Vi er flyttet! modkraft.dk


Fattigdom for folk flest

Af Mattias Tesfaye | 17. august 2009 | 8 kommentarer

- 25 kroner ned i timen. Det kan sgu mærkes. Konen arbejder inde i Virum. I en børnehave. Nu tjener vi det samme, bortset fra at hun har fuld løn under sygdom og den slags. Jeg klager ikke. Vi kan blive i huset. Altså så længe jeg har arbejde. Og så længe vi ikke bliver sat yderligere ned.

Jeg mødte Kalle senere den dag i en baggård i København. Han er murersvend af typen, der kører alene rundt i en Toyota Hiace, og laver det hårde, beskidte arbejde, før andre kommer til.

Før Kalle besøgte jeg et sjak, der ombygger Aurehøj Statsgymnasium i Gentofte. Her overhørte jeg en samtale mellem to - de må have været - 3G’ere, der diskuterede om årets første gymnasiefest skulle have finanskrisen som tema. - Nogle kan ligesom komme som stor cigar, lækker slæde, du ved. Andre som totalt nordvest-bumser, foreslog den lyshårede overklassedreng, mens makkeren nikkede småsmilende tilbage, og forestillede sig krisefesten.

Kalles byggeplads lå netop i Københavns nordvestkvarter. Kalle er fra Sydsjælland, og født i 50’erne. Mine forældres generation. Babyboomerne, velfærdsbørnene. Dem debattørerne fejlagtigt kalder rødvinsgenerationen, fordi debattørerne selv er kommet i rødvinsalderen. Kalles far var murer. Ligesom hans farfar.

Da Kalles far blev udlært, rejste farfar sig op, og holdt en tale. Velkommen i faget, havde han sagt, stolt til sin søn. Da Kalle selv blev udlært, rejste farmand sig op og læste højt fra Pelle Erobrerens tredje bind. En fantastisk passage hvor Pelle’s svigerfar; fagforeningsmanden, håndværkeren, familiefaderen, socialisten, Murer Stolpe, holder en kort tale for sin søn, Frederik, der netop har fået svendebrev som murersvend:

- Men så var det altså din tur Frederik. Nu er du svend, og skal altså tage ansvaret for at tingen kommer i lod og vinkel. Vi to har jo taget tørnen på stilladset, og kender så nogenlunde hinanden - du har sommetider været en klovn, og somme tider et fæhoved’, og det har ikke manglet på en lussing fra din gamle… Og den ros skal du have, at du kan dine sager, du behøver ikke stikke op for nogen. Vis nu hvad du duer til min dreng! Hold dit skifte, så kammeraterne ikke skal tage dig på slæb! Og snyd dig ikke fra din omgang!..

Og så er der bare to ting til, føjede han alvorligt til. Lad vær at ha’ pigebørn rendende nedenfor stilladset i arbejdstiden - det ser aldrig godt ud! Og hold altid kammeratskabet højt. Der er ikke noget navn så lurvet, som ordet skruebrækker!

Frederik blev udlært i et af de højestlønnede fag i København. Faktisk tjente murerne så meget - dengang i 1899 - at enkelte af dem, havde råd til en treværelses! på det solide Nørrebro. På den måde kunne forældrene have eget soveværelse, de fem børn kunne dele det andet rum, og stuen - Stuen! - med den mørke kommode, amagerhylden og det næsten-ikke-slidte gulvtæppe, kunne tage sig ud som et anstændigt rum at modtage gæster i, præcis som de fine gjorde det. Wauw!

Kalles to sønner går begge i folkeskolens ældste klasser. - Og jeg har sagt til dem, at håndværk, det skal de sgu ikke vælge. Vores tid er forbi. Fra nu af går det nedad bakke, Kalles øjne flakser alvorligt ud gennem det uglede pandehår. - Men har du ikke haft et okay arbejdsliv, forsøger jeg opmuntrende. - Jo for helvede, jeg kunne ikke ønske mig bedre, men prøv at tage en snak med tyskerne, han peger med tommestokken i retning af to mand, der ligger på knæ, og fuger murværk længere nede ad stilladset. - 50 timer om ugen. Og fire timer uden løn om lørdagen. 8 euro i timen, og ingen fagforening. Slaveri!

Kalle og mine forældre, tilhører den første generation af lønarbejdere i moderne danmarkshistorie, der efterlader et arbejdsmarked under afvikling. På Pelle Erobrerens tid var livet barskt, og arbejdsforholdene havde ikke rystet bondesamfundets trældom af sig endnu. Men det gik fremad. Murer Stolpe kunne trygt efterlade stilladserne til sine sønner i visheden om, at holdt man blot sit skifte, gav sin omgang, undgik pigebørn under stilladset og holdte sig fra strejkeramt arbejde - så ville arbejdslivet - og dermed livet - udvikle sig til det bedre. Sådan er det ikke i dag.

Kalle har forstået hvad samtlige politiske kommentatorer, højt profilerede politikere, økonomiske analytikere og andre citerede personer endnu ikke har fattet: Den igangværende økonomiske krise betyder en acceleration af den allerede eksisterende udvikling mod regulær fattigdom for store dele af arbejdende mennesker i Danmark. En fattigdom for folk flest.

Ikke kun fordi arbejdslivet ændres, fra medindflydelse til enevælde, fra anstændig hyre til lorteløn, fra fagligt til ufaglært, fra stolthed til underdanighed. Men i ligeså høj grad fordi det betyder lavere kvalitet af arbejdet, og dermed forringelse af de produkter eller den ydelse som almindelige mennesker har råd til at betale for.

I et godt samfund er det faglærte murere, der sætter fliser op i det sociale boligbyggeri - i Frankrig er det ufaglærte, der kaster fliserne op for folk flest. Kun de rigeste har råd til udlærte flisemurere, og dermed pæne mosaikklædte badeværelser. I et godt samfund er det uddannede folk der passer småbørn for folk flest - i England er det ufaglærte mødre, der fungerer som dagplejere. De rigeste får derimod passet børn af uddannede pædagoger med faglighed. Et fattigt arbejdsliv, skaber altså et fattigt samfund for folk flest.

Glem ældrebyrden, glem burkaer, glem skattetrykket, glem klassekvotienten, glem irakerne i kirken, glem den daglige trummerum - bare i fem minutter. Og slik så sultent tallerkenen efter at have spist følgende statement: Den største politiske udfordring vores generation - nej, undskyld - vores klasse, står overfor, er mobiliseringen af os selv og hinanden, i forsvaret af et anstændigt arbejds- og dermed samfundsliv. Amen.


Og med den salut, lukker jeg (midlertidigt?) ned for bloggeriet, og overlader stafetten til min ven og politiske soulmate Kasper Bjering Jensen.


Per eller Hermann – Klub eller hold… tanker om Brøndby

Af Mattias Tesfaye | 27. juli 2009 | 8 kommentarer

Dette er en gæsteblog fra Kasper Bjering Jensen - kærligheden til klubben fra Vestegnen står udelukkende for forfatterens egen regning.

Brøndbyernes Idrætsforening er i dag Danmarks største fodboldklub med cirka 1.500 medlemmer og en stor ungdomsafdeling.

Sådan lyder det på hjemmesiden brondby.com om amatørafdelingen bag selskabet Brøndbyernes IF Fodbold A/S, der driver superligaholdet Brøndby IF. Blandt tilhængerne taler man om ”klubben” – men hvad mener man egentlig når man siger ”klubben”?

Ifølge Wikipedia betyder ordet ”klub”: Sammenslutning af personer, undertiden tilhørende samme samfundslag eller sociale interessegruppe, med det formål at dyrke fælles selskabelige, politiske, idrætslige, kunstneriske eller andre interesser.

Klubben er altså foreningen med 1500 medlemmer. Foreningen består af en myade af hold. Pige-junior, drenge-mikroput, old-boys, osv. I blandt dem er det mest kendte herre-senior-førsteholdet, som siden 1982 har ligget i den bedste række – oprindeligt 1.division, siden 1991 superligaen.

Herre-senior-førsteholdet – eller superligaholdet – er fuldtidsprofessionelt og drives som et aktieselskab. Aktierne er delt i såkaldte A- og B-aktier. A-aktierne er dem der bestemmer, B-aktierne er dem der forrenter en investering.

