Vi er flyttet! modkraft.dk


Jo, jeg tror på en verden uden kapitalisme

Af Pelle Dragsted | 22. december 2011 | 15 kommentarer

Jeg blev lidt forbavset, da jeg forleden vågnede efter en julefrokost og kunne læse på forsiden af Information, at nu troede ikke engang marxister på en verden uden kapitalisme. Specielt fordi, at jeg selv var den eneste marxist, der optrådte i den pågældende artikel, og ikke hverken havde sagt eller i selve artiklen var citeret for en sådan holdning.

Derfor har jeg skrevet følgende replik til Information. Desværre har debat-sektionen kun kunnet finde plads til en stærkt beskåret version. Så her får i den lange version, som jeg håber klargør mine synspunkter.

/Pelle

Jo, jeg tror på en verden uden kapitalisme

På Informations forside og i en artikel inde i bladet kunne man forleden læse, at ”selv marxister ikke tror på en verden uden kapitalisme”. Da undertegnede (så vidt vides) er den eneste marxist, der optræder i artiklen, kan den forstås derhen, at jeg ikke skulle tro på en verden uden kapitalisme. Det er der imidlertid ikke dækning for i mine udtalelser.

Det, jeg blev spurgt om i det pågældende interview, var, hvorfor kapitalismen efter min mening ikke var død som følge af den økonomiske og finansielle krise. Jeg pegede på blandt andet den kapitalistiske økonomis forbløffende evne til at overleve kriser, og på den såkaldte TINA (There Is No Alternative)-doktrins ideologiske dominans i den offentlige debat. Det er imidlertid ikke det samme som, at jeg ikke selv mener, at der findes alternativer til kapitalisme. Jeg tror bestemt ikke, at kapitalismen er historiens afslutning. Jeg tror tvært imod, at det er både muligt og nødvendigt at udvikle en samfundsmodel, som er langt mere demokratisk, som sikrer større frihed, større økonomisk retfærdighed og større miljømæssig bæredygtighed.

Spørgsmålet er, hvordan den udvikling kan komme til at ske. Jeg tror ikke - som det er artiklens præmis - at den igangværende krise vil udløse et pludseligt brud med kapitalismen (bl.a. af de årsager jeg nævner ovenfor). Men jeg tror, at de ideologiske og materielle forandringer krisen skaber, vil kunne sætte gang i en udvikling, hvor demokratiske beslutninger og regulering af økonomien vinder frem på bekostning af markedskræfternes frie spil, og dermed vender den nyliberalistiske offensiv, som har hærget i de sidste årtier. Og jeg tror, at en sådan socialistisk orienteret udvikling i sidste ende kan fortrænge kapitalismen som det dominerende økonomiske princip.

Der er imidlertid også en risiko for, at krisen får det modsatte resultat: Nemlig en uddybning af den nyliberalistiske politik med yderligere dereguleringer af økonomien, med arbejdsmarkedsreformer der presser lønningerne og øger uligheden og med fortsat massearbejdsløshed. Det er desværre netop den tendens, som den seneste euro-traktat er udtryk for og det samme gælder de hjemlige reformer af efterløn og pensionsalder.

De store spørgsmål er altså efter min mening ikke, om kapitalismen bryder sammen i morgen.For det gør den næppe. Spørgsmålet er snarere hvilken samfundsudvikling, den vil afstedkomme. Hvilken vej det kommer til at gå, er imidlertid langt fra tilfældigt, og der hviler ikke mindst et tungt ansvar på venstrefløjen og fagbevægelsen, som har udgjort den historiske modvægt til kapitalkræfternes magt

Venstrefløjens hovedopgave er efter min mening at sikre, at den angst, frustration og afmagt, som krisen udløser, transformeres til politisk engagement i folkelige bevægelser, partier og fagbevægelser, og samtidig sikre, at disse bevægelser og partier ikke kun er i stand til at protestere, men også til at øve konkret politisk indflydelse på samfundets institutioner – enten direkte gennem parlamentarisk styrkelse af venstrefløjen, eller indirekte ved at presse regeringerne til en anden politik.

Vi skal ikke nære forhåbninger til, at kapitalismen bryder sammen af sig selv, eller for den sag smide om os med revolutionære og præmature floskler om det socialistiske evighedsrige, som venter om hjørnet. Nej, vi skal med seriøsitet og gode argumenter overbevise flertallet af befolkningen om, at der er alternativer til den nyliberalistiske politik. At de seneste årtiers deregulering og følgende afdemokratisering af økonomien ikke er nogen naturlov, men er politiske valg, som kan omgøres og rulles tilbage. At samfundet ikke skal være markedets og økonomiens tjener, men omvendt, og at vi ikke skal bukke og neje for en flok hysteriske børsspekulanter og deres politiske allierede.

Samtidig skal venstrefløjen anvise konkrete reformer og tiltag, som indskrænker og inddæmmer markedernes magt, forsvarer og udvikler den solidariske velfærd, og gør samfundet stadig mindre sårbart overfor den økonomiske elites politiske pression og trusler. Det kan være forslag om en offentligt drevet banksektor, der skaber et alternativ til spekulationsbankerne, om benhårde indgreb mod valutaspekulation og kapitalflugt eller om at lade stat, kommuner og regioner drive produktionsvirksomhed. Det kan være forslag om en benhård ”kriseskat” på de højeste indtægter og profitter, der betaler for offentlige jobs til de arbejdsløse, eller om medarbejder-overtagelse af virksomheder som flytter deres produktion ud af landet.

Med andre ord er opgaven at vinde opbakning til en socialistisk politik, hvor demokratiet skridt for skridt vinder frem på bekostning af markedskræfterne, og hvor almindelige menneskers indflydelse styrkes på bekostning af den økonomiske elites magt og privilegier. Det er efter min mening en sådan proces, som kan føre til, at vi en dag vil tale om kapitalismen i datid. Og næppe det Big Bang, som artiklen efterspørger.


Regeringsgrundlaget på godt og ondt

Af Pelle Dragsted | 4. oktober 2011 | 15 kommentarer

Jeg tyggede mig forleden igennem det 76 sider lange grundlag, og under læsningen blev jeg både glædeligt overrasket og dybt, dybt frustreret. Her er et forsøg på en umiddelbar opgørelse over nogle af de værste og de bedste elementer i SFR-regeringens grundlag. Håber andre vil bidrage til listen.

Lad os starte med det positive:

Nedlæggelse af integrationsministeriet

Det er helt klart min all-time favorite. At dette centrum for udspekuleret umenneskelighed, skrivebordskynisme og en syg sagsbehandlingskultur nu skal lukkes er ganske enkelt en fantastisk nyhed. Det er et gammelt Enhedsliste-krav, som jeg slet ikke havde turdet håbe på blev realiseret.

Slut med pointsystemer

Afskaffelse af de absurde pointsystemer ikke bare på familiesammenføring, men også på permanent ophold er også til at blive helt glad over. Pointsystemerne var diskriminerende på den mest ubehagelige måde, fordi de ramte de aller svageste, og forfordelte de veluddannede og ressourcestærke

Mange lempelser

Udover disse to ændringer indeholder programmet en række lempelser af udlændingepolitikken. Lettere adgang for familiesammenføring mellem børn og deres forældre, lempelser af tilknytningskravet, ny sammensætning af flygtningenævnet, nemmere adgang til statsborgerskab er blot nogle eksempler. Selvom store dele af VKO udlændingepolitik består, er der alligevel tale om et klart og glædeligt brud.

Afskaffelse af fattigdomsydelser

Afskaffelsen af fattigdomsydelserne er også en af de ændringer der giver grund til glæde. Det vil helt konkret lette livet for tusindvis af fattige familier i Danmark. På samme måde vil fjernelsen af varighedsbegrænsningen på sygedagpenge hjælpe nogle af de aller mest udsatte mennesker i Danmark til en værdi tilværelse.

Ambitiøse klimamål

Regeringen forpligter sig til at CO2-udledingen skal reduceres med 40% frem til 2020. Det er et ambitiøst mål, som Enhedslisten stod alene med for få år siden.

Forbud mod kemi i vores omgivelser

Regeringen åbner op for at Danmark gør foran EU og gennemfører forbud mod en række hormonforstyrrende og kræftfremkaldende stoffer i vores nærmiljø – igen et synspunkt som Enhedslisten for få ås siden stod alene med.

Af andre vigtige positive elementer kan nævnes: Praktikpladsgaranti og krav om elevpladser ved offentlige udbud, stærkere indsats mod misbrug af udenlandsk arbejdskraft, afskaffelse af skattefradrag til private sundhedsforsikringer, mindre brug af lang varetægtsfængsling, mere forebyggelse og rehabilitering, bedre uddannelsesmuligheder for arbejdsløse, homovielser, trans-rettigheder, renere drikkevand etc. Etc.

