Vi er flyttet! modkraft.dk


Helle og Villy burde trække sig nu – for alles skyld

Af Mikkel Skov Petersen | 22. februar 2012 | 25 kommentarer

Ok folkens.

Jeg ved godt, at jeg kan beskyldes for at råbe ulven kommer, men nu er det altså alvor. Regeringen har lige bekræftet alle mistanker om, at den er syngende inkompetent, og de borgerlige har i samme moment så godt som genvundet regeringsmagten - uden at røre en finger.

Ingen, hverken i politik, forretning eller kærlighed, gider utroværdige skvat uden ryggrad. Og de gider da slet ikke ledes af dem.

Det vi er vidne til kan ikke længere betegnes som en dårlig start: vi er vidne til en katastrofekurs. Entusiasmen omkring projekt RAF-regering var stærkt behersket inden valget. Nu er den borte, og der er ingen grund til at tro, at den kommer tilbage.

Det efterlader os med to hovedproblemer: Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt.

Hvorvidt rød blok vinder en regeringsperiode mere, og dermed får tid og således mulighed for at sætte nogle afgørende fingeraftryk på rigets udvikling, står og falder med at vi får skiftet ledelserne i S og SF ud.

Hverken Villy eller Helle har nogensinde udvist talenter eller opnået resultater, der kvalificerer dem til at stå i spidsen for den venstreorienterede bevægelse i Danmark. Begge har de opnået deres positioner, fordi de var kompromiskandidater mellem interne fløje i deres partier, og de har politisk set, ikke bedrevet andet end at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Begges primære kompetence har været, at de trods alt har kunnet lade sig instruere af dem der formulerede strategierne og lagde planerne. Nå, ja og så er de da utvivlsomt flinke mennesker.

Villy Søvndal har aldrig bevist, at det var en enlig svipser, et hændeligt uheld, da han spurgte den daværende statsminister om det virkelig var korrekt, at der lå en amerikansk marineinfanteristbase under den grønlandske indlandsis. Han har tværtimod styrket indtrykket af et sludrehoved uden styr på fakta.

Helle Thorning-Schmidt har til gengæld omvendt bevist, at ja, selv blind høne kan finde korn, for Henrik Dahl havde faktisk ret, da han skrev at hun var spejlblank. Gårsdagens pressemøde viste, at hun ikke engang på forhånd forberedt kan eksponeres for et kobbel kritiske journalister uden at levere en tåkrummende pinlig indsats.

Begge har de formået at holde sig nogenlunde oprejst takket være henholdsvis Noa Reddington og Claus Perregaard, men det går simpelthen ikke, at de særlige rådgivere er så markant dygtigere og skarpere end deres formænd og ministre, at sidstnævnte ville sejle rundt uden førstnævnte.

S og SF har fortjent bedre, venstrefløjen har fortjent bedre og Danmark har fortjent bedre.

Hov hov, siger den kritiske læser måske, de har da vundet et folketingsvalg!? Nej, kære læser, de var ved at tabe et folketingsvalg, men hev, takket være De Radikale og Enhedslisten, med besvær og lodder og trisser og tætte marginaler en sejr hjem, der ellers var blevet serveret klappet og klar på et sølvfad.

Men hvad gør vi så? Jeg har ikke noget realistisk bud, men hvis vi skal undgå at forære historiens billigste valgsejr til brovtende, dumsmarte VU’ere, der kun kan holde deres hoveder oppe takket være deres grimme slips, så SKAL der etableres en troværdig og handlekraftig ledelse i regeringen. Vi har brug for nogle krigere, der kan lægge en klar linje og holde den.

Jeg ved godt, at det er stærkt usandsynligt, at alvoren er gået op for Helle og Villy, og selv hvis den var, så ved jeg også godt, at det er stærkt usandsynligt, at de tager konsekvensen og træder tilbage.

Det ændrer dog ikke ved, at det bør de gøre, det bør deres baglande kræve at de gør, og det bør deres rådgivere råde dem til at gøre.

Villy bør træde tilbage som SF formand med det samme, og som udenrigsminister senest om et års tid, og Helle bør melde sin afgang nu, så Socialdemokraterne kan vælge en ny formand til efteråret, så en regeringsrokade, inklusiv statsministerposten, derefter kan gennemføres.

Jeg har så ikke fuldt overblik over, om der findes nogle krigere i de to partiers talentmasse, sandsynligvis ikke, men der må da i det mindste være nogen, der kan mobilisere mere handlekraft og troværdighed, og udstråle bare en tand mere intelligens og integritet, end Helle og Villy.

Vi har brug for et hurtigt operativt indgreb, så vi undgår at patienten dør af koldbrand, mens der trods alt stadig er tre år til at tage kampen op.

Sandsynligt? Næ.

Nødvendigt? Ja.


Drømmen om en nat - bare én nat! - med Blå Bjarne

Af Mikkel Skov Petersen | 25. januar 2012 | 13 kommentarer

Jeg blev i kommentarsporet til mit sidste indlæg beskyldt for at deltage i en hetz mod Thor Möger. Hvis det er at hetze, at påpege det latterlige i at benægte krise i SF, når man bløder i målinger og den interne debat står i flammer, fair nok, så hetzer jeg. Jeg synes nu egentlig snarere det er at påpege det evidente.

Min udlægning er, at når Thor undlader at lege Komiske Ali, så gør han det faktisk udmærket. Ikke mindst den i Berlingske-kommentarform nys opsendte skattereforms-ballon var overbevisende eksekveret. Rettidig priming af bagland og offentlighed, og med hvad der ligner et klart blik for, at processen på ingen måde er uvæsentlig.

Og så kan vi jo i en sidebemærkning konstatere, at det da sandelig er nye tider, når det er en den politisk ordfører fra Enhedslisten der hidkaldes som opponent til en SF-skatteminister skattereform-ballon direkte i TV-Avisens 18.30’er.

Og substansen: En SF-skatteborgmester lover skattelettelser til den økonomiske middelklasse – AE-rådet anslog i 2009 at lavere middelklasse, middel- og højere middelklasse udgår 90 pct. af befolkningen.

