Vi er flyttet! modkraft.dk


Argumenter om rosenkål

Af Ole Sandberg | 31. januar 2012 | 2 kommentarer

Efter at have bandet og svovlet i mit sidste indlæg, synes jeg det må være på sin plads med et (måske) lidt mere analytisk og "filosofisk" indlæg.

Der er et besynderligt argument, der er blevet populært i dansk politik den seneste tid. Som "fagfilosof" er det blandt andet min opgave at forholde mig til argumenter, deres interne konsistens og betydning. Det argument, jeg tænker på, er egentlig gammel-kendt, og findes i forskellige versioner.

Der er den normative (det der har at gøre med moral og andre ’værdier’) version, der blandt andet ytres af "far-typen": "Hvor vover du at sige, at du ikke kan lide rosenkål? Der findes børn, der ikke får andet at spise end rosenkål. De børn, de har det slemt! Så du skulle skamme dig, skulle du!"

... Som om man selv får det bedre af, at der er andre der har det værre. Som om ens egen smerte bliver mindre, af at andres er større. At pointere, at der er andre, der har det endnu værre, gør mig da bare endnu mere ked af det.

Så er der den semantiske (ords betydning og brug) version, der typisk ytres af den ulidelige smartrøv-type: "Årh hvad, kalder du dét en portion rosenkål? Ha! I Østtyskland havde de bjerge af rosenkål mand - dét kalder jeg rosenkål."

... Som om noget automatisk kommer til at hedde noget andet, hvis det findes i en anden form og mængde et andet sted i verden. Som om man ikke godt kan bruge det samme navn om to forskellige fænomener, der deler væsentlige egenskaber, selvom der også er forskelle.

Og så er der den ontologiske (studiet af ’væren’ eller ’eksistens’) version, der kun ytres af de absolut mest stupide: "I andre lande er der langt mere rosenkål. Derfor findes der ikke rosenkål hér. Det giver ingen mening at tale om ’rosenkål’ i et land, der har så lidt rosenkål."

... Ja, det er som sagt en version af argumentet, der kun kan ytres af de mest stupide, for det giver jo ingen som helst mening. Noget forsvinder jo ikke af, at der kun er lidt af det, eller af at der er mere af det et andet sted. Det skal man være ret debil for at tro.

Ikke desto mindre har argumentet i alle tre former været fremført i den danske debat af danske folketingsmedlemmer indenfor den seneste tid. Selvfølgelig ikke om ’rosenkål’, men om andre ting.

Bliver forholdene i Danmark bedre af at de er værre andre steder?

Først var det Joachim B Olsen (LA), der mente, at folk skulle skamme sig (og at han selv brækkede sig over det), når de hævder, at der findes fattigdom i Danmark. Det gør der nemlig ikke, for selv de økonomisk dårligst stillede i Danmark har det jo bedre end de fattigste folk i et fattigt uland har. Derfor kan man ikke kalde det ikke at have råd til grundlæggende livsfornødenheder i Danmark for "fattigdom" og derfor findes der slet ikke fattigdom i Danmark.

... Som om fattige i Danmark får det bedre af, at der findes endnu fattigere folk andre steder. Som om det ord, vi bruger til at beskrive den situation, man er i, når man må vende og dreje hver mønt og gå bekymret i seng og ikke ved om man har råd til at spise ordentligt i morgen, pludselig skal ændres, bare fordi der folk andre steder, der lider endnu mere under den situation. Og som om - helt stupidt - at den situation forsvinder i Danmark af, at den også findes andre steder (omend værre).

Derefter var det Karsten Nonbo (V), der mente, at folk er nogle "sølle klynkere" (som burde skamme sig), når de klager over politibrutalitet og -kriminalitet i Danmark, og at det slet ikke giver mening at tale om menneskerettighedskrænkelser i Danmark, eftersom der jo findes lande hvor den slags forekommer langt oftere og langt grovere, og derfor så findes der hverken politibrutalitet eller menneskerettighedskrænkelser her.

... Som om folk pludselig bliver glade for at være blevet ulovligt frihedsberøvet og udsat for ydmygende og smertefuld behandling, når de bliver gjort opmærksom på, at der er andre lande, hvor demonstranter bliver skudt eller fængslet for livstid. Og som om man ikke kan bruge ordet "menneskerettighedskrænkelser" om konkrete krænkelser af menneskerettighederne, bare fordi det ord også beskriver forhold, der er endnu værre, andre steder. Og som om - helt debilt - politiets kriminelle adfærd simpelthen forsvinder, af at politiet i andre lande også opfører sig som nogle uniformerede bøller (omend endnu værre).

Moralsk, sprogligt og ontologisk er disse argumenter helt ude i hampen.

Der er ingen - ikke én eneste - af de, der har diskuteret fattigdom eller politibrutalitet og menneskerettighedskrænkelser i Danmark, der har påstået, at disse forhold skulle findes i nøjagtig samme kvantitet eller kvalitet som de gør i for eksempel Somalia. Den fattige studerende eller enlige mor i den danske debat har på intet tidspunkt sammenlignet sig selv med en sultende afrikaner, der har mistet alt. Ingen af de danske klima-demonstranter, der blev uretfærdigt og ulovligt behandlet af politiet, har så meget som antydet, at deres situation svarer til den iranske eller burmesiske dissidenter rissikerer.

At det er værre andre steder er ikke en grund til ikke at engagere sig her

Enten laver Joachim B Olsen og Karsten Nonbo altså det, der kaldes en retorisk "stråmand" - det at tilskrive ens modstander et synspunkt, vedkommende ikke har, for at man derefter kan skyde det ned - eller også er de vitterligt ubegavede. Simpelthen.

At opdage at, at der er andre, der har det værre, gør ikke ens eget liv bedre. Tværtimod fylder det bare det empatiske menneske med overført smerte i form af medlidenhed og sorg over at verden var endnu mere grum, end man først var klar over.

Det er tydeligvis ikke tilfældet for Joachim B Olsen og Karsten Nonbo, for hvem andres smerte åbenbart bør være en kilde til lindring og glæde. Det siger så bare mere om deres moral, end det gør om dem, de brækker sig over.

At være bevidst om, at den situation, jeg befinder mig i, også forekommer i endnu værre former, gør ikke nødvendigvis at jeg vil bruge et andet ord for den, for derved at adskille de to fra hinanden fuldstændigt. For denne bevidsthed kan jo netop betyde, at jeg ser de relevante lighedstegn mellem de to situationer og gør mig endnu mere opsat på at få gjort noget ved mit eget problem, da jeg nu kan se, at det bare er et første skridt i retning af eller en lille instans af noget endnu værre.

Påmindelsen om, at det er værre i "andre lande" kan altså gøre mig endnu mere bevidst om, hvorfor vi skal have gjort noget ved problemet her - så vi ikke kommer dertil, hvor det er helt håbløst. Det kan altså være en grund til ekstra engagement - og bør i hvert fald ikke være en grund til mindre.

Men for folk som Joachim B Olsen og Karsten Nonbo, så skal vi altså åbenbart være kommet "ud over afgrunden" før vi må have lov til at tale om de problemer, der fører os derud. Det siger så bare mere om deres politiske engagement, end det gør om dem, de kalder for ”klynkere”.

Og hvis jeg troede at mit problem simpelthen forsvandt, fordi andre har værre problemer, så ville jeg være lige så ubegavet som en Joachim B Olsen eller Karsten Nonbo. For dét er simpelthen for dumt. Simpelthen.

PS.
Noget helt andet: Hvad sker der for det med at Benedikte Kjær (K) og Søren Espersen (DF) nu kommer med antisemitiske tilkendegivelser? Det synes jeg godt nok er ret langt ude. Men det hører vist til i et andet blogindlæg.


»Med krigsbegejstring de os fylder...«

Af Ole Sandberg | 21. januar 2012 | 15 kommentarer

»Når Islam gøres til slap, blodfattig samtaleterapi drænet for testosteron, gøres den samtidig passiv og verdensfjern. Hvad der er brug for, er en muskulær Islam, der har styrke, vilje og visdom til at skabe forandringer. Krig er, hvad enten vi kan lide det eller ej, et vilkår i verden, og at lukke Allah ude fra disse områder er en misforståelse af, hvad tro drejer sig om.

(..) Den muslimske verden vakler mere og mere, fordi den fornægter sit eget åndelige fundament, og muslimernes øverste ledere er desværre medvirkende til, at Islam synker i knæ ved at formene den adgang til frontlinjen.«

Nej, der er ingen, der har sagt disse ord. Men prøv at forestille dig, hvilket ramaskrig, der ville have været, hvis en dansk imam og konvertit havde udtalt dem.

Forestil dig, hvis en dansk imam havde skrevet en kronik i en dansksproget muslimsk avis om, at krigen i Afganistan er en ren religionskrig, og at den i virkeligheden handler om slatten og umoralsk gudløshed mod standhaftig og dydig gudsfrygt. Forestil dig endvidere, at kronikken blev indledt med en henvisning til religiøse og historiske myter om hvordan, muslimske krigsførere fik kraft og inspiration fra deres religion og ledte deres hære og nationer til sejr over de vantro, og at muslimerne bør vende tilbage til disse tider, hvor krigsbegejstring og religiøs begejstring hængte sammen. Og forestil dig, at konklusionen var, at islam må blive mere voldsbekræftende og maskulin, hvis den muslimske verden ikke skal lide nederlag - ikke bare i dens krig mod "Vesten" men som kultur.

Okay, har du forestillet dig det?

Så forestil dig endvidere, at en anden dansk imam skrev en bog om dengang han tog til Afganistan og tog aktivt del i kamphandlingerne. Forestil dig, at han åbent skrev om, hvordan han havde lavet hjemmelavede bomber og brugt dem mod folk, og hvordan han havde sneget sig ind i fjendens lejre og hørt dem skrige i smerte, og hvor stolt han var over at have kæmpet side om side med rigtige soldater. Forestil dig, at dette var et uddrag af hans bog: »Nu står jeg her som en anden soldat og forsvarer lejren med en kalashnikov og håndgranater.«

Du ved godt, at der ikke ville gå længe, fra nogen af de historier blev kendt, til 90% af de danske politikere, meningsmagere, avis-ledere osv ville have råbt og skrevet op og taget afstand og krævet at andre, der ikke har noget med de to tåbers synspunkter og handlinger at gøre, også skal tage formelt afstand.

Nogle ville endda have krævet statsindgreb, grundlovsbrud, censur og forbud mod de to personers organisationer eller menigheder, og der ville helt sikkert have været nogen, der ville have krævet fængslinger, retssager, deportation eller landsforvisning.

Og hvis de to galninge endvidere var ansat i en offentlig institution, så ville der i hvert fald have kommet politiske krav om fyringer og statsindgreb mod denne institution.

Come on, hånden på hjertet: du ved det godt, hvis du skal være ærlig.

Hvor er fordømmelsen?

Derfor er det, jeg spørger: Hvor bliver den samme forargelse af, når en dansk teolog - og katolsk konvertit - skriver en sådan kronik i et større dansk religiøst tidsskrift? Det vil sige, kronikken handler selvfølgelig ikke om Islam og muslimer, men om kristendommen, som ifølge radioværten på DRs religionsprogram bør tage sig sammen og blive mere "maskulin" og krigsbegejstrende, hvis den skal vinde krigen mod muslimerne og bestå som kultur.

Det indledende "citat" er nemlig med nogle få ændringer hentet fra Iben Thranholms kronik i Kristeligt Dagblad, og min beskrivelse er ikke en beskrivelse af en imams kronik om krigen mellem muslimer og det "gudløse Vesten" men et lettere omskrevet resumé af hendes kronik med samme tema.

Hvor er protesterne mod denne militante og offentligt ansatte katolik? Hvor er kravene om indgreb mod Danmarks Radio, hvor hun stadig er ansat? Jeg tvivler som sagt på, at der ikke ville have været højlydte protester, hvis det havde været en offentligt ansat muslim, der havde skrevet en kronik i samme stil som Iben Thranholms.

Og hvad angår den militante fanatiker, som tog til Afganistan for at lege soldat, tvivler jeg endnu stærkere på, at den eneste reaktion ville have været, at man havde "bedt ham om en redegørelse" og påpeget, at den slags altså ikke er helt tilladt ifølge nogle konventioner. Det vil sige: ikke hvis der virkelig var tale om en muslimsk præst.

Det er der dog ikke. Det er nemlig en kristen, dansk præst - en officiel og statsansat repræsentant for den danske statskirke - der begejstret har beskrevet sine æventyr som illegal kombatant i Afganistan.

Det er feltpræsten Victor Greve, der i dag er sognepræst i Haderslev Stift, der har henvendt sig til en avis for at fortælle om hvordan, han tog til Afganistan og besluttede sig for at kæmpe aktivt i krigen og sågar har deltaget i angreb og lavet bomber og dermed vel har slået folk ihjel.

Vi ved alle sammen godt, at hvis der havde været tale om en dansk muslim, så ville det have fyldt avis-“debatterne” (dvs der ville ikke have været megen debat, for "debattørerne" ville have været enige om fordømmelsen) i ugevis.

Men en dansk folkekirkepræst, der gør sig skyldig i det, som andre ryger i koncentrationslejren Guantanamo for? Det bliver højest til et par små avis-artikler og en intern redegørelse. Ingen forargede politikere dér - han er jo kristen og medlem af "Folkekirken" og dermed per dansk "politisk korrekt" definition "moderat" og "demokratisk" uanset hvor meget hans handlinger er udtryk for det modsatte.

Denne religiøse og voldelige galning har måske været opflammet af samme fanatiske voldsideologi som Iben Thranholm åbent agiterer for i sin kronik i Kristeligt Dagblad.

Begge er offentligt ansatte. Begge arbejder som religiøse forkyndere og bliver betalt af den danske stat for at påvirke folks tanker, følelser og verdenssyn.

JPEG - 29.8 kb
Tegning: Don Addis, St. Petersburg Times

Nu må jeg bede mig undskyldt, mens jeg kortvarigt udbryder et: "Føj for Helvede!"

Kvalmt hykleri

Iben Thranholms kronik er eddermame ulækker og hendes religions- og kultur-opfattelse er hamrende sindsyg og dødsensfarlig. Det ville den have været, hvis den havde været skrevet af en fanatisk muslim, og det er den stadig når den er skrevet af en fanatisk kristen. Så er det sagt.

Men det er jo så hvad det er. Der er også plads til vanvittige fundamentalister som Iben Thranholm, og hun skal have lov til at skrive kronikker til danske dagblade og sågar forkynde sit had i offentligt financerede radiostationer. Jeg vil aldeles heller ikke holde nogen danske katolikker til ansvar for hendes udgydelser eller kræve indgreb mod dem, hvis de ikke tager afstand fra hendes voldsretorik, og hvis hun passer sit arbejde ordentligt, så kan hun for min skyld beholde det. Som sagt skal der være plads til hendes slags, og hendes rabiate holdninger må stå helt for hendes egen regning. Det samme ville have været tilfældet, hvis der var tale om en muslim.

Men som sagt kan man godt undre sig over, at der ikke har været det mindste "pip" fra hysteriske politikere og meningsmagere, over radioværtens tilskynding til voldsreligion eller terror-præstens krigsæventyr.

- Hvor er kravene om afstandstagen, indgreb, fyringer osv? Hvor er demonstrationerne, hvor alle Folketingets partier står sammen om at udtrykke deres forargelse?

- Hvor er Søren Pinds sædvanlige paranoidt-hysteriske blogindlæg om Danmarks undergang som nation? (Nå nej, han er jo selv tilhænger af en mere maskulin og militant religiøs vækkelse, så længe den er kristen).

- Hvor længe skal vi vente på at Villy Søvndal beder Iben Thranholm og andre militante kristne om at "skride ad helvede til", sådan som han bl.a. har gjort det overfor muslimer, der heller ikke er tilfredse med den "vestlige gudløshed"?

Hvis man forventede nogen form for konsistens og ærlighed i dansk politik, så kunne man som sagt undre sig over disse udeblivelser.

Men man undrer sig jo ikke længere. Man er jo efterhånden blevet godt vant til hykleriet i den danske debat. Vi ved alle sammen godt, at hvis nogen af de to historier havde handlet om en kendt og offentligt ansat muslim, så havde det vækket et ramaskrig. Vi ved også godt, at det offentlige Danmark ikke bekymrer sig stort om, at der findes kristne, som prædiker lige så rabiate holdninger.

Vi må altså konkludere, at de forargede politikere ikke egentlig er så inkarnerede modstandere af sammenblanding af politik og religion eller af voldsforherligende religiøs retorik, som de gerne vil give indtryk af. Forargelsen bliver nemlig kun igangsat, når de religiøse galninge er muslimer - tilhængere af kristendommen kan opfordre nok så meget til religiøs krig - og sågar deltage i krig - uden at nogen politiker løfter et øjenbryn af den grund.

Nu må du have mig undskyldt én gang til, mens jeg igen udbryder et "Føj for Helvede!"

Hvis ikke det var fordi jeg for længst havde passeret kvalmegrænsen, så ville jeg brække mig over dobbelstandarderne og hykleriet i den såkaldte "kulturkamp" i dansk politik. Så er det sagt.... og det lettede lidt.

Men som sagt: Man er jo efterhånden blevet så vant til det hykleri, at man nærmest må anstrenge sig for at blive oprørt over det. Det er dagligdag i Danmark, og det er blevet en selvfølgelighed at der er forskellige regler for forskellige folk.

NB. Som det fremgår af en henvendelse fra Diana Bach, Redaktør på DR Tro, (se kommentarerne) er Iben Thranholm ikke længere ansat på Danmarks Radio.


Højrefløjsforagt for ’det kvindelige’

Af Ole Sandberg | 3. oktober 2011 | 23 kommentarer

Jeg var på ferie i Danmark under valgkampen og folketingsvalget. Så havde jeg vel en oplagt mulighed for at følge med, tænker du måske, men så har du ikke lagt mærke til ordet "ferie". Eftersom jeg var på ferie, havde jeg netop ikke mulighed for at følge godt med eller at skrive om så meget om valget.

Det blev dog til to hurtige indlæg om Liberal Alliances kønspolitik. LA - og partiets fanskare på 180grader.dk - er præget af en mere åben og direkte mandschauvinistisk tendens end noget andet parti, jeg kender til. Macho-dyder dyrkes blandt medlemmerne og skribenterne, og feminisme lader til at være et lige så stort fjendebillede for de såkaldt "liberale" som socialisme er det.

Det er et emne, jeg vil følge op på med dette indlæg om en begivenhed, der foregik på valgnatten og som fortjener lidt opmærksomhed. Den sexistiske retorik blandt macho-liberalisterne er nemlig ikke bare rent teoretisk. Den går tilsyneladende også over i direkte anerkendelse af vold mod kvinder og politiske modstandere.

På valgnatten mellem den 15. og 16. september skete der det, at en 31-årig mand i Esbjerg fandt ud af, at hans ægtefælle havde stemt på et parti i den såkaldte "røde blok", som jo blev valgets vinder. Det gjorde ham åbenbart så rasende, at han gav hende et lag tæsk. Ifølge Ritzau var volden "ikke bagatel-agtig", og kvinden blev kørt på skadestuen.

JPEG - 33.7 kb
Screenshot fra JP.dk

Jeg ved ikke hvilket parti voldsmanden havde stemt på, og Liberal Alliance skal bestemt ikke stå til ansvar for den slags afstumpet politisk motiveret hustruvold. Til gengæld er det skræmmende at se hvordan, enkelte medlemmer af partiets fanskare efterfølgende kommenterede begivenheden.

Brugeren "Abel" (som er ivrig LA-vælger) skrev et indlæg på 180grader.dk med et link til denne historie. Indlægget havde overskriften "Når nu landets fremtid er for vigtig til at overlade til Rød Blok" og brugeren kommenterede historien med ordene "Så kan hun lære det, kan hun."

JPEG - 42.4 kb
Screenshot fra 180grader.dk

Der er intet i indlægget, der tyder på at denne forherligelse af hustruvold var ironisk ment. Tværtimod - da en anden bruger tog afstand fra begivenheden, skrev Abel følgende: »Hvis 50.000 velanbragte lussinger på kinderne af halvtotalitære, tankeløse kvinder kan forhindre det her [uddrag fra Venstresocialisternes program] er det værd at overveje.«

JPEG - 32.1 kb
Screenshot fra 180grader.dk

Ikke alene var hans anerkendelse af vold mod kvinder, han er politisk uenig med, ikke ironisk ment, han kan heller ikke selv se det ironiske i, at han anklager sine politiske modstandere for at være "halvtotalitære", mens han selv opfordrer til at bruge vold for at forhindre dem i at stemme.

Den voldsforherligende kommentar får støtte fra to andre "liberale" brugere på forummet. "Mikkel2840" (der også støtter LA) nøjes med at tilkendegive, at han synes idéen om tæsk til røde kvinder er morsom (en tredie bruger og LA-medlem, gør sig også morsom over denne episode men påpeger dog at det selvfølgelig "ikke er OK" at bruge vold), mens en anden såkaldt "liberalist", der kalder sig "Kineseren", direkte erklærer sin støtte til manden, der tæskede sig ægtefælle.

"Kineseren" forklarer sin støtte til hustruvold med en henvisning til en af de holdninger, der desværre er kendetegnende den mandschauvininistiske og anti-feministiske tendens på den yderste højrefløj: Feminisme og de såkaldte "bløde værdier" har "afmaskuliniseret" europæiske mænd og gjort dem slappe og ukampdygtige, hvilket fremmer venstreorienterede værdier.

JPEG - 21.7 kb
Screenshot fra 180grader.dk

Denne holdning deler han som bekendt med den norske terrorist Anders Breivik, der kombinerede teorien om marxistisk-feministisk "afmaskulinisering" af den vestlige kultur med idéen om en forestående muslimsk magtovertagelse. Jeg nævner ikke dette for at sætte nogen i bås med racistiske terrorister, men for at illustrere, at anti-feminisme og idéen om "afmaskulinisering" indgår i brede dele af det højre-ekstreme univers. For eksempel er det jo også idéer som den tidligere "frihedsminister", Søren Pind, har givet udtryk for ved flere lejligheder.

Såkaldt "kvindelige" værdier bliver set som noget, der korrumperer befolkningen og fremmer politiske modstandere, mens de højre-ekstreme selv - hvad enten de kalder sig "liberale" eller "nationalkonservative" - i sin egen selvforståelse står for det maskuline, det stærke, selvstændige, krigeriske og handlende. Foragten for det "kvindelige" og det venstreorienterede hænger altså sammen, og kan i værste fald føre til støtte til vold mod kvinder og venstreorienterede som vi ser i kommentarerne til denne historie.

Det skal naturligvis understreges, at der da også er kommentarer under indlægget, som tager kraftigt afstand fra den omtalte begivenhed og fra vold generelt - mindst lige så mange, som de der støtter eller bagatelliserer begivenheden. Det voldsforherligende indlæg har dog alligevel fået flere positive end negative stemmer på det "liberale" forum (brugerne på 180grader.dk kan stemme indlæg op eller ned), der især fungerer som platform for partiet LA.

Det er Anders Samuelsen og co naturligvis ikke ansvarlige for, men det illustrerer immervæk en tendens i det danske højre-liberalistiske univers, der er værd at lægge mærke til og diskutere. Det er en tendens, som trives på den platform, hvor partiets medlemmer og støtter diskuterer og udveksler synspunkter, og det er vel dermed blandt andet den tendens, som partiets fremtrædende medlemmer taler til, når de til tider giver udtryk for besynderlige mandschauvinistiske holdninger.

