Vi er flyttet! modkraft.dk



Ciao, Ciao Chavez

Af Pelle Dragsted | 2. marts 2011 | 17:55 | 34 kommentarer |


Kære Hugo

Første gang jeg så dig, var til et venstrefløjsmøde i Managua i 2000. Jeg vidste ikke hvem du var, men du modtog stående applaus fra de andre repræsentanter for den latinamerikanske venstrefløj.

Det gik kort efter op for mig, at du var nyvalgt præsident i Venezuela og jeg fik sat et interview med en af dine delegationsmakkere. Det var ham, der fortalte den imponerende historie om din vej til magten.

Hvordan du og en gruppe unge officerer havde gjort oprør, efter at præsidenten havde givet militæret ordre til at nedkæmpe en folkelig opstand med våbenmagt. Hvordan du kun kort tid efter din løsladelse vandt præsidentvalget, og dermed gjorde op med årtiers mafiøst topartisystem.

Siden har jeg fulgt udviklingen i dit land tæt. Jeg har beundret de store sociale fremskridt, som blev gennemført. Udryddelsen af analfabetismen, halveringen af fattigdommen, sikring af universel adgang til sundhed og uddannelse.

Jeg var nedslået over det amerikansk-inspirerede kup mod dig i 2004, og helt oppe og ringe over at se hvordan det lykkedes en mobiliseret befolkning at afværge kuppet og bringe dig tilbage til magten.

Jeg er ofte gået i rette med falske anklager om, at du ikke var demokratisk valgt, at du undertrykte ytringsfriheden og andre falske påstande, der gennem årene er blevet viderebragt i danske aviser.

I 2006 besøgte jeg selv Venezuela – oplevede den tro på fremtiden og det håb som forandringerne havde sået i det fattige befolkningsflertal ikke mindst i slumområderne. Så de spændende eksperimenter med arbejderstyrede virksomheder og kooperativer, som også globalt var med til at reaktualisere debatten om alternativer til kapitalisme.

Men tvivlen på udviklingen i den såkaldt bolivarianske revolution har naget mere og mere i de seneste år. Allerede ved mit besøg for nogle år tilbage var der nogle ting, der bekymrede. Den overdrevne persondyrkelse – enorme billboards med påskrifter som ”et land en leder”.

Den tiltagende aggressive med mig eller mod mig - retorik overfor de dele af venstrefløjen, som udtrykte den mindste divergens med din linje. Som da kommunistpartiet stilfærdigt valgte at stille selvstændigt op til regionsvalg, og blev hængt ud som kontrarevolutionære for åben skærm.

Og så har der jo været din alliancepolitik. Det har været både tåkrummende og uforståeligt, at du igen og igen skulle optræde sammen med despoter som Ahmadinedjad, Lukashenko og Gadaffi. Og du holdt dig ikke til neutrale interessebestemte diplomatiske relationer. Du uddelte kindkys og højstemte erklæringer om broderskab og fælles sag.

I går læste jeg så din twit med følgende ordlyd:

“Gaddafi is facing a civil war. Long live Libya. Long live the independence of Libya.”

Fulgt op af denne erklæring:

"I can not say that I endorse or encourage all the decisions taken by a friend of mine anywhere in the world .. but we support the Government of Libya."

Og her er det så, at vi passerer mit point of no return. Hvordan kan det gå til, at den præsident Chavez der kom til magten, netop som resultat af et oprør mod at bruge våben mod egne befolkning – nu bakker op om en præsident der har hyret morderbander af lejesoldater til at meje modstandere ned, og ladet skarpskytter myrde demonstranter med præcise skud i hjerte eller hoved.

Hvordan kan du kalde den ansvarlige for din ven, og forsvare hans forbryderiske regering?

Spørgsmålene er retoriske, for jeg tror ikke på, at der eksisterer en forklaring som jeg vil acceptere.

Derfor: Adios Compañero

PS. Jeg holder selvfølgelig ikke den venezuelanske befolkning ansvarlig for dine fejltagelser – og jeg håber inderligt, at den vil være i stand til at fastholde og udvide de mange sociale fremskridt i Venezuela.



Kommentarer


Kommentar af Anders | 2. marts 2011 | 18:37

Mens vi venter på IS...


Kommentar af Hans Houmøller | 2. marts 2011 | 18:50

Kære Pelle! I korthed: jeg er meget enig med ordene i dit alvorlige indlæg, og jeg undrer mig hver gang den slags sker, at en leder der er kommet til magten på demokratisk vis i løbet af sin tid som leder bliver stadigt mere i modstrid med de ideer, der tilsyneladende lå til grund oprindeligt. Det er skræmmende ikke mindst i lyset af muligheden for, at det kan ske igen et andet sted. At magt korrumperer, ved vi godt, men hvordan kan man forebygge, at det osse skal være en lovmæssighed?


Kommentar af Jakob Krogh | 2. marts 2011 | 19:38

@Anders jeg ved ikke hvad du antyder med din ”mens vi venter på IS?” IS har aldring været ukritiske støtter af Chavez, I den sidste artikel om Venezeula november 2010 skriver vi bl.a.

“Hvis Chavéz var en direkte del af den revolutionære bevægelse i befolkningen, så havde han gjort op med kupmagerne i 2002, men det gjorde han ikke. Folket bør gøre op med Chavéz og organisere sig, føre revolutionen videre, uafhængigt af staten, for kun med modstand fra neden, kan revolutionen vindes.”

Link til artiklen i Socialistisk Arbejderavis.

http://www.socialister.dk/avis/visa...

Artiklen er for øvrigt en anmeldelse af en bog af Andreas Bülow fra Socialistisk Standpunkt. Hvis nogen har haft et ukritisk forhold til Chavez er det Socialistisk Standpunkt.

Derudover et link til en kommentar som en fra Socialist Workers Party i England har skrevet om Chavez’s aktuelle udtagelser.

http://www.guardian.co.uk/commentis...


Kommentar af Jørgen Lund | 2. marts 2011 | 22:24

Venner ***
I behøver tilhverttilfald ikke at vente på en samling links om Hugo Chávez og den ’bolivariske revolution’ i Venezuela, for de ligger altså hér på Modkraft.dk/Tidsskriftcentret.
Det er links til mest større artikler med baggrund, analyser og venstrefløjs-diskussion af udviklingen i Venezuela.
Og så er der et appendix om Bolivar og bolivarismen.


Kommentar af Anders | 2. marts 2011 | 22:59

Mens vi venter på Standpunkt...


Kommentar af Adam Ring | 3. marts 2011 | 02:19

Hej Pelle.

Jeg er langt hen af vejen enig med din kritik af Venezuelas udenrigspolitik. Alliancerne med Iran og Libyen skader Venezuelas omdømme internationalt. Derudover bruges Venezuelas alliance med Iran og Libyen af de imperialistiske magter til at sætte Chavez i bås med Gadaffi og Ahmadinidjad. Eksempelvis påstod Storbrittaniens udenrigsminister William Hague i sidste uge, at Gadaffi var flygtet til Venezuela. Et rygte som var pure opspind og som havde til formål at sværte Venezuela til.

Desværre er mange venstreorienterede i Venezuela og Latinamerika af den fejlagtige opfattelse, at Gadaffi er anti-imperialist og revolutionær. Generelt hersker der i Latinamerika stor forvirring om hvordan man skal forholde sig til oprøret i Libyen. I Chavez eget parti, PSUV, er der langt fra enighed blandt medlemmerne. Parlamentsmedlem fra PSUV, Adel el Zabayar, som er af arabisk oprindelse, har udtalt, at Gadaffi ikke længere kan betragtes som en ledende anti-imperialist, når han massakrerer sit eget folk. Luca de Clases (IMT’s venezuelanske sektion) som er en del af PSUV, er kommet ud med en erklæring til støtte for den libyske revolution og imod Gadaffi-regimet.

http://www.marxist.com/truth-about-...

Sandheden om Gadaffi-regimet er, at styret siden 2003 har været i lommerne på amerikanerne, britterne og de multinationale selskaber. Sidste år bragte finansmagasinet The Economist en hyldest-artikel, hvor Gadaffi-regimet blev rost til skyerne for at skabe profit til de multinationale selskabet. Libyen blev sammenlignet med Dubai og den neoliberale udvikling i landet.

http://www.marxist.dk/Home.php

Hvad vigtigst af alt er, at den revolutionære udvikling kan få stor indvirkning på situationen i Venezuela og Latinamerika. En successfuld revolution i et af de arabiske lande, ville kunne accelerere den revolutionære process i Venezuela og det øvrige Latinamerika yderligere. Derfor er det vigtigt, at vi på venstrefløjen i Danmark støtter de revolutionære bevægelser i Tunesien, Egypten, Libyen, Iran, Yemen mfl.


Kommentar af aaaaaaa | 3. marts 2011 | 05:46

Dejligt at se en fra Enhedslisten komme ud og sige endegyldigt fra overfor Chavez. Viva la revolucion.


Kommentar af jnhg | 3. marts 2011 | 05:49

Kære Pelle (Eller et farvel til utopisk socialisme...)

Tak til Hugo for at gå imod den libyske kontrarevolution.

Pelle "håber inderligt, at den (befolkningen) vil være i stand til at fastholde og udvide de mange sociale fremskridt i Venezuela."

Det gør jeg også. Det kræver rimeligvis, at vore kammerater i Venzuelas Kommunistiske Parti kommer til at spille en større rolle.

Jeg håber ligeledes inderligt, at den libyske befolkning vil være i stand til at fastholde og udbygge de sociale fremskridt, som til og med sidste år bl.a. sikrede Libyen en plads som det afrikanske land med den højeste forventede levealder. ( Men hér har kontrarevolutionen sikkert allerede formået "at gøre en forskel" - i den forkerte retning.)

Men sandheden er jo, at de sociale fremskridt, hvos kontrarevolutionen lykkes, vil blive sat årtier tilbage, ganske som det skete for 20 år siden i Østeuropa efter den Europæiske Kontrarevolution.