Eller som Thor selv skrev i Berlingeren: Hårdtarbejdende lønmodtagere. Dem der står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde. Skattereformen starter og slutter med dem. Dem der trækker i kedeldragter eller orange veste. Dem der har værktøjsbælte. Dem der tager en uniform på. Dem der har skemalagte pauser. Dem der cykler rundt i hjemmeplejen. Dem der er på arbejde juleaften. Dem der må tage en søndagsvagt.

Danmark hænger kun sammen, fordi vi hver især trækker vores del af læsset.

Fordi der er nogen til at producere vindmøller. Fordi der er andre til at passe deres børn, mens de gør det. Fordi der er nogen til at producere fødevarer. Fordi der er andre, der kan sælge det til udlandet. Fordi der er nogen, der reparerer vejene, så materialerne kan komme frem - og så alle kan komme på arbejde. Fordi der er nogen, der tager sig godt af os, hvis vi kører galt. Og fordi der er nogen, der har lært os alt det, vi kan.

Thor vil altså give skattelettelser til arbejderklassen.

Vejen til regeringsmagten gik som bekendt over en neutralisering af det, der på baggrund af de seneste par valg blev opfattet som de borgerliges trumf og tunge skyts, og selvom denne taktik endte med at backfire, så der er næppe nogen tvivl om, at det bliver det samme modus operandi vi kommer til at se udfoldet som vejen til fastholdelse af regeringsmagten.

Skatteballonen er et forvarsel om, at når den første store omgang oprydning efter VKO er overstået, så vil vi se den samme neutraliseringstaktik; nu blot med skattepolitik som løftestang, i stedet for udlændingepolitik - der som det seneste valg viste, ikke længere er temaet, der hersker over alle andre temaer.

Som tidligere V-spindoktor Søs Marie Serup tørt konstaterede på Twitter: SF-toppen trænger til en succes, og den kommer nok snarere fra Thor end fra Villy.

Og jo, skattedebatten er tiltrængt medvind for en regering der ikke har haft meget at juble over indtil videre. Selv om de borgerlige jubler så er der næppe tvivl om at de følger udviklingen med nogen bekymring og tiltagende panderynker. Glæden over at Thor taler for blå politik, bliver langt hen ad vejen opvejet af at endnu et politisk slagnummer bliver demonteret.

Hvad har vi efterhånden tilbage af vindersager, spørger de sig selv og hinanden i den borgerlige kommandobunker? Der er snart kun den kristne kulturarv tilbage at gøre godt med!?

Enter Pernille Vigsø Bagge og Ministeriet for Livsanskuelser.

Ej, spøg til side. Den borgerlige kommentator Jarl Cordua kommenterer:

Den nye regerings skattereform er ikke desto mindre en øvelse, der er målrettet middelindkomsterne og især de vælgere, der ofte kategoriseres som såkaldte »blå socialdemokrater« (privatansatte, faglærte mænd), som p.t. har søgt asyl hos Venstre. Mange af dem er medlemmer af Dansk Metal, som i øvrigt for ganske nylig krævede grænsen for, hvornår man skal betale topskat hævet med 40.000 kr. Mon ikke det flugter med regeringens konkrete forslag til sin tid?

Det er middelklassens gunst, som den politiske kamp atter står om, og som der primært bliver ført politik for, selv i en regering med SF. Og det har Thor Möger også for længst indset. Det man kan undre sig over, er, hvad i alverden skatteministeren dog laver i et klassisk venstrefløjsparti som SF, når han så åbenlyst helst vil føre radikal skattepolitik?

Det Jarl Cordua overser i sin ellers på overfladen præcise analyser er, at Thor og SF’s topledelses dispositioner ligeså meget er interne venstrefløjsmanøvrer, som det er åben politisk taktik.

De blå socialdemokrater er jo ikke bare ombejlede på det generelle politiske marked; på ventrefløjen er de førstepræmien, Det Store Trofæ, og den partiformand og/eller –strateg, der kan løfte armene over hovedet og udbryde: Jeg scorede Blå Bjarne, har sikret sin plads i historiebøgerne, og kan roligt begynde at skrive sine memoirer.

Der er næppe tvivl om, at det er dette der er Thor Möger og hans allieredes egentlige mål: bare en enkelt nat med Blå Bjarne, og at vejen til Bjarnes hede favntag var først at droppe de brune, og nu at lægge afstand til overførselselssnylterne.

Der er sikkert mange SF’ere der sidder tilbage med en dårlig smag i munden, over at være blevet brugt som trædesten i denne intime parringsleg mellem Thor og co. og Bjarne, for nu at sidde tilbage med et parti i ruiner, ligesom der vist også skulle klinkes et skår eller to i DGS, da denne organisation havde udtjent sin rolle som fartøj for Mögers ambitioner.

Nu er SF ikke længere specielt relevant for Thor, han er ikke valgt af SF’ere, men af Helle Thorning, og nu handler det om at fastholde regeringsmagten, og opnå venstrefløjens svar på Champions League- trofæet: Blå Bjarnes gunst.

Enhedslisten (der jo i parantes, og for lige at sætte scenen for et lidenskabeligt trekantsdrama, OGSÅ drømmer om en nat med Blå Bjarne) bliver dermed sat i nøjagtig samme situation hvad angår debatten om ulighed, som man gjorde da SF i sin tid begyndte sit højresving på udlændingeområdet: pludselig står man alene, og det er på kort sigt slet ikke nogen fordel, men kan, som det viste sig med udlændingeområdet, blive det på lidt længere sigt, såfremt man holder fast og ikke panikker.

Når det så er sagt, så er der i sagens væsensforskel på de to dagsordner: solidariteten med flygtninge og indvandrere er intakt blandt store grupper i samfundet, mens debatten om afstand mellem lønindkomster og overførselsindkomster er indlejret i en anderledes økonomisk ambivalens – ikke mindst efter Carinas nylige gæstestjerneoptræden, og den efterfølgende afskaffelse af fattigdomsydelserne.