Negativ: Økonomisk politik

Der er altså grund til nogen optimisme, særligt når det gælder udlændingepolitikken og klima- og miljøpolitikken. Optimismen er til gengæld meget svær at finde, når det kommer til den overordnede økonomiske politik. Her kommer vi næsten entydigt til den negative del af saldoen:

Tilbagetrækningsreformen fastholdes

Det er jo efterhånden old news, og ikke særligt overraskende at den nye regering accepterer, at der er et flertal der vil fastholde afskaffelsen af efterlønnen og hævningen af folkepensionsalderen. Men det gør det ikke mindre katastrofalt og mindre usolidarisk. Og risikoen for en eksploderende ungdomsarbejdsløshed, når reformen sætter ind r overhængende.

Uklarhed om dagpengeperioden

Det var selvfølgelig positivt, at det lykkedes at få skrevet en midlertidig forlængelse af dagpengeperioden ind i regeringsgrundlaget. Men det er jo kun en udskydelse af problemet. Diskussionen af hvordan dagpengesystemet skal se ud permanent skal afgøres i trepartsforhandlinger. Det er ikke godt. For det første giver det arbejdsgiverne vetoret. For det andet er det helt urimeligt at lønmodtagerne skal give indrømmelser på andre områder, for at få rullet VKOs forringelser tilbage.

Øget arbejdstid og løntilbageholdenhed.

Der lægges også op til, at spørgsmål som løntilbageholdenhed og øget arbejdstid skal indgå i trepartsforhandlingerne. Til gengæld for indrømmelser på disse områder, stilles lønmodtagerne i udsigt at få bl.a. bedre efteruddannelse for arbejdsløse og bedre indsats mod udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft. Denne byttehandel er komplet absurd. Først har lønmodtagerne betalt gennem forringelser af efterløn og folkepension. Og nu lægger en socialdemokratisk ledet regering så op til at lønmodtagerne skal betale én gang til med øget arbejdstid og løntilbageholdenhed, for at få indfriet de løfter som S og SF havde givet før valget.

Intet løft af velfærden

Før valget lovede S og SF at kommunerne skulle have forbedret deres økonomi, for at sikre bedre velfærd. Men der er intet i regeringsprogrammet, der indikerer at kommunerne vil få bedre økonomiske rammer på driftbudgetterne. Om den nye regering ligefrem vil fortsætte nulvæksten, får vi formentlig først svar på, når den udarbejder sin nye 2020-plan.

Genopretningspakkens forringelser fastholdes?

Det er også bemærkelsesværdigt, at forringelserne fra sidste års genopretningsaftale øjensynligt består. Det drejer sig blandt andet om nedskæringerne af børnechecken, vokseuddannelsen, efterskolerne og en række andre nedskæringer. Løftet om at annullere disse er væk, og der øjensynligt i stedet blive taget stilling til dem ét for ét.

Skattelettelserne til de rigeste fastholdes

Det står klart, at de rigeste danskere ikke kommer til at aflevere en eneste krone tilbage af de store skattelettelser som de har fået under VKO. Ikke engang millionærerne. Tvært imod vil de rigeste danskere fra 2014 få nye skattelettelser, fordi regeringen ikke annullererde allerede vedtagne lettelser af topskatten. Til gengæld er de planlagte ekstraskatter på bankerne aflyst.

Nyliberalistisk hokus-pokus

Det er også deprimerende, at regeringsgrundlagets afsnit om økonomi, er gennemsyret af den nyliberalistiske udbuds-økonomiske forståelse. Igen og igen gentages dogmerne om at et øget arbejdsudbud automatisk vil forbedre den offentlige økonomi. Den absurde idé om at flere arbejdsløse umiddelbart skaber flere arbejdspladser er selve grundlaget for regeringens forslag til økonomisk holdbarhed.

Radikal havkat i hyttefadet

Summa summarum er, der er tale om en økonomisk politik, der ligger stort set alle byrderne for krisen på lønmodtagerne, som ikke tager livtag med uligheden, og som ikke retter op på det sidste årtis underminering af det solidariske velfærdssamfund. Det er både trist og frustrerende.

Årsagen ligger først og fremmest i den parlamentariske sammensætning. De radikale har, som det borgerlige parti de er, benhårdt blokeret for at annullere VKOs forringelser og skattelettelser, og har samtidig afvist alle de nye skatter, som skulle have betalt for det omend beskedne løft af velfærden, som S og SF lagde op til i Fair forandring.

Skuffelse skal skabe engagement

Der er næppe tvivl om at regeringsprogrammet vil udløse skuffelse hos mange af dem, som har stemt på den røde blok, med forventning om, at den økonomiske politik ville blive afgørende forandret.

Heldigvis slutter historien om den nye regering ikke her. Regeringen er en mindretalsregering, og den må søge sit flertal uden for sin egen kreds. Forude venter finanslovsforhandlingerne, og her er det Enhedslistens opgave, at tilkæmpe sig indrømmelser som kan trække i en mere solidarisk retning.

Men det er en ligeså central opgave for Enhedslisten og ikke mindst for fagbevægelsen, at sikre, at skuffelsen over den nye regerings økonomiske politik ikke fører til desillusion og politisk apati, men i stedet konverteres til fortsat engagement. Det er afgørende, at der skabes et pres på den ny regering udefra. For en regering med S og SF vil sandsynligvis være langt mere sårbar og åben overfor højlydte krav og protester fra lønmodtagere, arbejdsløse, forældrebestyrelser osv., end den borgerlige regering var.

For at runde af, mener jeg, at der er grund til at glædes over de reelle fremskridt som det lykkes at få med det nye flertal. Samtidig må venstrefløjen og fagbevægelsen erkende, at der venter benhårdt arbejde forude for at forsvare velfærden og lønmodtagernes interesser.


Enhedslisten og den nye regering

Af Pelle Dragsted | 28. september 2011 | 34 kommentarer

Det parlamentariske landskab efter folketingsvalget byder både på store muligheder og store udfordringer for Enhedslisten.

Enhedslisten gik til valg på at skabe et rent rødt flertal bestående af EL, S og SF. Det lykkedes som bekendt ikke. Den nye regering hviler på støtten fra de radikale – et parti, som på det økonomiske område står for en borgerlig og asocial politik. Uanset om de radikale er med i eller udenfor en ny regering, hviler den på radikale mandater.

Men en ny regering er også i et stærkt afhængighedsforhold til Enhedslisten. Den store fremgang for Enhedslisten, og de konservatives samtidige tilbagegang, vil gøre det langt sværere for den nye regering, at føre politik uden om Enhedslisten.

Valgets store slagnummer, alliancen mellem R og K, faldt til jorden med et brag på valgaftenen. Hvis en ny regering skal have flertal udenom Enhedslisten er de konservative for små til at hjælpe. Her må regeringen gå til Venstre, Dansk Folkeparti eller en kombination af K og LA, for at have et flertal. Og det bliver unægtelig sværere.

Store muligheder

Enhedslisten står altså med de formentligt største muligheder nogensinde for at øve indflydelse på den politiske udvikling i Danmark.

Opgaven bliver, at udnytte disse muligheder maksimalt til at fremme Enhedslistens politik: Det handler ikke mindst om at få forbedret vilkårene for de samfundsgrupper, der er blevet ringest behandlet i det borgerlige tiår. Arbejdsløse, lavtlønnede, udsatte grupper og flygtninge og indvandrere. Om at forsvare og udvikle det solidariske velfærdssamfund. Og om at få sat klima og miljø helt op på dagsordenen.

Men som et socialistisk parti er det også afgørende at vælge de politiske prioriteter og de indrømmelser vi går efter på en strategisk baggrund, der peger fremad mod vores mere langsigtede mål om en socialistisk samfundsudvikling. Det handler efter min mening grundlæggende, om at flytte det vi med et lidt gammeldags ord kalder samfundets klassestyrkeforhold.

Styrkeforholdene udspiller sig på flere planer, men jeg mener at de vigtigste er følgende:
- Styrkeforhold mellem lønmodtagere og arbejdsgivere
- Styrkeforhold mellem demokratisk ejerskab og kapital-ejerskab
- Ideologiske styrkeforhold (I et appendix i det første kommentarfelt, uddyber jeg dette lidt)

På alle disse områder er styrkeforholdene i de seneste ti år blevet markant forringet og en ændring af disse må være en grundlæggende strategiske målsætning for Enhedslisten. Når vi rykker ved de styrkeforhold forbedrer vi på én gang menneskers vilkår her og nu, og forbedrer muligheden for at flytte samfundet mere grundlæggende i fremtiden.

Men én ting er de overordnede målsætninger, en anden ting er, hvordan Enhedslistens navigerer i det mildest talt brogede parlamentariske landskab.

Ingen accept af afpresning

Én af de vigtigste ting, at slå helt klart fast over for en ny regering er, at Enhedslisten aldrig kommer til at lade sig afpresse til at stemme for noget partiet er grundlæggende modstandere af. Heller ikke stillet over for truslen om at regeringen vælter.

Den nye regering må aldrig bibringes den opfattelse, at den bare kan fremlægge lovgivning i folketinget som den har klappet af internt, og så afpresse Enhedslisten til at stemme for, med truslen om at alternativet er at vælte regeringen.

Enhedslistens argument for at stemme for en lov, et forlig eller finanslov, må derfor aldrig nogensinde blive, at alternativet er at vælte regeringen. For hvis Enhedslisten bare én gang bøjer sig for den slags afpresning, så har partiet reelt sat sig uden for indflydelse.

