen gik for nogle med at lære området at kende, mens andre tog til Dannenberg, hvor 80.000 mennesker var samlet for at sige nej til atomekspansion og Castor. I tre af lejrene gik de sidste hektiske forberedelser i gang; aktionsmøder, træning og strategiplanlægning til søndagens brag: Castor Schottern – Undergrav Castor!

Søndag morgen; 7000 mennesker stod op i morgenens mørke, fordi vi havde hørt, at Castor toget var tæt på og derfor måtte aktion Schottern i gang så tidligt som muligt. I tradition fra G8 protesterne i Heiligendamm bevægede vi os fra lejrene mod skinnerne gennem skovområder i adskillige ”fingre”, der på vej til skoven skulle kunne skubbe sig gennem politiets forhindringer og siden splitte op og angribe skinnerne bredt.

Politiet prøvede at stoppe og afskrække de tusindvis af mennesker, og lykkedes desværre med at splitte ”fingrene” op lidt tidligt så der opstod en vis forvirring og forsinkelse med at nå skinnerne.

Da det lykkedes at nå frem til skuepladsen for selve aktionen, og vi kunne se række på række af riot-klædte betjente, blev det grinende bemærket at kl. kun var halv ni, og vi allerede havde skubbet os gennem indtil flere politikæder denne morgen – en rammende beskrivelse af modsætningen mellem efterårsskovens skønhed og den dramatiske jagt, der tog fart: Jagten på hullerne i den riot-klædte mur.

Scenen skiftede mellem fremrykninger, forsøg på at komme udenom og igennem politilinjerne og gentagne plenum sessioner for at diskutere andre muligheder, da gennembruddene ikke gav umiddelbart resultat. Efter et særdeles kraftigt ryk mod skinnerne bragte politiet deres ridende betjente ind og åbnede for alvor for pebersprayen, men det virkede som om, der var et momentum, der kunne bryde muren. Til stor undren og frustration i vores affinitetsgrupper blev der gennem megafoner kaldt til frokost og endnu en plenum. Mange trak sig tilbage, men vores grupper samt et par tyske grupper mente, at det var katastrofal timing, og at vi nu havde et moment, der skulle udnyttes – så vi fortsatte..

Vi fandt senere ud af, at den store gruppe, der havde trukket sig tilbage, lykkedes med at komme ud på skinnerne og undergrave dem over et par hundrede meter. Mens dette skete forsøgte vi igen og igen, at bryde politiets linjer. Da vi blev klar over, at vi ikke var nok til kunne undergrave skinnerne, besluttede vi at tiltrække os så meget opmærksomhed og politiressourcer som muligt til den nordvestlige del af skoven, hvor vi var, for at forbedre vores kammeraters muligheder mod syd.

Da mørket faldt på, bevægede nogle sig mod en sit-down blokade med over tusind mennesker tættere på Dannenberg mens andre tog til lejren for at hvile ud til mandagens vejblokader. Det lykkedes Castor Schottern! aktionen at undergrave skinnerne over flere hundrede meter, der dog blev udbedret i løbet af søndag nat, mens politiet kæmpede med at opløse sit-down blokaden, der voksede til 5000 mennesker på sit højeste.

De næste to dage kom til at stå i vejblokadernes tegn, og med alt fra de lokale landmænds 200 traktors blokade, massive beton lock-ons og tusindvis af mennesker i siddende blokader lykkedes det at forsinke Castortransporten næsten to døgn..

Efterrationaliseringer

På trods af, at det ikke lykkedes at undergrave skinnerne til et punkt, hvor transporten måtte opgives, og at transporten nåede frem, mener jeg dog, at Castor2010 var succesfuld på andre måder:

I bredden af protesterne – alt fra lokale landmænd til total-maskerede antifa aktivister – og i omfanget af aktioner, demonstrationer og blokader var Castor2010 den største i historien. En styrke, der spændte det tyske forbundspoliti til det yderste og har affødt udmeldinger fra politiledelsen af operationen om, at man var overvældet over protesternes størrelse og ikke vil være i stand til at stoppe dem igen næste år.

I samspillet mellem lokalbefolkningen og aktivister fra hele Tyskland, der gensidigt accepterede og støttede hinandens aktioner og taktik – altså en reel diversitet i taktikker, der viste potentialet og styrken i at forbinde den venstreradikale bevægelse til lokale kampe, til deres lokalområder. Mange aktivister, både tilrejsende og lokale, udtrykte glæde over netop dette samarbejde og mange udtalte drømme og håb for fremtiden og en stærkere lokalisering og bredere berøringsflade af/for den radikale venstrefløj.

Som endnu en perle på snoren af voksende modstand mod megaprojekter i Europa og globalt. Samarbejder mellem regeringer og erhvervsliv om profit-jagende prestigeprojekter på bekostning af lokalbefolkninger, fra Campos Nuovos dæmningen i Brasilien over Gorleben og Thy til tvangsekspropriationer af fattige kystområder for at gøre plads til turistindustrien, er nogle af de angreb vi må imødegå som venstreradikal bevægelse, hvis vi vil være mere end en alternativ subkultur, der kan italesætte de demokratiske, klimamæssige og sociale problematikker vi står overfor.