Det er meget, meget svært at komme med korrektiver til udsagnet: ’Det skal kunne betale sig at arbejde’, uden at komme til at sige ’komma MEN’, og MEN har det som bekendt med at devaluere den del af udsagnet der kommer før kommaet.

Så Enhedslisten skal holde tungen lige i munden i den direkte debat, og jeg vil i det åndedrag påstå, at der næppe var andre Enhedsliste-profiler end den politiske ordfører, der var sluppet helskindet fra den verbale konfrontation med Thor Möger i sidste onsdags 18.30’er. Ikke fordi Thor er en specielt dygtig debattør, og ikke fordi han udstråler specielt meget selvtillid, men fordi han sad med en solid vinderhånd, og fordi det derfor krævede et betragteligt retorisk kapitalindskud at tage fokus fra denne.

Jeg er dog langt fra sikker på, at man i længden slipper godt fra at falde tilbage i rollen som selvgode kværulanter, der stiller sig på bagbenene over skattelettelser til arbejderklassen, ud fra (tilsyneladende) principielle betragtninger. Så kan principperne i deres politiske essens i øvrigt være nok så fornuftige, som Jakob Lindblom redegør for på sin blog (og tage også lige at læse kommentarsporet!).

Enhedslisten havde for ikke så mange år siden i omegnen af 1,5 pct. kernevælgere, formentlig lidt højere i dag, og lånte ved sidste valg en ordentlig røvfuld vælgere, der for en størstedelens vedkommende bestemt ikke er revolutionære, og måske ikke engang socialister. Enhedslisten står derfor med den udfordring, at man snarere end at skulle erobre nyt terræn, skal undgå at jage de lånte vælgere på flugt: man skal kort sagt undgå at opføre sig alt for underligt, og det kunne jo umiddelbart lyder som en sikker opskrift på en solid parti-personlighedsspaltning?


Bemærkninger til SF’s valgevaluering og et par andre småting

Af Mikkel Skov Petersen | 18. december 2011 | 15 kommentarer

En af Facebook-kommentarerne til mit sidste indlæg gik på at det var strengt at sparke til nogen der ligger ned (læs S og SF). Det er jeg enig i, og det synes jeg heller ikke jeg gjorde.

Jeg er ikke er medlem af et parti, men tilhører den såkaldte ’røde blok’ – ligesom S og SF. Derfor synes jeg det er svært bekymrende, og desuden frustrerende, at to så væsentlige holdkammerater leverer en så sløj præstation som tilfældet er – og dermed trækker hele vores hold ned.

Siden omtalte indlæg er presset jo så som bekendt taget betragteligt af den nye regering, med først en skattesag, og siden en lækagesag, der begge har givet mere end antydninger af en ganske gusten kultur i magtcirklerne i det tidligere regeringsparti Venstre.

Desværre så blev dette forhold, den gustne kultur, ikke omdrejningspunktet for debatten, men i stedet en frugtesløs spøgelsesjagt på forestillingen om mørkets fyrster, kulminerende med vedtagelsen af en, med til vished grænsende sandsynlighed, ligegyldig gennemgang af de eksisterende regler for særlige rådgivere, der alene vil resultere i et utidigt spild af vores alle sammen skattekroner.

For sagen er den, som Niels Krause-Kjær så nådesløst pointerer, at det gælder for spindoktorer/særlige rådgivere, som det gælder hunde: de er et spejl på deres herre (m/k).

Hvis en særlig rådgiver udfører sit arbejde i en kontekst hvor målet helliger midlet, hvor tilsværtning af herrens (m/k) politiske modstander helliger lovbrud, eller balancegang på kanten af et sådan, så er det stor risiko for at det kan ske.

Derfor er det langt mindre interessant at se på de lovgivnings- og forvaltningsmæssige rammer for særlige rådgivere, da de for så vidt angår gennemskuelighed er til at håndtere, end det er at se på den kultur de arbejder i, samt hvem der er aftagere af eventuel kontrabande.Til det sidste har d’herrer Rune Baastrup og Kasper Fogh for nylig i kronikform leveret et tiltrængt indspark i debatten.

Ok, det var – indrømmet - et halvlangt sidespring. Det var S og SF vi kom fra. Mest SF.

Udover skatte- og lækagesagerne, så er der ligeledes i mellemtiden blevet kastet en ny Euro-pagt, og dermed noget reel politisk substans, på bordet. En kærkommen anledning til at tale politik og – for en stund – at lægge alle skodsagerne bag sig. Jeg kunne så her vælge at dvæle ved at Villy igen spillede flodhestekortet, og truede med at formøble pusterummet ved at undsige pagten i sin helhed FØR den havde været drøftet i regerings-regi, men det vil jeg undlade. Det er også alt for teknisk.

Det jeg egentlig ville beskæftige mig med er den interne evaluering af SF’s valgkamp, som Information m. fl. er kommet i besiddelse af.

Jeg har ikke selv set evalueringen, men ifølge Berlingskes Politiko angiver den seks hovedårsager til SF’s rædderlige valg: »Tab af troværdighed«, »forkert kampagnefokus i begyndelsen af valgkampen«, »S-SF blev opfattet som de facto-regering«, »betalingsring« og »mangel på selvstændig profil og hype omkring SF« og endelig »Behandling i pressen er præget af, at alle kommentatorer tilhører højrefløjen,«.

Det var – ikke overraskende – den sidste pind der trak overskrifterne, og selv om den i al sin trivialitet (vi tabte fordi fjenden skød på os!) er den mindst interessante, så fortjener den alligevel et øjebliks opmærksomhed: S og SF slap, i hele forløbet fra offentliggørelsen af projekt Fair Løsning og frem til det blev lagt i graven umiddelbart efter valget, for den kritiske gennemgang – fra de højreorienterede kommentatorer - af deres økonomiske politik, som den daværende borgerlige regeringsmagt råbte på som sit eneste valgkampsfokus: Ø-KO-NO-MISK U-AN-SVAR-LIG-HED.