En stor del af A-aktierne ejes af den såkaldte Brøndbyernes IF Fodbold Fond, hvis formål det er at sikre amatørafdelingen – dvs. klubben – kontrollen med selskabet. Fonden og klubben sidder tilsammen på ca. 40% af stemmerne, hvilket giver reel kontrol over selskabet.

Når der er sammenhæng mellem at holde med de blå-gult-klædte ved superligakampe på Brøndby Stadion og det at holde med ”klubben”, så skyldes det først og fremmest de tætte bånd mellem klub og hold. Superligaholdet er virkeligt klubbens hold – de forreste blandt ligemænd (sådan da…).

Der er dog andre forretningsmodeller i dansk fodbold. Populært er det, med FCK som forbillede, at adskille superligahold fra deres placering som et blandt mange hold i en fodboldklub.

Da Peter Schmeichel ønskede at købe Brøndby for 250 mio. kr., var det den model han havde i tankerne. Og forretningsmæssigt set er det helt sikkert klogt. Et kommercielt selskab kan aldrig nogen sinde have gavn af at slæbe rundt på en tung amatør-organisation – en ”klub”.

Selskabet ”PARKEN Sport & Entertainment A/S” (PSE), hvis ene af 8 binavne er ”Football Club København A/S”, har taget konsekvensen af dette. Dygtigt har man brandet sig som ”byens hold” – ikke ”byens klub” – og udvidet forretningen med ejendomme, vandland, osv. Forretninger der har givet mulighed for at opbygge fodboldholdet som et stærkere mærke og en større sportslig succes.

Hvordan skal man som fodbold-tilhænger forholde sig til dette? Jo, først og fremmest må man tage stilling til om man holder med en klub eller et hold. Er det komplekset af 1500 medlemmer fordelt på mange hold, eller er det første-herre-senior-holdet alene man støtter.

I det sidste tilfælde forstår jeg godt at man vil udskifte Per Bjerregaard med Peter Schmeichel. Hvis man er kunde i en oplevelses-butik, ønsker man naturligvis først og fremmest at købe sig gode oplevelser. Det har kunderne i PSE’s afdeling for fodbold fået i rigelige mængder de seneste 10 år.

Er man derimod tilhænger af en klub, går klub-fællesskabet forud for den gode oplevelse. Man kan ikke være en kunde der shopper rundt. Man må tage pakken i med- og modgang. Og det sidste har tilhængerne af Brøndby måttet leve med rigelige mængder af de sidste 3 år. Så meget, at dem der egentlig kom som oplevelseskunder, nu højlydt kræver klub-modellen afløst af et PSE-lignende forretningskoncept.

Selv holder jeg med klubben. Naturligvis følger jeg, som så mange andre, stort set kun med i superligaholdets kampe, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville følge klubben ned i 1. division eller for den sags skyld gennem en konkurs ned i Danmarksserien, hvis det skulle være.

Naturligvis kommer jeg også for at få gode oplevelser og bliver rasende og grædefærdig, når holdet spiller, som de gjorde i sæsonerne 2007 og 2008. Men den største frustration er de ”fans”, der på tribunerne opfører sig, som om de havde fået serveret et dårligt måltid mad på en restaurant. De angriber spillere, trænere og ledere i et væk. Køb dog jeres oplevelser et andet sted!

Og netop denne konflikt mellem at være superligahold i en hæderkronet klub eller at være en kommercielt dygtig konkurrent på oplevelsesmarkedet, er formentlig hovedindholdet i konflikten mellem Per Bjerregaard og Hermann Haraldson, som sidstnævnte heldigvis tabte.

Det er muligt – jeg ved det ikke – at Per Bjerregaard ikke er den optimale leder af den model, der kombinerer klub og professionel fodbold, herunder at hans søn er en inkompetent sportschef. Men som sagen er lige nu, er Per Bjerregaard det stærkeste forsvar mod at gøre Brøndby til endnu en FCK-model.

Supra Societatem Nemo – Ingen over klubben!


En sportsminister, tak

Af Mattias Tesfaye | 18. juli 2009 | 5 kommentarer

I idrætstimerne var det ikke Anita Bay Bundegaards slæng, der var i centrum. Her fik duksene kort snor. De stod der med deres nye hvide Hummel-sko og pandebånd og lærer-se-mig-blik-i-øjnene, men lige lidt hjalp det - vi tromlede dem. Vi skød bevidst efter deres kloge hoveder i høvdingebold, vi tacklede deres franske finesser i fodbold, og vi nød deres forvirring når de ikke vidste, hvordan de skulle forholde sig, når de knap blev valgt sidst i førstevælgersystemet. Endelig en kampplads hvor vi var konger, og de var bønder. Det’ næverne, ikke kæverne!, som man opdrager kolleger på stilladset, der ikke kan arbejde mens de snakker.

Da Nyrup-regeringen gik af 27. november 2001 og udviklingsministeren, den radikale Anita Bay Bundegaard, vendte tilbage til dagbladet Politiken som redaktør, opstod der blandt kulturelitens journalister på avisens redaktioner en hånlighed, en misundelse, en bitterhed, som fik afløb ved at hetze en af Foghs nyudnævnte ministre: Kultur-Brian!, klukkede de med en indforstået foragt for den nye kulturministers folkelige fornavn (jeg mener, det svarer jo til at have en undervisningsminister, der hedder Heidi, det går bare ikke, vel..?).

Et par år efter, havde den borgerlige regerings opgør med smagsdommerne, rykket styrkeforholdene mellem venstreliberale Rifbjerg-typer og nykonservative slipsedrenge, i regeringens nævn, råd og udvalg. Det område der stod forrest i den borgerlige sanering, var kulturministeriet. Og på den måde steg hadet til vores kulturminister til perfide højder blandt Anita Bay Bundegaards medarbejdere og kernelæsere.

Da Brian Mikkelsen tilmed var omrejsende i one-liners, der var som skabt til at provokere parnasset, som f.eks. idræt er ligeså vigtigt som musikfestivaler, kom det ultimative nedladende modsvar: Sportsminister! Brian havde aflyst et foredrag hos det finkulturelle pindemads-jetset, og i stedet valgt at prioritere en foto-session med glade danske guldmedaljevindere. Sportsminister! Det var ikke pænt ment.

Men hvorfor egentlig ikke? Siden hvornår er sport blevet en entydigt borgerlig politisk platform? Hvorfor er det kun kongehuset og Kultur-Brian, der er på plads når guldfireren, de jernhårde ladies, Kessler eller AGF præsterer i grænselandet til mirakler? Helle Thorning er til koncerter i Parken, og Villy Søvndal er til Jazzfestival. Fint nok, men hvad med sporten? Hvor er venstrefløjens kærlighed til sveden, til viljen, til den tavse præsterende krop? Hvor er venstrefløjens sportspolitik?

Den hastigst stigende idræt er fitness. Titusindvis af danskere kommer ugentligt i fitnesscentre, hvor de kæmper mod sig selv og hinanden. Her gælder det ikke bare om at være med, som de bløde feminine pædagoger forsøgte sig med i min barndom. Her gælder det om at vinde, først og fremmest over sig selv, og sin egen ugidelighed. Men fitnessbølgen repræsenterer samtidig en liberalisering af idrætslivet. Det dyrkes i private profitdrevne centre, i modsætning til det øvrige frivillige foreningsliv. I fitnesscentret er vi kunder i en butik, ikke medlemmer af en klub.

Tidligere var det aktive foreningsliv helt fremme på beatet og organiserede hurtigt nye hold på tidens trends; basketball, aerobic, amerikansk fodbold. Men fitness er venstrefløjens og folkelighedens nederlag. Her har vi foreløbig tabt slaget. Det er konsekvensen af en manglende sportspolitik. Mit forslag skal derfor være: Lad os benytte sommerferien på at foreslå noget nyt, nemlig at oppositionen vil oprette et sportsministerium i en kommende regering, og prioritere området højt.

Med udgangspunkt i de folkelige idrætsgrene som fodbold, håndbold, boksning, svømning, ridning, basket, bodybuilding, cykling, gymnastik, og fitness kan vi gøre store fremskridt i forhold til folkesundheden, integrationen og det sociale arbejde blandt samfundets svageste.

Måske kan unge sportsudøvere, ja måske endda sporten i sig selv, lære unge socialister noget. Mange opfatter venstrefløjen som forsmåede og tyndarmede drenge i alt for stramme cowboybukser. Og forargede gymnasiepiger, med nye skoletasker, der altid bandt deres skolebøger ind, og havde frugt og grønt med i madpakken, og som nu x-antal skoleår efter, ser uddannelse som svaret på alt; stofproblemer?, vi har et kursus!, fyret?, videreuddannelse!, DF-vælger?, læs den her bog!, skoletræt?, SKOLETRÆT?, stakkels taber…

Venstrefløjen har en stolt tradition for at vinde i klassesamfundet. Men de sidste par årtier har vi ikke rigtig kunne vinde så meget andet end kampen i klasseværelset. Vi savner en ny mentalitet. En vindermentalitet. En tro på at det ikke bare handler om at være med i den sociale kamp. Det handler om at vinde, ellers kan det være ligegyldigt.

Mon ikke de titusindvis af unge fitnesstøser, der med forpustet sidestik kæmper sig gennem spinningholdet, drengene, der dagen efter en druktur møder klokken 7 til firmafodbold, og de indvandrerrødder, der trodser lektierne, og lærerne, og danskerne, og bokser sandsækken og nattehimlen gul og blå med stjerner på - mon ikke de har lidt af den vindermentalitet, der kan pakke tab-og-vind-med-samme-sind-mentaliteten ned under skolepulten, og igen kan give venstrefløjen vind i sejlene?


Pernille og jeg

Af Mattias Tesfaye | 12. juli 2009 | 3 kommentarer

Jeg har fem idoler: Hristo Stoitchov, Axl Rose, Pernille Rosenkrantz-Theil, Jesus af Nazaret og M. C. Lyngsie. Og nu hvor jeg har listet dem op ved siden af hinanden, bliver jeg helt skræmt. De er jo ens! Og ikke nok med det; de udgør på hver sit felt både alt det bedste og alt det værste i mig selv. Jeg hader dem for det samme, som jeg hader mig selv for. Og elsker dem for det samme, som jeg elsker mig selv for. Mine fem idoler. Mine fem spejlbilleder. The Man In The Mirror! - tiderne taget i betragtning.

Først vil jeg gerne undskylde til dig, kære læser. Mine sidste par blogupload, og nu også denne her, kommer til at handle om det vesteuropæiske Socialdemokratis problemer. Jeg har simpelthen ikke andet politik i tankerne for tiden. Uanset hvor jeg stikker snotten hen, ser jeg tegn, referencer, idéer, symboler, eksempler, fortællinger, der alle fungerer som brikker i et puslespil, der forhåbentligt kan svare på det spørgsmål, jeg stillede i indlægget Æskefesten: Er socialdemokratismen forbi?

Verdenshistoriens bedste fodboldhold var Barcelonas El Dream Team i sæsonen 93/94. I den forbindelse er der skrevet og sagt meget om Romario og Laudrup, og alt, alt for lidt om holdets helt store stjerne Hristo Stoitchov, der med en fuldstændig vanvittig aggressivitet som brændstof, kunne afgøre fodboldkampe i løbet af få minutter. Uforudsigelig i sin løbebane, genial i kontraspillet, brutal i sine afslutninger og skræmmende strategisk i sin egoistiske tilgang til egen person. I’m loving it!

Da jeg som nybagt murersvend en mørk novemberaften i 2001 sad og så valgfjerner, var humøret mildest talt i bund. Nogle vandkæmmede VU’ere fejrede deres sejr på en stor færge i København, og Christiansborg-dækningen var et close-up af Poul Nyrup, Jelved og Holger K. - totalt groggy i hvert sit 90’er-ringhjørne. Jeg sad på sengekanten med tandbørsten og var millimeter fra at slukke og gå til dynerne, da Pernille trådte frem på skærmen. Jeg husker det stadig som en halvreligiøs oplevelse. Skarp er for sløvt et udtryk. Den aften indledte hun troen på et liv under Fogh. Den nat drømte jeg om korthårede københavnertøser.

Uden det intrigante narkovrag Axl havde Guns n’ Roses måske stadig eksisteret, men til gengæld aldrig slået i gennem udenfor lukkede kredse i Los Angeles. På samme måde ønskede mange faglærte forbundsformænd og top-socialdemokrater gerne arbejdsmændenes førstemand Lyngsie gemt af vejen, men i dag ved enhver at velfærdssamfundet og dermed Socialdemokratiet, havde været en skygge af sig selv uden en faglig organisering af de ufaglærte. Barcelona træner Johan Cruyff havde det på samme måde med sin hidsige bulgarer, og mange jødiske skriftkloge græd tørre tårer da romerne klyngede Jesus op på korset. Stoitchov, Axl Rose, Kristus og Lyngsie var eksplosive elementer for deres omgivelser. Svære at arbejde sammen med, men umulige at undvære.

Jeg kender mine idoler, og blev derfor ikke overrasket da jeg på en pakistansk Vesterbro-restaurant fik af vide, at de ville melde sig ind i Socialdemokratiet. Siden Pernille fik ny partibog har jeg læst alle interviews jeg kunne komme i nærheden af, senest i det nye nummer af Ud & Se. Og jeg er blevet venner med hende på Facebook, og herfra læser jeg pligtskyldigt alt hvad hun linker til, i går f.eks. et ret godt Svend Auken-interview i Information. Jeg kan godt føle mig lidt som en kratlusker, men da min gamle kærlighed fra 2001-valget har skiftet parti, ligesom mig selv, er det sgu helt rart at kunne følge Pernilles overvejelser uden selv at have så meget på spil. Jeg mener, det er vel derfor, der i det hele taget findes den slags, altså idoler.

Stoitchov blev ofte skiftet ud, hvis altså Cruyff nåede det, inden han sablede en eller anden tilfældig modspiller ned i frustration over hans eget dårlige spil. Halvdelen af alt musik Axl Rose har udgivet, er håbløst dårligt. Og Bjergprædikenen… Gab, det var - trods alt - ikke alt, der lykkedes for Den Salvede. Sådan har jeg det også med Pernille, sådan cirka halvdelen holder, som f.eks. hendes kritik af revolutionen som politisk strategi. Jeg er sådan set enig med hende. Den revolutionære vesteuropæiske socialisme blev begravet under murbrokkerne i Berlin. Men inden Pernille og jeg kommer for godt i gang, bør vi overveje om kommunismen døde alene, eller om socialdemokratismen, som vi kender den, den klassiske reformisme, ligger under den samme mur?

Den slags går jeg, og tumler med for tiden. Jeg mener, kan man forestille sig de vesteuropæiske velfærdsstater uden eksistensen af Sovjetunionen? Ville amerikanerne have smidt 13 milliarder Marshall-dollars efter industrialiseringen af Vesteuropa, hvis ikke socialismen sad ved regeringsbordene på halvdelen af kontinentet? Kan man forestille sig børnehaver, folkepension, gratis uddannelse og dagpenge uden den produktivitetsstigning, som denne (gen)opbygning af industrien førte med sig?

Jeg er ikke den eneste, der går, og funderer over den slags tanker for tiden. Sidste weekend konstaterede Ritt Bjerregaard såmænd i et stort overset interview i Information, at Socialdemokraterne er aldrig kommet sig over 89. En ret overraskende udmelding fra den kant. Ligesom den tidligere tyske formand for Socialdemokraterne Oscar Lafontaine i et interview for nylig med avisen Neues Deutschland, gør sig nogle af de samme overvejelser. Ritt og Oscar er desuden enige om at det eneste sammenhængende bud på at komme ud af dødvandet var Tony Blair og Anthony Giddens markedsorienterede Tredje Vej-socialdemokratisme, men de to er samtidig også enige om, at vejen Beyond Left And Right, som Giddens kaldte en af sine bøger, har udspillet sin rolle, som Ritt så Rittsk siger det i interviewet.

Hvad betyder det for Pernille og jeg? Har vi forladt det ene dødsbo, for at tilslutte os nogle andre? Sådan ser jeg ikke på det. Men før jeg begrunder det, vil jeg gerne fortælle en lille historie fra sommeren 2002, hvor jeg gik sammen med en arbejdsmand, Barney, Geil og en lærling, og ombyggede Århus Hovedbanegård.

Vores arbejdsmand var kommunist som mig selv. Og vi diskuterede somme tider politik under arbejdet. En dag luftede jeg forsigtigt min usikkerhed med vores fælles politiske projekt på den yderste venstrefløj, og til min overraskelse kom han mig ganske enig i møde på de væsentligste kritikpunkter. Det var faktisk en lettelse, som er svær at beskrive omfanget af. Jeg vil derfor hoppe lige til vores konklusion: Hvis vi nogensinde skulle skifte parti, ville vi gå direkte til Socialdemokratiet. Den bløde venstreorienterede mellemvare i SF gad vi helt sikkert ikke. Et arbejderparti!, ikke alle de kloge københavnere.

I dag argumenterer Pernille fra nogenlunde det samme standpunkt, når hun skal forklare sit partiskifte. Og jeg kan derfor godt forstå, hvad hun mener. Og det hele ville såmænd også være meget lettere, hvis hun havde ret, og arbejderbevægelsen havde lignet sig selv fra den kolde krig. Med en nordeuropæisk protestantisk socialdemokratisme på den ene side, og en ortodoks sovjetkommunisme på den anden. Et klart valg, hvor både arbejdsmanden, Pernille, Ritt, Svend Auken, Lafontaine og jeg er enige om, at alle de bogstavkombinationer der tilsammen hed det nye venstre, ikke rigtig havde nok at byde på.

Men hvis vi antager, at der ikke kun lå et, men to lig under murbrokkerne, da de blev kørt væk, knust og brugt til Autobahn-grus under asfalten vestpå, så fungerer Pernilles logik ikke. Så er hun ikke gået fra det ene afklarede klassekampsstandpunkt til det andet, sådan som hun hævder d. 27. juni i Politiken under overskriften Partiskifte værre end skilsmisse med kommentaren Mange i Enhedslisten mener, at fagbevægelsen er kernen i det politiske arbejde. Og det har de til fælles med socialdemokraterne. Derfor er der logisk sammenhæng. Hvis SF var en avis, ville de nok have en større kulturredaktion end arbejdsmarkedsredaktion.

Omkring det med avisredaktionerne i SF havde hun måske ret for nogle år siden. Men her ville socialdemokraternes arbejdsmarkedsredaktion hede Finans, og være skrevet af halvliberale Frit Forum folk, og Enhedslistens ville hede Fagligt og være skrevet af folk uden fag - konsekvensen af det sidstnævnte kan i øvrigt læses i Richard Sennets seneste udgivelse The Craftsman en glimragende gennemgang af håndværket og dets betydning.

Alt det med redaktionerne er måske meget sjovt, men langtfra det afgørende. For hvis vi antager at der lå to lig i Berlin den novemberaften i 89, så har både Pernille og jeg foretaget partiskifte på en identitetssøgende venstrefløj i strategisk opbrud. Det betyder ikke, at hverken det parti vi forlader, eller dem vi ankommer til, er ideologiske dødsboer. I hvert fald ikke endnu. Det afhænger af både hendes og mit nye partis (og i parentes bemærket, såmænd også vores fælles gamles) evner til at formulere et nyt politisk projekt på den anden side af den kolde krigs vigtigste politiske skillelinje i arbejderbevægelsen, altså Beyond Reform Og Revolution.


Schou-Epa

Af Mattias Tesfaye | 1 juli 2009

Du mener det samme som mig. De fleste mener det samme som mig: Schou-Epa bygningen på Frederikssundsvej er betongrim udover alle grænser og i øvrigt en misforstået hyldest til industrialiseringen. Alligevel valgte Københavns Kommune at præmiere den i 1972. Sådan var det dengang. Gråt armeret beton og glas, med en påtaget arkitektonisk social kritik. Kystbanesocialisme, siger jeg bare! En pubertær-akademisk forståelse af forholdet mellem hus og menneske. Nå, nok om det.

Jeg afsluttede mit sidste blogindlæg i oprigtig forundring over hvad der egentlig blev af det gode arbejde. Simpelthen fordi jeg er overbevist om, at nøglen til at forstå socialdemokraternes og venstrefløjens aktuelle problemer skal findes her, i arbejdslivet. Det kræver en uddybning.

Nede foran Schou-Epa bygningen står der som regel en mand og en hund og sælger Hus Forbi. For et stykke tid siden stod der i bladet, at man skal måle et samfund på, hvordan det behandler sine svageste. Jeg er uenig. I hvert fald hvis formålet er, at måle hvor godt samfundet er for sådan en som mig selv.

De hjemløse bliver jo behandlet som dyr af både det amerikanske, danske, japanske, brasilianske og marokkanske samfund. Hus Forbi kan selvfølgelig have ret i, at for de svageste kan det være hip som hap, hvor hun chikaneres af politiet, mens hun junker overbetalt dope i sin sidste vene, før hun ligger sig til at sove i en pis-stinkende kælderhals. Men for arbejderklassen, er der altså stor forskel på de nævnte lande.

Det har jeg bemærket på mine rejser, hvor jeg altid forsøger at lure de lokale byggepladser af. Er de effektivt indrettet?, går folk i anstændigt arbejdstøj?, ranker de ryggen?, hvordan med sikkerheden?, hvor spiser de madpakken?, står der en funktionærtype i rent tøj på pladsen og skeler til de andre, uden at lave noget selv? Resultaterne af den slags feltundersøgelser fortæller alt om landets politiske situation. Et samfund skal altså måles på hvordan bygningsarbejderne har det, tænker jeg. Eller mere præcist; hvilken vej bygningsarbejderne er på vej til at få det - det er tendensen, ikke snapshottet, der er afgørende.

Det er f.eks. svært at forestille sig et samfund, hvor lønningerne og organisationsgraden falder. Og hvor ulykkerne og arbejdstiden stiger. Samtidig med at daginstitutionerne udbygges, folkepensionen forhøjes og flere unge får en uddannelse. En solidarisk politik er udløberen af en social bevægelse for et godt arbejdsliv, ikke omvendt.

Og enhver med to dages joberfaring ved, at det gode arbejde aldrig er et resultat af en flink arbejdsgiver. Det gode arbejde opstår hvor det lykkedes at fravriste cheferne nogle privilegier. Derfor bliver det nutidens helt store spørgsmål, hvordan det lykkedes arbejderklassen at få magt på arbejdspladserne dengang det for alvor gik fremad med velfærdssamfundet, altså i de gyldne år fra 2. Verdenskrigs afslutning og frem til oliekrisen i 1973. Noget er i hvert fald forandret siden da. Og denne ændring må give en del af svaret på socialdemokratiernes kollaps ved det netop overståede Europaparlamentsvalg.

Mikkel, du beder mig om, også at beskæftige mig med den kreative økonomi, og med vidensøkonomien. Jeg forstår hvad du mener, og er meget enig i, at forskydningerne i vestens erhvervsstruktur også gemmer på en del af svaret på parlamentsvalgets resultater. Det vil jeg skrive om næste gang.

Det her blogindlæg skal i stedet afsluttes hvor det startede, nemlig ved Schou-Epa bygningen i de første par år af 70’erne. En tid hvor alt så ud til at gå fremad for arbejderbevægelsen, og hvor økonomer i LO, arbejdede seriøst med udviklingen af Økonomisk Demokrati. Det er først nu, mange år senere, at Bretton Woods-systemets kollaps i ’71, Danmarks indtræden i EF i ’72, kuppet i Chile i ’73 og mange andre episoder, har gjort os klogere på, at start-70’erne ikke var indledningen på mere demokrati og sociale fremskridt, men snarere slutningen på det franskmændene kalder de glorværdige tredive – Les Trentes Glorieuses.

Under opførelsen af dette misfoster af et varehus på Frederikssundsvejen i 1971, lagde over 100 arbejdere værktøjet i protest mod sikkerheden på byggepladsen. Arbejdsstandsningen var kort, men blev landskendt da den udviklede sig til en principsag om begrebet liv, ære og velfærd. Tre ord der ikke alene signalerede en udvikling i forståelsen af det gode arbejde, men som samtidig udfordrede socialdemokratiets efterkrigstids-ideologi - den sociale ingeniørkunst. Og så endda med den frækhed at angribe midt i systemets hjerte, nemlig ved opførelsen af velfærdssamfundets og ingeniørkunstens egen katedral, et konstruktivistisk varehus.

Det er min påstand at forandringerne i forståelsen af det gode arbejde skabte rum for, at en type som Morten Messerschmidt i dag kan høste 284.258 personlige stemmer, heriblandt en del tidligere socialdemokratiske kernevælgere, som ikke har kunnet finde sig til rette på det arbejdsmarked, der udviklede sig i årtierne efter Schou-Epa konflikten.


Gute Arbeit

Af Mattias Tesfaye | 26. juni 2009 | 3 kommentarer

Kom, tag min hånd, følg med mig. Vi passerer Alexander Platz i det østlige Berlin. Fjernsynstårnets spir strækker sig stolt mod himlen, mens sigøjnernes tomme kaffekrus strækker sig ydmygende frem mod småmønter fra berlinere og turister, der nyder juni-solen på caféerne med kaffe og ketchup und zwei mal all-american breakfast. Alex, slet og ret, sådan kalder de pladsen, de lokale.

Vi skal her ind under kunsten, som de har opsat i anledning af 20 året for Berlinmurens endeligt. Wir sind das Volk!, står der igen og igen på de stålgrå plader, der er spændt ud over hovederne på os. Sloganet er en gentagelse og en hyldest til det borgerlige demokratiske oprør, der i 1989 spredte sig og endte med et helt verdenssystems sammenbrud. DDR-ledernes jargon henvendte sig til befolkningen på Folkets vegne. Wir sind das Volk!, altså, Vi er folket!, fungerede som oprørets oneliner tilbage i face på Honecker-slænget, der efterhånden virkede som alt andet end repræsentanter for noget folkeligt, og da slet ikke Folket.

Kom, vi skal videre, ud på den anden side af Alex. Heromme står en scene omgivet af røde Die Linke faner, og vokuhila-typer, der deler løbesedler ud til forbipasserende folk som os. Om en time skal partiets ene formand Lothar Bisky holde tale, derefter tanzen! - für ein soziales Europa. Vi bør kigge forbi dansen for et socialt Europa, hvis vi får tid. Men før vi smutter, nu vi er her, prøv lige at tjekke scenens bagbanner ud - Für gute arbeit und den europäischen Mindestlohn. Parolen om godt arbejde - og en europæisk mindsteløn, er samtidig det tyske socialdemokratis hovedkrav op til europaparlamentsvalget. Temaerne går igen i de tre store tyske fagforbunds Ver.di, IG Bau og IG Metall, der alle kører kampagne for Gute Arbeit.

Jeg mener, sådan nogle som os to, bør bemærke den slags. Da jeg var i England for et halvt år siden, var det absolutte hovedslogan for 3Fs søsterorganisation Decent work for decent pay. Og da unge i Frankrig i 2006 og ditto grækere et par år, efter raserede storbyerne, kunne man på husfacaderne i mange måneder senere læse slogans tagget over samme læst. Endeligt overbevist blev jeg i går, da jeg i en diskussion med et tysk murersjak, gik ud fra, at de var i Danmark fordi de ikke kunne få arbejde i Mecklenburg-Vorpommern hvor de kommer fra. Forkert!, Mattias, svarede de. Og prøv at lytte til deres fortsatte svar, det har i hvert fald givet mig selv lidt at tænke over…

- Det er langt sværere for os at få arbejde i Danmark end i Tyskland. Men her i København arbejder vi mandag til torsdag, 37 timer og vi bliver behandlet med respekt af mester. Torsdag aften er vi hjemme ved familien og kan være sammen med dem indtil søndag aften. Når vi arbejder hjemme i Rostock har vi tolv timers arbejde mandag til fredag, og skal ofte også arbejde lørdag. Men vi får alligevel kun løn for 40 timer, og lønnen er kun det halve af jeres her i Danmark. Når vi kommer sent hjem om aftenen, skal vi først i bad, det eksisterer ikke på arbejdspladsen, og så er børnene for længst lagt i seng. Vi får paradoksalt nok mere tid til os selv, ved at rejse til et andet land og arbejde. Dernede er det diktatur, heroppe er der fagforeningsregler.

Altså, de rejser ikke efter arbejde, de rejser efter godt arbejde. Og det er noget andet.

Vi er på udflugt i socialdemokratiernes nederlag, på svømmetur i de dovne fadøl, der stod på langbordene efter sossernes fuser af en valgfest. Vi er på ydmyg post mortem obduktion i et politisk parti, en menneskeskabt organisation, en relationskonstruktion af den slags man må lære at elske, for ikke at hade sig selv.

Jeg er i tvivl om meget i den forbindelse. Men føler mig trods alt sikker på, at vores rejse må starte her. I kapitalismens motorrum, i arbejdslivet. I oprigtig forundring over, hvad der egentlig blev af det gode arbejde.


Æskefesten

Af Mattias Tesfaye | 22. juni 2009 | 2 kommentarer

Det kan for mange, måske specielt unge, være svært at begribe de vesteuropæiske socialdemokratiers betydning for det 20. århundrede. Partierne opfattes på linje med alle de andre, deres medlemmer som alle de øvrige, og med programmer som så mange andre.

Men når kun seks procent af de stemmeberettigede briter troppede op og satte kryds ud for Labour ved det netop afholdte europaparlamentsvalg. Og vi samtidig kan konstatere at socialdemokraterne i Tyskland og Frankrig har tabt stemmer i et omfang, og på en måde, der for en gang skyld gør begrebet historisk, til det mest velvalgte, så mener jeg det er tid til alvorlig refleksion i hele arbejderbevægelsen, blandt alle der kalder sig socialister.

Jeg ville derfor gerne skrive det altomfattende blogindlæg, om hvor alvorligt jeg opfatter situationen. Ja, jeg har faktisk forsøgt, men alene mine notater fylder fem sider. Og nu har jeg slettet hele lortet, og åbnet en dåsebajer.

I stedet vil jeg i den næste række indlæg forsøge at besvare nogle af de spørgsmål, der presser sig på i mine egne tanker. Spørgsmål der alle kredser om det samme tema: Er det socialdemokratiske århundrede forbi? Og hvad betyder det - for arbejderklassen og for de socialistiske idéer?

Indtil da, vil jeg godt henlede opmærksomheden på en glimrende skribent, der hver eneste fredag i efterhånden mange år, inspirerer med sine klummer i dagbladet Arbejderen.

Fyren hedder Kjeld Stenum, han er medlem af samme fagforening som mig selv, og arbejder som ufaglært jord- og betonarbejder. For snart seks år siden bragte han en lille anekdote, som jeg siden har brugt i adskillige sammenhænge. Den handler såmænd om den socialdemokratiske velfærdsstat - på godt og ondt.

God læser!


250 siders sammenfalset skoleopgave

Af Mattias Tesfaye | 14. juni 2009 | 3 kommentarer

Anmeldelse af Værdikamp - økonomi og samfund 2009
Forlaget Frydenlund, 232 sider + tal og tekstbilag
Kr. 279,- gennem forlaget, de enkelte afsnit kan downloades på E-bog.

Her er en skribent, der mener at klassekampen er diffus, og har mistet sit tid og sted. Her er en velskrevet, men bizar argumentationskæde, der som endemål konstaterer, at graffiti, uro, hærværk og svineri på mikroplan (kan) være en strategi mod gentrificeringen… (en ond byudvikling, red.). Og her er en hel ny generation af venstreorienterede debattører, der har taget de to uforståelige: Antonio Negri og Michael Hardt, og den ene misforståelige: Michael Foucault, til sig, som sine egne.

At jeg personligt er uenig i de fleste konklusioner, der kommer ud af det, er for så vidt ligegyldigt. Mit hovedproblem med udgivelsen, med den i øvrigt røvsyge titel, Værdikampe - Økonomi og samfund 2009, og dermed også årsagen til den kritiske indledning på denne anmeldelse, bunder i to gensidigt forbundne forhold:

For det første hævder bogens forord, at udgivelsen henvender sig til den brede offentlighed, selvom hovedparten af indlæggene skrives fra det samme smalle politiske standpunkt, der udvikles i området mellem RUC, og post-globaliseringsbevægelsens Enhedsliste-fraktion. Hvor bliver det genfødte SF af?, hvad med Socialdemokratiets stadigt kæmpende intellektuelle bagland?, eller en god gammeldags old-school kommunist? Hvor er de tænkende faglige tillidsfolk, og inspirationen fra vores europæiske nabolande?

For det andet lykkedes det de to redaktører i et indledende essay at love en indkredsning af de aktuelle værdikampe, hvorefter resten af teksten formår at skøjte udenom integrationen, folkeskolen, opgøret med meningsdannerne, retspolitikken og alt det andet der virkelig fylder noget i samfundsdebatten. Og i stedet placere fristederne, Fristederne!, som et afgørende omdrejningspunkt for en forståelse af værdikampen.

Samfund og samfund
Det er nu tredje år i træk at forlaget Frydenlund udgiver denne årbog i samarbejde med Peter Nielsen, og tredje år i træk, der kan rettes den samme kritik mod udgivelsen, nemlig: Den hævder at beskæftige sig med økonomi og samfund, men handler mest om samfund og samfund. Derudover er den sjusket redigeret. Og har et alt for snævert politisk afsæt. Det gør den, i bedste fald ligegyldig.

Jeg savner først og fremmest en krystalklar afgrænsning af begrebet værdikamp. Og derudover et formuleret og fælles billede af hvem der skrives til, og med hvilket formål. Den upræcise omgang med hovedbegrebet og målgruppen betyder også at skribenterne kommer på glat is. Hvad er det egentlig de skal skrive om? Det kommer tydeligst til udtryk når man læser de 13 forskellige indlæg umiddelbart efter hinanden. De fleste af dem starter langsomt op med at skrive sig varme på emnet, og kommer først til substansen efter tre-fire sider. Det gælder f.eks. Pil Christensens ellers udmærkede indlæg om Kampen om fristederne, og Lars Poulsens femtensiders gennemgang af Fællesskabets forsvinden - begge i øvrigt gode eksempler på de knap så inspirerende overskrifter, der præger de fleste af bogens 250 sider.

Nå, men ikke alt er til at lukke op og bladre hurtigt videre i. Skribenterne skal for langt størstedelens vedkommende have ros for et letforståeligt sprog, og nogle ærlige forsøg på at argumentere lige ud ad landevejen.

Bedst bliver bogen, hvor de indbudte skribenter får snittet emnet helt ind til benet, og forfatteren helt åbenlyst kender noget ekstraordinært til emnet. Det er for eksempel dejligt forførende at lade sig guide gennem Joel Havivs enkle og stramme gennemgang af erhvervslivets brug af religiøse inspirationskilder i nutidig management. Og Stinne Lyager Bech og Nora Rahbek Kanafanis velunderbyggede artikel om Fattigdom med etnisk slagside. Ligesom Poul Thøis Madsens insisterende og diskuterende Økonomer i medierne - eksperter eller ideologer?, er et godt eksempel på en mand med et budskab, et! budskab.

Værst bliver det når artiklerne absolut både skal handle om IMF og Foucault og Jagtvej 69 og Zapatisterne i samme altomfattende, post-Seattle99, tomgangsbeskrivende og analyseforladte 3.G - opgave om Imperiet og Multituden og dit og dat og gab en dødssejler.

Faktisk er den eneste sammenhængende fremstilling af d’herrer Hardt og Negris tanker på danske tekstfødder, Niels Fastrups beskrivelse af forandringen fra efterkrigstidens industrikapitalisme… (til) nutidens krigskapitalisme. Her måtte jeg lægge bogen ned på maven et par gange og føle mig klogere på livets almene begreber: krig, disciplin, politik, kontrol og statsdannelse. Jeg erklærer mig stolt og bedrevidende for uenig med Fastrup, men må samtidig erkende at den dejligt konfronterende og påstående stil, var lige hvad jeg manglede sådan cirka halvvejs gennem mit anmeldereksemplar.

Mindre ophidsende, men politisk langt mere holdbart, er Ulrik Goos Iversens Kapitalismens globalisering (ja, det er rigtigt. Nogle skal altså lære dem det, med catchy-overskrifter), som er bogens eneste marxistiske modspil til Multitude-profeterne. Ulrik tillader sig ikke alene at referere til selveste Karl Marx, men vover såmænd også at hævde, at den globale kapitalisme finder sted konkret i tid og rum. Ak ja. Så langt er venstrefløjens filosofiske debat sunket. Vi diskuterer nu, om vi overhovedet findes…

Jeg kender ikke den nye karakterskala, men på den gamle ville bogen få 6, måske 7 på en solskinsdag. Den er i hvert fald, under ingen omstændigheder, de 279,- kroner som forlaget Frydenlund, kræver for 250 siders sammenfalset skoleopgave.

Læsere der ønsker værdikamp, sådan som Steffen Brandt vil det, altså hvis du vil ha blod, sved, tårer og håbet tilbage ige-e-e-en. Eller hvis du som Jastrau vil ha’ Skibskatastrofer og pludselig død, hvis du for helvede bare vil have noget for dine penge, så kan jeg i stedet anbefale Rune Lykkebergs Kampen om sandhederne, Morten Uhrskov Jensens Et delt folk, Suspekts største radiohit, Ralf Pittelkows dannelsesroman Mit liv som dansker, Mickey Rourke i den sommer-bif-aktuelle The Wrestler eller Rasmus Heides overraskende gode blockbuster Blå mænd - se dét er værdikamp, der kan få mit pis i kog!

Læs flere anmeldelser og artikler i næste nummer af det venstreintellektuelle blad Clarté. Tegn abonnement her!


Fuck, et lortevalg…

Af Mattias Tesfaye | 8. juni 2009 | 14 kommentarer

Europa møder krisen politisk svækket, økonomisk idéforladt og kulturelt på røven. I planetens tre øvrige industrielle epicentre; USA, Kina og Japan, arbejder fungerende regeringer på at overvinde recessionen, med ganske kontante politiske løsninger. Og både i Tokyo, Washington og Peking, er forholdsvis stabile parlamentariske flertal forudsætningen for, at krisepolitikken kan gennemføres uden omfattende politisk og social uro. I hvert fald indtil videre.

Europa har ingen fælles regering. Men det netop afholdte parlamentsvalg, hvor rekordlave 43 % af de stemmeberettigede europæere deltog, burde have udstukket en ny kurs, væk fra det borgerlige Europa. Det burde have været et folkeligt signal om et Europa, der værdsætter beskæftigelse og social tryghed, gennem solidariske og venstreorienterede løsninger. Sådan blev det ikke. Og det er noget rigtig, rigtig lort. Socialismen som idékompleks fik gevaldige tæsk i weekenden, det kan jeg ikke komme uden om, selvom mit eget valg, Emilie Turunen, formentlig er på vej til Bruxelles.

Det er efterhånden en ganske påkrævende opgave, at få udviklet en rød krisepolitik. Vi er ikke alene i kapløb mod stigende fattigdom på kontinentet og faldende beskæftigelse, vi står samtidig overfor en stædigt voksende højreromantisk strømning, der spænder fra regeringsbærende partier i blandt andet Frankrig, Italien og Polen, til deciderede fascistiske organisationer i f.eks. England, Ungarn, Italien og Grækenland.

I Europas vigtigste land, Tyskland, havde socialdemokraterne satset enorme politiske og økonomiske ressourcer på valgkampen, men indkasserede alligevel den værste lussing siden 1947. Mange flygtede til det konservative højre, andre til de grønne, men mere bedrøvende er det, at det hyperliberale FDP, fordoblede sit stemmetal og dermed slog samlingspartiet på venstrefløjen, Die Linke, der måtte nøjes med 7,5 %. Det radikale højre i Tyskland stillede op på to forskellige lister og opnåede tilsammen 2 % af stemmerne, og dermed ikke valg.

I Storbritannien fik Labour det værste valg siden 2. verdenskrig, med kun stemmer nok til 11 mandater. De konservative gik frem til 24, de liberale fik 10 og det borgerlige uafhængighedsparti fik 13. Det racistiske BNP fik to medlemmer af parlamentet, og fører sig i dag frem på deres hjemmeside i en blanding af stjålne Obama-citater, koloniherre mentalitet og historieforfalskning, christ….

I Polen forsvandt venstrefløjen stort set i et rent jordskredsvalg til det katolske og konservative højre, der med 75 % fik et rekordvalg i et land hvor krisen har ramt meget hårdt. Også i Spanien gik katolske konservative kræfter voldsomt frem, her på bekostning af det regerende socialistparti, der kæmper hårdt med ungdomsarbejdsløshed, migrationsproblemer og en kirke der har set sig sure på den abortvenlige regering.

I Frankrig har dagens aviser været én lang nedsabling af det hårdt splittede og kriseramte socialistparti, der ikke alene var tæt på at blive overhalet af de grønne, men samtidig ligner alt andet end et regeringsalternativ til Sarkozys borgerlige UMP, der har kørt valgkamp mod Tyrkisk medlemskab af EU, og for den franske arbejders rettigheder mod ‘den polske blikkenslager’ - et efterhånden gennemtygget begreb i fransk politik.

Berlusconi har flere gange udtalt at målsætningen var 45 % til hans regerende konservative frihedsparti, men endte på 36 %, hvilket heller ikke er helt ringe, hans nylige skilsmisse og de evindelige korruptionsskandaler taget i betragtning. Også de italienske fascister i Lega Nord gik frem ved valget, og kan nu med 3 millioner stemmer betragte sig som landets tredjestørste parti. Den tidligere så stolte og sagnomspundne italienske venstrefløj er praktisk taget udraderet. De to kommunistpartier har stadig nogle strongholds i deres gamle bastioner, men med kun 4 % i alt, er de som landsdækkende politisk alternativ, færdige.

Heller ikke i vores naboland er der noget at glæde sig over. Venstrepartiet blev mere end halveret, og kan derfor kun sende en enkelt politiker til Bruxelles, mens det radikale højre i Sverigesdemokraterne blev tredoblet, men dog stadig ikke nåede nok til et mandat. Den svenske udgave af en tværpolitisk unionsmodstanderliste mistede tre ud af fire stemmer. Mens valgets eneste virkelige sejrherre var det nystiftede piratparti, halleluja, så kan det være vi kan få lov at downloade lovligt, når vi alligevel går arbejdsløse rundt derhjemme…

Resultaterne fra Belgien, Østrig, Slovenien, Rumænien, Tjekkiet, Ungarn, Finland… Det ser altså ikke godt ud, venner… Hvad fanden gør vi?


Den Nye (gode) Stil

Af Mattias Tesfaye | 30. maj 2009 | 3 kommentarer

Jeg provokerer/ onanerer/ ryger masser af hash// Jeg drikker køkkensprit og sumper/ sniffer lightergas

Vi stod og breakede og rappede og beatboxede på fritterens basketbane i sommeren ‘88. Og jeg ønskede mig vanvittig meget den debutplade. Ikke på grund af teksten, jeg fattede ikke en meter, men på grund af lyden, attituden, tempoet, viljen - kort sagt; alt det 80’erne ellers manglede. Og min mor måtte op i centret og spørge de forklædeklædte FONA-piger om MC Einar, Den Nye Stil, Og Værsgo!

Jeg kan stadig teksten udenad. Men jeg har glemt, hvad der stod på forsiden af dagens avis. Sådan fungerer en bunden tekst, altså når ordene tvinges på rytme, og måske endda på rim. Vi husker det.

I dag stødte jeg på et længere uddrag fra antikkens knap tretusind år gamle blockbuster, Odysseen. Det er et vanvittigt epos, der i datidens græske rige, havde den samme funktion som Simpsons har i Suburbia i dag - man siger såmænd også, at manden bag historien er den blinde digter Homer. Jeg har altid troet at Odysseen, og dens tvillingehistorie Iliaden, var det første stykke litteratur. De første digte. Det har Otto Gelsted lært mig. Men nu har en anden gammel grækofil mand gjort mig klogere.

I virkeligheden var de to gigantdigte mundtlige. Antikkens stand-up’ere har altså turneret rundt til amfiteatre og byfester, og uden at læse op, uden nogen Obama-monitor, fuldstændig på hukommelsen, fortalt historierne om Achilleus og mord og helte og krig og moral og alt det andet livet handler om. Sådan en historie kan kun huskes, hvis den er på vers. Først bagefter er den skrevet ned.

Det har formentlig været temmelig underholdene når sådan en halvsyngende fyr i sandaler er kommet forbi fiskerlejet og fortalt et par gode røverhistorier. Men digtene havde også et agiterende budskab. De spredte samfundets idealpraksis - den rette opførsel - ud i de fjerneste egne af riget. Og virkede i den forstand disciplinerende, civiliserende, perspektiverende. Sådan som gudstjenesterne, radiotalerne, tv-serierne og Modkraft-blogsne har gjort det siden hen.

Det fik mig til at tænke på forårets retspolitiske diskussioner. Jeg har haft sådan en, hvad kalder man det… dårlig stemning i maven, siden debatten gik højest. Det var som om de borgerlige, med Peter Skaarup i spidsen, var de eneste med et virkeligt sammenhængende syn på straf. Men jeg kunne ikke rigtig få formuleret, hvad der nagede mig.

Sommeren ‘99 var rigtig varm, og derfor overraskede det hele sjakket, da himlen åbnede sig, og det sådan cirka lige pludselig pissede ned over den åbne Århus-ejendom. Jeg var på vej i tørvejr, da Karl Kage, som jeg lagde tagstenene med, kaldte mig ud på tagfladen igen. Du kan sgu ikke bare krybe i læ. Vi skal have dækket hele taget af, så der ikke kommer vandskade i lejlighederne. Og så kæmpede vi med gigantiske grønne Silvan-presseninger til et godt stykke over fyraften.

Næste morgen sad vi i skuret lidt i syv og drak kaffe, da vores arbejdsmand Peter Kuthår mødte. Hvor fanden blev du af i går, spurgte Karl Kage henvendt til den nyankomne, du kan sgu da ikke bare lade os andre stå alene med afdækningen, og så selv smutte hjem! Peter Kuthår stod lidt beklemt henne ved håndvasken, men jeg skulle nå i Bilka, prøvede han, inden badminton, og… Det er der sgu ikke noget der hedder, afbrød Kagen. Her går ingen hjem, før alle er færdige. Sådan har det alle dage været! Der blev stille et par evige sekunder, hvorefter det angrende Kuthår, måtte love en kvajebajer til driktid.

Så snakkede vi ikke mere om det. Og da jeg et par dage efter, forsøgte at bruge episoden som en del af et argument mod Peter Kuthår i en diskussion om noget helt femte, afbrød Karl Kage straks; den episode er afregnet, vi har drukket forlig, og så er den ikke længere! Altså, lærte jeg, straffen var afsonet, og den asociale smutten-hjem-før-de-andre-episode kunne derfor ikke anerkendes som argument senere.

Murerfagets moral er ikke på vers, desværre. Men det er til gengæld institutionaliseret i et sindrigt, fintmasket, og for udenforstående (og desværre, også for stadig flere murersvende) uigennemskueligt, kodeks, der i tilfælde af brud, kan afregnes på øltavlen.

Et fag, en klasse, et samfund må altid arbejde bevidst med at formidle vanerne, altså kulturen, og dermed moralen, videre. Det skal gentages i en uendelighed, med det formål at forsvare fagets, klassens, samfundets interesser. Samtidig etablerer vi organisationer, for at kunne håndhæve dem, det vil sige gribe ind og dømme de mennesker, der forbryder sig mod vanerne. At vinde magten i disse institutioner, lige fra skurmødet til folketingsvalget, giver retten til at forsøge at fortolke og forandre de gældende vaner.

(I parentes bemærket, vil det være min påstand, at den primære årsag til fagbevægelsens nedtur, og dermed hele venstrefløjens krise, skal findes i det faktum, at det ikke er lykkedes socialisterne at udvikle moderne måder at håndhæve de solidariske krav til medlemmerne, der står beskrevet i ethvert sæt fagforeningslove.)

I dag ved vi at Homers digte formentlig er sammenskrivningen af de mest populære og udbredte udgaver af historierne om Trojas nederlag. Der har altså været forskellige udgaver af Odysseen, ligesom f.eks. evangelierne der blev tolket vidt forskelligt - spørg bare Mohammed, der turnerede rundt i 600 tallet og fik overbevist en hel lille verdensdel om hans personlige mixtape af de største hits fra kristendommen og jødedommen.

Nutidens sangskræddere turnerer rundt i medier og massekultur i et forsøg på at sprede vor tids idealpraksis. For at gøre de mange forskellige strømninger håndterbare har jeg tidligere kategoriseret dem under fem overskrifter, og jeg har her valgt at skrive de politiske partiers tilknytning i parentesen bagefter: Venstreliberalisme (Ø, SF, R), praktisk socialisme (Ø, SF, S), nyliberalisme (S, R, V, K), højreromantik (V, K, DF) og apati (sofavælgerne).

Summen af de fem strømningers anstrengelser for at sprede sin egen udgave af idealpraksis, er det politikerne og journalisterne kalder værdikampen (som egentlig bare er den individualiserede udgave af kulturkampen). En hjørnesten i denne fejde er håndhævelsen af værdierne, f.eks. som det kommer til udtryk i retspolitikkens diskussion om straf.

Hvorfor? Fordi der over Østre Landsret står Med Lov Skal Man Land Bygge. Det står ikke over Christiansborg. Fordi enhver politisk sejr først høstes når beslutningen håndhæves, ikke når den vedtages. Det ved enhver der arbejder med overenskomster, børneopdragelse eller statsbygning. Og det er også forståelsen af disse seks ord der, når alt kommer til alt, opdeler politikere i stemmekvæg og samfundsforandrere.

Straf handler altså ikke om, hvordan vi undgår at folk bryder idealpraksis, som den formidles af græske standup’ere, Karl Kage eller vore dages politikere. Her hjælper hverken højere eller lavere strafferammer. Straf handler om at skabe respekt om de vaner, den kultur, det samfund, som magten repræsenterer. Og her skal straffen både i sin kvantitet og sin kvalitet afspejle de vaner, altså den kultur den ønsker at skabe respekt om. Som f.eks. når det koster murerarbejdsmanden en stribe bajer at gå hjem før de andre i regnvejr, når man hugger hånden af tyven i Iran, eller da Mandela tvang forbryderne til at møde ofrene efter apartheid.

I det perspektiv virker det som om, at den højreromantiske strømning, er de eneste der har gjort sig virkeligt ideologiske overvejelser om retspolitikkens formål. De ønsker ganske simpelt at skrue retsplejen og strafforståelsen tilbage til før oplysningstiden. Både i dens form, og i dens indhold. Den franske revolutions idealer, som ethvert moderne menneske må bakke op omkring, er i knæ. Både i dens liberale udgangspunkt, og dens socialistiske overbygning.

Højreromantikken er i offensiven i retspolitikken og angriber den moderne vestlige retsstat fra to sider; dels fra en religiøs, primært islamisk, retsopfattelse, der har trukket flere udviklingslande tilbage til kirkeretten. Og dels af nyliberale regeringer, som f.eks. Sarkozy og Bush-administrationen, der har klippet navlestrengen til deres egne partiers humanistiske udspring.

Nu har jeg nævnt islam et par gange, og det er måske unfair. Sharia er ikke specielt islamisk. Faktisk har alle de store verdensreligioner haft en retslære, der var bygget op omkring de samme principper. Og nørdede retshistorikere vil kunne forelæse om hvordan stening af ugifte kvinder, der var så vantro at de lod sig voldtage, såmænd har fungeret som et progressivt skridt frem for retsopfattelsen.

Ligesom der er skrevet bøger om hvordan de katolske kardinalers inkvisitionsdomstol, der kunne få Abu Ghraibs torturkældre til at ligne Lalandia, udgjorde et stort skridt fremad for en demokratisk retspleje, fordi alle forbrydere af samme slags skal straffes med samme slags straf uden hensyn til den skyldiges stand og stilling, som historikeren Søren Mørch skriver i sin nye bog.

Når jeg alligevel nævner Sarko og sharia i samme sætning, så er det fordi jeg virkelig mener, at de er et billede på den samme trussel, nemlig det førmoderne, altså det antividenskabelige argument, det religiøse om man vil.

Modsætningen til dette er den revolutionære republik, der klippede hovedet af Ludvig 16. en januardag i 1793. Her blev det bloddryppende hoved vist frem for soldater og borgere, der havde forsamlet sig foran guillotinen i Paris. Det må have været et makabert syn, og det er svært at forestille sig at netop denne handling, er grundlaget for socialisternes forsvarskamp mod højreromantikkens retspolitik i dag.

Ikke desto mindre tror jeg, at det er heromkring det revolutionære Frankrig, at Enhedslisten, der har besluttet at retspolitikken er et af de prioriterede områder, og S/SF alliancen, der skal have forhandlet et nyt regeringsgrundlags retspolitik, skal finde sit udgangspunkt. Højreromantikkens styrke nødvendiggør simpelthen at vi holder meget stramt fokus på klassiske liberale dyder i retspolitikken, og bruger dem som afsæt til at udvikle en socialistisk ditto.

Hvad betyder det i praksis? Ja det betyder, at vi åbent og stædigt fastholder, at højere straf ikke mindsker kriminaliteten. Men samtidig at vi erkender, at det gør lavere straffe altså heller ikke. Faktisk er der aldrig fremlagt videnskabeligt bevis for en sammenhæng mellem strafudmåling og brud på idealpraksis.

Det skal selvfølgelig ikke forhindre os i, at udvikle straf der hjælper forbryderne ud af kriminalitet, og slet ikke udvikle socialpolitik, der forebygger kriminalitet, men vi må bare aldrig blande det sammen med håndhævelsen af vor tids Odysseen.

En socialistisk retspolitik må signalere til befolkningen, hvilke vaner, altså hvilken kultur (altså det der på liberalsk kaldes værdier), som vi ønsker, der skal præge det samfund de tilhører. Altså hvilke relationer der skal knytte os sammen som medlemmer af samfundet. Sådanne signaler sendes bedst i håndhævelsen af den politik socialismen forkynder.

Det betyder højere strafferammer på nogle områder, hvor de signaler der sendes i dag, ikke matcher den røde kultur. Og det betyder lavere straffe på andre områder. Eller sagt mere polemisk: Vi skal ikke imødekomme retsbevidstheden, vi skal skabe den.

Nu sidder jeg godt nok i bar dunk her i sofaen, men hvis jeg havde min bluse på, ville jeg have rystet følgende idéer ud af ærmet: En dagløn i bøde for at smide affald på gaden. Skærpede omstændigheder for at berige sig på andres ulykke. Kriminalisering af sexkunder. Fængselsstraf til arbejdsgivere der afskediger på baggrund af faglig aktivitet.


1 2 3 4 5 >



Denne blogger er ikke længere aktiv

Mattias Tesfaye, 28, uddannet murersvend i Århus.

Arbejder nu som faglig sekretær i 3F Bygge,- Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening. Og har tidligere arbejdet som konsulent for 3F og været formand for 3F Ungdom.

Mattias er desuden medlem af SF.




Blogarkiv

17. august 2009
Fattigdom for folk flest
8 kommentarer

27. juli 2009
Per eller Hermann – Klub eller hold… tanker om Brøndby
8 kommentarer

18. juli 2009
En sportsminister, tak
5 kommentarer

12. juli 2009
Pernille og jeg
3 kommentarer

1 juli 2009
Schou-Epa

26. juni 2009
Gute Arbeit
3 kommentarer

22. juni 2009
Æskefesten
2 kommentarer

14. juni 2009
250 siders sammenfalset skoleopgave
3 kommentarer

8. juni 2009
Fuck, et lortevalg…
14 kommentarer

30. maj 2009
Den Nye (gode) Stil
3 kommentarer

1 2 3 4 5 >

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Det var blot et forspil, der hvor man brænder bøger brænder man også til sidst mennesker.

Heinrich Heine. Tysk digter (1797-1856).

Flere citater