Hvis regeringen vil forringe vilkårene for lønmodtagere og arbejdsløse, eller på anden måde føre borgerlig økonomisk politik, så må den vende sig mod de borgerlige partier. Det skal under ingen omstændigheder ske med Enhedslistens stemmer.

Hvis en ny regering ønsker, at bruge sit flertal med Enhedslisten. Ja, så må den sætte sig ned og forhandle med Enhedslisten. Og give Enhedslisten de indrømmelser, som gør at partiet kan stå inde for det politiske indhold.

Principper og strategi

Og det fører mig videre til spørgsmålet om Enhedslistens tilgang til forhandlinger med en kommende regering.

Grundlaget for vores forhandlinger er Enhedslistens gamle princip om at stemme imod den mindste forringelse og for den mindste forbedring. Jeg har altid været tilhænger af dette princip, fordi det er en slags forsikring mod en opportunistisk glidebane.

Men det har også altid været klart for mig, at princippet ikke er en facitliste man kan slå op i. At det kan fortolkes, og er blevet fortolket på mange måder.

I den ene ende af spektret kan man anlægge en meget strategisk orienteret fortolkning, hvor begrebet ”forringelser” reserveres til forringelser af afgørende politisk betydning for Enhedslisten. f.eks. forringelser for arbejdsløse, lønmodtagere, studerende, folkepensionister, udlændinge etc. Jeg tror ikke at nogen er uenige i, at Enhedslisten aldrig nogensinde skal medvirke i den type forringelser.

I den anden ende findes en maksimalistisk fortolkning, hvor alt hvad der ikke 100% Enhedslistepolitik – uanset på hvilket område, defineres som en forringelse, og at Enhedslisten derfor skal stemme nej til forlig der ikke er 100% enhedslistepolitik. Enhedslistens ville f.eks. skulle stemme nej til en finanslov, hvis den indeholdt en nedskæring på det Kgl. Teater eller på støtten til professionelle sportsudøvere. Også selvom det var lykkedes, at aftvinge indrømmelser f.eks. i forhold til at bekæmpe misbrug af udenlandsk arbejdskraft, eller andre områder af strategisk vigtighed.

I mellem disse to positioner findes selvfølgelig et kontinuum af tolkningsmuligheder.

Hvor i dette kontinuum Enhedslisten vælger at lægge sig, vil få stor betydning for partiets parlamentariske rolle i de kommende år.

En maksimalistisk tilgang vil stærkt begrænse antallet af forlig og aftaler Enhedslisten kan indgå i, og dermed øve indflydelse på. Det siger næsten sig selv, at et parti med 6% af stemmerne ikke kan forvente at bestemme 100%, når man skal forhandle med tre andre og større partier. En sådan tilgang vil sandsynligvis medføre, at regeringen vil vende sig imod de borgerlige partier i endnu højere grad end allerede planlagt.

Der kan muligvis være gode grunde til den maksimalistiske alt eller intet-tilgang. Men hvis Enhedslisten vælger den vej, skal det være med åbne øjne, og med en klar erkendelse af, at den også medfører et fravalg af muligheder for indflydelse, og dermed af muligheden for at forbedre vilkårene for flygtninge, arbejdsløse, sygedagpengemodtagere etc.

Styrkeforhold i centrum

At princippet om mindste forringelse er åben for fortolkning er det ikke noget nyt i. Alene spørgsmålet om hvad som er en forringelse er jo et politisk og strategisk spørgsmål.

F.eks. støtter Enhedslisten en differentiering af behandlingsgarantien, selvom det så absolut vil betyde forringelser for en række konkrete mennesker. Fordi partiet er af den politiske opfattelse, at pengene kan bruges klogere. Det samme er i princippet tilfældet med betalingsringen.

Disse og mange andre tilfælde er eksempler på, at princippet om mindste forringelse altid vil, og altid må være forankret i bredere politiske og strategiske vurderinger.

Og det fører tilbage til det jeg har skrevet ovenfor om klassestyrkeforhold. I debatten om forlig, aftaler og finanslove må hovedspørgsmålet være: Hvordan sikrer vi bedst de klasseinteresser som vi er sat i verden for at forsvare? Hvordan flytter vi bedst styrkeforholdene i samfundet til fordel for lønmodtagerne og demokratiet?

Det handler om mennesker

Når vi i den kommende tid kaster os ud i diskussionerne om Enhedslistens parlamentariske rolle, skal vi hele tiden huske, at det ikke bare drejer sig om teoretiske diskussioner og mundhuggerier. Det er alvor nu. Enhedslisten evne til at navigere i den nye situation, vil have konkret betydning for rigtig mange menneskers liv og fremtidige vilkår.


ELX3 – Hvordan gik det til?

Af Pelle Dragsted | 24. september 2011 | 17 kommentarer

Flere af mine medbloggere har alle kastet sig ud i skriverierne om de muligheder og udfordringer som Enhedslistens valgfremgang medfører. Det er vigtigt, og jeg vil snarest blande mig i fremtidsdebatten her på bloggen.

For at se frem, er det dog ofte en god idé lige at stoppe og evaluere på erfaringerne. For hallo venner: Det er fandme stort det her. Vi har opnået det bedste valgresultat for den antikapitalistiske venstrefløj i årtier. Et resultat som gik langt over vores forhåbninger. Det er vigtigt at vi analyserer og forstår årsagerne, fordi det vil give os et bedre udgangspunkt for diskussionen af fremtidens mål.

Objektive faktorer
Man skal ikke være noget politisk geni for at regne ud, at Enhedslistens store fremgang hænger tæt sammen med udviklingen i de partier som Enhedslisten konkurrerer mest med om vælgerne. Den tætte alliance mellem S og SF og de to partiers beslutning om at ”lægge udlændingepolitikken død”, ved at lægge sig så tæt som muligt på VKOs positioner satte særligt SF under pres. Lanceringen af det røde pointsystem blev dråben for mange SF-vælgere.

Siden kom de radikales uhellige alliance med VKO om først dagpengeforringelser og siden tilbagetrækningsreformen. Her gik det op for de venstredrejede vælgere, der skulle have været i tvivl om det, at de Radikale på det økonomiske område står for en dybt asocial politik.

Dermed stod Enhedslisten da valget blev udskrevet reelt som det eneste alternativ for den del af vælgerkorpset, der ønskede både en solidarisk fordelingspolitik og en anstændig udlændingepolitik. Og igennem valgkampen sikrede partiet i sin kommunikation, at denne kant til både S/SF og de radikale permanent var i fokus.

Subjektive faktorer

Men objektive faktorer kan langt fra alene forklare succesen. Enhedslistens fornyelse gennem de seneste år var også en nødvendig forudsætning.

Der gik faktisk omtrent tre år efter SF påbegyndte deres udlændingepolitiske strammerkurs, uden at det første til nogen betydelig fremgang for Enhedslisten. Årsagen er, at der skal to ting til før et menneske flytter sin stemme fra et parti til et andet. Hun skal være utilfreds med det parti hun er hos. Men hun skal også se et attraktivt alternativ. Og for blot et år siden opfattede mange desværre ikke Enhedslisten som et alternativ for dem.

Det skyldtes ikke først og fremmest uenighed i Enhedslistens politiske synspunkter. Nej, de handlede mere om det man kunne kalde metaopfattelsen af Enhedslisten - den overordnede opfattelse af partiet.

Det kunne konstateres at mange dengang havde en opfattelse af Enhedslisten, som et parti for nogle særlige mennesker (alternative typer, københavnere, højtuddannede etc.), Ikke for skolelæreren i Brønderslev eller den fyrede slagteriarbejder i Ringsted, Det kunne også konstateres, at mange opfattede Enhedslisten som et rent nej-parti, der ikke havde nogen virkelige ambitioner om at øve indflydelse på den politiske udvikling i Danmark. Begge disse opfattelser medførte et fravalg af Enhedslisten.

De seneste års fornyelsesproces har i høj grad handlet om at gøre op med disse misopfattelser, og erstatte dem af et klart billede af Enhedslisten som et på én gang principfast og resultatorienteret parti. Og af en klar fortælling om partiets rolle, som dem, der skal holde en ny regering i hånden og i ørerne og trække den mod venstre. At Enhedslisten ikke er et alt eller intet parti.

Igennem de sidste par år og ikke mindst valgkampen igennem, er disse budskaber blevet gentaget igen og igen og igen. Og det har virket. Jeg hørte i TV på valgdagen flere vælgere forklare deres stemme på Enhedslisten, med næsten ordret gengivelse af ønsket om et parti der trak en ny regering til venstre.

Fornyelse og modernisering på venstrefløjen var op igennem 90´erne og 0´er altid forbundet med en politisk højredrejning. Den sammenhæng har Enhedslisten gjort til skamme. Moderniseringen har hos os ikke ført partiet en millimeter længere mod højre.

En klasseorienteret valgkamp

Enhedslisten gik således ind i valgkampen med to vigtige forudsætninger opfyldt. For det første havde partiet eneret på kombinationen af solidaritet og anstændighed, For det andet var det lykkedes partiet at gøre op med en række myter om Enhedslisten, og formulere en klar fortælling om Enhedslistens rolle ifht. en kommende regering. Dermed var vejen åbnet, før valgkampen blev fløjtet ind.