Når man således trækker en fribillet i debatten om samfundsøkonomien, og ALLIGEVEL insisterer på at pisse på sine kernevælgere, usynliggøre sin egen berettigelse på det politiske marked, for så, i et forsøg på at score nogle hurtige værdipolitiske point, at handle i desperation i valgkampens tidlige fase, og åbne op for modvilje mod 24-årsreglen, for derefter i bedste skizoide stil at irettesætte sig selv, så virker det helt ærligt som et udtryk for manglende dømmekraft – også, og især, til intern brug - at skyde skylden på en lille håndfuld professionelle meningsmaskiner.

Denne blogger er formentlig ikke den eneste der kan koge opskriften på SF’s fiasko ned til en linje eller to - uden assistance fra et reklamebureau: Thor, Villy og Ole’s kalkule var, at hvad man mistede af SF-kernevælgere på at forlade SF’s politik – kulminerende med point-krigen - det kunne man hente over midterlinjen i dansk politik fra Dansk Folkeparti på millionærskat og snik-snak.

Men de tog fejl.

Heldigvis for dem, og for alle der synes at det vi har fået, trods deres overordnet set ringe start, trods alt er bedre end det vi havde, så var det Enhedslisten og De Radikale der opsamlede de frafaldne stemmer, og Thor, Villy og Ole blev alligevel ministre.

Arkitekten bag den fejlslagne strategi, Thor Möger, afviser at SF er i krise. For SF er jo i regering. For første gang i partiets historie.

Jeg tror at den korrekte udlægning af den slutning er: Nej, Thor ikke er i krise. Thor er minister. For første gang i sit liv.


I har haft 10 år til at skrive drejebogen!?

Af Mikkel Skov Petersen | 30. november 2011 | 11 kommentarer

Vi har haft ti års mørke med frontalangreb på alt fra velfærd og fagbevægelse til menneskerettigheder, internationale konventioner og Christiania. Ti år med et parlamentarisk flertal, hvor den tidligere opposition var kørt ud på et sidespor.

Det burde være motivation nok.

Det er seks år siden Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt blev formand/-kvinde for deres respektive partier.

De sidste halvandet til to år har den tidligere opposition kunnet læne sig tilbage og iagttage hvordan Løkke-regeringen ligeså stille imploderede.

Det burde være tid nok.

Så nærmer vi os, der er bygget op til den store forløsning, paukerne dundrer, vi stiger en oktav eller to, og - ENDELIG! - kom det store øjeblik hvor VKO måtte slippe tøjlerne, og der skulle nye boller på suppen.

Men ikke så snart var vi nået crescendo, og inden vi havde nået at nyde øjeblikket til bunds, før det fes ud i en ucharmerende, langstrakt pruttelyd af anklager om løftebrud, rockerforbindelser, sexchikane, misinformation om Moskva-guldet, mere løftebrud, 5.000 i rådighedsbeløb efter hundemad og smøger og endnu mere løftebrud.

Forestil dig samtalen, kære læser:

Hey, hvem har set drejebogen? Hvilken drejebog? Ja, drejebogen for de første 100 dage? Har du ikke selv skrevet den? Næ, det troede jeg du havde!? Oh, shit.

Hvordan kunne I glemme drejebogen? I har haft 10 år til at skrive den. Kunne I ikke have afsat bare et par eftermiddage i løbet af de sidste halvanden år, hvor VKO gjorde arbejdet for jer, og ligeså stille faldt fra hinanden uden at I behøvede at røre en finger, til at skrive den skide drejebog?

Et forslag til et par pinde i drejebogen I kunne være startet med:

Problem: Vi dropper kontraktpolitikken, og kan ikke love at gennemføre vores valgløfter.

Løsning: Vi går igang i god tid i forvejen med at forklare vælgerne at vi er nødt til at sikre os et flertal, før vi kan gennemføre vores målsætninger.

Problem: Medierne og de borgerlige har kørt på Ole Sohn for hans DKP-fortid før, og kan sikkert finde på det igen, hvis/når han får en ministerpost.

Løsning: Vi vender SELV hver en sten i sagen, så vi kan svare prompte i overenstemmelse med sandheden.

Problem: Når Villy bliver udenrigsminister, og vi trods manglende opbakning internt i SF forfremmer Thor til minister, hvem skal så lede partiet og sikre ro på den flanke? (Bl.a. så vi undgår at vores ordførere taber entydige vindersager på gulvet, og forærer billige point til Liberal Filionggonggong?)

Løsning: En ledelsesrokade, der er klappet og klar til eksekvering, når valget er vundet.

Problem: Har vi nogle dårlige sager blandt potentielle ministerkandidater? Sexchikane, rockerforbindelser og den slags?

Løsning: Det tjekker vi op på, og så forsøger vi at lægge dem døde inden valget.

Problem: Ved vi om der er jungle i Syrien?

Løsning: Skide være med det, det bliver alligevel ikke aktuelt.

Sværere burde det faktisk ikke være.

Alligevel så tumler S og SF rundt som et par stærkt berusede flodheste, helt overraskede over al den mediebevågenhed på den mindste potentielle, gode historie der følger med ministerkontorer og regeringsmagt.

Imens kan seniorpartneren De Radikale og Enhedslisten, der selv vælger hvornår de vil slås, og kun har et mindre problem med smågrupper, der vil have besvaret alle invitationer til at indgå forlig med et rungende krav om generalstrejke, tage den på cruise control, mens de måbende kan iagttage de tragi-komiske størrelser, der skulle forestille at være deres politiske alliancepartnere.

På den anden side af salen kan Lars Løkke læne sig selvtilfreds tilbage, med hænderne bag nakken. Der sidder han og bare venter på hvornår De Radikale ikke gider lege flodhestedomptører mere, men hellere vil lege med ham, nu hvor De Konservative alligevel er ved at fordampe for øjnene af os allesammen.

I har haft 10 år til at planlægge det her, venner. Hvad fanden har I lavet i al den tid?


Finanslovs-forestillingen er godkendt

Af Mikkel Skov Petersen | 21. november 2011 | 11 kommentarer

For små tre år siden skrev jeg et indlæg om Enhedslistens behov for fornyelse. Jeg var netop stoppet som ansat på Borgen efter fire år, og man behøver ikke være cand. psych. for se at der er investeret nogle følelser i indlægget.

Første kommentar indledes da også med ’Tør øjnene’. Fair nok.

Fratrukket den personlige støj, så forsøger indlægget som sagt at sætte fokus på nødvendigheden af ledelsesmæssig handling for at bringe Enhedslisten ud af den dybe krise partiet befandt sig i på det tidspunkt. Post-Asmaa-krise, parlamentarisk overflødig og i strid med sig selv.

Et par citater fra marts 2009:

»(…)

Problemerne handler om organisationens struktur, manglende manøvredygtighed, og manglende smidighed, samt de konstante driftsproblemer og dårlig udnyttelse af de sparsomme ressourcer som dette medfører, og endelig en helt urimelig grad af dræbende, tidsrøvende internt flueknepperi. Det sidste handler i høj grad om manglende retning, visioner og fælles fortællinger om hvad Enhedslisten skal og kan.

(…)

Forleden havde jeg den blandede fornøjelse, at diskutere det med nogle parti-kammerater, som jeg normalt er rimeligt enig med. Her lød dommen bl.a. at det var utopi at ændre på Enhedslistens struktur… Og så var det jeg bagefter kom til at tænke: hvis det er utopi at justere Enhedslistens struktur, hvordan ser det så lige ud med det lille sideprojekt om socialistisk verdensrevolution og demokratisering af produktionsmidlerne?

(...)«

Det er under tre år siden, men virker som lysår borte, her dagen efter at Enhedslisten har ageret forligspartner for en S-SF-R-regerings første finanslov.

Der er sket meget siden. Partiets struktur er ikke formelt ændret, men delvist by-passed af en ændret sammensætning af Hovedbestyrelsen, et talsmandshierarki med indførelse af et politisk ordførerskab og et fortsat generationsskift.

Justeringer der har muliggjort en effektiv kapitalisering på SF’s nedsmeltning, og banet vejen for den nødvendige manøvredygtighed og smidighed. Netop denne manøvredygtighed har vi nu set værdien af.

Selvom hele dramaturgien omkring finansloven er snyd, og Enhedslisten i realiteten kun har forhandlet om en klatskilling ud af det samlede husholdningsbudget, så står der et klart billede tilbage: man har udnyttet sin indflydelse til det maksimale, sat et par små, men synlige fingeraftryk, der flugter med partiets mærkesager.

Men væsentligst er forløbet: der har ikke været nogen langstrakt pendling mellem landskontoret i Studiestræde og mødebordet i Finansministeriet. Forligspartnere og offentlighed er ikke blevet holdt for nar af pedantisk kommaflytning.

Processen har været klappet af så man, når det gjaldt, kunne levere det der forventedes.

Enhedslisten har spillet sin rolle i forestillingen, kan med tilfredshed tage mod ovationerne og nyde en velfortjent sval drink i garderoben.

Selvfølgelig vil der være kritiske anmeldere, der synes der er for lidt af det ene, og for meget af noget andet. Til dem er der blot at sige: I har muligvis ret, men denne første finanslov for en regering der er kommet skidt fra start, i en tid med social og økonomisk usikkerhed som bagtæppe, er bare ikke en optimal ramme for eksperimentalteater.

Den forestilling vi netop har overværet har været af defensiv karakter, og skal de næste finanslovsforestillinger være anderledes, så kræver det god tids forberedelse og vilje fra regeringspartierne til at putte mere kreativitet i drejebogen.

Så er jeg til gengæld sikker på at Enhedslisten vil benytte sin nyvundne modenhed og smidighed til at lege med.


’Fuck Finansloven’ og Allende

Af Mikkel Skov Petersen | 9. oktober 2011 | 8 kommentarer

-  Jeg ved ikke hvordan man agerer politisk under en socialdemokratisk regering, sagde min noget yngre medblogger, da vi sludrede til en fernisering af en hyldest til de gamle 80’er S-toge; eller var det malerierne på dem vi hyldede. Det er uklart for mig.

Anyways. Vi sludrede om politik under Nyrup i 90’erne.

-  Jeg har kun arbejdet politisk under VKO. Hvordan gjorde I i 90’erne?

Dér kom jeg til kort. Jeg kunne umiddelbart kun komme på ’Fuck Finansloven’ i ’95, hvor vi var edderspændt rasende over halveringen af dagpengene for unge under 25. Det raseri gik ud over krydset Vesterbrogade/Viktoriagade og Arbejdsmarkedssekretariatet i Abel Catrinesgade.

Min medblogger kunne forståeligt nok ikke rigtigt bruge de farverige røverhistorier fra den efterårsnat i 1995 til så meget.

Det er godt nok også længe siden. På et utal af niveauer.

Udover at man kan forholde sig moralfilosofisk, politisk-strategisk osv., osv. til aktioner som ’Fuck Finansloven’, så kan man helt nøgternt konstatere, at begivenhederne spændte af i en ganske anden politiske kontekst.

Nyrup var en politisk pionér i det socialdemokratiske kursskifte i retning af den 3. Vej, og det der ofte kaldes neoliberaliseringen af Socialdemokraterne. Nyrup blev som sådan en socialdemokratisk superstar på europæisk plan, med præsidentposten for de europæiske Socialdemokrater som synlig belønning.

Det kursskifte satte for alvor igennem i de år i midten af 90’erne, og det er i store træk den politiske retning som VKO videreførte – garneret med et ordentligt skvæt nationalkonservatisme. Fraregnet nationalkonservatismen, må man formode og håbe, bliver det også, i økonomisk forstand, den samme politiske retning BAF-regeringen kommer til at følge.

Uden at jeg i øvrigt har fået taget mig sammen til at få læst det nye regeringsgrundlag igenne, så er det blevet mig hvisket i øret, af normalt pålidelige kilder, at det i store træk er et rip-off af programmet ’Gang i 90’erne’, fra Nyrup-tiden.