Hvis jeg var en del af partiet LA, så ville jeg eddermame finde det foruroligende, at en afstumpet mand, der har begået politisk motiveret hustruvold, kan gå ind på partiets udadvendte platform og finde partimedlemmer, der giver udtryk for sympati og støtte til hans gerning. Hvis jeg havde interesse i at det parti eller den politiske bevægelse og ideologi, det står for, fremstod som seriøst og troværdigt, så ville jeg gøre mit yderste for at sørge for at sådanne synspunkter blev fordømt på det kraftigste.

Jeg vil vove den påstand, at den politiske foragt for det, der betragtes som "det kvindelige", er en del af drivkraften i det ideologiske hav, som LA fisker stemmer i. Ikke at det dermed er partiets eller (alle) dets repræsentanters politik, men det er til syneladende en ikke-uvæsentlig kraft i den strømning partiet er en del af. Hvordan skal man ellers forklare kommentarspor som disse?


Dødens kultur

Af Ole Sandberg | 28. september 2011 | 6 kommentarer

WEDNESDAY, SEPTEMBER 21, 2011
ORDER IN PENDING CASE 11A317 DAVIS, ANTHONY TROY V. HUMPHREY, WARDEN
The application for stay of execution of sentence of death presented to Justice Thomas and by him referred to the Court is denied.

Så kort, og så koldt og teknokratisk kan en henrettelsesordre formuleres. Med disse ord kan en mand blive slået ihjel. Denne korte besked var ordene i en erklæring fra den amerikanske højesteret, som afviste at gribe ind i sagen om Troy Davis, som var blevet dømt til døden af staten Georgia i USA. Erklæringen betød, at henrettelsen kunne fortsætte uden yderligere forsinkninger eller undersøgelser.

Sagen om Troy Davis er en af de mest omtalte henrettelser i USA i den seneste tid. Og med god grund, for efter at han blev dømt i 1991, har der fremkommet massevis af grunde til at tvivle på hans skyld og til at have mistro til at hans retssag gik retfærdigt til.

Sagen er som følger: I august 1989 forsøgte den private vagtmand Mark MacPhail (som også arbejdede som politimand) at gribe ind, da en person var ved at gennemtæve en hjemløs mand med en pistol. Mark MacPhail blev skudt og dræbt. Vi ved hverken hvem der slog den hjemløse, Larry Young, eller hvem der skød vagtmanden Mark MacPhail. Alt vidnerne kunne fortælle var, at det var "en sort mand i en hvid t-shirt".

Hvad vi ved, er at en mand ved navn Sylvester "Redd" Coles dagen efter gik til politiet og fortalte dem, at han havde set Troy Davis med en .38-kaliber pistol - samme kaliber som MacPhail blev dræbt med - og at han havde set Troy angribe den hjemløse. Vi ved dog også, at Coles selv havde været oppe at skændes med den hjemløse Larry Young, og at Coles faktisk var ejer af en kaliber .38 pistol, som han dog erklærede at han havde mistet.

Mordvåbnet blev aldrig fundet, og der blev ikke fundet spor af krudtslam på Troy Davis eller andre fysiske beviser på at han skulle have affyret en pistol. Retssagen, der førte til at Troy Davis blev dømt til døden, var således udelukkende baseret på vidneudsagn.

Senere i forløbet er det dog kommet frem, at flere af vidnerne ikke vil stå ved sine erklæringer til politiet, som blev brugt i retten. Faktisk har 7 ud af de 9 vidner, der udpegede Troy Davis, trukket sine erklæringer tilbage. Flere af dem har fortalt, at de følte sig truet eller presset af politiet til at skrive under. Det hjemløse voldsoffer, har senere sagt, at han aldrig har set Troy Davis. Andre vidneudsagn har til gengæld impliceret manden, Sylvester Coles - manden der gik til politiet og anklagede Troy Davis.

Vi har altså at gøre med en retssag, der udelukkende er baseret på tvivlsomme vidneudsagn, hvoraf et af dem er fra den mand, som også er en oplagt kandidat til anklagebænken i den samme sag. Ikke desto mindre har Troy Davis siddet på dødsgangen i rundt regnet 20 år og blev altså henrettet af staten Georgia den 21. september 2011.

I en bizar omvendt fortolkning af retsstatens principper om bevisførelse bestemte appel-domstolene nemlig, at sagen kun kunne gå om, hvis Troy Davis kunne bevise sin egen uskyld. Det var altså ikke nok, at der var masser af grunde til at tvivle på at han var skyldig. (Læs en opsummering af de tvivlsomme elementer i sagen her.)

Henrettelsen blev fordømt i kraftige vendinger af bl.a. Amnesty International og af den franske regering (men jeg har ikke hørt noget fra de danske myndigheder - ville det være farligt at udtale sig om midt i en valgkamp?).

Hvilket kulturfællesskab?

Men Modkraft.dk har allerede skrevet om denne sag, så hvorfor tager jeg nu det op igen?

Dels fordi det er vigtigt konstant at rejse diskussion om at USA - en af den danske stats nærmeste allierede - stadig praktiserer henrettelse som afstrafning her over et hundrede år efter at de fleste "vestlige" og "demokratiske" regimer afskaffede denne form for "retfærdighed". Det bringer USA i et skrækkeligt selskab blandt totalitære og brutale regimer, der ligger langt væk fra det "vestlige kulturfællesskab" politiske hyklere i Danmark ellers ynder at holde skåltaler om. I Europa er det kun diktatur-staten Hviderusland, som stadig praktiserer dødsstraf.

Og dels fordi det er vigtigt at fastholde fokus på at retssystemet i USA har stærke politiske, klassemæssige og racemæssige slagsider. Som Modkrafts journalist skriver er det socio-økonomiske forhold der afgør hvor stærkt man står i en retssag, og hvis den anklagede er sort er sandsynligheden for dødsstraf langt højere end hvis det ikke er tilfældet. (Se flere statistikker her.) Uanset om man er for eller imod dødsstraf, så kan man ikke kalde dette "retfærdighed".

Den politiske slagside er helt formelt indbygget i retssystemet. I retssager, der kan føre til henrettelse, er det normalt at jury-medlemmerne udvælges udfra kriteriet om, at de alle skal gå ind for dødsstraf. Det resulterer naturligvis ikke i et særlig repræsentativt udsnit af befolkningen, når kun de, der åbent erklærer sig som tilhængere af dødsstraf - vel vidende at denne institution har sociale og etniske slagsider - kan udvælges til at dømme om andres skyld.

Alt dette er vigtigt - også for danskere - fordi USA som sagt er en af Danmarks allierede, fordi USA er en af verdens dominerende magter, og fordi vi har politikere, journalister og politiske kommentatorer, som gang på gang fremhæver at vi "deler værdier" med USA og lever i et særligt "kulturfællesskab".

Jeg vil gerne insistere på, at disse kommentatorer taler for sig selv, når de påstår at "vi" skulle dele værdier med en kultur, der kalder drab for "retfærdighed" og som hylder død og vold. Jeg føler mig i hvert fald ikke som en del af denne dødsforherligende kultur - og det er der da heldigvis mange amerikanere, som heller ikke gør. Disse mange amerikanere vil nok også godt have sig frabedt at blive pladseret i samme "værdi-fællesskab" som deres blodtørstige landsmænd. USA er ikke én kultur. Det følgende handler derfor kun om visse dele af det amerikanske samfund.

Dødens kultur

Det at en amerikansk retssag starter med, at de potentielle jury-medlemmer skal afhøres og erklære sin villighed til at slå et andet menneske ihjel, og bliver afvist som egnede hvis de udviser skepsis eller tøven, bringer mig til overskriften i dette indlæg: Dødens kultur.

Jury-udvælgelsen er jo et eksempel på et system, der fremmer og priviligerer de mest aggressive og kyniske elementer i den amerikanske kultur. Jo mere voldsforherligende du er, des større er sandsynligheden for at du får magt til at afgøre andre menneskers liv og død. Og omvendt: Hvis du udviser tøven eller menneskelig empati, så rissikerer du at blive frasorteret og får dermed mindre indflydelse.

Sådan en mekanisme kommer unægteligt til at præge kulturen. Og retssystemet er ikke den eneste mekanisme, der fremmer forherligelsen af død og vold i det amerikanske system og kultur. Det samme gør sig gældende ved udvælgelsen af kandidater til politiske embeder - også her vil man stå svagere, hvis man viser tøven overfor anvendelsen af vold, eller hvis man ikke sætter lighedstegn mellem drab og "retfærdighed".

Det betyder, at der er institutionelle udvælgelsesmekanismer, som gør, at kun de mest blodtørstige kan komme til at sætte dagsordenen og præge systemet, hvilket naturligvis fører til at de selvsamme mekanismer bliver fastholdt og forstærket.

Jubel over henrettelser

Tag for eksempel den igangværende konkurrence om hvem der skal blive Det republikanske partis næste præsidentkandidat.

Rick Perry er en af top-kandidaterne. Som guvernør i Texas har han godkendt 234 henrettelser, og hvilket er en rekord siden dødsstraffen blev genindført i 1976. I en national tv-debat blev han spurgt om han havde haft nogen problemer med tanken om, at nogen af dem, han har dømt til døden, kunne have været uskyldige.

Se video-klippet herunder. Det interessante er ikke så meget det, at han uden tøven benægter, at han ikke har mistet den mindste smule nattesøvn over at dømme andre til døden. Det interessante er, at da journalisten og debat-værten nævner, at Rick Perry og hans stat er indehaver af rekorden i henrettelser, bryder publikum ud i "spontane" klapsalver og pift. Senere i videoen (ca. 1:00) kalder han henrettelsen for "den ultimative retfærdighed", hvilket ikke bare udløser en ny runde af klapsalver men også direkte jubel.

Henrettelser bliver altså ikke blot anset som noget nødvendigt og måske beklageligt, men som noget man skal være stolt over og entusiastisk glad for.

Men faktisk er det relevant at dvæle ved hans påstand om at han ikke har haft noget problem med at henrette nogen af de 234, hvis død han har været ansvarlig for. Hans påstand om at der er så mange sikkerhedsmekanismer, at det kun er de skyldige, der bliver henrettet, og at systemet fungerer, holder nemlig ikke vand - og det ved han godt.

Ingen tøven tilladt

I 2009 var han nemlig med til at sørge for, at en mand blev henrettet på trods af, at nye beviser var kommet frem, der sandsynligvis kunne have fået ham frikendt. I 1992 blev Cameron Todd Willingham dømt til døden for mordbrand. Da brandtekniske eksperter senere undersøgte sagen og kom frem til, at "beviserne" i retssagen var noget uvidenskabeligt bras, og at der ikke var noget, der indikerede at branden var påsat, kunne Rick Perry have stoppet henrettelsen, men han valgte at ignorere de nye beviser og lade en måske uskyldig mand blive dræbt. Da en statskommission i 2009 - fem år efter henrettelsen - kom frem til samme konklusion, valgte guvernør Rick Perry at standse kommisionens rapport og udskifte medlemmerne.

En anden sag drejer sig ikke om en mand, der sandsynligvis var uskyldig, men det er en sag, hvor den henrettede ikke fik den fair retssag og mulighed for at benytte de sikkerhedsmekanismer, han ellers har ret til. Humberto Leal Garcia var fra Mexico og var kendt skyldig i frygtelige gerninger. Han blev dog aldrig informeret om, at han som mexicansk statsborger havde ret til juridisk hjælp fra den mexicanske ambassade, hvilket var en krænkelse af hans rettigheder og af amerikanske og internationale konventioner. På trods af protester fra den amerikanske præsident og internationale myndigheder, beordrede Rick Perry, at henrettelsen kunne fortsætte uden så meget som en ny gennemgang.

Om Rick Perry virkelig ikke har haft noget problem med at træffe disse beslutninger ved jeg ikke. Men sagen er, at han skulle genvælges som guvernør, og for at blive det, så kunne han ikke vise nogen tøven, blødsødenhed eller empati for dømte forbrydere. For at blive valgt til en politisk post var det nødvendigt for ham, at han viser sig som en "stærk mand", der uden at blinke kan dømme selv en uskyldig til døden - hellere det, end at udføre en handling, der kan tage som tegn på, at han ikke har fuld tillid til retssystemet og dødsstraffen.

Dette er også et resultat af en kultur, der hylder døden og drab på andre mennesker.

»Lad dem dø!«

Et andet eksempel på denne dødsdyrkelse kommer fra endnu en af de seneste debatter i konkurrencen om hvem der skal repræsentere Republikanerne ved næste valg.

Ron Paul er en kandidat, der ikke har nogen chance for at blive valgt, men som ikke desto mindre er særdeles populær blandt store dele af befolkningen - især hos den såkaldte "Tea Party"-bevægelse (når de ser bort fra at han ikke støtter krig, hvilket er grunden til at han ikke har nogen chance for at blive valgt i et parti, der dyrker død og drab). Han er nemlig "libertarianer" og mener at der ikke skal være noget som helst offentligt velfærdssystem eller sikkerhedsnet - heller ikke i form af offentlige sygesikringer til de ældre eller fattige.

I debatten blev han spurgt, hvad han mener, der skal ske, hvis en person, som ikke har tegnet en privat sundhedsforsikring pludselig bliver alvorligt syg - skal hospitalet og samfundet så bare lade denne person dø?

Det er ikke Ron Pauls svar, der var det mest skræmmende. Han svarede nemlig, at han da håbede at civil-samfundet ville tage sig af en sådan person, så det ikke kom så vidt. Det er for så vidt interessant nok, men han fik ikke mulighed for at give dette svar, før han blev afbrudt af folk blandt publikummet, der højlydt råbte "Yeah!!!" til debat-værtens spørgsmål om hvorvidt samfundet bare skal lade uforsikrede personer dø.

Det er én ting at anerkende, at det kan være den beklagelige konsekvens af Ron Paul’s politiske ideologi - en konsekvens han tydeligvis ikke selv ønsker. Det er noget helt andet at bryde ud i entusiastiske glædesråb ved tanken om at lade en person dø af sin sygdom. Det gjorde publikum i den såkaldte "Tea-party-debat", og denne reaktion var langt mere skræmmende end Ron Pauls politiske visioner.

»Løft hånden, hvis du går ind for tortur«

Et tredie - og sidste - eksempel fra Republikanernes konkurrence om præsidentkandidat-posten. I en af de tidligere debatter fik kandidaterne spørgsmål om deres holdning til tortur. 3 ud af de 5 kandidater rakte hånden op og erklærede, at de støttede brugen af tortur. Dette udløste også klapsalver fra det blodtørstige publikum.

Rammerne bestemmer resultatet

I den ene af de tre debatter havde CNN sat rammerne ved blandt andet at udvælge publikum, der var langt til højre i det amerikanske politiske landsskab - arrangementet var arranget sammen med en af "Tea Party"-organisationerne.

Dermed havde de også sat præmisserne således, at de kandidater, der gav udtryk for de mest ekstreme og kyniske synspunkter, fik størst applaus, hvilket giver seerne og kandidaterne det indtryk, at det rigtige og mest populære er at omfavne dødens kultur og erklære sig villig til at slå folk ihjel eller lade dem dø.

Denne debat udviklede sig til et spektakel, der er blevet beskrevet som noget der minder om en "gladiatorkamp", hvor publikum klappede for blod.

Politikerne, kulturen, publikum og vælgere samt de institutionelle mekanismer såsom valg, tv-debatter og retssystemet påvirker og forstærker alle hinanden og spiller sammen således, at kun de mest aggressive og dødsforherligende synspunkter bliver fremmet mens mere betænksomme eller fredssøgende marginaliseres.

Hvis Ron Paul og Rick Perry ikke lærte dette af de jubel-råb de fik i de to debatter, så fik de begge endnu en lektion, da henholdsvis Ron Pauls krigsmodstand og Rick Perrys blødsødenhed overfor børn af papirløse indvandrere resulterede i "buh-råb" fra publikum.

Det fører til at en valgkamp i USA bliver en konkurrence om hvem der kan være mest villig til at dræbe uden tøven. Enten ved at gå i krig mod andre nationer eller ved at tilstræbe rekorder i henrettelser eller ved at lade syge folk dø på gaden. Empati og omtanke bliver set som svaghed i det politiske system, der har gladiator-kampen som nærmeste sammenligningsgrundlag. Kun den mest brutale overlever udvælgelsesrunden og kommer til at regere.

Det er under disse præmisser, den næste præsidentkandidat for Det republikanske parti skal vælges, og det er under disse forhold og i denne kultur, at mange lokale politikere også skal vælges og genvælges: De dele af den amerikanske kultur, som hylder død og vold, er måske ikke de fleste, men de er dem, der råber højest og er politisk aktive. Det påvirker naturligvis hvilke politikere, der bliver valgt, og det påvirker politikernes holdninger. Og politikernes holdninger og udtalelser påvirker naturligvis tilbage og forstærker den kultur, de er blevet valgt i.

Det er en selvforstærkende effekt, som næppe kan brydes uden intervention udefra. Og her tænker jeg naturligvis ikke på militær intervention fra andre lande, men på intervention fra de kræfter i det amerikanske samfund, der ikke er en del af denne dødsforherligende kultur, og som ikke føler sig repræsenteret af det brutale politiske og juridiske system.

P.S.

Troy Davis var den 34. fange, som blev henrettet i år i USA. Siden dødsstraffens genindførsel i USA er 1264 mennesker blevet henrettet. Der er planlagt 12 yderligere henrettelser i år, og over 3000 mennesker sidder i øjeblikket på dødsgangene rundt om i USA.

Hvis danske politikere virkelig ønsker et politisk kulturfællesskab med USA, så kan de starte med at gøre hvad de kan for at protestere mod de mange planlagte henrettelser og arbejde for en reform af det amerikanske retssystem, så det bliver ført ind i moderne tid og lever op til de såkaldte "liberale værdier", der er en moderne retsstat værdig.


LA: "Danmark er en grim kælling"

Af Ole Sandberg | 8. september 2011 | 6 kommentarer

Folketingskandidaten for Liberal Alliance, Joachim B. Olsen, har et indlæg på Saxobanks forum 180grader.dk, hvor han angiveligt erklærer sin "kærlighed" til landet Danmark.

Ved en nærmere læsning viser det sig dog hurtigt, at hans kærlighed slet ikke er så "betingelsesløs", som han ellers påstår, for det er ærligt talt ikke pæne ting, han har at sige om det land, han vil være med til at bestemme over.

Jeg vil ikke her beskæftige mig med de politiske forslag i hans indlæg eller med hans forsøg på at appellere til national-følelser, for det mest interessante ved indlægget er efter min mening helt klart det, det siger om forfatterens syn på kvinder.

"Danmark er en grim kælling"

Indlægget er en beskrivelse af et gammelt kærlighedsforhold, som er ved at gå i opløsning, og som forfatteren gerne vil redde med denne opsang til den udkårne. Den udkårne er naturligvis en metafor for Danmark, som beskrives som en kvinde, forfatteren har haft et forhold til, samtidig med at han dog har haft adskillige sidespring.

Nu er forholdet dog ved at knirke, og han er ved at blive træt af den udkårne. Det han skriver om, er naturligvis, den politiske lovgivning, som han ikke bryder sig om, men det er interessant at lægge mærke til de metaforer, han bruger, når han beskriver hvorfor, han har et anstrengt forhold til "Kvinden Danmark".

Joachim B Olsen beskriver nemlig Danmark, som en kvinde, hvis fejl er, at hun er blevet en "fed matrone", der "har brug for en ansigtsløftning", fordi hun "er blevet grimmere og grimmere". Hun er tillige "en sur gammel mokke" og svadaen afsluttes med advarslen om at, der snart er udsigt til at "kællingen er så grim", at det kun er de, "der alligevel ikke kan score", som vil have noget med hende at gøre.

Kvindesynet

Det er jo mildt sagt ikke noget særligt respektfuldt syn på kvinder, han lægger for dagen dér. Et land med en politik, han er uenig i, beskrives som en tidligere elskerinde, som han nu synes er blevet for gammel og grim, og hans egen politik, som skal bringe landet på ret køl igen, og redde forholdet, beskrives som en "ansigtsløftning" - altså en kosmetisk operation, der på kunstig vis skal gøre hende værdig til hans begær.

Det er klart udfra Joachim B Olsens politiske metafor, at kvinder kun fortjener respekt og begær, hvis de føjer manden, og ikke opfører som en "sur mokke", i så høj en grad, at de er villige til at lægge sig under kniven og få plastik-operationer. Kunstig skønhed er den eneste måde at sikre sig hans "respekt".

Men det er jo en noget tynd "respekt", og det er et noget underligt syn på "kærlighed". Kærlighed er vel netop at elske den anden ikke bare på trods af, men med de rynker vedkommende har fået igennem et langt liv sammen. At gøre sin kærlighed betinget af at den anden ikke ældes har intet med kærlighed at gøre.

Og at svine kvinder til for at blive rynkede, have selvstændige meninger (som gør dem til "sure mokker") og hvad der nu ellers ryger af fadet i de "liberale" folketingskandidats sexistiske svada, er et udtryk for mandschauvinisme af værste skuffe - også selvom det "bare" er en metafor for en politisk udvikling.

Faktisk gør metaforen det endnu værre: Kvindens politiske kompetencer reduceres til et spørgsmål om hendes seksuelle udseende - den "grimme kælling", som Danmark er blevet til, ifølge Joachim B Olsen, har ikke fortjent hans politiske respekt. Kvinden - som metafor for det politiske "Danmark" og som levende kønsligt menneske - eksisterer kun for at tilfredsstille hans begær, hvilket hun kun kan gøre ved at fastholde sig ungdommelige udseende. Kan hun ikke længere det, så er forholdet forbi, og den stærke mand må se sig om efter en anden.

Det falder ham ikke ind, at kvinden - eller landet - måske er ganske godt tilfreds med sit udseende, og ikke føler at hun kun lever for at tilfredsstille Joachim B Olsen. Det falder ham ikke ind, at hun måske slet ikke er interesseret i at lave om på sig selv alene for hans skyld. Det falder ham ikke ind, at hun måske faktisk har det ganske fint og klarer sig selv uden ham.

Er LA et parti for mandschauvinister?

Hvordan pokker læserne af dette dybt sexistiske indlæg kan se det som en respektfuld kærlighedserklæring til enten Danmark eller nogen kvinder, er mig en gåde, men de brugere, der har efterladt kommentarer på det "liberalistiske" forum, er ellevilde med teksten.

De er så også primært af den mandlige overbevisning, og man må nærmest antage, at Joachim B Olsen og hans parti slet ikke er interesserede i at få stemmer fra den kvindelige halvdel af befolkningen (eller fra andre, der ikke er interesserede i at gøre en så sexistisk kultur til statsbærende politisk ideologi).

Dette indtryk bekræftes også af, at Joachim B Olsen ikke er den første fra Liberal Alliance, der har gjort eklatant foragt for kvinder til en del af sin politiske ideologi. En anden folketingskandidat, Ole Birk Olesen, har også luftet sine dybt mandschauvinististiske synspunkter, i et indlæg, hvor han ligeledes ringeagter kvinders evner til at agere som selvstændige politiske væsner.

Hvis partiet "Liberal Alliance" virkelig baserede sin politik på klassisk liberalisme, så ville det nok være på sin plads at gøre dem opmærksomme på, at en af liberalismens grundlæggere, John Stuart Mill, for næsten 150 år siden i ’The Subjection of Women’ skrev et forsvar for kvinders ret til at blive betragtet som selvstændige og kompetente politiske aktører - vendt imod den slags primitive mandschauvinisme, som de moderne "liberalister" i Liberal Alliance desværre gør sig til talsmænd for.

Med den historiske viden virker LA-kandidaternes udtalelser om kvinder og politik dog hverken særligt liberale eller særligt moderne.


Liberalisme på barselsorlov?

Af Ole Sandberg | 6. september 2011 | 1 kommentarer

Der er så meget jeg ikke forstår. Én af de ting, er hvorfor selv-erklærede liberalister i Danmark er imod at retten til barselsorlov følger den enkelte forælder. Det forstår jeg ikke, for liberalister plejer da at være for individuelle rettigheder og imod kollektive rettigheder.

I det nuværende danske system - som blev indført af den nuværende regering - er barselsorlov en kollektiv rettighed: Det er en ret, som det samlede forælder-par har sammen. Venstrefløjspartierne vil gerne have et barselssystem baseret på individuelle rettigheder, hvor hver forælder hver i sær har ret til en mængde barselsorlov - det er da et forslag liberalister netop burde støtte. I hvert fald hvis de mener, at rettigheder er noget, der følger individer og ikke grupper.

Det strukturelle argument

Venstrefløjen er imod det nuværende kollektivistiske og konservative system, fordi det har strukturelle og sociale bivirkninger, der bevarer den kønsmæssige ulighed i samfundet. Med det nuværende arbejdsmarked, den danske kultur osv. er det nemlig sådan, at den kollektive barselsorlov betyder, at det i langt højere grad er kvinder, der tager orloven, mens fædrene fortsætter med at arbejde.

Det betyder at kvinder får en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet, at arbejdsgivere er mindre interesserede i at ansætte kvinder, at kvinder få lavere livsløn og pension og den slags, men også at mænd, der gerne vil have tid med deres børn, har sværere ved at tage barsel fordi deres arbejdsgiver ikke tager dem seriøst, hvilket kan gå ud over deres karrieremuligheder.

Det er jo fint nok, hvis man ønsker at bibeholde et system, hvor kvinders arbejde ikke værdsættes så højt, og hvor mænd forventes at skulle pleje sin karriere på bekostning af sine børn, men det er jo netop det, venstrefløjen og feminismen ønsker at ændre på.

Derfor mener de, at barselsorlov bør gøres til en individuel ret, hvor hver forælder enten kan tage sin barsel eller lade være, men hvor de ikke kan lade den ene forælder (hvilket i langt de fleste tilfælde er kvinden) tage det hele, mens den anden plejer karriere. Håbet er, at det vil gøre det mere almindeligt for mænd at tage barselsorlov, hvilket vil føre til strukturelle forandringer, der vil øge ligestillingen også på andre områder i samfundet.

Rettighedsargumentet

Det kan godt være, at der er liberalister, som er ligeglade med kønsmæssig ligestilling på arbejdsmarkedet - liberalismen har en mærkelig tendens til at være ligeglad med ulighed udenfor den formelt politiske sfære. Men dette er jo ikke bare et arbejdsmarkedsmæssigt eller "civil-sfære"-spørgsmål. Der er tale om en politisk rettighed i den forstand, at det er staten, der sætter reglerne for hvem der kan få barselsorlov, hvornår og hvor længe og den slags.

Dermed er det jo et formelt politisk spørgsmål, hvor liberalisterne burde insistere på at rettigheder skal være ens for alle og følge individet. For den typiske liberalisme skal staten nemlig ikke tildele rettigheder til grupper, men til individer. Den eneste måde retten til barsel kan følge individet, er vel ved, at hver forælder har en portion barselsorlov, som vedkommende så kan bruge eller lade være.

Det burde være åbentlyst, at liberalister går ind for denne model. Men det gør de åbenbart ikke, og jeg forstår ikke hvorfor.

’Ret’ er ikke ’tvang’

Liberalisten "T Larsen" skriver på 180grader.dk, at han er imod venstrefløjens forslag om individuelle rettigheder, fordi han er imod at "staten bør diktere" hvordan familierne håndtererer fordeling af barsel. Han tror også, at forslaget betyder, at "at nybagte fædre skal holde 12 ugers barsel" (min fremhævning). Men det er jo noget vås.

At man har en rettighed betyder ikke, at man er forpligtet til at bruge den. Hvis staten siger at fædre har ret til 12 ugers barsel, betyder det aldeles ikke, at de så skal tage 12 ugers barsel - det er stadig op til dem selv om de vil bruge dem. Sådan er det også med alle andre rettigheder, og det er helt på linie med hvordan liberalisterne normalt ser på rettighederne generelt.

Det er jo heller ikke sådan (i Danmark), at stemmeretten betyder, at man har stemme-pligt. Faktisk var det jo før i tiden sådan, at stemme-retten ikke var en individuel ret, men istedet noget som tilfaldt en familie eller husstand (hvilket inkluderede tyende), og som så blev administreret af husfaderen - patriarken - på vejne af hele husstanden.

Sådan et system med kollektivistiske gruppe-rettigheder er liberalisterne da normalt imod. Men åbenbart ikke når det drejer sig om retten til barselsorlov. Hvorfor?

’Liberal’ kollektivisme?

"T Larsen" skriver om sig selv, at han er medlem af Liberal Alliance, og mener, at "kollektivisme i alle former (..) er samfundsskadelig virksomhed," og at "Individet og dets ret står over både Gud, kongen og fædrelandet."

Men når det gælder barselsorlov, så er han altså for kollektivisme i form af tildeling af rettigheder til den kollektive enhed, en familie jo er, og han mener ikke at individet, den enkelte forælder, bør have en individuel ret til barsel - en umistelig ret, det ikke kan kan give eller sælge til andre individer, og som det ikke får i kraft af at tilhøre et kollektiv, men i kraft af sine egne relevante egenskaber og status.

I et spørgsmål, som klart er formelt politisk og altså tilhører den politiske sfære, som liberalisterne bekender sig til, mener "T Larsen" og andre danske "liberalister" altså, at ’Familien’ er den politiske enhed, der kan tildeles rettigheder, ikke borgeren eller individet, og at kollektivet ’Familien’ skal "håndtere" og "fordele" denne rettighed internt i kollektivet.

Hvis det er tilfældet med famillier, så kan jeg ikke se, hvorfor man ikke skulle kunne bryde liberalismens individualistiske rettighedstænkning på andre punkter. Hvis ’Familien’ kan gøres til en rettighedsbærende enhed, så kan andre kollektiver vel også: f.eks. fagforeninger, sociale klasser, kulturelle mindretal, sproggrupper, ’fædrelandet’ osv.

Så kunne disse forskellige kollektive enheder vel også være bærere af rettigheder, som de så "fordeler" internt til de enkelte medlemmer. Og hvis man skulle følge argumentet, så ville det også være "tvang", hvis staten afskaffede denne kollektivisme og insisterede på at hvert individ har samme rettigheder.

Det ville være et totalt brud med den rettighedsindividualisme, som "T Larsen" og andre liberalister hævder, de står for.

Liberal Alliances politik på dette område virker altså ikke særlig liberal. Tværtimod ser den ud til at gå stik imod de politiske principper, de ellers teoretisk bekender sig til.

Det forstår jeg ikke. Men sådan er der jo så meget. Måske er det sådan, at når det drejer sig om ligestilling, så har de danske liberalister taget orlov fra sine principper?


Rend mig i »tonen«

Af Ole Sandberg | 12. august 2011 | 5 kommentarer

En alternativ overskrift på dette indlæg kunne være: "Den, hvor jeg er enig med Pia K"

Christine har allerede været der,, men jeg havde egentlig planlagt at skrive dette indlæg lige inden hun postede sit. Jeg har nemlig også i lang tid været træt af "tonen-i-debatten"-debatten.

Egentlig synes jeg det er lidt af en stråmand, som den danske højrefløj gemmer sig bag ved. Når der bliver talt om "tonen", så synes jeg oftest det er netop Dansk Folkeparti og deres ligesindede (Søren Pind m.fl.), som tager emnet op i et forsøg på at gøre sig selv til forfulgte ofre, hvis ytringsfrihed "undertrykkes" af "politisk korrekte", som vil "kvæle" den "bramfri" debat. Det er påstande, der sjældent har noget hold i virkeligheden.

For det første er automat-påstanden om at "ytringsfriheden er truet" hver gang nogen kritiserer højrefløjens udtalelser, helt til grin. Det er en afsporing af debatten, som afslører at debattørerne ikke selv respekterer ytringsfriheden. At gå ind for ytringsfrihed er ikke det samme som at ytringer ikke må kritiseres. Hvis det var det, så ville det jo netop ikke være ytringsfrihed.

At råbe "YTRINGSFRIHED!!111!!" hver gang man får kritik, er vel tværtimod netop et forsøg på at styre debatten og lukke munden på kritikerne. Et udsagn bliver ikke immunt overfor kritik og fordømmelse bare fordi det er tilladt, og kritik og fordømmelse af et udsagn er ikke det samme som forsøg på at forbyde det. Hvis man ikke fatter det, så fatter man ikke hvad begrebet "ytringsfrihed" betyder.

Der har sgu ikke været nogen indskrænkninger af betydning overfor højrefløjens og nationalist-racisternes muligheder for at ytre sig i Danmark. Tværtimod er det kritikerne af højrefløjen, der er blevet truet, når de har åbnet munden. Selv de, der har pligt til at ytre kritik, har modtaget trusler om statslige sanktioner, hvis de ikke holder kæft.

At råbe op om at ytringsfriheden er truet, hver gang ens holdninger udfordres af kritikere, er i sig selv at udvise en manglende respekt for begrebet ytringsfrihed. Lad os gemme den slags alarm-råb til når der faktisk kommer forslag om at indføre censur.

Det var den ene ting.

Den anden er, så påstanden om, at kritikerne af den nationalracistiske højrefløj egentlig bare er bekymret over "tonen" - det vil sige, den måde og det toneleje de racistiske ytringer ytres i, og det ordvalg racisterne benytter. Den er der måske lidt mere om, men jeg vil nu mene at den også mest af alt er en stråmand. I hvert fald er det mest af alt de højrefløjsracister, som gerne vil fremstille sig selv som ofre, der taler om "tonen" - ikke deres kritikere.

Men noget er der om det. Der er nok et vist segment af folk, der helst så at "debatten" kun blev ført med pæne og anstændige ord i et roligt og "sobert" toneleje. Der er folk, der mener, at man kan have alle de holdninger man vil, og arbejde for et hvilket som helst politisk program, så længe man kan "tale pænt" og ikke være styk. Altså at man kun bør kritiseres, hvis man ikke overholder en uskreven regel om ”sobert” sprogbrug.

Kritikken af ”tonen” er ikke venstrefløjens kritik

Det er dog ikke en holdning, der har meget med venstrefløjen at gøre. I det omfang, den overhovedet findes, er det mest af alt blandt (små)borgerlige politikere og meningdannere - folk der gerne vil ses som "anstændige" borgerlige, og derfor ikke vil blandes sammen med den fløj, hvis udtalelser er grimme.

Venstrefløjen har en lang tradition for "karsk" og "bramfrit" sprogbrug. Vi har talt grimt om kapitalist-svin, multi-nassere, morderiske imperialister, selvfede magthavere og mange andre - det er altså ikke dét, der skiller os fra den hadske og "uanstændige" højrefløj.

En forskel på os og højrefløjen er dog, at venstrefløjen bruger sin retorik på at kritisere og angribe folk med magt og status - folk, der arbejder for at fastholde uligheden og sine egne privilegier. Mens højrefløjen taler grimt om folk, der hverken har magt eller mulighed for at forsvare sig - folk der i forvejen er marginaliserede og som i forvejen mangler respekt i samfundet.

Men den primære forskel er naturligvis det politiske indhold, ideologien og samfundssynet - ikke ”tonen”.

Debatten om "tonen i debatten" bliver dermed let til noget rent æstetisk. Et spørgsmål om hvad der er "pænt" og hvordan man bedst kan sige det samme uden at det lyder "grimt". Men hvis det politiske indhold egentlig er det samme, så er det jo - som Christine siger - "som om, debattørerne taler længe om glasuren på en klam kage".

Men ikke nødvendigvis - som Christine fortsætter - for at de kan "undgå at tage en bid". Næh, det kan lige så godt være, at de, der kritiserer "tonen" egentlig er nogenlunde enige i indholdet, og gerne ville tilslutte sig politikken, hvis bare den blev pakket lidt pænere ind. Altså at de vil have pænere glasur på kagen, netop fordi de gerne vil tage en bid af den. De vil bare helst ikke ses i nærheden af sådan en grim kage - eller sættes i forbindelse med dem der taler grimt - men egentlig vil de jo gerne spise kagen / gennemføre politikken.

For sagen er jo, at der er folk, som egentlig gerne vil gennemføre Dansk Folkepartis politik, og som deler deres holdninger, men som ikke benytter samme grimme sprogbrug som man bl.a. kan høre på DFs landsmøder.

Holdningerne og politikken bliver ikke bedre af at den bliver udtalt med en tone og et sprogbrug, der minder om akademisk ”neutralitet”, politisk ”anstændighed” eller kynisk kulde. Den bliver heller ikke værre af at den udtales i et skingert og hadfuldt toneleje.

Det er blandt andet af den grund, at ytringsfrihed og "bramfri debat" er vigtigt. Jeg har det fint med, at folk siger deres ærlige mening i stedet for at pakke det ind i. Det gør det lettere at forholde sig til dem - såfremt man forholder sig til indholdet og de bagvedliggende holdninger i stedet for blot at fokusere på indpakningen.

Pia K har også lidt ret

Vi er hermed nået dertil, hvor jeg for første gang nogensinde vil erklære mig enig i et udsagn fra Pia Kjærsgaard. Udsagnet kom i et indlæg i dagbladet Politiken addresseret til avisens chefredaktør, Bo Lidegaard, som havde stillet hende spørgsmålet om hun ville være med til at “nedtone retorikken” efter den nationalistisk og kultur-racistisk motiverede massakre i Norge.

Pia K skrev følgende:

»Og nej, det handler heller ikke om tonen eller retorikken. Indrøm dog, at det er vores holdninger og politik, du ikke kan lide. Hver gang hives ’tonen’ frem, når der skal argumenteres mod Dansk Folkeparti. Men det handler om vores meninger. «

Og det har hun jo helt ret i.

Det er ikke først og fremmest ”tonen”, der skal kritiseres hos Dansk Folkeparti og deres meningsfæller. Det er deres holdninger, deres meninger og deres politik.

Problemet er ikke, at de er grimme i munden. Det er deres holdninger, der er vederstyggelige. Problemet er ikke først og fremmest at deres ord gør ondt - selvom det også er et problem. Jovist er det foragteligt, når de gennem deres retorik spreder deres had i befolkningen og dermed skaber splid i samfundet. Og gu har det en virkelige og skadelig effekt, når deres omtale af andre mennesker konsekvent er dæmoniserende og dehumaniserende. Den slags gør også ondt i det lange løb.

Men det virkelige problem er, at deres politik konkret skader virkelige mennesker og samfundet generelt.

Åbent brev til Pia K

Derfor vil jeg sige til Pia K: Du har fuldstændig ret i det, jeg har citeret dig for ovenfor. Når dine partifæller omtaler udlændinge og danskere som skadedyr, sygdomme og besættelsestropper, så er det ikke de konkrete ord som sådan, der er er problemet. Det er de holdninger, i giver udtryk for. Ordene er blot den måde i giver udtryk for jeres afstumpede menneskesyn, hvor i åbenbart betragter nogle mennesker som noget der skal udryddes og bekæmpes.

Når i omtaler flygtninge som ”nassere”, ”horder af fremmede” og så videre, så er det ikke de svinske betegnelser for folk i nød, der er er problemet. Det er ikke jeres retorik. Problemet er, at jeres politik går ud på at forhindre folk, der flygter fra tortur, krig og forfølgelse, i at komme i sikkerhed. Problemet er at i er medskyldige i tortur og forfølgelse, når i arbejder for at deportere flygtninge og sende dem i hænderne på deres undertrykkere og bødler. I kan give udtryk for denne politik med nok så pæne gloser - det gør den ikke mindre afskyelig.

Når i fremfører jeres racistiske og kulturchauvinistiske budskaber, så er det ikke retorikken som sådan, jeg har noget imod. Tværtimod sætter jeg en slags pris på, at i i det mindste er ærlige. Min kritik går ikke på jeres ”tone” men jeres holdninger og meninger. Problemet er ikke ”tonen” i siger det i, men det at i mener at nogle mennesker - på grund af deres etniske, religiøse eller nationale baggrund - ikke fortjener et liv i sikkerhed, frihed og ligeværdighed. Problemet er jeres opdeling af mennesker i mere- og mindreværdige.

Det gør det ikke et hak bedre, når i argumenterer uden brug af ukvemsord og toilet-sprog, så længe det i argumenterer for, er at menneskerettighederne skal afskaffes, at dansk lovgivning skal være åbenlyst diskriminerende, at retsstaten og borgernes retssikkerhed skal udhules, at magtens tredeling skal afskaffes, at folk skal straffes uden at være dømt, at statsmagten og den politiske autoritet skal have ubegrænset magt, og hvad i nu ellers har af holdninger, hvis gennemførelse vil være en afskaffelse af demokratiet og retsstaten.

Problemet er ikke de ord i bruger til at give udtryk for jeres foragt for demokratiets grundlæggende principper. Det er de holdninger i giver udtryk for, det er jeres samfundssyn, jeres ideologi og jeres politik.

Det er ikke jeres retorik, jeg ønsker begrænset, kritiseret og standset. Det er jeres magt og mulighed for at gennemføre og sprede jeres politiske holdninger.

Dette har du fuldstændig ret i, og din kritik af folk, der udelukkende angriber jeres ”retorik” og beder jer om at ”dæmpe tonen”, er helt på sin plads.

Resten af dine meninger kan jeg ikke bruge til noget.


En dag i Europa

Af Ole Sandberg | 4. august 2011 | 4 kommentarer

Jeg må jo til det. Jeg bor i Oslo. Jeg var her da det skete. Noget må jeg jo få skrevet. Men hvad kan man skrive som ikke allerede er sagt af andre? Hvordan er det muligt at sige noget meningsfuldt om det her uden at gøre det banalt eller abstrakt? Hvad skal man sige? Hvor skal man starte? Jeg kan lige så godt begynde ved begyndelsen, skrive det ned som jeg oplevede det og husker det. Og så se hvor det fører os hen.

Eftermiddag, fredag den 22. juli:

Jeg er netop kommet hjem efter at have været på en politisk sommerlejr lidt udenfor Oslo. Jeg har gået en time igennem tung regn for at komme fra hytten til den nærmeste bus, og er godt træt. Der er ingen hjemme, så jeg tager et bad og stener internet...

Et par timer senere: Kæresten ringer fra sit arbejde og fortæller mig at der har været en bombe i Oslo. Jeg slår op på Aftenposten.no og NRK.no. De har ikke rigtig noget at fortælle endnu andet end at der - som sagt - har været en eksplosion i Regeringskvartalet (som i øvrigt ikke er så langt herfra hvor jeg bor). Der er billeder men ingen information. Aviserne veksler frem og tilbage mellem at sige at statsministeren er såret og at han ikke er.

Jeg er træt, men kæresten vil have information og konstante opdateringer. Hun vil se TV. Jeg fortæller hende at fjernsynet ikke har mere information end avisernes hjemmesider, som jo opdateres løbende. Men en stor begivenhed som denne kræver åbenbart at man samles om fjernsynet sammen med andre. Vi har ikke noget TV så vi tager hen til nogle venner.

De norske kanaler - og CNN og BBC - sender naturligvis live og non-stop hele aftenen. Efterhånden bliver det klart, at det med al sandsynlighed var en kraftig bombe, som var pladseret i regeringsbygningen. Der er heldigvis ikke mange dræbte eller sårede - det meste af Norge lukker ned i juli måned, så der har ikke været mange på arbejde i bygningen.

Det forlyder først at bomben var pladseret omkring olie-ministeriet. Jeg må indrømme, at jeg som så mange andre først tænker, at det da nok er en Al-Qaida-inspireret gruppe, som står bag. På trods af at Norge og omverdenen ser sig selv som et særligt "fredeligt land", så deltager norske militærstyrker altså i krige i flere mellemøstlige lande og har selv forsøgt at bombe et andet lands regeringskvartal. Det der er sket er forfærdeligt, men det burde ikke være overraskende at man selv kan blive til et mål, når man erklærer krig mod andre... Ikke at det gør det mindre tragisk.

Er nødt til at slå væk fra CNN efter nogle minutter. Deres dækning er til at kaste op over: Ren sensationalisme, der svælger i blodige billeder kombineret med såkaldte "eksperter", der skråsikkert spekulerer i de ukendte gerningsmænds religiøse baggrunde. De norske og svenske medier er mere sobre - de har stadig ikke megen information, men de udfylder ikke tomrummet med spekulation. De giver informationerne efterhånden som de kommer.

Det er dog ikke mange informationer de kan give. Politiet holder journalisterne på afstand fra regeringskvartalet - der skal være arbejdsro til redningsarbejderne og desuden er der jo fare for, at der kan forekommer flere eksplosioner eller sammenstyrtninger. Tabloid-avisen VG er det eneste medie som har "informationer", som de andre ikke har, men deres "oplysninger" om flere bomber osv er mildest talt utroværdige: Historier baseret på hvad en journalist måske har overhørt en betjent sige. Naturligvis citeres disse løse rygter fra de flittigt i udenlandske medier - også de danske.

En anden tanke er, at vi jo nok nu desværre - som så mange gange før andre steder - vil opleve mere vold og chikane mod mennesker, der ser mellemøstlige ud, og som derfor vil blive holdt "ansvarlige" og gjort til syndebukke af folk, der får deres had bekræftet af nogle andres had, eller udnytter tragedien til af hente politiske point på andres frygt. Og ganske rigtigt var en af nyhederne i de første timer efter bomben, at der allerede havde været en bølge af racistiske overfald i Oslo.

Desuden vil det nok føre til politiske krav om mere kontrol, strengere straffe, mere overvågning, udhuling af retsstaten. Frygt og vrede er ikke det bedste grundlag for demokrati, omsorg og åbenhed. Måske vil Norge komme til at gennemgå en udvikling á la den Danmark har været igennem de sidste 10 år?

Idag ser det ud til at denne frygt var ubegrundet: de norske politikere har alle manet til ro og besindighed i kølvandet på begivenheden. Men det er nu ikke til at vide, om vi ville have set samme fornuft, hvis gerningsmanden havde vist sig at være en "udefra".

... Det var en afsporing. Lad mig vende tilbage.

Det forlyder, at der har været skud ude på en ø udenfor Oslo.

Vi aner ikke om det har noget med bomben at gøre - måske er det en skududveksling mellem politi og de, der står bag bomben? Efterhånden kommer der mere fokus på denne udvikling, men informationerne er stadig sparsomme.

Norsk TV har en journalist uden kamera-hold ude på en tankstation. Hun fortæller via mobiltelefon at hun kan se politi-styrker, der er ved at gøre sig klar til en eller anden aktion, men vi aner stadig ikke rigtig hvad det er der foregår. Det med skyderiet virker så uvirkeligt.

Noget af det sidste vi hører er, at politiet har anholdt en mand, som er "lyshåret og nordisk udseende" - men der er så meget spekulation og informationskaos, at man ikke rigtig bliver klogere. Medierne er ikke ude på øen. Der er ingen der ved noget konkret.

TV-dækningen trækker ud uden at vi rigtig bliver klogere på noget. Vores venner med fjernsynet har en søn, som skal i seng, så vi går hjem. Som sagt er jeg træt. Jeg tænker det er bedst at vente til dagen efter med at forsøge at få nogen klarhed over hvad der er sket. Medierne ved ingenting og der er ingen grund til at blive ved med at sidde foran skærmen og pine sig selv.

Jeg går tidligt i seng i den tro, at det da kunne have gået meget værre. Bomben i regeringskvartalet ødelagde en masse bygninger, men der var så få på arbejde, at tabstallene ikke er enorme. I morgen får vi lidt mere klarhed over hvad der er sket. Det er stadig ikke gået op for mig at der var noget alvorligt igang ude på dén ø.

Morgen, lørdag den 23. juli:

Jeg tænder computeren, laver kaffe, slår op på nyhedssiderne på internettet og får et chock. Jeg sidder paralyseret foran computeren i nogle minutter og forsøger så at fremstamme de skrækindjagene nye oplysninger: Drabstallet er over 90! (Det er siden blev justeret ned)

Jeg fatter det ikke, men bomben i regeringskvartalet var åbenbart ikke den primære terror-handling... der har været en massakre ude på den ø, hvor unge socialdemokrater holdt sommerlejr. De unge mennesker har været fanget på en lille ø, mens en iskold massemorder har gået rundt og henrettet dem én efter én. Nogen har forsøgt at svømme væk og er blevet skudt i vandet - jeg ser billeder af strandkanten, der er fuld af lig.

Det er umuligt at forestille sig det mareridt det må have været. Det er uvirkeligt. Det eneste referencepunkt jeg har, er til billige skrækfilm, hvor overnaturlige galninge jager teenagere. En sådan skrækfilm er nu blevet til virkelighed.

Hvad kan man gøre? Hospitalet i Oslo skriver på sin hjemmeside at de allerede har fået nok blod og takker alle donorer. Hvad kan man stille op? Hvordan skal man forholde sig? Hvordan skal man kunne forstå det her? Det er helt uvirkeligt. Det er så svært at begribe, at det først er om aftenen, at jeg begynder at ryste og tårerne presser sig på - op igennem maven, fra det lammede nervesystem igennem mellemgulvet og ud i resten af kroppen. Noget helt, helt forfærdeligt er sket, og når hjernen har svært ved at kapere det, så er det kroppen, som må reagere.

Resten af dagen går med at få mere information. Efterhånden bliver det klart, at det ikke er en "galning", der står bag, og at det egentlig ikke er så utænkeligt, det der er sket.

Vi burde have set det komme. Selvom det er første gang der sker noget så omfattende, så er det jo ikke første gang, at højreorienterede racister med konspirationsteoretisk offer-mentalitet tager drastiske metoder i brug. USA har haft adskillige tilfælde indenfor de seneste par år, og i Europa har der også været eksempler på at individer fra den konspirationsteoretiske netværk af racistiske nationalister har været villige til at gå til yderligheder.

Adskillige dage senere:

Vi burde have set det komme. Der har da også været folk, der har råbt alarm, men de fleste andre har nægtet at lytte - de har stirret sig blinde på faren fra Østen og indbildt sig at trusler kun kan komme fra brune mænd fra "fremmede kulturer".

I mellemtiden har de andre - folk, der ligeledes mener at de brune mænd fra "fremmede kulturer" udgør en trussel - kunnet diskutere og operere i fred og ro og fået stadig mere indflydelse og accept. De har i fuld offentlighed talt om at indgå i en "racekrig" - eller "kultur-krig" som de mere politisk korrekte racister vel kalder det. De har i fuld offentlighed talt om at bevæbne sig og truet med at henrette "landsforræddere". Nogle har endda bevæbnet sig - og pralt med det til hele omverdenen. Der har været masser af voldshandlinger og endnu mere snak om det.

Altsammen har det været pakket ind i en indbildt offer-status, hvor disse voldsforherligende racister har set sig selv som en særlig oplyst og undertrykt klike - de eneste der har set lyset, mens hele det politiske system er blevet besat og korrumperet af udemokratiske "landsforræddere", der bevidst er ude på at ødelægge den herskende kultur og orden ved at give visse mennesker rettigheder.

Det er folk, der i USA ser den føderale regering som en fjende, fordi det er forbundsrepublikken og dens forfatning, der giver lige rettigheder til alle borgere og altså forhindrer de enkelte stater i at diskriminere. Det er folk, der i Europa ser FN og dens menneskerettigheder - især rettighederne for flygtninge - som noget der "undergraver" nationalstaten. Det er folk, der mener, man bør "skamme sig", når man henviser til internationale konventioner og menneskerettigheder.

Det er folk, der mener, at et land “går til grunde”, hvis individuelle rettigheder og andre menneskers frihed og sikkerhed overtrumper "befolkningens sammenhæng med sin oprindelige kultur", og at det at give opholdsret til flygtninge er det samme som at “fjerne forudsætningen for landets eksistens”.

Det er de som mener, at folk med forskellige traditioner og religioner umuligt kan leve sammen, uden at det vil føre til “borgerkrig”. Folk der mener, at man er "kulturløs" og derfor "identitetsløs" - og i sidste ende værdiløs - hvis man respekterer et menneskes liv lige meget uanset om dette menneske kommer fra et andet sted på kloden end der hvor man selv er vokset op.

Det er folk der mener at tilhængerne af menneskerettigheder, sekularisme og pluralisme er “naive utopister”, der vil tvinge deres “farlige fantasi” ned over hovedet på de “almindelige mennesker”, og at deres egen vision om kulturelt ensartede samfund uden migration, er “konkret” og realistisk.

Folk der mener, at de, der insisterer på ligeværd og sikkerhed for alle, og som kritiserer budskaber om had og diskrimination, i virkeligheden er de "undertrykkende" og "udemokratiske". Det er konspirationsteoretikere, der i ramme alvor mener ting som for eksempel at Sverige ikke er noget demokrati i den normale borgerlige forstand, og at de selv sågar bliver forfulgt i lande som Danmark. Det er folk, der - uanset hvor meget indflydelse de har på den førte politik og hvor meget de kan sætte dagsordenen i medierne - stadig føler sig som forfulgte og undertrykte stakler, der kæmper mod en ondsindet overmagt.

Det er paranoide folk, der lever i en fantasi-verden, hvor den samme krig har udkæmpet sig i over 1000 år, og hvor deres nuværende kampe altså skal ses som en fortsættelse af den konflikt, der “løber som en rød tråd fra tiden med korstogene omkring år 1100 til kampene mellem Osmannerriget og Vesteuropa”. Det er folk, der mener, at "den vestlige verden" er "truet på sin eksistens", hvis ikke man er villig til "at vise brutalitet".

Det er folk, der savner de gamle imperialistiske idéer om kulturelt overherredømme på verdensplan, og mener at man må "slås for den vestlige verdens fortsatte beståen som verdens ubetingede fremmeste kultur og magt". Og det er folk med sådanne krigsidéer, der mener at det liberale demokratis idéer om retssikkerhed, mindretalsbeskyttelse, menneskerettigheder, tolerance og den slags, har gjort at "Vesten er blevet for slap".

Det er folk, der som konspirationsgalningene i 1950ernes USA mener, at "marxisterne" har taget magten ved at infiltrerere alle offentlige institutioner, og igennem spredningen af feminisme og "kultur-relativisme" og andre "bløde værdier" har gjort befolkningen ukampdygtig.

Det er folk, der mener at eksistensen af folk med andre traditioner og anden etnicitet end deres egen i det land, de mener at have en særlig “ejendomsret“ til, udgør en “besættelsesmagt”, og at de politikere, der ikke mener at en nation behøver at være etnisk og religiøst ensartet, er en art “samarbejdsregering”.

Det er verdensfjerne tosser, der tror, at FN og alle mulige andre institutioner alle i al hemmelighed arbejder for at gennemføre en storstilet plan om at oprette "Eurabia", hvor hvide, kristne europæere bliver underlagt en snigende "islamisering".

Dette er i den vanvittige konspirationsoptik alt sammen et led i en langsigtet plan om at lade muslimerne overtage kontrollen i den næste fase i den årtusinde gamle krig, der går tilbage til korstogene og som stadig udkæmpes ifølge denne paranoide tankegang.

Det er folk, der ser sig selv som maskuline og heroiske krigere - som korsriddernes arvtagere eller soldater i militærstaten Sparta - der kæmper i denne krig. En krig, de har indbildt sig, men som de ikke desto mindre udkæmper reelle slag i.

Anders Behring Breivik så sig selv som en sådan kriger. Han slog til mod den regering, som han var overbevist om, var en illegitim "marxistisk" besættelsesmagt, hvis hemmelige plan var at gøre befolkningen "kulturløse" og "slappe" gennem spredningen af farlige idéer som menneskerettigheder, tolerance og ligeværd, og samtidig at lade indvandrere komme ind i landet, hvor de fungerer som fjendtlig bagtrop i den territorial- og kulturkrig han - som så mange andre - indbilder sig, han er soldat i. Han slog til mod den ungdomsbevægelse, som han mente udgjorde næste generation af "landforræddere".

Ingen ideologisk ekstremist

Måske vil nogen føle sig stødt over noget af det, jeg har skrevet her. Måske de, der genkender sig selv i nogle af de citater, jeg har brugt til at beskrive hans verdensbillede. Lad det være klart, at jeg aldeles ikke gør andre medskyldige i Anders Behring Breiviks ufattelige handling.

Men lad det også være klart, at hvor ekstrem og enkeltstående Anders Behring Breiviks handling end er - og det er den forhåbenligt - så er hans politiske tankgods, hans verdensbillede, hans ideologi og hans selvforståelse aldeles ikke "ekstrem".

Ekstremisme er det der skiller sig ud og er langt fra det normale, men Anders Behring Breiviks ideologi er på ingen måde ekstrem i denne forstand. Det verdenssyn, den ideologi, som jeg har beskrevet dele af ovenfor, er ikke noget usædvanligt i "Den vestlige verden". Den består tværtimod af tanker, som er vidt udbredt overalt i Europa, og som får anerkendelse, bekræftelse og udbredelse af store dele af det etablerede politiske og dagsordenssættende landsskab.

De citater, jeg har brugt til at beskrive hans ideologi ovenfor, stammer alle fra ledende danske politikere og meningsdannere. Det er ikke marginaliserede idéer. De er ikke “ekstreme” men tværtimod ganske normale og accepterede. Ja, hans handling var ekstrem, og ingen af dem jeg har citeret, har noget ansvar for den. Men ideologisk er han ikke nogen ekstremist. Hans ideologi deles af mange “demokratiske” politikere og meningsdannere, der aldrig kunne drømme om at benytte eller forsvare hans afstumpede terrorisme.

Vi kan ikke forholde os til hans tanker og det verdensbillede han lever i, hvis vi gør dette til et spørgsmål om "ekstreme" kontra "demokratiske" politiske holdninger. Hans handling var ekstrem og unik, men hans holdninger er ikke så langt fra at være holdninger, som er ved at være ganske normale og som ikke skiller sig voldsomt meget ud fra den "herskende diskurs" i Danmark og mange andre steder.

Anders Behring Breivik er ikke - som nogle gerne vil gøre ham til - en utilpasset, kronraget og ubegavet nynazist, med marginaliserede holdninger som alle tager afstand fra. Han er heller ikke - som andre gerne vil affeje ham som - en sindsyg tosse, hvis tanker er et produkt af “en syg hjerne”.

Han er (eller: var) en veltilpasset, intelligent og beregnende mand, hvis racistiske og paranoide holdninger blev bekræftet dagligt af det omgivende samfund - ikke bare i små fanatiske grupperinger på internettet, men også i store dele af den herskende politiske kultur.

Hans hadske og paranoide tanker var ikke noget, der kom "udefra". Det er en ideologi, der er blevet en integreret del af vort samfund. Hvis vi vil gøre op med hans ideologiske verdenssyn - og ikke bare nøjes med at tage afstand fra hans handling - så må vi studere vores egen kultur. En kultur, hvor den slags tanker dyrkes og gødes dagligt.

 
 
 

Jeg vil slutte med at sige, at jeg er bange. Ikke konkret bange for at der skal ske mig noget, eller nogen jeg kender. Ikke bange for at en lignende hændelse vil ske igen. Men jeg er bange for den udvikling, som er ved at ske i Europa. Jeg er bange for hvor det bærer hen, hvis vi de idéer, som allerede har slået rod i "den vestlige verden", får fodfæste og yderligere udbredelse.


Fri Kultur: Not ’free’ as in ...

Af Ole Sandberg | 1 juli 2011 | 22 kommentarer

Modkraft bragte igår en artikel om en protest-aktion mod den såkaldte ’Love Camp’, som - så vidt jeg kan læse mig til - er en gratis, alternativ festival udenfor Roskilde-festivallens område. Jyllandsposten har også dækket aktionen - eller: refereret pressemeddelelsen fra foreningen ’Fri Kultur’, som protesterede mod den alternative festival.

Begge artikler gør mig noget forundret og efterlader mig med flere spørgsmål end svar. Hvorfor har nogen behov for at protestere mod en festival? Er det en særlig ond festival? Har de booket nazi-bands? Har de forsøgt at sabotere Roskilde-festivallen? Hvad er det, de har gjort?

Foreningen Fri Kultur oplyser til Modkraft, at de mener, at ’Love Camp’ er både »usolidarisk« og »usympatisk«, men det bliver ikke rigtig forklaret hvordan og hvorfor.

Det vil sige, i Modkrafts artikel fortæller foreningens næstformand, Kasper Sandkjær, at »en privat fest som Love Camp underminerer de velgørenhedsprojekter som Roskilde Festivalen er til gavn for

Men hvordan giver det nogen mening? Love Camp har vel ikke forhindret Foreningen Fri Kultur i at tjene penge på at være "frivillige" på Roskildefestivallen? Hvad har de gjort, som underminerer nogen velgørenhedsprojekter?

Det bliver værre endnu, for Love Camp er åbenbart en direkte trussel mod demokratiet! Foreningen skriver i en pressemeddelelse, at »Love Camp undergraver foreningslivet og dermed en grundpille i det danske demokrati«. Det er altså nærmest en terror-fest eller noget. Men igen: hvad er det, Love Camp har gjort, som er sådan en trussel for demokratiet?

Vi får også at vide, at foreningen er på Roskilde, fordi »de mener deres værdier stemmer overens med ånden på Roskilde« (hvad det så end skal betyde). Men så er der vel ikke noget problem? Hvis de har de godt inde på Roskilde-festivallen, og det er en festival, hvis "ånd" passer godt til dem, hvorfor i alverden vil de så gå ud af festivallen for at fortælle andre, at de ikke må gå til en alternativ festival.

Hvad nu hvis "ånden" på Love Camp stemmer godt overens med nogle andres værdier? Er det ikke netop "ånden" i demokratiet, at folk må gå til den festival de har lyst til og stemmer mest overens med deres værdier? Desuden er der vel intet, der forhindrer folk i at deltage på begge festivaller, hvis de skulle have lyst til det? Eller jo: Det vil Foreningen Fri Kultur åbenbart gerne. Men hvorfor er det udemokratisk og usympatisk, at der er flere festivaller?

Gratis = usympatisk?

Man skal over til Jyllandspostens artikel - eller rettere: til foreningens pressemeddelelse - for at finde ud af hvad det er, Love Camp har gjort, som er så "usympatisk", "usolidarisk, og "udemokratisk". Foreningen skriver (min fremhævning):

»Roskilde Festivalen er vores største og vigtigste indtægtskilde, og når Love Camp forsøger at underløbe festivalen med deres gratis fest, så går det udover foreninger som os.«

Lad os lige tage det igen: Det er en underminering af foreningslivet og demokratiet, og det er "usympatisk" og "usolidarisk", at nogen har taget initiativ til en gratis fest! Problemet er simpelthen at den er gratis???

Festivallen er gratis og åben - og dermed er den angiveligt en trussel for den (efter min mening) dyre og lukkede Roskilde-festival. Virkelig? Og det udsagn kommer altså fra en forening, der kalder sig "fri" kultur?

Jeg ved ikke nok om den der Love Camp, til at kunne udtale mig om, hvorvidt der er noget skummelt over arrangørerne. Men jeg ved, at der er noget ravruskende galt med en forening, som angiveligt arbejder for at fremme demokrati i Hviderusland, men som aktionerer mod en alternativ festival, slet og ret fordi det ikke koster penge at komme ind på den.

Hvordan kan man kalde sig "Fri Kultur", når man aktionerer for at etablerede institutioner skal have monopol på kultur-arrangementer, og at kultur absolut skal koste penge? Det er jo hverken fri som i "free beer" eller som i "free speech" (forklaring her).

Det forvirrer mig også, at det er socialdemokrater, der har sådan et syn på begreberne "demokrati" og "solidaritet". Foreningen Fri Kultur består nemlig af yngre socialdemokrater fra DSU.

Jeg forstår altså ikke foreningen Fri Kultur. Og jeg forstår ikke hvad den protest-aktion går ud på. Måske er arrangørerne af Love Camp nogle slubberter, men det eneste argument imod dem synes at være, at det er fejt af dem at holde en gratis fest ved siden af Roskilde-festivallen for folk, som sandsynligvis alligevel også har købt billet til Roskilde-festivallen. Og det argument giver altså ikke megen mening.

Så foretrækker jeg altså folkene bag den anden ’Fri Kultur’.


’Rebelskhed’ ifølge Politiken

Af Ole Sandberg | 23. juni 2011 | 21 kommentarer

»Rebelske SF’ere varsler protest før afstemning«

Sådan lyder overskriften på en artikel på Politikens netavis, og det lyder godt nok spændende.

"Rebel" - det er et ord, der smager af James Dean, Manal al-Sharif, Ché Guevara, Spartacus, Thomas Paine, Robin Hood, Aung San Suu Kyi, Scott Hastings, Asmaa Mahfouz og andre historiske, nulevende og fiktive personer, der har sat sig op imod autoriteterne og rystet den herskende orden.

Det er folketingsmedlemmerne Grete Holmsgaard, Pernille Frahm, Kamal Qureshi og Özlem Cekic (alle SF), dagbladet Politiken giver denne betegnelse. De har nemlig valgt ikke at stemme "Ja" til assimilationsminister Søren Pinds seneste forslag om at pålægge landets dommere at "gå til kanten" af menneskerettighedskonventionerne og "vende bevisbyrden om" i udvisningssager.

De fire politikere er dog ikke som sådan imod lovforslaget. I hvert fald har de ikke tænkt sig at stemme imod det. De har tværtimod henvendt sig til sin partiledelse og bedt om lov til at undlade at stemme. De har tænkt sig, at lave folketingsmedlemmets version af at "melde sig syg" - det vil sige: simpelthen lade være med at møde op til afstemningen.

Det kan de gøre uden at det ændrer på udfaldet, for det parlamentariske system er indrettet således, at partierne bare aftaler, at hvis der er nogen fra den ene blok, som ikke er til stede, så er der bare en tilsvarende mængde fra den anden blok, som også udebliver. Og så går det lige op.

"Rebeller" i følge Politiken

Man kan være for eller imod en rebels dagsorden og handlinger, men ordet giver altså associationer til noget, der på en eller anden måde er modigt og i hvert fald indebærer trods og oprør. Det er en betegnelse for en person, der trodser overmagten og står fast på sine principper - ofte med en hvis rissiko for sig selv.

Ordet stammer fra latin og betyder slet og ret "oprører". Gyldendals Leksikon føjer også ordet "urostifter" til definitionen, og Wikipedia tilføjer, at det mere generelt kan stå for en person, som "modsætter sig autoritet og kontrol".

Det forekommer mig mildest talt at være noget af en overdrivelse, når Politiken bruger dette ord om nogle politikere, der a) har bedt sine autoriteter om lov til at udføre en handling, som b) de har sikret sig ikke vil ændre på noget som helst i den pågældende dagsorden og ikke skaber nogen uro.

Det samme gælder valget af ordet "protest". Det stammer også fra latin, og betyder ifølge Gyldendal "indsigelse; modsigelse; moderklæring".

En modsigelse er at sige "nej". Det er det modsatte af hvad de fire SFere gør. De siger ganske vist ikke "ja" (men har alligevel sørget for at sikre sig at udfaldet bliver "ja"), men at tie stille og undlade at fremsætte sin moderklæring, det er eddermame ikke nogen "protest".

Det svarer jo til at Luke Skywalker havde sagt til sin far: "Nej, jeg vil ikke slutte mig til ’The Dark Side’, men jeg lover at jeg heller ikke vil slutte mig til oprørerne. Kan vi ikke finde en løsning, hvor Det Onde Imperium fortsætter med at regere uden at jeg fremstår som en skurk, og så holder vi op med at slås?" ... Det ville altså ikke være en særligt spændende film.

Kedeligt og konsensuspræget

Come on, Politiken! Mangler i spænding siden i sådan har brug for at fremstille uro og oprør, hvor det faktisk ikke findes?

Det forstår jeg godt, for dansk parlamentarisme er jo ufatteligt kedeligt og konsensuspræget, og der er ikke mange der taler magthaverne og den herskende dagsorden imod indenfor Christiansborgs mure. Men det er da vel ingen grund til at overdrive og mishandle det danske sprog på den måde?

Eller er det virkelig sådan, at det at indgå parlamentariske studehandler, så man kan vaske hænder og undlade at stemme imod et lovforslag, som man ikke kan stå inde for, uden at det får nogen konsekvenser, er et udtryk for "rebelskhed" ifølge de nervøse herrer på Politikens redaktion? Sidder de virkelig og føler spænding og dramatisk konflikt, når de får øje på sådan en historie?

Hvis det er sådan de opfatter "rebelskhed", så bliver det alt andet end spændende at se, hvordan de definerer karaktertræk som "skarp, visionær, nytænkende, fræk" i deres valg af en "yngre, venstreorienteret skribent".

P.S.

Politiken har fundet deres historie hos DR-Nyheder, men som sædvanlig kan avisen ikke få sig selv til at linke til den oprindelige kilde. Jeg har nu fundet artiklen på DRs hjemmeside, og der står overhovedet ikke noget om "rebeller".

Tværtimod bruger DR den noget mere afdæmpede beskrivelse: "Stille protest i SF". Stille og roligt - uden at rokke båden. Intet oprør, ingen modsigelse. Det er netop hvad der er tale om her. Det er alt andet end rebelsk.


1 2 3 4 >



Jeg studerer filosofi og interesserer mig især for politisk filosofi og etik og den slags.

Jeg blev politisk aktiv i Odense i midten af halvfemserne i diverse former for udenomsparlamentarisk aktivisme. Senere har jeg især beskæftiget mig med med flygtninge- og migrationspolitik og kombineret dette med en akademisk interesse for forholdene omkring nationale og internationale rettigheder, statsinteresser og ideologi m.v.

Jeg har ikke boet i Danmark de seneste år, men følger udviklingen på sikker afstand, hvilket er lidt som at overvære en realistisk gyserfilm. Jeg har bl.a. tilbragt de seneste år i Hamburg, Alaska og bor nu i Oslo.

Iøvrigt blogger jeg også på vhs1.blogspot.com/, hvor det godt kan være mere pjattet.




Blogarkiv

31. januar 2012
Argumenter om rosenkål
2 kommentarer

21. januar 2012
»Med krigsbegejstring de os fylder...«
15 kommentarer

3. oktober 2011
Højrefløjsforagt for ’det kvindelige’
23 kommentarer

28. september 2011
Dødens kultur
6 kommentarer

8. september 2011
LA: "Danmark er en grim kælling"
6 kommentarer

6. september 2011
Liberalisme på barselsorlov?
1 kommentarer

12. august 2011
Rend mig i »tonen«
5 kommentarer

4. august 2011
En dag i Europa
4 kommentarer

1 juli 2011
Fri Kultur: Not ’free’ as in ...
22 kommentarer

23. juni 2011
’Rebelskhed’ ifølge Politiken
21 kommentarer

1 2 3 4 >

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Det er gået op for mig – efter at jeg har set Gangs of New York igen og igen – at den kamp, som folk må udkæmpe for at skabe et ordentligt liv, ikke har ændret sig. Verden er blevet mindre, og afstanden mellem rig og fattig er blevet større.

Martin Scorsese. Filminstruktør af bl.a. »Taxi driver« og »Gangs of New York«, Information den 14. januar 2005

Flere citater