Vi er flyttet! modkraft.dk



På skinnerne mod atomspøgelset

Af Mads Kissow | 1 december 2010 | 18:03 |


Nu hvor Castor transportens vanvittige weekend i begyndelsen af November er lidt på afstand, kommer her en beretning, nogle overvejelser og efterrationaliseringer over atomkraftens genopståen, modstand og veje frem for den radikale venstrefløj..


I løbet af de seneste år er der sket en udvikling indenfor energiforsyning og svar på klimakrisen, der sætter antagonismen mellem den nuværende tiltagende statskapitalistiske tilgang og en græsrodsorienteret tilgang, mellem grøn kapitalisme og selvorganisering fra neden, på spidsen.

Både nationalt og på europæisk plan må atomkraftmodstanderne således sande, at atomkraft nu forsøges relanceret af en alliance af regeringer, internationale virksomheder og magtfulde lobbygrupper. Under dække af ”forsyningssikkerhed” og ”co2-neutral løsning” på EUs stigende energiproblemer drøner centralismens tog videre mod et socio-økologisk mareridt – atomkraft, ”rent kul” og falske markedsløsninger med kvotehandel trumfes igennem, mens Europas befolkning har blikket rettet mod massive offentlige spareplaner og pengegaver til de virksomheder, der er ”too big to fail”.

Banen kridtes op..

Centralt i forsøget på at relancere atomkraft står problemerne med de mange tusinde tons radioaktivt affald, der i stilhed forsøges gemt og glemt. I Tyskland, såvel som en række andre lande, udvides atomkraften umiddelbart, mens den ekstremt centralistiske energi køres i stilling som en del af fremtidens energi med grøn branding og massive statstilskud.

Siden 80’erne har en bred alliance af lokale borgere, anti-atomkraft aktivister, klimaaktivister osv. blokeret, forhalet og forsøgt forhindret Castor beholderne med atomaffald i at nå frem til et ”midlertidigt” lager i Gorleben. Med den tyske regerings udmelding om, at Tyskland a-kraftværkers levetid skal forlænges til 2040-50, vokser modstanden i befolkningen igen, og ved Gorleben syd for Hamborg var den største mobilisering mod Castor atomaffaldstransporten i historien på skinnerne for at stoppe Castor og pege i retning af alternativerne til grøn kapitalisme.

Mange hundrede netværk og organisationer på tværs af Tyskland mobiliserede med castor2010 til forskellige aktionsformer under en paraply af diversitet af taktikker og styrke i mangfoldighed. Over 130 netværk fra den radikale venstrefløj kaldte for første gang ind til Castor Schottern!: Som et supplement til de traditionelle massive sit-down blokader og lock-on aktioner skulle skinnerne undermineres på den sidste del af jernbanen ind mod byen Dannenberg, hvor atomaffaldet flyttes til lastbiler og transporteres de sidste km mod lageret i Gorleben. Strækningen bruges kun til Castortransporten, og målet var således klart: Det skulle gøres fysisk umuligt for transporten at nå frem!

Den tyske stat reagerede med at gøre det klart, at forsvaret af atomindustriens ”ret til forretning” var vigtigere end befolkningens vel, og havde således udkommanderet små 20.000 politifolk fra hele landet, komplet med militærstøtte, vandkanoner og fyldte pebersprays. Derudover havde de lokale politimyndigheder små to uger forinden ulovliggjort alle offentlige forsamlinger i hele området omkring Gorleben, for at skræmme demonstranter og aktivister til ikke at deltage i protester, ligesom det blev set under COP15.

Da vi mødtes ved Folkets Hus på Nørrebro, kunne vi således se frem til alvorlig omgang ”fangeleg” i skovene omkring togskinnerne, men samtidigt kunne vi hjælpe og være en del af en stærk lokalforankret organisering mod et megaprojekt med stærke statslige og økonomiske støtter. Stemningen i bussen var høj, og glæden over at skulle handle som en støtte til den mere radikale del af protesten for en lokalbefolkning, frem for ”blot” for vores ”aktivist-ghetto” var tydelig.

