Vi er flyttet! modkraft.dk



Praktisk socialisme

Af Mattias Tesfaye | 28. november 2008 | 14:05 | 35 kommentarer |


I en kritisk kommentar til min sidste blog skriver Bjarne Thyregod ’Jeg er da meget interesseret i at høre bud på, hvordan vi flytter de mange DF- og Venstrearbejderes synspunkter - andet end ved at løbe bag efter dem i et lidt langsommere tempo, men i retning mod samme mål.’

Med baggrund i vælgerundersøgelser, egne erfaringer og politisk teori, er her mit bud på 10 teser for en praktisk socialisme.

1. Teorien

Politik er klassekamp. Udgangspunktet for alt politisk arbejde må derfor være arbejderfamiliernes kamp for bedre livsvilkår. Alle andre kategorier, herunder køn, etnicitet, tro og seksualitet, er kun interessante som en del af samfundets sociale struktur.

Mangfoldighedsstrategien fungerer som nyliberalismens HR-afdeling. Den præsenterer nye ligestillede subjekter, som f.eks. indvandrere og homoseksuelle, i den politiske kamp, og fungerer i bedste fald forstyrrende, og i værste fald direkte skadelige for kampen for social retfærdighed.

Det politiske opgør med mangfoldighedsstrategien på venstrefløjen, er min første tese.

2. Formålet

Politik er kamp for egne interesser. Nogle siger det ligeud, som arbejderbevægelsen traditionelt har gjort det. Andre tilslører det, som store dele af venstrefløjen har tendens til. Idéen om at føre politik for de hjemløse, for afrikanerne, for østeuropæerne, for narkomanerne er interessant, når det formuleres af grupperne selv. Men når en stoffri, vesteuropæisk, dansk venstrefløjser med fast bopæl, gør det, er det udelukkende udtryk for den kulturelle overklasses egne samvittighedsinteresser.

Vi skal formulere politik for vores egne livs- og arbejdsvilkår. Vi vil bekæmpe fattigdommen, fordi vi selv føler os truet af en voksende ulighed – ikke fordi det er synd for de fattige.

Det politiske opgør med nødhjælpstendenserne på venstrefløjen, er min anden tese.

3. Modstanderen

Modstanderen bor i whiskeybæltet og i Indre By. Ikke på vestegnen og i de jyske industriområder.

Nyliberalismen er hovedmodstanderen. Både når den fremtræder i økonomisk forstand på den anden side af forhandlingsbordet. Og når den fremtræder i kulturel forstand til smart fernisering på et galleri.

I politik er fjendebilledet altafgørende. For tiden oplever mange venstrefløjens fjender som de intolerante DF-vælgere i Albertslund, der råber fisse og hører Suspekt, på den ene side. Og ligusterfascisterne i Herning, der stemmer Venstre og flager med Dannebrog, på den anden.

Det politiske opgør med en del af venstrefløjens fjendebilleder, er min tredje tese.

4. Nationen

Vi skal være stolte af Danmark. Fordi en stor del af de sociale rettigheder, der skaber tryghed i vores tilværelse, stopper lige nøjagtig der, hvor nationen stopper. Der er med andre ord ikke efterløn på den anden side af grænsen.

Vi skal flage med dannebrog. Ikke fordi vi sværmer om en national romantik, men fordi vi erkender, at netop kærligheden til os selv, er forudsætningen for at kunne elske andre. Man kan ikke være international, uden at være national.

Det politiske opgør med venstrefløjens antinationale tendenser, er min fjerde tese.

5. Strategien

Vi skal droppe idéen om at være kapitalismens vagthund. Og i stedet være arbejderklassens magthund. Dele af venstrefløjen tror, at arbejderne støtter op om den bedste kritikker. Det er forkert. Folk støtter op om de kolleger og de partier, der kan skaffe resultater.

Det betyder at vores faglige og politiske strategi skal være magt- og kompromissøgende.

Det politiske opgør med ’de rene hænders politik’, er min femte tese.

6. Ideologien

I seneste valgkamp argumenterede Enhedslisten for et samfund, der ligesom Ungdomshuset, giver ’plads til alle, der giver plads til alle’. Dette synspunkt er opkoget af de liberale tendenser, der viste sig i partiet omkring opstillingen af Asmaa.

Men et samfund er ikke et auditorium, hvor alle meninger er spændende og beriger undervisningen, men derimod et klassesamfund, hvor holdninger har konsekvenser, og derfor skal understøttes eller bekæmpes.

Socialisternes værdier dannes på arbejdspladserne. Her giver man ’plads til alle, der vil’. Folk der kører på frihjul i produktionen, i samfundet eller på overenskomsten, får den kolde skulder.

Det politiske opgør med den Jagtvej-liberale laizzes-faire ideologi, er min sjette tese.

7. Ny politik

Socialisterne skal ændre standpunkter på en række områder, fordi det vi mener, er dumt. Og meget af det Dansk Folkeparti (giver udtryk for at mene) er godt.

På integrationsområdet skal vi erkende, at de socialdemokratiske vestegns borgmestre havde ret i 80’erne og 90’erne. Vi stillede ikke nok integrationskrav til de nye medborgere, men spiste alt for mange af med sociale ydelser. Og godkendte familiesammenføringer i et omfang, hvor integrationen ikke kunne følge med.

På uddannelsesområdet skal vi erkende at begreberne ’ansvar for egen læring’ og ’læreren som konsulent’, var forkert politik. Og at vores udmøntning af projektarbejdet, har betydet en akademisering af skolen, skræddersyet til kulturelitens egne børn. I stedet skal vi have en mere praktisk tilgang til projektarbejdet, nationale tests og mere fokus på fagligheden i dansk og matematik i folkeskolens første klasser.

På retsområdet skal vi arbejde for, at samfundet opdrager sine borgere. Det betyder at antisocial opførsel som f.eks. vold, røveri, hærværk, skatteunddragelse, graffiti og voldtægt skal straffes hårdt. Og at vi bruger årsagsforklaringer til at forebygge, ikke til at undskylde, antisocial opførsel.

På Europapolitikken må vi erkende, at gabet mellem venstrefløjen og arbejderklassen vokser, uden at vi har ret meget substantielt andet end klassisk EU-modstand og ren føderalisme, at byde på. Her ligger der et åbenlyst behov for at udvikle en kritisk EU-linje, for et socialt Europa med national selvbestemmelse.

De politiske opgør på en række konkrete politikområder, er min syvende tese.

8. Drop udlændingepolitikken

Vi skal droppe begrebet udlændingepolitik, og i stedet diskutere asylpolitik, integration og indvandrerpolitik adskilt. En del af Dansk Folkepartis succes bygger på en sammenblanding af begreberne. På den måde er danskernes berettigede frygt for indvandring blevet til en generel modstand mod udlændinge.

Socialisterne skal stå stædigt fast på en asylpolitik, der ikke kolliderer med FNs konventioner. Vi skal arbejde for afskaffelse af starthjælp, afskaffe asylcentrene, forkorte sagsbehandlingstiden og fordoble antallet af kvoteflygtninge.

Samtidig skal vi begrænse indvandringen. Det er et afgørende signal, at vi ændrer opfattelse af, hvorvidt det var fornuftigt at importere arbejdskraft til landet i 60’erne og 70’erne. Og af afgørende aktuel betydning i forhold til østeuropæisk arbejdskraft. Udgangspunktet må være, at vi indenfor de rammer det er politisk muligt, forsøger at mindske indvandringen, og sikrer at de rejser hjem igen, når arbejdsløsheden igen begynder at stige.

Det politiske opgør med begrebet ’udlændingepolitik’, er min ottende tese.

9. Ledelsen

Efter 3-4 årtiers erfaringer med venstreorienterede ledere efter ’68, kan vi nu konkludere to ting. For det første: Det er godt, at mange flere får en lang videregående uddannelse, og endnu bedre at de tilslutter sig vores partier. Vi har brug for deres evner. For det andet: De skal ikke tegne ledelsen af vores partier.

Arbejderklassen elsker sine intellektuelle, men ikke sine akademiske ledere. Så vil folk hellere have en hjemmehjælper fra Gentofte.

Det politiske opgør med de akademiserede ledelser, er min niende tese.

10. Metoden

Vi skal være praktiske socialister. Det samfund vi arbejder for, er ikke en utopi, der kommer engang om mange år, og indtil da er det blot lidelse – sådan som venstrefløjens befrielsesteologer formulerer det. Socialismen lever i de forandringer, vi kan skabe lige nu og her. En legeplads fri for kanyler, en bedre gadebelysning i villakvarteret, et køleskab i skurvognen.

Det politiske opgør med venstrefløjens sidde-ned-og-snakke-om-utopia-kultur, er min tiende tese.



Kommentarer


Kommentar af A. Nonym | 28. november 2008 | 17:07

Jeg synes du skylder dem du anklager, at dokumentere dine påstande.

Det du siger om "venstrefløjen", "enhedslisten" osv. lyder mere som dine forestilling om disse end virkeligheden.

Men måske er sagen bare den, at du går fjendens ærinde ved at snakke højrefløjens luftkastel af en "naivistisk venstrefløj" efter?

Det er efterhånden ved at være klassisk SF-stil. Og det risikerer i den grad at sabotere det fælles projekt om det der socialisme.

PS: Jeg synes det er fornuftigt, at du vil bekæmpe "nødhjælpstendenserne på venstrefløjen" - du kunne passende starte med SF, der har droppet ideen om universelle skattebatalte ydelser, til fordel for "fattigrøvsydelser" (mit ord).


Kommentar af Mikkel Skov Petersen | 28. november 2008 | 21:38

Jaaa! Hvorfor fanden er der ikke nogen der har tænkt på det før? Vi bliver laver da bare bagholdsangreb på Dansk Folkeparti og overtager deres politik!

Stram retspolitik, luk grænserne, test i folkeskolen - og så ellers Dannebrog til tops. Der mangler bare en ældrecheck og noget dyrevelfærd.

Det er sgu godt tænkt det dér!


Kommentar af Mandolin | 28. november 2008 | 23:05

Jeg håber ikke, at meget af dette vinder indpas hos SF.

1. At afvise mangfoldighed til fordel for en gammel-kommunistisk forståelse af verden er et fejlskud, jeg er overrasket over at høre fra en SF’er. Måske du i virkeligheden er DKP’er?

2. At reducere venstrefløjen – eller i hvert fald målgruppen for ens politik – til arbejdere, der frygter at gå på røven, er alt for snævert, hvis man har ambitioner udover skurvognen.

3. Jeg er enig i, at modstanderen er nyliberalismen og ikke almindelige mennesker, der kæmper for at få en hverdag til at hænge sammen. Har man blot fulgt lidt med i, hvad der rør sig på venstrefløjen, bør man have opdaget, at nyliberalismen længe har været hovedmodstanderen. Så intet nyt der. Men man kan naturligvis altid blive bedre til at forklare og sælge budskabet udenfor venstrefløjens traditionelle rammer. Det er en vigtig opgave.

4. Jeg er enig i, at venstrefløjen skal fjerne DF’s patent på danskhed og Danmark. Og at svaret på DF’s succes ikke er at vende nationalstaten ryggen. Ikke mindst fordi det eneste reelle alternativ er en europæisk federation. Men også fordi Danmark og danskhed bl.a. er (eller i hvert fald bør være) mangfoldighed, tolerance, et samarbejdende folkestyre, retssikkerhed og ytringsfrihed. Alt sammen noget, som er blevet truet af VKO-regeringen. Men at gøre kærligheden til nationen i sig selv til et centralt mål i kampen, er en fejlprioritering af dimensioner.

5. Jeg er enig i, at venstrefløjen skal være magt- og kompromissøgende – og at ’de rene hænders politik’ ikke hjælper os. Men udgangspunktet kan ikke alene være 3F’erne og kammeraterne på byggepladsen. Det vidner igen om manglende kendskab til de almindelige mennesker, der har en mellemlang eller en lang videregående uddannelse.

6. Jeg er enig i, at slagordet om plads til alle, der giver plads til alle, er noget vås. Men at gøre det liberale til noget negativt, er forfejlet. Mange af frihedsrettighederne er under pres i disse år – ikke mindst på grund af nyliberalismen. At forsvare individets rettigheder er en af de vigtigste kampe for venstrefløjen. Med mindre man hører til dem, der ser Sovjet eller DDR som himmerige.

7. Jeg er enig i, at venstrefløjen har svigtet i kampen for integration og dermed fuldstændig overladt scenen til VKOS. Jeg er også enig i, at ’ansvar for egen læring’ taber en masse på gulvet, fordi de af forskellige årsager ikke besidder de ressourcer, som en sådan strategi kræver. Men svaret er ikke nationale test, der ikke tager hensyn til det enkelte barn. Svaret er snarere en mangfoldig folkeskole, der sætter det enkelte barn i centrum og stimulerer flere færdigheder end de rent boglige. Vold, røveri og hærværk er problemer, der i første omgang skal bekæmpes gennem velfærd og socialpolitik. Hård straf løser ikke problemerne. Med mindre du slår folk ihjel eller låser dem inde på livstid. Og det er vel næppe det samfund, vi kæmper for. Venstrefløjen skal i stedet kæmpe for forebyggelse og for straftiltag, der virker. Så nej til hårdere straffe, ja til straf, der virker.

8. Jer er enig i, at det vil gavne, hvis begreber kan nuanceres. Men at sige, at vi ikke har behov for flere hænder, er en mærkelig defensiv strategi, der anerkender nyliberalismens ønske om evig effektivisering.

9. En ledelse, der ikke kan se udover egen næsetip, er en dårlig ledelse. Uanset om det er en arbejderledelse eller en akademikerledelse. Desuden er der nogle erfaringer med fagforeningsbosser, der burde gøre det klart, at det ikke bare er et spørgsmål om at sætte en arbejder på toppen af pyramiden.

10. Jeg kan se, at du også henter inspiration fra zapatisterne og ikke kun fra ’gode gamle’ DKP. Der er med andre ord håb endnu. Også selv om den generelle tendens i dit indlæg nok havde gjort dig til ubestridt leder af fortidens DKP.

Jeg håber, at du enten får udvidet din horisont, eller at du aldrig får indflydelse i SF.


Kommentar af Dennis Laursen | 28. november 2008 | 23:32

"Nyliberalismen er hovedmodstanderen"

Hvorfor i alverden har I i SF (eller i hvert fald majoriteten af Villyister) så begyndt at ubetinget at gå i nyliberalisternes erinde, og støtte alt dens propaganda?

"I politik er fjendebilledet altafgørende. For tiden oplever mange venstrefløjens fjender som de intolerante DF-vælgere i Albertslund, der råber fisse og hører Suspekt, på den ene side. Og ligusterfascisterne i Herning, der stemmer Venstre og flager med Dannebrog, på den anden."

Undskyld mig, men det du siger der lyder altså mest af alt som en lam rerefance, der kunne komme fra en frustreret SF-teenager på 16 år, hvis politiske kompetancer kunne balancere problemfrit på et knappenålshoved. Bare det at bruge "fjende" om ens medmennesker, er tumpe dumt, og i øvrigt ekstremt umennekseligt. For det første må man sætte sig ind i hvorfor f.eks. DF nyder støtte blandt arbejderklassen og andre lavere klasser, i stedet for bare at stemple dem der stemmer DF. Det er ikke at stemple dem som "onde", der får dem over på "vores side".

"Det politiske opgør med venstrefløjens antinationale tendenser, er min fjerde tese."

Hmm, tjaa, personligt vil jeg sige at jeg er lettere nationalistisk. Men det er mest fordi at for mig er nationalstaternes suverænitet, en af de absolutte essentielle grundelementer, for at et socialistisk samfund kan køre og fungere. Med alle de kulturelle og etniske forskelligheder der er overalt i verden, vil én global verdensregering aldrig kunne lade sig gøre. Denne vil utvivlsomt blive elitær og favorisere én kultur over alle de andre. Derfor, af en af mange grunde, er EU et farligt og neofascistisk projekt, som alle socialister bør bekæmpe. Et socialistisk samfund vil kun kunne lade sig gøre med de eksisterende nationalstater. Og der skal gerne blive flere, da alle etniske grupper, der ønsker selvstændighed, bør have dette. Andre kan jo ikke at gøre sig kloge på hvad der er bedst for dem. Derfor skal bl.a. Tibet, Grønland, Palæstina, Tjetjenien osv. osv., ubetinget have deres egen stat!


Kommentar af Claus Pedersen | 28. november 2008 | 23:37

Hej Mattias

Godt at høre, at du får sat ord på, og jeg vil da gerne erklære mig enig i så godt om alt. "Så godt som" er udelukkende med som et forbehold. Jeg kan ikke umiddelbart sætte fingeren på noget konkret.

Kommentarerne illustrerer suverænt, hvor godt din kritik rammer. De to første indslag er uden indhold, og en ren dæmonisering. Pinligt og morsomt at læse. Det sidste indlæg giver mere anledning til debat, men Madolin kan alligevel ikke nære sig for at afskrive dine holdinger.

Jeg tror, at alle 10 teser kan koges ned et spørgsmål om at prioritere. Hvis venstrefløjen lære at prioritere og tage konsekvenserne af disse prioriteringer, så vil konklusionen ligne dit oplæg/indspark.


Kommentar af Claus Pedersen | 29. november 2008 | 00:21

Til Dennis: Jeg tror, at du misforstår Mattias’ tekst mht. DFs vælgere. Jeg læser det som, at han beskriver hvordan "venstrefløjen" opfatter/omtaler DF’s vælgere. Pointen er at vi skal begynde at se dem som arbejdere, og tage deres behov som arbejdere som prioritet.


Kommentar af Ghost of Tom Joad | 29. november 2008 | 01:26

Ja jeg må sgu nok sige at jeg er enig med Mattias på ret mange punkter. Men jeg har svært ved at se hvad det skulle være specielt progresivt ved at droppe den anti-nationale linje. Det er simpelthen noget volapyk det der står.Både politisk og på alle andre områder. Det er vås. Du tror at vi kan skabe et socialt Europa med national bestemelse? Held og lykke. Måske skulle i lige få jeres egen folk til at stemme for og ikke imod strejkeretten. Bild du bare folk ind at vi kan kræve det uden på et tidspunkt at bryde med EU og dens linje. Jeg her ikke tænkt mig at gøre det. Jeg ville også argumenterer for at nationale test og større stramning i skolen ikke hjælper børn af ikke-akademiske forældre. Jeg ville ny heller ikk påstå at invandring var et problem. Hvis dine folk gad slås lidt mere for at ændre EU eller organiserer polaker( istedet for at smide kanonslag efter dem. Kan du huske den dag Mattias?) så kunne det være at der ikke var så store problemer.

Dit problem Mattias er ikke at du gerne vil sætte arbejderne i centrum. Det er fedt. Det er det der skal til. Men når du har fået dit hvide danske arbejderparti, hvad så. Har vi magten? Kan vi tage den? Socialdemokraterne kunne ikke! Vil du i sidste ende bare nøjes med at tage den magt som overklassen er parat til at give dig. Jeg tror snart at magt for dig handler om at at hytte røven for dig og dine, spille med på ders spil og så ellers sørge for at småborgerligegøre hele klassen så vi alle kan få det så dejligt her i lille Danmark.Vi var nogle der så op til dig engang. Så op til dig og var klar til at følge dig. Jeg var langt hen af vejen enig i din kritik af venstrefløjen og troede at nu skulle der sgu rykkes. Og så sprang du fra og valgte den nemme magts vej. Men jeg vil sige tak. tak fordi du lærte mig hvad en socialist kan blive til når han giver køb på alt og alle. TAK FOR LORT. RØVHUL SMÅBORGER, KLASSEFORÆDER


Kommentar af Mads Gram, SUF | 29. november 2008 | 03:19

Ja ok Mattias Godt skrevet og jeg kan erklærer mig enig med mange af de ting du skriver. Jeg synte meget af det er skarpt og godt observeret.

Men tror du at SF er garant for alt det du skriver bla andet om EU. Personeligt tror jeg ikke de har nosserne til at tale EU imod når det kommer til stykket. Magrete Auken havde sgu ikke. Hun stemte imod strejkeretten i EU parlamentet.

I forhold til din retspoltik så tror jeg at SF vil være en stor garant. Men jeg tillader mig at stille spørgsmålstegn ved om du er intresseret i at bekæmpe de forhold der gør at vold røverier er et problem i samfundet eller at skattesvig finder sted, eller om du er mere intresseret i at opfylde arbejderklassens og samfundets hævntørst for at score stemmer. Det vil jeg nu egentligt også tillade mig at gøre med SF.

Når du snakker om at være resultat og kompromis søgende i vores politik, så håber jeg at du forholder dig til at du er i et parti, som i den teses navn hele tiden bruger magten til at sylte og løbe om hjørner med arbejderne. Vi skal i sidste ende ikke have den magt du snakker om. Det skal arbejderne. Ude på pladserne, på gaden og i skolerne

Med hensyn til skolen, så har jeg nu svært ved at se hvad dit problem er. Er det et problem at arbejderklassens børn lære noget mere end hvad der strengt taget er nødvendigt for at klare sig på arbejdsmarkedet. At de får andre muligheder end at blive hvad deres far var. Ikke fordi der er noget galt i at blive smed fordi ens far er smed. Men de riges børn skal sgu nok have alle muligher de vil have uanset hvordan du skruer skolen sammen. Jeg er lidt i tvil om arbejderknægtene/tøserne har de samme muligheder.

Samtidigt så påpeger du invandringen som et problem. Invandringen har aldrig været et problem for venstrefløjen. Hele kapitalismen bygger på at arbejdskraft rykker sig rundt og det er et problem som vi altid har skulle slås med. Men vi har altid som venstrefløj kunnet løse problemerne og samlet arbejderklassen. Aldrig tilladt at kapitalisterne splittde os op og høstede på de konflikter der kom når mange hænder og munde prøvede at få deres bid af den elendige kage som kapitlaen har bagt til os. Det lyder forfærdligt langhåret og "rene hænder-agtigt" men det er sgu sandt.

Jeg er enig med dig langt hen af vejen Mattias. Det er jeg sgu. Helt enig. Men jeg har svært ved at se vejen til socialisme. Specielt når jeg ser på hvor du har valgt at organisere dig. Jeg tviler på at du når længere end til en oldschool socialdemokratisme. Dine ideer om socialisme går ikke længere en til morgendagen og magtens porte.(Uha der blev jeg vist lidt teatralsk. Ja det er sådan et ord jeg lærte da jeg lavede projektopgave i folkeskolen)


Kommentar af Mads Gram , SUF | 29. november 2008 | 03:29

Når ja og så giver dine tese om det nationale ingen mening. Det lyder mest som noget der er formuleret i en brandert. Det er ikke videre skarpt. Om igen. I know you can!!


Kommentar af sano bhai | 29. november 2008 | 09:29

generelt gir jeg dig ret bla. i din pointe om at venstrefløjen skal holde op med at hade begrebet danmark og bruge meget mere energi på at forsvare, fagbevægelsens danmark.

Foran os ligger kæmpe politiske muligheder ift til denne omgangs internationale finanskrise fordi det er venstrefløjeen der har opfundet ansvarlig økonomisk politik ikke de borgerlige..her er vi stærke og da dansk folkeparti ikke ejer en reel økonomisk politik der hænger sammen, er det her slaget skal slås de næste 10 år. Men at du hyler i koret og sætter voldtægt lig med eks.vis grafitti er sgu hykleri..de sidste år af sovjetruslands tid sås også stigende grafitti, som blev straffet som samfundsnedbrydende, men mon ikke det var fordi der var noget nogen skulle ud med noget de ikke ku skrive i pravda. politik er om du vi det eller ej kamp om dominans, her er bla politisk graffitti vigtig, kun naturen graffittien kan være forkert . de ti bud skal pudses af hvis de skal vinde genklang...


Kommentar af Mandolin | 29. november 2008 | 11:40

@ Claus P. Din platte kommentar om andre folks kommentarer, hiver dig godt og grundigt ned på det niveau, du kritiserer. Skal vi blive dernede, kunne man jo sige, at det at du bakker op om Mattias’ ti punkter, måske er et meget godt signal om, at det er den gale vej at gå. Eller at det i hvert fald ikke holder særligt længe, taget dine tidligere meritter i betragtning – fra Ibiza til voldsfortalende EL-kandidat som yderpoler.

Men oprigtigt talt, så er jeg skræmt over den fundamentalistiske læsning af marxismens klassikere, som både du og Mattias gør jer til fortalere for. Mattias kalder sine punkter ’praktisk socialisme’. I mine øjne ville det være mere præcist at kalde det ’upraktisk socialisme’, fordi tænkningen i foruroligende grad minder om noget, der tidligere er gået grueligt galt. Jeg er enig i meget af den kritik, du tidligere har rettet mod EL, men løsningen kan ikke være 1) at vende tilbage til tanker om proletariatets diktatur eller noget, der ligner, 2) at give køb på en række væsentlige politikker blot for at tækkes arbejderen.

Det er ærgerligt, at du ikke kan læse indholdet i Mikkels kommentar. Den stiller sådan set nogle centrale spørgsmål (som måske er ubehagelige): Hvor langt skal vi gå for magten? I hvor høj grad skal vi rette ind efter vælgerundersøgelser? Hvis arbejderens ønsker og behov skal være vores målestok, betyder det så, at alt andet må vige?


Kommentar af Jan Hoby | 29. november 2008 | 12:49

Myten om den reaktionære arbejder lever vældigt godt på venstrefløjen dog i forskellige udgaver.

Hos de venstreorienteret hattedamer M/K som oplever arbejderklassen som en umoderne, homofobisk og fremmedfjendsk og på den anden side arbejderismens venner som mener at vejen til arbejderklassens hjerter er at sænke de ideologiske og politiske argumenter på de spørgsmål som omhandler ”middelklasse” spørgsmål som racisme, homofobi og nationalisme. Men opgradere klasseargumenterne på alt der omhandler økonomiske og omfordelingspolitiske spørgsmål.

Begge positioner har set dagens lys før og begge positioner er blindgyder. Venstrepopulisme er og bliver et uskønt syn.

Venstrefløjen skal fører både ideologisk, politisk og økonomisk klassekamp og derved bekæmpe alle de spørgsmål som bruges som del og hersk-strategier overfor arbejderklassen.

Da jeg var blikkenslager i midt 80’erne var der sgu ikke mange reaktionære kolleger i skurvognene eller på byggepladserne. Og hvis der var blev de udfordret med saglige, kammeratlige og opbyggelige argumenter. Det samme må gælde i dag.

Forslaget ”Enhedslisten gør en forskel” som blev vedtaget på årsmødet 2008 står der; ”Vi vil arbejde på at ændre Enhedslistens sammensætning såvel medlemsmæssigt og i ledelsen som i de parlamentariske organer, så den i langt højere grad afspejler arbejderbefolkningens social, kønsmæssige og etniske sammensætning.”

Det er en vedtagelse som peger fremad, selvom opgaven ikke bliver let at løfte. Stærke kræfter i Enhedslisten ønsker nemlig ikke at Enhedslisten skal være et arbejderparti, for de tro på den borgerlige myte om at arbejderklassen er forsvundet og opløst i ”videnssamfundet”.

Ærgerligt at kammerater fra arbejderklassen har valgt en anden arena, end at omsætte ”Enhedslisten gør en forskel” i Enhedslisten og gøre Enhedslisten til et arbejderparti med solide rødder på landets private og offentlige arbejdspladser. DKP formået det (trods alle dets dybt problematiske politikker) – hvis Enhedslisten skal have en fremtid skal det formå det samme.

Jan Hoby, arbejder og medlem af Enhedslisten


Kommentar af Dennis Laursen | 29. november 2008 | 13:00

Claus Pedersen

"Til Dennis: Jeg tror, at du misforstår Mattias’ tekst mht. DFs vælgere. Jeg læser det som, at han beskriver hvordan "venstrefløjen" opfatter/omtaler DF’s vælgere. Pointen er at vi skal begynde at se dem som arbejdere, og tage deres behov som arbejdere som prioritet."

Jo jo, den del forstod jeg skam, og der er jeg også helt enig. Det jeg bare vil påpege, at hvis man skal "konvertere" DF’erne, så er den bedste måde at gøre dét på, at forstå deres situration. DF’ere er jo ikke onde mennesker (jeg har selv mange af dem i min familie), de har måske bare "misforstået" andre mennesker, i særdeleshed indvandrere. De føler måske deres identitet truet af indvandrere, selvom at man selvfølgelig kan sige at dette er noget nonsens. Men hvis de opblever det sådan, så løses problemet jo ikke ved tilsvining, men information.


Kommentar af Claus Pedersen | 29. november 2008 | 15:03

@ Jan Hoby: Er du ikke ansat i en fagforening? Det gør dig vel til funktionær, eller noget som ligner?

@ Madolin: Jeg står fortsat ved alt hvad jeg har gjort/sagt ifm. både mine rejser og mit kandidatur for Enhedslisten. Hvis du har andet end rygter du vil bringe til tovs, så kommer du bare med det. Jeg stiller gerne op. Uden at være perfekt, så er der en klar rød tråd i de ting jeg har foretaget mig. Jeg vil desuden tilføje, at det meget ubehageligt, at en anonym person begynder at have meninger om mine private/upolitiske gøremål. Hvis du har en holdning til, hvor og hvordan jeg bruger mine ferier, så vil jeg gene vide hvem jeg taler med.

Mht. fundamentalistisk læsning af Marx, så har du slet ikke belæg for din kritik (af mig - jeg kan ikke tale for Mattias). "Proletariatets diktatur" er i mine øjne en død sild. Den eneste vej frem er udvidet demokrati, flere partier/foreninger og et styrket civil samfund. Når du taler om at "give køb på væsentlige politikker", så illustrere det min pointe omkring at kunne/turde prioritere. Jeg mener ikke at homo-rettigheder, kønsproblematikker eller tilsvarende undertrykkelsesformer er uvæsentlige, men de har bare domineret vores verdens billede i alt for lang tid. De skal naturligvis ikke nedprioriteres af de mennesker som arbejder med dem, men som bevægelse bliver vi nødt til at prioritere breddere end disse minoritetsspørgsmål. Den prioritering bør tage udgangspunkt i arbejderklassen.

Jeg mislæser måske Mikkels indlæg. Jeg kan ikke læse en central kritik. Spørgsmålet om "hvor lang skal vi gå" er da relevant, men når vi ikke engang er begyndt at gå, så er det et utidigt spørgsmål. Der er en række områder, hvor vi oplagt bliver nødt til at bevæge os, og der fungerer diskussionen om "hvor langt skal vi gå" udelukkende som dæmonisering.

I hvor høj grad skal vi rette ind efter vælgerundersøgelser? Spørgsmålet er irrelevant. Det relevante spørgsmål er, om vi overhovedet skal læse dem. Naturligvis skal vi det, og så skal vi tage dem seriøst. Vi laver for pokker politik for befolkningen?

Nej. Arbejdernes behov og ønsker betyder ikke at alt andet må vige. Men det betyder, at alt andet skal nedprioriteres.


Kommentar af sano bhai | 29. november 2008 | 15:57

hvad angår det nationale kan sf evt starte med bakke enhedsllisten op i deres ap møller kritik og gøre danskerne opmærksomme på at der dagligt blir stjålet af vores fælles(nationale) oliereserver i nordsøen, som kunne være et grundlag for selvstændig socialisme..det praktisk!


Kommentar af Claus Pedersen | 29. november 2008 | 17:13

Det er ikke et godt udgangspunkt for forandring, at man gør som man plejer, men jeg vil gerne forfølge dit krav en smule hen ad vejen.

Hvis SF kritiserer AP Møller, er du så parat til at gå ind i SF/Mattias’ projekt?

Eller var det bare en lille ligegyldig kommentar til en vigtig debat?


Kommentar af Esben Sørensen | 29. november 2008 | 18:35

Hej Mattias

Jeg er enig i mange dele af din "teori". Arbejderklassen er, grundet de objektive materielle betingelser, det eneste revolutionære subjekt, og alle andre problematikker må underordnes denne hovedmodsætning mellem lønarbejde og kapital. Desuden mener jeg at alle andre modsætninger og problematikker i samfundet udspringer af denne første hovedmodsætning mellem arbejdere og kapitalister, og er dermed underordnede punkter under klassekampen, og kan kun vindes gennem klassekampen, som kun kan vindes gennem en erkendelse af arbejderklassen som den eneste revolutionære klasse. Så langt så godt. Det er jo god gammel marxisme, og er efter min mening, stadig gældende.

Jeg mener bare at du kommer med nogle helt forkerte konklusioner. "Praktisk socialisme", det nye ord for opportunisme?

Racisme er kun interessant som en del af klassekampen. Så langt kan vi vel være enige? Men at du nu vil godtage nogle af DF’s punkter er, efter min mening, helt fejlslagen. Arbejderklassens objektive interesser ligger ikke kun indenfor nationalstaten, den er international. Den måde hvorpå du vil sætte fokus på indvandring fra et DF standpunkt, er kun noget der kan splitte arbejderklassen. Det ligner den nationalitetspolitik kapitalens lakajer i de europæiske socialdemokratiske ledelser førte da de stemte for deltagelsen i 1. verdenskrig. "arbejdere i alle lande, foren jer!". Det gælder altså stadig.

Dernæst synes jeg også din tese om "praktisk socialisme" er helt hen i vejret. Din påstand om at vi alle bare sidder og snakker om et utopi samfund langt ude i fremtiden er simpelthen løgn. Det er et skalkeskjul for din egen opportunisme. Vi skal ikke indgå kompromis. Vi skal kræve nationalisering! Det kan arbejderklassen godt se fornuften i. Arbejderklassen vil ikke have et parti der i sidste ende vil forrædde dem.

Selvom du gerne vil fremstille dine teser som gode gamle marxistiske værdier, er det blot god gammel opportunistisk reformistisk forræderisk klassefjendsk politik. Her er et citat af Lenin: ”Vi marcherer i en lille flok på en stejl og vanskelig vej, idet vi holder fast i hinandens hænder. Vi er omgivet af fjender på alle kanter, og vi må næsten altid marchere under deres ild. Vi har sluttet os sammen efter en frivillig fattet beslutning, netop for at kæmpe mod fjenderne og ikke falde ned i sumpen ved siden af, hvis beboere fra første stund af har klandret os for at vi har skilt os ud i en særskilt gruppe og valgt kampens vej i stedet for forsoningens vej. Og nu begynder nogen af os at råbe: Lad os gå ud i denne sump!”
- Lenin, fra Hvad må der gøres? 1902

Så må du selv gætte hvem af disse personer du er. At være opportunistisk, som SF er, er at forræde socialismen og arbejderklassen. Ligegyldigt hvor mange små "forbedringer" man så får igennem, så har man indgået i klassesamarbejde og solgt socialismen, dermed forrådt arbejderklassen.


Kommentar af Marie Jonassen | 30. november 2008 | 11:04

Kære Mattias

Nogen gange kan jeg være i tvivl om du mener alt så arrogant som du formulerer det. Som om ingen andre på venstrefløjen har mange af de præcis samme ovevejelser som du selv, men at vores konklusioner måske bare ikke er de samme! Måske vil du bare provokere til debat. Men sådan nogen som mig bliver i virkeligheden bare trætte.

På den ene side; trætte af frelste venstreorienterede der vil gøre så meget over hvad de gør og siger, at de mister evnen til at kommunikere og ender med at blive handlingslammede. På den anden side; Trætte af det frelste arbejderaristokrati der har den skudsikre plan, og ved lige præcis hvordan arbejderne tænker og handler. Træt af at det bliver forventet at man tager side i en krig mellem anti-ligusterhække-arrogante-universitetsstuderende og klassekampsforkæmpere der har fundet den enkle løsning og tror, at de ved at skrive klassekamp 100 gange på tavlen kan ændre verden. Trætte af dem der glemmer at det er menneskers bedre vilkår vi i bund og grund vil forbedre

Du angriber mangfoldighedsteorien. Det har jeg også selv gjort i visse sammenhænge. Specielt når den bliver brugt til at sige at alt er lige godt. ”Hvis vi bare har en lige repræsentation af alle, så ville verden se bedre ud.” På den måde overser man fuldstændigt de undertrykkelsesstrukrurer, der bl.a. indebærer at arbejderen og direktøren aldrig kommer til indtage den samme position i samfundet. Derved bliver teorien ligeså ligegyldig som en akademisk afhandling, der i sin iver efter at se på en given sag fra alle mulige vinkler, ender med at blive fuldstændig intetsigende. Når det er sagt er mangfoldighedsfokusset opstået af en grund. Arbejderklassen (og befolkningen i hele taget) ER splittet og opdelt i forskellige grupper , der oplever forskellige former for undertrykkelse. Det er i den grad kapitalismen der har fremavlet og profiteret og som fastholder dette.

Eksempel: I flere 100 år er indianerne i bl.a. Bolivia blevet behandlet og set på som andenrangsmennesker. En racisme der også er blevet en del af deres egen selvopfattelse. For indianerne i Bolivia var det derfor et ubeskriveligt stort øjeblik at se en nyvalgt præsident på talerstolen iklædt den oprindelige klædesdragt. Ja en klædedragt, noget simpelt tekstil. Og denne fornyede selvtillid og opgøret med racismen er en af drivkrafterne i deres stadig igangværende kamp for at kunne skabe netop de økonomiske forandringer der skal løfte arbejderklassen i Bolivia. Den samme selvtillid som sosuerne udviste da de startede de overenskomst-stridige strejker i juni 2006. De krævede ikke bare højere løn men også respekt for dem og deres omsorgsarbejde.

På dig lyder det som om, at du simpelthen vil have afskaffet denne indianerbevægelse, samt alle feministiske organiseringer, hvor af antallet er boomet her på det sidste. Af en god grund skulle jeg mene. Nogen af feministerne er unge teenagere, der gerne vil kigge sig selv i spejlet uden at få ondt i maven, idet kønsidealerne har taget nogen dimensioner jeg for 10 år siden ikke troede var muligt. Andre, er lidt ældre fagforeningsfolk som bringer ligelønsspørgsmål og velfærdskamp på banen samtidig med at de kritiserer den sexisme, der gør, at kvinder langt fra har den samme politiske indflydelse som mænd, i arbejderbevægelsen og i klassekampen i hele taget.

Men hvis det er din strategi, altså det med at afskaffe dem, er jeg ked af at sige det, men det kommer aldrig til at kunne lykkes. Det er ikke disse politiske strømninger der skaber splittelsen. Det er den virkelighed vi som mennesker befinder os i, og det er den vi vil og skal forandre. Sådan nogen som dig (altså venstreorienterede murererer) burde netop vise vejen for hvordan det kunne lade sig gøre, at kombinere en klar arbejder politik, med det kæmpe mobiliserings potientale det netop er , at tage udgangspunkt i folks konkrete og forskellige virkeligheder.

Kh. Marie


Kommentar af Bjarne Thyregod | 30. november 2008 | 12:52

Hej Mattias Jeg takker for at du kaster dig ud i forsøget på at beskrive din tilgang på hvordan den reaktionære del af arbejderklassen hives tilbage på det rette spor.

Det første der falder mig ind er din tiltro til arbejderklassen - som du så ikke definerer dybere. Men ud fra hvad du tidligere har skrevet synes referencen at være begrænset til folk i skurvogne, på fabrikker og dem i anden produktion. Ret mig hvis jeg tager fejl.

For at overhovedet at komme videre ud af sporet med din klassestrategi synes jeg der mangler en klasseanalyse - der rækker lidt videre, der er ikke megen kampkraft at hente i den snævre kreds af Arbejdere som jeg tillægger dig at have defineret.

Du sætter mangfoldigheds strategi op som en modsætning til klassekamp, her er vi dybt uenige - kvindekampen har altid en del af klassekampen - uden at der har været en modsætning deri. Men jeg skal da også udtrykke min dybe forundring over at du har bevæget dig fra en ungdoms organisation med nære relationer til en stalinistisk tradition og klasseforståelse lig den du fortsat tilslutter dig, hen over Enhedslisten til det klassekampsløse SF som om nogen er eksponent for en mangfoldighedsopfattelse fjernt fra en Marxistisk analyse.

Formålet med klassekampen for det socialistiske / kommunistiske parti har aldrig været kampen for egne interesser. Marx, Engels og Lenin var ikke en del af arbejderklassen, som bare satte sig ned og fandt på det teoretiske grundlag for en kamp for egeninteresser - målet var langt større. Og sådan skal den politiske kamp altid være. En god bekendt fagforeningsformand for ufaglærte arbejdere sagde for nyligt til mig at vores del af fagbevægelsen havde haft stor medvind i nogle tider, men når alt kom til alt så havde medlemmernes kampgejst stort set kun handlet om hvordan man kunne skaffe sig flere penge til at købe større hus, samtalekøkken og en eller to biler - eller mod frygten for at miste eget arbejde. Kampen for bedre miljø, mod privatiseringer og demontering af den offentlige sektor, mod krig, for ordentlige forhold for alle også dem udenfor arbejdsmarkedet, havde ikke den store interesse i skurvognen eller i kantinen på fabrikken.

Og på min arbejdsplads (faglærte håndværkere som ufaglærte) der er klassebevidsthed noget som meget få har. Mange har absolut et større værdifællesskab med højrefløjen og føler ingen tilknytning til arbejderbevægelsen eller vores værdisæt.

Vi skal formulere en politik, der er retfærdig ikke fordi den bare tilfredsstiller vores egne behov. Klassekamp er ikke kamp for flere biler, større huse eller flere samtalekøkkener til drengene i skurvognen eller på mandsskabsstuen, klassekampen er en retfærdig kamp for banalt sagt "at man yder efter evne og nyder efter behov".

Fortsættelse følger


Kommentar af Claus Pedersen | 30. november 2008 | 14:47

Hej Bjarne

Kan du ikke uddybe dine erfaringer fra din arbejdsplads? Folk har et større fællesskab med højrefløjen end med venstrefløjen, og derfor har du opgivet dem?

Din gode bekendte fagforenings udtaler sig som de "klynkeklubber" der eksisterer på alle arbejdspladser. De klynkeklubber som se alle negative som udefra kommende. Måske er han/hun bare ikke god nok til sit arbejde? Måske følger han/hun den forkerte strategi?

Hvis du (og andre) har ret i, at arbejdernes vigtigste prioritet er flere penge, flere køleskaber og flere biler, så skal I jo slet ikke arbejde for deres rettigheder. Så er det jo det, I skal melde ud. Så må udmeldingen være, at arbejderne i Danmark har det for godt. Sig det dog lige ud, mennesker.

Jeg tror, at man oplever at de ikke kan finde forståelse for "vores"/venstrefløjens politikken, aktiviteter, hensyn, prioriteringer, og derfor vender vi blikket indad. Det gør for ondt at indse, at vi har taget fejl, og derfor diskuterer vi hellere med meningsfæller, og vi elsker at DF har fået magt, fordi så har vi fundet vores "fjende".


Kommentar af Jan Hoby | 30. november 2008 | 15:40

Den moderne arbejderklasse ser meget forskellig ud fra arbejderklassen i 1914, i 50’erne, i 70’erne. Det skyldes først og fremmest kapitalismens forandring med alt hvad det medfører af ændringer i arbejderklassens mangfoldighed.

Arbejderklassen udgør i dag et sted mellem 70 og 80% af befolkningen men er mere sammensæt end tidligere. Arbejderklassen har vidt forskellige sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige kapitaler som på nogle områder og for nogle faggrupper ligner middelklassens værdier, kodeks og optikker. (Lærere, pædagoger og sygeplejersker).

I dag udgør den del af arbejderklassen som arbejder i den offentlige sektor den nye ”fortrop”. Den nye militante arbejder er en lavt lønnede, ufaglært/semifaglært kvinde i den offentlige sektor. Det er først og fremmeste et resultat af det krydspres som den offentlige sektor har været udsat for under den nyliberalistiske revolution og markedsgørelsen af velfærdsstaten. En tendens som ses i hele Europa. (I Københavns Kommune er der ansat ca. 40.000 medarbejdere - 85 til 90% af dem tilhører arbejderklassen, uanset deres forskellige uddannelsesbaggrund og forskellige sociale og kulturelle kapitaler)

Tidligere tiders handlekraftige fagforeninger indenfor industrien og byggesektoren er i dag en skygge af sig selv fagligt, politisk og aktivitetsmæssigt. En del forklaringen på den reaktionære arbejder i skurvognen skal blandt andet findes her, for fagforeningerne har ikke formået at være nærværende for deres medlemmer og potentielle medlemmer. De har ej heller formået at udfordrer deres medlemmer og kommende medlemmer fagligt og politisk.

I 70’erne og 80’erne var det ofte fagforeningerne og deres medlemmer i den private sektor som var de mest "røde", de mest militante og mest bevidste.I dag er det omvendt, politiseringen og klassebevidstgørelsen af medlemmerne i mange af de offentlige ansattes fagforeninger kører på fulde omdrejninger.

Så det er ikke kun venstrefløjen der skal ”genopfinde” og ”genopdage” arbejderklassen, fagforeningerne skal også genopfindes som klasseorganisationer der kæmper for medlemmernes forhold hele vejen rundt og sætte kapitalisme-kritikken tilbage på dagsorden.

Jan Hoby, arbejder og fagbureaukrat :-), samt medlem af enhedslisten


Kommentar af Bjarne Thyregod | 30. november 2008 | 20:17

Hej Claus Ja når man ikke som du befinder sig i en akademikers virkelighed, men er så heldig at være en daglig del af den "rigtige arbejderklasse" som jeg tolker Mattias udmeldinger om klasse - så er virkeligheden så meget mere kompleks - end pladder romantisk arbejderisme. Blandt mine kollegaer er der DF’ere, en tidligere nazist, Venstremænd, socialdemokrater, marxister og alle mulige andre - ja en stor sammensat gruppe er vi.

Med en årsløn i nærheden af 450.000 -500.000 er det ikke kampen for det daglige brød der er vores umiddelbare problem. For mange er det mere kampen for at betale mindre i skat, at investere penge mest givtigt, at følge kursudvikingen, husprisudviklingen (man har jo investeret)- og så ikke mindst bekymringen over muslimer der er toneangivende. Med en faglig organisering på 99,5% er det således ikke opbakning til fagforeningen der mangler - trods masser af brok over de elendige løn og ansættelsesforhold ;-)

Men nej du behøver ikke at stramme mine udtalelser op så du får dig en bedre position for et angreb. Jeg har på intet tidspunkt givet udtryk for at have opgivet arbejderklassen - har du ? Jeg er stadig arbejder og har mit daglige virke blandt arbejdere - hvordan har du det som akademiker - har du taget afstand fra arbejderklassen ?

Claus, jeg mener at kampen for arbejderklassen rækker langt ud over en simpel lønkamp. Klassekampen handler om ejerskabet til produktionsmidlerne og kampen om arbejdsforholdene. Men også kampen om miljø, uddannelse og tusinde andre ting er en del af såvel faglig kamp som af klassekampen. At du forsimpler andres meninger er jo ikke noget nyt, men det bliver det så ikke mere sandt af. Jeg postulerer absolut ikke at lønkamp er ligegyldig.

Og nej min bekendte fagforeningsformand er ikke som du insinuerer en "klynker" men tværtimod en af dem som er aktive i tusinder af aktiviteter for sine medlemmer og for arbejdsløse og som er omgærdet med stor respekt af såvel egne medlemmer som af mange andre arbejdere.

Vi er nogen, der ser højredrejningen blandt arbejdere som resultatet af en række forhold - højere indtægter, Pensioner investeret i kapitalfonde, ejerboliger, private sygeforsikringer osv osv. Men højredrejningen er også resultatet af nationalistisk retorik som i noget omfang stammer fra dele EU-modstanden og angst for omverdenen i en globaliseret verden med korte afstande for såvel kapital- som menneskebevægelser.

Om du har brug for DF som den vigtigste fjende ved jeg ikke - jer ser DF som den forsimplede populistiske garant for V og K’s liberalistiske projekt. Jeg ser kampen mod Liberalismen som det vigtigste, at DF er vokset under den tid hvor jeg har arbejdet i anti-kapitalistiske bevægelser er sandt, men det eneste område hvor jeg har brug for at fokusere på DF er deres latente Racisme og antidemokratisme og deres indflydelse på debatten i Danmark.


Kommentar af Thomas Thingstrup | 30. november 2008 | 20:57

En kort opsummering af de 10 teser: Det er skolelærernes og fremmedarbejdernes skyld og i øvrigt drejer det sig om at hytte sit eget skind her i verden! Det må siges at være en direkte kopi at Foghs politik de sidste 7 år!

Det kan i øvrigt ikke overraske, at Mathias når de samme konklusioner som de borgerlige, skyldes det at han bruger de samme præmisser i analysen.

Eksempel: Integrationsproblemerne i dag skyldes at man ikke stillede krav til fremmedarbejderne i 80’erne. Kravene i 80’erne var præcis de samme som i dag: 100% assimilering til danskhed. Et godt eksempel er diskussionen af fertilitetsrater. I 80’erne mente pæne mennesker at fremmedarbejderne kun ville have samme fertilitetsrate som hjemlandet i en generation eller to, og at racisternes forestillinger om at Danmark ville blive oversvømmet derfor var snik-snak. Metoderne var måske anderledes i 80’erne når det drejede sig om integration, man ville lade tiden arbejde for sig. Men målet var helt klart, fremmedarbejderne ville langsomt men sikkert lade sig påvirke og få samme fertilitetsrate som rigtige danskere!


Kommentar af lars grenaa | 1 december 2008 | 01:06

hva er der nu galt med grafitti? troede du var hiphopper mathias... bare fordi nogen mennesker (af alle køn, hudfarver og seksuelle præferencer) ikke kan lide grafitti, så skal de sgu ik have held til at smide nogen i fængsel for det!!!! og det er virkelig, virkelig en ringe tilgang du har til straf-spørgsmålet...nogen gange kan det måske godt være en fordel at komme ud af skurvognen :)

alt det andet kan diskuteres, men at gå ind for straf burde næsten være kriminelt... kh lars grenaa


Kommentar af Claus Pedersen | 1 december 2008 | 01:12

Hej Bjarne

Alle dine forbehold illustrer igen fornemt min pointe omkring venstrefløjens manglende evne til at prioritere. Jeg er 100% enig i dine betragtninger omkring arbejdernes fokus på aktiekurser, pensionsopsparinger mv. Netop derfor er det nødvendigt at lukke disse bekymringer af, for at kunne tage fat på de øvrige vigtige emner. Jeg er faktisk overrasket over, at du ikke kommer til samme konklusion.

Du vil det hele på samme tid, og det er prisværdigt, men en forkert strategi.

P.S. Lad være med spekulere i mine arbejdsforhold. Tænk hvis du tager fejl.


Kommentar af rasmus m | 1 december 2008 | 05:38

Her er lidt kommentarer og spørgsmål til nogle af de 10 spændende teser. Håber du har tid til at svare Mattias:

1. Teorien Hvad betyder det konkret når du skriver: ”Udgangspunktet for alt politisk arbejde må derfor være arbejderfamiliernes kamp for bedre livsvilkår. Alle andre kategorier, herunder køn, etnicitet, tro og seksualitet, er kun interessante som en del af samfundets sociale struktur.” ? At venstrefløjen ikke skal arbejde for homo-rettigheder, afskaffelse af reveselsretten eller mod diskrimination? Og hvad gør vi - på baggrund af denne tese - i forhold til den økologiske krise? Venstrefløjen har i årevis været inddelt i to grupper: Dem der prioriterede identitspolitiken/anerkendelses-politik og de der arbejde for økonomisk opfordeling. Jeg er enig med dig når du påpeger at den yderste parlamentariske venstrefløj i Danmark i mange år har forfulgt en identitetsstrategi som har været skadelig, men at du skulle være bedre ensidigt at følge en omfordeling-linje er jeg ikke sikker på. Det der kendetegnede den socialdemokratiske bevægelse da den var mest progressiv og overbevisende var netop at det ikke var enten eller, men både og. Der var både plads til litteratur-studier og økonomisk omfordeling, kvindekamp og lønforhøjelser, pædagogiske forsøg og bedre bøger og toiletter til eleverne, rundkreds og faglighed. Det er venstrefløjens ensidig fokusering på kulturel diversitet, misforstået tolerance og kærlighed til den smalle kunst der er problemet, ikke diversiteten, tolerancen og den smalle kunst i sig selv.

2. Formålet Jeg er enig i at vi skal formulerer politik med udgangspunkt i folks egen interesser, men hvorfor kan man ikke samtidig tage sig af næsten som man ikke kender? Igen, problemet er ikke ”samvittigheds-politiken”, problemet er at venstrefløjens projekt blev løsrevet fra almindelige menneskers hverdagsoplevelser. Med andre ord, hvorfor skal vi vælge mellem at bekæmpe den voksende ulighed i Danmark og at bekæmpe den voksende ulighed i verden, hvor kan vi ikke forfølge en både og-strategi?

4. Nationen Enig i at national staten er en god rammen at arbejde indenfor, men hvis vi vil løse problmer der truer den danske befolkning, løndumpning, økologisk kollaps, fødevarerpris-stigninger, har vi så ikke brug for et Europæisk samarbejde? EU? National staten var især i 1900-tallet en fremragende politisk ramme, men er det ikke ilussorisk at tro at den ramme stadig er tilstrækkelig?

7. Ny politik Enig i dine teser, men skal venstrefløjen ikke have en vision der rækker ud over at folk lærer at læse og skrive og får et godt job? Kan vi ikke – som den socialdemokratiske bevægelse gjorde – have en vision der handler om at mennesker gennem uddannelse skal få mulighed for at blomstrer og udvikler sig, blive demokratisk borgere og lykkelige mennesker? Marx skrev at idealet var at mennesker kunne arbejde om formiddagen, fiske om eftermidagen og læse bøger om aften (eller noget i den stil). Med andre ord, den socialistiske vision handlede ikke alene om økonomisk omfordeling, men om at skabe rammerne for det lykkelig liv. Hvor er lykken, demokratiet, kunsten, morskaben og den personlige udvikling henne i din vision? Jeg er enig i at udgangspunktet er, at børn og unge lærer at læse og skrive, får en uddannelse, et job og en ordentlig bolig, men stopper drømmen der? Hvad prøver at sige, er nok bedst sagt af Bobby Kennedy: http://www.youtube.com/watch?v=77Id...

Og angående EU, har vi ikke – som nævnt tidligere – brug for en ny ramme at kæmpe indenfor hvis vi vil sikrer danskerne gode job og ordentlig velfærd? Med Obamas ord, skal politisk ledere ikke fortælle folk havd de har brug for at hører, og ikke havd de gerne vil høre?

8. Drop udlændingepolitikken Skide god ide at operere med 3 kategorier i stedet for bare at snakke om udlændingepolitik. Tror endvidere at venstrefløjen ville få meget ud af at holde fast i skillelinjen for eller imod demokrati som Villy Søvndal opfandt i forbindelse med hans udfald mod Hitz But tahrir(?). Næste spørgsmål der naturligvis melde sig er, hvordan løser vi intergationsproblmet til gavn for de unge der i dag bliver tabt og til fordel for brede gruppen i befolkningen som lider under ballade i gaden og kriminalitet?

9. Ledelsen At arbejdere og akadermikere lever vidt forskellige liv skal man ikke have en master i sociologi for at forstå, men at danskerne vurdere deres ledere på deres klassebaggrund er jeg ikke sikker på, f.eks. tror jeg det er et udbredt opfattelse at Anders Fogh forstår mening mands bekymringer og internationalt ser vi gang på gang at vælgere, som det f.eks. var tilfældet med Bush, identificere sig med og har tillid til ledere der har lever et meget anderledes liv end menigmand.

mvh Rasmus M


Kommentar af Pelle Dragsted | 1 december 2008 | 14:01

Hej Matias

Jeg synes, at der er meget provokation, myter og kortslutninger i dit indlæg - det første er nok meningen ; )

Jeg vil dog vælge at fokusere på to helt grundlæggende problemer i dit indlæg.

Det ene vedrører din "objektive vurdering" af arbejderfamiliers interesser.

Det andet sin handler om din strategi for at flytte vælgere fra højre til venstre.

For at starte med det første - så skriver du at venstrefløjens politik skal tage udgangspunkt i arbejderfamilierne (lønmodtagernes) interesser. Herfra konkluderer du, at venstrefløjen f.eks, skal have en stram retspolitik med krav om hårde straffe. Her synes jeg, at du kommer på tynd is og forveksler objektive interesser med dit øsnek om at komme på linje med de holdninger der i dag eksisterer blandt mange arbejdervælgere.

Det er givet rigtigt at mange lavtlønnede grupper,der f.eks. bor i ghetto-områder ønsker hårde straffe. Men det ændrer altså ikke ved det faktum, at fængselsstraf beviseligt ikke virker til at skabe mindre kriminalitet, men tvært imod er den bedste skole i fornyet kriminalitet.

Ved at kræve hårde straffe forsvarer vi ingenlunde arbejderfamiliernes interesser i at leve under trygge forhold fri for kriminalitet. Tvært imod.

Her mener jeg sgu´ ikke det er venstrefløjens opgave, at lade mennesker vedblive i en falsk overbevisning om at hårdere straffe vil føre til en mere tryg tilværelse - når vi ved, at det ikke er tilfældet.

Selvfølgelig skal forbrydelser straffes - og selvfølgelig skal vi ikke forsvare konkrete forbrydelser - herunder skolenedbrændinger etc. når de sker

Men når det kommer til de svar vi skal præsentere for at løse kriminalitetsproblemet, så skal vi sgu´ holde fast i et rationelt udgangspunkt - om hvordan vi reelt kan bekæmpee kriminalitet (forebyggelse, social indsats, resocialisering etc) og ikke hoppe med på letkøbt krav om hårde straffe. (Jeg regner heller ikke med at du er tilhænger af dødstraf, selvom dette også har den største opbakning hos lavtlønnede grupper - men vil da egentlig gerne høre det).

Kort sagt - her og i andre dele af dit indlæg synes jeg, at du sammenblander dit strategiske ønske om at nå (dele af) arbejderbefolkningen med dit ønske om at føre en interessepolitik for arbejderklassen.

Så til min anden kritik, som er mere overordnet. Jeg læser overordnet, et af dine centrale svar på hvordan venstrefløjen skal nå de borgerlige arbejdervælgere således: Vi skal på retspolitik og indvandrerpolitik flytte os tættere på DFs holdninger - fordi de har opbakning i blandt disse grupper.

Her synes jeg at den Norske venstrefløjs-aktivist og teoretiker Magnus Marsdal har en langt klogere strategi - som præsenteret i hans bog FRP-koden - som jeg ved du kender udemærket.

Her peger han på, at højrepoplismens fremmarch først og fremmest er forårsaget af at vælgerne ikke kan se forskel på højre og venstrefløjen når det kommer til økonomisk politik, fordelingspolitik etc.

Her oplever folk, at uanset om det er venstrefløjen eller højrefløjen der er ved magten, så føres den samme nyliberalistiske politik med øget ulighed, privatiseringer etc.

Når vælgerne ikke kan se forskel på partiernes politik på det økonomiske og fordelingsmæssige område, så bliver ddet andre politikområder, der bliver der hvor folk ser forskellen: Værdipolitik - retspolitik etc. Og det bliver disse ormåder som den politikse proces og diskussion centrerer sig omkring. Præcis som vi har oplevet i Danmark.

Marsdals recept for at vinde arbejdervælgerne tilbage er derfor (med baggrund i meget empirisk data) at venstrefløjen skal genpolitisere den økonomiske politik - så man kan se klar forskel på liberalisterne hos de borgerlige og socialistisk politik.

Det betyder konkret at venstrefløjen skal afvise privatiseringer - have en klar politik for omfordeling af rigdommen og foreslå øget samfundregulering af økonomien etc.

Kort sagt skal venstrefløjen herunder socialdemokraterne væk fra de senste 20 års flirten med nyliberalisme, 3. vej etc.

I følge Marsdal handler det altså ikke om at forsøge at slå højrefløjen på deres banehalvdel ved at konkurrere i fremmedfrygt og hårdere straffe, men om at hive spillet over på egen banehalvdel, ved at føre en klar klassepolitik på det økonomiske område.

Jeg tror ganske enkelt meget mere på den marsdalske strategi end på den tesfayanske ; )

Desværre er der lige nu langt til denne strategi i en dansk sammenhæng. SFs ønske om at rydde alle sten af vejen for at samarbejde med S, har betydet at SF langt henad vejen har opgivet at føre en mere klar klassepolitik på det økonomiske område, men i stedet taler om økonomisk ansvarlighed på de borgerliges præmisser.

Den chance som den økonomiske krise giver for at skabe et sundt "klassehad" mod den overklasse, der har skabt krisen og sikkert også kommer til at lukrere på den, bliver desværre næsten kun udnyttet af Enhedslisten.

Det er skide ærgeligt, for jeg tror ( ikke mindst når jeg kigger på vores nabolande, hvor debatten er langt mere skarp) at krisen og dens følger, giver mulighed for at realisere Marsdals ønske om at flytte bolden til vores banehalvdel og gøre klassepolitik centralt igen, og dermed flytte vælger tilbage mod venstrefløjen.

Derfor håber jeg meget, at der i SF og Socialdemokraterne vil komme en diskussion af nødvendigheden af en mere klar klassebaseret oppositionspolitik (Og su må da gerne lige fortælle om det er din oplevelse at en såadn debat er på vej i SF?)

Hvis det sker og vi kan skabe en klart oppositionsalternativ med en klar klasseprofil, så tror jeg roligt vi kan lægge den Tesfaianske strategi om at overtage højrefløjens værdipolitik på hylden.

Kammeratlige hilsner,

Pelle


Kommentar af Andreas J | 2. december 2008 | 01:44

sk(r)æmmende! et anti-intellektuelt, hetro-hvidt, national-socialistisk, klasseløst samfund bundet op om familien og arbejdet, som foragter kunst og mangfoldighed, og som straffer graffitimalere på linje med voldtægtsforbrydere og økonomisk kriminalitet - er det dit alvor det her??


Kommentar af Hoxha Fra Pjort | 3. december 2008 | 02:19

Hej Mattias;

Dit indlæg hedder "Praktisk Socialisme", men jeg ser ikke arbejderklassens overtagelse af produktionsmidlerne omtalt med ét ord, eller så meget som et hint. Så kan du pakke det nok så meget ind i klassisk marxistisk sprog; indlægget burde stadig have heddet "praktisk socialliberalisme". Mange af dine punker er jeg enig i, mange er jeg uenig i, men fremstår din taktik ikke som en del i en langsigtet strategi for at give kontrollen over samfundsøkonomien til samfundet, så kan det allerhøjest kaldes "kapitalisme med et menneskeligt ansigt". Det, der også er kendt som "putting lipstick on the pig".

@ Claus; Du burde vide bedre end at sætte lighedstegn mellem proletariatets diktatur og et udemokratisk samfund. I mit hoved er det nødvendigt at indskrænke nogle menneskers frihedsrettigheder - for eksempel ejendomsretten til produktionsmidler - for at tilgodese flertallets rettigheder. Alt i alt en udvidelse af demokratiet. Absolut frihed eksisterer ikke, for den er også friheden til at udbytte og undertrykke andre. Jeg tror egentlig du er enig i det grundprincip. Jeg mener, at proletariatets diktatur er en nødvendig og positiv udmøntning af det princip. Du kan være enig eller uenig i dette, men lad please være med at sætte set op som et faktum, som ikke står til diskussion.


Kommentar af Jens Anton Tingstrøm | 3. december 2008 | 10:57

Om pligt, ret og straf Journalist og forfatter Lars Olsen brugte tidligere på året et sjovt eksempel på arbejderbevægelsens forhold til ret og pligt: I 1911 vedtog byrådet i Esbjerg, at kirkeklokkerne skulle ringe klokken 20 om vinteren og klokken 21 om sommeren. Forslaget kom fra Socialdemokratiet. Arbejderpartiet var bekymret over, at alt for mange børn hang ud på gaderne om aftenen. De fik ikke ordentlig søvn og lærte ”en mængde unoder”.

Arbejderbevægelsen har historisk aldrig været bange for at stille krav til hinanden og gå benhård til usolidariske elementer. Fordi som der stod på bannerne: ”Gør din pligt og kræv din ret”.

Venstrefløjen skal derfor ikke være bange for straf. Som Pelle Dragsted rigtigt skriver i debatten: ” Selvfølgelig skal forbrydelser straffes - og selvfølgelig skal vi ikke forsvare konkrete forbrydelser - herunder skolenedbrændinger etc. når de sker”. Og Mattias rammer balancen mellem forebyggelse og straf meget rigtigt i starten: ”… vi bruger årsagsforklaringer til at forebygge, ikke til at undskylde, antisocial opførsel.”

Man kunne måske genoverveje mavereaktionerne om hvem, der ”sælger ud af værdierne” og ”er i konflikt med sin historie”?

Om uddannelse Hver gang en PISA-test eller lignende viser dårlige resultater i basale faglige færdigheder er den naturlige reaktion, at højrefløjen(VKO) vil ”gøre noget” og venstrefløjen(SRSFØ) vil også ”gøre noget, meeen man skal jo også lære noget andet”. Det er forkert af venstrefløjen. Det er rigtigt, at vi man skal lære en ”masse andet” end at læse, skrive og regne. Men hvis man ikke lærer at læse, skrive og regne, så kommer man altså ikke langt! De fælles skoler skal sikre et sikkert fundament for videre læring. Ellers lader vi børnene sejle i deres egen sø. Hvis venstrefløjen glemmer at få alle med fører man interessepolitik for den kreativ klasses børn, der nok skal lære at læse, skrive og regne derhjemme.

Højrefløjens økonomiske nedskæringer er et stort problem, men de seneste års elitære og overakademiske uddannelsestænkning er også skadelig– og venstrefløjen har ladet det ske! Den stigende individualisering af erhvervsuddannelserne, hvor faste stabile klassefællesskaber er blevet nedbrudt, betyder øget frafald. På de almene gymnasier er der med gymnasiereformen sket et ”teoretisk overkill”, hvor meget undervisning foregår i en akademisk osteklokke på bekostning af praktisk arbejde. Eksemplerne kan blive ved…

I disse år kritiserer både elever-, lærer-, rektorer- og lederorganisationer udviklingen fra hver sit udgangspunkt udviklingen i uddannelsespolitikken. Problemet har simpelthen været politikerne på Borgen, der har formuleret politik uden klang i virkeligheden! Heldigvis ser det ud til at gå i den helt rigtig retning for S og SF på dette punkt(jeg har ikke hørt noget fra Enhedslisten for nylig, men krydser fingrer!)

Socialisterne må derfor være skarpere i sin prioritering i uddannelsespolitikken. Ikke fordi vi skal ”fiske stemmer”, men fordi det er for galt, når børn ikke lærer noget i skolen. Måske har tese 9. Ledelsen i øvrigt noget at sige her?

Og lidt mere historie: Arbejderbevægelsen har længe krævet dannelse, som Rasmus M skriver, men der har også længe været kritik af de kulturradikale. Allerede i 1920’erne forsøgte Hartvig Frisch(socialdemokratisk intellektuel og Undervisningsminister i 1047-49) at formulere slags tredje vej, der adskilte sig fra både ”den sorte skole” og de elitære kulturradikales individualisering.

Om ”populisme” Når der argumenteres for politikjusteringer på disse områder på venstrefløjen beskyldes man let for ”at løbe efter folkestemningen” og lignende. Men det er upræcist. Eksempelvis skriver Pelle Dragsted om Mattias’ forslag til politikændringer: ” Jeg læser overordnet, et af dine centrale svar på hvordan venstrefløjen skal nå de borgerlige arbejdervælgere således: Vi skal på retspolitik og indvandrerpolitik flytte os tættere på DFs holdninger - fordi de har opbakning i blandt disse grupper.” Rent faktisk bruger Mattias selv en anden begrundelse: ” Socialisterne skal ændre standpunkter på en række områder, fordi det vi mener, er dumt.” Det er altså en diskussion om holdninger frem for ”spin”/”taktik”/”populisme”.

Beskyldningerne om SF’s ”højredrejning” på ”værdispørgsmål” er derfor også ret besynderlige. Udgangspunktet er rødt. Enten er der tale om reelle holdningsskift eller om simple standpunkter, der er anderledes end Ø’s – og længe har været det. Det er jo en ærlig sag.


Kommentar af Esben Sørensen | 3. december 2008 | 14:42

Hej Jens Anton

Du har helt ret. Det er nemlig en diskussion om holdninger. At SF har ændret holdninger er jo rigtigt, det kan ikke være til diskussion. Spørgsmålet om SF så virkelig mener disse holdninger, eller om det blot er en form for populisme, ja det kan kun SF’ere svare på, og det interesserer egentlig heller ikke mig så meget, ligesom jeg er ret sikker på at det heller ikke er det kritikken fra den øvrige venstrefløj egentlig går ud på. De nye holdninger SF har taget, og den helt nye profil, det er selvfølgelig en stærk højredrejning. I tør knapt nok have røde faner til landsmødet mere.

Som du sagde. Det er en diskussion om holdninger. En diskussion mellem revolution og reformisme, mellem socialisme og kapitalisme med et "menneskeligt ansigt". SF går ikke ind for socialisme, desværre.


Kommentar af Christine Lundgaard | 3. december 2008 | 16:30

Kære Mattias

Der fik du sgu sat i gang i en spændende debat. Tak for det! Her er en kommentar fra Bolivia til det du skriver om Teorien og Nationen:

”Politik er klassekamp.” Nemlig. Men jeg synes du forsimpler klassekampen og det revolutionære subjekt arbejderklassen, i en grad så du risikerer at gå glip af en masse klassekamp. Et eksempel: For ikke så længe siden var Bolivias venstrefløj domineret af mange små marxistpartier som læste Lenin med nærsynede briller. De fandt ud af at indianske bønder aldrig kunne blive kommunistiske ledere og føre landet til revolution, selv om der var mange der var parat. Det kunne kun den rigtige arbejderklasse på fabrikkerne. Men eftersom multinationale selskaber de sidste 200 år har skrabet Bolivias rigdomme hjem til sig selv, er her ikke rigtig nogen industri. Og ikke ret mange arbejdere til at lede revolutionen.

Dagens dagsorden her om kultur og anerkendelse kan misbruges af NGO´er og borgerlige, lissom målet om højere løn og bredere fladskærme kan misbruges hjemme i Danmark, ingen tvivl om det. Men den nye dagsorden er udtryk for et bevidst skift for dele af venstrefløjen. For disse spørgsmål har fået mange mennesker her til at spørge sig selv: Hvor er MIN plads? Var min bedstemor slave eller undertrykker, hvem tjener jeg til daglig – hvad er MIN plads i samfundet og produktionen? Disse spørgsmål udspringer af folks virkelighed, helt tæt på, og er farlige for den hvide overklasse. Disse kampe, ligesom kampen for kvinders frigørelse og retten til selvbestemmelse, kan være nøglen til en klassebevidsthed som den dogmatiske venstrefløj aldrig var i stand til at skabe for særlig mange mennesker. Og de kan være drivende i klassekampen.

”Vi skal være stolte af Danmark.” Nemlig. Stolte af de fællesskaber og de rettigheder der hører til Danmark, som vores formødre og -fædre i arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen, partierne og blomsterbørnene har kæmpet for. For at udvikle det og dele ud af det. Ligesom kvindekampen og den seksuelle frigørelse, er dansk kulturkamp heller ikke en marginal kamp der må vente til efter revolutionen. Vi skal ikke efterligne DF, vi skal røve historien og identiteten tilbage fra dem, og skabe et fællesskab som ser ud over egen navle og som det er skidesjovt at være en del af. Lige nu er vi blevet overhalet af reaktionær nationalisme og kulturimperialisme, af Dansk Folkeparti og Britney Spears.

Det der gør mig nervøs er, hvis du vil bruge “stoltheden over Danmark” til at basere asylpolitikken på den laveste grænse af FN´s konventioner, og indvandringspolitikken på snævre nationale egeninteresser. Dvs. signalpolitik over for en arbejderklasse der i 25 år er blevet systematisk udsat for racistisk (klassefjendsk) manipulation.

Jeg synes i øvrigt Pelle rammer plet, når han spørger: - Hvorfor ikke primært satse på at genpolitisere den økonomiske politik - så arbejderne kan se forskel på borgerlig og socialistisk politik, i stedet for at satse på signalpolitikker lissom de borgerlige gør?


Kommentar af lars grenaa | 3. december 2008 | 17:58

Hey Jens.

Bare fordi Pelle og Mattias skriver at forbrydelser skal straffes, gør det ikke synspunktet mere rigtigt.

Straf hjælper ikke - og både ofre og forbrydere skal netop hjælpes.

Spørgsmålet om kriminalitet er mere komplekst end så mange andre spørgsmpål fordi det er så følelsesladet. Men derfor skal venstrefløjen selvfølgelig stadig komme med et klart svar - og det svar må være: Vi går ikke ind for straf - vi går ind for hjælp!

Og det er uanset om flertallet af befolkningen mener noget andet eller nogen obskure fiskere på vestkysten, der tilfældigvis var medlemmer af en fagforening, havde held til at indføre spærretid 30 år før tyskerne - fordi det er rigtigt...

leve grafitti og unge på gaden!

kh lars grenaa


Kommentar af John Ekebjærg Jakobsen | 3. december 2008 | 21:42

Yes Lars. Vi skal ikke straffe - vi skal hjælpe!

Og så tager vi lige teserne:

1. Udgangspunktet for alt politisk arbejde er ikke kun arbejderfamiliernes kamp for bedre livsvilkår
- det er også kampen for ligestilling, for ytringsfrihed, for retssikkerhed!

2. Politik er ikke kun kamp for egne interesser. Hvis vi nøjes med det, så tager kapitalen røven på os 3. Venstrefløjen tror ikke at fjenden er intolerante DF-vælgere. Men regeringens og DFs politik er farlig for os – den handlingslammer dele af kampen

4. Venstrefløjen er ikke antinationale – mange er stolte af det vi er gode til – mange skammer sig over vores internationale politik. Vi er nødt til at tænke lidt længere end efterlønnen

5. Vi skal være kapitalismens vagthund! Vi skal være magtsøgende, men indtil vi får magten er der nogen der skal være vagthund – og også når vi har fået magten…

6. Plads til alle, der giver plads til alle er vist ikke Laizzes-faire. På vores arbejdspladser trives sortbørshandel, sort arbejde i bedste velgående og det er vel lige så farligt for samfundet, som ”Jagtvejs-liberalisme”. Hvis ikke nogen tør mødes udenfor arbejdspladserne for at formulere en anstændig politik, så er jeg bange for at vi får et fattigt samfund

7. Det vi mener er ikke dumt… Vi skal kigge på årsag og ikke på virkning. Før man fik problemer på Vestegnen i 80’erne udnyttede man arbejdskraften og glemte integration og uddannelse. På uddannelsesområdet er problemet ikke projektarbejde, men massive besparelser. Vi skal ikke straffe - vi skal hjælpe! Mange socialister har i mange år arbejdet med et større perspektiv end DK og EU

8. Vi skal diskutere asylpolitik, integration og indvandrerpolitik adskilt og sammen. Det kan ikke skilles ad og det kan ikke skilles fra al øvrig politik. Men regeringen, DF og mange andre fører en syg udlændingepolitik.

9. Ledelsen er ligegyldig – det handler om den politik der bliver ført.

10. Vi er praktiske socialister og vi skal turde formulere det! Og det er der heldigvis mange der gør

De 10 teser opfatter jeg nærmere som et bud på hvordan man argumenter med en DF arbejdervælger, Det er svært at se det som et bud på en praktisk socialisme


Kommentar af Thomas Allan | 15. december 2008 | 12:07

"@ Claus P. Din platte kommentar om andre folks kommentarer, hiver dig godt og grundigt ned på det niveau, du kritiserer"

Personen som Claus Pedersen "sablede ned" gør sig da i den grad berettiget til nogle bemærkninger med på vejen når vedkommende selv på meget ubehøvlet vis maler blogindehaveren over i fandens hjørne som en dogmatisk DKP-dinosaur.

"Venstrefløjen tror ikke at fjenden er intolerante DF-vælgere."

Jo, det gør den da. Store dele af venstrefløjen har i overordentlig lang tid dæmoniseret over Dansk Folkepartis vælgere og malet fanden på væggen over "den indre svinehund" der lurede i pøbelen mens den aktivt forsøgte at forbyde diskussionen. Det er den politisk korrekte, halalhippiestiske, dogmetolerante og problemfornægtende venstrefløj som Mattias Tesfaye her tager et opgør med, og det er intet mindre end absolut berettiget og på tide. Venstrefløjen bør forholde sig til substansen i udlændingespørgsmålene istedet for blindt at indtage det modsatte synspunkt af fjenden og overlade debatten til højrefløjen, som den især gjorde i 90’erne og start-00’erne. Det er fuldstændig galt i halsen at bære "analysen" om at grunden til højrefløjens opbakning skyldtes at folk bare blev mere "fremmedfjendske" og "massehysteriske" og tro at en tilgang til en kontrolleret indvandring er lig med at kopiere DF’s politik.

Så derfor er Mikkel Skov helt og absolut udenfor proportionsrækkevidde når han skriver;

"Jaaa! Hvorfor fanden er der ikke nogen der har tænkt på det før? Vi bliver laver da bare bagholdsangreb på Dansk Folkeparti og overtager deres politik! Stram retspolitik, luk grænserne, test i folkeskolen - og så ellers Dannebrog til tops."

Manden skriver for hulen ikke at grænserne skal hamres i, men at indvandringen skal begrænses, hvilket er egentlig talt realistisk da vi jo ikke som enkelt nation har råd til at huse mere end en absolut brøkdel af verdens befolkning! I og med at vi har at gøre med en type indvandring, hvor strømmen at tilkomne familiemedlemmer er fortsat ubrudt, og hvor viljen til at lade sig integrere ikke er stor som hos polske, ungarske, chilenske strømninger mv., er vi sgu nødt til at sætte en grænse. Enhedslistens "integrations"politik betyder i praksis at man ville lade halvdelen af Iraks befolkning bosætte sig heroppe. Og det har vi da hverken plads eller råd til. Spc. ikke når det er at en alt for stor del af de tilkomne har en tilbøjelighed til at mene at det danske samfund bare skal bøje af for reaktionære familienormer og istedet for at deltage i samfundet og være solidarisk, opbygger små enklaver af deres muslimske hjemland og bare holder sig til deres egne. Det er sgu en etnocentrisme som mange på venstrefløjen vender det blinde øje til.

Så kære alle andre her på fløjen, få nu orden i analysen og stop den unuancerede sammenligning af DF og venstrefløjsfolk der tager arbejdshandskerne på. At gå ind for en kontrolleret indvandring er gu dæleme ikke lig med at man så også ønsker apartheid, økonomisk diskrimination, udelukkelse af samfundet, mv. Specielt ikke når S-SF-linjen baserer sig på masser af strategier der skal give vores udenlandske medborgere langt flere muligheder end under VKO til samtid.


Kommentarfunktionen er lukket


Denne blogger er ikke længere aktiv

Mattias Tesfaye, 28, uddannet murersvend i Århus.

Arbejder nu som faglig sekretær i 3F Bygge,- Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening. Og har tidligere arbejdet som konsulent for 3F og været formand for 3F Ungdom.

Mattias er desuden medlem af SF.




Blogarkiv

17. august 2009
Fattigdom for folk flest
8 kommentarer

27. juli 2009
Per eller Hermann – Klub eller hold… tanker om Brøndby
8 kommentarer

18. juli 2009
En sportsminister, tak
5 kommentarer

12. juli 2009
Pernille og jeg
3 kommentarer

1 juli 2009
Schou-Epa

26. juni 2009
Gute Arbeit
3 kommentarer

22. juni 2009
Æskefesten
2 kommentarer

14. juni 2009
250 siders sammenfalset skoleopgave
3 kommentarer

8. juni 2009
Fuck, et lortevalg…
14 kommentarer

30. maj 2009
Den Nye (gode) Stil
3 kommentarer

1 2 3 4 5 >

Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer