Vi er flyttet! modkraft.dk


Regeringen der kun kan fejle

Af Marco Malcorps | 20. februar 2012 | 8 kommentarer

Da vi i september skulle til de al-hellige stemmeurner, tog jeg en afgørende beslutning. Stik imod alt hvad jeg tror på, afgav jeg min stemme til fordel for et politisk parti. Det til trods for, at jeg ikke tror på parlamentarismen. Der var flere grunde til, at jeg gjorde det alligevel.

a) jeg var, som så mange andre på randen af vanvid over den politik som OVK førte og den retning, som de havde trukket Danmark i.

b) jeg var bange for, at fremgangstendensen hos DF ville fortsætte og at de ville tage sig betalt for en eventuel valgsejr til blå blok med ministerposter, da jeg anså det for usandsynligt, at de ville tage sig til takke med endnu en valgperiode i kulissen.

c) Enhedslisten stod til et rekord valg og alt andet lige ville jeg jo gerne se dem overtage den yderst magtfulde position som parlamentarisk grundlag, der hidtil havde tilhørt krypto-racisterne i DF.

Derfor satte jeg, efter mange og lange overvejelser, mit kryds ved liste Ø.

Hverdagen banker på

Nu står vi her så. Blå blok sidder ikke længere på magten og alligevel er det ligesom om regeringen endnu ikke har luftet ordentligt ud i de respektive ministerier. Der føres i hvert fald stadig politik, der til forveksling minder om den, der blev ført under OVK. Et godt eksempel er Mette Frederiksens og Morten Østergaards uoplyste opsang til landets arbejdsløse akademikere, om at vi bare skulle tage os noget arbejde i stedet for at have ondt af sig selv. Det var ikke den politik, jeg havde forventet at en rød regering ville føre.

Eksemplerne er mange, og hver gang OVK politikken stikker sit hoved frem fra de forskellige ministerier, går der, ganske forudsigeligt, chokbølger igennem de venstreorienterede i mit netværk, og de sociale netværk gløder af harme. Måske er de ikke lige så rødglødende som under OVK, men det skyldes ganske enkelt, at jeg har partimedlemmer fra nogle af de respektive regeringspartier i mit netværk.

Pointen er, at det nu er blevet hverdag. Dengang Pia og Lars sad ved roret, forventede man borgerlig politik, og derfor var det ikke uventet, at den politik der blev ført, ikke var i overensstemmelse med ens egne holdninger. Det var jo blåt hold, der havde bolden. Nu hvor rødt hold har bolden, er det dem, der skal træffe alle de upopulære beslutninger, og det er ikke længere muligt blot at pege fingre af deres ideologiske, ophav som roden til alt ondt.

Thorning og co. vil altså kun kunne skuffe, for i mødet med den parlamentariske virkelighed vil de være nødt til at gå på kompromis, og det vil være uvant for en dansk venstrefløj, der i ti år har kunne skrige i retfærdig harme af en regering, der førte en racistisk politik der favoriserede de bedst stillede. Det alternativ som vi alle drømte om, mens først træmanden Fogh og dernæst den betydeligt mindre talentfulde Løkke sad på flæsket, det findes kun netop i vores drømme. Alle deres gode intentioner og politiske idéer og hensigter til trods, kan S og SF ganske enkelt ikke føre en politik der vil leve op til de idealer, som venstrefløjen ønskede sig under OVK.

Løftebruddet som parlamentarisk nødvendighed

At især V samtidig har samlet alt, hvad der kan kravle og gå af borgerlige meningsdannere, og blæst til kamp imod det som de kalder ”løftebruds-regeringen”, hjælper heller ikke. Hykleriet heri består dog i det faktum, at selve løftebruddet er en helt central del af det, der får hjulene i parlamentarismen til at køre rundt. En politiker der ikke er åben for kompromiser, og deraf følgende potentielle løftebrud, har ikke sin gang på jord i et system som parlamentarismen. Et faktum som de borgerlige ivrigt fortier i deres anklager.

Så selvom det var en skelsættende dag, da vi fik vores første kvindelige statsminister, og selvom det glædede mig usigeligt, at DF nu endelig var henvist til deres retmæssige plads, som landsbytossernes parti, akkurat som i de gode gamle dage i Fremskridtspartiet, så er der ikke nogen vej uden om. De borgerlige er bare bedre til, enten at pakke deres nødvendige løftebrud ind i luftige fraser om økonomisk ansvarlighed og opretholdelse af Gud, Konge og Fædreland eller til at undgå løftebruddene ved at sende regningen til de svageste og derfor kan den nuværende regering kun fejle.

Så hvordan har jeg det med min beslutning om at gå imod mine egne idealer og stemme? Jeg har fortrudt bitterligt. Jeg er skuffet. Mest over mig selv, for jeg burde have været klogere.


Jeg, en (ufrivillig) pengemaskine

Af Marco Malcorps | 17. februar 2012 | 20 kommentarer

Som arbejdsløs, arbejdsledig, arbejdsfri indbygger i Dagpengeland eller hvad man ellers kan finde på at kalde det, har man en række pligter og rettigheder. Det er noget af det første, man hører om, når man indfinder sig i Den Store Akademiske Arbejdsløshedskø. Det sjove er bare, at ens rettigheder har en slående lighed med ens pligter på den måde, at hvis ikke man bruger sine rettigheder, så ryger dagpengene. Her taler jeg naturligvis om retten til at blive ”aktiveret”, som det jo hedder. I grunden er det en sær ting at kalde det. Det får det jo til at lyde som om, at man hvis man ikke er ”aktiveret”, blot sidder derhjemme og piller tålakrids, mens man venter på, at verden smider et velbetalt job efter en.

”Aktiveringen” er i de fleste tilfælde overladt til det, der i mangel på bedre navn, kaldes for ”anden aktør”. For de (lykkeligt) uindviede er ”anden aktør” et firma, der har til formål at få en ud på arbejdsmarkedet. Det skal hertil siges, at der ikke findes nogen officiel uddannelse som jobkonsulent, hvorfor disse firmaer kan ansætte hvem som helst og ophøje dem til eksperter i at få mere eller mindre desperate mennesker i job. Det i sig selv er ikke nogen nem opgave på et kriseramt jobmarked, men det lader hverken staten eller jobkonsulenterne til at gide bekymre sig om.

"I er bare selvkørende resten af dagen"

Da undertegnede, efter at have færdiggjort min kandidat i biblioteks- og informationsvidenskab, havnede hos min ”anden aktør”, skete det blot dage før, at firmaet kom i medierne for at have fusket med tilfredshedsstatistikkerne for tidligere ”kursister”. Det mærkede vi dog ikke meget til i de første par dage. Vi fik på førstedagen skitseret et omfattende fire-ugers program, vi skulle gennemgå, og det skulle følges til punkt og prikke. På anden dagen kom vi igennem halvdelen af programmet, hvorefter vi fik en besked, der senere skulle blive enormt velkendt ”I er bare selvkørende resten af dagen. Hvis I har nogen spørgsmål, så sidder vi inde ved siden af”. Dette blev herfra et mantra for vores job ”konsulenter”, de mennesker som staten betalte for at få os i job. Der var med andre ord meget lidt og meget ringe hjælp at hente hos vores ”konsulenter”.

Da de fire uger var overstået, overgik vi til det, som blev kaldt et ”workshop-forløb”. I min forståelse af ordet workshop betød det, at vi nu skulle til at lave noget praktisk. I stedet var det et forløb, hvor det vage fernis af et program fra vores første forløb var fjernet og erstattet med førnævnte mantra. Med andre ord skulle vi blot møde op, og være der. I tråd med det enorme engagement som ”konsulenterne” udviste, fik vi flere gange et par timer tidligere fri, fordi ”et andet hold kursister” skulle bruge vores lokaler, ligesom der ud af det blå opstod ”hjemmearbejdsdage”. Det stod med andre ord hurtigt klart, hvorfor der var blevet fiflet med tallene for tilfredsheden. Firmaet havde os gående for at tjene penge. Intet andet.

Et andet begreb jeg hurtigt blev bekendt med, var den såkaldte virksomhedspraktik. Her kan en arbejdsløs/arbejdsledig/arbejdsfri/indbygger i Dagpengeland komme ud i en virksomhed i en måned, for på den måde at få foden inden for på arbejdsmarkedet. Vel at mærke mens man stadig bruger af ens sparsomme dagpengeperiode og uden at få rigtig løn. Heller ikke denne ordning er der megen idé i, skulle det vise sig. Forskellige virksomheder fandt hurtigt ud af, at de kunne få eksempelvis akademisk arbejdskraft ganske gratis, og derfor fandt mange virksomheder ud af, at de kunne oprette projekter af en måneds varighed, og på den måde få noget højt kvalificeret arbejdskraft, ganske gratis.

Fælles for begge eksempler er, at det er den arbejdsløse/arbejdsledige/arbejdsfri/indbyggeren i Dagpengeland, der bliver taberen. Ikke kun spilder man sin tid, man barberer også langsomt dage af den dagpengeperiode, der i forvejen er alt alt for kort. Ene og alene med det formål at:

a. et privat firma, uden særlige kompetencer på området, kan tjene penge på at foregive at hjælpe dig ud på arbejdsmarkedet.

b. et privat firma, kan nyde godt af din arbejdskraft, uden at have økonomi til eller intentioner om at ansætte dig efterfølgende.

Den mistænkelige pengemaskine

Man er, med andre ord, en ufrivillig pengemaskine. Oven i købet en pengemaskine der skal se sig selv mistænkeliggjort af det selv samme system, der har udstukket de regler, der hænger for ens pande som en ladt pistol.

Nu har Venstre så foreslået at halvere dagpengesatsen for unge under 30. Her må logikken jo være, at netop denne gruppe enten ikke gider arbejde eller at de har så meget lettere ved at komme ud på arbejdsmarkedet end de der er fyldt 30. Ingen af delene er i midlertid sandt og forslaget signalerer en holdning så uanstændigt respektløs over for de, der intet job har, at hvert et fiber i min krop skriger!

Lad os få noget respekt for os, der desperat leder med lys og lygte efter et job. De private jobfirmaer skal enten tages fra bestillingen alle som en eller gås kraftigt, og her menes KRAFTIGT efter i sømmende, ligesom der skal oprettes en uddannelse som jobkonsulent, så enhver hattemand ikke kan blive betroet med hvad, der er en overordentlig alvorlig opgave.

Før de ting er bragt i orden, vil jeg ikke høre et kvæk om arbejdsløse, der ikke gider arbejde, om halvering af dagpenge til unge under 30 eller om at samme gruppe skal tvinges i arbejde (der ikke er der)!


"En stor kickflipper, tak"

Af Marco Malcorps | 7. februar 2012 | 5 kommentarer

Forleden var jeg en tur forbi min lokale yndlingsbar med en god ven for at fejre hans fødselsdag. Mens vi stod og ventede på at få serveret vores kolde fadøl, gjorde min ven mig, med et slet skjult grin, opmærksom på, at den unge mand på den anden side af disken, der nu var travlt optaget at skænke vores øl, var ingen anden end Razz. For de uindviede kan det nævnes at Razz eller Rasmus Ott, som hans borgerlige navn lyder, vandt børnenes Melodi Grand Prix MGP i 2002, med det dybfølte mesterværk ”Kickflipper”, hvori knægten udøste sin kærlighed til at stå på skateboard.

Her ti år senere havde han altså fået sig et job som bartender på Københavns bedste bar. Det er der i sig selv ikke noget underligt i, men det fik mig til at tænke på noget. Hvor går man hen, når ens 15 minutter i reality-rampelyset er slut? Når man ikke længere er spændende, fordi man har vundet den eneste udgave af X factor, Voice, Popstars og Danmarks Næste Totalt Ligegyldige Døgnflue? For nyligt havde Politiken opsnuset, at vinderen af X factor 2011, Sarah, nu arbejdede hos Build-a-bear i Tivoli. Så fik vi ligesom punkteret myten om, at de allestedsnærværende talentshows skulle kunne være med til at opdage de endnu uopdagede perler og katapultere dem ind i stjernestatus.

X Factor som kulturel blindgyde

I forbindelse med artiklen i Politiken, udtalte hun selv ”Hvis jeg havde kæmpet mere fra bunden, tror jeg, at folk ville have haft mere respekt for mig og ikke tænkt så mange dårlige ting om mig”, og det har hun jo ret i. Godt nok fik hun udgivet en plade, ”Hjerteskud”, hvor en række danske populærmusiske koryfæer, herunder Rasmus Seebach, bidrog med materiale, men pladen fik mildest talt en hård medfart hos det danske anmelderkorps.

Peter Albrechtsen skrev således i Ekstra Bladet: ”ikke decideret rærlig, men slet og ret håbløst anonym”, og Jyllands-Postens Peter Schollert slog sømmet på hovedet med erklæringen om, at ”endnu en gang må man konkludere, at vejen fra succes i X Factor til eksistensberettigelse i musikbranchen ender blindt”. Men hvorfor gør den så det? ”Hjerteskud” solgte fint lige efter udgivelsen, men succesen ebbede hurtigt ud og har tilsyneladende ikke givet Sarah det springbræt, hun skulle bruge for at kunne få gang i en selvstændig musikkarriere.

Svaret ligger lige for: X factor og lignende programmer er en del af en kulturindustriel maskine, der i sin kolde og mekaniske higen efter profit, finder solister og bands som den kan ride på ryggen af og tjene penge på, indtil omtalte kunstner har udlevet sit potentiale (læs, ikke tjener flere penge ind). Det har ganske enkelt aldrig været meningen, af Sarah skulle gå hen og blive den nye Medina. Sarah var bare en hest, som kulturindustrien kunne ride i smadder for så at hoppe direkte hen på den næste hest, stikke en kanyle med epo i halsen på dyret, og ride den indtil den kollapser af udmattelse.

Paradise Hotel Light

Men men men, hvad er det så, der skal til for at opnå den type gennembrud som eksempelvis Medina, eller den navnkundige Kidd har, for svaret er jo ikke kun talent. Hvis det var så enkelt, så ville vi faktisk vide, hvad der var blevet af nogle flere af vinderne fra tv-programmerne.

Det handler ganske enkelt om, først og fremmest at styre langt uden om de omtalte talentshows. At bryde igennem kræver hårdt arbejde, talent og ikke mindst tålmodigheden til at lade folk selv opdage din musik. Den berømte genvej til stjernerne findes i ni ud af ti tilfælde ikke, for folk vil altid se på dig og tænke, at du har fået din berømmelse og ikke mindst din pladekontrakt foræret. Ydermere har du maksimalt et år, før hysteriet starter forfra med en ny sæson af et af de rædderlige programmer, der troligt samler Familien Danmark foran hjemmealteret, alle sammen knugende hver deres fedtede mobiltelefon, svedende tran af begejstret frygt for om nu deres favorit bliver stemt ud. Og lige så snart sæsonens sidste afsnit fader ud på fladskærmen, kaffekanden er tom og ungerne skal lægges i seng, så forsvinder også begejstringen over årets vinder. Man går i gang med at glæde sig til næste sæson. For det er ikke den kunstneriske integritet der fascinerer. Det er fuldstændigt den samme opskrift, som der holder programmer som Paradise Hotel på skærmen. Forskellen er blot at X Factor er mere sobert og at præmissen her ikke er hvem, der kan have kluntet fulde-sex med flest andre og skabe de mest saftige og totalt indholdstomme intriger.

X Factor er med andre ord Paradise Hotel Light. Hele familien kan være med. Det er et maskineri, der bruger musikere, kunst og mennesker som tandhjul i en enorm maskine, der i sidste ende kun skal spytte to ting ud: profit og let fordøjelig underholdning. Bi-produktet er deltagerne, vindere som tabere, der bliver kastet til side som et brugt kondom i en gyde, når akten er overstået.

Det bizarre er, at det i sidste ende nok bedre kan betale sig at blive nummer to i disse programmer. Det gode eksempel er Julie Ivalo Broberg Berthelsen, bedre kendt blot som Julie, der fik en andenplads i TV2’s Popstars i 2002. Siden 2002 har hun skabt sig en fornuftig karriere både på plade og i en række programmer på tv.

Adorno havde ret...

Men er der da ikke noget som helst positivt ved talentkonkurrencerne på tv, kan man så spørge sig selv. Og det kan der faktisk godt være, for netop de mange mislykkede musikkarrierer der har haft deres udspring her, kan være med til at fungere som en advarsel til en ny generation af aspirerende musikere, der går og venter på deres gennembrud. For hvis man kan sit håndværk, er det jo ikke noget problem at gå til audition og komme på tv, og måske endda få et, KUN ET, rosende ord med fra den almægtige Thomas Blachman, men det fører ikke til noget.

Det der skal til er, at skrive en hel plade og så skrotte hele lortet og starte forfra og gøre det bedre. Dernæst skal der spilles live. Meget. Koncerter er den bedste måde at introducere nye lyttere til din musik på. Youtube, Bandcamp og deslige er en god måde at skabe en diskret hype om ens musik på, og det er den diskrete vej, der i længen kan kaste noget af sig, som en snebold der triller ned af bakke og langsomt bliver større og større. Ikke den højglanspoleredere, konfetti udsprøjtende, fyrværkerisprudlende, kendis-rygklapnings inficerede og i aller højeste grad tv-transmitterede vej.

Den tyske socialfilosof Theodor Wiesengrund Adorno havde med andre ord ganske ret i sin kritik af kulturindustrien. Denne producerer, uden øje for kunstnerisk integritet, hvilket i sidste ende frarøver produktet dets grundlæggende identitet samt muligheden for at besidde de kvaliteter, der bør kunne forventes af det. Ikke fordi det nødvendigvis er dårligt, men fordi det bare er et trinbræt på vej imod ”the next big thing”.

Herfra skal blot lyde en opfordring, fra en stor musiknørd, til at gå på opdagelse i de enorme mængder af sublim musik, der til stadighed skabes uden om den laveste fællesnævner. Der findes så meget god kvalitet derude, og du kan være helt sikker på, at 99% af det ikke ender på eller stammer fra tv. Og hvis der stadig er den mindste tvivl, så lad os lige tage citatet igen, fra en der har været igennem maskinen: ”Hvis jeg havde kæmpet mere fra bunden, tror jeg, at folk ville have haft mere respekt for mig”.






30 år uden på, men meget ældre og mere bitter inden i. Har en fortid i Ungdomshuset på Jagtvej 69, hvor jeg lærte mangt og meget om mig selv, andre, politik og verden generelt. Troede engang at jeg var kommunist, indtil jeg opdagede, at jeg nok snarere var anarkist.

Uddannet cand.scient.bibl og sociolog med hovedfokus på kulturteori, kulturkritik og kritisk teori. Selvproklameret kulturel smagsdommer inden for disciplinerne musik, litteratur og god smag. Skriver undertiden om musik og kultur på Atlas Magasin. Er musiknørd af første grad, med et neurotisk forhold til min evigt ekspanderende pladesamling.

Dedikeret anti-parlamentariker og af den faste overbevisning, at det er parlamentarismen, mere end politikerne, der er en del af problemet.

Får under tiden, af de der kender mig godt, skyld for at være en Henry Rollins light, hvilket jeg ikke klager over.

Har, siden jeg var gammel nok til at forstå hvad det betød, forsøgt at leve efter følgende idé: "If you wanna live, then live. Dance, sing, and scream till your lungs bleed".




Blogarkiv

20. februar 2012
Regeringen der kun kan fejle
8 kommentarer

17. februar 2012
Jeg, en (ufrivillig) pengemaskine
20 kommentarer

7. februar 2012
"En stor kickflipper, tak"
5 kommentarer


Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Der er for få sure, gamle stoddere.

Kim Larsen. Troubadour, TV2 Nyhederne, 27. maj 2010, efter kritik af hans afstandtagen til dansk deltagelse i Afghanistankrigen.

Flere citater