På skinnerne, allesammen!

Fredag ved midnatstid ankom vores bus til en af de syv lejre omkring Dannenberg. Det var den mest tjekkede aktivistlejr, jeg kan mindes: Vi blev indlogeret i et af de ca. 40 store kanvastelte, der var foret med halm for at afhjælpe den snigende vinterkulde, og folkekøkkenet Le Sabot holdt gryderne varme og sørgede for en konstant mulighed for mad, te og kaffe.

Lørdagen gik for nogle med at lære området at kende, mens andre tog til Dannenberg, hvor 80.000 mennesker var samlet for at sige nej til atomekspansion og Castor. I tre af lejrene gik de sidste hektiske forberedelser i gang; aktionsmøder, træning og strategiplanlægning til søndagens brag: Castor Schottern – Undergrav Castor!

Søndag morgen; 7000 mennesker stod op i morgenens mørke, fordi vi havde hørt, at Castor toget var tæt på og derfor måtte aktion Schottern i gang så tidligt som muligt. I tradition fra G8 protesterne i Heiligendamm bevægede vi os fra lejrene mod skinnerne gennem skovområder i adskillige ”fingre”, der på vej til skoven skulle kunne skubbe sig gennem politiets forhindringer og siden splitte op og angribe skinnerne bredt.

Politiet prøvede at stoppe og afskrække de tusindvis af mennesker, og lykkedes desværre med at splitte ”fingrene” op lidt tidligt så der opstod en vis forvirring og forsinkelse med at nå skinnerne.

Da det lykkedes at nå frem til skuepladsen for selve aktionen, og vi kunne se række på række af riot-klædte betjente, blev det grinende bemærket at kl. kun var halv ni, og vi allerede havde skubbet os gennem indtil flere politikæder denne morgen – en rammende beskrivelse af modsætningen mellem efterårsskovens skønhed og den dramatiske jagt, der tog fart: Jagten på hullerne i den riot-klædte mur.

Scenen skiftede mellem fremrykninger, forsøg på at komme udenom og igennem politilinjerne og gentagne plenum sessioner for at diskutere andre muligheder, da gennembruddene ikke gav umiddelbart resultat. Efter et særdeles kraftigt ryk mod skinnerne bragte politiet deres ridende betjente ind og åbnede for alvor for pebersprayen, men det virkede som om, der var et momentum, der kunne bryde muren. Til stor undren og frustration i vores affinitetsgrupper blev der gennem megafoner kaldt til frokost og endnu en plenum. Mange trak sig tilbage, men vores grupper samt et par tyske grupper mente, at det var katastrofal timing, og at vi nu havde et moment, der skulle udnyttes – så vi fortsatte..

Vi fandt senere ud af, at den store gruppe, der havde trukket sig tilbage, lykkedes med at komme ud på skinnerne og undergrave dem over et par hundrede meter. Mens dette skete forsøgte vi igen og igen, at bryde politiets linjer. Da vi blev klar over, at vi ikke var nok til kunne undergrave skinnerne, besluttede vi at tiltrække os så meget opmærksomhed og politiressourcer som muligt til den nordvestlige del af skoven, hvor vi var, for at forbedre vores kammeraters muligheder mod syd.

Da mørket faldt på, bevægede nogle sig mod en sit-down blokade med over tusind mennesker tættere på Dannenberg mens andre tog til lejren for at hvile ud til mandagens vejblokader. Det lykkedes Castor Schottern! aktionen at undergrave skinnerne over flere hundrede meter, der dog blev udbedret i løbet af søndag nat, mens politiet kæmpede med at opløse sit-down blokaden, der voksede til 5000 mennesker på sit højeste.

De næste to dage kom til at stå i vejblokadernes tegn, og med alt fra de lokale landmænds 200 traktors blokade, massive beton lock-ons og tusindvis af mennesker i siddende blokader lykkedes det at forsinke Castortransporten næsten to døgn..