Det er således umiddelbart svært at overføre erfaringerne fra positionen som indre opposition under Nyrup, endsige at formulere klare handlingsanvisninger til brug i positionen som indre opposition til Thorning-Schmidt. Vi står ikke midt i et politisk nybrud på de store politiske linjer. (Og jeg tvivler i øvrigt på at Helle T-S. bliver superstar - udover evt. i Vild Med Dans).

I det hele taget er det med at formulere taktik og strategi ud fra historiske situationer, der udspillede sig i specifikke, og unikke, politiske kontekster, en tvivlsom øvelse, man skal være varsom med.

Se nu f. eks. den ganske underholdende debat om Enhedslisten principprogram, der slår fast at arbejderne, som noget af det første efter revolutionen, skal opløse politi og militær. Det princip tager angiveligt udgangspunkt i en lære fra militærkuppet mod den folkevalgte socialist Salvador Allende i Chile i 1973.

1973. Året før denne blogger blev født. Et tidspunkt hvor der var tre fascistiske og et par håndfulde såkaldt kommunistiske diktaturer i Europa. En helt anden tid. En helt anden kontekst – og ikke mindst – et helt andet kontinent.

Modargumentet mod påpegningen af det fjogede i at tage højde for en så specifik situation i et principprogram der kalder sig ’Kapitalisme og Socialisme i det 21. århundrede’, vil formentlig være noget i stil med at de underliggende politisk-økonomiske logikker, der førte til kuppet mod Allende, netop ikke er specifikke, men derimod universelle logikker der transcenderer tid og politisk overbygning.

Men hvis det er tilfældet, så kan det undre hvorfor de fredelige revolutioner ifm. Berlin-Murens fald, eller afskaffelse af ovennævnte diktaturer i Spanien, Portugal og Grækenland, endsige afskaffelsen af Apartheid i Sydafrika, ikke fremhæves som eksempler på negationer på almengyldigheden af situationen i Chile 1973.

Jo, det principprogram trænger til – som et minimum - en gennemskrivning, ikke mindst hvis det skal leve op til sin ellers lovende titel: ’Kapitalisme og Socialisme i det 21. århundrede’.


Projekt Rød Blok eller Valget Er I Gang

Af Mikkel Skov Petersen | 23. september 2011 | 14 kommentarer

Det har ikke skortet på metaforerne til at beskrive den nye politiske situation, og jeg skal da ikke være for fin til at kaste endnu en på bordet:

Vi har med valget den 15. september erhvervet os en byggeplads.

Samtidig er venstrefløjen tilsyneladende sendt på pension til fordel for en Rød Blok, og det er denne blok der på én og samme gang er entrepenør og bygning.

Valget er igang

Parlamentarisk politik er det muliges kunst, lyder det med en fortærsket hade-kliché. Omvendt er ekstraparlamentarisk politik det umuliges kunst. Vi står overfor en opgave med at få de to kunstarter til at flugte frem mod det næste valg. Der skal skabes parlamentariske resultater, og der skal arbejdes og tænkes nyt herude i virkeligheden. Skal den næste periode være frugtbar kræver det gensidig respekt og dialog for de forskellige funktioner og arbejdsbetingelser.

For det er dette der bør være i fokus: det næste valg. Og tag ikke fejl, valgkampen til dette blev udskrevet på valgnatten, og de blå fører allerede, dels qua vores afhængighed af Det radikale Venstre, og dels qua de blås ejerskab til en række centrale politiske diskurser – på begge de politiske akser. Som det mange steder er påpeget, så var valget desuden uhyggeligt snært. Uforståeligt snært, når de sidste 10 års fortrædeligheder tages i betragtning.

Det er en udbredt misforståelse at Socialdemokraterne – og dermed venstrefløjen, eller Rød Blok som vi nu hedder - har førstefødselret til Statsministeriet, og at de borgerlige blot låner det i ny og næ. Det forholder sig faktisk omvendt, og det er det vi skal lave om på. Ambitionen må være at skabe det rene røde flertal, måske ikke i første hug, men på ikke alt for langt sigt.

Det er det byggeprojekt vi står overfor.

Enhedslistens nye rolle

Enhedslisten er ikke mindst i kraft af et fremragende valg en central aktør i indfrielsen af denne ambition. Omvendt betyder den nye situation så også at Enhedslisten er tvunget til at nyorientere sig.

Regeringsskiftet har givet Rød Blok et aktiv, et værktøj og en platform i bestræbelsen på at at erobre førstefødselsretten til regeringsmagten, og dermed muligheden for at ændre landet i en rød retning på længere sigt.

Enhedslisten er en del af denne blok og skal pludselig demonstrere sit værd, ikke bare som indpisker og politisk-innovativ ressource, men også som holdspiller.

To centrale blogindlæg fra Ulrik og Jakob, her på Modkraft, viser at den nye rolle, allerede en uge efter valget, og før én eneste forhandling er gået igang, tolkes forkelligt: Ulrik opfordrer til at sluge seriøst store pattedyr, konkret kameler, mens Jakob afviser at fortære så meget som et bette jordegern.

Det er en udfordring. For Enhedslisten og for den blok vi på godt og ondt tilhører.

Til Jakobs position vil jeg sige: den går simpelthen ikke Jakob. Af mindst to grunde:

For det første er Enhedslisten nu på et hold, og det hold skal styrkes - og det kommer altså til at kræve en grad af sammenspil. Det er ikke godt nok at konstatere at det er de andres ansvar, hvis Enhedslisten stemmer i mod.

Den debat er en ældgammel traver i Enhedsliste-sammenhæng, og jeg mener at svaret i den skrøbelige situation vi nu står i, stort set giver sig selv: bringer Enhedslisten en Rød Blok-regering til fald, så har et comeback for selv samme blok altså lange udsigter, og skuffelsen over Enhedslisten vil være mere kolossal end selv den politiske ordførers folkelige popularitet kan kompensere for.

Den anden grund er, at Enhedslisten ikke længere blot står til ansvar overfor en behersket medlemsskare og tilsvarende behersket vælgerskare. Jakob anfører at Enhedslisten nu har imponerende 7500 medlemmer, og der var som bekendt fantastiske 236.860 der stemte på partiet ved valget. Vi kan formentlig godt fastslå, at de færreste af disse har hørt om hverken Røde Wilfred eller profitratens tendens til fald.

Når Jakob nævner Enhedslistens bagland, så synes det relevant at spørge: hvem er det nu?

Ovenstående tal stiller ikke bare Enhedslisten til mandatmæssig indflydelse, de forpligter også Enhedslisten overfor de mange stemmer. Stemmer der på den ene side i overvejende grad stammer fra et SF der gik politisk bananas, og som sådan afspejler et ønske om egentlig venstreorienteret politik, men som samtidig også afspejler et løfte om at støtte Helle Thorning-Schmidt som statsminister og skabelse af et nyt flertal.

Den forpligtelse honoreres i mine øjne ikke ved at forlade valgkampens ydmyghed til fordel for at indtage rollen som kontrære maksimalister.

Spørgsmålet er så, og det er her metaforerne kommer til kort, hvilke kompromisser der kan accepteres. Et brugbart pejlemærke kunne være, snarere end at fokusere på den optimale politik, at have øje for mellem- og langsigtede ændringer af styrkeforholdene i samfundet: at holde den overordnede kurs, og samtidig acceptere at gå ned i tempo, og tage mindre omveje.

Måske er tiden inde til at skrinlægge doktrinen om den mindste forbedring/forringelse, og antage en ny der handler om indfrielse af vore mål. Den gamle doktrin afspejler jo i høj grad, at den parlamentariske repræsentation er til trods, skummel og suspekt, og at den primære øvelse er at undgå at lave ulykker. Her kunne det måske være på tide at installere en smule tillid til egne evner?

Den Store Fortælling

Det spørgsmål leder frem til en imødekommelse af en af Jakobs helt relevante anker for så vidt angår en samlende fortælling for såvel Enhedslisten, som for Rød Blok som sådan: hvilke styrkeforhold skal ændres og med hvilket formål. ’Hvordan’ synes i den sammenhæng at være det mindste problem. Straks værre står det til med ’Hvad’.

Skal de overordnede styrkeforhold blokkene i mellem ændres, så handler det selvfølgelig uanset hvad, både om den styrkelse af de politiske organisationer, som Ulrik påpeger, og vores egen offentlighed, institutioner og fysiske rum, som Jakob påpeger, men det handler i høj grad også om at erobre sproget.

Vi kan kæmpe nok så mange dagsaktuelle kampe, men vi er hele tiden op mod en sproglig overmagt: valget mellem skattestigninger eller skattelettelser. Alle elsker lettelser. Stram eller slap? Hvem overlader ledelsen til de slappe? Den gode nyhed er at sproget, og dermed det der opfattes som den sunde fornuft, ikke kommer ud af intet, men afspejler samfundsmæssige styrkeforhold og magtrelationer. De er som nævnt ikke pt. i vores favør, men kan blive det.

For et styrket Enhedslisten ligger der en central opgave i, ikke blot at agere modvægt til blå politik, men også at få resten af rød blok til at bruge den nyvundne magt til at bortkaste det blå sprog, som de af taktiske årsager omklamrede op til og under valget, til fordel for et rødt sprog.

Svag ledelse

For blokken som helhed er valgsejren på mange måder en giftig sejr: Enhedslisten og De Radikale trak en sejr hjem, og S og SF’s tvivlsomme ledelser, for så vidt angår troværdighed, kompetence og gennemslagskraft, blev straffet, men samtidig belønnet med regeringsmagt. Det betyder at hverken Helle eller Villy (og deres løjtnanter og løjtnantinder) bliver skiftet ud lige foreløbig.

Også det er endnu en enorm sårbarhed overfor blokken som sådan, og ikke mindst overfor det forestående byggeprojekt. Men sådan er betingelserne nu engang.


Om venstrefløjens kostplan efter valget

Af Mikkel Skov Petersen | 20. september 2011 | 12 kommentarer

Ulrik tager fat på venstrefløjens kostplan efter valget. Jeg er helt enig med Ulrik i at diæten nødvendigvis kommer til at se anderledes ud, men jeg er noget usikker på det med kamelslugning: kameler er altså virkeligt store dyr, Ulrik. På størrelse med en hest eller en ko, bare med længere ben og pukler.

Jeg har ganske vist kun set kameler i Zoologisk Have, men til gengæld har jeg engang redet på en dromedar, og selv om den kun har én pukkel, så vil jeg anslå at den har cirka samme størrelse som sin to-puklede fætter. Og det er altså seriøst stort.

Det er bestemt ikke fordi jeg er kostforagter, og vi holder for overskuelighedens skyld lige vegetarer og veganere helt ude af ligningen, men jeg tror vi skal starte med mindre dyr. Såsom bæverrotter eller jordegern - hvis vi nu skal fastholde at diæten skal bestå af eksotiske dyr.

Noget andet er, at hvis man spiser så meget kød, så kommer man altså også til at bruge rigtigt meget tid på toilettet, og med alt det vi skal nå, så er jeg ikke sikker på at det er det bedste sted at prioritere at opholde sig uforholdsmæssigt meget – ikke mindst da vi jo også har et lille grimt barn vi skal kigge efter.

Og så er der det med at sluge.

Det er altså stik mod alle kostråd jeg nogensinde er stødt på, Ulrik. Jeg har altid lært at man skal tygge sin mad grundigt, vist nok af hensyn til både fordøjelse og mæthedsfølelse. Og det med at tygge sin mad grundigt imødekommer jo derfor også i høj grad ovenstående pointe om at vælge mindre dyr.

Hvis en kamel skal tygges grundigt igennem, mundfuld for mundfuld, så vil det jo tage en freaking evighed at fortære den. Også selvom den eventuelt har ligget i en lækker marinade. (Hvis vi holder fest, så er det selvfølgelig en helt anden snak, for der kan der jo være en ganske fornuftig økonomi i at servere marineret kamel).

For at opsummere: Diæten bør og må blive anderledes for den parlamentariske venstrefløj efter valget, men hvis vi skal bevare vores gode helbred også frem mod de næste par valg, så tror jeg det er en god idé at huske på hvad vi har lært gennem vores opvækst: madpyramiden (hvor kød som bekendt er noget af det der skal indtages mindst af (i parentes bemærket også for klimaets skyld)) og så at tygge hver mundfuld grundigt.

Hvis det er tommelfingerreglen, så går det såmænd nok at vi af og til hverken har tid eller overskud til at kæle for menuen, men tyr til pulversuppe, noget hurtigt fra grillen eller sluger et hurtigt jordegern på vej ud af døren.

Men lad os fastholde at det er undtagelser fra en ellers god og nærende diæt. Ikke mindst for babyens skyld, da gode kostvaner jo som bekendt grundlægges i barndommen.


Bomben i Boyesgade

Af Mikkel Skov Petersen | 4. maj 2011 | 4 kommentarer

For et år siden skrev jeg dette 4. maj-indlæg om sabotagen mod radiofabrikken Always i Boyesgade på Vesterbro i marts 1945.

I løbet af det forgange år har vi - en god håndfuld mediefolk og den tidligere BOPA-sabotør Per Mortensen - omsat historien til en kort webdokumentar: Bomben i Boyesgade.

Et lille kuriosum i forbindelse med produktionen: Da holdet optog Per i Boyesgade, kom en ældre kvinde hen og spurgte hvad der mon foregik. Da hun fik at vide hvad optagelsen gik ud på, fortalte hun, at hun havde boet i Boyesgade hele sit liv, og tydeligt huskede den marts-aften hvor sabotørerne sprængte fabrikken. Hun var dengang ca. fem år.

Fra os til jer. God 4. maj.

Mere om BOPA og lydoptagelsen fra sabotagen, der optræder i filmen hos Frihedsmuseet

Mere om Per Mortensen

Bomben i Boyesgade på Facebook.


Efter sletningen

Af Mikkel Skov Petersen | 14. april 2011 | 18 kommentarer

Grundet kontingentrestance er du slettet, stod der i brevet fra dig, Enhedslisten.

Jeg fornemmer på ordvalget – slettet – at begivenheden ikke er helt så vemodig for dig, som det er for mig. Jeg tænker egentlig mere om den drejning vores forhold har taget, som at vi bare skal ud og prøve noget andet begge to, snarere end slettet.

Du er i hvertfald ikke slettet for mig, efter ca. otte år som medlem og heraf de fire som ansat. Vi har været alt for meget igennem sammen til at jeg ville kunne slette dig. Det er nok også derfor at det er endt med at være dig der har skåret igennem, og har slettet mig.

Jeg holder stadig af dig, Enhedslisten, selvom du har slettet mig. Det skal du vide.

Jeg vidste jo også godt at det ville ende sådan, for det ligger vist nogle ubetalte girokort et sted. Sådan er du også. Kategorisk. For det meste.

Vi har haft vores uoverenstemmelser gennem tiden, og du skal vide at det altså ikke er derfor jeg har udfordret slette-skæbnen. Jeg har altid kunnet håndtere uenighederne synes jeg, selvom det ikke er nogen hemmelighed, at jeg til tider har syntes at du var pisseirriterende, stivnakket og sågar en klovn.

Men hey, det er vi jo alle sammen til tider, og hvem er jeg at dømme dig. Lev og lad leve.

Det er heller ikke på grund af det det med krigen i Libyen. Det er altså vigtigt for mig at sige. Selvom jeg i en halvanden uges tid slet ikke kunne genkende dig, så forstod jeg godt at du havde behov for at bryde ud af den lidt snærende, fastlåste rolle du har haft i mange år. Vifte lidt med armene og tage noget vildt tøj på. Det er jeg altså også rummelig nok til at håndtere. Og du kom jo også hurtigt over det igen.

Det er netop det jeg altid godt har kunnet lide ved dig: at du er så sær.

Jeg tror ikke jeg skal ud at finde en ny. Efter otte år trænger jeg nok bare til at være single. En fri radikal på det politiske kødmarked.

Selvom du har slettet mig, så håber jeg at vi kan være venner og drikke en kop kaffe en gang i mellem, hvis det er. Du er i hvert fald altid velkommen til at kigge forbi, og ring endelig hvis du bare har lyst til en sludder eller skal have hjælp til at flytte eller noget.

Jeg har tænkt mig at følge med i hvordan det går dig, og ønsker dig alt det bedste.

Tak for nogle heftige år.

Kærligst,

Mikkel


1 2 3 4 5 6 7 8 9 >



Specialarbejder i symbolindustrien.

Skriver tekster, leger med budskaber, rådgiver om kommunikation & producerer film hos JETSAM

Tidligere presse- og kommunikationsmedarbejder i Enhedslistens folketingsekretariat, venstreradikal aktivist, journalist og grundlægger af Modkraft.dk.

Sæsonkortholder på Brøndby Stadion.

Blogger ligeledes på Denfri.dk

Tweeter af og til




Blogarkiv

22. februar 2012
Helle og Villy burde trække sig nu – for alles skyld
25 kommentarer

25. januar 2012
Drømmen om en nat - bare én nat! - med Blå Bjarne
13 kommentarer

18. december 2011
Bemærkninger til SF’s valgevaluering og et par andre småting
15 kommentarer

30. november 2011
I har haft 10 år til at skrive drejebogen!?
11 kommentarer

21. november 2011
Finanslovs-forestillingen er godkendt
11 kommentarer

9. oktober 2011
’Fuck Finansloven’ og Allende
8 kommentarer

23. september 2011
Projekt Rød Blok eller Valget Er I Gang
14 kommentarer

20. september 2011
Om venstrefløjens kostplan efter valget
12 kommentarer

4. maj 2011
Bomben i Boyesgade
4 kommentarer

14. april 2011
Efter sletningen
18 kommentarer

1 2 3 4 5 6 7 8 9 >

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Det var blot et forspil, der hvor man brænder bøger brænder man også til sidst mennesker.

Heinrich Heine. Tysk digter (1797-1856).

Flere citater