Vi er flyttet! modkraft.dk


Selvfølgelig skal vi have en betalingsring

Af Ole Riisgaard | 11. september 2011 | 12 kommentarer

Hvis der er nogen der er enige, så er det åbenbart SF og Finansministeriet, der allerede i 2008 anbefalede en betalingsring. Søren Pind var i øvrigt fremme med ideen som teknik og miljøborgmester i København. Så alliancen er bred.

Behovet for en betalingsring er oplagt. Der er trafiktrængsel i København. Vi spilder 130.000 timer om dagen i bilkøer i København. Hvert år dør 500 københavnere af luftforurening.

Derfor vil vi tage penge fra de privatbilister, der kører ind og ud af København og give de penge til dem, der bruger den kollektive trafik. For bilisterne bliver prisen til en start 15 kr. pr. passage og senere 25 kr. For folk fra Amager kommer der en særlig ordning, så man ikke betaler for at køre ind København og ud igen inden for en halv time. Så bliver det gratis for folk fra Amager at køre gennem København. Ordningen undtager i øvrigt også handicaptrafik.

For dem, der bruger den kollektive trafik, bliver månedskort 40% billigere og klippekort 25% billigere.

I runde tal vil de, der kører bil hver dag betale 10.000 kr. om året, og dem, der tager den kollektive trafik, får ca. 5.000 kr. om året.

Men det vigtigste er, at trafikken falder.

Betalingsringen har været en succes i Stockholm og London. I Stockholm er trafikken faldet 18% og i London med 36%. I København stiger trafikken. Lad os da lære af det.

SF vil ikke genere nogen. Men vi er nødt til at gøre noget. VKO-regeringen har siddet 10 år uden at foretage sig noget som helst for at ordne Københavns trafikproblemer. Sådan vil vi ikke føre regering. Betalingsringen er vejen frem til et renere og mindre trafikeret København.

Hvad vil kritikkerne gøre i stedet ?

PS: Så er der lige det fordelingspolitiske. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har netop påvist, at der kommer til at betale (hvis de ikke skifter til kollektiv trafik) primært er blandt de højtlønnede.


Velkommen til østarbejdere - på danske vilkår

Af Ole Riisgaard | 5. september 2011 | 3 kommentarer

Den 5. september var jeg en af de folketingskandidater, der tog imod BAT-kartellets invitation til at deltage i deres aktionsdag mod byggepladser, hvor østeuropæiske bygningsarbejdere arbejder under uorganiserede, og til tider også ulovlige, forhold med lav løn, mangel på lovpligtig registrering, og arbejdsvilkår, der ikke lever op til arbejdsmiljøloven.

Aktionen var påtrængende. Det viste resultaterne. Østeuropæere arbejder ofte under vilkår, der er urimelige og foregår som løndumpning overfor danske håndværkere. Det synes borgerlige politikere og store byggefirmaer er fint. Men det gør SF ikke. Derfor vil vi – hvis vi får flertal - bruge folketinget til at sende et budskab om, at østarbejdere er velkomne – men på danske vilkår.

Derfor vil vi have en strammere lovgivning, der sikrer, at udenlandske håndværksfirmaer i Danmark er korrekt registreret, aflever regnskaber og betaler skat til rette myndighed i både deres hjemland og i Danmark, samt at de i Danmark tegner de nødvendige forsikringer. Der skal hos danske myndigheder også være ressourcerne til at kontrollere, at det sker. Det er en politisk prioritering, om man vil det.

Men vigtigst af alt bør der indføres såkaldt kædeansvar i form af et ”bestiller-ansvar”, hvor en bygherre eller hovedentreprenør hæfter for de ulovlige forhold, som en udenlandsk underentreprenør eventuelt pådrager sig, økonomisk ansvar for men undlader at betale. Så kan den danske bygherre betale den bod, som den polske håndværksmester pådrager sig i arbejdsretten, hvis polakken er rejst fra regningen. Så kan bygherren lære det.

Danske håndværkere betaler for bagsiden af den europæiske integration. Men det er ingen naturlov. Det er et politisk valg om vi vil beskytte ordentlige arbejdsvilkår og sige velkommen til østarbejdere, men på danske vilkår. Bemærk, at VKO-regeringen har valgt at gøre intet.