Perlerne på snoren bliver flere og flere i takt med accelerationen af de finansielle, urbane og socio-økologiske kriser, og den radikale venstrefløj har en fantastisk mulighed for nu at politisere konflikterne, uden at løbe lokalbefolkningen over ende, bygge alliancer bredere gennem tillid gennem fælles handling og med ordene fra en ældre tysk mand, der fragtede aktivister mellem aktioner og lejre: ”.. Komme til et område som hér og gøre alle de vanvittige og fantastiske ting, vi som lokale ikke nødvendigvis kan gøre, men gerne vil se ske..”


Mega-projekternes Europa?

Af Mads Kissow | 14. oktober 2010 | 1 kommentarer

I Stuttgart er befolkningen i oprør p.g.a et mega-prestige-projekt af et højhastighedstog fra Paris til Budapest, i stil med den tvivlsomme Eurostar forbindelse over den fransk-engelske kanal. Projektets omkostninger vurderes til lige i underkanten af 10 mia euro, mens byggetiden lyder på 10-15 år.

Titusinder af mennesker har uge efter uge taget Stuttgarts gader i protest mod, at centrale dele af det historiske Stuttgart skal jævnes med jorden af et projekt, der er blevet sneget og snydt igennem af politikere og byggebranchen. Politiet har bl.a. indsat vandkanoner og brugt massive mængder peberspray mod alt fra aktivister til pensionister.

I Danmark reagerer befolkningen i Thy med vrede på endnu et planlagt mega-projekt kombineret med stadig mere udpint offentlig service. Kombinationen af et offentlig finansieret "testcenter" i mia.-klassen, tilegnet Siemens og Vestas og med klart kommercielt formål, og stadig større mangel på børnehaver, skoler, busser og muligheder har medført et utal af demonstrationer og borgerinitiativer m.v.

Sverige oplever også dette nexus punkt af magtcentralisme og kommercielle mega-projekter, både i genoptagelse af motorvejsbyggeri - i en klimakrisetid? - omkring Stockholm. Et byggeri som borgerinitiativer gennem demonstrationer, civil ulydighed og øko-sabotage fik stoppet sidst i 90’erne. Nye protester forberedes allerede, både lokalt og nationalt.

I Skåne reagerer et lokalt borgerinitiativ med stor støtte i store dele af regionen mod Stockholms regeringens carte blanché til Shell om at forsøge udvinding af fossilgas. Et carte blanché som hverken borgere eller lokale myndigheder har mulighed for at blokere..

På tværs af Europa går hundredetusinder af mennesker på gaden mod de neoliberale økonomiske politikker, for borgerindflydelse og velfærd. Disse protester er intet nyt, men et voksende fænomen. Nyt er dét til gengæld, at diskussioner om magt, centralisme og (de pressede) menneskerettigheder er tilstede i langt flere sociale og politiske sfærer..

Magtmisbrug som politisk katalysator i søvnigt Europa

Det er interessant, at magtdiskussionen - i Thy benævnt som en københavner-centralistisk arrogance og magt - virker mere og mere central i flere lokalt eller regionalt funderede kampe. Mantra om udvikling og vækst - gerne med grøn fernis - legitimerer projekter, der domineres af mangelfulde, udemokratiske "hørings- og klageperioder" og en agenda om at sikre øget vækst i den private sektor, finansieret af offentlige midler.

Netop denne forsøgte manipulation af befolkningen og de enorme bankpakker og andre pengegaver til milliard-virksomheder står i skærende kontrast til stadig kraftigere manifesterede konsekvenser af den neoliberale kapitalistiske udvikling, der dominerer Europa.

Økonomiske disciplineringsprogrammer på tværs af kontinentet, også i smørhullet Danmark, en stadig mere skræmmende social og retslig forfølgelse af "samfundsskadelige elementer" som arbejdsløse, organiserede og aktive borgerem, indvandrere osv. og et stadig mere centralistisk og udemokratisk statsapparat.

Disse faktorer - der blot skitseres meget kort hér og kombineret med andre - virker som katalysatorer for lokale, regionale og globale organiseringer og aktiviteter i befolkningen. Efterhånden som div. "genopretningspakker" for alvor træder i kraft på tværs af Europa vil flere og flere mennesker opleve konsekvenserne; stadig mere direkte - omend forklædte af spin - og omfattende angreb på offentlig velfærd og en krystallisering af de (u)demokratiske forhold.

LAD OS TAGE DET I OPLØBET OG VISE AKTIV MODSTAND!!

Den 6. November 2010 bliver 11 Castor beholdere med radioaktivt affald transporteret fra Frankrig til Gorleben, Tyskland for at blive deponeret dér imod et overvældende flertal af regionens befolkning.

Atomkraft bliver forsøgt relanceret som grøn energi, et alternativ til fossile brændsler. Men atomkraft er intet alternativ, men et meget farligt fossilt brændstof med store risici for alle mennesker og planeten.