Efterrationaliseringer

På trods af, at det ikke lykkedes at undergrave skinnerne til et punkt, hvor transporten måtte opgives, og at transporten nåede frem, mener jeg dog, at Castor2010 var succesfuld på andre måder:

I bredden af protesterne – alt fra lokale landmænd til total-maskerede antifa aktivister – og i omfanget af aktioner, demonstrationer og blokader var Castor2010 den største i historien. En styrke, der spændte det tyske forbundspoliti til det yderste og har affødt udmeldinger fra politiledelsen af operationen om, at man var overvældet over protesternes størrelse og ikke vil være i stand til at stoppe dem igen næste år.

I samspillet mellem lokalbefolkningen og aktivister fra hele Tyskland, der gensidigt accepterede og støttede hinandens aktioner og taktik – altså en reel diversitet i taktikker, der viste potentialet og styrken i at forbinde den venstreradikale bevægelse til lokale kampe, til deres lokalområder. Mange aktivister, både tilrejsende og lokale, udtrykte glæde over netop dette samarbejde og mange udtalte drømme og håb for fremtiden og en stærkere lokalisering og bredere berøringsflade af/for den radikale venstrefløj.

Som endnu en perle på snoren af voksende modstand mod megaprojekter i Europa og globalt. Samarbejder mellem regeringer og erhvervsliv om profit-jagende prestigeprojekter på bekostning af lokalbefolkninger, fra Campos Nuovos dæmningen i Brasilien over Gorleben og Thy til tvangsekspropriationer af fattige kystområder for at gøre plads til turistindustrien, er nogle af de angreb vi må imødegå som venstreradikal bevægelse, hvis vi vil være mere end en alternativ subkultur, der kan italesætte de demokratiske, klimamæssige og sociale problematikker vi står overfor.


Perlerne på snoren bliver flere og flere i takt med accelerationen af de finansielle, urbane og socio-økologiske kriser, og den radikale venstrefløj har en fantastisk mulighed for nu at politisere konflikterne, uden at løbe lokalbefolkningen over ende, bygge alliancer bredere gennem tillid gennem fælles handling og med ordene fra en ældre tysk mand, der fragtede aktivister mellem aktioner og lejre: ”.. Komme til et område som hér og gøre alle de vanvittige og fantastiske ting, vi som lokale ikke nødvendigvis kan gøre, men gerne vil se ske..”


Kommentarfunktionen er lukket


Lykkeligt befriet for både lang akademisk uddannelse (indtil videre) og partipolitisk tilhørsforhold og tilbøjeligheder. Derimod entusiastisk D.I.Y (do-it-yourself) praktiker med venner og kammerater, både lokalt og globalt, som teoretisk og inspirationsmæssig basis.

Nyder græsgangene på den udenomparlamentariske, selvorganiserede venstrefløj, som jeg også i alt ydmyghed mener at bidrage til, særligt indenfor det mest kommercielt og politisk misbrugte område næstefter “demokrati”, nemlig klimakampen.

Således vil denne blog blive brugt til skamløs promovering af menneskers styrke og kreativitet i selvorganiserede fællesskaber, frontalangreb på det plastik-demokratiske, altødelæggende system, der går under navnet kapitalismen – og sidst, men ikke mindst udlån til interessante initiativer, vilde og vigtige pointér og forhåbentlig en stemme til stemmeløse.




Blogarkiv

30. december 2010
Da habeas corpus druknede i sensationens malstrøm..
8 kommentarer

3. december 2010
Kom med og dans på graven!
11 kommentarer

1 december 2010
På skinnerne mod atomspøgelset

14. oktober 2010
Mega-projekternes Europa?
1 kommentarer

9. september 2010
Solidaritet med Khimki og andre russiske kammerater!

30. august 2010
Dagen før dagen - eller invitation til manifestation.
2 kommentarer

7. august 2010
Et stemningsbillede fra den første nordiske KlimaCamp
7 kommentarer

10. juli 2010
Ulovlig indtrængen?
9 kommentarer

6. juli 2010
En sommerhistorie om gratis energi
4 kommentarer

16. maj 2010
Shells hell

1 2

Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer