Vi er flyttet! modkraft.dk


Hvor er verdensherredømmet, når man skal bruge det?

Af Mette Grimstrup | 30. marts 2010 | 3 kommentarer

Mlrrarrghpffh..!! Hjælp! Der bliver sagt utroligt mange dumme ting for tiden. Føler trang til at oversvømme verden med indignerede læserbreve, men kan ikke nå at få startet på det ene, før et andet paphoved siger noget andet – og så endda i Information og Politiken! Øv!

”Kvinden skal føde sine børn med smerte, står der i Bibelen” – skriver de gudhjælpemig i Politikens leder d. 28. marts som pinligt bagstræberisk argument for ”naturlige” fødsler. Her priser man regionernes formand Bent Hansen (S) for det ”mandsmod” det kræver at bede kvinderne tage sig sammen og lade være med at pylre og bede om kejsersnit.

Whut? Ku’ man evt. udbede sig det ”mandsmod” det kræver at overveje hvorfor antallet af kejsersnit er steget? Ku’ man evt. overveje at lytte til de kvinder, der fortæller om angst og utrygge fødsler pga. nedskæringer og manglende fødselsforberedelse? Ku’ man evt. overveje at bede den ærede Bent Hansen (S) tjekke, om det evt. skulle være hans egen biks, der var noget galt med? Jeez..

”Den biologiske faktor” udbreder Renée Toft Simonsen sig om i Information d. 25. marts. Renée er nemlig biolog, og har nøje undersøgt hvordan… eller nå – det er hun ikke?

Nej, Renée har bare fået børn, og nu er hun frustreret, og det kan jeg ved den søde grød godt forstå. For vores samfund er ikke indrettet til unger, og slet ikke til arbejde og unger, og det er stadig noget møg. Men hvorfor er det lige det dilemma skal iklædes de ”universelle biologiske og meget kvindelige” gevandter? Hvad med de kvinder, der gerne vil tilbage til arbejdsmarkedet? Hvad med de mænd, der gerne vil være tættere på deres børn? De betyder ikke noget, for det er Renées følelser, der er mest universelle og autentiske og urkvindelige.

Og misforstå mig nu ikke. Renées følelser er selvfølgelig lige så stærke og rigtige og frustrerende som alle mulige andres følelser. Men stå dog bare ved dem som de er, for f.. Man behøver ikke have en urkvinde i ryggen for at få ret – selvom det selvfølgelig altid hjælper i de hjemlige slagsmål om barselsorloven.

Suk.. og det har de droppet Heteroland for? Ach und Wehe.

Og så er der Julie Bindel, som i samme avis 29. marts mener at feminismen har sejret på Island, fordi de nu har gennemført en mindst lige så mudret prostitutionslovgivning som i Danmark. Striptease er blevet forbudt, men sexarbejde er stadig lovligt – til gengæld gør man nu bare livet så surt som muligt for sexarbejderne ved bl.a. at gøre det forbudt at udleje lokaler til dem osv.

Så hvad? Hvis man stripper, skal man nu partout have sex med kunden, ellers er man kriminel? Og det er meget bedre at dyrke sex på skumle parkeringspladser end i lejede værelser? Flot, flot. Bindel underbygger sin artikel med højst videnskabelige iagttagelser af strippernes udtryk på sexklubberne, og har så vist spurgt stort set alle andre på Island end lige sexarbejderne selv om, hvad de mener om loven.

Åuååh.. og så var der Viveca Tallgrens ulidelige tangokronik 24. marts i Politiken. Kvinder og mænd vil have lidenskab og machomænd og Yin og Yang, og det er jo synd for mændene, og det er derfor vi alle sammen snakker om tango hele tiden! Jaså?

Men jeg kan jo bare klappe i, kan jeg. For hvis ikke I skulle have opdaget det, så har vi rent faktisk vundet. Queerbevægelsen har overtaget verdensherredømmet – det siger både Mikkel Bruun Zangenberg (Pol. 28. marts) og Karen M. Larsen selv. Og det kunne de altså godt have fortalt noget før, for havde jeg anet, vi havde magten, så var der eddermame lige et par ting eller tyve, jeg ville have ordnet og fået ophøjet til lov for længe siden!

Men nå. Jeg må vel bare se at finde et hedonistisk orgie eller to at fejre sejren med, så..


Semenya – den forkerte slags freak of nature

Af Mette Grimstrup | 19. september 2009 | 2 kommentarer

En pikant sensation fra sportens verden har trukket overskrifter på det seneste. Caster Semenya, som i august blev verdensmester i kvindernes 800-meter-løb ved VM i atletik i Berlin, har efter en kønstest vist sig at være hermafrodit. Hun har ingen æggestokke, men i stedet indre testikler, og producerer følgelig mere testosteron end de fleste, mere traditionelt indrettede kvinder, hvilket har givet hende en vis fordel under løbene.

Semenya er knust. Hun kommer aldrig til at løbe mere, bedyrer hendes træner, som også har sagt sin stilling op. Foreløbig ser det ud til, at det internationale atletikforbund IAAF allernådigst lader hende beholde sin guldmedalje, men måske også vælger at give nr. to i løbet guld.

Jeg kommer til at tænke på dengang Lance Armstrong også fuldstændig overlegent tværede sine modstandere ud, og aviserne begejstrede skrev om, hvordan Armstrong sådan rent genetisk set nærmest var mutant: Han var født med unormalt stort hjerte og lunger, hans naturlige ilt-niveau i blodet var 40-50 pct. højere end almindelige menneskers, hans mælkesyreproduktion var usædvanlig lav osv.

Der er – på mange måder – forskel på folk. Nogle forskelle kan vi leve med, andre åbenbart ikke.

Så snart det handler om køn, er der tydeligvis ingen tvivl om, at enhver afvigen fra normalen er en ulykke og dybt pinlig for de berørte. Og jeg kan da godt se, det giver noget bøvl, når man nu har opdelt disciplinerne i han- og hunkøn. Men er det ikke nogenlunde samme slags bøvl vi står over for i ”super-atleternes” tilfælde?

De gode forskere mener at have fundet ud af, at nogle mennesker simpelthen er født i topform. De har genetisk set bedre chance for at blive top-atleter end de fleste andre mennesker. Til gengæld har de så også større risiko for at få kræft og ældes tidligt, hvis ikke de motionerer. Men det må man så åbenbart tage med.

Alle de artikler, jeg har støvet op om fænomenet, omtaler i hvert fald konsekvent disse atleter som ”lucky freaks of nature”. Og der er ikke nogen som mener, de ikke bør konkurrere i samme liga som deres mindre heldigt udstyrede konkurrenter.

Det skal jeg naturligvis ikke gøre mig klog på. Jeg konstaterer blot, at Semenya ikke var heldig. Hun fik den forkerte slags forkerte gener - og så er alle enige om, hun gør bedst i bare at forsvinde fra scenen så hurtigt som muligt.

Jeg håber hun dukker op igen - og at hun bliver ved med at være lige så glad for sin krop, og hvad den kan, som hun var det øjeblik, hun strøg over målstregen i Berlin.


Aldrig har jeg været så skamfuld

Af Mette Grimstrup | 15. august 2009 | 5 kommentarer

Aldrig har jeg været så skamfuld, eller følt mig så magtesløs, over at bo i dette lille formørkede røvhul af et land.

Aldrig har jeg været så fortvivlet. Jeg kan ikke holde ud at se nyheder. Og jeg kan ikke holde ud ikke at se nyheder. Jeg kan ikke bære, at sagen om irakerne allerede er røget helt ned i bunden af Politikens netavis. Så var 282 ulykkelige menneskers skæbne åbenbart alligevel ikke vigtigere.

Og aldrig har jeg været så vred. Jeg kan ikke klare, at kække Hella Joof får lov at sidde og udbrede sig i P3: ”Hvis jeg skal skifte mening i den sag, så skal jeg se billeder af grædende børn. Så skal jeg ikke se nogle møgforkælede unger fra Hellerup sidde og råbe fascistsvin af politiet.”

Nårh nej, Hella, undskyld. Fik vi ikke lige vinklet den historie på en fed nok måde? Skulle vi lige have sikret os, at det rent faktisk lykkedes en af irakerne at begå selvmord, da politiet kom bragende ind? Ville det så have været medrivende nok?

Aldrig har det hele set så håbløst ud. I Deadline valgte de gudhjælpemig den ”spændende” vinkel, at det var mange år siden, kirkens fredhellighed sidst var blevet brudt, og kunne vi i den anledning ikke lige få en kirkeekspert til at fortælle os lidt om reformationen og det protestantiske gudsbegreb?

Hvad er der galt med Danmark? Hvad er det der sker med os?

Vi står og stirrer direkte ind i et menneskeligt sammenbrud. Vi ser på en lille flok ulykkelige, desperate og nedbrudte mennesker, og så strammer vi tommelskruerne yderligere. Vi kigger på, mens de råber, skriger og græder, og så strammer vi tommelskruerne igen. Og lige om lidt, så lukker vi døren og sender dem væk, så vi ikke kan høre deres råb længere.

Og så fortsætter vi med vores små liv. Tilbage står kun en tom kirke, og nogle tommer huller, der hvor vores retfærdighedssans, vores medmenneskelighed, vores værdighed, vores ansvarsfølelse, og vores samhørighed med andre mennesker skulle have været.

Det er et helt håbløst raseri, der griber én, når meningsmålingerne med 60 procents flertal støtter politiaktionen. ”Lov er lov, og lov skal holdes”. Men det er jo os selv, der har lavet lovene! Det er regeringen, med et ivrigt, fremmedfjendsk parti i ryggen, som vælger at fortolke lovene i modstrid med en lang række internationale konventioner. Og det er regeringen, som med et fingerknips, stadig ifølge loven, kunne vælge at give de fastlåste irakere humanitær opholdstilladelse.

”Det skete, og derfor kan det ske igen,” skrev Primo Levi om en anden tids systematiske umenneskelighed. Jeg konstaterer, syg om hjertet, at han havde ret.


EU - forklar mig det lige igen..

Af Mette Grimstrup | 2. juni 2009 | 11 kommentarer

Jeg har en tilståelse: Jeg aner ikke, hvad jeg skal stemme på søndag.

Jeg synes altid, EU-valg fører til en lettere identitetskrise for mit vedkommende. Da jeg tog Politikens test viste det sig f.eks., at jeg var allermest uenig med Dansk Folkeparti – og Folkebevægelsen mod EU. Godt så. Og jeg var åbenbart foruroligende enig med en masse folk fra Radikale Venstre.

Der er et eller andet ved EU-valg, der forkludrer det hele for mig.

Hvorfor er det, at det er allermest venstreorienteret at sige nej? Jeg ved godt, at EU er et udemokratisk, kapitalistisk projekt, men er det så ikke bare noget med at komme op på hesten, frem i skoene og ind i kampen? Så må vi vel slås for at ændre projektet, eller hvad? Verden er større end EU, men verden er jo også EU, så skulle vi ikke gøre noget ved det, frem for at lukke os om os selv med undtagelser og særaftaler og hvad ved jeg?

Jeg ved godt, det sikkert er håbløst banale og naive betragtninger, men jeg kan bare ikke rigtigt se fidusen i dansk enegang og drømmen om et ædlere, nordisk samarbejde el. lign.

På den anden side ved jeg også godt, at jeg er pinligt uvidende om EU. Så spørgsmålene ovenfor er ikke ment helt så retoriske, som de lyder. Skulle der sidde en læser med mere styr på sagerne og rive sig i håret derude, så sig endelig frem.

Og jeg ved godt, at både Folkebevægelsen og Junibevægelsen sikkert arbejder for alle de mærkesager i EU, jeg i øvrigt går ind for, så snart valget er overstået: Miljø, arbejdstagerrettigheder, minoritetsspørgsmål osv.

Og jeg ved, at jeg ikke rigtigt synes, jeg har nogle alternativer: SF er på det seneste gået helt agurk på rets- og udlændingeområdet, og så er de i øvrigt skrækkeligt stivbenede i forhold til spørgsmål om sexarbejderes rettigheder, og det samme kan man egentlig også sige om Socialdemokraterne. Og skønt jeg egentlig synes, Radikale Venstres anti-nationalistiske kampagne (“Ligestilling er udansk - godt vi har EU”, ”God kræftbehandling er udansk – godt vi har EU”) er ret fed, så ligger de selvfølgelig aaaaalt for langt til højre for mig.

Så jeg ender nok bare med at satse på, at dem jeg politisk set stoler på til daglig, nok heller ikke er helt tossede, når det kommer til EU. Selvom det nogle gange føles sådan.

Og for resten: Skulle der være andre, der ligesom jeg kunne have tendens til at forfalde til enkeltsags-fanatisme, bare sådan i ren og skær forvirring over bunkerne af uigennemskuelige EU-argumenter, så har S.I.O. (Sexarbejdernes Interesse-Organisation) foretaget en rundspørge blandt en række EU-kandidater om deres holdning til sexarbejde. Det er der kommet et lille, overskueligt stykke papir ud af, som vist for alle parter vil kunne indsnævre kandidat-feltet en smule. Tak for det.


Men du lovede...

Af Mette Grimstrup | 18. april 2009 | 1 kommentarer

Okay, okay! Efter i længere tid ikke rigtigt at have følt, jeg havde noget fornuftigt at sige til verden, har et velrettet spark i r… fra den ærede Modkraft-redaktion fået mig på bedre tanker. Jeg lover at sige noget mere fremover, også selvom det måske ikke er specielt fornuftigt. Eller gennemtænkt. Men det er vel det, der er definitionen på en blog, så nu er I selv ude om det.

I denne lettere uansvarlige ånd vil jeg derfor divitere med en historie fra Det Virkelige Liv. For jeg var nemlig i byen et stykke tid siden med en veninde, og her stødte vi på et velkendt problem: Angsten for at være en narrefisse.

Min veninde havde gennem længere tid brokket sig over, at der ikke var sex nok i hendes liv, så da en rask ungersvend hin aften bød sig til og spurgte, om ikke de to sådan set burde gå hjem og have sex, syntes hun det lød som et udmærket forslag. Og de forsvandt ud i et skummelt baglokale for at snave.

Her gik det så op for hende, at nej… det skulle alligevel ikke være. Ikke med ham, ikke den aften, ikke der, slet ikke nogen steder, sådan set. Helt ok og fint at kysse, men ikke mere, tak.

Hvorpå hun resten af aftenen måtte lægge øre til en jamrende mand, som lige troede, og nu havde hun da lige sagt, og han havde ikke fået sex i et halvt år, så kunne de ikke godt, pleeeease?

Højst kikset og ufedt, og vi diskuterede på vej hjem, hvorfor vi nærmest synes truslen om at blive beskyldt for at være en narrefisse er værre end at blive beskyldt for at være en luder?

Måske er det bare fordi, vi oftere er stødt på narrefisse-problematikken? Eller fordi der er noget lidt sejere ved at være en luder, trods alt. Eller fordi vi er så feministisk kampklare i forhold til luder-beskyldningen: ”Må kvinder nu ikke have et sexliv?” og ”Hvis det var en mand, der gjorde det, så ville han bare være sej!”

Men narrefisse-begrebet er jo mindst lige så åndssvagt, og spiller på alle mulige ideer om den ustyrlige mandlige lyst, og at kvinden har ”lovet noget”, så snart hun har smilet eller modtaget en drink, eller er gået i byen i nedringet tøj. Og på den medfølgende kvindelige skyldfølelse over, at så snart man har ”lovet noget” til en sexhungrende, kurtiserende mand, så falder universet sammen, hvis man ombestemmer sig.

Men hvornår hører vi nogen brokke sig over en narrepik?

At sige nej er ikke at narre nogen. Det er sådan set tværtimod at være ærlig. Og kan man være det, kan man også mere ærligt sige ja. Det burde være i alles interesse.


8. marts og den umulige debat

Af Mette Grimstrup | 6. marts 2009 | 15 kommentarer

På søndag den 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, vil to demonstrationer forsøge at påvirke sexarbejdernes fremtidige vilkår. På Rådhuspladsen står 8. marts-initiativet og argumenterer for et sexkøbsforbud. På Vesterbro vil en separatistisk demonstration tale for sexarbejdernes rettigheder.

Et meget godt billede på den helt umuligt polariserede debat, vi for tiden har i Danmark om sexarbejde. Men debatten er netop så opdelt, fordi vi står over for valget om et sexkøbsforbud. Så må alle argumenter falde enten på den ene eller den anden side af den lov, og dermed forsvinder nuancerne fuldstændig. Og det er noget møg, for det er i nuancerne, de fleste mennesker lever. Inklusiv sexarbejderne.

Johanne skriver f.eks. i sin anmeldelse af KRANs nye blad, Feministiske Perspektiver, om den politisk prekære skelnen mellem handlende og handlede kvinder. Mine medkraner bad mig prøve at svare på kritikken.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at vi også internt i KRAN er forholdsvis uenige om problematikkerne omkring sexarbejde, så jeg vil lige understrege, at mit svar her må stå for egen regning.

Det er helt rigtigt, at der er store politiske interesser – på begge sider, vel at mærke – i at få fastslået, hvor stor gruppen af handlede kvinder er. Problemet er bare, at det er fuldstændig håbløst at slås om tallet, eftersom det afhænger af definitionen på handlen. Hvad vi har fat i her, er den gode gamle traver i sexdebatten: Hvornår handler man frit?

Og så er vi nærmest ovre i en filosofisk-eksistentialistisk diskussion. For der er jo ingen, der handler fuldstændig frit. Eller er fuldstændig styret af økonomiske, sociale eller kulturelle strukturer. Alle er på et eller andet plan altid allerede handlet med. Og alle handler, vælger og kæmper det bedste de har lært, ud fra den viden og de muligheder de har. Var det ikke Marx, der sagde noget i retning af, at vores frie vilje er det vi gør med det der bliver gjort mod os? (Correct me if I’m wrong, socialist-nørder herinde på Modkraft.)

Men jeg kan selvfølgelig råbe og skrige om kompleksitet og nuancer så meget jeg vil. Som Johanne påpeger, så er det af meget konkret og afgørende betydning for mange sexarbejdere, hvorvidt de defineres som det ene eller det andet, fordi det afgør deres mulighed for at få hjælp og/eller deres risiko for at blive smidt ud af landet.

Og det er helt rigtigt, at selvom de fleste sexarbejdere i princippet er handlende – de ved udmærket godt, hvad de går ind til – så risikerer mange at blive udsat for så meget l… på grund af deres udsatte position, at det ville være grundlæggende uetisk ikke at forsøge at gøre noget for dem.

Og så giver det umiddelbart meget god mening at prøve at argumentere antallet af handlede kvinder så højt op som muligt, for så kan de da i det mindste få en smule hjælp, i stedet for blot at blive smidt på første fly hjemad.

Men det er jo her det går galt. For at acceptere den præmis er heller ikke at hjælpe kvinderne. Netop det at stille valget op på den måde afskærer dem fra at få den hjælp, de har behov for. ”Vi har brug for hjælp. Men ikke dén hjælp,” som en af sexarbejderne sagde på prostitutionskonferencen i december.

Hvorfor lader man ikke sexarbejderne definere, hvad det er for en hjælp de har brug for, frem for at tvinge dem ned i nogle kasser, ingen af dem kan bruge til noget? Hvorfor arbejder vi ikke for at sikre, at kvinderne kan komme her og arbejde legalt som sexarbejdere, frem for at tvinge dem i armene på netop de kriminelle netværk, hvis metoder forfærder os sådan? Hvorfor hjælper vi ikke sexarbejderne med at hjælpe sig selv, frem for at pådutte dem en offerrolle, mange netop har kæmpet så umenneskeligt hårdt for at slippe ud af?

Jeg vil ikke ha’ en lov, der gør verden endnu mere sort-hvid, end den er i forvejen, og dermed skubber endnu flere sexarbejdere ud i skumle gråzoner. Jeg vil have nogle rettigheder og nogle love der tager højde for, at mennesker er forskellige og har forskellige behov, og at vi alle har allermest behov for retten til at bestemme over vores egne liv.

Og med den svada vil jeg ønske folket god kampdag! Vi ses på søndag – jeg vil være at finde på Vesterbro.


Designer-drømme mellem benene

Af Mette Grimstrup | 3. februar 2009 | 3 kommentarer

Jeg så ”Kropumulig” forleden. Det der show, hvor nogle læger rejser rundt i England for at give folk lejlighed til at gå til lægen med deres pinlige sygdomme, mærkelige gevækster eller andre anormaliteter, de ikke før har turdet spørge om. At de så bedre er i stand til at fremvise deres nedgroede tånegle og herpes-sår for millioner af seere, dét fatter jeg ikke, men jeg synes sådan set programmet er ok. En blanding af freakshow og alment oplysende, pædagogisk vejledning.

Men forleden kom der så en dame forbi, som var frygteligt hæmmet, fordi hun mente, hun så helt forkert ud forneden. Hendes indre kønslæber var større end de ydre! Lægen kunne selvfølgelig oplyse, at det var helt og aldeles normalt. Alle kusser ser forskellige ud. Ikke desto mindre tøvede lægen ikke med glædesstrålende at deklamere, at de da sagtens kunne ordne det problem, hvorefter vi fulgte kvinden få en plastikoperation, som lige svejsede de to arme hudlapper væk.

Hvaba?! Jeg var chokeret. Mest over at lægen syntes, det var så indlysende en ”løsning”. Jeg vil ikke bebrejde kvinden noget. Hun var ked af det, og så blev hun glad, og hvis det kunne give hende et bedre sexliv og selvværd, så fred være med det. Men jeg tror mest jeg var paf over, at det overhovedet kunne opfattes som et problem.

Porno bliver tit anklaget for at være skyld i denne nye besættelse. Nu skal vi ikke alene være plukkede og barberede og trimmede – kussen skal sandelig også skæres til. Endnu en førhen upåagtet del af kroppen er pludselig blevet årsag til bekymring og mindreværd. Plastikkirurgerne øjner nye markeder.

Jeg tror såmænd tesen er rigtig nok. Den pornografiske trend med at barbere kussen har ført til, at nye folder er kommet frem i lyset, og dermed også nye bekymringer. Men sjovt nok oplevede jeg det nu anderledes, da jeg i forbindelse med mit speciale udsatte mig selv for en massiv dosis pornografiske close-ups i løbet af det år, jeg sad og skrev.

Sandt at sige havde jeg ikke set specielt meget porno før, men nu sad jeg jo, om ikke dagligt, så dog ganske ofte med snuden langt oppe i diverse kvinders skræv, alt imens jeg forsøgte at fastholde fokus på kønskonstruktioner og kameravinkler. Og det gik op for mig, at jeg jo rent faktisk ikke havde set specielt mange kusser før. Nu fik jeg syn for sagn. Nå, sådan ser kusser ud?! De var da ikke så tossede.. Jeg blev rent faktisk bedre ven med min egen, såvel som andres kønne organer, i løbet af det år.

Kønsorganer er jo en smule bizarre. Om de så er trimmede eller ej, kræver de altså en smule tilvænning at kaste sig ud i. Og der tror jeg rent faktisk, porno kan fjerne en smule af mystificeringen og berøringsangsten.

At man så bare får alle mulige andre grunde til ængstelse af pornogenren, som den ser ud i dag ( - Er jeg stor nok? Stram nok? Sexet nok?) er alt sammen endnu en god grund til, at vi må se at få noget mere, anderledes pornografi, så vi ikke er henvist til kun at få kønsorganer serveret Playboy-style.

Hæ.. Og så er jeg altså nødt til lige at henvise til denne skrækkelige, men meget ”pædagogiske” side, hvis andre skulle bekymre sig om de nedre læbers udseende. Et fornemt eksempel på pornografiens opdragende effekt – nu blot brugt med modsat fortegn, om jeg så må sige.

(Advarsel: ”Sexy Labia” er eksplicit, plat, objektgørende og alt muligt andet, som porno jo ofte er, men altså.. Jeg tilgiver det næsten, bare på grund af den håbløst teenagedrenge-agtige kiksethed i begejstrede overskrifter som: ”Wow, protruding labia minora!”, eller ”She’s got a very sexy vulva”. Så er det sagt.)


Om bevidste og ubevidste singler med børn

Af Mette Grimstrup | 7. januar 2009 | 1 kommentarer

Enlige forældre er helt ok. Så længe de i det mindste har forsøgt at skabe en kernefamilie. Eller bare i det mindste ubevidst har forsøgt det. De skal helst være en lille smule kede af, at de ikke kunne skabe den familie. Så må de godt få eneforælder-tilskud af staten. Er de ikke bare lidt kede af, at de ikke kan leve op til kernefamilie-konceptet – tillader de sig ligefrem selv at vælge en anden slags familie til – så kan de lære det, kan de! Og så må deres unger klare sig med færre penge end de korrekt kernefamiliehungrende forældres børn.

Eller hvordan er det meningen, det skal forstås? Regeringen har i dag, ivrigt anført af Dansk Folkeparti, som i det hele taget synes, det der med enlige forældre er noget skidtmas, vedtaget endnu en diskriminerende lov. Fra 1. januar i år må enlige mødre, der er blevet gravide ved insemination, ikke længere modtage eneforælder-tilskud fra staten. Kvinder, der er blevet gravide ved et engangsknald i byen, eller som er blevet skilt eller hvis ægtemand/-kone er død, må godt.

Lovgivningen rammer naturligvis især lesbiske, som nok i endnu mindre grad end enlige heterokvinder ser nogen som helst pointe i at tilsnige sig en graviditet ved et tilfældigt heteroknald, og så rammer den i øvrigt alle andre, der forsøger at skabe et samfund og nogle børneliv, som ikke først og fremmest bliver bedømt på, i hvor høj grad man er i stand til at leve op til kernefamilie-idealet.

Argumentationen går på, at det er da helt ok at være ”alternativ”, men når man er det bevidst, så skal staten sandelig ikke betale. Kun, når eneforælderrollen indtræder uforskyldt, dvs. ved en ”udefrakommende begivenhed”, så er der støtte at hente.

A’hva’? En skilsmisse er altså ikke bevidst. Men det er singlelivet tydeligvis. (Undtagen ved ”udefrakommende” engangsknald..) Men kunne man så ikke mene at de tidligere gifte, men nu åbenbart bevidstgjorte og skilte singlemødre, også skulle have frataget tilskuddet? Eller hvad med dem, hvis ægtefæller er døde. Jaja, en vis karantæneperiode kan man vel nok tillade, men på et eller andet tidspunkt indtræder bevidstheden vel igen, og så begynder livet som enlig far eller mor vel at være selvvalgt – og så går det da virkelig ikke længere?

Eller med andre ord: Staten betaler simpelthen folk for at have (haft) en intention om at klumpe sig sammen i en kernefamilie. Kan den intention ikke spores, så har ungerne da virkelig heller ikke fortjent bedre.

Med mindre man er rig, selvfølgelig. Så skal man da bare eksperimentere løs og finde den familieform, der nu passer bedst til én selv. Fattige, de har værs’go at følge den af regeringen normerede kernefamiliekvota.

Og loven hastes sjovt nok igennem samme dag, regeringen ellers er blevet afkrævet et svar i en verserende sag ved Menneskerettighedsdomstolen netop om diskrimination af eneforældre – nemlig om eneadoptanter, som heller ikke får tilskuddet. Svaret bliver så åbenbart blot at udvide diskriminationen.

Suk… Dansk Folkeparti. En samling sære, bitre mennesker er de. Kan de ikke forbyde de familier, de ikke kan lide, kan de i hvert fald gøre livet så surt for dem som muligt. Og V og K følger lydigt trop. Igen.


Sex og penge

Af Mette Grimstrup | 19. december 2008 | 10 kommentarer

– Et feministisk og socialistisk bud på, hvorfor venstrefløjen i Danmark bør ændre sin politik i forhold til sexarbejde.

– Oplæg holdt på Konferencen om prostitution d. 1.-2. december i København.

I Danmark finder vi ofte den største modstand mod sexarbejde på venstrefløjen. I Folketinget vil stort set hele den venstreorienterede opposition have sexkøb forbudt, og de argumenter vi hører, er oftest feministiske. Jeg regner mig selv for at være indædt socialist og feminist, men må ikke desto mindre konstatere, at jeg på dette område er blevet temmelig uenig med min ”fløj”. Jeg skal her forsøge at forklare hvorfor.

Grundlæggende er jeg sådan set enig i, at sexarbejde i dag – dels som det foregår, dels som det opfattes – er et symptom på nogle problematiske kønsroller. Men jeg mener ikke, de er særligt meget hverken værre eller bedre, end hvad vi ser på resten af vores meget kønsopdelte arbejdsmarked, hvor kvinderne tager sig af omsorgssektoren, og mændene af lederstillingerne. Og jeg mener, opgøret med de kønsroller tages meget bedre ved en legalisering af branchen end ved flere forbud og forfølgelse.

Jeg mener, ligestillingen i Danmark vil have meget bedre af, at vi får nogle sexarbejdere, som kender deres eget værd og deres rettigheder og tør råbe op om dem, end at vi ved lov fastholder mænd i rollen som ustyrlige sexmonstre, og kvinder igen i den besynderlige, klassiske luder/madonna-rolle: Enten er de stakkels ofre, uden egen lyst, eller også må de jo være umættelige forførersker, som lokker mænd ud i ulykke og kriminalitet.

Jeg vil gerne gå på barrikaderne for sexarbejdernes skyld. Men jeg vil stå der med dem – ikke mod dem.

Men dette oplæg skal ikke handle så meget mere om køn. Det skal handle om sex og penge. For jeg tror, det er den kombination, som får de fleste, inklusiv venstrefløjen, såvel som mange venstreorienterede feminister, til at hoppe i stolene. Og det er sådan set også her, jeg selv synes, der er flest dilemmaer at tage fat på.

Jeg vil diskutere tre indvendinger i diskussionen om sexarbejde. For det første: Seksualiteten er uvurderlig. Vi må ikke objektgøre og reducere os selv som mennesker ved at sætte et prisskilt på. Sex må ikke gøres til en vare. For det andet: Sexarbejde er ikke bare et arbejde som alle andre. Skulle man så kunne blive henvist til det på arbejdsformidlingen, eller hvad? Og endelig: Økonomisk tvang og klasseforhold i diskussionen. Er det ikke meget nemt at stå her som ”frigjort” middelklassekvinde og tale for et arbejde og nogle valg, jeg aldrig selv vil blive tvunget til at tage?

Om sex som vare

Denne første indvending er relevant, og jeg kan godt forstå bekymringen. Der er sådan set også noget lidt paradoksalt ved at sidde her som erklæret socialist og tale for sexarbejde – dvs. for kapitalismens hærgende indtog på endnu et område af det menneskelige liv. Tilmed så følsomt og intimt og personligt et område som sexlivet.

Man kan også påpege, at vi jo som samfund har andre områder, som vi har besluttet ikke må gøres til genstand for handel, ud fra nogle af de samme overvejelser. Man får ikke penge for at give blod, f.eks. Eller for at være rugemor. Det har vi vurderet som så stor en gave, at den skal gives. Eller vi har besluttet, at vi ikke vil have et samfund, hvor alle de fattigste lider af blodmangel, fordi de giver det til de rige. Jeg synes, det er nogle væsentlige overvejelser, og jeg har det sådan set godt med, at der på de områder er taget en moralsk beslutning om at holde dem uden for kapitalistiske mekanismer.

Ikke desto mindre mener jeg ikke, sexarbejde skal i samme boks. Jeg mener, kapitalistisk udbytning skal bekæmpes på en anden måde inden for sexarbejde.

For hvad er problemet med sex og penge? Det er jo helt klassisk Marx at mene, at ved at sætte et prisskilt på, så fremmedgør vi os over for os selv. Vi gør os selv til objekter – reducerer os selv som mennesker. Men jeg tror vi skal passe på med – og det kan man i øvrigt også beskylde Marx for – at idealisere en art tidligere, uberørt og naturlig helhed, som kapitalismen så invaderer.

Sex er mange ting. Sex kan føles enormt naturligt og personligt og intimt. Men sex kan også være ligegyldigt. Det kan være en del af en forhandling. Eller et arbejde. Eller det kan være en gave. Sex kan være alt muligt – men uberørt er det ikke. Så lad os lade være med at lade som om, det er udgangspunktet. Og sex bliver ikke nødvendigvis reduceret af, at man i nogle sammenhænge sætter en pris på nogle helt specifikke ydelser. Lige som det heller ikke gør det at passe børn mindre værd, at nogen får penge for det.

Det allervigtigste at gøre sig klart i denne sammenhæng, er, at det at købe sex ikke er ensbetydende med at købe en krop. Eller en kvinde – eller mand, for den sags skyld. Man køber en ydelse. Det er en sindssygt vigtig skelnen, og én, som jeg mener, det burde være venstrefløjens fremmeste opgave at få slået fast. Det er jo helt klassisk venstrefløjspolitik at sikre, at såvel arbejdsgiver som arbejder ved, at bare fordi arbejdsgiveren har givet én nogle penge, har han ikke købt retten til éns liv eller krop, men såmænd bare til en veldefineret ydelse. Man har stadig sine rettigheder og sine tanker for sig selv, og kan tage sit gode tøj og gå, hvis det er det, man vil.

Og det er her, jeg mener venstrefløjen i Danmark er røget ud på et sidespor. Det er som om, vi forsøger at ”redde” sexlivet fra kapitalens kløer, ud fra en eller anden illusion om, hvad sex bør være. Men i stedet sikrer vi jo på den måde bare kapitalen frit spil, idet vi forhindrer, at sexarbejdere for alvor kan benytte sig af de redskaber, vi historisk set ved virker, nemlig organisering og rettighedskampe. Det er stadig den bedste måde at dæmme op for udnyttelse og udpining på. Det har sjældent været i kvinders interesse at skulle reddes af ”stærke mænd” i form af politi og advokater. Det, der virker bedst, er at styrke kvinderne selv.

Om sexarbejde som arbejde

Indvendingen går på, at sexarbejde jo ikke er ligesom alt muligt andet arbejde. Skulle man så kunne blive henvist til det fra arbejdsformidlingen? Og hvad med voldtægt? Skal det så bare klassificeres som en bøde for tabt arbejdsfortjeneste eller hvad?

I første omgang vil jeg mene, at det kan godt være, sexarbejde ikke er som alt muligt andet arbejde, men det er mere som alt muligt andet, end man måske lige tænker på. Vi har en hel wellness-industri, hvor folk betaler penge for nydelsen ved at blive rørt ved og kælet for af andre mennesker. Vi har en omsorgssektor, hvor folk bliver betalt for at tørre bedstemors røv og vaske bedstefars penis. Og vi har en hær, hvor vi betaler folk for at slå andre mennesker ihjel – hvilket da om noget er grænseoverskridende og inde at røre ved nogle dybt personlige ting.

Min pointe er, at vi har alle mulige mærkelige jobs – og vi finder ud af at håndtere de mærkeligheder på en eller anden måde. Det tror jeg også godt, vi kan med sexarbejde.

Hvad angår arbejdsformidlingen, så mener jeg jo ikke, nogen bør tvinges til at tage jobs, de af personlige, religiøse eller andre gode grunde ikke ønsker at tage. Og jeg mener rent faktisk allerede i dag, det er muligt at sige nej. Det bør det selvfølgelig også være med sexarbejde.

I forhold til voldtægt, så er jeg rent faktisk blevet spurgt, om hvis vi nu gør sexarbejde til et arbejde på linje med alle andre – bliver voldtægt så ikke bare at regne for en overtrædelse på linje med tyveri eller tabt arbejdsfortjeneste? Og det er selvfølgelig noget sludder. Et overgreb er et overgreb, lige meget hvem det begås imod, og lige meget hvordan de i øvrigt forvalter deres sexliv.

Men jeg har medtaget indvendingen her, fordi det jo netop er problemet nu, at sexarbejdere i højere grad end andre udsættes for overgreb, fordi der hersker den vrangforestilling, at er man sexarbejder, så er man trådt ud over en eller anden usynlig linje. Så har man mistet al selvrespekt og opgivet retten til sin egen krop. Det var først i 2008, bøden for at voldtage en sexarbejder blev lige så høj som for at voldtage en ”almindelig” kvinde – 60.000 kr. Før kostede det kun 20.000 kr. Det siger lidt om den status, sexarbejdere har. Det er den mentalitet, vi har i dag. Og det er den, vi skal væk fra – ved at øge respekten for sexarbejdere generelt.

Om klasse, økonomisk tvang, og deltagernes position i debatten

Her fyger det ofte med beskyldninger om hattedameri og egoistiske libertinere. Men det er sådan set også et ret vigtigt punkt, for det handler om at være opmærksom på, hvilken position man udtaler sig i debatten fra.

Selv kan jeg nogle gange være bange for, at jeg er havnet i rollen som djævlens advokat. Altså at jeg som privilegeret middelklassekvinde står og taler ud fra nogle fine idealer om seksuel frigørelse, når det for mange sexarbejdere handler om økonomisk tvang. Og tvinger jeg så ikke bare de svageste i samfundet ud i at nedværdige sig selv, hvis jeg tillader – eller måske ligefrem fremmer – den slags arbejde?

Jeg skal vende tilbage til spørgsmålet, men vil lige uddybe pointen omkring økonomisk tvang. For her mener jeg sådan set, venstrefløjen har meget godt fat i, at mantraet om ”det frie valg” klinger noget hult. Debatten om sexarbejde bliver nogle gange til en talkrig om, hvor mange kvinder som reelt er handlede. Og selvom det selvfølgelig er supervigtigt at komme myter til livs, så er det nogle gange som om, den stopper der. Som om, at hvis kun 10% er handlede, så er det selvfølgelig skrækkeligt for dem, men så har 90% jo selv valgt det, og hvad er så problemet? Der mener jeg, vi skal passe på med, at mantraet om det frie valg ikke får os til at lade være med at kritisere – og gøre noget ved – den økonomiske tvang og de konservative kønsnormer, der betinger disse valg.

Når dét så er sagt – og nu kommer jeg tilbage til det med den privilegerede position og trangen til at eliminere fattige menneskers ”nedværdigende” muligheder: Hvilken ret har vi til at bedømme, at det at sælge sex er mere nedværdigende end de muligheder, kvinderne selv har valgt fra, da de valgte sexsalget – og som vi overlader dem til, hvis vi afskærer dem fra muligheden for at sælge sex? Jeg tror, man skal passe meget på, hvad det er for nogle forestillinger om sex, man bygger den slags domme på.

Derudover mener jeg også helt grundlæggende, der er noget hyklerisk ved at fratage mennesker, som i forvejen har meget få valgmuligheder, et af deres valg. Hvis man synes, det er forfærdeligt, at de er tvunget til at foretage den slags valg – og det vil jeg selvfølgelig også godt skrive under på – må man gøre noget ved tvangen, dvs. ved de økonomiske omstændigheder, narkopolitikken osv.

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at spørgsmålet om sexarbejde er kompliceret, og der er mange nuancer i det. Der er ikke ét ståsted, der er det eneste rigtige. Netop derfor synes jeg også, det er så vigtigt, at vi spørger sexarbejderne, for det er dem, det handler om, og lytter til de organiseringer af sexarbejdere, der er opstået rundt omkring, både i Danmark, Europa og på verdensplan. Det er det mindste, vi kan gøre.

Tak.


Til konference med Kong Gulerod

Af Mette Grimstrup | 15. december 2008

Ja, så var jeg jo til konference om prostitution i sidste uge. (Og jeg beklager den forsinkede afrapportering. Mit eget oplæg fra konferencen er, som lovet, på vej..!) Konferencen var arrangeret af Center for Seksualitetsforskning, Sociologisk Institut, og foregik over to dage. Den første dag kunne jeg desværre ikke være der, men der var det lykkedes arrangørerne at få en masse udenlandske pinger ind og holde oplæg.

Jeg var især ærgerlig over at gå glip af Petra Östergren, en svensk feminist, som kritiserer det svenske forbud mod købesex, og har skrevet bogen Porr, horor och feminister om svensk feminisme og seksualpolitik. Og så ville jeg også godt have hørt Georgina Beyer, tidligere borgmester i New Zealand, fortælle om den newzealandske prostitutions-politik, som i modsætning til mange andre landes er blevet udformet i samarbejde med sexarbejdere.

Anden dag, hvor jeg var inviteret til at holde oplæg, bød på fire forskellige debatpaneler med efterfølgende diskussion. Emnerne var ’Danske sexarbejdere’, ’Migrerede sexarbejdere’, ’Køn, ligestilling, undertrykkelse, moral’ og ’Oplysning eller misinformation i medierne’.

Jeg fandt især workshoppen om migrerede sexarbejdere interessant. Det er jo dem, alle taler om, når vi forestiller os, hvem vi gerne vil hjælpe ved en ændret prostitutionslovgivning, og her fik vi sat nogle stemmer og nogle ord og noget viden bag snakken. Gennemgående for debatten om prostitution generelt er jo, at vi ikke rigtigt har noget ordentlig viden om det, vi diskuterer. Der er reelt ikke lavet særligt mange holdbare undersøgelser af prostitueredes forhold, og her fik vi da i det mindste noget info, om ikke andet, så bare om et afgrænset hjørne af emnet.

Jeg bed især mærke i sociologen Maibrit Gamborg Holms pointe: Hun havde forsket i nigerianske migrant-sexarbejderes forhold og viste, hvordan vores meget begrænsede begrebsapparat i forhold til sexarbejde betyder, at vi ikke er i stand til at hjælpe dem på den måde, de har brug for. Når vi kun kan se enten ’ofre’ (handlede kvinder) eller ’kriminelle’ (illegale indvandrere), så falder langt de fleste sexarbejdere igennem nettet, fordi de færreste passer helt ind i nogen af kategorierne.

Endvidere påpegede hun også, hvordan vores asyllovgivning, som blev grundlagt dengang der var flest mandlige flygtninge, er blevet utilstrækkelig. Den passer ikke til det nu stigende antal kvindelige flygtninge eller migranter, som ikke bliver forfulgt i den offentlige, men i den private sfære – hvilket gør det meget sværere at få asyl.

Og der var mange flere gode oplæg og interessante pointer, jeg ikke kan få med her.

I stort set alle workshops’ene sad der sexarbejdere med i panelet, og flere udtrykte ved konferencens slutning, at de var glade for at have været med til den første konference, hvor de følte, der blev lyttet til dem. Det var jeg også.

Der var dog ét forhold, som irriterede mig grusomt. Ét er, at konferencen var temmelig ensidigt lagt an (der var stort set kun inviteret modstandere af købesex-forbuddet). Jeg syntes, det var lidt dumt – mest fordi det så gjorde det alt for nemt for udenforstående at kritisere den, uden overhovedet at behøve at komme ind på alle de nuancerede indlæg, som rent faktisk blev fremlagt. Men det er så, hvad det er. Det er ikke altid, man bliver særligt meget klogere af at stille de argeste modstandere op og råbe af hinanden.

Men hvad der var mig en absolut gåde, var den arrogante tone, konferencen blev præsenteret i, især fra den ærede arrangør prof. Henning Bechs side. Hvad skulle det til for?

Det er meget svært at diskutere med nogen, som mener at sidde inde med Sandheden, og det gør den gode mand tilsyneladende. Nu er diskussion selvfølgelig heller ikke så vigtig, hvis man mener, resten af verden er håbløst uvidende og ude at stand til at tænke selv. Men hvis man nu synes, det rent faktisk er vigtigere at få gang i den diskussion, end det er blot at få bekræftet sin egen selvfedhed – fordi sagen er vigtig, og fordi den rent faktisk kan føre til en beslutning, som vil ændre mange menneskers liv – så er man pinedød nødt til at diskutere med dem, man er uenig med, og til at tage dem seriøst.

Og det gælder selvfølgelig begge parter i debatten. Så lad os håbe, konferencen ikke blot blev endnu et bidrag til den yndede grøftegravning her i landet, men rent faktisk vil føre til en bredere og mere nuanceret debat. Det fortjener såvel sagen som de mange gode indlæg, der trods alt fyldte mest på konferencen.


1 2



30 år, ynder at præsentere mig selv som feminist, socialist og optimist. Trådte mine politiske barnesko i den begyndende fredsbevægelse efter 11. sep. 2001 og blev senere studiepolitisk aktiv under universitetsreformen i 2003. Men har først, sidst og fremmest lagt mit aktivistiske hjerteblod i Københavns venstreradikale queerfeministiske miljø.
Har desuden læst Moderne Kultur og Kulturformidling på Københavns Universitet, iblandet en hel del kønsforskning, og skrev speciale om feministisk pornografi.




Blogarkiv

30. marts 2010
Hvor er verdensherredømmet, når man skal bruge det?
3 kommentarer

19. september 2009
Semenya – den forkerte slags freak of nature
2 kommentarer

15. august 2009
Aldrig har jeg været så skamfuld
5 kommentarer

2. juni 2009
EU - forklar mig det lige igen..
11 kommentarer

18. april 2009
Men du lovede...
1 kommentarer

6. marts 2009
8. marts og den umulige debat
15 kommentarer

3. februar 2009
Designer-drømme mellem benene
3 kommentarer

7. januar 2009
Om bevidste og ubevidste singler med børn
1 kommentarer

19. december 2008
Sex og penge
10 kommentarer

15. december 2008
Til konference med Kong Gulerod

1 2

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Ønsker de krig? Det kan jeg skaffe Dem den dag i morgen. Men få os ud af krigen igen, det overstiger mine kræfter.

A. P. Bernstroff. (1735-1797) Tysk født statsmand i dansk enevældes tjeneste fra 1758. Udtalelse til danske skibsreddere.

Flere citater