Der eksisterer ingen godkendte depoter til deponering af radioaktivt affald i verden. Atomkraft drives frem p.g.a dets enorme gevinster for energiselskaberne og en velkommen undskyldning for de politiske og økonomiske kræfter, der ikke ønsker forandring.

Efter store demonstrationer mod atomkraft i Brunsbuettel og Berlin tidligere i år med mere end 100.000 mennesker, det er nu tid til aktivt at stoppe Castor transporten og grønvaskningen af en centralistisk og giftig industri.

Stop Castor, før dens giftige last når Gorlebens jord! Blokader og aktioner for social retfærdighed og bæredygtigt og direkte demokratisk udvikling!

Kom til infomødet om Castor blockade: Mandag d. 18. Oktober i Cafè Under Konstruktion kl. 20.00. Torsdag d. 21. Oktober efter folkekøkkenet på Dortheavej 61, kl 20.00.

Læs Castors call-out på www.climatecollective.org eller på www.castor-schottern.org.


Solidaritet med Khimki og andre russiske kammerater!

Af Mads Kissow | 9. september 2010

Min blog er for dette indlæg lånt ud til "Kampagnen for frigivelse af Khimki gidslerne". En kampagne, der konkret kæmper for løsladelse af to uskyldigt fængslede kammerater, er ligeledes en kampagne mod statsrepression og økologisk og social destruktion i Rusland, konkret mod destruktionen af Khimki skoven i udkanten af Moskva.

Mega(lomaniske) projekter og repressionen af modstanden mod disse vokser over hele verden, mens sociale bevægelser vokser og udvikler sig. Vi må hverken glemme solidariteten, både lokalt og globalt, eller lade vores modstand passificeres af frygt for repression. Det hed sig, og det hedder sig endnu: Kampen for befrielse er international!

I hope you’re still pushing,

Mads

Et kald til international aktionsdage til støtte for Alexei Gaskarov og Maxim Solopov.

17. - 20. september 2010

Den 28. juli 2010 demonstrerede mere end tohundereder antifascister og anarkister spontant udenfor rådhuset i Khimki, en forstad til Moskva. De demonstrerede til forsvar for Khimki skoven, der samtidigt var ved at blive fældet for at imødekomme krav fra store forretningsinteresser. Demonstrationen, der bl.a. resulterede i adskillige smadrede vinduer, tiltrak stor opmærksomhed fra offentligheden, mens myndighederne svarede med en bølge af repression. Dagen efter demonstrationen blev de to kendte sociale aktivister Alexei Gaskarov og Maxim Solopov arresteret og står overfor op til syv års fængsel for ”forstyrrelse af den offentlige orden”, på trods af, at der ikke er nogen beviser for deres meddelagtighed i ulovligheder. Samtidig fortsætter politiet med at jage og chikanere andre aktivister, specielt de, der er involverede i den antifascistiske bevægelse.

Kampagnen for at redde Khimki skoven har stået på i over tre år. Myndighederne havde besluttet at bygge en del af Moskva - Skt. Peterborg toldmotorvejen, som er den første af sin art, gennem skoven. Dette ville medføre alvorlige konsekvenser, både for miljø og natur og for de lokale beboere og moskovitter, der mister endnu et rekreativt område. På trods af eksistensen af alternative ruter, der ikke ville kræve massiv skovfældning og medføre voldsomme protester fra miljøaktivister og almindelige borgere, ignorerede myndighederne i lang tid civilsamfundets stemme og ved flere lejligheder undertrykkede de direkte kritikere.

Myndighederne i Khimki og firmaerne bag motorvejsprojektet har benyttet vold og andre sådanne taktikker mod forsvarerne for Khimki skoven. De har nægtet at tillade protestdemonstrationer, rekrutteret nationalistiske bøller til at afbryde en fredelig protestlejr organiseret af miljøaktivister og lokale beboere, samt afstedkommet ulovlige anholdelser af og tæsk til journalister, der har dækket historien. For næsten to år siden blev Mikhail Beketov, ansvarshavende redaktør for avisen Khimkinskaya Pravda og kendt kritiker af den lokale administration, overfaldet og alvorligt såret af ukendte gerningsmænd. Angrebet har efterladt ham med permanente mén. For seks måneder siden blev Sergei Protozanov, layout designer for en anden lokal oppositionsavis, myrdet under lignende omstændigheder.

Efter demonstrationen d. 28. juli har det russiske politi og efterretningstjeneste i hidtil uset omfang slået ned på antifascister. Mennesker, der kun en enkelt gang har været i Center for ekstremismes og FSBs søgelys for antifascistisk aktivitet, er blevet tvunget ind til forhør. I flere sager er de fysisk blevet tvunget til at give netop de vidneudsagn, som efterforskerne ønskede, samtidig med at deres hjem er blevet ransaget ulovligt. Alle disse aktioner fra politi og efterretningstjenestes side er klare brud på både russisk og international lov.