Sandheden er ligeledes, at morderbander af amerikanske og andre vestlige lejesoldater (den korrekte betegnelse, for i Vesten er soldater jo efterhånden hverken uskyldige tvangsudskrevne eller bare værnepligtige) venter på at gå i land, når USA vil sikre sig endnu mere olie for at kunne fastholde hegemoniet.

Sandheden er også, at når venstrefløjen led nederlag i den kolde krig, skyldes det, at USA og venner med en succesrig og kynisk alliancepolitik formåede at udmanøvrere os. Alt tyder imidlertid på, at den stærke socialistiske kvartet i Asien samt Cuba - foruden mange kommunistiske partier samt anti-imperialistiske regeringer i alle verdensdele har lært af fortidens fejltagelser og ikke lader sig udmanøvrere én gang til.

Så farvel til utopisk socialisme - kæmp konsekvent imod imperialismen - kæmp for staternes ufhængighed af EU og NATO - og kæmp imod Vestens evindelige misbrug af FN-systemet til at starte nye krige...


Kommentar af Claus Pedersen | 3. marts 2011 | 07:27

Spændende at opleve hvordan man kan ignorere kæmpe dilemmaer og forholde sig til dem, som om der kun findes et logisk vælg.

@ Pelle: Jeg er nysgerrig efter hvordan du forholder dig til de valg Chavez har måtte tage undervejs i sin persondyrkelse og særegne udenrigspolitik.

- Skal venstrefløjen undlade persondyrkelse, selv hvis der i befolkningen er en tradition for persondyrkelse, og selv hvis det betyder at facisterne får magten?

- Skal udenrigspolitik tilpasses moralske overvejelser, eller handler det om at sikre sit bagland de bedst mulige, så uddannelsesmiveua, levestandt og velfærd sikres bedst mulige?

Hvis Chavez falder, vil den nye regering så føre en mere human udenrigspolitik? Min oplevelse af det politiske landskab i Venezuela er, at det næppe er tilfældet. Alternativet til Chavez skøre (og komplet ligegyldige) støtte til Gaddafi, er at USA får endnu et land til at støtte krigene i Irak, Afghanistan og hvad der nu venter i fremtiden. Er det et bedre valg?

Nu ser det faktisk ud til, at Gaddafi ikke helt kan afskrives som leder i Libyen. risikerer vi ikke at Pelle og andres afstandtagen til Gaddafi bliver benzin på diskussionen om at invadere landet for at frelse civil befolkningen?

Jeg glæder mig til at høre et par bud. Den moralske hest er bare lidt kedelig at læse om.


Kommentar af Jakob Lindblom | 3. marts 2011 | 10:10

@jnhg - hvad er den socialistiske kvartet i Asien for en størrelse?

Dernæst er det velkendt, at arabiske despoter i årevis har brugt oliepengene på at sikre en enorm rigdom til sig selv, men også til deres statsborgere - fx. saudier, kuwaitere, folk i diverse emirater og Libyen. Til gengæld har de så holdt millioner af gæstearbejdere fra Asien og de fattige arabiske lande i slavelignende forhold. Næppe hvad jeg vil kalde sociale regimer! Og dertil skal lægges det politiske despoti.

At Gaddaffi engang har brugt antiimperialistiske og socialistiske slogans adskiller sig ikke fra, at Ralf Pittelkow i sine VS dage gjorde det samme. I dag er der intet tilbage!

Pelle, fin blog. Jeg har aldrig været "med" Chavez - blot fulgt ham fra sidelinien med respekt for en stor del af arbejdet og hovedrysten over andet og især gaudillo persondyrkelsen og de nævnte alliancer. Derfor har jeg heller ikke selv behov for at sige ciao.

Men skal vi prøve at forstå det (og ikke dermed acceptere det), så skal man nok anerkende betydningen af, hvad det gør for et land (i årtier Cuba og nu Venezuela) at stå isoleret og leve under frygten for en amerikansk invasion / kup. Så ender man nok med at omfavne tilsvarende lande og hævde deres suverænitet uden at skele til politikken, hvilket forårsager de modstridende og ukønne alliancer.

Claus, du overrasker mig sgu...

Og tillad mig iøvrigt et muligvis upopulært standpunkt. Hvis Gaddaffi sætter en regulær folkeslagtning i gang, så håber jeg sgu på en fremmed invasion i FN-regi, der kan stoppe ham og vælte ham. Jeg håber aldrig, at det kommer dertil og kravet må herefter være at give magten tilbage til libyerne. Men jeg vil dælme ikke blot være imod en sådan invasion, selvom NATO og andre skulle gå med, hvis alternativet er et nyt Rwanda.

Sorry lads, mennesker matters...


Kommentar af jnhg | 3. marts 2011 | 10:59

@Jakob: Den socialistiske kvartet i Asien er naturligvis Kina, Vietnam, Laos og Nordkorea.

Jeg konstaterer bare, at levealderen med en vellykket kontrarevolution vil falde og de sociale rettigheder for det libyske folk blive udhulet, uanset hvor lidt "despotisk", du synes en "frihedsminister Søren Pind-klon" vil være, for det er jo alternativet...

For slet ikke at tale om endnu et nyt "Pind-regimes" ukritiske forhold til imperialimen.

Der er ikke brug for et nyt Honduras!


Kommentar af Frank A | 3. marts 2011 | 11:01

Jeg synes, at vi må holde tungen lige i munden.

For det første: Hvad er karakteren af Gadaffis regime? Svar: Det er et råddent, pro-imperialistisk regime. Tony Blair har ifølge Gadaffis søn Saif al-Islam været "familiens personlige ven" og blev i juni i fjor udnævnt til rådgiver for Gadaffi og leder af en statslig fond. De borgerlige økonomiske magasiner har igen og igen rost Libyen for regimets evne til at skabe profit til de multinationale selskaber. På side 525 i bemærkningerne om USA’s Kongres’ budget (http://www.usaid.gov/policy/budget/...) kan man læse, hvordan at USA har understøttet regimet økonomisk i "kampen mod terrorisme".

For det andet: Hvorfor har imperialisterne vendt sig imod Gadaffi? Svar: De stoler ikke længere på, at regimet kan overleve - derfor er han blevet værdiløs for dem. Samtidig er de tvunget på hjemmefronten til at tage afstand til regimet. De søger med lys og lygte efter et nogenlunde stabilt alternativ, de kan støtte som en ny regering i Libyen, og som kan udføre deres diktater. Samtidig forsøger de at gøre et nyt regime så svagt som muligt (flyveforbud osv.), så det er helt afhængigt af USA, Frankrig og andre imperialistiske magter. For det tredje: Hvad er meningen med Chávez og andre latinamerikanske lederes udtalelser? Svar: Den venezuelanske revolutions udenrigspolitik er formentlig den del af revolutionen, der er under mindst pres fra de venezuelanske masser og under mest pres fra det gamle statsapparat fra den 4. republik, det rådne reformistiske bureaukrati i toppen af PSUV, de professionelle diplomater og så videre. Chávez selv er ikke immun over for dette pres. Forsøget på at føre "realpolitik" er farlig for Venezuelas revolution - både på hjemmefronten og i udenrigspolitikken. Der er brug for en radikalisering af den venezuelanske revolution - også i udenrigspolitikken. Revolutionen har al ret til at indgå handelsaftaler og lignende med Fanden selv og hans oldemor, men revolutionen må aldrig give politisk autoritet til de rådne regimer i Iran, Libyen og andre.

For det fjerde: Hvorfor hyler de borgerlige medier op om Chávez’ udtalelser? Svar: De bruger det som et røgslør for at skjule, hvem det libyske regimes virkelige allierede har været i de senere år: det har været England, Frankrig, USA og andre imperialistiske magter. Alle fejltrin fra den venezuelanske præsident er en gave til dem. De borgerlige har ingen moralsk ret til at hyle op om "støtte til Gadaffi", når de selv har støttet regimet, og de selv fortsat støtter de reaktionære regimer i Saudi Arabien, Jordan, Algeriet og andre steder.

For det femte: Hvad bør være revolutionær politik i forhold til Libyen? Svar: Fuld støtte til Libyens folk og deres kamp imod regimet. Konsekvent afvisning af imperialistisk indblanding. Alle forsøg på militær aktion imod Libyen må stoppes af arbejderbevægelsen gennem strejker og blokader. Alle profitter hos virksomhederne herhjemme, der er blevet tjent på handel med Gadaffis regime, må konfiskeres.

Frank, medlem af Hands Off Venezuela


Kommentar af Pelle Dragsted | 3. marts 2011 | 11:02

Tak for kommentarerne

Jakob har svaret udemærket på kommentaren fra jhng. Så jeg vil holde mig til Claus P

@ Claus - Her mine svar på dine relevante spørgsmål

“- Skal venstrefløjen undlade persondyrkelse, selv hvis der i befolkningen er en tradition for persondyrkelse, og selv hvis det betyder at facisterne får magten?”

Jeg tror ikke der er noget enkelt svar på dette. For der er tale om et tveægget sværd. Der er ingen tvivl om at karismatiske ledere, i mange tilfælde har spillet en central rolle i revolutioner eller større samfundsforandringer - eller for politiske partier i al almindelighed. Chavez er et godt eksempel på dette. Der var ingen seriøs folkelig eller revolutionær bevægelse før Chavez. Det var hans person alene (og en grundlæggende, men uartikuleret utilfredshed) der sikrede systemskiftet i Venezuela. Som jeg tidligere har skrevet var det i høj grad et hoved uden krop, og kroppen blev først og fremmest skabt som en reaktion mod kupforsøg, økonomisk sabotage fra overklassen etc. Så på den måde kan man sige, at det i en periode var et godt eksempel på at et magtskifte godt kan ske uden en stærk organiseret base, og at det faktisk også er muligt at opbygge denne organiserede base efterfølgende.

Men så er der den anden side af sværdet. Der er jo for det første det åbenlyse problem, at en samfundsforandring bundet op på én karismatisk person er let at stoppe for modstanderne - ved at kappe hovedet af slangen. For det andet der det desværre ud til at være nogle nærmest uafvendelige konsekvenser af persondyrkelse. 1) tendens til at nødvenddig kritik ikke bliver artikuleret og erstattes af en røvslikker-kultur, fordi den store leder jo ikke kan tage fejl. Det skaber en politisk "udynamik". 2) En stigende megalomani hos den store leder. Et tilsyneladende accelererende tab af virkelighedsfornemmelsen.

I Venezuela mener jeg at de to sidstnævnte tendenser har været tydelige i flere år.

- Skal udenrigspolitik tilpasses moralske overvejelser, eller handler det om at sikre sit bagland de bedst mulige, så uddannelsesmiveua, levestandt og velfærd sikres bedst mulige?“

Ja, moral skal efter min mening spille en vigtigt rolle i udenrigspolitikken. Det kræver jeg af mine borgerlige modstandere - og det kræver jeg også af regeringer som jeg har sympati for. Mere om moral og politik nedenfor.

Der vil dog nok ofte være tale om en balance. F.eks. har jeg hørt, at Venzuela forbindelser til Iran går helt tilbage til Shahens tid, og således ikke er noget Chavez har fundet på, men nærmere et resultat af netop en interessedreven politisk neutral alliancepolitik ifht OPEC, olieteknologi mm. Men som jeg skriver har Chavez jo ikke holdt sig til teknsikse diplomatiske/økonomiske relationer, men åbenlyst erklæret sin støtte til regimet i Iran. Et regime som fænsgler og torturerer alle, der ønsker en socialistisk udvikliing a la den venezuelanske. Det virker komplet absurd og må kræve en forbløffende vikrelighedsfornægtelse.

“Hvis Chavez falder, vil den nye regering så føre en mere human udenrigspolitik? Min oplevelse af det politiske landskab i Venezuela er, at det næppe er tilfældet. Alternativet til Chavez skøre (og komplet ligegyldige) støtte til Gaddafi, er at USA får endnu et land til at støtte krigene i Irak, Afghanistan og hvad der nu venter i fremtiden. Er det et bedre valg?”

Jeg ønsker selvsagt ikke at Chavez regering, erstattes af den USA-sponsorerede opposition. Men det får mig altså ikke til at se i gennem fingrene med de ødelæggende fejltagelser som bliver begået fra Chavez side - også på det indenrigspolitiske område. Mit håb er selvfølgelig, at det håb og den organisering, som Chavez-perioden har skabt, på et tidspunkt kan overfløddiggøre Chavez, og sikre at den progressive udvikling, får en genuin demokratisk forankring. Men det ser ganske rigtig svært ud pt.

Nu ser det faktisk ud til, at Gaddafi ikke helt kan afskrives som leder i Libyen. risikerer vi ikke at Pelle og andres afstandtagen til Gaddafi bliver benzin på diskussionen om at invadere landet for at frelse civil befolkningen?“

Det er sgu´en farlig tankegang. Skulle vi lade være med at kritisere de forbrydelser mod menneskeheden som Gadaffi begår, fordi vi frygter at spille kort i hånden på USA. Den tankegang mener jeg at venstrefløjen har virkelig dårlige erfaringer med. Det var netop denne tankegang der fik store dele af venstrefløjen til at lukke øjnene for den undertrykkelse som fandtes i den socialistiske blok - fordi de stod jo på den rigtige side. Det kom der efter min mening ikke noget godt ud af.

Mht. en mulig invasion (forankret i FN) er jeg delvist enig med Jakob. Det kan i yderste tilfælde blive den mindst ringe løsning. Men lige nu skal vesten holde fingeren langt væk. En intervention kan kun komme på tale som reaktion overfor et reelt folkemord - og den skal garantere Libyens efterfølgende suverænitet. Lige nu er det afgørende, at der ikke sker en indblanding, fordi den vil være kontraproduktiv. Til gengæld håber jeg, at den egyptiske bevægelse og fagbevægelse lige nu sender konvojer med frivillige og hjælp ind over grænsen til Bengazi. Det ville på paradoxal vis være udtryk for den panarabisme som Gadaffi engang stod for.

Jeg glæder mig til at høre et par bud. Den moralske hest er bare lidt kedelig at læse om.“

Jeg tror jeg er grundlæggende uenig i din distinktion mellem moral og politik. Jeg mener ikke der findes en moralløs eller etik-løs politisk grund.

Moral og etik er forudsætningen for politik. Det er f.eks. et moralsk synspunkt, når vi som socialister mener, at det er forkert at nogle mennesker tjener penge på andres arbejdskraft. Ligesom det er et moralsk synspunkt at demokrati er bedre end monarki.

Moralske og etiske synspunkter er det underlæggende brændstof i enhver politisk bevægelse.


Kommentar af Jørgen Lund | 3. marts 2011 | 12:27

Hej Pelle
Den her historie fra Modkraft.dk om straf til strejkende siger mere om begrænsningerne i den progressive bolivarianske nationalisme, end holdningerne til andre USA-outcasts som Gadaffi & Ahmadinedjad:
"Idømt syv års fængsel for strejke : Venstreorienteret fagforening anklager Venezuelas retssystem for at dømme arbejdere og fagforeningsfolk, men give straffrihed til voldelige arbejdsgivere."
Kh J*rgen


Kommentar af Søren | 3. marts 2011 | 12:40

@ Pelle

Din uddybende kommentar nuancerer dit indlæg en smule. Ikke fordi jeg ikke er grundlæggende enig med dig, men fordi mit indtryk er, at du og de fleste andre, der har fulgt den venezuelanske revolution aldrig har "fulgt" Chavez og nu er tvunget til at sige "farvel", men hele tiden har haft det nuancerede forhold til Chavez, som du udpensler i dit svar til Claus; En anerkendelse af, at det i høj grad var personen Chavez, der fik stablet en revolutionær bevægelse på benene og samlet den uartikulerede utilfredshed, men den egentlige solidaritet og interesse placeret hos den "krop", du selv bruger som billede.

Men jeg mener alligevel dit indlæg trænger til nogle nuanceringer:

Du skriver, at Chavez ikke har har holdt sig til tekniske diplomatiske/økonomiske relationer:

Men udtryk for solidaritet kan sagtens være drevet af de samme kolde beregninger som andet diplomati; det kan være en billig pris at betale til gengæld for teknisk/økonomisk støtte - eller væsentlig politisk indflydelse. Chavez udtryk for solidaritet virker ikke til at være gratis, når man ser på relationen med fx Iran.

Jeg kender ikke meget til relationen med Libyen, men en del kan sikkert forklares med en form for solidaritets gæld for Libyens støtte til den latinamerikanske venstrefløj i 1970-80’erne - samt de væsentlige økonomiske relationer Libyen har opbygget med det meste af Latinamerika; Bemærk Nicaraguas støtte til Gadaffi, Brasiliens og Argentinas stærkt tvivlsomme position og Bolivias tøven. At dette uskønne diplomati så får et noget mere direkte udtryk i Venezuela og Cuba har nok en del at gøre med den isolations-faktor, som Jakob er inde på.

Disse nuanceringer er ingen accept; man burde holde sig for god til denne slags diplomati. Men intet tyder på, at der er tale om solidaritet for solidaritetens skyld - og det er trods alt en væsentlig nuancering.

Derudover: Ingen grund til at vende Chavez ryggen, når man aldrig har fulgt ham i tykt og tyndt, men hele tiden har haft et nuanceret billede af situationen.


Kommentar af Poul | 3. marts 2011 | 12:51

Chavez er bare endnu en socialistisk leder som blev diktator. Ligesom socialdemokraterne Mubarak og Ben Ali, mener han at stå over sit eget land. Sådan har det altid været med socialistiske ledere, og sådan vil det altid blive.


Kommentar af Andreas Bülow | 3. marts 2011 | 13:05

@Jakob Krogh: "Hvis nogen har haft et ukritisk forhold til Chavez er det Socialistisk Standpunkt."

Kunne du ikke bevise det?

Den bog i anmelder, er fyldt med kritiske kapitler om Chavez og regeringen generelt set.

Venezuelas udenrigspolitik er også blevet kririseret jævnligt af Socialistisk Standpunkt, både i forbindelse med Iran, helt tilbage fra 2006 ( http://www.marxist.com/venezuela-ir... ) eller f.eks. så sent som sidste år, på et offentligt møde arrangeret af Hands Off Venezuela (som Socialistisk Standpunkt er en del af): http://www.marxist.dk/Home.php?Page...

Chavez seneste udmeldinger om Libyen er også blevet kritiseret af Soc.Standpunkts kammerater i Venezuela, jvf. Adam Rings link ovenfor. Den udtalelse blev iøvrigt genstand for rimelig stor diskussion i Venezuela, da den både blev anbefalet af Eva Golinger og Dilma Khatib (Al Jazeeras latinamerika-korrespondent).

Så Jakob, lad os nu lige tage udgangspunkt i det, som vi rent faktisk skriver og ikke opdigte en påstået position hos moddebattøren. Det klæder ikke debatten.


Kommentar af Pelle Dragsted | 3. marts 2011 | 14:43

@ Andreas Du har ret i at Hands of Venzuela - og også din bog har indeholdt noget af den samme kritik som jeg rejser. Så der er kritikken ikke rimelig.

By the way: Jeg ved at I har et tæt forhold til ambassadøren her i DK. Burde I ikke netop nu skrive en kritisk hendvendelse aqng. Gadaffi-støtten. Kritik er vel et vigtigt element i international solidaritet - og det tætteste støtter kan vel også gøre det største indtryk?


Kommentar af Anders | 3. marts 2011 | 14:44

Og vupti! Ingen har nogensinde støttet Chavez....


Kommentar af Poul | 3. marts 2011 | 14:59

@ Anders : Ja, det minder lidt om dengang Muren faldt. Der havde alle rygklapperne også pludselig "glemt" deres støtte til diktatorerne ........


Kommentar af Jan Hoby | 3. marts 2011 | 15:20

Jakob for fanden hva’ har du gang i???? "Hvis Gaddaffi sætter en regulær folkeslagtning i gang, så håber jeg sgu på en fremmed invasion i FN-regi, der kan stoppe ham og vælte ham. Jeg håber aldrig, at det kommer dertil og kravet må herefter være at give magten tilbage til libyerne. Men jeg vil dælme ikke blot være imod en sådan invasion, selvom NATO og andre skulle gå med, hvis alternativet er et nyt Rwanda" Du køber fuldt ud den imperialistiske myte & præmis. Skal jeg minde dig om at socialister modsætter sig imperialistisk intervention i Libyen - flyveforbudszoner, "målrettede" mord, statskup osv. Vi ønsker at de libyske masser selv afsætte Gaddafi. Hvilket deres vælt-diktator-kompetence fuldt ud formår at vise i disse dage. Skam dig :-/


Kommentar af Jakob Krogh | 3. marts 2011 | 18:09

Anders@ Store dele af venstrefløjen har støttet mange af de sociale reformer som Pelle beskriver og som Chavez har været med til at gennemføre og jeg står gerne ved den støtte.

Jeg ville også idag støtte Chavez imod en USA/NATO angreb, men denne støtte er netop ikke ukritisk.

Andreas Bülow@ når jeg skrive "hvis nogen har haft et ukritisk forhold til Chavez er det Socialistisk Standpunkt" Betyder hvis netop HVIS. Havde fulgt ordentligt med i jeres udmeldinger havde jeg ikke stillet spørgsmålet.


Kommentar af Claus Pedersen | 3. marts 2011 | 18:41

Hej Pelle

Tak for uddybningen. Selvom jeg er for uoplyst til at tage stilling til, hvad der sker i Venzuela, så tror jeg ikke at vi ligger så langt fra hinanden.

Jeg synes ganske vist, at retorisk støtte til Iran eller Gaddafi er den mindste grund til at afvise Chavez som alliancepartner. Der kan findes andre og bedre grunde, men igen - jeg er ikke sikker på at jeg vil afvise ham som den bedste hest at støtte.

Min reaktion var møntet på, at verden ikke er sort/hvid (som du også selv skriver i dit svar). Man bliver nødt til at forholde sig til alternativet, hvis man ønsker at forandre det bestående.

Forandring for forandringens skyld er en desperat handling, og frygter lidt at de revolutioner vi har set de sidste uger/måneder er desperate. Jeg frygter at resultater bliver værre for befolkningen, da jeg ikke har set tegn på forankrede folkelige bevægelser som kan gå ind og blive en del af magten. Måske islamistiske og/eller pro-amerikanske fascister blive resultatet.


Kommentar af Claus Pedersen | 3. marts 2011 | 18:43

og vupti...

Måske har Chevaz støtte til Gaddafi en diplomatisk genistreg. Ved at stille sig side om side med Gaddafi fik Chavez etableret et tillidsforhold som gør ham (Chavez) i stand til at forhandle en våbenhvile på plads, og undgå et folkemord.

http://jp.dk/udland/article2357841.ece

Måske... Hvem ved?


Kommentar af Jakob Lindblom | 3. marts 2011 | 21:56

@Jan, helt enig. Jeg håber bare, at masserne kommer før massemordene - ellers bliver det lidt svært :-/


Kommentar af Markus Lund | 4. marts 2011 | 13:44

Gaddafi skal knuses militært, det er det eneste han er værd. At acceptere Gaddafis påskud om fred og neglicere det folkemord han udfører er utilgiveligt og amoralsk for en ’venstreorienteret’ og i øvrigt dobbeltmorale af værste skuffe. Det er ikke Chavez’ opgave at redde en presset diktator, han kan vende ryggen ligesom alle andre. Det vil i virkeligheden være et bedre kampmiddel end at gå på kompromis med en kynisk morders appel om våbenhvile. Gaddafi kan ikke overleve alene i længere tid, men med Hugos støtte overlever han i hvert fald lidt længere, da enhver støtteerklæring Gaddafi modtager må ses som et rygstød og selvtillidsboost, der gør at han kan fortsætte sin brutale undertrykkelse og hyre endnu flere lejesoldater til at undertrykke det libyske folk. Og deraf er Chavez indirekte ansvarlig for tab af endnu flere menneskeliv.


Kommentar af Henry | 4. marts 2011 | 14:22

jeg tror Claus Pedersen er på rette linie. Det er vel bedre hvis man kunne finde en fredelig løsning ved at mægle end at sende militæret in.

Her er hvad Venezuelas UN Ambassador sagde om sagen:

"Those who promote the use of military force against Libya, do not seek to defend human rights, but to establish a protectorate to violate them in one of the most important sources of oil and energy in the Middle East."

Her er en artikel om emnet http://venezuelanalysis.com/news/6036


Kommentar af Rene | 4. marts 2011 | 14:39

Markus skal jeg forstå det sådan at du går ind for Nato og USA? Og at du i det hele taget støtter militære invasioner der indsætter lydregimer? USA og NATO er "lidt gode" nogle gange eller hvad?

Sidste gang jeg hørte noget så politisk usammenhængende var da Allan Ahmad der pt sider i Københavns borgerrepræsentation for Enhedslisten støttede invasionen af Irak.


Kommentar af | 4. marts 2011 | 15:17

Selvfølgelig skal NATO og USA ikke ind i Libyen, men oprørene skal naturligvis afvise Chavez og Gadaffis kontrarevolutionære ’fredsforslag’! Det såkaldte fredsforslag fra Chavez handler blot om at en populistisk oberst fra Latinamerika forsøger at redde en lige så populistisk oberst i Nordafrika fra at blive løbet over ende af et oprør. Gadaffis støtter skal nedkæmpes og Gadaffi skal væltes.


Kommentar af jnhg | 4. marts 2011 | 18:16

Kære... navnløse

Hvis dine kontrarevolutionære venner endegyldigt afviser Chavez’ fredsforslag, lægger de sig pænt i sporet af vestlig imperialistisk tankegang a’ la Bush: "Enten er du med os eller med terroristerne" - eller måske snarere Hitler: "Vi vil den totale krig..."

Det hele handler om, at lykkes den igangværende - imperialistisk støttede - libyske kontrarevolution, vil titusinder dø i de kommende år som følge af de sociale forringelser, som kontrarevolutioner medfører - ganske som det er set i Østeuropa gennem de seneste godt 20 år, hvor millioner er døde som ofre for den Europæiske Kontrarevolutions tyrani.


Kommentar af Pelle Johansen | 7. marts 2011 | 13:43

Jan Hoby, Rene og andre: Er jers principper om anti-imperialisme virkelig vigtigere end at forhindre et folkemord. Det er da hamrende arrogant overfor de libyske masser hvis i vil hellere vil overlade dem til gadaffis brutalitet end at acceptere end vestlig/FN intervention. Menneskeliv er sgu vigtigere end principper. Hvis imperialisme kan knuse diktatorer så hylder jeg imperialismens ankomst. Fuck principperne og se på hvad konsekvensrene bliver for mennesker. Nogle gange er USA og vesten sgu bedre end alternativet. I vil gerne støtte revolutionære bevægelser men jers borgerlige modstandere må ikke gøre det samme???


Kommentar af Mads | 8. marts 2011 | 11:40

Hej Pelle

Sådan er politik og magtspil, Chavez hjælper bare en makker i nød. Næh du, køb hellere en guitar og lad lortet ligge.

Mvh. Mads


Kommentar af Andreas Bülow | 10. marts 2011 | 01:10

En interressant artikel, i forlængelse af den diskussion der har været med denne blog: http://www.marxist.dk/Home.php?Page...

Indeholder en del detaljer om modstridende reaktioner i Venezuela, bl.a. den kendsgerning at journalistholdet fra TeleSur (Chavez svar på CNN, i den spansktalende verden), er fuldstændigt splittede i spørgsmålet om hvad man skal rapportere og hvem man skal støtte i Libyen.


Kommentar af Anders | 16. marts 2011 | 12:18

Hvad siger Pelle Dragsted og andre til denne kritik af dele af venstrefløjens støtte til fremmed intervention i Libyen. Det ville være tiltrængt med et svar.

http://www.arbejderen.dk/artikel/20...


Kommentarfunktionen er lukket


Kommunikationsarbejder, aktivist og debattør

35 år. Bor med kæreste og to børn i kollektiv i København.

Medlem af Enhedslisten og ansat som presserådgiver i Enhedslisten på Christiansborg.

Jeg vil blandt andet bruge bloggen til skabe debat og dialog om venstrefløjens udfordringer og dilemmaer – både de dagsaktuelle og de strategiske og langsigtede.

Mit eget udgangspunkt er det udogmatisk marxistiske. Nytænkning og fornyelse er en konstant nødvendighed i en verden, der forandrer sig, men må aldrig blive synonymer for højredrejning eller betyde, at vi skyller barnet ud med badevandet.




Blogarkiv

22. december 2011
Jo, jeg tror på en verden uden kapitalisme
15 kommentarer

4. oktober 2011
Regeringsgrundlaget på godt og ondt
15 kommentarer

28. september 2011
Enhedslisten og den nye regering
34 kommentarer

24. september 2011
ELX3 – Hvordan gik det til?
17 kommentarer

14. juli 2011
Venstrefløjen må vælge sine venner
29 kommentarer

19. maj 2011
Farvel til de blå økonomi-smagsdommere
25 kommentarer

20. marts 2011
Kan man være i mere end syv sind?
46 kommentarer

17. marts 2011
Ingen nemme løsninger i Libyen
13 kommentarer

2. marts 2011
Ciao, Ciao Chavez
34 kommentarer

15. februar 2011
Sofavælgere kan sætte venstrefløjen fri
37 kommentarer

1 2

Blogs

Af Rina Ronja Kari

Så går det løs igen

29. februar | 10:40


Af Elizabeth Japsen

Avantgardisten Holberg anno 1721 og 8 marts

28. februar | 09:23

1 kommentarer

Af Karen Helveg Petersen

»De faktiske forhold i jernindustrien…«

27. februar | 17:01

4 kommentarer

Af Søren Søndergaard

Politikerlede

27. februar | 08:52

2 kommentarer

Af Henrik Chulu

Digitalt forår

27. februar | 01:22

4 kommentarer

Af Lise Jonassen

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

26.februar | 11:57

2 kommentarer