Mulighederne for Enhedslisten blev efterfølgende forbedret af den næsten ensidige fokus på økonomisk ansvarlighed som prægede valgkampen. Socialdemokraterne og SF havde ét centralt mål i valgkampen, og det var at fremstå lige så økonomisk ansvarlige som den blå blok. Det betød at de to parter brugte stort set al deres tid i de TV—transmitterede valgdebatter til at diskutere abstrakte 2020-planer og konkurrere om hvem der kunne være mest tal-tørre.

Dette gav Enhedslisten en enestående mulighed for at skille sig ud som det parti, der satte andre dagsordener og talte om f.eks. arbejdsløse danskeres vilkår, om lavtlønnede offentligt ansatte, om børnefattigdom, og om klimaudfordringen. Når de andre talte abstrakt vækst, satte enhedslistens fokus på hvordan den rigdom som væksten skaber skal fordeles. Denne rolle tiltalte mange vælgere fra både S og SF og sågar fra DF, som havde svært ved at genkende deres egne livsvilkår i de abstrakte diskussioner om vækst og skattetryk.

I det hele taget var Enhedslistens valgkamp præget af en meget klar venstreorienteret og klasseorienteret diskurs. Der var konstant fokus på det uretfærdige i at lønmodtagere skulle betale regningen for krisen, på den uanstændige behandling som arbejdsløse, førtidspensionister og andre grupper udsættes for. Med effektive billeder og stærk og ægte indignation, lykkedes det både Enhedslistens ”toppolitikere”, men også de mange kandidater rundt i landet, at få adresseret nogle af de mennesker som med god grund har følt sig aller mest trådt på i gennem de seneste år.

Er koden knækket?

Og netop dette synes jeg egentlig er det aller mest interessante ved Enhedslistens fremgang. At partiet øjensynligt har opnået det man altid har drømt om – at få en større forankring blandt almindelige lønmodtagere, faglærte og ufaglærte – indenfor og udenfor arbejdsmarkedet.

Der ligger så vidt vides endnu ikke valid data på vælgernes sociale og uddannelsesmæssige baggrund, men jeg tør godt sætte en kasse øl på at Enhedslisten har fået flere arbejderstemmer end noget antikapitalistisk venstrefløjsparti har fået i mange, mange år.

Jeg baserer dette på indtryk og erfaringer fra de mange mennesker, der har ført valgkamp rundt i landet. På de mange tusind henvendelser Enhedslisten fik på Facebook og mail under valgkampen, og på den geografiske fordeling af stemmer, hvor f.eks. en traditionel socialdemokratisk højborg som Nordjylland, bød på én af de største procentvise fremgange for Enhedslisten.

Enhedslisten er kommet betydeligt nærmere sin egen selvopfattelse som et arbejderparti, og paradoksalt nok har fornyelse, modernisering, professionel kommunikation, profilering af personer og andre ting som er traditionelle venstreorienterede fyord, været en del af forudsætningen for at nå dette mål.

Flere årsager

Der er selvfølgelig mange andre årsager til det gode valg. Et velfungerende og godt forberedt kampagnekontor på Studiestræde, forudgående uddannelse og koordination af valgkampsorganizers, og det formentlig største antal valgkamps-aktivister i Enhedslistens historie. Og så er Johanne Schmidt-Nielsens rolle jo nok heller ikke til at komme uden om ; ), men det og meget andet vil jeg vende tilbage til i senere blogs.


Venstrefløjen må vælge sine venner

Af Pelle Dragsted | 14. juli 2011 | 29 kommentarer

I anledning af sommer-ferien tillader jeg mig at lægge en kommentar som jeg I dag har haft i Dagbladet Information op her på siden. God Sommer til alle læsere, modkraftdebattører og medbloggere ; )

Venstrefløjen må vælge sine venner

Socialdemokratiske regeringer i Europa falder én efter én, fordi de sender regningen for finanskrisen til den almindelige befolkning. Det er en lektie som den danske venstrefløj bør tage meget alvorligt, hvis den ikke vil lide samme skæbne.

”Hvordan kan det gå til, at de rigeste er blevet rigere, mens jeg får skåret i min pension. Hvordan kan politikerne hæve deres løn, mens de kræver lønnedgang for de offentligt ansatte. Hvorfor er min søn er nødt til at arbejde gratis, for overhovedet at have et job?” Den lille gråhårede kvinde er lige trådt op på et lille podium midt på Plaza Catalunya i Barcelona og kigger lidt genert ud over menneskemængden foran hende. På pladsen har borgere fra den spanske protestbevægelse, der kalder sig De indignerede i ugevis protesteret mod den socialdemokratiske regerings spareplaner.

Utilfredsheden har allerede kostet den spanske regering dyrt. Ved lokalvalget gik socialistpartiet markant tilbage, og præsident Zapatero, der for nogle år siden blev båret ind på en bølge af begejstring, oplever nu sin popularitet rasle ned. Og mønstret går igen i andre europæiske lande. I Portugal sendte vælgerne José Socrates socialistparti ud af regeringsgemakkerne for et par måneder siden, og i Grækenland står den socialdemokratiske regering overfor store folkelige protester og vil næppe overleve et kommende valg.

Årsagen til de venstreorienterede regeringers deroute skal findes i deres krisepolitik. Både i Spanien, Portugal og Grækenland har regeringerne efter anvisning fra den internationale Valutafond og EU gennemført en rendyrket borgerlig økonomisk krisepolitik. Med den ene hånd har de skåret benhårdt i velfærden, forhøjet pensionsalderen og forringet de offentligt ansattes løn og arbejdsforhold. Med den anden hånd har de sprøjtet milliarder af euro ind i den private finanssektor, for at beskytte den mod kollaps, og ladet den aller rigeste del af befolkningen fortsætte med at opretholde eller endda udvide deres levestandard.

Ingen af de venstreorienterede regeringer har turdet tage den nødvendige konfrontation med den økonomiske elite. Mens det ikke har skortet på viljen til at forringe forholdene for den jævne borger, er eliten blev strøget med hårene. De enorme rigdomme og privilegier og den voksende indkomstulighed, som blev udviklet i årtierne op til krisen, er stort set ikke blevet rørt. Tvært imod er koncentrationen af rigdom hos en lille økonomisk elite vokset, og bankernes aktionærer og direktører kunne efter kort tids tilbageslag igen forgylde sig selv med optioner og aktieudbytter. Den lovede hårde regulering af finanssektoren blev heller aldrig til andet end ord.

Det er netop denne grundlæggende uretfærdighed som kvinden på Plaza Catalunya og de hundredetusinder, som har demonstreret sammen med hende protesterer imod. Oplevelsen af, at den økonomiske og politiske elite, som bærer hovedansvaret for de økonomiske kaos er gået skadesløs gennem krisen, mens almindelige lønmodtagere, har skullet betale en regning, for en fest de aldrig var med til.

Og det er denne uretfærdighed, der én for én sender de venstreorienterede regeringer ud i kulden. Når befolkningen oplever, at de venstreorienterede regeringer, de har sat deres lid til, fører den samme borgerlige nedskæringspolitik som højrefløjen, og i lige så høj grad holder hånden over den økonomiske elite, så skaber det desillusion, skuffelse, og en generel modvilje mod det politiske system.

I de bedste tilfælde manifesterer utilfredsheden sig i folkelige bevægelser som De indignerede, der forhåbentligt kan give venstrefløjen nyt liv. Men mange steder er det desværre højrepopulistiske partier, som formår at udnytte utilfredsheden og de antielitære og politikertrætte følelser i befolkningen. Når befolkningen oplever, at alle partier alligevel fører den samme økonomiske politik, så bliver det andre emner, som f.eks. udlændingepolitikken, der bliver afgørende for stemmeafgivelsen.

De socialistiske og socialdemokratiske regeringers deroute bør i den grad få advarselslamperne til at blinke hos den danske venstrefløj. Også i Danmark er regningen for krisen indtil i dag blevet tørret af i den jævne befolkning. Som AE-rådet har påvist har den rigeste femtedel af danskerne indtil nu været holdt skadesløse og endda fået forøget købekraft, mens resten af befolkningen har mistet penge. Og mens staten har tabt milliarder på bankpakkerne, har bankernes aktionærer tjent 73 milliarder siden 2009.

Hvis en kommende S/SF-regering ikke skal lide samme skæbne som vennerne ude i Europa, så er den nødt til at gøre op med denne uretfærdighed. Den økonomiske elite skal tvinges til at betale sin del af regningen for krisen. Bankerne skal gennem øget beskatning tilbagebetale det tab som skatteyderne har lidt. Benhård regulering skal forhindre nye finansielle sammenbrud, og der skal gribes ind overfor grådigheden på direktionsgangene. For blot at nævne et par oplagte indgreb.

Sådanne indgreb vil uden tvivl udløse et ramaskrig fra koret af arbejdsgiverorganisationer og bank-økonomer, og skingre og giftige angreb fra borgerlige lederskribenter og kommentatorer. Det vil blive hård kost for et Socialdemokrati, som i årtier har været vant til et tæt og oftest venskabeligt forhold til den økonomiske elite.

Et sådant venskabeligt forhold er måske muligt i opgangstider, når kagen vokser og både eliten og den almindelige befolkning oplever at få del i fremgangen. Men når kagen skrumper, og der er en regning, der skal betales, så er en venstreorienteret regering nødt til at vælge, hvem den vil være venner med. Så er det ikke længere muligt, at være på god fod med både den økonomiske elite og med den almindelige befolkning. Bare spørg Zapatero, Socrates, Papandreou – eller kvinden på Plaza Catalunya.


Farvel til de blå økonomi-smagsdommere

Af Pelle Dragsted | 19. maj 2011 | 25 kommentarer

Et nyt politisk flertal har mange vigtige opgaver. Men én opgave er fuldstændig afgørende, hvis det skal lykkes at dreje Danmark i en ny og mere solidarisk retning: Opgøret med den borgerlige hegemoni i den økonomiske debat.

I de seneste dage har medierne flydt over med sammenligninger af de to regeringsalternativers økonomiske planer og ikke mindst vurderinger af deres realisme. Stort set overalt går samme mønster igen. De økonomer, som bruges som ekspertkilder, finder den blå plan langt mere realistisk end den røde.

Lige så skadeligt som det er for oppositionen at blive stemplet som økonomiske uansvarlige, ligeså lidt overraskende er det, at det sker. For de økonomer, der bliver brugt tilhører alle den samme økonomiske skole: De såkaldte ligevægtsøkonomer eller markedsøkonomer.

Disse økonomer er kendetegnet ved blandt andet at mene, at de offentlige udgifter skal begrænses, at markedskræfterne skal spille en større rolle i økonomien, og at udbud af arbejdskraft automatisk vil skabe nye arbejdspladser.

Med andre ord deler de alle de grundlæggende ideologiske antagelser med de borgerlige partier. Og så er det jo egentlig ikke så overraskende, at de til enhver tid vil være mere positivt stemt overfor borgerlige.

Problemet er, at denne gruppe af økonomer for det første har opnået næsten totalt hegemoni i den offentlige debat om økonomien, og for det andet, at deres udsagn stort set overalt fremstilles som saglige og politisk neutrale videnskabelige sandheder.

Borgerligheden har vundet

Det er på den måde lykkedes borgerligheden at vinde en vigtig sejr i det man kunne kalde den ideologiske klassekamp. Og det er efter min mening ét af de største aktuelle problemer for det venstreorienterede projekt.

Det er disse ideologiske styrkeforhold, som muliggør, at den borgerlige regering på trods af at have ført en katastrofal økonomisk politik, af mange danskere opfattes som mere økonomisk ansvarlig end oppositionen.

Og det er disse styrkeforhold, som har overbevist en stor del af danskerne om, at nedskæringer og reformer (læs forringelser) er uomgængelige, og at en lighedsskabende og solidarisk økonomisk politik er uansvarlig og umulig.

Det er også i høj grad disse negative styrkeforhold, som har presset Socialdemokraterne og SF til at overtage store dele af de borgerlige økonomiske præmisser i deres økonomiske genopretningsplan.

Så længe de ideologiske styrkeforhold er som i dag, vil det være meget svært for venstrefløjen, at dreje den økonomiske politik i en mere solidarisk retning. Også hvis det lykkes at vinde regeringsmagten.

Arbejdsprogram

Det først vi kan gøre er selvfølgelig at melde os på banen i den offentlige debat. Langt flere venstredebattører skal blande sig i avis-spalter, med blogs og bogudgivelser. (Ligesom jeg også er enig med min medblogger om at styrke egne medier)

Men det er ikke nok. Der er nødt til at ske mere grundlæggende ændringer i den offentlige debats ideologiske fødekæder, hvis borgerlighedens dominans for alvor skal udfordres

Derfor bør et nyt politisk flertal (hvis det lykkes at vælte VKO) gennemføre en række helt konkrete tiltag, der kan sikre et opgør med de blå økonomiske smagsdommere, der af effektivitet ikke lader Anders Fogh Rasmussen første regerinsgperiode noget tilbage.

Her er et forslag til et arbejdsprogram som en ny regering indledningsvist bør gennemføre.

Udskift de økonomiske vismænd

I dag er vismandsinstitutionen fuldt kontrolleret af neoklassiske økonomer. Et nyt flertal skal sikre balance i vismandsinstitutionen. Desuden bør reglerne laves om, så vismændene også skal regne på de sociale konsekvenser af deres forslag.

Støtte til økonomiske tænketanke

Den liberalistiske tænketank CEPOS får uforholdsmæssig stor plads i den offentlige debat. CEPOS modtager økonomisk støtte fra erhvervslivet, og har derfor langt bedre muligheder end sine mere venstreorienterede pendanter. Offentlig støtte skal sikre, at også tænketanke der ikke er erhvervslivets kæledægger kan få plads i debatten

Undersøgelse af ubalance i medierne

Der skal gennemføre en undersøgelse af mediernes brug af økonomiske ekspertkilder, der kan afgøre, om bestemte økonomiske skoler får mere plads end andre. Ikke mindst public service-kanalerne bør sikre en rimelig balance i den økonomiske debat.

Omlægning af mediestøtte

De store dagblade er stort set alle på lederplads præget af borgerlig eller socialliberalt tankegods. En reform af mediestøtten skal sikre større politisk balance i medieverdenen.

Sikring af pluralisme på økonomiske institutter

Universiteternes økonomiske institutter skal undersøges for teoretisk ensidighed, og der skal sikres teori-pluralisme i undervisningen.

Disse ændringer kunne være en god start på at sikre mulighed for en reel demokratisk debat om den økonomiske udvikling, hvor borgerlig økonomisk politik ikke opfattes som den øverste sandhed, men som én af flere alternativer.

Den ideologiske klassekamp skal fløjtes i gang.


Kan man være i mere end syv sind?

Af Pelle Dragsted | 20. marts 2011 | 46 kommentarer

I fredags midt på dagen tikkede en mail ind fra kæresten. Eneste indhold var teksten til den gamle fredssang ”Vi vil se land”. I ved den med, ”vi siger nej til jeres snak om krig igen - os får i ikke med på den” osv.

I lokalet ved siden af var Enhedslistens ledelse samtidig samlet til ekstraordinært møde, for at tage beslutning om ELs holdning til FN-aktionen i Libyen.

Mailen var en lille påmindelse, om den enkle sandhed, at krig er noget værre lort. At ”venner ikke vindes med et ladt gevær”. Det var nu ikke nødvendigt at minde mig om det. For hele dagen var mit hoved fyldt med netop det: At krig er af det onde, og at selv krige med gode hensigter efterlader dybe sår på samfund og mennesker.

Jeg tror de samme tanker rumsterede i hovedet på de mennesker i Enhedslistens folketingsgruppe og ledelse, som stod med ansvaret for at træffe en beslutning på ganske få timer.

Den mindst ringe beslutning?

Jeg må sige, at jeg var glad for ikke at være den, der skulle tage beslutningen.

Men jeg tror, om end tvivlen nager, at Enhedslistens ledelse traf den rigtige beslutning. Og jeg vil forsøge at forklare hvorfor.

Efter min mening er det oplagt, at tiden var ved at rinde ud. Gadaffis styrker står i skrivende stund ved portene til Bengazi For mig er der ikke den store tvivl om at en sejr til Gadaffi vil resultere i en nedslagtning af den libyske opposition. Hvis man er i tvivl om det, kan man blot lytte til de trusler, manden selv er kommet med gennem de seneste uger.

At tale om strammede sanktioner, eller om fredsforhandlinger, som en løsning, som nogle af mine partikammerater gør var simpelthen passé – det kunne ikke stoppe det blodbad der truede.

Der var kun to muligheder. Enten at lade tingene gå sin gang og lade regimet drukne oprøret i blod, eller en militær indgriben, for at stoppe Gadaffis fremmarch.

Dette er efter min mening kernen i diskussionen – Ingen af os kommer udenom at vælge mellem disse to muligheder, som hver i sær er afskyelige.

FN er med Når jeg hælder til den sidste, har det flere årsager.

For mig er det afgørende, at der er tale om en FN-aktion. Den manglende forankring i FN har været et hovedargument for venstrefløjen i kritikken af Irak-krigen. Derfor må det omvendt også have betydning når FN nu opfordrer til en intervention.

FN er ikke perfekt. Langt fra. Men FN er lige nu det bedste, vi har hvis jungleloven ikke skal råde, og hvis internationale aftaler og menneskerettigheder skal respekteres. Og som jeg ser det, er det grundlæggende godt, hvis der er en international organisation, der via sanktioner, diplomatisk pres og i ekstreme tilfælde med magtanvendelse kan sikre menneskers rettigheder, når deres egen stat træder dem under fode.

FN-Resolutionens indhold er også helt afgørende for mig. Resolutionen understreger, at indsatsen handler om at beskytte civile liv. Den opfordrer til en øjeblikkelig våbenhvile. Og den udelukker besættelsesstyrker i Libyen.

Derfor mener jeg også, at sammenligningen med Irak og Afghanistan kun forfladiger diskussionen.

Enhedslistens betingelser

Det har også stor betydning for mig, at Enhedslisten har gjort meget klart, hvad der er præmisserne for støtten til aktionen. For det første, at det er en betingelse, at indsatsen tilrettelægges, så civile mål ikke rammes. For det andet at målet er en våbenhvile og en forhandlingsløsning. Og for det tredje at Libyens suverænitet skal respekteres.

Det er på det grundlag, at Enhedslisten har valgt at støtte indsatsen. Hvis det i de kommende uger eller måneder viser sig, at stormagterne handler imod resolutionen, og deres egne løfter – så vil Enhedslisten droppe sin støtte, og kræve den danske deltagelse indstillet.

Der er ikke givet nogen blankocheck.

Er krig altid forkert?

Mange af de kritikere, der beklager beslutningen på Enhedslistens Facebook-væg, giver udtryk for, at man aldrig kan støtte krig. Som jeg skrev indledningsvist, har jeg stor forståelse for denne holdning. Men det gamle argument mod den rene pacifisme er stadig holdbart: Uden væbnet modstand havde hele verden været nazistisk i dag.

Det er desværre sådan, at ingen handling, også er en handling – og det gælder også i tilfældet Libyen.

Desuden er det en misforståelse, at tro, at Enhedslisten er et pacifistisk parti. Enhedslistens årsmøde har for flere år siden vedtaget, at vi kan støtte militære aktioner for at forhindre folkedrab og lignende. Og vi har tidligere talt for militær indgriben i Darfur.

Hvorfor ikke andre steder?

Et andet argument, er at det er hyklerisk, at gribe ind i Libyen, når man ikke griber ind overfor overgrebene i Yemen, Saudiarabien, Palæstina, Colombia – you name it.

Ja, det er pissehyklerisk. Men, at der ikke gribes ind andre steder, kan da aldrig blive et argument for ikke at gøre det her. Der er dog ingen i tvivl om, at vi skal bruge indgrebet i Libyen og de borgerlige partiers hykleri, til at forstærke kravene om, at FN (og Danmark) indtager en langt mere offensiv linje for at kræve respekt for menneskerettighederne andre steder – også i stater som er stormagternes ”venner”.

Dilemmaernes dilemma

Når alt dette er sagt, skal jeg blankt erkende, at jeg hele dagen i går var i mere end syv sind – og stadig er det. Og sandheden er vel den, at det er de kommende dage, uger og måneder, der vil vise om den beslutning som Enhedslistens ledelse har truffet var klog.

Hvis det lykkes, at stoppe Gadaffis fremmarch, få etableret en våbenhvile og igangsat de forhandlinger om politiske reformer som FN-resolutionen har som sit mål, så var det klogt.

Hvis det omvendt viser sig, at det militære indgreb udvikler sig til en langvarig katastrofe med omfattende civile ofre, og at stormagterne handler imod resolutionens indhold, så var det en fejl.

Netop på grund af mine egne store tvivl, har jeg også fuld forståelse for de mange gode venner, der er landet på en anden konklusion end Enhedslistens ledelse. Ganske enkelt fordi deres bekymringer også er mine bekymringer.

Og hvis det hele går ad helvedes til og FN-aktionen ender med at koste flere civile libyske liv end dem Gadaffi bærer ansvaret for, eller hvis FN og stormagterne ikke griber muligheder, der åbner sig for fred, så skal jeg være den første til at bøje nakken og erkende, at opbakningen var en fejl.

Til sidst vil jeg bare sige, at uanset at bølgerne sikkert kommer til at gå højt i diskussionen, så er jeg er faktisk glad og stolt over at være i et parti, hvor det at deltage i en militær operation er noget, der skaber voldsom debat – og aldrig bliver noget, der sker med automatpiloten sat til.


Ingen nemme løsninger i Libyen

Af Pelle Dragsted | 17. marts 2011 | 13 kommentarer

Jeg har fået flere opfordringer til at skrive en blog, om Enhedslistens udspil om at bevæbne den libyske opposition med antiluftskyts. Et udspil som har fået en blandet modtagelse på venstrefløjen.

Jeg vil dog gå lidt bredere til værks og diskutere hvordan venstrefløjen generelt kan forholde sig til situationen i Libyen.

Først en indrømmelse: Jeg synes det et forpulet kompliceret spørgsmål. Med konflikten i Libyen står vi i én af den slags situationer hvor der ikke er nogen nemme svar og løsninger. Jeg har i hvert fald ikke en bog, jeg kan slå op i som giver mig svarene på, hvordan jeg som socialist skal forholde mig. Hvis der er nogen der har én, vil jeg gerne låne den.

På den ene side har vi en brutal diktator, der har styret Libyen med jernhånd. Der er ingen politisk frihed, og dissidenter er i årevis blevet dræbt og tortureret. Hvis Gadaffi nogensinde har stået for noget progressivt, så er det i hvert fald slut for mange år siden.

På den anden side en broget oprørsbevægelse, som inspireret af de folkelige oprør i nabolandene har rejst sig mod diktatoren. Oprørerne er en blandet skare, men har erklæret at målet er frie valg og politisk frihed.

Endelig har vi stormagterne, som rasler med sablerne og truer med militær intervention – enten i form af et flyveforbud eller såkaldte målrettede angreb. De samme stormagter, som blot for et par måneder siden bød Gadaffi velkommen på de bonede gulve med kindkys og våbenhandelsaftaler.

Hvad skal være venstrefløjens svar?

For det første er det oplagt, at venstrefløjens sympati bør ligge på oprørernes side. Der er ikke tale om nogen socialistisk bevægelse, men den civile ledelse for oprørerne har erklæret at de vil indføre demokrati og politiske friheder. Det skal være slut med politisk forfølgelse og tortur. Det betyder, at også socialistiske partier og frie fagforeninger igen kan eksistere i Libyen. Det kan selvfølgelig gå anderledes. Men det kan det også i Egypten, Tunesien osv – hvor venstrefløjen også har støttet oprørerne. Så her bør være nogle vaklen i geledderne.

Det svære spørgsmål handler imidlertid om, hvordan man forholder os til den helt aktuelle situation – altså truslen om en massakre på oprørerne og civilbefolkningen i det østlige Libyen (og i de byer i det vestlige Libyen som er invaderet af Gadaffis styrker og hvor vi ikke aner hvad der sker).

Hvordan kan vi sikre, at invasionen af Bengazi og Tobruk ikke ender i et blodbad.

Her er mine bedste bud

Fred og forhandling

For det første skal vi arbejde for en våbenhvile. FNs generalsekretær var i går ude og opfordre til en sådan. Også den afrikanske Union og en række sydamerikanske lande har foreslået en våbenhvile fulgt op af forhandlinger. Til gengæld har stormagterne og danske politikere slet ikke drøftet dette spor. En våbenhvile skal følges op af forhandlinger, som skal lede frem til afholdelse af frie valg i Libyen. Sanktionerne mod Gadaffis regime skal opretholdes indtil der var afholdt valg – og FN skal overvåge processen.

Men hvad nu hvis…?

Men hvad nu hvis Gadaffi ikke vil acceptere en våbenhvile og fortsætter sin udryddelseskampagne? Hvad skal vi så gøre? Det er det svære spørgsmål.

Én løsning er jo at sidde med hænderne i lommen, og henvise til at man ikke skal blande sig i andre landes interne anliggender, eller at det hele er Vestens skyld, eller man kan føre lange intellektuelle samtaler om hvad man skulle have gjort for år tilbage.

Tja, det var det verdenssamfundet gjorde i Rwanda. Med det resultat at op mod en million mennesker blev dræbt. Thats not an option.

Så er det flyveforbudszonen. Den er blevet det store dyr i åbenbaringen. Der er mange grunde til at være skeptisk overfor forslaget.

For det første, er det stærkt tvivlsomt, om en flyveforbudszone overhovedet vil kunne stoppe Gadaffi-styrkernes fremmarch og dermed et truende folkemord. For det andet vil etableringen af en flyveforbudszone med de bombardementer af lufthavne og antiluftskyts, som det vil kræve, resultere i mange ofre – herunder civile.

For det tredje er der en stor risiko for, at en vestlig militær intervention vil skade hele den udvikling, som vi kalder for det arabiske forår. At den vil skubbe sympatien i den arabiske verden væk fra de demokratiske kræfter, fordi de vil blive sat i forbindelse med de stormagter, som aldrig har skabt andet end dårligdomme i regionen hidtil.

Og endelig er der faren for at skabe en præcedens hvor stormagterne kan intervenere i borgerkrige for at støtte den part, som tjener deres interesser. Det ville være en meget uheldig præcedens. Disse overvejelser er også baggrunden for at Enhedslisten er skeptisk overfor en no-fly-zone

Derfor er det svært at forstå, at Socialdemokraterne og SF øjensynligt uden bekymringer, bakker op om denne model – og oven i købet vil acceptere en intervention uden FNs mandat.

Er danske Stingermissiler løsningen

Og det bringer mig så frem til det forslag, som Enhedslisten og Frank Aaen var ude med i går – nemlig forslaget om at give oprørerne midler til at forsvare sigselv mod Gadaffis luftvåben, ved at forsyne dem med antiluftskyts.

Der er ingen tvivl om, at forslaget er kontroversielt. For der er selvfølgelig tale om indblanding i Libyens interne anliggender. Og det at tilføre våben til en i forvejen eksplosiv konflikt er bestemt ikke uproblematisk.

Men hvis alternativerne er enten en full-scale vestlig intervention med NATO i spidsen, eller at sidde med hænderne i skødet mens Gadaffi drukner oprøret i blod, så synes jeg, at det er det mindst ringe alternativ.

Hvorfor?

For det første fordi det er langt mindre indgribende end et egentligt militært angreb. Men aller vigtigst, fordi vi på den måde giver oprørerne mulighed for at forsvare sig selv og måske vinde deres egen sejr – uden at stormagterne får mulighed for at benytte sig af lejligheden til at sikre deres interesser.

Kan det lade sig gøre? Ja selvfølgelig. At få våben frem til oprørerne er piece of cake ifht. etableringen af en flyveforbudszone. De kan sejles til havnebyen Bengazi eller kastes ned fra luften, som det skete til partisaner under anden verdenskrig

Men vil det ikke kræve et FN-mandat? Næppe, der er ikke tale om en egentlig krigshandling, og oprørernes regering er anerkendt som legitim regering af flere stater.

Giv et bedre svar

Man kan uden tvivl rejse fornuftigt kritik af forslaget, ligesom man kan af andre forslag. Det nemmeste i verden er at sige nej. Derfor vil jeg opfordre debattørerne til at besvare følgende spørgsmål før de kaster sig ud i deres kritik af vores forslag:

Hvis ikke Gadaffi vil acceptere våbenhvile og forhandling, og hvis situationen udvikler sig til noget der ligner et folkemord. Hvad mener du så Danmark, verden eller for den sags skyld venstrefløjen skal gøre, for at forhindre det?


Ciao, Ciao Chavez

Af Pelle Dragsted | 2. marts 2011 | 34 kommentarer

Kære Hugo

Første gang jeg så dig, var til et venstrefløjsmøde i Managua i 2000. Jeg vidste ikke hvem du var, men du modtog stående applaus fra de andre repræsentanter for den latinamerikanske venstrefløj.

Det gik kort efter op for mig, at du var nyvalgt præsident i Venezuela og jeg fik sat et interview med en af dine delegationsmakkere. Det var ham, der fortalte den imponerende historie om din vej til magten.

Hvordan du og en gruppe unge officerer havde gjort oprør, efter at præsidenten havde givet militæret ordre til at nedkæmpe en folkelig opstand med våbenmagt. Hvordan du kun kort tid efter din løsladelse vandt præsidentvalget, og dermed gjorde op med årtiers mafiøst topartisystem.

Siden har jeg fulgt udviklingen i dit land tæt. Jeg har beundret de store sociale fremskridt, som blev gennemført. Udryddelsen af analfabetismen, halveringen af fattigdommen, sikring af universel adgang til sundhed og uddannelse.

Jeg var nedslået over det amerikansk-inspirerede kup mod dig i 2004, og helt oppe og ringe over at se hvordan det lykkedes en mobiliseret befolkning at afværge kuppet og bringe dig tilbage til magten.

Jeg er ofte gået i rette med falske anklager om, at du ikke var demokratisk valgt, at du undertrykte ytringsfriheden og andre falske påstande, der gennem årene er blevet viderebragt i danske aviser.

I 2006 besøgte jeg selv Venezuela – oplevede den tro på fremtiden og det håb som forandringerne havde sået i det fattige befolkningsflertal ikke mindst i slumområderne. Så de spændende eksperimenter med arbejderstyrede virksomheder og kooperativer, som også globalt var med til at reaktualisere debatten om alternativer til kapitalisme.

Men tvivlen på udviklingen i den såkaldt bolivarianske revolution har naget mere og mere i de seneste år. Allerede ved mit besøg for nogle år tilbage var der nogle ting, der bekymrede. Den overdrevne persondyrkelse – enorme billboards med påskrifter som ”et land en leder”.

Den tiltagende aggressive med mig eller mod mig - retorik overfor de dele af venstrefløjen, som udtrykte den mindste divergens med din linje. Som da kommunistpartiet stilfærdigt valgte at stille selvstændigt op til regionsvalg, og blev hængt ud som kontrarevolutionære for åben skærm.

Og så har der jo været din alliancepolitik. Det har været både tåkrummende og uforståeligt, at du igen og igen skulle optræde sammen med despoter som Ahmadinedjad, Lukashenko og Gadaffi. Og du holdt dig ikke til neutrale interessebestemte diplomatiske relationer. Du uddelte kindkys og højstemte erklæringer om broderskab og fælles sag.

I går læste jeg så din twit med følgende ordlyd:

“Gaddafi is facing a civil war. Long live Libya. Long live the independence of Libya.”

Fulgt op af denne erklæring:

"I can not say that I endorse or encourage all the decisions taken by a friend of mine anywhere in the world .. but we support the Government of Libya."

Og her er det så, at vi passerer mit point of no return. Hvordan kan det gå til, at den præsident Chavez der kom til magten, netop som resultat af et oprør mod at bruge våben mod egne befolkning – nu bakker op om en præsident der har hyret morderbander af lejesoldater til at meje modstandere ned, og ladet skarpskytter myrde demonstranter med præcise skud i hjerte eller hoved.

Hvordan kan du kalde den ansvarlige for din ven, og forsvare hans forbryderiske regering?

Spørgsmålene er retoriske, for jeg tror ikke på, at der eksisterer en forklaring som jeg vil acceptere.

Derfor: Adios Compañero

PS. Jeg holder selvfølgelig ikke den venezuelanske befolkning ansvarlig for dine fejltagelser – og jeg håber inderligt, at den vil være i stand til at fastholde og udvide de mange sociale fremskridt i Venezuela.


Sofavælgere kan sætte venstrefløjen fri

Af Pelle Dragsted | 15. februar 2011 | 37 kommentarer

Jeg har denne klumme i Politiken i dag (15/2 2011). Hermed åbnet for debat blandt Modkrafts læsere ; )

Sofavælgere kan sætte venstrefløjen fri

Socialdemokraterne og SF skal droppe deres leflen for midtervælgerne og i stedet mobilisere den skjulte vælgerreserve blandt dem, der ikke stemmer.

Et beskedent mindretal i det danske samfund har i det sidste årti haft en uforholdsmæssig stor indflydelse på den politiske udvikling. Det drejer sig om 4-6 % troløse sving-vælgere på midten – også kendt som de blå socialdemokrater.

Socialdemokraterne og SF har som bekendt gjort omfattende brug af meningsmålinger, når den politiske linje skulle tilrettelægges. Hver gang har blikket været fast rettet mod de blå socialdemokrater. På den måde er deres holdninger, sympatier og antipatier blevet styrende for de to partiers politiske udvikling.

Det er hensynet til de blå socialdemokrater, der har skabt den ekstreme berøringsangst over for skattestoppet på boligområdet. SF og Socialdemokraternes er sådan set ikke i tvivl om, at det asociale skattestop burde droppes – men de tier. Det var også hensynet til de blå socialdemokrater, der fik partierne ud i den nærmest pinagtige lancering af det ”røde” pointsystem. Samme hensyn lå til grund, da Helle Thorning og Villy Søvndal efter rydningen af Brorsons kirke udtrykte enighed med regeringen om, at irakerne skulle sættes på det første fly til Bagdad. Jeg kunne blive ved. Pointen er, at jagten på nogle få midtervælgere har flyttet Socialdemokraterne og SF langt mod højre og på en række områder gjort det næsten umuligt at se skelne rød blok fra blå.

Det er ærgerligt. Både for det store flertal af trofaste venstrefløjs-vælgere, som foretrækker en rød blok med en mere markant venstreorienteret profil, og for demokratiet, fordi frygten for at miste svingvælgerne, holder vigtige samfundsdebatter nede.

Samtidig er det måske endda helt unødvendigt at tilpasse sig midtervælgerne. For der findes en glemt og uudnyttet vælgergruppe, som burde ligge lige til det socialdemokratiske og venstreorienterede højreben. En vælgergruppe, som er langt større end de 4-6 % blå socialdemokrater, og som dermed let kunne sikre venstrefløjens sejr ved kommende valg.

Det drejer sig om de omkring 15% af danskerne, der ikke stemte ved sidste folketingsvalg og heller ikke planlægger at gøre det fremover. De såkaldte sofavælgere. Hvis blot hver tredje sofavælger satte kryds ud for rød blok ved næste valg, så var sejren i hus, uden det permanente knæfald for den magtfulde midte.

I Danmark har vi ingen tradition for at tage disse potentielle vælgere alvorligt. De har jo meldt sig ud. De gider ikke. Den udbredte holdning til dem synes at være, at de er uoplyste og ligeglade, så at sige uden for pædagogisk rækkevidde. Følgelig har partierne heller ingen klar strategi til at mobilisere dem.

Helt anderledes ser det ud på den anden side af Atlanterhavet. I Obamas kampagne var det en kerneopgave at få tidligere sofavælgere til at stemme. Enorme ressourcer blev sat ind for at hæve andelen af vælgere blandt afroamerikanere, latinoer og lavindkomstgrupper. Denne mobilisering af vælgere, der i mange tilfælde – akkurat som de danske sofavælgere – havde opgivet troen på, at det nytter at stemme, blev altafgørende for Demokraternes sejr.

Selvfølgelig kan også den danske venstrefløj engagere og mobilisere mennesker, der har opgivet at deltage i demokratiet. Men det kræver en målrettet indsats, både politisk og praktisk

Også i Danmark finder man især ”ikke-vælgerne” blandt lavindkomstgrupper og mennesker uden for arbejdsmarkedet. Mange bor i de såkaldte ghettoområder. Det er venstrefløjens opgave at gøre det klart for disse grupper, at de rent faktisk sidder med nøglen til statsministerkontoret. Det er dem, der kan afgøre det kommende valg. De skal ganske enkelt lære deres egen magt at kende.

Samtidig skal ikke-vælgerne tro på, at en rød regering faktisk vil gøre en positiv forskel for dem. Mange har ikke specielt gode erfaringer med politikere, og de har ikke oplevet den store forskel på socialdemokratiske og borgerlige regeringer, når det kom til egne livsvilkår. Derfor er det afgørende, at venstrefløjen udsteder entydige løfter om at forbedre livsvilkårene for netop disse mennesker. Socialdemokraternes og SF’s garantier til arbejdsløse, lavtlønnede og folk, der bor i lejeboliger, skal være lige så klokkeklare som deres tidligere løfter om boligskattestoppet.

Sidst men ikke mindst kræver det tilstedeværelse at vinde ikke-vælgernes hjerter. Derfor burde Ole Sohn og Morten Bødskov bruge lige så meget tid i de udsatte boligområder, som de bruger i direktionsgangene hos Grundfoss, Danfoss og Novozymes. Venstrefløjen burde åbne partikontorer i hver eneste ghetto i Danmark. Gå fra dør til dør, kæmpe fra hus til hus for at overbevise ikke-vælgerne om, at de kan gøre en forskel, at de er lige så vigtige samfundsborgere som alle andre dansker, og at venstrefløjen forsvarer netop deres interesser.

Jeg siger ikke, at det let at mobilisere de nye vælgere. Men tænk på, hvad der er at vinde ved det.

Socialdemokraterne og SF kunne med ét slippe fri af de blå socialdemokraters benlås. De kunne igen sige, hvad de rent faktisk mente – i stedet for at slå knuder på sig selv med pointsystemer og asociale boligskattestop.

Venstrefløjen kunne gå til valg på en virkelig venstreorienteret og progressiv politik, som kunne genantænde begejstringen og motivationen i de respektive partiers baglande.


1 2



Kommunikationsarbejder, aktivist og debattør

35 år. Bor med kæreste og to børn i kollektiv i København.

Medlem af Enhedslisten og ansat som presserådgiver i Enhedslisten på Christiansborg.

Jeg vil blandt andet bruge bloggen til skabe debat og dialog om venstrefløjens udfordringer og dilemmaer – både de dagsaktuelle og de strategiske og langsigtede.

Mit eget udgangspunkt er det udogmatisk marxistiske. Nytænkning og fornyelse er en konstant nødvendighed i en verden, der forandrer sig, men må aldrig blive synonymer for højredrejning eller betyde, at vi skyller barnet ud med badevandet.




Blogarkiv

22. december 2011
Jo, jeg tror på en verden uden kapitalisme
15 kommentarer

4. oktober 2011
Regeringsgrundlaget på godt og ondt
15 kommentarer

28. september 2011
Enhedslisten og den nye regering
34 kommentarer

24. september 2011
ELX3 – Hvordan gik det til?
17 kommentarer

14. juli 2011
Venstrefløjen må vælge sine venner
29 kommentarer

19. maj 2011
Farvel til de blå økonomi-smagsdommere
25 kommentarer

20. marts 2011
Kan man være i mere end syv sind?
46 kommentarer

17. marts 2011
Ingen nemme løsninger i Libyen
13 kommentarer

2. marts 2011
Ciao, Ciao Chavez
34 kommentarer

15. februar 2011
Sofavælgere kan sætte venstrefløjen fri
37 kommentarer

1 2

Tidsskriftcentret

Robinson Crusoe

24. april 1731

Daniel Defoe udgiver bogen Robinson Crusoe


Tidsskriftnyt

Nye numre online:

International Socialism
Logos: a journal of modern society & culture
Jump Cut: a review of contemporay media
Kritisk Debat
Video: Marxism and Revolution Today



Marxist books on the global financial crisis and capitalism

Linkbox med et udvalg af nyere marxistiske bøger på engelsk. Med anmeldelser, debat og interviews - og nye bøger tilføjet af af bl.a. Mick Brooks, Andrew Kliman og Paul Mattick, jr.



Kontradoxa

Af Nathan Schneider

Ingen ledere, ingen vold

28. februar | Hvad indebærer begrebet om en mangfoldighed af taktikker for Occupy Wall Street? Således spørger Nathan Schneider, der selv er med i bevægelsen, i den nye bog »Vi er de 99%«.


25. februar
Folkedrabets moralske historie

23. februar
Assad-regimets krig mod egen befolkning

20. februar
»Tom« har forladt os

Queerkraft

Af Camilla Tved

10 gode grunde til at se ”10 timer til Paradis”

19. februar | Den meget omtalte og roste spillefilmsdebut fra Mads Mathiesen gør det nemt for publikum. Læs her hvorfor en af QueerKrafts anmeldere blev blød i knæene og nu ønsker sig en (...)

7 kommentarer

17. februar
Queerfeministisk antiracistisk kritik

11. februar
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen

7. februar
Arabiske kvinders kamp i skyggen af islamisternes valgsejre

Fagligt

Af Ulrikke Moustgaard, Kvinfo

»Kønskvoter styrker konkurrenceevnen«

27. februar | Direktøren i det norske Finansnæringens Arbeidsgiverforening mener, at kønskvoter er det bedste, der er sket for Norges globale konkurrencedygtighed.


24. februar
Faglig énmandshær er død

22. februar
Støt de græske stålarbejdere

19. februar
Lønarbejderne skal tilbage til centrum-venstre!

modkultur

Af Sune Hundebøll

Løb i varmen

27. februar | Mens vi udfordres af februarkulden, har løbere sat hinanden i stævne nær Tindouf i Algeriet. Deres udfordring er varmen og 42,195 kilometers løb gennem ørkenen.


24. februar
Kontrafon: fra Nørrebros undergrund til P3

22. februar
KODA freder YouTube

22. februar
Piratradio på standby af frygt for myndighederne


Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer


Modkraft.tv

Stop ACTA nu Demonstration 25-02-2012

Billeder fra demoen mod ACTA lørdag d. 25/2-2012

Lavet af Filip S - http://lilit.dk



annonce

Seneste kommentarer

Henrik Chulu | Jens Voldby Crumlin | kl. 09:13
Kodeordene for et nyt samfundssystem er en ny økonomi som er frigjort fra (...)

Kontradoxa | amalie skram | kl. 00:16
@Grølheim Hvem og hvad giver dig din absurde tro på, at Assad-regimet (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:41
Hej alle, mange tak for jeres kommentarer. Mht debatten om mig/SF’ere på (...)

Saila Naomi Stausholm | Saila Naomi Stausholm | kl. 23:31
Hej alle, lige lidt respons herfra - igen tak for jeres kommentarer. Mht (...)

Kontradoxa | Grølheim | kl. 21:30
@amalie; Jeg synes denne råben "konspirationsteoretikere" bliver mere og (...)

QueerKraft | Karl | kl. 15:01
Enig med Karen. Og så tror jeg at pointen med klummen både er at ærgre sig (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:25
@e lykke Fordi nogle oprørere i Libyen opfører sig som racistiske svin (...)

Kontradoxa | peter | kl. 14:23
@Amalie Skram Helt enig. Det er vildt grotesk, at der findes folk der (...)

Karen Helveg Petersen | Johannes | kl. 14:08
Man bliver jo næsten nødt til at spørge, af ren nysgerrighed (eller (...)

Jakob Lindblom | Bente | kl. 13:44
Nej jeg vil ikke slappe af Jacob. For jo du siger en hel masse.. Du eller I (...)

Dagen i dag

Se flere på Leksikon.org


Citater
Da jeg var lille, kom der mange danskere til Malmø. Ofte for at købe billig kaffe. Også nu er der mange danskere i Malmø. En del kommer for at købe billige biler, nogle for at bo billigere. Men mange kommer, fordi der er indført love, som forbyder dem at leve i Danmark med den, de elsker, fordi han eller hun kommer et andet sted fra. Det er en skam! Men også storebror (Sverige, red.) og specielt de skånske storebrødre har al anledning til at se kritisk på sig selv, nu når højreesktremisterne i det Sverigedemokratiske parti med stor sandsynlighed kommer til at tage plads i den svenske rigsdag efter næste valg. Jeg ved, at den danske dronning er enig med mig.

Mikael Wiehe. Svensk-dansk musiker i en tale til bl.a. det danske og svenske kongepar under Öresundstinget, den 11. maj 2007.

Flere citater