Den overvældende og voksende modstand mod skovrydningen af Khimki har skræmt myndighederne til endelig at komme med indrømmelser og se på ruteplanlægningen af toldmotorvejen. Dette betyder dog ikke sejr. Alexei Gaskarov og Maxim Solopov er stadig i politiets varetægt uden nogen grund. De er gidsler hos myndighederne.

I den sidste del af september foregår de næste høringer i deres sager. Dommeren vil her beslutte, om aktivisterne skal fastholdes i politiets varetægt, indtil efterforskningen og retssagen er ovre. Enhver, der bekymrer sig om disse to unge mænds skæbne, må gøre alt, hvad der står i deres magt for at sørge for, at de to bliver sat fri.

Kampagnen for frigivelse af Khimki gidslerne opfordrer mennesker over hele verden til at organisere aktionsdage på d. 17., 18., 19. og 20. september for at presse de russiske myndigheder til at frigive Alexei og Maxim.

Vi beder jer om at demonstrere udenfor Den Russiske Føderations ambassader, konsulater, handelsmissioner, kulturelle centre og offentlige begivenheder og koncerter forbundet til Rusland. Vi beder jer endvidere om at sende fax’er, e-mails og protestbreve til retssalen, anklagerens kontor og landet politiske ledelse. Indenfor den nærmeste fremtid vil kontaktinformation til disse og videre information om de pågående repression i Rusland være tilgængelig på vores website http://khimkibattle.org på engelsk, tysk, fransk og russisk.

Støt kampagnen!

Kampagnen for frigivelse af Khimki gidslerne

+7 (915) 053-5912 * info@khimkibattle.org * http://khimkibattle.org


Dagen før dagen - eller invitation til manifestation.

Af Mads Kissow | 30. august 2010 | 2 kommentarer

Hele dagen har jeg været underligt rastløs og ukoncentreret. Min ellers fantastiske fysiklærer gøglede for døve øren, mens verden gled forbi på gaden udenfor. Igen uden at gøre noget særligt indtryk..

Egentligt er det intet mysterium, at jeg har det sådan. Jeg har nemlig det privilegium at kende både Noah Weiss og Natasha Verco, som i morgen ved middagstid kan forvente domsafsigelse i en sag, hvor politiet har glimret i en disciplin, de desværre praktiserer mere og mere – nemlig kunsten at opfinde sit eget univers, komplet med egen logik, etik og virkelighed.

Naivt troede jeg, at vi havde set toppunktet af inkompetence, da jeg hørte en famlende højtstående officer i politiet undskylde masseanholdelsen af næsten tusind mennesker i december 2009 med problemer med nyindkøbt radioudstyr... Men nej, politiets anklager mod Tash og Noah – to fantastiske aktivister og mennesker, ligesom så mange andre, jeg har haft fornøjelsen at arbejde sammen med – er en ny højdespringer.

Hvis ikke sagen var så alvorlig, ville det være grinagtigt. Men sagen er alvorlig, både personligt for (de første) to mennesker, der uden beviser forsøges holdt ansvarlige for masseorganiserede demonstrationer og aktioner for klimaretfærdighed under COP15, for sociale bevægelser i Danmark og for den rådne banan, der kaldes dansk demokrati.

Den rigtige rådne banan

Jeg ville ønske, at jeg havde pladsen, energien og den nødvendige faglige underbygning til her kort, konsistent og soleklart at levere en sønderknusende kritik af den kapitalistiske staten (både generelt og i den danske udformning), der kunne ryste dens grundvold. Desværre må jeg erkende, at det ikke forholder sig sådan – og at den konkrete fremtid for to fantastiske mennesker og de fremtidige kampe fylder for meget i mit hoved denne aften.

Derfor vil jeg i stedet komme med nogle påstande, der kan lægge op til debat, genfremsætte nødvendige poíntér og være med til at underminere den ulidelige autoritetstro, der desværre stadig findes i mange mennesker, på trods af århundreders grusomhed og fejt spil fra skiftende autoriteters side.

Disse kan med fordel uddybes, omformes og påtage sig eget liv gennem en aktiv diskussion – de er hverken utrolige klarsyn eller uanfægtbare sandheder (hvis sådan nogle findes?), men blot udtræk af et distræt hoved fuld af tanker og idéer.. På en aften, hvor det mest af alt er fyldt af bekymring og beundring for to - og mange andre - venner i alvorlige situationer..

1) Vi befinder os i en tid, hvor man enten er for et parlamentarisk, kapitalistisk demokrati, baseret på privat ejendomsret, en stat med (flittigt brugt) voldsmonopol og en stadig mere manisk individualisering, eller også er man en anti-demokratisk lømmel, der utvivlsomt har lyssky forbindelser og sympatiserer med vold, terror og andet utøj.

2) Det moderne demokrati baserer sig i mere og mere udbredt grad på en restriktiv deltagelse af ”folket”; ca. 2 cm blyantstreg hver fjerde år, der underbygges af en holdning om, at hvis man ikke stemmer, har man ikke ret til utilfredshed.. Altså et frit valg til hvilket jakkesæt, der skal have din autorisation til at være del af en 179 personer stor ”junta”.

