Vi er flyttet! modkraft.dk


Pia Dyhr, ACTA og ministerråd er fjender af det frie samfund!

Af Matias Jensen | 8. februar 2012 | 6 kommentarer

SF: ACTA ikke kun om internettet!

I både TV og Aviser hører vi vores (angiveligt socialistiske, hvis man stadig må sige det om SF’ere) handelsminister forklare, at Anti Counterfeit Trade Agreement (herefter ACTA) ikke kun handler om internettet.

Frygten for gæve, danske virksomheders vindmølledesign bliver kopieret (det gør "de meget ude i verden" ved Dyhr) er altså et langt større hensyn her, end at små virksomheder skal agere politi og at internettet nu kan reguleres af folk der har patenter. Der er en del flere og grovere løgne på tapetet, men lad os komme videre til ministerrådet i EU, der har fremlagt en "juridisk vurdering" til fordel for loven.

Helt konkret betyder det at man ikke synes der er en legal eller teknisk problematisk lovgivning, selvom store dele af Europa, selv de politikere der tog del i lovgivningsprocessen før hen, råber vagt i gevær.

Når Danmark har EU formandskabet vil regeringen af politiske årsager nok fortsat være loyal overfor ministerrådets beslutninger, hvilet fint illustrerer hvorfor hverken EU, SF eller regeringen som helhed har noget at byde på, når det kommer til at sikre et frit og lige samfund.

Men hov! Hvad siger politikerne så at ACTA er godt for? (og hvad sker der i virkeligheden?)

Påstand: "ACTA er ikke Europas SOPA/PIPA"

Sandhed: Nej, og sikke noget, for den er faktisk værre på nogle områder. Hvis ACTA vedtages, vil det være muligt for underholdningsindustrien at lægge pres på ALLE der bruger internettet under trussel om lovstraf, for i denne aftale kan man "bidrage til ophavskrænkelse" (art.23.4), og under dække af ordene "samarbejde mellem parter" der kan besvares med "hensigtsmæssige skridt imod at forhindre yderligere ophavskrænkelser" (art.27.1 og art.27.3).

Jeg opmuntrer alle interesserede til selv at downloade og læse aftalen, men i grove træk betyder dette at aftalen skaber en lovlig ramme for at tvinge internettets brugere til at anvende automatisk blokering, kontrol over kommunikation og sletning af online indhold. Dette vil uomstødeligt begrænse rettigheder og frihed for alle nettets aktører.

Påstand: "ACTA er nødvendigt for at beskytte danske jobs, europæernes sikkerhed og velfærd!"

Sandhed: Hvis det virkeligt var kræfterne bag ACTAs tilblivelses ønske at stoppe kopiarbejde, så er ACTA et virkeligt dårligt og kontraproduktivt resultat. Man blander mange former for ophavskrænkelse og håndhævelsesmetoder.

F.eks. skal livs- og helbredstruende falske produkter og organiseret kriminalitet nu betragtes i samme kategori som non-profit distribuering af produkter der spiller en rolle i offentlighedens adgang til viden, kultur og ytringsfrihed.

Brasilien, Indien, Kina og Rusland, hvor størstedelen af kopiering, og de mest usikkerhedsskabende kopier laves, har åbent erklæret at de ikke støtter ACTA og aldrigt vil være en del af den. Selv hvis man var for grovere ophavslove gør dette det sværere at lave nogen art global konsensus på området.

Sidst, men i hvert fald ikke mindst:

Påstand: "ACTA beskytter os alle, for når man beskytter intellektuelt ophav beskytter man europæiske virksomheder!" (’Vindmølle-angrebet’ vil jeg kalde det fremover!)

Sandhed: ACTA beskytter slet ikke europæiske virksomheder, så det ville blive lidt svært. Aftalen indeholder meget få referencer til geografi generelt, og det er ikke et tilfælde, da den globale erhvervstop der står bag både ACTA og SOPA/PIPA er fuldkommen ligeglade med små virksomheder. Målet er beskyttelse af monopolerne, og kontrol og straf til alle der ikke sidder på bestyrelsen af de 500 største firmaer.

Derfor, Pia, synes jeg du skulle læse ACTA. Jeg forstår at SF har været kritiske før, og nu har klappet i fordi EU (og deres tovholdere blandt de europæiske industriledere) har bedt jer om det. Det her kommer ikke jer til gode, og ikke nogen som helst andre. Til jer andre:

ACTA er en indskrækning af frihedsrettigheder på internettet der ikke er set før!

Regeringen lyver, de gør som de får besked på og nægter at røbe deres egen rolle i at holde skabelsen og underskrivelsen af ACTA uden for al demokratisk kontrol. Det var aldrig meningen at borgerne i EU skulle kunne kende til aftalen før den var vedtaget, og det er der mange beviser på: Primært at insidere lækkede aftalens indhold i 2010 i bekymring over konsekvenserne, og det massive folkelige pres der opstod derefter.

Afvis ACTA! Støt op til de danske anti-ACTA demonstrationer i København, Odense og Ålborg d. 25. Februar, og lad dine folketingsmedlemmer vide hvad du mener om deres hemmelighedskræmmeri og ligegyldighed overfor menneskerettigheder.


Tak For Ingenting!

Af Matias Jensen | 25. januar 2012 | 7 kommentarer

Så faldt der endeligt afgørelse i klagesagen fra de COP15 anholdte mod politiet.

Selvom det da er dejligt at jeg (der ikke brød loven den dag, medmindre det tæller ikke at sætte mig ned hurtigt nok, da en hormonpumpet politispire skreg at vi skulle holde kæft og være anholdte) og de andre ofre for den her farce får erstatning, sidder jeg med en ekstremt bitter smag i munden.

Som en af "de 37" anholdte politiet på en komplet vilkårligt grundlag afgjorde var særligt farlige, glæder jeg mig da til erstatning for den ubehagelige oplevelse, men jeg er på ingen måde tilfreds.

"Hvorfor Matias," hører jeg den nye læser indvende, "er retfærdigheden ikke sket fyldest, og er du ikke bare lidt utaknemmelig nu?". Svarene er nej, og nej, det synes jeg egentligt ikke jeg er. Det er der flere årsager til, lad os tage dem i den mest provokerende rækkefølge:

1. Politiet er skide ligeglade med dommen, og fastholder at de handlede korrekt. Det betyder at vi kan vente os mere af samme skuffe, og at politiet ikke mener at afgørelsen vedrører deres indsatsleders skøn i situationen.

Politiets ledelse føler altså, at deres taktiske ledelses skøn er vigtigere end alle afgørelser på området, og samfundets holdning til deres handlinger i almindelighed. Hvad er så forskellen på det danske politi og politiet i enhver given politistat? Svaret er naturligvis ingenting, men jeg er da ked af det hvis jeg her knuser nogens illusioner på området.

2. Politiet er kun blevet dømt til at give de anholdte erstatning, de er ikke blevet tvunget til at tage stilling til - eller ansvar for - nogen af deres handlinger den 12. december 2010.

Uagtet at de efter første behandling af sagen dannede en "task force"* hvis eneste formål var at begå karaktermord på visse af de anholdte** så de kunne hævde at det var rimeligt at anholde os uden sigtelse, er de ikke blevet sigtet for hvad der ellers ligner ret åbenlyst forsøg på justitsmord, de fik bare at vide at de ikke måtte bruge de beviser task forcen havde indsamlet.

Dertil kommer politiets generelt uværdige behandling af anholdte, at de ret tydeligt forsøgte at skabe hjemmel til at at chikanere og anholde fredelige demonstranter***, og selvfølgeligt anholdelsen selv. Jeg ville uden at kny opgive hele min erstatning, hvis jeg fik en ordentlig undskyldning og de ansvarlige ledere for dannelsen af task forcen, og politiets taktiske ledelse under COP15, blev fyret og blacklistet fra offentligt embede fremover.

3. De har reelt set vundet denne sag. Selvom det synes ynkeligt og småligt at blive ved at anke sagen med henvisning til at de var sikker på deres sag, så er COP16 og lignende konferencer allerede afviklet uden resultater og følgeligt den trussel mod erhvervslivet en evt. afværgning af klimakatastrofen ville betyder.

Ydermere, så har den gennemsnitlige medieforbruger for længst glemt hvad demonstrationen drejede sig om udover at det var noget med klimaet, og at folk blev anholdt - og, hvis alt er forløbet planmæssigt, at de blev anholdt fordi der var ballade. Passér gaden, det er bedst at overlade fremtiden til de professionelle, de ved trods alt hvad de laver.

Derfor er der kun tilbage at sige at kampen fortsætter, og et højt og tydeligt "Nej tak!" til politiets såkaldte undskyldning i denne sag, og til den såkaldte retsstat der fortsat beskytter de rigeste og deres voldtægt af planeten.

Herfra også et stort tak til de forskellige advokater og retsgrupper (især RUSK) der hjalp de berørte i denne sag, og trods alt tvang politiet til at undskylde for en masseanholdelse, noget undertegnede dog ikke troede han nogen sinde skulle opleve.

* Det artiklen her refererer til som "at hive gamle sager frem" er specifikt dannelsen af en gruppe i politiet der skulle gennemgå anholdtes gamle domme og hvem de er venner med og hvad de ytrer på internettet, med henblik på at bevise at de i almindelighed har en kriminel tilværelse, og at det derfor var okay at masseanholde os.

Hvis jeg som borger danner en sammensværgelse med formålet at sværte andre til, er jeg ret sikker på det er strafbart. Dette er desværre ikke tilfældet når politiet gør det..

** Selvom de i anholdelsesøjeblikket ikke anede hvem nogen af os var. Altså er betjente psykiske og vidste på forhånd vi var dårlige mennesker, de skal bare lige have lov at gå dine facebookgrupper og straffeattest igennem med en tættekam. Kan I lugte desperationen endnu?

*** Jeg refererer her til politiets taktik på dagen, hvor de spredte en demonstration indkaldt af netværket NTAC (der havde inkluderet scener af optøjer og slagord mod politiet i deres indkaldelse), og dirigerede den lukt ind i den anmeldte massedemonstration, hvorefter de anholdte så mange demonstranter de kunne omringe.

Derudover er der rimelig grund til at tro at nogle af de "demonstranter" der langsomt og uforstyrret begik hærværk på børsen har været politiagenter. På den måde kan de nemt kæde klimabevægelsen sammen med farlige og onde autonome voldspsykopater fra helvede osv.

På forhånd kan jeg sige til folk der tvivler: Bare se på kommentarerne denne blog formentligt afstedkomer, ellers er der harmefars nok på nationen, facebook og netaviser.


Danmark ud af Afghanistan - Og ud af militarismen!

Af Matias Jensen | 12. januar 2012 | 3 kommentarer

Det er længe siden jeg har haft mulighed og overskud for at skrive, men det blæser igen storm i verden ud, og en sæbekasse er ikke meget værd hvis man ikke står på den. Jeg vil gerne sige tak til Oscar og Anne fra LS for at opmuntre mig til at skrive igen, så følg med på denne side hvis I lyster - I anledning af et kedeligt jubilæum lægger jeg ud med følgende artikel fra mig og LS’ antimilitaristiske aktivister:

I går – den 11. januar 2012 – er det 10 år siden, Danmarks folketing vedtog, at Danmark skulle deltage i den USA-ledte invasion og besættelse af Afghanistan. Folketingets vedtagelse var dog kun en bekræftelse af den danske indblanding i invasionen af Afghanistan. Danske tropper har været til stede i landet siden oktober 2001. Officielt var USA’s og øvrige allieredes motiv for at invadere Afghanistan at drive Al-Qaeda ud af landet. Invasionen blev den første regulære militære aktion i George W. Bushs såkaldte ”Krig mod terror”. Formålet med denne stærkt ideologiske krig ændredes dog snart til at være opbygning af en demokratisk afghansk nation.

Besættelsesmagternes officielle motiv for krigen i Afghanistan var og er propaganda og ideologisk kamp. Tanken om sprede ”frihed” ved brug af overlegen ildkraft er fuldstændig forfejlet. Besættelsesstyrkerne fra NATO og ISAF har destabiliseret det afghanske samfund og gjort livet for det afghanske folk langt sværere end tilsigtet. Den illegale narkotikaproduktion er kun vokset. Kvinders forhold i Afghanistan er blevet væsentligt forværret. Korruption er udbredt på alle niveauer i administrationen, og både krigsforbrydere og narkobaroner udgør nu en del af det afghanske parlament.

Demokrati og frihed kan kun vokse ud af folkets egen vilje og kamp. Det kan ikke påtvinges fra oven eller af udefrakommende kræfter med våben i hånd. Dette burde nu fremstå tydeligt, selv for de politikere, der i starten af besættelsen troede på propagandaen om at ”udbrede demokrati” i Afghanistan. Krigen er blevet en dyr affære både i menneskeliv og penge. Den vestlige militære tilstedeværelse i Afghanistan opretholdes i vid udstrækning på grund af USA’s og NATO’s frygt for at miste prestige – krigen må for enhver pris ikke afsluttes på en måde, der får besættelsesmagterne at fremstå som tabere og Taleban, Al-Qaeda eller nogle af de utallige andre modstands- og oprørsgrupper i landet som vindere.

En anden officiel grund til at fastholde Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan og til at fortsætte med at involvere os i krige – som i Irak og nu senest i Libyen – er militariseringen af civilsamfundet.

De mest tydelige og groteske symptomer på militariseringen af Danmark er det ulækre spektakel med militære marscher, som blandt andet København har måttet lægge asfalt til de sidste par år. Med disse parader vil hæren og regeringen få krigen til at fremstå som noget heltmodigt, der gør verden til et bedre sted. Sandheden er det modsatte: krig er altid usselt og forfærdeligt, og krigen i Afghanistan er på ingen måde en undtagelse.

Et mere diskret – men væsentligt mere farligt – symptom er terrorlovgivningen. Besættelsen af Afghanistan og Vestens øvrige militære angreb i Mellemøsten radikaliserer befolkningen og skaber et rekrutteringsgrundlag for grupper som Taleban og Al-Qaeda. Denne ophedede situation bruges så til at motivere en intensiveret indsats mod ”terrorisme”. På hjemmebanen tager det sig udtryk i bl.a. terrorlovgivningen, som i Danmark allerede bruges til at forfølge aktivister på venstrefløjen og i fagforeninger for ”forbrydelser” så som salg af t-shirts og solidaritetsarbejde. Retsstaten og demokratiet udhules trin for trin. Terrorpakkerne og lømmelpakken baner vejen for brug af hemmelige vidner og bevismaterialer i retsvæsenet, for kriminalisering af solidaritetsarbejde og holdningsytringer og for en militarisering af politiet, der udhuler enkelte borgeres frihedsrettigheder og vores grundlæggende demokratiske ret til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

Vi ved, at besættelsen af Afghanistan aldrig reelt har haft til formål at ”befri” den afghanske befolkning. Derfor kræver vi, at Danmark trækker sig ud af Afghanistan – og ud af den igangværende militarisering af hele det danske samfund.

Demokrati, frihed og fred kan blomstre i Afghanistan – ligesom det kan komme til at gøre det i hele verden. Men vejen dertil går ikke gennem krig og besættelse. Kun gennem en konkret solidaritet med de demokratiske kræfter i Afghanistan og aktiv antimilitarisme på hjemmebanen kan vi nå målet. Det er dybt nødvendigt at lægge pres på politikerne m.h.t. at trække besættelsestropperne ud af Afghanistan. Og det er lige så nødvendigt at bekæmpe militarismen og al den afstumpethed, autoritetstro, racisme og militarisering af civilsamfundet, som den bærer med sig. Antimilitarismens budskab om fred, solidaritet, lighed og frihed finder forhåbentlig mange tilhængere i et Danmark, der i løbet af de sidste 10 år har været involveret i hele tre krige og med spild af utallige menneskeliv til følge.


Skal jeg sige noget om valget?

Af Matias Jensen | 18. september 2011 | 15 kommentarer

Fuck valget! Få ting splitter os som det her, så lad os komme videre:

Mine venner vil gerne have jeg siger noget klogt, men som de fleste andre har jeg sgu fået nok af valg for tiden værende. I skrivende stund ved jeg ikke hvem der vinder, og jeg har heller ikke den store mening om hvem eller hvorfor der gør det - min analyse siger at jeg skal stemme og glemme (det blev Helge Bo Jensen, håber han kan minde partiet om hvem fjenden er!), og så ellers gøre mig nyttig der hvor jeg kan. Jeg håber alle havde en god demo for et regeringsfrit samfund mens jeg sidder her og sveder!

Jeg har ikke skrevet på modkraft noget tid af personlige hensyn, men jeg må sande at det at overlevere historier er det der holder mig i gang selv i svære tider, og derfor skal bloggen i dag handle om min frustration over hvor lidt relevante ting pressen egentligt dækker, og det suspekte ved østrigske medier!

Der er en verden derude, som ikke kerer sig om blå, rød og sort klovn, og hvor fascismen trives. I anledning af weekenden (Punks Undead i morgen (16.) kunne være et cue for de af jer der vil høre mig DJ’e!), kunne man passende møde den brune bølge med satirisk 8bit angstpop!

Min schweiziske DJ-ven Jarno i Revolutionäre Gruppe Ostschweiz (dejligt bedaget navn, iøvrigt!), kontaktede mig i dag med nogle nyheder der er både mere triste og rammende end den, at endnu en af mine facebook-venner synes de radikale er søde:

Nazismen lever i bedste velgående i Schweiz, og endda så synligt og konfrontativt at man skulle tro at nogle dansk- eller i hvert fald engelsksprogede medier gad tage sig af det!

Da der ikke er nogen må jeg klare mig med overleveringer og google translate, som kan berette at nynazisterne i Europæiske Aktion har holdt møde med holocaust-benægteren Bernhard Schaub, hvilket leder til hvad vi kan kalde et "communication breakdown" når politiet skal håndtere antifascisters retskafne vrede.

Nynazisterne angreb politiet med held, brød igennem, og tåregassede Jarno, hvorefter den altid effektive schweiziske indsatsstyrke sigtede ham for fem forhold (Wtf?). Her kan man se den etablerede venstrefløjs udlægning, men de links fra østrigske sider (og EA spiller angiveligt på lov-forskellene mellem Østrig og Schweiz til at holde intellektuelle, above-ground nynazistiske og holocaust-benægtende arrangementer) Jarno gav mig, er nede nu.

På en af dem ser man en af skinkerne fra ovenstående link: omkring 1.00 i skjorte ("og med en grim hitler-tatovering" - Jarno) spraye ham. Linket er bare dødt fra den østrigske udbyder, og jeg står nu og undrer mig over at jeg ikke kan bekræfte hvad jeg har set selv.

Er det et tilfælde? Det ved jeg ikke.

Men jeg ved, hvor jeg står, når det kommer til nazisterne.


Skamløs reklame for arbejderkamp!

Af Matias Jensen | 26. april 2011 | 7 kommentarer

Hej igen allesammen! Tingene har været lidt hektiske, men der er mange flere blogs på vej :)

I dag vil jeg holde det kort og godt, nemligt ved at gøre lidt reklame for det mest lovende initiativ 1. Maj, Antiparlamentarisk 1. Maj. Ved paroler som "Uanset regering, arbejderkamp!" og opmærksomhed omkring det faktum at alle partipolitikere har fælles interesser, gør AP1M lidt op med apolitisk folkefest.

Utroligt rart, og tiltrængt - Her er en sej trailer!

Bemærk iøvrigt at de trængte CSC-ansatte har en stilleaktion, og de har i denne tid brug for al den hjælp de kan få - det går ned fredag den 29. april 2011 kl. 7.30 på Retortvej 6-8, Valby.

Vi ses på gaden!


Om Anarkisme og Brevbomber

Af Matias Jensen | 19. februar 2011 | 12 kommentarer

We are Nihilists, Lebowski. We believe in nothing!

De sidste måneder har været meget spændende og interessante for alle anarkister. Vi har kunnet glæde os over revolter i Tunesien og Ægypten, som måske udvikler sig til revolutioner. Mindre glædelig har været bølgen af brevbomber og hærværk mod ambassader, virksomheder og retsbygninger i Grækenland. Afsender af brevbomberne har været en gruppe, som kalder sig for Synomosia Pyrinon tis Fotias (SPF, "Ildcellernes sammensværgelse"), som betegner sig selv som anarkister. De opfordrer til dannelsen af et internationalt netværk, en uformel føderation af militante anarkister.

Men hænger SPF’s metoder sammen med anarkismens idéer? Og er det sådan, man skal lave revolution?

Anarkisme eller nihilisme og terrorisme

Ildcellernes sammensværgelse beskriver sig selv som individualister og nihilister. Deres aktioner er rettet mod repræsentanter for kapitalisme og statsmagt og rammer netop disse repræsentanter i stedet for staten og kapitalismen selv. Blandt andet derfor er deres aktioner uden revolutionært potentiale.

Deres såkaldte solidaritet – at deres vold retfærdiggøres med henvisning til fængslede aktivister – er et glimrende billede på deres ideologi og foretagende. Det er ikke et revolutionært projekt – det er et selvrealiserende projekt. De siger det selv i deres opfordring til dannelsen af et internationalt netværk:

"Det, vi foreslår, er at sammensætte et internationalt netværk af grupper af kammerater, der skal være antiautoritært og kaotisk, med flad struktur, åben for enhver, som ønsker at handle, individuelt eller kollektivt, uden politiker-ambitioner, så at han kan tilfredsstille sit begær efter livet her og nu."

De er uden forståelse for og solidaritet med mennesker, der ikke allerede deler deres egen snævre verdensforståelse.

Deres brug af vold som middel i deres tvivlsomme kamp er endvidere ekstremt ineffektiv. Brevbomber til ambassader truer på ingen måde statsapparat eller kapitalisme. Bombeattentaterne skader derimod "uskyldige", hvilket blot bliver endnu mere afskyeligt af det faktum, at aktivisterne er aggressorerne.

Malatesta sagde om anarkistisk vold, at "ægte anarkistisk vold er den vold, der ophører når nødvændigheen af forsvar og befrielse ophører. Den er præget af bevidstheden om, at individerne knapt nok, hvis overhovedet, er ansvarlige for den position, som de optager på grund af deres arv og deres omgivelser."

Konspiratørernes handlinger har grobund i den insurrektionistiske anarkismes metode: propaganda gennem handling, dvs. spektakulære angreb som fx bombning. Denne strategi har historisk set vist sig yderst kritisabel. Attentater fremmedgør de mennesker, man forsøger engagere – og har en tendens til at øge statens repression, hvilket yderligere skræmmer mennesker væk fra det politiske arbejde.

Avantgardistisk vold eller inkluderende vold

Guerillaens og juntaens vold har for lang tid siden vist sig at være fuldstændigt ineffektiv, i hvert fald hvis det er revolutionen, der er målet. Man kan sammenligne taktikken med parlamentarismen. Levebrødspolitikerne påtager sig retten til at tale og handle på befolkningens vegne, for at dermed passivisere dem, der ellers skulle deltage i demokratiet. Guerillakæmperen ­– den professionelle voldsmand – påtager sig retten til gennem voldshandlinger at tale på vegne af folket, klassen eller hvis sag han nu ellers forestiller sig, at han kæmper for. På samme måde passiviserer han de brede lag af arbejderklassen.

Guerillalivet er ekskluderende over for alle andre end de allermest dedikerede og risikovillige, der hverken har familie eller andre at tage hensyn til. Derudover afskærer det guerillakæmperne fra kontakt med deres klasse. Det fremmedgør guerillaen over for arbejderklassen – og omvendt. Og måske vigtigst af alt: det gør guerillaen til et langt nemmere mål for repression.

At det vil komme til vold og kamp i en revolution er svært at komme uden om. Eliten vil altid forsvare deres privilegier og derfor vil de sende politi og militær på gaden imod en arbejderklasse i oprør, som vi for nylig også har set det i de nordafrikanske oprør. Som anarkister vil vi altid minimere mængden af vold. Det gør vi ikke gennem at danne byguerilla-celler og bombe ambassader, men gennem en inkluderende praksis af selvforsvar og befrielse. I praksis betyder det, at den revolutionære vold og forsvaret for revolutionen, bliver gjort til alles opgave og ansvar.

I stedet for at overlade det beskidte arbejde til en lille væbnet elite, deles vi alle om det. På den måde bliver flere revolutionære trænede i konkret kamp, mynddiggjorte og solidariserede med hinanden og revolutionen. Tredive byguerilla-kæmpere kan smides i fængsel eller henrettes, men det er sværere at udsætte 30.000 militante arbejdere for den samme behandling.

At konspiratørerne, terroristerne og nihilisterne i Ildcellernes sammensværgelse beskriver sig selv som anarkister er skadeligt for den anti-autoritære socialismes sag. Deres meningsløse vold skaber et endnu mere blakket ry for en ideologisk retning, der søger at skabe de bedste vilkår for menneskeheden. En fremtid i solidaritet og frihedens ånd.

Dette skal læses som en opfordring til at ikke at forveksle spektakulær vold med revolutionær handling – og i stedet til at alle, der ser nødvendigheden af en radikal forandring af verdens tilstand, organiserer sig og kæmper sammen – med alle nødvendige midler og med respekt for det anarkistiske kerneprincip om, at mål og midler skal stemme overens. Midlerne skal og må for os anarkister altid afspejle det samfund, vi ønsker!


Anders Samuelsen og Politiske Kompasser

Af Matias Jensen | 25. januar 2011 | 10 kommentarer

Anders Samuelsen udtaler sig i sin kronik "Tilbagetog, Stilstand eller Vækst" i Politiken d. 8. januar om hvordan politiske strømninger placeres på kortet, og fremlægger Liberal Alliances politiske projekt, hvor han med sin viden om det "politiske kompas" forklarer hvordan han og LA er frihedskæmpere der kan ændre den stagnerende, nationalt orienterede danske moderstat til noget bedre. Og, ikke mindst, hvorfor mere socialt orienterede partier er nogle ondsindede dinosaurer der vil holde nationen i et fattigt, splittet dødvande.

Jeg er lidt sent ude, indrømmet, men jeg læste den først for nyligt, og nogle af de vildledende og falske udsagn Hr. Samuelsen kommer med vedrører så vigtige emner at de ikke må stå uitalesat. Om jeg så er den sidste og den eneste der skærer i løgnene, må og skal det ske.

Nuvel. Der lægges ud at mærkesager der ikke er Alliancens, er udtryk for "nationalt, socialdemokratisk orienteret vælgerangst", og at vejen frem er 40% i skat og afskaffelsen af topskat og efterløn, et styrket erhvervsliv og "tillid til offentligt ansatte", hvad det så end skal betyde.

Disse holdninger, omendforkastelige og menneskefjendske, er ikke fokuset for denne blog. Nej, hovedsagen er for mig introduktionen af det såkaldte "politiske kompas", og hvordan det er udformet. Anders forklarer:

"I ’gamle dage’, hvilket vil sige før 1973, delte vi partierne op på en højre-venstre skala: Mere eller mindre socialistiske partier, der gik ind for regulering og statstyring til venstre: Kommunisterne, Venstresocialisterne, SF og Socialdemokraterne. Og borgerlige partier, der tog udgangspunkt i markedsstyring til højre: Venstre, Konservative. I midten det det social-liberale parti Det Radikale Venstre. Den opdeling blev første gang for alvor udfordret ved jordskredsvalget i 1973, da der dukkede nye partier op som Kristeligt Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Fremskridtspartiet. Men opdeling holdt i det store og hele.

Først op gennem 1980’erne og 90’erne begyndte fundamentet under den klassiske opdeling for alvor at vakle. Den skyldtes i første omgang ikke de enkelte partier, men nærmere at en ny virkelighed ramte Danmark og danskerne, hurtigere end de gamle partier kunne eller ville tilpasse sig. Vertikalt, ned midt imellem den gamle højre-venstre-skala, kom en ny dimension: opad det globale, nedad det nationale. Flere ord kan være med til at beskrive den nye opdeling: opad: moderne, forandringslyst, reformvilje, åbenhed; nedad: traditionalisme, stilstand, modstand mod reformer, fremmedangst."

Så nemt kan det siges. Er man global, markedsorienteret og moderne, som Venstre, er man altså ikke bekymret for fremtiden, og har lyst til forandring, reformer og en mængde andre plusord, der ret beset ikke betyder en skid, men lyder en del bedre end traditionalisme, stilstand og angst. Særligt kvalmende er det - lille og godt camouflerede - cadeau der gives SF for at have rykket sig massivt til højre og dolke arbejderklassen i ryggen:

"Øverste venstre hjørne (globalt, statsorienteret): SF. Især miljøpolitikken har været med til at give SF en snært af mere globalt perspektiv end Socialdemokraterne og dermed også et mere moderne image, trods det seneste, markante, ryk mod højre."

Anders Samuelsen har helt ret i at venstre-højre skalaen er dybt forældet, og ikke kan anvendes uden for en historisk ramme hvor den lodrette akse ikke havde specielt meget indpas, i hvert fald ikke i den ene retning. Hvad han ikke har ret i er hvordan det nye politisk kompas rent faktisk ser ud! Udover fra forskellen på privat ejendomsret og socialt ejerskab af produktionsmidlerne (altså, højre til venstre), er der en lodret akse, nemlig imellem AUTORITET og ANTI-AUTORITET. Globalisering-national aksen er opfundet i Samuelsens eget hoved for at få hans politiske projekt til at se en del mindre reaktionært ud end det er i virkeligheden, og der er ingen andre end ham selv der opererer med den.

Nej, aksen som den bliver brugt normalt er skam venstre mod højre og autoritær mod anti-autoritær. Eksempler kan nævnes Samuelsens eget parti, der er højreorienteret og anti-autoritært. En udvikling, der vil lede til en ureguleret libertariansk politistat hvor alle der ikke sidder i ledernes møderum på et top 500 firma bliver arbejdet ihjel, og alle folk med et arbejde er slaver for dem der har et at købe arbejdskraft til - eller har voldsmagt til at tvinge folk til beskæftigelse.

Den autoritære kommunisme, marxist-leninismen og dennes afarter, findes naturligt nok placeret som venstreorienteret og autoritært. De fleste partier ligger et sted imellem af hensyn til den midtersøgende kurs der skal til for at blive valgt nu og da. Så har den glædeligt nok også plads til mennesker som mig, de libertære socialister, der synes at central autoritet er en skidt ting, men at kontrollen med samfundets resourcer må være 100% arbejderkontrolleret.

Når nu jeg har redegjort for hvordan det politiske kompas rent faktisk ser ud*, og der eksisterer andre modeller end den ovennævnte, men ingen helt så skræddersyet til at få et socialt øde markedsdiktatur under Liberal Alliance som den Anders Samuelsen har fundet på i sin kronik, så står det klart at politikerne endnu engang lyver og spinner for at få os til at opgive de rettigheder vi har tilkæmpet os igennem de sidste 100 år.

Når selv LO, 3F og Liberal Alliance er begyndt at se øje til øje, er vi nødt til selv at kæmpe mod efterlønnens afskaffelse. Jeg håber vi ses på gaden!

*Kildehenvisning for de nysgerrige, det er et ganske nyttigt redskab:

http://en.wikipedia.org/wiki/Politi...

http://politicalcompass.org/


Den Nye Migration!

Af Matias Jensen | 1 december 2010 | 10 kommentarer

(Først en ydmyg undskyldning for ikke at have opdateret så længe - jeg har været nogle hårde tider igennem, og netop dette vil blive taget op i de kommende blogs. Dernæst en tak af hjertet til Ronan og Rasmus der har lagt liv og sjæl i at udarbejde dagens blog. - Matias)

Migrationsspørgsmålet er et af de vigtigste problemer for arbejdere i dag, men det har altid været en del af kapitalismen. I historiens løb har forskelle i løn og levestandarder mellem lande drevet millioner af arbejdere over have og grænser i jagten på et bedre liv. Krige, hungersnød og naturkatastrofer forårsager også migration, men i dette indlæg vil jeg primært behandle emnet økonomisk migration.

Migration er på én gang både global og lokal; det har dybtgående indflydelse på såvel de områder, der oplever immigration, som dem, der emigreres fra, men migration struktureres overordnet af globale tendenser i kapitalakkumulationen (dvs. folk søger mod de steder, hvor der er meget kapital).

Økonomisk migration finder generelt sted, når der sker uens udvikling mellem lande, så folk drager fra ét land til et andet i søgen efter højere lønninger. Der er dog ofte en fundamentalt voldelig proces bag dette! Implementeringen af IMF’s strukturtilpasningsprogrammer i firserne og halvfemserne oversvømmede udviklingslandenes økonomier med subsidierede landbrugsprodukter, der udkonkurrerede småbønder og tvang dem til at emigrere efter andet arbejde. Mexico er et klassisk eksempel på dette; efter NAFTA-aftalen i 1994 steg importen af subsidieret korn fra USA kraftigt, og det betød at lokale småbønder var ude af stand til at konkurrere med de lave priser på importeret korn.

Inden for EU har migration i høj grad været karakteriseret af bevægelsen af arbejdere fra tidligere Sovjetrepublikker til de rigere dele af Vesteuropa, omend der også er et betragteligt niveau af immigration fra Afrika til Sydeuropa. I Skandinavien har spørgsmålet om "østarbejdere" inspireret en tilsyneladende endeløs strøm af debat og diskussion blandt fagligt aktive og på venstrefløjen, da fagforeningerne frygter, at arbejdere fra østlandene undergraver danske arbejderes lønninger og arbejdsvilkår.

Retten til at migrere mellem EU-stater er garanteret af Schengen-aftalen, der tillader EU-borgere at bevæge sig frit imellem lande, der er medlem af EU. Denne aftale blev underskrevet i 1985 mellem Belgien, Frankrig, Vesttyskland, Holland og Luxembourg. I 1997 blev den en del af EU’s love. I dag omfatter aftalen 25 stater og over 400 millioner borgere.

Schengen giver arbejdere en betragtelig grad af frihed, men den frihed er et tveægget sværd: På den ene side tillader den EU-borgere at rejse og søge højere lønninger i udlandet, men på den anden side giver den også europæiske kapitalister adgang til billig arbejdskraft fra arbejdere, der bor i økonomier med lavere lønninger. En løn, der ville være lav for en dansk arbejder, er meget i Polen eller Tjekkiet, så arbejdere fra disse lande er klar til at acceptere lønninger vel under normen, og dette trykker nedad på danske arbejderes løn.

Dette modsætningsforhold skaber et problem; hvordan skal vi som revolutionære og antiautoritære forholde os til spørgsmålet om grænser og migration? På den ene side støtter vi arbejderklassens organiseringer og modsætter os ethvert forsøg fra herskerklassen på at angribe vores arbejdsvilkår – på den anden side kan vi ikke støtte racistiske ideologier, der splitter arbejderklassen; ej heller kan vi støtte udvidelsen af statsgrænser og politikontrol over bevægelse mellem lande.

Dette ømtålelige emne er blevet forsøgt tacklet af arbejderklassens organisationer andetsteds i mange år, og disse erfaringer kan være nyttige i vor egen kontekst. Den amerikanske arbejderbevægelse er et ekstremt eksempel på en sag, hvor arbejderklasseorganisationer forsøgte at begrænse indvandring for at bevare deres forhandlingskraft. I 1920’erne havde fagforbundet CIO held med lobbyvirksomhed for et forbud mod indvandring til USA. I samme periode nægtede den amerikanske fagføderation AFL at organisere ufaglærte, kvinder og indvandrere.

Den amerikanske fagbevægelse var altså bygget op omkring ekskluderende og indvandringskritiske ideologier. Selv om deres held med at begrænse indvandringen førte til faglige sejre i 1930’erne, så blev disse sejre vundet på bekostning af den sociale radikalisme, som systematisk blev udrenset fra fagbevægelsen op gennem kommunistforskrækkelsen i 10’erne og 20’erne og mccarthyismen i 40’erne og 50’erne. Hvis de faglige kræfter ikke havde baseret deres forhandlingskraft på kontrollen med en "amerikansk" identitet, så er det usandsynligt, at de senere så let var bukket under for socialkonservatismen.

Interessant nok viser en undersøgelse udført af sociologen Al Szymanski i 1976, at de områder i USA, hvor kløften mellem hvide og farvede arbejderes indkomst var mindst, også var de områder, hvor hvide arbejderes indkomster var de højeste i landet – dvs. at højere solidaritet mellem hvide og farvede arbejdere betød en højere løn til arbejdere af alle hudfarver.

Her i Skandinavian er mønstret med fagforeninger, der forsøger at begrænse indvandrerstrømningerne med lov og politi ved at gentage sig selv. I en artikel fra Information kunne man sidste år læse, at fagligt aktive i både Sverige og Norge fortæller, at fagforeninger ofte gør grænsepolitiets arbejde for dem ved at melde papirløse migrantarbejdere til politiet i stedet for at hjælpe dem med at organisere sig. Denne tendens betyder, at papirløse arbejdere ofte ikke har lyst til at samarbejde med fagforeninger, og det betyder igen, at det er nemmere for deres chefer at udbytte dem.

I Norge har Oslos Bygningsarbeiderforening reageret ved at love arbejdere, at de ikke vil samarbejde med politiet, og dette har gjort det muligt for dem at organisere papirløse arbejdere, der således er blevet i stand til at slås for højere lønninger. I Sverige har den anarko-syndikalistiske fagforening SAC (Sveriges Arbetares Centralorganisation) genoplivet en gammel syndikalistisk taktik kaldet "registermetoden" og har derigennem haft held med at organisere migrantarbejdere.

Registermetoden betyder, at de involverede arbejdere inden for en sektor mødes og bliver enige om en mindsteløn for dem, der arbejder i deres sektor. Hvis en arbejdsplads ikke betaler mindstelønnen, truer SAC dem med en blokade. For det meste er denne trussel nok til at garantere højere lønninger for alle arbejdere på pladsen, uden at chefen kan finde ud af, hvilke af deres medlemmer, der er med i registret.

Spørgsmålet om, hvordan fagforeninger bør reagere på migration, er først og sidst et spørgsmål om, hvilken slags fagbevægelse vi ønsker. Vil vi have en fagbevægelse, der har viet sig til at forsvare en snævert defineret gruppes interesser, eller vil vi have en bevægelse, der kæmper for alle arbejdere, uanset deres nationalitet?

Kilder for de interesserede: Michael Schmidt & Lucien van der Walt, ’Black Flame: The Revolutionary Class Politics of Anarchism and Syndicalism’, 2009 Chris Carlsson, ’Nowtopia’, 2008 Beverly Silver, ’Forces of Labour: Workers’ Movements and Globalization since 1870’, 2003 Nina Trige Andersen, ’De passer vores børn, gør rent, bygger huse - og stiller ingen krav’, 27 februar, 2009 http://www.information.dk/183982 Mads Bruun Petersen, ’Kig til Norge kamerat!’, Trekoner Nyt nr. 3, 2009 Mikael Altemark, ’The Registry Method Explained’, http://swedishzine.wordpress.com/20...


Der må organisering til

Af Matias Jensen | 28. august 2010 | 46 kommentarer

Hej Modkraft! Jeg hedder Matias, er 26 år, arbejdsløs og modkrafts nye blogger fra moradset til venstre for Enhedslisten. Jeg er organiseret anarkist i føderationen Libertære Socialister, gammel REBEL’er, autonom ungdomshusaktivist; og håber jeg kan bidrage til debat om organisering, politiske prioriteringer og taktik på den radikale venstrefløj, samt alt og ingenting jeg måtte finde interessant.

Min første blog kommer til, med min sædvanlige sans for det storladne, at handle om intet mindre end organisering af arbejderklassen! Vi står her til efterår over for en "genopretningspakke", der reelt set vil forringe velfærden, skade retten til arbejde og fjerne en lang række sociale ordninger, der holder hundredetusindvis af danskere over grænsen for en anstændig, sund og arbejdende tilværelse.

Traditionelt set har fagbevægelsen stået på barrikaderne som folkets kamporganisationer og både værnet om og udvidet de rettigheder, vi unge danskere tog for givne, indtil de blev taget fra os. I dag ser det ikke blot ud som om LO er gået i stilstand, nej, de bidrager sågar villigt til at rulle vores rettigheder tilbage ved at godkende oppositionens valgkampagne Fair Løsning, og ved at anbefale et ja til længere arbejdstider.

De samme arbejdstider, som deres medlemmer har sat liv og lemmer på spil for at gøre kortere! Fy for satan, siger jeg bare. Kan dette på nogen måde være progressivt? For folk med en snert af historisk bevidsthed er svaret enkelt.

I dag står det formentligt klart for mange, at vi ikke længere kan regne med hverken Socialdemokratiet eller SF. Jeg ville selv smide Enhedslisten oven i her — med deres skridt mod at blive en respektabel og ansvarlige samarbejdspartner for en kommende S-SF-R regering. Social retfærdighed kan ikke skaffes af de siddende partier, og jeg tror, at mange som jeg sidder med en bitter smag i munden over, at vi ikke lovligt kan anvende demokratiet til at repræsentere vores synspunkter. Jeg er ingen guru, partileder eller økonomisk vismand, men jeg tror jeg kender vejen ud herfra:

* Fagforeningerne skal have smidt deres ledelser på porten og være kamporganisationer igen, styret af medlemmerne og ingen som helst andre! Vi kan ramme V, K, O, F og A hvor det gør ondt — vi KAN godt kaste en svensknøgle i de hjul, der fylder lommerne på dem og deres allierede i erhvervslivets top!

* Samvittigheden skal råde, når man vælger repræsentanter. LO er i et dødvande, der ikke længere repræsenterer arbejderklassens interesser. Når vores forbund udtaler sig, skal det ske gennem repræsentanter, der ikke lever af det, men som tværtimod står direkte til ansvar over for medlemmerne og kan få deres mandat tilbagekaldt om nødvendigt.

* Vi skal finde solidariske forbund, hvor vi kan diskutere de ting der vedrører os! Beboergrupper, studentergrupper og arbejdspladsgrupper er alle steder, hvor vi kan finde ud af, hvordan vi kan stikke en kæp i regeringens hjul, specielt hvis vi er villige til at sætte handling bag ordene. Jeg siger ikke, at alle skal melde sig ind i Libertære Socialister, men vi MÅ pinedød organisere os, hvis vi vil opnå den styrke, det kræver at slå deres angreb tilbage.

* Vi bør ikke længere se stiltiende til, mens der sker overgreb mod vores medmennesker, uanset om det foregår i en anden arbejdssektor, på homo/bi/trans-diskotekerne eller i Sandholmlejren. Overgreb mod nydanskere, kvinder og seksuelle mindretal skal mødes med selvforsvars- og retsgrupper. Nedskæringer i kontanthjælp og SU må besvares med besættelser af jobcentre og skoler. Forringelser af arbejdstider og -forhold med strejker og angreb på vores ret til forsamling. Kriminalisering af ret til strejke, modstand og forsamling med generalforsamlinger rettet mod politi og politikere, der holder dem ansvarlig for deres afskaffelse af vores frihed og retssikkerhed.

Hvad jeg prøver at sige er, at en anden verden er mulig, men vi får den ikke kun ved at tale om den og rette skingre polemiske angreb mod den kapitalisme og stat, der alligevel er døv overfor dem og som altid vil være det. Vi ses på gaden til efterår, kammerater; jeg ved at vi kan gøre det!






Er 27 år, arbejdsløs, og op til over begge ører i det frivillige. Startede ud i REBEL, ungdomshuse, punk og folkekøkkener, nu medlem af føderationen Libertære Socialister og aktiv i en række andre sammenhænge på den udenomsparlamentariske venstrefløj og det københavnske undergrundsmiljø. I min fritid spiller jeg rollespil og spiser snacks.

Jeg vil en anden verden, hvor arbejdere, akademikere, landfolk og alle andre, frit og ligeværdigt styrer samfundet, direkte-demokratisk og uden indblanding fra stater eller andre undertrykkere bestemmer over ting der ikke tilhører dem. Midlerne må være faglig og social solidaritet, international modstand og direkte aktion. I et Danmark hvor alle partier står for det samme og fagbevægelsen er lammet, er der meget der skal gøres, og jeg var født klar.




Blogarkiv

8. februar 2012
Pia Dyhr, ACTA og ministerråd er fjender af det frie samfund!
6 kommentarer

25. januar 2012
Tak For Ingenting!
7 kommentarer

12. januar 2012
Danmark ud af Afghanistan - Og ud af militarismen!
3 kommentarer

18. september 2011
Skal jeg sige noget om valget?
15 kommentarer

26. april 2011
Skamløs reklame for arbejderkamp!
7 kommentarer

19. februar 2011
Om Anarkisme og Brevbomber
12 kommentarer

25. januar 2011
Anders Samuelsen og Politiske Kompasser
10 kommentarer

1 december 2010
Den Nye Migration!
10 kommentarer

28. august 2010
Der må organisering til
46 kommentarer


Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Det var blot et forspil, der hvor man brænder bøger brænder man også til sidst mennesker.

Heinrich Heine. Tysk digter (1797-1856).

Flere citater