Læs artiklen »Farlige byggepladser og grov underbetaling« hos Modkraft


Det er venstre side, der står for en ansvarlig økonomisk politik

Af Ole Riisgaard | 26. august 2011 | 3 kommentarer

Blandt livets mange borgerlige vrangforestillinger finder man en særligt sejlivet myte om økonomisk politik. Den hedder, at borgerlige partier er særligt økonomisk ansvarlige, mens venstre side er en samling dovne og misundelige ødelande, der latent vil føre os på statsbankerottens vej.

Intet er mindre sandt, for lad os lige spole danmarkshistorien tilbage:

I de sidste 30 år har vi haft borgerligt styre i 20 år.

Først 10 år med den konservative Schlüter, så 10 år med socialdemokraten Poul Nyrup og nu 10 år med venstrefolkene Fogh og Løkke Rasmussen, som lukker og slukker om lidt.

Schlüter forlod regeringskontoret under ydmygende forhold og efterlod en enorm arbejdsløshed.

Lars Løkke Rasmussen vil om kort tid efterlade sig et gabende hul i statskassen.

Poul Nyrup efterlod sig derimod en sund økonomi, hvor man havde kick-startet økonomien, reformerede og uddannede. Det skete bl.a. i finanslovsforlig indgået med SF og under skrig og skrål fra en fornærmet VKO-opposition. Nu skal vi snart til det igen.

Ulykkerne under Lars Løkke Rasmussen skyldes ikke kun en international krise, men også manglende evne til at føre økonomisk politik: Ufinansierede skattelettelser, skattestop, der har skævvredet boligmarkedet og skattesystemet, generel reformangst, og asociale og perspektivløse nedskæringer på dagpenge og efterløn.

I stedet vil SF-S igen kick-starte økonomien. Denne gang med fremrykkede offentlige investeringer, længere arbejdstid, og mere skat på banker, de rigeste og usunde produkter, så vi kan finansiere bedre uddannelse, en fremsynet erhvervspolitik og undgå nedskæringer overfor svage grupper. Sådan gentager historien sig.

Hver gang de borgerlige har kørt økonomien i sænk og nedslidt solidariteten, så skal venstre side rydde op. Men bare rolig. Vi er klar.


DF i regering med K - hvorfor ikke ?

Af Ole Riisgaard | 19. august 2011 | 2 kommentarer

Statsministeren har meddelt, at Dansk Folkeparti ikke kan komme i regering.

De konservative jubler.

De siger, at DF og konservative ikke har nogen værdier til fælles. Men sikke noget vrøvl.

De konservative har de sidste 10 år talt DF af munden i hele værdipolitikken og lagt stemmer til al DFs symbolpolitik.

Se blot hele hetzen mod kulturradikalismen og hadet til muslimer.

Det kan man da lige så godt efterplapre fra DF i en fælles regering.

Men nu det jo heldigvis lukketid for både V, K og DF.............


Sørine Godtfredsens vrøvl

Af Ole Riisgaard | 7. august 2011 | 16 kommentarer

Det har vakt stor opstandelse, at den national-konservative præst Sørine Gotfredsen i en kronik har forsøgt at give en rationel forklaring på den national-konservative nordmand Anders Breiviks massemord, som passer ind i hendes politiske program i øvrigt.

Forargelsen er forståelig. Men desværre har forargelsen overdøvet det mere væsentlige, at Sørine Godtfredsen vrøvler ganske frygteligt.

Hun skriver, at multikulturalismen har ført til Anders Breiviks handlinger. Hun kunne lige så godt skrive, at demokrati har ført til det.

I demokratiet vælger et flertal et samfund og en udvikling, der ligger fjernt fra det Breivik vil, og han går amok. Men Sørine Godtfredsen skal ikke have klinket noget som antidemokrat, så hun lader multikulturalismen blive være stedfortræder for demokratiet.

Så kan vi også lige få alt det andet fra hendes livsprojekt mod multikulturalismen og humanismen med.

En af hendes bærende pointer er, at de store farer og krige kommer, når man i den frie fantasis navn blander forskellige kulturer som kristendom og islam. Derfor skal man lade være.

I denne populærfortolkning af Samuel Huntington glemmer hun, at de store nedslagtninger oftest er sket internt i hver enkelt kultur.

Religionskrige med katolikker mod protestanter og shia mod sunni.

Nationale stridigheder som krige mellem nabostater, der ligner hinanden.

Holocaust var en intern affære i den vestlige kultur, hvor man på baggrund af et ideologisk postulat om menneskets natur dræbte jøderne, der ellers var et særdeles velassimileret mindretal.

Sørine Godtfredsen kunne lige så godt problematisere religionerne eller nationalstaternes eksistens. Men det kan man jo heller ikke bruge til noget. De er størrelser, der nu engang er der.

Det samme gælder multikulturen. I Sørine Godtfredsens univers er multikultur en frit svævende fantasi og et ideal for centrum-venstres fantaster. Men det er stik modsat. Multikulturalisme (tidligere kaldt pluralisme) er ikke et ideal, men en daglig social virkelighed, som man må forholde sig til og få til at fungere.

De fantaserende er de national-konservative, der drømmer sig tilbage til en idyl, der aldrig har eksisteret. At de ofte iklæder dette postulater om at repræsentere menneskets natur og den sande historiefortolkning må man blot ryste på hovedet af.


Sludder, vrøvl og bureaukrati fra socialministeren

Af Ole Riisgaard | 5. august 2011 | 8 kommentarer

Socialminister Benedikte Kjær vil gerne i folketinget ved næste valg. Derfor skal hun nu, før folketingsvalget, der vil føre til regeringens fald, gøre sig bemærket.

Derfor er hun den 4. august gået ud med følgende: I børnehaverne skal vi væk med forældet hippiepædagogik, hvor børn hele tiden selv bestemmer, hvad de skal lave, og selv må sætte grænser for alt. Derfor skal børnehavernes planer have landsdækkende mål, fastsat af regering og embedsmænd i ministerier.

Allerede præmissen er forvrøvlet. Det ikke børnene der bestemmer alt i børnehaverne og selv sætter alle grænser. Måske skulle socialministeren besøg nogle børnehaver ude i virkeligheden.

Men hendes medicin til dette ikke-eksisterende problem er værre. Flere statslige mål, som alle børnehaver skal følge. Med centrale mål vil der selvfølgelig følge mere central kontrol fra staten af, om disse mål nås. Altså mere statsligt bureaukrati trukket ned over ledere, pædagoger og forældrebestyrelser.

Er det det, som vi vil ?

Skulle vi ikke hellere tro på den faglige professionalisme hos ledere og pædagoger og engagementet hos forældre ?

Socialministeren fortsætter VKO-regeringens kommunistiske ideer gennem de sidste 10 år om stadig mere detailregulering af al offentlig aktivitet. Hvem er det lige der bruger en forældet tænkning, Benedikte Kjær ?


Ved grundlovsdag: Ytringsfriheden har det skidt

Af Ole Riisgaard | 3. juni 2011 | 8 kommentarer

På grundlovsdag fejrer vi vores demokrati og de frihedsrettigheder, som vi har haft siden 1849.

Men det er ikke alle vores frihedsrettigheder, der har det lige godt. Vores ytringsfrihed har det ikke godt.

For det første er ytringsfriheden ikke fulgt af nogen ytringslighed. Mange har noget på hjerte, men muligheden for at trænge igennem er dybt ulige fordelt.

Tag blot efterlønsdebatten. 80% af dem, der modtager efterløn har ingen eller kort uddannelse. Men 80% af dem der får lov til at udtale sig om efterlønnen er højtuddannede.

Eller se på udlændingedebatten. Det er privilegerede hvide mennesker, der kommer på skærmen for at fortælle hinanden, hvordan de brune mennesker er, og burde være. Kunne det tænkes, at de brune mennesker selv havde en mening om det ?

Men selve friheden til at ytre sig har det også skidt. Normalt forbinder vi ytringsfriheden med folk fra den politiske overklasses ret til at håne abstrakte ideer (islam) uhæmmet. Men for helt almindelige lønmodtagere er der et langt mere konkret problem. Deres manglende ret til at ytre sig er om noget helt dagligt, nemlig deres eget arbejdsliv.

Hør bare denne historie fra det virkelige liv:

Da statsministeren havde holdt sin nytårstale om at afskaffe efterlønnen gik direktøren for et større rengøringsfirma på TV og fortalte, at det med nedslidte rengøringsassistenter, det var for 30 år siden.

Det gjorde en rengøringsassistent i firmaet så sur, at hun skrev et modindlæg til sine 300 facebook-venner. Så blev hun indkaldt til møde i firmaet sammen med sin fagforening 3F og fik en advarsel og besked på, at den slags kan være fyringsgrund.

Men 3F kunne dokumentere, at rengøringsassistenter faktisk nedslides. Så sagen endte med, at firmaet måtte trække advarselen tilbage og undskylde. Om direktøren fik en advarsel for at have vildledt offentligheden melder historien ikke noget om.

Men pointen er, at man som løntager end ikke kan beskrive den virkelighed, man kender fra sin arbejdsdag, uden at frygte for sin stilling. Hvor er ytringsfriheden så ?

Historien er ikke enestående for privatansatte. Tværtimod.

Masser af socialarbejdere, plejehjemsassistenter og andre offentlige ansatte føler sig bestemt ikke trygge ved at ytre sig. Spørg blot deres fagforeninger. Der er masser af historier som rengøringsassistentens. Eller utryghed ved at ytre sig. På trods af grundlov, domme og adskillige ombudsmandskendelser. D et sker selv om kommunalbestyrelsen eller regionsråd har vedtaget værdigrundlag om åbenhed, dialog og meget andet godt. For mellem dette og de folkevalgte er der ofte et lag af middelmådige ledere i forvaltningerne, der frem for saglig kritik hellere vil have ro på overfladen, og fred til at pleje institutionelle særinteresser og kammeratskaber, og ikke har respekt for de folkevalgtes forsøg på modernisering.

Sådanne ledere er en klods om benet for samfundet, hvad enten de er rengøringsdirektører eller forvaltningschefer.

I det 21. århundrede udvikler vi kun produktion og arbejde ved at bygge på lønmodtagerens motivation og aktive deltagelse i arbejdspladsens forhold. Autoritær ledelse er destruktiv for produktionen.

Men det største problem er selvfølgelig det moralske. 162 år efter den første grundlov må vi konstatere, at ligesom demokratiet stopper ved fabriksporten, så er den almindelige lønmodtagers ytringsfrihed om det meste nære – arbejdslivet – også begrænset.

Er det tåleligt? Eller er det på tide, at vi får politisk flertal, både i folketing og kommunalt, der vil sikre reel ytringsfrihed til alle?


Skal palæstinenserne ikke have del i det arabiske forår

Af Ole Riisgaard | 8. maj 2011 | 6 kommentarer

For tiden ruller det frem med folkelige opstande og krav om demokrati og frihed i hele den arabiske verden. Det har chokeret vores vestlige regeringer, der ellers havde vænnet sig til uduelige men føjelige diktatorer, der holdt islamister nede og oliehanen åben. I øvrigt troede vi jo, at arabere (læs: muslimer) var genetisk disponeret mod demokratisk tænkning.

Men da oprør og demokratikravene nu er der, så er vi efter lidt betænkningstid vist mest for det. De fleste steder. Mest der, hvor det er overstået, eller der hvor det er nemt. Tunesien og Egypten – det skulle da bare mangle. Men også i Libyen. Og lidt i Syrien. Og de andre steder, hvis det ikke bliver for bøvlet.

Men en nation er helt overset. Har det palæstinensiske folk ikke samme legitime forventning om et liv i demokrati, frihed og folkesuverænitet, som resten af araberne ? En luftbeskyttelse som den libyerne får for tiden ville have lunet i mange palæstinensiske hjem for et par år siden, da den israelske hær slog sig løs i Gaza med mange hundrede dødsofre.

I dag ville en internationale anerkendelse af palæstinensernes stille oprør være på sin plads.

Palæstinenserne har døjet med uduelige og rivaliserende ledere fra Hamas og Fatah. Men nu har de folkelige protester med Egyptens mellemkomst fået de to parter til at indgået en forsoningsaftale, bl.a. med samlingsregering og kommende frie valg.

Det er oplagt, at næste skridt må være, at den nye regering kommer til forhandlingsbordet med Israel for at skabe en gensidig sikkerhed gennem en palæstinensisk stat og et anerkendt Israel indenfor sine grænser fra 1949.

Men Israel nægter. De vil ikke forhandle med Hamas, som ikke har anerkendt Israel. Det er absurd. Israels regering består af partier, der før sidste israelske valg ikke ville anerkende en palæstinensisk stat. Man forhandler med sine fjender, ikke sine venner. Israels afviste i mange år PLO som forhandlingspartner, men sluttede fred med dem til sidst.

Men forhandlingerne kommer først i gang, når der er et tilstrækkeligt internationalt pres for det. Hvis vores genvågnede politiske idealer tilsiger os at bruge våben mod Gaddafi og true Syrien med sanktioner, så er det rimeligt at forvente et tydeligt politisk pres på Israel for at få dem til forhandling med hvem palæstinenserne nu engang vælger.

Det må være en opgave for en aktivistisk dansk udenrigspolitik at få EU til at være den politiske kraft, der får det til at ske.


Hva nu - lille venstrefløjsavis ?

Af Ole Riisgaard | 29. april 2011 | 4 kommentarer

Dagbladet Information har for nyligt kørt en serie, der hed ”Hva gør vi nu, lille venstrefløj ?”, som bør få et par ord med på vejen.

Den serie var uendelig kedelig. Ikke på grund af temaet, men fordi serien var skrevet over en kedsommelig 70er-læst med masser af nostalgi.

Nostalgi er helt normalt i den offentlige debat, også på venstrefløjen. 90% af vores debatter føres ud fra en forestilling om, at engang var det godt, ægte og oprindeligt, men så gik det galt og senere endnu værre. Hvornår det gode oprindelige tidspunkt var, det skifter efter emne, og hvem man er. Men både højre- og venstrefløj elsker nostalgiske forfaldsteorier.

For de mennesker, der har skrevet ”Hva gør vi nu, lille venstrefløj ?” var den gode tid tydeligvis i 70erne. Dengang havde venstrefløjen tre partier i folketinget. De havde ingen indflydelse. De skændes indbyrdes, og det meste af befolkningen forstod ikke, hvad de talte om.

Det var tider. Tabet er stort.

At mange ikke forstod venstrefløjen mente nogle skyldtes, at den var elitær. En mere plausibel tese er dog, at den var fuld af vrøvl.

Den indgroede 70er læst betyder, at artikelserien kom til at bygge på to præmisser, som skribenterne burde sætte til debat, men som i stedet får aksiomernes karakter.

For det første er det tydeligvis kun en venstrefløjs opgave at angive det gode og rigtige standpunkt, mens det at opnå konkrete resultater, f.eks. ved hjælp af 90 mandater eller et overenskomstresultat, der flytter samfundstilstanden fra A til B, ikke er fint eller vigtigt. Det gode standpunkt, der føles godt i maven, er målet.

For det andet skal venstrefløjspolitikken være total. Artiklen præsenterer sig som en ”jagt efter venstrefløjens bud på en ny politik”, der indeholder ”Pædagogik. Kunst. Seksualmoral. Krop. Økonomi. Og et ideal for det gode liv”.

Sådan en venstrefløj må det for almindeligt humoristiske mennesker sgu da være utåleligt at være en del af. Med det udgangspunkt ville det være naturligt, hvis venstrefløjen var kørt i sænk.

Men det er min påstand, at venstrefløjen står faktisk bedre end i mange år. Det skyldes, at vi står et andet sted end artiklernes forfattere.

Vi vil indtage de rigtige standpunkter, men de skal også omsættes til handling gennem masser af pragmatisme og kompromisser, der kan samle flertal. Blot at ville være en kritisk røst er alt for uambitiøst, og et svigt overfor de mennesker, hvis stemmer man beder om.

Størstedelen af venstrefløjen er også klar over, at en bevægelse ikke kan fortælle det enkelte individ, hvad det gode liv er. Det må den enkelte selv vælge. Målet er menneskets frigørelse. Men politik kan kun skabe rammerne for, at den enkelte kan blive fri. Resten må man selv finde ud af. ”Et Ideal for det gode liv” kan ikke defineres af en politisk bevægelse.

På den grobund er der masser af potentiale for en venstrefløj, der også har masser af talent. Potentialet bliver ikke mindre af, at vi står med en tiårig regeringsperiode med småborgerlige konformitetskrav, øget ulighed i muligheder, og intet udsyn, som er ved at lukke sig selv.

Så vi har en venstrefløj, der er bedre end nogen sinde før. Så må grædekonerne på Information jo finde ud af om de vil være med, eller fortsætte med at udgive Nostalgisk ForfaldsTidende.


Så frigiv dog hashen - og spar politiet

Af Ole Riisgaard | 21. april 2011 | 24 kommentarer

For nyligt har politiet gennemført en større razzia på Christiania og beslaglagt en masse hash.

Da en repræsentant for politiet i TV blev spurgt om, hvad konsekvenserne af denne succes var, så svarede han, at nu ville der komme større aktivitet på resten af hashmarkedet.

Han indrømmede åbenlyst, at politiet ikke kan påvirke omfanget af hashhandel. Samtidigt kunne den anden TV-kanal fremvise en forsker, der fortalte, at der handles mere hash end nogensinde før.

Samtidig ved vi, at den illegale hash er finansieringsgrundlaget for bander og årsag til en stor del af de tilbagevendende bandekrige. Bag bandekampenes latterlige æreskampe gemmer der sig en kamp om det københavnske hashmarked, som politiet tidligere har vurderet til en værdi på over en milliard kroner om året.

Konklusionen på dette burde være åbenlys: Vi har brug for en legalisering af hash. Hvis hash blev legalt kunne den handles lovligt og banderne ville miste alle disse penge og motivet til at kæmpe om dem. Det ville spare mange politiressourcer fra de meningsløse hash-razziaer og det ville være et større slag for banderne end mange andre påhit fra politisk side.

Hash er selvfølgeligt farligt. Ligesom spiritus. I små mængder kan det nydes som rusmiddel. Det har mange mennesker gennem tiden gjort med både hash og spiritus. I store mængder kan begge dele ødelægge tilværelsen. Men ingen drømmer jo om at forbyde alkohol.

Så lad mennesker over 18 år købe hash under ordnede forhold uden at skulle være med til at finansiere kriminelle bander.

Så lad os holde op med at bruge politiressourcer på hashen og samtidigt slå bunden ud af bandekriminaliteten ved at frigive hashen under kontrollerede forhold.


1 2



www.oleriisgaard.dk

Cand.scient.pol. fra Institut for statskundskab, Århus Universitet med speciale i dansk europapolitik 1995.

Kommer oprindeligt fra det jyske bibelbælte og var som ung omrejsende i Mellemøsten og bygningsarbejder i Oslo, men fik som 23-årig asyl på universitetet.

Arbejdede i 14 år i forskellige ministerier og er i dag ansat i København Kommunes socialforvaltning som chef for en håndfuld institutioner for misbrugere.

Jeg har været medlem af SF i 20 år, lidt over halvdelen i hovedbestyrelsen (i dag landsledelse).

Oprindeligt arbejde jeg mest med europapolitik for at flytte SF fra gold bagudskuende unionsmodstand til det positive og fremsynede standpunkt, som vi har i dag.

Men i de seneste år har jeg mere arbejdet med økonomisk politik, socialt udsatte og især idepolitik (på nudansk kaldet værdikamp). I værdikampen deltager jeg ikke i venstreorienteredes flugt væk fra kulturradikalismen. Det moderne gennembrud og dets aflæggere er noget af det mest opbyggelige i dansk kulturhistorie. Den kulturelle trussel i dag er ikke tørklæder og pitabrød, men vores egen åndelige dovenskab og (små)borgerlige konformitetskrav.

Jeg vil ind imellem også gerne pirke til venstrefløjens selvforståelse. Hvornår formulerer vi kun politik for egen mavefornemmelse og identitet, og hvornår formulerer vi politik for at blive en del af et flertal, der kan flytte samfundet fra et sted til et andet?

Bor på Nørrebro, midt i skydefeltet mellem Mjølnerparken og Jægerborgsgade.




Blogarkiv

11. september 2011
Selvfølgelig skal vi have en betalingsring
12 kommentarer

5. september 2011
Velkommen til østarbejdere - på danske vilkår
3 kommentarer

26. august 2011
Det er venstre side, der står for en ansvarlig økonomisk politik
3 kommentarer

19. august 2011
DF i regering med K - hvorfor ikke ?
2 kommentarer

7. august 2011
Sørine Godtfredsens vrøvl
16 kommentarer

5. august 2011
Sludder, vrøvl og bureaukrati fra socialministeren
8 kommentarer

3. juni 2011
Ved grundlovsdag: Ytringsfriheden har det skidt
8 kommentarer

8. maj 2011
Skal palæstinenserne ikke have del i det arabiske forår
6 kommentarer

29. april 2011
Hva nu - lille venstrefløjsavis ?
4 kommentarer

21. april 2011
Så frigiv dog hashen - og spar politiet
24 kommentarer

1 2

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Ønsker de krig? Det kan jeg skaffe Dem den dag i morgen. Men få os ud af krigen igen, det overstiger mine kræfter.

A. P. Bernstroff. (1735-1797) Tysk født statsmand i dansk enevældes tjeneste fra 1758. Udtalelse til danske skibsreddere.

Flere citater