3) Et centraliseret ”demokrati” af denne type videreføres ved kontinuerlige angreb på lokal- og nærdemokrati, en tiltagende tilpasning og passificering af tidligere selvstændige og aktive samfundsmekanismer (som fagbevægelser) og vedblivende angreb på dissidenter, lige fra dæmoniseringer af pædagoger og forældre som ballademagere til overvågning og fængsling af mennesker, der søger at skabe et retfærdigt og aktivt demokrati.

4) Den tiltagende totalitære stat og markedslogik afspejler sociale bevægelser, der over en bred kam står svækkede og for en del uden klare alternativer og organiseret handling for fælles styrke og individuel frihed. Som bevægelserne og organisationerne er blevet mere bureaukratiserede eller sekteriske, har de mistet rollerne som rammerne for skabelsen og udviklingen af den konkrete virkelighed, som langt hovedparten af den danske befolkning (altså mennesker i Danmark, uagtet fødselssted, hårfarve eller andre pseudo-parametre) lever i og den fremtid, de ønsker.

5) Disse rammer udfyldes nu i høj grad af detailstyring fra centralt statsligt hold, samt i endnu højere grad af virksomheder i mange former, der nyder godt af staten. Disse virksomheder deler dog det fælles formål, at de arbejder for at maksimere profit og markedsmagt – for mange desværre alt for tydeligt for enhver pris.

6) I en sådan virkelighed – også i smørhullet Danmark - er det imperativ, at sociale bevægelser, organisationer m.v. finder kommunikationsmuligheder, organisationsformer og demokratiske alternativer (.. til parlamentarisk plastik demokrati), der kan tilbageerobre rammerne for skabelsen og udviklingen af vores fælles samfund og alle dets goder. F.eks tilbage til lokalområderne og lave benarbejdet og tage de hårde diskussioner, der understøtter alle mennesker til at blive de aktive borgere, der skaber reelt demokrati og erobrer vores liv tilbage!

7) At sociale aktivister husker, at de ikke er en elite. Ikke er bedre, klogere og sejere end alle ”de almindelige mennesker” - vi er sgu ligeså almindelige mennesker, der kæmper, griner, græder og danser som så mange andre. Aktiv modstand mod undertrykkelse og udbytning er ligeså meget at agere socialt og solidarisk på daglig basis, som det er den spektakulære og/eller effektive direkte aktion. Det sagt, så kan en af forskellene være, at modstanden kan medføre skræmmende og voldsomme reaktioner og oplevelser, hvorfor det er ekstra vigtigt, at vi støtter hinanden, når det virkeligt brænder på..

.. Og det gør det nu (igen)! Så vis jeres støtte og jeres modstand!

Vis jeres støtte foran byretten i morgen fra middagstid, hvor vi vil være klar til at modtage to kammerater, der ligesom så mange andre har stillet sig op for (klima)retfærdighed, solidaritet, frihed og lighed!

Vis jeres modstand mod udbytning, hvad end den kalder sig ”genopretning”, ”grøn revolution” eller ”fair løsning”. Vis jeres modstand i hverdagen, direkte i aktion eller i opbyggelsen af alternativer fra neden og i styrkelsen af jeres naboer, venner eller tilfældige medmenneske på gaden!

Og sidst, men ikke mindst en klassiker, der desværre stadig er gyldig:

Modstand mod statsrepression og kapitalisme – frihed til alle politiske fanger!


Et stemningsbillede fra den første nordiske KlimaCamp

Af Mads Kissow | 7. august 2010 | 7 kommentarer

Jeg har udlånt min blog til et hold aktivister fra den netop afholdte klimacamp i Skåne, der leverer et stemningsbillede:

I en uge blev Svensk naturfredningsforenings gamle gård uden for Tomelilla omdannet til en faverig opvisning i DIY alternativer og mødested for over hundrede aktivister fra Finland, Sverige, Danmark og adskillige andre Europæiske lande.

Lejrens erklærede mål var at stoppe Shell’s destruktive boringer efter fossilgas i Skåne, og lejren var af samme grund placeret kun 5 km fra Shell’s seneste prøveboringer. Shell valgte dog at lukke boringerne fuldkommen ned og forsvinde fra området samme dag som lejren startede.

En sejr for campen? - Måske, men det betyder desværre ikke at Shell ikke vender tilbage, og kampen er langt fra vundet. Resultaterne fra prøveboringerne er endnu ikke færdige. Hvis de viser, at der er gas nok i den Skånske undergrund, til at Shells rovdrift kan skabe selskabet en profit på udvinding af de fælles ressourcer, vil selskabet vende tilbage for at bore. Dette vil have katastrofale konsekvenser for det Skånske miljø og for klimaet.

Der er allerede en stor lokal modstand mod Shells boringsprojekt, til trods for selskabets vedholdende forsøg på at fjerne opmærksomheden fra deres aktivister. Det vil være skæbnesvangert for Shell hvis folk får kendskab til de egentlige konsekvenser ved boringerne og får øjnene op for, at myndighederne IKKE beskytter befolkningens ret til rent vand, ren natur og selvbestemmelse over de fælles naturressourcer, men primært beskytter de multinationale selskabers interesser. Lejren valgte derfor at understøtte den eksisterende kamp i området gennem aktiviteter der satte fokus på boringerne. En stor dinosauer blev opstillet på den forladte boreplads og et skilt med teksten ”Nej til gasboringerne – Efterlad alle fossile brændsler i jorden”. Samme dag blev en Shell tank i den nærliggende by Simrishamn blokeret og lukket ned i nogle timer.

Efterfølgende kan man spørge sig selv hvad effekt lejren har haft? Nåede vi det vi havde håbet at opnå?

Kampen mod Shell er ikke vundet, men vi er nået et værdifuldt skridt på vejen. Der er skabt et fundament at bygge på. Samtidig formåede lejren at bringe folk sammen fra hele norden og skabe basis for en stærkere og mere samlet klimaretfærdighedsbevægelse i norden. Ved at linke de lokale kampe i norden og øge den fælles viden og forståelse er første skridt taget.

Forberedelserne til næste års klimalejr er allerede sat i gang..

Kampen fortsætter - til vi vinder! Shell ud af Skåne - lad fossile brændstoffer blive i jorden!


Ulovlig indtrængen?

Af Mads Kissow | 10. juli 2010 | 9 kommentarer

Det er nattens mørkeste time lige inden det gryende morgenlys mod øst, og jeg cykler hen ad Refshalevej med den vedholdende og karakteristisk let forvrængede drum n’ bass bas som lydside. På denne grænse til morgenens lys finder jeg det ekstra påfaldende, hvor stor forskel der er på sommeraktiviteter i andedammens største og polerede koloni, København.

I det ene hjørne har vi et nærmest manisk kapløb mod nye etiske lavpunkter, der denne sommer bygger ovenpå de seneste års mere og mere anti-humane forhold til forskellighed; jeg taler selvfølgelig om Frankie Boy’s kvalmende ledelse af frontalangrebet på romaerne.

I det andet hjørne har en forladt, gul bygning - kendt som Minørskolen - på Refshalevej de sidste par dage dannet rammen om en udfordring af den gængse, helligholdte profit-drevne diskurs for bybrug og -udvikling; en piratfest mod politistatsmetoder og for Nordic Climate Action Camp og en opfølger på succesen, en piratfest for dette nye fristed..

Fra det ene hjørne lyder en kakofoni af fordømmelser af romaerne, som ifølge råbekoret af friværdi-kolonihaveejere, politikere og andre bedsteborgere er skyld i stort set alle dårligdomme i Kbh. Alt fra teoretisk tyveri uden beviser til trickspil; forskellen på sidstnævnte og casino er essentielt et spørgsmål om ejerskab af en bygning til ens hasardspil.

Fra det andet hjørne er blevet serveret et bredt udsnit af "undergrundsmusik", krydret med billig, non-profit og DIY bar (som det efne korps af blå bøller fik ødelagt - hvorefter den selvfølgelig bare genopstod) og en stemning af, at disse fester er åbningen af et nyt fristed: endnu en omgang affald forvandlet til guld trods myndighedernes ihærdige modarbejde.

De foretagsomme jakkesæt i det ene hjørne har endnu engang formået at udstille deres hykleri, (også) når det gælder basale menneskelige rettigheder; en "forbrydelse" - såkaldt "ulovlig indtrængen" - der takseres med ca. 600 kr bøde, hvis du er "ægte dansker", takseres med to års landsforvisning (genoplivning af endnu en middelalderpraksis) hvis man "bare" er et menneske.

Den brogede skare af pirater, aktivister og andet godtfolk i det andet hjørne praktiserer netop "ulovlig indtrængen" som en reaktion mod gentrificeringen og kommercialiseringen af flere og flere af byens rum.

I disse aktioner - som så tit bliver forsøgt negligeret som "forkælet ungdomsdruk" - ligger en grundlæggende forståelse af "ejendom", der lægger vægten på brug, ikke kapitalejerskab. Et opgør med den syge idé, at spekulation og elitære gevinster er vigtigere end menneskers ret til et sted at bo og mad på bordet.

Det er et symptom på afvisningen af byen som et rum, der kan ejes og dermed indskrænkes og begrænses.

Det er et slag for byen som en levende symbiose af mennesker, idéer og skabertrang.

Det er kampen om byen; kampen om rammerne for livet for over halvdelen af verdens befolkning; et aspekt af den sociale krig for en fundamentalt anderledes verden!

Ikke "UD!" eller "BETAL!"..

Men "gør-det-sammen" og "gør det grønt og socialt"!

God piratstil - tag venner, familie, naboer og tilfældige ved hånden og så ses vi på gaden til demo og til fest igen!


En sommerhistorie om gratis energi

Af Mads Kissow | 6. juli 2010 | 4 kommentarer

Kære modkraftlæsere, jeg har forsømt at skrive til jer i lang tid nu; men tro ikke, at det skyldes manglende interesse fra min side eller mangel på emner - det skyldes nærmere en uoverskuelig mængde begivenheder og emner, der har optaget min sommer indtil nu..

Jeg vil - med risiko for at lyde lidt som et ekko - love, at der kommer en reportage fra den mest skelsættende studenterdemonstration, jeg har haft fornøjelsen af at være del af. Men for nu vil jeg berette om et af de konkrete projekter, der viser, at bæredygtige alternativer ikke behøver enorme budgetter eller elitær teknologi, men kan komme fra engagerede græsrødder med gode idéer og en by fuld af overforbrugets proppede skraldecontainere.

Jeg er nyligt hjemkommet fra Fusion Festival i Tyskland, hvor jeg havde fornøjelsen af at være en del af at skabe et eksempel på D.I.T (do-it-together) alternativer til fossil brændstofforbrug.

Vi havde som gruppe sat os for, at vi ville vise, hvordan alle med gåpåmod og lidt kreativitet kan gøre sig fri af DONG og andre fossile dinosaurer, der ruller os for penge og kalder det service samtidig. .. Mere konkret tog vi derned for at bygge solopvarmede bade og organisk vandrensning, lavet næsten udelukkende af skrald fra københavnske og Fusion containere.

Vi var en gruppe på seks, der efter et par sommernætter på hovedet i affaldscontainere, kunne fylde en trailer og rejse til Tyskland halvanden uge før festivalstart. Vores forventninger var at lave mellem 10 og 15 varme bade om dagen, samt at systemet skulle være selvkørende, så vi kunne nyde selve festivaldagene, når den tid kom.

Vel ankommet og overstået den indledende confusion med Fusion gik vi i gang med at bygge trærammer og isolere dem med overskudsflamingo og metalplader, der fungerer som varmedeopsamlere. På metalpladerne strip’sede vi et bredt udvalg af gamle haveslanger, PEX-rør og gamle radiatorer, altsammen dækket i sort maling, for til sidst at lukke kasserne med gamle enkeltlagsruder og forsegle dem med silikone.

Disse færdig paneler forbandt vi med PEX-rør, mere haveslange og jubilee clips (mangler dansk ord?) til to brusere og en 200 liters vandtank, der var forbundet til vandtilslutningen, men som ligeså godt kunne fyldes gennem regnsopsamling fra f.eks et parcelhustag. Det brugte badevand blev så ledt fra de rustikke baderum til et vandrensningssystem - et grey water eller gråt vands system - der bestod af to kamre; de første til partikelfiltrering var en gammel 50 liter spand med sand og grus, hvorfra vandet løb videre til et nedgravet badekar, hvori vi havde plantet siv fra den lokale kanal.

Det var første forsøg for os alle på at lave sådan et system, hvilket kombineret med særdeles ukorente materialer betød, at vores metoder kan betegnes som forsøg-fejl-undren-forsøg-succes.

Det viste sig at blive en succes over al forventning; skraldesolfangerne leverede ikke de 10-15 daglige bade, men derimod mellem 100 og 150 varme bade - og et par klager fra brugere om, at vandet faktisk var FOR VARMT - hvilket var ca. det eneste scenarie, vi ikke havde forestillet os..

Tak til Fusion - vi ses næste år; højere, vildere og hurtigere!

Tilbage i København er det os så en fornøjelse at kunne se frem til at rykke over broen til Nordic Climate Action Camp (www.nordiccamp.org) fra 14. - 20. juli, hvor vi håber at lave gratis og garanteret Vattenfall-frit varmt vand til både det lokale folkekøkken Myrrkohiza, der står for maden på lejren, og håndvask og et par bade.

Jeg vil igen opfordre jer alle til at rejse med os over sundet til et sted nær Tommelilla, hvor vi sammen skaber en spændende smeltedigel af konkrete kollektive eksperimenter i bæredygtighed, tilgængeligt og muligt for alle, workshops om alt fra organisk landbrug til kapitalismekritik og aktioner mod Shell og de andre fossiler, der holder vores verden gidsel for ussel mammon!

For frihed, selvorganisering og social krig mod fossile politiske og økonomiske system, kaldet kapitalismen!


Shells hell

Af Mads Kissow | 16. maj 2010

Foerst og fremmest tak til jer, der har gidet laese og endda kommentere paa mit foerste blogindlaeg hos Modkraft.

Jeg har nu vaeret stille laengere end planlagt. Det skyldes, at jeg har haft en udsoegt og efterhaanden sjaelden fornoejelse af en kort ferie - eller rettere en sekvens af eksperimenter med kulturmoeder, fordomme og afproevning af det kommercielle tognet i Europa. Her fra tastaturet i Ljubljana har jeg det privilegium at kunne faa hele den hjemlige andedam lidt paa afstand og taenke noedvendige tanker..

Siden rejsen endnu har dage tilovers vil jeg ikke slaa hul paa produkterne af alle disse overvejelser og oplevelser endnu, men vil til gengaeld love at disse kommer senere efter mere moden planlaegning sammen med en uddyben af grundlaget for min blog, som flere har efterspurgt.

Jeg tager dog saa smaat hul paa at uddybe her. Med konkrete udtryk for menneskers styrke i selvorganiserede faellesskaber i bl.a kammeraters kamp i England, Irland og Sverige.. De er blot en flig af et enormt taeppe af global modstand mod det undertrykkende og udnyttende system, der foerer krig mod mennesker, dyr og planet.

Jeg vil gerne videregive informationerne om disse aktioner, udfoerte og fremtidige, fordi de er et udtryk for denne modstand, og fordi vi behoever hinandens styrke og gensidige oplysning for at sammen at vokse og udbrede kampen. So here goes..

For to uger siden lykkedes det aktivister fra Rising Tide Bristol/Bath at blokere det kultog, der transporterer det sorte gift fra Ffos-y-Fran "open cast" kulmine i Merthyr Tydfil til Aberthaw kraftvaerket i det sydlige Wales. Aktivisterne bandt sig flere steder til togsporerne med kaeder og laase og forhindrede dermed dagens last - omkring 40% af Aberthaws daglige forbrug - i at naa dens maal.

Ikke alene staar den aktion som en dristig og virksom direkte, kollektiv handling fra dedikerede og seje aktivister. Den binder sig ind i en lang kampagne mod netop Ffos-y-Fran minen, der baade er blevet belejret af den walisiske klimakamp 09 og en vedvarende lokal modstand. Den eksemplificerer saaledes smukt et noedvendigt parloeb i en kraftfuld kamp, nemlig direkte aktion og forankring i lokalsamfundet.

Syv aktivister staar overfor retssager baseret paa en naesten 150 aar gammel lov, Malicious Damage Act, for "Unlawful Act With Intent To Obstruct The Railways" - potentielt faengsel til mennesker, der saetter deres liv paa spil for at stoppe den nuvaerende vanvittige profit-jagt mod afgrunden.

Fra det sydvestlige England fortsaetter linjen naeste maaned i en masse cykelkaravane til Rossport i Irland, hvor aktivister og lokale i Shell-to-sea kampagnen i over 10 aar har kaempet mod Shells gasledning, der skal bringe saakaldt "naturgas" fra Corrib gasfeltet paa markedet og dermed fortsaette og foroege brugen af menneske- og naturfjendtlige fossile braendstoffer. Det er lykkedes at forhindre aktiveringen af gasledningen, og kampen fortsaetter..

"Naturgas" er new-speak for fossil gas og bestaar primaert af methan - en drivhusgas, der er mange gange kraftigere end co2. Det er ikke alene en potent drivhusgas, men kraever - ligesom baade andre fossile og nukleare kilder - massiv energitung processering, foer den kan sendes ud til forbrugerne.

Naar firmaer som British Petroleum og Shell skamloest fortsaetter udvindingen og udbredelsen af fossile braendstoffer for profit, og regeringer og internationale institutioner skaber rammerne for og aktivt stoetter det, er det direkte angreb paa verdens oekosystemer og de humane og non-humane vaesner, der lever her.

Derfor fylder blokader af kultog og kampene mod Shells vanvittige aktiviteter fra terrorisering og udnyttelse af Nigeria til Rossport modstanden mig med glaede og haab!

Derfor hoppede mit hjerte af glaede, da Nordic Climate Action Camp (NCAC) for alvor blev en realitet. Fra d. 14 - 20 juli vil aktivister fra hele norden samles i Skaane i Sydsverige, hvor Shell har paabegyndt testboringer efter mere "naturgas", og du skal med!

Gennem decentral organisering vil NCAC skabe rammerne for en uges eksperimenter i graesrods-baeredygtighed, direkte demokrati og aktioner i solidaritet og forhaabentlig samarbejde med lokalbefolkningen.

Baade Shell og resten af barbarerne bag det nuvaerende system skal vide:

Business-as-usual is in itself a crime and people from Africa and Asia, the Americas, Australia and Europe will not stand idly by!

Tjek Nordic Climate Action Camp, Rising Tide og Shell-to-sea og kom ind i kampen!


1 2




Blogarkiv

30. december 2010
Da habeas corpus druknede i sensationens malstrøm..
8 kommentarer

3. december 2010
Kom med og dans på graven!
11 kommentarer

1 december 2010
På skinnerne mod atomspøgelset

14. oktober 2010
Mega-projekternes Europa?
1 kommentarer

9. september 2010
Solidaritet med Khimki og andre russiske kammerater!

30. august 2010
Dagen før dagen - eller invitation til manifestation.
2 kommentarer

7. august 2010
Et stemningsbillede fra den første nordiske KlimaCamp
7 kommentarer

10. juli 2010
Ulovlig indtrængen?
9 kommentarer

6. juli 2010
En sommerhistorie om gratis energi
4 kommentarer

16. maj 2010
Shells hell

1 2

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Det var blot et forspil, der hvor man brænder bøger brænder man også til sidst mennesker.

Heinrich Heine. Tysk digter (1797-1856).

Flere citater